• Print

En bogs tavshed. Et essay om Wittgensteins Tractatus


7. oktober 2021

Tractatus Logico-Philosophicus er et af de mest gåde­ful­de vær­ker i filo­so­fi­hi­sto­ri­en, og det er ellers en tra­di­tion fuld af vær­ker, der er beryg­te­de for deres util­nær­me­lig­hed. Men Tractatus skil­ler sig ud, selv i sel­skab med det ekstra­or­di­næ­re.

Værket kan min­de om den mysti­ske, sor­te mono­lit, der bli­ver fun­det på Månen i sci­en­ce fiction-fil­men 2001: A Space Odyssey instru­e­ret af Stanley Kubrick og skre­vet af Kubrick og Arthur C. Clarke i 1968. Den mas­si­ve mono­lits betyd­ning for­kla­res og for­stås aldrig fuldt ud i fil­men, og dens skræm­men­de poe­ti­ske kraft er der­for intakt ved fil­mens afslut­ning.

Det sam­me gæl­der Tractatus. Man kan selv­føl­ge­lig kaste sig ud i at for­kla­re betyd­nin­gen af vær­ket, og man­ge lær­de for­ske­re har gjort net­op det til stor glæ­de for hungren­de hor­der af filo­so­fistu­de­ren­de. I åre­ne efter bogens udgi­vel­se i 1921 domi­ne­re­de den læs­ning, der kal­des “The pic­tu­re the­ory of mea­ning” (blandt andre frem­ført af Bertrand Russell). Den for­tolk­ning blev udfor­dret af “The inef­fa­bi­list rea­ding” (G.E.M. Anscombe, Peter Hacker), som så sene­re fik kon­kur­ren­ce fra “The resolute/therapeutic rea­ding” (Silver Bronzo, Cora Diamond, James Conant). Det sene­ste skud på stam­men i den evi­ge stam­me­krig om totempæ­len Tractatus er den tolk­nings­te­o­ri, der kal­des “The eluci­da­tory rea­ding” (Marie McGinn, Daniel Hutto).

Alligevel er det, som om ingen af de veks­len­de og sta­dig mere sofi­sti­ke­re­de for­tolk­nin­ger ind­fan­ger tek­stens ånd og mening helt. Fortolkningspuslespillet går aldrig rig­tig op, der er altid et par brik­ker i over­skud. Fortolkningsteorierne efter­la­der med andre ord altid en rest af filo­so­fisk Unruhe. Men der­med beva­rer Tractatus også sin mystik og stren­ge skøn­hed for kom­men­de gene­ra­tio­ner.

I dén for­stand er Tractatus en bog, man ikke kan nå til slut­nin­gen af, selv om den er hur­tigt læst. I det her essay vil jeg hel­ler ikke gøre for­sø­get. I ste­det dvæ­ler jeg ved dens begyn­del­se: det før­ste møde med bogen, tit­len, dedi­ka­tio­nen, for­or­det og tek­stens opsæt­ning, da det er noget, filo­sof­fer ofte fly­ver for­bi i vores iver efter at nå frem til Hypotesen! Teorien! Konklusionen!

Størrelse, titel, opsæt­ning

Det før­ste, man bemær­ker ved Tractatus, er dens stør­rel­se. Nærmere bestemt mang­len på den. Bogen er en ele­gant size zero med hånd­ter­ba­re kur­ver, der for­fø­rer læse­ren til at under­vur­de­re dyb­den og van­ske­lig­he­den ved dens ind­hold (for­ud­sat alt­så, at ryg­ter­ne ikke er nået frem til en, før man nær­me­de sig bogen i håbet om en lil­le liflig pau­se i filo­so­fi­ens mur­stens­pensum).

Men alle­re­de tit­len, Tractatus Logico-Philosophicus, giver et hint: Forfatteren er ikke inter­es­se­ret i let smal­l­talk med almin­de­li­ge men­ne­sker. Bogen udkom i 1921, og alli­ge­vel er tit­len på lat­in. Den kan over­sæt­tes til Logisk-filo­so­fisk afhand­ling. Ifølge ord­bo­gen Merriam-Webster er en afhand­ling “en skrift­lig, syste­ma­tisk rede­gø­rel­se eller argu­men­ta­tion, der inde­hol­der en meto­disk dis­kus­sion af de invol­ve­re­de fak­ta og prin­cip­per samt kon­klu­sio­ner, der nås gen­nem for­mel og syste­ma­tisk behand­ling af et emne”. Vi får her også at vide, at ordet “tra­cta­tus” stam­mer fra det lat­in­ske ord “tra­cta­re”: at behand­le, hånd­te­re. Ordets før­ste kend­te anven­del­se i betyd­nin­gen “afhand­ling” er fra det 14. århund­re­de.

Filosofien rum­mer en lang og ind­fly­del­ses­rig tra­di­tion for at skri­ve afhand­lin­ger. Den byder f.eks. på Benedictus Spinozas Tractatus Theologico-Politicus fra 1670, John Lockes Two Treatises on Government fra 1689 og David Humes A Treatise of Human Nature fra 1739–40. Selvom den­ne gen­re på ingen måde er den ene­ste eller den mest frem­træ­den­de inden for filo­so­fi­en, så er val­get af titel ikke desto min­dre en aner­ken­del­se af at til­hø­re en ærvær­dig tra­di­tion. En tra­di­tion, som for­fat­te­ren til Tractatus har til hen­sigt at sæt­te en stop­per for!

Det, vi som læse­re får lov­ning på med bogens titel, er alt­så en tekst, som vil beskæf­ti­ge sig syste­ma­tisk med sit emne. Og Tractatus leve­rer varen. Wittgensteins for­mel­le opbyg­ning af sin tekst, de nøg­ne ræk­ke­føl­ger af tal – 1, 1.1, 1.2, 1.2.2, 2 – har siden spredt sig som et myce­li­um gen­nem hele den aka­de­mi­ske ver­den. I dag er det en afhand­lings­struk­tur, der er så kendt og natur­lig, at ingen kan fore­stil­le sig, at den ikke altid har været der, som det stil­lads, der under­støt­ter vores uni­vers.

Alligevel skyl­des hypen omkring Tractatus ikke kun dens for­før­en­de stør­rel­se og strøm­li­ne­de design. Det skyl­des også dens særeg­ne kom­mu­ni­ka­tions­form. Selvom bogen kan siges at fal­de ind under begre­bet “kom­mu­ni­ka­tion”, er den, lige­som fil­men 2001, ken­de­teg­net ved en dyb stil­hed. Klare tan­ker, kor­te stac­ca­to-sæt­nin­ger og en streng logisk opbyg­ning. Der er en bjerg­ta­gen­de, tavs tom­hed over Tractatus, som der også er i man­ge af 2001’s sce­ner. Lyt til bogens før­ste sæt­nin­ger, til det øde uni­vers, de frem­ma­ner:

1.
Verden er alt, hvad der er til­fæl­det.
1.1.
Verden er sum­men af kends­ger­nin­ger, ikke af ting.
1.11.
Verden er bestemt ved kends­ger­nin­ger­ne og ved, at dis­se er alle kendsgerningerne.1Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus (København: Gyldendal, 1993), 37.

Måske er det den tom­hed, du er i efter en krig og et stort tab – som tabet af din bed­ste ven og kære­ste?

Dedikation

Lige efter tit­len infor­me­rer Wittgenstein os om et per­son­ligt tab. Bogen er dedi­ke­ret til en ven: “I min­det om min ven David H. Pinsent”. Pinset leve­de fra 1891–1918. Wittgenstein lær­te ham at ken­de i England på Cambridge Universitet, da “Pinset hav­de age­ret for­søgs­per­son i nog­le eks­pe­ri­men­ter, som Wittgenstein udfør­te i det psy­ko­lo­gi­ske labo­ra­to­ri­um”, som Ray Monk beret­ter i sin Wittgenstein-biografi.2Ray Monk, Geniets for­plig­tel­se (København: Gyldendal, 1995), 69. Desværre døde Pinset i en flyu­lyk­ke under Første Verdenskrig. De to ven­ner kæm­pe­de på hver deres side i kri­gen, og de var elsken­de i en tid, hvor man i England i man­ge år end­nu vil­le straf­fe homo­seksu­el­le som kri­mi­nel­le. Hvis læse­ren ikke på for­hånd har gjort sig bekendt med en Wittgenstein-bio­gra­fi, er det usand­syn­ligt, at ved­kom­men­de ved, hvem David H. Pincent var. Men det fak­tum, at han var vig­tig for Wittgenstein, står mejs­let sort på hvidt her på før­ste side.

Motto

Efter dedi­ka­tio­nen fin­der vi bogens mot­to (benævnt som et mot­to til glæ­de for even­tu­elt fatsva­ge læse­re, der ikke alle­re­de er ble­vet skræmt væk af tit­len). Det er taget fra den østrig­ske for­fat­ter Ferdinand Kürnberger (1821–1879).

Som en fan­fa­re prok­la­me­rer mot­to­et, at den­ne for­fat­ter ikke har til hen­sigt at væve rundt eller indi­rek­te nær­me sig sit emne som en anden Platon, Hegel eller Kierkegaard. Nej. Det her vil være kon­tant, lige på og hårdt fra begyn­del­sen:

Motto: … Og alt, hvad man ved, og ikke blot har hørt ras­len­de og brø­len­de, kan siges med tre ord.3Wittgenstein, Tractatus, 33.

Med det­te værk åbner Wittgenstein ikke op for en dia­log med sin læser. Når man læser tek­sten, så ser for­fat­te­ren ud til at slå ting fast for – måske end­da dik­te­re ting til – læse­ren. Wittgenstein angi­ver, hvor­dan tin­ge­ne, som en ube­stri­de­lig kends­ger­ning, er med ver­den. Og med spro­get. Med logik­ken. Med sel­vet. Med etik­ken, æste­tik­ken og end­da med “det mysti­ske”. Her bør vi lyt­te og tage ting ad notam, kræ­ves der.

Og her stø­der vi på et af de man­ge spørgs­mål, der har affødt hef­tig aka­de­misk debat: Hvorfor skrev Wittgenstein, som han gjor­de? Hvordan skal vi for­stå sæt­nin­ger­ne i Tractatus – hvad er deres sta­tus? Er de ord-sti­ger, der efter brug skal kastes bort som det rene vrøvl (dvs. når vi har ind­set deres menings­løs­hed)? Udtrykker de en teo­ri om sprog­lig mening – måske “bil­led­te­o­ri­en”? Eller er de pæda­go­gi­ske, heuri­sti­ske red­ska­ber, der er givet os i håbet om at oply­se os? Er sæt­nin­ger­nes funk­tion at være tera­pe­u­ti­ske?

Under min læs­ning af tek­sten træn­ger end­nu en tan­ke sig på: Er det en åben­ba­ring, jeg er vid­ne til? Er Tractatus’ bud­skab radi­kalt frem­med, lige­som impul­ser­ne udsendt fra den sor­te mono­lit på Månen i 2001, ræk­ken­de ud over vores kend­te filo­so­fi­ske og eti­ske hori­son­ter?

Forord

Forordet anty­der, at det fak­tisk er til­fæl­det, i hvert fald i for­fat­te­rens egen optik. De før­ste sæt­nin­ger lyder: “Denne bog vil anta­ge­lig kun bli­ve for­stå­et af den, der alle­re­de selv har tænkt de tan­ker, der udtryk­kes i den – eller lig­nen­de tan­ker. Det er alt­så ingen lære­bog. – Dens for­mål vil­le være opfyldt, hvis der blot var én per­son, som læste den med for­stå­el­se og som den bered­te en fornøjelse.”4Wittgenstein, Tractatus, 35.

Det er en bog, som skri­ben­ten for­ven­ter, at kun få af os for­står. Det er måske “En bog til alle og ingen”, som Nietzsches Also Sprach Zarathustra. Zarathustra, der efter ikke at have fun­det nogen ånds­fæl­ler i den­ne ver­den håber på, at frem­ti­di­ge gene­ra­tio­ner vil­le være i stand til at for­stå hans beret­nin­ger om Guds død, vilj­en til magt og mulig­he­den for det glæ­des­ful­de Übermensch.

Det, Wittgenstein vil (be)lære os om, er græn­ser­ne for, hvad der menings­fuldt kan udtryk­kes i spro­get: “Bogen vil alt­så dra­ge en græn­se for tænk­nin­gen, eller ret­te­re – ikke for tænk­nin­gen, men for tan­ker­nes udtryk”.5Wittgenstein, Tractatus, 35. Og sand­he­den af tan­ker­ne i bogen er i hans øjne “uan­gri­be­lig og defi­ni­tiv”. Forfatteren hæv­der, at han med den­ne afhand­ling har “løst pro­ble­mer­ne [i filo­so­fi­en] endegyldigt.”6Wittgenstein, Tractatus, 36.

Det må efter­la­de hans læse­re med den opga­ve at beun­dre hans præ­sta­tion, når de er fær­di­ge med at læse bogen. Måske end­da hvi­le lidt i den stil­hed, der også omslut­ter Keith Jarrett, idet han afslut­ter sin Köln-kon­cert – dér, lige før bifal­dets tor­den­regn fyl­der rum­met.

Men så, efter stil­he­den og efter bifal­det, må vi som læse­re efter­la­de bogen, på bor­det, på sto­len, på gul­vet og gå vide­re – mulig­vis ud for at give os i kast med de livspro­ble­mer der, som Wittgenstein selv påpe­ger i for­or­det, trods alt sta­dig er ulø­ste af hans arbej­de.

1. Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus (København: Gyldendal, 1993), 37.
2. Ray Monk, Geniets for­plig­tel­se (København: Gyldendal, 1995), 69.
3. Wittgenstein, Tractatus, 33.
4. Wittgenstein, Tractatus, 35.
5. Wittgenstein, Tractatus, 35.
6. Wittgenstein, Tractatus, 36.