Det religiøse sprog og Svend Brinkmanns ikke-metafysiske kristendom

Svend Brinkmanns bog Mit år med Gud er et for­søg på at fin­de ud af, om “tro og reli­gion kan have en rol­le at spil­le for et viden­ska­be­ligt tæn­ken­de men­ne­ske i en seku­la­ri­se­ret kultur”.¹Svend Brinkmann, Mit år med Gud (København: Gyldendal, 2021), 234. Bogen har karak­ter af Brinkmanns sam­ta­le med sig selv om tolv spørgs­mål angå­en­de tro og reli­gion og kri­sten­dom – ét for hver måned. På den måde får bogen en per­son­lig karak­ter: Der tales til os som søgen­de svar på de sam­me spørgs­mål. Der tales ofte ud fra per­son­li­ge ople­vel­ser, og der kom­mer en vis grad af dra­ma­ti­se­ring og spæn­ding over hele frem­stil­lin­gen: Ender vi med en bekræf­tel­se eller en benæg­tel­se af den reli­gi­øse dimen­sions gyl­dig­hed? Hertil kom­mer, at bogen er let­læst og til­gæn­ge­lig for enhver – endog i den grad, at Brinkmann efter et par siders refe­rat af en moder­ne teo­logs tan­ker om, at Gud må for­stås som en “svag” Gud (i vir­ke­lig­he­den som en i til­væ­rel­sen givet for­dring om at tage vare på de men­ne­skers liv, man har magt over) – på læse­rens veg­ne ender med at sige: “Pyha! Jeg håber, at du som læser er med så langt”.²Brinkmann, Mit år med Gud, 67.

Når man på den­ne måde dra­ma­ti­se­rer frem­stil­lin­gen og opde­ler spørgs­må­let om Gud i net­op tolv under­spørgs­mål, er det ikke så mær­ke­ligt, at nog­le af dis­se er knap så vig­ti­ge som andre. De tre før­ste er oplag­te: “Hvorfor en bog om gud?”, “Hvad er reli­gion?” og “Hænger etik og tro sam­men?” Også to sene­re spørgs­mål er oplag­te: “Findes sjæ­len?” og “Hvad bety­der tro­en for sor­gen?” Man stud­ser mere over et sene­re spørgs­mål som “Kunne der være fle­re guder?” Men sva­ret er rele­vant: “Der er noget i ver­den, der “kal­der” på os og “bevæ­ger” os”.³Brinkmann, Mit år med Gud, 237. Der fin­des alt­så man­ge for­mer for reso­nan­ser­fa­rin­ger (i en vis for­stand “guder”), som er beslæg­tet med reli­gi­øse erfa­rin­ger. Derimod fore­kom­mer spørgs­mål som “Virker tro­en?”, “Kan viden­skab erstat­te tro­en?”, “Hvad kan Bibelen lære os?” og ikke mindst “Kan men­ne­sket bli­ve Gud?” at være min­dre inter­es­san­te. Bogen ender med spørgs­må­let “Hvilken rol­le spil­ler tviv­len?”, og her er sva­ret klart og vel­gø­ren­de: Der kan ikke være tro uden tvivl. En tro uden tvivl er en uting, nem­lig fun­da­men­ta­lis­me, dok­tri­nær tænk­ning og skråsik­ker­hed. Efter min mening rum­mer bogen tre grund­på­stan­de. For det før­ste, at vi har behov for det reli­gi­øse sprog for at kun­ne tale om det betyd­nings­ful­de i vort liv. Her er jeg del­vist uenig med Brinkmann. For det andet, at den i dag mest gyl­di­ge og accep­tab­le form for reli­gion og tro for os i vort seku­læ­re sam­fund må være en ikke-meta­fy­sisk form for kri­sten­dom. Her er jeg gan­ske enig med Brinkmann. Endelig udfol­der Brinkmann to grund­ele­men­ter i en moder­ne tro­vær­dig tro. Her er jeg også enig – dog med til­fø­jel­ser.

Spørgsmålet om det reli­gi­øse sprogs nød­ven­dig­hed

Brinkmann skri­ver: “Vi sav­ner sprog for alt det, jeg har for­søgt at dis­ku­te­re i den­ne bog”, og det er ikke bare Gud og sjæ­len, men også mere vel­kend­te og mere kon­kre­te stør­rel­ser som “kær­lig­hed, for­plig­tel­se og rela­tion” samt “ære­frygt og taknemmelighed”.⁴Brinkmann, Mit år med Gud, 187. Der er alt­så en ræk­ke fæno­me­ner, som vi ikke rig­tig har ord for eller i alle fald må gå til poesi og reli­gion for at fin­de ord for, og Brinkmann er enig med Hans Jørgen Schanz i, at “det poe­ti­ske sprog og det reli­gi­øse sprog er trængt som aldrig før”.⁵Brinkmann, Mit år med Gud, 240. Vi mang­ler ord for det for­hold, at der er noget, som er ube­tin­get og stil­ler krav til os på en ube­tin­get måde. Vi mang­ler også ord, når det dre­jer sig om en bestemt type af erfa­rin­ger: “Resonanserfaringer, hvor mit tota­le for­hold til livet og ver­den viser sig”,⁶Brinkmann, Mit år med Gud, 235. det for­hold, at “ver­den sva­rer på vore henvendelser”,⁷Brinkmann, Mit år med Gud, 244. at den “er rig på kræf­ter og bevæ­gel­ser, som er værd at lyt­te til og lade sig påvir­ke af”, at “der er noget i ver­den, som vil os noget, som kal­der på os”, og hvor det gæl­der, at “det hører livet til, at vi kan åbne os for det, også uden at vi helt for­står det”.⁸Brinkmann, Mit år med Gud, 174. På til­sva­ren­de måde gæl­der det, at “tro og reli­gion ori­en­te­rer os mod det, vi ikke kan få greb om, og som vi er afmæg­ti­ge over for” (vor egen døde­lig­hed eller ende­lig­hed og der­for også sor­gen over andre, der dør fra os).⁹Brinkmann, Mit år med Gud, 190.

Her skel­ner Brinkmann mel­lem på den ene side tro og reli­gion med deres tæn­ke- og udtryks­må­der og på den anden side de empi­ri­ske viden­ska­ber med deres tæn­ke- og udtryks­må­der. De før­ste søger at give “afkla­rin­ger”, mens de sid­ste søger at give “for­kla­rin­ger”. Jeg vil give Brinkmann ret i, at der er en mar­kant for­skel mel­lem tro og reli­gion på den ene side og de empi­ri­ske viden­ska­ber på den anden side, men jeg mener sam­ti­dig, at han her kom­mer til at over­se, at vi alle har del i en dag­lig­dags form for for­stå­el­se og et dag­lig­dags sprog, som til­sam­men giver tæn­ke- og udtryks­må­der, som er hver­ken af den ene eller den anden slags. Vi er alt­så ikke hen­vist til enten at tæn­ke reli­gi­øst eller at tæn­ke viden­ska­be­ligt. Brinkmann har der­for ikke ret i, at “så er enhver tro på det ube­tin­ge­des vær­di udtryk for en slags reli­gi­øs livsan­sku­el­se, da der ikke kan føres viden­ska­be­ligt bevis for den, uan­set hvor uom­gæn­ge­lig den er”.¹⁰Brinkmann, Mit år med Gud, 235. Jeg mener, at Brinkmann gan­ske vist har ret i, at der på fx det eti­ske områ­de er noget, som er uom­gæn­ge­ligt, og som har med det ube­tin­ge­de at gøre. Han har såle­des ret i, at sama­ri­ta­ne­ren, der hjæl­per den nød­sted­te og der­med red­der den­nes liv, gør noget, som er ube­tin­get rig­tigt og godt. Her har vi en sag, som ikke afhæn­ger af vore egne valg og vore egne vur­de­rin­ger, men som udgør noget uom­gæn­ge­ligt. Men han har ikke ret i, at det er noget, der kun kan for­stås reli­gi­øst. Vi er alle, uan­set om vi er reli­gi­øst tæn­ken­de eller ej, helt med på, at der er noget, som er ube­tin­get rig­tigt – fx også det simp­le at hol­de sine løf­ter og at sige sand­he­den, og der­for er dag­ligs­pro­get sådan, som det er: Man kan sim­pelt­hen ikke menings­fuldt spør­ge, om det nu er rig­tigt at hol­de et løf­te. At et løf­te skal hol­des lig­ger alle­re­de i ordet løf­te (med min­dre sær­li­ge omstæn­dig­he­der gør sig gæl­den­de). Og vi er lige så eni­ge i, at vi skal hjæl­pe den nød­sted­te – endog så meget, at vi i vort sam­fund kan bli­ve rets­ligt til­talt for ikke at have gjort det (i hvert fald under bestem­te omstæn­dig­he­der).

Men lad mig give et mere udfør­ligt eksem­pel på hver­dags­li­vets og dag­ligs­pro­gets form for for­stå­el­se som en anden type end den for­stå­el­se, det reli­gi­øse sprog for­mid­ler. I kapit­let “Findes sjæ­len?” dis­ku­te­rer Brinkmann det filo­so­fi­ske og reli­gi­øse spørgs­mål, om der fin­des en sjæl – alt­så om et hvert af os men­ne­sker er udsty­ret med, dvs. har eller er, en sjæl. Her cite­rer han Wittgenstein, der i Filosofiske under­sø­gel­ser om vores for­hold til hin­an­den skri­ver: “Min indstil­ling til ham er en indstil­ling til en sjæl. Jeg er ikke af den mening, at han har en sjæl”.¹¹Citeret fra Brinkmann, Mit år med Gud, 120. Brinkmann mener, at Wittgenstein her “peger på noget dybt: At spørgs­må­let om sjæ­len ikke først og frem­mest til­hø­rer en dis­kus­sion om, hvad der fin­des i ver­den (biler, bor­de, sto­le, blom­ster, cyk­ler – og sjæ­le?) men i høje­re grad hører til de eti­ske og eksi­sten­ti­el­le områ­der af livet, hvor det dre­jer sig om måder at leve og for­hol­de sig på”.¹²Brinkmann, Mit år med Gud, 121. Og han siger vide­re, at det måske er “med sjæ­len som med Gud? At vi ikke skal for­ven­te at fin­de ‘noget’, der eksi­ste­rer, et objekt, som vi kan kal­de hen­holds­vis Gud eller sjælen”.¹³Brinkmann, Mit år med Gud, 121.

Prøver man her at dra­ge frem i lyset den for­stå­el­se af den anden, vi har i vort dag­lig­liv og vort dag­lig­s­prog – alt­så det, Løgstrup kal­der for vor før-filo­so­fi­ske kund­skab angå­en­de for­hol­det til andre¹⁴K. E. Løgstrup, Solidaritet og kær­lig­hed (København: Gyldendal, 1987), 117. – vil man se, at vi her skel­ner mel­lem på den ene side et uper­son­ligt for­hold til andre og et per­son­ligt. Når man for­hol­der sig til den anden som per­son – på en per­son­lig måde – da opfat­ter man den anden og behand­ler den anden som en stør­rel­se, der fører sit liv og der­for står ansvar­ligt bag ved det, han siger og gør. At betrag­te den anden som en per­son er at for­hol­de sig til ham med agtel­se eller som en stør­rel­se, der er i besid­del­se af vær­dig­hed. Man kan imid­ler­tid også møde en anden med en lidt ander­le­des hold­ning og betrag­te den anden som et men­ne­ske eller et med­men­ne­ske, og da for­hol­der man sig til den anden som en stør­rel­se, der rum­mer noget liv­fuldt, som man kan glæ­de sig over, og som man der­for står over for på en åben og mod­ta­gen­de nåde, og som udgør den andens men­ne­ske­værd. I ste­det for agtel­se kun­ne man her tale om en form for var­me eller accept. En anden kan være en per­son, og en anden kan være et med-men­ne­ske. Det må der­for være rime­ligt at sige, at nok kan man ikke tale om, at der fin­des sjæ­le, men der fin­des abso­lut per­so­ner, lige­som der fin­des med­men­ne­sker. Sådan har vi med andre at gøre hver dag, og den­ne for­stå­el­se af andre som per­so­ner og som med­men­ne­sker er helt cen­tral i vores dag­lig­liv­ser­fa­ring og dag­lig­livs­sprog.

Vi har også i dag­ligs­pro­get udtryk som “sjæle­ligt” og “sjæl­fuldt” og udtryk som “ånde­ligt” og “ånd­fuldt”. Her tæn­ker vi på og for­hol­der os til men­ne­sker på en mere spe­ci­fik måde, som dog er for­bun­det med vores rela­tion til “per­so­ner” og “med­men­ne­sker” på den måde, at per­so­ner har mest med det ånde­li­ge at gøre, mens med­men­ne­ske har mest med det sjæle­li­ge at gøre. Det ånde­li­ge hos en per­son viser sig i det, han er åben for, og i for­læn­gel­se her­af, hvad han vil og påtæn­ker. Det er noget, som lig­ger i det gen­nem­dan­ne­de og dif­fe­ren­ti­e­re­de hos per­so­nen, og som sær­ligt viser sig i hans bevæ­gel­ser – især hånd­be­væ­gel­ser. Det er noget, der giver en per­son udpræ­get­hed og stil. Det sjæle­li­ge er der­i­mod noget, der er knyt­tet til den anden selv, til den­nes ker­ne. Hvor det ånde­li­ge kan have høj­de, kan det sjæle­li­ge have dyb­de, noget, som blandt andet viser sig i blik­ket (det sjæl­ful­de blik). At tæn­ke og tale såle­des er noget gan­ske andet end at ope­re­re med, at andre har en sjæl. Det er det sam­me som at betrag­te per­so­ner og med­men­ne­sker på bestem­te måder, hvor bestem­te træk træ­der frem.

Brinkmann hen­vi­ser til den nor­ske filo­sof Hans Skjervheims skel­nen mel­lem at være til­sku­er og del­ta­ger, og det er da også rig­tigt, at man som til­sku­er står i et mere uper­son­ligt for­hold til den anden (eller et for­hold, hvor man ikke er tæt på den anden, som man er det, når man ser den anden som et med­men­ne­ske). Men man kan alt­så være del­ta­ger på to lidt for­skel­li­ge måder, hvor den anden træ­der frem som enten per­son eller som med­men­ne­ske.

Når man som Brinkmann over­ser, at vi i for­stå­el­sen af det afgø­ren­de i til­væ­rel­sen ved siden af det poe­ti­ske og reli­gi­øse sprog også har dag­ligs­pro­get, kom­mer man til at dra­ge et alt for skar­pt skel mel­lem det at tro og det at erken­de viden­ska­be­ligt. Brinkmann cite­rer i kapit­let “Hvad bety­der tro­en for sor­gen?” et repliks­kif­te i fil­men Contact (1997), hvor den ene per­son siger: “Jeg kun­ne ikke fore­stil­le mig at leve i en ver­den, hvor Gud ikke eksi­ste­rer”, og den anden sva­rer: “Hvordan ved du, at du ikke bare bed­ra­ger dig selv? For mit eget ved­kom­men­de har jeg brug for bevi­ser”. Hvorpå den før­ste siger: “Elsker du din far?” og får sva­ret: “Ja, ja rig­tig meget”. Hvorpå den før­ste siger: “Bevis det”. Når man på den­ne måde dra­ger en paral­lel mel­lem det at tro på Gud og det at elske og så gør gæl­den­de, at i intet af til­fæl­de­ne er et bevis muligt, har man igen mod­stil­let reli­gion og tro med empi­ri­ske viden­ska­ber. Men går man til vor dag­lig­dags for­stå­el­se af livet med andre og til vores dag­lig­s­prog, viser det sig, at der er en afgø­ren­de for­skel mel­lem at tro, “at en almæg­tig og mystisk Gud skab­te uni­ver­set”, og at mene, at et men­ne­ske (fx en selv) elsker en anden. I dag­lig­li­vet kan vi føle os fuld­stæn­dig sik­re på, at et men­ne­ske, som vi ken­der godt, elsker en anden, og som­me­ti­der kan vi endog være helt sik­re på, at vi selv elsker en anden. Det kan ikke bevi­ses, men alli­ge­vel kan man være helt sik­ker. Hvis det ikke var til­fæl­det, kun­ne vi slet ikke bru­ge orde­ne “kær­lig­hed” og “elske”, for ker­nen i dis­se ord er det at være selv­forg­lem­men­de opta­get af et andet men­ne­skes ve og vel, og det ytrer sig på rig­tig man­ge måder, som net­op over­be­vi­ser en på en måde, som er gan­ske ander­le­des end de erfa­rin­ger, som får en til at tro på en ska­ben­de Gud.

Foruden den reli­gi­øse og den viden­ska­be­li­ge tæn­ke­må­de og for­stå­el­se har ethvert men­ne­ske alt­så livet igen­nem erhver­vet sig en omfat­ten­de for­stå­el­se af til­væ­rel­sen og gan­ske man­ge vær­di­er og hold­nin­ger, som det lever sit liv ud fra. Denne mere eller min­dre tav­se og impli­cit­te for­stå­el­se er dog altid for­bun­det med en vis grad af sprog­lig­gø­rel­se og begrebs­lig­gø­rel­se, idet man, sam­ti­dig med at man erhver­ver sig den­ne for­stå­el­se, over­ta­ger og anven­der dag­ligs­pro­get med alle dets udtryk og ven­din­ger. Det er den­ne type erfa­ring og den­ne type sprog, som anven­des (i vide­re­ud­vik­let til­stand) i poesi­en og lit­te­ra­tu­ren gene­relt. Og der­for er dis­se åndsak­ti­vi­te­ter af afgø­ren­de betyd­ning, når det dre­jer sig om for­stå­el­sen af men­ne­sket og men­ne­ske­li­vet og af, hvad det kom­mer an på i til­væ­rel­sen. Men vi har alt­så alle et mere eller min­dre fyl­digt sprog for det dybe­ste i til­væ­rel­sen i vort dag­lig­s­prog. Det er givet­vis sådan, at det­te dag­lig­s­prog også præ­ges af den reli­gion, der præ­ger det sam­fund, man vok­ser op i, hvil­ket også gæl­der den sprog­brug, der taler om det sjæle­li­ge og det ånde­li­ge – lige­som også viden­ska­ber­ne gør det i en vis udstræk­ning – men det afgø­ren­de i dag­ligs­pro­get er base­ret på erfa­rin­ger, som alle gør sig og har del i.

Spørgsmålet om tro og reli­gion er nød­ven­digt for­bun­det med det meta­fy­si­ske

Brinkmann gør rede for, at der er almin­de­lig enig­hed i reli­gions­fi­lo­so­fi og reli­gions­psy­ko­lo­gi og reli­gions­so­cio­lo­gi om, at der er to dimen­sio­ner i reli­gion: en syste­misk, hvor­ef­ter reli­gion er et system af prak­sis­ser, der “gen­nem ritu­a­ler ska­ber følel­ses­mæs­sigt sam­men­hold og opret­hol­der et samfund”,¹⁵Brinkmann, Mit år med Gud, 49. og en ople­vel­ses­mæs­sig erfa­ring af det hel­li­ge eller “uni­ver­sel­le men­ne­ske­li­ge erfa­rin­ger af ‘kos­misk karak­ter’ ”, som har at gøre med stem­nin­ger af ære­frygt. Tilsvarende kan man skel­ne mel­lem reli­gion som sam­funds­mæs­sig prak­sis og tro som indi­vi­dets indstil­ling. På den­ne måde er reli­gion og tro alt­så ikke sam­men­fal­den­de.

Brinkmann tager ikke stil­ling til, om man kan udvik­le ikke-reli­gi­øse prak­sis­ser og ritu­a­ler, som sik­rer et følel­ses­mæs­sigt sam­men­hold. Jeg mener selv, at man her kan tæn­ke på alle de prak­sis­ser, som sik­rer demo­kra­ti­et og den ind­byr­des sam­ta­le i vort sam­fund – for­u­den kol­lek­ti­ve ritu­a­ler som land­skam­pe m.m. Men hvad med den ople­vel­ses­mæs­si­ge side af reli­gio­nen eller tro­en: erfa­rin­gen af det hel­li­ge eller det ube­tin­ge­de og af reso­nan­ser? Kan de ikke også fin­des, selv om vi ikke tæn­ker reli­gi­øst? Det er spørgs­må­let i det føl­gen­de.

Brinkmann cite­rer et sted reli­gions­for­ske­ren Armin Geertz for føl­gen­de defi­ni­tion af reli­gion: Religion har at gøre med “kul­tu­rel­le prak­sis­ser, der inde­hol­der ritu­a­ler og byg­ger på ide­a­ler” (som alt­så har både et prak­tisk og et nor­ma­tivt ele­ment), men som også har at gøre med “fore­stil­lin­gen om en magt, der over­skri­der vores almin­de­li­ge, san­se­li­ge ver­den” eller har karak­ter af “tran­sem­pi­ri­ske mag­ter eller væse­ner, der påvir­ker ver­dens gang” (alt­så et meta­fy­sisk element).¹⁶Brinkmann, Mit år med Gud, 45–46. Brinkmann siger selv om det­te meta­fy­si­ske ele­ment, at det er noget, “som de fle­ste nok ser som ker­nen i det religiøse”¹⁷Brinkmann, Mit år med Gud, 45. og “uden det er der risi­ko for, at ide­en om det reli­gi­øse udvandes”.¹⁸Brinkmann, Mit år med Gud, 46. Ikke desto min­dre kom­mer Brinkmann selv frem til, at reli­gion og tro også kan fin­des uden et sådant meta­fy­sisk ele­ment. Hans egen defi­ni­tion af reli­gion har ikke det meta­fy­si­ske med: “Religion er alt­så sym­bol­ske for­mer og hand­lin­ger, der lader men­ne­sket for­tol­ke til­væ­rel­sens ulti­ma­ti­ve anlig­gen­der”. Han afvi­ser, at der fin­des “en myn­dig­hed, der fin­des uden for os selv”, som kan give os en rela­tion til ver­den som et “leven­de sted fuld af mening”. I ste­det for det meta­fy­si­ske begreb om Gud til­slut­ter han sig John Caputos begreb om en svag Gud, dvs. tan­ken om at der fin­des noget, som er ube­tin­get, og som kræ­ver af os, at vi sæt­ter os ud over det sel­vi­ske, og som kom­mer til udtryk i den eti­ske for­dring – lige­som i kær­lig­hed, til­gi­vel­se og gæst­fri­hed og over­ho­ve­det i alle de ide­a­ler, han selv har kaldt stå­ste­der (i bogen af sam­me navn). Her tales der ikke om en Gud, der eksiste­rer, men om en Gud, der insiste­rer. Hertil kom­mer tan­ken om, at vi alle har erfa­rin­ger af, at vi bevæ­ges af stem­nin­ger og situ­a­tio­ner, dvs. ople­ver reso­nan­ser­fa­rin­ger, alt­så ople­ver en ver­den, der er rig på kræf­ter og bevæ­gel­ser, som er værd at lyt­te til og lade sig påvir­ke af, og som giver os ære­frygt og tak­nem­me­lig­hed.

Jeg mener også selv, at ker­nen i kri­sten­dom­men er noget rent imma­nent, og at en tids­sva­ren­de kri­sten­doms­for­stå­el­se må afvi­se al tale om det trans­cen­den­te. Jeg har selv argu­men­te­ret for det­te i fle­re tekster,¹⁹I min bog Livet selv. En livs­fi­lo­so­fisk tolk­ning af kri­sten­dom­men (Aarhus: Philosophia, 1993) samt sene­st i artik­len “Troens fæno­meno­lo­gi”, i Mennesket og det andet, red. Michael Rasmussen (Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2019), 87–101. hvor jeg også har for­søgt at vise, at der er man­ge andre teo­lo­ger og filo­sof­fer end Caputo, der ind­ta­ger det stand­punkt. Men man må sam­ti­dig for­stå, at der sta­dig er man­ge krist­ne, som ople­ver en sådan opfat­tel­se som ikke bare udvan­den­de i for­hold til den tra­di­tio­nelt opfat­te­de kri­sten­dom, men som noget gan­ske andet end en reli­gion eller end deres form for tro.

Diskussion af ele­men­ter­ne i Brinkmanns seku­læ­re tro

Det cen­tra­le i Brinkmanns tro er tesen om “det godes kraft”. I dis­kus­sio­ner af Iris Murdoch og hen­des ana­ly­ser af god­hed som noget suverænt og af kær­lig­hed som åben­hed og opmærk­som­hed og vide­re i dis­kus­sio­nen af Caputos teo­lo­gi om den sva­ge Gud og af den fran­ske for­fat­ter Emmanuel Carréres tan­ker om gud­s­ri­get når Brinkmann frem til, at “gud­s­ri­get fin­des, når vi elsker uden betin­gel­ser, kom­mer nogen til und­sæt­ning eller til­gi­ver uden nogen bag­tan­ker. Og når vi elskes, und­sæt­tes eller tilgives”.²⁰Brinkmann, Mit år med Gud, 68. Brinkmann stil­ler selv spørgs­måls­tegn ved, om de fle­ste krist­ne kan gen­ken­de sig selv i den­ne tan­ke, og om men­ne­sker kan fin­de trøst og håb i en sådan tæn­ke­må­de, og om den­ne tæn­ke­må­de har “noget at sige til den, der søger en mere spi­ri­tu­el eller ople­vel­ses­o­ri­en­te­ret dimen­sion i religionen”.²¹Brinkmann, Mit år med Gud, 73.

Det er på det­te punkt, at jeg kun­ne tæn­ke mig at gøre en til­fø­jel­se til Brinkmanns tæn­ke­må­de. Jeg mener, at ker­nen i den form for tro, som har den omfat­ten­de karak­ter, som reli­gi­øs tro har, hvad enten den er en tro, som base­rer sig på noget trans­cen­dent, eller den er helt imma­nent, består i det for­hold, at man sæt­ter sin lid til noget, ser noget som både det bæren­de i til­væ­rel­sen og som rig­dom­men i den­ne til­væ­rel­se. Når man alt­så mener, at til­væ­rel­sen rum­mer noget vær­di­fuldt, dét, som det til syven­de og sidst kom­mer an på, og som man lader sig vej­le­de af i sin livs­fø­rel­se. Jeg ser selv det­te bæren­de i til­væ­rel­sen som cen­tre­ret i den form for liv­s­ud­fol­del­se, hvor vi er åbne for ver­den i dens rig­dom og fyl­de. Hvor vi vide­re er selv­forg­lem­men­de opta­get af ver­den, af de mulig­he­der for udfol­del­se af evner og anlæg, som ver­den rum­mer, af de fæl­les­ska­ber med andre og med natur og omgi­vel­ser, som ver­den giver os som gaver (for­di vi ikke selv har kon­trol over dis­se). Og hvor vi ende­lig også tager vare på andre men­ne­sker i en selv­forg­lem­men­de opta­get­hed af, at deres liv skal lyk­kes. For mig er ker­nen i tro­en den kraft­fuld­hed og inten­si­tet, som lig­ger i livs­lyst, hvad enten den har form af livs­mod eller livs­glæ­de, ens egen såvel som de andres (og som er noget, ingen af os direk­te råder over eller selv har skabt). Fra den vir­ke­ligt leven­de del af den men­ne­ske­li­ge form for liv kan man gå vide­re til dyre­nes liv­s­ud­fol­del­se, og her fin­der vi en livs­kraft, som er i slægt med den men­ne­ske­li­ge, men ikke på niveau med den­ne, og man kan ende­lig også gå vide­re til plan­ter­nes liv­s­ud­fol­del­se, som igen har et slægts­skab – om end sva­ge­re – med den men­ne­ske­li­ge, og til sidst ind­be­fat­tes da også den ikke-leven­de del af ver­den og uni­ver­set som for­ud­sæt­ning for alle dis­se for­mer for liv­s­ud­fol­del­se.

Alt det­te vær­di­ful­de i livet og til­væ­rel­sen og ver­den kræ­ver natur­lig­vis, at vi tager vare på det, og ker­nen i den­ne vare­ta­gen er natur­lig­vis det at tage vare på det af andres liv, som situ­a­tio­ner og omstæn­dig­he­der og fæl­les­ska­ber giver os magt over, og hvor andre er udle­ve­ret til os. Men tro­en kan ikke redu­ce­res til en etisk for­dring, som ingen af os er i stand til at leve op til, og som alt­så er uop­fyl­de­lig, som det ser ud til, at Brinkmann er til­bø­je­lig til, idet han slår føl­ge med Løgstrups tan­ke om den uop­fyl­de­li­ge fordring.²²Brinkmann, Mit år med Gud, 152–53. Jeg mener, at Brinkmann tæn­ker for ensi­digt etisk om det, han kal­der stå­ste­der, og som han opfat­ter som de hold­nin­ger og akti­vi­te­ter, der er væsent­li­ge, ikke som mid­ler men som mål i sig selv. De omfat­ter også det, som udgør vort eget livs fyl­de og livs­op­fyl­del­se.

Det andet hoved­ele­ment i Brinkmanns opfat­tel­se af en due­lig og tro­vær­dig tro er en mere ople­vel­ses­præ­get og følel­ses­præ­get kom­po­nent. Brinkmann cite­rer Wittgenstein for den­nes ople­vel­se af en undren over, “at der over­ho­ve­det eksi­ste­rer noget”, og en moment­vis ople­vel­se af abso­lut tryg­hed: “Jeg er tryg, intet kan gøre mig ondt, uan­set hvad der sker”.²³Brinkmann, Mit år med Gud, 25. I for­læn­gel­se her­af for­tæl­ler Brinkmann om en ople­vel­se, han hav­de på en sejl­tur sam­men med sine dren­ge i havet ud for Sardinien: “De gam­le klip­per, der hav­de lig­get der i mil­li­o­ner af år, kun­ne åben­bart give mig en følel­se af dyb ro og mening, som jeg nok hav­de haft glimt af både før og siden, men aldrig på en måde, hvor det sat­te sig i krop og sind på en så tung, insi­ste­ren­de og bero­li­gen­de måde. Det hele klik­ke­de på sam­me tid: havet, klip­per­ne, solen, mine børn”.²⁴Brinkmann, Mit år med Gud, 24.

Sådanne ople­vel­ser sva­rer til det, Hartmut Rosa kal­der ver­ti­ka­le reso­nans-rela­tio­ner, hvor man for­hol­der sig til kos­mos som hel­hed, og her er Brinkmann alt­så på linje med Rosa, der anser reli­gion som “en ide om, at der noget, som er respon­sivt, imø­de­kom­men­de og for­stå­en­de”, og at “ver­den sva­rer på vores henvendelser”.²⁵Brinkmann, Mit år med Gud, 35. Sådanne erfa­rin­ger “af kos­misk karak­ter” sva­rer vide­re til det, William James kal­der men­ne­skets tota­le for­hold til livet som sådan. Brinkmann sam­ler det sam­men i for­mu­le­rin­ger som, at Gud er “et humør eller en stem­ning, der ret­ter os mod det, som er væsent­ligst i ver­den, og lader os respon­de­re på den ret­te måde uden at tæn­ke over det”, og at “ver­den er rig på kræf­ter og bevæ­gel­ser, som er værd at lyt­te til og lade sig påvir­ke af”.²⁶Brinkmann, Mit år med Gud, 172.

Til alt det­te har jeg kun at sige, at jeg mener, at de fle­ste af os gør sig sådan­ne ople­vel­ser og erfa­rin­ger, og at sådan­ne ople­vel­ser og erfa­rin­ger er helt for­ven­te­li­ge, når man – som jeg – tror på, at ver­den er fuld af rig­dom og fyl­de og af det ube­tin­get vær­di­ful­de og af det ube­tin­get for­dre­de, for da må ver­den net­op frem­træ­de som imø­de­kom­men­de og respon­siv.

Jeg har i øvrigt svært ved at for­stå både Wittgenstein og Heidegger, der kan undre sig over, at der over­ho­ve­det fin­des noget og ikke bare intet.²⁷Brinkmann, Mit år med Gud, 25. Det er jo en for­ud­sæt­ning for at undre sig, at der fin­des noget eller nogen (nem­lig dén, der undrer sig). Men jeg kan sag­tens for­stå, at man kan undre sig over grund­for­hold eller fun­da­men­tale fæno­me­ner som det, at alt, der kan erfa­res, er i rum og i tid, og at det bl.a. har en vis uigen­nem­træn­ge­lig­hed (soli­di­tet) og har en bestemt far­ve. Men sådan­ne for­mer for kos­mi­ske ople­vel­ser har efter min mening altid at gøre med, at man møder grund­for­hold i den men­ne­ske­li­ge ver­den: Jeg erfa­rer, at jeg selv er en lil­le­bit­te del af det uen­de­li­ge rum (at jeg lige­som græs­strå­et ræk­ker mig op mod ver­dens­rum­met), at jeg har del i den uen­de­li­ge tid, at jeg ople­ver en far­vet og der­med glæ­desvæk­ken­de ver­den, og at jeg og andre har del i den mate­ri­el­le ver­den – i det­te til­fæl­de den kro­p­s­li­ge og igen (i almin­de­lig­hed) glæ­desvæk­ken­de ver­den. Så min undren her er ikke en natur­vi­den­ska­be­lig undren (en søgen efter for­kla­rin­ger), men en undren over det forun­der­li­ge eller under­ful­de, som altid er glæ­des­fyldt. Hvis det er den­ne fyl­dens og rig­dom­mens ver­den, Heidegger og Wittgenstein forun­drer sig over og opfat­ter som under­fuld, når de undrer sig over, at der er noget og ikke sna­re­re intet, er jeg gan­ske enig med dem.