Såfremt vi faktisk tager det så alvorligt, som et spørgsmål om liv og død i sagens natur fordrer, må spørgsmålet om filosofiens eventuelle død begribes som et spørgsmål vedrørende den filosofiske undersøgelses fortsatte mulighed. Vi spørger således, om filosofien stadig besidder uindfriet potentialitet; om filosofien stadig evner at udfolde sig på en “levende” måde.
Uanset hvad et eventuelt svar på spørgsmålet så ellers måtte rumme, må det i sagens natur manifestere sig, ikke som en observation, en konstatering af et “sagligt forhold”, en polemisk gestus, eller som en endog nok så stærk intuition i den ene eller anden retning, men som et resultat af et genuint filosofisk forsøg. Spørgsmålets karakter, dets alvor og dets eksklusivt filosofiske relevans byder os med andre ord, at vi ikke nøjes med betragtningen af sagen på afstand, at vi afstår fra det dovne forhør hos mere eller mindre arbitrære eksterne autoriteter, ligesom hverken følelser eller en postuleret erfaring slår til. Vi må kaste os ud i filosofien selv og mærke, om den stadig er i live.
Denne indledende betragtning modificerer tilgangen til spørgsmålet på afgørende vis. Det følger nemlig, at spørgsmålet om filosofiens eventuelle død ikke efterspørger status på en fra os selv adskilt “disciplin”; filosofien er i dette tilfælde intet ydre, afgrænset “væsen”, der på nogen entydig måde giver livstegn fra sig uafhængigt af vort faktiske engagement i den. Her drejer det sig snarere om, hvorvidt vi som filosofisk undersøgende kan holde os i live i spørgsmålets nærvær; om den filosofiske undersøgelse viser sig levedygtig qua filosofi, eller om det allerede er for sent.
Den mulige død i praksis
At filosofien umuligt kan leve uden at blive praktiseret, og at den manglende praksis altså ækvivalerer døden, er åbenlyst. Af samme årsag vil en undvigelse fra den faktiske filosofiske undersøgelse i denne sammenhæng ikke alene være upassende, men en decideret indrømmelse til bedemændene og retsmedicinerne iblandt os; vi kan ikke forlade os på rygter eller skråsikre forsikringer om, at filosofien skam lever og har det godt andetsteds. Vi må opsøge filosofien selv og løbende tjekke vor egen puls, i og med vi helhjertet søger at udleve den i undersøgelsens udfoldelse.
Allerede her støder vi dog på en fundamental vanskelighed, for hvordan afklarer vi en mulighed, som i sagens natur hverken er givet eller udelukket, så vidt vi ved; men som stadig i sin faktiske enten-eller-realitet nødvendigvis er udslagsgivende for vort eget postulerede forehavende i udgangspunktet? Hvis filosofien er død, følger det jo som det berømte amen i kirken, at det filosofiske forsøg er dødfødt; og hvis forsøget er dødfødt, så kan det i sagens natur ikke fortælle os det fjerneste om filosofiens faktiske tilstand, da vi jo i så fald intet har med den levende filosofi at gøre. Vanskeligheden består med andre ord i, hvordan nærværende undersøgelse finder sikker grund under fødderne i forsøget på at udrede en sag, der måske allerede er afgjort definitivt, og hvis eventuelt allerede eksisterende afgørelse er af skæbnesvanger betydning for forsøgets egen legitimitet.
Vanskeligheden følger ingenlunde af en upassende undersøgelsesmetode; kilden til problemet er spørgsmålets egne implikationer: Hvis døden er indtruffet, er den sidste irreversible mulighed passeret; at spørgsmålet overhovedet opstilles, åbner for mulighedens eventuelle realitet; og endelig anvises filosofien altså som dødens eventuelle “sted”. På spørgsmålets foranledning at opspore og følge vejen mod dette “sted” er af samme årsag at risikere at løbe ind i, hvad der på engelsk så rammende kaldes for en “dead end”: en blindgyde, hvor prætentionen løber ud i det prætentiøse.
Selvom det filosofiske forsøg altså ikke rummer nogle iboende garantier, men snarere fra begyndelsen synes svøbt i adskillige lag af usikkerhed, vinder vi alligevel et vigtigt pejlemærke for den videre undersøgelsesgang ved at opholde os en stund ved denne konstatering alene: at der ultimativt ikke hersker nogen nødvendig sammenhæng mellem, hvad vi kalder for filosofi, og hvad filosofien i bund og grund er. Hvis filosofien med andre ord er død, gør det ingen forskel, om vi antager den for levende; og hvis den omvendt lever og har det godt, betyder det intet, om vi nok så højlydt proklamerer dens død. Vores mere eller mindre vellykkede selviscenesættelse som “filosoffer” gør ingen forskel i denne sammenhæng, da filosofien i sidste ende forholder sig ligegyldigt til, hvordan vores bestræbelser opfattes – af os selv eller af andre.
I lyset af distinktionen mellem filosofien som den kan opfattes på den ene side, og filosofien som den vitterligt er på den anden, er det åbenlyst, at undersøgelsen så vidt muligt må stræbe efter at tilnærme sig det sidste: Det er filosofiens liv og eventuelle død, der interesserer os; ikke om der er liv i diverse mere eller mindre rodfæstede forestillinger om den.
Alligevel kommer vi aldrig til hovedsagen uden at adressere forestillingerne om denne løbende, da disse i sagens natur er den eneste mulige kilde til uklarhed; hvis der ikke herskede divergerende opfattelser, ville sagen jo være ligetil. Selvom formuleringen af en “blot forestilling” om filosofien altså er ude af trit med undersøgelsens ultimative mål (at nå ind til filosofien selv), melder netop forestillingerne sig alligevel som vort eneste umiddelbart tilgængelige materiale; som det eneste vi reelt har at undersøge.
Men hvad konstituerer så “en forestilling om filosofien” i denne sammenhæng? Hvorhenne skal en sådan lokaliseres? Og hvordan skal vi udspørge og undersøge den for så vidt muligt at “nå bag om den” og ind til “sagens kerne”?
De filosofiske forestillinger
Til at begynde med må vi være varsomme med at forstå “den blotte opfattelse af filosofien” som noget rent eksternt; altså som noget, der primært besiddes af andre end os selv. For det første selvfølgelig fordi der kun er ringe risiko for at blive vildledt af fejlopfattelser, som vi helt umiddelbart genkender og udpeger hos vores næste; men tager vi spadestikket dybere, er sådanne idéer (“hvad de andre mener”) strengt taget slet ikke forestillinger om filosofien i en direkte forstand. Der er snarere tale om “forestillinger om forestillinger (om filosofien)”, dvs. vores egne idéer om, hvad andre mennesker (fejlagtigt) tror og mener. De forestillinger, der må udgøre undersøgelsens genuine materiale, må således være af en anden type; “noget”, der melder sig for os selv qua undersøgende, som vore egne forestillinger slet og ret.
Den alvorligste trussel mod vort forehavendes legitimitet stammer således fra eventuelle kimæriske opfattelser, der går upåagtet hen som “selvfølgelige”, “urokkelige” grundpræmisser for undersøgelsen selv. Samtidig er og bliver sådanne opfattelser imidlertid også vores eneste mulige undersøgelsesmateriale. Vi må derfor bestræbe os på den stadige refleksion over det filosofiske forsøgs udgangspunkt, og så meget desto mere hvis dette forskyder sig i løbet af undersøgelsens udfoldelse. Det kritisk-udadrettede blik er først berettiget, såfremt der hersker fuldstændig klarhed om vor egen positions muligheder og begrænsninger; og på undersøgelsens nuværende stade er det ingenlunde tydeligt, om en sådan position (“den genuine filosofiske betragtningsmåde”) overhovedet lader sig etablere: Filosofien er stadig måske-død.
At forsøget selv er et greb efter formuleringen af en måske-allerede-umuliggjort position, et forsøg hvis eneste mulige legitimitet hviler på den usikre positions faktiske (men uafklarede) realitet, bestemte vi netop ovenfor som undersøgelsens primære vanskelighed: En vanskelighed der er selve spørgsmålet om filosofiens eventuelle død iboende.
Efterspørger vi nu en mere præcis afgrænsning og specificering af denne vanskelighed (hvor stammer den fra?) med distinktionen mellem forestilling og realitet som rettesnor, kan vi som det første udelukke den binære proposition som suveræn kilde til vore kvaler, for denne er ikke til at misforstå: Filosofien er enten død eller levende; det “siger sig selv” i kraft af spørgsmålet. I stedet kan vi tage skridtet videre og sige, at vanskeligheden snarere består i afklaringen af, hvad det, der “siger sig selv”, så rent faktisk “siger”; om det ene eller det andet, mulighed A eller B, døden eller livet, så rent faktisk er tilfældet. Dette er ikke decideret forkert, men kalder stadig på yderligere uddybning; for afklaringens vanskelighed hænger nemlig ikke, som vi nu kunne forledes til at tro, på vor uigennemtrængelige uvidenhed om spørgsmålets endelige afgørelse, men snarere på den dertil komplementære viden om, at afgørelsens karakter (svøbt, som den er, i principiel uvished) er udslagsgivende for afklaringens egen mulighed og umulighed. Det er hverken, hvad vi ved, eller hvad vi ikke ved, der eksklusivt volder besvær, men netop det, vi ved, at vi ikke ved, nemlig at vi ved, at vi ikke ved det.
Vi aner groft sagt ikke, om vi overhovedet filosoferer; om betingelserne for et adækvat begreb om en filosofisk praksis overhovedet er tilgængelige; og alligevel gør vi forsøget og bestræber os i samme bevægelse på at danne begreb om, hvad et sådant forsøg implicerer.
For at holde sig i live i forlængelse af den således skitserede grundpræmis må undersøgelsen bevæge sig i mindst to retninger på én gang, for spørgsmålets karakter og fordrede filosofiske tilgang udelukker “tilsammen” enhver forestilling om undersøgelsesgangen som en entydig progression ud af uvishedens mørke og ind i den sikre videns stråleglans. I stedet opererer vi med noget så uhåndgribeligt som en mulig, dunkel, “underjordisk” forbindelse imellem selve undersøgelsesgangen (afklaringen) på den ene side og undersøgelsens endelige mål (afgørelsen) på den anden. Denne forbindelse mere end antyder, at undersøgelsesgangen selv ikke er definitivt afgrænset fra sin “genstand”, men at vi snarere med hhv. “afklaring” og “afgørelse” taler om to sider af samme sag; og at disse “to sider” altså ikke kan have karakter af i‑sig-selv hvilende “dele” af en teori “bag ved” undersøgelsen (i form af et entydigt skel mellem hhv. metode og genstandsområde). Den kategoriske skelnen, hvor “det, vi ved i forvejen”, udstikker sikre koordinater til, hvor og hvordan vi lokaliserer og erhverver “det, vi endnu ikke ved”, eksisterer i denne sammenhæng overhovedet ikke.
Spørgsmålet bliver nu, hvordan konstateringen af dette obskure komplementære forhold, hvor spørgsmålets afklaring i lige så høj grad synes at vokse ud af dets afgørelse som vice versa, påvirker den filosofiske fremgangsmåde. Er der overhovedet manøvrerum for en sådan specificering?
Den komplementære formulering
På den ene side synes undersøgelsen fanget i en meditativ-tautologisk kredsen om dødens fatale uvished, der af helt principielle årsager umuliggør ethvert “fremskridt”; vor manglende viden om spørgsmålets afgørelse (“undersøgelsens genstand”) intensiveres blot i skæbnesvanger potentialitet, desto mere vi lægger os dødens reelle mulighed på sinde. Denne kredsen manifesterer sig som en kritisk-refleksiv skepsis, der forfulgt til yderste konsekvens truer med at reducere undersøgelsen til den enerverende cirkulært-destruktive spørgen: “Eksisterer filosofien overhovedet? Og er dette overhovedet et filosofisk spørgsmål?”
Men på den anden side manifesterer formuleringen af den selvsamme kredsende bevægelse, at livet (dødens såkaldte “uforenelige modsætning”) er tilsvarende muligt; at livet er en eventualitet, der eksisterer side om side (men ingenlunde “ligestillet”) med dødens mulighed.
Selve konceptualiseringen (dvs. formuleringen, “sprogliggørelsen”) af den kritisk-refleksive skepsis implicerer nemlig en omhyggelig, gradvis graduering af uvisheden om sagens afgørelse. Stillet ansigt til ansigt med dødens eventualitet må den filosofiske undersøgelse altså nok anerkende sin egen grundpræmis som principielt uvis; men i den kvalificerende undersøgelse af uvishedens uudgrundelighed pibler en hel verden af små og store visheder frem mellem linjerne, og spørgsmålet melder sig nu, om disse visheder-i-uvisheden så de facto er filosofiske livstegn; vidnesbyrd om at undersøgelsen alligevel “har fat i noget”.
Ved udkrystalliseringen af denne mærkværdige, “symmetriske” tankefigur af gryende vished som en “vished om uvished”, der ekspanderer i begge retninger, synes undersøgelsen at etablere en sluttet horisont omkring sit eget potentielle udsigtspunkt. Men før vi bevæger os videre imod en så lidet muliggjort perspektivering, der på sin side må tjene til at afprøve undersøgelsens hypotetiske “relevans”, udgør den løbende afklarings nuværende plateau et nødvendigt pusterum, der passende kan rumme en summarisk oplistning af de foreløbige “resultater”. Følgende punkter tjener således den dobbelte funktion dels at fiksere den hidtidige undersøgelsesgang og dels at indskærpe en retning for det filosofiske forsøgs videre udfoldelse:
- Spørgsmålet om filosofiens eventuelle død stiller filosofien ansigt til ansigt med muligheden af sin egen allerede-væren-afsluttet; vi præsenteres således for den eventuelle mangel på fortsat potentiale for levende udfoldelse af en filosofisk undersøgelsesgang som sådan.
- Muligheden består i en definitiv enten-eller-realitet, der qua reelt spørgsmål må begribes som principielt uafklaret.
- Den principielt uafklarede enten-eller-realitet åbenbarer en transcendent “relation” mellem undersøgelsesgangen (afklaringen) og undersøgelsens genstand (afgørelsen): Den filosofi, der måske er “død i sig selv”, eksternt for undersøgelsen, må nødvendigvis også være død “i” undersøgelsen som filosofi, såfremt døden er tilfældet; men såfremt filosofien ikke er død, må den levende filosofi tilsvarende potentielt være til stede i hjertet af undersøgelsen selv.
- Det er dette eventuelle potentiale, som vi nu begriber i en dobbelt forstand; nemlig som spørgsmålets hhv. afklaring og afgørelse. Undersøgelsens “genstand” er således sammenfaldende med den principielle uvished, der udgør en grundpræmis for udfoldelsen af undersøgelsesgangen som sådan. Som “afklaring” formulerer vi uvisheden om vor “genstand” som “noget”, der (såfremt “det” overhovedet er…) i én eller anden forstand må være til stede i undersøgelsen; og som “afgørelse” forstår vi selvsamme uvished som “noget”, der ligger definitivt hinsides undersøgelsens udfoldelse alene, dvs. som “noget” definitivt andet og mere end den blotte undersøgelsesgang alene; “noget” der nødvendigvis enten må være eller ikke være.
Afklaringens mulighed (dvs. filosofiens stadige potentialitet, det eventuelle liv) er således kontinuerlig med afgørelsens nødvendighed. På den ene side determinerer afgørelsen afklaringens status ganske entydigt; men på den anden side er afklaringens grundpræmis, at afgørelsen her bliver formuleret som “noget” principielt endnu-uvist.
De to gensidigt udelukkende muligheder, “døden” og “livet”, må qua uvished bestå side om side i afklaringen, der vekselvis vægter dem imod hinanden; men i afgørelsen vil den ene mulighed nødvendigvis udelukke den anden i en absolut forstand. Hvis det sidste ikke var tilfældet, ville distinktionen mellem liv og død, filosofiens hhv. mulighed og umulighed, miste enhver begribelighed; men hvis afklaringen ikke vægter de gensidigt udelukkende muligheder som eventuelt-allerede-værende-tilfældet i én og samme bevægelse, er undersøgelsen de facto ophørt (eller alternativt: aldrig påbegyndt).
Afgørelsen rummer på sin side løftet om en endelig dom; et absolut “resultat” der én gang for alle åbenbarer undersøgelsens “værdi” og viser os, “hvad vi kan bruge den til”. Men såfremt undersøgelsen stadig er undervejs, er afgørelsen suspenderet in medias res. Dette betyder ikke, at afgørelsen hermed bliver til intet, men derimod at den “faktor”, der ultimativt bestemmer undersøgelsens faktiske filosofiske potentialitet, dvs. dens ultimative “væren-enten-levende-eller-død-filosofi”, er transcendent.
Når vi spørger, om vores filosofiske bestræbelser ultimativt er berettigede eller ej, stiller vi ingenlunde et meningsløst spørgsmål, da “det”, der skal levere stof til svaret (om svaret så måtte være positivt eller negativt), nødvendigvis må være til stede i undersøgelsen og i én eller anden forstand “kan læses ud af den”; men samtidig stiller vi et spørgsmål, som undersøgelsen umuligt kan give svar på “i og for sig selv”. Hvis vi altså her taler om en genuin filosofisk undersøgelse, må undersøgelsen være filosofi såvel i kraft af styrken i sin egen udfoldelse som i kraft af denne udfoldelses kontinuitet med noget andet og mere, der helt principielt falder hinsides, hvad vi kan begrebsliggøre eller overhovedet tænke inden for rammerne af undersøgelsen selv.
Helt formelt kan vi udtrykke dette forhold som følger: Hvis dette er filosofi, så må filosofien være noget andet og mere end dette alene. I mangel på bedre vil vi omtale denne formel som vor konklusion (med det nødvendige forbehold, at ordet i denne sammenhæng forstås definitivt foreløbigt). Og med vor konklusion in mente – en konklusion der vel at mærke ikke besidder nogen værdi eller mening som et løsrevet “resultat”, der kan dissocieres fra undersøgelsesgangen som sådan – vender vi os nu imod den lovede diskussion af undersøgelsens mere udadvendte “relevans”.
Perspektiver på undersøgelsens relevans
Nærværende skriv er (som læseren givet vil være bekendt med) udarbejdet som en del af en “filosofisk stafet”; Tidsskriftet Paradoks har udstedt en åben invitation til alle interesserede om at formulere en refleksion over spørgsmålet om filosofiens eventuelle død, og dette er blot ét af mange forsøg på at adressere spørgsmålet på en filosofisk meningsfuld måde. Ét kriterium for alle bidrag har været, at de forholder sig aktivt til mindst ét af de tidligere indlæg, og vi vil nu lade den således fordrede dialog udfolde sig som undersøgelsens anden halvdel, idet vi fremdrager og diskuterer vor konklusion i lyset af dét tidligere indlæg, der eksemplificerer den mest markante kontrast til nærværende indfaldsvinkel.
I “Filosofi i – og til – verden” formulerer professor i filosofi Vincent F. Hendricks et anderledes skarptskåret bud på, hvad der skal til for at sikre filosofiens fortsatte overlevelse. Hendricks’ idéer om hvad der må karakterisere fremtidens levende filosofi, kan opsummeres under følgende tre punkter:
- Filosofien skal være interdisciplinær og aktivt samarbejde med og lære af andre videnskaber.1Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶3.
- Filosofien skal tage socialt ansvar, skal adressere globale udfordringer såsom pandemier, klimaforandringer og ulighed og skal bidrage aktivt til at løse de problemer, der følger med sådanne.2Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶4.
- Filosofien skal fralægge sig alle aspirationer imod theoria; dvs. undlade at udlægge sig selv som en eksklusiv søgen efter sandhed uden om praktiske eller produktive hensyn.3Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11.
Det er åbenlyst, at disse tre pointer hænger snævert sammen: Filosofien skal være relevant og resultatorienteret, hvilket for Hendricks er det modsatte af at være prætentiøs og navlebeskuende; og med et polemisk bid, der er en dreven retoriker værdig, kobler Hendricks så disse sidstnævnte, lidet beundringsværdige kvaliteter op på det traditionelle begreb om den filosofiske praksis, theoria, der går hele vejen tilbage til Platon.
I lyset af strukturen i Hendricks’ argument vil vi her undlade at diskutere, hvordan Hendricks systematisk “glemmer” ethvert tilløb til egentlig refleksion over spørgsmålets implikationer for at hoppe direkte ind i dets afgørelse. Det synes jo at følge naturligt af Hendricks’ indfaldsvinkel, at en sådan refleksion kun kan være til skade for filosofien, og denne antagelse skal vi ikke lade ham ligge til last. I stedet nøjes vi med at adressere de tre pointer enkeltvist og udlægge dem i lyset af vor egen undersøgende tilgang, der om noget er præget af netop den kredsende refleksion, som Hendricks så eksplicit afviser.
I forhold til filosofiens interdisciplinære potentiale må vi forholde os principielt åbent. I lyset af vor konklusion, om at den filosofiske undersøgelse må være kontinuerlig med “noget andet og mere”, der principielt transcenderer undersøgelsen selv, kan vi jo ikke udelukke, at dette “andet og mere” også berører andre videnskaber og på sin egen måde gør sig gældende her. Dette forklarer da også, hvordan to af den danske filosofis vægtigste skikkelser i det 20. århundrede, Knud Ejler Løgstrup og Niels Bohr, kunne have hhv. teologi og fysik som hovedmetier og stadig præstere levende filosofi “på trods” heraf. Faktisk styrker det kun vores konklusion at konstatere, at filosofien kan holdes i live med god hjælp fra filosofisk inklinerede repræsentanter for andre videnskaber.
Hertil bør imidlertid anføres den historiske bemærkning, at filosofien ingenlunde er underlagt et videnskabeligt-disciplinært monopol. Som lektor Søren Gosvig Olesen pointerer i sit indlæg, er filosofien ganske hyppigt blevet holdt i live af filosoffer, der har tænkt og skrevet helt eller delvist uafhængigt af tidens videnskabeligt-akademiske institutioner.4Søren Gosvig Olesen, “Filosofien som institution og filosofien som tænkning”, Tidsskriftet Paradoks, 29. juli 2021, ¶17. Vores konklusion holder dette outsider-perspektiv tilsvarende åbent, hvor det hos Hendricks forbliver en blind vinkel: For du kan ikke arbejde interdisciplinært med mennesker, der ikke repræsenterer en prædefineret videnskabelig disciplin i nogen formel forstand. Hendricks’ filosofi udelukker med andre ord bidrag fra folk, der er institutionelt “usynlige”; men for vores vedkommende kan filosofien være i hænderne på enhver, der aktivt eksemplificerer en kontinuitet med “noget andet og mere” i vedkommendes filosofiske praksis, ligegyldigt hvilken ydre form denne eksemplificering så måtte antage.
Som sidste bemærkning til dette punkt skal der lyde det forbehold, at alt, hvad der går under den formelle betegnelse “videnskab”, ikke egner sig for filosofisk samarbejde af den grund alene; for selvom der givet findes videnskabsfolk inden for en bred vifte af discipliner, der er helt eller delvist filosofisk inklinerede, og som inkorporerer denne inklination aktivt i deres videnskabelige praksis, findes der utvivlsomt mange flere, der ikke besidder denne inklination overhovedet. Selvom potentialet for frugtbart samarbejde mellem filosoffer og videnskabsfolk af alle typer altså eksisterer i en meget bred forstand, bør det ikke forlede os til at tro, at de videnskabelige institutioner som sådan er principielt åbent land for filosofien; præcis ligesom vi bør vare os for at antage, at de “filosofiske institutioner” (universiteterne, “fagfællesskaberne”) varetager den levende filosofi, bare fordi de repræsenterer den formelt. Kontinuiteten med “noget andet og mere” kan kun eksistere i den praksis, der eksemplificerer den, og ingen institutioner har hverken monopol på eller kan stille garanti for denne. Det kan kun det filosofisk inklinerede individ; filosoffen selv i og med sin faktiske filosoferen.
En mulighed for theoria?
Hermed vender vi os mod fordringen om varetagelsen af filosofiens sociale ansvar; og igen må vi konstatere, at vor konklusion forholder sig principielt åben. Hvis den levende filosofi må være kontinuerlig med “noget andet og mere” end den konkrete filosofiske undersøgelsesgang, udelukker dette selvsagt ikke, at filosoffen tager socialt ansvar i og med sin praksis. Snarere synes konklusionen forsigtigt at antyde, at den genuine filosofi hverken skal – eller overhovedet kan – praktiseres på en uforsvarlig måde, da uansvarlighed i sig selv synes at implicere en destruktiv adfærd, der udfolder sig i diskontinuitet med netop “noget andet og mere end sig selv”.
Vi vægrer os imidlertid ved at acceptere en prædefineret skabelon for, præcis hvad social ansvarlighed implicerer. Sådanne reservationer har Hendricks ikke; her drejer det sig om at komme i gang med at få løst de globale problemer pronto. Om end denne iver for at gøre verden til et bedre sted måske nok er “sympatisk”, vidner den samtidig om en påfaldende mangel på refleksion over, om disse uhørt komplekse og mangefacetterede “problemstillinger” overhovedet lader sig forstå uden den tilbagetrukne og i sagens natur mere forsigtige kontemplation af deres diffuse oprindelsesmuligheder. I Hendricks’ verden er det eneste, der forhindrer filosofferne i at springe op af lænestolene og løse verdens problemer i en håndevending, tilsyneladende, at filosofferne ikke har besluttet sig for at gøre det endnu.
Men sæt at de efterspurgte bidrag til “løsninger på globale problemer” slet ikke er kontinuerlige med den betingelsesløse accept af deres gængse definitioner? Eller med en betingelsesløs samarbejdsvilje med de institutionelle kræfter, der allermest højlydt og med allerflest penge i ryggen proklamerer, at de arbejder “uselvisk” på at løse dem? Sæt at der er “noget andet og mere” på spil? Muligheden synes slet ikke at eksistere for den gode Vincent F. Hendricks!
For nærværende perspektiv er det netop dette, at den transcendente faktor (“noget andet og mere”) i den filosofiske praksis tilsyneladende er komplet usynlig for Hendricks, der ligger bag professorens indtrængende afvisning af theoria. Hendricks polemiserer mod en filosofisk praksis, der vender ryggen til virkeligheden, men kommer dermed til at konstruere sin egen rigide “definition” af virkeligheden som alternativ; en “virkelighed” der består af globale problemer på den ene side, af institutioner og discipliner der skal løse problemerne på den anden og derudover … ikke af så forfærdeligt meget “andet og mere”.
At filosofien forpligter sig betingelsesløst på denne “virkelighed” er groft sagt, hvad Hendricks mener, når han siger, at filosofien bør tage “socialt ansvar”. For vores part søger vi ikke at anfægte Hendricks’ opfattelse, men spørger blot forsigtigt (om end konsekvent), om muligheden for noget “andet og mere” måske alligevel stadig eksisterer; en virkelighed der ikke er færdigdefineret som “noget”, vi enten vender os definitivt hen imod eller væk fra, og hvor socialt ansvar ikke lader sig reducere til én af to muligheder.
Hvis “vores” mulighed er andet og mere end tom spekulation, har theoria måske stadig en levende rolle at spille for filosofien – og i så fald har vores undersøgelse måske haft fat i noget. Men hermed er vi tilbage ved det indledende spørgsmål, hvis ultimative afgørelse og betydning ligger definitivt hinsides, hvad vi kan udtale os om, og som vi af samme årsag kun kan besvare resolut med en principiel og indforstået tavshed.
1. | Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶3. |
2. | Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶4. |
3. | Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11. |
4. | Søren Gosvig Olesen, “Filosofien som institution og filosofien som tænkning”, Tidsskriftet Paradoks, 29. juli 2021, ¶17. |