Den tyske filosof Georg Simmel bliver ofte anset for at være en af de fire grundlæggere af sociologi sammen med sværvægtere som Marx, Weber og Durkheim. Alligevel har Simmel ikke den samme klassiske status, hvilket formentlig skyldes, at han ofte er blevet anset som en usystematisk tænker med en meget essayistisk skrivestil.1Jürgen Habermas, “Georg Simmel on Philosophy and Culture: Postscript to a Collection of Essays”, i Critical Inquiry, 22, Spring (1996), 405–406. Teoretisk havde Simmel også en atypisk placering mellem nykantianisme og den såkaldte Lebensphilosophie, der var inspireret af tænkere som Goethe, Schopenhauer, Nietzsche, Bergson og Dilthey. Henimod i slutningen af sit forfatterskab bevægede Simmel sig betydeligt nærmere Lebensphilosophie, hvilket især fremgår af Lebensanschauung (The View of Life), der blev den sidste udgivelse før hans død.2Originalt udgivet på tysk med Lebensanschauung: Vier metaphysische Kapitel som den fulde titel. Min artikel vil dog tage udgangspunkt i John A. Y. Andrews og Donald N. Levins engelske oversættelse udgivet som The View of Life. Det er også i dette værk, at Simmel, i kapitlet “Death and Immortality,” fremsætter dødens formgivende rolle inden for livet.3Før udgivelsen af “Death and Immortality” i The View of Life fra 1918 havde Simmel allerede i 1910 publiceret en artikel kaldet “Zur Metaphysik des Todes” i Logos: Internationale Zeitschrift für Philosophie der Kultur, Band I, Heft 2 (Tübingen Universität Press, 1910), 57–70. Artiklen følger kapitlet i The View of Life … Continue reading I denne artikel vil jeg forsøge at kaste lys over den oversete tænker Simmel og hans beskrivelse af døden i The View of Life. I den forbindelse vil jeg også fokusere på Simmels forståelse af liv og former, og på den måde forsøge at vise en kontinuitet i hans tænkning på tværs af forskellige værker. Til sidst vil jeg fremhæve relevansen af Simmels livs- og dødsmetafysik ved at anvende den i en mere marxistisk-inspireret analyse af klimaforandringer, hvor mit fokus er nye forekommende livsformer i forhold til klimakrisens humanitære aspekter og asymmetrien mellem den forventede levetid i nutidens industrilande over for udviklingslandene, som er hårdest ramt af de globale klimaændringer.
Former, vitale energier og den aksiale rotation
Før jeg kommer ind på Simmels forståelse af døden og dens formgivende rolle i forhold til livet, vil jeg først beskrive nogle gennemgående tendenser i hans sociologiske og filosofiske forfatterskab. Til trods for at Simmel fluktuerede mellem vidt forskellige emner, er hans forfatterskab kendetegnet ved næsten altid at behandle dets forskellige genstande som statiske former med et levende og dynamisk indhold. Formerne er nærmest identiske med kantianske begreber, der i den menneskelige forståelse forenes med anskuelser af objekter i tid og rum og danner fundamentet for den menneskelige organisering af sanselige erfaringer.4Immanuel Kant, Critique of Pure Reason (Cambridge: Cambridge University Press, 1998), 193–194, A51-52/B75-76. Hos Simmel er formerne anvendt på den konkrete verden for at fremstille en struktur til livstrømningernes mange instanser. Den største forskel på Kant og Simmel er, at Kants begreber er stoffets fortsættende formation i den menneskelige forståelse, hvor Simmels former anvendes til at give struktur til virkeligheden.5Donald N. Levine, “Soziologie and Lebensanschauung: Two Approaches to Synthesizing ‘Kant’ and ‘Goethe’ in Simmel’s Work”, i Theory, Culture & Society, 29, 7/8 (2012), 29–33.
Simmels formbegreb skal meget bredt forstås som de samlede totaliteter af indhold og relationelle funktioner, der som grundlæggende koncepter er underliggende for alle epistemologiske og sociale processer. Det skal her nævnes, at Simmel med sit formbegreb henviser til mange forskellige anvendelser, hvilket gør, at det er vanskeligt at sammenfatte dem som et entydigt koncept. Når han f.eks. sociologisk taler om geometriske former, så mener han strukturen, hvorpå mennesker indgår i sociale interaktioner som udveksling og sociabilitet.6Georg Simmel, “The Fields of Sociology”, i The Sociology of Georg Simmel (Glencoe, Illinois: Nabu Press, 2011), 21–23. Mit fokus er på Simmels mere transcendentale og vitale formbegreb, som både henviser til vores mulighed for at konceptuelt kategorisere og strukturere den sociale omverden, men også måden, hvorpå former opstår fra livsstrømmene af menneskelige interaktion, som fremdriver, men samtidig også udtømmer, transformerer og erstatter dem.7Georg Simmel, The View of Life (Chicago: The University of Chicago Press, 2015), 14–15. Gennemgående ser Simmel livets processer som en kontinuerlig strøm af vitale energier, hvorfra indholdet, der er forenet via formerne, udspringer.8Simmel, The View of Life, 25. Livstrømningerne, som Simmel også refererer til som energi og vitalitet, skal forstås som at være individernes motivationer og følelser såsom kreativitet, længsler, ambitioner, begær, impulser og bestræbelser, der som et kraftkvantum driver livet til at overskride egne rammer.9Simmel, The View of Life, 13. På den måde anskuer Simmel livets dynamik som en konstant selvtranscendens gennem det dobbelte koncept af mere-liv og mere-end-liv, der muliggør, at livets strømninger kontinuerligt transcenderes via individernes selvudfoldelse.10Simmel, The View of Life, 14. Mere-liv er den vitale strømning af det erfarede og igangværende liv, som transcenderer sig selv horisontalt ved at kreere og destruere former. Mere-end-liv, på den anden side, er muligheden for at bryde livets grænser og derved transcendere livets proces vertikalt via selvudfoldelse. Hvor mere-liv understøtter egoets individualitet i dets singulære vitale strømning, opretter mere-end-liv en sfære for idéer, der, som ubetingede objekter over den individuelle strøm, gør mennesket i stand til at gennembryde livets grænser.11Med sine begreber om mere-liv og mere-end-liv tager Simmel udgangspunkt i en syntese af Schopenhauers vilje til liv og Nietzsches vilje til magt, hvilket han gør læseren opmærksom på i følgende citat: “Schopenhauer’s “will to life” and Nietzsche’s “will to power” doubtless lie in the direction of concrete fulfillment of this … Continue reading De to dynamiske principper skubber livets processer til at ophøje former for selvudfoldelse over det individuelle livs strømninger som objektivt aktualiseret materiel kultur.12Simmel, The View of Life, 14–17. Transformationen, hvorigennem formerne bliver objektivt uafhængige og overlegne i forhold til livet de udsprang fra, er hvad Simmel refererer til som den aksiale rotation. Formernes vending fra noget, der er skabt af livet for livets formålsrettethed til deres egen ideelle gyldighed, bliver af Simmel anset som en historisk proces, hvori kulturel mening og betydning frembringes.13Simmel, The View of Life, 25–26.
Begreberne om former, livsstrømninger og livets selvtranscendens via dialektikken mellem mere-liv og mere-end liv gør Simmel i stand til at beskrive samfundsmæssige og sociale livsformer som statiske og bestandige men aldrig livløse, da de altid er fyldt med livets vitale indhold, hvilket er de dynamiske processer, som driver de menneskelige interaktioner og selvudtryk. De vitale kræfter producerer sociale former som enten en instrumental beskaffenhed til at opfylde et specifikt motiv eller som en fuldendt modalitet, hvor formen er skabt udelukkende til at udtrykke selve motiverne. Med dette mener jeg, at formerne, som ifølge Simmel altid udspringer fra det levende liv, enten fungerer som formålsrettede midler til en målopfyldelse eller som en sfære for selvudfoldelse, hvor formen bliver et mål i sig selv. Simmel beskriver kunst, politik og videnskab som sfærer med mulighed for selvudfoldelse. Han kalder disse sfærer for verdener og uddyber videre, hvordan deres transformative og aksiale omdrejning, hvor former går fra at være skabt af livet for dets egen skyld til at være objektivt autonome, er en historisk proces, hvor betydning og værdi bliver skabt.14Simmel, The View of Life, 25–26. F.eks. er kunstarter som maleri, skulptur, og litteratur former, da de konceptuelt muliggør en strukturering af forskellige udtryk som en helhed. Kunst derimod udgør en verden, hvilket vil sige en totalitet af forskellige udtryk, som omgrænser en objektiv gyldighed, som i kunstens tilfældet er æstetisk værdi.15Simmel, The View of Life, 37. Verdener er kort sagt virkeligheden som en samlet kontinuerlig helhed, der, ved at omgrænse en bestemt objektiv gyldighed, aktualiserer ideelle formationer.
Typisk eksisterer der immanente spændinger mellem formerne og livets vitale energier, hvilket dynamisk driver den konstante forandring og videreudvikling. Ægteskabet er et godt eksempel på de nævnte spændinger, da det som en form pålægges individerne, der med deres personlige udvikling kan vokse ud over formens faste og bestandige struktur. Det moderne ægtepar besidder ifølge Simmel flere inklinationer mod frihed og lighed, imens det traditionelle ægteskabs form ikke giver tilstrækkelig mulighed for denne personlige udfoldelse. Resultatet er, at det traditionelle ægteskabs form halter bagefter individernes personlige vækst, hvilket gør at spændingerne mellem form og liv manifesterer sig.16Georg Simmel, “The Isolated Individual and the Dyad”, i The Sociology of Georg Simmel (Glencoe, Illinois: Nabu Press, 2011), 130–131; Georg Simmel, The Philosophy of Money (Abingdon: Routledge, 2011), 503–504. Et andet eksempel er moden, hvor der eksisterer en spænding mellem specificering og generalisering, da individet på den ene side er drevet af et ønske om personlig differentiering via eksempelvis påklædning, mens moden som form på den anden side omhandler, at man kollektivt tilpasser sig en gruppes, tids, eller et samfunds normer.17Georg Simmel, “Fashion”, American Journal of Sociology, 62, 6, (1957), 543. Spændingerne mellem formerne og deres indhold er afgørende for at forstå, hvordan Simmel mener, at livet er i stand til kontinuerligt at transcendere sig selv. Det er også i den sammenhæng, at Simmels forståelse af døden spiller en central rolle.
Døden som iboende og formgivende afgrænsning
Ifølge Simmel giver døden livet form ved at skabe afgrænsninger. Han klargør disse afgrænsninger ved at fremvise kontrasten mellem organiske og uorganiske kroppes interne og eksterne egenskaber. Forskellen mellem den uorganiske og den organiske krop er, at hvor den uorganiskes form udelukkende er produceret eksternt via en rumlig modreaktion på andre kroppes udvidelse, så er den organiske krop derimod formet af både rumlige og temporale afgrænsninger. Det er især den organiske krops temporale afgrænsninger, der ifølge Simmel skaber en intern form, som er determinerende for livets helhed:
The organic body, however, produces its form from within; it stops growing when its innate formative energies have reached their limits, and these continuously define the particular manner of its extent. The conditions of its overall existence are the same as the conditions of its manifest form […].18Simmel, The View of Life, 63.
Simmels beskrivelse af den organiske krop er forholdsvis vag, men hans pointe synes at være, at dens form opretholder sig i dens eksisterende væren og den iboende begrænsning, som ophøret af dens eksistens fremsætter. Da han er interesseret i at undersøge, hvordan døden giver livet form ved at sætte grænser, er hans fokus primært den temporale afgrænsning og måden, hvorpå den etablerer en sfære, hvori selve kroppen og dens forestående afslutning er det samme. For Simmel er døden dermed hverken blot en afslutning på livet eller en ekstern aktør, men en vedholdende og sammenvævet del af livet, som influerer hvert eneste moment fra begyndelsen til slutningen.19Simmel, The View of Life, 64. Han klarlægger denne pointe ved at skrive: “In every single moment of life we are beings that will die, and each moment would be otherwise if this were not our innate condition, somehow operative within it”.20Simmel, The View of Life, 64–65. Døden opererer inden for livet som en formgivende betingelse ved at etablere temporale grænser. Den danner ikke blot grundlag for vores sidste øjeblik, men farver derimod samtlige levede momenter og giver på den måde livets helhed form.
Interessant nok vælger Simmel at understøtte sit argument om døden som en iboende formgiver ved at referere til en biologisk beskrivelse af kroppens gradvise nedbrydelse. Han gør dette ved at henvise til organernes patologiske ændringer over tid som en slags evidens for, at døden opererer som en iboende og aktiv del af livets udvikling fra start til slut.21En kritik af argumenter, som sammenblander en ontologisk undersøgelse af døden med en ontisk evidens, rettes af Heidegger i Væren og Tid. Heidegger nævner direkte Simmels navn i sine noter, hvilket for mig indikerer, at kritikken formentlig er direkte tiltænkt hans brug af biologisk evidens i et metafysisk argument … Continue reading For Simmel giver denne sammenligning mening, da den leder tilbage til den organiske krops rumlige og temporale afgrænsninger og derved fremhæver, hvordan den sammenhængende succession af livets momenter er arrangeret inden for både rumlige og temporale grænser. Han argumenterer videre for, at den temporale afgrænsning af at dø af alderdom etablerer en fuldkommenhed til livets form, som er i kontrast til den formmæssige mangel ved at dø pludseligt i en ulykke, hvor livet brat forkortes af eksterne kræfter.22Simmel, The View of Life, 65. Den biologiske evidens er vigtig for Simmel, både fordi den gør ham i stand til at understøtte sine metafysiske livsformer med en mere jordnær og biologisk forståelse af døden, og fordi hans begreb om døden derved forankres i hans overordnede forståelse af relationerne mellem formerne og livets indhold.
Døden, udødelighed og det selvtranscenderende liv
Ifølge Simmel muliggør døden livets fuldkommenhed ved, at egoet krystalliseres via dets individuelle oplevelser. Med ego mener han menneskets tilblivelse som både en indre psykologisk tilstand og en specifik del af det ydre sociale liv. Krystalliseringen skal forstås sådan, at egoet, med dets kontinuerlige oplevelse af den eksisterende kløft mellem dets uendelige ønsker og den kun delvise opfyldelse af disse, som livet tilbyder, kan løsrive sig fra livets processer, samt dets flygtige og tilfældige indhold, og forstå sig selv som noget unikt og selvstændigt.23Simmel, The View of Life, 73–74. Han beskriver dødens rolle i forbindelse med løsrivelsen således:
Just as […] death allows life to founder so as to permit the timelessness of its contents, as it were, to become free, so now, on the other side of the dividing line, death terminates the series of experience of particular contents without thereby cutting off the ego’s demand to perfect itself [sich vollenden] forever or to exist further – the counterpart of that timelessness.24Simmel, The View of Life, 74.
På den måde bliver forestillingen om udødelighed en del af egoets løsrivelsesproces. Udødelighed skal her ikke forstås som evigt liv, men derimod som at egoet via de ubetingede livsformers udfoldelsesmuligheder kan gennembryde dødens temporale afgræsning. Til at beskrive udviklingen, hvor livet transcenderes forbi dødens grænser, vil jeg her vende tilbage til Simmels formbegreber og energimæssige livsstrømninger og uddybe, hvordan dødens interne påvirkning af livet spiller en central rolle i livets selvtranscendens og skabelsen af betydning og værdi. Processen, der er en formålsrettet transcendens af naturens energier, kan forekomme på to måder. Den første måde er via en transformativ acceleration af et materiale til at opnå en ønsket effekt. Eksempler på dette kunne være indretningen af en botanisk have eller dyrkelsen af et frugttræ, hvor råstoffer i begge tilfælde er taget ud af deres naturlige kontekst og via menneskelig kultivering og organisering vokser ud over deres begrænsninger.25Simmels formålsrettet kultivering af naturens energier trækker åbenlyst på Marxs beskrivelse af arbejdsprocessen som en bevægelse “…for at tilegne sig naturprodukterne i en form, der er tillempet hans egene behov”. (Karl Marx, Kapitalen – Kritik af den Politiske Økonomi 1. Bog 2 (København: Rhodos, 1970), … Continue reading Sådanne produkter, som vi transformerer vores liv igennem, kalder Simmel for objektiv kultur, hvilket vil sige, at de ifølge ham er historisk overleveret via f.eks. samfund, institutioner og undervisning.26Objektiv kultur kan på tysk oversættes til Zivilisation eller Sachkultur og beskriver de mere kollektive, konventionelle og sædvanemæssige aspekter af kulturen, hvilket hos Simmel skal forstås i kontrast til den subjektives kulturs personlige og individuelle indhold. En anden måde hvorpå kultur opstår, er ifølge Simmel ved at transformere naturen til noget med en iboende idé eller mening:
By cultivating objects, that is by increasing their value beyond the performance of their natural constitution, we cultivate ourselves: It is the same value-increasing process developing out of us and returning back to us that moves external nature or our own nature.27Simmel, The Philosophy of Money, 484.
Simmel refererer her til, at vi ved at kultivere naturen på den anden måde skaber objekter i vores eget billede og derigennem transcenderer vores egne energier hinsides deres naturlige tilstand. Den kultiverende transformation af os selv, som Simmel kalder subjektiv kultur, sker med andre ord ved, at kreativiteten og intellektet, som vi lægger i objektet, vender tilbage til os som en selvformativ kultivering og dannelse, som bildung.28Simmel, The Philosophy of Money, 484. Et eksempel på dette kunne være skabelse af et kunstværk, hvor det subjektive og personlige indhold lagt i processen vender tilbage til skaberen og muliggør en videre selvdannelse. I forhold til den aksiale rotation er kunst et eksempel på en sfære for dannelse og selvudfoldelse, hvorigennem idéer, værdi og mening forøges og videre muliggør livets vertikale transcendens og løsrivelse, da kunstværket med det personlige iboende indhold temporalt kan overskride den individuelle livstrømnings flygtighed. Simmel synes her at argumentere for, at de skabende livsformer (f.eks. billedkunsten) som handling er et forsøg på at overskride livets grænser og derved undslippe forestillingen om døden. Han skriver videre, at “[l]ife, which we consume in order to bring us closer to death, we consume in order to flee it”.29Simmel, The View of Life, 70. Ved at sammenligne livets flygtighed og dødelighed med forestillingen om det udødelige liv, fremstiller Simmel yderligere, at det rent faktisk er livets efemeriske karakter, der motiverer vores søgen uden for dets former:
If we lived forever, life would presumably remain indistinguishably fused with its value and contents, and no real impulse at all would exist to imagine these outside of the single form in which we know them and can experience them infinitely. But in fact we die and thereby experience life as something accidental, something ephemeral, something that, so to speak, can also be otherwise.30Simmel, The View of Life, 71.
For det første betyder dette, at indsigten i vores eksistens som en tilfældighed gør os i stand til skabe en mening af livets indhold, der overskrider dets temporale afgrænsning og for det andet, at selv om døden farver helheden af livet og dets indhold, så tillader livets form, at individet i en konfrontation med døden kan anerkende livets overflod.31Jeg forstår Simmels beskrivelse af livets tilfældighed som at være nær Heideggers begreb om kastethed, der omhandler, hvordan tilstedeværen fra fødslen tilfældigt er placeret i verdenen og kastet ind i dets i‑verden-væren (Heidegger, Væren og Tid, 162–163). Overfloden skyldes, at selvudfoldelsens ophøjelse til objektiv og aktualiseret kultur forudsætter et fravær af livet, hvorfra det opstod. Det temporale liv kan tage det tidløst meningsfulde indhold til sig igen og på den måde transcendere uden at miste sig selv.32Simmels transcendentale dødsopfattelse kan kontrasteres med Heiddeggers immanente forståelse, hvor døden er en uoverkommelig mulighed: “Som værenskunnen formår tilstedeværen ikke at passere forbi dødens mulighed. Døden er muligheden af den slette og rette tilstedeværensumulighed” (Heidegger, … Continue reading Livet fuldender sig selv i sin reneste intensitet via selvudfoldelsen, og på samme tid opnår det mening og værdi. I denne sammenhæng er det vigtigt at hæfte sig ved, at for at livet overhovedet kan blive opmærksomt på sit eget indhold, må det først separere sig fra sig selv som uafhængigt, objektivt og aktualiseret indhold for derefter at tage det tilbage. Selve separationen er, som Simmel beskriver den, gennemført i relationen til døden, da det objektive indhold i modsætning til det enkelte liv ikke er dødeligt.33Simmel, The View of Life, 71. Den opløftende skabelse af værdi og mening er derfor, ifølge Simmel, samspillet mellem mere-liv og mere-end-liv, hvor døden gør os i stand til at adskille livets proces fra dets indhold, fordi vi som individuelle bærere af livsindholdet er determineret til at skulle dø. På den måde stopper døden livets processer, men ikke deres betydninger og indhold, hvilket gør os i stand til at efterlade vores aftryk på verdenen.34Simmel, The View of Life, 71. Jeg vil her påpege, at Simmel kun berører udødelighed som en forestilling, og dermed skal den ikke forstås realistisk, som et tidløst ideal eller en forlængelse af det jordiske liv. Som jeg læser det, er forestillingen om udødelighed i Simmel ment som en antydning eller praj til det mere-end-liv, der kan transcendere den individuelle livsenergi over livsstrømningerne af former og indhold som et fuldendt selv.
Simmels livs- og dødsmetafysik i forhold til klimakrisen
Hvis man følger Simmel i, at døden opererer som en dynamisk formgiver inden for livets form, synes det oplagt at antage, at stigningen af den forventede levealder i nutidens industrilande ikke blot fører til en forlængelse af livet i sin nuværende form, men vil lede til fremkomsten af helt nye livsformer. Det er i forbindelse med, at vi i nutiden lever meget længere liv, at jeg mener, Simmels metafysiske forståelse af døden som en iboende formgiver til livet er værd at orientere sig efter, hvis man vil analysere og anticipere disse nye livsformers transformative indhold, værdier og idealer.
Her ville Simmel, der er kendt for at have en kulturpessimistisk position i forhold til modernitet, formentlig pege på, at den stigende levealder kombineret med et accelereret udbud af mulige livsstile vil bremse udviklingen af subjektiv kultur og dannelse. Allerede i The Philosophy of Money argumenterer Simmel for, at den menneskelige bildung via den subjektive kultur kan blive bremset af den objektive kulturs accelererede hastighed og udstrækning.35Simmel, The Philosophy of Money, 487. Han reflekterer yderligere i Lebensanschuung over, at hvis mennesket levede evigt, så ville livet formentlig fastlåses og blive identisk med dets nuværende indhold og værdier, da døden ikke ville motivere os til at forestille ny mening uden for formerne.36Simmel, The View of Life, 71. Selv om mennesker i nutidens industrilande naturligvis er langt fra at være udødelige, kunne man stadig forestille sig, at den forlængede levealder kunne formindske impulserne til at søge mere-end-liv uden for livets form og derved risikere en stagnation af den selvkultiverende transcendens. Stagnationen i forhold til at søge nye løsninger til nutidens eskalerende klimaudfordringerne er efter min mening klarest fremstillet med de globale verdenslederes manglende handling og tiltag, selv i kølvandet af at få fremsat bjerge af empirisk evidens og data på, hvor katastrofal klimasituationen nuværende er og fremadrettet kan blive. Greta Thunberg tydeliggjorde allerede til klimatopmødet i 2019 denne kritik ved at påpege, hvordan verdensledernes “business as usual” tilgang i jagten på “penge og eventyret om evig økonomisk vækst” på bekostning af klimaet både lader mennesker og hele økosystemer gå til grunde.37NPR Staff, “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. September 2019.
Simmels livs- og dødsmetafysik kan her yderligere være relevant i forhold til stigningen af miljøforurening og den fremtrædende klimakrise ud fra industrilandenes acceleration af den objektive kulturs udskiftelige produkter kombineret med forøgelse af levealderen af potentielle forbrugere. Her medtænker jeg også, hvordan udbytning af udviklingslande og naturkatastrofer forårsaget af menneskeskabte klimaforandringer kan formindske levealderen på mennesker såvel som andet biologisk liv. Ud fra Simmels metafysik kommer den formmæssige mangel af at dø i forbindelse med eksterne faktorer som vandstigninger, tørke, hunger, krig og dårlige miljø- og arbejdsvilkår til at stå i kontrast til fuldkommenheden af at dø af alderdom, hvilket dermed fremhæver nogle væsentlige etiske implikationer i dikotomien mellem industri- og udviklingslande. Med det mener jeg for det første, at måden hvorpå industrilandenes kolonisering og politiske destabilisering af udviklingslandene i forvejen har opstillet nogle asymmetriske og hegemoniske relationer, som er meget lig Marx’ distinktion mellem proletariatet og bourgeoisiet bare udspillet globalt.38Karl Marx, Kapitalen: Kritik af den Politiske Økonomi – 1. Bog 2 (København: Rhodos, 1970), 311–312. Under de asymmetriske forhold er udviklingslande ofte økonomisk tvunget til at skulle acceptere dårligere løn, rettigheder og arbejds- og klimavilkår, der gennemgående forringer deres levestandard og udviklingsmuligheder.39Selv om Simmel næppe var særlig socialistisk anlagt, opererer han stadig med en række marxistiske begreber som klasseforskelle, arbejdsfordeling, konsumption, produktionsmidler og fremmedgørelse i forhold til arbejdskraft i sin kritik af modernitetens objektivisering af kulturen og hæmning af subjektiv … Continue reading For det andet er det også væsentligt, at til trods for at udviklingslandene bidrager væsentligt mindre til klimaforandringerne med forurening, så er de uforholdsmæssigt hårdere ramt af konsekvenserne end industrilandene, hvilket yderligere har en forkortende effekt på de individuelle liv. Ifølge Simmel besidder døden i relation til menneskeskabte klimaændringer den samme formmæssige ufuldkommenhed, som hvis dårlige arbejdsmiljøer bevirker en fatal nedbrydelse af krop og organer, fordi begge forkortelser af livet omhandler eksterne kræfter:
For these people, life has no form at all in the highest sense and they could just as well live arbitrarily short lives as arbitrarily long ones […] which reveals the deeper nonnecessity of its form […].40Simmel, The View of Life, 65.
Ufuldkommenheden af at dø af eksterne faktorer bliver af Simmel kontrasteret til fuldstændiggørelsen af dødens iboende og formgivende afgrænsning til livet ved at leve et fuldt liv og dø af alderdom, hvilket på grund af de nævnte asymmetriske forhold og klimaforandringer tiltagende er en privilegeret mulighed reserveret for industrilandene og de allermest velhavende. Derved fremstiller Simmels forståelse af død og liv i relation til klimakrisen, at asymmetrien mellem udviklingslande og industrilande ikke blot er økonomisk og politisk, men også er metafysisk forankret i livets form i relation til levestandard og ‑tid. Eller for at sætte det på spidsen, så nyder industrilandene gennemsnitligt en betydeligt højere gennemsnitsalder på bekostning af en forkortelse af liv og fuldendelsesmuligheder i udviklingslandene, som kun videre bliver forringet af udbytning, klimaforandringer og industrilandenes opretholdelse af status quo.41Meget lig Rancières begreb om La Police forstår jeg opretholdelsen af de asymmetriske forhold som en fortrængning af den fundamentale lighed og dermed en grundlæggende og kontinuerlig forurettelse (Jacques Rancière, “Introducing Disagreement”, Angelaki: Journal of the Theoretical Humanities, vol. 9 (nr. 3) … Continue reading
Jeg vil slutte af med en mindre pessimistisk fremstilling af fremkomsten af nye livsformer i forbindelse med levealder og klima. Netop klimakampen repræsenterer livsformer, hvor subjektive idealer, der udspringer fra det enkelte liv, lægges i processen for derefter at vende tilbage som selvdannelse. Døden muliggør her en distinktion mellem livsprocesserne og ‑indholdet ved, at indholdet og dets betydning transcenderes forbi den temporale afgrænsning som uafhængige fra livsprocesserne, de udsprang fra. Her er Thunberg, Wathuti, Neubauer og Nakate gode eksempler, da de netop via deres engagement i klimaaktivisme har separeret deres individuelle motivationer fra livsstrømmen og transcenderet dem vertikalt. Sagt på en anden måde, så kan klimakampen efterlade et aftryk på verdenen, fordi individet dør, men idealerne om bæredygtighed, ansvarlighed og trivsel lever videre.
| 1. | Jürgen Habermas, “Georg Simmel on Philosophy and Culture: Postscript to a Collection of Essays”, i Critical Inquiry, 22, Spring (1996), 405–406. |
| 2. | Originalt udgivet på tysk med Lebensanschauung: Vier metaphysische Kapitel som den fulde titel. Min artikel vil dog tage udgangspunkt i John A. Y. Andrews og Donald N. Levins engelske oversættelse udgivet som The View of Life. |
| 3. | Før udgivelsen af “Death and Immortality” i The View of Life fra 1918 havde Simmel allerede i 1910 publiceret en artikel kaldet “Zur Metaphysik des Todes” i Logos: Internationale Zeitschrift für Philosophie der Kultur, Band I, Heft 2 (Tübingen Universität Press, 1910), 57–70. Artiklen følger kapitlet i The View of Life meget tæt, men er dog ikke helt identisk, og kan derfor anses som at være en tidlig udgave eller skitse til “Death and Immortality”. |
| 4. | Immanuel Kant, Critique of Pure Reason (Cambridge: Cambridge University Press, 1998), 193–194, A51-52/B75-76. |
| 5. | Donald N. Levine, “Soziologie and Lebensanschauung: Two Approaches to Synthesizing ‘Kant’ and ‘Goethe’ in Simmel’s Work”, i Theory, Culture & Society, 29, 7/8 (2012), 29–33. |
| 6. | Georg Simmel, “The Fields of Sociology”, i The Sociology of Georg Simmel (Glencoe, Illinois: Nabu Press, 2011), 21–23. |
| 7. | Georg Simmel, The View of Life (Chicago: The University of Chicago Press, 2015), 14–15. |
| 8. | Simmel, The View of Life, 25. |
| 9. | Simmel, The View of Life, 13. |
| 10. | Simmel, The View of Life, 14. |
| 11. | Med sine begreber om mere-liv og mere-end-liv tager Simmel udgangspunkt i en syntese af Schopenhauers vilje til liv og Nietzsches vilje til magt, hvilket han gør læseren opmærksom på i følgende citat: “Schopenhauer’s “will to life” and Nietzsche’s “will to power” doubtless lie in the direction of concrete fulfillment of this idea of life [self-transcendence]; although Schopenhauer feels boundless continuity to be more decisive, Nietzsche places more stress on individuality as circumscribed by form. Perhaps because they understand life’s transcendence one-sidedly as volitional, it has escaped them that what is decisive, what constitutes life, is the absolute unity of both aspects” (Simmel, View of Life, 13). |
| 12. | Simmel, The View of Life, 14–17. |
| 13. | Simmel, The View of Life, 25–26. |
| 14. | Simmel, The View of Life, 25–26. |
| 15. | Simmel, The View of Life, 37. |
| 16. | Georg Simmel, “The Isolated Individual and the Dyad”, i The Sociology of Georg Simmel (Glencoe, Illinois: Nabu Press, 2011), 130–131; Georg Simmel, The Philosophy of Money (Abingdon: Routledge, 2011), 503–504. |
| 17. | Georg Simmel, “Fashion”, American Journal of Sociology, 62, 6, (1957), 543. |
| 18. | Simmel, The View of Life, 63. |
| 19. | Simmel, The View of Life, 64. |
| 20. | Simmel, The View of Life, 64–65. |
| 21. | En kritik af argumenter, som sammenblander en ontologisk undersøgelse af døden med en ontisk evidens, rettes af Heidegger i Væren og Tid. Heidegger nævner direkte Simmels navn i sine noter, hvilket for mig indikerer, at kritikken formentlig er direkte tiltænkt hans brug af biologisk evidens i et metafysisk argument (Heidegger, Væren og Tid, (Aarhus: Forlaget Klim, 2007), 279–281). |
| 22. | Simmel, The View of Life, 65. |
| 23. | Simmel, The View of Life, 73–74. |
| 24. | Simmel, The View of Life, 74. |
| 25. | Simmels formålsrettet kultivering af naturens energier trækker åbenlyst på Marxs beskrivelse af arbejdsprocessen som en bevægelse “…for at tilegne sig naturprodukterne i en form, der er tillempet hans egene behov”. (Karl Marx, Kapitalen – Kritik af den Politiske Økonomi 1. Bog 2 (København: Rhodos, 1970), 302–303). |
| 26. | Objektiv kultur kan på tysk oversættes til Zivilisation eller Sachkultur og beskriver de mere kollektive, konventionelle og sædvanemæssige aspekter af kulturen, hvilket hos Simmel skal forstås i kontrast til den subjektives kulturs personlige og individuelle indhold. |
| 27. | Simmel, The Philosophy of Money, 484. |
| 28. | Simmel, The Philosophy of Money, 484. |
| 29. | Simmel, The View of Life, 70. |
| 30. | Simmel, The View of Life, 71. |
| 31. | Jeg forstår Simmels beskrivelse af livets tilfældighed som at være nær Heideggers begreb om kastethed, der omhandler, hvordan tilstedeværen fra fødslen tilfældigt er placeret i verdenen og kastet ind i dets i‑verden-væren (Heidegger, Væren og Tid, 162–163). |
| 32. | Simmels transcendentale dødsopfattelse kan kontrasteres med Heiddeggers immanente forståelse, hvor døden er en uoverkommelig mulighed: “Som værenskunnen formår tilstedeværen ikke at passere forbi dødens mulighed. Døden er muligheden af den slette og rette tilstedeværensumulighed” (Heidegger, Væren og Tid, 282). |
| 33. | Simmel, The View of Life, 71. |
| 34. | Simmel, The View of Life, 71. |
| 35. | Simmel, The Philosophy of Money, 487. |
| 36. | Simmel, The View of Life, 71. |
| 37. | NPR Staff, “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. September 2019. |
| 38. | Karl Marx, Kapitalen: Kritik af den Politiske Økonomi – 1. Bog 2 (København: Rhodos, 1970), 311–312. |
| 39. | Selv om Simmel næppe var særlig socialistisk anlagt, opererer han stadig med en række marxistiske begreber som klasseforskelle, arbejdsfordeling, konsumption, produktionsmidler og fremmedgørelse i forhold til arbejdskraft i sin kritik af modernitetens objektivisering af kulturen og hæmning af subjektiv dannelse (Simmel, The Philosophy of Money, 492–495). |
| 40. | Simmel, The View of Life, 65. |
| 41. | Meget lig Rancières begreb om La Police forstår jeg opretholdelsen af de asymmetriske forhold som en fortrængning af den fundamentale lighed og dermed en grundlæggende og kontinuerlig forurettelse (Jacques Rancière, “Introducing Disagreement”, Angelaki: Journal of the Theoretical Humanities, vol. 9 (nr. 3) (2004), 5. |