Dialektik er titlen på en udgivelse af tre tekster i dansk oversættelse af G.W.F. Hegel på Forlaget Mindspace, 2022.1G.W.F. Hegel, Dialektik (København: Forlaget Mindspace, 2022). Den er redigeret af Anna Cornelia Ploug og William Mathorne. Det på en gang berømte og berygtede begreb og dets historie, der går tilbage til antikken, er taget op i forlagets serie AFTRYK, som præsenterer filosofiske tekster om emner med en væsentlig kulturel virkningshistorie. Denne udgivelse sætter fokus på Hegels logik, eller på selve “det logiske” i Hegels logiske system, dvs. selve den begrebslige dynamik, som af Hegel selv stedvis også betegnes som dialektik. Redaktørerne af temanummeret præsenterer tre forholdsvis korte tekster af Hegel på dansk. Formålet er at belyse et centralt tema hos Hegel og dets virkningshistorie ud fra nogle kernetekster om logik eller dialektik; for to af teksternes vedkommende for første gang i dansk oversættelse.
De tre tekster er indrammet af Plougs “Introduktion: Forandringens logik – om Hegels dialektik, dens forhistorie og kritiske aftryk” (i det følgende: Introduktionen). Her indplaceres Hegels dialektik i en idéhistorisk kontekst fra den platoniske dialog over middelalderens retorik til Kant. Introduktionen forklarer omhyggeligt Hegels begreb om det logiske, eller dialektikken, ud fra Hegels egne tekster, og perspektiverer til den hegelske dialektiks virkningshistorie i det 20. århundrede. Ploug har valgt at fokusere på det “kritiske aftryk”, som Hegels dialektik har sat på den historiske materialisme og socialfilosofi via Marx og Engels. Ud over en litteraturliste over de i Introduktionen omtalte tænkere og værker, rummer udgivelsen tillige en oversigt over Hegel-tekster i dansk oversættelse fra 1974–2020.
Denne artikel er en kommentar i to dele. Den første del (sektion 1–3) har karakter af en uddybende kommentar til publikationen, særligt af Introduktionens præsentation af Hegels Logik og dennes grundbegreber. Dernæst følger, foranlediget af Introduktionens særlige fokus, en lettere kritisk motiveret ansats til et videregående forsøg på at foretage en tematisk afklaring af Hegels begreb om logik, som både skal være en ontologi og en teori om tænkning (sektion 4–6). Idet jeg stiltiende anerkender publikationens kvalitet, såvel udvalget og oversættelsen af teksterne som Introduktionen, samt dens betydning for et dansk læsepublikum, vælger jeg at udfordre den ensidigt ontologiske fortolkning af Logikken, som har præget den marxistiske virkningshistorie, og som mere eller mindre også er synspunktet i Introduktionen. I stedet argumenterer jeg via en række tematiske indfaldsvinkler til Logikken for en erkendelsesteoretisk interpretation: at Hegels Logik er en teori om begribende tænkning, som indplacerer den i en videregående subjektivitets- og frihedsfilosofisk problemkontekst.
Tre tekster om tænkning
Publikationens tre tekster af Hegel danner en tematisk sammenhæng med det sigte at forklare Hegels begreb om dialektisk tænkning, af ham selv kaldet logik. Først præsenteres Hegels satiriske essay “Hvem tænker abstrakt?” (1807).2Oprindeligt oversat af Oskar Borgman Hansen, redigeret her af William Mathorne. Det påpeges i Introduktionen, at modstillingen abstrakt-konkret ikke er udtryk for forholdet mellem abstrakt begreb og sanseligt indhold, men forskellen på, om et fænomen blot betragtes isoleret (abstrakt) eller forstås i sin sammenhæng (konkret). Hegels synspunkt i det satiriske essay er, at modsat den udbredte opfattelse, så er tænkning konkret, jf. ordets betydning “sammenvokset”. Det betyder bl.a., at det at forstå en handling i dens sammenhæng kan ændre opfattelsen af den, eksempelvis kaste et forsonende skær over en ugerning, når denne forstås i konteksten af gerningsmandens livshistorie. Tænkning står for sammenhæng; den gør noget forståeligt, og udfordrer dermed tendensen til forhastet kategorisering (abstraktion) og fordømmelse. Tænkning er det i os, som byder os at gå i rette med os selv. Med pointeringen af tænkningens konkrete karakter burde læseren være immun over for fordommen om tænkning som et abstrakt forehavende.
Derpå følger en kernetekst af Hegel, der netop handler om den konkrete eller dialektiske karakter af det logiske. Det er optakten til den såkaldte “lille Logik”, som er den korte version af den “store Logik”, Wissenschaft der Logik (herefter forkortet Logikken), som Hegel udgav i tre bind i perioden 1812–1816.3Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Wissenschaft der Logik I og II, i Werke in 20 Bänden 5 og 6 (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1969). Den optakt er særligt interessant, fordi den formulerer selve det logiske princip, som udfoldes i den “store logik”, og som ligger til grund for det samlede filosofiske system: Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften (1830).4Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften, i Werke 8–10 (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1970). I denne danske oversættelse har optakten titlen “Logikkens tre momenter”.5Den “lille Logik”: “Näherer Begriff und Einteilung der Logik § 79–83”, i Hegel, Enzyklopädie, i Werke 8. Oversat af Anna Cornelia Ploug. Her fremhæver Hegel, at konkret tænkning adskiller sig fra forstanden, som er evnen til at abstrahere og danne almenbegreber, kategorisere og klassificere. Det “abstrakte og forstandige” fastfryser individet som noget bestemt, som når for eksempel et individ stemples som forbryder. Derfor må forstanden gå over i en anden form, for at vi kan forstå dens genstand som konkret kompleksitet. Forbryderen har givetvis også andre, menneskelige egenskaber. Forstanden er det abstrakte og kun første moment af det logiske. Dettes andet moment, det “dialektiske eller negativt-fornuftige”,6Hegel, Dialektik, 67. bryder nu med kategoriseringen og åbner for en erfaring af individet som et sammensat menneske. Momentet negerer forstandens faste bestemmelse ved, at det individuelle bliver tænkt i sine konkrete livsrelationer. Men her opløses individet ikke blot til et produkt af en uendelig sammenhæng (arv og miljø). Et menneske er derimod den dobbelthed både at være forbundet med omgivelse og historie og at bryde med den (friheden). Hermed antydes identitetsdannelsens modsætningsfuldhed, dens dialektik.
Den dobbelthed både at være sig selv og ikke sig selv, eller at blive sig selv ved at blive andet, er udtryk for altings dialektiske, modsætningsfyldte karakter. Det er Hegels pointe, at dialektikere siden Platon har misbrugt det dialektiske destruktivt til sofisteri og skepticisme. Eksempelvis er modsigelse den drivende kraft i dialogen, men ved bestandigt at sige imod, saboterer sofisten tænkningens erkendelsesbestræbelse. Hos sofisten har tænkningen fanget sig selv i sit dialektiske aspekts rent negative funktion, med det resultat, at intet står fast. Sofisteriet er dialektik, som er gået i selvsving. Det negative har gjort sig absolut og løst sig fra sin funktion som blot moment i tænkningens nuancerende bestemmelse af sin genstand. Ligesom forstanden kunne forskanse sig med sine rigide abstraktioner og faste bestemmelser, når den abstraherer fra sin genstands konkrete relationer, således kan “det negativt-fornuftige” opløse enhver bestemthed ved bestandigt at sige imod. Heldigvis viser tænkningen sig fra sin produktive side og negerer negationen. Dialektikkens andet, negativ-fornuftige side ophæves i det tredje moment, det “spekulative eller positivt-fornuftige”. Her melder det almene sig igen, dog ikke i forstandens abstrakte form, men som enhed (“sammenvokset”) med det partikulære.
I det “positivt-fornuftige” er det logiske realiseret fuldt ud som spekulativ tænkning, i hvilken alt virkeligt begribes som dynamisk modsætningsfuldt. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at spekulativ tænkning og dialektik ikke er synonymer! I de “tre momenter” af det logiske hører det dialektiske som nævnt til i det andet moment. Det spekulative er derimod den erkendte enhed af negativt og positivt, hvor tænkningen har stabiliseret sig. Som når der for eksempel bag forbryderen viser sig et menneske, der har sat sig selv (i frihed) i en fornedret partikulær skikkelse. I den spekulative tænkning erfarer vi det almene, her: menneskeligheden; ikke som et abstrakt forstandsbegreb, men som det individuelles almene og højere væsen, der har sat sig selv – imod sit væsen – i en partikulær skikkelse. Det spekulative består derfor i anskuelsen af hvorledes det individuelles væsen, for eksempel menneskets væsen, er virksomt i det enkelte individ. Denne anskuelse højner betragtningen af det individuelle fænomen, fordi den erkender den essentielle værdighed bag selv-fornedrelsen. Som i Hegels eksempel i sit satiriske essay: selv forbryderen, efter at have været på afveje og lidt sin straf, løftes op og beskinnes af “Guds nådesol”. Straffen foranlediger en højere forsoning på åndeligt plan.7Jf. Hegel, Dialektik, 62–63. I nådens tilgivelse restitueres den menneskelige værdighed i det individuelle menneske.
I Introduktionen siges det om fornufttænkningen, at den “sammenbinder det konfliktfyldte, logiske forløb til én affirmativ helhed. […] Og det er akkurat som følge af denne dialektisk-spekulative tankeforms dynamiske karakter, at den strider imod en doktrinær og fastlåst fremstillingsform”.8Hegel, Dialektik, 41–42. Dette er en træffende karakteristik af fornuftens brud med forstandens rigide kategoriseringer. Det må dog tilføjes, at denne karakteristik kun fremhæver det negative aspekt. Det egentligt spekulative overses, nemlig negationen af negationen eller det affirmative i, at selv i det nærværende lever og virkeliggør det almene sig. Retfærdigheden sker ikke først fyldest i en fremtidig sand menneskelig tilstand, som venstrehegelianerne håbede. Men den sker for den enkelte i den nærværende tid. Dette er “rosen i nutidens kors”,9G.W.F. Hegel, Grundlinien der Philosophie des Rechts, i Werke 7 (1970), 29. som Hegel fremhæver i en kritik af de revolutionære i hans egen samtid. Men denne egentlige spekulative erkendelse synes at være afvist eller gået hen over hovedet på marxisterne, som alene fastholder dialektikken i dens ensidigt negative funktion, bruddet med fastfrosne identiteter. For Hegel rummer den begrebet om det alment menneskelige, dvs. en væsenserkendelse.
Logikken som dialektisk ontologi
Det dialektiske er således en nedbrydning af det abstrakt-almenes “magt” over det individuelle. Som nedbrydning af magt, negation af det negative, er det fornuftens indirekte, skjulte virke. Hvis det da vel at mærke ikke går i selv-sving, men udøver konstruktiv, det vil sige realitetsorienteret, fornuftbaseret kritik.
Et eksempel på det logiske i aktion i udviklingen af Logikkens kategorisystem får vi i publikationens tredje og sidste tekst, som er uddraget af det første kapitel: Væren, fra den “store” Logik. Denne tekst, her benævnt “Værenslogikken”, omhandler Logikkens første begrebstriade: væren-intet-tilblivelse. Den er central, fordi den udgør Logikkens dialektiske kerne. For at forstå, hvad Logikken egentlig handler om, er det værd at placere dette kapitel i værkets kontekst: Sammen med anden del (“Væsenslogikken”), som ikke er repræsenteret med tekst i publikationen, udgør “Værenslogikken” den “objektive logik”. Som sådan rummer de to dele de ontologisk-kategoriale bestemmelser, det vil sige de mest generelle træk ved det værende, før disse bliver reflekteret som det, de i virkeligheden er, nemlig begrebets bestemmelser. Den objektive logik (Logikkens 1. og 2. del) fremstiller således grundstrukturerne i en slags præ-refleksiv, objektiv tænkning (ontologi), som igennem sin egen interne dialektik udvikler sig til den “subjektive logik” eller “begrebslogikken” (3. del). (Mere om forholdet mellem den objektive og den subjektive logik sidst i denne artikel).
I tekstuddraget fra Værenslogikken,10Oversat af Søren Rosendal. hvor vi følger bevægelsen væren-intet-tilblivelse, præsenteres den spekulative tænkeform i dens første og mest abstrakte form. Med henvisninger til den førsokratiske filosofi, særligt Heraklit og Parmenides, som udviklede de første og mest abstrakte, ontologiske bestemmelser, vil Hegel vise, at filosofiens historie er en udvikling, som følger tænkningens egen ahistoriske udvikling. Den rene væren indses at være tom. Dermed opstår begrebet intet. Væren er derfor intet. Men nej, væren og intet er jo modsætninger (lidt ligesom fylde og tomhed). Hermed fremstår den første spekulative tanke i Logikken, som sprogligt må udtrykkes i en modsigelse: Væren og intet både er og er ikke det samme, og ud af denne “urolige” enhed af modsætninger opstår begrebet tilblivelse, som er kategorien for al forandring, herunder bevægelse, opståen, forgåen og udvikling.
Hermed er vi ved det centrale i Hegels Logik. For forholdet mellem væren og intet forklarer den dialektik, som den spekulative tænkning udfolder, når den vil begribe det virkelige. Formallogisk er modsigelsen rigtigt nok udelukket, men netop derfor er den formelle logik uden indhold. Derimod må logik være læren om den tænkning, vi erkender det virkelige igennem. Den må have et indhold. Det er Hegels sigte med kapitlet at vise enkelt og klart, at og hvorledes vi reelt tvinges til at tænke modsigelsen, hvis vi vil begribe virkelighedens dynamik. Derfor må logikken blive dialektik. Dette understreges også i Introduktionen.
Tilbage til Introduktionen, hvor en række begreber af central betydning for Logikken forklares. Ud over abstrakt-konkret fremhæves det for dialektikkens bevægelse vigtige og modsætningsfulde begreb om Aufheben (ophævelse). Hos Hegel betyder det både at tilintetgøre og bevare, og det refererer til den forvandling, der sker med et begreb, når det tænkes færdigt, men dog bevares som konstitutivt moment i et efterfølgende begreb. Vores eksempel er væren og intet, som er konstitutive momenter af tilblivelse. I al Hegels filosofi, særligt i de historiske discipliner: historiefilosofien, filosofihistorien osv., gør Aufheben sig gældende med sin dialektik, idet det fortidige både er og ikke er i det nutidige. Det fortidige er ikke aktualitet men dog nærværende som det nutidiges bærende grund.
I Introduktionen ryddes en række misforståelser af vejen, der har bidraget til at stille Hegels Logik i et dårligt lys. Skemaet tese-antitese-syntese afvises som en “udvendig” metode, som fejlagtigt er blevet tillagt Hegel. Ud fra det her bragte uddrag af “Værenslogikken” forstår man hvorfor: begreberne genererer af sig selv deres modsætninger, med hvilke de ophæves i nye og mere komplekse begreber, der beriger os med en stadig dybere forståelse af virkeligheden. Negativt og positivt veksler indbyrdes i en erkendelsesproduktiv bevægelse. Logikken har ikke en metode; den er sin egen metode.
I Introduktionen gives også en kortfattet både etymologisk-filologisk omhyggelig og filosofihistorisk karakteristik af dialektik med enkelte nedslag i dets begrebshistorie. De omfatter dialektikkens oprindelse hos Platon, der bruger modsigelsen som fremdrift i dialogen, samt dialektikken som retorik i middelalderen. I Kants kritiske filosofi hører vi om dialektikken dels som skræmmebillede på en erkendelsesbestræbelse, der skaber illusioner frem for sandhed. Den transcendentale dialektik er kun metodisk frugtbar anvendt inden for erkendelsens grænser. Hegel, derimod, går her ud over Kant, får vi at vide. Han argumenterer for, at fornuften netop som dialektik er “tænkningens fremmeste motorkraft”, som det hedder.11Hegel, Dialektik, 23. Man kunne her tilføje: Selve den “modstrid” (Widerstreit), som dialektikken geråder i, var for Kant udtryk for dens uafgørbarhed i ontologisk henseende, for eksempel spørgsmålet om verdens uendelighed eller endelighed. Men som vi har set i “Værenslogikken”, er det tænkningen selv, som genererer indbyrdes modstridende begreber, når den tænker genstande. Det er derfor nødvendigt at revidere Kants begreb om dialektik, så det tilpasses til at levere en produktiv erkendelse af virkelighedens dynamik, dens iboende modsigelser: “Hvad end dialektikken betragtes som et ontologisk forhold, altså noget, der vedrører tingenes natur, eller som en metodisk strategi, er det helt afgørende at forstå, hvordan dens logiske eller begrebslige natur består i en produktiv brug af negation og modsigelse som katalysator for udviklingsprocesser”, hedder det i Introduktionen.12Hegel, Dialektik, 25.
Tænkningens autonomi eller heteronomi? Kritik af den marxistiske virkningshistorie
Det synspunkt, at Hegels logik adskiller sig fra formel logik ved at udvikle kategorier til at forstå det virkeliges iboende konflikter med, bliver bestemmende for Introduktionens præsentation af virkningshistorien af Logikken. Her fremhæves den “kritiske tænkning” i forskellige varianter af samfundsfilosofi ud fra mere eller mindre historisk materialistiske præmisser. Det drejer sig om (anti-utopisk) marxisme; Adornos begreb om ikke-identitet som metodisk ledetråd for kritiske studier af rationalitet og socialfilosofi samt om feminisme og postkolonialisme. Disse retninger og tænkere anvender Hegels dialektik mere eller mindre som rygdækning for en kritik af givne sociale magtkonstellationers tendens til at konsolidere og til at befæste sig i de modsætninger, som de genererer. Marxismens kritik er immanent, baseret på samfundslivets og historiens egen iboende dynamik, hvori modsætninger dannes og ophæves. Det er det negatives magt, som ikke blot viser sig i konflikter, men også retfærdiggør oprøret mod undertrykkelsen. Man aner i baggrunden Hegels historifilosofiske idé om historien, der fælder dom over alt, der modsætter sig forandring. Den marxistiske kritik mener at have verdensfornuften i ryggen, selvfølgelig in disguise som negativ dialektik; ikke som Geist, men i skikkelse af kollektiv materiel praksis.
Men trods det, at både tekstudvalg og Introduktion skarpt går helt ind til kernen af det logiske, så forekommer vægtningen i Introduktionen af marxismens omformning af Hegels dialektik temmelig reduktiv. Der fokuseres så ensidigt på den materielle virkeligheds iboende konflikter, at det er tvivlsomt, om navlestrengen til “den logisk ånd” i Hegels teori kan forblive intakt. Har Marx og marxisterne ikke snarere materielle kræfter i de socio-økonomiske relationer end ånd for øje i deres analyser? Man må huske på, at de materielle forhold i Hegels egen samfundsfilosofi kun udgør et mindre felt af det generelle logiske, nemlig det borgerlige samfunds behovssystem i den såkaldte “objektive ånds” sfære. Men Marx foretog en omvending af kausalforholdet mellem hegelsk logik og det materielle liv: Hvad der hos Hegel var periferi (objektiv ånd – samfundet), ser Marx i Den tyske Ideologi som centrum med ophøjelsen af de økonomiske kræfter til det dynamiske omdrejningspunkt for dannelsen og organiseringen af det sociale og det åndelige liv. Den logiske ånd hos Hegel reduceres til ideologisk overbygning, som uden forandrende kraft blot afspejler virkelighedens klassekonflikter.
Marx’ socio-økonomiske analyser kan rumme meget rigtigt. Men hans analyser af kapitalismen fanger ikke den logiske ånd i Hegels samfundsfilosofi, som omfatter spændingsforholdet (dialektikken) mellem det borgerlige samfunds markedsmekanismer (den sociale atomisering og deraf følgende armod) og fællesskabsånden (for eksempel i korporationerne), adskillelse (Entzweiung) og forening. Det er derfor velgørende – om end tilsyneladende imod intentionen bag publikationen – at tekstudvalget med al tydelighed viser Hegels dialektik som en teori om tænkning. Netop uddraget “Logikkens tre momenter” sammenfatter hele det omfattende logiske begrebssystems essens, nemlig tænkningen, der driver værket, når vi skal forstå virkeligheden. Analysen af det logiskes momenter i dets bestanddele: det abstrakte eller forstandige, det dialektiske eller negativt-fornuftige og det spekulative eller positivt-fornuftige,13Hegel, Dialektik, 67. præsenterer den konstruktive selvkritik, som tænkningen udøver ud fra sin egen logik i dens sigte mod dannelsen af det adækvate begreb (Hegel: ideen) om virkeligheden. Det, som i Introduktionen helt korrekt kaldes “autonom logik”,14Hegel, Dialektik, 26. skal forstås således, at tænkningen bestemmer sig selv. Derimod er opfattelsen af tænkning som en ideologisk refleks af eksterne klasseinteresser udtryk for dens heteronomi. Det ser derfor ud til, at Introduktionen, som faktisk leverer en omhyggelig, saglig forklaring af det spekulative i Logikken,15Hegel, Dialektik, 41–42. kommer i konflikt med dele af sig selv. I dette mindste kunne man have ønsket sig en kritisk kommentar til den marxistiske traditions materialistiske omformning af Hegels idealisme. Eller en kritik af Hegels idé om en autonom logik, hvis man tilslutter sig marxismen. Ikke desto mindre er fremhævelsen af den venstre-hegelianske virkningshistorie på sin plads, da den nok er den mest iøjnefaldende forvaltning af arven fra Hegels dialektik.
Dialektik som tænkeform
I resten af teksten vil jeg udfordre den ontologiske udlægning af Hegels Logik i dennes marxistiske virkningshistorie. Dialektik er for Hegel ikke en struktur i en socio-økonomisk proces. Den er et træk ved tænkningen, et mønster i kategoriernes udvikling. Den historiske materialisme har skilt dialektikken fra tænkningen i Hegels Logik og anvendt den som en formel struktur, ved hjælp af hvilken man kan forstå sociale og historiske forandringers dynamik som konflikter. Den afgørende afvigelse fra Hegels dialektikbegreb består i, at den historiske materialisme lader materielle processer (arbejde, produktion, vareudveksling, social organisering osv.) være selve den dynamiske kraft, som udviser et dialektisk mønster. Men to processer (det logiske/tænkning og materielle processer) kan godt have formelle lighedstræk uden at de er den samme proces. Så selv hvis den marxistiske antagelse af en formel lighed mellem økonomisk-sociale bevægelsers love og den Hegelske logiks love (dvs. hvis dialektikken i de to teorier er den samme), så er der stadig forskel på tænkningen og den samfundsmæssige væren. Sidstnævnte hører under en samfundsspecifik ontologi (Hegels retsfilosofi). Førstnævnte konstituerer derimod åndens sfære. Eller sagt med Hegels ord: “Først tænkningen gør sjælen, som også dyret er begavet/udstyret med, til ånd”.16Hegel, Enzyklopädie, Werke 8, 25.
Knyttes dialektik an til traditionen fra Platon til Kant, føres den derfor i modsat retning af marxismen. Hos Hegel danner tænkning basis for ånd, det vil sige: med tænkningen konstituerer det individ, som kan tænke, sig som subjekt, og åbner dermed den praktiske sfære for sin frihed. Hegel siger det på den måde, at tænkningen gør mennesket til “der freie Geist”, hvis virkesfære er den sociale virkelighed.17Hegel, Enzyklopädie, Werke 10, 300–301. Der er en verden til forskel på, om man knytter dialektik an til ontologi eller til logik.
Vægtningen af den marxistiske tradition som arvtager til Hegels dialektik er forståelig, når det handler om de store linjer i virkningshistorien. Men hvis nu den radikale materialistiske historie- og menneskeopfattelse er et tilbagelagt stadium, så er tiden måske for længst inde til en genovervejelse af Hegels dialektik som logik i betydningen en teori om tænkning med rod i den tradition, som Hegel udtænkte sin lære om “logos” ud af. I Hegels dialektik er der spor af den sokratiske dialog, hvis fremdrift, det-at-sige-imod, han overfører fra en diskussion mellem samtalepartnere til en begrebsintern dialektik. Fra at være en fælles drøftelse af filosofiske problemer, fører Hegel dialektikken tilbage til sin oprindelse i tænkningen. Dialektikken er mønsteret i tænkningens produktive vekslen mellem modsatte, men gensidigt forudsættende, bestemmelser, for eksempel “alment” og “partikulært”, frem til et system af disse bestemmelser. Logik er den “begribende tænkning” i betydningen åndens liv, der karakteriserer disse bestemmelser, sådan som de fremstår og udvikler sig af hinanden. I den kontekst tager Hegel tråden op fra Aristoteles, men særligt Kants kategorilære er genstand for hans kritiske afsæt. Logikkens bestemmelser udgør et begrebsapparat, udvidet fra 10–12 kategorier hos forgængerne til at omfatte nærmest utallige bestemmelser hos Hegel. Hvad er da en kategori? Den er et grundbegreb med en sådan grad af universalitet, at den ikke er afledt af erfaringen, men frembragt af tænkningen. Det er tænkningen selv, som genererer kategorierne til at erkende genstande med.
Hegels kategorisystem fungerer ikke som redskab til at kategorisere med; den udgør snarere bestemmelser i form af strukturelelementer i den begribende tænknings aktivitet. Det er mere systemets liv og form end dets indhold; mere det logiske end dettes enkelte bestemmelser, som er i fokus.18Hegel, Logik I, Werke 5, 35. Med sit fokus på metoden kritiserer Hegel Kants udledning af kategorierne af sproget for at være præget af tilfældighed. Som momenter af begribende tænkning må de kunne udvikles af tænkningen selv. Nøglen til forståelsen af Logikkens selv-bevægelse finder man i Hegels overvejelser over begyndelsens problem. Hvordan kommer vi overhovedet i gang med udledningen, når den ikke er baseret på sproget?
Begyndelsens logik og kategoriernes før-sproglige oprindelse
I kapitlet “Hvad må videnskaben begynde med?”19“Womit muss der Anfang der Wissenschaft gemacht werden”, i Hegel, Logik I, Werke 5, 65–79. tematiserer Hegel begyndelsesproblemet som en optakt til Logikken. Langt fra blot at være en række indledende bemærkninger til det store 3‑bindsværk, rummer kapitlet selve afsættet til værkets logiske bevægelse i form af en række principielle overvejelser over, hvad det at begynde betyder og indebærer. Begyndelsen må logisk set (dvs. analytisk) være forudsætningsløs. I forhold til for eksempel Kants udledning af kategorierne fra udsagnsformer, gør Hegel gældende, at en førstefilosofis krav om forudsætningsløshed (det første er logisk set forudsætningsløst) må begynde uden forudsætningen af en på forhånd fastlagt afgrænsning af erkendelsen til et bestemt antal udsagnsformer. Kravet om, at vi logisk set skal begynde med begyndelsen og ikke med for eksempel udsagns iboende epistemiske strukturer, indebærer derfor en radikal nybegrundelse af kategorisystemet. En teori om den begribende tænkning må bygges op fra grunden af – før sproget – og ud fra tænkningen selv.
Endvidere gælder det, at det krav om forudsætningsløshed, som udspringer af begyndelsens logik, må kobles til et begreb om ophævelse (Aufhebung), for at forstå den metode, som Hegel bruger til udviklingen af kategorierne. Det skyldes følgende: Den dobbelte, modsætningsfulde betydning af aufheben som både dét at “bringe til ophør” og “opbevare”20Hegel, Logik I, 113. henviser til det generelle forhold i kategoriudviklingen, at en givet kategori, når den tænkes, ophæves i en efterfølgende kategori. Det vil sige, at den negeres, men tillige opbevares som et konstitutivt moment i den nye kategori. Eksempelvis er kategorien “det værende” (Dasein) det positive resultat af værens enhed med intet: den rene væren er negeret og blevet til en bestemt væren, et “værende”. Væren og intet er begge ophævet i begrebet “værende”.
Af disse begrebslogiske grunde, baseret på dialektikken i Aufheben, må den første kategori i systemet derfor være væren, det vil sige det første forudsætningsløse og derfor tomme begreb. Kategorisystemet udvikler sig således fra bunden af med at bestemme sin genstand, først som (ubestemt) væren, dernæst igennem intet til bestemt væren, “det værende” (Dasein). Og sådan fortsætter processen videre, idet vi tænker genstanden stadig mere konkret som et noget, et andet, som væsen, fremtrædelse, ting med egenskaber, substans og accidenser osv. Disse begreber udvikles i værkets to første dele, Værens- og væsenslogikken, og udgør Logikkens specifikt ontologiske kategorier.
Om den begribende tænknings befrielse fra ontologien
Begyndelsens logik handler om kategorisystemets selv-frembringende karakter; om tænkningen, der genererer sine egne bestemmelser, og om hvorledes den gør det. Og som sådan peger de i retning af subjektiviteten, selvbevidstheden, som er en refleksion over aktiviteten. Udviklingen af kategorierne når nemlig et niveau, hvor tænkningen opdager sig selv i dem. Ontologien (den objektive logik) slår så at sige over og bliver Begrebslogik (den subjektive logik). Begrebet som sådan rummer nemlig kategorierne, men i ny reflekteret form af almenbegreber, herunder det almene, det partikulære (jf. foregående sektion om “Logikken som dialektisk ontologi”). Med omslaget taler vi ikke længere om verden (objektet) men om tænkning og sprog, som vi skelner fra verden som subjekt fra objektet.
Det nye i Begrebslogikken er, at de ontologiske spørgsmål om det værendes grundlæggende strukturer skal besvares som problemer for tænkningen. Ontologiens tid er forbi! Med begrebets afløsning af kategorien er der forbundet en selverkendelse i betydning en viden om, at tænkningen i sin neddykkethed i det værende som ontologi i virkeligheden er og hele tiden har været beskæftiget med sig selv. Men omvendt bliver det også klart, at den begribende tænknings strukturer ikke blot er transcendentale, men bevarer en ontologisk side. Generelt anvender Hegel ordet “begreb” både i epistemisk og ontologisk betydning. Den dialektiske dobbelthed, der karakteriserer tænkningens bevidsthed om sig selv, nemlig at den er sig selv i sin anderledes-væren (i ontologien), er udtryk for frihed. Om overgangen fra ontologien til den begribende tænkning siger Hegel, at
den er dens [tænkningens] gåen-sammen-med-sig-selv i det andet, den befrielse, som ikke er abstraktionens flugt, men at den [tænkningen] i det andet virkelige ikke har sig som andet, men som sin egen væren og sætten. Som eksisterende for sig kaldes denne befrielse Jeg, som udviklet til sin totalitet fri ånd.21Hegel, “Die Wissenschaft der Logik”, i Enzyklopädie, Werke 8, Erster Teil: “Die Wissenschaft der Logik”, 305–306 (§159). Den såkaldte “lille Logik”.
Den her udtrykte subtile befrielse i den begribende tænkning, når den opdager, at den er ved sig selv, når den er i det andet, det vil sige tænker sin genstand, er for Hegel det centrum, hvorom alt drejer sig. I videre forstand kommer praksis ind i billedet, men på helt anden vis end i marxismen. Hegels logik viser sig som diametral modsætning til venstre-hegelianismen, hvis ensidigt ontologiske udlægning af det logiske opfatter individet som bundet til sociale og materielle vilkår. Ontologien kan knapt nok ane frihedens skjulte virke i individernes kollektive praksis, arbejdet. For friheden kan ikke begribes inden for rammerne af ontologien, men kun ud fra tænkning, det vil sige subjektfilosofisk. Set ud fra perspektivet af Logikkens 3. del, Begrebslogikken, vil det at blive stående ved udlægningen af Logikken som ontologi i sin konsekvens være ensbetydende med et åndshistorisk tilbageskridt, som ignorerer modernitetserfaringens centrale fænomener: refleksion, selvbevidsthed, subjektivitet og frihed. Derimod fører tænkningens uvægerlige selvbevidstgørelse igennem udviklingen af stadige flere kategorier til ideen om “den frie ånd”, der kan gestalte sin verden i praksis. Betoningen af det logiske som en aktivitet netop med dette frihedsfilosofiske formål viser sig i, at Hegel også benævner Logikkens genstand “tænkningen eller mere bestemt den begribende tænkning”.22Hegel, Logik I, 35.
Afslutningsvis skal anføres en indvending mod min kritik. Den adresserer sondringen mellem erkendelsesteori og ontologi. Fra marxistisk hold kunne hævdes, at jeg kun har talt erkendelsesteoretisk om Hegels logik som en teori om, hvordan virkelighedens skal begribes. Modsat tager marxismen udgangspunkt i spørgsmålet om, hvordan virkeligheden (den kollektive menneskeheds materielle liv) er. Indvendingen kunne bestå i, at ontologien må gå forud for erkendelsesteorien, fordi erkendelsen grundlæggende afspejler verdens, herunder samfundets, indretning. Endvidere er Hegels dialektiske logik historisk betydningsfuld, fordi den er det nærmeste en filosofi før Marx er nået med at udvikle kategorier til at begribe (udtrykke, afspejle) den sociale virkeligheds modsætninger og dynamik. Brugbarheden af Hegels teori hænger sammen med, at virkeligheden uafhængigt af teorien, nemlig af andre, materielle (socio-økonomiske) årsager, har de træk, som hans teori tilnærmelsesvis afspejler i ånden.
Mit svar er todelt: Fremstillingen af Hegels logik som en teori om tænkning vægter rigtigt nok det erkendelsesteoretiske aspekt, og ifølge Hegel selv er Logikken rigtigt nok både form og indhold, altså en onto-logi. Men argumentet for Logikken som væsentligt en teori om den autonome, begribende tænkning udelukker en marxistisk afvisning af Logikken som ideologi, dvs. som åndslivets (historiefilosofiens, religionens osv.) passive refleksion af eksterne socio-økonomiske strukturer og magtforhold. Fornuft og frihed er ideer med højeste grad af samfundsmæssig realitet. Om end ikke fuldt ud virkeliggjorte, kan det moderne samfund og de idealer, som det er anlagt på, slet ikke forstås uden dem. Hegels filosofi er idealisme, men også realisme i den betydning, at ideer er virksomme kræfter, der former den historiske verden, og at det er filosofiens opgave at tilstræbe en adækvat erkendelse af den. Ideernes “sted”, hvor de fremtræder, er det virkelige individ, som formår at tænke og dermed kvalificerer sig som et jeg i sin bevidsthed om sig selv som tænkende. Og den autonomi, som udmærker tænkningen, medfører, at dette jeg, som fuldbyrder tænkning, er frit ifølge sit begreb, og at det, bevidst om dette, ikke kan undgå at sætte sig for den opgave at realisere sig som fri ånd. Dette har i videre forstand et social-ontologisk udtryk. For historisk er den samfundsmæssige udvikling et aspekt af menneskehedens kollektive gradvise bevidstgørelse og realisering netop af den frie ånd. De materielle kræfter og socio-økonomiske strukturer skal forstås som aspekter af åndens virke, og uden begrebet om ånd ville den historiske realitet ikke være udvikling, men en orienteringsløs bevægelse styret af ubevidste kræfter.
| 1. | G.W.F. Hegel, Dialektik (København: Forlaget Mindspace, 2022). |
| 2. | Oprindeligt oversat af Oskar Borgman Hansen, redigeret her af William Mathorne. |
| 3. | Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Wissenschaft der Logik I og II, i Werke in 20 Bänden 5 og 6 (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1969). |
| 4. | Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften, i Werke 8–10 (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1970). |
| 5. | Den “lille Logik”: “Näherer Begriff und Einteilung der Logik § 79–83”, i Hegel, Enzyklopädie, i Werke 8. Oversat af Anna Cornelia Ploug. |
| 6. | Hegel, Dialektik, 67. |
| 7. | Jf. Hegel, Dialektik, 62–63. |
| 8. | Hegel, Dialektik, 41–42. |
| 9. | G.W.F. Hegel, Grundlinien der Philosophie des Rechts, i Werke 7 (1970), 29. |
| 10. | Oversat af Søren Rosendal. |
| 11. | Hegel, Dialektik, 23. |
| 12. | Hegel, Dialektik, 25. |
| 13. | Hegel, Dialektik, 67. |
| 14. | Hegel, Dialektik, 26. |
| 15. | Hegel, Dialektik, 41–42. |
| 16. | Hegel, Enzyklopädie, Werke 8, 25. |
| 17. | Hegel, Enzyklopädie, Werke 10, 300–301. |
| 18. | Hegel, Logik I, Werke 5, 35. |
| 19. | “Womit muss der Anfang der Wissenschaft gemacht werden”, i Hegel, Logik I, Werke 5, 65–79. |
| 20. | Hegel, Logik I, 113. |
| 21. | Hegel, “Die Wissenschaft der Logik”, i Enzyklopädie, Werke 8, Erster Teil: “Die Wissenschaft der Logik”, 305–306 (§159). Den såkaldte “lille Logik”. |
| 22. | Hegel, Logik I, 35. |