• Print
Denne artikel er en del af serien “

Implikationer bag spørgsmålet om filosofiens død


25. august 2021

Såfremt vi fak­tisk tager det så alvor­ligt, som et spørgs­mål om liv og død i sagens natur for­drer, må spørgs­må­let om filo­so­fi­ens even­tu­el­le død begri­bes som et spørgs­mål ved­rø­ren­de den filo­so­fi­ske under­sø­gel­ses fort­sat­te mulig­hed. Vi spør­ger såle­des, om filo­so­fi­en sta­dig besid­der uind­fri­et poten­ti­a­litet; om filo­so­fi­en sta­dig evner at udfol­de sig på en “leven­de” måde.

Uan­set hvad et even­tu­elt svar på spørgs­må­let så ellers måt­te rum­me, må det i sagens natur mani­feste­re sig, ikke som en obser­va­tion, en kon­sta­te­ring af et “sag­ligt for­hold”, en pole­misk gestus, eller som en endog nok så stærk intu­i­tion i den ene eller anden ret­ning, men som et resul­tat af et genu­int filo­so­fisk for­søg. Spørgs­må­lets karak­ter, dets alvor og dets eks­klu­sivt filo­so­fi­ske rele­vans byder os med andre ord, at vi ikke nøjes med betragt­nin­gen af sagen på afstand, at vi afstår fra det dov­ne for­hør hos mere eller min­dre arbi­træ­re ekster­ne auto­ri­te­ter, lige­som hver­ken følel­ser eller en postu­le­ret erfa­ring slår til. Vi må kaste os ud i filo­so­fi­en selv og mær­ke, om den sta­dig er i live.

Den­ne ind­le­den­de betragt­ning modi­fi­ce­rer til­gan­gen til spørgs­må­let på afgø­ren­de vis. Det føl­ger nem­lig, at spørgs­må­let om filo­so­fi­ens even­tu­el­le død ikke efter­spør­ger sta­tus på en fra os selv adskilt “disci­plin”; filo­so­fi­en er i det­te til­fæl­de intet ydre, afgræn­set “væsen”, der på nogen enty­dig måde giver liv­s­tegn fra sig uaf­hæn­gigt af vort fak­ti­ske enga­ge­ment i den. Her dre­jer det sig sna­re­re om, hvor­vidt vi som filo­so­fisk under­sø­gen­de kan hol­de os i live i spørgs­må­lets nær­vær; om den filo­so­fi­ske under­sø­gel­se viser sig leve­dyg­tig qua filo­so­fi, eller om det alle­re­de er for sent.

Den muli­ge død i prak­sis

At filo­so­fi­en umu­ligt kan leve uden at bli­ve prak­ti­se­ret, og at den mang­len­de prak­sis alt­så ækvi­va­le­rer døden, er åben­lyst. Af sam­me årsag vil en und­vi­gel­se fra den fak­ti­ske filo­so­fi­ske under­sø­gel­se i den­ne sam­men­hæng ikke ale­ne være upas­sen­de, men en deci­de­ret indrøm­mel­se til bede­mæn­de­ne og rets­me­di­ci­ner­ne iblandt os; vi kan ikke for­la­de os på ryg­ter eller skråsik­re for­sik­rin­ger om, at filo­so­fi­en skam lever og har det godt andet­steds. Vi må opsø­ge filo­so­fi­en selv og løben­de tjek­ke vor egen puls, i og med vi hel­hjer­tet søger at udle­ve den i under­sø­gel­sens udfol­del­se.

Alle­re­de her stø­der vi dog på en fun­da­men­tal van­ske­lig­hed, for hvor­dan afkla­rer vi en mulig­hed, som i sagens natur hver­ken er givet eller ude­luk­ket, så vidt vi ved; men som sta­dig i sin fak­ti­ske enten-eller-rea­li­tet nød­ven­dig­vis er udslags­gi­ven­de for vort eget postu­le­re­de fore­ha­ven­de i udgangs­punk­tet? Hvis filo­so­fi­en er død, føl­ger det jo som det berøm­te amen i kir­ken, at det filo­so­fi­ske for­søg er død­født; og hvis for­sø­get er død­født, så kan det i sagens natur ikke for­tæl­le os det fjer­ne­ste om filo­so­fi­ens fak­ti­ske til­stand, da vi jo i så fald intet har med den leven­de filo­so­fi at gøre. Van­ske­lig­he­den består med andre ord i, hvor­dan nær­væ­ren­de under­sø­gel­se fin­der sik­ker grund under fød­der­ne i for­sø­get på at udre­de en sag, der måske alle­re­de er afgjort defi­ni­tivt, og hvis even­tu­elt alle­re­de eksi­ste­ren­de afgø­rel­se er af skæb­nesvan­ger betyd­ning for for­sø­gets egen legi­ti­mi­tet.

Van­ske­lig­he­den føl­ger ingen­lun­de af en upas­sen­de under­sø­gel­ses­me­to­de; kil­den til pro­ble­met er spørgs­må­lets egne impli­ka­tio­ner: Hvis døden er ind­truf­fet, er den sid­ste irre­ver­sib­le mulig­hed pas­se­ret; at spørgs­må­let over­ho­ve­det opstil­les, åbner for mulig­he­dens even­tu­el­le rea­li­tet; og ende­lig anvi­ses filo­so­fi­en alt­så som døde­ns even­tu­el­le “sted”. På spørgs­må­lets for­an­led­ning at opspo­re og føl­ge vej­en mod det­te “sted” er af sam­me årsag at risi­ke­re at løbe ind i, hvad der på engelsk så ram­men­de kal­des for en “dead end”: en blind­g­y­de, hvor præten­tio­nen løber ud i det præten­tiø­se.

Selv­om det filo­so­fi­ske for­søg alt­så ikke rum­mer nog­le ibo­en­de garan­ti­er, men sna­re­re fra begyn­del­sen synes svøbt i adskil­li­ge lag af usik­ker­hed, vin­der vi alli­ge­vel et vig­tigt pej­le­mær­ke for den vide­re under­sø­gel­ses­gang ved at ophol­de os en stund ved den­ne kon­sta­te­ring ale­ne: at der ulti­ma­tivt ikke her­sker nogen nød­ven­dig sam­men­hæng mel­lem, hvad vi kal­der for filo­so­fi, og hvad filo­so­fi­en i bund og grund er. Hvis filo­so­fi­en med andre ord er død, gør det ingen for­skel, om vi anta­ger den for leven­de; og hvis den omvendt lever og har det godt, bety­der det intet, om vi nok så højlydt prok­la­me­rer dens død. Vores mere eller min­dre vel­lyk­ke­de sel­vi­s­ce­ne­sæt­tel­se som “filo­sof­fer” gør ingen for­skel i den­ne sam­men­hæng, da filo­so­fi­en i sid­ste ende for­hol­der sig lige­gyl­digt til, hvor­dan vores bestræ­bel­ser opfat­tes – af os selv eller af andre.

I lyset af distink­tio­nen mel­lem filo­so­fi­en som den kan opfat­tes på den ene side, og filo­so­fi­en som den vit­ter­ligt er på den anden, er det åben­lyst, at under­sø­gel­sen så vidt muligt må stræ­be efter at til­nær­me sig det sid­ste: Det er filo­so­fi­ens liv og even­tu­el­le død, der inter­es­se­rer os; ikke om der er liv i diver­se mere eller min­dre rod­fæ­ste­de fore­stil­lin­ger om den.

Alli­ge­vel kom­mer vi aldrig til hoved­sa­gen uden at adres­se­re fore­stil­lin­ger­ne om den­ne løben­de, da dis­se i sagens natur er den ene­ste muli­ge kil­de til uklar­hed; hvis der ikke her­ske­de diver­ge­ren­de opfat­tel­ser, vil­le sagen jo være lige­til. Selv­om for­mu­le­rin­gen af en “blot fore­stil­ling” om filo­so­fi­en alt­så er ude af trit med under­sø­gel­sens ulti­ma­ti­ve mål (at nå ind til filo­so­fi­en selv), mel­der net­op fore­stil­lin­ger­ne sig alli­ge­vel som vort ene­ste umid­del­bart til­gæn­ge­li­ge mate­ri­a­le; som det ene­ste vi reelt har at under­sø­ge.

Men hvad kon­sti­tu­e­rer så “en fore­stil­ling om filo­so­fi­en” i den­ne sam­men­hæng? Hvor­hen­ne skal en sådan loka­li­se­res? Og hvor­dan skal vi udspør­ge og under­sø­ge den for så vidt muligt at “nå bag om den” og ind til “sagens ker­ne”?

De filo­so­fi­ske fore­stil­lin­ger

Til at begyn­de med må vi være var­som­me med at for­stå “den blot­te opfat­tel­se af filo­so­fi­en” som noget rent ekster­nt; alt­så som noget, der pri­mært besid­des af andre end os selv. For det før­ste selv­føl­ge­lig for­di der kun er rin­ge risi­ko for at bli­ve vild­ledt af fejl­op­fat­tel­ser, som vi helt umid­del­bart gen­ken­der og udpe­ger hos vores næste; men tager vi spa­destik­ket dybe­re, er sådan­ne idéer (“hvad de andre mener”) strengt taget slet ikke fore­stil­lin­ger om filo­so­fi­en i en direk­te for­stand. Der er sna­re­re tale om “fore­stil­lin­ger om fore­stil­lin­ger (om filo­so­fi­en)”, dvs. vores egne idéer om, hvad andre men­ne­sker (fejl­ag­tigt) tror og mener. De fore­stil­lin­ger, der må udgø­re under­sø­gel­sens genu­i­ne mate­ri­a­le, må såle­des være af en anden type; “noget”, der mel­der sig for os selv qua under­sø­gen­de, som vore egne fore­stil­lin­ger slet og ret.

Den alvor­lig­ste trus­sel mod vort fore­ha­ven­des legi­ti­mi­tet stam­mer såle­des fra even­tu­el­le kimæ­ri­ske opfat­tel­ser, der går upå­ag­tet hen som “selv­føl­ge­li­ge”, “urok­ke­li­ge” grund­præ­mis­ser for under­sø­gel­sen selv. Sam­ti­dig er og bli­ver sådan­ne opfat­tel­ser imid­ler­tid også vores ene­ste muli­ge under­sø­gel­ses­ma­te­ri­a­le. Vi må der­for bestræ­be os på den sta­di­ge reflek­sion over det filo­so­fi­ske for­søgs udgangs­punkt, og så meget desto mere hvis det­te for­sky­der sig i løbet af under­sø­gel­sens udfol­del­se. Det kri­tisk-udad­ret­te­de blik er først beret­ti­get, såfremt der her­sker fuld­stæn­dig klar­hed om vor egen posi­tions mulig­he­der og begræns­nin­ger; og på under­sø­gel­sens nuvæ­ren­de sta­de er det ingen­lun­de tyde­ligt, om en sådan posi­tion (“den genu­i­ne filo­so­fi­ske betragt­nings­må­de”) over­ho­ve­det lader sig etab­le­re: Filo­so­fi­en er sta­dig måske-død.

At for­sø­get selv er et greb efter for­mu­le­rin­gen af en måske-alle­re­de-umu­lig­gjort posi­tion, et for­søg hvis ene­ste muli­ge legi­ti­mi­tet hvi­ler på den usik­re posi­tions fak­ti­ske (men uaf­kla­re­de) rea­li­tet, bestem­te vi net­op oven­for som under­sø­gel­sens pri­mæ­re van­ske­lig­hed: En van­ske­lig­hed der er sel­ve spørgs­må­let om filo­so­fi­ens even­tu­el­le død ibo­en­de.

Efter­spør­ger vi nu en mere præ­cis afgræns­ning og spe­ci­fi­ce­ring af den­ne van­ske­lig­hed (hvor stam­mer den fra?) med distink­tio­nen mel­lem fore­stil­ling og rea­li­tet som ret­tes­nor, kan vi som det før­ste ude­luk­ke den binæ­re pro­po­si­tion som suveræn kil­de til vore kva­ler, for den­ne er ikke til at mis­for­stå: Filo­so­fi­en er enten død eller leven­de; det “siger sig selv” i kraft af spørgs­må­let. I ste­det kan vi tage skrid­tet vide­re og sige, at van­ske­lig­he­den sna­re­re består i afkla­rin­gen af, hvad det, der “siger sig selv”, så rent fak­tisk “siger”; om det ene eller det andet, mulig­hed A eller B, døden eller livet, så rent fak­tisk er til­fæl­det. Det­te er ikke deci­de­ret for­kert, men kal­der sta­dig på yder­li­ge­re uddyb­ning; for afkla­rin­gens van­ske­lig­hed hæn­ger nem­lig ikke, som vi nu kun­ne for­le­des til at tro, på vor uigen­nem­træn­ge­li­ge uvi­den­hed om spørgs­må­lets ende­li­ge afgø­rel­se, men sna­re­re på den der­til kom­ple­men­tæ­re viden om, at afgø­rel­sens karak­ter (svøbt, som den er, i prin­ci­pi­el uvis­hed) er udslags­gi­ven­de for afkla­rin­gens egen mulig­hed og umu­lig­hed. Det er hver­ken, hvad vi ved, eller hvad vi ikke ved, der eks­klu­sivt vol­der besvær, men net­op det, vi ved, at vi ikke ved, nem­lig at vi ved, at vi ikke ved det.

Vi aner groft sagt ikke, om vi over­ho­ve­det filo­so­fe­rer; om betin­gel­ser­ne for et adæ­kvat begreb om en filo­so­fisk prak­sis over­ho­ve­det er til­gæn­ge­li­ge; og alli­ge­vel gør vi for­sø­get og bestræ­ber os i sam­me bevæ­gel­se på at dan­ne begreb om, hvad et sådant for­søg impli­ce­rer.

For at hol­de sig i live i for­læn­gel­se af den såle­des skit­se­re­de grund­præ­mis må under­sø­gel­sen bevæ­ge sig i mindst to ret­nin­ger på én gang, for spørgs­må­lets karak­ter og for­dre­de filo­so­fi­ske til­gang ude­luk­ker “til­sam­men” enhver fore­stil­ling om under­sø­gel­ses­gan­gen som en enty­dig pro­g­res­sion ud af uvis­he­dens mør­ke og ind i den sik­re videns strå­leg­lans. I ste­det ope­re­rer vi med noget så uhånd­gri­be­ligt som en mulig, dun­kel, “underjor­disk” for­bin­del­se imel­lem sel­ve under­sø­gel­ses­gan­gen (afkla­rin­gen) på den ene side og under­sø­gel­sens ende­li­ge mål (afgø­rel­sen) på den anden. Den­ne for­bin­del­se mere end anty­der, at under­sø­gel­ses­gan­gen selv ikke er defi­ni­tivt afgræn­set fra sin “gen­stand”, men at vi sna­re­re med hhv. “afkla­ring” og “afgø­rel­se” taler om to sider af sam­me sag; og at dis­se “to sider” alt­så ikke kan have karak­ter af i‑sig-selv hvi­len­de “dele” af en teo­ri “bag ved” under­sø­gel­sen (i form af et enty­digt skel mel­lem hhv. meto­de og gen­stands­om­rå­de). Den kate­go­ri­ske skel­nen, hvor “det, vi ved i for­vej­en”, udstik­ker sik­re koor­di­na­ter til, hvor og hvor­dan vi loka­li­se­rer og erhver­ver “det, vi end­nu ikke ved”, eksi­ste­rer i den­ne sam­men­hæng over­ho­ve­det ikke.

Spørgs­må­let bli­ver nu, hvor­dan kon­sta­te­rin­gen af det­te obs­ku­re kom­ple­men­tæ­re for­hold, hvor spørgs­må­lets afkla­ring i lige så høj grad synes at vok­se ud af dets afgø­rel­se som vice ver­sa, påvir­ker den filo­so­fi­ske frem­gangs­må­de. Er der over­ho­ve­det manøv­re­rum for en sådan spe­ci­fi­ce­ring?

Den kom­ple­men­tæ­re for­mu­le­ring

På den ene side synes under­sø­gel­sen fan­get i en medi­ta­tiv-tau­to­lo­gisk kred­sen om døde­ns fata­le uvis­hed, der af helt prin­ci­pi­el­le årsa­ger umu­lig­gør ethvert “frem­skridt”; vor mang­len­de viden om spørgs­må­lets afgø­rel­se (“under­sø­gel­sens gen­stand”) inten­si­ve­res blot i skæb­nesvan­ger poten­ti­a­litet, desto mere vi læg­ger os døde­ns reel­le mulig­hed på sin­de. Den­ne kred­sen mani­feste­rer sig som en kri­tisk-reflek­siv skep­sis, der for­fulgt til yder­ste kon­se­kvens tru­er med at redu­ce­re under­sø­gel­sen til den ener­ve­ren­de cir­ku­lært-destruk­ti­ve spør­gen: “Eksi­ste­rer filo­so­fi­en over­ho­ve­det? Og er det­te over­ho­ve­det et filo­so­fisk spørgs­mål?”

Men på den anden side mani­feste­rer for­mu­le­rin­gen af den selv­sam­me kred­sen­de bevæ­gel­se, at livet (døde­ns såkald­te “ufor­e­ne­li­ge mod­sæt­ning”) er til­sva­ren­de muligt; at livet er en even­tu­a­li­tet, der eksi­ste­rer side om side (men ingen­lun­de “lige­stil­let”) med døde­ns mulig­hed.

Sel­ve kon­cep­tu­a­li­se­rin­gen (dvs. for­mu­le­rin­gen, “sprog­lig­gø­rel­sen”) af den kri­tisk-reflek­si­ve skep­sis impli­ce­rer nem­lig en omhyg­ge­lig, grad­vis gra­du­e­ring af uvis­he­den om sagens afgø­rel­se. Stil­let ansigt til ansigt med døde­ns even­tu­a­li­tet må den filo­so­fi­ske under­sø­gel­se alt­så nok aner­ken­de sin egen grund­præ­mis som prin­ci­pi­elt uvis; men i den kva­li­fi­ce­ren­de under­sø­gel­se af uvis­he­dens uud­grun­de­lig­hed pib­ler en hel ver­den af små og sto­re vis­he­der frem mel­lem linjer­ne, og spørgs­må­let mel­der sig nu, om dis­se vis­he­der-i-uvis­he­den så de facto er filo­so­fi­ske liv­s­tegn; vid­nes­byrd om at under­sø­gel­sen alli­ge­vel “har fat i noget”.

Ved udkrystal­li­se­rin­gen af den­ne mærk­vær­di­ge, “sym­me­tri­ske” tan­ke­fi­gur af gry­en­de vis­hed som en “vis­hed om uvis­hed”, der eks­pan­de­rer i beg­ge ret­nin­ger, synes under­sø­gel­sen at etab­le­re en slut­tet hori­sont omkring sit eget poten­ti­el­le udsigts­punkt. Men før vi bevæ­ger os vide­re imod en så lidet mulig­gjort per­spek­ti­ve­ring, der på sin side må tje­ne til at afprø­ve under­sø­gel­sens hypo­te­ti­ske “rele­vans”, udgør den løben­de afkla­rings nuvæ­ren­de pla­teau et nød­ven­digt puste­rum, der pas­sen­de kan rum­me en sum­ma­risk oplist­ning af de fore­lø­bi­ge “resul­ta­ter”. Føl­gen­de punk­ter tje­ner såle­des den dob­bel­te funk­tion dels at fik­se­re den hid­ti­di­ge under­sø­gel­ses­gang og dels at ind­skær­pe en ret­ning for det filo­so­fi­ske for­søgs vide­re udfol­del­se:

  1. Spørgs­må­let om filo­so­fi­ens even­tu­el­le død stil­ler filo­so­fi­en ansigt til ansigt med mulig­he­den af sin egen alle­re­de-væren-afslut­tet; vi præ­sen­te­res såle­des for den even­tu­el­le man­gel på fort­sat poten­ti­a­le for leven­de udfol­del­se af en filo­so­fisk under­sø­gel­ses­gang som sådan.
  2. Mulig­he­den består i en defi­ni­tiv enten-eller-rea­li­tet, der qua reelt spørgs­mål må begri­bes som prin­ci­pi­elt uaf­kla­ret.
  3. Den prin­ci­pi­elt uaf­kla­re­de enten-eller-rea­li­tet åben­ba­rer en trans­cen­dent “rela­tion” mel­lem under­sø­gel­ses­gan­gen (afkla­rin­gen) og under­sø­gel­sens gen­stand (afgø­rel­sen): Den filo­so­fi, der måske er “død i sig selv”, ekster­nt for under­sø­gel­sen, må nød­ven­dig­vis også være død “i” under­sø­gel­sen som filo­so­fi, såfremt døden er til­fæl­det; men såfremt filo­so­fi­en ikke er død, må den leven­de filo­so­fi til­sva­ren­de poten­ti­elt være til ste­de i hjer­tet af under­sø­gel­sen selv.
  4. Det er det­te even­tu­el­le poten­ti­a­le, som vi nu begri­ber i en dob­belt for­stand; nem­lig som spørgs­må­lets hhv. afkla­ring og afgø­rel­se. Under­sø­gel­sens “gen­stand” er såle­des sam­men­fal­den­de med den prin­ci­pi­el­le uvis­hed, der udgør en grund­præ­mis for udfol­del­sen af under­sø­gel­ses­gan­gen som sådan. Som “afkla­ring” for­mu­le­rer vi uvis­he­den om vor “gen­stand” som “noget”, der (såfremt “det” over­ho­ve­det er…) i én eller anden for­stand må være til ste­de i under­sø­gel­sen; og som “afgø­rel­se” for­står vi selv­sam­me uvis­hed som “noget”, der lig­ger defi­ni­tivt hin­si­des under­sø­gel­sens udfol­del­se ale­ne, dvs. som “noget” defi­ni­tivt andet og mere end den blot­te under­sø­gel­ses­gang ale­ne; “noget” der nød­ven­dig­vis enten må være eller ikke være.

Afkla­rin­gens mulig­hed (dvs. filo­so­fi­ens sta­di­ge poten­ti­a­litet, det even­tu­el­le liv) er såle­des kon­ti­nu­er­lig med afgø­rel­sens nød­ven­dig­hed. På den ene side deter­mi­ne­rer afgø­rel­sen afkla­rin­gens sta­tus gan­ske enty­digt; men på den anden side er afkla­rin­gens grund­præ­mis, at afgø­rel­sen her bli­ver for­mu­le­ret som “noget” prin­ci­pi­elt end­nu-uvist.

De to gen­si­digt ude­luk­ken­de mulig­he­der, “døden” og “livet”, må qua uvis­hed bestå side om side i afkla­rin­gen, der vek­sel­vis væg­ter dem imod hin­an­den; men i afgø­rel­sen vil den ene mulig­hed nød­ven­dig­vis ude­luk­ke den anden i en abso­lut for­stand. Hvis det sid­ste ikke var til­fæl­det, vil­le distink­tio­nen mel­lem liv og død, filo­so­fi­ens hhv. mulig­hed og umu­lig­hed, miste enhver begri­be­lig­hed; men hvis afkla­rin­gen ikke væg­ter de gen­si­digt ude­luk­ken­de mulig­he­der som even­tu­elt-alle­re­de-væren­de-til­fæl­det i én og sam­me bevæ­gel­se, er under­sø­gel­sen de facto ophørt (eller alter­na­tivt: aldrig påbe­gyndt).

Afgø­rel­sen rum­mer på sin side løf­tet om en ende­lig dom; et abso­lut “resul­tat” der én gang for alle åben­ba­rer under­sø­gel­sens “vær­di” og viser os, “hvad vi kan bru­ge den til”. Men såfremt under­sø­gel­sen sta­dig er under­vejs, er afgø­rel­sen sus­pen­de­ret in medi­as res. Det­te bety­der ikke, at afgø­rel­sen her­med bli­ver til intet, men der­i­mod at den “fak­tor”, der ulti­ma­tivt bestem­mer under­sø­gel­sens fak­ti­ske filo­so­fi­ske poten­ti­a­litet, dvs. dens ulti­ma­ti­ve “væren-enten-leven­de-eller-død-filo­so­fi”, er trans­cen­dent.

Når vi spør­ger, om vores filo­so­fi­ske bestræ­bel­ser ulti­ma­tivt er beret­ti­ge­de eller ej, stil­ler vi ingen­lun­de et menings­løst spørgs­mål, da “det”, der skal leve­re stof til sva­ret (om sva­ret så måt­te være posi­tivt eller nega­tivt), nød­ven­dig­vis må være til ste­de i under­sø­gel­sen og i én eller anden for­stand “kan læses ud af den”; men sam­ti­dig stil­ler vi et spørgs­mål, som under­sø­gel­sen umu­ligt kan give svar på “i og for sig selv”. Hvis vi alt­så her taler om en genu­in filo­so­fisk under­sø­gel­se, må under­sø­gel­sen være filo­so­fi såvel i kraft af styr­ken i sin egen udfol­del­se som i kraft af den­ne udfol­del­ses kon­ti­nu­i­tet med noget andet og mere, der helt prin­ci­pi­elt fal­der hin­si­des, hvad vi kan begrebs­lig­gø­re eller over­ho­ve­det tæn­ke inden for ram­mer­ne af under­sø­gel­sen selv.

Helt for­melt kan vi udtryk­ke det­te for­hold som føl­ger: Hvis det­te er filo­so­fi, så må filo­so­fi­en være noget andet og mere end det­te ale­ne. I man­gel på bed­re vil vi omta­le den­ne for­mel som vor kon­klu­sion (med det nød­ven­di­ge for­be­hold, at ordet i den­ne sam­men­hæng for­stås defi­ni­tivt fore­lø­bigt). Og med vor kon­klu­sion in men­te – en kon­klu­sion der vel at mær­ke ikke besid­der nogen vær­di eller mening som et løs­re­vet “resul­tat”, der kan dis­so­ci­e­res fra under­sø­gel­ses­gan­gen som sådan – ven­der vi os nu imod den love­de dis­kus­sion af under­sø­gel­sens mere udad­vend­te “rele­vans”.

Per­spek­ti­ver på under­sø­gel­sens rele­vans

Nær­væ­ren­de skriv er (som læse­ren givet vil være bekendt med) udar­bej­det som en del af en “filo­so­fisk sta­fet”; Tids­skrif­tet Para­doks har udstedt en åben invi­ta­tion til alle inter­es­se­re­de om at for­mu­le­re en reflek­sion over spørgs­må­let om filo­so­fi­ens even­tu­el­le død, og det­te er blot ét af man­ge for­søg på at adres­se­re spørgs­må­let på en filo­so­fisk menings­fuld måde. Ét kri­te­ri­um for alle bidrag har været, at de for­hol­der sig aktivt til mindst ét af de tid­li­ge­re ind­læg, og vi vil nu lade den såle­des for­dre­de dia­log udfol­de sig som under­sø­gel­sens anden halv­del, idet vi frem­dra­ger og dis­ku­te­rer vor kon­klu­sion i lyset af dét tid­li­ge­re ind­læg, der eksem­pli­fi­ce­rer den mest mar­kan­te kon­trast til nær­væ­ren­de ind­falds­vin­kel.

I “Filo­so­fi i – og til – ver­den” for­mu­le­rer pro­fes­sor i filo­so­fi Vin­cent F. Hen­dri­cks et ander­le­des skar­ptskå­ret bud på, hvad der skal til for at sik­re filo­so­fi­ens fort­sat­te over­le­vel­se. Hen­dri­cks’ idéer om hvad der må karak­te­ri­se­re frem­ti­dens leven­de filo­so­fi, kan opsum­me­res under føl­gen­de tre punk­ter:

  1. Filo­so­fi­en skal være inter­di­sci­pli­nær og aktivt sam­ar­bej­de med og lære af andre videnskaber.1Vin­cent F. Hen­dri­cks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, Tids­skrif­tet Para­doks, 1. juli 2021, ¶3.
  2. Filo­so­fi­en skal tage soci­alt ansvar, skal adres­se­re glo­ba­le udfor­drin­ger såsom pan­de­mi­er, kli­ma­for­an­drin­ger og ulig­hed og skal bidra­ge aktivt til at løse de pro­ble­mer, der føl­ger med sådanne.2Hendricks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, ¶4.
  3. Filo­so­fi­en skal fralæg­ge sig alle aspira­tio­ner imod the­o­ria; dvs. und­la­de at udlæg­ge sig selv som en eks­klu­siv søgen efter sand­hed uden om prak­ti­ske eller pro­duk­ti­ve hensyn.3Hendricks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, ¶11.

Det er åben­lyst, at dis­se tre poin­ter hæn­ger snæ­vert sam­men: Filo­so­fi­en skal være rele­vant og resul­ta­t­o­ri­en­te­ret, hvil­ket for Hen­dri­cks er det mod­sat­te af at være præten­tiøs og nav­le­be­sku­en­de; og med et pole­misk bid, der er en dre­ven reto­ri­ker vær­dig, kob­ler Hen­dri­cks så dis­se sidst­nævn­te, lidet beun­drings­vær­di­ge kva­li­te­ter op på det tra­di­tio­nel­le begreb om den filo­so­fi­ske prak­sis, the­o­ria, der går hele vej­en til­ba­ge til Pla­ton.

I lyset af struk­tu­ren i Hen­dri­cks’ argu­ment vil vi her und­la­de at dis­ku­te­re, hvor­dan Hen­dri­cks syste­ma­tisk “glem­mer” ethvert til­løb til egent­lig reflek­sion over spørgs­må­lets impli­ka­tio­ner for at hop­pe direk­te ind i dets afgø­rel­se. Det synes jo at føl­ge natur­ligt af Hen­dri­cks’ ind­falds­vin­kel, at en sådan reflek­sion kun kan være til ska­de for filo­so­fi­en, og den­ne anta­gel­se skal vi ikke lade ham lig­ge til last. I ste­det nøjes vi med at adres­se­re de tre poin­ter enkelt­vist og udlæg­ge dem i lyset af vor egen under­sø­gen­de til­gang, der om noget er præ­get af net­op den kred­sen­de reflek­sion, som Hen­dri­cks så eks­pli­cit afvi­ser.

I for­hold til filo­so­fi­ens inter­di­sci­pli­næ­re poten­ti­a­le må vi for­hol­de os prin­ci­pi­elt åbent. I lyset af vor kon­klu­sion, om at den filo­so­fi­ske under­sø­gel­se må være kon­ti­nu­er­lig med “noget andet og mere”, der prin­ci­pi­elt trans­cen­de­rer under­sø­gel­sen selv, kan vi jo ikke ude­luk­ke, at det­te “andet og mere” også berø­rer andre viden­ska­ber og på sin egen måde gør sig gæl­den­de her. Det­te for­kla­rer da også, hvor­dan to af den dan­ske filo­so­fis væg­tig­ste skik­kel­ser i det 20. århund­re­de, Knud Ejler Løgstrup og Niels Bohr, kun­ne have hhv. teo­lo­gi og fysik som hoved­me­ti­er og sta­dig præ­ste­re leven­de filo­so­fi “på trods” her­af. Fak­tisk styr­ker det kun vores kon­klu­sion at kon­sta­te­re, at filo­so­fi­en kan hol­des i live med god hjælp fra filo­so­fisk inkli­ne­re­de repræ­sen­tan­ter for andre viden­ska­ber.

Her­til bør imid­ler­tid anfø­res den histo­ri­ske bemærk­ning, at filo­so­fi­en ingen­lun­de er under­lagt et viden­ska­be­ligt-disci­pli­nært monopol. Som lek­tor Søren Gosvig Ole­sen poin­te­r­er i sit ind­læg, er filo­so­fi­en gan­ske hyp­pigt ble­vet holdt i live af filo­sof­fer, der har tænkt og skre­vet helt eller del­vist uaf­hæn­gigt af tidens viden­ska­be­ligt-aka­de­mi­ske institutioner.4Søren Gosvig Ole­sen, “Filo­so­fi­en som insti­tu­tion og filo­so­fi­en som tænk­ning”, Tids­skrif­tet Para­doks, 29. juli 2021, ¶17. Vores kon­klu­sion hol­der det­te out­si­der-per­spek­tiv til­sva­ren­de åbent, hvor det hos Hen­dri­cks for­bli­ver en blind vin­kel: For du kan ikke arbej­de inter­di­sci­pli­nært med men­ne­sker, der ikke repræ­sen­te­rer en præ­de­fi­ne­ret viden­ska­be­lig disci­plin i nogen for­mel for­stand. Hen­dri­cks’ filo­so­fi ude­luk­ker med andre ord bidrag fra folk, der er insti­tu­tio­nelt “usyn­li­ge”; men for vores ved­kom­men­de kan filo­so­fi­en være i hæn­der­ne på enhver, der aktivt eksem­pli­fi­ce­rer en kon­ti­nu­i­tet med “noget andet og mere” i ved­kom­men­des filo­so­fi­ske prak­sis, lige­gyl­digt hvil­ken ydre form den­ne eksem­pli­fi­ce­ring så måt­te anta­ge.

Som sid­ste bemærk­ning til det­te punkt skal der lyde det for­be­hold, at alt, hvad der går under den for­mel­le beteg­nel­se “viden­skab”, ikke egner sig for filo­so­fisk sam­ar­bej­de af den grund ale­ne; for selv­om der givet fin­des viden­skabs­folk inden for en bred vif­te af disci­pli­ner, der er helt eller del­vist filo­so­fisk inkli­ne­re­de, og som inkorpo­re­rer den­ne inkli­na­tion aktivt i deres viden­ska­be­li­ge prak­sis, fin­des der utvivl­s­omt man­ge fle­re, der ikke besid­der den­ne inkli­na­tion over­ho­ve­det. Selv­om poten­ti­a­let for frugt­bart sam­ar­bej­de mel­lem filo­sof­fer og viden­skabs­folk af alle typer alt­så eksi­ste­rer i en meget bred for­stand, bør det ikke for­le­de os til at tro, at de viden­ska­be­li­ge insti­tu­tio­ner som sådan er prin­ci­pi­elt åbent land for filo­so­fi­en; præ­cis lige­som vi bør vare os for at anta­ge, at de “filo­so­fi­ske insti­tu­tio­ner” (uni­ver­si­te­ter­ne, “fag­fæl­les­ska­ber­ne”) vare­ta­ger den leven­de filo­so­fi, bare for­di de repræ­sen­te­rer den for­melt. Kon­ti­nu­i­te­ten med “noget andet og mere” kan kun eksi­ste­re i den prak­sis, der eksem­pli­fi­ce­rer den, og ingen insti­tu­tio­ner har hver­ken monopol på eller kan stil­le garan­ti for den­ne. Det kan kun det filo­so­fisk inkli­ne­re­de indi­vid; filo­sof­fen selv i og med sin fak­ti­ske filo­so­fe­ren.

En mulig­hed for the­o­ria?

Her­med ven­der vi os mod for­drin­gen om vare­ta­gel­sen af filo­so­fi­ens soci­a­le ansvar; og igen må vi kon­sta­te­re, at vor kon­klu­sion for­hol­der sig prin­ci­pi­elt åben. Hvis den leven­de filo­so­fi må være kon­ti­nu­er­lig med “noget andet og mere” end den kon­kre­te filo­so­fi­ske under­sø­gel­ses­gang, ude­luk­ker det­te selvsagt ikke, at filo­sof­fen tager soci­alt ansvar i og med sin prak­sis. Sna­re­re synes kon­klu­sio­nen for­sig­tigt at anty­de, at den genu­i­ne filo­so­fi hver­ken skal – eller over­ho­ve­det kan – prak­ti­se­res på en ufor­svar­lig måde, da uansvar­lig­hed i sig selv synes at impli­ce­re en destruk­tiv adfærd, der udfol­der sig i dis­kon­ti­nu­i­tet med net­op “noget andet og mere end sig selv”.

Vi væg­rer os imid­ler­tid ved at accep­te­re en præ­de­fi­ne­ret ska­be­lon for, præ­cis hvad soci­al ansvar­lig­hed impli­ce­rer. Sådan­ne reser­va­tio­ner har Hen­dri­cks ikke; her dre­jer det sig om at kom­me i gang med at få løst de glo­ba­le pro­ble­mer pron­to. Om end den­ne iver for at gøre ver­den til et bed­re sted måske nok er “sym­pa­tisk”, vid­ner den sam­ti­dig om en påfal­den­de man­gel på reflek­sion over, om dis­se uhørt kom­plek­se og man­ge­facet­te­re­de “pro­blem­stil­lin­ger” over­ho­ve­det lader sig for­stå uden den til­ba­ge­truk­ne og i sagens natur mere for­sig­ti­ge kon­tem­p­la­tion af deres dif­fu­se oprin­del­ses­mu­lig­he­der. I Hen­dri­cks’ ver­den er det ene­ste, der for­hin­drer filo­sof­fer­ne i at sprin­ge op af læne­sto­le­ne og løse ver­dens pro­ble­mer i en hån­de­ven­ding, til­sy­ne­la­den­de, at filo­sof­fer­ne ikke har beslut­tet sig for at gøre det end­nu.

Men sæt at de efter­s­purg­te bidrag til “løs­nin­ger på glo­ba­le pro­ble­mer” slet ikke er kon­ti­nu­er­li­ge med den betin­gel­ses­lø­se accept af deres gængse defi­ni­tio­ner? Eller med en betin­gel­ses­løs sam­ar­bejds­vil­je med de insti­tu­tio­nel­le kræf­ter, der aller­mest højlydt og med aller­f­lest pen­ge i ryg­gen prok­la­me­rer, at de arbej­der “usel­visk” på at løse dem? Sæt at der er “noget andet og mere” på spil? Mulig­he­den synes slet ikke at eksi­ste­re for den gode Vin­cent F. Hen­dri­cks!

For nær­væ­ren­de per­spek­tiv er det net­op det­te, at den trans­cen­den­te fak­tor (“noget andet og mere”) i den filo­so­fi­ske prak­sis til­sy­ne­la­den­de er kom­plet usyn­lig for Hen­dri­cks, der lig­ger bag pro­fes­sorens ind­træn­gen­de afvis­ning af the­o­ria. Hen­dri­cks pole­mi­se­rer mod en filo­so­fisk prak­sis, der ven­der ryg­gen til vir­ke­lig­he­den, men kom­mer der­med til at kon­stru­e­re sin egen rigi­de “defi­ni­tion” af vir­ke­lig­he­den som alter­na­tiv; en “vir­ke­lig­hed” der består af glo­ba­le pro­ble­mer på den ene side, af insti­tu­tio­ner og disci­pli­ner der skal løse pro­ble­mer­ne på den anden og der­u­d­over … ikke af så for­fær­de­ligt meget “andet og mere”.

At filo­so­fi­en for­plig­ter sig betin­gel­ses­løst på den­ne “vir­ke­lig­hed” er groft sagt, hvad Hen­dri­cks mener, når han siger, at filo­so­fi­en bør tage “soci­alt ansvar”. For vores part søger vi ikke at anfæg­te Hen­dri­cks’ opfat­tel­se, men spør­ger blot for­sig­tigt (om end kon­se­kvent), om mulig­he­den for noget “andet og mere” måske alli­ge­vel sta­dig eksi­ste­rer; en vir­ke­lig­hed der ikke er fær­dig­de­fi­ne­ret som “noget”, vi enten ven­der os defi­ni­tivt hen imod eller væk fra, og hvor soci­alt ansvar ikke lader sig redu­ce­re til én af to mulig­he­der.

Hvis “vores” mulig­hed er andet og mere end tom spe­ku­la­tion, har the­o­ria måske sta­dig en leven­de rol­le at spil­le for filo­so­fi­en – og i så fald har vores under­sø­gel­se måske haft fat i noget. Men her­med er vi til­ba­ge ved det ind­le­den­de spørgs­mål, hvis ulti­ma­ti­ve afgø­rel­se og betyd­ning lig­ger defi­ni­tivt hin­si­des, hvad vi kan udta­le os om, og som vi af sam­me årsag kun kan besva­re reso­lut med en prin­ci­pi­el og ind­for­stå­et tavs­hed.