• Print

La querelle des femmes og de kvindelige filosoffers antikke historie


29. oktober 2020

Tam magnus est femi­narum quae scrip­se­re numerus, ut de earum solis nomi­ni­bus ingens volu­men conscri­bi pos­set. Så stort er antal­let af kvin­de­li­ge for­fat­te­re, at ale­ne en opteg­nel­se over deres nav­ne vil­le udgø­re et digert værk.

Således åbner den mand­li­ge, fran­ske filo­log Gilles Ménage sit stu­die af de antik­ke kvin­de­li­ge filo­sof­fer, Historia muli­e­rum phi­los­op­harum, udgi­vet før­ste gang i 1690.1Ménages værk er ble­vet over­sat fle­re gan­ge i nye­re tid: til engelsk i 1984, til fransk i 2003 og 2006, ita­li­ensk i 2005 og spansk i 2009. Interessen for vær­ket er dog ikke kun moder­ne. I 1702 udkom en engelsk over­sæt­tel­se som en del af en sam­let udga­ve med Diogenes Laertios’ De emi­nen­te filo­sof­fers liv. Dermed hav­de man en sam­let bio-doxo­gra­fisk … Continue reading Der er imid­ler­tid ikke tale om et digert værk. Ménage foku­se­rer ude­luk­ken­de på de antik­ke kvin­der, som har beskæf­ti­get sig med “de seri­ø­se disci­pli­ner”, dvs. filo­so­fi. Og her er det mere magert, om end ikke helt køns­løst, hvad vi har at gøre med.

Oplysningens kvin­der

Når det giver mening at beskæf­ti­ge sig med det­te rela­tivt obs­ku­re værk – en tysk oversættelse2Gilles Ménage, Geschichte der Philosophinnen, Meiner Verlag, 2019. af en kort filo­lo­gisk tekst skre­vet på lat­in i 1690 – er det for­di det er en del af og hen­vi­ser til noget stør­re: Debatten om kvin­der­nes bort­re­tou­che­re­de rol­le i tænk­nin­gens og viden­ska­bens histo­rie.

Som Ménages bog er et leven­de bevis på, er den­ne debat ikke ny. Da Gilles Ménage udgav sin Historia muli­e­rum phi­los­op­harum før­ste gang i 1690 og i en revi­de­ret udga­ve i 1692, var den ikke blot et filo­lo­gisk bidrag til filo­so­fi­hi­sto­ri­en. Den var også et eks­pli­cit bidrag til en bre­de­re debat om kvin­der­nes histo­ri­ske og nuti­di­ge evne til at bidra­ge til viden­ska­ber­ne.

1600-tal­let hav­de set en sti­gen­de fremvækst af ori­gi­na­le kvin­de­li­ge filo­sof­fer. Mest berøm­te er Margaret Cavendish og Anne Conway, som bidrog til den filo­so­fi­ske debat i England. Men også i Frankrig blev kvin­der­ne sta­dig svæ­re­re at igno­re­re. Omkring år 1600 blev Montaignes berøm­te Essais redi­ge­ret og udgi­vet af Marie de Gournay, der også udgav egne kri­ti­ske essays om blandt andet kvin­ders sta­tus, ret til uddan­nel­se og det pro­ble­ma­ti­ske i deres afhæn­gig­hed af mænd. Og mod slut­nin­gen af 1600-tal­let blev Gabrielle Suchons femi­ni­sti­ske skrif­ter læst og dis­ku­te­ret i et af Frankrigs før­en­de tids­skrif­ter, Le jour­nal des savants.

Det var dog sær­ligt i den frem­vok­sen­de salon­kul­tur, at kvin­de­li­ge tæn­ke­re fandt en vej ind i det intel­lek­tu­el­le mil­jø. En af dis­se salo­ner blev afholdt i Det Blå Værelse hos Madame de Rambouillet. Foruden Rambouillet for­sam­le­des kvin­der som Madeleine de Scudéry, der gik under nav­net Sappho efter den antik­ke græ­ske filo­sof og dig­ter, Madame de Sévigné og Madame de Lafayette – alle berøm­te for­fat­te­re og intel­lek­tu­el­le.

Denne grup­pe af disting­ve­re­de pre­cieux – lat­ter­lig­gjort i sam­ti­den i Molières Les pre­cieu­ses ridi­cu­les – bestod ikke kun af kvin­der. Mange af dati­dens intel­lek­tu­el­le mænd slog også deres fol­der i Det Blå Værelse.

Iblandt dis­se var også Gilles Ménage. Han var oprin­de­ligt uddan­net til en poli­tisk kar­ri­e­re som jurist, men opgav tid­ligt sit vir­ke for at hel­li­ge sig stu­di­er og en intel­lek­tu­el kar­ri­e­re. Fra omkring 1650 og frem til sin død i 1693 udgav han en ræk­ke vær­ker om de fran­ske og ita­li­en­ske sprog og deres histo­rie, her­i­blandt en fransk ety­mo­lo­gisk ord­bog. Han pro­du­ce­re­de des­u­den en ræk­ke lit­teræ­re vær­ker og bon mots, lige­som han også redi­ge­re­de og genud­gav enkel­te antik­ke tek­ster. Han afholdt des­u­den sin egen salon, hvor blandt andre Madame de Lafayette og Madame de Sévigné delt­og. Her dis­ku­te­re­de man filo­so­fi og lit­te­ra­tur, såvel som sprog og over­sæt­tel­se og – angi­ve­ligt – kvin­despørgs­må­let.

La que­rel­le des fem­mes

Debatten om kvin­ders evne til at bidra­ge til udvik­lin­gen af filo­so­fi og viden­skab hav­de stå­et på siden 1400-tal­let og blev siden kendt som la que­rel­le des fem­mes eller ‘kvin­despørgs­må­let’. Mest kendt er nok Christine de Pizan, som i sin Livre de la cité des dames byg­ger et sam­fund af ærvær­di­ge kvin­der, der har bidra­get til ver­dens­hi­sto­ri­en, og som inkar­ne­rer de dyder – for­nuft, ret­mæs­sig­hed og ret­fær­dig­hed – på hvil­ke ethvert ret­fær­digt sam­fund bør hvi­le.

I 1600-tal­lets Frankrig var debat­ten båret af for­skel­li­ge for­søg på enten at påvi­se, at der også blandt kvin­der var nog­le, som hav­de ydet sær­li­ge bidrag til men­ne­skeslæg­ten og ånds­vi­den­ska­ber­ne. Eller som i François Poullain de La Barres De l’é­ga­lité des deux sexes fra 1673 at påvi­se, at køn­ne­ne var lige, når det kom til men­tale fær­dig­he­der. Ménages bog faldt i den før­ste kate­go­ri, idet han med histo­risk-filo­lo­gisk grun­dig­hed påvi­ste, at kvin­der altid har spil­let en rol­le i filo­so­fi­ens udvik­ling.

Ménage så selv så sin filo­lo­gi­ske udgi­vel­se som en del af den­ne debat. Dette viser sig mest kon­kret i hans dis­kus­sion andet­steds af kvin­der­nes ret til at bli­ve opta­get i Académie Française, insti­tu­tio­nen der vær­ner om det fran­ske sprog. Ménage var ikke selv med­lem af aka­de­mi­et og hav­de eks­pli­cit ikke noget ønske derom. Men det­te for­hin­dre­de ham ikke i tale for kvin­ders ret til med­lem­skab.

I en sam­ling tan­ker og taler, udgi­vet året efter hans død, argu­men­te­re­de Ménage for navn­giv­ne kvin­ders ret, såvel som kvin­ders prin­ci­pi­el­le ret, til plad­ser i aka­de­mi­et med den begrun­del­se, at de hav­de beri­get det fran­ske sprog. Hvis nogen skul­le være i tvivl om mulig­he­den af det­te, hen­vi­ser Ménage i den­ne tekst til “sin afhand­ling, Mulierum phi­los­op­harum, som frem­vi­ser en ræk­ke ældre eksemp­ler på de udmær­kel­ser, man før­hen har erkendt kvin­der.” Akademiet fik sit før­ste kvin­de­li­ge med­lem i 1980, knap 300 år sene­re.

På et mere per­son­ligt plan er Ménages værk dedi­ke­ret til Anne Dacier. At han over­ho­ve­det skrev det­te værk skyld­tes iføl­ge Ménage selv Dacier, “den mest lær­de kvin­de, der er og har været.” Dacier var selv klas­si­cist og stod blandt andet bag over­sæt­tel­ser af Iliaden og Odyséen, såvel som udgi­vel­ser inden­for over­sæt­ter- og kul­tur­te­o­ri.

Det var dog hen­des over­sæt­tel­ser af Markus Aurelius’ Meditationer, der hid­kald­te Ménages opmærk­som­hed. Disse var offi­ci­elt udfær­di­get i sam­ar­bej­de med hen­des mand André og også udgi­vet som sådan. Men iføl­ge Ménage vid­ste alle, at over­sæt­tel­sen ude­luk­ken­de var Annes. Dedikationen til hen­de er såle­des en dedi­ka­tion til alle de kvin­der, hvis bidrag og ori­gi­na­li­tet er ble­vet gemt og glemt bag de mand­li­ge intel­lek­tu­el­le, som befol­ker histo­ri­en.

De kvin­de­li­ge filo­sof­fers histo­rie

Ménages stu­die behand­ler 65 kvin­de­li­ge filo­sof­fer fra den tid­lig­ste antik og frem til høj­mid­delal­de­ren. Forlægget er Diogenes Laertios, der i det tred­je århund­re­de e.v.t. hav­de skre­vet om De emi­nen­te filo­sof­fers liv og menin­ger (Ménage stod bag en genud­gi­vel­se af vær­ket i 1664). En moder­ne udga­ve løber op på over 500 sider. Heri hav­de Diogenes behand­let filo­sof­fer­ne bio-doxo­gra­fisk, dvs. beskre­vet alt hvad man vid­ste om deres liv, her­i­blandt fan­ta­si­ful­de anek­do­ter og ryg­ter, samt hvad man vid­ste om deres hold­nin­ger. De to afspej­ler hin­an­den ved at den filo­so­fi­ske dok­trin eksem­pli­fi­ce­res og i vis­se til­fæl­de kun udtryk­kes gen­nem kon­kre­te hand­lin­ger. Det er Diogenes Laertios, vi skyl­der histo­ri­er­ne om, at Thales faldt i en brønd, for­di han hav­de travlt med at betrag­te him­me­len, og at han påvi­ste natur­fi­lo­so­fi­ens anven­de­lig­hed ved at for­ud­se en sær­lig god høst og der opkøb­te samt­li­ge oli­ven­pres­ser. Det er også fra Diogenes Laertios, vi har beret­nin­ger om kyni­ke­ren Diogenes, der bad Alexander den Store flyt­te sig, for­di han skyg­ge­de for solen, og om andre kyni­ke­re, som kop­u­le­re­de i fuld offent­lig­hed, for­di menin­gen med livet var at søge nydel­se og ikke at under­læg­ge sig andre men­ne­skers for­dom­me. For Diogenes Laertios og hans sam­tid var filo­so­fi en levet prak­sis.

Ménage føl­ger for­men fra Diogenes Laertios’ stu­die af De emi­nen­te filo­sof­fers liv og menin­ger om end i en mere rede­lig filo­lo­gisk stil med mas­ser af kil­de­hen­vis­nin­ger. Tilgangen er dog sta­dig bio-doxo­gra­fisk og Ménage skr­æl­ler sine impo­ne­ren­de man­ge kil­der for alt, hvad de har. Særligt Sudaen, det byzan­tin­ske lek­si­kon fra det tien­de århund­re­de, benyt­tes hyp­pigt. Ofte er der dog ikke meget at kom­me efter, hvor­for opsla­ge­ne tit er mere fak­tu­elt bio­gra­fi­ske end egent­lig doxo­gra­fi­ske. Eksempelvis lærer vi om Gemina, at det er nav­net på både en mor og en dat­ter, der beg­ge var ele­ver af Plotin, såle­des som Porphyr beskri­ver i Plotins liv. That’s it.

Ménage føl­ger også Diogenes, om end i mere syste­ma­tisk og ord­net form, ved at ind­de­le filo­sof­fer­ne i sko­ler. Vi har såle­des ti sko­ler: pla­to­ni­ke­re, kyni­ke­re, stoi­ke­re, pyt­ha­goræ­er osv., samt et kapi­tel, der sam­ler “resten”.

Under kapit­let for peri­pa­te­ti­ke­re, dvs. ari­sto­te­li­ke­re, fin­der vi kun to opslag, “Olympiodoros’ dat­ter” og “Theodora”, mens pla­to­ni­ker­ne er mere tal­ri­ge og går til­ba­ge til Platons egen tid i Akademiet, hvor både Lastheneia og Axiothea var ele­ver.

Det suverænt mest omfat­ten­de kapi­tel omhand­ler dog pyt­ha­goræ­er­ne. Dette skyl­des, at kvin­der, om end ikke lige­stil­le­de med mænd, hav­de en aktiv rol­le at spil­le i pyt­ha­goræ­i­ske soci­a­le rela­tio­ner og dis­kus­sio­ner. Således har vi ikke blot bio­gra­fi­ske detal­jer, men også bre­ve og min­dre trak­ta­ter for­fat­tet af pyt­ha­goræ­i­ske kvin­der.

Kvinder på pensum

Ménage beret­ter om Pamphile fra Epidauros, Ægypten, at Photios og Sudaen for­tæl­ler, at der blandt hen­des 33 udgiv­ne vær­ker var nog­le, som behand­le­de filo­so­fi­ske spørgs­mål. Om Leontion for­tæl­ler Ménage, at Cicero for­tæl­ler, at hun udgav en kri­tik af den ari­sto­te­li­ske filo­sof Theophrastos. Og i det lan­ge opslag om Hypatia, kan vi læse om adskil­li­ge vær­ker, som behand­le­de astro­no­mi­ske og viden­ska­be­li­ge spørgs­mål.

Fælles for dis­se vær­ker er, at de er tabt. Vi har nog­le af Pamphiles “Observationer” cite­ret i den romer­ske for­fat­ter Aulus Gellius’ Attiske næt­ter. Vi har også et kort skrift, Tractatus de muli­eri­bus, der omhand­ler kvin­der i krig, og som mulig­vis er af Pamphiles hånd. Men vi har ikke adgang til de antik­ke kvin­de­li­ge filo­sof­fers skrif­ter, tan­ker og argu­men­ter i noget, der bare min­der om sam­men­hæn­gen­de form.

Undtagelsen er som nævnt de pyt­ha­goræ­i­ske kvin­der. Her har vi over­le­ve­ret en sam­ling kor­te­re bre­ve, der behand­ler dag­lig­dags udfor­drin­ger, men også spørgs­mål om dyd, besin­dig­hed og men­ne­skets natur. Særlig inter­es­sant er den sene Theano, som også er dedi­ke­ret det læng­ste opslag i Ménages tekst, og fra hvem vi har de læng­ste frag­men­ter. Disse behand­ler pyt­ha­goræ­i­ske dok­tri­ner i rela­tion til spørgs­mål om livs­fø­rel­se, opdra­gel­se og mel­lem­men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner. I 2013 udgav den ame­ri­kan­ske histo­ri­ker Sarah Pomeroy en sam­let intro­duk­tion til Pythagorean Women, som for­u­den et sam­let stu­die inde­hol­der intro­duk­tion, over­sæt­tel­se og kom­men­tar til dis­se bre­ve. Der er såle­des en smu­le pri­mær­lit­te­ra­tur fra de kvin­de­li­ge filo­sof­fer, man kan at sæt­te på pensum i filo­so­fi- og viden­skabs­hi­sto­ri­ens antik­ke og senan­tik­ke del.

Men vores udfor­dring er, at antik­kens og mid­delal­de­rens minu­tiø­se kopi­ster ikke har for­må­et eller ikke har ønsket at beva­re de kvin­de­li­ge filo­sof­fers skrif­ter. Dette bekræf­tes i A History of Women Philosophers, et 4‑binds værk over kvin­der i filo­so­fi­hi­sto­rie udgi­vet i 1987, hvis før­ste bind om Antikken for­u­den de pyt­ha­goræ­i­ske kvin­ders egne tek­ster må repro­du­ce­re beskri­vel­ser af kvin­de­li­ge filo­sof­fers dok­tri­ner i andre antik­ke kil­der, og som end­da med­ta­ger kvin­de­li­ge figu­rer (mulig­vis vir­ke­li­ge) og deres dok­tri­ner, som de optræ­der i eksem­pel­vis Platons vær­ker.

Kvinder optræ­der såle­des yderst sjæl­dent som for­fat­te­re i det beva­re­de mate­ri­a­le. Hos Ménage, som gen­gi­ver, hvad vi ved fra kil­der­ne, optræ­der kvin­der­ne dog ofte som under­vi­se­re og dis­kus­sions­part­ne­re, som mødre og døtre, der lærer fra sig eller lærer vide­re, som pen­ne­ven­ner (vi ken­der sær­ligt Epikurs filo­so­fi gen­nem hans bre­ve, der ofte er adres­se­ret til kvin­der), og som lær­de og læse­re.

Her har vi alt­så ikke at gøre med filo­so­fi og viden­skab som tekst­lig pro­duk­tion, som er den form for filo­so­fi, der kom­mer på pensum og dyr­kes i dag. I ste­det er det filo­so­fi som et leven­de og kol­lek­tivt pro­jekt af kon­ti­nu­er­lig dis­kus­sion og udveks­ling. Dette er givet­vis mere tro mod tænk­nin­gen og mod tænk­ning for­stå­et som en del af vores kol­lek­ti­ve livs­form. Men det ned­ar­ves som kol­lek­tiv bevidst­hed og er svært at omsæt­te i nor­mal­si­der på en pensum­li­ste.

Hvad Ménages værk påvi­ser er imid­ler­tid, at der er kvin­der i alle de filo­so­fi­ske sko­ler, og at de har spil­let en rol­le, om end det er svært præ­cis at sige hvil­ken. Hvis vi stort set ikke kan under­vi­se i de antik­ke kvin­de­li­ge filo­sof­fers skrif­ter, kan vi dog sta­dig under­vi­se om de kvin­de­li­ge filo­sof­fer. Og som det var til­fæl­det med Anne Dacier, er der god grund til at over­ve­je, hvor meget der er skre­vet, tænkt og udvik­let af kvin­der, og hvor meget mænd uret­mæs­sigt har taget æren for.

1. Ménages værk er ble­vet over­sat fle­re gan­ge i nye­re tid: til engelsk i 1984, til fransk i 2003 og 2006, ita­li­ensk i 2005 og spansk i 2009. Interessen for vær­ket er dog ikke kun moder­ne. I 1702 udkom en engelsk over­sæt­tel­se som en del af en sam­let udga­ve med Diogenes Laertios’ De emi­nen­te filo­sof­fers liv. Dermed hav­de man en sam­let bio-doxo­gra­fisk frem­stil­ling af de antik­ke filo­sof­fer, kvin­de­li­ge såvel som mand­li­ge. En lig­nen­de udga­ve med Ménage og Diogenes Laertios’ vær­ker sam­let kom i fransk over­sæt­tel­se i 1758 med nye oplag i 1761 og 1796. Herefter synes inter­es­sen dog at være dalet, og på nær en lat­insk udga­ve fra 1833 genud­gi­ves vær­ket ikke før den engel­ske over­sæt­tel­se af 1984. Værket kan såle­des siges at have to recep­tions­fa­ser: I oplys­ning­sti­dens que­rel­le des fem­mes med sin sto­re inter­es­se for antik­ken (også som en model for det moder­ne sam­fund) og en moder­ne que­rel­le des fem­mes, hvor spørgs­må­let om den mang­len­de lige­stil­ling, her­un­der hvad man har fun­det vær­digt til at ind­gå i filo­so­fi­hi­sto­ri­en, siden 1970’erne og sær­ligt efter årtu­sind­skif­tet har været en driv­kraft bag nye forsk­nings­om­rå­der og en genskriv­ning af filo­so­fi­hi­sto­ri­en. Ménages værk spil­ler en dob­bel­trol­le i den­ne que­rel­le: Det giver et ind­blik i antik­kens kvin­de­li­ge filo­sof­fer sam­ti­dig med, at det i kraft af sin eksi­stens er et leven­de bevis på kvin­despørgs­må­lets rol­le i oplys­nin­gens tænk­ning og filo­so­fi­hi­sto­rie. Nærværende arti­kel tager udgangs­punkt i Geschichte der Philosophinnen, udgi­vet på Meiner Verlag i 2019, og som er vær­kets før­ste tyske over­sæt­tel­se. Det er des­u­den den før­ste tospro­ge­de udga­ve og den før­ste genud­gi­vel­se af ori­gi­nal­tek­sten i moder­ne tid, hvil­ket gør det muligt at føl­ge den oprin­de­li­ge lat­in­ske tekst side om side med den tyske over­sæt­tel­se. Derudover er bogen for­sy­net med en god ind­led­ning, der giver et fint over­blik over bogens kon­tekst; et fyl­digt note­ap­pa­rat; en kort filo­lo­gisk arti­kel, der dis­ku­te­rer det brug­te manuskript; samt en fyl­dig bibli­o­gra­fi, der vil være guld værd for alle, som ønsker at arbej­de vide­re med teksten.
2. Gilles Ménage, Geschichte der Philosophinnen, Meiner Verlag, 2019.