Fup og fænomenologi

I et nyligt ind­læg beret­ter Søren Gosvig Ole­sen om, hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en er ble­vet til fup og svindel.¹Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023. Fup og svin­del. Intet min­dre. Som sel­ver­klæ­ret fæno­meno­log går jeg spændt – og lidt uro­ligt – i gang med læs­nin­gen.

Først skal vi lige høre lidt om vores stu­de­ren­des eksa­mens­op­ga­ver. Der er brug for barm­hjer­tig­hed og over­bæ­ren­hed, kan man for­stå. For opga­ver­ne er ful­de af fejl – ja, end­da til dum­pe­ka­rak­ter. Men det er ikke de stu­de­ren­des skyld. Det er sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren, den er gal med. 98% af den, får vi at vide, er “i bed­ste fald spild af tid, i vær­ste fald skadelig”.²Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce”, ¶4. Måske er pro­ble­met, at fæno­meno­lo­ger­ne er ble­vet ana­ly­ti­ske filo­sof­fer. I hvert fald iden­ti­fi­ce­rer sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren fæno­meno­lo­gi­en “med alt det, som den net­op bekæmper”.³Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce”, ¶24. Sekun­dær­lit­te­ra­tu­rens “læs­ning” “er fuld­stæn­dig imod bog­sta­ven”, den “gør […] fæno­meno­lo­gi­en til alt det, den ikke er”.⁴Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce”, ¶25.

Nu går det løs, tæn­ker man, med lige dele frygt og for­vent­ning. Nu kom­mer cita­ter­ne fra både de fæno­meno­lo­gi­ske klas­si­ke­re og de væsent­lig­ste sekun­dæ­re vær­ker. Nu kom­mer alle for­kla­rin­ger­ne og argu­men­ter­ne, der viser, at sidst­nævn­te fun­da­men­talt mis­for­står først­nævn­te. Nu bli­ver det udpens­let, hvor­dan sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren – i hvert fald det meste af den –  gør fæno­meno­lo­gi­en til “alt det, den ikke er”. Alt. Og nu får vi at se, hvor­dan det er hele fæno­meno­lo­gi­en – ikke bare Hus­serl – der ven­des på hove­d­et. Hvor­dan fæno­meno­lo­gien står sam­let i kam­pen mod … et eller andet, som main­stream-lit­te­ra­tu­ren så gud­hjæl­pe­mig iden­ti­fi­ce­rer fæno­meno­lo­gi­en med!

Stor er skuf­fel­sen, når man opda­ger, at der intet kom­mer. Intet citat fra så meget som et enkelt styk­ke sekun­dær­lit­te­ra­tur. Ingen uddy­ben­de for­kla­rin­ger. Ingen begrun­del­ser. Intet belæg for en ene­ste påstand. Forsk­nings- og for­mid­lings­ind­sat­sen hos tal­lø­se fæno­meno­lo­gi­ske kol­le­ger ver­den over (98%!) er ble­vet affær­di­get som vær­di­løs, ja, som fup og svin­del. Uden skyg­gen af argu­men­ta­tion.

Øje­blik­ket efter mel­der tviv­len sig: Måske er net­op den slags for­vent­nin­ger – for­vent­nin­ger om, at sto­re filo­so­fi­ske påstan­de skal for­kla­res og begrun­des – selv en del af det “med­lø­be­ri”, som beskri­ves i slut­nin­gen af artik­len. Måske er det de før­ste symp­to­mer på … ikke den span­ske eller engel­ske, men den angel­sak­si­ske syge!

Okay, i så fald er der tale om en syg­dom, jeg nødigt vil kure­res for. Meget nødigt, for kra­vet om begrun­del­se er helt cen­tralt for filo­so­fi­fa­get, sådan som jeg ken­der det. Hvis det krav bort­fal­der, så ved jeg ikke læn­ge­re, hvad det er, vi fore­ta­ger os.

For en god ordens skyld vil jeg lige næv­ne, at der fak­tisk er fle­re ting i Søren Gosvigs ind­læg, som jeg er enig i. Intet sekun­dær­lit­terært værk er et ora­kel, og læs­ning af sekun­dær­lit­te­ra­tur kan aldrig erstat­te selv­stæn­dig tænk­ning. Ingen for­fat­ter har monopol på for­tolk­nin­gen af sit værk, og det er ikke altid en god idé at kaste om sig med tun­ge filo­so­fi­ske begre­ber som “onto­lo­gi” og “trans­cen­den­tal” – eller for den sags skyld “fæno­meno­lo­gien”.

Og så er jeg enig i, at vi har nog­le dyg­ti­ge stu­de­ren­de. Som i øvrigt kla­rer sig fint uden over­bæ­ren­hed og barm­hjer­tig­hed fra under­vi­ser­nes side.

Men at fæno­meno­lo­gi­en skul­le være ble­vet til fup og svin­del? Sik­ke en påstand. Og hvil­ket for­bløf­fen­de fra­vær af ethvert til­løb til at begrun­de den.