Tractatus Logico-Philosophicus er et af de mest gådefulde værker i filosofihistorien, og det er ellers en tradition fuld af værker, der er berygtede for deres utilnærmelighed. Men Tractatus skiller sig ud, selv i selskab med det ekstraordinære.
Værket kan minde om den mystiske, sorte monolit, der bliver fundet på Månen i science fiction-filmen 2001: A Space Odyssey instrueret af Stanley Kubrick og skrevet af Kubrick og Arthur C. Clarke i 1968. Den massive monolits betydning forklares og forstås aldrig fuldt ud i filmen, og dens skræmmende poetiske kraft er derfor intakt ved filmens afslutning.
Det samme gælder Tractatus. Man kan selvfølgelig kaste sig ud i at forklare betydningen af værket, og mange lærde forskere har gjort netop det til stor glæde for hungrende horder af filosofistuderende. I årene efter bogens udgivelse i 1921 dominerede den læsning, der kaldes “The picture theory of meaning” (blandt andre fremført af Bertrand Russell). Den fortolkning blev udfordret af “The ineffabilist reading” (G.E.M. Anscombe, Peter Hacker), som så senere fik konkurrence fra “The resolute/therapeutic reading” (Silver Bronzo, Cora Diamond, James Conant). Det seneste skud på stammen i den evige stammekrig om totempælen Tractatus er den tolkningsteori, der kaldes “The elucidatory reading” (Marie McGinn, Daniel Hutto).
Alligevel er det, som om ingen af de vekslende og stadig mere sofistikerede fortolkninger indfanger tekstens ånd og mening helt. Fortolkningspuslespillet går aldrig rigtig op, der er altid et par brikker i overskud. Fortolkningsteorierne efterlader med andre ord altid en rest af filosofisk Unruhe. Men dermed bevarer Tractatus også sin mystik og strenge skønhed for kommende generationer.
I dén forstand er Tractatus en bog, man ikke kan nå til slutningen af, selv om den er hurtigt læst. I det her essay vil jeg heller ikke gøre forsøget. I stedet dvæler jeg ved dens begyndelse: det første møde med bogen, titlen, dedikationen, forordet og tekstens opsætning, da det er noget, filosoffer ofte flyver forbi i vores iver efter at nå frem til Hypotesen! Teorien! Konklusionen!
Størrelse, titel, opsætning
Det første, man bemærker ved Tractatus, er dens størrelse. Nærmere bestemt manglen på den. Bogen er en elegant size zero med håndterbare kurver, der forfører læseren til at undervurdere dybden og vanskeligheden ved dens indhold (forudsat altså, at rygterne ikke er nået frem til en, før man nærmede sig bogen i håbet om en lille liflig pause i filosofiens murstenspensum).
Men allerede titlen, Tractatus Logico-Philosophicus, giver et hint: Forfatteren er ikke interesseret i let smalltalk med almindelige mennesker. Bogen udkom i 1921, og alligevel er titlen på latin. Den kan oversættes til Logisk-filosofisk afhandling. Ifølge ordbogen Merriam-Webster er en afhandling “en skriftlig, systematisk redegørelse eller argumentation, der indeholder en metodisk diskussion af de involverede fakta og principper samt konklusioner, der nås gennem formel og systematisk behandling af et emne”. Vi får her også at vide, at ordet “tractatus” stammer fra det latinske ord “tractare”: at behandle, håndtere. Ordets første kendte anvendelse i betydningen “afhandling” er fra det 14. århundrede.
Filosofien rummer en lang og indflydelsesrig tradition for at skrive afhandlinger. Den byder f.eks. på Benedictus Spinozas Tractatus Theologico-Politicus fra 1670, John Lockes Two Treatises on Government fra 1689 og David Humes A Treatise of Human Nature fra 1739–40. Selvom denne genre på ingen måde er den eneste eller den mest fremtrædende inden for filosofien, så er valget af titel ikke desto mindre en anerkendelse af at tilhøre en ærværdig tradition. En tradition, som forfatteren til Tractatus har til hensigt at sætte en stopper for!
Det, vi som læsere får lovning på med bogens titel, er altså en tekst, som vil beskæftige sig systematisk med sit emne. Og Tractatus leverer varen. Wittgensteins formelle opbygning af sin tekst, de nøgne rækkefølger af tal – 1, 1.1, 1.2, 1.2.2, 2 – har siden spredt sig som et mycelium gennem hele den akademiske verden. I dag er det en afhandlingsstruktur, der er så kendt og naturlig, at ingen kan forestille sig, at den ikke altid har været der, som det stillads, der understøtter vores univers.
Alligevel skyldes hypen omkring Tractatus ikke kun dens forførende størrelse og strømlinede design. Det skyldes også dens særegne kommunikationsform. Selvom bogen kan siges at falde ind under begrebet “kommunikation”, er den, ligesom filmen 2001, kendetegnet ved en dyb stilhed. Klare tanker, korte staccato-sætninger og en streng logisk opbygning. Der er en bjergtagende, tavs tomhed over Tractatus, som der også er i mange af 2001’s scener. Lyt til bogens første sætninger, til det øde univers, de fremmaner:
1. Verden er alt, hvad der er tilfældet.
1.1. Verden er summen af kendsgerninger, ikke af ting.
1.11. Verden er bestemt ved kendsgerningerne og ved, at disse er alle kendsgerningerne.1Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus (København: Gyldendal, 1993), 37.
Måske er det den tomhed, du er i efter en krig og et stort tab – som tabet af din bedste ven og kæreste?
Dedikation
Lige efter titlen informerer Wittgenstein os om et personligt tab. Bogen er dedikeret til en ven: “I mindet om min ven David H. Pinsent”. Pinset levede fra 1891–1918. Wittgenstein lærte ham at kende i England på Cambridge Universitet, da “Pinset havde ageret forsøgsperson i nogle eksperimenter, som Wittgenstein udførte i det psykologiske laboratorium”, som Ray Monk beretter i sin Wittgenstein-biografi.2Ray Monk, Geniets forpligtelse (København: Gyldendal, 1995), 69. Desværre døde Pinset i en flyulykke under Første Verdenskrig. De to venner kæmpede på hver deres side i krigen, og de var elskende i en tid, hvor man i England i mange år endnu ville straffe homoseksuelle som kriminelle. Hvis læseren ikke på forhånd har gjort sig bekendt med en Wittgenstein-biografi, er det usandsynligt, at vedkommende ved, hvem David H. Pincent var. Men det faktum, at han var vigtig for Wittgenstein, står mejslet sort på hvidt her på første side.
Motto
Efter dedikationen finder vi bogens motto (benævnt som et motto til glæde for eventuelt fatsvage læsere, der ikke allerede er blevet skræmt væk af titlen). Det er taget fra den østrigske forfatter Ferdinand Kürnberger (1821–1879).
Som en fanfare proklamerer mottoet, at denne forfatter ikke har til hensigt at væve rundt eller indirekte nærme sig sit emne som en anden Platon, Hegel eller Kierkegaard. Nej. Det her vil være kontant, lige på og hårdt fra begyndelsen:
Motto: … Og alt, hvad man ved, og ikke blot har hørt raslende og brølende, kan siges med tre ord.3Wittgenstein, Tractatus, 33.
Med dette værk åbner Wittgenstein ikke op for en dialog med sin læser. Når man læser teksten, så ser forfatteren ud til at slå ting fast for – måske endda diktere ting til – læseren. Wittgenstein angiver, hvordan tingene, som en ubestridelig kendsgerning, er med verden. Og med sproget. Med logikken. Med selvet. Med etikken, æstetikken og endda med “det mystiske”. Her bør vi lytte og tage ting ad notam, kræves der.
Og her støder vi på et af de mange spørgsmål, der har affødt heftig akademisk debat: Hvorfor skrev Wittgenstein, som han gjorde? Hvordan skal vi forstå sætningerne i Tractatus – hvad er deres status? Er de ord-stiger, der efter brug skal kastes bort som det rene vrøvl (dvs. når vi har indset deres meningsløshed)? Udtrykker de en teori om sproglig mening – måske “billedteorien”? Eller er de pædagogiske, heuristiske redskaber, der er givet os i håbet om at oplyse os? Er sætningernes funktion at være terapeutiske?
Under min læsning af teksten trænger endnu en tanke sig på: Er det en åbenbaring, jeg er vidne til? Er Tractatus’ budskab radikalt fremmed, ligesom impulserne udsendt fra den sorte monolit på Månen i 2001, rækkende ud over vores kendte filosofiske og etiske horisonter?
Forord
Forordet antyder, at det faktisk er tilfældet, i hvert fald i forfatterens egen optik. De første sætninger lyder: “Denne bog vil antagelig kun blive forstået af den, der allerede selv har tænkt de tanker, der udtrykkes i den – eller lignende tanker. Det er altså ingen lærebog. – Dens formål ville være opfyldt, hvis der blot var én person, som læste den med forståelse og som den beredte en fornøjelse.”4Wittgenstein, Tractatus, 35.
Det er en bog, som skribenten forventer, at kun få af os forstår. Det er måske “En bog til alle og ingen”, som Nietzsches Also Sprach Zarathustra. Zarathustra, der efter ikke at have fundet nogen åndsfæller i denne verden håber på, at fremtidige generationer ville være i stand til at forstå hans beretninger om Guds død, viljen til magt og muligheden for det glædesfulde Übermensch.
Det, Wittgenstein vil (be)lære os om, er grænserne for, hvad der meningsfuldt kan udtrykkes i sproget: “Bogen vil altså drage en grænse for tænkningen, eller rettere – ikke for tænkningen, men for tankernes udtryk”.5Wittgenstein, Tractatus, 35. Og sandheden af tankerne i bogen er i hans øjne “uangribelig og definitiv”. Forfatteren hævder, at han med denne afhandling har “løst problemerne [i filosofien] endegyldigt.”6Wittgenstein, Tractatus, 36.
Det må efterlade hans læsere med den opgave at beundre hans præstation, når de er færdige med at læse bogen. Måske endda hvile lidt i den stilhed, der også omslutter Keith Jarrett, idet han afslutter sin Köln-koncert – dér, lige før bifaldets tordenregn fylder rummet.
Men så, efter stilheden og efter bifaldet, må vi som læsere efterlade bogen, på bordet, på stolen, på gulvet og gå videre – muligvis ud for at give os i kast med de livsproblemer der, som Wittgenstein selv påpeger i forordet, trods alt stadig er uløste af hans arbejde.
| 1. | Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus (København: Gyldendal, 1993), 37. |
| 2. | Ray Monk, Geniets forpligtelse (København: Gyldendal, 1995), 69. |
| 3. | Wittgenstein, Tractatus, 33. |
| 4. | Wittgenstein, Tractatus, 35. |
| 5. | Wittgenstein, Tractatus, 35. |
| 6. | Wittgenstein, Tractatus, 36. |