Spørgsmålet om, hvor mange udtryk i naturligt sprog der er kontekstfølsomme, har været genstand for heftig debat i sprogfilosofien. Semantiske minimalister svarer få. Radikale kontekstualister svarer alle. Og moderate kontekstualister svarer mange, men ikke alle. I et forsøg på at afgøre sagen har flere teoretikere udtænkt såkaldte kontekstfølsomhedstests, som skal adskille det følsomme fra det ufølsomme.1Se Herman Cappelen & Ernie Lepore, Insensitive Semantics: A Defense of Semantic Minimalism and Speech Act Pluralism (Malden: Blackwell Publishing Ltd, 2005), 88–113; Herman Cappelen & John Hawthorne, Relativism and Monadic Truth (Oxford; New York: OUP, 2009), 54–55. Men bestræbelserne på at finde en fyldestgørende test synes i de seneste år at være ebbet ud. Det er min opgave i denne tekst at redde en af testene, nemlig Herman Cappelen og Ernie Lepores ægte kontekstskifteargumenter (ÆKSA’er), og desuden vise læseren, at den giver evidens for moderat kontekstualisme.2Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 88–113.
Denne tekst falder i fire dele. I del 1 vil jeg kortlægge de tre ovennævnte positioner. I del 2 vil jeg introducere ÆKSA’er og vise, at de giver prima facie evidens for moderat kontekstualisme. I del 3 vil jeg demonstrere, at den semantiske minimalist ikke kan tilbyde en tilfredsstillende alternativ forklaring på de data, der produceres af ÆKSA’er. I del 4 vil jeg afværge et par indvendinger fra den radikale kontekstualist.
Minimalister, radikalister og moderater
Tag sætningen “skraldespanden er fyldt”. Hvordan får den sin betydning? Ét svar stammer fra kompositionalitetsprincippet, som siger, at betydningen af en deklarativ sætning er en funktion af betydningen af dens dele plus dens syntaktiske konfiguration. Det vil sige, at hvis vi forstår betydningen af individuelle ord, og disse ord er sat sammen i henhold til de grammatiske regler for det sprog, de tilhører, får vi et sæt sandhedsbetingelser. Disse er de betingelser, der skal være opfyldt, for at en deklarativ sætning kan være sand. For at “skraldespanden er fyldt” kan være sand, skal der være en skraldespand, og den skal være fyldt med skrald. Når vi begriber de førnævnte sandhedsbetingelser, kan vi sige, at vi forstår betydningen af sætningen.
Semantiske minimalister mener, at enhver velformuleret deklarativ sætning udtrykker komplet indhold med invariante sandhedsbetingelser.3Emma Borg & Sarah A. Fisher, “Semantic Content and Utterance Context: A Spectrum of Approaches” i The Cambridge Handbook of the Philosophy of Language, red. Piotr Stalmaszczyk (New York: CUP, 2021), 180. Det faktum, at sandhedsbetingelserne for “skraldespanden er fyldt” er invariante, betyder, at de ovennævnte betingelser forbliver uændrede på tværs af alle kontekster, hvori sætningen bruges. Men det udelukker ikke, at sætningen også kan bruges til at kommunikere alle mulige andre ting. Lad os forestille os, at min roomie og jeg ofte har skændtes om, at min roomie ikke går nok ud med skraldet. Jeg kunne her ytre: “skraldespanden er fyldt” (evt. i et vredt tonefald) for at kommunikere en indirekte talehandling i form af imperativet: “tag så skraldet ud!”. Men ifølge minimalisten har det, jeg bruger sætningen til at kommunikere, intet med dens semantiske indhold at gøre. Hvad jeg siger og hvad jeg mener kan skilles ad. På den ene side er der den bogstavelige betydning af sætningen, hvis sandhedsbetingelser forbliver faste. Denne betydning er kendt som sætningsmening. På den anden side er der den implicerede betydning – også kaldet implikatur – i form af et imperativ, som jeg intenderer at kommunikere til min roomie. Denne betydning er kendt som talermening. Minimalisten opretholder altså en streng skelnen mellem semantisk og pragmatisk indhold.
Men selv minimalister indrømmer, at skelnen mellem semantik og pragmatik ikke altid kan vedligeholdes. Der findes en række udtryk, hvis fællestræk er, at deres referent udelukkende kan bestemmes inden for en brugskontekst. Et paradigmatisk eksempel er førstepersonspronomenet “jeg”. Tag sætningen: “jeg kan lide bregner”. For at afgøre dens sandhedsbetingelser skal vi først afgøre, hvem “jeg” refererer til, hvilket kræver en appel til en kontekst, hvor nogen bruger sætningen. Andre udtryk, hvis komplette semantiske værdi skal bestemmes i en brugskontekst, er pronomener som “du”, “hun”, “han” og “den”, demonstrativer som “dette” og “det der”, adverbier som “her”, “der” og “i morgen”, samt adjektiver som “nuværende” og “aktuel”.4David Kaplan, “Demonstratives: An Essay on the Semantics, Logic, Metaphysics, and Epistemology of Demonstratives and Other Indexicals”, i Themes from Kaplan, red. Joseph Almog, John Perry & Howard Wettstein (New York: OUP, 1989), 489. Minimalister hævder, at denne mængde af udtryk, også kendt som Kaplans basic set, er de eneste udtryk, der er kontekstfølsomme.5Borg, som er minimalist, er åben for en udvidelse af denne mængde, men kun hvis der er robust leksikalsk-syntaktisk bevis for det. Se Emma Borg, Pursuing Meaning (Oxford: OUP, 2012), 87–88.
Nu vender vi os mod de radikale kontekstualister, som mener, at kontekstfølsomhed er allestedsværende i naturligt sprog. For radikale kontekstualister udtrykker ingen sætning komplet indhold med faste sandhedsbetingelser. Hvad sætninger alene indbefatter, er blot et leksikalsk-syntaktisk afgrænset potentiale for talermening. Det vil sige, at for at en sætnings sandhedsbetingelser kan bestemmes, skal den ytres i en brugskontekst. Radikale kontekstualisters foretrukne våben til at vise udtryks kontekstfølsomhed er kontekstskifteargumenter (KSA’er). For at begynde på et KSA, skal man tage et udtryk, U, man gerne vil teste, og herefter indsætte det i en sætning, S. Herefter indsætter man to ytringer, Y1 og Y2, af samme sætning, S, i to forskellige kontekster, K1 og K2, hvor sagsforholdene mellem de to kontekster forbliver faste, mens hvad der anses for væsentligt af talerne varierer. Det, brugeren af et KSA undersøger, er, om forskellen mellem, hvad der betragtes som væsentligt i K1, og hvad der betragtes som væsentligt i K2, kan resultere i, at Y1 af sætningen, S, har én sandhedsværdi i K1, og Y2 af den samme sætning, S, har en anden sandhedsværdi i K2. Hvis Y1 og Y2 har forskellige sandhedsværdier i henholdsvis K1 og K2, så er U kontekstfølsomt.
For at illustrere dette vil vi bruge en tilpasset version af et kendt KSA fra Travis for et udtryk, der ligger uden for Kaplans basic set, nemlig “vejer 80 kg”:
Smith vågner klokken 6. Før han spiser morgenmad, vejer han sig selv på en vægt, der viser 80 kg. Efter en stor morgenmad tager han sit jakkesæt på og går på arbejde. Smith slentrer ind på kontoret og meddeler alle, at han nu kun vejer 80 kg. En kollega videregiver denne information til en anden ved sandt at ytre “Smith vejer 80 kg”. Umiddelbart efter er Smith ved at gå ind i en elevator, der næsten er fuld. Elevatoren kan kun tage yderligere 80 kg. Smith, der er fuldt påklædt og har spist et stort morgenmåltid, ville sætte alle i fare, hvis han skulle gå ind. En anden kollega forsikrer alle om, at det er sikkert for Smith at gå ind, ved falsk at ytre “Smith vejer 80 kg”.6Charles Travis, “On what is Strictly Speaking True”, Canadian Journal of Philosophy 15, nr. 2 (1985): 199–200, min oversættelse.
Ifølge Travis demonstrerer dette KSA, at “vejer 80 kg” er kontekstfølsom. Hvad der er væsentligt i den første kontekst, gør kollegaens ytring sand, og hvad der er væsentligt i den anden kontekst, gør den falsk. Det vil sige, at sandhedsbetingelserne for udtrykket kan variere. Men dette problem rammer ikke alene “vejer 80 kg”. Travis og andre radikale kontekstualister hævder, at KSA’er kan anvendes på et hvilket som helst udtryk. Konsekvensen heraf er, at al semantik bliver indhyllet i pragmatik, og minimalistens strenge skelnen mellem semantisk og pragmatisk indhold – og efterfølgende skelnen mellem bogstavelig og impliceret betydning – opløses.
Moderate kontekstualister mener, at mange, men ikke alle, udtryk er kontekstfølsomme. Ud over Kaplans basic set mener moderate kontekstualister, at “klar”, “nok”, “hver”, “høj” og “det regner” er følsomme. Jeg vil, ligesom Sarah-Jane Leslie, kalde disse udtryk for mellemliggere.7Sarah-Jane Leslie, “Moderately Sensitive Semantics”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. Gerhard Preyer & Georg Peter (Oxford: OUP, 2007), 134, min oversættelse af “intermediates”. Tag sætningen: “John er klar”. Vi kan ikke bestemme, hvornår sætningen er sand, uden først at appellere til en kontekst for at finde ud af, hvad John er klar til. Et andet eksempel er “Sofia er høj”, der mangler en sammenligningsklasse. Hvis Sofia er et seksårigt barn, kan vi nemt forestille os, at sætningen “Sofia er høj for et barn i 0. klasse” er sand, mens det ville være svært med “Sofia er høj for en professionel håndboldspiller “. Udtryk, som moderate kontekstualister mener er ufølsomme, er f.eks. “vejer 80 kg”, “er rød” og “at vide”. Så vidt jeg ved, har ingen opfundet et overbegreb for sådanne udtryk. Jeg vil i det efterfølgende kalde dem for stædige.
Her bør jeg sige, at min brug af termen moderat kontekstualisme også indbefatter nogle former for indeksikalisme. Indeksikalister anerkender mere kontekstfølsomhed, end minimalister gør, men påstår, at den altid kan spores tilbage til leksikalske-syntaktiske træk ved sætninger. Nogle indeksikalister ville behandle mellemliggere som uoplagte basic set-medlemmer.8Se Daniel Rothchild & Gabriel Segel, “Indexical Predicates”, Mind and Language 24 (2009): 467–93. Bemærk her at Rothchild og Segel mener at deres method kan anvendes til farveprædikater som “er rød”, så ifølge vores definition er de ikke moderate kontekstualister. Andre indeksikalister mener, at udtryk som “høj” i “Sofia er høj” er koblet til en skjult variabel i sætningens logiske form, som kræver berigelse fra kontekst.9Se Jason Stanley & Zoltan Gendler Szabo, “On Quantifier Domain Restriction”, Mind and Language 15, nr. 2 og 3 (2000): 233–234. Derimod påstår de egentlige moderate kontekstualister, at kontekstfølsomhed ikke altid kan spores tilbage til sætningers konstituenter, og at berigelsen af indholdet i dette tilfælde udelukkende kræves af konteksten selv.10Se François Recanati, “Unarticulated Constituents”, Linguistics and Philosophy 25, nr. 3 (2002): 299–345. Da jeg udelukkende beskæftiger mig med, hvor meget kontekstfølsomhed der er i naturligt sprog, og ikke om følsomhed altid kræves ved formelle træk ved sætninger eller nogle gange ved kontekst alene, er denne tvist her irrelevant. Men eftersom forskellen mellem basic set-medlemmer og mellemliggere varierer, afhængigt af hvilke af de ovennævnte underpositioner man tilhører, vil jeg bruge en distinktion, jeg håber, at alle kan være enige i: Mellemliggere adskiller sig fra basic set-medlemmer, idet deres følsomhed ikke er umiddelbart synlig – der kræves refleksion eller et KSA til at vise det.
Nu da jeg har kortlagt de tre hovedpositioner, vil jeg argumentere for, at moderat kontekstualisme er den, der er værd at kæmpe for. Radikal kontekstualisme bør undgås, fordi den, såvel som at ødelægge vores skelnen mellem bogstavelig og impliceret betydning, gør det svært at forstå, hvordan kommunikation kan være mulig, da enhver sætnings mening varierer fra kontekst til kontekst. Det virker oplagt, at vi, i de fleste tilfælde, lykkes med at kommunikere med hinanden, og at det, vi siger, nogle gange er bogstaveligt og nogle gange ikke. Radikal kontekstualisme krænker disse basale fakta om kommunikation og kommer derfor til kort.
Moderat kontekstualisme har også den fordel over for minimalisme, at den nemt kan forklare folks intuitioner, når de konfronteres med KSA’er. Kontekstualister siger, at udtryk i KSA’er synes at være kontekstfølsomme, fordi de er kontekstfølsomme. Minimalisters svar er, at det er en fejl at tage højde for folks intuitioner, da det ikke nødvendigvis er semantisk indhold, der opfanges, når folk hører KSA’er, men snarere er talerment indhold.11Se Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 53–57. Men dette fører, som vi ser senere, minimalisten til at postulere problematisk indhold for mellemliggere.
Denne fordel har dog en pris. Som vi så ovenfor, kan radikale kontekstualister vise med KSA’er, at “vejer 80 kg”, såvel som andre stædige udtryk, er kontekstfølsomme. Hvis moderat kontekstualisme tager folks intuitioner om KSA’er alvorligt, hvordan kan denne position så undgå at falde sammen i radikal kontekstualisme? Cappelen og Lepore nævner selv denne bekymring som en af deres største motivationer for deres minimalisme.12Se Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 39–52. Moderate kontekstualister er altså nødt til finde en måde at udvide mængden af kontekstfølsomme udtryk på uden at kollapse i radikal kontekstualisme. Som vi kommer til at se i den næste del, ligger metoden, sjovt nok, i Cappelen og Lepores arbejde.
Ægte kontekstskifteargumenter
Jeg har vist et eksempel på et KSA, som skulle vise, at “vejer 80 kg” er kontekstfølsom. Cappelen og Lepore mener, at der er noget defekt ved dette KSA, og kalder det for et forarmet kontekstskifteargument (FKSA).13Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 107, min oversættelse af “Impoverished Context Shifting Arguments”. Travis’ KSA er, ifølge Cappelen og Lepore, et FKSA, fordi det kun nævner udtrykket i de to målkontekster og undlader at bruge det i en historiefortællingskontekst. Målkonteksten er den kontekst, som KSA’et handler om, hvorimod historiefortællingskonteksten er den kontekst, hvori et KSA fortælles.14Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 107, min oversættelse af hhv. “Target Context” og “Storytelling Context”. For at gøre det nemmere at forstå, så forestil dig, at du, læseren, sidder sammen med mig på en café og skal lytte til en historie. Situationen, hvor du sidder på caféen og lytter til min historie, er historiefortællingskonteksten, og historien, jeg fortæller, er målkonteksten. Prøv så nu at se det følgende ÆKSA for “vejer 80 kg”:
Smith vågner klokken 6. Før han spiser morgenmad, vejer han sig selv på en vægt, der viser 80 kg; Smith vejer altså 80 kg. Efter en stor morgenmad tager han sit jakkesæt på og går på arbejde. Smith slentrer ind på kontoret og meddeler alle, at han nu kun vejer 80 kg. Umiddelbart efter er Smith ved at gå ind i en elevator, der næsten er fyldt, og kun kan tage yderligere 80 kg. En anden kollega forsikrer alle om, at det er sikkert for Smith at gå ind, ved at ytre: “Smith vejer 80 kg.” Ytringen er falsk, da Smith, der er fuldt påklædt og har spist et stort morgenmåltid, ville bringe alle i fare, hvis han gik ind i elevatoren. På trods af dette, er det sandt, at Smith vejer 80 kg, når man tænker tilbage på hans vægttab.
I starten og slutningen af dette ÆKSA bruger jeg selv “Smith vejer 80 kg”. Det kan man se på grund af manglen på anførselstegn i ÆKSA’et. I midten af ÆKSA’et nævner jeg kollegaens ytring “Smith vejer 80 kg”. Hvis “vejer 80 kg” var kontekstfølsom, så burde dette ÆKSA læses naturligt uden at lyde som en modsigelse. Men det lyder stærkt modsigende, når jeg, i historiefortællingskonteksten hævder, at “Smith vejer 80 kg” er sand, men samtidig hævder, at kollegaens ytring er falsk i målkonteksten. “Vejer 80 kg” dumper således ÆKSA’et og er derfor kontekstufølsom.
Cappelen og Lepore påstår, at kun medlemmer af Kaplans basic set består ÆKSA’er.15Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 106. Jeg mener, ligesom Leslie, at mellemliggere også består. Leslie giver følgende ÆKSA for “klar”:
John er sørgeligt uforberedt på sine APA-interviews og er ved at besvime af nervøsitet. Han har virkelig brug for mere tid før sine interviews; han er simpelthen ikke klar. Der er en missionær, der går rundt på konventet og ser, om der er nogen fortabte sjæle, for hvem tiden er inde til at acceptere Jesus Kristus som deres personlige frelser. Da missionæren får øje på John, siger han: “Åh, han er klar!” Dette er sandt; det viste sig, at missionæren formåede at omvende John, i høj grad takket være hans forestående interviews, kombineret med det faktum, at han simpelthen ikke var klar. Bemærk den lethed, hvormed dette ÆKSA læses, sammenlignet med det foregående ÆKSA for “vejer 80 kg”.16Leslie, “Moderately Sensitive Semantics”, 137, min oversættelse.
Der ligger tydeligvis ingen modsigelse i at bekræfte missionærens udtalelse og samtidig benægte, at John er klar til sit interview. “Klar” består således ÆKSA’et og er dermed kontekstfølsom. Leslie viser desuden, at man kan konstruere ÆKSA’er for alle andre mellemliggere for at vise deres kontekstfølsomhed.17Se Leslie, “Moderately Sensitive Semantics”, 137–138. For at konkludere denne del, så giver det faktum, at mellemliggere består ÆKSA’er, mens stædige udtryk dumper, os prima facie evidens for moderat kontekstualisme.
Minimalistens forklaring
Flere teoretikere har rejst bekymring for, at kontekstfølsomhedstests er afhængige af begreber, der bliver forstået forskelligt, afhængigt af, om man er semantisk minimalist eller kontekstualist.18Emanuel Viebahn, “Against Context-Sensitivity Tests”, Grazer Philosophische Studien, 88 (2013): 202–204; Joanna Odrowąż-Sypniewska, “The Agreement-Based Tests for Context Sensitivity”, Lodz Papers in Pragmatics 7, nr. 2 (2011): 251–253. Det vil sige, at ens tidligere teoretiske antagelser allerede vil være indbygget i begyndelsen af enhver test, og dermed skævvride fortolkninger og forklaringer af de data, den giver.19Jeg undlader diskussionen af de andre tests, da de er kommet under beskydning for at indeholde en række mangler, udover problemet om teoretisk upartiskhed. Se f.eks. Anne Bezuidenhout, “The Coherence of Contextualism”, Mind and Language 21, nr. 1 (2006), 4; Ernie Lepore & Adam Sennet, “Saying and Agreeing”, Mind and … Continue reading Med en fortolkning mener jeg vores intuitioner om det udtryk, der testes, består eller dumper. Med en forklaring mener jeg en begrundelse for, hvorfor et udtryk består eller ej. Det skyldige begreb, der fører til forskellige forklaringer og fortolkninger af ÆKSA’er, er siger-at. Odrowąż-Sypniewska og Viebahn påpeger, at du, hvis du er minimalist, vil have en ret bogstavelig opfattelse af siger-at.20Viebahn, “Against Context-Sensitivity Tests”, 202–204; Joanna Odrowąż-Sypniewska, “The Agreement-Based Tests”, 251–253. Men hvis du er kontekstualist, vil din læsning af dette begreb være bredere og involvere talermening.
Men påstanden om, at ingen test er fri for indflydelse fra tidligere teoretiske antagelser, er triviel, når den betragtes alene, da der er et problem, der rammer alle undersøgelsesområder. Problemet bliver kun væsentligt, hvis de konkurrerende forklaringer og fortolkninger af testene er lige gode. Lad os nu se, om minimalistens alternative forklaring på ÆKSA’ers data holder, via deres behandling af siger-at.
Minimalister vil gøre rede for, hvorfor mellemliggere består ÆKSA’er, selvom de angiveligt er kontekstufølsomme. Deres forklaring involverer at adskille semantisk indhold og talermening. Når missionæren i målkonteksten siger, at John er klar, mener han “John er klar til frelse”. Men når jeg i historiefortællingskonteksten siger, at John ikke er klar, mener jeg “John er ikke klar til sit interview”. Så på talermeningsniveau har der ikke fundet nogen modsigelse sted. Men ifølge minimalisten, har dette intet med semantisk indhold at gøre. Alt, hvad missionæren bogstaveligt sagde i målkonteksten, var: “John er klar”, og alt, hvad jeg bogstaveligt sagde i historiefortællingskonteksten, var: “John er ikke klar”. Så på sætningsmeningsniveau, hvor semantisk indhold, ifølge minimalisten, egentlig bor, kan man sige, at der faktisk er en modsigelse til stede. Derfor kan minimalisten være enig med kontekstualisternes fortolkning af, at “klar” består ÆKSA’et, mens hun er uenig i forklaringen af, hvorfor udtrykket består. Ifølge minimalisten opfanger vores intuitioner vildledende talerment indhold, men ikke semantisk indhold.
Hovedspørgsmålet, vi nu har til minimalisten, er: hvilket semantisk indhold fremsætter du for at forklare, hvorfor mellemliggere er ufølsomme, selvom de består ÆKSA’er? Vi vil vurdere to kandidater: Borgs minimale semantiske indhold og Cappelen og Lepores minimale domme (propositions).
Cappelen og Lepore hævder, at ytringen “John er klar” udtrykker dommen at John er klar, og er sand, hvis og kun hvis John er klar.21Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 155. Ifølge Cappelen og Lepore er den minimale dom at John er klar forskellig fra dommen at John er klar til at gå på vandretur, eller at John er klar til frokost. Ikke desto mindre er en sådan dom til stede i alle ovenstående udsagn, og dens semantisk indhold forbliver invariant på tværs af alle brugskontekster.
Mange teoretikere har klaget over, at en sådan redegørelse fører til en række metafysiske spørgsmål, som Cappelen og Lepore nægter at besvare.22Se f.eks Kent Bach, “The Excluded Middle: Semantic Minimalism without Minimal Propositions”, Philosophy and Phenomenological Research 73, nr. 2 (2006): 438; Emma Borg, “Minimalism versus Contextualism in Semantics”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. … Continue reading Ud over denne bekymring vil jeg hævde, at vi har grund til at afvise deres redegørelse, fordi den fører til dataforudsigelser, som alle parter i debatten ville mene var forkerte. Husk at minimalisten er enige med kontekstualister om, at “klar” består Leslies ÆKSA. Det, de er uenige om, er, hvorfor det består. Men hvis minimalisten postulerer indhold, der forudsiger, at “klar” dumper Leslies ÆKSA, så ville dette være en god grund til at opgive appellen til et sådant indhold. Nu skal vi se på en sådan falsk forudsigelse.
Hvis missionærens ytring udtrykker den minimale dom at John er klar, og vores ytring udtrykker den minimale dom at John ikke er klar, så burde dette føre til et modstridende ÆKSA, ligesom ÆKSA’et for “vejer 80 kg”. Men det gør det ikke. Derfor, modus tollendo, kan det ikke være tilfældet, at missionærens ytring udtrykker den minimale dom at John er klar, og at vores ytring udtrykker den minimale dom at John ikke er klar. Bemærk at det kun er konjunktionen af de to påstande i den sidste sætning, der bliver negeret. Muligheden for at sige, at blot en af de to ytringer udtrykker en minimal dom, er selvfølgelig stadig åben. Men det ville være en sær holdning at støtte.
Man kunne her indvende, at jeg misforstår pointen, fordi Cappelen og Lepore som minimalister vil mene, at sprogbrugere er døve for semantisk indhold. Men dette går imod deres eget syn på den kognitive rolle, semantisk indhold spiller.23Dette gik op for mig mens jeg læste MacFarlene. Se MacFarlane, “Semantic Minimalism and Nonindexical Contextualism”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. Gerhard Preyer & Georg Peter (Oxford: OUP, 2007), 7. De skriver: “[T]he proposition semantically expressed is that content the audience can expect the speaker to grasp […] even if they have mistaken or incomplete communication-relevant information.”24Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 184. Men selv hvis vi accepterede, at sprogbrugere er døve for det semantiske indhold af ytringerne i Leslies ÆKSA, ville vi være nødt til at forklare, hvorfor de er døve for det, mens vi ikke har noget problem med at opfange det tilsvarende indhold i ÆKSA’et for “vejer 80 kg”. Jeg mener, at disse komplikationer giver os grund til at afvise en sådan redegørelse.
Borg ville mene, at det semantiske indhold af missionærens ytring ville være noget i retning af “John er klar til noget.”25Emma Borg, Pursuing Meaning (Oxford: OUP, 2012), 92. Denne tilgang indebærer altid at behandle “klar” som et transitivt udtryk, med to argumentpladser. I tilfældet “John er klar til frokost” udfyldes begge argumentpladser på den syntaktiske overflade. I andre tilfælde, som “John er klar”, udfyldes kun én argumentplads på overfladen, mens den anden er markeret af en eksistentielt bundet variabel i sætningens logiske form.26Borg gør det klart, at hendes tilgang ikke er det samme som en indeksikalistisk behandling af klar. Se Borg, Pursuing Meaning, 92.
Gauker påpeger, at Borgs behandling af “klar” fører til problemer vedrørende logisk gyldighed.27Christopher Gauker, “What Tipper is Ready For: A Semantics of Incomplete Predicates”, Nous 41, nr. 1 (2012): 70–71. Men ud over dette kan Borg ikke redegøre for, at Klar Falsum (John er klar og John er ikke klar) er en modsigelse, da hendes analyse af sætningen “John er klar” er “John er klar til noget”, og “John er ikke klar” er “der er noget, som John ikke er klar til”, hvor negationen har en snæver rækkevidde (∃x ¬ klar {John, x}).28Emma Borg, “Minimalism versus Contextualism in Semantics”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. Gerhard Preyer & Georg Peter (Oxford: OUP, 2007), 351. Hvis man imidlertid mener, at “John er klar” udtrykker invariant semantisk indhold, så ville den simultane bekræftelse og benægtelse af dette indhold føre til en modsigelse. Men Borg synes ikke, at Klar Falsum bør behandles som en modsigelse, hvilket hun gør klart i et svar til Gauker, som jeg finder ret forvirrende:
Yet isn’t Gauker right to think that Ready [falsum] must be treated as a contradiction, that this point is non-negotiable? Well, I don’t really think so: although the initial reaction of ordinary speakers to a sentence of this form must carry significant weight, it seems that this immediate reaction can be undermined with a degree of reflection and that a little bit of prompting (‘is there any way in which this sentence might be true?’) would elicit reactions compatible with the analysis suggested here.29Borg, Pursuing Meaning, 96.
Det, jeg finder sært ved Borgs svar her, er, at det lyder som noget, en kontekstualist ville sige. Selvom Borg undgår eksplicit at nævne intuitioner, synes hun ikke desto mindre at appellere til dem. Når man spørger en taler, om der er en måde, hvorpå Klar Falsum kan være sand, beder man dem om at bruge deres intuition i forhold til kontekster, hvor sætningen “John er klar” på samme tid kunne være sand og falsk. Men det er denne form for appel til intuitioner, som minimalister kritiserer kontekstualister for, da den i følge minimalisterne fører til forvekslingen af talermening og semantisk indhold i Leslies ÆKSA for “klar”.
Men Borg har et svar her. Selvom hun er minimalist, tager hun taleres intuitioner om de ord, de bruger, alvorligt. Hun påpeger, at semantikere skal tage højde for, hvad talere tænker om deres ord, og hvordan de bruger dem.30Borg, Pursuing Meaning, 100. Imidlertid vedrører de intuitioner om leksikalsk indhold, som semantikere skal være opmærksomme på, ifølge Borg udelukkende typen og ikke token-niveauet, da en hensyntagen til sidstnævnte ville føre os hovedkulds ind i kontekstualisme.31Borg, Pursuing Meaning, 100. Intuitioner om leksikalsk indhold på typeniveau involverer at spørge, hvad ordet “klar” betyder, hvorimod intuitioner om token-niveau involverer at spørge, hvad brugen af “klar” betyder i en given kontekst. Borg kan altså omgå den bekymring, jeg har rejst ovenfor, ved at hævde, at hun kun appellerer til intuitioner om leksikalsk indhold på typeniveau.
Men når man beder nogen om at tænke på situationer, hvor Klar Falsum kan være sand, beder man dem i sagens natur om at appellere til intuitioner om token-ytringer. Hvordan kunne man ellers tænke på måder, hvorpå Klar Falsum kunne være sand, uden at forestille sig, at Klar Falsum blev brugt i en kontekst, hvor John for eksempel var klar til frokost, men ikke klar til at stå på ski? Jeg har svært ved at se, hvordan en sådan øvelse skulle afvige væsentligt fra kontekstualisters KSA’er. Det forekommer mig derfor, at Borgs redegørelse fører hende, malgré elle, til en kontekstualistisk behandling af “klar”.
For at afslutte denne del vil jeg gerne sige, at vi, i mangel på en god minimalistisk redegørelse for det semantiske indhold af “klar” og andre mellemliggere, med sikkerhed kan antage, at ÆKSA’er synes at vise, at mellemliggere er kontekstfølsomme, fordi de er kontekstfølsomme. Men vores holdning er en, der skal forsvares fra to sider. Ud over at hævde, at mellemliggere består ÆKSA’er, hævder vi også, at stædige dumper dem. Derfor må vi også møde indvendinger fra radikal kontekstualisme.
Indvendinger fra radikal kontekstualisme
Radikale kontekstualister bliver nødt til at hævde, at stædige udtryk, i modsætning til vores intuitioner, faktisk består ÆKSA’er. Men radikale kontekstualister har en hård opgave foran sig. Hvis deres holdning er, at alle udtryk er kontekstfølsomme, skal de vise, at alle stædige består ÆKSA’er. Da jeg kun støtter moderat kontekstualisme, skal jeg blot forsvare én stædig mod radikal kontekstualisme, hvor mit valg falder på “vejer 80 kg”. Men så vidt jeg ved, har ingen radikale kontekstualister forsøgt at konstruere et ÆKSA for “vejer 80 kg”. Bezuidenhout forsøger at vise, at “vejer 80 kg” består Cappelen og Lepores kollektive beskrivelsestest, men forholder sig i sin kritik af ÆKSA’er i stedet til udtrykket “er rød”.32Anne Bezuidenhout, “The Coherence of Contextualism”, Mind and Language 21, nr. 1: 6–8. Travis styrer væk fra sine berømte eksempler og forsøger i stedet at vise, at “grynter” består ÆKSA’er.33Charles Travis, Occasion Sensitivity: Selected Essays (Oxford: OUP, 2008), 157.
Men selvom ingen egentlige radikale kontekstualister har forsøgt at vise, at “vejer 80 kg” består ÆKSA’er, kunne vi konstruere en imaginær radikal kontekstualist, der har stærke intuitioner om, at udtrykket faktisk består dem. Vi kunne forestille os, at de siger, at ytringen “Smith vejer 80 kg” er sand i målkonteksten, fordi kollegaen mener, at “Smith vejer 80 kg lige nu”, og er falsk i historiefortællingskonteksten, fordi vi mener, at “Smith vejer 80 kg nøgen før morgenmad”. Således har den radikale kontekstualist en alternativ fortolkning af data. Så er vi endt i et dødvande?
Nej. Hvem som helst, der postulerer den semantiske invarians af “vejer 80 kg”, kan forklare, hvorfor de hører ÆKSA’et som modstridende, og hvorfor den radikale kontekstualist ikke gør. Følelsen af modsigelse skyldes tilstedeværelsen af invariant indhold, der samtidig bekræftes og benægtes i ÆKSA’et. Grunden til, at den radikale kontekstualist ikke hører en modsigelse, er, at deres ører udelukkende opfanger, hvad “Smith vejer 80 kg” bruges til at kommunikere. Radikale kontekstualister vil sandsynligvis sige, at dette kommunikerede indhold er det eneste indhold, der er til stede. Men hvorfor hører resten af os så ÆKSA’et som modstridende, hvis der ikke er noget invariant indhold til stede? Det ser ud til, at moderat kontekstualisme kan forklare, hvorfor ÆKSA’et for “vejer 80 kg” lyder som en modsigelse for mange tilhørere, samtidig med at den kan forklare, hvorfor dette ikke er tilfældet for den radikale kontekstualist. Den radikale kontekstualists appel til kommunikeret indhold er dog kun i stand til at forklare sidstnævnte, ikke førstnævnte.
Den radikale kontekstualist kunne nu sige, at selvom ÆKSA’er synes at vise den semantiske invarians af “vejer 80 kg”, giver det os ingen grund til at antage, at udtrykket faktisk er invariant. Dette svar er helt rimeligt. ÆKSA’er giver ikke et direkte bevis for ufølsomheden af “vejer 80 kg”. Min argumentation er abduktiv. Jeg hævder, at den bedste forklaring på, hvorfor ÆKSA’et lyder som en modsigelse, er, at “vejer 80 kg” er kontekstufølsom. Den radikale kontekstualist må hævde, at dette ikke er den eneste tilgængelige forklaring. Men hvor er så den radikale kontekstualists alternative forklaring? Jeg har i hvert fald ikke set den. Måske er det muligt at forklare, hvorfor vores ÆKSA lyder selvmodsigende, uden at postulere invariansen af “vejer 80 kg”. Eller måske er “vejer 80 kg” bare ufølsomt. Uanset hvad, så ligger bevisbyrden hos de radikale kontekstualister. De kan ikke blive ved med at insistere på, at de er døve for selvmodsigelsen i ÆKSA’et for “vejer 80 kg”. De kan heller ikke fortsætte med at distrahere os ved at vifte os andre udtryk foran næsen. De er altså nødt til at forklare, hvorfor resten af os hører ÆKSA’et som en modsigelse, på trods af at “vejer 80 kg” er kontekstfølsomt. Alternativt kan de konstruere et ÆKSA, der ikke lyder som en modsigelse overhovedet, hvilket jeg stærkt tvivler på kan lade sig gøre. Men indtil en af disse opgaver er blevet opfyldt, mener jeg, at vi kan holde os til den moderate kontekstualists forklaring.
Konklusion
Som vi har set, vil Cappelen og Lepores behandling af mellemliggere føre til dataforudsigelser, som alle sider af debatten ville afvise, og Borgs redegørelse fører hende, malgré elle, til en kontekstualistisk behandling af “klar”. Vi så også, at den fiktive radikal kontekstualists fortolkning af ÆKSA’ers data er utilstrækkelig, da den ikke er i stand til at forklare, hvorfor resten af os hører ÆKSA’et for “vejer 80 kg” som modstridende. Derudover har ingen egentlig radikal kontekstualist forsøgt at konstruere et alternativt ÆKSA for “vejer 80 kg”. Således giver moderat kontekstualisme altså den bedste og simpleste forklaring og fortolkning af dataene produceret af ÆKSA’er. Mellemliggere består ÆKSA’er, da de er kontekstfølsomme, mens stædige dumper dem, da de er kontekstufølsomme. Med andre ord er den bedste forklaring på ÆKSA’ernes data, at moderat kontekstualisme er sand.34Jeg vil gerne takke min bachelorvejleder Nikolaj Nottelmann, min ven Julius Johansen, Anders Kjeldgaard Hansen fra Paradoks samt min kæreste Ronja Toxværd for deres hjælp med at udfærdige denne artikel.
| 1. | Se Herman Cappelen & Ernie Lepore, Insensitive Semantics: A Defense of Semantic Minimalism and Speech Act Pluralism (Malden: Blackwell Publishing Ltd, 2005), 88–113; Herman Cappelen & John Hawthorne, Relativism and Monadic Truth (Oxford; New York: OUP, 2009), 54–55. |
| 2. | Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 88–113. |
| 3. | Emma Borg & Sarah A. Fisher, “Semantic Content and Utterance Context: A Spectrum of Approaches” i The Cambridge Handbook of the Philosophy of Language, red. Piotr Stalmaszczyk (New York: CUP, 2021), 180. |
| 4. | David Kaplan, “Demonstratives: An Essay on the Semantics, Logic, Metaphysics, and Epistemology of Demonstratives and Other Indexicals”, i Themes from Kaplan, red. Joseph Almog, John Perry & Howard Wettstein (New York: OUP, 1989), 489. |
| 5. | Borg, som er minimalist, er åben for en udvidelse af denne mængde, men kun hvis der er robust leksikalsk-syntaktisk bevis for det. Se Emma Borg, Pursuing Meaning (Oxford: OUP, 2012), 87–88. |
| 6. | Charles Travis, “On what is Strictly Speaking True”, Canadian Journal of Philosophy 15, nr. 2 (1985): 199–200, min oversættelse. |
| 7. | Sarah-Jane Leslie, “Moderately Sensitive Semantics”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. Gerhard Preyer & Georg Peter (Oxford: OUP, 2007), 134, min oversættelse af “intermediates”. |
| 8. | Se Daniel Rothchild & Gabriel Segel, “Indexical Predicates”, Mind and Language 24 (2009): 467–93. Bemærk her at Rothchild og Segel mener at deres method kan anvendes til farveprædikater som “er rød”, så ifølge vores definition er de ikke moderate kontekstualister. |
| 9. | Se Jason Stanley & Zoltan Gendler Szabo, “On Quantifier Domain Restriction”, Mind and Language 15, nr. 2 og 3 (2000): 233–234. |
| 10. | Se François Recanati, “Unarticulated Constituents”, Linguistics and Philosophy 25, nr. 3 (2002): 299–345. |
| 11. | Se Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 53–57. |
| 12. | Se Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 39–52. |
| 13. | Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 107, min oversættelse af “Impoverished Context Shifting Arguments”. |
| 14. | Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 107, min oversættelse af hhv. “Target Context” og “Storytelling Context”. |
| 15. | Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 106. |
| 16. | Leslie, “Moderately Sensitive Semantics”, 137, min oversættelse. |
| 17. | Se Leslie, “Moderately Sensitive Semantics”, 137–138. |
| 18. | Emanuel Viebahn, “Against Context-Sensitivity Tests”, Grazer Philosophische Studien, 88 (2013): 202–204; Joanna Odrowąż-Sypniewska, “The Agreement-Based Tests for Context Sensitivity”, Lodz Papers in Pragmatics 7, nr. 2 (2011): 251–253. |
| 19. | Jeg undlader diskussionen af de andre tests, da de er kommet under beskydning for at indeholde en række mangler, udover problemet om teoretisk upartiskhed. Se f.eks. Anne Bezuidenhout, “The Coherence of Contextualism”, Mind and Language 21, nr. 1 (2006), 4; Ernie Lepore & Adam Sennet, “Saying and Agreeing”, Mind and Language 25, nr. 10 (2010), 599; Viebahn, “Against Context-Sensitivity Tests”, 193. |
| 20. | Viebahn, “Against Context-Sensitivity Tests”, 202–204; Joanna Odrowąż-Sypniewska, “The Agreement-Based Tests”, 251–253. |
| 21. | Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 155. |
| 22. | Se f.eks Kent Bach, “The Excluded Middle: Semantic Minimalism without Minimal Propositions”, Philosophy and Phenomenological Research 73, nr. 2 (2006): 438; Emma Borg, “Minimalism versus Contextualism in Semantics”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. Gerhard Preyer & Georg Peter (Oxford: OUP, 2007), 351; John Hawthorne, “Testing for Context-Dependence”, Philosophy and Phenomenological Research 73, nr. 2 (2006): 443. |
| 23. | Dette gik op for mig mens jeg læste MacFarlene. Se MacFarlane, “Semantic Minimalism and Nonindexical Contextualism”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. Gerhard Preyer & Georg Peter (Oxford: OUP, 2007), 7. |
| 24. | Cappelen & Lepore, Insensitive Semantics, 184. |
| 25. | Emma Borg, Pursuing Meaning (Oxford: OUP, 2012), 92. |
| 26. | Borg gør det klart, at hendes tilgang ikke er det samme som en indeksikalistisk behandling af klar. Se Borg, Pursuing Meaning, 92. |
| 27. | Christopher Gauker, “What Tipper is Ready For: A Semantics of Incomplete Predicates”, Nous 41, nr. 1 (2012): 70–71. |
| 28. | Emma Borg, “Minimalism versus Contextualism in Semantics”, i Context-Sensitivity and Semantic Minimalism: New Essays on Semantics and Pragmatics, red. Gerhard Preyer & Georg Peter (Oxford: OUP, 2007), 351. |
| 29. | Borg, Pursuing Meaning, 96. |
| 30. | Borg, Pursuing Meaning, 100. |
| 31. | Borg, Pursuing Meaning, 100. |
| 32. | Anne Bezuidenhout, “The Coherence of Contextualism”, Mind and Language 21, nr. 1: 6–8. |
| 33. | Charles Travis, Occasion Sensitivity: Selected Essays (Oxford: OUP, 2008), 157. |
| 34. | Jeg vil gerne takke min bachelorvejleder Nikolaj Nottelmann, min ven Julius Johansen, Anders Kjeldgaard Hansen fra Paradoks samt min kæreste Ronja Toxværd for deres hjælp med at udfærdige denne artikel. |