Forestil dig, at du går en tur og pludseligt lægger mærke til en smuk solnedgang. Din opmærksomhed bliver så opslugt af den visuelle scene, at du et kort øjeblik fuldstændigt glemmer dig selv. For en kort stund findes der kun solen, skyerne og landskabet – men du er fraværende.
De fleste af os har haft lignende oplevelser, hvor al selvbevidsthed synes at forsvinde for en kort stund. Vi har sågar endda indlejret sådanne erfaringer i vores sprog med vendinger som “jeg glemte mig selv”. Disse oplevelser rejser spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthed virkelig kan eksistere uden nogen som helst form for selvbevidsthed, eller om bevidsthed altid er karakteriseret ved – eller endda betinget af – en minimal form for selvbevidsthed.
Dette spørgsmål er genstand for debat i moderne bevidsthedsfilosofi, neurovidenskab og kognitionspsykologi. På den ene side står subjektivitetsteoretikere som Dan Zahavi,1Dan Zahavi, Subjectivity and Selfhood: Investigating the First-Person Perspective (Cambridge, MA: MIT Press, 2005), 99–146. Alexandre Billon og Uriah Kriegel,2Axel Billon & Uriah Kriegel, “Jaspers’ Dilemma: The Psychopathological Challenge to Subjectivity Theories of Consciousness”, i Disturbed Consciousness: New Essays on Psychopathology and Theories of Consciousness, red. R. J. Gennaro (Cambridge, MA: MIT Press, 2015), 29–54. der argumenterer for en prærefleksiv form for minimal selvbevidsthed som en universel grundstruktur for bevidsthed. Denne tese er blevet kaldt subjektivitetsprincippet.3Billon & Kriegel, “Jaspers’ Dilemma”, 30. Ifølge Billon og Kriegel kan denne minimale selvbevidsthed identificeres som det, der er konstant på tværs af skiftende oplevelser.4Billon & Kriegel, “Jaspers’ Dilemma”, 30. De fremhæver at på tværs af kvalitativt forskellige oplevelser er fællesnævneren, at de er dine, og at de erfares som dine.5Billon & Kriegel, “Jaspers’ Dilemma”, 29–30. Subjektivitetsprincippet rummer altså to dimensioner:
- En ontologisk dimension: Alle fænomenalt bevidste tilstande tilhører
- En fænomenologisk dimension: Alle fænomenalt bevidste tilstande erfares som tilhørende subjekter.
Fokus her er den fænomenologiske påstand: at oplevelser altid erfares som mine.
Senere års forskning inden for psykedelika og kontemplativ neuro- og kognitionsvidenskab (dvs. den empiriske udforskning af meditative praksisser) har imidlertid udfordret det fænomenologiske subjektivitetsprincip. Studier af meditation og psykedeliske stoffer har afdækket fænomenalt selvløse tilstande, hvor selv den minimale form for selvbevidsthed angiveligt er fraværende.6Chris Letheby & Philip Gerrans, “Self Unbound: Ego Dissolution in Psychedelic Experience”, Neuroscience of Consciousness 2017, nr. 1 (2017): 1–11. Denne empiri, som endnu ikke har fået megen opmærksomhed i den bevidsthedsfilosofiske og kognitionspsykologiske debat, udgør derfor et vigtigt bidrag til diskussionen om, hvorvidt selvbevidsthed er en fundamental grundbetingelse for bevidsthed.7Raphaël Millière & Thomas Metzinger, “Radical Disruptions of Self-Consciousness”, Philosophy and the Mind Sciences1 (2020): 1–13. For at kunne bedømme empiriens bidrag til diskussionen vil jeg klart definere begrebet selvbevidsthed, da debatten har været præget af semantiske uoverensstemmelser.8M. Guillot, “I Me Mine: On a Confusion Concerning the Subjective Character of Experience”, Review of Philosophy and Psychology 7 (2016): 1–31. For at kunne definere begrebet “selvbevidsthed”, er det dog nødvendigt at definere begrebet “bevidsthed”: Hvad er det præcist, den minimale form for selvbevidsthed hævdes at være en grundbetingelse for? Jeg vil her operere med Nagels berømte definition af bevidsthed som “oplevelse per se”.9Thomas Nagel, “What Is It Like to Be a Bat?”, The Philosophical Review 83, nr. 4 (1974): 435–450. Ifølge Nagel refererer bevidsthed til det simple faktum, at “det er noget, det er som at være” visse systemer, for eksempel menneskelige organismer. Altså at disse systemer er associeret med en kvalitativ, fænomenal dimension.10Nagel, “What Is It Like to Be a Bat?”, 436. Jeg vil referere til dette som fænomenal bevidsthed eller blot oplevelse.
Her kan det være nyttigt også at drage en grundlæggende sondring mellem to former for selvbevidsthed: minimal og narrativ.11Shaun Gallagher, “Philosophical Conceptions of the Self: Implications for Cognitive Science”, Trends in Cognitive Sciences 4 (2000): 14–21. Narrativ selvbevidsthed refererer til selvet som objekt, dvs. som potentiel genstand for opmærksomhed og refleksion. Det inkluderer aspekter som autobiografisk hukommelse, personlig identitet og sociale roller.12Gallagher, “Philosophical Conceptions of the Self”, 14–21. Minimal selvbevidsthed refererer derimod til selvet som oplevet subjekt: en prærefleksiv og umiddelbar fornemmelse af at være et nogen, som oplevelser er givet for.13Dan Zahavi, “Self and Other: The Limits of Narrative Understanding”, Royal Institute of Philosophy Supplement 60 (2007): 179–202. I det følgende er der udelukkende fokus på minimal selvbevidsthed, da det er denne form for selvbevidsthed, der er blevet påstået at udgøre en grundbetingelse for bevidsthed.14Zahavi, Subjectivity and Selfhood, 99–146. Begrebet “selvbevidsthed” er dog tvetydigt og dets distinkte facetter vil derfor blive inddelt i den følgende taksonomi.15Guillot, “I Me Mine”, 1–31.
Fire aspekter af minimal selvbevidsthed
Kriteriet for inddragelse i taksonomien er baseret på en gængs definition af selvbevidsthed som “bevidsthed om sig selv som sig selv” som præsenteret i The Stanford Encyclopedia of Philosophy.16J. Smith, “Self-Consciousness”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (2017). Definitioner, der ikke lever op til dette kriterium, og derfor ikke er empirisk falsificerbare via kvalitative rapporter, vil blive udeladt fra taksonomien og behandlet som teoretiske indvendinger senere. Forskellige definitioner, der synes at kunne reduceres til samme fænomen, er blevet kombineret for at få en taksonomi, der udelukkende beskriver distinkte aspekter af minimal selvbevidsthed. Følgende fire aspekter er blevet identificeret:
Kropsejerskab
Kropsejerskab er oplevelsen af at være – eller have – en krop, der er adskilt fra den eksterne omverden. Det er oplevelsen af kroppen som min.17Anil K. Seth & Manos Tsakiris, “Being a Beast Machine: The Somatic Basis of Selfhood”, Trends in Cognitive Sciences22, nr. 11 (2018): 969–981.
Agens
Agens betegner følelsen af at være ophav til egne handlinger, tanker og intentioner. Det er følelsen af at være en aktør, der fungerer som årsag til intentionelle fysiske og mentale processer.18Tim Bayne, “The Phenomenology of Agency”, Philosophy Compass 3, nr. 1 (2008): 182–202.
Visuospatial selvlokation
Dette beskriver erfaringen af at være lokaliseret som et punkt i det tredimensionelle rum, typisk bag øjnene eller inde i hovedet. Dette punkt fornemmes som et centrum, som hele oplevelsesrummet er organiseret omkring, og hvorfra oplevelser tilegnes.19Olaf Blanke & Thomas Metzinger, “Full-Body Illusions and Minimal Phenomenal Selfhood”, Trends in Cognitive Sciences 13, nr. 1 (2009): 7–13.
For-mig-hed
For-mig-hed refererer til fornemmelsen af, at selve strømmen af oplevelser tilhører mig.20Dan Zahavi & Uriah Kriegel, “For-Me-Ness: What It Is and What It Is Not”, i Philosophy of Mind and Phenomenology: Conceptual and Empirical Approaches, red. D. O. Dahlstrom, A. Elpidorou & W. Hopp (London: Routledge, 2016), 36–53. Det er ikke blot en følelse af ejerskab over specifikke aspekter, såsom kroppen eller tanker og intentioner, men en følelse af globalt ejerskab over hele oplevelsesstrømmen. Ifølge Zahavi og Kriegel findes der på tværs af kvalitativt forskellige oplevelser – f.eks. smagen af citron, duften af mynte, synet af farven rød – en invariant fornemmelse af, at oplevelserne er givet for mig.21Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 39. De skelner mellem en stærk og en moderat tolkning af for-mig-hed:22Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53.
- Den stærke tolkning, som forfatterne selv forsvarer, hævder, at for-mig-hed er en fænomenal kvalitet givet i selve oplevelsen. Det er selve fænomenernes tilsyneladende tilbagehenvisning til et oplevende subjekt som en oplevet kvalitet.
- Den moderate tolkning af for-mig-hed refererer derimod til en præmis ved selve oplevelsernes struktur: at de er givet subjektet på en særlig epistemisk privat måde.
Kun den stærke tolkning inddrages i taksonomien, fordi kun den lever op til den formelle definition af selvbevidsthed og kan testes empirisk via kvalitative rapporter. Den moderate tolkning udelades fra taksonomien, da den vedrører et ontologisk eller epistemisk forhold, der ikke kan testes via fænomenologiske data, og derfor ikke lever op til kriterierne. Til gengæld vil den blive behandlet som en teoretisk indvending senere.
Evidens for fænomenalt selvløse oplevelser
Følgende analyse af de fire aspekter af minimal selvbevidsthed tager udgangspunkt i fire uafhængige forskningsprojekter inden for kontemplativ og psykedelisk bevidsthedsforskning, med henholdsvis erfarne meditationsudøvere og personer under påvirkning af 5‑MeO-DMT.23Y. Ataria, Y. Dor-Ziderman & A. Berkovich-Ohana, “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, Consciousness and Cognition 37 (2015): 133–147; Y. Dor-Ziderman et al., “Self-Specific Processing in the Meditating Brain”, Neuroscience of Consciousness 2016, nr. 1 (2016): 1–13; Y. Dor-Ziderman et al., … Continue reading Studierne er udvalgt, fordi de eksplicit undersøger fraværet af bestemte aspekter af minimal selvbevidsthed og kombinerer detaljerede kvalitative beskrivelser med neurofysiologiske målinger, hvilket muliggør metodetriangulering. Samlet set giver materialet ikke statistisk generaliserbar evidens, men det er tilstrækkeligt til en demonstration af mulighed (proof of concept): empirisk evidens for, at fænomenalt selvløse tilstande kan finde sted. Eftersom det fænomenologiske subjektivitetsprincip hævder universalitet, er ét overbevisende modeksempel i princippet nok til at falsificere det.
Der rapporteres på tværs af de kontemplative studier systematisk om opløsning af kropsejerskab, agens og visuospatial selvlokation. Deltagerne beskriver kroppen som blot fornemmelser uden ejerskab,24Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 15; Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 10; Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed … Continue reading handlinger og opmærksomhed som spontane snarere end kontrollerede,25Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 142; Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 18; Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed … Continue reading samt fravær af ethvert oplevet centrum.26Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 18; Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 4, 13; Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed … Continue reading Under påvirkning af 5‑MeO-DMT beskrives i nogle tilfælde endda en fuldstændig opløsning af kropsfornemmelsen og alle sædvanlige sanser.27Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 3.
Mest udfordrende for subjektivitetsprincippet er dog rapporterne om opløsning af for-mig-hed. I disse tilfælde beskrives oplevelser som forekommende uden ejerskab: der er oplevelse, men ingen oplevet instans, som oplevelsen er givet for.28Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 141; Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 15. Nogle deltagere udtrykker eksplicit modvilje mod at anvende førstepersonspronominer, da ethvert “jeg” opleves som misvisende.29Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 1.
Disse førstepersonsrapporter ledsages af konvergerende neurofysiologiske mønstre. På tværs af både kontemplative og psykedelisk inducerede tilstande er rapporteret selvløshed systematisk forbundet med reduceret betaaktivitet i den posteriore mediale cortex, herunder posterior gyrus cingularis og præcuneus – centrale knudepunkter i hjernens grundtilstandsnetværk (default mode network), der ofte forbindes med selvrelateret informationsbearbejdning.30Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 1–7; Trautwein et al., “Suspending the Embodied Self in Meditation Attenuates Beta Oscillations in the Posterior Medial Cortex”, 1–10; Dor-Ziderman et al., “Self-Specific Processing in the Meditating Brain”, 1–13; … Continue reading Særligt markante reduktioner i disse områder ses hos de deltagere, der er i stand til at inducere en total opløsning af minimal selvbevidsthed.31Trautwein et al., “Suspending the Embodied Self in Meditation Attenuates Beta Oscillations in the Posterior Medial Cortex”, 1–10.
Samlet set peger empiriens kvalitative og kvantitative dimensioner i samme overordnede retning: under visse betingelser kan alle fire aspekter af minimal selvbevidsthed (kropsejerskab, agens, selvlokation og for-mig-hed) være fraværende, mens fænomenal bevidsthed i sig selv bevares.
Kan vi stole på selvrapportering?
En velkendt fejlkilde ved brug af subjektive rapporter er dog risikoen for bekræftelsesbias, dvs. tendensen til at rapporter forvrænges af deltagernes forventninger, kulturelle referencerammer eller forudgående overbevisninger. Selvom inddragelse af kvalitative, fænomenologiske rapporter er anerkendt praksis i neurokognitiv bevidsthedsforskning,32Francisco Varela, “Neurophenomenology: A Methodological Remedy for the Hard Problem”, Journal of Consciousness Studies 3, nr. 4 (1996): 330–349. har nogle teoretikere betvivlet validiteten af subjektive rapporter om fænomenal selvløshed.33M. Sebastian, “Perspectival Self-Consciousness and Ego-Dissolution”, Philosophy and the Mind Sciences 1 (2020): 1–27. Dette skyldes en antagelse om, at kulturelle bias og udbredte neobuddhistiske ideologier kan påvirke fortolkningen af kontemplative og psykedeliske oplevelser. Kritikken er relevant, men udfordres af to forhold ved forsøgsdesignet i de her inddragede studier. For det første benyttede alle studierne mikrofænomenologiske interviews. Disse udføres af trænede interviewere og er eksplicit designet til at udløse detaljerede, øjeblik-for-øjebliksbeskrivelser af deltagerens umiddelbare oplevelser med egne ord.34Claire Petitmengin, “Describing One’s Subjective Experience in the Second Person”, Phenomenology and the Cognitive Sciences 5, nr. 3 (2006): 229–269. Et interview, der skal facilitere beskrivelser af bare få sekunders oplevelse, tager ofte en hel time.35Claire Petitmengin et al., “Studying the Experience of Meditation through Micro-Phenomenology”, Current Opinion in Psychology 28 (2019): 54–59. Dette afspejles i, at rapporterne bærer minimalt præg af buddhistisk terminologi. For det andet blev de kvalitative beskrivelser i alle studierne suppleret med neurofysiologiske målinger. Deltagerne udviste signifikant konvergerende nedsat aktivitet i hjerneområder og ‑frekvenser, som den eksisterende neurokognitive litteratur både teoretisk og empirisk forbinder med selvrelateret informationsbearbejdning og integration af sensoriske informationsstrømme via prædiktive top-down processer. Disse metodiske forhold mindsker betydeligt sandsynligheden for, at rapporterne blot afspejler rent kulturelt betinget konfabulation. Det eliminerer naturligvis ikke al risiko for bekræftelsesbias, men det er væsentligt at understrege, at subjektive rapporter er et epistemisk vilkår i bevidsthedsforskning, da genstandsfeltet netop er oplevelse som fænomen.36Varela, “Neurophenomenology”, 330–349. Medmindre der foreligger særlige grunde til at betvivle rapporternes validitet, bør de derfor betragtes som legitim psykologisk empiri. Det synes ikke at være tilfældet her, og rapporterne kan derfor med rimelig grund anses for valide.
Kan man huske en oplevelse, hvor man ikke selv var til stede?
Et andet potentielt problem med de inddragede subjektive rapporter er, at de er retrospektive. Det har ledt nogle kritikere til at konkludere, at beskrivelsen af fænomenalt selvløse tilstande udgør en performativ selvmodsigelse. Hvis man kan tilskrive sig selv oplevelsen, idet man genkalder sig den, må man ifølge kritikerne nødvendigvis også have været bevidst om den som ens egen, da den fandt sted.37Evan Thompson, “Self-No-Self? Memory and Reflexive Awareness”, i Self, No Self? Perspectives from Analytical, Phenomenological, and Indian Traditions, red. M. Siderits, E. Thompson & D. Zahavi (Oxford: Oxford University Press, 2010), 157–175. Indvendingen beror imidlertid på fejlslutninger angående mekanismerne bag episodisk hukommelse.
Det er alment accepteret i den kognitionsvidenskabelige litteratur, at minder ikke passivt arkiveres som direkte repræsentationer af virkeligheden men aktivt konstrueres, idet de bliver genkaldt. Dette er påvist i veldokumenterede tilfælde af falske erindringer.38Daniel A. Gallo, “False Memories and Fantastic Beliefs”, Memory and Cognition 38, nr. 7 (2010): 833–848. Det er dog også alment accepteret, at minder oftest – i det mindste delvist – er baseret på repræsentationer af faktiske hændelser. Ifølge Millière og Newen er de fleste moderne modeller af episodisk hukommelse derfor hybridmodeller, der kombinerer aspekter af både passiv lagring og aktiv konstruktion.39Raphaël Millière & Albert Newen, “Selfless Memories”, Erkenntnis 89, nr. 3 (2024): 897–918. Disse modeller fastholder, at kerneelementer af informationen fra den originale episode bevares som diskrete hukommelsesspor, der under genkaldelse beriges og modificeres af associeret kontekstuel og semantisk information, hvorved et episodisk scenarie konstrueres.40S. Cheng, M. Werning & T. Suddendorf, “Dissociating Memory Traces and Scenario Construction in Mental Time Travel”, Neuroscience & Biobehavioral Reviews 60 (2016): 82–89.
Det er logisk konsistent at antage, at det indledende, rudimentære hukommelsesspor ikke nødvendigvis indeholder nogen selvhenførende information, før det bliver kontekstualiseret af semantisk information, der specificerer personen som oplevelsens ejer. Spørgsmålet er dog, hvor den selvhenførende semantiske information så stammer fra, hvis ikke det oprindelige episodiske hukommelsesspor. Ifølge hybridmodellerne opstår fornemmelsen af ejerskab over episodiske minder i kraft af kildemonitorering, dvs. processer, der registrerer, hvor og hvordan mindet blev skabt.41Cheng et al., “Dissociating Memory Traces and Scenario Construction in Mental Time Travel”, 14.
Ejerskabsfornemmelsen over minder behøver altså ikke at være et produkt af selvhenførende indhold i det oprindelige hukommelsesspor. Dette fremgår tydeligt af, at vi er i stand til at skelne imaginære scenarier med selvhenførende indhold, der ikke har oprindelse i faktiske begivenheder, fra episodiske minder med selvhenførende indhold, der har oprindelse i faktiske begivenheder.42Millière & Newen, “Selfless Memories”, 897–918. Forsøgsdeltagere rapporterer ikke om fænomenalt selvløse oplevelser i et vakuum, men som led i en kronologisk sekvens med et før og et efter. Derfor er det ikke overraskende, at deltagerne skulle have den fornødne kontekstuelle information til at placere den selvløse oplevelse i deres egen autobiografiske hukommelse.
Hukommelsesudfordringen synes således at fejle, da der hverken foreligger noget teoretisk eller empirisk grundlag for at antage, at rapporter om fænomenalt selvløse tilstande skulle være logisk kontradiktoriske, givet hvad vi ved om episodisk hukommelse fra kognitionsvidenskaben.
Den sidste bastion: for-mig-hed
Som vi har set, tyder evidensen på, at samtlige aspekter af minimal selvbevidsthed kan være fraværende i fænomenalt bevidste tilstande, hvilket udgør et stærkt empirisk argument mod det fænomenologiske subjektivitetsprincip. Nogle subjektivitetsteoretikere har dog hævdet, at det mest fundamentale aspekt af minimal selvbevidsthed, for-mig-hed, udgør en del af selve strukturen ved fænomenal bevidsthed, hvorfor det per definition ikke kan være fraværende.43Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53. Som nævnt findes der både en stærk og en moderat tolkning af begrebet. Begge er relevante her.
Den stærke tolkning, der beskriver for-mig-hed som en oplevet kvalitet, støder på det problem, at den synes empirisk falsificeret ved forsøgsdeltagernes eksplicitte modvillighed mod at bruge førstepersonspronominerne “jeg” og “mig” i deres beskrivelser. Dette indikerer, at den oplevede kvalitet af ejerskab over oplevelserne var fraværende. Hvis ikke den stærke tolkning afvises på dette grundlag, risikerer den at blive empirisk ufalsificerbar, da den ikke kan operationaliseres, hvis end ikke brugen af førstepersonspronominer er nogen indikation på dens tilstedeværelse. Nogle subjektivitetsteoretikere har dog hævdet, at selv hvis dette er sandt, er begrebet stadigvæk en deskriptiv nødvendighed for adækvat at beskrive oplevelsers karakter.44Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 46. Dette er korrekt, hvis vi taler om at beskrive karakteren af den typiske menneskelige oplevelse, hvor der næsten altid synes at være en invariant fornemmelse af distance mellem subjekt og objekt. Subjektivitetsprincippet hævder dog mere radikalt, at fornemmelsen af for-mig-hed er en grundbetingelse for al oplevelse,45Zahavi, Subjectivity and Selfhood: Investigating the First-Person Perspective, 99–146. men lige så vel som for-mig-hed er et uundværligt begreb for at karakterisere den typiske menneskelige oplevelse, er dets negation nødvendigt for at karakterisere det særegne ved de subjektive beskrivelser af fænomenalt selvløse tilstande. Dette underminerer påstanden om universalitet, men anerkender begrebets deskriptive validitet hvad angår den typiske menneskelige oplevelse.
Ifølge Zahavi og Kriegel består den moderate tolkning af for-mig-hed i det forhold, at oplevelser er givet subjektet på en særlig epistemisk privat måde, som alt andet ikke er.46Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53. Fysiske objekter som borde, kopper og computere er intersubjektivt tilgængelige, mens oplevelser per se er grundlæggende private for subjektet, der har dem. De hævder, at dette forhold i sig selv udgør en absolut minimal form for selvbevidsthed. Definitionen forudsætter dog eksistensen af “subjekter”, hvilket rejser et væsentligt problem: Hvad er “mig’et” i for-mig-hed?
At gå ind i en udførlig ontologisk diskussion om, hvorvidt subjekter eksisterer, ville være uden for denne artikels fænomenologiske fokus. I stedet vil jeg blot bemærke, at den moderate tolkning af for-mig-hed ikke lever op til den officielle definition af selvbevidsthed, da den ikke betegner “bevidsthed om sig selv som sig selv”.47Smith, “Self-Consciousness”. Den betegner derimod et ontologisk eller epistemisk forhold, der ikke kan verificeres empirisk via kvalitative rapporter. Den er derfor umiddelbart mindre relevant for nærværende artikels formål, som er at undersøge den fænomenologiske dimension af subjektivitetsprincippet, der vedrører selvbevidsthed som oplevet kvalitet snarere end subjektets ontologi. En subjektivitetsteoretiker kunne dog indvende, at dette ville være en forhastet konklusion. Subjektivitetsteoretikere hævder nemlig ofte, at de ikke forsvarer et subjekt, der er ontologisk distinkt fra oplevelser, men et forhold ved selve måden hvorpå oplevelser er givet.48Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53. Altså et forhold, der faktisk gør en fænomenologisk forskel. Ifølge Zahavi og Kriegel er det “ikke et aspekt af hvad der opleves men af hvordan det opleves; ikke et objekt i oplevelsen men en konstitutiv måde at opleve på”.49Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 38. Zahavi fremhæver et eksempel på, hvordan dette forhold – ved oplevelsers struktur snarere end deres indhold – gør en positiv fænomenologisk forskel: “Er det ikke temmelig mærkeligt at insistere på, at forskellen på min adgang til min egen følelse af kvalme (som den subjektivt gennemleves) og den adgang, jeg har til din følelse af kvalme (som den udtrykkes ved dine grimasser og verbale rapporter), er en forskel uden nogen fænomenal indflydelse?”50Dan Zahavi, “Consciousness and Selfhood: Getting Clearer on For-Me-Ness and Mineness”, i The Oxford Handbook of the Philosophy of Consciousness, red. U. Kriegel (Oxford: Oxford University Press, 2020), 648–649. Dette eksempel støder på to udfordringer:
- Det forveksler en rent ontologisk eller epistemisk betragtning om, hvilke oplevelser, et givent subjekt har adgang til, med konklusioner om en påstået kvalitet, der karakteriserer oplevelsers fænomenologi.
- Den risikerer at implicere en cirkulær definition af subjektet.
Hvad angår den første udfordring, er det klart, at der er en fænomenal forskel på min egen følelse af kvalme og min opfattelse af en anden persons kvalme. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det er en forskel, der har indflydelse på den fænomenale karakter af min kvalme. Den simpleste forklaring er, at det bare er to kvalitativt forskellige oplevelser givet via forskellige sansemodaliteter: en interoceptiv fornemmelse af kvalme og en exteroceptiv perception af en anden persons kvalme. For at vende tilbage til Zahavis distinktion mellem hvilke oplevelser, der er givet, og hvordan de er givet, er det altså ikke åbenlyst, at hans eksempel demonstrerer sidstnævnte og ikke blot førstnævnte. Forskellen vedrører netop, hvad der er givet i min oplevelse, og ikke en distinkt selvhenførende måde, de er givet på.
Desuden risikerer Zahavis måde at tale om subjekter på at modsige hans egen definition af subjekter som noget, der vedrører oplevelsers struktur (og altså hverken et objekt i bevidstheden eller noget, der er ontologisk distinkt fra oplevelser: hverken et hvad eller et hvem i forhold til oplevelser, men et hvordan). Problemet er, at dette hvordan (dvs. den subjektivt private adgang til oplevelser) defineres med henvisning til et hvem (dvs. det “mig”, som oplevelser er private for).51Zahavi, “Self and Other”, 179–202. Dette risikerer at blive en tom cirkelslutning, hvis strukturen defineres som givetheden-for-subjektet, mens subjektet defineres som selve strukturen. F.eks. definerer Zahavi oplevelsers epistemisk private struktur med henvisning til et distinkt oplevende subjekt: “hvor objektet for min perceptuelle oplevelse er intersubjektivt tilgængeligt […] er min perceptuelle oplevelse i sig selv kun direkte givet til mig. Det er denne førstepersonlige givethed ved oplevelsen, der gør den subjektiv”.52Dan Zahavi, “Self and Consciousness”, i Exploring the Self: Philosophical and Psychopathological Perspectives on Self-Experience, red. D. Zahavi (Amsterdam: John Benjamins, 2000), 58. Andetsteds definerer han så subjektet som selve den epistemisk private struktur, subjektet ellers skulle være definerende for: “Selvet forstås som den invariante dimension af førstepersonlig givethed i mangfoldigheden af skiftende oplevelser […] Det oplevelsesmæssige kerneselv er en konstitutiv del af strukturen ved fænomenal bevidsthed”.53Zahavi, “Self and Other”, 185. I fraværet af en nærmere definition af, hvad subjektivitetsteoretikernes brug af subjektbegrebet indebærer, synes denne definition cirkulær.
På trods af den cirkulære definition kunne man plausibelt antage, at mig’et i Zahavis eksempel blot refererer til vedkommende selv som organisme. Denne idé har en vis intuitiv appel: Jeg har som organisme epistemisk privat adgang til min strøm af oplevelser. Selv hvis man godtager denne pointe, ville det dog ikke redde det fænomenologiske subjektivitetsprincip fra falsifikation, da den ikke vedrører erfaringen af oplevelser som givet for et subjekt. Selv hvis oplevelser faktisk finder sted for organismer, betyder det ikke, at organismer nødvendigvis og altid repræsenterer “sig selv som sig selv” i disse oplevelser.
Selvom et udførligt forsvar for en fejlteori om subjektet er uden for denne fænomenologisk fokuserede artikels rækkevidde, synes det rimeligt at konkludere, at den moderate tolkning af for-mig-hed ikke udgør et legitimt teoretisk forsvar for det fænomenologiske subjektivitetsprincip af følgende tre grunde:
- Subjektivitetsteoretikernes definition af minimal selvbevidsthed beskriver ikke en egenskab, der gør en positiv fænomenologisk forskel for oplevelsers karakter og indikerer således ikke, at de skulle være givet på en særligt selvhenførende måde, dvs. karakteriseret ved minimal selvbevidsthed.
- Subjektivitetsteoretikernes definition af minimal selvbevidsthed synes at bero på en cirkulær konception af subjektet.
- Hvis subjektivitetsteoretikernes brug af subjektbegrebet refererer til menneskelige organismer, udelukker det ikke, at disse kan være ophav til oplevelser uden at repræsentere sig selv i dem.
Oplevelser uden et selv
Såfremt ovenstående argumenter accepteres, må subjektivitetsprincippet, i lyset af aktuel teori og empiri, enten forkastes eller revideres til en mere moderat version. En sådan version kan muligvis beskrive typiske menneskelige oplevelser. Men den bør afstå fra at udlede radikale konklusioner om en universel oplevet kvalitet eller bevidsthedens grundbetingelser på baggrund af a priori antagelser, påstande om deskriptiv nødvendighed eller observationer om epistemiske tilgængelighedsrelationer. Forskningen tegner et klart billede: Tilstrækkeligt kontemplativt trænede eller farmakologisk stimulerede hjerner er i stand til at generere oplevelser uden repræsentationen af et bevidsthedsbærende subjekt.
| 1. | Dan Zahavi, Subjectivity and Selfhood: Investigating the First-Person Perspective (Cambridge, MA: MIT Press, 2005), 99–146. |
| 2. | Axel Billon & Uriah Kriegel, “Jaspers’ Dilemma: The Psychopathological Challenge to Subjectivity Theories of Consciousness”, i Disturbed Consciousness: New Essays on Psychopathology and Theories of Consciousness, red. R. J. Gennaro (Cambridge, MA: MIT Press, 2015), 29–54. |
| 3. | Billon & Kriegel, “Jaspers’ Dilemma”, 30. |
| 4. | Billon & Kriegel, “Jaspers’ Dilemma”, 30. |
| 5. | Billon & Kriegel, “Jaspers’ Dilemma”, 29–30. |
| 6. | Chris Letheby & Philip Gerrans, “Self Unbound: Ego Dissolution in Psychedelic Experience”, Neuroscience of Consciousness 2017, nr. 1 (2017): 1–11. |
| 7. | Raphaël Millière & Thomas Metzinger, “Radical Disruptions of Self-Consciousness”, Philosophy and the Mind Sciences1 (2020): 1–13. |
| 8. | M. Guillot, “I Me Mine: On a Confusion Concerning the Subjective Character of Experience”, Review of Philosophy and Psychology 7 (2016): 1–31. |
| 9. | Thomas Nagel, “What Is It Like to Be a Bat?”, The Philosophical Review 83, nr. 4 (1974): 435–450. |
| 10. | Nagel, “What Is It Like to Be a Bat?”, 436. |
| 11. | Shaun Gallagher, “Philosophical Conceptions of the Self: Implications for Cognitive Science”, Trends in Cognitive Sciences 4 (2000): 14–21. |
| 12. | Gallagher, “Philosophical Conceptions of the Self”, 14–21. |
| 13. | Dan Zahavi, “Self and Other: The Limits of Narrative Understanding”, Royal Institute of Philosophy Supplement 60 (2007): 179–202. |
| 14. | Zahavi, Subjectivity and Selfhood, 99–146. |
| 15. | Guillot, “I Me Mine”, 1–31. |
| 16. | J. Smith, “Self-Consciousness”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (2017). |
| 17. | Anil K. Seth & Manos Tsakiris, “Being a Beast Machine: The Somatic Basis of Selfhood”, Trends in Cognitive Sciences22, nr. 11 (2018): 969–981. |
| 18. | Tim Bayne, “The Phenomenology of Agency”, Philosophy Compass 3, nr. 1 (2008): 182–202. |
| 19. | Olaf Blanke & Thomas Metzinger, “Full-Body Illusions and Minimal Phenomenal Selfhood”, Trends in Cognitive Sciences 13, nr. 1 (2009): 7–13. |
| 20. | Dan Zahavi & Uriah Kriegel, “For-Me-Ness: What It Is and What It Is Not”, i Philosophy of Mind and Phenomenology: Conceptual and Empirical Approaches, red. D. O. Dahlstrom, A. Elpidorou & W. Hopp (London: Routledge, 2016), 36–53. |
| 21. | Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 39. |
| 22. | Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53. |
| 23. | Y. Ataria, Y. Dor-Ziderman & A. Berkovich-Ohana, “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, Consciousness and Cognition 37 (2015): 133–147; Y. Dor-Ziderman et al., “Self-Specific Processing in the Meditating Brain”, Neuroscience of Consciousness 2016, nr. 1 (2016): 1–13; Y. Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, Frontiers in Human Neuroscience 7 (2013): 1–17; C. Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, Neuroscience of Consciousness 2025, nr. 1 (2025): 1–7; F. M. Trautwein et al., “Suspending the Embodied Self in Meditation Attenuates Beta Oscillations in the Posterior Medial Cortex”, Journal of Neuroscience 44, nr. 26 (2024): 1–10; O. Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, Brain Sciences 11, nr. 6 (2021): 1–32. |
| 24. | Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 15; Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 10; Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 3. |
| 25. | Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 142; Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 18; Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 3. |
| 26. | Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 18; Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 4, 13; Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 1. |
| 27. | Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 3. |
| 28. | Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 6; Ataria et al., “How Does It Feel to Lack a Sense of Boundaries?”, 141; Nave et al., “Self-Boundary Dissolution in Meditation: A Phenomenological Investigation”, 15. |
| 29. | Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 1. |
| 30. | Timmermann et al., “Exploring 5‑MeO-DMT as a Pharmacological Model for Deconstructed Consciousness”, 1–7; Trautwein et al., “Suspending the Embodied Self in Meditation Attenuates Beta Oscillations in the Posterior Medial Cortex”, 1–10; Dor-Ziderman et al., “Self-Specific Processing in the Meditating Brain”, 1–13; Dor-Ziderman et al., “Mindfulness-Induced Selflessness”, 1–17. |
| 31. | Trautwein et al., “Suspending the Embodied Self in Meditation Attenuates Beta Oscillations in the Posterior Medial Cortex”, 1–10. |
| 32. | Francisco Varela, “Neurophenomenology: A Methodological Remedy for the Hard Problem”, Journal of Consciousness Studies 3, nr. 4 (1996): 330–349. |
| 33. | M. Sebastian, “Perspectival Self-Consciousness and Ego-Dissolution”, Philosophy and the Mind Sciences 1 (2020): 1–27. |
| 34. | Claire Petitmengin, “Describing One’s Subjective Experience in the Second Person”, Phenomenology and the Cognitive Sciences 5, nr. 3 (2006): 229–269. |
| 35. | Claire Petitmengin et al., “Studying the Experience of Meditation through Micro-Phenomenology”, Current Opinion in Psychology 28 (2019): 54–59. |
| 36. | Varela, “Neurophenomenology”, 330–349. |
| 37. | Evan Thompson, “Self-No-Self? Memory and Reflexive Awareness”, i Self, No Self? Perspectives from Analytical, Phenomenological, and Indian Traditions, red. M. Siderits, E. Thompson & D. Zahavi (Oxford: Oxford University Press, 2010), 157–175. |
| 38. | Daniel A. Gallo, “False Memories and Fantastic Beliefs”, Memory and Cognition 38, nr. 7 (2010): 833–848. |
| 39. | Raphaël Millière & Albert Newen, “Selfless Memories”, Erkenntnis 89, nr. 3 (2024): 897–918. |
| 40. | S. Cheng, M. Werning & T. Suddendorf, “Dissociating Memory Traces and Scenario Construction in Mental Time Travel”, Neuroscience & Biobehavioral Reviews 60 (2016): 82–89. |
| 41. | Cheng et al., “Dissociating Memory Traces and Scenario Construction in Mental Time Travel”, 14. |
| 42. | Millière & Newen, “Selfless Memories”, 897–918. |
| 43. | Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53. |
| 44. | Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 46. |
| 45. | Zahavi, Subjectivity and Selfhood: Investigating the First-Person Perspective, 99–146. |
| 46. | Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53. |
| 47. | Smith, “Self-Consciousness”. |
| 48. | Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 36–53. |
| 49. | Zahavi & Kriegel, “For-Me-Ness”, 38. |
| 50. | Dan Zahavi, “Consciousness and Selfhood: Getting Clearer on For-Me-Ness and Mineness”, i The Oxford Handbook of the Philosophy of Consciousness, red. U. Kriegel (Oxford: Oxford University Press, 2020), 648–649. |
| 51. | Zahavi, “Self and Other”, 179–202. |
| 52. | Dan Zahavi, “Self and Consciousness”, i Exploring the Self: Philosophical and Psychopathological Perspectives on Self-Experience, red. D. Zahavi (Amsterdam: John Benjamins, 2000), 58. |
| 53. | Zahavi, “Self and Other”, 185. |