• Print
Denne artikel er en del af serien “

Om fæno­meno­logiens sag. Kommentar til Fæno­menologi­fejden


16. juni 2023

Jeg er ble­vet ind­budt af Para­doks til at bidra­ge til ræk­ken af ind­læg, der her er ble­vet publi­ce­ret i de for­gan­ge måne­der af Søren Gosvig Ole­sen og Søren Over­gaard for at give en kom­men­tar fra en posi­tion lidt uden for den umid­del­ba­re dan­ske kon­tekst. Jeg har kendt dem beg­ge læn­ge og har sam­ar­bej­det med dem hver for sig i for­skel­li­ge sam­men­hæn­ge. Beg­ge har leve­ret vig­ti­ge bidrag til den fæno­meno­lo­gi­ske filo­so­fi i Nor­den. Det har der­for været en lidt pin­ag­tig ople­vel­se at over­væ­re et repliks­kif­te, der lige fra begyn­del­sen forta­ber sig i pole­mik og sar­kas­mer. Efter­som jeg anser det for påtræn­gen­de at have en sam­ta­le om fæno­meno­lo­gi­ens plads i det nuti­di­ge filo­so­fi­ske land­skab, har jeg imid­ler­tid tak­ket ja til at bidra­ge med en kort kom­men­tar, der for­hå­bent­lig kan åbne mulig­he­den for en fort­sat sam­ta­le.

Fejdens anled­ning er Gosvigs fru­stra­tion over en vis stan­dard­pro­ce­du­re, når det kom­mer til at præ­sen­te­re såkaldt “kon­ti­nen­tal filo­so­fi” på grundkurser.1Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023. Blot det fak­tum, at det frem­fø­res som “kon­ti­nen­tal” i mod­sæt­ning til “ana­ly­tisk” er vild­le­den­de, og i et vist omfang er det at give efter for en opde­ling, der alle­re­de fra star­ten accep­te­rer skel­let mel­lem ana­ly­tisk og kon­ti­nen­tal filo­so­fi som en legi­tim og sag­ligt moti­ve­ret klas­si­fi­ka­tion af nuti­dens filo­so­fi­ske land­skab. Jeg er enig med ham i, at det­te udgør et dår­ligt kort, der ikke hjæl­per os syn­der­ligt med at navi­ge­re. Hus­serl står i fle­re hen­se­en­der nær­me­re en “ana­ly­tisk” filo­sof som Fre­ge end for eksem­pel Deleuze. Afstan­den mel­lem hei­deg­ge­ri­a­ne­re og den kri­ti­ske teo­ris repræ­sen­tan­ter er ofte stør­re end mel­lem her­me­neu­tisk filo­so­fi og ame­ri­kansk nyprag­ma­tis­me. Og hvor Witt­genste­in og hans efter­føl­ge­re egent­lig befin­der sig, det er svært at afgø­re. For nu blot at næv­ne et par eksemp­ler.

Frem for alt er Gosvig dog fru­stre­ret over, hvor­dan den fæno­meno­lo­gi­ske filo­so­fi præ­sen­te­res i de lærebø­ger, der anven­des på det kur­sus, hvor han selv under­vi­ser. Hvil­ke hånd­bø­ger der er tale om, og hvor­for de i så fald anven­des, bli­ver imid­ler­tid aldrig klart. Over­gaard stil­ler i sit før­ste ind­læg det helt rime­li­ge spørgs­mål, hvil­ke bøger om fæno­meno­lo­gi Gosvig sig­ter til.2Søren Over­gaard, “Fup og fæno­meno­lo­gi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 13. febru­ar 2023. Den kends­ger­ning, at det­te spørgs­mål aldrig bli­ver ordent­ligt besva­ret, bidra­ger desvær­re til, at sam­ta­len mel­lem dem afspo­res fra begyn­del­sen.

I lyset af min egen under­vis­ning­ser­fa­ring undrer jeg mig over det­te pro­blem. Ved min insti­tu­tion væl­ger under­vi­ser­ne selv hvil­ken sekun­dær­lit­te­ra­tur, de vil anbe­fa­le de stu­de­ren­de at læse. Hvis en bog er dår­lig, skif­ter vi den ud. Hvor­for en kva­li­fi­ce­ret for­sker ved et godt uni­ver­si­tet skul­le under­vi­se i lit­te­ra­tur, han ikke selv synes om eller anser for påli­de­lig, er for mig svært at for­stå. Læn­ge­re frem­me i debat­ten præ­sen­te­rer Gosvig mate­ri­a­le fra noget, der synes at være hans eget kom­pen­di­um om fæno­meno­lo­gi­en og dens histo­rie, blandt andet Hus­serl og Merleau-Ponty.3Søren Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023. Selv har jeg gen­nem åre­ne som under­vi­ser i fæno­meno­lo­gi udvik­let egne under­vis­nings­ma­te­ri­a­ler, intro­duk­tions­bø­ger til både Hei­deg­ger og Hus­serl, som jeg lader de stu­de­ren­de læse. Men da er det som sup­ple­ment til pri­mær­lit­te­ra­tu­ren og til udvalg­te, kva­li­fi­ce­re­de bidrag fra andre for­ske­re. Lærebø­ger und­går vi som regel som andet end refe­ren­cekil­der. Og når det gæl­der val­get af kom­men­ta­rer, er det kva­li­te­ten, der tæl­ler, ikke hvil­ket sprog, det er skre­vet på. Selv­føl­ge­lig fin­des der man­ge kva­li­fi­ce­re­de for­tol­ke­re af fæno­meno­lo­gi, der skri­ver på engelsk, det bur­de slet ikke være nød­ven­digt at påpe­ge.

En sag, som Gosvig tager op, og som Over­gaard synes at være enig med ham i, er vig­tig­he­den af selv at bli­ve kon­fron­te­ret med ori­gi­nal­tek­ster, og ikke kun i små, udvalg­te bid­der, men i form af hele vær­ker. I den uddan­nel­se, vi har udfor­met på Södertörns högsko­la i Sto­ck­holm, er det­te en cen­tral kom­po­nent, til dels på før­ste seme­ster og især fra andet. En filo­so­fisk erfa­ring bør inde­bæ­re vir­ke­lig at udsæt­te sig for en anden filo­so­fisk stem­me, som kom­mer til udtryk i et gen­nemtænkt værk. Det fin­des ingen lære­bog, ikke engang hvis den er skre­vet af en kva­li­fi­ce­ret for­tol­ker, der kan erstat­te den­ne erfa­ring af at være over­ladt til tek­sten selv og fin­de frem til en egen indre dia­log med dens ærin­de.

På det­te punkt adskil­ler de for­skel­li­ge filo­so­fi­ske tra­di­tio­ner sig i dag. Inden for den gængse ang­lo­a­me­ri­kan­ske main­stream­fi­lo­so­fi er det­te aspekt af den filo­so­fi­ske dan­nel­se næsten helt for­s­vun­det. Man læser artik­ler, mesten­dels nyskrev­ne, og man sko­les i at ana­ly­se­re og ned­bry­de deres argu­men­ta­tion med hen­blik på nog­le enkel­te spørgs­mål og at for­mu­le­re sit eget pole­mi­ske stand­punkt. Stan­dard­mo­del­len for en sådan filo­so­fisk dis­kurs er: In this paper I will discuss x’s view on y, and I will show that it is part­ly flawed, but that it can pos­sibly be saved by adding furt­her clau­ses to its argu­ment, etc. Det er en form for moder­ne sofi­stik, der som regel er præ­get af en man­gel på ærin­de og en man­gel på alvor.

Det, jeg vil kal­de en her­me­neu­tisk erfa­ring, er i ste­det en erfa­ring af at se og for­stå ver­den, hvor det også er os selv, spørgs­må­let angår. Det var det, Hans-Georg Gada­mer ofte vend­te til­ba­ge til som erfa­rin­gen af at stå i den sam­ta­le, som tra­di­tio­nen er. Det er at lade sig til­ta­le på en måde, der moti­ve­rer læse­ren til at se sin plads i en stør­re histo­risk og sprog­lig sam­men­hæng. At læse tek­ster på den­ne måde, ikke som var det en mod­stan­der, hvis ord man skal pil­le fra hin­an­den, men som nogen, der har set og for­stå­et mere, end man selv har, og som frem for alt har set ver­den fra et ander­le­des per­spek­tiv, det er at bli­ve ledt frem til det, som både Hus­serl, Hei­deg­ger og Gada­mer omtal­te som en besin­del­se, det tyske Besin­nung. Det var det­te ord, som alle­re­de Schlei­er­ma­cher benyt­te­de for at over­sæt­te Pla­tons begreb sof­ro­sy­ne.

Det er i dag vig­tigt at for­sva­re filo­so­fi­en som også væren­de et sådant histo­risk ori­en­te­ret dan­nel­sesfag, der til­li­ge ind­be­fat­ter sprog­lig og histo­risk kund­skab og bevidst­hed. Det gæl­der om at bry­de igen­nem det præ­sen­ti­sti­ske ang­lo­fo­ne bur, der hol­der men­ne­sket fan­get i sit jeg, sin sam­tid og sin kul­tu­rel­le hori­sont. Det hand­ler ikke om nostal­gi efter tra­di­tion og histo­rie eller om reak­tio­nært at ven­de sam­ti­den ryg­gen. I ste­det hand­ler det om at udvi­de syns­fel­tet. De udfor­drin­ger, som men­ne­ske­he­den står over for i dag, gør det vig­ti­ge­re end nogen­sin­de at kun­ne se sin histo­ri­ske situ­a­tion i et læn­ge­re per­spek­tiv og erhver­ve værk­tøj til at tæn­ke ander­le­des. Det er ikke nok at anlæg­ge norm­kri­ti­ske per­spek­ti­ver, der ofte kun inde­bæ­rer, at nuti­den bekræf­ter sin egen følel­se af selv­til­stræk­ke­lig­hed. Det kræ­ver i ste­det, at man for­mår at søge ud på den åbne plads, hvor den viden­ska­be­li­ge kul­tur med hele dens nor­ma­tivt-tek­ni­ske for­nuft kan syn­lig­gø­res som et igang­væ­ren­de histo­risk even­tyr, i hvil­ket vi selv er med­vir­ken­de.

Den såkald­te “kon­ti­nen­tale filo­so­fi” er i den­ne hen­se­en­de ikke blot ét stand­punkt blandt andre. Stu­di­er i post­kan­ti­ansk ide­a­li­stisk, fæno­meno­lo­gisk og her­me­neu­tisk filo­so­fi er en måde at få øje på ver­den, som peger ud over den gængse tek­nisk-instru­men­tel­le for­nuft. Det er en mino­ri­tetspo­si­tion inden for vor tids uddan­nel­ses­kul­tur og inden for vor tids filo­so­fi. Her risi­ke­rer den at bli­ve yder­li­ge­re mar­gi­na­li­se­ret frem­over, for­di den i sam­men­lig­ning med main­stream­fi­lo­so­fi­en ikke pas­ser lige så godt ind i den publi­ce­rings- og meri­te­rings­prak­sis, der i alt over­ve­jen­de grad sty­rer det aka­de­mi­ske vir­ke.

Hvad angår Gosvigs ind­fø­je­de, lil­le afhandling,4Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens genstand”. så kan jeg kun istem­me stør­ste­delen af det, han siger der. Det gæl­der ikke mindst beto­nin­gen af fæno­meno­lo­gi­en som væsensvi­den­skab. Jeg til­slut­ter mig også, at net­op det fæno­meno­lo­gi­ske væsens­be­greb i dag er blandt de svæ­re­ste at for­mid­le til de stu­de­ren­de, efter­som vores viden­ska­be­li­ge kul­tur ofte præ­ges af en pro­gram­ma­tisk anties­sen­ti­a­lis­me. Man kan dog ikke for­stå, hvor­fra Hus­serl kom­mer eller hvor han er på vej hen, hvis man ikke ser, hvor­dan han – med sin logisk-mate­ma­ti­ske bag­grund – også ser en mulig­hed for at udvi­de det­te tan­ke­mæs­si­ge arbej­de til en filo­so­fisk psy­ko­lo­gi og menings­te­o­ri. Den fæno­meno­lo­gi­ske reduk­tion er sam­men med vari­a­tions­me­to­den, der lader os opda­ge gene­rel­le møn­stre i sans­nin­gen og i erfa­rin­gen, sel­ve for­ud­sæt­nin­gen for tan­ken om fæno­meno­lo­gi som filo­so­fisk viden­skab.

Det­te gæl­der i lige så høj grad for Hus­serls sene filo­so­fi, der beto­ner inter­sub­jek­ti­vi­tet, livs­ver­den og histo­rie. Selv her hvi­ler dens meto­de på, at dis­se områ­der af men­ne­ske­ligt liv og men­ne­ske­lig erfa­ring har en vis gene­rel eller uni­ver­sel struk­tur, der kan afdæk­kes gen­nem syste­ma­tisk ana­ly­se.

For fuldt ud at for­stå den­ne væsen­son­to­lo­gi må man, som Gosvig også frem­hæ­ver, bry­de med en for­enk­let main­stream­fi­lo­so­fi. Det hand­ler ikke om rea­li­tet i naiv, objek­ti­vi­stisk for­stand. Sel­ve fæno­meno­lo­gi­ens grund­lag, ja, dens indre eksi­stens­be­ret­ti­gel­se, hand­ler om at sæt­te spørgs­måls­tegn ved den slags ure­flek­te­ret natu­ra­lis­me og psy­ko­lo­gis­me. Hus­serl er en kri­ti­ker af sin tids nai­ve sci­en­tis­me, lige­som Kant og Hegel var det af deres til­sva­ren­de tidsånd. Og her har fæno­meno­lo­gi­en fort­sat en vig­tig opga­ve. I en tidsal­der, der kun er ble­vet end­nu mere fik­se­ret på det mate­ri­elt-tek­ni­ske, og som ikke læn­ge­re tror, at sub­jek­ti­vi­tet er noget andet end avan­ce­re­de algo­rit­mer, der kan imple­men­te­res i maski­ner, er der behov for fæno­meno­lo­gi­en til at vise men­ne­sker, hvad erfa­ring er, og i sid­ste ende sågar også hvad ver­den er. Den til­by­der en udvej til at for­stå ver­den som en menings­sam­men­hæng, i hvil­ken sub­jek­ti­vi­te­ten altid alle­re­de er indbefattet.5Oversat fra svensk af Kri­sti­an Ole­sen Toft.