Anledningen til denne artikel er den valgkampagne og debat, der sidste år ledte frem til Donald Trumps genvalg som USA’s præsident. Jeg vil dog ikke tale om denne valgkampagne i sig selv, men i stedet knytte an til et særligt fænomen som spillede en stor rolle deri: ordet “woke”. Det er nemlig slående, at dette ord for få år siden havde en meget anderledes betydning end den, som i det seneste efterår blæste vind i republikanernes sejl. Mit ærinde her er at blive klogere på denne omfortolkning.
Jeg vil forfølge dette ærinde ad omveje igennem Edmund Husserls fænomenologi. På baggrund af hans værk Krisis og dets diagnose af en krise i de såkaldt “europæiske videnskaber”, vil jeg uddrage en lære om begreberne kritik, teknik og meningsforskydning. Efter en gennemgang af Husserls diagnose, systematiserer jeg denne begrebslære som en morfologi, hvormed jeg mener en lære om de tre begrebers former og deres indbyrdes variationer. Jeg vil derefter bruge morfologien til at analysere dynamikken i begrebet “woke” i overblik fra 1930’ernes USA til dets anvendelse i dag. Jeg hævder her, at hvor woke oprindeligt fungerer som en kritisk reduktion fra nedarvet normativ gyldighed til arbitrære historiske magtforhold, fungerer den nye anvendelse “woke” derimod som en automatiseret teknik, der ukritisk tager traditionens ugyldighed for givet. Slutteligt sætter jeg meningsforskydningen af woke ind i en filosofihistorisk kontekst for at belyse en kontinuitet i den strid mellem kritik og teknik, som i dag udspiller sig omkring den såkaldte “wokeisme”.
Det husserlianske blik bidrager med generelle begreber fra diagnosen i Krisis som kan hjælpe os til en metodisk forståelse af den semantiske udvikling af “woke”. Med hjælp fra Husserl kan vi altså stille skarpt på, hvilken mening og hvilke gyldighedskrav, som woke har indebåret både før og efter sin forskydning, og ydermere forfægter jeg, at de husserlianske begreber om kritik og teknik afspejler hver deres stadie i denne forskydning af woke. I Krisis hævder Husserl, at teknificeringen af naturvidenskaberne lammer vores evne til at tage videnskabens samlede opgave alvorligt. Netop derfor må naturvidenskaberne tilbageføres til deres ophav for at muliggøre en forståelse af videnskaberne, der værdsætter deres oprindelige anstød til kritisk at informere vores forvaltning af os selv og verden. Naturvidenskabernes fortrængning af alle andre teoretiske interesser, har sådan forvansket en ide om kritisk ansvarlig livsførelse, som Husserl vil fremelske på ny. Med denne parallel fra Krisis kan vi dermed opnå klarhed omkring, hvorledes forskydningen af woke forvansker muligheden for en særegen, ofte berettiget, kritik. Nøjagtig som i Krisis efterlades vi derfor med en fordring om at genoplive troen på ansvarlig kritik på trods af dens hegemoniske nedværdigelse.
Teknik og meningsforskydning i Krisis
Temaet for Krisis er en krise i det, som Husserl kalder de europæiske videnskaber. Betegnelsen “de europæiske videnskaber” henviser for Husserl både til 1930’ernes faktiske europæiske videnskaber i deres, som vi vil se, kvasi-naturvidenskabelige tilbøjeligheder, og til en særlig ide, som de virker under. Denne ide projicerer muligheden for at vejlede menneskenes samlede liv på baggrund af kritisk velovervejet evidens. Det interessante for mit ærinde er, at krisen befordres af et samspil mellem begreberne kritik, teknik og meningsforskydning. Med henblik på at udfolde en morfologi af disse tre begreber, vil jeg derfor give et generelt indblik i Husserls diagnose af denne krise. Det vil bidrage til vores forståelse af, hvordan den semantiske udvikling af woke nedværdiger en variant af kritik.
Den krise, som Husserl diagnosticerer, udspringer af en nedarvet misforståelse i de europæiske videnskaber. Som konsekvens af denne misforståelse mister videnskaben troen på sin evne til at kunne informere en ansvarlig europæisk kultur.1Hua 6/7–8. Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, red. Walter Biemel (Den Haag: Nijhoff, 1954). Jeg henviser til Husserl i Husserliana-udgaverne med noteringen “Hua bind/sidetal”. Ved første henvisning til et bind efterfølges noteringen af de … Continue reading Misforståelsen beror ifølge Krisis på en uforsigtighed begået af Galileo Galilei.2Husserl holder naturligvis ikke Galileo Galilei egenhændigt ansvarlig for de europæiske videnskabers krise. Galileis navn bruges delvist som analogisk samlingspunkt for naturalistiske betragtninger (Hua 6/58). Den geniale fysiker og opdageren af metoden for den eksperimenterende naturvidenskab bibragte i sine banebrydende tanker en række formodninger med et uopklaret metodologisk ophav. Det drejer sig specifikt om Galileis anvendelse af den rene geometri, hvis abstrakte former han overfører på vores konkrete verdenserfaring, eksemplificeret ved hans legendariske erklæring om, at “[naturens bog] er skrevet med matematikkens sprog, med trekanter, cirkler og andre geometriske figurer som bogstaver”.3Galileo Galilei, “Il Saggiatore”, kapitel 6. Jeg har konsulteret Drakes engelske oversættelse “The Assayer”, i Stillman Drake (red.), Discoveries and Opinions of Galileo (New York: Doubleday, 1957), 237–8. Rene geometriske former findes imidlertid ikke i vores intuitive erfaring, og vi kan kun begribe dem gennem idealiserende akter, der springer fra fx trekant-lignende genstande til grænsefiguren (Limes-Gestalt) geometrisk trekant.4Hua 6/23–24. Disse grænsefigurer, rene trekanter, punkter osv., gives altså ikke i den konkrete erfaring, og derfor behøver vi idealiserende hjælpemidler fra forestillingsevnen for at kunne begribe dem. Idealiseringen knytter ydermere kun an til ét aspekt ved konkret givne genstande, nemlig deres udstrakte rumlige figur, som den abstraherer fra genstandes andre egenskaber. Geometri uddrager sådan figurer fra vores omverden ved at udglatte deres knoklede og ujævne kanter, indtil de bliver til rene figurer. Den rene geometri er umulig uden dette metodologiske skridt, der frembringer de rene geometriske former ved at abstrahere og idealisere udstrækning. Naturvidenskabens overførsel af “matematikkens sprog” på den erfarede “natur” er derfor strengt taget en genoverførsel, idet matematikken i forvejen afleder sine former, gennem idealisering, fra erfaringens udstrakte genstande.
For Husserl er sådan en genoverførsel ikke nødvendigvis et problem. Ganske vist benytter matematisk naturvidenskab sig af remedier, som ikke komplet træffer deres genstande, idet naturen kan erfares intuitivt med flere egenskaber end udstrækning, så som moralsk og æstetisk værdi.5Hua 6/32–4. Ifølge Husserl kendetegner det imidlertid den væsentligste del af vores erfarende liv, at vores forståelsesakter har en vis tomhed over for det, vi forsøger at forstå.6Hua 19/538–539. Edmund Husserl, Logische Untersuchungen. Zweiter Band: Untersuchungen zur Phänomenologie und Theorie der Erkenntnis, red. Ursula Panzer (Den Haag: Nijhoff, 1984). Det vil sige, at en del af forståelsesaktens intention forbliver uopfyldt af den erfarede genstand. Hvis naturvidenskaben overordnet set forsøger at forstå “naturen”, vil denne forståelse være delvist tom, hvis naturen kun betragtes ud fra sine geometriske egenskaber. Den eksperimenterende naturvidenskab behøver dog ikke at kunne klarlægge alle aspekter af naturen. Det er tilstrækkeligt for dens videnskabelighed, at den giver sande og metodiske beskrivelser af naturen ud fra dens udstrakte egenskaber, så længe den ikke hævder andet end det. Alligevel pågår der i vores anvendelse af matematiske formler på naturen en meningsudhulning (Sinnesentleerung), idet vi ikke er klar over, at metoden har sit ophav i sådanne idealiserende akter. Vi bruger dermed de matematiske formler og figurer uden klarhed omkring, hvor de kommer fra, og hvorfor de gælder. Ifølge Husserl var end ikke Galilei klar over denne metodologiske bagage i den rene geometri, hvorfor han ikke bare kalder fysikeren for det “opdagende” (entdeckende), men også det “tildækkende” (verdeckende) geni.7Hua 6/53. I samme nu som Galilei opdager anvendelsen af matematiske metoder på naturen, tildækker han, at disse metoder har en begrænsning som følge af deres abstraherende oprindelse.
Selvom meningsudhulning ikke i sig selv får Husserl til at slå alarm, gør naturvidenskabens tomme anvendelse den sårbar for meningsforskydning (Sinnesverschiebung), som indtræffer, når vi ubevidst tilskriver en mening nyt indhold eller anden gyldighed.8Hua 6/46. Gyldighed er et nøglebegreb for Husserls fænomenologi. I hans Logiske Undersøgelser beskriver han, at vi ikke erfarer noget uden også at tage stilling til det på en vis måde, der konstituerer det som et konkret erfaringsindhold.9Hua 19/469. Vores erfaringer indebærer derfor altid et gyldighedskrav om, at det erfarede forhold er på en bestemt måde, eksempelvis eksisterende, fantaseret, smukt eller neutralt. Dette er centralt for hvordan Galileis tildækkende geni har sat “de europæiske videnskaber” i krise. Når naturvidenskaberne opererer uden hensyn til begrænsningerne i deres metodologiske ophav, forstår de fremover naturen udelukkende som res extensae, som en verden af livløse kroppe (Körperwelt), der korrelerer til geometriens abstrakte figurer. Vores omverden, og videnskabernes samlede interessefelt, identificeres sådan med naturvidenskabens genstande. Med denne oversete omfortolkning af naturen udvides naturvidenskabens gyldighed til at omfatte videnskabelighed som sådan. Vi har således:
- De matematiske naturvidenskaber i deres oprindelige mening (Urstiftungssinn): En særlig slags videnskaber, der udfører delvise beskrivelser af naturen, i det omfang, at naturen konvergerer med den rene geometris idealiserede figurer.
- De matematiserede naturvidenskaber i deres forskudte mening: En universel videnskab der ideelt set kan redegøre for hele naturens beskaffenhed med matematiske formler.
I denne sidste betydning overskrider naturvidenskaben domænet for sin videnskabelighed. Naturvidenskab bliver nu noget vi benytter dogmatisk, uden at vi er klar over dens selvfølgelige antagelser. Under disse omstændigheder kan naturvidenskaberen i bedste fald være “en højst genial tekniker i en metode”.10Hua 6/57. Videnskabspersonen følger nu reglerne for sin teknik uden hensyn til deres mening og sandhed – nøjagtig, tilføjer Husserl, som spillede de kort eller skak. For Husserl står denne tekniker i kontrast til det, han kalder en oprigtig videnskabsperson. Ikke fordi han betvivler naturvidenskabens gyldighed, inden for dens rammer, men fordi videnskaben stræber imod kun at fare frem på oplyst grundlag, hvilket vil sige med opfyldte frem for tomme forståelsesakter. Ydermere mørklægger denne forskydning af naturvidenskabernes mening den videnskabelige undersøgelse af fænomener, som ikke følger “naturens bog”. Med andre ord forarmer denne udvikling videnskabernes vejledende ide om et gennemgående kritisk velovervejet liv. De europæiske videnskabers krise opstår altså i og med, at de mister troen på deres vejledende ide ved at sætte hele deres lid til en metode, som vi har en uvidenskabelig og naiv omgang med.
Kritik som krisens kur – skitse af en strukturel morfologi
Teknik, taget for sig, undergraver imidlertid ikke videnskabelighed. Der er sågar tekniske aspekter i næsten al vores adfærd: Vi følger nærmest altid nogle givne spilleregler, uden at vi genbekræfter deres begrundelse. Selv i en videnskab er dette almindeligvis ikke et krav. Men i det gebet må vi alligevel gøre en større indsats for at kvalificere gyldigheden af tekniske regler, for når meningsforskydninger sætter ind, løsriver en teknik sig fra sin begrundelse og fungerer fremover uden hensyn til dens legitimerende oprindelse. Kritik leverer kuren mod krisen ved at opklare vores forhold til “blind traditionalisme”.11Hua 6/6. Omvendt ser vi også, at naturvidenskabernes meningsforskydning hæmmer kritik ved at unddrage genstandsfelter fra videnskabens kritiske overvejelse. Lad os gå nærmere ind i kritikkens begreb for at skitsere, hvordan variationer mellem teknik, kritik og meningsforskydning uddyber krisetilstandens dynamik.
For Husserl sætter en kritik ind i diskrepansen mellem det det intuitive og formodede, dvs. gyldighedskravet, ved at spørge ind til det, som tages for givet i erfaringen. I langt de fleste af vores erfaringer vil vi formode en gyldighed, som ikke begrundes af det, der er givet i erfaringen selv. Enhver måde at erfare en genstand på indebærer som sagt en stillingtagen til, at noget eksempelvis er gyldigt som eksisterende eller godt. Men ofte formoder jeg blot disse gyldigheder, siden erfaringen ikke intuitivt giver mig det formodede forhold. Jeg kan eksempelvis formode, at mit forbrug er “klimavenligt”, selvom jeg næppe har foretaget det omfattende arbejde som kræves for at have vished herom. En kritik undersøger denne diskrepans ved at opklare formodningens intuitive kilde og efterfølgende evaluere, hvorvidt det erfarede forhold berettiger det formodede forhold. Her opstår der imidlertid et problem: hvor får kritikken sin egen pålidelighed fra, når den også udføres midt i en erfaringsverden med sine egne tomme formodninger? Er kritik, qua sine egne formodninger og fordomme, fanget i en petitio principii?
Husserl opnår metodisk sikkerhed for kritik gennem metodiske reduktioner, der skal opretholde muligheden for en troværdig kritik samt muligheden for at kritikken kan tilbageføre en formodning til dens oprindelige kilde. Jeg vil derfor kort dvæle ved denne metode. Reduktion indfører et metodisk gestaltskifte, idet jeg skifter min interesse fra visse formodede gyldigheder til et erfaringsfelt, som indeholder oprindelsen for disse formodninger.12Jeg står her i gæld til Dieter Lohmars afgørende arbejde om den metodiske enhed i Husserls reduktioner. Se Dieter Lohmar, “Die Idee der Reduktion. Husserls Reduktionen und ihr gemeinsamer methodischer Sinn”, i Die erscheinende Welt. Festschrift für Klaus Held, red. H. Hüni & P. Trawny (Berlin: Duncker & Humblot, … Continue reading Som to, ret komplekse, eksempler på forskellige typer af reduktion, reducerer Husserl i Krisis matematikkens objektivitet til subjektive livsverdenserfaringer, mens han i første bind af Ideen reducerer erfaringen af “virkelighed” til syntetiske funktioner i den transcendentale subjektivitet.13Lohmar, “Die Idee der Reduktion”, 754. Reduktionen gør ikke det reducerede forhold mindre objektivt hhv. virkeligt, men fremviser den erfaringsmæssige kilde for dets formodede gyldighed og således også, hvordan vi troværdigt kan kritisere det. I reduktionen gennemgår man altså en formodning af gyldighed i dennes konstitutive erfaringsfelt, uden at man dermed nødvendigvis afviser formodningens gyldighed.
Enhver teknik er et eksempel på gyldighed, som vi tager for givet. Ved hjælp af en reduktion kan vi udføre en metodisk kritik, som
- fører teknikken tilbage til de erfaringsstrukturer som motiverede formodningen af dens gyldighed i første omgang, og
- evaluerer hvorvidt teknikkens iboende formodninger hviler på intuitive erfaringer eller snarere tomme fordomme.
Kritik reducerer og evaluerer altså teknikkens gyldighed. Teknikkens tomme meningshorisonter foranlediger kritisk arbejde, netop fordi en teknik fungerer gennem blot formodet gyldighed. Hvis vi gerne vil bruge en teknik ansvarligt, går det altså hånd i hånd med en kritik, uden at en konflikt behøver at bestå i dette forhold. Vender vi os omvendt imod den meningsforskudte teknik, bliver det forhold mere vanskeligt. Fordi sidstnævnte tildækker sin oprindelse, bliver det desto mere besværligt at udføre den ellers presserende kritik. I Husserls diagnose af de europæiske videnskaber bliver det særligt grelt, idet det videnskabelige ideal om universel kritisk ansvarlighed fortaber sig i en bestemt tekniks fejlagtigt overdrevne gyldighed.
Vi gør her holdt i vores foreløbige morfologiske udvikling af begreberne kritik, teknik og meningsforskydning med afsæt i Husserls kritik af naturvidenskabernes tildækkede mening. Inden jeg går videre til at anvende denne forsøgsvise formlære på begrebet “woke”, kan vi holde fast ved følgende pointer:
Teknik betegner regler for at danne formodninger, hvis gyldighed vi antager uden at betvivle deres mening. Meningsforskydning betegner det forhold, at et meningsforhold ubemærket formodes at have en ny og anden gyldighed, hvormed dets oprindelige position tildækkes. Kritik reducerer formodet gyldighed til dets konstitutive erfaringsfelt og evaluerer herfra dets gyldighed på ny. Meningsforskudte teknikker virker selvfølgelige, samtidigt med at deres gyldighedskrav ubemærket har forandret sig. Kritik af teknik tilbagefører en tekniks tomme mening til dens konstitutive erfaringsfelt og bedømmer om den fortsat er gyldig. Kritik af meningsforskudt teknik tilbagefører en ikke blot tom, men også fordrejet teknik til dens konstitutive erfaringsfelt for at genetablere dens oprindelige mening og evaluere dens varierende gyldighedskrav.
Kritik og forandring
Man kan fristes til at tro, at denne opfattelse af kritik er iboende konservativ. Hvordan kan det lede til forandring, hvis kritikken blot fører bestående gyldighedsforhold tilbage til deres oprindelige konstitution? Hvor opstår det nye heri? Er det ikke som Nietzsche foreslog, at man skulle være en “nar”, hvis man mente at afvikle verdens galskab ved blot at henvise til dens ophav?14Friedrich Nietzsche, “Die fröhliche Wissenschaft”, i Nietzsche Werke, Fünfte Abteilung, Zweiter Band, red. Giorgio Colli & Mazzino Montinari (Berlin: De Gruyter, 1973), 98. Forinden at vi kan forbinde denne fænomenologiske forståelse af kritik med wokes politiske ambitioner, er det derfor nødvendigt at give et præg om kritikkens konstruktive opgave for forandring.
I tråd med Husserls opfattelse af videnskabernes ide kan der ikke herske tvivl om, at han har en optimistisk tro på kritikkens forandrende potentiale. Går man ind i hans etiske skrifter, bemærker man endda, at fornyelse (Erneurerung) er et nøglebegreb, hvis ikke det vejledende begreb for hans etik.15F.eks. Hua 27/3. Edmund Husserl, Aufsätze und Vorträge: (1922–1937), red. Hans Rainer Sepp & Thomas Nenon (Dordrecht: Kluwer, 1989). Hua 37/166. Edmund Husserl, Einleitung in die Ethik: Vorlesungen Sommersemester 1920/1924, red. Henning Peucker (Dordrecht: Kluwer, 2004). Hvor kommer det nye så fra? For Husserls strengt transcendentale opfattelse er registret om nyhed ikke så mærkværdigt. Verden formes af vores erfaring af den. Dermed skaber vi ikke den mekanisk-kausale verden, men hele dens mening og væsentlighed afhænger af, hvordan vi tager stilling til den. Som Maurice Merleau-Ponty skriver i sit berømte forord til Perceptionens Fænomenologi: “Man behøver idealitetens felt for at kende og erobre sin fakticitet”.16Maurice Merleau-Ponty, Phénoménologie de la perception (Paris: Gallimard, 1945), ix. Med “idealitetens felt” refererer Merleau-Ponty til “vores effektive engagement i verden”, altså til hverken mere eller mindre end Husserls konstitutive stillingtagen.17Merleau-Ponty, Phénoménologie, ix. Det noget utidige ord erobre kan her forstås sådan, at man ikke vil lade denne konstitution foregå vilkårligt, men i stedet tage ansvar for den.
Fornyelse gør os selv og verden nye, idet vi ikke længere accepterer verden selvfølgeligt, og, efter bedste evne, spørger ind til, om vi har evidens for at ændre vores stillingtagen. Husserliansk kritik er dermed ikke en bagstræberisk introspektion, der længes tilbage efter fordums tids opfyldte meningsakter. Snarere projicerer ideen om kritik, at fremtiden vil blive ved med at tilbyde os stadig bedre evidens, som potentielt kan tilbagevise tidligere formodninger. Kritik har således kun et abstrakt og ikke et konkret endemål, fordi vi stedse vil erfare nye forhold, der muliggør ny kritik. Tager man den fænomenologiske ethos alvorligt, må man altid byde det nye velkomment for så vidt, at det kan afsløre hidtidige fejltagelser og fordomme.
Kritik bærer i denne forstand forandringen med sig. Afviser jeg eksempelvis, gennem kritikken, de traditionelle kønsrollers gyldighed, har jeg allerede åbnet og benytter mig af et variationsrum for noget hidtil fastfrosset. Forandring kan imidlertid betyde mange ting. Indser jeg, at Danmarks ghettolovgivning reflekterer en nederdrægtig historieløshed uden sidestykke blandt europæiske stater, har jeg dermed selvfølgelig ikke påbegyndt dens faktiske afvikling. Alligevel har jeg allerede da projiceret en mulig, forbedret fremtid, som ikke var tilgængelig for mig før. For at blive i Merleau-Pontys beskrivelse, forlader den konkrete gyldighedserfaring ikke idealitetens felt. Men uden en klar og ansvarlig forvaltning af dette felt kommer vores faktiske indgriben i verden heller aldrig på niveau. En skelnen mellem det ideelle meningsbærende og de faktiske empiriske forhold er imidlertid kunstig i det omfang, vi frakender vores meningsfulde erfaring af verden en praktisk indblanding i den. Den reduktive kritik sporer os fra sin begyndelse imod en forandring, der implementer den forvaltning af os selv og verden, som vi finder mest ansvarlig.
Meningsforskydningen af woke fra kritik til teknik
Jeg vil nu undersøge, hvordan brugen af “woke” har forandret sig ud fra den morfologiske begrebsramme.
Den historiske oprindelse af begrebet “woke” fastslår, at begrebet opstod i en kritisk kontekst. Vendingen “stay awake”, sloganiseret som “stay woke”, blev i 1930’ernes USA udbredt som en opfordring til sorte amerikanere om at være på vagt over for undertrykkelsens vold. Musikeren Lead Belly bidrager især ved, i en optagelse af sin sang “Scottsboro Boys” (1938), at bemane lytteren til at “stay woke” over for arbitrær retsforfølgelse på baggrund af hudfarve.18Aja Romano, “A history of ‘wokeness’ ”, Vox, 9. oktober 2020. I 50’erne og 60’ernes borgerrettighedsbevægelse fik ordet større udbredelse,19Rikke Peters, “woke”, Lex.dk. og i 1962 beskriver en New York Times-artikel af William Melvin Kelley “woke” som et “hipt idiom” blandt sorte amerikanere, der populariseres i og tilegnes af beatnik-kulturen.20William Melvin Kelley, “If You’re Woke You Dig It”, New York Times, 20. maj 1962. Lead Bellys brug af vendingen som en advarsel for at undgå racistiske overgreb habitueres i borgerrettighedsbevægelsens brug for at gøre kritik af et uretfærdigt regime til en rutine. Eksempelvis benytter Martin Luther King i en tale fra 1965 et sprogligt register med referencer til woke: Med henvisning til striden om borgerrettigheder formaner han her gentagne gange dimittender fra Oberlin College om at “forblive årvågne igennem en stor omvæltning” (remain awake through a great revolution).21Martin Luther King, “Remaining awake through a great Revolution”, tale ved Oberlin College, Ohio, juni 1965 (Electronic Oberlin Group). I Kings tale får opvågningen velsagtens tone af en religiøs forløsning, men ikke desto mindre må den indøvede kritiske indstilling netop befordre omvæltningen. Et yderligere tegn på wokes oprindelige betydning i denne kontekst findes i borgerrettighedsbævelsen NAACP’s opfordring i 2023 om at gentilegne ordet som en del af afroamerikansk kultur.22NAACP, “Reclaiming the Word ‘Woke’ as Part of African American Culture”. Siden Lead Bellys indspilning har woke på den måde bidraget til at eksplicitere og give opmærksomhed til den sorte amerikaners særegne erfaring af trusler og undertrykkelse fra den hvide hegemoni.
Med metaforen om opvågning adresserer woke internaliseringen af racistiske fordomme. At vågne, og derefter forblive vågen, drejer sig, i det husserlianske register, om at få øje på den formodede gyldighed af visse fordomme, som man førhen har ikke har bemærket eller endda har taget for givet. I fænomenologisk forstand har undertrykkelsen fungeret som gyldig for den sorte amerikaner al den tid, uden at man har forholdt sig til den, uden at man har kunne oprigtigt anklage den. Det, der før var selvfølgeligt, afsløres i sin tomhed. Med det tidlige woke gnider den undertrykte øjnene og vågner op til en klarhed over for undertrykkerens illegitimitet.
Senere, i 2010’erne, får begrebet en mere global udbredelse i takt med at Black Lives Matter-bevægelsen massemedieres og får verdensomspændende udbredelse. I denne bearbejdning af “woke” optages begrebet i en bredere normativ kontekst og omhandler nu ikke længere alene uretfærdigheder over for sorte amerikanere, men også uretfærdigheder begået imod andre minoritetsgrupper. Woke varetages her af et mere universelt socialt subjekt med henblik på at udpege og reformere systematisk uretfærdighed. Både over for specifikke identitetsgrupper, men også i en kamp for almene normer, eksempelvis for at minimere indflydelsen af arbitrære magtforhold i civilsamfundet.
Igennem denne udvikling bevarer woke en mening som et kritisk anstød imod en hegemonisk kulturs fejlagtige normer. I sammenligning med Husserls opfattelse af kritik, faciliterer en specifik type af reduktion også wokes kritik. Et normativt gyldighedsmønster betvivles og føres tilbage til dets kilde. I en typificeret reduktionsmodel for denne mening af “woke” reduceres der fra erfaringen af institutionaliseret uretfærdighed til de konstitutive historiske magtforhold. Woke indeholder i denne forstand, mener jeg, en variant af den reduktive kritik ved at fremvise ugyldigheden af en nedarvet norm gennem tilbageførslen til normens konstitution i arbitrære magtforhold. Som sådan vil woke:
- føre en norm tilbage til de historiske omstændigheder som indstiftede den
- evaluere om disse omstændigheder berettiger normens formodede gyldighed
I denne formular forudantager woke ikke afvisningen af traditionen, men gransker dens gyldighed, nøjagtigt som enhver anden ansvarlig kritik. Erfaringen af et liv i undertrykkelse forandres sådan, når kritik afslører det som et liv i undertrykkelse. Med woke forandres den sorte amerikaners mulige stillingtagen til sin omverden og åbner sådan for, at den kunne være anderledes. Nøjagtig som med fænomenologisk kritik åbner slagordet for et fornyet ejerskab over sit effektive engagement i verden. Woke omvælter dermed ikke egenhændigt uretfærdighederne, der præger den sorte amerikaners erfaringsliv, men betinger dog ansvarlig forandring ved at opløse uretfærdighedens fastfrosne gyldighed. En nuance her er, at ordet “woke” selvfølgelig ikke alene formår at udføre denne kritik. I stedet symboliserer ordet en opfordring til at påbegynde denne kritik. I den forstand indebærer woke også tomme horisonter, for ordet gør ikke af sig selv denne kritik aktuel. Woke virker i denne betydning som en teknik i tjeneste for kritikken, en tilbagevendende påmindelse om, at man kan forandre normer og magtforhold frem for at tage dem for givet. Dette tekniske aspekt af wokes oprindelige mening minimerer imidlertid ingenlunde dets kritiske fordring. Forholder man sig blot opmærksomt til de tomme horisonter, glider kritikken ikke af hænde. De tomme meningshorisonter udsætter dog begrebet for meningsforskydning.
For den nutidige læser vil det dog være klart, at woke, særligt under substantiveringen “wokeisme”, ikke længere besidder sit oprindelige kritiske anstød. I stedet betegner begrebet nu en hovedløs omvæltning af alle normer. Den højreorienterede franske filosof Pierre-Henri Tavoillot vurderer eksempelvis, at selvom wokeismen retmæssigt tematiserer nogle problemer “er det ikke ved at omvælte principperne, som har tilladt så meget fremgang, at vi kommer til at skride videre frem”.23Pierre-Henri Tavoillot, “Le wokisme ou le progressisme devenu fou”. Administration 273, nr. 1 (2022): 63–66. Forfatteren formulerer eksemplarisk hvad jeg vil kalde meningsforskydningen af “woke”. I dets nye forskudte mening indebærer woke en automatiseret afvisning af alt, som traditionen overleverer. Den konservative modstand imod accelereret modernitet kunne dårligt have udset sig en bedre syndebuk. Den afgørende forskel i denne nye betydning er, mener jeg, at man ikke anerkender wokes reduktion. Woke indebærer nu, i denne forskudte form, ikke længere nogen kritisk overvejelse af gyldighed, men tager traditionens ugyldighed for givet. For at beskrive meningsforskydningen helt klart:
- Woke i oprindelig mening: Fordring af en kritik, der betvivler overleverede normers gyldighed på baggrund af en reduktion, der metodisk gransker gyldigheden af disses oprindelige konstitution.
- Woke i forskudt mening: En dogmatisk indstilling der vilkårligt accepterer enhver traditionel norms ugyldighed.
I denne konservative – for den opereres af konservative og tjener konservativ politik24Se eksempelvis Stop W.O.K.E.-forslaget i Floridas parlament: John R. Vile, “Stop W.O.K.E Act (Florida) (2022)”, Free Speech Center, 10. august 2023. – omfortolkning af woke forskydes meningen fra kritisk fordring til en ren teknik. Det tekniske aspekt i ordet har sådan komplet fortrængt den oprindelige kritiske fordring og erstattet den med en revolutionær dogmatik. Teknikkens selvfølgeligt gyldige regel er nu, at hvis en norm nedstammer fra traditionen, stammer den dermed også fra arbitrære magtforhold, og således er den ugyldig. En fast overbevisning erstatter dermed den betvivlende, men ikke automatisk afvisende, reduktion. I fraværet af en effektiv reduktion fungerer woke i stedet som en teknisk anordning for en angiveligt hovedløs progressivisme. Woke varetager ærindet for en “krænkelsesparat politisk korrekthed”, som selv udøver arbitrær vold gennem “cancel-kultur”. Meningsforskydningen har udhulet den kritiske fordring i woke, og den progressive bevægelse står tilbage med et slagord som konnoterer til sin egen form for dominansteknik. Det er ikke op til mig at vurdere om hele eller dele af “woke-bevægelsen” faktisk er slået over i denne dogmatik, men det er utvetydigt klart, at konservative diskurser har undergravet en kilde til berettiget kritik af nedarvede normer. Der står derfor en tydelig opgave for i at genetablere kritikkens legitimitet, hvis vi skal genvinde troen på troværdig normativ fremgang.
Dynamikken mellem teknik, kritik og meningsforskydning i Krisis fremdrager på den måde centrale elementer i den semantiske forandring af woke. Slagordet er gået fra at motivere kritik og forandring af forkastelige fastfrosne normer til at være et udhulet instrument for hovedløst fremskridt. I denne overgang mellem kritik og teknik undergraves den kritiske opvågnings sandhedserfaring og omfortolkes som en vilkårlig afvisning af nedarvede normer. Hvor woke før indebar en reduktion, der tilbageførte erfaringer af diskrimination til deres konstitution i uretfærdige sociale og historiske forhold, indebærer woke nu en fremskridtets dominansteknik. Før fremstillede kritikken retmæssigt det hidtil selvfølgelige i sin ugyldighed, nu gøres selve ugyldigheden dogmatisk, og har sådan ikke længere noget med kritik at gøre. Jeg håber, denne anvendelse af dynamikken i Krisis kan bidrage til en mere nøjagtig forståelse af, hvordan woke er blevet så frugtbar en stråmand for konservative interesser. Dog håber jeg endnu mere at kunne bidrage til at værdsætte, hvad der er på spil, når vi accepterer omfortolkningen af woke. Med Husserl in mente vil opgivelsen af wokes kritiske anstød betyde opgivelsen af en specifik social fornyelse, dvs. kritisk reform. Med Merleau-Ponty opgiver vi at komme på niveau med vores fakticitet og gør således fremtiden ringere ved ikke at værdsætte vores evne til at betvivle og forandre den.
Stridens kontinuitet efter Husserl
Et spørgsmål ligger latent i de forudgående overvejelser. På bagkant af wokes meningsforskydning kan vi nemlig spørge, om begrebets nye mening måske også rummer en sandhed? En sandhed om, at vi faktisk forandrer os for hurtigt, at udviklingen er gået for vidt, at modernitetens erfaringsmæssige hastighed stiller krav til mennesker, der umuliggør vores trivsel? Og at “krisens” kerne måske ikke består i vores traditionelle selvfølgeligheder, men i at progressive bevægelser ikke giver os lov til at hvile i os selv og vores historiske betingelser? Wokes sandhed bliver på den måde mere nær til den meningsforskudte betydning, i og med at modernitetens fremskridt altid har fremmedgjort os ved at løsne rødderne i vores traditionsbestemte omverden.
Meget, især tysk, filosofisk tænkning i det 20. århundrede deler sig efter denne linje. Hvor nogle mener at kritik afhjælper krisetilstande, indikerer andre at kritik befordrer kriser. Som en afsluttende overvejelse vil jeg spore denne kontinuitet i nogle enkelte nedslag, som dog ikke repræsenterer overordnede strømninger i filosofihistorien, som den skrives i dag, eller de pågældende forfatterskaber i deres helhed. Jeg har allerede nævnt Husserl som en udtrykkelig fortaler for troen på at kritik kan genetablere tabt og forskudt mening, sådan at vi med kritisk bevidsthed kan gøre troværdige fremskridt. Ikke blot inden for videnskaben, men også inden for etik og politik.25Husserl formulerer fx en opfattelse af den rationelle selvforvaltning af etiske fællesskaber i 1923–24 i det japanske tidsskrift Kaizo (Hua 27). Her står han eksempelvis i eksplicit kontrast til Oswald Spenglers negative teleologi i Vestens undergang.26Hua 27/4. Den tyske historiefilosof Reinhart Koselleck udgør et andet slående eksempel på mistilliden til kritik: For ham er fremskridtsoplevelsen i moderniteten medfulgt af et tab af erfaringsrum, hvilket gør vores forventningshorisont desto mere arbitrær.27Reinhart Koselleck, Vergangene Zukunft – Zur Semantik geschichtlichter Zeiten (Frankfurt: Suhrkamp, 1979), 354–5. Fremskridtet projicerer en fremtid som kendetegnes af “først, accelerationen med hvilken den kommer imod os, og for det andet, dens ubekendthed”.28Koselleck, Vergangene Zukunft, 34. Den udvikling, som vi i moderniteten kalder fremskridt, bidrager altså blot til at accelerere tidserfaringen og fjerne vores forventningsmæssige fortrolighed med omverden. Roberta De Monticellis fænomenologiske arbejde med værditeori opstiller en bevidst modtese til denne pessimisme, som hun selv benævner aksiologisk skepticisme. Skepticismen består her i at benægte værdidommes sandhedskrav og i stedet forstå dem som afspejlinger af personlige viljesakter eller kulturelle tilbøjeligheder.29Roberta De Monticelli, Towards a Phenomenological Axiology – Discovering What Matters (Cham: Palgrave Macmillan, 2021), 64. Derimod anfører hun, at værdidomme har et meningsindhold som kan bekræftes i erfaringen, selvom disse domme altid forbliver åbne for revurdering.30De Monticelli, Phenomenological Axiology, eksempelvis s. 73 & 159. Hun finder sådan, at et fejlbarligt sandhedsbegreb kan begrunde modernitetens fornyede normer og værdier i kritik og indføre vores etiske socialitet i videnskabens fremskridt.
En skikkelse, der også er på færde i denne strid om kritikkens egen mening, er Martin Heidegger: I historieskrivningen Husserls umiddelbare efterfølger, men også en stor forvansker af optimismen i Husserls kritiske projekt.31Roberta De Monticelli, The Gift of Bonds. Husserl’s Phenomenology Revisited (Dordrecht: Springer, 2024), 231–6. Husserl begræder i Krisis, at hans kollegaer falder tilbage i ukritiske indstillinger, og det er nærliggende at tænke Heidegger ind i anklagen.32Hua 6/169n. Heidegger afviser muligheden af Husserls reduktive metode33Heideggers brev til Husserl i Hua 9/600–602. Edmund Husserl, Phänomenologische Psychologie: Vorlesungen Sommersemester 1925, red. Walter Biemel (Den Haag: Nijhoff, 1962). og integrerer derudover sit eget bud på en eksistentiel autencitet i semantikken. Betydningen af vores sprog har dermed kun sin sande betydning i den enkeltes traditionsbestemte horisont af vedhåndenværen.34Martin Heidegger, Væren & Tid, overs. Christian Rud Skovgaard (Aarhus: Klim, 2014), §§14–18. Den selvfølgelige måde at være i verden på værdsættes hermed over muligheden for en kritisk opklaring af mening, som kan evaluere gyldigheden af disse selvfølgelige praksisser. Selvom Heidegger rettelig anerkendes for skarpt at “destruere” den metafysiske traditions træge arvegods, forbliver hans eksistentielle semantik fastlåst i formodningen af det selvfølgeliges gyldighed. Over for denne selvfølgelighed fremstår velsagtens al forandring som meningsforskudte teknikker, der truer med at fremmedgøre den oprindelige erfaring af vedhåndenværen.
Striden om betydningen af “woke” har sådan en eksemplarisk kraft. Dette højaktuelle tema afspejles i nyere tids filosofiske hhv. negative og positive indstillinger over for det moderne, samt kritikkens mulighed og potentiale. Idet wokes mening forskydes fra kritik til teknik, slår et stykke af tidsånden over i den pessimistiske opfattelse af modernitet, kritik og sprog. I sådan et omslag tilføjer optimisme og nødvendighed sig til Husserls tidlige valgsprog “tilbage til tingene selv”.35Hua 19/10. I dette valgsprog finder vi nemlig både den optimistiske tro på en klarsynet reduktions mulighed, samt dens påtrængende nødvendighed, for så vidt vi ikke vil prisgives af vores fordomme.36Denne artikel er informeret af efterårsseminaret 2024 i Husserls Krisis på KU Leuven. Jeg skylder tak til seminarleder Prof. Dr. Emanuele Caminada og mine medseminarister.
| 1. | Hua 6/7–8. Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, red. Walter Biemel (Den Haag: Nijhoff, 1954). Jeg henviser til Husserl i Husserliana-udgaverne med noteringen “Hua bind/sidetal”. Ved første henvisning til et bind efterfølges noteringen af de bibliografiske oplysninger. |
| 2. | Husserl holder naturligvis ikke Galileo Galilei egenhændigt ansvarlig for de europæiske videnskabers krise. Galileis navn bruges delvist som analogisk samlingspunkt for naturalistiske betragtninger (Hua 6/58). |
| 3. | Galileo Galilei, “Il Saggiatore”, kapitel 6. Jeg har konsulteret Drakes engelske oversættelse “The Assayer”, i Stillman Drake (red.), Discoveries and Opinions of Galileo (New York: Doubleday, 1957), 237–8. |
| 4. | Hua 6/23–24. |
| 5. | Hua 6/32–4. |
| 6. | Hua 19/538–539. Edmund Husserl, Logische Untersuchungen. Zweiter Band: Untersuchungen zur Phänomenologie und Theorie der Erkenntnis, red. Ursula Panzer (Den Haag: Nijhoff, 1984). |
| 7. | Hua 6/53. |
| 8. | Hua 6/46. |
| 9. | Hua 19/469. |
| 10. | Hua 6/57. |
| 11. | Hua 6/6. |
| 12. | Jeg står her i gæld til Dieter Lohmars afgørende arbejde om den metodiske enhed i Husserls reduktioner. Se Dieter Lohmar, “Die Idee der Reduktion. Husserls Reduktionen und ihr gemeinsamer methodischer Sinn”, i Die erscheinende Welt. Festschrift für Klaus Held, red. H. Hüni & P. Trawny (Berlin: Duncker & Humblot, 2002), 753. |
| 13. | Lohmar, “Die Idee der Reduktion”, 754. |
| 14. | Friedrich Nietzsche, “Die fröhliche Wissenschaft”, i Nietzsche Werke, Fünfte Abteilung, Zweiter Band, red. Giorgio Colli & Mazzino Montinari (Berlin: De Gruyter, 1973), 98. |
| 15. | F.eks. Hua 27/3. Edmund Husserl, Aufsätze und Vorträge: (1922–1937), red. Hans Rainer Sepp & Thomas Nenon (Dordrecht: Kluwer, 1989). Hua 37/166. Edmund Husserl, Einleitung in die Ethik: Vorlesungen Sommersemester 1920/1924, red. Henning Peucker (Dordrecht: Kluwer, 2004). |
| 16. | Maurice Merleau-Ponty, Phénoménologie de la perception (Paris: Gallimard, 1945), ix. |
| 17. | Merleau-Ponty, Phénoménologie, ix. |
| 18. | Aja Romano, “A history of ‘wokeness’ ”, Vox, 9. oktober 2020. |
| 19. | Rikke Peters, “woke”, Lex.dk. |
| 20. | William Melvin Kelley, “If You’re Woke You Dig It”, New York Times, 20. maj 1962. |
| 21. | Martin Luther King, “Remaining awake through a great Revolution”, tale ved Oberlin College, Ohio, juni 1965 (Electronic Oberlin Group). |
| 22. | NAACP, “Reclaiming the Word ‘Woke’ as Part of African American Culture”. |
| 23. | Pierre-Henri Tavoillot, “Le wokisme ou le progressisme devenu fou”. Administration 273, nr. 1 (2022): 63–66. |
| 24. | Se eksempelvis Stop W.O.K.E.-forslaget i Floridas parlament: John R. Vile, “Stop W.O.K.E Act (Florida) (2022)”, Free Speech Center, 10. august 2023. |
| 25. | Husserl formulerer fx en opfattelse af den rationelle selvforvaltning af etiske fællesskaber i 1923–24 i det japanske tidsskrift Kaizo (Hua 27). |
| 26. | Hua 27/4. |
| 27. | Reinhart Koselleck, Vergangene Zukunft – Zur Semantik geschichtlichter Zeiten (Frankfurt: Suhrkamp, 1979), 354–5. |
| 28. | Koselleck, Vergangene Zukunft, 34. |
| 29. | Roberta De Monticelli, Towards a Phenomenological Axiology – Discovering What Matters (Cham: Palgrave Macmillan, 2021), 64. |
| 30. | De Monticelli, Phenomenological Axiology, eksempelvis s. 73 & 159. |
| 31. | Roberta De Monticelli, The Gift of Bonds. Husserl’s Phenomenology Revisited (Dordrecht: Springer, 2024), 231–6. |
| 32. | Hua 6/169n. |
| 33. | Heideggers brev til Husserl i Hua 9/600–602. Edmund Husserl, Phänomenologische Psychologie: Vorlesungen Sommersemester 1925, red. Walter Biemel (Den Haag: Nijhoff, 1962). |
| 34. | Martin Heidegger, Væren & Tid, overs. Christian Rud Skovgaard (Aarhus: Klim, 2014), §§14–18. |
| 35. | Hua 19/10. |
| 36. | Denne artikel er informeret af efterårsseminaret 2024 i Husserls Krisis på KU Leuven. Jeg skylder tak til seminarleder Prof. Dr. Emanuele Caminada og mine medseminarister. |