• Print
Denne artikel er en del af serien “

Bør vi insistere på det særegne menneske? En dekolonial intervention

For før­ste gang i IPC­C’s histo­rie næv­nes ordet “kolo­ni­a­lis­me” i et resumé af deres rap­port fra febru­ar 2022. 34 år efter dan­nel­sen af FN’s kli­ma­pa­nel er man såle­des ble­vet eni­ge om, at ordet kolo­ni­a­lis­me skal figu­re­re ikke blot på de fle­re tusin­de sider lan­ge rap­por­ter, men også i det mere vidt distri­bu­e­re­de resumé af rap­por­ten, hvor­med kli­ma­for­an­drin­ger­nes uli­ge impli­ka­tio­ner for for­skel­li­ge fol­ke­grup­per ver­den over under­stre­ges. Sam­me rap­port under­stre­ger igen og igen, at det er afgø­ren­de at inklu­de­re ind­fød­te og loka­le fol­ke­grup­pers videns­for­mer i mødet med kli­ma- og naturkri­ser­ne. I den ful­de rap­port fra febru­ar 2022 næv­nes “Indi­genous know­led­ge” intet min­dre end 511 gange.1Her er det værd at bemær­ke, at den ful­de rap­port er på 3.068 sider. Der er tale om rap­por­ten udar­bej­det af Wor­king Group II: “AR6 Cli­ma­te Chan­ge 2022: Impa­cts, Adap­tion and Vulnerability”.

Men en sådan inklu­sion kræ­ver en deko­lo­ni­se­ring af også den “epi­ste­mi­ske kolo­ni­a­li­tet”, som affe­jer vis­se videns­for­mer til for­del for de hege­mo­ni­ske og vestlige.2Cas­per Ander­sen, “Deco­lo­nizing the Mind”, ECHOES: Euro­pe­an Colo­ni­al Her­i­ta­ge Moda­li­ties in Entang­led Cities (2018). Som jeg vil vise neden­for, er det ikke sjæl­dent, at ind­fød­te folks videns­for­mer er ble­vet under­mi­ne­ret eller slet og ret under­trykt med hen­vis­ning til, at der ikke skel­nes klart mel­lem men­ne­ske og natur. Den­ne såkaldt flade(re) onto­lo­gi fin­des også i en vis form i post­hu­ma­nis­men, hvor den lige­le­des møder kri­tik. Kate Soper skri­ver:

The iro­ny of any post­hu­ma­nist invi­ta­tion to col­lap­se these dis­tinc­tions is that if we were whol­ly able to do so, we would no lon­ger recog­nize the for­ce of the moral issu­es we are being cal­led upon to address. We would have con­cep­tu­al­ly under­mi­ned the con­di­tions for any form of moral, poli­ti­cal or sci­en­ti­fic critique.3Kate Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, Com­pa­ra­ti­ve Cri­ti­cal Stu­di­es 9, nr. 3 (2012): 375.

Andreas Malm til­fø­jer i en mere pole­misk tone: “[I]t slams its head right into the ABC of cli­ma­te science”.4Andreas Malm, The Pro­g­ress of This Storm. Natu­re and Socie­ty in a War­m­ing World (Lon­don: Ver­so Books, 2018), 111. Men der­med affe­jer såvel Soper som Malm – ufor­va­ren­de – også oprin­de­li­ge fol­ke­grup­pers onto­lo­gi­er. Selv­om det abso­lut ikke er upro­ble­ma­tisk at over­fø­re kate­go­ri­er og kon­cep­ter fra post­hu­ma­nis­men, er det nem­lig også et karak­te­ri­sti­kum for ind­fød­te fol­ke­grup­pers videns­for­mer, at de ofte er rod­fæ­stet i en non-dua­lis­tisk onto­lo­gi, hvor­ved natur og mil­jø ikke disting­ve­res fra men­ne­sket.

Et ker­ne­strids­punkt fin­der vi i for­læn­gel­se her­af i spørgs­må­let om distri­bu­e­ret agens. At til­ken­de agens til andre end men­ne­sker ale­ne har iføl­ge den austral­ske filo­sof Cli­ve Hamilt­on “the per­ver­se effect of denying our respon­si­bi­li­ty for the dama­ge we have caused”.5Clive Hamilt­on, Defi­ant Earth. The Fate of Humans in the Ant­hro­po­ce­ne (Poli­ty Press, 2017), 98. Den­ne kri­tik er afgø­ren­de at hol­de sig for øje, for­di det ram­mer ind i den pro­ble­ma­tik, jeg skit­se­rer. Med en så bastant afvis­ning af non­hu­man agens risi­ke­rer vi i bed­ste fald at affe­je ind­fød­te fol­ke­grup­pers ver­dens­for­stå­el­se – og i vær­ste fald at videre­fø­re en “intel­lek­tu­el kolonialisme”,6Tim Ingold, Anthro­pol­o­gy – Why It Mat­ters (Poli­ty Press, 2018), 118. der næg­ter oprin­de­li­ge folk epi­ste­misk agens.

Men for­di vi ved­bli­ver at gen­fin­de ker­ne­e­le­men­ter af den­ne kri­tik hos en ræk­ke tone­an­gi­ven­de filosoffer,7Herunder Kate Soper, Andreas Malm, Alf Hor­n­borg og oven­nævn­te Cli­ve Hamilt­on. Se eksem­pel­vis Alf Hor­n­borg, “Arti­fa­cts have con­sequen­ces, not agen­cy: Toward a cri­ti­cal the­ory of glo­bal environ­men­tal history”, Euro­pe­an Jour­nal of Soci­al The­ory 20, nr. 1 (2017): 95–110. er der et behov for en deko­lo­ni­al inter­ven­tion i kli­ma­fi­lo­so­fi­en. Med Heat­her Davis og Zoe Todd lyder det: “Undo­ing the colo­ni­a­li­ty of the offi­ci­al Ant­hro­po­ce­ne story­li­ne requi­res us to look at the cli­ma­te and eco­lo­gi­cal cri­sis from a deco­lo­ni­al perspective”.8Heat­her Davis & Zoe Todd, “On the Importan­ce of a Date, or Deco­lo­nizing the Ant­hro­po­ce­ne”, ACME: An Inter­na­tio­nal Jour­nal for Cri­ti­cal Geo­grap­hies 16, nr. 4 (2017): 761–780. Det er dog vig­tigt at bemær­ke, at argu­men­ter­ne, der frem­stil­les her, åben­lyst ikke kan tages til ind­tægt at være “det deko­lo­ni­a­le per­spek­tiv” som sådan. Det er der med ret­te man­ge for­skel­li­ge bud på – det­te er blot ét af dem.

I artik­len under­sø­ges det, hvor­dan ind­fød­te fol­ke­grup­pers videns­for­mer kan inde­hol­de en ræk­ke post­hu­ma­nis­tis­ke anta­gel­ser, og hvor­dan kri­tik­ken af post­hu­ma­nis­men der­for også kan impli­ce­re en benæg­tel­se af oprin­de­li­ge folks epi­ste­mi­ske agens. Det viser jeg først med nedslag i den epi­ste­mi­ske uret­fær­dig­hed, der ken­de­teg­ner den kolo­ni­a­le histo­rie, og der­næst med en kort udfol­del­se af, hvor­for onto­lo­gi­en spil­ler en cen­tral rol­le for det, jeg her kal­der “en deko­lo­ni­al inter­ven­tion” i kli­ma­fi­lo­so­fi­en.

Med den onto­lo­gi­ske vending9Martin Hol­braad & Mor­ten Axel Peder­sen, The Onto­lo­gi­cal Turn. An Ant­hro­po­lo­gi­cal Expo­si­tion (Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2017). sæt­tes spørgs­måls­tegn ved Sopers bastan­te cemen­te­ring af den men­ne­ske­li­ge excep­tio­na­lis­me, og med idéhi­sto­ri­en pro­ble­ma­ti­se­res den ana­ly­ti­ske anven­de­lig­hed af kate­go­ri­en antro­po­mor­fis­me. Slut­te­ligt vil jeg rede­gø­re for, hvor­for et deko­lo­ni­alt per­spek­tiv for­drer, at vi giver helt køb på “det særeg­ne men­ne­ske”.

Epi­ste­misk uret­fær­dig­hed

Iføl­ge Hegel var ind­fød­te fol­ke­grup­per “under­leg­ne” i alle hen­se­en­der, både hvad angik kul­tur, intel­lekt og fysisk sta­tur. De var dege­ne­re­re­de og fysisk såvel som spi­ri­tu­elt “impo­ten­te”, og deres kul­tur var for så vidt knap nok eksi­ste­ren­de – den var mesten­dels blot en “natur” (kul­tur­løs, forstås).10G.W.F. Hegel, “Geo­grap­hi­cal Basis of World History”, i Race and the Enligh­ten­ment: A Rea­der, red. Emma­nu­el Chukwu­di Eze (Mal­den: Bla­ck­well Publis­hers Ltd., 1997), 114–115. Som “uop­ly­ste børn” leve­de de fra dag til dag, gan­ske “urørt af høje­re tan­ker og aspirationer”.11Hegel, “Geo­grap­hi­cal Basis of World History”, 116. Mere dyr end men­ne­sker og for­falds til en “over­troisk” til­be­del­se af natu­rens elementer.12Hegel, “Geo­grap­hi­cal Basis of World History”, 129.

Det­te tan­ke­sæt, om end af sær­ligt grel karak­ter hos den besung­ne Hegel, gen­fin­der vi hos man­ge andre igen­nem de sid­ste århund­re­der. Som Lin­da Tuhiwai Smith poin­te­r­er, var det en gen­nem­gå­en­de opfat­tel­se af såkaldt “pri­mi­ti­ve folk”, at de ikke besad intel­lekt eller fornuft.13Linda Tuhiwai Smith, Deco­lo­nizing Met­ho­do­lo­gies – Research and Indi­genous Peop­les (Lon­don: Blooms­bury Publis­hing, 2022), 28. Spørgs­må­let om deres men­ne­ske-sta­tus var kon­ti­nu­er­ligt til for­hand­ling, og ikke sjæl­dent legi­ti­me­re­des det blandt andet ved en hen­vis­ning til det, man betrag­te­de som en udbredt “til­be­del­se” af natu­ren. Lige­som Hegel mere end anty­der, var de histo­ri­e­lø­se, og de ved­blev at være under en fejl­ag­tig illu­sion om slægtskab med en ani­me­ret natur.

Her har vi at gøre med et eksem­pel på epi­ste­misk uret­fær­dig­hed. Eks­pert i ind­fød­te folks ret­tig­he­der Rebec­ca Tsot­sie defi­ne­rer epi­ste­misk uret­fær­dig­hed såle­des:

The exclusion/marginalization from having a say in the inter­pre­ta­tion of your own cul­tu­re and history as well as the degra­ding of your epi­ste­mo­lo­gy and know­led­ge as more “pri­mi­ti­ve”, “faith-based” etc. In a nut­shell: Inju­sti­ces relat­ing to the cate­go­ri­es of know­led­ge and experience.14Rebecca Tsot­sie, “Indi­genous peop­les, anthro­pol­o­gy, and the lega­cy of epi­ste­mic inju­sti­ce”, i The Rout­led­ge Hand­book of Epi­ste­mic Inju­sti­ce, red. Ian James Kidd, José Medi­na & Gai­le Pohl­haus, Jr. (Lon­don: Rout­led­ge, 2017), 359.

Der er ingen auto­ri­ta­tiv defi­ni­tion, men begre­bet angi­ver en ana­ly­tisk ori­en­te­ring mod distri­bu­tio­nen af agens, viden, inklu­sion og legi­ti­mi­tet. Det beskri­ver en mere usyn­lig form for ned­vur­de­ring og udvisk­ning, der ska­ber og for­stær­ker hie­rar­ki­er. Her er der et sær­ligt blik på hvem og hvad, der ikke er til ste­de. Begre­bet er sær­ligt rele­vant for forsk­ning i såvel viden­skabs­hi­sto­rie som kolo­ni­a­lis­me, for­di beg­ge angi­ver pro­ces­ser, der er dybt for­vik­let i en lang histo­rie om for­hand­lin­ger om in- og eks­klu­sio­ner af indi­vi­der og hele grup­per inden for sta­tus­sen som “legitim(e) vidensindehaver(e)”.

Først i 1980’erne begyn­der man mere syste­ma­tisk og eks­pli­cit at aner­ken­de, at ind­fød­te fol­ke­grup­per besid­der en vær­di­fuld viden, uag­tet at den ikke kan ind­fan­ges med de viden­ska­be­li­ge kri­te­ri­er ale­ne. Her ser vi i en udvik­lings­an­tro­po­lo­gisk kon­tekst, at begre­ber­ne “Indi­genous know­led­ge” og “tra­di­tio­nal eco­lo­gi­cal know­led­ge” begyn­der at duk­ke op. Fra 00’erne og frem sti­ger begre­ber­nes optræ­den væsent­ligt, hvor­ved vi måske kan tale om ansat­ser til en stør­re epi­ste­misk retfærdighed.15Rithma Kreie Engel­breth Lar­sen, “Ind­født, tra­di­tio­nel og lokal viden: Nye videns­po­li­ti­ske hori­son­ter”, Slag­mark 86 (2022): 117–141.

Det er til­li­ge en videns­form, der ofte kob­les på spørgs­mål om natur­for­valt­ning og kli­ma­til­pas­ning. I en nye­re UNESCO-udgi­vel­se om for­bin­del­ser mel­lem ind­fød­te folks viden og kli­ma­for­an­drin­ger­ne påpe­ges, at når for­skel­li­ge videns­for­mer brin­ges sam­men, er udfor­drin­ger­ne “not only com­pe­ting truth claims about rea­li­ty, but the fact that, unli­ke natu­ral sci­en­ces, indi­genous epi­ste­mo­lo­gies do not try to sepa­ra­te environ­men­tal know­led­ge from poli­ti­cal, moral and soci­al considerations”.16Carlos Mon­drá­gon, “Forest, Reef, and Sea-Level Rise in North Vanu­a­tu: Sea­so­nal Environ­men­tal Prac­tices and Cli­ma­te Fluctu­a­tions in Island Mela­nesia”, i Indi­genous Know­led­ge for Cli­ma­te Chan­ge Asses­sment and Adap­ta­tion, red. Doug­las Nakas­hi­ma, Igo­re Krup­nik & Jen­ni­fer T. Rubis (UNESCO Publis­hing), 25. Der­med ser vi, at det nor­ma­ti­ve og det epi­ste­mo­lo­gi­ske niveau ikke adskil­les. Det onto­lo­gi­ske niveau berø­rer vi i næste sek­tion.

Det onto­lo­gi­ske spørgs­mål

Det onto­lo­gi­ske spørgs­mål er ble­vet sær­de­les vig­tigt i kli­ma- og natur­fi­lo­so­fi­ske kred­se, for­di naturkri­ser­ne også på man­ge måder angår for­hol­det mel­lem men­ne­sker og natur. Argu­men­tet for at brin­ge onto­lo­gi ind i bil­le­det kom­mer fra en ana­ly­se af, at mil­jø­kon­flik­ter ofte også er onto­lo­gi­ske kon­flik­ter – “con­fli­cts over con­tras­ting ways of exi­sting and making worlds”.17Arturo Esco­bar, Pluri­ver­sal Poli­ti­cs. The Real and the Pos­sib­le (Dur­ham and Lon­don: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2020), 25. Der­med ram­ler vi ind i de kri­tik­ker, der rej­ses af blandt andre Soper, Andreas Malm og Alf Hor­n­borg, der angår net­op men­ne­skets onto­lo­gi­ske sære­gen­hed.

Mario Bla­ser har udar­bej­det en væsent­lig defi­ni­tion af onto­lo­gi, som lig­ger til grund for resten af artik­len. Defi­ni­tio­nen har den for­del, at der ikke skel­nes skar­pt mel­lem det nor­ma­ti­ve og det onto­lo­gi­ske – og at beg­ge dimen­sio­ner (også) kan ansku­es som histo­ri­ske stør­rel­ser. I Artu­ro Esco­bars udlæg­ning lyder den tre-del­te defi­ni­tion såle­des:

On the first level, onto­lo­gy refers to the assump­tions that each soci­al group makes about the kinds of beings that exist in the world and the con­di­tions under which they exist – a sort of inven­tory of beings and their rela­tions­hips. The second lay­er refers to the ways that these pre­mi­ses give rise to par­ti­cu­lar socio­na­tu­ral con­fi­gu­ra­tions; the ways in which they are rea­lized, so to spe­ak, in their worlds. In other words, onto­lo­gies do not pre­ce­de our eve­ry­day prac­tices; our worlds are ena­cted through con­cre­te prac­tices. Final­ly, onto­lo­gies often mani­fest them­sel­ves as nar­ra­ti­ves, which provi­de us with clu­es for under­stan­ding the assump­tions that under­lie them.18Escobar, Pluri­ver­sal Poli­ti­cs, 24–25.

Onto­lo­gi­er for­stås her som en pro­ces­su­el stør­rel­se, der opstår i vek­sel­virk­ning mel­lem ver­dens­ska­ben­de prak­sis­ser og anta­gel­ser om vir­ke­lig­he­dens kon­sti­tu­tion og værens distri­bu­tion. Der­med spæn­des onto­lo­gi­en ud imel­lem histo­ri­ci­tet og mate­ri­a­li­tet på én og sam­me tid. Hvor stil­ler det men­ne­sket?

I den vidt cite­re­de arti­kel “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism” argu­men­te­rer Soper for, at post­hu­ma­nis­men over­ser men­ne­skets vig­ti­ge ansvar for det fore­stå­en­de øko­lo­gi­ske kol­laps ved fejl­ag­tigt at foku­se­re på for­bin­del­ser, agens og slægtskab til det mere-end-men­ne­ske­li­ge “rat­her than hig­hligh­ting cri­ti­cal differences”.19Kate Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 366.

Soper erklæ­rer, at hen­des “øko-poli­ti­ske” argu­ment er rod­fæ­stet i en men­ne­ske­lig excep­tio­na­lis­me, der nød­ven­dig­vis må anta­ge, at kun men­ne­sket besid­der “the capa­ci­ties of rea­son, langu­a­ge use, imag­i­na­tion and so forth”.20Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 367. Såle­des stil­ler hun an til at tage liv­tag med den post­hu­ma­nis­tis­ke strøm­ning inden for øko­lo­gisk tænk­ning – og der­med, som jeg argu­men­te­rer for her, også man­ge ind­fød­te fol­ke­grup­pers videns­for­mer.

Der er sto­re for­skel­le mel­lem post­hu­ma­ni­ster, men der er udbredt enig­hed om den over­be­vis­ning, at de onto­lo­gi­ske for­skel­le mel­lem men­ne­sker og dyr ansku­es som grads­for­skel­le. De ønsker end­vi­de­re at desta­bi­li­se­re dis­se distink­tio­ner og diko­to­mi­er og i ste­det læg­ge vægt på over­lap, por­ø­si­tet og hybriditet.21Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 368.

Men selv­om Soper, i lig­hed med post­hu­ma­ni­ster­ne, accep­te­rer kri­tik­ken af en “epi­ste­mo­lo­gi­cal­ly self-trans­pa­rent all-knowing, all-see­ing agent of history”,22Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 369. insi­ste­rer hun sta­dig på væsent­li­ge artsfor­skel­le, dog ikke nød­ven­dig­vis -hie­rar­ki­er. For­skel­len mel­lem “os selv” og “alle andre dyr” er “afgrunds­dyb”, skri­ver hun.23Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 372.

Hun kri­ti­se­rer blandt andre Timo­t­hy Mor­ton for at til­læg­ge dyr en ræk­ke egen­ska­ber, som hun opfat­ter som men­ne­ske­li­ge, her­un­der sprog, fan­ta­si, for­nuft og humor, og Haraway kri­ti­se­res for ikke at vil­le pri­vil­e­ge­re men­ne­skets intel­lek­tu­el­le egen­ska­ber som for­ud­sæt­ning for at kun­ne behand­le dyr moralsk.24Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 373.

Sopers hove­d­æ­rin­de er imid­ler­tid at pege på, at post­hu­ma­nis­men fak­tisk (ofte) for­mår at sty­re uden om vis­se absur­de kon­se­kven­ser af sin egen posi­tion, ale­ne for­di den fort­sat besid­der “an impli­cit com­mit­ment to human exceptionalism”.25Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 374. Sådan vil det for så vidt altid være, idet “onto­lo­gi­cal claims” pro­du­ce­res eks­klu­sivt “by and for human beings, and no other ani­mal, a for­ti­o­ri, no tree or sto­ne, will ever question its own sta­tus as a being”.26Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 376. Men der­med insi­ste­res også fort­sat på en men­ne­ske­lig excep­tio­na­lis­me, om end i mini­mal for­stand måske, som (end­nu engang) kan affe­je andre onto­lo­gi­er, som vi vil se neden­for.

Tan­kens deko­lo­ni­se­ring

Den onto­lo­gi­ske ven­ding insi­ste­rer på, at vi skif­ter fokus fra det epi­ste­mo­lo­gi­ske til det onto­lo­gi­ske niveau.27Amiria Hena­re, Mar­tin Hol­braad & Sari Wastell (red.), Thin­king Through Things: The­o­ri­sing Arte­fa­cts Eth­no­grap­hi­cal­ly (New York: Rout­led­ge, 2007), 8. Udgi­vel­sen af Thin­king Through Things i 2007 af Hena­re, Hol­braad og Wastell mar­ke­rer den før­ste gang, hvor ven­din­gen som en sam­let strøm­ning eks­pli­ci­te­res med føl­gen­de ord i intro­duk­tio­nen: “If we are to take others serious­ly, inste­ad of reducing their arti­cu­la­tions to mere ‘cul­tu­ral per­specti­ves’ or ‘beliefs’ (i.e. ‘wor­ld­views’), we can con­cei­ve them as enun­ci­a­tions of dif­fe­rent ‘worlds’ or ‘natures’”.28Henare et al., Thin­king Through Things, 10. Antro­po­lo­gi­en skal ikke stu­de­re ver­dens­syn, men distink­te ver­de­ner slet og ret.

Man kun­ne spør­ge, hvor­for det er så væsent­ligt at benæv­ne den­ne til­gang med et ord som onto­lo­gi, “with its heavy freight of phil­o­soph­i­cal bag­ga­ge”? Hol­braad og Peder­sen skri­ver i The Onto­lo­gi­cal Turn, at man med det net­op ønsker direk­te at mod­ar­bej­de den tra­di­tio­nel­le meta­fy­siks “trans­cen­den­tal truth-goal”.29Holbraad & Peder­sen, The Onto­lo­gi­cal Turn, 286–87. Med andre ord ønsker de at udfor­dre fag­fi­lo­so­fi­ens monopol (epi­ste­mi­ske ene­ret, om man vil) på de onto­lo­gi­ske spørgs­mål.

Udgangs­punk­tet for den onto­lo­gi­ske ven­ding fin­der vi i præ­mis­sen om, at der eksi­ste­rer fle­re for­skel­li­ge onto­lo­gi­er. I 1990’erne argu­men­te­re­de både Phi­lip­pe Desco­la og Bru­no Latour for, at kul­tu­rer nemt kan affær­di­ges som blot­te fejl, hvis de opfat­tes som “mere eller min­dre kor­rek­te repræ­sen­ta­tio­ner af en uni­form natur”.30Pierre Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish, “Intro­duction”, i Com­pa­ra­ti­ve Metap­hy­si­cs. Onto­lo­gy after Anthro­pol­o­gy, red. Pier­re Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish (Lon­don: Row­man & Litt­le­fi­eld, 2017), 4–5.

Der­ved under­læg­ger vi “andres” vir­ke­lig­hed “vores egen”, og hie­rar­ki­se­rin­gen er uund­gå­e­lig; (natur)videnskaben bli­ver som ofte den ulti­ma­ti­ve dom­mer. Det er sam­me pro­ble­ma­tik, der lig­ger bag Edu­ar­do Viveiros de Castros beryg­te­de udta­lel­se om, at den onto­lo­gi­ske ven­ding ønsker en per­ma­nent deko­lo­ni­se­ring af tan­ken.31Viveiros de Castro, Can­ni­bal Metap­hy­si­cs (Uni­vo­cal Publis­hing, 2014), 39–40.

Kolo­ni­se­rin­gen af Ame­ri­ka bød iføl­ge Char­bon­ni­er, Sal­mon og Ska­fish på en “dob­belt onto­lo­gisk skan­da­le”:

That many indi­genous Ame­ri­cans ascri­bed, again, per­son­hood to living beings, things, and even events whi­le at the same time not exten­ding huma­ni­ty out­si­de the bor­ders of their own groups rep­re­sen­ted a total refus­al of the idea of the uni­ver­sa­li­ty of the human con­di­tion that deeply impreg­na­ted Western culture.32Charbonnier, Sal­mon & Ska­fish, “Intro­duction”, 9.

Her fin­der vi også kime­ne til en sene­re stor opta­get­hed af de fæno­me­ner, man kom til at benæv­ne tote­mis­me, fetis­his­me og animisme33Charbonnier, Sal­mon & Ska­fish, “Intro­duction”, 9–10. – og fæl­lesnæv­ne­ren antro­po­mor­fis­me. Med begre­ber som dis­se bli­ver det muligt at “neut­ra­li­se­re” den onto­lo­gi­ske dimension34Pierre Char­bon­ni­er, “Bre­aking the Modern Epi­ste­mic Circ­le: The Onto­lo­gi­cal Enga­ge­ment of Cri­ti­cal Anthro­pol­o­gy”, i Com­pa­ra­ti­ve Metap­hy­si­cs. Onto­lo­gy after Anthro­pol­o­gy, red. Pier­re Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish (Lon­don: Row­man & Litt­le­fi­eld, 2017), 167. af ind­fød­te folks videns­for­mer.

Tan­kens deko­lo­ni­se­ring kræ­ver alt­så en erken­del­se af, at såvel meta­fy­sik som spe­ku­la­tiv tænk­ning bredt set også fin­der sted uden for fag­fi­lo­so­fi­en. Det­te inde­bæ­rer iføl­ge Viveiros de Castro en stør­re ind­sats for at ska­be betin­gel­ser for “den andens onto­lo­gi­ske selv-determination”.35Eduardo Viveiros de Castro, “Metap­hy­si­cs as Myt­hop­hy­si­cs: Or, Why I Have Always Been an Anthro­pol­o­gist”, i Com­pa­ra­ti­ve Metap­hy­si­cs. Onto­lo­gy after Anthro­pol­o­gy, red. Pier­re Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish (Lon­don: Row­man & Litt­le­fi­eld, 2017), 265. Før­ste skridt kun­ne være at gøre op med en monopo­li­se­ring af såvel onto­lo­gi som natur – hvor­ved vis­se fol­ke­grup­per kun til­de­les “kul­tur”, men ikke defi­ni­tions­ret over egen ontologi.36Viveiros de Castro, “Metap­hy­si­cs as Myt­hop­hy­si­cs”, 271.

Som antro­po­lo­gen Desco­la demon­stre­rer i sit sto­re værk Bey­ond Natu­re and Cul­tu­re, er der man­ge ind­fød­te folks kos­mo­lo­gi­er ver­den over, der bevi­se­ligt ikke skel­ner klart mel­lem men­ne­sker og dyre- eller sågar plantearter.37Philippe Desco­la, Bey­ond Natu­re and Cul­tu­re (The Uni­ver­si­ty of Chi­ca­go Press, 2014), 9. Her menes, at der onto­lo­gisk enten ikke er en kate­go­ri for det “rent men­ne­ske­li­ge”, eller at den base­rer sig på kri­te­ri­er, der ikke stem­mer overens med dem, vi typisk gen­ken­der fra fag­fi­lo­so­fi­en som men­ne­ske­lig excep­tio­na­lis­me.

Der er også onto­lo­gi­ske for­plig­tel­ser på spil ver­den over hos de ind­fød­te folk, der har advo­ke­ret for at til­de­le ikke-men­ne­ske­li­ge enti­te­ter og væren­der som bjer­ge, flo­der og sko­ve ret­tig­he­der som juri­di­ske per­so­ner. Poin­ten her er, at vi abso­lut ikke gen­fin­der den vel­kend­te dua­lis­me mel­lem men­ne­sker og natur alle ste­der – hos man­ge men­ne­sker er mil­jø­et ikke at for­stå som en “onto­lo­gi­cal niche defi­ned by the absen­ce of human beings”.38Descola, Bey­ond Natu­re and Cul­tu­re, 30–31.

Vi har ikke ale­ne en for­stå­el­se af ind­fød­te folks onto­lo­gi som non-dua­lis­tisk fra de antro­po­lo­gi­ske og etno­gra­fi­ske beskri­vel­ser. Et sti­gen­de antal ind­fød­te for­fat­te­re og for­ske­re mar­ke­rer sig også med eks­pli­cit­te til­ken­de­gi­vel­ser til non-dua­lis­me og flad(ere) onto­lo­gi – et par rele­van­te nav­ne her kun­ne være Zoe Todd, Kyle Whyte, Vanes­sa Watts, Kim Tal­l­Bear, Ail­ston Kren­ak, Davi Kope­nawa og Robin Wall Kim­me­rer, der også alle har beskæf­ti­get sig med kli­ma­fi­lo­so­fi­ske spørgs­mål. De og man­ge andre ind­fød­te for­ske­re har læn­ge for­søgt at deko­lo­ni­se­re teo­ri og prak­sis for aktivt at inklu­de­re tænk­ning uden for den euro­pæ­i­ske uni­ver­sa­lis­me – og det­te inde­bæ­rer også non-antro­po­cen­tri­ske tra­di­tio­ner.

Men åbner vi der­med en bag­dør for antro­po­mor­fis­men?

En histo­ri­se­ring af det antro­po­mor­fe

Af kri­ti­ke­re frem­hæ­ves det nem­lig også, at det klin­ger af slet skjult antro­po­mor­fis­me, når post­hu­ma­ni­ster til­de­ler det ikke-men­ne­ske­li­ge agens. Før­nævn­te Cli­ve Hamilt­on ankla­ger post­hu­ma­ni­ster og nyma­te­ri­a­li­ster for at være “skabs-antro­po­mor­fi­ster”, når de “falskt” til­tror et mate­ri­elt objekt kapa­bi­li­tet til at “pro­du­ce­re, kræ­ve, sla­ve­gø­re og dik­te­re” og der­med også til­skri­ver det inten­tion. I en lig­nen­de pas­sa­ge peger Malm snus­for­nuf­tigt på, at hver­ken flo­der eller bjer­ge vel sådan set er inde­ha­ve­re af hjer­ner.39Andreas Malm, The Pro­g­ress of This Storm, 90.

Hamilt­on kal­der det “til­slø­ret antro­po­cen­tris­me”: “The ascrip­tion of inten­tion, and there­fo­re choi­ce, to dead objects or non-human ani­mals that lack the capa­ci­ty, phy­si­cal and intel­lectu­al, to make and execu­te plans to chan­ge humans is in fact a pro­gram of ant­hro­po­morp­hism and there­fo­re ant­hro­po­cen­trism by ste­alth […]”.40Hamilton, Defi­ant Earth, 94–95.

Her berø­rer vi ker­nen af en dybe­re­lig­gen­de og udbredt for­veks­ling af antro­po­mor­fis­me og antro­po­cen­tris­me, der træk­ker histo­ri­ske trå­de til­ba­ge til de evo­lu­tio­ni­sti­ske for­søg på at læg­ge afstand til oprin­de­li­ge fol­ke­grup­pers naturkos­mo­lo­gi­er. Der er imid­ler­tid gået noget tabt i den histo­ri­ske over­sæt­tel­se, for iføl­ge viden­skabs­hi­sto­ri­ker Lor­rai­ne Daston var den oprin­de­li­ge skar­pe afstands­ta­gen til antro­po­mor­fis­men net­op moti­ve­ret af en kri­sten antro­po­cen­tris­me – hvis dis­se ansku­el­ser var inkom­pa­tib­le med de krist­ne dog­mer om men­ne­ske­lig excep­tio­na­lis­me og dua­lis­men mel­lem ånd og mate­rie, måt­te de forkastes.41Lorraine Daston, “How natu­re beca­me the other: Ant­hro­po­morp­hism and ant­hro­po­cen­trism in ear­ly modern natu­ral phi­los­op­hy”, i Bio­lo­gy as Socie­ty, Socie­ty as Bio­lo­gy: Metap­hors, red. Sabi­ne Maa­sen, Eve­rett Men­delso­hn & Peter Wein­g­art (Kluwer Aca­de­mic Publis­hers, 1995), 37–56.

Daston viser, at fle­re af hoved­rol­ler­ne i vores for­stå­el­se af den viden­ska­be­li­ge revo­lu­tion afvi­ste tid­li­ge­re opfat­tel­ser af en ani­me­ret natur, hvori non­hu­ma­ne enti­te­ter blev til­lagt sjæle­lig­nen­de egen­ska­ber, agens og vita­li­tet. Den­ne antro­po­mor­fis­me var i strid med den krist­ne ver­dens­for­sa­gel­se, hvor natu­ren ansås som fal­den, og det der­for var magt­på­lig­gen­de at ori­en­te­re sig mod den him­mel­ske sfæ­re i længsel efter at bli­ve fri fra de “jord­li­ge lænker”.42Park & Daston, Won­ders and the Order of Natu­re, 297–298.

Andre filo­sof­fer, her­un­der Leib­niz og Cudworth, var i ste­det til­hæn­ge­re af en i hvert fald del­vist besjælet natur. Alle var dog opta­ge­de af, at natu­rens sjæl (hel eller del­vis) var såvel men­ne­skets ratio­nel­le sjæl som Guds almagt under­le­gen, for iføl­ge Leib­niz kun­ne en antro­po­mor­fi­se­ret natur lede til en gen­komst af “heat­hen polytheism”.43Park & Daston, Won­ders and the Order of Natu­re, 298.

Med refe­ren­ce til histo­ri­ke­ren Joy­ce Chaplin beskri­ver for­fat­te­ren Ami­tav Ghosh den­ne “meta­fy­si­ske kon­flikt” om distri­bu­tio­nen af agens mel­lem kolo­ni­sa­to­rer og ind­fød­te såle­des: “The aim of era­di­cat­ing ‘the belief that spi­rit exi­sted in all mat­ter’ thus came to be seen as ‘a final sta­ge of Eng­lish conquest – over natu­re, and over tho­se who had impro­per views of nature’”.44Amitav Ghosh, The Nut­meg’s Cur­se. Parab­les For a Pla­net in Cri­sis (Lon­don: John Mur­ray, 2021), 86. Refe­ren­ce til Joy­ce E. Chaplin, Sub­ject Mat­ter: Tech­no­lo­gy, the Body, and Sci­en­ce on the Ang­lo-Ame­ri­can Fron­ti­er, 1500–1676 (Cam­brid­ge, MA: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2001).

Går vi et par århund­re­der frem, fin­der vi sta­dig den­ne tota­le affejning. Det blev “et adels­mær­ke” til indi­ka­tion af den euro­pæ­i­ske over­le­gen­hed, skri­ver Ben Ehren­reich, over de pri­mi­ti­ve. Ikke sjæl­dent blev tro­en på “the vita­li­ty of natu­ral and celesti­al objects [iden­ti­fied] as a defi­ning cha­ra­cte­ri­stic of ‘savagery’”.45Ben Ehren­reich, Desert Note­books. A Road Map For the End of Time (Ber­ke­ley, Cali­for­nia: Coun­ter­po­int, 2020), 76. Ved udgan­gen af det 19. århund­re­de var det­te etab­le­ret i vest­lig tænk­ning, selv­føl­ge­lig­gjort og natu­ra­li­se­ret.

Der er alt­så lan­ge histo­ri­ske trå­de, der føder ind i sam­ti­dens dis­kus­sio­ner om gyl­dig­hed, dua­lis­mer og onto­lo­gi­ske hie­rar­ki­er. Men hvad bety­der det­te histo­ri­ske bag­grundstæp­pe for spørgs­må­let om antro­po­mor­fis­me i dag? Det kun­ne tyde på, at vi bør være mere var­som­me med at for­be­hol­de men­ne­sket for man­ge karak­te­ri­sti­ka.

Hvad er excep­tio­nelt men­ne­ske­li­ge karak­te­ri­sti­ka? Det har man­ge filo­sof­fer, viden­skabs­folk og intel­lek­tu­el­le gen­nem tiden brugt megen ener­gi på at dis­ku­te­re. Men min påstand er, at også det men­ne­ske­li­ge er en histo­risk kon­tin­gent kate­go­ri. Det er i grun­den den præ­mis, som post­hu­ma­nis­men er fun­de­ret på. Det er lige­le­des en ana­ly­se af, at der er histo­ri­ske for­bin­del­ses­linjer mel­lem natu­rens andet­gø­rel­se og dehu­ma­ni­se­rin­gen af ind­fød­te fol­ke­grup­per. Der­for kan en blot og bar afvis­ning af ikke-men­ne­ske­lig agens også udgø­re en fort­sæt­tel­se af den epi­ste­mi­ske vold, som oprin­de­li­ge fol­ke­grup­per er ble­vet udsat for gen­nem fle­re århund­re­der. Selv­om kri­ti­ke­re som Malm og Soper til­ken­de­gi­ver, at agens poten­ti­elt kan til­ken­des andre leven­de orga­nis­mer, er det ikke til­stræk­ke­ligt til at imø­de­gå den deko­lo­ni­se­ring, der her fak­tisk efter­spør­ger, at filo­sof­fen viger til­ba­ge for over­ho­ve­det at defi­ne­re det sær­egent men­ne­ske­li­ge.

Men skif­tet fra huma­nis­men til post­hu­ma­nis­men dre­jer sig grund­læg­gen­de om at brin­ge de mere-end-men­ne­ske­li­ge dele af ver­den langt mere i cen­trum af vores tænk­ning og prak­sis. Det er den­ne afvis­ning af at sepa­re­re “men­ne­ske-hed” som excep­tio­nel kate­go­ri fra det leven­de mil­jø, som det er situ­e­ret i, der ken­de­teg­ner såvel post­hu­ma­ni­ster som man­ge ind­fød­te fol­ke­grup­pers onto­lo­gi.

Antro­po­mor­fis­men mister såle­des det meste af sin ana­ly­ti­ske vær­di i det­te deko­lo­ni­a­le per­spek­tiv. Det er bun­det op på en pro­ble­ma­tisk kolo­ni­al­hi­sto­rie, men sam­ti­dig for­ud­sæt­ter det også – for at give nogen mening – at der er enig­hed om, hvad der er distinkt men­ne­ske­ligt. Også dét her­sker der stor tvivl om.46For et dyb­de­gå­en­de stu­die i anven­del­sen af kate­go­ri­en antro­po­mor­fis­me, se Eile­en Crist, Ima­ges of Ani­mals. Ant­hro­po­morp­hism and Ani­mal Mind (Temp­le Uni­ver­si­ty Press, 1999). Kon­klu­sio­nen her er, at begre­bet er stort set ind­hold­st­omt, og at fryg­ten for at “begå antro­po­mor­fis­me” ikke sjæl­dent leder til en … Continue reading

Inklu­sion eller appro­p­ri­e­ring?

Når jeg påpe­ger fæl­les­træk mel­lem post­hu­ma­nis­tisk onto­lo­gi og vis­se ind­fød­te folks onto­lo­gi­er, er inten­tio­nen ikke at opfor­dre til hver­ken roman­ti­se­ring eller appro­p­ri­e­ring. Hamilt­on har også kri­ti­se­ret den­ne “ven­ding mod oprin­de­li­ge folks kul­tu­rer” som en “fetis­hi­stisk ten­dens”, der til tider går så langt, at ind­fød­te folk nu til­ken­des magt til at red­de os alle fra den pla­ne­tæ­re kata­stro­fe. I hans optik er der ingen grund til at afvi­se “the histo­ri­cal truth of moder­ni­ty and go look­ing among pre-modern onto­lo­gies for an alternative”.47Hamilton, Defi­ant Earth, 106.

Hamilt­on mener endog selv at være i stand til at tale på veg­ne af ind­fød­te fol­ke­grup­per og bemær­ker – uden refe­ren­ce – at “most Indi­genous peop­les under­stand that old worlds can­not be pre­ser­ved” og adva­rer om, at “new onto­lo­gi­cal divi­sions of the avant-gar­de anthro­pol­o­gists are not worlds that Indi­genous peo­ple them­sel­ves feel obli­ged to occupy”.48Hamilton, Defi­ant Earth, 105. Det er der givet­vis nok en del, der ikke gør. Men som jeg har demon­stre­ret oven­for, er der også man­ge, der fak­tisk til­ken­de­gi­ver eks­pli­cit at besid­de eller advo­ke­re for non-dua­lis­tisk onto­lo­gi.

Bety­der det, at alle eller blot man­ge oprin­de­li­ge folk hver dag lever med og i en anden onto­lo­gisk for­ma­tion end den, som man­ge vil gen­ken­de som dua­lis­tisk? Som Artu­ro Esco­bar skri­ver, er der gan­ske meget i “indi­genous worlds”, der ikke har­mone­rer med en distink­tion mel­lem men­ne­sker og ikke-men­ne­sker. Men sam­ti­dig er der også man­ge eksemp­ler på, at selv­sam­me distink­tion fak­tisk gør sig gæl­den­de i prak­sis. Det dre­jer sig der­for først og frem­mest om at for­stå ver­de­ner, der i en vis for­stand ikke ope­re­rer med nogen distink­tion mel­lem natur og men­ne­ske – men som i en anden for­stand alli­ge­vel påvir­kes af distink­tio­nen og nog­le gan­ge igno­re­rer eller afvi­ser den, men som også andre gan­ge bru­ger den stra­te­gisk.49Escobar, Pluri­ver­sal Poli­ti­cs, xiii.

Ind­fød­te fol­ke­grup­per er inter­nt lige så for­skel­li­ge som alle os andre – og deres videns­for­mer lige så dyna­mi­ske, til tider mod­sæt­nings­fyld­te og histo­risk ind­lej­re­de. Akku­rat som alle andre videns­for­mer. Men det bety­der ikke, at vi der­med kan affe­je de man­ge eksemp­ler på, at oprin­de­li­ge folk selv udtryk­ker at til­gå ver­den med en non-dua­lis­tisk onto­lo­gi.

Jeg er klar over, at man­ge kri­ti­ke­res bevæg­grund for at insi­ste­re på en form for antro­po­cen­tris­me kan fin­des i ønsket om at kun­ne pla­ce­re ansva­ret for natur- og kli­ma­kri­sen utve­ty­digt hos men­ne­sker. Men lige­som øko­marxi­sten ikke fin­der det pro­ble­ma­tisk at pla­ce­re ansva­ret hos en øko­no­misk mag­te­li­te uden at til­ken­de den­ne en onto­lo­gisk sær­sta­tus, er det (også) en strå­mand at påstå, at en flad onto­lo­gi inde­bæ­rer en ansvars­fralæg­gel­se.

Pri­sen for at til­ken­de mate­ri­el­le og mere-end-men­ne­ske­li­ge væren­der agens behø­ver med andre ord ikke at være en benæg­tel­se af vores egen.

Uenig­he­den mel­lem post­hu­ma­ni­ster og øko­marxi­ster fin­der vi nær­me­re på spørgs­må­let om, hvor­dan rela­tio­nen mel­lem men­ne­sker og natur skal defi­ne­res for, at vi (strategisk)50Rithma Kreie Engel­breth Lar­sen, “Et mani­fest for stra­te­gisk post­hu­ma­nis­me”, i En anden øko­lo­gi, red. Kri­stof­fer Wil­lert Bals­lev & Tobi­as Dias (under udgivelse). bedst kan diri­ge­re så megen teo­ri og prak­tisk hand­ling i ret­ning af kam­pen mod kli­ma- og natur­ka­ta­stro­fer­ne. Her er det hver­ken etisk eller stra­te­gisk mest for­del­ag­tigt at for­ud­sæt­te en men­ne­ske­lig excep­tio­na­lis­me – hvis vi ønsker bre­de per­spek­ti­ver, der kan fav­ne og inkorpo­re­re også det deko­lo­ni­a­le sig­te.

Iføl­ge Ste­fa­nia Barca er det net­op det deko­lo­ni­a­le per­spek­tiv, vi risi­ke­rer at miste af syne med en for strin­gent fik­se­ring på at ram­me­sæt­te men­ne­ske-natur-for­hol­det i rent (anti)kapitalistiske ter­mer. Med en start­da­to for den antropocæne/kapitalocæne epo­ke ved ind­gan­gen til den indu­stri­el­le revo­lu­tion risi­ke­rer man at usyn­lig­gø­re den pro­ces, der gik for­ud for, og som etab­le­re­de udgangs­be­tin­gel­ser­ne for, kapi­ta­li­stisk “moder­ni­tet”, navn­lig sla­ve­ri­et, plan­ta­ge-øko­no­mi­er­ne og såvel fol­ke­mor­de­ne på ind­fød­te fol­ke­grup­per som den mere usyn­li­ge epi­ste­mi­ske vold, der lå bag karak­te­ri­stik­ker af deres onto­lo­gi­er som “uci­vi­li­se­re­de og underlegne”.51Stefania Barca, For­ces of Repro­duction: Notes For a Coun­ter-Hege­mo­nic Ant­hro­po­ce­ne (Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2020), 20–21.

Epi­ste­misk ret­fær­dig­hed

For Soper hand­ler det om at under­stre­ge “not so much our kins­hip with other spe­cies but our spe­cies-spe­ci­fic rapa­cious­ness and end­less cre­a­tion of waste”.52Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 376. Men filo­so­fi­hi­sto­ri­en bug­ner med eksemp­ler på filo­sof­fer, der har været opta­ge­de af at defi­ne­re det sær­egent men­ne­ske­li­ge, om det så er nega­tivt eller posi­tivt. Måske bør vi læg­ge det­te spørgs­mål på hyl­den for en stund – for til gen­gæld bed­re at kun­ne få øje på hvil­ke per­spek­ti­ver og aktø­rer, som er ble­vet over­set og usyn­lig­gjort.

Så når Soper skri­ver, at “the­re can be no eco­lo­gi­cal prescrip­tion that does not pre­sup­po­se a demarca­tion betwe­en huma­ni­ty and nature”,53Kate Soper, What is Natu­re? Cul­tu­re, Poli­ti­cs, and the Non-Human (Wiley-Bla­ck­well, 1995), 160. vil­le det her frem­stil­le­de per­spek­tiv indi­ke­re, at det deko­lo­ni­a­le per­spek­tiv tvær­tom fak­tisk nød­ven­dig­gør, at der kan være en sådan “øko­lo­gisk præskrip­tion”. Selv­om Soper alt­så synes at ope­re­re med en noget mini­ma­li­stisk defi­ni­tion af den men­ne­ske­li­ge excep­tio­na­lis­me, er poin­ten med den deko­lo­ni­a­le inter­ven­tion her at angi­ve pro­ble­ma­tik­ken i over­ho­ve­det at insi­ste­re på en gene­ra­li­ser­bar for­skel – for at insi­ste­re på en hvil­ken som helst demar­ka­tion fra­ta­ger på sin vis net­op “den andens onto­lo­gi­ske selv-determination”.54Viveiros de Castro, “Metap­hy­si­cs as Myt­hop­hy­si­cs”, 265.

Vi fin­der et eksem­pel på et sådant per­spek­tiv i artik­len “Indi­genous Pla­ce-Thought”, hvor Vanes­sa Watts sam­men­lig­ner distink­tio­nen mel­lem epi­ste­mo­lo­gi og onto­lo­gi på den ene side med “an Indi­genous con­cep­tion of Pla­ce-Thought” på den anden side.55Vanessa Watts, “Indi­genous pla­ce-thought & agen­cy amongst humans and non-humans (First Woman and Sky Woman go on a Euro­pe­an world tour!)”, Deco­lo­niza­tion: Indi­ge­nei­ty, Educa­tion & Socie­ty 2, nr. 1 (2013): 20–34.

Når onto­lo­gi og epi­ste­mo­lo­gi adskil­les, sepa­re­res ver­dens “kon­sti­tu­en­ter” fra den måde, hvor­på ver­den for­stås. Det er pro­ble­ma­tisk, for­di vi der­med dele­gi­ti­me­rer afgø­ren­de dimen­sio­ner af vis­se ind­fød­te folks tænk­ning. Distink­tio­nen mel­lem epi­ste­mo­lo­gi og onto­lo­gi fjer­ner “the how and why out of the what. The what is left emp­ty, rea­di­ed for inscription”.56Watts, “Indi­genous pla­ce-thought & agen­cy amongst humans and non-humans”, 24. Selv­om man­ge fag­fi­lo­sof­fer også fin­der, at det epi­ste­mo­lo­gi­ske og det onto­lo­gi­ske på sin vis hæn­ger sam­men, er poin­ten her mere radi­kal – nem­lig at måden, hvor­på vi opnår viden, også giver form til væren som sådan. Der­for kan der hel­ler ikke være en adskil­lel­se mel­lem “onto­lo­gisk” og “nor­ma­tiv” antro­po­cen­tris­me, da de på sin vis for­ud­sæt­ter hinanden.57Se Kri­stof­fer Bals­lev Wil­lert, “Kom­mu­no­cæn? Et kri­tisk blik på post­hu­ma­nis­men”, Tids­skrif­tet Para­doks, 18. august 2022.


Til sidst er det vig­tigt at gøre hove­d­æ­rin­det klart, for det er ikke blot at udfor­dre her­sken­de idéer om, hvad der gør men­ne­sket sær­egent. Det er at intro­du­ce­re et deko­lo­ni­alt per­spek­tiv, hvor­med vi på både radi­kal og prag­ma­tisk vis gøres opmærk­som på det pro­ble­ma­ti­ske i over­ho­ve­det at ved­bli­ve at insi­ste­re på at dis­ku­te­re spørgs­må­let. Radi­kalt, for­di vi – uan­set hvor mini­mal en distink­tion vi for­ud­sæt­ter – risi­ke­rer at fort­sæt­te en epi­ste­misk uret­fær­dig­hed med lan­ge trå­de ind i en kolo­ni­a­li­stisk opta­get­hed af at reser­ve­re ret­ten til at defi­ne­re det men­ne­ske­li­ge. Prag­ma­tisk, for­di filo­so­fi­hi­sto­ri­ens lan­ge opta­get­hed med det men­ne­ske­ligt særeg­ne har med­vir­ket til en usyn­lig­gø­rel­se af det ikke-men­ne­ske­li­ge. Slet og ret: Men­ne­sket har opta­get os læn­ge nok.

Til spørgs­må­let om an-orga­nisk agens – og Malms pole­mik om den hjer­ne-løse flod – skri­ver Watts: “A river may act (i.e. flow) but does it per­cei­ve or con­tem­p­la­te this? An Anis­h­naa­be per­specti­ve would respond in the affirmative”.58Watts, “Indi­genous pla­ce-thought & agen­cy amongst humans and non-humans”, 24.

Eller som Chri­stop­her Sto­ne alle­re­de pege­de på i sin skel­sæt­ten­de arti­kel med tit­len “Should Tre­es Have Stan­ding?” fra 1972:

The fact is, that each time the­re is a move­ment to con­fer rights onto some new “enti­ty,” the pro­posal is bound to sound odd or frigh­te­ning or laug­hab­le. This is part­ly becau­se until the right­less thing recei­ves its rights, we can­not see it as anyt­hing but a thing for the use of “us” – tho­se who are hol­ding rights at the time.59Christopher D. Sto­ne, “Should Tre­es Have Stan­ding? – Toward Legal Rights for Natu­ral Objects”, Sout­hern Cali­for­nia Law Review 45 (1972), 455.

1. Her er det værd at bemær­ke, at den ful­de rap­port er på 3.068 sider. Der er tale om rap­por­ten udar­bej­det af Wor­king Group II: “AR6 Cli­ma­te Chan­ge 2022: Impa­cts, Adap­tion and Vulnerability”.
2. Cas­per Ander­sen, “Deco­lo­nizing the Mind”, ECHOES: Euro­pe­an Colo­ni­al Her­i­ta­ge Moda­li­ties in Entang­led Cities (2018).
3. Kate Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, Com­pa­ra­ti­ve Cri­ti­cal Stu­di­es 9, nr. 3 (2012): 375.
4. Andreas Malm, The Pro­g­ress of This Storm. Natu­re and Socie­ty in a War­m­ing World (Lon­don: Ver­so Books, 2018), 111.
5. Clive Hamilt­on, Defi­ant Earth. The Fate of Humans in the Ant­hro­po­ce­ne (Poli­ty Press, 2017), 98.
6. Tim Ingold, Anthro­pol­o­gy – Why It Mat­ters (Poli­ty Press, 2018), 118.
7. Herunder Kate Soper, Andreas Malm, Alf Hor­n­borg og oven­nævn­te Cli­ve Hamilt­on. Se eksem­pel­vis Alf Hor­n­borg, “Arti­fa­cts have con­sequen­ces, not agen­cy: Toward a cri­ti­cal the­ory of glo­bal environ­men­tal history”, Euro­pe­an Jour­nal of Soci­al The­ory 20, nr. 1 (2017): 95–110.
8. Heat­her Davis & Zoe Todd, “On the Importan­ce of a Date, or Deco­lo­nizing the Ant­hro­po­ce­ne”, ACME: An Inter­na­tio­nal Jour­nal for Cri­ti­cal Geo­grap­hies 16, nr. 4 (2017): 761–780.
9. Martin Hol­braad & Mor­ten Axel Peder­sen, The Onto­lo­gi­cal Turn. An Ant­hro­po­lo­gi­cal Expo­si­tion (Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2017).
10. G.W.F. Hegel, “Geo­grap­hi­cal Basis of World History”, i Race and the Enligh­ten­ment: A Rea­der, red. Emma­nu­el Chukwu­di Eze (Mal­den: Bla­ck­well Publis­hers Ltd., 1997), 114–115.
11. Hegel, “Geo­grap­hi­cal Basis of World History”, 116.
12. Hegel, “Geo­grap­hi­cal Basis of World History”, 129.
13. Linda Tuhiwai Smith, Deco­lo­nizing Met­ho­do­lo­gies – Research and Indi­genous Peop­les (Lon­don: Blooms­bury Publis­hing, 2022), 28.
14. Rebecca Tsot­sie, “Indi­genous peop­les, anthro­pol­o­gy, and the lega­cy of epi­ste­mic inju­sti­ce”, i The Rout­led­ge Hand­book of Epi­ste­mic Inju­sti­ce, red. Ian James Kidd, José Medi­na & Gai­le Pohl­haus, Jr. (Lon­don: Rout­led­ge, 2017), 359.
15. Rithma Kreie Engel­breth Lar­sen, “Ind­født, tra­di­tio­nel og lokal viden: Nye videns­po­li­ti­ske hori­son­ter”, Slag­mark 86 (2022): 117–141.
16. Carlos Mon­drá­gon, “Forest, Reef, and Sea-Level Rise in North Vanu­a­tu: Sea­so­nal Environ­men­tal Prac­tices and Cli­ma­te Fluctu­a­tions in Island Mela­nesia”, i Indi­genous Know­led­ge for Cli­ma­te Chan­ge Asses­sment and Adap­ta­tion, red. Doug­las Nakas­hi­ma, Igo­re Krup­nik & Jen­ni­fer T. Rubis (UNESCO Publis­hing), 25.
17. Arturo Esco­bar, Pluri­ver­sal Poli­ti­cs. The Real and the Pos­sib­le (Dur­ham and Lon­don: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2020), 25.
18. Escobar, Pluri­ver­sal Poli­ti­cs, 24–25.
19. Kate Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 366.
20. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 367.
21. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 368.
22. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 369.
23. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 372.
24. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 373.
25. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 374.
26. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 376.
27. Amiria Hena­re, Mar­tin Hol­braad & Sari Wastell (red.), Thin­king Through Things: The­o­ri­sing Arte­fa­cts Eth­no­grap­hi­cal­ly (New York: Rout­led­ge, 2007), 8.
28. Henare et al., Thin­king Through Things, 10.
29. Holbraad & Peder­sen, The Onto­lo­gi­cal Turn, 286–87.
30. Pierre Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish, “Intro­duction”, i Com­pa­ra­ti­ve Metap­hy­si­cs. Onto­lo­gy after Anthro­pol­o­gy, red. Pier­re Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish (Lon­don: Row­man & Litt­le­fi­eld, 2017), 4–5.
31. Viveiros de Castro, Can­ni­bal Metap­hy­si­cs (Uni­vo­cal Publis­hing, 2014), 39–40.
32. Charbonnier, Sal­mon & Ska­fish, “Intro­duction”, 9.
33. Charbonnier, Sal­mon & Ska­fish, “Intro­duction”, 9–10.
34. Pierre Char­bon­ni­er, “Bre­aking the Modern Epi­ste­mic Circ­le: The Onto­lo­gi­cal Enga­ge­ment of Cri­ti­cal Anthro­pol­o­gy”, i Com­pa­ra­ti­ve Metap­hy­si­cs. Onto­lo­gy after Anthro­pol­o­gy, red. Pier­re Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish (Lon­don: Row­man & Litt­le­fi­eld, 2017), 167.
35. Eduardo Viveiros de Castro, “Metap­hy­si­cs as Myt­hop­hy­si­cs: Or, Why I Have Always Been an Anthro­pol­o­gist”, i Com­pa­ra­ti­ve Metap­hy­si­cs. Onto­lo­gy after Anthro­pol­o­gy, red. Pier­re Char­bon­ni­er, Gil­das Sal­mon & Peter Ska­fish (Lon­don: Row­man & Litt­le­fi­eld, 2017), 265.
36. Viveiros de Castro, “Metap­hy­si­cs as Myt­hop­hy­si­cs”, 271.
37. Philippe Desco­la, Bey­ond Natu­re and Cul­tu­re (The Uni­ver­si­ty of Chi­ca­go Press, 2014), 9.
38. Descola, Bey­ond Natu­re and Cul­tu­re, 30–31.
39. Andreas Malm, The Pro­g­ress of This Storm, 90.
40. Hamilton, Defi­ant Earth, 94–95.
41. Lorraine Daston, “How natu­re beca­me the other: Ant­hro­po­morp­hism and ant­hro­po­cen­trism in ear­ly modern natu­ral phi­los­op­hy”, i Bio­lo­gy as Socie­ty, Socie­ty as Bio­lo­gy: Metap­hors, red. Sabi­ne Maa­sen, Eve­rett Men­delso­hn & Peter Wein­g­art (Kluwer Aca­de­mic Publis­hers, 1995), 37–56.
42. Park & Daston, Won­ders and the Order of Natu­re, 297–298.
43. Park & Daston, Won­ders and the Order of Natu­re, 298.
44. Amitav Ghosh, The Nut­meg’s Cur­se. Parab­les For a Pla­net in Cri­sis (Lon­don: John Mur­ray, 2021), 86. Refe­ren­ce til Joy­ce E. Chaplin, Sub­ject Mat­ter: Tech­no­lo­gy, the Body, and Sci­en­ce on the Ang­lo-Ame­ri­can Fron­ti­er, 1500–1676 (Cam­brid­ge, MA: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2001).
45. Ben Ehren­reich, Desert Note­books. A Road Map For the End of Time (Ber­ke­ley, Cali­for­nia: Coun­ter­po­int, 2020), 76.
46. For et dyb­de­gå­en­de stu­die i anven­del­sen af kate­go­ri­en antro­po­mor­fis­me, se Eile­en Crist, Ima­ges of Ani­mals. Ant­hro­po­morp­hism and Ani­mal Mind (Temp­le Uni­ver­si­ty Press, 1999). Kon­klu­sio­nen her er, at begre­bet er stort set ind­hold­st­omt, og at fryg­ten for at “begå antro­po­mor­fis­me” ikke sjæl­dent leder til en “meka­no­mor­fi­se­ring” af natu­ren i stedet.
47. Hamilton, Defi­ant Earth, 106.
48. Hamilton, Defi­ant Earth, 105.
49. Escobar, Pluri­ver­sal Poli­ti­cs, xiii.
50. Rithma Kreie Engel­breth Lar­sen, “Et mani­fest for stra­te­gisk post­hu­ma­nis­me”, i En anden øko­lo­gi, red. Kri­stof­fer Wil­lert Bals­lev & Tobi­as Dias (under udgivelse).
51. Stefania Barca, For­ces of Repro­duction: Notes For a Coun­ter-Hege­mo­nic Ant­hro­po­ce­ne (Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2020), 20–21.
52. Soper, “The Huma­nism in Post­hu­ma­nism”, 376.
53. Kate Soper, What is Natu­re? Cul­tu­re, Poli­ti­cs, and the Non-Human (Wiley-Bla­ck­well, 1995), 160.
54. Viveiros de Castro, “Metap­hy­si­cs as Myt­hop­hy­si­cs”, 265.
55. Vanessa Watts, “Indi­genous pla­ce-thought & agen­cy amongst humans and non-humans (First Woman and Sky Woman go on a Euro­pe­an world tour!)”, Deco­lo­niza­tion: Indi­ge­nei­ty, Educa­tion & Socie­ty 2, nr. 1 (2013): 20–34.
56. Watts, “Indi­genous pla­ce-thought & agen­cy amongst humans and non-humans”, 24.
57. Se Kri­stof­fer Bals­lev Wil­lert, “Kom­mu­no­cæn? Et kri­tisk blik på post­hu­ma­nis­men”, Tids­skrif­tet Para­doks, 18. august 2022.
58. Watts, “Indi­genous pla­ce-thought & agen­cy amongst humans and non-humans”, 24.
59. Christopher D. Sto­ne, “Should Tre­es Have Stan­ding? – Toward Legal Rights for Natu­ral Objects”, Sout­hern Cali­for­nia Law Review 45 (1972), 455.