“Må jeg være fri!” – dette udråb udtrykker en elementær betydning af begrebet frihed, nemlig dets negative skema: at slippe ud af en ulidelig begrænsning, en tyngende pålagt pligt, en tvang, et fængsel. Modalt formuleret: en negation af en skullen. Jeg skal ikke længere være X, jeg skal ikke længere gøre Y. Jeg er sluppet fri. Sluppet løs. Nu har jeg så min frihed. Jeg er fri. Nu kan jeg gøre, hvad der passer mig, ikke? Nej, for nu er jeg havnet i frihedens positive skema: Jeg har nu fået lov til at gøre visse ting, fordi de omgivende mennesker stoler på mig, de stoler på, at jeg ikke gør noget galt. Jeg har for eksempel lyst til at flyve, så jeg sætter mig ind i en Fokker, trykker på knapperne, letter, flakser omkring og leger Den røde Baron. Jeg flyver!1Der er ofte luft i vores forestillinger om frihed. Man kan være “fri som en fugl” snarere end som en skildpadde. Det er formentlig luftrummet, der giver os denne kropslige følelse af ikke at være i påtvunget nærkontakt med andre legemer. Man kan sammenligne med: “Som en fisk i vandet” – her er det behændigheden, der betones, … Continue reading Men jeg har ikke certifikat, aner faktisk ikke, hvordan man styrer et luftfartøj, så jeg havner brat i et højspændingsnet, hvorfra jeg må klippes ned af et redningsmandskab. Takket være min frihed er strømmen desværre afbrudt i området omkring stedet i nogle timer. Jeg gjorde bare, hvad jeg havde lyst til; men jeg var ikke rigtig til at stole på. For at kunne gøre, hvad man vil, og i denne positive forstand være fri, skal man først teknisk kunne, eller magte, hvad man agter at gøre, og dernæst må man ikke bruge denne kunnende magt til at frembringe ulykker. Man må ikke gøre alt, hvad man kan; kun det, der ikke skader andre dyr, planter og mennesker. Man kan handle, indtil man rammer denne etiske grænse. Det positive frihedsskema har altså en teknisk indgang og en etisk udgang, så at sige.
Frihed er et socialt begreb. Fri er noget, man kun kan være i et socialt rum. Men i denne verden er alle rum sociale, også den umælende natur. Vi vokser op og ind i et samfund, der lærer os, hvad vi kan vide om forskellige gøremål; dermed kvalificerer vi os til en vis frihed. Måske lever vi i et militærdiktatur, hvor meget få friheder eksisterer; i så fald længes vi efter frihed (via det negative skema), og det, vi længes efter, er et råderum, hvor vi kan bevæge os frit og træffe frie valg i indretningen af vores liv. Lykkes det os at slippe ud af den tvangsmæssige autoritære situation, ved en revolution eller ved flugt til et “frit land”, befinder vi os i et samfund, der besidder et rum for frihed. Adgangen til et sådant rum opnår vi ved kvalificering, skoling, udvikling af de færdigheder, der forudsættes ved indgangen til frihedsrummet. Ingen gøren uden en dertil hørende væren; hvis vi vil deltage i det politiske liv, må vi først “sætte os ind” i den dermed følgende problematik og identificere os ved en stillingtagen herindenfor; hvis vi vil arbejde i landbruget, må vi hente viden i agronomi og økologi. Vi kan ikke frit improvisere, for vores handlinger rammer jo fællesskabet og “går ud over” andre mennesker. Alligevel kan det gå galt. Vi kan komme til at udløse en krig, forurene og forgifte et lands luft og drikkevand, ødelægge folks liv og slå mennesker ihjel på mangfoldige måder. Vi må også her forberede os via en vis personlig fornemmelse for ansvarlighed, en vis “dannelse”. Det er det etiske aspekt; det begrænser frihedens udøvelse på en anden måde end kvalificeringen. Hvis man forestiller sig de to begrænsninger (den tekniske og den etiske) som koncentriske ringe, ligger frihedens rige midt imellem dem. Kortet over frihedens rige på et givet felt forener de to skemaer, idet den inderste ring svarer til tvangen i den negative frihed (frihed fra noget), og den yderste ring er grænsen for den positive frihed (frihed til noget).
Et subjekt (S) bevæger sig fra afmagt til frihed og bruger frit sin vundne magt, indtil det møder den etiske grænse, uden for hvilken magten etisk set misbruges. Hvis S ikke standser ved denne ydre grænse, bringer det sig i fare for at møde modstand, enten fra sine ofres eller konkurrenters side (som kamp eller hævn) eller fra den instans’ side, vi kalder loven, som er et katalog over det fri samfunds ikke-accepterede former for magtudfoldelse, og som forbinder det med et katalog over tilsvarende former for bod eller straf. Det ydre felt er den blinde eller uhæmmede magts område, og det er, som man ser, uendelig stort; der er uendeligt mange måder at gøre fortræd på, mens loven kun kan frembyde endelige kataloger. Hvad loven ikke dækker, må S’s samvittighed selv tage sig af.
Det sociale og kulturelle liv medfører naturligvis store kvantitative variationer fra domæne til domæne; på visse områder er der mere frihed end på andre, så hvert domæne har sit eget lille “frihedsrige”. Frihedens omfang afhænger endvidere af, hvilke subjekter der får adgang til den gørende magt. Diskrimination handler i stort omfang om netop dette spørgsmål. Eftersom dette at blive “kunnende” og “gørende” er at nyde fællesskabets tillid, kan diskriminationer beskrives som ulige fordelinger af denne kollektive tillid. I et patriarkat nyder kvinder antagelig en tillid, som er mere begrænset end mænds, selv på felter, de har adgang til. I et kommunistisk samfund nyder partimedlemmer større tillid end alle andre. I et racistisk samfund nyder kun folk af “samme race” tillid overhovedet. Overskridelser er dermed fænomener, der kan kaldes “tillidssvigt” eller “ansvarsforflygtigelse”. Når bankdirektøren organiserer eller støtter hvidvask eller svindel med betroede midler, er det ikke alene beklageligt, men pinligt i denne etiske og moralske forstand. Her betegner det etiske aspekt det tab af værdighed, som den overskridende magtudøvelse medfører for gerningsmanden, mens det moralske aspekt er virkningen på fællesskabets evne til at tilskrive kompetente magthavere tillid. Hvis denne evne svækkes alment, risikerer den etiske grænse at blive udvisket, så man får almindelig depravation, korruption og ødelæggelse af den sociale livsverden. Det er aktuelt tilfældet i mange samfund.
Frihed er et helt centralt og relevant kritisk begreb i politisk tænkning, ligesom det er et vigtigt aspekt i den intersubjektive erfaringsverden, hvor vi meget nemt og konstant kommer til at gøre hinanden fortræd eller i det mindste genere og irritere hinanden. Skænderier handler ligesom politisk polemik ofte om netop de frihedsrum, som vi indbyrdes opretter og redigerer. Hvad har man ret til, og på hvilke betingelser? I hvilket omfang? Rummet genforhandles konstant, og denne anvendelse af sproget er en væsentlig side af friheden som sådan. Princippet frihed går som struktur og topologisk begreb forud for spørgsmålet om, hvor de to grænsekredse skal markeres, nogle presser indad, andre presser udad… Denne debat er en nødvendig ingrediens i enhver demokratisk kultur.
Selv når det drejer sig om intime intersubjektive forhold som fysisk kærlighed, dvs. sex, gælder topologien, og de implicerede må forstå, hvor hinandens “grænser” går – er partneren overhovedet kvalificeret til at foretage sig noget, og i så fald hvor langt kan denne partner gå, før der er tale om uacceptabel og overskridende adfærd? Også her dukker lovens idé op som underforstået eller udtrykkelig regulator, dog ikke uden praktiske vanskeligheder, medmindre partnerne besidder en tilstrækkelig evne til at debattere og klargøre topologien i relevante tekniske og etiske termer, inden der sker skade og gøres fortræd. Især når kærligheden er “fri”, og dens udøvere er “frigjorte” mennesker, som improviserer, bør en filosofisk afklaring som bekendt altid opnås på forhånd, hvis fatale misforståelser skal undgås. For kærlighed er i sig selv en slags frihed, og dén frihed er det svært at undvære. Der må filosoferes på sengekanten.
Appendiks om fri kærlighed
Frihed består som nævnt af rum, frihedsrum, hvortil vi kommer ad en indgang, og som vi kan forlade ad en udgang. Indgangen er en slags kunnen, som vi skal opnå for at udøve den pågældende frihed. Udgangen markeres af en burden, en ansvarlighed eller etik, som vi kan sætte os ud over, og som i så fald fører enten til udvisning eller til katastrofer.
Der er mindst tre frihedsrum (FR) inden for kærlighedens sfære, foreslår jeg, nemlig det seksuelle samkvem (FR1), det varige parforhold (FR2) og forældreskabet (FR3).
FR1: Det seksuelle samkvem
Lad os betragte det første (FR1), det seksuelle samkvem. Det er et rum fuldt af skønne muligheder, oplevelser og erfaringer, men der er en kaskade af adgangsbetingelser, ting, man skal opfylde for at kvalificere sig til sex. Man skal kende den menneskelige anatomi godt nok til at vide, hvad der gør ondt på partneren, og hvad ikke; man skal kunne være sikker på, at man ikke risikerer at smitte partneren med en overførbar sygdom; man skal kunne opfatte sin partners følelser, tilstand og reaktioner nogenlunde præcist og kunne reagere på dem;2Seksuelle følelser determineres af bl.a. kønsidentiteten. Mennesker er vel at mærke udstyret med dobbelt kønsidentitet, nemlig fysiologisk og mentalt. Begge er biologisk givne, i den forstand at vi fødes med et bio-kropsligt køn, maskulint eller feminint, men desuden gennem barndom og ungdom udvikler et bio-mentalt … Continue reading man skal kunne mindst et af partnerens sprog og forstå, at man skal bruge det; kunne forvisse sig om, at partnerens alder gør samkvem lovligt; kunne og huske at forvisse sig om, at partneren virkelig ønsker seksuelt samkvem (juridisk udtrykt: “samtykke”); og man skal kunne undgå at påføre partneren vold, kontrollere egne fysiske reaktioner og forblive ved tilstrækkelig og ansvarlig bevidsthed gennem forløbet. Hvad med magtforholdet? Foregår en teoretisk set fri kærlighed mellem mennesker uden nogen form for magtspil indbyrdes? Nej, men hvis magtforholdet mellem to potentielt elskovsforbundne gør seksuelt samkvem obligatorisk eller stærkt anbefalet for den ene, skal begge afstå. Det er en uomgængelig adgangsbetingelse at acceptere denne magtregel. Hvis mænd betragtedes som systemisk mere magtfulde end kvinder, eller omvendt, ville heteroseksuel FR1 derfor ikke være mulig; det magtforhold, der skal betragtes, er imidlertid ikke det systemiske (generelle), men det empirisk givne sociokulturelle forhold i form af f.eks. ansættelse, præference, privilegium. Uanset sindelag fører brud på magtreglen til udnyttelse og diskvalificerer derfor FR1.
FR1 er et frihedsrum, som også er begrænset ved udgangen: Når en af partnerne føler, at forholdet skal ophøre, skal den anden acceptere at afslutte det, hvor smertefuldt det end kan være. Det er uetisk at straffe den først-afsluttende part, f.eks. ved forfølgelse (stalking) eller chikane. FR1 består af kropslig og mental intimitet, et værdifuldt aspekt af tilværelsen, for mange mennesker endda det mest værdifulde. Man kan dog alligevel beslutte at afslutte det, enten fordi “gnisten” forsvinder eller af hensyn til et nyt forhold (eller begge dele). Slutspillet, som det kaldes i skak, er her ofte meget vanskeligt og opleves som kompliceret. Hvis forholdet opfattes og opleves som eksklusivt, idet det er intimt, udelukker det naturligvis overlappende forhold; hvis partneren engagerer sig i andre forhold samtidig, kan intimiteten føles “forrådt”, man føler sig “blottet”, hvilket typisk medfører et ønske om afslutning. Her er endnu en kilde til etisk konflikt: Den “forræderiske” part kan ønske at undgå denne afslutning – for så vidt det er mentalt og fysisk muligt samtidig at elske flere personer dybt og intimt – ved at skjule “forræderiet” og vildlede partneren ved at tilsidesætte et elementært etisk krav om sandhed. Hvorvidt et FR1 er eksklusivt eller inklusivt, bør partnerne overveje i fællesskab, mens forholdet udvikler sig, idet spørgsmålets svar ikke alene afhænger af en udtrykkelig beslutning, men i høj grad også af den bio-mentale binding, det enkelte forhold udvikler (såkaldt jalousi). Hvis et forhold udvikler stærk eksklusivitet, fører det videre til FR2, det varige parforhold.
FR2: Det varige parforhold
FR1 kan opleves som “uforpligtende”. FR2 er derimod en forpligtende tidslig binding. Den første adgangsbetingelse er derfor afklaringen af selve overgangen fra FR1 til FR2. Skal forholdet være varigt? Uden udtrykkelig enighed er parterne ikke kvalificeret til adgang. Dertil kommer evnen til at opretholde samtale og samarbejde, koordination af tanker og handlinger langt ind i hverdagen. Siden FR2 i modsætning til FR1 er et “samliv”, fungerer intimiteten ved siden af en mængde praktiske gøremål uden særlig erotisk aura, og denne ambivalens kan føre til identitetsusikkerhed; parterne bestemmer stadig mere af hinandens identitet ved at skulle aftale og “stole på” hinandens handlinger, og den indbyrdes afhængighed3Psykisk afpresning er således meget almindelig; Man truer med brud og stiller arbitrære betingelser: “Du er ingenting uden mig. Men hvis jeg skal blive sammen med dig, skal du …” Virkningen afhænger naturligvis af modtagerens identitetsbinding til den talende. Magtspillet i parforhold er langt værre end i det blotte seksuelle … Continue reading medfører psykologiske bindinger, der kan udarte til psykisk partnervold (pervers narcissisme, sadisme). En god portion psykisk smidighed er et adgangskrav, ved siden af en tilsvarende portion humor og barmhjertighed. FR2 er faktisk en farlig tilstand. Man kan komme til at såre hinanden til døde. Dens ophør er tilsvarende en voldsomt forstørret udgave af FR1’s. Parterne bringer hinanden i fare, ofte endda livsfare, når elementær etik ikke respekteres, mens de sårede lidenskaber raser. FR2 kan imidlertid faktisk være et livsvarigt eller i hvert fald langvarigt parforhold bygget på varme gensidige følelser og aktivt venskab. Det kan i så fald også være indgangen til FR3: forældreskabet.
FR3: Forældreskabet
Når et par bliver “gravidt”, står parforholdet sin prøve, som FR2 kvalificerer til, men hvortil FR1 ikke er tilstrækkelig kvalifikation (en sådan potentiel FR1-fader flygter gerne i rædsel). Børn skal have dygtige, øvede elskende som forældre. Børn forbliver nemlig identitetsknyttet til deres forældre i mindst femten år. FR3 rekrutterer derfor fra FR2, men ikke gerne direkte fra FR1. FR3 behøver imidlertid ikke at indeholde et fastholdt FR2, idet forholdet kan forvandle sig til et samlevende venskab uden sex; men evnen til at skuldre emotionel kontakt med børn og tage ansvar for deres trivsel og integration i det omgivende sociale liv, alt imens forholdet til den fastholdte eller ikke-fastholdte partner bevares fredeligt, er en yderligere forudsætning. Vordende forældre burde derfor tegne en 15-årig ansvarskontrakt indbyrdes, snarere end en rituel og hyperbolsk, så godt som uoverkommelig, evighedskontrakt (ægteskab). Naturligvis kan brud og opbrud ikke undgås, men en udtrykkelig aftale ville som udgangspunkt forberede til det krævende (og givende) forløb. Blandt de former for misligholdelse, som desværre forekommer, må nævnes mishandling af barnet ved afstraffelse, psykisk vold og pædofili. Men når intet af den slags sker, er FR3 rigtignok en dyb og rig menneskelig erfaringskilde og et fundamentalt aspekt af tilværelsen. Når ansvarlighedskontrakten udløber, er parterne “frit stillet”; det betyder ofte, at tilværelsens frihedsrum bliver redefineret. Man får “andre interesser”; men en tilværelse består altid af frihedsrum, dvs. der er altid et eller andet, man kan og vil, så længe psyken tillader deltagelse i samfundslivet, andre menneskers liv.
| 1. | Der er ofte luft i vores forestillinger om frihed. Man kan være “fri som en fugl” snarere end som en skildpadde. Det er formentlig luftrummet, der giver os denne kropslige følelse af ikke at være i påtvunget nærkontakt med andre legemer. Man kan sammenligne med: “Som en fisk i vandet” – her er det behændigheden, der betones, ikke friheden. Derfor får vi ikke: “Fri som en fisk”, trods allitterationen. |
| 2. | Seksuelle følelser determineres af bl.a. kønsidentiteten. Mennesker er vel at mærke udstyret med dobbelt kønsidentitet, nemlig fysiologisk og mentalt. Begge er biologisk givne, i den forstand at vi fødes med et bio-kropsligt køn, maskulint eller feminint, men desuden gennem barndom og ungdom udvikler et bio-mentalt køn (af grammatiske grunde også kaldet genus), som enten er homo‑, hetero- eller pan-seksuelt (dette er vel at mærke lige så meget “skæbne” som det bio-kropslige køn); desuden kan det bio-mentale køn være identisk med det bio-kropslige eller være det modsatte: mandekrop med kvindesind, kvindekrop med mandesind. Hvilket matematisk set giver hvert individ seks elementære identitetsmuligheder for hvert bio-kropslige køn, det vil sige i alt tolv elementære biologiske muligheder. Det undrer mig, at genus- og kønsforskere ikke betoner det mentale køns biologiske status: Det er ikke en identitet, man “vælger”, således som f.eks. rigide, ortodokse katolikker tror, men et erotisk “selv”, man får udleveret af sin egen dobbelte biologi og er henvist til at opdage. Kønsdualiteten (det fysiologiske/det mentale køn) er måske vanskelig at acceptere rent filosofisk? At også vores sind er biologisk determineret? Hvis det ikke var det, ville vi heller ikke kunne lære eller tilegne os sprog. |
| 3. | Psykisk afpresning er således meget almindelig; Man truer med brud og stiller arbitrære betingelser: “Du er ingenting uden mig. Men hvis jeg skal blive sammen med dig, skal du …” Virkningen afhænger naturligvis af modtagerens identitetsbinding til den talende. Magtspillet i parforhold er langt værre end i det blotte seksuelle samkvem. De psykiske skader påført ved ukvalificeret og langvarig FR2 er undervurderede. |