Hæigel – sådan har det opstemt lydt fra den ene talerstol efter den anden fra 1990’erne og frem – er højaktuel. Hans teorier finder nemlig anvendelse i alt fra sprogfilosofi1Robert Brandom, Making it Explicit. Reasoning, Representing, and Discursive Commitment (Cambridge, Mass/London: Harvard University Press, 1998). og erkendelsesteori2Robert Pippin, Hegel’s Idealism. Satisfactions of Self-Consciousness (Cambridge: Cambridge University Press, 1989). til social og politisk filosofi.3Terry Pinkard, Hegel’s Phenomenology (Cambridge/New York/Melbourne: Cambridge University Press, 1994). Det glade budskab begrænser sig dog ikke alene til den angelsaksiske verden. Informations serie i anledningen af Hegels 250-års jubilæum i 2020 fremsatte direkte påstanden, at en forståelse af vores samtid forudsætter en forståelse af Hegel.4Rune Lykkeberg, “Du skal forstå Hegel, hvis du vil forstå din samtid”, Information, 4. juli 2020. Skulle man imidlertid, hvilket vi til en paneldiskussion i regi af Idealismekredsen ved Århus universitet en tirsdag i september 2021 pålagde os selv offentligt at diskutere, overveje, hvilken rolle Hegels filosofi måtte tilkomme i dag, ville man øjeblikkeligt støde på en hindring lagt ud af hovedpersonen selv:
Når filosofien maler sit grå i grå, så er en skikkelse af livet blevet gammel, og med grå i grå lader den sig ikke forynge, men kun erkende; Minervas ugle tager først sin flugt ved dæmringens frembrud.5“Wenn die Philosophie ihr Grau in Grau malt, dann ist eine Gestalt des Lebens alt geworden, und mit Grau in Grau läßt sie sich nicht verjüngen, sondern nur erkennen; die Eule der Minerva beginnt erst mit der einbrechenden Dämmerung ihren Flug.” Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Werke in zwanzig Bänden 7 (Frankfurt: Suhrkamp, 1970), 28.
Som ville Hegel på forhånd forhindre sine fremtidige kolleger og læsere i at anvende hans filosofi, lader han sin retsfilosofi begynde med disse formanende ord, der storslået, men bestemt viser filosofien dens plads. Nu er en ugle som bekendt et rovdyr, så det tyske “Flug” kunne retteligt være oversat med “jagt”. At oversætte det med flyvning ville lede tanken et sted hen, som man må tvivle på, at Hegel ville værdsætte – som skulle vi på chartertur med Hegel Air. Flyvemetaforen henviser i hvert fald til et perspektiv, som Hegel gennem stort set hele sit liv holder lige så fjernt som muligt fra sin filosofi. Der er her selvfølgelig tale om anskuelse, seen, skuen eller forestilling, som alle forudsætter en afstand til den genstand, de retter sig mod; en virksomhed, som fordrer af det erkendende subjekt, at det har hævet sig over, ja fjernet sig fra det objekt, som skal erkendes. Og det er kun rigtigt (for Hegel) i den forstand, at det erkendende subjekt har løsrevet sig fra tingene og gjort sig til genstand for undersøgelsen selv i sin absolutte skikkelse, dvs. som en viden uden forudsætning. Og det betyder endvidere, at objekt og subjekt er blevet ét. Spekulation (og dermed tænkning) er videnskabens væsenstræk, og den består ikke i en psykologisk formåen, men skrider ifølge Hegel begrebsligt frem af sig selv. Det er Hegels store bidrag til videnskaben at holde filosofien fri af forsøg på psykologisering af enhver art – og nok også en af de ydre grunde til, at hans filosofi i sin helhed afgik ved døden samtidigt med hans. Kun kortvarigt og i ofte stærkt forandrede skikkelser har man forsøgt at genoplive Hegels filosofi som sådan. Receptionen af en idé er sjældent det samme som dennes gentagelse.6For en indledningsvis og kort udfoldelse af denne position, se Jesper Lundsfryd Rasmussen & Christian Benne, “New International Network: ‘Transformative Transmissions: German-Scandinavian Intellectual Communities 1790–1860’ ”, Schelling-Studien 10 (under udgivelse). Snarere, hvilket eksemplificeres yderligere i det følgende, har den ret udprægede Hegel-reception i høj grad bestået af stenbrudsaktioner, hvor man har set sig lun på først dette, så hint mere eller mindre enestående element i Hegels værk. Systemet derimod – og dermed grundtanken hos Hegel – har man ladet fare.
Førstehjælpen har man da også fundet i dele af Phänomenologie des Geistes, hvor erfaringsbegrebet spiller en fremtrædende rolle, hvilket man har ment at se et potentiale i. I det lys kan det ikke undre, at en stor del af det tyvende århundredes arbejde med at gøre Hegel spiselig i særlig grad har haft netop dette værk som hovedgenstand som i sig selv tilstrækkeligt for at forstå Hegel, eksempelvis ved at forsøge at vise, at indholdet i fænomenologien er identisk med videnskabens.7Se eksempelvis Jean Hyppolite, Phénoménologie de l’esprit de Hegel (Paris: Editions Montaigne, 1946). Men sådanne forsøg på at aktualisere Hegel forvrider problemstillingen, hvilket bliver tydeligt, hvis man medtænker, at det strengt taget ikke er Hegels filosofi, men dennes optakt, Phänomenologie des Geistes, man derved aktualiserer. For alvor problematisk bliver det, når andre har forsøgt at udpege et afsæt i Hegels videnskab ved i modsætning til Hegels egen filosofi at psykologisere den. Som eksempel herpå kan nævnes forsøget på at psykologisere Hegel ved at omfortolke hans grundoperation, dialektikken, til en seen (voir venir/to see (what is) coming).8Se Catherine Malabou, The Future of Hegel. Plasticity, Temporality and Dialetic (London/New York: Routledge, 2004), 13. Hvorvidt Hegels rent begrebslige vej er den rette rute at gå, lades her være ubesvaret. Men spørgsmålet om filosofiens grundvirksomheder har været genstand for store debatter. Om Hegels udelukkelse af anskuelse og erfaring ligefremt og i modsætning til Johann Gottlieb Fichte og Friedrich Wilhelm Joseph Schelling kunne have udgjort et bolværk mod Hitler og nationalsocialismen synes for undertegnede at være en tvivlsom påstand, hvis tvivlsomhed snarere må bero på ensidige læseevner hos de respektive forfattere.9Se eksempelvis Georg Lukács, Die Zerstörung der Vernunft. Der Weg des Irrationalismus von Schelling zu Hitler (Berlin: Aufbau-Verlag, 1955). Det er dog ikke udelukkende et fænomen, der begrænser sig til det tyvende århundrede.10Se Adrian Johnston, “Monism and Mistakes: Schelling and the Latest System-Program of German Idealism”, red. Tilottama Rajan & Daniel Whistler (Basingstoke: Palgrave Macmillan, under udgivelse).
Og dog: Ydre grunde som disse er utilstrækkelige for venner af filosofien. At angive et omrids af mere iøjnefaldende grunde, og derigennem opvise Hegels betydning for os i dag, er denne artikels hovedsigte – også selvom det må blive ved en silhuet. Efter at have fremhævet et væsenstræk ved Hegels filosofi (det fortidige) skal arven efter Hegel klargøres gennem tre nedslag: 1) systematisk tænkning i form af metafysik eller første filosofi, 2) modernitet i form af sekularisme, 3) antipolitik og antietik. Som det vil blive tydeliggjort, peger alle tre nedslag samstemmende på en indre spænding i Hegels filosofi, hvilket manifesterer sig som en tilnærmelse af det etiske til det politiske og dermed et forsøg på en enhedsdannelse, der som en sten i skoen til stadighed slæbes med rundt og lægger sig i vejen for en moderne tænkning. Efter undertegnedes vurdering ville vi gøre klogt i at lade netop den del af Hegel forblive i graven hvilende ved dennes højre hånd. Men som vi skal se, er dette langt fra ensbetydende med glemsel. Tværtimod skal det forstås som et forsøg på at begribe, hvormed en fornyet Hegel-lekture bliver et presserende anliggende.
Fortiden hører Hegels filosofi til
Et vink til at gøre en begyndelse henimod en afklaring gives i skikkelse af Minervas ugle. Denne særlige form for ugle adskiller sig imidlertid i kraft af afgørende egenskaber fra den, vi kender fra naturens riger. Hvor denne oftest jager et levende bytte, består kosten for hin hovedsageligt af ådsler, hvis vi skal tro Hegel. Minervas ugle går altså ikke på rov blandt de levende, men de døde, som aldrig bliver andet end det, de var, men for evigt er forvist til gravens muld og mørke og dermed en hensynet tilværelse i fortiden. At genopstå er ikke de døde forundt, og filosofien hverken kan eller skal male dem anderledes, men er derimod henvist gråtoneskalaen.
Hegels storslåede bidrag kommer således ikke uden fordringer til dem, der giver sig i kast med sådanne forehavender. For hvis filosofien er som metaforens subjekt, et rovdyr på jagt efter et bytte, det kan fortære og dermed for evigt lægge i graven, så betyder det, at filosofiens genstand nødvendigvis er det afsluttede; det, der er vordet (perfektum). Hverken fremtiden, som man satte sin lid til i oplysningen og som modreaktion mod Hegel i 1830’erne og frem,11Se eksempelvis Ludwig Feuerbach, Grundsätze der Philosophie der Zukunft (Leipzig: Verlagsbureau, 1847). og ej heller nutiden, er værdige som genstande for filosofien. Om end en sådan fortid måtte stå nutiden nok så nær, ja som vordet er indlejret i nutiden, kan og skal filosofien som et begrebsligt foretagende holde sig til fortiden. Det kan man forvisse sig om i bestemmelserne af Amerika fra hans forelæsninger over historiens filosofi, hvor den nutid, der har blivende (og det vil sige sand) betydning, dog også får enkelte indrømmelser: “[S]om et fremtidens land angår det os overhovedet ikke her; thi vi har, hvad angår historien, at gøre med det, der har været, og med det, der er – i filosofien dog med det, der hverken alene har været eller alene vil være, men med det, der er og er evigt – med fornuften, og dermed har vi nok at gøre.”12“Was bis jetzt sich hier ereignet, ist nur der Widerhall der Alten Welt und der Ausdruck fremder Lebendigkeit, und als ein Land der Zukunft geht es uns überhaupt hier nichts an; denn wir haben es nach der Seite der Geschichte mit dem zu tun, was gewesen ist, und mit dem, was ist, – in der Philosophie aber mit dem, was weder nur gewesen ist noch erst nur sein … Continue reading Filosofien handler for Hegel først og fremmest om det evige, det der i sandhed er, og det er for Hegel de indre begrebsbestemmelser, der for det rette blik udfolder sig i et videnskabeligt system. For at foregribe den naive indvending, at Hegel dermed indtager rollen som den verdensfjerne armchair philosopher (κατ’ εξοχήν), skal angives det forhold, at Hegels tænkning jo netop er et forsøg på at begribe det, der er, men i skikkelse af, at det har været. Det er metafysik, tænkning, og i den form har den også med væren at gøre. Det er også i dette tilfælde, i logikkens nemlig, væren som resultat. Det, der stadig er sin vorden, kan ikke begribes, men løber bestandigt tanken af hænde som tørt sand mellem fingrene på en varm sommerdag ved Dueodde strand. For at noget i en filosofi som Hegels kan begribes, og det vil sige tænkes, må det have fundet en (i det mindste relativ) fast skikkelse som et resultat af en forudgående proces. Selv vorden (Werden) kan først tematiseres i Wissenschaft der Logik, når den selv er blevet, hvilket ganske vist kun er muligt i et flygtigt øjeblik, hvorefter vorden selv vorder og ophæver sig selv som vorden. Dermed er det abstrakte medium forsvundet, det er blevet bestemt til noget (Dasein).13Se første bog, kapitel 1, i Wissenschaft der Logik (Hegel, Werke 5, 113). Og sådan bliver det ved i hele Hegels videnskab, lige indtil det efter logikken, naturfilosofien og åndsfilosofien bidder sig selv i halen, hvormed tænkningen vender tilbage til sin egen begyndelse og dermed samler sig til ét system, altså endnu en skikkelse, der dog nu kan begribes i sin fuldstændighed. Hegels projekt trues sågar med at køre af sporet, da hele manøvren, der går ud på at bremse den vorden, som videnskaben grunder på, for at kunne begribe den, ikke rigtig vil finde ro.
Denne indre spænding er i sig selv et spændende tema hos Hegel, men skal ikke opholde fremstillingen. Derimod skal i al korthed en anden misforståelse ryddes af vejen. Skulle det indvendes, at Hegel dog selv mente, at “filosofien […] er sin tid fattet i tanker”,14“so ist auch die Philosophie ihre Zeit in Gedanken erfaßt”, Hegel, Werke 7, 26. og derfor de facto beskæftiger sig med nutiden, turde en præcisering være på sin plads. Skelne må man mellem filosofiens genstand og dens ståsted, hvorfra den arbejder. At tænkning hverken kan finde sted i fremtiden eller fortiden er åbenlyst. Tænkning finder sted nu og her, så bredt man end måtte opfatte dette nu.15Cf. Edmund Husserl, Vorlesungen zur Phänomenologie des inneren Zeitbewußtseins (Halle: Max Niemeyer Verlag, 1928). Men det, tænkningen ifølge Hegel alene kan hellige sig i nuet, er det evige, tænkningen selv, det, der i sandhed er vordet samt dettes herkomst.
Altså er det første resultat, Hegels filosofi væsentligt fordrer, at tænkning ikke beskæftiger sig med det, der blot er (nutiden), eller det, der skal komme (fremtiden), men det, der har været (fortiden). Faktisk er det at søge tilbage til grunden, som Hegel skriver, en væsentlig betragtning for filosofien: “[D]et at gå frem er en tilbagegang i grunden, til det oprindelige og sande, hvormed begyndelsen blev gjort og faktisk bliver frembragt, og som afhænger af det oprindelige og sande.”16Hegel, Werke 5, 70. Her citeret efter den danske oversættelse: Georg Wilhelm Friedrich Hegel, “Hvormed må videnskabens begyndelse gøres?”, Res Cogitans 14, nr. 3 (2020): 76–88, 80. Det betyder ikke, at mennesket skal afstå fra at beskæftige sig med nutiden eller fremtiden, ej heller at Hegels filosofi skulle være bagstræberisk og søge mod en oprindelig enhed, det være sig naturlig eller folkelig. Det beløber sig alene til den fordring, at videnskab kun kan beskæftige sig med fortiden. Trods den tilsyneladende konservatisme gemmer der sig dog i denne indstilling et kritisk potentiale vendt mod utopiskabende videnskaber – det være sig etisk-politiske eller teologiske. Hermed er det første nedslag allerede foregrebet, mod hvilket jeg kan vende mig nu.
Første nedslag: System eller systematik
Ifølge en i Hegels nære fortid velkendt bestemmelse af metafysik består denne i konstruktionen af et system, der indeholder alle principper for den menneskelige erkendelse: “Metafysik er den første videnskab indeholdende principperne for den menneskelige erkendelse.”17“Metaphysica est scientia prima cognitionis humanae principia continens” (Alexander Baumgarten, Metaphysica (Halle/Magdeburg: C. H. Hemmerde, 1739), § 1). Til metafysik regnes af Baumgarten således også ontologi, kosmologi, psykologi og naturlig teologi, da den angiver princippernes for de afledte videnskaber.18Baumgarten, Metaphysica, § 2. Som førstefilosofi grundlægges metafysikken altså med et førstestående, et princip (princeps), som sikrer fremgangen for resten af videnskaben og forbinder de enkelte discipliner, der falder under den. På lignende vis, om end på sin egen facon og med et ændret indhold, forholder det sig hos Hegel. For at filosofien ikke skal forfalde til tilfældigheder, må et absolut princip identificeres, hvorfra resten udvikler sig. Her skal selve princippet og grundene til en absolut (forudsætningsløs) videnskab stilles til side for i stedet at fremhæve metafysikkens beskaffenhed og nødvendighed i Hegels filosofi. Ét væsentligt kendetegn ved Hegels omgang med principper skal dog kort benævnes, nemlig problematiseringen af principper i filosofien. Hegel er en af de skikkelser i filosofihistorien, som tydeligst har været sig bevidst om problemerne med begyndelser i filosofien uden at opgive nødvendigheden af ét princip for filosofien.19For en nærmere behandling af dette, se Jesper Lundsfryd Rasmussen, “Prefacing the Absolute: Two Models of Situating Self-Negating Negativity in Hegel’s Wissenschaft der Logik from 1812 and 1832”, i The Significance of Negation in Classical German Philosophy, red. Gregory Moss (Springer, under udgivelse); Hans Friedrich … Continue reading
Hos Hegel er metafysikken en sælsom blanding af ontologi og åndsfilosofi. En direkte erkendelsesteori, dvs. en teori om, hvordan erkendelse kommer i stand, er det ikke. Det er snarere den absolutte væren eller, som Hegel skriver, den “[…] indtil videre [zunächst] umiddelbare enhed af tænkning og væren […].”20Hegel, Werke 3, 586. Idéen er nu at følge udviklingen af denne umiddelbare og abstrakte enhed mod dens stadig stigende konkretisering og dermed formidling, hvilket skal kulminere i den absolutte formidling, dvs. viden om denne enhed i den absolut mest konkrete og derfor begribelige form, systemet selv. Hegels systembegreb kan dermed foreløbigt bestemmes som en væsentlig del af metafysikken, idet systemet netop udgør metafysikken. Et system er i almindelighed, som begrebets oldgræske rod røber, noget sammenstillet, og i særdeleshed for Hegel en sådan sammenstilling, der gennem genstandens egen negation af sig selv ophæver sig selv mod stadig mere konkrete former for til sidst at vende tilbage til sit udgangspunkt, men nu som formidlet. Skulle denne sammenhæng mislykkes, gives der ikke tænkning eller videnskab, da enhver sammenstilling forudsætter en grund. At tænke systematisk, dvs. sammenhængende, forudsætter ifølge Hegel en grund for denne sammenhæng. Uden en sådan grund ville tænkning være tilfældig og dermed uvidenskabelig. Hegels radikalitet består nu i at ville begribe opkomsten af begrebslige sammenhænge som noget, der er opstået af sig selv fra det absolutte, væren selv, hvilket betyder, at absolut individualitet, ren isolation uden nogen sammenhænge, ikke lader sig tænke, er meningsløst. Det tyske “sinnlos” er her sigende: Hvis “Sinn” begrebsligt har noget at gøre med “sammenhæng”, så er det meningsløse netop det, der står uden for enhver sammenhæng. Filosofiens opgave er mod en sådan hævdet meningsløshed at genetablere en meningsfuld, sammenhængende verden, hvilket for Hegel på moderne vis sker igennem negationer, ophævelser og begrænsninger.
Tænkningen har altså for Hegel en rund form. Den er ikke cirkulær, men udvikler sig fra en begyndelse til en ende – ligesom når vi sprogligt skelner mellem at “gå i ring” og at “gå rundt”, hvoraf hint udtryk er negativt (at køre i ring uden mål og med) og dette positivt (som børn, der render rundt, altså går på opdagelse) konnoteret. Men en begyndelse, fast fremgang (metodologisk) og en afslutning må filosofien have, hvis det ifølge Hegel ikke skal munde ud i relativisme. Således kan man sige, at Hegel ser konstruktionen af et system som det eneste middel til at genvinde den orienteringsløshed, som (i hans tilfælde) specialiseringen og en moderne verden uden Guder har ført med sig.
Det er den systematik, der helt grundlæggende kendetegner Hegels tænkning. Og det er formentlig endnu en af hovedgrundene til, at man har svært ved tanken om Hegel i dag, da det synes ensbetydende med, at filosofien når eller kan nå frem til en ende.21Se eksempelvis Theodor W. Adorno, Negative Dialektik (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1966). Spørgsmålet er dog, hvilken type, der her er tale om, når man taler om “ende”, og om vi overhovedet kan være den systematiske (sammenhængende) tænkning foruden. Når vi i dag nogle gange skelner mellem systematiske og historiske tilgange til filosofien, fremhæver vi gerne filosofien selv som systematik – og glemmer derved ikke sjældent, at systematikken har en egen historie, der kun svært lader sig skelne fra systematikken selv; ligesom vi glemmer, at vi endnu ikke kender til et eksempel fra historien, som ikke er systematisk (selvom nogle eksempler er mere sammenhængende end andre). Og endnu sjældnere agtes der på, at den såkaldte systematiske filosofi lider under svære systematiske mangler, der nødvendiggør, at fremstillingen og, må man formode, tanken bag er mindre sammenhængende, end den giver sig ud for. Det er eksempelvis ikke sjældent, at tanken må hjælpes på vej med et for sagen selv fremmed og tilfældigt hjælpemiddel for at komme frem. Som om tanken faktisk havde fundet en ende, den ikke vil videre fra, og derfor nødstedt må indlade sig på en art åndelig suturtråd, der skal holde dens løse lemmer sammen. Et fremtrædende eksempel på denne maskerade er vel de spørgsmål, der, i stedet for at udspringe af problemstillingen eller resultatet, ligesom påduttes sagen udefra med den hensigt at forberede og tage springet fra et afsnit til det næste, eksempler, hvis antal er legio.22Se eksempelvis Slavoj Žižek, Less Than Nothing. Hegel and the Shadow of Dialectical Materialism (London/New York: Verso, 2012), 523: “So what if Hegel’s thought is not a metaphysics, but a form of pataphysics in Alfred Jarry’s sense, a thinking of pathological incidents which inevitably disturb the inner logic of a process?”; … Continue reading Sådanne fremstillingsmæssige hjælpemidler ville Hegel én gang for alle afsløre som det, de er, nemlig udtryk for tilfældigheder eller associationer, der viser, at fremstillingen ikke hænger sammen, men kræver mere arbejde.
Hegels tænkning minder os i det hele taget om systematikken som problem. En læser af Hegel i dag måtte først og fremmest stille sig spørgsmålet, om det kan lade sig gøre at tænke systematisk uden et princip, uden en begyndelse og slutning, altså uden metafysik og uden refleksioner over begyndelsen. Kort og godt: Kan man tænke systematisk uden at have et system? Selv den amerikanske pragmatisme, der i refleksioner over begyndelser alene ser et frugtesløst tidsfordriv, har principper eller et udgangspunkt, hvorfor metafysikken bekvemt kan lægges på hylden. I dennes sted tages naivt udgangspunkt i bevidsthedens her og nu uden at stille spørgsmålstegn ved denne begyndelse endsige kigge tilbage, men alene fremad, hvorledes denne bevidsthed opfører sig.23Se eksempelvis Charles Sanders Peirce, Collected Papers of Charles Sanders Peirce V og VI, red. Charles Hartshorne & Paul Weiss (Cambridge, MA: Belknap Press, 1975), 278: “But in truth, there is but one state of mind from which you can ‘set out,’ namely, the very state of mind in which you actually find yourself at the time you do ‘set … Continue reading Af den grund kan det heller ikke komme som en overraskelse, når nogle pragmatiske positioner og procesfilosofi metodologisk ender tæt på behaviorisme.24Se herhjemme eksempelvis Johanna Seibt, “How to Naturalize Sensory Consciousness and Intentionality within a Process Monism with Normativity Gradient”, i Sellars and his Legacy, red. James R. O’Shea (Oxford: Oxford University Press, 2016). Hegels kritiske spørgsmål til sådanne positioner er, om de overhovedet kan siges at tænke systematisk. Set i det lys kan man måske endda tale om pragmatismen som resignationens filosofi.25Christoph Asmuth & Jesper Lundsfryd Rasmussen, “Einleitung”, i Philosophisches Anfangen. Reflexionen des Anfangs als Charakteristikum des neuzeitlichen und modernen Denkens, red. Jesper Lundsfryd Rasmussen & Christoph Asmuth (Würzburg: Königshausen und Neumann, under udgivelse). Heidegger viser sig her som en væsentligt mindre resignerende, og dvs. mindre pragmatisk, og langt mere systematisk tænker, når han i sin anden forelæsningsrække over Schelling fremsætter sit eget bud på et system: “Fuldendt er filosofien altid da, når dens ende bliver og forbliver det, der var dens begyndelse, spørgsmålet.”26Martin Heidegger, Gesamtausgabe II, bd. 42 (Frankfurt am Main: Vittorio Klosterman, 1988), 169: “Vollendet ist die Philosophie immer dann, wenn ihr Ende das wird und bleibt, was ihr Anfang ist, die Frage.” Og ligesom det er tilfældet for Heidegger, minder Hegel os om, at en sådan systematik må være absolut. Den må ikke inddrage andet i fremgangen, end der for os mennesker er tilgængeligt til at begynde med. Den skal i en vis forstand udgå fra mennesket eller menneskelig virksomhed og forblive der.
Dette er resultatet af det første nedslag, som viser sig at være på kollisionskurs med vores tid, nemlig en fordring om en absolut metafysik som et nødvendigt grundlag for systematisk tænkning. Og det er vel at mærke en tænkning, der ikke forudsætter nogle transcendente grunde, men på baggrund af udgangspunktet spørger til, hvorledes det begrebsligt kom hertil i det håb, at en sådan virksomhed vil oplyse (man kunne sige bevidstgøre) og vejlede den virksomme. At mennesket er i stand til dette på egen hånd, er kernen i det næste nedslag, nemlig Hegels filosofi som moderne sekularisme.
Andet nedslag: Modernitet som sekularisme
Når Hegels tænkning kan siges at være moderne, må det ses ud fra et ganske bestemt perspektiv. At være moderne betyder for et sådant standpunkt at afvise behovet for supranaturalle instanser som eksempelvis guder. Med andre ord er den menneskelige fornuft tilstrækkelig til at redegøre for alt, der har betydning og virkning på mennesket. Der er for Hegel ikke noget, der ikke kan forklares: “Hvad der er fornuftigt, det er virkeligt; og hvad der er virkeligt, det er fornuftigt.”27Hegel, Werke 7, 24. Der findes altså for Hegel ikke noget, der ikke som en del af videnskaben ville kunne gives en forklaring potentialiter. Det betyder ikke, at Hegel forpligter sig på en rolle som sandsigerske eller spåmand. Som nævnt ovenfor har Hegel ikke meget tilovers for de fremtidssynede. Grundtanken er alene den, at når noget fremtræder som fænomen for mennesket, så kan mennesket i kraft af at være et fornuftsvæsen, dvs. i kraft af de af mennesket selv til rådighed stående og frembragte midler som erfaring, videnskab og spekulation, begribe det. Hegels system, der udover logikken som bekendt indeholder en natur- og åndsfilosofi, er absolut, dvs. autonomt og autarkt. Det kan stå på egne ben. Det gælder også etikken og politikken, som Hegel afhandler under åndsfilosofien, hvilket jeg vil komme tilbage til nedenfor. I sine indledninger til logikken kan Hegel som grund for systemets absoluthed proklamere om sin egen indledning til sit systems begyndelse, “at denne begyndelse som sådan hverken behøver forberedelse eller yderligere indledning; og denne foreløbighed af ræsonnementet om begyndelsen kunne ikke have til hensigt at føre hen til begyndelsen, men snarere at fjerne al foreløbighed.”28Hegel, Werke 5, 79. Citeret efter Hegel, “Hvormed må videnskabens begyndelse gøres?”, 88.
Kants projekt om at etablere et nyt grundlag for filosofien, en ny verdensanskuelse, alene ved at gøre brug af fornuften forsøger Hegel dermed konsekvent at realisere. Med sine to første kritiske værker, Kritik der reinen Vernunft og Kritik der praktischen Vernunft, forsøgte Kant alene gennem fornuftens selvkritik (genitivus subiectivus) at gøre sig selv (genitivus obiectivus) fornuftig. Foretagendet er således betragtet et dannelsesprojekt, som gennemføres af det, der selv skal dannes. Hvor Kant havde tiltro til fornuftens udviklingsstadium for en sådan selvkritik, måtte Hegel dog først sikre sig, at et begyndelsesniveau var opnået, hvor man kunne overlade fornuften rollen som dommer og tiltalt. Ikke desto mindre deler Kant og Hegel den iagttagelse med oplysningen, at det kun kan påhvile fornuften (mennesket) selv at danne fornuften, da man ved at overdrage ansvaret til en udefrakommende domstol ville risikere at bringe fremmede og dermed irrationelle kræfter ind i opdragelsen og dermed snarere fordærve end fremme dannelsen. Således forvandles Luthers to regimenter til ét, fornuftens.
Hegel er på dette punkt moderne i den forstand, at han gør alle menneskelige anliggender til dennesidige. De verdensliggøres. Hegels modernitetsprojekt er et sekulariseringsprojekt; et forsøg, som i sin gennemførelse skal vise os, hvor langt vi kan komme på egen hånd. Men dette kommer hos Hegel samtidigt til udtryk som en modernitetskritik møntet på senoplysningen, der ifølge Hegel ikke selv var tilstrækkeligt oplyst. Af samme grund slæbte den uforvarende en række fordomme med sig i bagagen og viderekolporterede dem.
Denne anklage mod oplysningsfilosofien, som blandt sine repræsentanter også tæller Kant, blev meget tidligt gjort klar over for Hegel. I et brev fra helligtrekongersaften 1795 beretter Schelling til Hegel om filosofiens sørgelige tilstand i Tübingen, hvor han er ved at færdiggøre sine studier.
Filosofien er endnu ikke ved sin ende. Kant har opstillet resultaterne: Præmisserne mangler stadig. Og hvem kan forstå resultater uden præmisser? – En Kant velsagtens, men hvad skal de store skarer stille op med det. […] Vi må videre med filosofien! – Kant har ryddet alt af vejen – men hvorledes skulle de bemærke det? […] Oh, de store kantianere, som i dag findes overalt! […] førend man ved af det, springer deus ex machina frem – det personlige væsen, som sidder deroppe i skyerne […].29Gustav Leopold Plitt, Aus Schelling Leben in Briefen (Leipzig: Verlag von S. Hirzel, 1869), 73: “Die Philosophie ist noch nicht am Ende. Kant hat die Resultate gegeben: die Prämissen fehlen noch. Und wer kann Resultate verstehen ohne Prämissen? – Ein Kant wohl, aber was soll der große Haufe damit. […] Wir müssen noch weiter mit der … Continue reading
Ved læsning af citatet lader den mistanke, Schelling retter mod Kants filosofi, sig svært overse. Irritationsmomentet er den temmelig velvillige modtagelse, som Kants filosofi nød blandt de i Schellings øjne forstokkede teologer i stiftet. Og hvad værre var, velvilligheden var tilsyneladende gensidig. Kant kunne for eksempel i 1794 takke den “berømte hr. Storr i Tübingen”30Immanuel Kant, Gesammelte Schriften VI (Berlin: Georg Reimer, 1900), 13. for behandlingen af Religion innerhalb der grenzen der bloßen Vernunft i dennes dogmatik fra 1793. Gottlob Christian Storr var en af de teologer, Schelling ytrede sin kritik stærkest mod, og det tog samtidigt form af en kritik af Kant for ikke ordentligt at have lukket døren for fremmed indblanding: “Alle mulige dogmer er nu stemplet som postulater af den praktiske fornuft, og, hvortil teoretisk-historiske beviser aldrig rækker, der hugger den praktiske (tübingske) fornuft knuden over.”31Plitt, Aus Schellings Leben, 72: “Alle möglichen Dogmen sind nun schon zu Postulaten der praktischen gestempelt und, wo die theoretisch-historischen Beweise nimmer ausreichen, da zerhaut die praktische (tübingische) Vernunft den Knoten.” I første omgang er det Johann Gottlieb Fichtes videnskabslære, Schelling har udset sig som dørvogter: “Fichte vil hæve filosofien op til et niveau, fra hvilket de fleste af de hidtidige kantianere vil svimle.”32Plitt, Aus Schellings Leben, 73: “Fichte wird die Philosophie auf eine Höhe heben, vor der selbst die meisten der bisherigen Kantianer schwindeln werden.” Men det ændrer sig med læsningen af Fichtes Versuch einer Kritik aller Offenbarung (1792), som for Schelling henviser ham til et følgeskab med Kant og teologerne: “[…] så lang tid hine måde at slutte på, som Fichte genindfører i kritikken af al åbenbaring, endnu anses for gyldig, er der ingen ende på den filosofiske tåbelighed.”33Plitt, Aus Schellings Leben, 75: “[…] so lange jene Schlußart, die Fichte in der Kritik aller Offenbarung […] wieder aufbrachte, noch als gültig angesehen wird, der philosophischen Thorheit kein Ende ist.”
Hegels modernitet består i forlængelse af dette projekt deri, at filosofiens selvbegrænsning ikke skal blive en begrænsning til gunst for religion eller nogen anden transcendent indblanding, hvilket øjensynligt blev den kantianske filosofis skæbne. Tværtimod: Filosofiens selvbegrænsende fremgang, negationen, må i og af sig selv udgøre et hele. En gang for alle skulle det tilkomme filosofien, fornuften, at få det sidste ord. Moderniteten skulle altså holdes sekulær for ikke at komme på afveje som legitimering af religion.
Man måtte derfor være påpasselig med at videreføre det fornuftsbegreb, som oplysningen havde givet i arv. Dette tydeliggøres ved en afgørende forskel mellem Kants og Hegels fornuftsbegrebet, hvilket bringer os til det sidste nedslag før afslutningen.
Tredje nedslag: Antipolitik og antietik
Som kilden til moralens rettesnor, det kategoriske imperativ, er fornuften for Kant først og fremmest forbundet med moralitet. Den er således i sin positive form praktisk, da det er fornuftens bud, som alle frie og dermed moralsk set gode handlinger skal være i overensstemmelse med. Det er i kraft af den praktiske fornuft, at mennesket kan bestemme sig selv efter frihedens kausalitet og handle pligtmæssigt.34Kant, Gesammelte Schriften V, 31f.: “Reine Vernunft ist für sich allein praktisch, und gibt (dem Menschen) ein allgemeines Gesetz, welches wir das Sittengesetzt nennen”. Cf. ibid. IV, 452ff. Af denne bestemmelse fremgår det, at Kants behandling af fornuften bliver en teori om normative domme.35Se hertil Christoph Asmuth, “Von der Urteilstheorie zur Bewusstseinstheorie. Die Entgrenzung der Transzendentalphilosophie”, i Kant und Fichte – Fichte und Kant, red. Christoph Asmuth (Amsterdam/New York: Editions Rodopi, 2009), 231ff. Fornuften hænger direkte sammen med det at handle moralsk godt, om man bør gøre dit eller dat, hvilket giver anledninger til endog temmelig præcise angivelser af, hvorledes mennesket moralsk bør handle i Kants sædelære.
Modsat Kant kan man ikke udlede moralske imperativer af det begreb om fornuft, som Hegel udarbejder og lægger til grund for sin behandling af etikken og retslæren.36Se hertil eksempelvis Peter Wolsing, G. W. F. Hegel (København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2017), 34ff. Her holder Hegel sig temmelig strikte til sin bestemmelse af filosofien som den virksomhed, der udelukkende har til opgave at begribe fænomener snarere end fremskrive handlingsforløb. I det hele taget er der ikke megen hjælp at hente til den gode levemåde eller politiske beslutninger i den klassiske tyske filosofi. I Schellings tilfælde kan man ligefrem tale om en ikke bare apolitisk, hvilket er Habermas’ tese,37Det er Jürgen Habermas’ tese, at Schelling er apolitisk. Se Jürgen Habermas, Das Absolute und die Geschichte. Von der Zwiespältigkeit in Schellings Denken (Bonn, 1954). men antipolitisk filosofi, der stedvist udarter sig til noget nær anarkisme. Forstået som førsteordens teorier, der kan bistå med konkrete handlingsvejledninger, synes det politiske og etiske i tiden efter Kant at være faldet for samme mistanke som religionen: ad bagdøren at ville erstatte den menneskelige frihed med ufrihed og falskhed. Det kan derfor også forekomme noget paradoksalt, når nogle vil omsætte disse teorier til normative etiske eller politiske teorier med relevans for vores tids udfordringer.38Se eksempelvis Michelle Kosch, Fichtes Ethics (Oxford: Oxford University Press, 2018). Af den grund er det ikke helt ved siden af at omtale også Hegels filosofi som antipolitisk og antietisk, idet den i stor stil består i forsøget på at modvirke førsteordens normative teorier. I stedet for (anti) sådanne teorier, udarbejdes grundstrukturerne af det etiske og politiske liv på et så minimalt plan, at relativisme og skepticisme lige præcis undgås, men uden at fastsætte retningslinjer for, hvad der skal være, og dermed hvordan mennesket skal handle. Det er ganske enkelt ikke filosofiens område, som til gengæld får den negative opgave at modarbejde utopisk tænkning.39Forskellen på Schelling og Hegel er i denne henseende, hvor stærkt det etisk-politiske modarbejdes og hvordan. Men i denne kritik, som samtidigt er en kritik af Kants abstrakte og formelle morallære, går Hegel alligevel et væsentligt skridt videre end Schelling i sin begrebsliggørelse af det politiske og etiske. For hvor Kant på moderne vis kan adskille det etiske fra det politiske ved simpelthen at holde det politiske ude af behandlingen af det etiske, lader Hegel det etiske spille ind i det politiske således, at den abstrakte ret forenes med moraliteten i sædeligheden.
I denne henseende viser Hegel sig førmoderne. Hos Kant sættes politikken ligefrem i et antagonistisk forhold til etikken: “[…] al politik må bøje sig for den førstnævnte [etikken], men kan dog håbe at nå et niveau, om end langsomt, hvor den vedholdende vil stråle.”40Kant, Gesammelte Schriften VIII, 380: “alle Politik muß ihre Kniee vor dem erstern beugen, kann aber dafür hoffen, obzwar langsam, zu der Stufe zu gelangen, wo sie beharrlich glänzen wird.” Kant behandler ikke det politiske i den praktiske filosofi, som alene handler om menneskets selvbestemmelse. Ordet “Politik” eller … Continue reading Hos Hegel derimod må moraliteten fuldendes, og det vil sige virkeliggøres, i det politiske, som derfor deler formål med etikken som dennes sidste og højeste. Det betyder ganske vist ikke, at Hegel ofrer individet for staten, men identifikationen af etikkens og politikkens højeste genstand er de sidste rester af en tilgang til det praktiske, hvis ophav kan findes i den antikke filosofi.
I den Nikomakhæiske etik bestemmer Aristoteles etikkens genstand som det højeste gode, hvilket kort efter identificeres med lykken (εὐδαιμονία).41Aristoteles, Etikken (København: Det lille forlag, 2000), 32. I samme åndedrag underordnes dette formål politikken: “Og selvom dette mål er det samme for den enkelte og for bystaten, da synes det at være bedre og mere fuldkomment at opnå og opretholde bystatens mål. Det, som er eftertragtelsesværdigt for den ene enkelte, er det bedre og mere guddommeligt at opnå for et helt folk og for bystaterne. Denne undersøgelse stræber herefter, og er en art politisk videnskab.”42Aristoteles, Etikken, 32. For Aristoteles er etikkens genstand dermed i sin højeste form politikkens. Denne bestemmelse af etik og politik samt den deraf følgende måde at tilgå etikken på kan spores langt op i den nye tid og gør sig på sin hvis stadig gældende, når konsekventialister hævder etikkens formål som nyttemaksimering for grupper eller samfund. Eller når Thomas Hobbes mener alene at kunne sikre det gode liv med udgangen af naturtilstanden og etableringen af det politiske (staten).43Se eksempelvis Thomas Hobbes, Leviathan (Cambridge: Cambridge University Press, 2005), 117ff. Sammenfaldende er det politiske og etiske hos Hegel ikke helt, men de deler ikke desto mindre samme formål og lader sig alene fuldbyrdes i hinanden. Således kan de sidste rester af en førmoderne verden stadig spores hos en af det modernes medgrundlæggere. Den spænding, Kant ser som grundlæggende mellem politik og etik for det moderne menneske, falder dermed bort, og man må spørge, om livet ikke trues med at forsvinde i en sådan teori.
Ikke desto mindre, og jeg håber at have angivet mine grunde herfor klart i det ovenstående, er der stadig god grund til at gøre ophold ved Hegels filosofi.
Facit
Hvis man skulle opsummere det ovenstående i en formel, ville en fremhævning af Hegels dobbelte rolle ikke kunne forbigås. Hegels filosofi udgør på den ene side en stadig levende del af vores selvforståelse i form af det sekulære projekt. Men i modsætning til de mange begejstrede forsøg på at opvise Hegels aktualitet i nutidige debatter, gælder delagtigheden snarere som en art folie til vores tid. Hos Hegel finder vi alt det, som filosofien har forsøgt at gøre op med uden dog at sælge hele butikken. Hegel i dag er således for mig at se et langt mere kompliceret spørgsmål at besvare end ofte antaget. For hvis man ville pege på, at en aktuel position faktisk var foregrebet af Hegel, ja så må man spørge, om vi for alvor så ikke var færdige med Hegel. Det ville så være sagt i et sprog, der taler direkte ind i nutidige problemstillinger. Omvendt forudsætter ethvert aktualiseringsforsøg, at grundidéen med et absolut princip og ditto system, en radikal sekularisme og konservatisme i forhold til filosofiens rettethed mod fortiden, i det mindste medtænkes i anvendelsen af Hegels filosofi; grundbestanddele, man da også i stor stil har forsøgt at slippe af med i det tyvende århundrede. For hvis man går på rov i Hegels tænkning, konfronteres man med Hegels restriktioner for filosofien samt af en systematik, der ikke tillader løsrivelse fra systemet.
Set i det lys bliver Hegel snarere alle (i det mindste hidtidige) aktualiseringsforsøgs værste fjende, idet hans tænkning først og fremmest er en udfordring til vores tid. Og man kan jo nærmest ikke undgå at snuble i en Hegel-lekture. Med andre ord er der noget at hente hos Hegel som udfordring: Hvad vil Hegels filosofi sige os? Tænk sig: En generobring af en filosofi, som afstår fra utopier og fremtidsscenarier, men alene holder sig til begrebsliggørelsen af det forgangne ud fra et system uden skyggen af foreløbighed, udført på et rent rationelt grundlag. At tage stilling til det spørgsmål, hvad vi skal stille op med disse, er Hegels arv til os i dag.
| 1. | Robert Brandom, Making it Explicit. Reasoning, Representing, and Discursive Commitment (Cambridge, Mass/London: Harvard University Press, 1998). |
| 2. | Robert Pippin, Hegel’s Idealism. Satisfactions of Self-Consciousness (Cambridge: Cambridge University Press, 1989). |
| 3. | Terry Pinkard, Hegel’s Phenomenology (Cambridge/New York/Melbourne: Cambridge University Press, 1994). |
| 4. | Rune Lykkeberg, “Du skal forstå Hegel, hvis du vil forstå din samtid”, Information, 4. juli 2020. |
| 5. | “Wenn die Philosophie ihr Grau in Grau malt, dann ist eine Gestalt des Lebens alt geworden, und mit Grau in Grau läßt sie sich nicht verjüngen, sondern nur erkennen; die Eule der Minerva beginnt erst mit der einbrechenden Dämmerung ihren Flug.” Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Werke in zwanzig Bänden 7 (Frankfurt: Suhrkamp, 1970), 28. |
| 6. | For en indledningsvis og kort udfoldelse af denne position, se Jesper Lundsfryd Rasmussen & Christian Benne, “New International Network: ‘Transformative Transmissions: German-Scandinavian Intellectual Communities 1790–1860’ ”, Schelling-Studien 10 (under udgivelse). |
| 7. | Se eksempelvis Jean Hyppolite, Phénoménologie de l’esprit de Hegel (Paris: Editions Montaigne, 1946). |
| 8. | Se Catherine Malabou, The Future of Hegel. Plasticity, Temporality and Dialetic (London/New York: Routledge, 2004), 13. |
| 9. | Se eksempelvis Georg Lukács, Die Zerstörung der Vernunft. Der Weg des Irrationalismus von Schelling zu Hitler (Berlin: Aufbau-Verlag, 1955). |
| 10. | Se Adrian Johnston, “Monism and Mistakes: Schelling and the Latest System-Program of German Idealism”, red. Tilottama Rajan & Daniel Whistler (Basingstoke: Palgrave Macmillan, under udgivelse). |
| 11. | Se eksempelvis Ludwig Feuerbach, Grundsätze der Philosophie der Zukunft (Leipzig: Verlagsbureau, 1847). |
| 12. | “Was bis jetzt sich hier ereignet, ist nur der Widerhall der Alten Welt und der Ausdruck fremder Lebendigkeit, und als ein Land der Zukunft geht es uns überhaupt hier nichts an; denn wir haben es nach der Seite der Geschichte mit dem zu tun, was gewesen ist, und mit dem, was ist, – in der Philosophie aber mit dem, was weder nur gewesen ist noch erst nur sein wird, sondern mit dem, was ist und ewig ist – mit der Vernunft, und damit haben wir zur Genüge zu tun.” Hegel, Werke 12, 114. |
| 13. | Se første bog, kapitel 1, i Wissenschaft der Logik (Hegel, Werke 5, 113). |
| 14. | “so ist auch die Philosophie ihre Zeit in Gedanken erfaßt”, Hegel, Werke 7, 26. |
| 15. | Cf. Edmund Husserl, Vorlesungen zur Phänomenologie des inneren Zeitbewußtseins (Halle: Max Niemeyer Verlag, 1928). |
| 16. | Hegel, Werke 5, 70. Her citeret efter den danske oversættelse: Georg Wilhelm Friedrich Hegel, “Hvormed må videnskabens begyndelse gøres?”, Res Cogitans 14, nr. 3 (2020): 76–88, 80. |
| 17. | “Metaphysica est scientia prima cognitionis humanae principia continens” (Alexander Baumgarten, Metaphysica (Halle/Magdeburg: C. H. Hemmerde, 1739), § 1). |
| 18. | Baumgarten, Metaphysica, § 2. |
| 19. | For en nærmere behandling af dette, se Jesper Lundsfryd Rasmussen, “Prefacing the Absolute: Two Models of Situating Self-Negating Negativity in Hegel’s Wissenschaft der Logik from 1812 and 1832”, i The Significance of Negation in Classical German Philosophy, red. Gregory Moss (Springer, under udgivelse); Hans Friedrich Fulda, Das Problem einer Einleitung in Hegels Wissenschaft der Logik (Frankfurt am Main: Vittorio Klostermann, 1975); Andreas Arndt, “Die anfangende Reflexion. Anmerkungen zum Anfang der Wissenschaft der Logik”, i Hegels Seinslogik. Interpretationen und Perspektiven, red. Andreas Arndt & Christian Iber (Berlin: Akademie Verlag, 2000); og Brady Bowman, “Zum Verhältnis von Hegels Wissenschaft der Logik zur Phänomenologie des Geistes in der Gestalt von 1807. Ein Überblick”, i Kommentar zu Hegels Wissenschaft der Logik, red. Michael Quante & Nadine Mooren (Hamburg: Felix Meiner Verlag, 2018). |
| 20. | Hegel, Werke 3, 586. |
| 21. | Se eksempelvis Theodor W. Adorno, Negative Dialektik (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1966). |
| 22. | Se eksempelvis Slavoj Žižek, Less Than Nothing. Hegel and the Shadow of Dialectical Materialism (London/New York: Verso, 2012), 523: “So what if Hegel’s thought is not a metaphysics, but a form of pataphysics in Alfred Jarry’s sense, a thinking of pathological incidents which inevitably disturb the inner logic of a process?”; Thomas Kuhn, The Structure of Scientific Revolutions (Chicago: The University of Chicago Press, 2012), 67: “How can theories like these arise from normal science, an activity even less directed to their pursuit than to that of discoveries?”; Dan Zahavi, Fænomenologi. En introduction (København: Samfundslitteratur, 2018), 133: “Hvad er den historiske oprindelse?” |
| 23. | Se eksempelvis Charles Sanders Peirce, Collected Papers of Charles Sanders Peirce V og VI, red. Charles Hartshorne & Paul Weiss (Cambridge, MA: Belknap Press, 1975), 278: “But in truth, there is but one state of mind from which you can ‘set out,’ namely, the very state of mind in which you actually find yourself at the time you do ‘set out’ – a state in which you are laden with an immense mass of cognition already formed, of which you cannot divest yourself if you would; and who knows whether, if you could, you would not have made all knowledge impossible to yourself?” |
| 24. | Se herhjemme eksempelvis Johanna Seibt, “How to Naturalize Sensory Consciousness and Intentionality within a Process Monism with Normativity Gradient”, i Sellars and his Legacy, red. James R. O’Shea (Oxford: Oxford University Press, 2016). |
| 25. | Christoph Asmuth & Jesper Lundsfryd Rasmussen, “Einleitung”, i Philosophisches Anfangen. Reflexionen des Anfangs als Charakteristikum des neuzeitlichen und modernen Denkens, red. Jesper Lundsfryd Rasmussen & Christoph Asmuth (Würzburg: Königshausen und Neumann, under udgivelse). |
| 26. | Martin Heidegger, Gesamtausgabe II, bd. 42 (Frankfurt am Main: Vittorio Klosterman, 1988), 169: “Vollendet ist die Philosophie immer dann, wenn ihr Ende das wird und bleibt, was ihr Anfang ist, die Frage.” |
| 27. | Hegel, Werke 7, 24. |
| 28. | Hegel, Werke 5, 79. Citeret efter Hegel, “Hvormed må videnskabens begyndelse gøres?”, 88. |
| 29. | Gustav Leopold Plitt, Aus Schelling Leben in Briefen (Leipzig: Verlag von S. Hirzel, 1869), 73: “Die Philosophie ist noch nicht am Ende. Kant hat die Resultate gegeben: die Prämissen fehlen noch. Und wer kann Resultate verstehen ohne Prämissen? – Ein Kant wohl, aber was soll der große Haufe damit. […] Wir müssen noch weiter mit der Philosophie! – Kant hat Alles weggeräumt – aber wie sollten sie’s merken? […] O der großen Kantianer, die es jetzt überall giebt! […] ehe man sich’s versieht, springt der deus ex machina hervor – das persönliche individuelle Wesen, das da oben im Himmel sitzt […].” |
| 30. | Immanuel Kant, Gesammelte Schriften VI (Berlin: Georg Reimer, 1900), 13. |
| 31. | Plitt, Aus Schellings Leben, 72: “Alle möglichen Dogmen sind nun schon zu Postulaten der praktischen gestempelt und, wo die theoretisch-historischen Beweise nimmer ausreichen, da zerhaut die praktische (tübingische) Vernunft den Knoten.” |
| 32. | Plitt, Aus Schellings Leben, 73: “Fichte wird die Philosophie auf eine Höhe heben, vor der selbst die meisten der bisherigen Kantianer schwindeln werden.” |
| 33. | Plitt, Aus Schellings Leben, 75: “[…] so lange jene Schlußart, die Fichte in der Kritik aller Offenbarung […] wieder aufbrachte, noch als gültig angesehen wird, der philosophischen Thorheit kein Ende ist.” |
| 34. | Kant, Gesammelte Schriften V, 31f.: “Reine Vernunft ist für sich allein praktisch, und gibt (dem Menschen) ein allgemeines Gesetz, welches wir das Sittengesetzt nennen”. Cf. ibid. IV, 452ff. |
| 35. | Se hertil Christoph Asmuth, “Von der Urteilstheorie zur Bewusstseinstheorie. Die Entgrenzung der Transzendentalphilosophie”, i Kant und Fichte – Fichte und Kant, red. Christoph Asmuth (Amsterdam/New York: Editions Rodopi, 2009), 231ff. |
| 36. | Se hertil eksempelvis Peter Wolsing, G. W. F. Hegel (København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2017), 34ff. |
| 37. | Det er Jürgen Habermas’ tese, at Schelling er apolitisk. Se Jürgen Habermas, Das Absolute und die Geschichte. Von der Zwiespältigkeit in Schellings Denken (Bonn, 1954). |
| 38. | Se eksempelvis Michelle Kosch, Fichtes Ethics (Oxford: Oxford University Press, 2018). |
| 39. | Forskellen på Schelling og Hegel er i denne henseende, hvor stærkt det etisk-politiske modarbejdes og hvordan. |
| 40. | Kant, Gesammelte Schriften VIII, 380: “alle Politik muß ihre Kniee vor dem erstern beugen, kann aber dafür hoffen, obzwar langsam, zu der Stufe zu gelangen, wo sie beharrlich glänzen wird.” Kant behandler ikke det politiske i den praktiske filosofi, som alene handler om menneskets selvbestemmelse. Ordet “Politik” eller “politisch” forekommer ganske enkelt ikke i Kants praktiske værker. At Kant selv slæber en gammel fordom med fra det førmoderne, nemlig at forbinde praktisk filosofi (etik) og religion, skal her ikke forfølges nærmere. |
| 41. | Aristoteles, Etikken (København: Det lille forlag, 2000), 32. |
| 42. | Aristoteles, Etikken, 32. |
| 43. | Se eksempelvis Thomas Hobbes, Leviathan (Cambridge: Cambridge University Press, 2005), 117ff. |