Guy Debords La société du spectacle foreligger nu i en ny dansk oversættelse med titlen Det spektakulære samfund. Det er en særlig form for bog. Da den udkom i 1967, var den et forsøg på at kortlægge en ny historisk situation med henblik på at hjælpe en kommunistisk revolution på vej. Der fandtes ikke mange af den slags bøger i 1967, og der findes endnu færre i dag, hvor kun få tør kaste sig ud i så ambitiøst et anliggende som at tegne et samlet billede af det kapitalistiske samfund og dets modsigelser. Med Det spektakulære samfund beskrev Debord de afgørende politiske faktorer i den anden halvdel af det 20. århundrede. Han var fuldt ud klar over det provokerende ved et sådant foretagende. I 1960’erne talte såvel politikere som sociologer og andre allerede om klassesamfundets forsvinden. Om hvordan tidligere konflikter nu var blevet overvundet. Debord var uenig, og bogens 221 teser viser igen og igen, at det ikke var tilfældet, men at betingelserne for en revolution tværtimod var modne.
Kommunikation og vareproduktion
En af udfordringerne ved at genlæse Debords bog i dag er den forsimplede medievidenskabelige internalisering af bogens titel og dens analyse af den rolle, billeder spiller i dag. Fra Reagan over Berlusconi til Trump ved vi alle sammen, at billeder spiller en central rolle i formidlingen af politik. Begivenheder som 9/11, Snowdens afsløring af NSA’s overvågning og Cambridge Analyticas påvirkning af præsidentvalget i USA i 2016 har slået fast, at det politiske spil er kendetegnet ved såvel synlighedsdyrkelse, misinformation som skjult påvirkning. Det taler vi ofte om som spin.
Debords analyse er imidlertid ikke en analyse af den måde, politik bliver pakket ind på. Det er en langt mere omfattende analyse af en udvidelse af det kapitalistiske samfunds fremmedgørelsesformer, og hvordan fremmedgørelsen har antaget billedform. Det er det, Debord beskriver som det “spektakulære”, der omslutter samfundet og underkaster det. Ifølge Debord, der er elev af Marx, er det kapitalistiske samfund kendetegnet ved modsigelse, men denne modsigelse holdes nu sammen af billedlige dominansformer, der ikke blot trænger ind i hverdagslivet, men også gør det svært at overskue samfundet og danne sig et billede af det, så man forstår, hvordan tingene hænger sammen.
Det spektakulære samfund er en analyse af ændringer i kapitalismen. Debord udfører en implicit kritik af basis-overbygningsmodellen, idet han kæder det spektakulære og den materielle vareproduktion sammen. Den teknologiske udvikling i de avancerede økonomier har afsluttet materiel elendighed, men til gengæld resulteret i en individuel og social misere, passivering og adskillelse, hvor mennesker bare overlever (og ikke lever). Det er denne nye fattigdom, som Debord kortlægger.
Debord udfører en analyse af fremkomsten af nye kontrolformer. Han trækker på Marx’ analyse af varen og på forskellige senere udvidelser af kritikken af den politiske økonomi – ikke mindst Georg Lukács’ analyse af tingsliggørelse. Ifølge Debord spiller billeder en helt central rolle i det spektakulære samfund, men ikke i en forsimplet medievidenskabelig forstand, hvor det handler om falske eller sande billeder. Det er i stedet helheden af det kapitalistiske samfunds økonomiske, politiske og kulturelle processer, Debord analyserer. Det er en analyse af, hvorledes de menneskelige relationer, inklusive sproget, er blevet iscenesat. Fremmedgørelsen er blevet udvidet, den har spredt sig fra fabrikken og produktionsprocessen og trænger nu ind i områder af det menneskelige liv, der tidligere ikke var underkastet vareformen, områder som fritid, men også kunst. Det var derfor, Debord og situationisterne på et tidspunkt opgav kunstinstitutionen. Det er kun for så vidt, at kunsten tager form af overskridende aktioner uden for kunsten, at den er tro mod kunstens historiske potentiale og bidrager til en kritik af det spektakulære, konkluderede de. Situationisternes situation var det modsatte af spektaklet, det var proletariatets æstetisk-revolutionære selvskabelse.
Negationens stil
Det er den historiske analyse af udvidelsen af underkastelsen, hvad Marx kaldte subsumption, som tenderer til at give Debords analyse en særlig dramatisk dimension, der momentvis gør den til storladen forfaldshistorie om, hvordan mennesket er endt med at miste herredømmet til teknologien. Det er en risiko, Debord er villig til at tage. Det er immanent kritik som polemik, og polemik kan tendere det karikerede. Men det var et spørgsmål om alt eller intet for Debord, kontrarevolutionen accelererede, det symbolske produktionsapparat producerede billeder, reklamer, slogans, brands og virtuel lykke i en svimlende bevægelse, derfor handlede det om at fremsætte en totalkritik, begrænset kritik ville blot bekræfte det bestående, kun en sammenhængende kritik af den materialiserede ideologi var relevant.
Derfor er Debords bog heller ikke skrevet som en tør og kedelig akademisk afhandling, men består af 9 kapitler og 221 teser, der hver og én hamrer løs på den spektakulære vareøkonomi og dens billedlige dominansformer. Det er ikke sociologi eller politisk videnskab, Debord har gang i, det er snarere revolutionær anti-videnskab, en form for politisk skrift, der kalder på handling og udfordrer institutionaliserede måder at tænke på. Et skrift, som nægter at følge reglerne og leve op til alle mulige akademiske normer for god videnskabelig skik eller måder at argumentere på. Det spektakulære samfund er et opråb, et kampskrift, hvor indhold og form hænger uløseligt sammen. Debord skriver på én gang kontrolleret og aforistisk. Teserne er skrevet i en særlig stil kendetegnet ved en kølig elegance, hvad Debord selv kaldte “negationens stil”.
Det spektakulære samfund var en intervention, hvor Debord angreb spektaklet, men kun havde spektaklets dominerede former til sin rådighed. Bogens analyse var derfor uløseligt knyttet til en “praktisk kritik”. Kun når den teoretiske kritik af spektaklet smeltede sammen med “den praktiske strømning af negation i samfundet”, ville den blive sand.
Debords analyse forbliver vigtig. På et punkt lader den imidlertid meget tilbage at ønske. Debord og situationisterne abonnerede fuldhjertet på marxismens moderniseringsutopi. De glorificerede det teknologiske fremskridt, der fandt sted på baggrund af Verdenskrigenes destruktion, og de troede, det var muligt at afvikle lønarbejdet gennem automatisering. På den måde reflekterede den situationistiske arbejdskritik blot den selvkritik, som kapitalismen selv begyndte at fremføre i perioden. På det punkt var samtidige tænkere som Jacques Ellul, som Debord havde en årelang brevveksling med, og Günther Anders længere fremme end Debord.
Dengang og nu
Maj ’68 er længe siden, og Debords forhåbninger om en revolutionær overskridelse af kapitalismen fandt ikke sted. De følgende fire årtier var i det store og hele et langt nederlag. Men siden 2016 har den skjulte borgerkrig inden for det bestående samfund nået et punkt, hvor den bryder ud i åben konfrontation: I Frankrig udgør Nuit debout, de Gule Veste og senest pensionsstrejkerne en diskontinuerlig protestbevægelse, der peger hinsides. Der bliver igen ‘konstrueret situationer’ mod spektaklet.
Der mangler imidlertid noget. Proletariatet er der ikke længere. Det historiske subjekt har forladt scenen. Historien er ikke slut, men det er svært at argumentere for, at den har en mening eller en retning, som Debord gjorde det i 1967. Fukuyama havde faktisk ret i den forstand, at der ikke længere er nogen eskatologi, at der ikke længere er en idé om, at mennesker skaber historien og giver den en mening. Der sker ufatteligt meget, den ene begivenhed afløser den anden – fra 9/11 til invasionen af Irak til finanskrisen til de arabiske revolter og pladsbesættelsesbevægelserne i 2011, til den såkaldte ‘flygtningekrise’, til Brexit og valget af Trump og nu corona-pandemien – men der er ikke nogen sammenhængende mening, der er ikke nogen historisk logik. Det er det store skift: proletariatet er fraværende.
For Debord var proletariatet en kraft, der lå og pressede på historien. Den unge Marx’ skrifter om den klassedestruerende klasse var af stor betydning for Debords forestilling om den revolutionære overskridelse af det kapitalistiske samfund, overskridelsen af ‘forhistorien’. Proletariatet var en subjektivitet, som pressede på måden, verden skulle forstås. Der var en historisk nødvendighed. Debord var med på hele den unghegelianske historie om proletariatet som et fremmedelement “i den moderne kapitalisme intensiverede fremmedgørelse”, som Debord formulerer det i tese 114. Proletariatet var blevet frarøvet ejerskabet over sin arbejdskraft og havde derfor en mission, en opgave. At omgøre udbytningen. Proletariatet havde intet, proletarerne var jo ejendomsløse, og derfor var proletariatet klassesamfundets negation og ophævelse. Forhistoriens afslutning – “kravet om at nutiden permanent skal herske over fortiden”. Marx’ vendte ikke blot Hegels idealistiske historiefilosofi om og gjorde den til et spørgsmål om produktionsmåder, han gav den også et andet endemål, det kommunistiske samfund. Det var stadigvæk målet for Debord. Kommunismen som “den totale kritik af separationen”.
Perioden siden maj-juni 1968 giver ikke rigtig anledning til at opretholde den dialektiske analyse. Teoretisk og historisk er forestillingen om proletariatet svær at opretholde. Det betyder ikke nødvendigvis, at det revolutionære perspektiv skal smides overbords, som blandt andre Foucault, Deleuze og Guattari og Rancière gjorde det i 1970’erne og 1980’erne, fordi de forstod totalitetsbestræbelsen som bemestrende. Men det betyder, at vi må gentænke modstillingen eller revidere den.
Hvis vi betragter de kampe, der fandt sted før corona-pandemien gjorde det muligt for staten at lukke det offentlige rum helt ned, eksempelvis De Gule Veste i Frankrig, så er det tydeligt, at vi har at gøre med et højst sammensat fænomen, der vanskeligt lader sig forstå med henvisning til en hegeliansk-marxistisk historiefilosofi. Det var ikke proletariatet, der stod i rundkørslerne. Det var ikke de fattigste i Frankrig, men de, der bliver fattigere og oplever en langsom social deroute i takt med, at efterkrigstidens velfærdssamfund i løbet af de sidste 30 år er blevet mere og mere udhulet. De, der havde vænnet sig til at have fritid med adspredelser, hvor de kunne gå ud og tage på ferie. De, der stille og roligt har oplevet deres privilegier glide dem af hænde og samtidig har set erhvervslivet og den politiske elite tilrane sig en stadig større rigdom, magt og luksus, kulminerende med en 500.000 euro dyr renovering af Élysée-palæet. De er ofre for klasseudbytning og eksklusion, men forstår ikke deres situation i henhold til nogen idé om klassekamp og da slet ikke socialisme eller kommunisme, ‘socialiseringen af produktionen’ eller noget i den dur. Det er en gruppe uden noget forhold til klassepolitik. Det var da også staten, mere end det var arbejdsgivere eller kapitalistklassen, som de undertrykte i udkants-Frankrig protesterede imod. Det var staten, staten som varetager af den sociale reproduktion. Problemet er selvfølgelig, at statens evne til at varetage den sociale reproduktion løbende er blevet undermineret af den neoliberale globalisering. Men det var ikke som arbejdere, folk stod i rundkørslerne eller smadrede luksusbutikker på Champs-Élysées. Det var deres livsbetingelser og den sociale marginalisering, de oplever, der gjorde, at de for manges vedkommende for første gang i deres liv sagde fra og gik på gaden eller besatte rundkørsler. Kampen var ikke en klassekamp, det var ikke arbejdsforhold, det handlede om, men folks hverdagsliv. Det var ikke arbejderklassen som proletariatet, det var snarere dem, der er i færd med at blive overflødige, de, der er til overs, hvad sociologer og psykologer måske taler om som sociale tilfælde.
Den nye protestcyklus, der for alvor startede i 2011, finder sted i opløsningen af den etablerede arbejderbevægelse og uden henvisning til en idé om klassekamp, inklusive Debords. ‘Arbejderen’ indgår i dag i et internt/eksternt nationaldemokratisk skuespil, hvor såvel senfascister som socialdemokrater kæmper om retten til at repræsentere en stadig mere nationalistisk arbejderklasse, der vil gøre meget for at redde sine privilegier på bekostning af ‘de fremmede’, hvordan de så end iscenesættes. Arbejderklassen er ikke længere en revolutionær kraft, og når folk går på gaden, gør de det som individer, ikke som en klasse.