Spørgsmålet om hvilken teori, der leverer den bedste beskrivelse af den økologiske krise i det 21. århundrede, og dermed det bedste afsæt for en ny økologisk praksis, synes at kunne koges ned til to spidskandidater. I den første lejr står mennesket centralt og i den anden er dets position langt mere nedtonet. Den første lejr tæller teoretiske skoler som historisk materialisme, herunder økosocialisme og ‑marxisme, men også andre traditioner, hvor mennesket står som central agent. Den anden lejr tæller nymaterialisme, posthumanisme og spekulativ realisme og tager bl.a. afsæt i Bruno Latours aktør-netværksteori og hans non-antropocentriske begreb om agens, der er defineret som dét at gøre en forskel.1Se Bruno Latour, Reassembling the Social – An Introduction to Actor-Network-Theory (Oxford: Oxford University Press, 2005), 52, 71. Det er her, at én af diskussionens hovedkonflikter ligger, for med Latours minimaldefinition betyder det, at en bred vifte af ikke-menneskelige entiteter pludselig tæller som agenter. Ikke bare andre dyr og organismer, men også anorganiske entiteter og artefakter. At kunne handle er altså ikke en specifik menneskelig egenskab. I den modsatte ende af spektret finder vi en mere traditionel forståelse af idéen om agens, hvor en handling altså har at gøre med intentionalitet/formålsrettethed; at agere er at handle efter et (for)mål, et ønske, en viljesbegæring, hvilket i de fleste tilfælde forudsætter tankevirksomhed, et kriterie, som dermed udelukker en lang række (potentielle) agenter. Der er naturligvis forskellige nuancer midt imellem. F.eks. kan træer og bjerge måske siges at operere efter det formål at vokse, men uden at besidde bevidstheden om det.2Se f.eks. Andreas Malm, The Progress of this Storm – Nature and Society in a Warming World (London, New York: Verso, 2018). Uenighederne beløber sig til spørgsmålet om, hvorvidt mennesket står centralt placeret i den ontologiske kortlægning af virkeligheden eller ej på grund af sine særlige egenskaber, såsom evnen til netop at handle, tænke, tale osv. Jeg vil her advokere for en alliance mellem de to kandidater, der kan lede os til et begreb om handling, ikke som en særlig egenskab eller blot en aktivitet, men et kraftfelt mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige.
Særhedsprivilegiet
Mennesket står ud fra resten af dyreriget, endsige kosmos, som en særling, der udmærker sig og adskiller sig på grund af sine unikke evner og egenskaber. Denne status som ener blandt universets skabninger kaldes undertiden exceptionalisme. Det er der som sådan ikke noget galt i, men hvorfor skulle denne omstændighed alene kunne skabe hjemmel for en ontologisk særstatus? Vi kan nemlig sagtens komme med eksempler på exceptionelle evner hos andre livsformer end lige netop mennesket, for eksempel den udødelige vandmand (Turritopsis nutricula), som er i stand til at vende sit biologiske ur og undgå en naturlig død. Så hvorfor udmærker åndsevnen, selvbevidstheden eller den frie vilje sig ontologisk til fordel for evnen til at snyde døden?3George Church og Ed Regis, Regenesis – How Synthetic Biology Will Reinvent Nature and Ourselves (New York: Basic Books, 2020), 219. Er det fordi, vi besidder evnen til at formulere vores fortrin? Igen, hvorfor udmærker evnen til at tale, formulere og stille spørgsmål sig fremfor andre evner, når det kommer til en kortlægning af virkeligheden? Ifølge Graham Harman giver disse egenskaber ikke mennesket carte blanche til at okkupere 50% af ontologien som det ellers har været tilfældet de sidste mange hundrede år.4Graham Harman 2018, Object-Oriented Ontology – A New Theory of Everything (London: Penguin Books, 2018), 56.
Dikotomien mellem mennesket på den ene side og resten af kosmos på den anden er en filosofisk kæphest, der har haft adskillige jockeyer gennem tiden. Det hårde kartesianske skel mellem tænkning (res cogitans) og den fysiske verden (res extensa) har siden sit indtog i filosofien undergået en række reformer. Tag f.eks. idealismens bestræbelser på at udpege en fællesnævner mellem de to domæner eller fænomenologiens forsøg på en annullering af forskellen gennem en ontologisering af forholdet—jeg er mit verdensforhold (Heidegger), jeg er min krop (Merleau-Ponty). Der er dog stadig tale om ontologier, der trækker én og kun én streg i sandet, nemlig mellem mennesket på den ene side og det ikke-menneskelige på den anden. Selvfølgelig er der forskel på folk og røvere i Kardemommeby, men spørgsmålet er, om forskellen stikker så dybt, at den bør fungere som udgangspunkt for et onto-taksonomisk hierarki?5Harman introducerer begrebet “onto-taksonomi” i Dante’s Broken Hammer – The Ethics, Aesthetics and Metaphysics of Love (London: Repeater Books, 2016) og igen mere indgående i “The only exit from modern philosophy”, Open Philosophy 3 (2020): 132–146. Begrebet er udviklet som analogi til Heideggers diagnose af … Continue reading Det er i hvert fald disse skelpæle, som i forskellige samtidsfilosofiske skoler har undergået en grundig inspektion og revision. Disse nye skoledannelser refererer til forskellige teoretiske orienteringer, der forsøger at tilvejebringe filosofiske modeller, som transcenderer postmodernismens diskursanalyser og antropocentriske fundament. I stedet for at tage udgangspunkt i menneskelig exceptionalisme, får vi her en udvidelse af den ontologiske startlinje, som inkluderer objekter, liv og materie mere generelt.6Jane Bennett, Vibrant Matter – A Political Ecology of Things (Durham og London: Duke University Press, 2010), Rosi Braidotti, The Posthuman (Cambridge: Polity Press, 2013), Harman, Object-Oriented Ontology, Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London & New York: Bloomsbury Academic, 2020).
For det første er det specifikt menneskelige særkende slet ikke så nemt at isolere. Hvis jeg er mit verdensforhold, hvordan kan vi så redegøre for tiden før jeg blev født eller før der fandtes liv på Jorden? Det er det, Quentin Meillassoux har kaldt problemet omkring ancestralitet.7Se Quentin Meillassoux, After Finitude – An Essay on the Necessity of Contingency, oversat af Ray Brassier (London: Continuum, 2008). Hvis jeg er min krop, hvordan forklarer vi så, at det økologiske samfund af celler, der lever i og på menneskekroppen (mikrobiomet), ikke blot rummer et antal af ikke-menneskelige mikroorganismer, der er ti gange højere end de krops- og kønsceller, vi selv producerer, men tilmed har afgørende indflydelse på sådan noget som kognition, beslutningsprocesser, humør, stressniveau, angst, søvn- og spisevaner mv.?8Peter J. Turnbaugh et. al., “The Human Microbiome Project”, Nature 449 nr. 7164 (2007): 804–810. For det andet kan forsøget på at isolere menneskets exceptionelle egenskaber såsom evnen til at træffe og eksekvere beslutninger (det frie valg) forstås på mindst to måder: 1) mennesket alene er i stand til at træffe valg, og 2) mennesket alene er i stand til at træffe valg om x (f.eks. klimakrisen).
Den første påstand kan nemt udfordres. Ifølge Thomas Seeley opererer honningbier for eksempel i en form for demokratisk beslutningsfællesskab. Når en bisværm forlader sin kube for at bygge en ny, foregår det på den måde, at spejdere flyver ud og afsøger området, hvorefter disse informationer kommunikeres til sværmen, der så i fællesskab træffer afgørelse om, hvor den nye kube skal opføres. Sværmen kan altså siges at udgøre en kognitiv enhed, der træffer et valg ud fra et sæt af forskellige muligheder.9Thomas D. Seeley, Honeybee Democracy (Princeton: Princeton University Press, 2010), 199. Andre organismer, såsom planter, træffer måske ikke beslutninger, men de er heller ikke passive i mødet med omverdenen. De er aktive i forhold til processer som fotosyntese, men de kan også kommunikere og modsætte sig forandringer i omgivelserne. Planter kan udskille dufte i form af kemiske forbindelser som methylsalicylat for at advare mod fare fra insekter, bakterier og vira til endnu ubesmittede dele eller andre planter i nærheden. Vi kan tilmed tale om en form for hukommelse, når erfaringer og reaktioner fra stressfyldte situationer forårsager epigenetiske forandringer, en strukturændring, som kan nedarves og transmitteres til næste generation.10Marjolein Oele, E‑Co-Affectivity: Exploring Pathos at Life’s Material Interfaces (Albany: State of New York Press, 2020), 42. Det betyder på ingen måde, at vi skal sidestille planter, bier og menneskers formåen i spørgsmålet om erindring, valgfrihed og evnen til at træffe beslutninger.11Det videnskabelige studie af planter i forhold til hukommelse, opførsel, sprog osv. lider ofte under det problem, at terminologien bliver affejet som antropomorft sprogbrug, så det er vigtigt dels at skelne mellem det antropologiske og vegetabilske domæne, men også at videreudvikle begrebsapparatet og … Continue reading Planters hukommelse (genkaldelse af lagret information) er selvfølgelig ikke neural som hos dyr og mennesker, men finder sted i phloem-cellerne eller sivævet.12Michael Thellier, Plant Responses to Environmental Stimuli: The Role of Specific Forms of Plant Memory (Dordrecht: Springer, 2017), 56. Der er altså ikke tale om træmænd eller bipersoner (pun intended), men spørgsmålet er, om forskellen er kategorisk eller gradsbestemt og hvilken plads ikke-menneskelige entiteter skal have i en teoretisk kortlægning af virkeligheden. Problematikken er broget og nærmest paradoksal, for som Claire Colebrook blandt andre har påpeget, så har de sidste to hundrede års idéhistorie være præget af at definere mennesket som et væsen, der netop ikke besad nogen specifik essens andet end den, han eller hun gav sig selv, samtidig med, at mennesket som art i samme periode har sat sit aftryk og specifikt menneskelige særkende så eftertrykkeligt på planeten, at det i dag kan spores stratigrafisk i jordlagene.13Ben Dibley, “Anthropocene: the enigma of ‘the geomorphic fold’ ”, i Animals in the Anthropocene – Critical Perspectives on Non-human futures, red. the Human Animal Research Network Editorial Collectives (Sydney: Sydney University Press, 2015): 19–33, 21.
Den anden påstand synes at indkredse valgfriheden til et spørgsmål om intentionalitet. Men at basere en ontologi på et bestemt væsens evne til at respondere på en empirisk case som klimakrisen synes at åbne op for en udvanding af begrebet ontologi, for så bør vi vel netop også basere spørgsmålet om, hvad udødelighed er, på et studie af Turritopsis nutricula alene. Forskellen på den første og anden påstand illustrerer, hvorfor det alligevel giver mening at zoome ind på ontologiske aspekter ved mennesket, men ikke hvorfor enhver ontologi må tage udgangspunkt i menneskelig exceptionalisme. Menneskets evne til at adressere og potentielt løse klimakrisen er udtryk for en spændvidde i valgfriheden, som vi naturligvis ikke finder hos bierne eller andre levende organismer for den sags skyld. Bierne træffer måske beslutninger om boligforhold, men ikke om miljø og klima eller om lokalplaner, affaldssortering, biopolitik osv. Hvorfor giver det så mening fortsat at insistere på ikke-menneskelige agenters rolle i denne sammenhæng? Lad mig give tre eksempler:
Skydevåben, snacks og skovområder
Tag det gamle mantra fra våbenindustrien: pistoler dræber ikke mennesker, mennesker dræber mennesker. Ud fra et nymaterialistisk perspektiv er pistolen stadig i spil som en vigtig brik, vi ikke kan se bort fra i dette scenarie. Drabet sker måske som resultat af en overlagt handling, hvor en finger trykker på en aftrækker, men der er også selve materialet—fingeren, aftrækkeren og patronen, som gennemborer huden, kødet, kroppen. At tilskrive pistolen en form for agens i en større konstellation af materielle og ikke-materielle årsagssammenhænge (våbenindustrien, pistolen, patronen, lovgivningen, radikalisering, valget om at dræbe osv.) fremfor et subjekt, der gør X og forårsager Y, betyder ikke, at pistolen sidestilles med dette subjekt. Nymaterialisterne siger altså ikke hermed, at pistolen har sit eget bevidsthedsliv og aktivt selv kan træffe en tilsvarende afgørelse om at ville frigive én af sine patroner og dræbe et menneske, men de vil insistere på, at selve mødet mellem finger og aftrækker, kugle og krop, ikke kan tænkes ud af ligningen. Hvis person X besluttede sig for ikke at trykke på aftrækkeren, var der slet ikke noget drab, men det samme ville jo være tilfældet, hvis der ikke var nogen aftrækker. Selve handlingen at trykke på aftrækkeren er ét af to afgørende øjeblikke. Det andet er mødet mellem materielle objekter, for der er stor forskel på, om patronen rammer huden, som den kan trænge igennem, eller en skudsikker vest, som den ikke kan trænge igennem. Den efterfølgende lægefaglige vurdering af behandlingen tager udgangspunkt i netop dette møde, ikke i hvorvidt person X, som selvbevidst agent, rettede et skydevåben mod person Y.
Et andet eksempel kunne være myten om, at overvægt skyldes en svag vilje, fordi vi netop har friheden til at vælge hvilke fødevarer, vi indtager. Det vil sige, at person X indtager fødevare Y, men har evnen til at vælge fødevare Z. Ergo er person X alene skyld i de konsekvenser, det medfører at indtage fødevare Y. Studier viser imidlertid, at overvægt i langt højere grad skyldes stimuli fra omverdenen, som virker ubevidst, såsom portionsstørrelse, fedtindhold, fødevarereklamer og sociale faciliteter, dvs. faktorer, der ikke har at gøre med frie valg.14David A. Levitsky et al. “Free will and the obesity epidemic”, Public Health Nutrition 15 nr. 1 (2011): 126–141, 132. Jane Bennett bruger eksplicit mad som et eksempel på en assemblage, hvor agensen synes distribueret mellem mennesker og ikke-menneskelige agenter:
I nogle tilfælde med bestemte madvarer såsom kartoffelchips, synes det kun rimeligt at tilskrive håndens bevægelser status af en kvasi- eller blot semiintentionel handling for chipsene synes selv automatisk at fremprovokere den manuelle håndbevægelse. At spise chips vil simpelthen sige, at man træder ind i en assemblage i hvilken jeget ikke nødvendigvis har den mest afgørende indflydelse.15Bennett, Vibrant Matter, 40 (min oversættelse).
I modsætning til pistoleksemplet fra før, hvor tilstedeværelsen af aftrækkeren satte rammen for, om en person kunne skyde en anden person eller ej, synes chipsene i denne sammenhæng at have en direkte indflydelse på handlingen.
Et sidste eksempel: På globalt plan har vi over de sidste to årtier alene mistet 500 mio. hektar skov.16Mark Buchanan, “Nature Fights Back”, Nature Physics 17 (2021): 758. Problemet beløber sig ikke til, hvorvidt mennesket som væsen agerer intentionelt i modsætning til andre væsner, hvad enten vi forstår det epistemologisk som rettethed eller normativt som intention. Skoven er ikke blot et materiale, vi praktisk kan tilgå, for eksempel ved at bevare, trimme, fælde eller brænde den. Det er heller ikke bare en genstand, vi teoretisk kan anskue som ressource, naturområde, habitat, helligdom og så videre. Blandt skovens mange funktioner finder vi f.eks. rollen som mellemstation for regnvand, når skyerne driver ind over fastlandet. Skyer kan højest bevæge sig sekshundrede kilometer før der falder nedbør, men skovene opsamler vandet dels til eget forbrug, og dels til opbevaring, dvs. som midlertidigt depot via sine blade, indtil vandet igen kan fordampe, danne skyer og drive videre over større afstande. På de steder, hvor der ikke findes træer eller skovområder indenfor en radius af sekshundrede kilometer fra kysten, ser vi konsekvensen af den manglende nedbør—ørkendannelse.17Peter Wohlleben, Træernes Hemmelige Liv (København: People’s Press, 2018), 139. Det frie valg er ikke frit fordi det bliver truffet i et friktionsløst vakuum, men fordi vi kan manøvrere i forskellige mulighedsrum. Pointen er netop ikke, at ikke-menneskelige entiteter har skjulte agendaer, men at de kræfter, de besidder, dels er med til at åbne og lukke sådanne mulighedsrum og dels, at de kan anvise og påvirke intentionalitetens retningsbestemmelse i en sådan grad, at de så at sige får en slags medindflydelse.
Agenter og aktører
N. Katherine Hayles har foreslået følgende begrebsdistinktion for at indfange sådanne nuancer af handlingsbegrebet. I stedet for at tale om det menneskelige og ikke-menneskelige skelner hun mellem cognizers og non-cognizers. Den første kategori indbefatter bl.a. mennesker og andre biologiske livsformer. Den anden kategori refererer til materielle processer og livløse objekter. Kognition er her ikke begrænset til tænkning eller bevidsthed, men henviser til en form for inkorporeret/kropsliggjort (embodied) viden, en algoritme for overlevelse, som findes hos alle livsformer. Selv bakterier kæmper med at træffe beslutninger på et usikkert grundlag, dvs. integrere og transformere information fra forskellige kilder til et effektivt output.18N. Katherine Hayles, Unthought – The Power of the Cognitive Nonconscious (Chicago og London: The University of Chicago Press, 2017), 15. Non-cognizers kan stadig besidde kræfter som i tilfældet med laviner, tornadoer, sandstorme og orkaner, men netop fordi en tornado ikke kan beslutte hvorvidt den skal pløje igennem en mark eller rasere en by, tilskriver Hayles cognizers status af aktører, der aktivt kan vælge, og non-cognizers status af agenter, der ikke kan vælge, men stadig virker og påvirker omgivelserne.19Hayles, Unthought, 33.
I sin kritik af posthumanismens distribution af agens til ikke-menneskelige entiteter peger Clive Hamilton med afsæt i Alf Hornborg ligeledes på vigtigheden i at bibeholde nogle klare distinktioner mellem typer af agens. Vi kan skelne mellem konsekvensbaseret, formålsrettet og intentionel agens (Hornborg), dvs. agens uden valg, på baggrund af et valg og ud fra et reflekteret valg (Hamilton). I nymaterialismens spæde start var begrebet om agens helt centralt, men også en kende diffust. I Samantha Frost og Diana Cooles antologi fra 2010 synes ordet at betegne kraft i mere bred forstand samt indvirkning på f.eks. politiske situationer og beslutninger, hvilket dermed også omfatter materielle objekter og processer, og ikke blot de tænkende subjekter, der træffer disse beslutninger.20Samantha Frost og Diana Coole, “Introducing the New Materialisms”, i New Materialisms: Ontology, Agency, and Politics, red. Samantha Frost og Diana Coole (Durham og London: Duke University Press, 2010): 1–47, 20. Hos Hamilton, der kritiserer en sådan udvidet form for agens som kraft, synes der stadig at herske en opfattelse af begrebet som et spørgsmål om både egenskab og indvirkning. Han gør i hvert fald et stort nummer ud af at kalde mennesket for en super-agent og pege på, hvor indflydelsesrige vi er blevet: “Ingen anden kraft, død eller levende, er i stand til at påvirke Jordsystemet i tilsvarende grad og samtidig kunne beslutte sig for at gøre noget andet. Se, det er handlekraft!”21Clive Hamilton, Defiant Earth: The Fate of Humans in the Anthropocene (Cambridge: Polity Press, 2017), 101 (min oversættelse). Når det drejer sig om indvirkning, kan vi hurtigt finde andre superagenter. For eksempel vil sprængkraften på solens endelige form som supernova svare til 1013 brintbomber, hver med en sprængkraft på 25 megatons TNT.22Christopher Cooper, Our Sun – Biography of a Star (New York: Race Point Publishing, 2013), 31. Når vi derimod medregner det frie valg, er vi naturligvis stadig exceptionelle, men der er dog en forskel imellem at kunne beslutte sig for x og så at kunne følge den beslutning til dørs, så at sige.
Afsluttende bemærkninger
Striden om, hvorvidt agens skal betone kraft (at gøre en forskel) i bred forstand eller handling (at agere efter et formål) i snæver forstand synes at overse den tredje mulighed—handlekraft (at agere efter et formål ud fra præmisser, der gør en forskel i forhold til hvilke mulighedsrum, vi kan agere i).
Vi kan muligvis træffe beslutninger om at slå ind på en ny kurs, der ikke skader klimaet, men hvorvidt vi kan handle efter det og gøre alvor af sagen omfatter mere end selve valget. Forskellige materielle processer kan have stor indflydelse på responsens karakter og mulighedsrum. Hvis vi ikke formår at organisere os nu og ændre kurs, men måske først indser problemets omfang og når til enighed om at lægge os i selen, når den globale gennemsnitstemperatur rammer 6° C over det nuværende niveau, er situationen væsentligt anderledes. Massive skovbrande, masseudryddelse, frigivelse af CO2 i Arktis, oversvømmelser af lavtliggende storbyområder verden over, temperaturer på op til 48° C i lande som Schweiz i sommerhalvåret, iltforgiftning osv. omfatter ikke-menneskelige processer og kræfter mod hvilke valget om at ændre kurs ikke slår til. På det tidspunkt er det snarere et spørgsmål om at skabe en kunstig atmosfære eller bebo andre planeter for at overleve.23Se Mark Lynas, Six Degrees – Our Future on a Hotter Planet (London: Fourth Estate, 2007). Der er altså forskel på at vælge at ændre kurs og så faktisk at gøre det. Handlekraft betoner det felt mellem det autonome valg og de heteronome betingelser for det valg, dvs. dér, hvor handlingen hverken er autonom eller heteronom, hverken kun menneskelig eller ikke-menneskelig, men et sted midt imellem. Sagt på en anden måde, så er handlingen reguleret af kræfter, der gør en forskel i større eller mindre grad. Fabrikken anlægges netop her, fordi der er adgang til banelinjen. Husene jordskælvssikres, fordi der er stor hyppighed af jordskælv i området. I 1986 havde resterne af reaktorkernen under atomkraftværket i Tjernobyl samlet sig til en rynket lava-lignende masse af radioaktivt materiale, der udsendte en stråling på 8000 røntgen i timen (nok til at slå en voksen mand ihjel efter 5 min.) hvilket var afgørende for, hvordan man skulle og nok nærmere ikke skulle tilgå objektet.
| 1. | Se Bruno Latour, Reassembling the Social – An Introduction to Actor-Network-Theory (Oxford: Oxford University Press, 2005), 52, 71. |
| 2. | Se f.eks. Andreas Malm, The Progress of this Storm – Nature and Society in a Warming World (London, New York: Verso, 2018). |
| 3. | George Church og Ed Regis, Regenesis – How Synthetic Biology Will Reinvent Nature and Ourselves (New York: Basic Books, 2020), 219. |
| 4. | Graham Harman 2018, Object-Oriented Ontology – A New Theory of Everything (London: Penguin Books, 2018), 56. |
| 5. | Harman introducerer begrebet “onto-taksonomi” i Dante’s Broken Hammer – The Ethics, Aesthetics and Metaphysics of Love (London: Repeater Books, 2016) og igen mere indgående i “The only exit from modern philosophy”, Open Philosophy 3 (2020): 132–146. Begrebet er udviklet som analogi til Heideggers diagnose af den vestlige metafysik som onto-teologi, hvor studiet af det værende som sådan (ontologi) til syvende og sidst beror på idéen om det allermest fundamentale værende, nemlig Gud (teologi). En sådan model etablerer et ontologisk hierarki, da eksistensen af det ene domæne (Gud) fungerer som garant for eksistensen af det andet (det værende som sådan). Onto-taksonomi er et bredere begreb, som refererer til den moderne filosofis opdeling af virkeligheden i to basale kategorier: mennesket på den ene side og alt andet på den anden. Opdelingen behøver ikke nødvendigvis at medføre en hierarkisk orden imellem domænerne, men det synes dog at være en latent risiko. Selvom Heidegger for eksempel sætter lighedstegn mellem menneske og verden og dermed afviser, at der skulle være et ontologisk hierarki af onto-teologisk eller snarere onto-antropologisk karakter, så kunne man stille følgende spørgsmål. Hvis vi forestiller os Heideggers verden uden specifikke typer værktøj som hammer og mejsel, ville det så rokke sønderligt ved lighedstegnet og menneskets eksistensberettigelse? Nej! Men hvis vi derimod forestiller os en verden uden mennesker, ville det så rokke ved eksistensen af hamre og mejsler? Ja! Hvorfor? Fordi det ene domæne (der Zeuge) er defineret gennem relationen til det andet domæne (Dasein). |
| 6. | Jane Bennett, Vibrant Matter – A Political Ecology of Things (Durham og London: Duke University Press, 2010), Rosi Braidotti, The Posthuman (Cambridge: Polity Press, 2013), Harman, Object-Oriented Ontology, Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London & New York: Bloomsbury Academic, 2020). |
| 7. | Se Quentin Meillassoux, After Finitude – An Essay on the Necessity of Contingency, oversat af Ray Brassier (London: Continuum, 2008). |
| 8. | Peter J. Turnbaugh et. al., “The Human Microbiome Project”, Nature 449 nr. 7164 (2007): 804–810. |
| 9. | Thomas D. Seeley, Honeybee Democracy (Princeton: Princeton University Press, 2010), 199. |
| 10. | Marjolein Oele, E‑Co-Affectivity: Exploring Pathos at Life’s Material Interfaces (Albany: State of New York Press, 2020), 42. |
| 11. | Det videnskabelige studie af planter i forhold til hukommelse, opførsel, sprog osv. lider ofte under det problem, at terminologien bliver affejet som antropomorft sprogbrug, så det er vigtigt dels at skelne mellem det antropologiske og vegetabilske domæne, men også at videreudvikle begrebsapparatet og anerkende planternes kapaciteter i deres egen ret. Se for eksempel Anthony Trewavas. Plant Behaviour and Intelligence (Oxford: Oxford University Press, 2014), Monica Gagliano, John C. Ryan og Patrícia Vieira (red). The Language of Plants – Science, Philosophy, Literature (Minneapolis, London: University of Minnesota Press, 2017), Frantisek Baluska, Monica Gagliano og Guenther Witzany (red.). Memory and Learning in Plants (Cham: Springer, 2018). |
| 12. | Michael Thellier, Plant Responses to Environmental Stimuli: The Role of Specific Forms of Plant Memory (Dordrecht: Springer, 2017), 56. |
| 13. | Ben Dibley, “Anthropocene: the enigma of ‘the geomorphic fold’ ”, i Animals in the Anthropocene – Critical Perspectives on Non-human futures, red. the Human Animal Research Network Editorial Collectives (Sydney: Sydney University Press, 2015): 19–33, 21. |
| 14. | David A. Levitsky et al. “Free will and the obesity epidemic”, Public Health Nutrition 15 nr. 1 (2011): 126–141, 132. |
| 15. | Bennett, Vibrant Matter, 40 (min oversættelse). |
| 16. | Mark Buchanan, “Nature Fights Back”, Nature Physics 17 (2021): 758. |
| 17. | Peter Wohlleben, Træernes Hemmelige Liv (København: People’s Press, 2018), 139. |
| 18. | N. Katherine Hayles, Unthought – The Power of the Cognitive Nonconscious (Chicago og London: The University of Chicago Press, 2017), 15. |
| 19. | Hayles, Unthought, 33. |
| 20. | Samantha Frost og Diana Coole, “Introducing the New Materialisms”, i New Materialisms: Ontology, Agency, and Politics, red. Samantha Frost og Diana Coole (Durham og London: Duke University Press, 2010): 1–47, 20. |
| 21. | Clive Hamilton, Defiant Earth: The Fate of Humans in the Anthropocene (Cambridge: Polity Press, 2017), 101 (min oversættelse). |
| 22. | Christopher Cooper, Our Sun – Biography of a Star (New York: Race Point Publishing, 2013), 31. |
| 23. | Se Mark Lynas, Six Degrees – Our Future on a Hotter Planet (London: Fourth Estate, 2007). |