Musikken, vi ikke hører

Det meste af mit liv har jeg – uden nær­me­re over­vej­el­se – ment, at musik var noget, man lyt­te­de til, spil­le­de, eller sang. Jeg kom­mer fra en fami­lie af musi­ke­re og kom­po­ni­ster, sang som barn i Køben­havns Dren­ge­kor, sene­re i et Ste­vie Won­der-cover­band (med det cat­chy navn “No Won­der”) og har spil­let cel­lo det meste af mit liv. Min forsk­ning har foku­se­ret på den musi­kal­ske for­dy­bel­ses beskaf­fen­hed, og her har jeg fulgt musi­ke­re, især i Den Dan­ske Stry­ge­kvar­tet, rundt på tur­ne­er, alt imens jeg kom­bi­ne­re­de mine empi­ri­ske fund fra etno­gra­fi­ske obser­va­tio­ner og kva­li­ta­ti­ve inter­views med min teo­re­ti­ske viden fra fæno­meno­lo­gi­en, bevidst­heds­fi­lo­so­fi­en og musikp­sy­ko­lo­gi­en.

Når dis­se skøn­ne musi­ke­re spil­le­de, hav­de de nog­le gan­ske usæd­van­li­ge ople­vel­ser af intens musi­kalsk for­dy­bel­se blandt andet som føl­ge af deres ekstremt høje niveau, man­ge års ind­læ­ring og musik­kens unik­ke natur som fly­den­de, fremadskri­den­de, ryt­misk og audi­tivt medi­um: For­di musik­ken har dis­se kva­li­te­ter som hørt eller frem­ført, kan den lede til dis­se ople­vel­ser, hvor sel­vet (hvad end det er) synes trans­for­me­ret på for­skel­li­ge måder. Det kan for eksem­pel synes at for­svin­de i og med, at man bli­ver så hen­ført af musik­ken, at man vit­ter­ligt mister al for­nem­mel­se for tid og sted og bag­ef­ter ople­ver at være “våg­net op” uden at kun­ne genkal­de sig, hvad der egent­lig er fore­gå­et. Eller det kan omvendt være, at man synes at for­la­de sit kro­p­s­ligt for­ank­re­de per­spek­tiv og ex-sta­tisk se sig selv og sin optræ­den ude­fra, som om man regi­stre­re­de en anden per­son spille.¹Simon Høf­f­ding, A Pheno­meno­lo­gy of Musi­cal Absor­p­tion (Cham Switzer­land: Pal­gra­ve Mac­mil­lan, 2019).

Men nu er jeg ikke læn­ge­re så sik­ker på, at musik pri­mært er et audi­tivt, æste­tisk medi­um. Jeg er ved at kom­me frem til den over­be­vis­ning, at noget af det vig­tig­ste ved musik­kens væsen ikke kan høres over­ho­ve­det. I det­te essay vil jeg give tre eksemp­ler på musik­kens ikke-hør­ba­re dimen­sio­ner og til sidst dis­ku­te­re, hvil­ke impli­ka­tio­ner det kun­ne have for vores gene­rel­le for­stå­el­se af musik­kens væsen samt dens udbre­del­se i vores sam­fund og sund­heds­sy­stem.

Musik­ken som kom­mu­ni­ka­tions­form

For nog­le år siden var jeg så hel­dig at kom­me i kon­takt med Tor­ben Snek­ke­stad, en fan­ta­stisk dyg­tig saxo­fo­nist. Han spil­le­de en slags musik kal­det “fri impro­vi­sa­tion” og vil­le ger­ne dis­ku­te­re, hvor­dan man kun­ne for­stå og/eller måle den for­dy­bel­se, der fin­der sted i den­ne prak­sis. Selv­om jeg har en bred smag fra klas­sisk over jazz til pro­gres­siv metal, var jeg alli­ge­vel gan­ske over­ra­sket over den musik, jeg mød­te her. Jeg tur­ne­re­de med Snek­ke­stad i Tys­kland og så folk, der aldrig før hav­de spil­let sam­men, gå op på sce­nen og spil­le uden noder og uden nogen som helst syn­lig afta­le om tone­art, tem­po eller melo­di. Fra mine inter­views med Tor­ben lær­te jeg, at selv­om det æste­ti­ske udtryk er væsent­ligt, så hand­ler den fri impro­vi­sa­tion i end­nu høje­re grad om at for­sø­ge at kom­mu­ni­ke­re og udfor­ske men­tale og musi­kal­ske land­ska­ber sam­men. Man står der med sit instru­ment og for­sø­ger gen­nem sit spil at fin­de en måde at nå ud til og inter­a­ge­re med den eller de andre musi­ke­re. Alt­så er musik­ken, som man spil­ler eller hører den i den­ne prak­sis, i høj grad et mid­del til at nå et mål om inter­ak­tion. Det­te kan bestemt også være målet i min­dre eks­pli­cit impro­vi­se­ret musik (al leven­de frem­ført musik er i nogen grad impro­vi­se­ret!), men slet ikke så cen­tralt som her. Nog­le gan­ge lyk­kes sam­ta­len ikke sær­ligt godt, og som til­sku­er kan det være svært at vur­de­re, om det var til­fæl­det eller ej. Selvsagt fin­des der også min­dre impromp­tu impro­vi­sa­tions­for­ma­ter, hvor man dan­ner en mere fast duo, trio eller grup­pe med folk, hvis udtryk og stil man fin­der inter­es­sant.

Mit møde med den fri impro­vi­sa­tions­mu­sik var begyn­del­sen på min rej­se mod at for­stå vig­tig­he­den af den musik, vi ikke hører. For her var det tyde­ligt, at der var noget andet end det æste­ti­ske udtryk på spil. Musik­ken kan bru­ges til at for­stå og udfor­ske hin­an­den, til at opø­ve en lyn­hur­tig og intens opmærk­som­hed på den andens vaner, ønsker og behov, sam­ti­dig med at man i en ret kom­pleks sindstil­stand vur­de­rer, om man skal spil­le med eller imod, om man skal gå vide­re eller hol­de fast, om man skal ty til tra­di­tion, spræn­ge det hele i luf­ten eller lige­frem over­ra­ske sig selv.²Sus­an­ne Ravn & Simon Høf­f­ding, “Impro­vi­sa­tion and thin­king in move­ment: an ena­cti­vist ana­ly­sis of agen­cy in arti­stic prac­tices”, Pheno­meno­lo­gy and the Cog­ni­ti­ve Sci­en­ces 21 (2022): 515–537. Musik­ken her er alt­så pri­mært en kom­mu­ni­ka­tions­form, en prak­sis i at sæt­te og oplø­se sine græn­ser. En prak­sis, som musi­ker og teo­re­ti­ker Micha­el Gol­den kal­der “øko­lo­gisk” (eco­lo­gi­cal) eller “for­bin­den­de” (con­necting) opførsel.³Micha­el Gol­den, “Musi­ck­ing as educa­tion for soci­al and eco­lo­gi­cal pea­ce: a new synt­he­sis” Jour­nal of Pea­ce Educa­tion 13, nr. 3 (2016), 266–282.

Musik­ken i maven

Mens musik­ken kan være en sær­lig slags bevidst og mål­ret­tet opfør­sel, sna­re­re end et hør­bart udtryk, kan dens vibra­tio­ner også gan­ske ube­vidst og på sin helt unik­ke måde gå lige i mel­lem­gul­vet. På Hol­bæk Hospi­tal har lægen Peter Micha­el Niel­sen igen­nem man­ge år udvik­let en eks­pe­ri­men­tel lyd­ba­se­ret smer­te­be­hand­ling. Den akti­ve­rer nog­le små san­se­or­ga­ner kal­det Paci­ni-recep­to­rer, der fin­des i huden og de indre orga­ner. Dis­se recep­to­rer regi­stre­rer lavfre­kven­te lyde, eller sna­re­re vibra­tio­ner, under græn­sen for hvad vi kan høre. Iføl­ge Niel­sen er dis­se recep­to­rer evo­lu­tio­nært betrag­tet mulig­vis udvik­let som et slags advar­sels­sy­stem, der vil­le kun­ne san­se et tor­den­vejr eller en flok sto­re dyr på lang afstand. Selv­om vi ikke kan høre det, akti­ve­rer musik med et lavfre­kvent spek­trum som for eksem­pel fra org­ler, trom­mer eller bas­ser også dis­se recep­to­rer. “Paci­ni receptor”-aktivering kan have for­skel­li­ge effek­ter, men den mest fasci­ne­ren­de er nok den smer­testil­len­de. For de neu­ra­le baner, der sen­der smer­te­sig­na­ler til hjer­nen, ender sam­me sted som Paci­ni-recep­to­rer­nes. Såle­des bli­ver hjer­nens smer­te­re­cep­to­rer “fyldt” af Paci­ni-sig­na­ler med den effekt, at en mål­ret­tet sti­mu­lans i nogen grad kan ned­sæt­te eller fjer­ne kro­nisk smer­te og end­da for­mind­ske depres­si­ve symptomer.⁴Peter Micha­el Niel­sen & Suraiya Luecke, “The Paci­ni System & HALF-MIS Tre­at­ment: Sub-sonic Music, Conscious­ness, and Health”, Jour­nal of Conscious­ness Stu­di­es. In press. Som en del af sin behand­ling har Niel­sen pro­du­ce­ret musik, der i sær­de­les­hed akti­ve­rer Paci­ni-syste­met, og det lyt­ter man til under sin behand­ling. Jeg anta­ger, at man kun­ne opnå lig­nen­de effekt med en mere enkel lyd­te­ra­pi, hvil­ket leder til spørgs­må­let om græn­sen mel­lem, hvad der er lyd, og hvad der er musik. Det er et meta­fy­sisk spørgs­mål, som jeg ikke vil klo­ge mig for meget på her, men blot anfø­re føl­gen­de prag­ma­ti­ske over­vej­el­se: Jeg anta­ger, at Niel­sen har for­søgt sig frem med man­ge for­skel­li­ge kom­bi­na­tio­ner af lyde, musik og sti­mu­lan­ser. Og givet, at man kan pak­ke lige så meget Paci­ni-sti­mu­lans ind i musik, som man kan i for­skel­li­ge lyde, er det vel alt andet end lige mere beha­ge­ligt at lade sig behand­le med vel­kom­po­ne­ret musik end med mere til­fæl­digt klin­gen­de lyde.

Den­ne spe­ci­a­li­se­re­de behand­ling træk­ker alt­så på en af musik­kens skjul­te, uhør­li­ge, men sam­ti­dig ibo­en­de karak­te­ri­sti­ka. Gad vide om vores brug af musik, for eksem­pel i musik­te­ra­pi, uvi­den­de udnyt­ter den­ne smer­testil­len­de og depres­sions­dæm­pen­de egen­skab? Poin­ten her er blot end­nu engang at vise, hvor­le­des ele­men­ter af musik­ken, vi slet ikke kan høre, stærkt påvir­ker vores krop og sind.

Musik­ken som syn­kro­ni­se­rings­a­gent

Jeg er så hel­dig også at arbej­de på et stort, inter­di­sci­pli­nært forsk­nings­cen­ter i Oslo sam­men med en mas­se eks­pe­ri­men­tel­le psy­ko­lo­ger. Deres udstyr og eks­pe­ri­men­ter gør det muligt at få en ander­le­des ind­sigt i, hvor­dan musik påvir­ker os som grup­pe og kan syn­kro­ni­se­re vores fysi­o­lo­gi og bevæ­gel­ser.

For eksem­pel sat­te vi to stry­ge­kvar­tet­ter til at spil­le det sam­me reper­toi­re under for­hold, der i vari­e­ren­de grad udfor­dre­de deres sam­men­hængs­kraft. Det kun­ne være at sid­de med ryg­gen til hin­an­den eller med en skærm imel­lem dem. Under dis­se for­hold mål­te vi bevæ­gel­ses­mæng­de, ånde­dræt, hjer­te­ryt­me og pupil­stør­rel­se. Et af de mest sig­ni­fi­kan­te resul­ta­ter kom fra en ana­ly­se kal­det hjer­te­ryt­me­va­ri­a­bi­li­tets­syn­kro­ni­se­ring (HRVS) – ikke et direk­te mål for, om hjer­ter­ne slår i præ­cis sam­me takt, men for hvor meget de for­skel­li­ge puls­kur­ver kan siges at lig­ne hin­an­den. Andre stu­di­er har peget på en sam­men­hæng mel­lem HRVS og empati.⁵Iva­na Kon­va­linka, Dimi­tris Xyga­la­tas, Joseph Bul­bulia, Uffe Schjødt, Else-Marie Jegin­dø, Seba­sti­an Wal­lot, Guy Van Orden & Andreas Roep­stor­ff, “Syn­chro­nized arous­al betwe­en per­for­mers and rela­ted specta­tors in a fire-wal­king ritu­al”, Pro­ce­e­dings of the Natio­nal Aca­de­my of Sci­en­ces, 108, nr. 20 (2011): 8514–8519. Den ene kvar­tet kom fra kon­ser­va­to­ri­et i Oslo og dets med­lem­mer hav­de spil­let sam­men i ca. 6 måne­der. Den anden var vores ver­den­skend­te “Dan­ske Stry­ge­kvar­tet” (DSK), hvis med­lem­mer har kendt hin­an­den det meste af livet og har spil­let titu­sind­vis af timer sam­men.

Det var en sta­ti­stisk sig­ni­fi­kant høje­re HRVS hos DSK end hos de stu­de­ren­de. End­vi­de­re var det tyde­ligt, at jo mere sam­men­hængs­kraf­ten blev udfor­dret, for eksem­pel når musi­ker­ne sad med ryg­gen til hin­an­den, desto lave­re var HRVS hos de stu­de­ren­de. Omvendt hav­de dis­se udfor­drin­ger slet ingen ind­fly­del­se på HRVS hos DSK.⁶Simon Høf­f­ding, Wen­bo Yi, Eigil Lip­pert, Victor Gon­za­les San­chez, Lau­ra Bis­hop, Bru­no Laeng, Anne Dani­el­sen, Ale­xan­der Jen­se­ni­us Ref­sum & Seba­sti­an Wal­lot, “Into the Hive-Mind: Sha­red Absor­p­tion and Car­di­ac Inter­re­la­tions in Expert and Stu­dent String Quar­tets,” Music & Sci­en­ce 6 (2023).

Man bør ikke over­ro­man­ti­se­re sådan­ne resul­ta­ter. Stu­di­et hand­ler ikke om, at musik får vores hjer­ter til at slå i takt, ej hel­ler bør vi nor­ma­tivt accep­te­re, at en høje­re grad af syn­kro­ni­se­ring i sig selv­nød­ven­dig­vis er godt eller efter­stræ­bel­ses­vær­digt. Men resul­ta­ter­ne viser, at en fæl­les ind­le­vel­se i musik­ken, samt varig­he­den af sådan ind­le­vel­se i mæng­den af år, bli­ver afspej­let i vores fæl­les fysi­o­lo­gi. Mulig­vis afspej­ler det også, at vi gen­nem man­ge års sam­spil opbyg­ger en slags fæl­les krops­lig bevidst­hed, der kan kom­pen­se­re for eller er mod­stands­dyg­tig over for for­styr­rel­ser. Jeg vil ikke udfol­de den­ne ide her, men blot påpe­ge, at kro­ps­be­vidst­he­den som beskre­vet i fæno­meno­lo­gi­en hos Hus­serl, Hei­deg­ger og Mer­leau-Pon­ty og vide­re­ud­vik­let af for eksem­pel Shaun Gal­lag­her og vores dan­ske Dan Zahavi ikke begræn­ser sig til den fysi­ske krop, men kan udstræk­kes til ved­hån­den­væ­ren­de brugs­ting og end­nu vide­re til andre men­ne­sker. Den­ne betragt­ning giver en teo­re­tisk åbning for at tæn­ke, at fæl­les musi­ce­ren beror på og udvik­ler en sådan fler­kro­p­s­lig bevidst­hed – eller med et fint ord: en inter­ki­ne­ste­tisk affek­ti­vi­tet.

Under alle omstæn­dig­he­der er det til­fæl­det for musi­ke­re (man kan altid dis­ku­te­re, hvor gene­ra­li­ser­ba­re resul­ta­ter­ne er), at deres fæl­les enga­ge­ment leder til en form for syn­kro­ni­se­ring på puls­kur­ve­ni­veau. Det­te niveau er gan­ske ube­vidst eller præ-reflek­sivt og afspej­ler end­nu et vig­tigt aspekt ved musik­ken, vi ikke kan høre. Men er det også til­fæl­det for dem, der blot lyt­ter til musik­ken?

For at efter­sæt­te det­te spørgs­mål og under­sø­ge, om der kan fin­des en kvan­ti­fi­cer­bar dimen­sion af ople­vel­sen af fæl­les­skab mel­lem musi­ke­re, musik og publi­kum, ana­ly­se­re­de musikp­sy­ko­lo­gen Finn Upham et helt publi­kums mikro­be­væ­gel­ser under en kon­cert på DSK’s musik­festi­val. Upham sam­men­holdt så den­ne ana­ly­se med en musik­vi­den­ska­be­lig par­ti­tu­r­a­na­ly­se med fokus på musik­kens dyna­mik, alt­så hvor­når der var pau­ser, hvor­når den blev lang­som­me­re (ritar­dan­do), eller sva­ge­re (dimi­nu­en­do). Gan­ske over­ra­sken­de viste den­ne kom­pa­ra­ti­ve ana­ly­se, at det meste af publi­kum som regel under dyna­mik med pau­ser, ritar­dan­do­er og dimi­nu­en­do­er frøs i deres bevægelser.⁷Finn Upham, Simon Høf­f­ding & Fer­nan­do Rosas, “The Stil­ling Respon­se: From Musi­cal Silen­ce to Audi­en­ce Stil­l­ness”, Music & Sci­en­ce, 7 (2024). Et almin­de­ligt klas­sisk publi­kum sid­der jo som regel tem­me­lig stil­le, så effek­ten her kan næsten ikke ses, men måles kan den. Igen­nem inter­views med DSK blev det klart, at musi­ker­ne ofte i pau­ser bed­re kan se ud og fin­de ud af eller “føle”, om publi­kum er “med”. Når det er til­fæl­det, nyder de stil­he­den i pau­ser end­nu mere. Såle­des etab­le­rer musik­ken og især dens pau­ser et slags kom­mu­ni­ka­tions­sy­stem mel­lem musi­ke­re og publi­kum, der kan regi­stre­res i sidst­nævn­tes mikro­be­væ­gel­ser, der lige­som med HRVS sik­kert udfol­der sig i et ube­vidst eller præ-reflek­sivt regi­ster. I respek­ten for musik­ken stræ­ber musi­ke­re og publi­kum sam­men efter den inten­se og stem­nings­ful­de stil­hed, og her er musik­ken, vi ikke kan høre, såle­des igen gan­ske defi­ne­ren­de for vores æste­ti­ske ople­vel­ser og fæl­les­skabs­fø­lel­se.

I stren­ge­ste for­stand kan vi vel aldrig høre stil­he­den eller pau­sen, men jeg tror ikke, at nogen vil bestri­de, at vi kan mær­ke dens stem­ning i kon­cert­sa­len. Men i det­te par­ti­ku­læ­re til­fæl­de af musik, vi ikke kan høre, refe­re­rer jeg måske para­doksalt nok ikke til sel­ve stil­he­den. Nej, jeg refe­re­rer til den syn­kro­ni­se­re­de fryse­ef­fekt, som musik­ken så at sige orke­stre­rer. Bag­ved eller udenom den musik, der udfol­der sig, fin­des et helt regi­ster af for­skel­li­ge syn­kro­ni­se­rings­po­ten­ti­a­ler, og det er nog­le af dis­se, hvis aktu­a­li­se­ring jeg net­op har beskre­vet. Og de fin­des i musik­kens uhør­li­ge regi­ster.

Effekt eller væsen

Efter dis­se tre empi­ri­ske eksemp­ler på vig­ti­ge og dog uhør­li­ge dimen­sio­ner af musik­ken, kun­ne man pas­sen­de spør­ge: Er dis­se eksemp­ler på mere eller min­dre util­sig­te­de effek­ter af musik­ken, eller er de sna­re­re en del af musik­kens eget væsen, alt­så dimen­sio­ner af sel­ve musik­ken, der sim­pelt­hen ikke kan høres? Det­te spørgs­mål kan nok ved før­ste øje­kast vir­ke for­nuf­tigt, men det skju­ler en uhel­dig essen­ti­a­lis­me, der defi­ne­rer nogets væsen som adskilt fra den måde, det­te væsen vir­ker og påvir­ker os på. Alle­re­de det kano­ni­ske arbej­de af Chri­stop­her Small til­ba­ge fra 90’erne påpe­ger, at musik ikke er en ting, der for eksem­pel kan redu­ce­res til et par­ti­tur eller til lyd­bøl­ger for den sags skyld. Det er sna­re­re en klas­se af hand­lings­må­der: at kom­po­ne­re, at dan­se eller at lyt­te er alle eksemp­ler på “musicking”,⁸Christopher Small, Musi­ck­ing: The mea­nings of Per­for­m­ing and Liste­ning (Mid­dle­town, CT: Wes­ley­an Uni­ver­si­ty Press, 1998). og musik­ken er hver­ken mere eller min­dre end hel­he­den af dis­se hand­le­må­der. Den­ne posi­tion reso­ne­rer godt med før­om­tal­te Gol­den’s defi­ni­tion af musik som for­bin­den­de opfør­sel. Mine egne fysi­o­lo­gisk-empi­ri­ske nedslag lig­ger i for­læn­gel­se af, men dog en del ud over det­te ram­me­værk.

Selv­føl­ge­lig er det vig­tigt, hvor­dan musik­ken lyder. En dår­lig ind­spil­ning frem­brin­ger slet ikke de sam­me følel­ses­mæs­si­ge nuan­cer som en god. Og når for­san­ge­ren slet ikke syn­ger så godt live som på pla­den, bli­ver vi skuf­fe­de. Men iføl­ge det­te lil­le essay, er musik­ken meget mere, end hvor­dan den lyder. Lyden er det inds­mi­gren­de flø­de­skum på top­pen, der moti­ve­rer os til at syn­ge, lyt­te og spil­le med tem­me­lig vold­som ind­vir­ken på vores krop og sind. Lage­ne under flø­de­skum­met – lag, vi ikke kan høre, er mulig­vis de vig­tig­ste. Her fin­der vi, som vi så i den fri impro­vi­sa­tion, nye måder at kom­mu­ni­ke­re sam­men, nye måder at huske, udfor­ske og drøm­me sam­men. Vi bli­ver berørt kro­p­s­ligt eller neu­ro­lo­gisk på måder der hæm­mer smer­te eller dæm­per depres­sion, som vi så med Paci­ni-recep­tor-syste­met. Og vi bli­ver bun­det ind i fysi­o­lo­gi­ske fæl­les­ska­ber og ind­går i fæl­les ryt­mer i den måde, vores hjer­ter slår på, og den måde, vi bevæ­ger os eller sid­der musestil­le på, som vi så i kon­cert­forsk­nings­stu­di­er­ne.

Hvis vi betrag­ter dis­se tre lag ikke som til­fæl­dig­he­der, men som nød­ven­digt sam­men­bund­ne, begyn­der vi at ane en anden og gan­ske ander­le­des gestalt, end den vi for­bin­der med musik­ken som hørt. Vis­se­lig giver det­te essay kun tre begræn­se­de vink­ler på den­ne gestalt, og skul­le ide­en gen­nem­fø­res syste­ma­tisk, vil­le det kræ­ve evi­dens og argu­men­ter fra man­ge for­skel­li­ge disci­pli­ner. Men bare fra de tre eksemp­ler synes musik­kens ikke-hør­ba­re gestalt at bestå i helen­de, inter­ak­ti­ve og soci­a­le struk­tu­rer, der hjæl­per men­ne­sker igen­nem diver­se lidel­ser og brin­ger dem i stør­re har­moni med hin­an­den. Som anty­det, udnyt­ter musik­te­ra­pe­u­ter mere eller min­dre over­lagt dis­se lag i musik­ken i deres dag­li­ge vir­ke med meget stør­re effekt, end hvad vores sund­heds­væ­sen anerkender.⁹Lars Ole Bon­de, “Music and health pro­mo­tion in Danish/Nordic hospi­tals ‑who and how? An essay”, i Music in Pae­di­a­tric Hospi­tals. Nor­dic Per­specti­ves, red. Johans­son & Bon­de (Norwe­gi­an Aca­de­my of Music: Oslo, 2020), 149–70. Det bur­de vi ret­te op på.

Hvis dis­se tan­ker er på ret­te spor, er det nyli­ge slag for mor­gensang i sko­ler­ne, glædeligt.¹⁰“Pres­se­med­del­el­se: Mere end halv­de­len af alle sko­ler syn­ger nu mor­gensang”, Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et, 11. august 2025. Men der må end­nu mere til. Vi må sim­pelt­hen æde så meget musik­flø­de­skum som muligt i vores dag­lig­dag og der­med dra­ge for­del af musik­kens uhør­li­ge gestalt. Flø­de­skum­met skal være friskt og ikke fra spraydå­se: at gå til kon­cert med leven­de musik giver mere end at strea­me eller lyt­te til en optagelse.¹¹Dana Swar­bri­ck & Jon­na Vuoskoski, “Col­lecti­ve­ly Clas­si­cal: Con­nected­ness, Awe, Fee­ling Moved, and Motion at a Live and Live­strea­med Con­cert”, Music & Sci­en­ce, 6 (2023). Ende­lig må vi selvsagt for­ske og tæn­ke både bre­de­re og mere syste­ma­tisk for at bli­ve klo­ge­re på, hvor­dan, hvor­når og hvor­for musik er så godt for os men­ne­sker.