Om problemerne med at læse Kants Kritik af den praktiske fornuft af Carsten Fogh Nielsen

Snart sagt alle er enige om, at Kritik af den rene fornuft, Kritik af den praktiske fornuft og Kritik af dømmekraften udgør den systematiske kerne i Kants kritiske filosofi.¹I det følgende henviser jeg til Kants værker ved deres fulde titel eller en let forståelig forkortelse. For alle henvisninger gælder, at jeg først refererer til sidetallet i den nyeste danske oversættelse af den relevante tekst, hvis der findes en sådan, og derefter (i parentes) til bind:sidetal i den såkaldte … Continue reading På trods af dette er Kritik af den praktiske fornuft et relativt overset værk.⁶Da Lewis White Beck i 1960 udgav den første engelsksprogede kommentar til Kants Kritik af den praktiske fornuft indledte han fx. bogen med at konstatere, at: “Odd though it may be, the Critique of Practical Reason is a neglected work. There is no study of it in any language that can be compared favorably with the commentaries on the … Continue reading

I den akademiske Kant-reception overskygges Kritik af den praktiske fornuft således klart af både Kritik af den rene fornuft og Grundlæggelse af sædernes metafysik. Siden udgivelsen af Kritik af den praktiske fornuft i 1788 er der blot udkommet en lille håndfuld deciderede kommentarer specifikt dedikeret til dette værk.³Udover Beck, A Commentary… og Sala, Kants ‘Kritik…’ er der tale om Ottfried Höffe (red.), Kants Kritik der praktischen Vernunft, Klassiker Auslegen-serien bind 26 (Berlin: Akademie Verlag, 2002) og Andrews Reath & Jens Timmermann (red.), Kant’s ‘Critique of Practical Reason’. A Critical Commentary i serien … Continue reading Til sammenligning er der alene siden 2000 udkommet mindst 11 engelsksprogede introduktioner til eller kommentarværker om Kritik af den rene fornuft,²Sebastian Gardner, Routledge Philosophy Guidebook to Kant and the Critique of Pure Reason (Oxford: Routledge, 1999); Graham Bird, The Revolutionary Kant: A Commentary on the Critique of Pure Reason (Chicago: Open Court, 2006); Jill Vance Buroker, Kant’s ‘Critique of Pure Reason’: An Introduction (Cambridge, Cambridge … Continue reading og 10 om Grundlæggelse af sædernes metafysik.⁴Paul Guyer (red.), Kant’s Groundwork of the Metaphysics of Morals: Critical Essays (Lanham: Rowman & Littlefield, 2000); Paul Guyer, Kant’s ‘Groundwork for the Metaphysics of Morals’: A Reader’s Guide (London: Continuum Press, 2007); Jens Timmermann, Kant’s Groundwork of the Metaphysics of Morals: A Commentary … Continue reading Hvis vi inkluderer tysksprogede værker, og breder det historiske perspektiv ud til også at omfatte det 20. århundrede, så mangedobles dette antal. Hvis antallet af introduktioner og kommentarværker dedikeret til Kants forskellige værker kan bruges som en grov målestok for akademisk interesse, så er Kritik af den praktiske fornuft ret åbenlyst et relativt overset værk.

Derudover er det relativt sjældent, at man løber ind i folk, der har læst Kritik af den praktiske fornuft, mens snart sagt alle, der blot har snust en smule til et filosofisk studie, har beskæftiget sig med og læst i det mindste uddrag af Grundlæggelse af sædernes metafysik. Sidstnævnte er, vil jeg hævde, i løbet af det 20. århundrede blevet del af den almindelige filosofiske dannelse, på en måde som Kritik af den praktiske fornuft ikke er, og måske aldrig har været. Det er i hvert fald min konklusion (og min mavefornemmelse) efter at have arbejdet med Kants etik i over 20 år.

Dette rejser umiddelbart en række spørgsmål. Hvorfor er der, relativt set, en så beskeden interesse for Kritik af den praktiske fornuft? Hvorfor er det Grundlæggelse af sædernes metafysik, et værk som Kant selv betragtede som “et grundlæggende forarbejde”,⁵Grundlæggelse, s. 37 (AA 4:392). og ikke Kritik af den praktiske fornuft, der er blevet Kants mest kendte, citerede og kommenterede moralfilosofiske værk? Og hvad, om noget, fortæller dette os om den nutidige forståelse og fortolkning af Kants filosofi?

I denne artikel vil jeg, noget ensidigt og unuanceret, fokusere på et enkelt muligt svar på disse spørgsmål: At Kritik af den praktiske fornuft ofte indplaceres i en bestemt eksegetisk fortolkning af Kants filosofiske system, der tendentielt gør det enten overflødigt eller vanskeligt at engagere sig med dette værk. Kombineret med andre mulige forklaringer (som fx at Grundlæggelse af sædernes metafysik har et omfang, der gør den velegnet til undervisningsbrug) er dette i mine øjne tilstrækkeligt til at forklare, hvorfor Kritik af den praktiske fornuft relativt set er et overset værk i Kant-receptionen.

Mere konkret vil mit argument være, at Kritik af den praktiske fornuft ofte implicit fortolkes ud fra tre eksegetiske fordomme eller teser, der på forhånd tildeler værket en bestemt systematisk placering og funktion i Kants filosofiske system og dermed gør det let ikke at engagere sig yderligere med dette værk. Disse tre fordomme eller teser er:

En historisk tese: Kants tænkning udgør en systematisk enhed, der ikke udviklede eller ændrede sig synderligt efter udgivelsen af Kritik af den rene fornuft i 1781. Kants filosofiske system kan derfor relativt uproblematisk og uden større meningstab indfanges i en statisk Denne tese er en implicit, men ret åbenlys, præmis for mange introducerende fremstillinger af Kants kritiske filosofi, hvor der ikke er hverken tid eller plads til at forklare nuancerne og udviklingen i Kants tænkning. I en dansk kontekst er det således ret tydeligt, at den danske Kant-oversætter Tom Bøgeskov lægger en statisk model til grund for sin præsentation af Kants kritiske filosofi i hans indledning til Grundlæggelse af sædernes metafysik.⁷Tom Bøgeskov, “Indledning” i Immanuel Kant, Grundlæggelse af sædernes metafysik (København: Hans Reitzels Forlag), s. 7–27. Jeg hævder ikke, at Bøgeskov selv tilslutter sig en rent statisk model, blot at hans fremstilling, formodentlig af pædagogiske grunde, implicit forudsætter en relativt statisk forståelse af … Continue reading
En systematisk tese: Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft udfylder grundlæggende identiske funktioner forskellige steder i Kants filosofiske system. Disse to værker er derfor grundlæggende symmetriske eller parallelle i deres systematiske sigte. I en dansk kontekst støder man blandt andet på denne tese i fremstillingen af Kants moralfilosofi i det stort anlagte, og meget udbredte, idehistoriske trebindsværk Tankens magt. Her introduceres Kants overordnede moralfilosofiske projekt på følgende måde: “Atter står vi med andre ord overfor et kritisk udkast: Som i den teoretiske fornuft har vi at gøre med en prøvende undersøgelse af fornuftens bæreevne – blot behandler Kant her fornuften i dens praktiske dimension, og hans andet moralfilosofiske hovedværk hedder da også Kritik der praktischen Vernunft (1788).”⁸Morten Haugaards Jeppesen, “Kritikkens tidsalder”, i Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen & Frederik Stjernfelt (red.) Tankens magt. Verstens idéhistorie (København: Lindhardt & Ringhof), Bind 2, s. 1101. En prominent fortaler for tesen om, at der er en dyb systematisk symmetri mellem Kritik af den rene fornuft og Kritik … Continue reading
En indholdstese: Indholdet af og formålet med Kritik af den praktiske fornuft kan relativt uproblematisk og uden større meningstab udledes af værkets systematiske placering i Kants filosofiske system. Denne tese er det sværere at finde konkrete eksempler på, men se min kritiske diskussion af tesen nedenfor, hvor jeg kommer med et indirekte belæg for, at den faktisk gør sig gældende i folks tilgang til Kritik af den praktiske fornuft.

I det næste afsnit giver jeg en kort, idealtypisk skitse af, hvordan de to første teser naturligt leder til den tredje, og hvorfor dette kan være en (i det mindste medvirkende) årsag til, at Kritik af den praktiske fornuft er et så relativt overset værk. Resten af artiklen bruger jeg derefter på at kritisere teserne og argumentere for, at de bør opgives.

Fra den historiske og systematiske tese til indholdstesen

Ifølge den historiske tese udgør Kants filosofiske tænkning en systematisk enhed, hvis overordnede form og struktur lå fast allerede omkring 1781. Ifølge den systematiske tese spiller Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft grundlæggende identiske roller i Kants system. Kobler man disse to teser, og supplerer med nogle alment accepterede pointer omkring Kants kritiske filosofi, så får man et billede af Kants filosofiske tænkning, der i grove træk ser ud som følger.

Kants tre kritikker udgør den systematiske kerne i hans filosofiske system, idet de fastlægger dette systems grundlag, grænser og indhold. Kritik af den rene fornuft er en kritisk undersøgelse, afgrænsning og begrundelse af den rene teoretiske fornufts virke, dvs. en undersøgelse og begrundelse af, hvorvidt, hvordan og i hvilket omfang den teoretiske fornuft a priori kan bidrage til at bestemme vores erkendelse. Kritik af den praktiske fornuft er en kritisk undersøgelse, afgrænsning og begrundelse af den rene praktiske fornufts virke, dvs. en undersøgelse af, hvorvidt, hvordan og i hvilket omfang den praktiske fornuft kan bidrage til at bestemme vores handlinger. Kritik af dømmekraften er en kritisk undersøgelse, afgrænsning og begrundelse af dømmekraftens virke, med særligt henblik på dømmekraftens forenende og medierende funktion som bindeled mellem blandt andet det almene og det partikulære, det teoretiske og det praktiske, og det subjektive og det objektive.

Denne grundmodel for Kants filosofiske system kan uden de store problemer udbygges, så den inkluderer en række af Kants øvrige værker. Det kan fx forekomme åbenlyst, at der er en systematisk parallelitet mellem Kants teoretisk-filosofiske og praktisk-filosofiske hovedværker. På begge områder gælder således, at de kritiske hovedværker, Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft, begge indrammes og suppleres af hhv. et mindre introducerende værk og et større systematisk værk.

Inden for den teoretiske filosofi fungerer Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal kunne optræde som videnskab (1783) som en introducerende præsentation af (problemerne med) den rene fornufts teoretiske Naturvidenskabens metafysiske begyndelsesgrunde (1786) udbygger derimod Kants system med en systematisk fremstilling af de grundlæggende (fornufts)principper, hvorigennem den materielle verden som genstand må a priori bestemmes og begrænses og dermed bliver til mulig genstand for (natur)videnskabelig erkendelse.
Inden for den praktiske filosofi fungerer Grundlæggelse af sædernes metafysik som en introducerende præsentation af (problemerne med) den rene fornufts praktiske Sædernes metafysik (1797) giver derimod en systematisk fremstilling af de grundlæggende (fornufts)principper, hvorigennem menneskets frihed må a priori bestemmes og begrænses gennem hhv. ydre tvang (i Retslæren, der udgør første del af Sædernes metafysik) og indre villen (i Dydslæren, den anden del af Sædernes metafysik).

Som abstrakt idealtypisk model indfanger det ovenstående en række væsentlige træk ved mange, især introducerende, fremstillinger af Kants filosofi. I praksis vil der selvfølgelig være divergerende opfattelser af de nærmere detaljer, og folk vil derfor være uenige om både stort og småt i deres forståelse af Kants filosofi. Ikke desto mindre er det min opfattelse, at mange vil kunne nikke genkendende til hovedtrækkene i denne overordnede fremstilling af Kants filosofiske system.

Min påstand er nu, at en naturlig konsekvens af dette historisk-systematiske syn på Kants filosofi er, at Kritik af den praktiske fornuft implicit tildeles en helt bestemt systematisk position i Kants filosofiske system. Ud fra den historiske tese var Kant system jo klart formuleret og relativt statisk både før og efter udgivelsen af Kritik af den praktiske fornuft. Og ud fra den systematiske tese udfylder Kritik af den praktiske fornuft den samme systematiske rolle i Kants filosofiske system som Kritik af den rene fornuft (og måske til dels også Kritik af dømmekraften), nemlig kritisk at undersøge, begrunde og afgrænse den rene fornufts virke.

Mere præcist er min påstand altså, at hvis man accepterer både den historiske og den systematiske tese, så vil man ret naturligt også komme til at acceptere indholdstesen; at indholdet i og formålet med Kritik af den praktiske fornuft relativt uproblematisk og uden større meningstab udledes af værkets systematiske placering i Kants filosofiske system. Og accepterer man indholdstesen, så er der en i det mindste prima facie grund til ikke at bruge tid på faktisk at læse og konkret beskæftige sig med Kritik af den praktiske fornuft, nemlig at man allerede på forhånd ved, hvilken funktion dette værk udfylder i Kants filosofiske system. Hvorfor beskæftige sig indgående med Kritik af den praktiske fornuft, hvis man allerede på forhånd, og uden at læse værket, kan forklare dets overordnede formål og funktion?

Mit argument er dog ikke, at indholdstesen er den eneste, eller endog den primære forklaring på, hvorfor Kritik af den praktiske fornuft er et relativt overset værk. Påstanden er mere beskeden, nemlig at indholdstesen og de to øvrige eksegetiske teser er en medvirkende årsag til denne manglende opmærksomhed. Der er nemlig en række andre mulige og plausible forklaringer på, hvorfor fx Kritik af den rene fornuft og Grundlæggelse af sædernes metafysik relativt set er mere udbredte, populære og debatterede end Kritik af den praktiske fornuft, som ikke har noget med indholdstesen at gøre.

Kronologisk var Kritik af den rene fornuft således Kants første kritiske hovedværk og introducerede en lang række af de tematikker, begreber og metodiske tilgange, som Kant i sine efterfølgende værker på forskellig vis byggede videre på. På samme måde var Grundlæggelse af sædernes metafysik Kants første eksplicit moralfilosofiske værk, og de konklusioner, han her nåede frem til, formede på den ene eller den anden måde alle hans senere moralfilosofiske skrifter. Kritik af den praktiske fornuft, derimod, var et senere værk, der i høj grad trak på og forudsatte både Kritik af den rene fornuft og Grundlæggelse af sædernes metafysik. Ud fra det perspektiv er det ikke underligt, at de to førstnævnte værker relativt set diskuteres og omtales mere end Kritik af den praktiske fornuft.

Hvis vi alene fokuserer på Kants moralfilosofi, så er det på mange måder heller ikke overraskende, at Grundlæggelse af sædernes metafysik er langt mere udbredt, kendt og læst end Kritik af den rene fornuft. Dels har Grundlæggelse et klart formuleret og afgrænset formål, nemlig at “opspore og fastslå moralitetens øverste princip”,⁹Grundlæggelse, s. 37 (AA 4:392). der gør værket velegnet som indføring i Kants moralfilosofi. Dels har Grundlæggelse en længde, der gør det muligt at gennemgå hele værket på relativt kort tid, fx som del af et introducerende undervisningsforløb om moralfilosofi. Og endelig er Grundlæggelse et (med alle forbehold) relativt tilgængeligt værk, hvor Kant med konkrete eksempler eksemplificerer og begrunder sine pointer.

Til sammenligning er Kritik af den praktiske fornuft et langt mere uhåndterligt værk. Dets overordnede formål er ikke nær så klart formuleret; det har ikke samme introducerende karakter som Grundlæggelse; værket er en del længere end Grundlæggelse, og de emner, der diskuteres, er typisk mere abstrakte og mindre umiddelbart tilgængelige end diskussionerne i Grundlæggelse. Der er således gode pædagogisk-pragmatiske grunde til, at universitetsstuderende og folk med interesse for moralfilosofi typisk introduceres til Kants moralfilosofi gennem Grundlæggelse frem for gennem Kritik af den praktiske fornuft.¹⁰At Grundlæggelse er et så populært og udbredt værk, og at det for mange mennesker repræsenterer deres første, og måske eneste, møde med Kants moralfilosofi, er dog ikke uproblematisk. Problemet er, at Grundlæggelse risikerer at blive gjort identisk med Kants moralfilosofi som helhed, dvs. at man tror Grundlæggelse … Continue reading

I denne artikel er mit fokus imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorfor Kritik af den rene fornuft og Grundlæggelse af sædernes metafysik relativt set får så meget opmærksomhed, men hvorfor Kritik af den praktiske fornuft får så relativt lidt. Og det er her, jeg mener, at indholdstesen, og de to eksegetiske teser, der begrunder og forklarer denne tese, er relevante, da de giver en mulig forklaring på, hvorfor dette værk er så relativt overset.

Der er nu to spørgsmål, som umiddelbart melder sig. Det ene spørgsmål er, om jeg har ret i, at de tre eksegetiske teser, og særligt indholdstesen, faktisk påvirker folks forståelse og fortolkning af Kritik af den praktiske fornuft? Dette spørgsmål vil jeg vende tilbage til slut i artiklen.

Det andet spørgsmål handler om gyldigheden og korrektheden af de tre eksegetiske teser. Er de sande, dvs. en retvisende og korrekt beskrivelse af Kants filosofiske tænkning? I de følgende tre afsnit vil jeg diskutere dette spørgsmål ved først at se på den historiske tese, derefter den systematiske tese og endelig indholdstesen.

Kritik af den historiske tese

Den historiske tese hævder, at Kants tænkning udgør en systematisk enhed, der i det store og hele havde fundet sin endegyldige form ved udgivelsen af Kritik af den rene fornuft i 1781, og ikke udviklede eller ændrede sig synderligt i de efterfølgende år. Hvor plausibel er denne tese?

Det korte svar på dette spørgsmål er, at den historiske tese ikke er specielt plausibel. Vi ved fra både Kants udgivne værker og hans breve, at han aldrig opgav tanken om, at filosofien skal udgøre en systematisk enhed. Vi ved også, at en række grundelementer i Kants forståelse af formen på og indholdet af dette system forblev relativt konstante. Men Kants værker og breve afslører også, at han på en lang række væsentlige punkter løbende reviderede, modificerede, gentænkte og videreudviklede sin forståelse af dette filosofiske system.

Et af de punkter, hvor Kant åbenlyst og ret grundlæggende ændrer mening, vedrører netop behovet for og muligheden af en Kritik af den praktiske fornuft. Lad mig kort illustrere med et par enkelte nedslag.

I førsteudgaven af Kritik af den rene fornuft fra 1781 synes Kant ret direkte af afvise, at der kan gives – eller for den sags skyld er behov for – en kritik af den (rene) praktiske fornuft. “Til kritik af den rene fornuft”, skriver Kant således i indledningen til den første udgave:

hører dermed alt det, der udgør transcendentalfilosofien. […] Men skønt moralitetens øverste grundsætninger og disses begreber er a priori erkendelser, så tilhører de dog ikke transcendentalfilosofien, da begreberne lyst og ulyst, begæret og tilbøjelighederne, vilkårligheden osv. alle er af empirisk oprindelse, og derfor her må forudsættes.¹¹Kritik af den rene fornuft, s. 47 (A14-15). Min oversættelse. I indledningen til B‑udgaven er dette afsnit delvist omskrevet og kraftigt udvidet. Se Kritik af den rene fornuft, s. 61–62 (B28-29).

Hvis moralitetens grundprincipper ikke er del af transcendentalfilosofien, og hvis kritik af den rene fornuft omfatter alt, hvad der er indeholdt i transcendentalfilosofien, så er det svært at se, at Kant på dette tidspunkt mente, at det var muligt og nødvendigt at give en kritisk begrundelse af moralitetens grundprincipper.

Kant uddyber denne pointe senere i Kritik af den rene fornuft, i Metodelærens afsnit om “Den rene fornufts kanon”. Her anfører han i en (berømt og berygtet) fodnote, at:

Alle praktiske begreber vedrører tilfredsstillelsen eller utilfredsstillelsen, dvs. lysten eller ulysten. Altså vedrører de i det mindste indirekte genstande for vores følelse. Da følelsen nu ikke er en kraft til at forestille os ting med, men ligger helt uden for den samlede erkendekraft, så hører elementerne i vores domme, for så vidt de relaterer sig til lyst eller ulyst, dvs. hører til det praktiske, ikke til indbegrebet af transcendentalfilosofien, der alene har med a priori erkendelser at gøre.¹²Kritik af den rene fornuft, s. 523, n. 823 (A801/B829). Min oversættelse.

Den logiske konsekvens af dette synes at være, at ingen praktiske begreber er del af transcendentalfilosofien. Og da kritikken af den rene fornuft omfatter alt, hvad der er del af transcendentalfilosofien, er det igen svært at se, at der er plads til, endsige behov for, en kritisk afprøvning af disse begrebers gyldighed.

Bemærkninger som disse synes som et minimum at kræve en del fortolkningsarbejde for at kunne understøtte en tese om, at det er muligt, endsige ønskeligt, at gennemføre en kritik af den rene praktiske fornuft.¹³Kant udelukker ikke, at der kan høre andet og mere til kritik af den rene fornuft end det der falder under transcendentalfilosofien. Det er derfor principielt muligt, at denne kritik også kan omfatte både moralitetens øverste principper og vores praktiske dommes grundbegreber. Kant synes dog i begge de to passager jeg … Continue reading Og selv hvis en sådan velvillig tolkning er mulig, så skriver Kant intetsteds i den første udgave af Kritik af den rene fornuft, at han har planlagt at skrive en sådan praktisk opfølgning på kritikken af den rene (spekulative) fornuft.

Hopper vi frem til Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1785, så synes Kant at have ændret holdning. Her begynder både behovet for og muligheden af en kritik af den praktiske fornuft således at melde sig. Kant er dog fortsat tilbageholdende med direkte at love en sådan kritik engang i fremtiden. I Forordet til Grundlæggelse skriver Kant således, at:

Med det forsæt engang at levere en sædernes metafysik, lader jeg denne “Grundlæggelse” gå forud. Ganske vist har sædernes metafysik egentlig intet andet grundlag end kritikken af den rene praktiske fornuft, ligesom metafysikken har sit grundlag i den allerede ydede kritik af den rene spekulative fornuft. Men for det første er førstnævnte kritik ikke af samme yderste nødvendighed som den sidstnævnte, idet den menneskelige fornuft i moralske spørgsmål, selv hos den mest jævne forstand, let kan bibringes den største rigtighed og udførlighed, hvorimod den i sin teoretiske, men rene, brug, er helt igennem dialektisk. For det andet kræver jeg af den rene praktiske fornuft, at den for at være fuldstændig også må kunne fremstilles i sin enhed med den spekulative, i et fælles princip, da der i sidste ende kun kan være en og samme fornuft, der kun i sin anvendelse lader sig adskille fra hinanden. Men en sådan fuldstændighed kan jeg her endnu ikke tilvejebringe uden også at indføre betragtninger af en hel anden art, og dermed forvirre læseren. Derfor har jeg gjort brug at betegnelsen Grundlæggelse af sædernes metafysik, og ikke Kritik af den rene praktiske fornuft.¹⁴Grundlæggelse, s. 36–37 (4:391–392). Revideret oversættelse.

Der er mindst to kommentarer at knytte til denne passage.

For det første gør Kant det her klart, at skønt en Kritik af den rene praktiske fornuft udgør det eneste og rette grundlag for en decideret sædernes metafysik, så er der ikke samme presserende behov for en sådan kritik, som der var for en kritik af den rene spekulative fornuft. Som Kant efterfølgende forklarer (i første afsnit af Grundlæggelse), så er den almindelige sædelige fornuftserkendelse som oftest og i det store og hele på rette spor. De fleste af os ved normalt godt, hvad det moralsk rette er, og bliver typisk kun ledt på (moralepistemiske) afveje, når spidsfindige filosoffer begynder at forvirre os med deres flyvske spekulationer.¹⁵“Man kunne vel også allerede på forhånd formode, at kendskab til, hvad man skal gøre, og følgelig også vide, påhviler alle mennesker, og er en sag for alle, selv det mest jævne menneske. Her kan man ikke andet end beundre, hvordan den almindelige menneskeforstands praktiske dømmekraft er langt forud for den teoretiske.” … Continue reading

Det er for i praksis at modstå sådanne spidsfindigheder, og for at forhindre at “det kære selvs”¹⁶Grundlæggelse, s. 59 (AA 4:407). stræben efter lyksalighed bliver bestemmende for vores handlinger, at behovet for en Kritik af den praktiske fornuft opstår. Behovet for denne kritik er altså primært praktisk ikke teoretisk. Vi ved i det store og hele godt, hvad pligten byder, men har brug for teoretisk og filosofisk opbakning for at sikre, at vi i vores praksis faktisk gør det, vi godt ved, vi bør gøre.¹⁷“Dermed tilskyndes den almindelige menneskefornuft til at gå ud over sine rammer og bevæge sig ind på en praktisk filosofis område; ikke på grund af en trang til spekulation (for en sådan trang har den aldrig, så længe den stiller sig tilfreds med blot at være sund fornuft), men netop af praktiske grunde for dérfra at indhente … Continue reading

For det andet så hævder Kant, at en kritik af den rene praktiske fornuft må kunne forklare den praktiske fornufts forbindelse og grundlæggende enhed med den teoretiske fornuft. Har man læst videre i Kants oeuvre, så ved man imidlertid, at denne opgave endte med at komme til at ligge ikke hos Kritik af den praktiske fornuft, men derimod hos Kritik af dømmekraften.¹⁸Tredje afsnit i indledningen til Kritik af dømmekraften har således overskriften “Om kritikken af dømmekraften som et middel til at forbinde filosofiens to dele til et hele”. Se Kritik af dømmekraften, s. 37–39 (AA 5:176–179). Selvom Kant altså her, i Grundlæggelse af sædernes metafysik eksplicit anerkender behovet for en Kritik af den praktiske fornuft, så er han på dette tidspunkt endnu ikke helt afklaret med, præcis hvilken systematisk rolle en sådan kritik skal udfylde. Med andre ord: Kants filosofiske system er på dette tidspunkt endnu ikke klart formuleret og endeligt fastlagt.

En sidste kritisk kommentar til den historiske tese. Vi ved fra Kants breve og samtidige dokumenter, at Kant indtil ret sent i processen planlagde at inkludere en Kritik af den rene praktiske fornuft i den reviderede andenudgave af Kritik af den rene fornuft, der udkom i foråret 1787. I en annoncering af den kommende udgivelse i Allgemeine Litteratur-Zeitung den 21. november 1786 bruges netop denne tilføjelse til Kritik af den rene fornuft således eksplicit som et salgsargument.¹⁹Se Heinrich Klemme, “The Origin and Aim of Kant’s Critique of Practical Reason” i Reath & Timmermann, Kant’s ‘Critique…’ (op.cit.), s. 11–30, for en diskussion af de relevante breve og dokumenter.

Kant endte dog med at opgive denne plan, af grunde som vi ikke kender til. Det er dog nærliggende at antage, at der blandt andet var nogle rent praktiske grunde til denne beslutning. Kritik af den rene fornuft var allerede inden Kants ændringer i andenudgaven et omfangsrigt værk. Med Kants foreslåede ændringer nærmede værket sig 850 sider. At tilføje endnu et langt afsnit ville gøre bogen direkte uhåndterlig.

Derudover ville tilføjelsen af en Kritik af den rene praktiske fornuft formodentlig have krævet ret omfattende ændringer i andenudgaven, ud over de ændringer Kant allerede havde gennemført. Og da arbejdet med andenudgaven allerede havde taget betydeligt længere, end Kant havde forventet – og den reviderede udgave af Kritik af den rene fornuft tilmed var længe ventet blandt det filosofiske publikum – var der gode praktiske grunde til at udgive Kritik af den praktiske fornuft som en selvstændig bog.²⁰Se Beck, A Commentary…, kap. 1; Allen Wood, “Preface and Introduction (3–16)” i Höffe, Kants Kritik… (op.cit.), s. 21–36; Sala, Kants ‘Kritik…’, s. 53–56 og særligt Klemme, “The Origin and Aim…” (op.cit.) for yderligere detaljer om tilblivelsen af Kritik af den praktiske fornuft.

Hvad forklaringen på Kants beslutning så end præcis måtte være, så er det tydeligt, at Kants filosofiske system i årerne før udgivelsen af Kritik af den praktiske fornuft endnu ikke havde en fast, endegyldig form. Kant modificerede og reformulerede løbende sin egen systematiske selvforståelse, som respons på både indre og ydre påvirkninger. Den historiske tese er derfor, af historiske grunde, ikke plausibel og bør opgives.

Kritik af den systematiske tese

Lad os nu vende os mod den systematiske tese. Et problem med denne tese er, at den i praksis ofte er tæt forbundet med den historiske tese i den forstand, at hvis den historiske tese begynder at skride, så underminerer det tendentielt også den systematiske tese. Jo mere kompleks den faktiske historiske udvikling af Kants (syn på sit) filosofiske system viser sig at være, jo mere kompleks må vores forståelse af relationen mellem de kritiske værker alt andet lige også være.

Hvis Kants syn på de enkelte kritiske værkers systematiske rolle fx ændrede sig mellem udgivelsen af førsteudgaven af Kritik af den rene fornuft i 1781 og udgivelsen af Kritik af den praktiske fornuft i 1788, så bliver det, ceteris paribus, sværere at argumentere for en klar og utvetydig systematisk symmetri eller parallelitet mellem den første og den anden kritik. Da den historiske tese, som påvist ovenfor, har vist sig uholdbar, må den systematiske tese derfor også være i problemer.

Det mest åbenlyse problem for den systematiske parallelitetstese er dog nok, at Kant selv i både Forordet og Indledningen til Kritik af den praktiske fornuft eksplicit diskuterer netop denne tese, og ret klart synes at afvise den.

Forordet til Kritik af den praktiske fornuft indledes således med en diskussion af, hvorfor værket hedder Kritik af den praktiske fornuft, og ikke, som man måske kunne forvente (og som Kant selv annoncerede i Forordet til Grundlæggelse), Kritik af den RENE praktiske fornuft:

Hvorfor nærværende kritik ikke benævnes en kritik af den rene praktiske fornuft, men slet og ret en kritik af den praktiske fornuft i det hele taget, til trods for at den praktiske fornufts parallelitet med den spekulative synes at kræve det første, forklares tilstrækkeligt i denne afhandling. Kritikken skal blot godtgøre, at der gives en ren praktisk fornuft, og kritiserer i denne hensigt fornuftens samlede praktiske formåen. Hvis dette lykkes for den, så behøver den ikke kritisere selve den rene formåen for at se, at fornuften ikke i ren og skær anmasselse, med en sådan formåen går ud over sig selv (således som det er tilfældet med den spekulative fornuft). For hvis den som ren fornuft virkelig er praktisk, så beviser den sin og sine begrebers realitet gennem handling, og alt ordkløveri mod muligheden af at ren fornuft kan være praktisk vil være omsonst.²¹Kritik af den praktiske fornuft, s. 9 (AA 5:3). Revideret oversættelse.

Der er, hævder Kant her, en grundlæggende forskel på kritikken af den spekulative og den praktiske fornuft. Det primære formål med kritikken af den praktiske fornuft er at vise, “at der gives en ren praktisk fornuft”. Dette fordrer følge Kant alene en kritik af “fornuftens samlede praktiske formåen”, ikke en specifik kritik af den rene praktiske fornuft.

Kritikken af den spekulative fornuft, derimod, skal ikke blot vise, at der gives en ren teoretisk fornuft, men skal også sikre, at denne fornuft ikke “går ud over sig selv”, dvs. bevæger sig hinsides grænserne for dens retmæssige og meningsfulde virke. Og denne sidste opgave fordrer netop en kritik af fornuftens rene spekulative formåen, der kan udstikke grænserne for den rene spekulative fornufts virke og tøjle dens overdrevne ambitioner.

Som læsere af Kant ved, så er dette sidste punkt en af de vigtigste opgaver for Kritik af den rene fornuft. “Den transcendentale Dialektik” og store dele af “Den transcendentale Metodelære” handler således eksplicit om dels at afsløre den rene fornufts overambitiøse prætentioner, dels at disciplinere og tugte den rene fornuft, så den ikke overskrider de immanente grænser for sit eget virke. Med Kants ord:

Hvor hverken empiriske eller rene anskuelser fastholder fornuften på et tydeligt spor, nemlig i dens transcendentale brug ud fra rene begreber, der har fornuften i så høj grad brug for en disciplin, som kan tæmme dens hang til at brede sig hinsides mulig erfarings snævre grænser, og afholde den fra udskejelser og fejltagelser, at hele den rene fornufts filosofi udelukkende er beskæftiget med denne negative virksomhed.²²Kritik af den rene fornuft, s. 475 (A711/B739). Revideret oversættelse.

Når vi vender os fra kritikken af den rene spekulative til den rene praktiske fornuft, ser tingene imidlertid ganske anderledes ud. Her er det ikke den rene fornuft, der skal tugtes, disciplineres og holdes inden for klart fastlagte grænser, men derimod den empirisk betingede fornuft, der skal holdes i ave:

Kritikken af den praktiske fornuft overhovedet har altså til opgave at afholde den empirisk betingede fornuft fra den anmasselse at ville være viljens eneste og eksklusive bestemmelsesgrund. Hvis det er godtgjort, at der gives en ren fornuft, så er brugen af denne fornuft udelukkende immanent; den empirisk betingede fornuft, som påberåber sig eneherredømme, er derimod transcendent og ytrer sig i uforskammede forlangender og krav, der ganske overskrider dens domæne, hvilket netop er det omvendte af, hvad der kan siges om den rene fornuft i dens spekulative brug.²³Kritik af den praktiske fornuft, s. 19–20 (AA 5:16). Revideret oversættelse

I et systematisk perspektiv er Kants kritiske undersøgelse af hhv. den spekulative (teoretiske) og den praktiske fornuft (eller af fornuften i hhv. sin spekulative og praktiske brug) altså ikke symmetriske. Kritikken af den spekulative fornuft har som en af sine væsentligste opgaver at afgrænse og begrænse den rene fornufts prætentioner om epistemisk eneherredømme. Det er derfor, Kants kritiske behandling af den spekulative fornuft har titlen Kritik af den RENE fornuft (og ikke blot Kritik af den spekulative fornuft). Kritikken af den praktiske fornuft, derimod, har som en af sine primære opgave at afgrænse og begrænse den empirisk betingede fornufts ambition om at være enerådende når det kommer til praktiske spørgsmål. Det er derfor Kants kritiske behandling af den praktiske fornuft har titlen Kritik af den praktiske fornuft (og ikke Kritik af den RENE praktiske fornuft).

Man kan diskutere, hvor dyb denne asymmetri mellem Kants kritiske behandling af hhv. den spekulative og den praktiske fornuft reelt er.²⁴Se fx. den kritiske diskussion i Beck, A Commentary…, s. 42–45. Som et minimum er det dog klart, at Kant selv mente, at der var ret stor forskel på, hvordan en kritik af fornuftens spekulative og praktiske anvendelse i praksis må udfolde sig. Selv hvis man medgiver, at der på et eller andet plan er en grundlæggende systematisk overensstemmelse eller parallelitet mellem Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft, så er det lige så klart, at der også – i det mindste i Kants selvforståelse – er væsentlige forskelle på de to værker. Tesen om de to værkers grundlæggende systematiske parallelitet er derfor problematisk og bør ikke uden videre godtages.

Kritik af indholdstesen

Hvis både den historiske og den systematiske tese er problematiske, så bliver også indholdstesen svær at fastholde. Ovenfor argumenterede jeg således for, at hvis man accepterer de to første teser, så er det naturligt også at acceptere indholdstesen, da kombinationen af den historiske og den systematiske tese ret direkte synes at lede til indholdstesen. Hvis man omvendt ikke accepterer den historiske og den systematiske tese, så er der ingen, eller i det mindste væsentligt mindre, grund til at acceptere indholdstesen. Hvis man fx både mener, at Kants forståelse af sit filosofiske system ikke var stabil, men ændrede sig over tid, og at der ikke er en klar og entydig systematisk parallelitet mellem Kants to første kritikker, så bliver det vanskeligt, og i hvert fald mere komplekst, direkte at udlede indholdet af og formålet med Kritik af den praktiske fornuft fra dette værks systematiske placering i Kants tænkning.

De to foregående afsnits kritik af hhv. den historiske og den systematiske tese har derfor, i det mindste indirekte, også undermineret indholdstesen. Hvis de to første teser må afvises, så kan de ikke tjene som belæg for indholdstesen, der derfor enten må opgives eller begrundes på anden måde.

En anden grund til at stille sig tvivlende over for gyldigheden af indholdstesen er, at den i praksis synes at lede til et mismatch mellem folks forventninger til Kritik af den praktiske fornuft, og hvad dette værk faktisk handler om. Her vender vi tilbage til det spørgsmål, jeg tidligere lovede at komme ind på, nemlig hvorvidt indholdstesen og de to øvrige eksegetiske teser faktisk påvirker folks tilgang til og forståelse af Kritik af den praktiske fornuft. Dette spørgsmål er overraskende vanskeligt at besvare, da de tre teser sjældent eksplicit formuleres, men snarere tjener som implicitte præmisser for læsningen og fortolkningen af (dele af) Kants tænkning.

For netop Kritik af den praktiske fornuft er der dog grund til at antage, at i hvert fald indholdstesen, eller noget der minder om den, faktisk spiller en vis rolle for folks tilgang til værket. Det er således slående, hvor relativt ofte det i sekundærlitteraturen bemærkes, at Kritik af den praktiske fornuft ikke lever op til, eller adskiller sig fra, hvad der forventedes af værket. I sin indledning til den danske oversættelse beskriver oversætteren Tom Bøgeskov således Kritik af den praktiske fornuft som “denne på mange måder mærkelige bog”, fordi Kant her diskuterer emner og spørgsmål, der på forskellig måde synes at stride mod, hvad han skriver i blandt andet Grundlæggelse og Kritik af den rene fornuft.²⁵Tom Bøgeskov, “Oversætterens forbemærkning”, i Kritik af den praktiske fornuft, anden udgave (Frederiksberg: Det lille Forlag), s. 7–8. Ifølge Bøgeskov svarer indholdet af Kritik af den praktiske fornuft således ikke til de forudgående forventninger, som en læser umiddelbart ville have ud fra Kants tidligere værker.

Et konkret eksempel på et sådant mismatch mellem folks forventninger til Kritik af den praktiske fornuft, og hvad dette værk faktisk indeholder, er det blandt Kant-tolkere omstridte spørgsmål om, hvorvidt og hvordan Kants syn på muligheden af at etablere frihedens mulighed ændrer sig fra Grundlæggelse af sædernes metafysik til Kritik af den praktiske fornuft. I tredje del af Grundlæggelse synes Kant at åbne for muligheden af en art transcendental deduktion af frihed, ud fra hvilken vi kan udlede morallovens objektive gyldighed.²⁶Grundlæggelse, s. 111–135 (AA 4:446–463). Det ville derfor være naturligt at antage, at Kant i Kritik af den praktiske fornuft ville levere en sådan kritisk deduktion.

Det gør han imidlertid ikke. Tværtimod synes Kant her ret tydeligt at udelukke muligheden af en sådan transcendental deduktion af frihedens realitet. I stedet fremhæver han morallovens gyldighed som et “fornuftens faktum”, der i en eller anden forstand er givet, og som i praksis viser os frihedens mulighed. Friheden, hævder Kant i Kritik af den praktiske fornuft, er “morallovens ratio essendi [værensgrund], hvorimod moralloven er frihedens ratio cognoscendi [erkendegrund]”.²⁷Se Kritik af den praktiske fornuft, Forord, s. 10, fodnote (AA 5:4), samt Første kapitel § 7, s. 35–37 (AA 5:30–33). Karl Ameriks, “Kant’s Deduction of Freedom and Morality” i Journal of the History of Philosophy, 19(1), s. 53–79 (genoptrykt i Interpreting Kant’s Critiques. Oxford: Clarendon Press, 2003, s. 161–192) er en kanonisk … Continue reading Dermed synes Kant dels at opgive den ambition om at kunne deducere frihedens mulighed, som han præsenterede i Grundlæggelse; dels synes han at vende sin tidligere forståelse af den epistemiske begrundelsesrelation mellem frihed og morallov på hovedet.

I sekundærlitteraturen synes der derfor at være en vis uoverensstemmelse mellem folks forventninger til Kritik af den praktiske fornuft og det konkrete indhold af dette værk. En mulig forklaring på denne uoverensstemmelse kunne være, at folks forventninger til indholdet af Kritik af den praktiske fornuft (blandt andet) udspringer af deres implicitte forståelse af dette værks systematiske placering og rolle i Kants filosofiske system; en forståelse der ikke svarer til virkeligheden. Sagt med andre ord: Indholdstesen, eller noget der minder om den, kan være en medvirkende forklaring på, at indholdet af Kritik af den praktiske fornuft tilsyneladende ikke svarer til de forventninger, som folk har til dette værk.

Hvis dette er rigtigt, så er det endnu en grund til at opgive denne tese. Hvis vores eksegetiske fordomme leder os til antagelser, der er i modstrid med, eller ikke opfyldes af, den tekst vi søger at fortolke og forstå, så er den mest oplagte konklusion, at der er noget i vejen med disse fordomme, og at de derfor bør enten opgives eller revideres. Indholdstesen synes at give os et misvisende billede af Kritik af den praktiske fornuft. Derfor bør vi enten opgive eller (kraftigt) revidere denne tese.

Konklusion

Jeg indledte denne artikel med at stille spørgsmålet: Hvorfor er Kritik af den praktiske fornuft et så relativt overset værk? I indledningen foreslog jeg som et muligt svar på dette spørgsmål, at Kritik af den praktiske fornuft ofte implicit fortolkes ud fra tre eksegetiske fordomme: en historisk, en systematisk og en indholdsmæssig. Disse fordomme indplacerer Kritik af den praktiske fornuft i en bestemt tilgang til og forståelse af Kants filosofiske system, som tendentielt gør det overflødigt at engagere sig med dette værk og med de konkrete argumenter og emner, som Kant her diskuterer.

I de foregående afsnit har jeg forsøgt at vise, at der er gode grunde til ikke at acceptere disse teser. Den historiske tese er problematisk af historiske grunde: Kant havde ikke et filosofisk system, som var endegyldigt på plads ved udgivelsen af Kritik af den rene fornuft i 1781 og forblev nogenlunde uforandret i de efterfølgende årtier. Kant modificerede, reviderede og gentænkte konstant både detaljerne i dette system og dets overordnede opbygning, herunder spørgsmålet om behovet for og den systematiske funktion af en Kritik af den praktiske fornuft.

Den systematiske tese om en grundlæggende parallelitet eller symmetri mellem Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft er ligeledes problematisk. Dels fordi Kants forståelse af, hvilken systematisk rolle en Kritik af den praktiske fornuft konkret skulle spille, ændrede sig, i takt med at hans systematiske selvforståelse ændrede sig. Dels fordi Kant i Kritik af den praktiske fornuft selv eksplicit peger på nogle vigtige systematiske forskelle på formålet med en kritik af hhv. den spekulative og den praktiske fornuft.

Endelig er der også grund til at være kritisk overfor indholdstesen, der hævder, at formålet med og indholdet af Kritik af den praktiske fornuft kan udledes direkte af dette værks systematiske placering og rolle i Kants filosofiske system problematisk. Dels kan denne tese ikke begrundes med henvisning til den historiske og den systematiske tese, der jo begge har vist sig uholdbare. Dels synes tesen at lede til falske eller misvisende forventninger til (indholdet af) Kritik af den rene fornuft.

Min overordnede konklusion er altså, at de tre eksegetiske fordomme, jeg skitserede i indledningen, er problematiske og bør opgives. Gør vi det, så kan vi begynde at læse Kritik af den praktiske fornuft med åbne øjne og fornyet interesse, og dermed forhåbentlig få en bedre, mere nuanceret og mindre fordomsfuld forståelse af værkets systematiske betydning i og for Kants (moral)filosofiske tænkning.

1.	I det følgende henviser jeg til Kants værker ved deres fulde titel eller en let forståelig forkortelse. For alle henvisninger gælder, at jeg først refererer til sidetallet i den nyeste danske oversættelse af den relevante tekst, hvis der findes en sådan, og derefter (i parentes) til bind:sidetal i den såkaldte Akademiausgabe (AA) af Kants samlede værker: Kants Gesammelten Werken udgivet først af Der Königlich Preussischen/Brandenburgischen Akademie der Wissenschaften og senere af forlaget Walter de Gruyter (Berlin). Jeg har i flere tilfælde enten revideret den danske oversættelse, eller selv oversat de relevante passager. De anvendte tekster og udgaver af Kants værker er: Immanuel Kant, Kritik der reinen Vernunft. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1990. Dansk udgave: Kritik af den rene fornuft, oversat af Claus Bratt Østergaard, Frederiksberg: Det Lille Forlag, 2002; Immanuel Kant, Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik, die als Wissenschaft wird auftreten können. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1993. Dansk udgave: Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal kunne optræde som videnskab, oversat af Claus Bratt Østergaard. Frederiksberg: Det Lille Forlag, 2007; Immanuel Kant, Grundlegung zur Metaphysik der Sitten. Felix Meiner Verlag, 1994. Dansk udgave: Grundlæggelse af sædernes metafysik, oversat af Tom Bøgeskov, København: Hans Reitzels Forlag, 1999; Immanuel Kant, Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft, Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1997. Værket er ikke oversat til dansk. Den danske titel, Naturvidenskabens metafysiske begyndelsesgrunde, er min oversættelse; Immanuel Kant, Kritik der praktischen Vernunft. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1990. Dansk udgave: Kritik af den praktiske fornuft, 2. udgave, oversat af Tom Bøgeskov. Frederiksberg: Det Lille Forlag, 2011; Immanuel Kant, Kritik der Urteilskraft. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 2001. Dansk udgave: Kritik af dømmekraften, oversat af Claus Bratt Østergaard. Frederiksberg: Det lille Forlag, 2005; Immanuel Kant, Metaphysische Anfangsgründe der Rechtslehre. Metaphysik der Sitten, Erster Teil. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1998. Værket er ikke oversat til dansk. Den danske titel (Sædernes metafysik - Retslæren) er min oversættelse; Immanuel Kant, Metaphysische Anfangsgründe der Tugendlehre. Metaphysik der Sitten, Zweiter Teil. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1990. Den danske titel (Sædernes metafysik – Dydslæren) er min oversættelse.
2.	Sebastian Gardner, Routledge Philosophy Guidebook to Kant and the Critique of Pure Reason (Oxford: Routledge, 1999); Graham Bird, The Revolutionary Kant: A Commentary on the Critique of Pure Reason (Chicago: Open Court, 2006); Jill Vance Buroker, Kant’s ‘Critique of Pure Reason’: An Introduction (Cambridge, Cambridge University Press, 2006); Matthew C. Altman, A Companion to Kant’s Critique of Pure Reason (Oxford: Routledge, 2007); James Luchte, Kant’s ‘Critique of Pure Reason’: A Reader’s Guide (London: Bloomsbury, 2007); Harvey Young & Douglas Burnham, Kant’s Critique of Pure Reason: An Edinburgh Philosophical Guide (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2008); Paul Guyer (red.), The Cambridge Companion to Kant’s Critique of Pure Reason (Cambridge: Cambridge University Press, 2010); James O’Shea, Kant’s Critique of Pure Reason: An Introduction and Interpretation (Oxford: Routledge, 2011); James O’Shea (red.), Kant’s Critique of Pure Reason: A Critical Guide (Cambridge: Cambridge University Press, 2017); Yirmiyahu Yovel, Kant’s Philosophical Revolution: A Short Guide to the Critique of Pure Reason (Princeton: Princeton University Press, 2018); Michael Pendlebury, Making Sense of Kant’s “Critique of Pure Reason”: A Philosophical Introduction (London: Bloomsbury Academic, 2022).
3.	Udover Beck, A Commentary… og Sala, Kants ‘Kritik…’ er der tale om Ottfried Höffe (red.), Kants Kritik der praktischen Vernunft, Klassiker Auslegen-serien bind 26 (Berlin: Akademie Verlag, 2002) og Andrews Reath & Jens Timmermann (red.), Kant’s ‘Critique of Practical Reason’. A Critical Commentary i serien Cambridge Critical Guides (Cambridge: Cambridge University Press, 2010). Udover disse værker findes der selvfølgelig et utal af bøger, artikler og leksikonopslag, der på mere eller mindre systematisk vis introducerer til, diskuterer og kommenterer på dele af Kritik af den praktiske fornuft. Ingen af disse har dog det samlende, systematiske eksegetiske sigte, der kendetegner et decideret kommentarværk.
4.	Paul Guyer (red.), Kant’s Groundwork of the Metaphysics of Morals: Critical Essays (Lanham: Rowman & Littlefield, 2000); Paul Guyer, Kant’s ‘Groundwork for the Metaphysics of Morals’: A Reader’s Guide (London: Continuum Press, 2007); Jens Timmermann, Kant’s Groundwork of the Metaphysics of Morals: A Commentary (Cambridge: Cambridge University Press, 2007); Sally Sedgwick, Kant’s Groundwork of the Metaphysics of Morals: An Introduction (Cambridge: Cambridge University Press, 2008); Christoph Horn & Dieter Schönecker (red.), Groundwork for the Metaphysics of Morals (Berlin: De Gruyter, 2008); Henry E. Allison, Kant’s Groundwork for the Metaphysics of Morals: A Commentary (Cambridge: Cambridge University Press, 2011); John Callanan, Kant’s Groundwork of the Metaphysics of Morals: An Edinburgh Philosophical Guide (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2013); Jens Timmermann (red.), Kant’s ‘Groundwork of the Metaphysics of Morals’: A Critical Guide (Cambridge: Cambridge University Press, 2013); Dieter Schönecker & Allen Wood, Immanuel Kant’s Groundwork for the Metaphysics of Morals: A Commentary (Berlin, De Gruyter, 2015); Steven M. Kahn (red.), Understanding Kant’s Groundwork (Indianapolis: Hackett Publishing, 2023). Dertil skal lægges en række engelsksprogede oversættelser af Grundlæggelse med ofte meget omfattende introduktioner til værket.
5.	Grundlæggelse, s. 37 (AA 4:392).
6.	Da Lewis White Beck i 1960 udgav den første engelsksprogede kommentar til Kants Kritik af den praktiske fornuft indledte han fx. bogen med at konstatere, at: “Odd though it may be, the Critique of Practical Reason is a neglected work. There is no study of it in any language that can be compared favorably with the commentaries on the Critique of Pure Reason by Kemp Smith, Paton, or Vaihinger. Not even briefer commentaries like those of Cohen, Ewing, or Weldon on the first Critique exist in English for the second; there seems to be only one (that of Stange) in German.” (Lewis White Beck, A Commentary on Kant’s Critique of Practical Reason (Chicago: University of Chicago Press, 1960), s. v). Giovanni Sala begrundede 54 år senere behovet for sin egen tysksprogede kommentar til Kritik af den praktiske fornuft med en lignende konstatering: “Bortset fra enkelte ældre og svært tilgængelige udlægninger, der blev forfattet på Kants egen tid, og som ikke er til nogen særlig hjælp for nutidige læsere, og et par enkelte parafraserende værker fra det 20. århundrede, så findes der for nuværende ikke en samlet kommentar til Kritik af den praktiske fornuft. Den eneste undtagelse er den amerikanske Kant-forsker Lewis White Becks Commentary on Kant’s Critique of Practical Reason fra 1960, der i 1974 blev oversat til tysk af Karl-Heinz Ilting.” (Giovanni Sala, Kants ‘Kritik der praktischen Vernunft’. Ein Kommentar (Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 2004), s. 53, min oversættelse).
7.	Tom Bøgeskov, “Indledning” i Immanuel Kant, Grundlæggelse af sædernes metafysik (København: Hans Reitzels Forlag), s. 7–27. Jeg hævder ikke, at Bøgeskov selv tilslutter sig en rent statisk model, blot at hans fremstilling, formodentlig af pædagogiske grunde, implicit forudsætter en relativt statisk forståelse af Kants filosofiske system. Det samme er tilfældet i andre populære indføringer i Kants filosofi, fx Tim Jankowiak, “Immanuel Kant” i Internet Encyclopedia of Philosophy (tilgået den 30-06-2024).
8.	Morten Haugaards Jeppesen, “Kritikkens tidsalder”, i Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen & Frederik Stjernfelt (red.) Tankens magt. Verstens idéhistorie (København: Lindhardt & Ringhof), Bind 2, s. 1101. En prominent fortaler for tesen om, at der er en dyb systematisk symmetri mellem Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft er, måske lidt overraskende, Ernst Cassirer. I Kants Leben und Lehren (Berlin: B. Cassirer) hævder Cassirer, at “Den egentlige begrundelse for Kants [etiske] formalisme ganske givet skal søges i et endnu dybere lag af hans tænkning, nemlig i det almene transcendentale begreb om form, der også går forud og ligger til grund for matematikken.” (s. 254–255). På den baggrund argumenterer Cassirer for, at der er “de mest intime analogi” (s. 255) mellem diskussionen af ren anskuelse og ren forstand i Kritik af den rene fornuft og diskussion af vilje, lyst og ulyst i Kritik af den praktiske fornuft.
9.	Grundlæggelse, s. 37 (AA 4:392).
10.	At Grundlæggelse er et så populært og udbredt værk, og at det for mange mennesker repræsenterer deres første, og måske eneste, møde med Kants moralfilosofi, er dog ikke uproblematisk. Problemet er, at Grundlæggelse risikerer at blive gjort identisk med Kants moralfilosofi som helhed, dvs. at man tror Grundlæggelse rummer alle Kants væsentligste tanker om moral. Og det er en fejl. Som Allen Wood formulerer det: “Despite its brevity, the Groundwork is one of the greatest and most influential achievements in the history of philosophy. Nevertheless, it must be said that a disproportionate amount of scholarly attention has been paid to it. For Kant intends this little book not as a complete exposition of his ethical theory but only as an attempt to identify and secure the fundamental principle on which a system of ethics might be based.” Se Allen Wood, Kant’s Ethical Thought, (Cambridge: Cambridge University Press, 1999), s. 12.
11.	Kritik af den rene fornuft, s. 47 (A14-15). Min oversættelse. I indledningen til B‑udgaven er dette afsnit delvist omskrevet og kraftigt udvidet. Se Kritik af den rene fornuft, s. 61–62 (B28-29).
12.	Kritik af den rene fornuft, s. 523, n. 823 (A801/B829). Min oversættelse.
13.	Kant udelukker ikke, at der kan høre andet og mere til kritik af den rene fornuft end det der falder under transcendentalfilosofien. Det er derfor principielt muligt, at denne kritik også kan omfatte både moralitetens øverste principper og vores praktiske dommes grundbegreber. Kant synes dog i begge de to passager jeg citerer at være noget skeptisk overfor tanken om en kritisk og transcendentalfilosofisk begrundelse af vores praktiske dommes gyldighed.
14.	Grundlæggelse, s. 36–37 (4:391–392). Revideret oversættelse.
15.	“Man kunne vel også allerede på forhånd formode, at kendskab til, hvad man skal gøre, og følgelig også vide, påhviler alle mennesker, og er en sag for alle, selv det mest jævne menneske. Her kan man ikke andet end beundre, hvordan den almindelige menneskeforstands praktiske dømmekraft er langt forud for den teoretiske.” Grundlæggelse, s. 53 (AA 4:404).
16.	Grundlæggelse, s. 59 (AA 4:407).
17.	“Dermed tilskyndes den almindelige menneskefornuft til at gå ud over sine rammer og bevæge sig ind på en praktisk filosofis område; ikke på grund af en trang til spekulation (for en sådan trang har den aldrig, så længe den stiller sig tilfreds med blot at være sund fornuft), men netop af praktiske grunde for dérfra at indhente klare anvisninger og blive oplyst om kilden til dens eget princip…” Grundlæggelse, s. 55–56 (AA 4:405).
18.	Tredje afsnit i indledningen til Kritik af dømmekraften har således overskriften “Om kritikken af dømmekraften som et middel til at forbinde filosofiens to dele til et hele”. Se Kritik af dømmekraften, s. 37–39 (AA 5:176–179).
19.	Se Heinrich Klemme, “The Origin and Aim of Kant’s Critique of Practical Reason” i Reath & Timmermann, Kant’s ‘Critique…’ (op.cit.), s. 11–30, for en diskussion af de relevante breve og dokumenter.
20.	Se Beck, A Commentary…, kap. 1; Allen Wood, “Preface and Introduction (3–16)” i Höffe, Kants Kritik… (op.cit.), s. 21–36; Sala, Kants ‘Kritik…’, s. 53–56 og særligt Klemme, “The Origin and Aim…” (op.cit.) for yderligere detaljer om tilblivelsen af Kritik af den praktiske fornuft.
21.	Kritik af den praktiske fornuft, s. 9 (AA 5:3). Revideret oversættelse.
22.	Kritik af den rene fornuft, s. 475 (A711/B739). Revideret oversættelse.
23.	Kritik af den praktiske fornuft, s. 19–20 (AA 5:16). Revideret oversættelse
24.	Se fx. den kritiske diskussion i Beck, A Commentary…, s. 42–45.
25.	Tom Bøgeskov, “Oversætterens forbemærkning”, i Kritik af den praktiske fornuft, anden udgave (Frederiksberg: Det lille Forlag), s. 7–8.
26.	Grundlæggelse, s. 111–135 (AA 4:446–463).
27.	Se Kritik af den praktiske fornuft, Forord, s. 10, fodnote (AA 5:4), samt Første kapitel § 7, s. 35–37 (AA 5:30–33). Karl Ameriks, “Kant’s Deduction of Freedom and Morality” i Journal of the History of Philosophy, 19(1), s. 53–79 (genoptrykt i Interpreting Kant’s Critiques. Oxford: Clarendon Press, 2003, s. 161–192) er en kanonisk fremstilling af dette problem (og et lige så kanonisk forsøg på at løse det).

Fra den histo­ri­ske og syste­ma­ti­ske tese til ind­hold­ste­sen

Kri­tik af den histo­ri­ske tese

Kri­tik af den syste­ma­ti­ske tese

Kri­tik af ind­hold­ste­sen

Kon­klu­sion

Fra den historiske og systematiske tese til indholdstesen

Kritik af den historiske tese

Kritik af den systematiske tese

Kritik af indholdstesen

Konklusion