• Print

Det religiøse sprog og Svend Brinkmanns ikke-metafysiske kristendom


17. november 2021

Svend Brinkmanns bog Mit år med Gud er et for­søg på at fin­de ud af, om “tro og reli­gion kan have en rol­le at spil­le for et viden­ska­be­ligt tæn­ken­de men­ne­ske i en seku­la­ri­se­ret kultur”.1Svend Brinkmann, Mit år med Gud (København: Gyldendal, 2021), 234. Bogen har karak­ter af Brinkmanns sam­ta­le med sig selv om tolv spørgs­mål angå­en­de tro og reli­gion og kri­sten­dom – ét for hver måned. På den måde får bogen en per­son­lig karak­ter: Der tales til os som søgen­de svar på de sam­me spørgs­mål. Der tales ofte ud fra per­son­li­ge ople­vel­ser, og der kom­mer en vis grad af dra­ma­ti­se­ring og spæn­ding over hele frem­stil­lin­gen: Ender vi med en bekræf­tel­se eller en benæg­tel­se af den reli­gi­øse dimen­sions gyl­dig­hed? Hertil kom­mer, at bogen er let­læst og til­gæn­ge­lig for enhver – endog i den grad, at Brinkmann efter et par siders refe­rat af en moder­ne teo­logs tan­ker om, at Gud må for­stås som en “svag” Gud (i vir­ke­lig­he­den som en i til­væ­rel­sen givet for­dring om at tage vare på de men­ne­skers liv, man har magt over) – på læse­rens veg­ne ender med at sige: “Pyha! Jeg håber, at du som læser er med så langt”.2Brinkmann, Mit år med Gud, 67.

Når man på den­ne måde dra­ma­ti­se­rer frem­stil­lin­gen og opde­ler spørgs­må­let om Gud i net­op tolv under­spørgs­mål, er det ikke så mær­ke­ligt, at nog­le af dis­se er knap så vig­ti­ge som andre. De tre før­ste er oplag­te: “Hvorfor en bog om gud?”, “Hvad er reli­gion?” og “Hænger etik og tro sam­men?” Også to sene­re spørgs­mål er oplag­te: “Findes sjæ­len?” og “Hvad bety­der tro­en for sor­gen?” Man stud­ser mere over et sene­re spørgs­mål som “Kunne der være fle­re guder?” Men sva­ret er rele­vant: “Der er noget i ver­den, der “kal­der” på os og “bevæ­ger” os”.3Brinkmann, Mit år med Gud, 237. Der fin­des alt­så man­ge for­mer for reso­nan­ser­fa­rin­ger (i en vis for­stand “guder”), som er beslæg­tet med reli­gi­øse erfa­rin­ger. Derimod fore­kom­mer spørgs­mål som “Virker tro­en?”, “Kan viden­skab erstat­te tro­en?”, “Hvad kan Bibelen lære os?” og ikke mindst “Kan men­ne­sket bli­ve Gud?” at være min­dre inter­es­san­te. Bogen ender med spørgs­må­let “Hvilken rol­le spil­ler tviv­len?”, og her er sva­ret klart og vel­gø­ren­de: Der kan ikke være tro uden tvivl. En tro uden tvivl er en uting, nem­lig fun­da­men­ta­lis­me, dok­tri­nær tænk­ning og skråsik­ker­hed. Efter min mening rum­mer bogen tre grund­på­stan­de. For det før­ste, at vi har behov for det reli­gi­øse sprog for at kun­ne tale om det betyd­nings­ful­de i vort liv. Her er jeg del­vist uenig med Brinkmann. For det andet, at den i dag mest gyl­di­ge og accep­tab­le form for reli­gion og tro for os i vort seku­læ­re sam­fund må være en ikke-meta­fy­sisk form for kri­sten­dom. Her er jeg gan­ske enig med Brinkmann. Endelig udfol­der Brinkmann to grund­ele­men­ter i en moder­ne tro­vær­dig tro. Her er jeg også enig – dog med til­fø­jel­ser.

Spørgsmålet om det reli­gi­øse sprogs nød­ven­dig­hed

Brinkmann skri­ver: “Vi sav­ner sprog for alt det, jeg har for­søgt at dis­ku­te­re i den­ne bog”, og det er ikke bare Gud og sjæ­len, men også mere vel­kend­te og mere kon­kre­te stør­rel­ser som “kær­lig­hed, for­plig­tel­se og rela­tion” samt “ære­frygt og taknemmelighed”.4Brinkmann, Mit år med Gud, 187. Der er alt­så en ræk­ke fæno­me­ner, som vi ikke rig­tig har ord for eller i alle fald må gå til poesi og reli­gion for at fin­de ord for, og Brinkmann er enig med Hans Jørgen Schanz i, at “det poe­ti­ske sprog og det reli­gi­øse sprog er trængt som aldrig før”.5Brinkmann, Mit år med Gud, 240. Vi mang­ler ord for det for­hold, at der er noget, som er ube­tin­get og stil­ler krav til os på en ube­tin­get måde. Vi mang­ler også ord, når det dre­jer sig om en bestemt type af erfa­rin­ger: “Resonanserfaringer, hvor mit tota­le for­hold til livet og ver­den viser sig”,6Brinkmann, Mit år med Gud, 235. det for­hold, at “ver­den sva­rer på vore henvendelser”,7Brinkmann, Mit år med Gud, 244. at den “er rig på kræf­ter og bevæ­gel­ser, som er værd at lyt­te til og lade sig påvir­ke af”, at “der er noget i ver­den, som vil os noget, som kal­der på os”, og hvor det gæl­der, at “det hører livet til, at vi kan åbne os for det, også uden at vi helt for­står det”.8Brinkmann, Mit år med Gud, 174. På til­sva­ren­de måde gæl­der det, at “tro og reli­gion ori­en­te­rer os mod det, vi ikke kan få greb om, og som vi er afmæg­ti­ge over for” (vor egen døde­lig­hed eller ende­lig­hed og der­for også sor­gen over andre, der dør fra os).9Brinkmann, Mit år med Gud, 190.

Her skel­ner Brinkmann mel­lem på den ene side tro og reli­gion med deres tæn­ke- og udtryks­må­der og på den anden side de empi­ri­ske viden­ska­ber med deres tæn­ke- og udtryks­må­der. De før­ste søger at give “afkla­rin­ger”, mens de sid­ste søger at give “for­kla­rin­ger”. Jeg vil give Brinkmann ret i, at der er en mar­kant for­skel mel­lem tro og reli­gion på den ene side og de empi­ri­ske viden­ska­ber på den anden side, men jeg mener sam­ti­dig, at han her kom­mer til at over­se, at vi alle har del i en dag­lig­dags form for for­stå­el­se og et dag­lig­dags sprog, som til­sam­men giver tæn­ke- og udtryks­må­der, som er hver­ken af den ene eller den anden slags. Vi er alt­så ikke hen­vist til enten at tæn­ke reli­gi­øst eller at tæn­ke viden­ska­be­ligt. Brinkmann har der­for ikke ret i, at “så er enhver tro på det ube­tin­ge­des vær­di udtryk for en slags reli­gi­øs livsan­sku­el­se, da der ikke kan føres viden­ska­be­ligt bevis for den, uan­set hvor uom­gæn­ge­lig den er”.10Brinkmann, Mit år med Gud, 235. Jeg mener, at Brinkmann gan­ske vist har ret i, at der på fx det eti­ske områ­de er noget, som er uom­gæn­ge­ligt, og som har med det ube­tin­ge­de at gøre. Han har såle­des ret i, at sama­ri­ta­ne­ren, der hjæl­per den nød­sted­te og der­med red­der den­nes liv, gør noget, som er ube­tin­get rig­tigt og godt. Her har vi en sag, som ikke afhæn­ger af vore egne valg og vore egne vur­de­rin­ger, men som udgør noget uom­gæn­ge­ligt. Men han har ikke ret i, at det er noget, der kun kan for­stås reli­gi­øst. Vi er alle, uan­set om vi er reli­gi­øst tæn­ken­de eller ej, helt med på, at der er noget, som er ube­tin­get rig­tigt – fx også det simp­le at hol­de sine løf­ter og at sige sand­he­den, og der­for er dag­ligs­pro­get sådan, som det er: Man kan sim­pelt­hen ikke menings­fuldt spør­ge, om det nu er rig­tigt at hol­de et løf­te. At et løf­te skal hol­des lig­ger alle­re­de i ordet løf­te (med min­dre sær­li­ge omstæn­dig­he­der gør sig gæl­den­de). Og vi er lige så eni­ge i, at vi skal hjæl­pe den nød­sted­te – endog så meget, at vi i vort sam­fund kan bli­ve rets­ligt til­talt for ikke at have gjort det (i hvert fald under bestem­te omstæn­dig­he­der).

Men lad mig give et mere udfør­ligt eksem­pel på hver­dags­li­vets og dag­ligs­pro­gets form for for­stå­el­se som en anden type end den for­stå­el­se, det reli­gi­øse sprog for­mid­ler. I kapit­let “Findes sjæ­len?” dis­ku­te­rer Brinkmann det filo­so­fi­ske og reli­gi­øse spørgs­mål, om der fin­des en sjæl – alt­så om et hvert af os men­ne­sker er udsty­ret med, dvs. har eller er, en sjæl. Her cite­rer han Wittgenstein, der i Filosofiske under­sø­gel­ser om vores for­hold til hin­an­den skri­ver: “Min indstil­ling til ham er en indstil­ling til en sjæl. Jeg er ikke af den mening, at han har en sjæl”.11Citeret fra Brinkmann, Mit år med Gud, 120. Brinkmann mener, at Wittgenstein her “peger på noget dybt: At spørgs­må­let om sjæ­len ikke først og frem­mest til­hø­rer en dis­kus­sion om, hvad der fin­des i ver­den (biler, bor­de, sto­le, blom­ster, cyk­ler – og sjæ­le?) men i høje­re grad hører til de eti­ske og eksi­sten­ti­el­le områ­der af livet, hvor det dre­jer sig om måder at leve og for­hol­de sig på”.12Brinkmann, Mit år med Gud, 121. Og han siger vide­re, at det måske er “med sjæ­len som med Gud? At vi ikke skal for­ven­te at fin­de ‘noget’, der eksi­ste­rer, et objekt, som vi kan kal­de hen­holds­vis Gud eller sjælen”.13Brinkmann, Mit år med Gud, 121.

Prøver man her at dra­ge frem i lyset den for­stå­el­se af den anden, vi har i vort dag­lig­liv og vort dag­lig­s­prog – alt­så det, Løgstrup kal­der for vor før-filo­so­fi­ske kund­skab angå­en­de for­hol­det til andre14K. E. Løgstrup, Solidaritet og kær­lig­hed (København: Gyldendal, 1987), 117. – vil man se, at vi her skel­ner mel­lem på den ene side et uper­son­ligt for­hold til andre og et per­son­ligt. Når man for­hol­der sig til den anden som per­son – på en per­son­lig måde – da opfat­ter man den anden og behand­ler den anden som en stør­rel­se, der fører sit liv og der­for står ansvar­ligt bag ved det, han siger og gør. At betrag­te den anden som en per­son er at for­hol­de sig til ham med agtel­se eller som en stør­rel­se, der er i besid­del­se af vær­dig­hed. Man kan imid­ler­tid også møde en anden med en lidt ander­le­des hold­ning og betrag­te den anden som et men­ne­ske eller et med­men­ne­ske, og da for­hol­der man sig til den anden som en stør­rel­se, der rum­mer noget liv­fuldt, som man kan glæ­de sig over, og som man der­for står over for på en åben og mod­ta­gen­de nåde, og som udgør den andens men­ne­ske­værd. I ste­det for agtel­se kun­ne man her tale om en form for var­me eller accept. En anden kan være en per­son, og en anden kan være et med-men­ne­ske. Det må der­for være rime­ligt at sige, at nok kan man ikke tale om, at der fin­des sjæ­le, men der fin­des abso­lut per­so­ner, lige­som der fin­des med­men­ne­sker. Sådan har vi med andre at gøre hver dag, og den­ne for­stå­el­se af andre som per­so­ner og som med­men­ne­sker er helt cen­tral i vores dag­lig­liv­ser­fa­ring og dag­lig­livs­sprog.

Vi har også i dag­ligs­pro­get udtryk som “sjæle­ligt” og “sjæl­fuldt” og udtryk som “ånde­ligt” og “ånd­fuldt”. Her tæn­ker vi på og for­hol­der os til men­ne­sker på en mere spe­ci­fik måde, som dog er for­bun­det med vores rela­tion til “per­so­ner” og “med­men­ne­sker” på den måde, at per­so­ner har mest med det ånde­li­ge at gøre, mens med­men­ne­ske har mest med det sjæle­li­ge at gøre. Det ånde­li­ge hos en per­son viser sig i det, han er åben for, og i for­læn­gel­se her­af, hvad han vil og påtæn­ker. Det er noget, som lig­ger i det gen­nem­dan­ne­de og dif­fe­ren­ti­e­re­de hos per­so­nen, og som sær­ligt viser sig i hans bevæ­gel­ser – især hånd­be­væ­gel­ser. Det er noget, der giver en per­son udpræ­get­hed og stil. Det sjæle­li­ge er der­i­mod noget, der er knyt­tet til den anden selv, til den­nes ker­ne. Hvor det ånde­li­ge kan have høj­de, kan det sjæle­li­ge have dyb­de, noget, som blandt andet viser sig i blik­ket (det sjæl­ful­de blik). At tæn­ke og tale såle­des er noget gan­ske andet end at ope­re­re med, at andre har en sjæl. Det er det sam­me som at betrag­te per­so­ner og med­men­ne­sker på bestem­te måder, hvor bestem­te træk træ­der frem.

Brinkmann hen­vi­ser til den nor­ske filo­sof Hans Skjervheims skel­nen mel­lem at være til­sku­er og del­ta­ger, og det er da også rig­tigt, at man som til­sku­er står i et mere uper­son­ligt for­hold til den anden (eller et for­hold, hvor man ikke er tæt på den anden, som man er det, når man ser den anden som et med­men­ne­ske). Men man kan alt­så være del­ta­ger på to lidt for­skel­li­ge måder, hvor den anden træ­der frem som enten per­son eller som med­men­ne­ske.

Når man som Brinkmann over­ser, at vi i for­stå­el­sen af det afgø­ren­de i til­væ­rel­sen ved siden af det poe­ti­ske og reli­gi­øse sprog også har dag­ligs­pro­get, kom­mer man til at dra­ge et alt for skar­pt skel mel­lem det at tro og det at erken­de viden­ska­be­ligt. Brinkmann cite­rer i kapit­let “Hvad bety­der tro­en for sor­gen?” et repliks­kif­te i fil­men Contact (1997), hvor den ene per­son siger: “Jeg kun­ne ikke fore­stil­le mig at leve i en ver­den, hvor Gud ikke eksi­ste­rer”, og den anden sva­rer: “Hvordan ved du, at du ikke bare bed­ra­ger dig selv? For mit eget ved­kom­men­de har jeg brug for bevi­ser”. Hvorpå den før­ste siger: “Elsker du din far?” og får sva­ret: “Ja, ja rig­tig meget”. Hvorpå den før­ste siger: “Bevis det”. Når man på den­ne måde dra­ger en paral­lel mel­lem det at tro på Gud og det at elske og så gør gæl­den­de, at i intet af til­fæl­de­ne er et bevis muligt, har man igen mod­stil­let reli­gion og tro med empi­ri­ske viden­ska­ber. Men går man til vor dag­lig­dags for­stå­el­se af livet med andre og til vores dag­lig­s­prog, viser det sig, at der er en afgø­ren­de for­skel mel­lem at tro, “at en almæg­tig og mystisk Gud skab­te uni­ver­set”, og at mene, at et men­ne­ske (fx en selv) elsker en anden. I dag­lig­li­vet kan vi føle os fuld­stæn­dig sik­re på, at et men­ne­ske, som vi ken­der godt, elsker en anden, og som­me­ti­der kan vi endog være helt sik­re på, at vi selv elsker en anden. Det kan ikke bevi­ses, men alli­ge­vel kan man være helt sik­ker. Hvis det ikke var til­fæl­det, kun­ne vi slet ikke bru­ge orde­ne “kær­lig­hed” og “elske”, for ker­nen i dis­se ord er det at være selv­forg­lem­men­de opta­get af et andet men­ne­skes ve og vel, og det ytrer sig på rig­tig man­ge måder, som net­op over­be­vi­ser en på en måde, som er gan­ske ander­le­des end de erfa­rin­ger, som får en til at tro på en ska­ben­de Gud.

Foruden den reli­gi­øse og den viden­ska­be­li­ge tæn­ke­må­de og for­stå­el­se har ethvert men­ne­ske alt­så livet igen­nem erhver­vet sig en omfat­ten­de for­stå­el­se af til­væ­rel­sen og gan­ske man­ge vær­di­er og hold­nin­ger, som det lever sit liv ud fra. Denne mere eller min­dre tav­se og impli­cit­te for­stå­el­se er dog altid for­bun­det med en vis grad af sprog­lig­gø­rel­se og begrebs­lig­gø­rel­se, idet man, sam­ti­dig med at man erhver­ver sig den­ne for­stå­el­se, over­ta­ger og anven­der dag­ligs­pro­get med alle dets udtryk og ven­din­ger. Det er den­ne type erfa­ring og den­ne type sprog, som anven­des (i vide­re­ud­vik­let til­stand) i poesi­en og lit­te­ra­tu­ren gene­relt. Og der­for er dis­se åndsak­ti­vi­te­ter af afgø­ren­de betyd­ning, når det dre­jer sig om for­stå­el­sen af men­ne­sket og men­ne­ske­li­vet og af, hvad det kom­mer an på i til­væ­rel­sen. Men vi har alt­så alle et mere eller min­dre fyl­digt sprog for det dybe­ste i til­væ­rel­sen i vort dag­lig­s­prog. Det er givet­vis sådan, at det­te dag­lig­s­prog også præ­ges af den reli­gion, der præ­ger det sam­fund, man vok­ser op i, hvil­ket også gæl­der den sprog­brug, der taler om det sjæle­li­ge og det ånde­li­ge – lige­som også viden­ska­ber­ne gør det i en vis udstræk­ning – men det afgø­ren­de i dag­ligs­pro­get er base­ret på erfa­rin­ger, som alle gør sig og har del i.

Spørgsmålet om tro og reli­gion er nød­ven­digt for­bun­det med det meta­fy­si­ske

Brinkmann gør rede for, at der er almin­de­lig enig­hed i reli­gions­fi­lo­so­fi og reli­gions­psy­ko­lo­gi og reli­gions­so­cio­lo­gi om, at der er to dimen­sio­ner i reli­gion: en syste­misk, hvor­ef­ter reli­gion er et system af prak­sis­ser, der “gen­nem ritu­a­ler ska­ber følel­ses­mæs­sigt sam­men­hold og opret­hol­der et samfund”,15Brinkmann, Mit år med Gud, 49. og en ople­vel­ses­mæs­sig erfa­ring af det hel­li­ge eller “uni­ver­sel­le men­ne­ske­li­ge erfa­rin­ger af ‘kos­misk karak­ter’ ”, som har at gøre med stem­nin­ger af ære­frygt. Tilsvarende kan man skel­ne mel­lem reli­gion som sam­funds­mæs­sig prak­sis og tro som indi­vi­dets indstil­ling. På den­ne måde er reli­gion og tro alt­så ikke sam­men­fal­den­de.

Brinkmann tager ikke stil­ling til, om man kan udvik­le ikke-reli­gi­øse prak­sis­ser og ritu­a­ler, som sik­rer et følel­ses­mæs­sigt sam­men­hold. Jeg mener selv, at man her kan tæn­ke på alle de prak­sis­ser, som sik­rer demo­kra­ti­et og den ind­byr­des sam­ta­le i vort sam­fund – for­u­den kol­lek­ti­ve ritu­a­ler som land­skam­pe m.m. Men hvad med den ople­vel­ses­mæs­si­ge side af reli­gio­nen eller tro­en: erfa­rin­gen af det hel­li­ge eller det ube­tin­ge­de og af reso­nan­ser? Kan de ikke også fin­des, selv om vi ikke tæn­ker reli­gi­øst? Det er spørgs­må­let i det føl­gen­de.

Brinkmann cite­rer et sted reli­gions­for­ske­ren Armin Geertz for føl­gen­de defi­ni­tion af reli­gion: Religion har at gøre med “kul­tu­rel­le prak­sis­ser, der inde­hol­der ritu­a­ler og byg­ger på ide­a­ler” (som alt­så har både et prak­tisk og et nor­ma­tivt ele­ment), men som også har at gøre med “fore­stil­lin­gen om en magt, der over­skri­der vores almin­de­li­ge, san­se­li­ge ver­den” eller har karak­ter af “tran­sem­pi­ri­ske mag­ter eller væse­ner, der påvir­ker ver­dens gang” (alt­så et meta­fy­sisk element).16Brinkmann, Mit år med Gud, 45–46. Brinkmann siger selv om det­te meta­fy­si­ske ele­ment, at det er noget, “som de fle­ste nok ser som ker­nen i det religiøse”17Brinkmann, Mit år med Gud, 45. og “uden det er der risi­ko for, at ide­en om det reli­gi­øse udvandes”.18Brinkmann, Mit år med Gud, 46. Ikke desto min­dre kom­mer Brinkmann selv frem til, at reli­gion og tro også kan fin­des uden et sådant meta­fy­sisk ele­ment. Hans egen defi­ni­tion af reli­gion har ikke det meta­fy­si­ske med: “Religion er alt­så sym­bol­ske for­mer og hand­lin­ger, der lader men­ne­sket for­tol­ke til­væ­rel­sens ulti­ma­ti­ve anlig­gen­der”. Han afvi­ser, at der fin­des “en myn­dig­hed, der fin­des uden for os selv”, som kan give os en rela­tion til ver­den som et “leven­de sted fuld af mening”. I ste­det for det meta­fy­si­ske begreb om Gud til­slut­ter han sig John Caputos begreb om en svag Gud, dvs. tan­ken om at der fin­des noget, som er ube­tin­get, og som kræ­ver af os, at vi sæt­ter os ud over det sel­vi­ske, og som kom­mer til udtryk i den eti­ske for­dring – lige­som i kær­lig­hed, til­gi­vel­se og gæst­fri­hed og over­ho­ve­det i alle de ide­a­ler, han selv har kaldt stå­ste­der (i bogen af sam­me navn). Her tales der ikke om en Gud, der eksiste­rer, men om en Gud, der insiste­rer. Hertil kom­mer tan­ken om, at vi alle har erfa­rin­ger af, at vi bevæ­ges af stem­nin­ger og situ­a­tio­ner, dvs. ople­ver reso­nan­ser­fa­rin­ger, alt­så ople­ver en ver­den, der er rig på kræf­ter og bevæ­gel­ser, som er værd at lyt­te til og lade sig påvir­ke af, og som giver os ære­frygt og tak­nem­me­lig­hed.

Jeg mener også selv, at ker­nen i kri­sten­dom­men er noget rent imma­nent, og at en tids­sva­ren­de kri­sten­doms­for­stå­el­se må afvi­se al tale om det trans­cen­den­te. Jeg har selv argu­men­te­ret for det­te i fle­re tekster,19I min bog Livet selv. En livs­fi­lo­so­fisk tolk­ning af kri­sten­dom­men (Aarhus: Philosophia, 1993) samt sene­st i artik­len “Troens fæno­meno­lo­gi”, i Mennesket og det andet, red. Michael Rasmussen (Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2019), 87–101. hvor jeg også har for­søgt at vise, at der er man­ge andre teo­lo­ger og filo­sof­fer end Caputo, der ind­ta­ger det stand­punkt. Men man må sam­ti­dig for­stå, at der sta­dig er man­ge krist­ne, som ople­ver en sådan opfat­tel­se som ikke bare udvan­den­de i for­hold til den tra­di­tio­nelt opfat­te­de kri­sten­dom, men som noget gan­ske andet end en reli­gion eller end deres form for tro.

Diskussion af ele­men­ter­ne i Brinkmanns seku­læ­re tro

Det cen­tra­le i Brinkmanns tro er tesen om “det godes kraft”. I dis­kus­sio­ner af Iris Murdoch og hen­des ana­ly­ser af god­hed som noget suverænt og af kær­lig­hed som åben­hed og opmærk­som­hed og vide­re i dis­kus­sio­nen af Caputos teo­lo­gi om den sva­ge Gud og af den fran­ske for­fat­ter Emmanuel Carréres tan­ker om gud­s­ri­get når Brinkmann frem til, at “gud­s­ri­get fin­des, når vi elsker uden betin­gel­ser, kom­mer nogen til und­sæt­ning eller til­gi­ver uden nogen bag­tan­ker. Og når vi elskes, und­sæt­tes eller tilgives”.20Brinkmann, Mit år med Gud, 68. Brinkmann stil­ler selv spørgs­måls­tegn ved, om de fle­ste krist­ne kan gen­ken­de sig selv i den­ne tan­ke, og om men­ne­sker kan fin­de trøst og håb i en sådan tæn­ke­må­de, og om den­ne tæn­ke­må­de har “noget at sige til den, der søger en mere spi­ri­tu­el eller ople­vel­ses­o­ri­en­te­ret dimen­sion i religionen”.21Brinkmann, Mit år med Gud, 73.

Det er på det­te punkt, at jeg kun­ne tæn­ke mig at gøre en til­fø­jel­se til Brinkmanns tæn­ke­må­de. Jeg mener, at ker­nen i den form for tro, som har den omfat­ten­de karak­ter, som reli­gi­øs tro har, hvad enten den er en tro, som base­rer sig på noget trans­cen­dent, eller den er helt imma­nent, består i det for­hold, at man sæt­ter sin lid til noget, ser noget som både det bæren­de i til­væ­rel­sen og som rig­dom­men i den­ne til­væ­rel­se. Når man alt­så mener, at til­væ­rel­sen rum­mer noget vær­di­fuldt, dét, som det til syven­de og sidst kom­mer an på, og som man lader sig vej­le­de af i sin livs­fø­rel­se. Jeg ser selv det­te bæren­de i til­væ­rel­sen som cen­tre­ret i den form for liv­s­ud­fol­del­se, hvor vi er åbne for ver­den i dens rig­dom og fyl­de. Hvor vi vide­re er selv­forg­lem­men­de opta­get af ver­den, af de mulig­he­der for udfol­del­se af evner og anlæg, som ver­den rum­mer, af de fæl­les­ska­ber med andre og med natur og omgi­vel­ser, som ver­den giver os som gaver (for­di vi ikke selv har kon­trol over dis­se). Og hvor vi ende­lig også tager vare på andre men­ne­sker i en selv­forg­lem­men­de opta­get­hed af, at deres liv skal lyk­kes. For mig er ker­nen i tro­en den kraft­fuld­hed og inten­si­tet, som lig­ger i livs­lyst, hvad enten den har form af livs­mod eller livs­glæ­de, ens egen såvel som de andres (og som er noget, ingen af os direk­te råder over eller selv har skabt). Fra den vir­ke­ligt leven­de del af den men­ne­ske­li­ge form for liv kan man gå vide­re til dyre­nes liv­s­ud­fol­del­se, og her fin­der vi en livs­kraft, som er i slægt med den men­ne­ske­li­ge, men ikke på niveau med den­ne, og man kan ende­lig også gå vide­re til plan­ter­nes liv­s­ud­fol­del­se, som igen har et slægts­skab – om end sva­ge­re – med den men­ne­ske­li­ge, og til sidst ind­be­fat­tes da også den ikke-leven­de del af ver­den og uni­ver­set som for­ud­sæt­ning for alle dis­se for­mer for liv­s­ud­fol­del­se.

Alt det­te vær­di­ful­de i livet og til­væ­rel­sen og ver­den kræ­ver natur­lig­vis, at vi tager vare på det, og ker­nen i den­ne vare­ta­gen er natur­lig­vis det at tage vare på det af andres liv, som situ­a­tio­ner og omstæn­dig­he­der og fæl­les­ska­ber giver os magt over, og hvor andre er udle­ve­ret til os. Men tro­en kan ikke redu­ce­res til en etisk for­dring, som ingen af os er i stand til at leve op til, og som alt­så er uop­fyl­de­lig, som det ser ud til, at Brinkmann er til­bø­je­lig til, idet han slår føl­ge med Løgstrups tan­ke om den uop­fyl­de­li­ge fordring.22Brinkmann, Mit år med Gud, 152–53. Jeg mener, at Brinkmann tæn­ker for ensi­digt etisk om det, han kal­der stå­ste­der, og som han opfat­ter som de hold­nin­ger og akti­vi­te­ter, der er væsent­li­ge, ikke som mid­ler men som mål i sig selv. De omfat­ter også det, som udgør vort eget livs fyl­de og livs­op­fyl­del­se.

Det andet hoved­ele­ment i Brinkmanns opfat­tel­se af en due­lig og tro­vær­dig tro er en mere ople­vel­ses­præ­get og følel­ses­præ­get kom­po­nent. Brinkmann cite­rer Wittgenstein for den­nes ople­vel­se af en undren over, “at der over­ho­ve­det eksi­ste­rer noget”, og en moment­vis ople­vel­se af abso­lut tryg­hed: “Jeg er tryg, intet kan gøre mig ondt, uan­set hvad der sker”.23Brinkmann, Mit år med Gud, 25. I for­læn­gel­se her­af for­tæl­ler Brinkmann om en ople­vel­se, han hav­de på en sejl­tur sam­men med sine dren­ge i havet ud for Sardinien: “De gam­le klip­per, der hav­de lig­get der i mil­li­o­ner af år, kun­ne åben­bart give mig en følel­se af dyb ro og mening, som jeg nok hav­de haft glimt af både før og siden, men aldrig på en måde, hvor det sat­te sig i krop og sind på en så tung, insi­ste­ren­de og bero­li­gen­de måde. Det hele klik­ke­de på sam­me tid: havet, klip­per­ne, solen, mine børn”.24Brinkmann, Mit år med Gud, 24.

Sådanne ople­vel­ser sva­rer til det, Hartmut Rosa kal­der ver­ti­ka­le reso­nans-rela­tio­ner, hvor man for­hol­der sig til kos­mos som hel­hed, og her er Brinkmann alt­så på linje med Rosa, der anser reli­gion som “en ide om, at der noget, som er respon­sivt, imø­de­kom­men­de og for­stå­en­de”, og at “ver­den sva­rer på vores henvendelser”.25Brinkmann, Mit år med Gud, 35. Sådanne erfa­rin­ger “af kos­misk karak­ter” sva­rer vide­re til det, William James kal­der men­ne­skets tota­le for­hold til livet som sådan. Brinkmann sam­ler det sam­men i for­mu­le­rin­ger som, at Gud er “et humør eller en stem­ning, der ret­ter os mod det, som er væsent­ligst i ver­den, og lader os respon­de­re på den ret­te måde uden at tæn­ke over det”, og at “ver­den er rig på kræf­ter og bevæ­gel­ser, som er værd at lyt­te til og lade sig påvir­ke af”.26Brinkmann, Mit år med Gud, 172.

Til alt det­te har jeg kun at sige, at jeg mener, at de fle­ste af os gør sig sådan­ne ople­vel­ser og erfa­rin­ger, og at sådan­ne ople­vel­ser og erfa­rin­ger er helt for­ven­te­li­ge, når man – som jeg – tror på, at ver­den er fuld af rig­dom og fyl­de og af det ube­tin­get vær­di­ful­de og af det ube­tin­get for­dre­de, for da må ver­den net­op frem­træ­de som imø­de­kom­men­de og respon­siv.

Jeg har i øvrigt svært ved at for­stå både Wittgenstein og Heidegger, der kan undre sig over, at der over­ho­ve­det fin­des noget og ikke bare intet.27Brinkmann, Mit år med Gud, 25. Det er jo en for­ud­sæt­ning for at undre sig, at der fin­des noget eller nogen (nem­lig dén, der undrer sig). Men jeg kan sag­tens for­stå, at man kan undre sig over grund­for­hold eller fun­da­men­tale fæno­me­ner som det, at alt, der kan erfa­res, er i rum og i tid, og at det bl.a. har en vis uigen­nem­træn­ge­lig­hed (soli­di­tet) og har en bestemt far­ve. Men sådan­ne for­mer for kos­mi­ske ople­vel­ser har efter min mening altid at gøre med, at man møder grund­for­hold i den men­ne­ske­li­ge ver­den: Jeg erfa­rer, at jeg selv er en lil­le­bit­te del af det uen­de­li­ge rum (at jeg lige­som græs­strå­et ræk­ker mig op mod ver­dens­rum­met), at jeg har del i den uen­de­li­ge tid, at jeg ople­ver en far­vet og der­med glæ­desvæk­ken­de ver­den, og at jeg og andre har del i den mate­ri­el­le ver­den – i det­te til­fæl­de den kro­p­s­li­ge og igen (i almin­de­lig­hed) glæ­desvæk­ken­de ver­den. Så min undren her er ikke en natur­vi­den­ska­be­lig undren (en søgen efter for­kla­rin­ger), men en undren over det forun­der­li­ge eller under­ful­de, som altid er glæ­des­fyldt. Hvis det er den­ne fyl­dens og rig­dom­mens ver­den, Heidegger og Wittgenstein forun­drer sig over og opfat­ter som under­fuld, når de undrer sig over, at der er noget og ikke sna­re­re intet, er jeg gan­ske enig med dem.

1. Svend Brinkmann, Mit år med Gud (København: Gyldendal, 2021), 234.
2. Brinkmann, Mit år med Gud, 67.
3. Brinkmann, Mit år med Gud, 237.
4. Brinkmann, Mit år med Gud, 187.
5. Brinkmann, Mit år med Gud, 240.
6. Brinkmann, Mit år med Gud, 235.
7. Brinkmann, Mit år med Gud, 244.
8. Brinkmann, Mit år med Gud, 174.
9. Brinkmann, Mit år med Gud, 190.
10. Brinkmann, Mit år med Gud, 235.
11. Citeret fra Brinkmann, Mit år med Gud, 120.
12. Brinkmann, Mit år med Gud, 121.
13. Brinkmann, Mit år med Gud, 121.
14. K. E. Løgstrup, Solidaritet og kær­lig­hed (København: Gyldendal, 1987), 117.
15. Brinkmann, Mit år med Gud, 49.
16. Brinkmann, Mit år med Gud, 45–46.
17. Brinkmann, Mit år med Gud, 45.
18. Brinkmann, Mit år med Gud, 46.
19. I min bog Livet selv. En livs­fi­lo­so­fisk tolk­ning af kri­sten­dom­men (Aarhus: Philosophia, 1993) samt sene­st i artik­len “Troens fæno­meno­lo­gi”, i Mennesket og det andet, red. Michael Rasmussen (Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2019), 87–101.
20. Brinkmann, Mit år med Gud, 68.
21. Brinkmann, Mit år med Gud, 73.
22. Brinkmann, Mit år med Gud, 152–53.
23. Brinkmann, Mit år med Gud, 25.
24. Brinkmann, Mit år med Gud, 24.
25. Brinkmann, Mit år med Gud, 35.
26. Brinkmann, Mit år med Gud, 172.
27. Brinkmann, Mit år med Gud, 25.