Søren Overgaard – Paradoks

Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift

Søren Overgaard · 14. mar. 2023

Søren Gosvig Olesen kvitterer venligt for mit seneste indlæg med både en filosofisk artikel¹Søren Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023. og et forord²Søren Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant, og til andre, som måske har bedre tid, hvilket kan tjene som forord”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023. til den. Så er det vel kun passende, at mit sidste bidrag til denne kontrovers bliver i form af et efterord.

Det har vist sig at være nemmere at presse vand ud af en sten end at få min gode kollega til at levere belæg for sine alvorlige og aldeles ubegrundede påstande. Han vil hellere beskylde mig for at lave fup og svindel, for ikke at læse og måske slet ikke at kunne læse. Og så selvfølgelig gestikulere i retning af en bog, der skulle indeholde alle de efterspurgte begrundelser.

Altså kan vi ikke diskutere substansen (hvis der måtte være en sådan) i Gosvigs anklager om fup og svindel. I stedet vil jeg stille skarpt på noget af det, Gosvig kommer med i stedet for de efterspurgte begrundelser.

Gosvig starter med at sige, at der “ingen grund [er] til at bruge megen tid på de forundringspunkter”,³Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2. han fremfører i sit forrige bidrag, da jeg giver ham ret i dem alle. En lidt overraskende påstand, eftersom jeg i mit indlæg viser, at i hvert fald et par af Gosvigs “forundringspunkter” angår ting, der er sagen uvedkommende – som fx hvorfor jeg ikke nævner, at han citerer Husserl på tysk, eller at han er glad for den og dens læsning af Husserl. Men derfor kan Gosvig jo godt have ret i, at han undrer sig over, at jeg ikke bruger plads på irrelevante ting. Det kan jeg så … øhm … undre mig lidt over, at han undrer sig over.

Men det er slet ikke de punkter, Gosvig har i tankerne i sit nye indlæg. Derimod har han opdaget, at jeg forbigår alt dette her med barmhjertighed (osv.) i tavshed. Det fortolker Gosvig som en stiltiende accept af, at sekundærlitteraturen er ringe. Altså: Jeg nævner det ikke, altså accepterer jeg Gosvigs konklusion. Jeg er sikker på, min gode kollega selv kan se, hvilken kolossal non sequitur dette er. Selvfølgelig accepterer jeg ikke Gosvigs konklusion. Hvordan kunne jeg overhovedet gøre det? Jeg aner jo ikke engang, hvilke sekundære værker, Gosvig har i tankerne, da han ikke refererer til et eneste.

Desuden bemærker Gosvig, at jeg bliver ved med at forlange begrundelser, “som om det var en mulighed i et debatindlæg”.⁴Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2. Vi skal forstå, at Gosvig her er underlagt et strengt format, der pinedød må bestå af ubegrundede påstande (og mange af dem). Men det er efterhånden ved at være tydeligt, at det kun er Søren Gosvig selv, der pålægger sig disse begrænsninger. Der ikke nogen, der har forhindret Gosvig i at skrive en filosofisk artikel i Paradoks. Tværtimod. Han har fået lov til at udgive det ene “debatindlæg” efter det andet, og nu også en fuldblods artikel – der heller ikke leverer varen.⁵Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”. Denne artikel, som jeg ikke vil underkaste en nærmere analyse og diskussion her, indeholder efter min mening en temmelig ensidig læsning af Husserl – en læsning der udelukkende betoner det eidetiske element i fænomenologien. Men det er, hvad det er. Mere interessant er … Continue reading Den kan ikke levere varen, eftersom den ikke refererer til et eneste sekundærlitterært værk.

Endelig beklager Gosvig sig over, at jeg ikke vil prioritere at få læst den bog, der tilsyneladende indeholder alle de manglende begrundelser. Men hvorfor ikke præsentere et par guldkorn for Paradoks’ læsere, hvoraf vel kun et fåtal vil være i stand til at læse Gosvigs franske udgivelser? Jeg tror da vist, jeg er kommet med en opfordring eller to. Men nej, der kommer ikke nogen begrundelse for noget, heller ikke selv om Gosvig som nævnt efterhånden har udgivet tre halvlange indlæg samt en lang filosofisk artikel på dette sted – og lur mig, om ikke der kommer mere fra hans hånd. Med andre ord: Der gives masser af plads til at levere det efterspurgte – særligt nu, hvor det er blevet klart, at “fænomenologien” for Søren Gosvig er begrænset til Husserls fænomenologi.⁶Jf. bemærkningerne om Heidegger og Merleau-Ponty i Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, ¶5. Så er tidsskriftsformatet slet ikke så skævt endda.

Herefter tager Gosvigs nye indlæg en interessant drejning. Gosvig er overrasket over, at jeg kalder hans beskyldninger om fup, svindel, dumpekarakter, ikke at læse osv. for “grove” og endda bruger ordet “mudderkastning” om dem. Lidt fortørnet bemærker han: “Men det er ikke for groft efter behag at læse hen over passager i den andens tekst, at fejllæse eller slet ikke at læse. Det er heller ikke for groft at beskylde den anden for mudderkastning og mobning”.⁷Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3. Dog har Gosvig vænnet sig til at blive behandlet på en så aldeles urimelig måde, kan man forstå.

Vi tager den lige i langsom gengivelse: Gosvig siger om utallige filosofiske kolleger, at deres arbejde er fup og svindel – så ringe, at det vil dumpe en eksamen på BA-niveau. Det gør han vel at mærke uden antydningen af belæg eller begrundelse. Når jeg så beder ham om at begrunde påstandene, bliver jeg selv beskyldt for at levere fup og svindel, for ikke at læse osv. Men ve den, der formaster sig til at være så ubehøvlet at kalde Gosvigs beskyldninger for “grove”. Hvad skal man sige? Undskyld? Undskyld for, at jeg kom til at kalde den ganske ubegrundede beskyldning om, at jeg er en bedrager, der ikke kan eller vil læse, “grov” (endda tre gange!). Det er den omvendte verden: War is peace, Gosvig er et uskyldigt offer…

Men i det mindste nærmer Gosvig sig her noget, der minder om en tu quoque, der har lidt bid, kunne man tro. Og så alligevel ikke. For hele Gosvigs bestræbelse går ud på at dømme folk ude af den filosofiske samtale. Andres læsninger af Husserl er ikke tvivlsomme, kritisable eller fejlagtige, men svindel, til dumpekarakter osv. (Undskyld gentagelserne både her og i det følgende. Men Gosvig er ikke den eneste, der føler sig dårligt læst.) Mit ærinde er et ganske andet: Jeg dømmer ikke nogen ude – hverken Gosvig, Ayer eller Smart – men indstiller til, at man holder igen med de ubegrundede skældsord.

Gosvig går videre til at bemærke, at mit indlæg er “affattet i den velkendte stilart følgelig-altså-derfor-tydeligvis-selvsagt. Konklusionsmarkørerne gør det ud for den seriøse argumentation. Og sandt er det, at sådan noget godt kan snyde den ubefarne læser. Dem finder man i filosofiske miljøer, hvor man bilder de studerende ind, at deres skoling går ud på at lære at argumentere og ikke på at lære at læse og skrive”.⁸Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3.

Bemærk først det falske dilemma: Som om vi er nødt til at vælge imellem at lære studerende principperne for lødig argumentation og at lære dem at læse og skrive. Som om det at tilvælge det ene betyder at fravælge det andet. Not so, my dear Gosvig. De skal lære det hele.

Nå, men min gode kollega har i hvert fald ret i, at der er noget her, der måske kan vildlede den uerfarne læser. Dog vil filosoffer næppe falde for tricket. For husk på, hvorfor argumentmarkørerne er kommet med i mit indlæg nummer to: Fordi Gosvig i første omgang anklager mig for ikke at komme med argumenter overhovedet. Jeg forsøger i mit andet indlæg at tydeliggøre argumentet for min kollega, da han jo havde læst hen over det til at begynde med. Og nu går anklagen så på, at jeg i stedet for argumentation blot fremfører konklusionsmarkører (i en “velkendt stilart”).

Men nej, sådan forholder det sig ikke. Vi tager den én gang til (og nu igen uden konklusionsmarkør): For at begrunde sine påstande skal Gosvig komme med citater fra både primær- og sekundærlitteratur, han skal udlægge dem og forklare, hvorfor sidstnævnte får så radikalt galt fat i førstnævnte, at det er rimeligt at kalde den fup og svindel. Det gør Gosvig ikke. Hans beskyldninger er ubegrundede. Argumentet er gyldigt – endda holdbart – men jeg skal gerne medgive, at det ikke er videre interessant, eftersom Søren Gosvig vel accepterer både præmisser og konklusion. Hvorfor bliver han ellers ved med at bedyre gang på gang, at han skam kun leverer “debatindlæg”? (Nu har han så tilføjet en artikel, der i allerbedste fald leverer en smule af det efterspurgte, og det kun hvis man accepterer Gosvigs meget ensidige læsning af Husserl. Vi har således stadig ikke den fjerneste grund til at tro, at der er hold i Gosvigs beskyldninger.)

I næste afsnit vender Gosvig sig mod mit lille citat fra Husserl. Det anvender jeg i “et bravurnummer”, hvor jeg “leger med argumentet […], at følgelig er den franske fænomenologi humbug”.⁹Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Bemærk først og fremmest sarkasmen og latterliggørelsen i Gosvigs snak om mit “bravurnummer” – smart nedgørelse af noget, en anden siger eller skriver, uden skyggen af argumentation. Men hvad siger Gosvig så om “bravurnummeret”? Her bliver det hele temmelig mystisk. Først bemærker han, at det “forbliver ubestemt”, hvad der menes med “fransk fænomenologi”.¹⁰Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Lige præcis! Og det “forbliver ubestemmeligt”, “[h]vordan man skulle kunne slutte som anført”.¹¹Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Spot on! Endelig skal vi jo – her citerer Gosvig fra mit indlæg nummer to – “have citatet forklaret og kontekstualiseret”.¹²Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Genau! Og? Har Gosvig slet ikke forstået pointen? Pointen er jo netop, at man ud fra citatet – der er tilfældigt valgt – intet kan sige om fransk fænomenologis kvaliteter eller mangel på samme. Man er nødt til at forklare, hvad der menes med fransk fænomenologi, hvad citatet siger, hvorledes dette modsiger fortolkningen hos franske fænomenologer osv. osv. Alt dette siger jeg eksplicit i mit indlæg nummer to, men Gosvig synes ikke at ænse noget af det.

Hvis pointen stadig ikke er klar, så gør følgende: Find et citat, hvor Husserl taler om (lad os sige) Wesenserschauung (“væsensskuen”) og konkludér på den baggrund, at fænomenologien (eller den “angelsaksiske fænomenologi”) er fup og svindel. Det er essensen af Gosvigs angreb på den nutidige fænomenologi. Mit lille “bravurnummer” – hvor jeg blot udskifter “nutidig” eller “angelsaksisk” med “fransk” – er et spejl, kære kollega.

I det følgende afsnit begynder Gosvig nu at udbrede sig om, hvad mit lille Husserl-citat handler om. Han synes i den forbindelse, at det er “komisk”, at jeg “ikke bemærker, hvordan Husserls sentens netop handler om læsning”.¹³Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5. Det er der to grunde til, at jeg ikke nævner. Den første er, at citatet ikke handler om læsning. Det optræder i en kontekst, hvor Husserl afviser, at man kan anklage fænomenologien for “cartesianisme”, som om fænomenologiens “cogito” var en præmis, hvorudfra man kunne deducere sig frem til – og på denne måde “sikre” – erkendelsen af verden. Den anklage er urimelig, da fænomenologien slet ikke søger at sikre noget som helst, men derimod søger at gøre forståeligt – “transcendentalt forståeligt” (“transzendental verständlich machen”).¹⁴Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193. Så vidt hvad Husserl faktisk taler om.

Men den anden og langt vigtigere grund til, at jeg ikke kommer ind på, hvad citatet handler om, er, at det er sagen helt uvedkommende. Jeg gentager: Citatet er tilfældigt valgt. Jeg kunne have taget et, hvor Husserl siger noget om en voksdukke eller slottet i Berlin eller væsensskuen – you name it. Genlæs de to foregående afsnit, hvis der er tvivl om, hvad citatet skulle bruges til.

Jeg kan ikke forlade ¶5 uden at nævne følgende gosvigske morsomhed. Søren Gosvig forklarer – “[f]or den, som måtte have forklaring behov”, dvs. sikkert mig – at der ved læsning “ikke forstås den empiriske aktivitet, hvorunder øjnene udfører bestemte bevægelser”.¹⁵Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5. Hyggelig lille stråmands-joke, i hvert fald indtil man kommer i tanker om, at alt det her med læsning egentlig ikke er nogen laughing matter, og da slet ikke for Gosvig. Læsning er nemlig helt centralt for den filosofiske disciplin, hvilket Gosvig sjældent forpasser en mulighed for at gøre opmærksom på. Så det, hans lille joke egentlig insinuerer, er, at dem, “forklaringen” er møntet på, aldrig burde have bestået en grunduddannelseseksamen i filosofi.¹⁶I ¶10 forsøger Gosvig sig med endnu en morsomhed, der kredser om samme tema: “Det er beklageligt, at Overgaard ikke har tid til at læse. Mon det også er denne travlhed med andre gøremål, som får ham til at overse […]” osv. Tøhø… Rigtig morsomt bliver det aldrig rigtig, i hvert fald ikke for denne læser. Måske er det dette … Continue reading Man fristes til at sige, at løjerne her i sidste ende egentlig er mere grove end sjove, også selv om så hårde ord gør Søren Gosvig fortørnet.

Videre til næste afsnit, hvor Gosvig bedyrer, at det for ham “ikke [handler] om via argumentation at få hvad som helst ud af fænomenologiens klassiske tekster, men derimod om at konfrontere dét hvadsomhelst, som nutidens selverklærede fænomenologer har fået ud af dem, med teksterne selv”.¹⁷Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶6. Her skydes de stadig unavngivne nutidige fænomenologer altså i skoene, at det for dem handler om at få hvad som helst ud af de klassiske tekster. Den opmærksomme læser vil bemærke, at dette er en stråmand af reneste aftapning. Tilsyneladende er det af en eller anden grund Gosvig magtpåliggende at få “sentensen” fra Krisis til at handle om læsning. Men der er i hvert fald ingen, for hvem det handler om at “få hvad som helst” ud af teksterne.

Af næste afsnit fremgår det, at “man i dag vil bortforklare, at Husserls fænomenologi også er ontologi”.¹⁸Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7. Hvem vil mon det, og hvorfor? Svaret på det første spørgsmål blæser i vinden, men svaret på det andet er noget med, at “fænomenologien skal vises forenelig med såkaldt analytisk filosofi, […] hvor ontologi ikke må betyde andet end antagelser af entiteter i verden og andet pjat”.¹⁹Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7. Bemærk for det første latterliggørelsen igen, nu af den såkaldt analytiske filosofi: Den reducerer ontologi til noget “pjat”. Ikke antydningen af forklaring eller belæg – bare den nøgne latterliggørelse. Og desuden: Gosvig skriver, som om analytisk metafysik kan reduceres til Quines “On What There Is”. Man skal ikke læse meget nutidig analytisk filosofi for at indse, at der foregår meget andet end “antagelser af entiteter i verden”. Men tiden er jo knap og alt det der. Det er næppe meget analytisk filosofi, min gode kollega får læst.

Vi får dernæst at vide, at der udfoldes “mange bestræbelser på at bortforklare Husserls væsenslære eller eidetik”,²⁰Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8. tilsyneladende fordi “dette med at tale om væsen er […] noget tungt noget”.²¹Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8. Atter bygger Gosvig personer af strå. Der er næppe mange, der søger at bortforklare Husserls eidetik, og de få, der måtte gøre det, gør det helt sikkert ikke, fordi det at tale om væsener er “noget tungt noget”.

Videre hævdes det, at unavngivne personer vil gøre Husserl til bevidsthedsfilosof og fænomenologi til bevidsthedsfilosofi, og endda vil “naturalisere” fænomenologien.²²Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶9. Hvad det sidste angår er der da endelig i det mindste nogle modstandere af kød og blod – primært franskmænd, sjovt nok – og de har endda udgivet en bog med den sigende titel Naturalizing Phenomenology.²³Jean Petitot, Francisco J. Varela, Bernard Pachoud & Jean-Michel Roy (red.), Naturalizing Phenomenology: Issues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science (Stanford, CA: Stanford University Press, 1999). Men er deres perspektiv – hvad vi ellers måtte mene om det – dækkende for sekundærlitteraturen generelt? Keineswegs. Hvad det første angår, så er det igen tvivlsomt, om der overhovedet findes nogen, der vil identificere fænomenologien med bevidsthedsfilosofi. Det må i givet fald dreje sig om et lille mindretal.

Noget ganske andet er, om man seriøst kan hævde, at fænomenologien slet intet har at tilbyde bevidsthedsfilosofien. Hvis vi ved bevidsthedsfilosofi forstår den del af filosofien, der beskæftiger sig med bevidstheden – og det mentale generelt – så har Husserls fænomenologi masser at bidrage med: detaljerede analyser af perception, fantasiforestilling, erindring, tidsbevidsthed, kropserfaring, erfaringen af andre subjekter osv. osv. Analyserne fylder mange tykke bind af Husserliana. Fortæller de os slet intet om bevidsthed? Selvfølgelig gør de det.²⁴Måske er det i denne sammenhæng værd at bemærke, at det lille skrift Die Idee der Phänomenologie, som Gosvig lægger så megen vægt på, er de indledende fem forelæsninger af en omfattende forelæsningsrække, der hovedsageligt handler om perception og kinæstese (oplevelsen af egen kropslig bevægelse). Se Edmund … Continue reading

Gosvigs indlæg indeholder flere afsnit, men der er ingen grund til at fortsætte analysen. Klart står det nu, at mine forsøg på at få min kollega til at begrunde sine grove beskyldninger ikke afføder andet end retoriske kneb og fejlslutninger – samt nye byger af beskyldninger. Denne “fænomenologifejde” har ikke været, og vil aldrig blive, en filosofisk debat. Der er derfor ingen grund til at spilde mere tid – eller blæk – på den.

Mit blæk bliver næppe det sidste i denne lille fejde, men jeg håber, at dette efterord i det mindste kan assistere Paradoks’ læsere med at analysere og evaluere det, der måtte komme. Når Gosvigs næste “debatindlæg” lander, så gælder det om at holde hovedet koldt og skride argumentationsteoretisk frem. For hvert enkelt afsnit bør man rejse spørgsmål som følgende: Er betragtningerne, afsnittet indeholder, overhovedet relevante? Indeholder afsnittet latterliggørelse og andre retoriske gimmicks? Er der nogen egentlige begrundelser for eventuelle beskyldninger og kritiske bemærkninger? Og hvis der er, hvor overbevisende er så de begrundelser, når de renses for retorisk staffage? Fremstiller Gosvig eventuelle modstanderes synspunkter og argumenter korrekt og fyldestgørende? Når Gosvig positionerer sig over for et andet synspunkt, hvor sandsynligt er det så, at dette andet synspunkt rent faktisk svarer til noget, nogen egentlig mener? Ud fra Gosvigs tre indlæg indtil videre at dømme vil en konsekvent fremgang som den foreslåede formodentlig vise, at substansen også i næste indlæg vil være til at overse.

Lad mig slutte af med en ubegrundet påstand (det skulle være så moderne): Selv hvis Søren Gosvig skulle have ret deri, at nutidens fænomenologer modsiger fænomenologiens bogstav – hvad jeg ikke et sekund tror på – så er det sikkert og vist, at Gosvig med sine latterliggørelser, stråmænd og alt det andet, jeg har dokumenteret i dette efterord, er umådelig langt fra ånden i den tidlige fænomenologi.

1.	Søren Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023.
2.	Søren Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant, og til andre, som måske har bedre tid, hvilket kan tjene som forord”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023.
3.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2.
4.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2.
5.	Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”. Denne artikel, som jeg ikke vil underkaste en nærmere analyse og diskussion her, indeholder efter min mening en temmelig ensidig læsning af Husserl – en læsning der udelukkende betoner det eidetiske element i fænomenologien. Men det er, hvad det er. Mere interessant er det, at det af artiklen synes at fremgå, at Husserls forhold til “ontologien” hverken er entydigt eller ukompliceret, hvilket burde give god plads til divergerende tolkninger. Dette harmonerer dårligt med Gosvigs kategoriske udmeldinger i de forskellige “debatindlæg”.
6.	Jf. bemærkningerne om Heidegger og Merleau-Ponty i Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, ¶5.
7.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3.
8.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3.
9.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4.
10.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4.
11.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4.
12.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4.
13.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5.
14.	Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193.
15.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5.
16.	I ¶10 forsøger Gosvig sig med endnu en morsomhed, der kredser om samme tema: “Det er beklageligt, at Overgaard ikke har tid til at læse. Mon det også er denne travlhed med andre gøremål, som får ham til at overse […]” osv. Tøhø… Rigtig morsomt bliver det aldrig rigtig, i hvert fald ikke for denne læser. Måske er det dette gennemgående, underliggende tema om, at man ikke rigtig er en filosof, fordi man (som Gosvig mod bedre vidende konstant hævder) ikke læser og måske ikke engang ved, hvad læsning er – måske er det det, der lidt ødelægger vitserne for mig? (I øvrigt: Gosvig får også behændigt insinueret, at jeg ikke “tænker”. Jeg giver gerne en øl til den første, der kan udpege den relevante passage.)
17.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶6.
18.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7.
19.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7.
20.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8.
21.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8.
22.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶9.
23.	Jean Petitot, Francisco J. Varela, Bernard Pachoud & Jean-Michel Roy (red.), Naturalizing Phenomenology: Issues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science (Stanford, CA: Stanford University Press, 1999).
24.	Måske er det i denne sammenhæng værd at bemærke, at det lille skrift Die Idee der Phänomenologie, som Gosvig lægger så megen vægt på, er de indledende fem forelæsninger af en omfattende forelæsningsrække, der hovedsageligt handler om perception og kinæstese (oplevelsen af egen kropslig bevægelse). Se Edmund Husserl, Ding und Raum: Husserliana XVI, red. Ulrich Claeges (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1973).

Mere af det samme, eller: Filosofi som mudderkastning

Søren Overgaard · 21. feb. 2023

I et indlæg i noget, redaktørerne af Paradoks nu kalder “Fænomenologifejden”, svarer min gode kollega Søren Gosvig Olesen¹Søren Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 15. februar 2023. på min kommentar fra d. 13.2.²Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023. Jeg skylder Gosvig tak for svaret, der gør det muligt for mig at uddybe og videreudvikle pointer, der måske ikke var helt udfoldet i min oprindelige kommentar.

Gosvigs indlæg kommer vidt omkring, men de i denne sammenhæng vigtigste punkter er: (1) Gosvig undrer sig over en del ting, jeg skriver i mit indlæg. (2) Han kvitterer på min kritik med en fiks lille tu quoque. (3) Han henviser til tre af sine bøger for de begrundelser, jeg efterlyser i mit eget indlæg. (4) Endelig kommer han med mere af det samme: Grove anklager om fup og svindel, mafiavirksomhed osv. Lad mig gennemgå punkterne fra en ende af.

Jeg starter med den undren, der undrer mig mest: Gosvig forstår ikke, hvorfor jeg ikke nævner, at han skriver, at Ingarden, Patočka og to andre er pålidelige sekundærlitterære kilder.³Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3. Men hvorfor i himlens navn skulle jeg? Jeg nævner to gange, at det ifølge Gosvig er 98% af sekundærlitteraturen, den er gal med. Så kan læseren nok regne ud, at der er to procent tilbage, som slipper gennem nåleøjet. Hvad de relevante forfattere hedder, er vel sagen uvedkommende. Mit indlæg handler ikke om dem. Det handler om de 98% – eller 99% – hvis arbejde, Gosvig stempler som værdiløst (eller det, der er værre).

Det undrer også Søren Gosvig, at jeg ikke nævner, at han faktisk citerer Husserl – endda på originalsproget.⁴Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3. Det kunne jeg skam også godt have nævnt, og måske burde jeg. Men det ville ikke have rokket ved billedet. At Husserl siger et eller andet viser ikke, at størstedelen af sekundærlitteraturen er fup og svindel. Vi skal have citatet forklaret og kontekstualiseret, der skal citater fra sekundære værker på bordet, og vi skal have dem udlagt. Derudover skal det vises, hvordan sidstnævnte citater fordrejer Husserl så grundlæggende, at de end ikke fortjener seriøs diskussion. Og endelig: Søren Gosvigs påstande gælder jo hele fænomenologien. Så samme øvelse burde gentages med Heidegger, Merleau-Ponty osv.

(Hvis der skulle være nogen tvivl om min pointe her, så betragt følgende “gendrivelse” af (lad os sige) 99% af al fransk fænomenologi: Husserl skriver: “Es gilt nicht, Objektivität zu sichern, sondern sie zu verstehen”.⁵Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193. (Frit oversat: “Det gælder ikke om at sikre objektiviteten, men om at forstå den”). Følgelig er den franske fænomenologi humbug! Naturligvis er det noget vrøvl. Og det er det, fordi uden alle de ting, jeg opremser ovenfor, så fortæller Husserl-citatet os intet om den franske fænomenologis kvaliteter eller mangel på samme.)

Gosvig forstår heller ikke, hvordan jeg kan “fejllæse” hans “debatindlæg”, som om det skulle være “en afhandling”.⁶Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶4 og ¶6. Nice one! Der er generelt alt for lidt humor i filosofien, så jeg sætter virkelig pris på denne her “undren”. Tillad mig at fortsætte i det humoristiske spor: At noget sådant ville give anledning til undren, kan man sagtens forstå. Det ville være en fejllæsning af monumentale dimensioner! Min “fejllæsning” var dog knap så kolossal. Jeg forvekslede ikke Gosvigs indlæg med en afhandling, men med en filosofisk artikel. Og den fejl er vel lidt nemmere at forstå, al den stund at Gosvigs indlæg var publiceret i et filosofisk tidsskrift.

Filosofiske artikler – i hvert fald dem, jeg læser – indeholder masser af argumentation og begrundelse. Jeg mindes ikke nogensinde at have læst en, der nøjedes med påstandene. Jeg medgiver gerne, at tidsskriftartikelformatet heller ikke rummer den fornødne plads til at levere det, jeg efterspørger i mit indlæg. Men så må man jo skære konklusionerne til, så de passer til de begrundelser, man har mulighed for at klemme ind – eller hur?

Videre til Gosvigs lille tu quoque: “Overgaard taler om begrundelser og argumenter, men kommer ikke selv med nogen af delene”.⁷Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶6. Men det gør jeg jo. Jeg skal gerne medgive, at argumentet ikke er helt ekspliciteret, opstillet i standardform og alt det der, men jeg gik faktisk også og troede, at Gosvig fint kunne læse filosofiske tekster, der ikke skar alting ud i pap.

Men OK, jeg finder gerne hobbykniven frem: Gosvigs tekst indeholder stort set intet af det, jeg nævner i ¶4 ovenfor (og i ¶3 i mit oprindelige indlæg).⁸Overgaard, “Fup og fænomenologi”. Derfor fremstår hans påstande om fup og svindel helt ubegrundede. Den opmærksomme læser vil bemærke, at der her er en skjult præmis om, at det netop er sådan noget som det i ¶4 nævnte, der skal til for at begrunde Gosvigs påstande. Men den præmis regnede jeg ikke med, at Gosvig ville anfægte. (Hvis nogen er fristet til at gøre det, så bedes de gå tilbage til “gendrivelsen” af fransk fænomenologi i ¶5 ovenfor.)

I stedet for at benytte lejligheden til at begrunde en påstand eller to vælger Gosvig nu at bruge fire afsnit på at berette om, at han skam har leveret alle begrundelserne i tre af sine bøger, hvoraf især én “omhyggeligt gennemgå[r] forvanskningen af fænomenologien”.⁹Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶8. Og hvad så? Er tanken, at når man allerede én gang har leveret begrundelser for sine påstande, så fritager det én for kravet om begrundelse fremover? Så har man tilladelse til at reproducere påstandene ad libitum, uden ledsagende forklaringer eller argumenter? Bevares, hvis det er Søren Gosvigs holdning, så fred være med det. (Måske finder vi her nøglen til at forstå min gode kollegas noget anstrengte forhold til peer review. Filosofiske fagfæller har det jo med slå ned på ubegrundede beskyldninger.)

Jeg må tilstå, at jeg nok ikke vil få læst de tre bøger. Tid er jo en knap ressource, og hvad nu hvis bøgerne – trods Gosvigs forsikringer om det modsatte – bare indeholder mere af det samme? Vores udveksling i Paradoks formår ikke helt at rydde den tvivl af vejen.

Afslutningsvis vil jeg knytte et par bemærkninger til min kollegas særlige måde at debattere på. Synspunkter og tilgange, der ikke harmonerer med Gosvigs egne, er ikke diskutable, kritisable eller forkerte, men simpelthen beyond the pale: fup og svindel, til dumpekarakter osv.

Mit eget indlæg er således bare “mere fup og svindel”.¹⁰Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11. Hvordan det at bede om, at en filosof, der kaster om sig med grove beskyldninger, leverer belæg for dem, skulle kunne være fup og svindel, begriber jeg ikke. Måske er det, fordi jeg gør mig skyldig i “at fejllæse, eller slet ikke at læse” Søren Gosvigs indlæg?¹¹Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11. I sig selv en grov anklage. Og hvad bygger den på? Jo, at der er en stribe ting i Gosvigs tekst, som jeg ikke nævner – fordi de er irrelevante, som vi har set. Og så bygger den på en (indrømmet: virkelig morsom) beskyldning om, at jeg forveksler Søren Gosvigs artikel med en afhandling. Jamen, er det skjult kamera eller hvad?

Søren Gosvigs måde at debattere (eller “debattere”) på er bestemt ikke uden fortilfælde. Et af de mere spektakulære af slagsen findes i en prisopgave, Schopenhauer indsendte til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1839. Schopenhauer karakteriser først den postkantianske filosofiske metode som bestående i at mystificere, snyde og sparke støv op. Dernæst taler han lidet flatterende om Fichte og Schelling, for endelig at omtale en filosof som “langt laverestående” end selv disse to, nemlig “den klodsede, åndløse charlatan Hegel”.¹²“Als Heroen dieser Periode glänzen Fichte und Schelling, zuletzt aber auch der selbst ihrer ganz unwürdige und sehr viel tiefer als diese Talent-Männer stehende plumpe, geistlose Scharlatan Hegel”. Arthur Schopenhauer, Kleinere Schriften, i Sämtliche Werke, Band III, red. Wolfgang Frhr. von Löhneysen (Frankfurt a. … Continue reading

I det 20. århundrede fortsatte nogle analytiske filosoffer i samme rille. A. J. Ayer beskyldte – på baggrund af en meget overfladisk læsning af “Was ist Metaphysik?” – Heidegger for “charlatanisme”.¹³A. J. Ayer, Philosophy in the Twentieth Century (London: Unwin Hyman, 1984), 228. J. J. C. Smart berettede om, at han havde “moments of despair about philosophy when I think about how so much phenomenological and existentialist philosophy seems such sheer bosh that I cannot even begin to read it”.¹⁴J. J. C. Smart, “My Semantic Ascents and Descents”, i The Owl of Minerva: Philosophers on Philosophy, red. Charles J. Bontempo & S. Jack Odell (New York: McGraw-Hill, 1975), 61. Som den amerikanske filosof Lee Braver bemærker: “It is an impressive repulsion, indeed, which needs no exposure to that which repels it”. Se Braver, … Continue reading Der findes vel ikke det skældsord, der ikke er blevet brugt om Derrida. Osv. osv.

Det besynderlige er, at Gosvig tilsyneladende opfatter alt dette som eksempler til efterfølgelse – vi skal bare udse os nogle andre mobbeofre. Jeg kunne ikke være mere uenig. Både mudderet – og kastningen med det – hører hjemme på filosofihistoriens mødding. Skældsordene forgifter og forplumrer den filosofiske samtale. Men det er selvfølgelig bare min – i øvrigt ubegrundede – holdning.

1.	Søren Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 15. februar 2023.
2.	Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023.
3.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3.
4.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3.
5.	Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193.
6.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶4 og ¶6.
7.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶6.
8.	Overgaard, “Fup og fænomenologi”.
9.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶8.
10.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11.
11.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11.
12.	“Als Heroen dieser Periode glänzen Fichte und Schelling, zuletzt aber auch der selbst ihrer ganz unwürdige und sehr viel tiefer als diese Talent-Männer stehende plumpe, geistlose Scharlatan Hegel”. Arthur Schopenhauer, Kleinere Schriften, i Sämtliche Werke, Band III, red. Wolfgang Frhr. von Löhneysen (Frankfurt a. M.: Suhrkamp, 1986), 674f. I øvrigt vurderede Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, at Schopenhauers afhandling ikke var værdig til prisen. Selskabet bemærkede i denne forbindelse, at afhandlingen omtalte flere fremtrædende filosoffer på en så upassende måde, at det ikke kunne undgå at vække berettiget anstød (ibid., s. 814f).
13.	A. J. Ayer, Philosophy in the Twentieth Century (London: Unwin Hyman, 1984), 228.
14.	J. J. C. Smart, “My Semantic Ascents and Descents”, i The Owl of Minerva: Philosophers on Philosophy, red. Charles J. Bontempo & S. Jack Odell (New York: McGraw-Hill, 1975), 61. Som den amerikanske filosof Lee Braver bemærker: “It is an impressive repulsion, indeed, which needs no exposure to that which repels it”. Se Braver, “Analyzing Heidegger: A history of Analytic Reactions to Heidegger”, i Interpreting Heidegger: Critical Essays, red. Daniel O. Dahlstrom (Cambridge: Cambridge University Press, 2011), 235.

Fup og fænomenologi

Søren Overgaard · 13. feb. 2023

I et nyligt indlæg beretter Søren Gosvig Olesen om, hvordan fænomenologien er blevet til fup og svindel.¹Søren Gosvig Olesen, “Examen de conscience, eller: Hvordan fænomenologien blev til fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 8. februar 2023. Fup og svindel. Intet mindre. Som selverklæret fænomenolog går jeg spændt – og lidt uroligt – i gang med læsningen.

Først skal vi lige høre lidt om vores studerendes eksamensopgaver. Der er brug for barmhjertighed og overbærenhed, kan man forstå. For opgaverne er fulde af fejl – ja, endda til dumpekarakter. Men det er ikke de studerendes skyld. Det er sekundærlitteraturen, den er gal med. 98% af den, får vi at vide, er “i bedste fald spild af tid, i værste fald skadelig”.²Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶4. Måske er problemet, at fænomenologerne er blevet analytiske filosoffer. I hvert fald identificerer sekundærlitteraturen fænomenologien “med alt det, som den netop bekæmper”.³Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶24. Sekundærlitteraturens “læsning” “er fuldstændig imod bogstaven”, den “gør […] fænomenologien til alt det, den ikke er”.⁴Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶25.

Nu går det løs, tænker man, med lige dele frygt og forventning. Nu kommer citaterne fra både de fænomenologiske klassikere og de væsentligste sekundære værker. Nu kommer alle forklaringerne og argumenterne, der viser, at sidstnævnte fundamentalt misforstår førstnævnte. Nu bliver det udpenslet, hvordan sekundærlitteraturen – i hvert fald det meste af den – gør fænomenologien til “alt det, den ikke er”. Alt. Og nu får vi at se, hvordan det er hele fænomenologien – ikke bare Husserl – der vendes på hovedet. Hvordan fænomenologien står samlet i kampen mod … et eller andet, som mainstream-litteraturen så gudhjælpemig identificerer fænomenologien med!

Stor er skuffelsen, når man opdager, at der intet kommer. Intet citat fra så meget som et enkelt stykke sekundærlitteratur. Ingen uddybende forklaringer. Ingen begrundelser. Intet belæg for en eneste påstand. Forsknings- og formidlingsindsatsen hos talløse fænomenologiske kolleger verden over (98%!) er blevet affærdiget som værdiløs, ja, som fup og svindel. Uden skyggen af argumentation.

Øjeblikket efter melder tvivlen sig: Måske er netop den slags forventninger – forventninger om, at store filosofiske påstande skal forklares og begrundes – selv en del af det “medløberi”, som beskrives i slutningen af artiklen. Måske er det de første symptomer på … ikke den spanske eller engelske, men den angelsaksiske syge!

Okay, i så fald er der tale om en sygdom, jeg nødigt vil kureres for. Meget nødigt, for kravet om begrundelse er helt centralt for filosofifaget, sådan som jeg kender det. Hvis det krav bortfalder, så ved jeg ikke længere, hvad det er, vi foretager os.

For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at der faktisk er flere ting i Søren Gosvigs indlæg, som jeg er enig i. Intet sekundærlitterært værk er et orakel, og læsning af sekundærlitteratur kan aldrig erstatte selvstændig tænkning. Ingen forfatter har monopol på fortolkningen af sit værk, og det er ikke altid en god idé at kaste om sig med tunge filosofiske begreber som “ontologi” og “transcendental” – eller for den sags skyld “fænomenologien”.

Og så er jeg enig i, at vi har nogle dygtige studerende. Som i øvrigt klarer sig fint uden overbærenhed og barmhjertighed fra undervisernes side.

Men at fænomenologien skulle være blevet til fup og svindel? Sikke en påstand. Og hvilket forbløffende fravær af ethvert tilløb til at begrunde den.

1.	Søren Gosvig Olesen, “Examen de conscience, eller: Hvordan fænomenologien blev til fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 8. februar 2023.
2.	Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶4.
3.	Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶24.
4.	Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶25.