Den 1. juni 2021 vedtog et stort folketingsflertal bestående af de fleste borgerlige partier samt Socialdemokratiet en udtalelse henvendt til de danske universiteters ledelser. Heri understreges Folketingets forventning om, at universitetsledelserne sikrer, at den videnskabelige selvregulering fungerer, at forskere ikke producerer politik forklædt som videnskab, samt at det ikke er muligt for forskere systematisk at unddrage sig legitim videnskabelig kritik.
Udtalelsens formuleringer forekommer for en umiddelbar betragtning ukontroversielle – bortset fra, at de uden dokumentation insinuerer, at universiteternes ledelser ikke har levet op til disse indlysende forpligtelser, og at en politisk formaning derfor er på sin plads. Men set i sin kontekst udgør udtalelsen kulminationen på flere måneders politisk debat om såkaldt “politiserende” og “aktivistisk” forskning. Her har især politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti generaliserende anklaget forskning i køn, migration og kolonialisme for at være uvidenskabelig og politiserende samt argumenteret for, at de forskningscentre og uddannelser, hvor denne type faglighed dyrkes, bør nedlægges. Det er på denne kontekstbaggrund vanskeligt at forstå Folketingets udtalelse som andet end en tilslutning til denne politisk motiverede inkriminering af bestemte forskningsområder og ‑miljøer.
Både før og efter vedtagelsen af denne udtalelse har officielle universitetsrepræsentanter og menige forskere taget til genmæle og pointeret, at universiteternes autonomi og forskningens frihed er garanteret i universitetsloven; at det videnskabelige samfunds egne kontrolmekanismer er fuldt tilstrækkelige til at tackle eventuelle problemer; at politikernes aktuelle kritik er helt ude af proportion med de angivelige problemer, den adresserer; samt at politikernes direkte udhængning af specifikke forskningsfelter og ‑miljøer repræsenterer et illegitimt politisk anslag mod forskningsfriheden. Endvidere gøres det gældende, at denne indblanding er decideret kontraproduktiv, idet den snarere vil bidrage til at fremme en underdrejet frygtkultur blandt forskerne end den åbne debatkultur, politikerne efterlyser.
Bag disse medievirksomme positioneringer gemmer der sig imidlertid mere omfattende og principielle konflikter med hensyn til videnskabens samfundsmæssige status og rolle i forhold til den politiske proces. Den følgende fremstilling forsøger derfor at belyse denne konkrete, aktuelle strids problemstillinger i et større historisk-teoretisk perspektiv.
Videnskabelig og politisk diskurs
Forholdet mellem politik og videnskab har været komplekst i hele det moderne samfunds epoke. Der er i udgangspunktet tale om to distinkte, uddifferentierede diskurser, der skaber betydning og handlingsscenarier på hver sine præmisser – men som i den sociale praksis til stadighed danner dynamisk kontekst for hinanden og undertiden intervenerer i hinandens diskursive domæner.
Den politiske diskurs er rettet mod kampen om magten i samfundet og de hertil hørende konflikter om fordelingen af ressourcer og livmuligheder. Derudover er horisonten for den politiske proces kendetegnet ved formålsrationalitet og et stramt tidsregime: Der skal forhandles kompromiser, dannes alliancer, træffes beslutninger, indgås internationale aftaler, lægges strategi for næste valg etc. Udfordringen er med andre ord konstant at være målorienteret og kæmpe med andre aktører om at bestemme rammerne for den samfundsmæssige praksis og betydningsdannelse i form af formaliserede politiske beslutninger og lovgivning. Politisk diskursiv praksis står endvidere i et principielt legitimationsforhold til den løbende offentlige meningsdannelse, herunder mere eller mindre flygtige folkestemninger, samt samfundets erfaringsbaserede politiske kultur.
Den videnskabelig diskurs har derimod den kompromisløse, aldrig afsluttede produktion af ny viden som sit omdrejningspunkt. Universiteternes forskning er i denne basale forstand at betragte som samfundets laboratorium for eksperimenterende skabelse og afprøvning af nye ideer og erkendelser. Den lejlighedsvise formulering af vilde ideer, der i enhver anden diskursiv kontekst ville fremstå som rabiate udskridninger eller blot som syret hjernespind på frihjul, er både uundgåelig og nødvendig i dette laboratoriearbejde: Vilde ideer udvider det fælles refleksionsrum, og undertiden viser de sig sågar at holde stik og føre til forskningsmæssige gennembrud. Men selvom de oftest ender med at blive forkastet eller modificeret til ukendelighed, har den kritiske diskussion af dem ikke desto mindre bidraget til at kvalificere den videre videnskabelige proces. Her er således i udgangspunktet tale om et frirum for tænkning, hvor praksis ikke er forpligtet på eksterne formål og tidsregimer; horisonten for betydningsdannelse er principielt åben, og forskningsprocessens resultater skal udelukkende kunne legitimere sig over for den faglige offentlighed og dennes videnskabelige standarder, herunder krav om redelig og metodisk gennemskuelig omgang med empiri, kritisk dialog med den faglige tradition, fornuftsbaseret argumentation og fagfællebedømmelse.
I det moderne samfunds selvforståelse er det en hovedpointe, at det netop er i kraft af sin autonomi, at den videnskabelige diskurs kan skabe erkendelser, der rækker ud over dagen og vejen og kan bidrage til samfundsmæssig selvrefleksion og oplyst nytænkning i almenhedens perspektiv, som ellers ikke ville have fundet sted – eller som kun ville være blevet realiseret i fragmentariske former i regi af virksomheders, ministeriers, interesseorganisationers, tænketankes og civilsamfundsorganisationers partikulære og målorienterede vidensudvikling.
Diskursive interventioner
Som nævnt er realiteten i modernitetens sociale praksis imidlertid, at den politiske og den videnskabelige diskurs danner kontekst for hinanden og løbende søger at intervenere i hinandens betydningsdannelser: Forskere kritiserer vidensgrundlaget for konkrete politiske beslutninger, påpeger sandsynlige utilsigtede effekter af politiske initiativer eller introducerer helt ny viden, som efter forskernes mening omkalfatrer den hidtidige politiske dagsorden på det givne felt. Men den politiske proces tager vel at mærke disse interventioner til sig på sine egne præmisser: Den viden, der er kompatibel med den politiske konsensus, de gældende politiske prioriteringer, styrkeforhold og kompromisdannelser, indarbejdes i beslutningsprocessen – resten arkiveres lodret. Tilsvarende artikulerer det politiske system til stadighed forventninger til forskningen om at levere resultater, der er anvendelige i den politiske praksis, hvilket den videnskabelige praksis engagerer sig i på sine egne diskursive præmisser, hvor det giver videnskabelig mening – og ellers forbigår i tavshed.
Disse gensidige interventioner og grænsedragninger på tværs af diskursive domæner har spillet en central rolle i den moderne samfundsudvikling, og de er på ingen måde problematiske i sig selv – tværtimod kan de udfordre og stimulere domænernes selvregulering og tilføre dem vigtige dynamikker og vidensressourcer. Men en sådan produktiv udveksling forudsætter, at de respektive domæners diskursive autonomi kan holde stand imod interventionens eksterne pres, og at det givne domæne fortsat har albuerum til at skabe betydning på egne præmisser – og denne forudsætning har været i skred i en årrække.
Den aktuelle kontrovers, hvor politiske aktører gør krav på ikke blot at bestemme, hvilken videnskabelig viden den politiske proces kan eller skal bruge til noget (hvilket ville være helt legitimt), men langt mere vidtgående at afgøre, hvad der per definition er rigtig videnskab, er et tilspidset eksempel på dette skred. Her kan man tale om en genuin, aktivistisk politisering af videnskaben i betydningen, at den videnskabelige diskurs’ autonome betydningsdannelse helt tilsidesættes og erstattes af politisk definerede interesser i, hvad der skal have gyldighed som kvalificeret viden.
Det er her vigtigt at have in mente, at politisk diskursiv praksis nyder den særstatus, at det er den, der organiserer og formaliserer magten i samfundet og dermed definerer rammerne for andre diskursive praksisser. Folketingsvedtagelsens formalisering af de aktivistisk politiserende politikeres intervention i videnskabens domæne rummer således tillige et moment af magtdemonstration.
Strukturelt politiseringspres
Den bredere baggrund for skreddet skal søges i de seneste årtiers globaliseringsproces og nationalstaternes forsøg på at omstille sig til en ny rolle som garant for det nationale erhvervslivs internationale konkurrenceevne. Ud over løbende at optimere internationale handelsrelationer og scanne verdensmarkedet for lukrative indsatsområder for den nationale kapital, har den konkurrencestatslige strategi hovedsagelig bestået i at reorganisere og trimme det nationale samfund i sin helhed til at matche og understøtte erhvervslivets strategiske behov i den internationale konkurrence: Infrastruktur, teknologiudvikling, beskatningsniveau, arbejdsudbud, arbejdsproduktivitet, offentligt udgiftsniveau, forskning, uddannelse, kulturliv, folkesundhed, idrætsliv – alt sammen er det i løbet af de seneste årtier blevet reformeret gennemgribende med henblik på at blive funktionelle aktiver for den nationale konkurrencestat.
Som det kom eksplicit til udtryk i daværende forskningsminister Helge Sanders opsigtsvækkende krav om kortere vej “fra tanke til faktura”,1“Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura” (Regeringen, 2003). har denne udvikling medført et markant stigende politisk pres på forskningen for at levere viden, der på den ene eller den anden måde kan demonstrere nytteværdi i det konkurrencestatslige scenarium. Forskningsbevillingerne går derfor hovedsagelig til politisk prædefinerede strategiske satsninger samt til teknisk-naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig grundforskning, mens humanistisk og samfundsvidenskabelig grundforskning udsultes og animeres til at omstille sig til at tænke i umiddelbare nyttekategorier.
Der er vel at mærke ikke i sig selv noget i vejen med, at forskning relaterer sig til samfundsmæssige forhold og udfordringer, men det er afgørende, at dette sker med udgangspunkt i den videnskabelige diskurs’ erkendelsesinteresser, problemdefinitioner og principper for skabelse af viden – og denne præmis bliver i tiltagende grad vanskelig at opretholde. Relevanskriterierne for, hvad politikernes strategiske satsninger definerer som samfundsnyttigt, er ikke til forhandling, og jo større dele af forskningen der orienterer sig i denne retning, desto trangere kår får den videnskabelige autonomi og den kritiske faglige offentlighed.
Det ultimative perspektiv i denne udvikling er, at den videnskabelige diskurs ikke længere vil være i stand til at skabe betydning og ny viden på egne præmisser, og at videnskabens diskursive domæne dermed vil ophøre med at eksistere som særskilt samfundsmæssigt praksisfelt. Den samfundsmæssigt organiserede vidensproduktion vil så i stedet som helhed være henvist til at udspille sig i regi af det målrationelle, instrumentelle nytteparadigme, som er velkendt fra industriens, interesseorganisationernes, centraladministrationens og diverse tænketankes udvikling af ideer. Den åbne, eksperimenterende afprøvning af radikalt nye tanker samt den kritiske refleksion af forholdet mellem den videnskabelige viden og samfundets almene vel vil ikke længere være institutionelt garanteret.
Helt så langt er vi ikke endnu, men det står allerede klart, at videnskabelige gennembrud af den kaliber, som f.eks. en Niels Bohr, en Louis Hjelmslev, en Inge Lehmann eller en Jens Christian Schou præsterede, ville være helt umulige at opnå på de gældende vilkår for videnskabeligt arbejde. Det politiske pres for umiddelbar, kortsigtet nytteværdi undergraver med andre ord den videnskabelige diskurs’ autonome udfoldelsesmuligheder og dermed dens evne til at skabe radikalt ny viden og bidrage til langsigtede, kvalitative nyudviklinger, som vi ikke anede, at vi havde brug for.
Det er uvist, om det politiske systems aktører er klar over rækkevidden af de samfundsskadelige implikationer i dette massive diskursive pres, men faktum er under alle omstændigheder, at presset støt og roligt forstærkes i kraft af politiseringen af de institutionelle rammer for forskningen og tvinger større og større dele af forskersamfundet til at tænke i nyttekategorier. De senere års skandaler, hvor eksterne partsinteresser har fået indflydelse på forskningsresultater, er tydelige symptomer på denne udvikling.
I dette større perspektiv er folketingspolitikeres aktuelle indblanding i, hvad der skal have gyldighed som rigtig videnskab, blot en krusning på overfladen – men alligevel en signifikant og ildevarslende krusning, for så vidt som der ikke som hidtil er tale om et politiseringspres, der opererer via strukturelle rammer og økonomiske incitamenter, men derimod om en eksplicit, indholdsmæssig intervention, der sætter navn og adresse på den politisk uønskede forskning og truer den med nedlæggelse. Helt spektakulært bliver det så, når en sådan illegitim intervention sanktioneres af en folketingsvedtagelse – også selvom denne i sig selv er indholdsmæssigt ukontroversiel.
Så længe universitetsloven – i overensstemmelse med hele den moderne universitetstradition – garanterer videnskabens autonomi, forskningens frihed og det videnskabelige samfunds selvregulering, må det fastholdes, at det er det videnskabelige samfund og kun dette, der afgør, hvad der gælder som videnskabeligt kvalificeret viden. Politikere kan helt legitimt kritisere den viden, forskere skaber, i et politisk relevansperspektiv og frit vælge, om de vil benytte sig af den eller ej. Men de kan ikke med nogen legitimitet gøre krav på at afgøre spørgsmålet om dens videnskabelighed og dermed bestemte forskningstypers eksistensberettigelse. Det kan kun det videnskabelige samfund.
Videnskabsinterne forhold
Løfter det videnskabelige samfund så den opgave? Ja, det gør det, men med stor træghed og langmodighed – og sådan er det også nødt til at være. Mens det i den politiske diskurs er nærliggende at foretage hurtige nyttevurderinger og udvælge den viden, der for en umiddelbar, pragmatisk betragtning forekommer brugbar, maler videnskabens mølle langsomt og grundigt, den er kun forpligtet på kompromisløs sandhedssøgen, og dens proces implicerer altid gensidig kritik, uenigheder og konflikter mellem en mangfoldighed af videnskabeligt anerkendte paradigmer, skoler og traditioner.
Det er en proces, der aldrig ender, men som vi undervejs stille og roligt bliver klogere af. Set i dette overordnede perspektiv vil de ideer, som for dele af forskersamfundet i udgangspunktet fremstår som vilde og mere eller mindre fornuftsstridige, efterhånden enten overbevise tvivlerne og blive accepteret som gyldig, ny viden, undergå kritisk bearbejdning og i modificeret skikkelse blive indarbejdet i eksisterende, anerkendte vidensregimer – eller glide ud i glemslen, fordi de viste sig ikke at have videnskabelig bærekraft.
Denne proces kan tage lang tid, og dens træghed vil ofte blive forstærket af den sociale sammenhængskraft i det forskningsmiljø, der identificerer sig med en given idé. Her kan der periodisk udvikle sig “videnskabelige ekkokamre”, som forekommer immune over for kritik fra det øvrige forskersamfund. En sådan udvikling kan være frustrerende at være vidne til, men den er et element i forskersamfundets dynamik, som ikke er til at komme uden om. Hvis nye ideer skal videreudvikles og afprøves, kræver det et dedikeret forskermiljø, der tror på og brænder for sagen, og det kan i en periode være nødvendigt at arbejde i et lukket rum, hvor en tanke uforstyrret kan sættes på spidsen og tænkes radikalt til ende. Problematisk bliver det først, hvis døren forbliver lukket for kritik udefra, og forskningsmiljøet forvandler sig til en bekendende menighed, der kun taler med sig selv. Der er ingen tvivl om, at tendenser af denne art undertiden opstår, men den historiske erfaring er, at de på et tidspunkt enten åbner sig for kritisk dialog eller går i opløsning af sig selv.
Undtagelsen fra denne regel er, hvis der er tale om ideer, der er umiddelbart kompatible med politikernes, forvaltningens eller erhvervslivets dagsordener, og som via denne videnskabseksterne opbakning kan etablere sig i en samfundsmæssig og institutionel magtposition. I sådanne tilfælde kan kritik-immune ekkokamre være endog særdeles levedygtige. Det gælder f.eks. den strømning, der længe har været dominerende i statskundskabsfaget, som både i sin forskning og i sin uddannelse af samfundets indflydelsesrige stab af forvaltere baserer sig på rational choice-teoriens radikalt primitive forståelse af mennesket som et udelukkende egennyttemaksimerende væsen. Her er der i den videnskabelige offentligheds forstand tale om et gedigent ekkokammer, men det er stort og magtfuldt, og det nyder anerkendelse og opbakning fra det politiske liv, forvaltningen og erhvervslivet, så videnskabelig kritik af de teoretiske grundantagelser repræsenterer ikke nogen opmærksomhedskrævende udfordring. Et lignende billede tegner sig på den økonomiske videnskabs område, hvor de neoliberalistiske ideer, der har støbt kuglerne til den politiske proces, der har ledt os ind i både finanskrise og klimakrise, fortsat nyder tilstrækkelig opbakning fra erhvervsliv, politik og administration, til at de i praksis gælder som uanfægtelige. Her kan den videnskabelige kritik og diskussionen af mulige teoretiske alternativer tilsyneladende ligeledes helt legitimt ignoreres.
Som det fremgår af de sidstnævnte eksempler, udfolder den videnskabelige diskurs sig ikke kun i åndens rige. Den er i høj grad vævet sammen med institutionelle magt‑, ressource- og prestigekampe og for den enkelte forsker endvidere med konkurrence om stillinger og karrieremuligheder. Denne dimension af interessekamp og de hertil hørende styrkeforhold kan undertiden øve en ikke ubetydelig indirekte indflydelse på, hvilke ideer der opnår de bedste muligheder for at blive videreudviklet – uden garanti for, at det i et større perspektiv nødvendigvis er de fagligt set mest kvalificerede, der tilgodeses.
Hertil kommer de akademiske modestrømninger som jævnligt opdukkende faktorer i den videnskabelige praksis. Her fusionerer unge forskergenerationers karriereaspirationer og behov for at markere forskel og distance til ældre generationers etablerede faglighed undertiden med bredere filosofiske, æstetiske eller politiske opbrud i tidsånden. De ideer, der formuleres på baggrund af en sådan fusion – hvad enten det drejer sig om gedigent nye eller om repremierer på historisk velkendte ideer – virker identitetsstiftende for nye faglige miljøer og kan i denne proces opnå en stærk kultværdi for de deltagende, hvorfor ekkokammereffekten typisk vil være stor.
Som andre typer af modestrømninger løber også de akademiske tør for dynamik, når de ikke længere er i stand til at etablere en fascinerende og prestigegivende forskelsmarkering i forhold til konteksten, og de oprindeligt identitetsstiftende ideer indgår herefter på lige fod med alle andre ideer i den løbende kritiske debat. Her vil det vise sig, at nogle af de tidligere kultideer er langtidsholdbare uden for ekkokammeret, andre vil skulle bearbejdes kritisk for at give mening på mindre højstemte vilkår, og atter andre må køres ud på historiens mødding til alle de andre døgnfluer.
Aktuelle problemer?
De identitetspolitiske strømninger, der har foranlediget den aktuelle strid, er i realiteten et ganske sammensat felt, hvis nuancer har været underbelyst i det billede, de politiske interventionister har tegnet i offentligheden. Men for en samlet betragtning kan de klassificeres som tidsåndsbårne modestrømninger, som disse blev karakteriseret ovenfor, og som sådanne vil de uundgåeligt miste pusten på et tidspunkt og blive til noget andet – eller gå helt i opløsning. Meget vil her endvidere afhænge af udviklingen i og den politiske opbakning til de antiracistiske, køns- og seksualitetspolitiske m.m. sociale bevægelser, som udgør vigtige samfundsmæssige referencepunkter for disse akademiske positioner.
Som det ofte er tilfældet med akademiske modestrømninger, rummer også disse et aspekt af vilde ideer: De er eksponenter for en stærkt højnet retfærdighedssans og en ny sensibilitet for ulighed og diskrimination af enhver art, og de bringer interesser og behov, der hidtil har været marginaliseret, for dagens lys og giver dem mæle. Heri ligger et indlysende og vigtigt demokratisk potentiale og en tiltrængt udvidelse af både den akademiske og den politiske debat. Men samtidig rummer den akademiske identitetspolitik også tendenser, der forekommer stærkt betænkelige i såvel et videnskabeligt som et demokratisk perspektiv, hvis de forstørres op i samfundsmæssig skala. Eksempelvis tenderer megen identitetspolitisk tænkning til at forskyde forståelsen af både videnskabelig og demokratisk legitimitet fra spørgsmålet om, hvad der bliver sagt, og hvilke argumenter der præsenteres, til spørgsmålet om, hvem der taler, og vedkommendes gruppetilhørsbetingede adkomst til at udtale sig. Det er med andre ord den kollektive subjektposition som sådan og de omfattede kollektive subjekters affektive berørthed, der autoritativt afgør, hvad der er legitimt.
Men på trods af disse betænkelige træk synes der i en dansk akademisk kontekst indtil videre ikke at være grund til stor bekymring. De identitetspolitiske strømninger har også produktive effekter, for så vidt som de sætter væsentlige spørgsmål om ulighed og diskrimination på den faglige dagsorden, og livtaget med deres problematiske men udfordrende problemdefinitioner vitaliserer den bredere akademiske offentlighed og udvider og nuancerer dens horisont.
Strømningerne har heller ikke indtil videre antaget et omfang som i USA og Storbritannien, hvor cancel culture og andre identitetspolitiske magtteknikker til undertrykkelse af en fri og åben debat synes at høre til dagens uorden. Men så meget desto større grund er der for den danske akademiske selvregulering til at have et vågent øje for, om disse strømninger primært forbliver afgrænsede ekkokamre, eller om de med tiden breder sig koloniserende ud over den videnskabelige debat som helhed. I sidstnævnte tilfælde vil universitetsledelserne skulle på banen. Det vil stadig ikke være et anliggende for politikerne – selvom de naturligvis er velkomne til at have en mening om det.
Armslængde i begge retninger
Afslutningsvis en yderligere nuancering og præcisering af forholdet mellem videnskab og politik: Værdifri videnskab findes ikke. Internt i den videnskabelige proces foregår der hele tiden værdimæssige afvejninger i valg af emne, forskningsspørgsmål, teori og metode, relevanskriterier, samarbejdspartnere i praksisorienterede projekter etc., og disse valg kunne i princippet være faldet anderledes ud, hvorfor der kan siges altid at være en videnskabsintern “politisk” problematik til stede.
Hvis forskningen går videre, end hvad dette almene vilkår indebærer, og søger at intervenere bestemmende i den politiske diskursive praksis, gør den sig skyldig i den samme udviskning af grænser mellem diskursive domæner som de tidligere nævnte folketingspolitikere – blot med modsat fortegn. Hvis forskere eksplicit formulerer sig ind i en målrettet politisk diskurs og tager stilling i samfundets kampe om magt og ressourcer, formulerer de sig samtidig automatisk ud af den videnskabelige diskurs og dennes autonome betydningsrum og frirum for radikale tankeeksperimenter og fagligt kvalificeret kritik. De placerer sig i politikkens diskursive felt, hvor deres indlæg – hvor fagligt kvalificeret det end måtte være – blot får status af én tilfældig politisk mening blandt alle de andre, der i denne diskursive kontekst principielt gælder som lige så gode. I denne position inviterer man ligefrem politikere med symbolpolitisk profileringsbehov til at tage initiativer som det, der blev beskrevet indledningsvis, og man stiller sig forsvarsløst til rådighed som objekt for den diffuse vrede, der ytrer sig i shitstorme og chikane på de såkaldte sociale medier.
Armslængdeprincippet gælder naturligvis begge veje. Ligesom politikere helt legitimt kan kritisere forskning i et politisk anvendelsesperspektiv, men skal holde sig fra at blande sig i, hvad der er god videnskab, kan forskere helt legitimt kritisere det fagligt-saglige grundlag for politiske initiativer og beslutninger, påpege potentielle, ubelyste konsekvenser og fremlægge analyser, der blotlægger alternative muligheder og perspektiver. Som forskere er vi også deltagere i samfundsdebatten, men vi er det på den videnskabelige diskurs’ præmisser, og vi skal ikke bilde os ind, at vi skal bestemme, hvilke beslutningsmæssige konsekvenser vores viden skal have. Det er op til den almene demokratiske debat og til syvende og sidst til den politiske beslutningsproces.