En ting, der kendetegner vores tid, er graden og omfanget af den uro, der føles over klimaforandringerne og den sjette masseuddøen, dens udbredelse til alle samfundets sektorer og den opmærksomhed hos alle etablerede politiske partier, som den nu har opnået.
Men selvom bekymringen måske er universel, erfares og udtrykkes den på forskellig vis. Og selvom den vedrører en række problemer, der påvirker planeten som helhed, har forskellige nationer spillet vidt forskellige roller i krisens tilblivelse, ligesom dens indvirkninger er meget forskelligt fordelt. Heraf det høje abstraktionsniveau, den oftest diskuteres på.
Videnskabens folk henviser os, måske rimeligt nok, til en generaliseret antropogen årsag bag krisen og henvender deres advarsler til menneskeheden som sådan. Det er ofte et lignende abstraktionsniveau, vores politikere foretrækker at opholde sig på, når de fremlægger deres budskaber om klimaforandringer. Men hvad der dermed dækkes over, er den massive uretmæssighed ved en situation, hvor 10 procent af verdens rigeste producerer halvdelen af kulstofudledningerne, mens de fattigste 3,5 milliarder kun tegner sig for en tiendedel;1“World’s richest 10% produce half of carbon emissions while poorest 3.5 billion account for just a tenth”, Oxfam International, 2. december 2015. hvor de rigeste 10 procent blot ved at nedsætte deres udledninger til EU-gennemsnittet kunne få de samlede globale udledninger til at falde med 35 procent;2David Wallace-Wells, The Uninhabitable Earth: A Story of the Future (London: Allen Lane, 2019), 187. hvor de 50 rigeste amerikanere råder over lige så stor en formue som de 164 millioner fattigste;3Ben Steverman & Alexandre Tanzi, “The 50 Richest Americans Are Worth as Much as the Poorest 165 Million”, Bloomberg News, 8. oktober 2020. og hvor det kun ville koste 0,2 procent af verdens indkomst at gøre en ende på den verdensomspændende fattigdom for de 19 procent, der lever for under 1,25 dollars om dagen.4Kate Raworth, “Want to get into the doughnut? Tackle inequality”, Kate Raworth – exploring doughnut economics, 16. oktober 2014. Som Christophe Bonneuil og Jean-Baptiste Fressoz har udtrykt det:
Når vi betragter den mangeartede og generelle karakter af [miljøforkæmperes] modstand og intensiteten af den miljømæssige refleksivitet gennem tiden, synes det store historiske problem ikke at bestå i forklaringen på fremkomsten af en ny “miljøbevidsthed”, men snarere i at forstå hvordan industrialister og “progressive” eliter har kunnet udgrænse disse kampe og advarsler til margenen, inden de stort set blev glemt […] sådan at det kan hævdes, at opdagelsen af, at vi lever i Antropocæn, kun er af nyere dato.5Christophe Bonneuil & Jean-Baptiste Fressoz, The Shock of the Anthropocene, overs. D. Fernbach (London: Verso, 2017), 68, og særligt 148–252.
I mellemtiden fortsætter velhavende regeringer, støttet af deres vælgere og økonomiske rådgivere, med at insistere på, at de kan tackle miljøproblemerne ved hjælp af grønne væksttiltag, der integrerer sig i den eksisterende socioøkonomiske orden snarere end at transformere denne orden. Men troskaben over for den økonomiske vækstmodel må nu udfordres, selv hvis dette, som George Monbiot har antydet, er en “sekulær blasfemi”. For at citere ham mere udførligt:
Der er intet håb om, at vi kommer ud af denne altomsiggribende krise, medmindre vi reducerer den økonomiske aktivitet drastisk. Rigdommen skal fordeles – en verden med begrænsede midler har ikke råd til de rige – men den skal også reduceres. At bevare vores livsopretholdende systemer vil sige at gøre mindre af stort set alt.
Monbiot har ret,6Ifølge et nyt tysk studie vil menneskets ressourceforbrug, hvis det følger de nuværende vækstrater, stige fra 70 milliarder ton i 2012 til 180 milliarder ton i 2050. Maksimering af effektiviteten i ressourceforbruget kombineret med massive CO2-afgifter vil i bedste fald reducere dette til 95 milliarder … Continue reading selvom det er nødvendigt med større præcision i forhold til, hvad vi forstår ved økonomisk modvækst, da dette projekt på kort sigt selv vil kræve en udvidelse af aktiviteten på visse nøgleområder som vedvarende energi, boliganvisning, uddannelse og plejeydelser. Det afgørende er, hvordan vi forstår denne overgangsvækst: Ser vi den som nødvendige former for produktiv ekspansion i et økonomisk system, der er under omlægning med henblik på at fremelske måder at leve på og idéer om velstand, der er langt fra dem, vi finder i den profitdrevne, kapitalistiske forbrugskultur? Eller betragter vi “vækst” som en væsentlig og permanent dynamik i ethvert effektivt økonomisk system og dermed både som forenelig med bevarelse af miljøet og som bæredygtig i længden? Hvis det sidste er tilfældet, må den afvises. Mere effektiv teknologi har altid fulgtes med en generel udvidelse af ressourceforbruget og handelsvarer. Siden 1975 er det amerikanske energiforbrug per dollar i BNP blevet halveret, men energiefterspørgslen er steget med 40 procent; det samme er sket i luftfartsindustrien, hvor brændstofeffektiviteten er steget med 40 procent, mens det samlede brændstofforbrug er steget med 150 procent. I EU blev udledningerne rigtigt nok afkoblet fra væksten mellem 1990 og 2012, men kun med en rate på 1 procent, hvilket blot er en fjerdedel af det, der kræves for at nå Europakommissionens planlagte mål om at få udledningerne ned til 80 procent under 1990-niveau inden 2050.7Se det Europæiske Miljøbureaus (EEB) rapport Decoupling Debunked (2019), og den ligeså hårde dom fra det Europæiske Miljøagentur (EEA) i Growth without economic growth (2020). En afkobling som den, der er sket i velstående nationer, er desuden også delvist afhængig af udledningstung import fra Kina og andre lande. I virkeligheden er det ikke dem, der – som jeg – støtter overgangen til modvækst, der skal bevise, at de har fat i den lange ende, men derimod dem, der er fortalere for et langsigtet afkoblingsprojekt, som der i dag endnu ikke findes nogen evidens for.
Når det endelig medgives, at de velstående samfund ikke kan fortsætte med at være så glubske som hidtil, sker dette ofte med beklagelse – med en følelse af, at det mere sparsommelige forbrug, der kræves af os, vil være en ulempe. Og dele af denne “forbrugerisme” og teknokratiske tankegang eksisterer på tværs af venstre- og højrefløjen. Kapitalismens produktion er rigtigt nok blevet blotlagt som en historisk specifik produktionsmåde og klandret for sin udbytning af mennesker og miljø. Alligevel anses den forbrugskultur, som den har givet os, ofte for dyrebart arvegods, der skal bevares så længe og så vidt som muligt – eksempelvis med en socialistisk økonomi, hvis mål er at give velstand til alle til overflod. Ifølge de såkaldte “luksuskommunister” eller tech-utopister skal de seneste udviklinger inden for IT, automatiseringsteknologier og sågar også rumfart imødekommes for deres bidrag til denne egalitære overdådighed. Som Nick Srnicek og Alex Williams formulerer det: “Using the latest technological developments, such an economy would aim to liberate humanity from the drudgery of work while simultaneously producing increasing amounts of wealth”8Nick Srnicek & Alex Williams, Inventing the Future: Postcapitalism and a World Without Work, (London: Verso, 2016), 109. – hvilket alt sammen vil kræve en massiv udvidelse af adgangen til grøn energi samt menneske- og miljøvenlige foranstaltninger (af stadig ikke udtænkt karakter) for samtlige aspekter af frembringelse og håndtering af affald. Denne fremtid, lover man, vil give mere fritid (takket være de robotter og droner, der skal gøre det meste for os), men den forbliver forbrugsorienteret, da en stor del af nydelsen ved den er knyttet til videreførelsen af den nuværende bilkultur og udvidelsen af tilgængelighed og brug af højteknologiske gadgets.9Srnicek & Williams, Inventing the Future; Paul Mason, Postcapitalism: A Guide to Our Future (London: Allen Lane, 2015); Aaron Bastani, Fully Automated Luxury Communism (London: Verso, 2018).
Min idé om en “alternativ hedonisme” og dens velstandspolitik afviser den udbredte antagelse, at vi så vidt muligt bør være interesserede i at bevare vores nuværende levevis. Den argumenterer for, at vores såkaldte “gode liv” ikke kun er miljømæssigt katastrofalt, men også i mange tilfælde underminerende og ikke trivselsfremmende. Det er en væsentlig årsag til stress og dårligt helbred. Det udsætter os for høje niveauer af støj og stank og genererer enorme mængder skrald. Dets arbejdsrutiner og kommercielle prioriteringer betyder, at mange mennesker i det meste af deres liv begynder dagen i trafikpropper eller overfyldte tog og busser og derefter tilbringer det meste af dagen klistret til computerskærmen, ofte beskæftiget med fordummende opgaver. En stor del af dets produktive aktivitet fastlåser ens tid i skabelsen af en materiel kultur med stadigt hurtigere produktomsætning og planlagt forældelse, der spænder ben for mere værdige, varige og medrivende former for menneskelig livsudfoldelse. Det kan derfor dårligt komme bag på nogen, at mange mennesker i selv mere velstående områder nu begynder at begræde det, der er gået tabt ved at følge den dominerende model for velstand. Implicit i nutidens beklagelser over tabte rum og fællesskaber, den kommercielle udnyttelse af børn, den erhvervsrettede forfladigelse af uddannelserne, “udviklingens” hærgen, “kloningen” af vores byer og så videre ligger der en længsel efter et samfund, der ikke længere er underlagt imperativer om vækstens og forbrugskulturens ekspansion. Hvor diffust og politisk ufokuseret dette end måtte være, vidner det om en udbredt følelse af, at vi i de seneste årtier har forspildt mulighederne for at skabe en mindre plaget, mindre miljøødelæggende og mere retfærdig og behagelig måde at leve på. At forsvare den progressive dimension ved denne form for længsel (eller hvad jeg kalder “avantgarde-nostalgi”) efter kravene fra det tech-drevne “fremskridt” er ikke at advokere for en mere asketisk tilværelse. Tværtimod er det at fremhæve de puritanske, foruroligende og irrationelle aspekter ved den nuværende forbrugskultur. Det er at tale for de former for velbehag og lykke, som folk måske vil kunne nyde, hvis de vælger en anden økonomisk orden. Det er at åbne for en ny “politisk forestillingsverden”: En forførende vision om alternativer til ressourceintenst forbrug, centreret omkring en forkortelse af arbejdsugen og et langsommere livstempo. Ved at arbejde og producere mindre kunne vi forbedre sundhed og velvære og tilvejebringe former for samvær, som vores fortravlede og afsondrede rejse- og arbejdsvaner gør umulige. En kulturel revolution i denne henseende vil udfordre reklamernes monopol på afbildningen af, hvad velstand og det “gode” liv vil sige. Den ville få de ting, der i dag for alvor ødelægger planeten – flere biler, flere fly, flere veje, flere brug-og-smid-væk-varer – til at se grimme ud på grund af den energi, de ødsler væk, og den skade på miljøet, de forårsager.10Se også Kate Soper, “Re-thinking the ‘good life’: The citizenship dimension of consumer disaffection with consumerism”, Journal of Consumer Culture 7, nr. 2 (2007).
Når jeg argumenterer for en sådan alternativ hedonisme i velstandspolitikken, udfordrer jeg derfor ikke kun den fremherskende politiske tilgang, men også dem på venstrefløjen, der efter min mening holder fast i at “naturalisere” det forbrug og de måder at leve på, der er blevet fremmet gennem kapitalismen. I stedet ønsker jeg at lægge langt større vægt på de glæder, der ville følge af alternativer til den forbrugsorienterede livsstil. Og der, hvor jeg adskiller mig fra Monbiot og resten af dem, der allerede har lagt planeten i graven, er ved ikke kun at se krisen som en nært forestående katastrofe, men som en mulighed for at bryde med mange af de ubehagelige aspekter ved velstandens måder at arbejde og forbruge på i dag.
Mit argument for en såkaldt alternativ hedonisme peger på de mange negative konsekvenser, som den euro-amerikanske måde at være velhavende på har for forbrugerne selv (tidsmangel, stress, dårligt helbred, trængsel, luftforurening, støj, umådelige mængder affald osv.); det betoner, hvad folk selv begynder at erfare om de “anti-” eller “modkonsumeristiske” aspekter ved deres egne behov og præferencer; og det uddrager betydningen af disse for konsolideringen af en bredere systemisk opposition til den eksisterende orden. Klimaforandringerne kan være en trussel mod eksisterende vaner, men de kan også tilskynde os at overveje og indføre vaner og praksisser, der er mere miljøvenlige og mere personligt tilfredsstillende. Alternativ hedonisme er grundlæggende baseret på den idé, at arbejd-og-forbrug-livsstilen, selv hvis den var uendeligt bæredygtig, ikke ville øge menneskets lykke og velbefindende mere end til et vist punkt, som mange allerede har nået. Det er således en fejl kun at præsentere ændringer i vores måde at leve og arbejde på som væsentlige midler til at undgå en økologisk katastrofe og ikke som ønskværdige i sig selv. En bæredygtig etik og politik bør ikke kun appellere til altruistisk medfølelse og miljøhensyn, men også til den selvoplevede glæde ved et anderledes forbrug. Hele diskursen om klimaforandringerne og den såkaldt antropocæne epokes rolle i deres tilblivelse spænder ben for os her og slører kritikkens egentlige genstand, som er den specifikt kapitalistiske organisering af os selv og naturen.
I modsætning til luksuskommunisternes hævdelse af post-arbejdets ypperlighed følger jeg André Gorz i hans erkendelse af, at vi ikke kan slippe af med alle de ubehagelige opgaver. Men vi kunne organisere det mindre tilfredsstillende arbejde på en sådan måde, at folk ikke brugte alle deres dage på at udføre det. Og folk vil gerne arbejde – forudsat at det ikke lægger beslag på hele deres liv, og at det medfører mere tilfredsstillelse og mindre stress. Derfor foreslår jeg, at vi måske bør genindføre visse tidligere måder at gøre og skabe på – og at vi gør brug af mere hybride arbejdsmåder. Hvis ikke vi var så underlagt værdiloven – at skulle tjene mest muligt på mindst mulig tid – kunne vi gøre brug af den smarteste teknologi på nøgleområder som energiforsyning eller medicin sideløbende med håndværksmæssige og knap så industrielle produktionsmetoder på andre områder og dermed skabe mulighed for mere berigende måder at arbejde på og skabe mere attraktive og holdbare varer. Som den amerikanske økonom Juliet Schor har sagt det til forsvar for sit syn på kooperativ “rigelighed” over for business as usual:
Vi er på vej tilbage, og rigelighed udgør her en syntese af det præ- og postmoderne. Fra førstnævnte låner den idéen om dygtige håndværkere, der producerer til eget forbrug såvel som til markedet […] Fra den postmoderne periode kommer avanceret teknologi og smart, økologisk mådeholdent design. Det er den perfekte syntese. Teknologien overflødiggør det hårde og opslidende præindustrielle arbejde. Håndværksarbejde undgår kontorets og den moderne fabriks fremmedgørelse.11Juliet Schor, Plenitude (London: Allen Lane, 2010), 127.
Ethvert skridt i retning af en sådan omorganisering af arbejdet vil kræve finansiering i form af en eller anden slags borgerløn eller universel basisindkomst. Og der er unægtelig problemer forbundet med at skaffe midler til at have mere fritid – men det vil være et progressivt skridt at imødegå og udrede disse problemer. Igen tror jeg, at Gorz har ret: Universel basisindkomst skal ikke ses som en erstatning for velfærdsydelser, men som del i et institutionelt arrangement, der, som han udtrykker det, er nødvendigt “for at vriste livet fri fra det kommercielles forestillingsverden og den fulde beskæftigelses model”.12For diskussion og referencer, se Kate Soper, Post-Growth Living: For an Alternative Hedonism (Verso, 2020), 97–100. Se også Great Transition Initiative Forum, “Universal Basic Income: Has the Time Come?”.
Det er i denne målsætnings ånd, at jeg opfordrer til en nytænkning af begrebet om “fremskridt”, der har forbindelser til tidligere romantiske antipatier over for moderniteten, men som undgår den puritanisme og sociale konservatisme, der er associeret med traditionalistiske modstandskulturer; en opfattelse af velstand, der afviser den endeløse vækst, samtidig med at den modsætter sig kulturel regression. Nationer, hvis borgeres forbrug langt overstiger planetens bæreevne, kan ikke længere fremhæves som forbilledlige eksempler for resten af verden.13Jf. S. Latouche, Farewell to Growth, overs. D. Macey (Cambridge: Polity, 2009), 20–30; A. Hornborg, “Zero-sum world: Challenges in conceptualizing environmental load displacement and ecologically unequal exchange in the world system”, International Journal of Comparative Sociology 50, nr. 3–4: 237–262. De samfund, hvis produktions- og forbrugsmåder er mindre industrialiserede, men mere bæredygtige, må begynde at blive regnet som mere progressive.14Jf. Jason Hickel, “Forget ‘developing’ poor countries, it’s time to ‘de-develop’ rich countries”, The Guardian, 23. september 2015; se også hans Less is More (London: Penguin Books, 2021), særligt 251–266. Og disse lande vil måske selv begynde at ompositionere sig og blive opfattet som frontløbere sammenlignet med de imperiale magter og metropoler, der har gjort dem marginaliserede og præmoderne. Det er denne omvending, der udtrykkes, i alt fald implicit, af Nemonte Nenquimo, medstifter af Ceibo Alliancen, en almennyttig organisation ledet af oprindelige folk, og den første kvindelige præsident for Waorani Pastaza Organisationen, der repræsenterer den oprindelige befolkning i den ecuadorianske del af Amazonas:
I påtvang os jeres civilisation, og se hvor vi er i dag: Global pandemi, klimakrise, udryddelse af arter, og, som drivkraft bag det hele, udbredt åndelig fattigdom. I alle de år, hvor I har taget, taget, taget, fra vores land, har I aldrig haft modet, nysgerrigheden eller respekt nok til at lære os at kende. Til at forstå hvordan vi ser, tænker og føler, og hvad vi ved om livet på denne jord.15Nemone Nenquimo, “This is my message to the Western world: Your civilization is killing life on earth”, The Guardian, 12. oktober 2020.
I mit forsvar for den alternative hedonismes perspektiv på fremtiden har jeg som nævnt peget på de stigende tegn på utilfredshed med de nuværende arbejdsmønstre og bagsiderne ved “det velhavende liv”. Og jeg har påberåbt det en vis legitimitet ved at henvise til det, som jeg med Raymond Williams’ ord kalder en fremvoksende “følelsesstruktur”16Ifølge Williams udgøres en sådan af “emergente eller præemergente reaktioner eller kvalitative affektive forandringer, der hverken venter på deres definition eller rationalisering, før de udøver et håndgribeligt pres og sætter effektive grænser for erfaring og handling” (Raymond Williams, Marxism and … Continue reading – med hvilket jeg mener fremkomsten af en begyndende immanent kritik af forbrugskulturen og støtte til andre, grønnere og mere behagelige måder at leve på.
Men det ville være forkert at overdrive, hvor stor støtten er til dette: Der er rigtigt nok udbredt utilfredshed med arbejdet, med “bullshitarbejde”17Store grupper af mennesker, særligt i Europa og Nordamerika, bruger hele deres arbejdsliv på at udføre opgaver, som de i al hemmelighed ikke selv mener behøver at blive udført. Den moralske og åndelige skade, der følger af denne situation, er omfattende. Det er et ar på vores kollektive sjæl. Alligevel er der stort set … Continue reading og den permanente jobusikkerhed for medlemmerne af “prekariatet”.18De, der “bliver tvunget til at acceptere og tilvænnet et liv med ustabilt arbejde gennem midlertidige arbejdsopgaver (‘casualization’), vikararbejde, ‘tasking’ i internetbaseret ‘platformskapitalisme’, fleksible vagtplaner, tilkaldevagter og nultimers-kontrakter og så videre. … Continue reading Men trods det stigende antal af desillusionerede forbrugere kan vi på ingen måde analysere miljøproblemerne som noget, der udelukkende skyldes leverandørindustrierne og deres beskæftigelsesstrategier eller markedsførende manipulationer. Appetitten på og prioriteringen af bekvemmelighed blandt mange kunder i de rigere nationer og den indflydelse, de udøver, spiller også en stor rolle i miljøproblemerne, og det bliver ethvert forsvar for overgangen til en mere retfærdig og grønnere økonomisk orden nødt til at erkende. At Elon Musk er en af planetens rigeste, skyldes delvis den vidt udbredte og fortsatte støtte til en bilkultur, der, selv når den er elektrificeret, formentlig vil vise sig ikke at være bæredygtig (også fordi den er farlig og voldsomt begrænsende for adgangen til og brugen af rum).19Biler består af 50 procent plastic og dominerer byrummet. Om den elektricitet, som en elektrificering vil kræve, hvordan den skal genereres og de alt andet end grønne batterier, se Seán Clarke, “How Green are Electric Cars ?”, The Guardian, 21. september 2017. At Jeff Bezos også skraber milliarder til sig, skyldes de utallige købsbeslutninger truffet af dem, der ganske beredvilligt har medvirket til den fortsatte eksistens af Amazons gigantiske fulfilment-centre (Jeff Bezos, der oprindeligt ville have kaldt Amazon for “Relentless”, tjener i dag omkring 150.000 dollars i minuttet og kontrollerer 40 procent af alle køb i USA). Hvad angår den form for medvirken, som forbrugerne har i alt dette, skal den da betragtes som frigørelse eller fremmedgørelse? Som frit opstået og udlevet begær eller som nedrig tryllebinding til falske feticher? (Her kan der måske være en vis parallel til dem, der ifølge egyptologerne ikke var slaver, men frivilligt donerede deres arbejdskraft over årtier for at opføre pyramiderne i Giza).20Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan man skal opfatte ideen om “frivilligt” arbejde efter oldtidsegyptiske forhold. Men arbejderne var ikke slaver, og argumentet om deres status som frivillige, fremsat af Mark Lehrer (se hans The Complete Pyramids (London: Thames & Hudson, 1997)), er i dag bredt accepteret blandt hans … Continue reading
Amazons, Teslas og IT-giganternes magt er selvfølgelig meget lumsk – bare det at bruge onlinemedier vil næsten altid indebære at være meddelagtig. Men blot at behandle “os”, den brede befolkning i velstående samfund, som ofre for “deres” forretningsaktiviteter er i alt for høj grad at bane den lette udvej for os selv. Antallet af mennesker, i hvert fald i Storbritannien, som i meningsmålingerne gladeligt vil klage over de arbejdsrutiner og miljømæssige rædsler, som magtfulde virksomheder og regeringer står bag, synes ikke at blive afspejlet i den individuelle forbrugeradfærd – eller i stemmemønstre, for den sags skyld.
Man kan derfor med nogen ret føle, at jeg gør mig skyldig i for stor en tiltro til viljens optimisme, når jeg tror på, at der kan opbygges en effektiv modbevægelse. Jeg vil da også være den første til at indrømme, at mit argument er diskutabelt. Mit håb er dog, at den alternative hedonisme, ved at tilføre en bredere kulturel dimension til de eksisterende argumenter og udsyn på de antisystemiske kræfters politiske fløj, kan være med til at inspirere en mere mangfoldig og substantiel opposition til den fremherskende økonomiske ortodoksi. Jeg håber også, at den kan udgøre en mere overordnet “forestillingsverden” for de forskellige initiativer, der forsøger at omgå det almindelige markeds forsyninger gennem alternative netværk for deling og genbrug og for udvekslingen af varer, ydelser og ekspertise i det, der er blevet kaldt “kollaborativt” eller “forbundet” forbrug. Sådanne netværk har bidraget til at reducere udledningen af CO2 og produktionen af affald, samtidigt med at de har skabt mere miljøbevidste fællesskaber og kooperative måder at leve på;21Jf. min diskussion i Soper, Post-Growth Living, 126–130; Juliet Schor, Plenitude: The New Economics of True Wealth (New York: Penguin, 2010); Juliet Schor, “From Fast Fashion to Connected Consumption: Slowing Down the Spending Treadmill” i Culture of the Slow: Social Deceleration in an Accelerated World, red. Nick Osbaldiston … Continue reading ved at fungere som en modvægt til individualiseringen af forbruget kan de begynde at navigere uden om de forhindringer, der ligger i vejen for en mere kollektiv brug af varer og transportformer. De er også med til at modvirke den stadigt mere personaliserede internetmarkedsførings rækkevidde og indtrængen. Gennem deres udfordring af “nyhed” som den dominerende forbrugsæstetik og deres afvisning af “high-street” mode og masseproduktion til fordel for tøjbytte, genfremstilling og hjemmelavede varer lægger de også mere generelt pres på virksomheder i forhold til at gøre en ende på afhængigheden af sweatshop-arbejde og konstant højere omsætningshastighed og i forhold til at holde dem ansvarlige for den forurening, som vi pådrages af deres produktion – kort sagt bidrager de betydeligt til udlægningen af forhindringer for den fortsatte akkumulation, og de har potentiale til at gøre det samme, hvad angår at påvirke den førte politik om desinvestering.22Naomi Klein, “Climate change: how to make the big polluters really pay”, The Guardian, 17. oktober 2014.
Mere kollaborative måder at opfylde behov på er også både afhængige af og med til at fremme en mere fællesskabsorienteret og republikansk ånd. Vi har endnu til gode at finde ud af, om pandemien ender med at have styrket denne ånd på nogen varig måde, men gennem de former for refleksion, den har fremmet, kan den vise sig at have etableret et miljø, der er noget mere modtageligt over for fælles forbrugsformer. Med genopblomstringen af den republikanske etos (med hvilket jeg mener en bevidsthed om os selv, ikke blot som forbrugere, men som borgere i et gensidigt fællesskab) følger også risikoen for, at begreber som “fælles interesse” og “kollektive goder” bliver ideologisk kapret på problematiske og politisk partiske måder. Det har vi allerede set en del til i de peri-pandemiske “kulturkrige”, og det vil sandsynligvis fortsætte ind i den post-coronavirale æra. Ikke desto mindre vil genbekræftelsen af almenvellet og revalueringen af medborgerskab være afgørende for at fremme en alternativ velstandspolitik.23For mere herom, se Soper, “Re-thinking the ‘good life’”.
Afslutningsvis vil jeg tilføje, at projektet om en alternativ hedonisme er drevet af, at det haster med at få tilvejebragt en ny bevidsthed om virkeligheden. Hvad det angår, kan jeg her påkalde mig kulturkritikeren Stuart Halls ord: “For at skabe en ny kulturel orden”, skrev Hall, “skal man ikke afspejle en allerede eksisterende kollektiv vilje, men danne en ny, igangsætte et nyt historisk projekt”.24Stuart Hall, “Gramsci and Us”, første gang udgivet i Marxism Today, juni 1987, 16–21. Diskursen skaber bestemt ikke virkeligheden, men den virker som katalysator for den. Ét argument, jeg kan nævne i den forbindelse, er det, vi finder hos den hollandske kulturkritiker Miriam Meissner, der har gjort brug af Halls konjunkturanalyse med henblik på at indføre “modvækst” som et nyt artikulerende princip, der kan begynde at træde i stedet for nationalismens eller markedsliberalismens ditto – et projekt, der ifølge hende kræver, at man forbinder sig med sociale kræfter og overtager betydninger, værdier og identiteter, der ikke er helt på linje med den grønne dagsorden, og omstrukturerer dem til en ny enhed. Et eksempel, hun giver, er bevægelsen mod en “minimalistisk” livsstil. Selvom hun anerkender, i hvor høj grad Marie Kondo-metoden er indlejret i det kapitalistiske marked, insisterer hun på, at aktivister og fortalere for modvækst ikke kan tillade, at minimalisme bliver eksproprieret til neoliberale diskurser om individuelt ansvar og conspicuous consumption. I stedet er opgaven at benytte minimalismens nuværende popularitet, mens man samtidig skaber forbindelser til modvækstens begreber, værdier og praksisser, såsom fællesliggørelse (commoning), konvivialitet, omsorg og universel basisindkomst.25Jf. Miriam Meissner, “Towards a Cultural Politics of Degrowth: prefiguration, popularization and pressure” i Journal of Political Ecology 28 (2021), 513. Jeg er ikke selv helt afklaret om dette spørgsmål, men det skal helt bestemt diskuteres. Og det er hævet over enhver tvivl, at en alternativ velstandspolitik skal udtrykkes, før den kan vinde genklang i stadig latente eller kun nyligt opståede følelsesstrukturer; og at den må appellere til befolkningsgrupper uden for venstrefløjens sædvanlige kredsløb og vise, hvordan den forholder sig til deres specifikke interesser og bekymringer: studerende, omsorgsarbejdere, arbejdere i gig-økonomien, prekariatet og dem med bullshitarbejde, forældre og unge mennesker overalt. Den må også insistere på, at vestlig indflydelse, selvom den har medført fordele, hvad angår sundhed og levealder, ikke længere kan have lov til at dominere vores idéer om fremskridt og velvære. Globalt set er vi i dag nødt til at søge andre kilder, der skal forme vores tænkning, hvad end det er tidligere tiders forsyningsmetoder, viden og erfaringer fra fattigere nationer og marginaliserede samfund eller de mindre vækstdrevne forestillinger hos tænkere, teknikere og kulturarbejdere, hvor end de findes. Jeg har før sammenlignet de former for oplysning og personlig epifani, som denne grønne revolution vil kræve, med dem, der kræves i forbindelse med andre store historiske frigørelsesbevægelser som feminismen eller kampagnerne mod slaveri og racisme.26Se Soper, Post-Growth Living, 185. Hvordan denne bevægelse udfolder sig i de kommende årtier, vil være afgørende for alle fremtidige generationers erfaringer.27Teksten er oversat fra engelsk af Frederik-Emil Friis Jakobsen.
| 1. | “World’s richest 10% produce half of carbon emissions while poorest 3.5 billion account for just a tenth”, Oxfam International, 2. december 2015. |
| 2. | David Wallace-Wells, The Uninhabitable Earth: A Story of the Future (London: Allen Lane, 2019), 187. |
| 3. | Ben Steverman & Alexandre Tanzi, “The 50 Richest Americans Are Worth as Much as the Poorest 165 Million”, Bloomberg News, 8. oktober 2020. |
| 4. | Kate Raworth, “Want to get into the doughnut? Tackle inequality”, Kate Raworth – exploring doughnut economics, 16. oktober 2014. |
| 5. | Christophe Bonneuil & Jean-Baptiste Fressoz, The Shock of the Anthropocene, overs. D. Fernbach (London: Verso, 2017), 68, og særligt 148–252. |
| 6. | Ifølge et nyt tysk studie vil menneskets ressourceforbrug, hvis det følger de nuværende vækstrater, stige fra 70 milliarder ton i 2012 til 180 milliarder ton i 2050. Maksimering af effektiviteten i ressourceforbruget kombineret med massive CO2-afgifter vil i bedste fald reducere dette til 95 milliarder ton, hvilket stadig er næsten dobbelt så meget som de 50 milliarder ton, der er den bæredygtige grænse for Jorden. |
| 7. | Se det Europæiske Miljøbureaus (EEB) rapport Decoupling Debunked (2019), og den ligeså hårde dom fra det Europæiske Miljøagentur (EEA) i Growth without economic growth (2020). |
| 8. | Nick Srnicek & Alex Williams, Inventing the Future: Postcapitalism and a World Without Work, (London: Verso, 2016), 109. |
| 9. | Srnicek & Williams, Inventing the Future; Paul Mason, Postcapitalism: A Guide to Our Future (London: Allen Lane, 2015); Aaron Bastani, Fully Automated Luxury Communism (London: Verso, 2018). |
| 10. | Se også Kate Soper, “Re-thinking the ‘good life’: The citizenship dimension of consumer disaffection with consumerism”, Journal of Consumer Culture 7, nr. 2 (2007). |
| 11. | Juliet Schor, Plenitude (London: Allen Lane, 2010), 127. |
| 12. | For diskussion og referencer, se Kate Soper, Post-Growth Living: For an Alternative Hedonism (Verso, 2020), 97–100. Se også Great Transition Initiative Forum, “Universal Basic Income: Has the Time Come?”. |
| 13. | Jf. S. Latouche, Farewell to Growth, overs. D. Macey (Cambridge: Polity, 2009), 20–30; A. Hornborg, “Zero-sum world: Challenges in conceptualizing environmental load displacement and ecologically unequal exchange in the world system”, International Journal of Comparative Sociology 50, nr. 3–4: 237–262. |
| 14. | Jf. Jason Hickel, “Forget ‘developing’ poor countries, it’s time to ‘de-develop’ rich countries”, The Guardian, 23. september 2015; se også hans Less is More (London: Penguin Books, 2021), særligt 251–266. |
| 15. | Nemone Nenquimo, “This is my message to the Western world: Your civilization is killing life on earth”, The Guardian, 12. oktober 2020. |
| 16. | Ifølge Williams udgøres en sådan af “emergente eller præemergente reaktioner eller kvalitative affektive forandringer, der hverken venter på deres definition eller rationalisering, før de udøver et håndgribeligt pres og sætter effektive grænser for erfaring og handling” (Raymond Williams, Marxism and Literature (Oxford University Press, 1977), 132, jf. 128–136). |
| 17. | Store grupper af mennesker, særligt i Europa og Nordamerika, bruger hele deres arbejdsliv på at udføre opgaver, som de i al hemmelighed ikke selv mener behøver at blive udført. Den moralske og åndelige skade, der følger af denne situation, er omfattende. Det er et ar på vores kollektive sjæl. Alligevel er der stort set ingen, der taler om det (David Graeber, “On the Phenomenon of Bullshit Jobs”, Strike! Magazine, nr. 3, august 2013). |
| 18. | De, der “bliver tvunget til at acceptere og tilvænnet et liv med ustabilt arbejde gennem midlertidige arbejdsopgaver (‘casualization’), vikararbejde, ‘tasking’ i internetbaseret ‘platformskapitalisme’, fleksible vagtplaner, tilkaldevagter og nultimers-kontrakter og så videre. Vigtigere endnu er det, at medlemmerne af prekariatet ikke har et beskæftigelsesmæssigt narrativ eller ditto identitet, ingen oplevelse af at være på en karrierevej” (Guy Standing, “The Precariat: Today’s Transformative Class?”, Great Transition Initiative, oktober 2018). |
| 19. | Biler består af 50 procent plastic og dominerer byrummet. Om den elektricitet, som en elektrificering vil kræve, hvordan den skal genereres og de alt andet end grønne batterier, se Seán Clarke, “How Green are Electric Cars ?”, The Guardian, 21. september 2017. |
| 20. | Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan man skal opfatte ideen om “frivilligt” arbejde efter oldtidsegyptiske forhold. Men arbejderne var ikke slaver, og argumentet om deres status som frivillige, fremsat af Mark Lehrer (se hans The Complete Pyramids (London: Thames & Hudson, 1997)), er i dag bredt accepteret blandt hans kolleger i egyptologien. Jf. Marc Van de Mieroop, A History of Ancient Egypt, 2. udg. (Wiley: Blackwell, 2021), 58–61 og 74–76. Se også Joyce Tyldesley, “The Private lives of the Pyramid Builders”, BBC, 17. februar 2011. Om at vælge at handle hos Amazon, se Mark O’Connell, “‘A Managerial Mephistopheles’: inside the mind of Jeff Bezos”, The Guardian, 3. februar 2021. |
| 21. | Jf. min diskussion i Soper, Post-Growth Living, 126–130; Juliet Schor, Plenitude: The New Economics of True Wealth (New York: Penguin, 2010); Juliet Schor, “From Fast Fashion to Connected Consumption: Slowing Down the Spending Treadmill” i Culture of the Slow: Social Deceleration in an Accelerated World, red. Nick Osbaldiston (Basingstoke: Palgrave, 2013), 34–51. |
| 22. | Naomi Klein, “Climate change: how to make the big polluters really pay”, The Guardian, 17. oktober 2014. |
| 23. | For mere herom, se Soper, “Re-thinking the ‘good life’”. |
| 24. | Stuart Hall, “Gramsci and Us”, første gang udgivet i Marxism Today, juni 1987, 16–21. |
| 25. | Jf. Miriam Meissner, “Towards a Cultural Politics of Degrowth: prefiguration, popularization and pressure” i Journal of Political Ecology 28 (2021), 513. |
| 26. | Se Soper, Post-Growth Living, 185. |
| 27. | Teksten er oversat fra engelsk af Frederik-Emil Friis Jakobsen. |