Diskursanalyse handler i udgangspunktet om at analysere, hvordan forskellige problematikker italesættes sprogligt. Uden at reducere den diskursanalytiske tradition alt for voldsomt – en tradition, der trækker på mange forskellige filosofiske og metodiske strømninger – kan man med en vis ret hævde, at diskursanalysen ofte trækker stærkt på Michel Foucaults tidlige forfatterskab og hans analyser af et spændingsfelt mellem sproglig praksis og den virkelighed, som den sproglige praksis retter sig mod. Om dette skriver Foucault i Vidensarkæologien:
.[J]eg ville gerne vise, at diskursen ikke er en tynd kontakt eller sammenføjningsflade mellem en realitet og et sprog, et leksikons indvikling i en erfaring; jeg ville gerne vise med nogle præcise eksempler, at man ved at analysere selve diskurserne ser det tilsyneladende så stærke greb mellem ordene og tingene løsne sig og afgive en helhed af regler, som er særlige for den diskursive praksis. […] “Ordene og tingene”, det er den – seriøse – titel på et problem; det er den – ironiske – titel på det arbejde, som modificerer problemets form, forskyder dets data og i sidste ende åbenbarer en helt anden opgave. En opgave, som består i ikke – længere – at behandle diskursen som nogle helheder af tegn (betydende elementer, der viser tilbage til nogle indhold eller repræsentationer), men som nogle praksisser, som systematisk danner de objekter, de taler om. Diskurserne udgøres bestemt af tegn; men det, de gør, er noget mere end at bruge disse tegn til at betegne tingene…1Michel Foucault, Vidensarkæologien, overs. Mogens Chrom Jacobsen (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2005), 95–96.
Det her bragte citat er langt, men tager man dets indhold i betragtning alligevel imponerende kort. I citatet sætter Foucault rammerne for en forståelse af diskursiv sproganalyse, som udspringer af, at sprog og objekt ikke kan adskilles, samtidig med at det alligevel er nødvendigt at fastholde distinktionen. Samtidig får han påpeget, at det egentligt interessante for diskursanalysen ikke er selve forholdet mellem betegner og betegnet, men nok så meget den praksis, som spændingsfeltet (mellem ord og objekt) muliggør og fastholder.
Fra dette udgangspunkt har diskursanalysen siden taget utallige veje.2På dansk bl.a. beskrevet i Marianne Winther Jørgensen & Louise Phillips, Diskursanalyse som teori og metode. (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 1999). I herværende sammenhæng vil jeg fokusere på citatets afsluttende invitation til at reflektere over forholdet mellem diskurs og magt. En invitation, der også kan lede flere veje. Inden for de diskursanalytiske tilgange skelner man således ofte mellem beskrivende og kritisk diskursanalyse – altså om diskursanalysen primært kan og skal gøre os klogere på de faktiske diskurser, eller om den også kan bidrage med kritiske refleksioner over mulige alternative italesættelser.
Når jeg i denne tekst vil vise, hvordan tavsheden kan bruges i diskursanalysen, er det oplagt at fokusere på diskursanalysen som kritisk praksis, eftersom tavsheden (som jeg vil vise i det følgende) i forhold til diskursen netop peger på noget, der ligger uden for diskursens umiddelbare horisont – samtidig med at diskursen faktisk netop funderes af dette udenfor. Derfor kan man også med nogen ret betragte det følgende som et supplement til Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse,3Se bl.a. Norman Fairclough, Discourse and Social Change (Cambridge, UK; Cambridge, MA: Polity Press, 1992); Norman Fairclough, Language and power, Third edition (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2015). der netop bruger den kritiske diskursanalyse til at reflektere over udfordringer ved gældende diskurser.
Mere konkret vil jeg i herværende tekst bygge videre på Faircloughs arbejde med at metodologisere diskursanalysen. Set fra et foucaultsk perspektiv er der ganske vist en række problemer ved dette. Foucault selv afviste at lade sig forpligte af metodiske rammer, og i et diskursanalytisk perspektiv giver dette god mening, da metodiske greb i en vis forstand kan ses som indførelsen af et slags “diskursivt regime” i refleksions- og undersøgelsesdesignet. Fra et praktisk (og også fra et kvantitativt videnskabeligt) synspunkt har metodologiseringen imidlertid en række fordele. Dels i form af en overskuelighed i anvendelsen og dels i form af muligheden for at udstrække ensartede metodiske greb over store datamængder.
Modsætningen mellem den ønskede pragmatiske nytte, der ligger i metodologiseringen, og den refleksive dybde, der kunne ligge i at holde sig fri af samme, kan ikke umiddelbart undgås. En måde at håndtere udfordringen kan imidlertid være vedvarende at udfordre, nuancere og variere metoderne. I forlængelse af et længere forskningsprojekt, hvor jeg filosofisk opsøger måder, hvorpå tavshed er konstitutiv for diskursive praksisser i offentligheden, vil jeg i det følgende give et bud på, hvordan disse indsigter kan bringes i spil i en diskursanalytisk kontekst. Jeg vil argumentere for, at fordelen ved at bringe et tavshedsfokus ind i den metodologiserede diskursanalyse er, at tavsheden i sig selv modsætter sig den fastfrysning, som ligger latent i metodologiseringen, fordi tavsheden peger ind i en aporetisk (uomgængelig og uløselig) problematik.
Den produktive tavshed
Som en kort indledning til disse forslag, er det på sin plads at redegøre lidt for den grundlæggende tilgang til tavsheden, som det følgende vil bygge på. Når jeg i det følgende skriver om tavsheden, handler det i første omgang om et fravær af kommunikation, hvor der kunne have været kommunikation. Tavsheden er i en vis forstand det, der ligger uden for sproget, men som alligevel (vil det vise sig) peger ind i sproget på en konstitutiv måde.
Dette er, indrømmet, en meget bred definition. Det er imidlertid delvist tilsigtet, da det netop vil blive en pointe, at tavsheden i en vis forstand unddrager sig en klar definition – eller mere præcist at den peger på en række forhold, der grunder den sproglige artikulation, samtidig med at den forhindrer en sproglig stabilitet, da grunden viser sig at være grundlæggende problemfyldt. Helt overordnet opsummeret: Tavsheden grunder det kommunikerede ved netop ikke selv at blive kommunikeret.
At beskæftige sig filosofisk med tavsheden er dermed udfordret af, at det er umuligt at artikulere tavsheden uden at ophæve den. Trods disse udfordringer er det imidlertid vigtigt alligevel at gøre forsøget, da vi ellers risikerer at havne i en forsimplet opfattelse af tavshedens betydning. Min egen motivation for at dykke ind i problematikken er således, at jeg ønsker at nuancere en grundlæggende fordom i megen demokratisk teori, hvor tavsheden ses som en fjende for de demokratiske mekanismer, idet den menes at forhindre en oplyst offentlig udveksling, hvor borgere klædes på til at udøve deres demokratiske pligter, og de demokratiske repræsentanter får føling med den folkelige opinion. For at undgå, at tavsheden tager overhånd, indtænkes derfor forskellige former for frihedsrettigheder (i hvert fald i vestlige demokratier) som en garant for et minimum af offentlig meningsudveksling. Det drejer sig typisk om ytrings‑, informations- og pressefrihed, ofte suppleret med forsamlingsfrihed, retssikkerhed, (grader af) offentlighed i forvaltningen, uddannelsesinstitutioner og medier.
Af historiske årsager er det vanskeligt at afvise vigtigheden af ovennævnte rettigheder og institutioner – bl.a. med henvisning til at de modvirker uheldige former for tavshed. Denne rigtige tanke må imidlertid suppleres med sin modsætning, nemlig at de offentlige udvekslinger samtidig forudsætter tavshed. Som jeg vil vise herunder, er tavsheden nemlig i første omgang konstitutiv for kommunikativ udveksling. Har vi ikke blik for, at tavsheden også er med til at sikre den demokratiske kommunikation, risikerer vi, at den kommunikative udveksling ender med at gå i tomgang.
For at bære denne pointe frem trækker jeg bl.a. på tanker af Jacques Derrida og Martin Heidegger. Pointen kan grundlæggende opsummeres i dels en sproglig og dels en social dimension. For det første gælder, at tavsheden muliggør, at man sprogligt kan udpege (fremhæve) noget som signifikant. Den sproglige udpegning forudsætter, at et bestemt aspekt af verden bringes frem i lyset som påtrængende, opmærksomhedsværdigt på bekostning af alle mulige andre aspekter, som må forblive tavse, således at det signifikante kan træde frem.
For det andet gælder det, at kommunikation forudsætter, at der både er en talende og en tavs aktør involveret. Et sprogligt udsagn bliver kun til en kommunikativ handling, hvis det i en eller anden forstand retter sig mod (mindst) en anden, der forholder sig til det sagte – og i kommunikativ forstand må sidstnævnte forholde sig (i det mindste midlertidigt) tavs.
Kommunikation funderes altså grundlæggende gennem (mindst) to former for tavshed: (a) den tavshed, der pålægges det ikke-italesatte; (b) den lyttendes tavshed.
Disse pointer trækker jeg ud af en læsning af Heidegger og Derridas tanker om sprog og tavshed. Fordelen ved at fokusere på netop deres analyser af tavsheden er, at de demonstrerer, hvordan tavshedens funderende rolle i den diskursive rammesætning er grundlæggende ustabil. I forhold til at bringe disse analyser ind i den diskursanalytiske sammenhæng er denne ustabilitet attraktiv, fordi den modvirker den fastfrysende effekt, som ovenfor blev fremhævet som en svaghed ved en metodologiseret diskursanalyse. Når Heidegger og Derrida analyserer tavshedens virkemåde, er det karakteristisk, at det altid sker gennem mekanismer eller tankefigurer, der ikke “går op”. I herværende artikel vil jeg primært trække på Derridas analyser af det kommunikative forholds aporetiske karakter (uddybes nedenfor).
Tavsheden muliggør kommunikativ udveksling ved at være en ugrundet grund for den. Den kommunikative relation bygger på en række funderingsspring – dvs. funderende distinktioner eller udgrænsninger, der ikke i sig selv er funderede (Heidegger bruger det tyske Ursprung, der etymologisk indeholder både funderingen og springet). Disse funderingsspring udspringer selv af en række aporetiske udfordringer, som de kommunikerende er nødt til at håndtere (for så vidt der overhovedet skal opstå en kommunikativ relation), men som ikke kan løses tilfredsstillende. For at komme videre fra denne umulige nødvendighed må aporien bringes til tavshed, samtidig med at den tages alvorligt. Pointen med de metodiske refleksioner senere i herværende artikel er, at vi ved at rette blikket mod den tavshed, der muliggør diskurserne, kan få blik for de aporetiske funderingsspring, der danner et grundende/grundlæggende udgangspunkt for eksisterende diskurser, hvorved det også bliver muligt at reflektere over dem og deres utilstrækkelighed. I denne mulighed ligger et kritisk potentiale.
Overført til de ovenfor nævnte aspekter ved tavsheden gælder det på den ene side, at (a) de til tavshed bragte dimensioner eller aspekter etablerer, hvad der er relevant og væsentligt, uden at tavshedsgørelsen dog i sig selv kan begrundes som værende relevant eller væsentlig. Den grundende skillelinje mellem det fremhævede og det tavshedsgjorte vil altid være grundløs (medmindre naturligvis det tavshedsgjorte italesættes og derved trækkes ud af tavsheden).
På den anden side har det kommunikerede sin grund i (b) en relation til den tavse Anden, der både er nødt til at være radikalt og begrænset åben. Fordringen om radikal åbenhed grunder i, at selvet kun kan udfordres af det kommunikerede, for så vidt det lader sig påvirke af det fremmede som værende fremmed. Kommunikation forudsætter fremmedhed: Jeg har ingen grund til at lytte til den anden, hvis jeg regner med, at den anden kun siger noget, jeg selv tænker. Men jeg har heller ingen grund til at lytte, hvis ikke jeg mener, at det fremmede angår mig som noget, jeg må lade mig udfordre af. Jo mere jeg lukker af for denne åbenhed, des mindre kommunikativ bliver relationen. Tanken vil blive udfoldet i de kommende refleksioner over legitimitet. Den radikale åbenhed bliver imidlertid udfordret af, at der heller ingen kommunikation kommer i stand, hvis den kommunikerende opløser sig selv. Kravet om radikal åbenhed skal balanceres med et modsat krav om begrænset åbenhed – den talende er nødt til at hævde en grad af autonomi, som sætter grænser for, hvad der sættes på spil i kommunikationen. Normerne for denne umulige nødvendighed kan af den grund heller ikke endeligt begrundes, men er alligevel funderende for de mulige kommunikative relationer, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.
Analyser af denne grundlæggende ustabilitet er givende i forhold til et kritisk diskursanalytisk ærinde, da en bevidstgørelse om de grundlæggende funderingsspring og deres grundløshed gør det muligt at se diskursens ustabile grundlag og reflektere over, hvordan man alternativt kunne gribe dem an.
Heidegger og Derrida griber det an på to ret forskellige måder, og det vil føre for vidt at redegøre for hele kompleksiteten i deres analyser. I resten af herværende tekst vil jeg derfor fokusere på et af de diskursanalytiske greb, som jeg mener, Derrida inviterer til, nemlig en refleksion over legitimitetsstrukturers aporetiske konstitution – et aspekt i den kommunikative relation, hvor både den sproglige (a) og sociale (b) tavshed er på spil.
Legitimitet: Om at hindre den anden i at eliminere os selv
For at flytte ovenstående ind i en refleksion over legitimitet kan det være nyttigt at vende sig mod Derridas læsning af Emmanuel Lévinas.4Som den findes i Jacques Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, Incises (Paris: Galilée, 1997). Normer for legitimitet er naturligvis afgørende for den kommunikative relation, idet legitimitet sætter rammerne for, hvordan vi lader den anden angå os. Hvis vi tillægger den anden en høj grad af legitimitet, vil vi afficeres stærkere af vedkommende, hvorimod mindre legitime aktører påvirker os mindre, fordi vi ikke anerkender deres relevans. Samtidig medfører de samme normer også, at ikke alle tillægges den samme grad af legitimitet. Hvis jeg f.eks. anser den andens vidensniveau for afgørende, vil uvidende personer have et mindre potentiale til at kunne udfordre mig. Mine normer for et højt vidensniveau vil derfor bringe den udfordring, der kunne komme fra personer med et lavt vidensniveau, til tavshed.
I en med- og modlæsning af Lévinas’ teori om forholdet mellem selvet og den anden påpeger Derrida, at både selvet og den anden funderes i en gæstfri relation mellem vært og gæst, hvor selvet dannes ved at bringe sig selv til tavshed, således at man kan invitere den anden indenfor. Dog vel at mærke ikke til et idyllisk fællesskab. Den gæstfrie invitation består i at invitere den anden indenfor på en måde, så den anden ultimativt kan destruere det sted, der inviteres til.
Pointen er her, at selvet kun opstår, for så vidt at der findes noget uden for selvet, der ikke selv er selvet, noget, som selvet kan henholdsvis lykkes eller fejle over for. Man kan imidlertid kun lykkes eller fejle, hvis det andet angår én som noget andet end én selv. Den anden må altså inviteres til at være noget, der angår én, men netop angår én som noget, der ikke kan kontrolleres. Jo mere man kontrollerer det fremmede, des mindre evner det fremmede at være fremmed og dermed definerende for selvet ved dets andethed. Derfor ender Derrida også med at karakterisere denne situation som en uløselig gidselsituation.5Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, 102. Refleksioner over legitimitet er afgørende her. Pointen med ovenstående er, at normer for legitimitet afgør, hvor åbent vi inviterer den anden til at være en gæst, der dels er med til at grunde vores eget selv, samtidig med at den anden også kan eliminere os. Normerne for legitimitet rummer således både en åbenhed over for den anden, samtidig med at det bringer den anden til en vis tavshed. Den rette balance mellem åbenhed og tavshed er en aporetisk udfordring, som ikke kan løses uproblematisk. Jo mere vi eliminerer den andens relevans, des mere reducerer vi os selv – samtidig med at en radikal åbenhed også rummer truslen om selvelimination.
Retfærdigheden som en umulig afgørelse
Ved at reflektere over normer for legitimitet bliver det således muligt at få blik for, hvordan eksisterende diskursers indlejring i sådanne normer både rummer en åbning og en bringen til tavshed. Dette kalder Derrida en aporetisk struktur. Derrida giver ikke selv en indgangsvinkel til specifikt at analysere normer for legitimitet, men det vil i det følgende blive vist, at en analysemodel fra hans udlægning af forholdet mellem retfærdighed og normer for ret kan overføres på normer for legitimitet.
Det aporetiske fundament for retfærdigheden blev af Derrida primært analyseret i foredraget Force de Loi (oprindelig holdt i 1989) og bogen Spectres de Marx (1993). I Derridas optik er det vigtigt at skelne mellem på den ene side retfærdighed som impuls eller fænomen og på den anden side de formulerede love, regler og rettigheder, som skal realisere og muliggøre retfærdigheden. Det kan i en vis forstand koges ned til, at de formulerede love, regler og rettigheder har deres gyldighed, for så vidt at de yder retfærdighed. Retfærdigheden er i en overfladisk forstand rettens telos. Man kan sige, at retfærdigheden er det åbne spørgsmål til formulerede love, regler og rettigheder: Er de gode nok? Opnår vi retfærdighed gennem de gældende regler? Hvis ikke, må reglerne ændres. Regler kan ikke legitimere sig selv, men må altid stå til ansvar over for, om de også i det konkrete faktisk yder retfærdighed. Når vi således i mange samfund eksempelvis har en grad af privat ejendomsret, skyldes det, at det kan vises, at det i én eller anden forstand giver et mere retfærdigt samfund. Og når de faktiske regler for ejendomsret jævnligt udfordres, f.eks. af skatter, ekspropriation og udefrakommende regler om, hvad man må bruge sin ejendom til, skyldes det, at det er blevet vist, at en absolut privat ejendomsret har nogle uheldige virkninger. De fleste er f.eks. nok enige om, at mit ejerskab af en kniv ikke giver mig ret til at gå og stikke i folk med den.
I dette perspektiv er retfærdigheden altid konkret og singulær, hvorimod reglerne er almene eller generelle – retfærdigheden er det påtrængende spørgsmål i konkrete situationer til, om de generelle regler, der fungerer ved at fremhæve bestemte aspekter, nu også er tilstrækkelige og relevante:
Hvordan forliges retfærdighedens handling, som altid angår noget særligt, individer, grupper, uerstattelige eksistenser, den anden eller mig som anden, i en unik situation, med reglen, normen, eller et retfærdighedens imperativ, der nødvendigvis har en generel form, selv om denne generalitet foreskriver en anvendelse, som hver gang skal være specifik?6Jacques Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, i Lov og litteratur, red. Karen-Margrethe Simonsen, Helle Porsdam & Henrik Skov Nielsen, overs. Rolf Reitan (Aarhus Universitetsforlag, 2007), 226.
Retfærdighed og ret kan altså ikke forenes, men de kan heller ikke adskilles. Dette opstår der en række aporetiske spændinger ud af. Blandt disse vil jeg her fokusere på det, som Derrida kalder “det uafgørliges spøgelse”. Det uafgørliges spøgelse handler om, at for at retfærdigheden kan få en virkning, er man nødt til at beslutte en form for retfærdigheden, men at en sådan beslutten altid er umulig:
Uafgørlig er erfaringen af det, som skønt fremmed, heterogent i det kalkulerbares og reglens orden, alligevel må […] give sig i kast med den umulige afgørelse, idet det tager højde for reglen og retten.7Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, 239.
I eksemplet ovenfor med den private ejendomsret er det således åbenlyst, at retfærdigheden kunne føre til en pacificering af sig selv, hvis man lod den råde uendeligt. Enhver endelig udformning af ejendomsretten kan kritiseres ud fra en uendeligt konkret retfærdighed, eftersom man altid ville kunne forestille sig konkrete situationer, hvor en besluttet form for ejendomsret kunne være problematisk. Hvis man imidlertid uendeligt tilpasser retten til retfærdighedens kald i alle situationer, mister den sin bestandighed/almenhed og dermed tilregnelighed. En ejendomsret, som man ikke kender den endelige udformning af, har således ingen værdi for konkrete aktører.
Det er derfor nødvendigt, at der besluttes en form for ret eller normativitet, som gælder, og som har en vis bestandighed – også selv om en sådan beslutten egentlig reducerer og forhindrer retfærdighedens fulde realisering. I denne forstand er retfærdigheden en aporetisk opgave – en opgave, der er lige så nødvendig og uomgængelig, som den er umulig.
Beslutten handler med andre ord om at bringe aspekter i verden til tavshed. Men for at den kan blive virksom, må den også bringe den bagvedliggende apori til tavshed. Den grundende beslutten sætter en mulighed, der samtidig peger væk fra sin egen paradoksalitet og ind i en pragmatisk anvendelighed. Ved for eksempel at beslutte normer for ejendomsret lægges der nogle normer ud på verden, der giver konkrete hændelser en betydning ved at blive trukket frem som enten inden for eller uden for de gældende normer, en betydning, der skal tages hånd om gennem regulering. For at kunne fungere regulerende er det imidlertid afgørende, at normerne anerkendes ubetvivleligt. Vi kan kun sende folk i fængsel, hvis vi ikke faktisk er i tvivl om, at den private ejendomsret i dens konkrete form er retfærdig. Retsnormernes pragmatiske anvendelighed forudsætter derfor, at det tilgrundliggende uafgørliges spøgelse i praksis er bragt til tavshed.
Spørgsmålet er så, hvordan vi får bragt dette i tale igen.
Operationaliseret refleksion over normer for legitimitet
I forholdet mellem retfærdigheden og normer for retten er der således et uløseligt spændingsfelt, der blandt andet kan artikuleres som det uafgørliges spøgelse, altså at der skal træffes en afgørelse omkring noget, der ikke kan afgøres – men at denne beslutten også altid vil hjemsøges af sin uafgørlighed, af sin aporetiske struktur. I forhold til de tidligere refleksioner over legitimiteten kan denne pointe oversættes til, at vi for at kunne invitere eller møde den anden som én, der kan destruere os selv, er nødt til at sætte nogle grænser for den andens andethed – nogle grænser, der samtidig reducerer, stækker eller uniformerer den andens væsentlighed eller udfordring, hvorved vi også reducerer os selv. Gæstfriheden handler netop om at bringe os selv til tavshed, så vi kan lade os angå af den fremmede, og ramler derfor ind i dette uløselige problem. Vi er nødt til også at bringe den anden til tavshed ved at sætte grænser for gæstfriheden. Vi er nødt til at etablere former (normer) for legitimitet, som vi vil lade den anden angå os gennem. I anden sammenhæng taler Derrida om, at vi opsætter normer for tolerance.8Jürgen Habermas, Jacques Derrida & Giovanna Borradori, Philosophy in a time of terror: Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida (Chicago: University of Chicago Press, 2003). Problemet med dette er imidlertid, at jo flere grænser vi sætter for den anden, des mere uklare bliver selvets egne grænser. Vi risikerer altså også at udslette os selv, des mere vi sætter grænser for, hvor fremmed den anden og det andet må være for os.
Dette fører med andre ord frem mod en ny aporetisk udfordring, der er hjemsøgt af det uafgørliges spøgelse. Normer for legitimitet afgør, i hvilken forstand vi lader den anden angå os i den kommunikative interaktion. Jeg kan altid afvise den andens udsagn, indvendinger, information osv. ved at afvise at anerkende den andens ret til at stå bag det fremførte. Lidt mindre radikalt kan jeg “tage det med et gran salt”, jeg kan trække på smilebåndet, jeg kan være overbærende, jeg kan blive forarget osv. Eller hvis jeg tilkender den anden en stærk legitimitet, kan jeg tage det mere alvorligt og lade mig anfægte af det.9I klassisk (Aristoteles-inspireret) retorisk teori ville man her givetvis tale om ethos.
Refleksioner over de interpersonlige forhold er naturligvis ikke fremmede for traditionelle diskursanalytiske tilgange. F.eks. analyserer Fairclough forhold som høflighed og ethos,10Norman Fairclough, Discourse and Social Change, 138–144. der naturligvis også er afgørende faktorer for den legitimitet, som kommunikative bidrag tilskrives. Med fokuseringen på legitimitetens aporetiske fundering kommer analysen imidlertid til at tage nogle nye retninger, idet den vil fokusere på, hvordan tavshed er med til at muliggøre, at de eksisterende normer for legitimitet kommer i stand. Denne nye tilgang vil derfor foregå ved at spørge ind til det til tavshed bragte spøgelse, det uafgørlighedens spøgelse, der muliggør, at den anden kan inviteres til at angå én i en reduceret form. Det er tavshedens produktive kraft, der skal drages frem i lyset, således at den kan gøres til udgangspunkt for en kritisk refleksion ved at fremvise diskursens grundløse grund.
I et forsøg på at tilbyde et operationaliserbart bud på, hvordan en sådan diskursanalyse kunne tage form, vil jeg foreslå, at man tilgår problematikken gennem følgende spørgeramme:
- Hvordan tænkes den anden som legitimt påtrængende?
- Hvordan er aktørers legitimitet reduceret i den implicerede opfattelse? Og/eller: Hvordan er aktørers legitimitet skabt ved, at noget er bragt til tavshed?
- På hvilken måde rummer de implicerede normer for legitimitet en tavs aporetisk utilpassethed i forhold til de konkrete sammenhænge?
Spørgsmål (1) kunne være en del af en almindelig deskriptiv diskursanalyse. Spørgsmål (2) rummer en kritisk impuls, som kunne være en naturlig del af en traditionel kritisk diskursanalyse. Allerede i den traditionelle diskursanalyse ligger en søgen efter en tavshed, der gør diskursen mulig. Spørgsmål (3) rummer imidlertid en søgen ind mod en aporetisk knude i selve diskursen, en søgen ind til et punkt, der i en vis forstand kan tænkes som diskursens arnested (eller i hvert fald ét af diskursens arnesteder).
Denne spørgen søger ind til en beslutten, der har muliggjort, at diskursen kan komme i gang, men også en beslutten, der bliver usynlig, i takt med at den fremspringende normativitet viser sig pragmatisk succesfuld. Pointen er her, at selvom legitimiteten er grundet på en bagvedliggende tavshed, så er dette ikke i sig selv kritisabelt. At have normer for legitimitet, der ikke er grundet på tavshed, er ikke muligt – hvis man fjerner én tavshed, indfører man blot en anden. Det følger af den aporetiske struktur. Men den aporetiske struktur inviterer til en refleksion over, om den gældende tavshed er rimelig, relevant og/eller problematisk. Metodologisk set rummer denne spørgen ganske vist en ensretning (hvorfor er det lige præcis legitimiteten, der skal spørges til?), men ved at have trukket det aporetiske fundament frem i lyset vil de resulterende diskurser vanskeligt kunne vinde ubetvivlelig hegemonisk tilslutning.
For at vise spørgerammens brugbarhed, vil jeg i det følgende give et bud på, hvordan den kan vise sig frugtbar i en konkret sammenhæng. Jeg vil tage udgangspunkt i klimadebatten, som den i 2018–19 tog sig ud med Greta Thunberg som et afgørende omdrejningspunkt.
Thunberg versus Kjærsgaard
I 2018 og 2019 optrådte den svenske klimaaktivist Greta Thunberg flere gange som taler ved topmøder arrangeret eller initieret af FN. At dette kunne ske er markant – selvom det dog ikke er uden fortilfælde.11F.eks. talte Severn Cullis-Suzuki ved FN’s Rio topmøde i 1992, ligesom der også er visse paralleller til Malala Yousafzais tale ved FN i juli 2013. Taleretten i sådanne sammenhænge vil man typisk tildele til meget indflydelsesrige politikere, embedsmænd eller forskere med en markant viden. Man kan sige, at for at få sådan en plads skal man almindeligvis være en voksen, kompetent og indflydelsesrig person. I formel forstand var Greta Thunberg ingen af delene. Ganske vist var hun efterhånden blevet indflydelsesrig på et uformelt plan gennem den mediebevågenhed, som hun var genstand for, men også denne indflydelsesrigdom var paradoksal, for hvad grundede den egentlig på?
Hvad var Greta Thunbergs legitimitet? Hvis man skærer det helt ind til benet, så var hun et lidt usædvanligt barn, der gik i folkeskole, var bekymret for varslede klimaændringer og derfor havde siddet foran Riksdagen i Stockholm med et skilt, hvorpå der stod “Skolstrejk för klimatet”.
Den 24. maj 2019 skrev daværende formand for folketinget, Pia Kjærsgaard på Twitter:
.[…] Greta Thunberg. En pige med en alvorlig diagnose, som vi lørdag skal følge dagen igennem. […] Måske skulle vi bare lade hende være barn?12Pia Kjærsgaaard (@Pia_Kjaersgaard), Twitter, 24. maj 2019.
Pia Kjærsgaard fokuserer således på Thunbergs alder og psykiske konstitution. Senere samme år udtalte Greta Thunberg ved en tale holdt ved FN’s Climate Action Summit:
This is all wrong. I shouldn’t be up here. I should be back in school on the other side of the ocean. Yet you all come to us young people for hope. How dare you! You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. People are suffering. People are dying. Entire ecosystems are collapsing. […] For more than 30 years, the science has been crystal clear. […] You say you hear us and that you understand the urgency. But no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that. Because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.13Tale holdt ved FN’s “Climate Action Summit” i New York d. 23. september 2019. Citeret fra “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. september 2019.
Hvilket (sammen med andre ting) fik Pia Kjærsgaard til at udbryde:
Det er gået langt over gevind med Greta Thunberg. Nu må det være nok. […] Jeg vil ikke belæres af en meget vred 16-årig pige, der faktisk burde passe sin skole og komme tilbage til sin barndom. […] Vi er alle sammen optagede af klimaet, og nu gider vi simpelthen ikke at høre på hende mere, når hun heller ikke selv kan finde ud af, hvordan vi skal agere.14Julie Dalgas, “Pia Kjærsgaard i stormvejr efter tweet om Greta Thunberg: ‘Jeg bliver så træt af det belærende vrede barn’ ”, Berlingske, 30. december 2019.
Skåret ind til benet kan man sige, at ovenstående indlæg er en forhandling af legitimitet. Kjærsgaard fokuserer på, at Thunberg er et barn, hvorfor hun søger at balancere mellem moderlig omsorg (“lade hende være barn”) og strenghed (“burde passe sin skole”). Givet Thunbergs alder vurderes hun af Kjærsgaard til ikke at være kompetent til at vurdere politiske udfordringer. I forhold til denne traditionelle forståelse af legitimitet er det således åbenlyst, at Thunbergs stemme ikke burde kunne udfordre dem, som hun taler til.
Så langt i analysen er der endnu ikke stor forskel på de to stemmer. Thunberg lægger ud med den samme pointe som Kjærsgaard om, at netop fordi Thunberg er et barn, burde det ikke være hendes stemme, der skulle udgøre omdrejningspunktet for håb. Børn er ikke-kompetente sammenlignet med voksne og burde have lov til at nyde deres barndom i fred. De er således enige om, at legitimitet afgøres af alder, som kobles til kompetence. Børn er i udgangspunktet ikke kompetente, de skal hjælpes. Voksne skal drage omsorg for, at børn kan vokse op i en god verden.
Der er naturligvis uenighed mellem Thunberg og Kjærsgaard, men ikke i forhold til de grundlæggende normer for legitimitet. Svaret på det første analysespørgsmål ovenfor er således, at man bliver legitimt påtrængende, for så vidt man er voksen og dermed har indsigt i tingene. Det er og har børn ikke.
Netop denne enighed er motoren for deres uenighed. Thunbergs kritik drejer sig om, at de voksne ikke lever op til deres kompetence. Kjærsgaard afviser Thunberg, med henvisning til at hun ikke er en legitim stemme i debatten.
Heromkring ville en deskriptiv diskursanalyse kunne stoppe. En traditionel kritisk diskursanalyse (inspireret af f.eks. Fairclough) ville kunne konstatere en hegemonisk struktur i diskursen. En sådan hegemonianalyse kunne meget vel tage udgangspunkt i det andet analysespørgsmål, altså til hvordan eksisterende forståelser af legitimitet er produkter af diskursive reduktioner.
I herværende sammenhæng gælder det imidlertid med den indledende analyse af legitimitetens aporier, altså at normer for legitimitet kræver en vis bestandighed, der samtidig underminerer samme normer, at ovenstående analyse er en invitation til at tage skridtet videre og fremdrage, hvordan den diskursive reduktion (analysespørgsmål 2) hænger sammen med et “uafgørlighedens spøgelse”, der er bragt til tavshed. I dette konkrete tilfælde altså, hvordan fokus på alder i bund og grund gør det umuligt for os at forstå og anerkende/respektere de aktører, som er involverede. Aldersfokusset muliggør en diskussion af ansvarlighed omkring klimaforandringerne, men kun fordi det fratager os blikket fra nogle mekanismer eller aspekter ved de involverede, som er afgørende for reelt at kunne indgå i en diskussion af, hvad hvem kan og skal gøre ved problematikken. Vores forståelse af parterne i diskussionen bliver klar, fordi den indledende beslutten omkring legitimitetens apori fremlyser bestemte aspekter som påtrængende, men denne klarhed er samtidig kilden til, at parterne reelt forsvinder for hinanden som nogen, der kan inviteres til at angå hinanden.
Et første skridt i retning af en analyse af dette kan findes ved at fokusere på det paradoks, at begge parter på trods af den indbyrdes udgrænsning alligevel føler sig foranlediget til at tage hinanden alvorligt. I forhold til en legitimitetsanalyse er det nemlig interessant at spørge videre til, hvorfor Kjærsgaard alligevel er nødt til at formulere sin kritik. Der findes givetvis mange unge mennesker, der ikke synes, at ansvarlige voksne lever godt nok op til deres ansvar – uden at denne kritik bliver kommenteret af etablerede politikere. På tilsvarende vis kan man forundres over, at Thunberg bruger en del af sin ungdom på at rejse til møder, hvor der findes voksne, der alligevel ikke lever op til deres ansvar – enten fordi de ikke kan eller vil. Hvad kan man få ud af at tale dunder til en sådan forsamling?
For at få blik for den aporetiske fundering af diskursen kan det være gavnligt at starte med at reflektere over, hvordan de implicerede normer for legitimitet baserer sig på tavshed – altså analysespørgsmål (2) ovenfor. Hvordan er henholdsvis Thunbergs og Kjærsgaards legitimitet skabt ved, at noget er bragt til tavshed? Når dette spørgsmål bringes i spil i herværende case, er det åbenlyse svar naturligvis, at Thunberg ikke kun er et ikke-kompetent barn, og at børn ikke kun er uformående. Politikere som Kjærsgaard er ikke kun voksne, der blot skal have anvist en vej til at løse problemer og så vil følge den. Der er noget, der er bragt til tavshed, for at diskussionen overhovedet kan komme i stand.
Selve den bevægelse, som Thunberg har givet anledning til, giver allerede diskursanalytikeren et pejlepunkt til at bearbejde den første pointe (at Thunberg ikke udtømmende kan beskrives som et ikke-kompetent barn). Ud over at børn ofte mangler noget i form af kompetencer, så er hele Fridays for Future-bevægelsen bygget op om et andet aspekt ved barndommen: at børn, i modsætning til de gamle, bliver ramt hårdt af eventuelle fremtidige udviklinger. Man har i en vis forstand en større aktie i at få styr på klimaudfordringerne – og netop derfor har man en særligt påtrængende legitim stemme i denne diskussion.
Den anden pointe – at voksne blot skal have anvist en vej, og så vil de følge den – er der ikke i den offentlige udveksling på samme måde en umiddelbar hjælp til at bearbejde. En diskursanalytisk refleksion over den normativitet, der ligger til grund for legitimitet, kan imidlertid tage fat i Thunbergs udpegning af, at voksne enten er onde eller dumme (ikke forstår problemerne). Tavshedsrefleksionen kan her gribe fat i, at de voksne ikke kun er voksne i den forstand, at de kan, hvad de vil. Selvom man f.eks. som magthavende politiker er bekendt med, hvordan et påtrængende problem kan løses, er det ikke givet, at man kan ville det. Dels er voksne heller ikke kun styret af rationelle og åbent tilgængelige incitamenter, dels kan der være problemer omkring, hvor langt deres magt rækker. For at magthavende politikere kan sætte dagsordener, er det afgørende, at de vedvarende bevarer en form for folkelig opbakning. Dette oplevede Kjærsgaard f.eks. selv i perioden mellem de to citater, hvor hendes manglende anerkendelse af klimadagsordenen var med til at reducere hendes magtposition i dansk politik.
Pointen om voksnes manglende åbenhed over for mindre rationelle incitamenter kan naturligvis, med Thunberg, affejes som ondskab, men det forudsætter, at politikere kan vælge irrationaliteten fra. På tilsvarende vis med pointen om, at magthavere også er afhængige af en vedvarende befolkningsmæssig opbakning. Den kan skrives ind i eksisterende positioner i den eksisterende diskurs, idet den i en vis forstand spejler Kjærsgaards afsluttende pointe om, at det ikke er så simpelt at gøre noget ved problemet. Måske ligger der en svaghed i det demokratiske fundament for de magthavende, i og med at de ikke kan gennemføre beslutninger, som den nuværende befolkning ikke vil acceptere. Måske ligger der en grundlæggende skævhed i den almindelige antagelse om, at unge mennesker ikke kan stemme, fordi de tænkes som uformående. Måske burde unge mennesker netop have en særlig vægt i demokratiske afstemninger, da de vil skulle leve med konsekvenserne af de tiltag, der sættes i værk nu.
Tavsheden som en aporetisk konstitutiv og kritisk impuls
Dette er naturligvis refleksioner, der ville kræve en langt større diskussion, end hvad der kan rummes i herværende sammenhæng. Og det er sådan set en pointe i sig selv. Med det tredje analysespørgsmål i baghånden bliver det klart, at ethvert tiltag i retning af at ny- eller omkonstituere legitimitetsstrukturen vil rumme tilsvarende problemer. Lidt hårdt skåret op kan man sige, at forslaget om at ændre afstemningsvægtene ville rumme en ny aporetisk betinget beslutten, hvor “tilbageværende levetid” blot erstatter “levet tid”, hvilket naturligvis er lige så problematisk. Pointen er imidlertid, at de eksisterende modsætninger bringes ud af balance. Den bestandighed, som de hviler på, er en besluttet bestandighed, som er nødvendig, for at det overhovedet skal give mening at tænke i legitimitet. Men det er en bestandighed, der er vundet gennem en beslutten, der er hjemsøgt af uafgørlighedens spøgelse. Vi vinder derfor ikke en ny ubetvivlelig grund til nye normer for legitimitet, men vi vinder måske en vej ud af nogle af de lukkede modstillinger, som de eksisterende diskurser etablerer.
Den tavshedsbaserede diskursanalyse inviterer således ikke til nye løsningsforslag, men giver gennem sit blik ind i diskursernes aporetiske fundament blik for netop det aporetiske, hvorved det bliver muligt at indføre en mindre grad af skråsikkerhed i tilslutningen til eksisterende positioner. Den analytiske fokusering på tavshedens konstituerende kraft bliver en invitation til en kritisk refleksion, fordi konstitutionen ikke selv er stabil. Ved at udpege den tavshed i legitimeringsforholdet mellem Thunberg og Kjærsgaard bliver det muligt at bringe diskursen nye steder hen, eftersom de til tavshed bragte aspekter bliver bragt i tale.
Derfor er det også vigtigt at understrege, at den kritiske impuls i denne tilgang ikke nødvendigvis fører til en forkastelse af gældende diskurser. Den tavshed, som blev fremdraget ovenfor, er en konstitutiv tavshed, som samtalen ikke kan være foruden. Hvis man bruger diskursanalysen som anledning til at bringe nye diskurser i spil, vil også disse diskurser nødvendigvis være grundet i nye former for tavshed.
Om den kritiske refleksion således fører til en decideret forkastelse af de gældende diskurser må afhænge af kriterier, der tages andetsteds fra. Særligt i en situation, hvor begge parter (i hvert fald for så vidt man tager dem på ordet) anerkender, at der er et reelt problem, der skal stilles noget op med, kunne man forvente et gensidigt ønske om en sådan nykonstitution. Den nye konstitution vil ikke kunne vinde en særlig legitimitet ud fra legitimitetens apori, eftersom også denne vil skulle forene kravet om radikal åbenhed og nødvendig lukkethed. Men pragmatisk set kan der være en gevinst i, at parter, der er enige om et problems eksistens, får mulighed for reelt at be- og udfordre hinanden.
I forhold til den konkrete case, altså diskussionen om, hvad der skal stilles op med klimaudfordringerne, kunne et sådant kriterie f.eks. være et ønske om at få en debat, hvor man ikke gensidigt maler hinanden op i hjørner, da en sådan tilgang umuliggør at forholde sig imødekommende over for modstandernes synspunkter. En diskursiv situation, hvor den ene part føler sig tvunget til at tænke de andre som onde eller dumme, og den anden part betragter de andre som uvorne unger, er næppe frugtbar for en håndtering af de udfordringer, som samtalen drejer sig om. Den diskursanalytiske bearbejdning af sådanne modstillinger kan således hjælpe med at opløse fastfrosne positioner og invitere til at lade diskussionen tage nye veje.
Anderledes formuleret: Den tavshedsfokuserede diskursanalyse begår i en vis forstand vold mod tavsheden ved at bringe den i tale. Det kan analysen kun, fordi den baserer sig på andre former for tavshed. I herværende sammenhæng har mit fokus på legitimitetsstrukturerne åbenlyst bragt en række andre relevante forhold til tavshed. Den demokratiske gevinst ved et sådant sisyfosarbejde er imidlertid, at eksisterende diskurser udfordres, således at aktørerne har sværere ved at fastholde hinanden i bestemte legitimeringsstrukturer.
Herved vinder vi dertil en bevidsthed om, at den demokratiske samtales værdi ikke kun skal vurderes på de faktisk fremførte ytringer, men nok så meget på de former for tavshed, som muliggør, at samtalen overhovedet kan komme i stand.
| 1. | Michel Foucault, Vidensarkæologien, overs. Mogens Chrom Jacobsen (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2005), 95–96. |
| 2. | På dansk bl.a. beskrevet i Marianne Winther Jørgensen & Louise Phillips, Diskursanalyse som teori og metode. (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 1999). |
| 3. | Se bl.a. Norman Fairclough, Discourse and Social Change (Cambridge, UK; Cambridge, MA: Polity Press, 1992); Norman Fairclough, Language and power, Third edition (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2015). |
| 4. | Som den findes i Jacques Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, Incises (Paris: Galilée, 1997). |
| 5. | Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, 102. |
| 6. | Jacques Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, i Lov og litteratur, red. Karen-Margrethe Simonsen, Helle Porsdam & Henrik Skov Nielsen, overs. Rolf Reitan (Aarhus Universitetsforlag, 2007), 226. |
| 7. | Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, 239. |
| 8. | Jürgen Habermas, Jacques Derrida & Giovanna Borradori, Philosophy in a time of terror: Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida (Chicago: University of Chicago Press, 2003). |
| 9. | I klassisk (Aristoteles-inspireret) retorisk teori ville man her givetvis tale om ethos. |
| 10. | Norman Fairclough, Discourse and Social Change, 138–144. |
| 11. | F.eks. talte Severn Cullis-Suzuki ved FN’s Rio topmøde i 1992, ligesom der også er visse paralleller til Malala Yousafzais tale ved FN i juli 2013. |
| 12. | Pia Kjærsgaaard (@Pia_Kjaersgaard), Twitter, 24. maj 2019. |
| 13. | Tale holdt ved FN’s “Climate Action Summit” i New York d. 23. september 2019. Citeret fra “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. september 2019. |
| 14. | Julie Dalgas, “Pia Kjærsgaard i stormvejr efter tweet om Greta Thunberg: ‘Jeg bliver så træt af det belærende vrede barn’ ”, Berlingske, 30. december 2019. |
