Danmark har mistet en af de helt store nutidige filosoffer. Carl Henrik Koch døde 87 år gammel den 25. januar 2026. Han var på mange måder af den gamle skole; han begyndte som logiker og blev senere filosofihistoriker, men hans spændvidde var altid stor og begrænsede sig aldrig til ét felt ad gangen. Han kunne matematik, men også tysk og fransk, og var på den måde et lysende eksempel på, at man ikke behøvede at vælge eller sågar passe ind i en bestemt filosofisk skole.
Han holdt sig opdateret og læste nyt helt til sin død, men var også historisk bevidst om og respekterede andre tiders holdbare arbejde. Han kunne anbefale, at man skulle læse en bog fra 1920’erne, der gennemlyste et spørgsmål godt. Sådan nogle kilder ville sørgeligvis aldrig kunne indgå som gavnlige citationer i dagens standardakademiske produktion, hvor ældre studier ses som enten historiske eller værdiløse og aldrig som lærerige i egen ret.
For Koch begrænsede de værdifulde argumenter, observationer og analyser sig ikke til de store tænkere som Kant og Søren Kierkegaard, men inkluderede også de mindre eller helt ukendte skikkelser i filosofihistorien. Således hans store Dansk filosofis historie, som han skrev sammen med Sten Ebbesen, hvor der optrevles et myriadegalleri af skikkelser, som stort set ingen, heller ikke i fagkredse, ville have kendt til, hvis ikke det var fordi Koch havde læst dem. For eksempel hører vi om den unge danske Frederik Christian Eilschov (1725–1750), der med sin dyreetik tilskrev dyr tanke, tale og værdi og derved foregreb de velkendte diskussioner om dyrevelfærd, vi har i dag.
Koch fortalte livligt, hvordan han og hans medstuderende i sin tid frygtede Jørgen Jørgensen (1894–1969), der selv var elev af Harald Høffding (1843–1931), og nogle siger, at Koch ligeledes fremstod som en frygtindgydende person. Men han gav også et stort pædagogisk og verdensvendt udsyn til sine studerende og medborgere i kraft af sit skriftlige virke inden for formidlende litteratur af filosofisk og kulturhistorisk karakter. For ikke at nævne de over 300 artikler, han skrev i det, der dengang hed Den Store Danske og nu er Lex. Han var interesseret i den yngre generation; man kunne blive inviteret hjem til diskussion i et gæstfrit hjem. Og det var ikke kun filosofi: Man kunne også få tilsendt rejsetips om at vandre den gamle æselsti bag Firenzes bakker, hvis man nu havde tid.
Danmark havde i Koch en stor og produktiv begavelse, som vi efterladte nu kan drage stadig nytte af i mange år fremover. En dag vil hans værker selv få hundrede års distance til sig, og man kan kun håbe, at fremtidige generationer tager ved lære af Koch: at værker er indkapslet i deres egen tid, men at nogle af dem – de fleste – stadig bevarer en relevans for fremtiden, hvis man bruger sin egen tid på dem.