• Print

Frihed som begreb og erfaring. Med et appendiks om fri kærlighed


2. juni 2021

“Må jeg være fri!” – det­te udråb udtryk­ker en ele­men­tær betyd­ning af begre­bet fri­hed, nem­lig dets nega­ti­ve ske­ma: at slip­pe ud af en uli­de­lig begræns­ning, en tyn­gen­de pålagt pligt, en tvang, et fængsel. Modalt for­mu­le­ret: en nega­tion af en skul­len. Jeg skal ikke læn­ge­re være X, jeg skal ikke læn­ge­re gøre Y. Jeg er slup­pet fri. Sluppet løs. Nu har jeg så min fri­hed. Jeg er fri. Nu kan jeg gøre, hvad der pas­ser mig, ikke? Nej, for nu er jeg hav­net i fri­he­dens posi­ti­ve ske­ma: Jeg har nu fået lov til at gøre vis­se ting, for­di de omgi­ven­de men­ne­sker sto­ler på mig, de sto­ler på, at jeg ikke gør noget galt. Jeg har for eksem­pel lyst til at fly­ve, så jeg sæt­ter mig ind i en Fokker, tryk­ker på knap­per­ne, let­ter, flak­ser omkring og leger Den røde Baron. Jeg flyver!1Der er ofte luft i vores fore­stil­lin­ger om fri­hed. Man kan være “fri som en fugl” sna­re­re end som en skild­pad­de. Det er for­ment­lig luftrum­met, der giver os den­ne kro­p­s­li­ge følel­se af ikke at være i påt­vun­get nær­kon­takt med andre lege­mer. Man kan sam­men­lig­ne med: “Som en fisk i van­det” – her er det behæn­dig­he­den, der … Continue reading Men jeg har ikke cer­ti­fi­kat, aner fak­tisk ikke, hvor­dan man sty­rer et luft­far­tøj, så jeg hav­ner brat i et højspæn­dings­net, hvor­fra jeg må klip­pes ned af et red­nings­mand­skab. Takket være min fri­hed er strøm­men desvær­re afbrudt i områ­det omkring ste­det i nog­le timer. Jeg gjor­de bare, hvad jeg hav­de lyst til; men jeg var ikke rig­tig til at sto­le på. For at kun­ne gøre, hvad man vil, og i den­ne posi­ti­ve for­stand være fri, skal man først tek­nisk kun­ne, eller mag­te, hvad man agter at gøre, og der­næst må man ikke bru­ge den­ne kun­nen­de magt til at frem­brin­ge ulyk­ker. Man må ikke gøre alt, hvad man kan; kun det, der ikke ska­der andre dyr, plan­ter og men­ne­sker. Man kan hand­le, ind­til man ram­mer den­ne eti­ske græn­se. Det posi­ti­ve fri­heds­ske­ma har alt­så en tek­nisk ind­gang og en etisk udgang, så at sige.

Frihed er et soci­alt begreb. Fri er noget, man kun kan være i et soci­alt rum. Men i den­ne ver­den er alle rum soci­a­le, også den umæ­len­de natur. Vi vok­ser op og ind i et sam­fund, der lærer os, hvad vi kan vide om for­skel­li­ge gøre­mål; der­med kva­li­fi­ce­rer vi os til en vis fri­hed. Måske lever vi i et mili­tær­dik­ta­tur, hvor meget få fri­he­der eksi­ste­rer; i så fald læn­ges vi efter fri­hed (via det nega­ti­ve ske­ma), og det, vi læn­ges efter, er et råde­rum, hvor vi kan bevæ­ge os frit og træf­fe frie valg i indret­nin­gen af vores liv. Lykkes det os at slip­pe ud af den tvangs­mæs­si­ge auto­ri­tæ­re situ­a­tion, ved en revo­lu­tion eller ved flugt til et “frit land”, befin­der vi os i et sam­fund, der besid­der et rum for fri­hed. Adgangen til et sådant rum opnår vi ved kva­li­fi­ce­ring, sko­ling, udvik­ling af de fær­dig­he­der, der for­ud­sæt­tes ved ind­gan­gen til fri­heds­rum­met. Ingen gøren uden en der­til høren­de væren; hvis vi vil del­ta­ge i det poli­ti­ske liv, må vi først “sæt­te os ind” i den der­med føl­gen­de pro­ble­ma­tik og iden­ti­fi­ce­re os ved en stil­ling­ta­gen her­in­den­for; hvis vi vil arbej­de i land­bru­get, må vi hen­te viden i agro­no­mi og øko­lo­gi. Vi kan ikke frit impro­vi­se­re, for vores hand­lin­ger ram­mer jo fæl­les­ska­bet og “går ud over” andre men­ne­sker. Alligevel kan det gå galt. Vi kan kom­me til at udlø­se en krig, foru­re­ne og for­gif­te et lands luft og drik­ke­vand, øde­læg­ge folks liv og slå men­ne­sker ihjel på mang­fol­di­ge måder. Vi må også her for­be­re­de os via en vis per­son­lig for­nem­mel­se for ansvar­lig­hed, en vis “dan­nel­se”. Det er det eti­ske aspekt; det begræn­ser fri­he­dens udø­vel­se på en anden måde end kva­li­fi­ce­rin­gen. Hvis man fore­stil­ler sig de to begræns­nin­ger (den tek­ni­ske og den eti­ske) som kon­cen­tri­ske rin­ge, lig­ger fri­he­dens rige midt imel­lem dem. Kortet over fri­he­dens rige på et givet felt for­e­ner de to ske­ma­er, idet den inder­ste ring sva­rer til tvan­gen i den nega­ti­ve fri­hed (fri­hed fra noget), og den yder­ste ring er græn­sen for den posi­ti­ve fri­hed (fri­hed til noget).

Frihedens topo­lo­gi:

Et sub­jekt (S) bevæ­ger sig fra afmagt til fri­hed og bru­ger frit sin vund­ne magt, ind­til det møder den eti­ske græn­se, uden for hvil­ken mag­ten etisk set mis­bru­ges. Hvis S ikke stand­ser ved den­ne ydre græn­se, brin­ger det sig i fare for at møde mod­stand, enten fra sine ofres eller kon­kur­ren­ters side (som kamp eller hævn) eller fra den instans’ side, vi kal­der loven, som er et kata­log over det fri sam­funds ikke-accep­te­re­de for­mer for magtud­fol­del­se, og som for­bin­der det med et kata­log over til­sva­ren­de for­mer for bod eller straf. Det ydre felt er den blin­de eller uhæm­me­de magts områ­de, og det er, som man ser, uen­de­lig stort; der er uen­de­ligt man­ge måder at gøre fortræd på, mens loven kun kan frem­by­de ende­li­ge kata­lo­ger. Hvad loven ikke dæk­ker, må S’s samvit­tig­hed selv tage sig af.

Det soci­a­le og kul­tu­rel­le liv med­fø­rer natur­lig­vis sto­re kvan­ti­ta­ti­ve vari­a­tio­ner fra domæ­ne til domæ­ne; på vis­se områ­der er der mere fri­hed end på andre, så hvert domæ­ne har sit eget lil­le “fri­heds­ri­ge”. Frihedens omfang afhæn­ger end­vi­de­re af, hvil­ke sub­jek­ter der får adgang til den gøren­de magt. Diskrimination hand­ler i stort omfang om net­op det­te spørgs­mål. Eftersom det­te at bli­ve “kun­nen­de” og “gøren­de” er at nyde fæl­les­ska­bets til­lid, kan diskri­mi­na­tio­ner beskri­ves som uli­ge for­de­lin­ger af den­ne kol­lek­ti­ve til­lid. I et patri­ar­kat nyder kvin­der anta­ge­lig en til­lid, som er mere begræn­set end mænds, selv på fel­ter, de har adgang til. I et kom­mu­ni­stisk sam­fund nyder par­ti­med­lem­mer stør­re til­lid end alle andre. I et raci­stisk sam­fund nyder kun folk af “sam­me race” til­lid over­ho­ve­det. Overskridelser er der­med fæno­me­ner, der kan kal­des “til­lids­svigt” eller “ansvars­for­flyg­ti­gel­se”. Når bank­di­rek­tø­ren orga­ni­se­rer eller støt­ter hvid­vask eller svin­del med betro­e­de mid­ler, er det ikke ale­ne bekla­ge­ligt, men pin­ligt i den­ne eti­ske og moral­ske for­stand. Her beteg­ner det eti­ske aspekt det tab af vær­dig­hed, som den over­skri­den­de magtu­dø­vel­se med­fø­rer for ger­nings­man­den, mens det moral­ske aspekt er virk­nin­gen på fæl­les­ska­bets evne til at til­skri­ve kom­pe­ten­te magt­ha­ve­re til­lid. Hvis den­ne evne svæk­kes alment, risi­ke­rer den eti­ske græn­se at bli­ve udvi­sket, så man får almin­de­lig depra­va­tion, kor­rup­tion og øde­læg­gel­se af den soci­a­le livs­ver­den. Det er aktu­elt til­fæl­det i man­ge sam­fund.

Frihed er et helt cen­tralt og rele­vant kri­tisk begreb i poli­tisk tænk­ning, lige­som det er et vig­tigt aspekt i den inter­sub­jek­ti­ve erfa­rings­ver­den, hvor vi meget nemt og kon­stant kom­mer til at gøre hin­an­den fortræd eller i det mind­ste gene­re og irri­te­re hin­an­den. Skænderier hand­ler lige­som poli­tisk pole­mik ofte om net­op de fri­heds­rum, som vi ind­byr­des opret­ter og redi­ge­rer. Hvad har man ret til, og på hvil­ke betin­gel­ser? I hvil­ket omfang? Rummet gen­for­hand­les kon­stant, og den­ne anven­del­se af spro­get er en væsent­lig side af fri­he­den som sådan. Princippet fri­hed går som struk­tur og topo­lo­gisk begreb for­ud for spørgs­må­let om, hvor de to græn­se­kred­se skal mar­ke­res, nog­le pres­ser indad, andre pres­ser udad… Denne debat er en nød­ven­dig ingre­di­ens i enhver demo­kra­tisk kul­tur.

Selv når det dre­jer sig om inti­me inter­sub­jek­ti­ve for­hold som fysisk kær­lig­hed, dvs. sex, gæl­der topo­lo­gi­en, og de impli­ce­re­de må for­stå, hvor hin­an­dens “græn­ser” går – er part­ne­ren over­ho­ve­det kva­li­fi­ce­ret til at fore­ta­ge sig noget, og i så fald hvor langt kan den­ne part­ner gå, før der er tale om uac­cep­ta­bel og over­skri­den­de adfærd? Også her duk­ker lovens idé op som under­for­stå­et eller udtryk­ke­lig regu­la­tor, dog ikke uden prak­ti­ske van­ske­lig­he­der, med­min­dre part­ner­ne besid­der en til­stræk­ke­lig evne til at debat­te­re og klar­gø­re topo­lo­gi­en i rele­van­te tek­ni­ske og eti­ske ter­mer, inden der sker ska­de og gøres fortræd. Især når kær­lig­he­den er “fri”, og dens udø­ve­re er “fri­gjor­te” men­ne­sker, som impro­vi­se­rer, bør en filo­so­fisk afkla­ring som bekendt altid opnås på for­hånd, hvis fata­le mis­for­stå­el­ser skal und­gås. For kær­lig­hed er i sig selv en slags fri­hed, og dén fri­hed er det svært at und­væ­re. Der må filo­so­fe­res på sen­ge­kan­ten.

Appendiks om fri kær­lig­hed

Frihed består som nævnt af rum, fri­heds­rum, hvor­til vi kom­mer ad en ind­gang, og som vi kan for­la­de ad en udgang. Indgangen er en slags kun­nen, som vi skal opnå for at udø­ve den pågæl­den­de fri­hed. Udgangen mar­ke­res af en bur­den, en ansvar­lig­hed eller etik, som vi kan sæt­te os ud over, og som i så fald fører enten til udvis­ning eller til kata­stro­fer.

Der er mindst tre fri­heds­rum (FR) inden for kær­lig­he­dens sfæ­re, fore­slår jeg, nem­lig det seksu­el­le sam­kvem (FR1), det vari­ge par­for­hold (FR2) og for­æl­dre­ska­bet (FR3).

FR1: Det seksu­el­le sam­kvem

Lad os betrag­te det før­ste (FR1), det seksu­el­le sam­kvem. Det er et rum fuldt af skøn­ne mulig­he­der, ople­vel­ser og erfa­rin­ger, men der er en kaska­de af adgangs­be­tin­gel­ser, ting, man skal opfyl­de for at kva­li­fi­ce­re sig til sex. Man skal ken­de den men­ne­ske­li­ge ana­to­mi godt nok til at vide, hvad der gør ondt på part­ne­ren, og hvad ikke; man skal kun­ne være sik­ker på, at man ikke risi­ke­rer at smit­te part­ne­ren med en over­før­bar syg­dom; man skal kun­ne opfat­te sin part­ners følel­ser, til­stand og reak­tio­ner nogen­lun­de præ­cist og kun­ne rea­ge­re på dem;2Seksuelle følel­ser deter­mi­ne­res af bl.a. køn­si­den­ti­te­ten. Mennesker er vel at mær­ke udsty­ret med dob­belt køn­si­den­ti­tet, nem­lig fysi­o­lo­gisk og men­talt. Begge er bio­lo­gisk giv­ne, i den for­stand at vi fødes med et bio-kro­p­s­ligt køn, maskul­int eller femi­nint, men des­u­den gen­nem barn­dom og ung­dom udvik­ler et bio-men­talt … Continue reading man skal kun­ne mindst et af part­ne­rens sprog og for­stå, at man skal bru­ge det; kun­ne for­vis­se sig om, at part­ne­rens alder gør sam­kvem lov­ligt; kun­ne og huske at for­vis­se sig om, at part­ne­ren vir­ke­lig ønsker seksu­elt sam­kvem (juri­disk udtrykt: “samtyk­ke”); og man skal kun­ne und­gå at påfø­re part­ne­ren vold, kon­trol­le­re egne fysi­ske reak­tio­ner og for­bli­ve ved til­stræk­ke­lig og ansvar­lig bevidst­hed gen­nem for­lø­bet. Hvad med magt­for­hol­det? Foregår en teo­re­tisk set fri kær­lig­hed mel­lem men­ne­sker uden nogen form for magtspil ind­byr­des? Nej, men hvis magt­for­hol­det mel­lem to poten­ti­elt elsko­vs­for­bund­ne gør seksu­elt sam­kvem obliga­to­risk eller stærkt anbe­fa­let for den ene, skal beg­ge afstå. Det er en uom­gæn­ge­lig adgangs­be­tin­gel­se at accep­te­re den­ne mag­tre­gel. Hvis mænd betrag­te­des som syste­misk mere magt­ful­de end kvin­der, eller omvendt, vil­le hete­ro­seksu­el FR1 der­for ikke være mulig; det magt­for­hold, der skal betrag­tes, er imid­ler­tid ikke det syste­mi­ske (gene­rel­le), men det empi­risk giv­ne soci­o­kul­tu­rel­le for­hold i form af f.eks. ansæt­tel­se, præ­fe­ren­ce, pri­vil­e­gi­um. Uanset sin­delag fører brud på mag­treg­len til udnyt­tel­se og diskva­li­fi­ce­rer der­for FR1.

FR1 er et fri­heds­rum, som også er begræn­set ved udgan­gen: Når en af part­ner­ne føler, at for­hol­det skal ophø­re, skal den anden accep­te­re at afslut­te det, hvor smer­te­fuldt det end kan være. Det er uet­isk at straf­fe den først-afslut­ten­de part, f.eks. ved for­føl­gel­se (stal­king) eller chi­ka­ne. FR1 består af kro­p­s­lig og men­tal inti­mi­tet, et vær­di­fuldt aspekt af til­væ­rel­sen, for man­ge men­ne­sker end­da det mest vær­di­ful­de. Man kan dog alli­ge­vel beslut­te at afslut­te det, enten for­di “gni­sten” for­svin­der eller af hen­syn til et nyt for­hold (eller beg­ge dele). Slutspillet, som det kal­des i skak, er her ofte meget van­ske­ligt og ople­ves som kom­pli­ce­ret. Hvis for­hol­det opfat­tes og ople­ves som eks­klu­sivt, idet det er intimt, ude­luk­ker det natur­lig­vis over­lap­pen­de for­hold; hvis part­ne­ren enga­ge­rer sig i andre for­hold sam­ti­dig, kan inti­mi­te­ten føles “for­rå­dt”, man føler sig “blot­tet”, hvil­ket typisk med­fø­rer et ønske om afslut­ning. Her er end­nu en kil­de til etisk kon­flikt: Den “for­ræ­de­ri­ske” part kan ønske at und­gå den­ne afslut­ning – for så vidt det er men­talt og fysisk muligt sam­ti­dig at elske fle­re per­so­ner dybt og intimt – ved at skju­le “for­ræ­de­ri­et” og vild­le­de part­ne­ren ved at til­si­de­sæt­te et ele­men­tært etisk krav om sand­hed. Hvorvidt et FR1 er eks­klu­sivt eller inklu­sivt, bør part­ner­ne over­ve­je i fæl­les­skab, mens for­hol­det udvik­ler sig, idet spørgs­må­lets svar ikke ale­ne afhæn­ger af en udtryk­ke­lig beslut­ning, men i høj grad også af den bio-men­tale bin­ding, det enkel­te for­hold udvik­ler (såkaldt jalou­si). Hvis et for­hold udvik­ler stærk eks­klu­si­vi­tet, fører det vide­re til FR2, det vari­ge par­for­hold.

FR2: Det vari­ge par­for­hold

FR1 kan ople­ves som “ufor­plig­ten­de”. FR2 er der­i­mod en for­plig­ten­de tids­lig bin­ding. Den før­ste adgangs­be­tin­gel­se er der­for afkla­rin­gen af sel­ve over­gan­gen fra FR1 til FR2. Skal for­hol­det være varigt? Uden udtryk­ke­lig enig­hed er par­ter­ne ikke kva­li­fi­ce­ret til adgang. Dertil kom­mer evnen til at opret­hol­de sam­ta­le og sam­ar­bej­de, koor­di­na­tion af tan­ker og hand­lin­ger langt ind i hver­da­gen. Siden FR2 i mod­sæt­ning til FR1 er et “sam­liv”, fun­ge­rer inti­mi­te­ten ved siden af en mæng­de prak­ti­ske gøre­mål uden sær­lig ero­tisk aura, og den­ne ambi­va­lens kan føre til iden­ti­tetsu­sik­ker­hed; par­ter­ne bestem­mer sta­dig mere af hin­an­dens iden­ti­tet ved at skul­le afta­le og “sto­le på” hin­an­dens hand­lin­ger, og den ind­byr­des afhængighed3Psykisk afpres­ning er såle­des meget almin­de­lig; Man tru­er med brud og stil­ler arbi­træ­re betin­gel­ser: “Du er ingen­ting uden mig. Men hvis jeg skal bli­ve sam­men med dig, skal du …” Virkningen afhæn­ger natur­lig­vis af mod­ta­ge­rens iden­ti­tets­bin­ding til den talen­de. Magtspillet i par­for­hold er langt vær­re end i det blot­te seksu­el­le … Continue reading med­fø­rer psy­ko­lo­gi­ske bin­din­ger, der kan udar­te til psy­kisk part­ner­vold (per­vers narcis­sis­me, sadis­me). En god por­tion psy­kisk smi­dig­hed er et adgangs­krav, ved siden af en til­sva­ren­de por­tion humor og barm­hjer­tig­hed. FR2 er fak­tisk en far­lig til­stand. Man kan kom­me til at såre hin­an­den til døde. Dens ophør er til­sva­ren­de en vold­somt for­stør­ret udga­ve af FR1’s. Parterne brin­ger hin­an­den i fare, ofte end­da livs­fa­re, når ele­men­tær etik ikke respek­te­res, mens de sår­e­de liden­ska­ber raser. FR2 kan imid­ler­tid fak­tisk være et livsva­rigt eller i hvert fald lang­va­rigt par­for­hold byg­get på var­me gen­si­di­ge følel­ser og aktivt ven­skab. Det kan i så fald også være ind­gan­gen til FR3: for­æl­dre­ska­bet.

FR3: Forældreskabet

Når et par bli­ver “gravidt”, står par­for­hol­det sin prø­ve, som FR2 kva­li­fi­ce­rer til, men hvor­til FR1 ikke er til­stræk­ke­lig kva­li­fi­ka­tion (en sådan poten­ti­el FR1-fader flyg­ter ger­ne i ræd­sel). Børn skal have dyg­ti­ge, øve­de elsken­de som for­æl­dre. Børn for­bli­ver nem­lig iden­ti­tetsknyt­tet til deres for­æl­dre i mindst fem­ten år. FR3 rek­rut­te­rer der­for fra FR2, men ikke ger­ne direk­te fra FR1. FR3 behø­ver imid­ler­tid ikke at inde­hol­de et fast­holdt FR2, idet for­hol­det kan for­vand­le sig til et sam­le­ven­de ven­skab uden sex; men evnen til at skul­dre emo­tio­nel kon­takt med børn og tage ansvar for deres triv­sel og inte­gra­tion i det omgi­ven­de soci­a­le liv, alt imens for­hol­det til den fast­hold­te eller ikke-fast­hold­te part­ner beva­res fre­de­ligt, er en yder­li­ge­re for­ud­sæt­ning. Vordende for­æl­dre bur­de der­for teg­ne en 15-årig ansvars­kon­trakt ind­byr­des, sna­re­re end en ritu­el og hyper­bolsk, så godt som uover­kom­me­lig, evig­heds­kon­trakt (ægte­skab). Naturligvis kan brud og opbrud ikke und­gås, men en udtryk­ke­lig afta­le vil­le som udgangs­punkt for­be­re­de til det kræ­ven­de (og given­de) for­løb. Blandt de for­mer for mis­lig­hol­del­se, som desvær­re fore­kom­mer, må næv­nes mis­hand­ling af bar­net ved afstraf­fel­se, psy­kisk vold og pædo­fi­li. Men når intet af den slags sker, er FR3 rig­tig­nok en dyb og rig men­ne­ske­lig erfa­rings­kil­de og et fun­da­men­talt aspekt af til­væ­rel­sen. Når ansvar­lig­heds­kon­trak­ten udlø­ber, er par­ter­ne “frit stil­let”; det bety­der ofte, at til­væ­rel­sens fri­heds­rum bli­ver rede­fi­ne­ret. Man får “andre inter­es­ser”; men en til­væ­rel­se består altid af fri­heds­rum, dvs. der er altid et eller andet, man kan og vil, så læn­ge psy­ken til­la­der del­ta­gel­se i sam­funds­li­vet, andre men­ne­skers liv.

1. Der er ofte luft i vores fore­stil­lin­ger om fri­hed. Man kan være “fri som en fugl” sna­re­re end som en skild­pad­de. Det er for­ment­lig luftrum­met, der giver os den­ne kro­p­s­li­ge følel­se af ikke at være i påt­vun­get nær­kon­takt med andre lege­mer. Man kan sam­men­lig­ne med: “Som en fisk i van­det” – her er det behæn­dig­he­den, der beto­nes, ikke fri­he­den. Derfor får vi ikke: “Fri som en fisk”, trods allitterationen.
2. Seksuelle følel­ser deter­mi­ne­res af bl.a. køn­si­den­ti­te­ten. Mennesker er vel at mær­ke udsty­ret med dob­belt køn­si­den­ti­tet, nem­lig fysi­o­lo­gisk og men­talt. Begge er bio­lo­gisk giv­ne, i den for­stand at vi fødes med et bio-kro­p­s­ligt køn, maskul­int eller femi­nint, men des­u­den gen­nem barn­dom og ung­dom udvik­ler et bio-men­talt køn (af gram­ma­ti­ske grun­de også kal­det genus), som enten er homo‑, hete­ro- eller pan-seksu­elt (det­te er vel at mær­ke lige så meget “skæb­ne” som det bio-kro­p­s­li­ge køn); des­u­den kan det bio-men­tale køn være iden­tisk med det bio-kro­p­s­li­ge eller være det mod­sat­te: man­de­krop med kvin­desind, kvin­de­krop med man­desind. Hvilket mate­ma­tisk set giver hvert indi­vid seks ele­men­tæ­re iden­ti­tets­mu­lig­he­der for hvert bio-kro­p­s­li­ge køn, det vil sige i alt tolv ele­men­tæ­re bio­lo­gi­ske mulig­he­der. Det undrer mig, at genus- og køns­for­ske­re ikke beto­ner det men­tale køns bio­lo­gi­ske sta­tus: Det er ikke en iden­ti­tet, man “væl­ger”, såle­des som f.eks. rigi­de, orto­dok­se kato­lik­ker tror, men et ero­tisk “selv”, man får udle­ve­ret af sin egen dob­bel­te bio­lo­gi og er hen­vist til at opda­ge. Kønsdualiteten (det fysiologiske/det men­tale køn) er måske van­ske­lig at accep­te­re rent filo­so­fisk? At også vores sind er bio­lo­gisk deter­mi­ne­ret? Hvis det ikke var det, vil­le vi hel­ler ikke kun­ne lære eller til­eg­ne os sprog.
3. Psykisk afpres­ning er såle­des meget almin­de­lig; Man tru­er med brud og stil­ler arbi­træ­re betin­gel­ser: “Du er ingen­ting uden mig. Men hvis jeg skal bli­ve sam­men med dig, skal du …” Virkningen afhæn­ger natur­lig­vis af mod­ta­ge­rens iden­ti­tets­bin­ding til den talen­de. Magtspillet i par­for­hold er langt vær­re end i det blot­te seksu­el­le sam­kvem. De psy­ki­ske ska­der påført ved ukva­li­fi­ce­ret og lang­va­rig FR2 er undervurderede.