Der er ikke nogen tvivl om, at de intellektuelle kvinder, som argumenterede for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene, blev betragtet som yderst radikale, ja endda revolutionære i det 17. og 18. århundrede. Alligevel finder vi stort set ingen af disse kvindelige tænkere i den forskningslitteratur, der beskæftiger sig med oplysningens radikale tænkere. Faktisk møder man stort set ingen kvinder, når man læser om den afgørende og banebrydende bevægelse i filosofihistorien, som i dag er kendt som radical enlightenment, på dansk ‘radikal oplysning’. I stedet er det “store mænd” som Spinoza (1632–1677), Diderot (1713–1784), Lessing (1729–1781) og Baron d’Holbach (1723–1789), som pryder siderne i de efterhånden mange værker, der er blevet forfattet om denne periode. I denne tekst vil jeg præsentere to metodiske overvejelser, der kan være med til at forklare, hvorfor der tilsyneladende ikke er nogen kvinder blandt Europas radikale oplysningstænkere, og hvad man kan gøre for at fremhæve radikale kvinders bidrag til denne bevægelse. De to problemer, som jeg vil beskæftige mig med, har jeg for klarheds skyld døbt “tjeklisteproblemet” og “hierarkiproblemet”.1Disse to begreber bygger på arbejde jeg præsenterer i en artikel, der i skrivende stund er til fagfællebedømmelse i et andet tidsskrift.
Begrebet “radikal oplysning” blev først gjort populært af Margaret C. Jacob i 1981 med udgivelsen af værket The Radical Enlightenment: Pantheists, Freemasons and Republicans.2Margaret C. Jacob, The Radical Enlightenment: Pantheists, Freemasons and Republicans. 3. (London: George Allen & Unwin, 1981). Siden har debatten raset om, hvad der egentlig bør gælde som “radikal tænkning” i den filosofiske og historiske kontekst, som Europa udgør i det 17. og 18. århundrede. En af de mest indflydelsesrige indspark i debatten kommer fra Jonathan Israel, som i 2001 udgav bogen Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity 1650–1750.3Jonathan Israel, Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity 1650–1750 (Oxford: Oxford Univ. Press, 2001). Israel har sidenhen udgivet en række bøger som del af dette projekt: Enlightenment Contested (2006), A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (2010), … Continue reading I dette værk fremhæver Israel Spinoza som arketypen på den radikale oplysningstænker. Israel henviser her først og fremmest til Spinozas dengang kontroversielle religionskritik, hans metafysiske materialisme og hans rationalistiske opfattelse af Gud.4Israel, Radical Enlightenment, 159–74. Men religion var ikke det eneste tema, der interesserede de radikale oplysningstænkere. Der er en række principper og ideer såsom “demokrati, racemæssig og seksuel lighed; individuel livstilsfrihed; fuldkommen tankefrihed, ytringsfrihed og pressefrihed” som alle gør sig gældende i radikale tekster fra denne periode.5Jonathan Israel, A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (Princeton, N.J: Princeton University Press, 2010), vii–viii. Alle disse træk er med til at definere, hvem der bliver betragtet som radikal. Derudover peger Margaret Jacob også på frimurerne og andre loger som steder, hvor radikal tænkning fandt sted, og et tilhørsforhold til sådanne hemmelige foreninger kan dermed også angive, at en given person er sympatisk overfor dengang progressive ideer som demokrati, religiøs tolerance og republikanisme.6Jacob, Radical Enlightenment, 1981. Dette og alle følgende engelske citater er oversat til dansk med henblik på at opnå en mere letlæselig og flydende tekst. Listen over “radikalitetsmarkører” er dermed meget lang, og enkelte markører kan endda siges i nogen grad at være i modstrid med hinanden. Derfor er det så meget desto mere et afgørende metodisk spørgsmål, hvordan en person bliver kategoriseret som radikal oplysningstænker, hvilke kriterier, der bliver lagt vægt på og hvem, der bliver overset i denne kategorisering. Det er nogle af disse spørgsmål, jeg vil beskæftige mig med i løbet af denne tekst.
Tjeklisteproblemet
Som sagt findes der et hav af principper og filosofiske ideer, som er relaterede til den radikale oplysningsbevægelse. Videnskab, rationalitet, uddannelse, liberalisme, materialisme, panteisme, autonomi, revolution, skepticisme, tolerance, samt en skarp kritik af monarkiet, kirken og universiteterne er alle emner, ideer og idealer, som radikale filosoffer og politiske debattører var optagede af i disse to århundreder.7Frederik Stjernfelt, “ ‘Radical Enlightenment’: Aspects of the History of a Term”, i Reassessing the Radical Enlightenment, edited by Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 80–103. Derfor er det simpelthen ikke realistisk at forvente, at en given radikal tænker er radikal på alle disse områder. I virkeligheden var det meget normalt, at en forfatters “radikalisme på ét område (…) gik hånd i hånd med moderate holdninger på andre områder.”8Martin Mulsow, “The Radical Enlightenment: Problems and Perspectives” i Concepts of (radical) Enlightenment: Jonathan Israel in Discussion, redigeret af Frank Grunert (Halle: Mitteldeutscher Verlag, 2014), 81–94, 81–82. Dette gælder især radikale kvinder, da kravene som bekendt er udformet ud fra mandlige radikale tænkere som Spinoza, Diderot og Baron d’Holbach (1723–1789), der som oftest havde andre interesser end kvindelige radikale forfattere, som i højere grad var motiverede af politiske spørgsmål såsom ligestilling mellem kønnene, universel ret til uddannelse og økonomisk frihed, og som ikke nødvendigvis bekymrede sig i samme grad om abstrakte, metafysiske debatter. Forsker i historie og kønsstudier Jennifer Davis forklarer, hvilke konsekvenser tjeklistetilgangen har for opfattelsen af kvindebevægelsen i det 17. og 18. århundrede.9Af Davis kaldet “package logic”-problemet. Se Jennifer J. Davis, “The Radical Enlightenment and Movements for Women’s Equality in Europe and the Americas (1673–1825)”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 292–308, 294. Hun skriver, at hvis radikal oplysning bliver forstået som en “tjekliste af overbevisninger” så kan dette bevirke, at vi “taber nogle af de vigtigste og mest indflydelsesrige fortalere for kvinders rettigheder fra denne periode af syne.”10Davis, “Women’s Equality”, 293. Hvis vi i stedet fokuserer på at anerkende specifikke radikale træk i disse kvinders skrifter, så vil deres radikalisme få muligheden for at skinne igennem uden at blive overskygget af andre overbevisninger, der i dag bliver betragtet som konservative eller reaktionære. Det gælder blandt andre pietisterne og andre politiske og religiøse grupper såsom kvækerne, der var yderst kritiske overfor deres samtids verdensforståelse og kirkens udlægning af kristendommen, men som ofte bliver overset pga. deres religiøsitet, hvilket leder forskere til at kategorisere dem som konservative.11Se bl.a. Margaret Hope Bacon, Mothers of Feminism. The story of Quaker Women in America (San Francisco: Harper and Row Publishers 1986); Wolfgang Breul, Marcus Meier, og Lothar Vogel, red. Der radikale Pietismus: Perspektiven der Forschung (Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2011). Jeg vil komme tilbage til dette problem senere i teksten.
Der er en herskende tendens til at ville identificere fuldt ud radikale individer i filosofihistorien; altså filosoffer, hvis samlede opus er gennemsyret af radikalitet. Man forsøger altså at “kategorisere individer som enten ‘radikale’ eller ‘moderate’ ” i stedet for at identificere enkeltstående radikale principper hos den givne forfatter.12Davis, “Women’s Equality”, 293–94. Men hvorfor er dette overhovedet et problem? Og hvorfor er det et specifikt feministisk problem? Det første problem, der opstår, når man tager denne tilgang til radikale tænkere i oplysningstiden, er først og fremmest, at det er meget sandsynligt, at man kommer til at fremstille et misvisende og unuanceret billede af den givne tænker. Som Martin Mulsow påpeger, er det meget sjældent, at en tænker er radikal på alle områder i sin tænkning.13Mulsow, “The Radical Enlightenment”, 81–82. Hvis man eksempelvis insisterer på at portrættere Spinoza som en gennemført radikal tænker, så kræver dette, at man ignorerer nogle dele af hans værker. Det gælder bl.a. den demokratimodel, han fremlægger i Tractatus Politicus (1675–76), som udelukker kvinder, tjenestefolk, kriminelle og folk, der ikke “lever retskaffent” fra demokratisk deltagelse.14Benedictus de Spinoza, “Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redigeret af Edwin Curley, (Princeton: Princeton University Press, 2016), 602–603. Eller argumentet fra Tractatus Theologico-Politicus (1670) for, at staten bør have fuld autoritet over religiøse anliggender, hvilket i høj grad er i strid med Spinozas ellers progressive forsvar for religiøs frihed og tolerance.15Benedictus de Spinoza, “Theological-Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redigeret af Edwin Curley (Princeton: Princeton University Press, 2016), 332–344. Det er nødvendigt at se bort fra disse og lignende moderate eller sågar konservative argumenter, hvis man ønsker at fremstille et ensartet billede af Spinoza som en radikal filosof. I værste fald kan man risikere, at sexistiske eller racistiske overbevisninger ikke blot bliver ignoreret, men i stedet set som fuldt ud forenelige med et radikalt oplysningsideal.
Det specifikt feministiske i denne kritik er først og fremmest, at kvinder i højere grad bliver sorteret fra, fordi de ikke kommer som en komplet pakke (altså ikke er radikale nok), hvor mandlige filosoffers manglende radikalitet på enkelte områder langt oftere bliver ignoreret. Der lader altså til at eksistere en vis modvilje mod at inkludere kvinder i denne eksklusive klub, hvorfor kravene lader til at være højere for kvindelige medlemmer end de mandlige. Derudover er det bemærkelsesværdigt, hvilke radikale ideer, der lettest lader sig ignorere, når filosofihistorikere skal klassificere en tænker som en del af denne bevægelse. Her er der nemlig tendens til, at temaer som race og køn bliver anset som mindre vigtige end f.eks. religion.
Hierarkiproblemet
Tjeklisteproblemet er ikke det eneste metodiske problem, der står i vejen for inklusionen af flere kvinder i dette filosofihistoriske narrativ. Selv hvis man opgiver ideen om, at en radikal tænker skal leve op til alle kravene for, hvad det vil sige at være radikal (hvilket langt de fleste forskere gør i praksis), så lader det stadig til, at der er enkelte træk, der bliver vurderet som vigtigere end andre. Det er det, jeg kalder ‘hierarkiproblemet’. Enkelte radikale oplysningsidealer rangerer højere end andre på den fornævnte ‘tjekliste’, og hvis en given filosof repræsenterer netop disse værdier, så kvalificerer de vedkommende til titlen ‘radikal’. Der er især ét tema, der har forrang over alle andre i forskningslitteraturen, og det er religionskritikken. Som allerede nævnt spiller Spinozas forhold til Gud en afgørende rolle i Jonathan Israels toneangivende bog fra 2001. Men Israel er ikke den eneste, der betoner religionskritik som det mest afgørende kriterie for, hvad der kan betegnes som eksempler på radikal oplysning.16Se bl.a. Haggag Ali, “Radical Enlightenment”, i Mapping the Secular Mind: Modernity’s Quest for at Godless Utopia (International Institute of Islamic Thought, 2013), 39–64; Nancy Levene. “Spinoza the Radical”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor … Continue reading En afstandtagen fra kirkens dogmer og de gejstliges autoritet er konsekvent blevet udnævnt som værende den vigtigste markør for, hvornår der er tale om radikale ideer og ikke blot ‘moderate’ oplysningstanker.17Harvey Chisick, “Of Radical and Moderate Enlightenment”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 61–79.
Det er ikke så mærkeligt, at religionskritik spiller en så afgørende rolle i forskningslitteraturen om oplysningstiden, når man ser på de pointer og værdier fra oplysningstiden, som har overlevet op til i dag. Her er det især grundlæggelsen af vores moderne videnskabsopfattelse, der bliver set som dét afgørende og vedblivende træk, som oplysningen har bidraget med til vores moderne samfund. Men sekulariseringen af vores vidensproduktion er langt fra den eneste idé, der kan spores tilbage til denne tid. Mange af den vestlige verdens politiske idealer har også ophav i den tidlige moderne periode; idealer så som tankefrihed, menneskerettigheder og lighed mellem mennesker. Disse idealer er centrale i værker af europæiske kvindeforkæmpere som Marie de Gournay (1565–1645), Dorothea Christiane Erxleben (1715–1762) og Mary Wollstonecraft (1759–1797). Men selvsamme værdier bliver ofte overskygget i forskningen om radikal oplysning af et fokus på ateisme, materialisme og kritik af organiseret religion. Resultatet er, at “ifølge de krav, som de fleste forskere, der arbejder med radikal oplysning, tilslutter sig, så er de fleste feminister fra det 18. århundrede ikke radikale,” fordi deres kamp for lighed ikke involverer en tro på “panteisme, republikanisme, eller libertinisme.”18Davis, “Women’s Equality”, 293. Dette syn er udbredt, selvom kvindebevægelsens politiske mål fordrer en radikal gentænkning og reorganisering af samfundet i lige så høj grad som en panteistisk, deistisk eller ateistisk position overfor religionen.19Alle tre ismer bliver forbundet med radikal oplysning, og Spinoza bliver sågar betragtet som både panteist og ateist af forskellige filosofihistorikere, selvom panteismen per definition indebærer en tro på Gud (om end ikke den bibelske), hvorimod ateismen afviser eksistensen af Gud. Der sker altså, at der er en lige … Continue reading
Men hvorfor rammer det især kvinderne så hårdt, at det specifikt er religionskritik, der spiller en så afgørende rolle i klassificeringen af radikale tænkere? Det skyldes blandt andet, at religionen var en vigtig friplads for mange kvinder i det 17. og 18. århundrede. Eksempelvis var positionen som nonne i mange århundrede én af de få måder, hvorpå kvinder kunne få mulighed for at uddanne sig og endda få lov at skrive og nogle gange udgive deres egne tekster.20Flere proto-feministiske tekster er skrevet af nonner og abedisser såsom Hélöise (ca. 1100 ‑1164), Ana de San Bartolomé (1549–1626) og Arcangela Tarabotti (1604–1652). Derudover spillede Biblen en vigtig rolle i kvinders argumentation for ligeberettigelse. Mange af de mest berømte fortalere for kvinders ret til f.eks. uddannelse og aktiv politisk deltagelse, såsom Christine de Pizan (1364-ca. 1430), Isotta Nogarola (1418–1466), Anna Maria van Schurman (1607–1678) og Mary Astell (1666–1731), byggede i høj grad deres argumenter på bibelpassager21Teologen Elisabeth Gössmann analyserer brugen af kristne argumenter i bøgerne Kennt der Geist kein Geschlecht? (München: Iudicium, 1994) og Eva – Gottes Meisterwerk (München: Iudicium, 2000). , hvori det eksempelvis blev beskrevet, hvordan Gud skabte mænd og kvinder som ligeværdige væsner, eller hvor fromme kvinder, der spillede en vigtig rolle for kristendommens udbredelse, blev fremhævet og rost for deres feminine dyder. Ved at referere til Guds ord og kirkens autoritet, øgede de sandsynligheden for, at deres budskab mødte velvilje hos de konservative kræfter i samfundet, som de ønskede at overbevise. Da det som oftest var religiøse tekster, som datidens kvinder fik lov til at læse og beskæftige sig med, er der heller ikke noget at sige til, at mange intellektuelle kvinders primære interesse var teologien, og at deres adgang til filosofiske og politiske spørgsmål derfor blev kanaliseret igennem den kristne lære. Mandlige lærde var derimod velkomne på universiteterne og blev i den forbindelse konfronteret med både før-kristelig filosofi og moderne religionskritiske strømninger. At definere religionskritikken som en iboende del af det at være en radikal tænker er på den måde et udtryk for en grundlæggende kønnet opfattelse af radikalisme. Dermed ikke sagt, at det ikke var ekstremt radikalt at kritisere den kristne kirke i det 17. og 18. århundrede – for det var det. Men i og med at netop denne form for radikalisme bliver selve kriteriet for radikal tænkning, så indskrives den kønnede realitet, at kvinder i langt højere grad drog fordel af kirken end af de eksisterende politiske institutioner, i kategoriseringen. Kvindernes samfundsomvæltende ideer bliver dermed nedtonet til fordel for en ateistisk radikalisme, der måske bedre stemmer overens med vores moderne verdensopfattelse i dag.
Det er generelt bekymrende, hvor lavt i hierarkiet spørgsmålet om kvinders og racialiserede minoriteters undertrykkelse befinder sig. På trods af at lighed og personlig frihed er to af de politiske grundtanker i den radikale oplysningsbevægelse, så betragtes radikale filosoffers sexisme og racisme ikke som en stor forsyndelse mod deres overordnede projekt. Som den franske filosof Michèle le Dœuff påpeger i sin fremragende bog Hipparchia’s Choice fra 1991, så er det ofte tilfældet, “at de almindelige standarder for et filosofisk arbejde sædvanligvis bliver opgivet af alle forfattere, så snart det drejer sig om kvinder.”22Michèle le Dœuff. Hipparchia’s Choice: An Essay Concerning Women, Philosophy, Etc. (New York: Columbia University Press, 2007), 70. Det er ikke unormalt, at man finder indskudte sætninger, der afviser kvinders evne til at tænke eller handle selvstændigt, i tekster skrevet af mænd, der senere er blevet prist for at være progressive, demokratiske forfattere. For eksempel bliver den religionskritiske Denis Diderot, der er bedst kendt for sit arbejde som redaktør på l’Encyclopèdie (1751–1780), ofte betragtet som en af de forfattere, “der bedst opsummerer radikal tænkning i den tidlige oplysningsæra,”23Israel, Radical Enlightenment, 704. men når det gælder spørgsmålet om kvinders rettigheder, evner og værd (som Diderot i 1772 skrev om i essayet Sur les femmes),24Denis Diderot, and Ligaran, Sur les Femmes (Ligaran Éditions, 2019). så ser vi pludselig grænserne for hans kritiske sans. Forfatteren til bogen Sexual Politics in the Enlightenment,25Mary Seidman Trouille, Sexual Politics in the Enlightenment: Women Writers Read Rousseau (Albany: State University of New York Press, 1997). Mary Trouille, skriver om denne lille tekst på kun syv sider, at den “mere end nogen anden passage fra perioden […] illustrerer, hvordan en af de mest progressive tænkere i oplysningstiden forblev fanget i sin tids gynofobiske mentalitet.”26Mary Seidman Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment: Diderot and d’Epinay Respond to Thomas’s Essay on Women”, Romanic Review 85, nr. 2, (1994); 197. Hun kalder essayet et “kompendie af misogyne myter og stereotyper,” i hvilket Diderot tegner et billede af “kvinders gådefuldhed og stædighed, deres ukuelige nysgerrighed og snakkesalighed, deres uvidenhed og forfængelighed, deres irrationalitet og tilbøjelighed til hysteri, deres mystiske kræfter og hævngerrige planer om at dominere mænd.”27Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment”, 197. Selvom Diderot selv anså sit essay som en hyldest til kvinder, så var det i høj grad en hyldest til status quo og den traditionelle kønsfordeling, der ikke ligefrem betød frihed og lighed mellem kønnene. Dette er blot ét eksempel på en radikal tænker, hvis radikalisme ikke nåede ind på det kønspolitiske område. Men denne form for inkonsistens er ikke atypisk og den bliver desværre alt for ofte affejet som værende uvigtig eller historisk betinget. Det er denne hyppige dobbeltmoral, som vi bliver nødt til at gøre op med. Dermed er ikke ment, at den ateistiske og nytænkende Diderot ikke længere skal betragtes som radikal; med afskaffelsen af ‘tjeklistelogikken’, så bør det ikke længere være nødvendigt for en tænker, at vedkommende lever op til alle krav for den ideelle radikale filosof. Diderots og Spinozas religionskritik bør anerkendes for deres dristighed, men ligeledes bør Ancangala Tarabottis kritik af faderlig autoritet, Mary Astells kritik af ulighed mellem kønnene eller Dorothea Erxlebens kritik af kvinders udelukkelse fra uddannelsesinstitutionerne hyldes for deres fremsynethed.28Arcangela Tarabotti, Paternal Tyranny, oversat og redigeret af Letizia Panizza (Chicago: University of Chicago Press, 2004); Mary Astell, Political Writings, redigeret af Patricia Springborg (Cambridge; New York: Cambridge University Press, 1996); Dorothea Christiane Erxleben, Gründliche Untersuchung der … Continue reading Radikaliteten af denne kritik bør ikke affejes, blot fordi afsenderen er troende.
Filosofihistorien som dommer: Om klassificeringens kraft
Men hvorfor er det egentligt så vigtigt, at disse kvinder bliver kategoriseret netop som radikale oplysningstænkere? Hvorfor kan de ikke blot blive betegnet som proto-feminister eller politiske debattører? Det er der flere grunde til. Først og fremmest har titlen som radikal oplysningstænker udviklet sig til at være en slags ærestitel i den filosofihistoriske forskning. Disse personer bliver betragtet som forløbere for den politiske, videnskabelige og sekulære udvikling, der har skabt Europa, som det ser ud i dag. Det er derfor vigtigt at pointere, at der også har været kvinder med i denne udvikling, og disse kvinder fortjener lige så vel som deres mandlige kollegaer at blive anerkendt for dette bidrag. Derudover ville dét, at vi inkluderer tidlige feminister i denne filosofihistoriske kategori, betyde, at vi bliver tvunget til at indse, at de proto-feministiske værdier, som de kæmpede for, udgør en væsentlig del af oplysningsprojektet; og at spørgsmålet om køn og ligestilling ikke er en påklistret politisk nichesag, men en sag, der når ind til kernen af vores samfundsorden. Desuden ville det betyde et højnet fokus på, hvordan mange anerkendte oplysningsfilosoffer ikke var tilhængere af kvindernes emancipationsprojektet, men endda aktivt modarbejdede dette.29Det gælder blandt andet Spinoza, som skrifteligt gjorde udtryk for den holdning, at kvinder var mænd underlegne i flere afgørende henseender og derfor burde udelukkes fra demokratiske processer. Se Spinoza, “Political Treatise”, 603. Hvis vi anser kønsmæssig ligestilling som en fundamental del af det radikale oplysningsprojekt, så bliver Spinozas eller d’Holbachs sexisme en reel mangel hos dem som radikale tænkere i stedet for en tilfældig forseelse. Det er klart, at deres valg langt hen ad vejen var i trit med folkestemningen på tidspunktet, men for en gruppe mennesker, der alle bryster sig af at være filosoffer og af at betvivle tidens doxa, så må denne forklaring ikke stille os tilfredse. Kristendommen var ligeledes en accepteret overbevisning blandt langt den største del af den europæiske befolkning (være det den katolske, reformerte eller calvinistiske), men her lykkedes det alligevel denne exceptionelle gruppe mennesker at tænke selvstændigt og være kritiske.
Filosofihistorisk klassificering er og bliver en kompliceret affære, hvor den enkelte filosofihistorikers personlige interesser, tilhørsforhold, samt politiske og religiøse overbevisninger påvirker resultatet. Derfor er det vigtigt igen og igen at komme tilbage til disse klassificeringer, og spørge kritisk til deres oprindelse og til hvilke værdier, de udtrykker. De sidste 40 år har radikal oplysning været ensbetydende med panteistisk materialisme og republikanisme, men har disse to metafysiske og politiske positioner patent på denne titel? Ved at stille spørgsmålstegn ved måden, hvorpå vi analyserer og kategoriserer tænkere, filosoffer og politiske aktører fra denne periode, kan vi åbne for en mere mangfoldig og repræsentativ forståelse af radikalisme i det 17. og 18. århundrede. Det er, hvad jeg har forsøgt at bidrage til ved at fremstille disse to metodiske problemer under navnene ‘tjeklisteproblemet’ og ‘hierarkiproblemet’. Jeg har argumenteret for, at principper som for eksempel lighed og autonomi bør vægtes lige så højt som religionskritikken i filosofihistorisk klassificering, da de ligeledes udgør nogle af de filosofiske kerneværdier, som oplysningstanken bygger på. Hvis det var disse værdier, vi vægtede højest i stedet for panteistisk-materialisme eller kritik af den kristne kirke, så ville Spinoza pludseligt ikke længere blive betragtet som dén radikale oplysningstænker par excellence, eftersom han mente, at “kvinder ikke, fra naturens side, besidder rettigheder på lige fod med mænd, men at de i stedet nødvendigvis underordnes mænd.”30Spinoza, “Political Treatise”, 603. Se også Beth Lord, “Spinoza on natural inequality and the fiction of moral equality”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 136. Ej heller ateisten Baron d’Holbach, som af Mulsow bliver kaldt den filosofiske radikalismes “kritiske højdepunkt.”31Martin Mulsow. Enlightenment Underground: Radical Germany, 1680–1720 (Charlottesville: University of Virginia Press, 2015), 2. For d’Holbach troede hverken på naturlig eller kulturel lighed mellem mennesker – hverken i forhold til køn, race eller klasse.32Chisick, “Radical and Moderate Enlightenment”, 66–67. Vi må spørge os selv, hvorfor vi er i stand til at se igennem fingre med sexistiske udtalelser og en grundlæggende inegalitær verdensopfattelse, når lighed, ligesom sekularisme, er en af oplysningstidens vigtigste demokratiske dyder. Hvis Spinoza, Diderot og d’Holbach fortsat skal prises for deres radikale synspunkter, så burde vi ligeledes anerkende den nytænkende og samfundsomvæltende kraft, som kan findes i tidlige moderne værker af kvindeforkæmpere såsom Bathsua Makin, Gabrielle Suchon og Damaris Masham. For det er radikale kvinder som dem, der har kridtet den bane op, som også vor tids feministiske kampe bliver udkæmpet på.
| 1. | Disse to begreber bygger på arbejde jeg præsenterer i en artikel, der i skrivende stund er til fagfællebedømmelse i et andet tidsskrift. |
| 2. | Margaret C. Jacob, The Radical Enlightenment: Pantheists, Freemasons and Republicans. 3. (London: George Allen & Unwin, 1981). |
| 3. | Jonathan Israel, Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity 1650–1750 (Oxford: Oxford Univ. Press, 2001). Israel har sidenhen udgivet en række bøger som del af dette projekt: Enlightenment Contested (2006), A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (2010), Democratic Enlightenment (2011), Revolutionary Ideas (2014) og The Expanding Blaze (2017). |
| 4. | Israel, Radical Enlightenment, 159–74. |
| 5. | Jonathan Israel, A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (Princeton, N.J: Princeton University Press, 2010), vii–viii. |
| 6. | Jacob, Radical Enlightenment, 1981. Dette og alle følgende engelske citater er oversat til dansk med henblik på at opnå en mere letlæselig og flydende tekst. |
| 7. | Frederik Stjernfelt, “ ‘Radical Enlightenment’: Aspects of the History of a Term”, i Reassessing the Radical Enlightenment, edited by Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 80–103. |
| 8. | Martin Mulsow, “The Radical Enlightenment: Problems and Perspectives” i Concepts of (radical) Enlightenment: Jonathan Israel in Discussion, redigeret af Frank Grunert (Halle: Mitteldeutscher Verlag, 2014), 81–94, 81–82. |
| 9. | Af Davis kaldet “package logic”-problemet. Se Jennifer J. Davis, “The Radical Enlightenment and Movements for Women’s Equality in Europe and the Americas (1673–1825)”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 292–308, 294. |
| 10. | Davis, “Women’s Equality”, 293. |
| 11. | Se bl.a. Margaret Hope Bacon, Mothers of Feminism. The story of Quaker Women in America (San Francisco: Harper and Row Publishers 1986); Wolfgang Breul, Marcus Meier, og Lothar Vogel, red. Der radikale Pietismus: Perspektiven der Forschung (Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2011). |
| 12. | Davis, “Women’s Equality”, 293–94. |
| 13. | Mulsow, “The Radical Enlightenment”, 81–82. |
| 14. | Benedictus de Spinoza, “Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redigeret af Edwin Curley, (Princeton: Princeton University Press, 2016), 602–603. |
| 15. | Benedictus de Spinoza, “Theological-Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redigeret af Edwin Curley (Princeton: Princeton University Press, 2016), 332–344. |
| 16. | Se bl.a. Haggag Ali, “Radical Enlightenment”, i Mapping the Secular Mind: Modernity’s Quest for at Godless Utopia (International Institute of Islamic Thought, 2013), 39–64; Nancy Levene. “Spinoza the Radical”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 107–27; Mulsow, “Radical Enlightenment”, 81–94; Carl Niekerk. “Introduction: How Radical Was the German Enlightenment?”, i The Radical Enlightenment in Germany: A Cultural Perspective (Leiden: Brill-Rodopi, 2018), 1–46. |
| 17. | Harvey Chisick, “Of Radical and Moderate Enlightenment”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 61–79. |
| 18. | Davis, “Women’s Equality”, 293. |
| 19. | Alle tre ismer bliver forbundet med radikal oplysning, og Spinoza bliver sågar betragtet som både panteist og ateist af forskellige filosofihistorikere, selvom panteismen per definition indebærer en tro på Gud (om end ikke den bibelske), hvorimod ateismen afviser eksistensen af Gud. Der sker altså, at der er en lige så stor afstand mellem de såkaldt radikale tænkere, som der er mellem radikale og moderate tænkere. For en fortolkning af Spinoza som ateist se Israel, Radical Enlightenment, kap. 8. og som panteist se Jacob, Radical Enlightenment, “Introduction”. |
| 20. | Flere proto-feministiske tekster er skrevet af nonner og abedisser såsom Hélöise (ca. 1100 ‑1164), Ana de San Bartolomé (1549–1626) og Arcangela Tarabotti (1604–1652). |
| 21. | Teologen Elisabeth Gössmann analyserer brugen af kristne argumenter i bøgerne Kennt der Geist kein Geschlecht? (München: Iudicium, 1994) og Eva – Gottes Meisterwerk (München: Iudicium, 2000). |
| 22. | Michèle le Dœuff. Hipparchia’s Choice: An Essay Concerning Women, Philosophy, Etc. (New York: Columbia University Press, 2007), 70. |
| 23. | Israel, Radical Enlightenment, 704. |
| 24. | Denis Diderot, and Ligaran, Sur les Femmes (Ligaran Éditions, 2019). |
| 25. | Mary Seidman Trouille, Sexual Politics in the Enlightenment: Women Writers Read Rousseau (Albany: State University of New York Press, 1997). |
| 26. | Mary Seidman Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment: Diderot and d’Epinay Respond to Thomas’s Essay on Women”, Romanic Review 85, nr. 2, (1994); 197. |
| 27. | Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment”, 197. |
| 28. | Arcangela Tarabotti, Paternal Tyranny, oversat og redigeret af Letizia Panizza (Chicago: University of Chicago Press, 2004); Mary Astell, Political Writings, redigeret af Patricia Springborg (Cambridge; New York: Cambridge University Press, 1996); Dorothea Christiane Erxleben, Gründliche Untersuchung der Ursachen, die das weibliche Geschlecht vom Studiren abhalten (Hildesheim; New York: Olms, 1975). |
| 29. | Det gælder blandt andet Spinoza, som skrifteligt gjorde udtryk for den holdning, at kvinder var mænd underlegne i flere afgørende henseender og derfor burde udelukkes fra demokratiske processer. Se Spinoza, “Political Treatise”, 603. |
| 30. | Spinoza, “Political Treatise”, 603. Se også Beth Lord, “Spinoza on natural inequality and the fiction of moral equality”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redigeret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 136. |
| 31. | Martin Mulsow. Enlightenment Underground: Radical Germany, 1680–1720 (Charlottesville: University of Virginia Press, 2015), 2. |
| 32. | Chisick, “Radical and Moderate Enlightenment”, 66–67. |