Tænkningens autonomi eller heteronomi? En kritisk kommentar til Hegels Dialektik

Dia­lek­tik er tit­len på en udgi­vel­se af tre tek­ster i dansk over­sæt­tel­se af G.W.F. Hegel på For­la­get Mind­s­pa­ce, 2022.1G.W.F. Hegel, Dia­lek­tik (Køben­havn: For­la­get Mind­s­pa­ce, 2022). Den er redi­ge­ret af Anna Cor­ne­lia Ploug og Wil­li­am Mat­hor­ne. Det på en gang berøm­te og beryg­te­de begreb og dets histo­rie, der går til­ba­ge til antik­ken, er taget op i for­la­gets serie AFTRYK, som præ­sen­te­rer filo­so­fi­ske tek­ster om emner med en væsent­lig kul­tu­rel virk­nings­hi­sto­rie. Den­ne udgi­vel­se sæt­ter fokus på Hegels logik, eller på sel­ve “det logi­ske” i Hegels logi­ske system, dvs. sel­ve den begrebs­li­ge dyna­mik, som af Hegel selv sted­vis også beteg­nes som dia­lek­tik. Redak­tø­rer­ne af tema­num­me­ret præ­sen­te­rer tre for­holds­vis kor­te tek­ster af Hegel på dansk. For­må­let er at bely­se et cen­tralt tema hos Hegel og dets virk­nings­hi­sto­rie ud fra nog­le ker­ne­tekster om logik eller dia­lek­tik; for to af tek­ster­nes ved­kom­men­de for før­ste gang i dansk over­sæt­tel­se.

De tre tek­ster er indram­met af Plougs “Intro­duk­tion: For­an­drin­gens logik – om Hegels dia­lek­tik, dens for­hi­sto­rie og kri­ti­ske aftryk” (i det føl­gen­de: Intro­duk­tio­nen). Her ind­pla­ce­res Hegels dia­lek­tik i en idéhi­sto­risk kon­tekst fra den pla­to­ni­ske dia­log over mid­delal­de­rens reto­rik til Kant. Intro­duk­tio­nen for­kla­rer omhyg­ge­ligt Hegels begreb om det logi­ske, eller dia­lek­tik­ken, ud fra Hegels egne tek­ster, og per­spek­ti­ve­rer til den hegel­ske dia­lek­tiks virk­nings­hi­sto­rie i det 20. århund­re­de. Ploug har valgt at foku­se­re på det “kri­ti­ske aftryk”, som Hegels dia­lek­tik har sat på den histo­ri­ske mate­ri­a­lis­me og soci­al­fi­lo­so­fi via Marx og Engels. Ud over en lit­te­ra­tur­li­ste over de i Intro­duk­tio­nen omtal­te tæn­ke­re og vær­ker, rum­mer udgi­vel­sen til­li­ge en over­sigt over Hegel-tek­ster i dansk over­sæt­tel­se fra 1974–2020.

Den­ne arti­kel er en kom­men­tar i to dele. Den før­ste del (sek­tion 1–3) har karak­ter af en uddy­ben­de kom­men­tar til publi­ka­tio­nen, sær­ligt af Intro­duk­tio­nens præ­sen­ta­tion af Hegels Logik og den­nes grund­be­gre­ber. Der­næst føl­ger, for­an­le­di­get af Intro­duk­tio­nens sær­li­ge fokus, en let­te­re kri­tisk moti­ve­ret ansats til et vide­re­gå­en­de for­søg på at fore­ta­ge en tema­tisk afkla­ring af Hegels begreb om logik, som både skal være en onto­lo­gi og en teo­ri om tænk­ning (sek­tion 4–6). Idet jeg stil­tien­de aner­ken­der publi­ka­tio­nens kva­li­tet, såvel udval­get og over­sæt­tel­sen af tek­ster­ne som Intro­duk­tio­nen, samt dens betyd­ning for et dansk læse­pu­bli­kum, væl­ger jeg at udfor­dre den ensi­digt onto­lo­gi­ske for­tolk­ning af Logik­ken, som har præ­get den marxi­sti­ske virk­nings­hi­sto­rie, og som mere eller min­dre også er syns­punk­tet i Intro­duk­tio­nen. I ste­det argu­men­te­rer jeg via en ræk­ke tema­ti­ske ind­falds­vink­ler til Logik­ken for en erken­del­ses­te­o­re­tisk inter­pre­ta­tion: at Hegels Logik er en teo­ri om begri­ben­de tænk­ning, som ind­pla­ce­rer den i en vide­re­gå­en­de sub­jek­ti­vi­tets- og fri­heds­fi­lo­so­fisk pro­blem­kon­tekst.

Tre tek­ster om tænk­ning

Publi­ka­tio­nens tre tek­ster af Hegel dan­ner en tema­tisk sam­men­hæng med det sig­te at for­kla­re Hegels begreb om dia­lek­tisk tænk­ning, af ham selv kal­det logik. Først præ­sen­te­res Hegels sati­ri­ske essay “Hvem tæn­ker abstrakt?” (1807).2Oprindeligt over­sat af Oskar Borg­man Han­sen, redi­ge­ret her af Wil­li­am Mathorne. Det påpe­ges i Intro­duk­tio­nen, at mod­stil­lin­gen abstrakt-kon­kret ikke er udtryk for for­hol­det mel­lem abstrakt begreb og san­se­ligt ind­hold, men for­skel­len på, om et fæno­men blot betrag­tes iso­le­ret (abstrakt) eller for­stås i sin sam­men­hæng (kon­kret). Hegels syns­punkt i det sati­ri­ske essay er, at mod­sat den udbred­te opfat­tel­se, så er tænk­ning kon­kret, jf. ordets betyd­ning “sam­men­vok­set”. Det bety­der bl.a., at det at for­stå en hand­ling i dens sam­men­hæng kan ændre opfat­tel­sen af den, eksem­pel­vis kaste et for­so­nen­de skær over en uger­ning, når den­ne for­stås i kon­tek­sten af ger­nings­man­dens livs­hi­sto­rie. Tænk­ning står for sam­men­hæng; den gør noget for­stå­e­ligt, og udfor­drer der­med ten­den­sen til for­ha­stet kate­go­ri­se­ring (abstrak­tion) og for­døm­mel­se. Tænk­ning er det i os, som byder os at gå i ret­te med os selv. Med poin­te­rin­gen af tænk­nin­gens kon­kre­te karak­ter bur­de læse­ren være immun over for for­dom­men om tænk­ning som et abstrakt fore­ha­ven­de.

Der­på føl­ger en ker­ne­tekst af Hegel, der net­op hand­ler om den kon­kre­te eller dia­lek­ti­ske karak­ter af det logi­ske. Det er optak­ten til den såkald­te “lil­le Logik”, som er den kor­te ver­sion af den “sto­re Logik”, Wis­sens­chaft der Logik (her­ef­ter for­kor­tet Logik­ken), som Hegel udgav i tre bind i peri­o­den 1812–1816.3Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Wis­sens­chaft der Logik I og II, i Wer­ke in 20 Bän­den 5 og 6 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1969). Den optakt er sær­ligt inter­es­sant, for­di den for­mu­le­rer sel­ve det logi­ske prin­cip, som udfol­des i den “sto­re logik”, og som lig­ger til grund for det sam­le­de filo­so­fi­ske system: Enzykl­opä­die der phi­los­op­hi­s­chen Wis­sens­chaf­ten (1830).4Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Enzykl­opä­die der phi­los­op­hi­s­chen Wis­sens­chaf­ten, i Wer­ke 8–10 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1970). I den­ne dan­ske over­sæt­tel­se har optak­ten tit­len “Logik­kens tre momenter”.5Den “lil­le Logik”: “Nähe­rer Begriff und Ein­teil­ung der Logik § 79–83”, i Hegel, Enzykl­opä­die, i Wer­ke 8. Over­sat af Anna Cor­ne­lia Ploug. Her frem­hæ­ver Hegel, at kon­kret tænk­ning adskil­ler sig fra for­stan­den, som er evnen til at abstra­he­re og dan­ne almen­be­gre­ber, kate­go­ri­se­re og klas­si­fi­ce­re. Det “abstrak­te og for­stan­di­ge” fast­fry­ser indi­vi­det som noget bestemt, som når for eksem­pel et indi­vid stemp­les som for­bry­der. Der­for må for­stan­den gå over i en anden form, for at vi kan for­stå dens gen­stand som kon­kret kom­plek­si­tet. For­bry­de­ren har givet­vis også andre, men­ne­ske­li­ge egen­ska­ber. For­stan­den er det abstrak­te og kun før­ste moment af det logi­ske. Det­tes andet moment, det “dia­lek­ti­ske eller negativt-fornuftige”,6Hegel, Dia­lek­tik, 67. bry­der nu med kate­go­ri­se­rin­gen og åbner for en erfa­ring af indi­vi­det som et sam­men­sat men­ne­ske. Momen­tet nege­rer for­stan­dens faste bestem­mel­se ved, at det indi­vi­du­el­le bli­ver tænkt i sine kon­kre­te livs­re­la­tio­ner. Men her oplø­ses indi­vi­det ikke blot til et pro­dukt af en uen­de­lig sam­men­hæng (arv og mil­jø). Et men­ne­ske er der­i­mod den dob­belt­hed både at være for­bun­det med omgi­vel­se og histo­rie og at bry­de med den (fri­he­den). Her­med anty­des iden­ti­tets­dan­nel­sens mod­sæt­nings­fuld­hed, dens dia­lek­tik.

Den dob­belt­hed både at være sig selv og ikke sig selv, eller at bli­ve sig selv ved at bli­ve andet, er udtryk for altings dia­lek­ti­ske, mod­sæt­nings­fyld­te karak­ter. Det er Hegels poin­te, at dia­lek­ti­ke­re siden Pla­ton har mis­brugt det dia­lek­ti­ske destruk­tivt til sofi­ste­ri og skep­ti­cis­me. Eksem­pel­vis er mod­si­gel­se den dri­ven­de kraft i dia­lo­gen, men ved bestan­digt at sige imod, sabo­te­rer sofi­sten tænk­nin­gens erken­del­ses­be­stræ­bel­se. Hos sofi­sten har tænk­nin­gen fan­get sig selv i sit dia­lek­ti­ske aspekts rent nega­ti­ve funk­tion, med det resul­tat, at intet står fast. Sofi­ste­ri­et er dia­lek­tik, som er gået i selvsving. Det nega­ti­ve har gjort sig abso­lut og løst sig fra sin funk­tion som blot moment i tænk­nin­gens nuan­ce­ren­de bestem­mel­se af sin gen­stand. Lige­som for­stan­den kun­ne forskan­se sig med sine rigi­de abstrak­tio­ner og faste bestem­mel­ser, når den abstra­he­rer fra sin gen­stands kon­kre­te rela­tio­ner, såle­des kan “det nega­tivt-for­nuf­ti­ge” oplø­se enhver bestemt­hed ved bestan­digt at sige imod. Hel­dig­vis viser tænk­nin­gen sig fra sin pro­duk­ti­ve side og nege­rer nega­tio­nen. Dia­lek­tik­kens andet, nega­tiv-for­nuf­ti­ge side ophæ­ves i det tred­je moment, det “spe­ku­la­ti­ve eller posi­tivt-for­nuf­ti­ge”. Her mel­der det alme­ne sig igen, dog ikke i for­stan­dens abstrak­te form, men som enhed (“sam­men­vok­set”) med det par­ti­ku­læ­re.

I det “posi­tivt-for­nuf­ti­ge” er det logi­ske rea­li­se­ret fuldt ud som spe­ku­la­tiv tænk­ning, i hvil­ken alt vir­ke­ligt begri­bes som dyna­misk mod­sæt­nings­fuldt. Her er det vig­tigt at hol­de sig for øje, at spe­ku­la­tiv tænk­ning og dia­lek­tik ikke er syno­ny­mer! I de “tre momen­ter” af det logi­ske hører det dia­lek­ti­ske som nævnt til i det andet moment. Det spe­ku­la­ti­ve er der­i­mod den erkend­te enhed af nega­tivt og posi­tivt, hvor tænk­nin­gen har sta­bi­li­se­ret sig. Som når der for eksem­pel bag for­bry­de­ren viser sig et men­ne­ske, der har sat sig selv (i fri­hed) i en for­ned­ret par­ti­ku­lær skik­kel­se. I den spe­ku­la­ti­ve tænk­ning erfa­rer vi det alme­ne, her: men­ne­ske­lig­he­den; ikke som et abstrakt for­stands­be­greb, men som det indi­vi­du­el­les alme­ne og høje­re væsen, der har sat sig selv – imod sit væsen – i en par­ti­ku­lær skik­kel­se. Det spe­ku­la­ti­ve består der­for i ansku­el­sen af hvor­le­des det indi­vi­du­el­les væsen, for eksem­pel men­ne­skets væsen, er virk­somt i det enkel­te indi­vid. Den­ne ansku­el­se høj­ner betragt­nin­gen af det indi­vi­du­el­le fæno­men, for­di den erken­der den essen­ti­el­le vær­dig­hed bag selv-for­ned­rel­sen. Som i Hegels eksem­pel i sit sati­ri­ske essay: selv for­bry­de­ren, efter at have været på afve­je og lidt sin straf, løf­tes op og beskin­nes af “Guds nåde­sol”. Straf­fen for­an­le­di­ger en høje­re for­so­ning på ånde­ligt plan.7Jf. Hegel, Dia­lek­tik, 62–63. I nådens til­gi­vel­se resti­tu­e­res den men­ne­ske­li­ge vær­dig­hed i det indi­vi­du­el­le men­ne­ske.

I Intro­duk­tio­nen siges det om for­nuft­tænk­nin­gen, at den “sam­men­bin­der det kon­flikt­fyld­te, logi­ske for­løb til én affir­ma­tiv hel­hed. […] Og det er akku­rat som føl­ge af den­ne dia­lek­tisk-spe­ku­la­ti­ve tan­ke­forms dyna­mi­ske karak­ter, at den stri­der imod en dok­tri­nær og fast­låst fremstillingsform”.8Hegel, Dia­lek­tik, 41–42. Det­te er en træf­fen­de karak­te­ri­stik af for­nuf­tens brud med for­stan­dens rigi­de kate­go­ri­se­rin­ger. Det må dog til­fø­jes, at den­ne karak­te­ri­stik kun frem­hæ­ver det nega­ti­ve aspekt. Det egent­ligt spe­ku­la­ti­ve over­ses, nem­lig nega­tio­nen af nega­tio­nen eller det affir­ma­ti­ve i, at selv i det nær­væ­ren­de lever og vir­ke­lig­gør det alme­ne sig. Ret­fær­dig­he­den sker ikke først fyl­dest i en frem­ti­dig sand men­ne­ske­lig til­stand, som ven­stre­he­ge­li­a­ner­ne håbe­de. Men den sker for den enkel­te i den nær­væ­ren­de tid. Det­te er “rosen i nuti­dens kors”,9G.W.F. Hegel, Grund­li­ni­en der Phi­los­op­hie des Rechts, i Wer­ke 7 (1970), 29. som Hegel frem­hæ­ver i en kri­tik af de revo­lu­tio­næ­re i hans egen sam­tid. Men den­ne egent­li­ge spe­ku­la­ti­ve erken­del­se synes at være afvist eller gået hen over hove­d­et på marxi­ster­ne, som ale­ne fast­hol­der dia­lek­tik­ken i dens ensi­digt nega­ti­ve funk­tion, brud­det med fast­fros­ne iden­ti­te­ter. For Hegel rum­mer den begre­bet om det alment men­ne­ske­li­ge, dvs. en væsen­ser­ken­del­se.

Logik­ken som dia­lek­tisk onto­lo­gi

Det dia­lek­ti­ske er såle­des en ned­bryd­ning af det abstrakt-alme­nes “magt” over det indi­vi­du­el­le. Som ned­bryd­ning af magt, nega­tion af det nega­ti­ve, er det for­nuf­tens indi­rek­te, skjul­te vir­ke. Hvis det da vel at mær­ke ikke går i selv-sving, men udø­ver kon­struk­tiv, det vil sige rea­li­tets­o­ri­en­te­ret, for­nuft­ba­se­ret kri­tik.

Et eksem­pel på det logi­ske i aktion i udvik­lin­gen af Logik­kens kate­go­ri­sy­stem får vi i publi­ka­tio­nens tred­je og sid­ste tekst, som er uddra­get af det før­ste kapi­tel: Væren, fra den “sto­re” Logik. Den­ne tekst, her benævnt “Værenslo­gik­ken”, omhand­ler Logik­kens før­ste begreb­s­tri­a­de: væren-intet-til­bli­vel­se. Den er cen­tral, for­di den udgør Logik­kens dia­lek­ti­ske ker­ne. For at for­stå, hvad Logik­ken egent­lig hand­ler om, er det værd at pla­ce­re det­te kapi­tel i vær­kets kon­tekst: Sam­men med anden del (“Væsenslo­gik­ken”), som ikke er repræ­sen­te­ret med tekst i publi­ka­tio­nen, udgør “Værenslo­gik­ken” den “objek­ti­ve logik”. Som sådan rum­mer de to dele de onto­lo­gisk-kate­go­ri­a­le bestem­mel­ser, det vil sige de mest gene­rel­le træk ved det væren­de, før dis­se bli­ver reflek­te­ret som det, de i vir­ke­lig­he­den er, nem­lig begre­bets bestem­mel­ser. Den objek­ti­ve logik (Logik­kens 1. og 2. del) frem­stil­ler såle­des grund­struk­tu­rer­ne i en slags præ-reflek­siv, objek­tiv tænk­ning (onto­lo­gi), som igen­nem sin egen inter­ne dia­lek­tik udvik­ler sig til den “sub­jek­ti­ve logik” eller “begrebs­lo­gik­ken” (3. del). (Mere om for­hol­det mel­lem den objek­ti­ve og den sub­jek­ti­ve logik sidst i den­ne arti­kel).

I tek­stud­dra­get fra Værenslo­gik­ken,10Oversat af Søren Rosendal. hvor vi føl­ger bevæ­gel­sen væren-intet-til­bli­vel­se, præ­sen­te­res den spe­ku­la­ti­ve tæn­ke­form i dens før­ste og mest abstrak­te form. Med hen­vis­nin­ger til den førso­kra­ti­ske filo­so­fi, sær­ligt Her­aklit og Par­me­ni­des, som udvik­le­de de før­ste og mest abstrak­te, onto­lo­gi­ske bestem­mel­ser, vil Hegel vise, at filo­so­fi­ens histo­rie er en udvik­ling, som føl­ger tænk­nin­gens egen ahi­sto­ri­ske udvik­ling. Den rene væren ind­ses at være tom. Der­med opstår begre­bet intet. Væren er der­for intet. Men nej, væren og intet er jo mod­sæt­nin­ger (lidt lige­som fyl­de og tom­hed). Her­med frem­står den før­ste spe­ku­la­ti­ve tan­ke i Logik­ken, som sprog­ligt må udtryk­kes i en mod­si­gel­se: Væren og intet både er og er ikke det sam­me, og ud af den­ne “uro­li­ge” enhed af mod­sæt­nin­ger opstår begre­bet til­bli­vel­se, som er kate­go­ri­en for al for­an­dring, her­un­der bevæ­gel­se, opstå­en, for­gå­en og udvik­ling.

Her­med er vi ved det cen­tra­le i Hegels Logik. For for­hol­det mel­lem væren og intet for­kla­rer den dia­lek­tik, som den spe­ku­la­ti­ve tænk­ning udfol­der, når den vil begri­be det vir­ke­li­ge. For­mal­lo­gisk er mod­si­gel­sen rig­tigt nok ude­luk­ket, men net­op der­for er den for­mel­le logik uden ind­hold. Der­i­mod må logik være læren om den tænk­ning, vi erken­der det vir­ke­li­ge igen­nem. Den må have et ind­hold. Det er Hegels sig­te med kapit­let at vise enkelt og klart, at og hvor­le­des vi reelt tvin­ges til at tæn­ke mod­si­gel­sen, hvis vi vil begri­be vir­ke­lig­he­dens dyna­mik. Der­for må logik­ken bli­ve dia­lek­tik. Det­te under­stre­ges også i Intro­duk­tio­nen.

Til­ba­ge til Intro­duk­tio­nen, hvor en ræk­ke begre­ber af cen­tral betyd­ning for Logik­ken for­kla­res. Ud over abstrakt-kon­kret frem­hæ­ves det for dia­lek­tik­kens bevæ­gel­se vig­ti­ge og mod­sæt­nings­ful­de begreb om Auf­he­ben (ophæ­vel­se). Hos Hegel bety­der det både at til­in­tet­gø­re og beva­re, og det refe­re­rer til den for­vand­ling, der sker med et begreb, når det tæn­kes fær­digt, men dog beva­res som kon­sti­tu­tivt moment i et efter­føl­gen­de begreb. Vores eksem­pel er væren og intet, som er kon­sti­tu­ti­ve momen­ter af til­bli­vel­se. I al Hegels filo­so­fi, sær­ligt i de histo­ri­ske disci­pli­ner: histo­ri­e­fi­lo­so­fi­en, filo­so­fi­hi­sto­ri­en osv., gør Auf­he­ben sig gæl­den­de med sin dia­lek­tik, idet det for­ti­di­ge både er og ikke er i det nuti­di­ge. Det for­ti­di­ge er ikke aktu­a­li­tet men dog nær­væ­ren­de som det nuti­di­ges bæren­de grund.

I Intro­duk­tio­nen ryd­des en ræk­ke mis­for­stå­el­ser af vej­en, der har bidra­get til at stil­le Hegels Logik i et dår­ligt lys. Ske­ma­et tese-anti­te­se-syn­te­se afvi­ses som en “udven­dig” meto­de, som fejl­ag­tigt er ble­vet til­lagt Hegel. Ud fra det her brag­te uddrag af “Værenslo­gik­ken” for­står man hvor­for: begre­ber­ne gene­re­rer af sig selv deres mod­sæt­nin­ger, med hvil­ke de ophæ­ves i nye og mere kom­plek­se begre­ber, der beri­ger os med en sta­dig dybe­re for­stå­el­se af vir­ke­lig­he­den. Nega­tivt og posi­tivt veks­ler ind­byr­des i en erken­del­ses­pro­duk­tiv bevæ­gel­se. Logik­ken har ikke en meto­de; den er sin egen meto­de.

I Intro­duk­tio­nen gives også en kort­fat­tet både ety­mo­lo­gisk-filo­lo­gisk omhyg­ge­lig og filo­so­fi­hi­sto­risk karak­te­ri­stik af dia­lek­tik med enkel­te nedslag i dets begrebs­hi­sto­rie. De omfat­ter dia­lek­tik­kens oprin­del­se hos Pla­ton, der bru­ger mod­si­gel­sen som frem­drift i dia­lo­gen, samt dia­lek­tik­ken som reto­rik i mid­delal­de­ren. I Kants kri­ti­ske filo­so­fi hører vi om dia­lek­tik­ken dels som skræm­me­bil­le­de på en erken­del­ses­be­stræ­bel­se, der ska­ber illu­sio­ner frem for sand­hed. Den trans­cen­den­tale dia­lek­tik er kun meto­disk frugt­bar anvendt inden for erken­del­sens græn­ser. Hegel, der­i­mod, går her ud over Kant, får vi at vide. Han argu­men­te­rer for, at for­nuf­ten net­op som dia­lek­tik er “tænk­nin­gens frem­me­ste motor­kraft”, som det hedder.11Hegel, Dia­lek­tik, 23. Man kun­ne her til­fø­je: Sel­ve den “mod­strid” (Wider­streit), som dia­lek­tik­ken gerå­der i, var for Kant udtryk for dens uaf­gø­r­bar­hed i onto­lo­gisk hen­se­en­de, for eksem­pel spørgs­må­let om ver­dens uen­de­lig­hed eller ende­lig­hed. Men som vi har set i “Værenslo­gik­ken”, er det tænk­nin­gen selv, som gene­re­rer ind­byr­des mod­stri­den­de begre­ber, når den tæn­ker gen­stan­de. Det er der­for nød­ven­digt at revi­de­re Kants begreb om dia­lek­tik, så det til­pas­ses til at leve­re en pro­duk­tiv erken­del­se af vir­ke­lig­he­dens dyna­mik, dens ibo­en­de mod­si­gel­ser: “Hvad end dia­lek­tik­ken betrag­tes som et onto­lo­gisk for­hold, alt­så noget, der ved­rø­rer tin­ge­nes natur, eller som en meto­disk stra­te­gi, er det helt afgø­ren­de at for­stå, hvor­dan dens logi­ske eller begrebs­li­ge natur består i en pro­duk­tiv brug af nega­tion og mod­si­gel­se som kata­ly­sa­tor for udvik­lings­pro­ces­ser”, hed­der det i Intro­duk­tio­nen.12Hegel, Dia­lek­tik, 25.

Tænk­nin­gens auto­no­mi eller hete­ro­no­mi? Kri­tik af den marxi­sti­ske virk­nings­hi­sto­rie

Det syns­punkt, at Hegels logik adskil­ler sig fra for­mel logik ved at udvik­le kate­go­ri­er til at for­stå det vir­ke­li­ges ibo­en­de kon­flik­ter med, bli­ver bestem­men­de for Intro­duk­tio­nens præ­sen­ta­tion af virk­nings­hi­sto­ri­en af Logik­ken. Her frem­hæ­ves den “kri­ti­ske tænk­ning” i for­skel­li­ge vari­an­ter af sam­funds­fi­lo­so­fi ud fra mere eller min­dre histo­risk mate­ri­a­li­sti­ske præ­mis­ser. Det dre­jer sig om (anti-uto­pisk) marxis­me; Ador­nos begreb om ikke-iden­ti­tet som meto­disk lede­t­råd for kri­ti­ske stu­di­er af ratio­na­li­tet og soci­al­fi­lo­so­fi samt om femi­nis­me og post­ko­lo­ni­a­lis­me. Dis­se ret­nin­ger og tæn­ke­re anven­der Hegels dia­lek­tik mere eller min­dre som ryg­dæk­ning for en kri­tik af giv­ne soci­a­le magt­kon­stel­la­tio­ners ten­dens til at kon­so­li­de­re og til at befæ­ste sig i de mod­sæt­nin­ger, som de gene­re­rer. Marxis­mens kri­tik er imma­nent, base­ret på sam­funds­li­vets og histo­ri­ens egen ibo­en­de dyna­mik, hvori mod­sæt­nin­ger dan­nes og ophæ­ves. Det er det nega­ti­ves magt, som ikke blot viser sig i kon­flik­ter, men også ret­fær­dig­gør oprø­ret mod under­tryk­kel­sen. Man aner i bag­grun­den Hegels histo­ri­fi­lo­so­fi­ske idé om histo­ri­en, der fæl­der dom over alt, der mod­sæt­ter sig for­an­dring. Den marxi­sti­ske kri­tik mener at have ver­dens­for­nuf­ten i ryg­gen, selv­føl­ge­lig in dis­gu­i­se som nega­tiv dia­lek­tik; ikke som Gei­st, men i skik­kel­se af kol­lek­tiv mate­ri­el prak­sis.

Men trods det, at både tek­st­ud­valg og Intro­duk­tion skar­pt går helt ind til ker­nen af det logi­ske, så fore­kom­mer vægt­nin­gen i Intro­duk­tio­nen af marxis­mens omform­ning af Hegels dia­lek­tik tem­me­lig reduk­tiv. Der foku­se­res så ensi­digt på den mate­ri­el­le vir­ke­lig­heds ibo­en­de kon­flik­ter, at det er tvivl­s­omt, om nav­le­stren­gen til “den logisk ånd” i Hegels teo­ri kan for­bli­ve intakt. Har Marx og marxi­ster­ne ikke sna­re­re mate­ri­el­le kræf­ter i de socio-øko­no­mi­ske rela­tio­ner end ånd for øje i deres ana­ly­ser? Man må huske på, at de mate­ri­el­le for­hold i Hegels egen sam­funds­fi­lo­so­fi kun udgør et min­dre felt af det gene­rel­le logi­ske, nem­lig det bor­ger­li­ge sam­funds behovs­sy­stem i den såkald­te “objek­ti­ve ånds” sfæ­re. Men Marx fore­tog en omven­ding af kaus­al­for­hol­det mel­lem hegelsk logik og det mate­ri­el­le liv: Hvad der hos Hegel var peri­fe­ri (objek­tiv ånd – sam­fun­det), ser Marx i Den tyske Ide­o­lo­gi som cen­trum med ophø­jel­sen af de øko­no­mi­ske kræf­ter til det dyna­mi­ske omdrej­nings­punkt for dan­nel­sen og orga­ni­se­rin­gen af det soci­a­le og det ånde­li­ge liv. Den logi­ske ånd hos Hegel redu­ce­res til ide­o­lo­gisk over­byg­ning, som uden for­an­dren­de kraft blot afspej­ler vir­ke­lig­he­dens klas­se­kon­flik­ter.

Marx’ socio-øko­no­mi­ske ana­ly­ser kan rum­me meget rig­tigt. Men hans ana­ly­ser af kapi­ta­lis­men fan­ger ikke den logi­ske ånd i Hegels sam­funds­fi­lo­so­fi, som omfat­ter spæn­dings­for­hol­det (dia­lek­tik­ken) mel­lem det bor­ger­li­ge sam­funds mar­keds­me­ka­nis­mer (den soci­a­le ato­mi­se­ring og der­af føl­gen­de armod) og fæl­les­skabsån­den (for eksem­pel i kor­pora­tio­ner­ne), adskil­lel­se (Entzwei­ung) og for­e­ning. Det er der­for vel­gø­ren­de – om end til­sy­ne­la­den­de imod inten­tio­nen bag publi­ka­tio­nen – at tek­st­ud­val­get med al tyde­lig­hed viser Hegels dia­lek­tik som en teo­ri om tænk­ning. Net­op uddra­get “Logik­kens tre momen­ter” sam­men­fat­ter hele det omfat­ten­de logi­ske begrebs­sy­stems essens, nem­lig tænk­nin­gen, der dri­ver vær­ket, når vi skal for­stå vir­ke­lig­he­den. Ana­ly­sen af det logi­skes momen­ter i dets bestand­de­le: det abstrak­te eller for­stan­di­ge, det dia­lek­ti­ske eller nega­tivt-for­nuf­ti­ge og det spe­ku­la­ti­ve eller posi­tivt-for­nuf­ti­ge,13Hegel, Dia­lek­tik, 67. præ­sen­te­rer den kon­struk­ti­ve selv­kri­tik, som tænk­nin­gen udø­ver ud fra sin egen logik i dens sig­te mod dan­nel­sen af det adæ­kva­te begreb (Hegel: ide­en) om vir­ke­lig­he­den. Det, som i Intro­duk­tio­nen helt kor­rekt kal­des “auto­nom logik”,14Hegel, Dia­lek­tik, 26. skal for­stås såle­des, at tænk­nin­gen bestem­mer sig selv. Der­i­mod er opfat­tel­sen af tænk­ning som en ide­o­lo­gisk refleks af ekster­ne klas­se­in­ter­es­ser udtryk for dens hete­ro­no­mi. Det ser der­for ud til, at Intro­duk­tio­nen, som fak­tisk leve­rer en omhyg­ge­lig, sag­lig for­kla­ring af det spe­ku­la­ti­ve i Logik­ken,15Hegel, Dia­lek­tik, 41–42. kom­mer i kon­flikt med dele af sig selv. I det­te mind­ste kun­ne man have ønsket sig en kri­tisk kom­men­tar til den marxi­sti­ske tra­di­tions mate­ri­a­li­sti­ske omform­ning af Hegels ide­a­lis­me. Eller en kri­tik af Hegels idé om en auto­nom logik, hvis man til­slut­ter sig marxis­men. Ikke desto min­dre er frem­hæ­vel­sen af den ven­stre-hege­li­an­ske virk­nings­hi­sto­rie på sin plads, da den nok er den mest iøj­ne­fal­den­de for­valt­ning af arven fra Hegels dia­lek­tik.

Dia­lek­tik som tæn­ke­form

I resten af tek­sten vil jeg udfor­dre den onto­lo­gi­ske udlæg­ning af Hegels Logik i den­nes marxi­sti­ske virk­nings­hi­sto­rie. Dia­lek­tik er for Hegel ikke en struk­tur i en socio-øko­no­misk pro­ces. Den er et træk ved tænk­nin­gen, et møn­ster i kate­go­ri­er­nes udvik­ling. Den histo­ri­ske mate­ri­a­lis­me har skilt dia­lek­tik­ken fra tænk­nin­gen i Hegels Logik og anvendt den som en for­mel struk­tur, ved hjælp af hvil­ken man kan for­stå soci­a­le og histo­ri­ske for­an­drin­gers dyna­mik som kon­flik­ter. Den afgø­ren­de afvi­gel­se fra Hegels dia­lek­tik­be­greb består i, at den histo­ri­ske mate­ri­a­lis­me lader mate­ri­el­le pro­ces­ser (arbej­de, pro­duk­tion, vare­ud­veks­ling, soci­al orga­ni­se­ring osv.) være sel­ve den dyna­mi­ske kraft, som udvi­ser et dia­lek­tisk møn­ster. Men to pro­ces­ser (det logiske/tænkning og mate­ri­el­le pro­ces­ser) kan godt have for­mel­le lig­heds­træk uden at de er den sam­me pro­ces. Så selv hvis den marxi­sti­ske anta­gel­se af en for­mel lig­hed mel­lem øko­no­misk-soci­a­le bevæ­gel­sers love og den Hegel­ske logiks love (dvs. hvis dia­lek­tik­ken i de to teo­ri­er er den sam­me), så er der sta­dig for­skel på tænk­nin­gen og den sam­funds­mæs­si­ge væren. Sidst­nævn­te hører under en sam­funds­spe­ci­fik onto­lo­gi (Hegels rets­fi­lo­so­fi). Først­nævn­te kon­sti­tu­e­rer der­i­mod åndens sfæ­re. Eller sagt med Hegels ord: “Først tænk­nin­gen gør sjæ­len, som også dyret er begavet/udstyret med, til ånd”.16Hegel, Enzykl­opä­die, Wer­ke 8, 25.

Knyt­tes dia­lek­tik an til tra­di­tio­nen fra Pla­ton til Kant, føres den der­for i mod­sat ret­ning af marxis­men. Hos Hegel dan­ner tænk­ning basis for ånd, det vil sige: med tænk­nin­gen kon­sti­tu­e­rer det indi­vid, som kan tæn­ke, sig som sub­jekt, og åbner der­med den prak­ti­ske sfæ­re for sin fri­hed. Hegel siger det på den måde, at tænk­nin­gen gør men­ne­sket til “der freie Gei­st”, hvis vir­kes­fæ­re er den soci­a­le virkelighed.17Hegel, Enzykl­opä­die, Wer­ke 10, 300–301. Der er en ver­den til for­skel på, om man knyt­ter dia­lek­tik an til onto­lo­gi eller til logik.

Vægt­nin­gen af den marxi­sti­ske tra­di­tion som arv­ta­ger til Hegels dia­lek­tik er for­stå­e­lig, når det hand­ler om de sto­re linjer i virk­nings­hi­sto­ri­en. Men hvis nu den radi­ka­le mate­ri­a­li­sti­ske histo­rie- og men­ne­ske­op­fat­tel­se er et til­ba­gelagt sta­di­um, så er tiden måske for længst inde til en genover­vej­el­se af Hegels dia­lek­tik som logik i betyd­nin­gen en teo­ri om tænk­ning med rod i den tra­di­tion, som Hegel udtænk­te sin lære om “log­os” ud af. I Hegels dia­lek­tik er der spor af den sokra­ti­ske dia­log, hvis frem­drift, det-at-sige-imod, han over­fø­rer fra en dis­kus­sion mel­lem sam­ta­le­part­ne­re til en begrebs­in­tern dia­lek­tik. Fra at være en fæl­les drøf­tel­se af filo­so­fi­ske pro­ble­mer, fører Hegel dia­lek­tik­ken til­ba­ge til sin oprin­del­se i tænk­nin­gen. Dia­lek­tik­ken er møn­ste­ret i tænk­nin­gens pro­duk­ti­ve veks­len mel­lem mod­sat­te, men gen­si­digt for­ud­sæt­ten­de, bestem­mel­ser, for eksem­pel “alment” og “par­ti­ku­lært”, frem til et system af dis­se bestem­mel­ser. Logik er den “begri­ben­de tænk­ning” i betyd­nin­gen åndens liv, der karak­te­ri­se­rer dis­se bestem­mel­ser, sådan som de frem­står og udvik­ler sig af hin­an­den. I den kon­tekst tager Hegel trå­den op fra Ari­sto­te­les, men sær­ligt Kants kate­go­rilæ­re er gen­stand for hans kri­ti­ske afsæt. Logik­kens bestem­mel­ser udgør et begrebs­ap­pa­rat, udvi­det fra 10–12 kate­go­ri­er hos for­gæn­ger­ne til at omfat­te nær­mest utal­li­ge bestem­mel­ser hos Hegel. Hvad er da en kate­go­ri? Den er et grund­be­greb med en sådan grad af uni­ver­sa­li­tet, at den ikke er afledt af erfa­rin­gen, men frem­bragt af tænk­nin­gen. Det er tænk­nin­gen selv, som gene­re­rer kate­go­ri­er­ne til at erken­de gen­stan­de med.

Hegels kate­go­ri­sy­stem fun­ge­rer ikke som red­skab til at kate­go­ri­se­re med; den udgør sna­re­re bestem­mel­ser i form af struk­tu­rel­e­le­men­ter i den begri­ben­de tænk­nings akti­vi­tet. Det er mere syste­mets liv og form end dets ind­hold; mere det logi­ske end det­tes enkel­te bestem­mel­ser, som er i fokus.18Hegel, Logik I, Wer­ke 5, 35. Med sit fokus på meto­den kri­ti­se­rer Hegel Kants udled­ning af kate­go­ri­er­ne af spro­get for at være præ­get af til­fæl­dig­hed. Som momen­ter af begri­ben­de tænk­ning må de kun­ne udvik­les af tænk­nin­gen selv. Nøg­len til for­stå­el­sen af Logik­kens selv-bevæ­gel­se fin­der man i Hegels over­vej­el­ser over begyn­del­sens pro­blem. Hvor­dan kom­mer vi over­ho­ve­det i gang med udled­nin­gen, når den ikke er base­ret på spro­get?

Begyn­del­sens logik og kate­go­ri­er­nes før-sprog­li­ge oprin­del­se

I kapit­let “Hvad må viden­ska­ben begyn­de med?”19“Womit muss der Anfang der Wis­sens­chaft gema­cht wer­den”, i Hegel, Logik I, Wer­ke 5, 65–79. tema­ti­se­rer Hegel begyn­del­ses­pro­ble­met som en optakt til Logik­ken. Langt fra blot at være en ræk­ke ind­le­den­de bemærk­nin­ger til det sto­re 3‑bindsværk, rum­mer kapit­let sel­ve afsæt­tet til vær­kets logi­ske bevæ­gel­se i form af en ræk­ke prin­ci­pi­el­le over­vej­el­ser over, hvad det at begyn­de bety­der og inde­bæ­rer. Begyn­del­sen må logisk set (dvs. ana­ly­tisk) være for­ud­sæt­nings­løs. I for­hold til for eksem­pel Kants udled­ning af kate­go­ri­er­ne fra udsagns­for­mer, gør Hegel gæl­den­de, at en før­stefilo­so­fis krav om for­ud­sæt­nings­løs­hed (det før­ste er logisk set for­ud­sæt­nings­løst) må begyn­de uden for­ud­sæt­nin­gen af en på for­hånd fast­lagt afgræns­ning af erken­del­sen til et bestemt antal udsagns­for­mer. Kra­vet om, at vi logisk set skal begyn­de med begyn­del­sen og ikke med for eksem­pel udsagns ibo­en­de epi­ste­mi­ske struk­tu­rer, inde­bæ­rer der­for en radi­kal nybe­grun­del­se af kate­go­ri­sy­ste­met. En teo­ri om den begri­ben­de tænk­ning må byg­ges op fra grun­den af – før spro­get – og ud fra tænk­nin­gen selv.

End­vi­de­re gæl­der det, at det krav om for­ud­sæt­nings­løs­hed, som udsprin­ger af begyn­del­sens logik, må kob­les til et begreb om ophæ­vel­se (Auf­he­bung), for at for­stå den meto­de, som Hegel bru­ger til udvik­lin­gen af kate­go­ri­er­ne. Det skyl­des føl­gen­de: Den dob­bel­te, mod­sæt­nings­ful­de betyd­ning af auf­he­ben som både dét at “brin­ge til ophør” og “opbevare”20Hegel, Logik I, 113. hen­vi­ser til det gene­rel­le for­hold i kate­go­ri­ud­vik­lin­gen, at en givet kate­go­ri, når den tæn­kes, ophæ­ves i en efter­føl­gen­de kate­go­ri. Det vil sige, at den nege­res, men til­li­ge opbe­va­res som et kon­sti­tu­tivt moment i den nye kate­go­ri. Eksem­pel­vis er kate­go­ri­en “det væren­de” (Dase­in) det posi­ti­ve resul­tat af værens enhed med intet: den rene væren er nege­ret og ble­vet til en bestemt væren, et “væren­de”. Væren og intet er beg­ge ophæ­vet i begre­bet “væren­de”.

Af dis­se begrebs­lo­gi­ske grun­de, base­ret på dia­lek­tik­ken i Auf­he­ben, må den før­ste kate­go­ri i syste­met der­for være væren, det vil sige det før­ste for­ud­sæt­nings­lø­se og der­for tom­me begreb. Kate­go­ri­sy­ste­met udvik­ler sig såle­des fra bun­den af med at bestem­me sin gen­stand, først som (ube­stemt) væren, der­næst igen­nem intet til bestemt væren, “det væren­de” (Dase­in). Og sådan fort­sæt­ter pro­ces­sen vide­re, idet vi tæn­ker gen­stan­den sta­dig mere kon­kret som et noget, et andet, som væsen, frem­træ­del­se, ting med egen­ska­ber, sub­stans og acci­den­ser osv. Dis­se begre­ber udvik­les i vær­kets to før­ste dele, Værens- og væsenslo­gik­ken, og udgør Logik­kens spe­ci­fikt onto­lo­gi­ske kate­go­ri­er.

Om den begri­ben­de tænk­nings befri­el­se fra onto­lo­gi­en

Begyn­del­sens logik hand­ler om kate­go­ri­sy­ste­mets selv-frem­brin­gen­de karak­ter; om tænk­nin­gen, der gene­re­rer sine egne bestem­mel­ser, og om hvor­le­des den gør det. Og som sådan peger de i ret­ning af sub­jek­ti­vi­te­ten, selv­be­vidst­he­den, som er en reflek­sion over akti­vi­te­ten. Udvik­lin­gen af kate­go­ri­er­ne når nem­lig et niveau, hvor tænk­nin­gen opda­ger sig selv i dem. Onto­lo­gi­en (den objek­ti­ve logik) slår så at sige over og bli­ver Begrebs­lo­gik (den sub­jek­ti­ve logik). Begre­bet som sådan rum­mer nem­lig kate­go­ri­er­ne, men i ny reflek­te­ret form af almen­be­gre­ber, her­un­der det alme­ne, det par­ti­ku­læ­re (jf. fore­gå­en­de sek­tion om “Logik­ken som dia­lek­tisk onto­lo­gi”). Med omsla­get taler vi ikke læn­ge­re om ver­den (objek­tet) men om tænk­ning og sprog, som vi skel­ner fra ver­den som sub­jekt fra objek­tet.

Det nye i Begrebs­lo­gik­ken er, at de onto­lo­gi­ske spørgs­mål om det væren­des grund­læg­gen­de struk­tu­rer skal besva­res som pro­ble­mer for tænk­nin­gen. Onto­lo­gi­ens tid er for­bi! Med begre­bets afløs­ning af kate­go­ri­en er der for­bun­det en sel­ver­ken­del­se i betyd­ning en viden om, at tænk­nin­gen i sin ned­dyk­ket­hed i det væren­de som onto­lo­gi i vir­ke­lig­he­den er og hele tiden har været beskæf­ti­get med sig selv. Men omvendt bli­ver det også klart, at den begri­ben­de tænk­nings struk­tu­rer ikke blot er trans­cen­den­tale, men beva­rer en onto­lo­gisk side. Gene­relt anven­der Hegel ordet “begreb” både i epi­ste­misk og onto­lo­gisk betyd­ning. Den dia­lek­ti­ske dob­belt­hed, der karak­te­ri­se­rer tænk­nin­gens bevidst­hed om sig selv, nem­lig at den er sig selv i sin ander­le­des-væren (i onto­lo­gi­en), er udtryk for fri­hed. Om over­gan­gen fra onto­lo­gi­en til den begri­ben­de tænk­ning siger Hegel, at

den er dens [tænk­nin­gens] gåen-sam­men-med-sig-selv i det andet, den befri­el­se, som ikke er abstrak­tio­nens flugt, men at den [tænk­nin­gen] i det andet vir­ke­li­ge ikke har sig som andet, men som sin egen væren og sæt­ten. Som eksi­ste­ren­de for sig kal­des den­ne befri­el­se Jeg, som udvik­let til sin tota­li­tet fri ånd.21Hegel, “Die Wis­sens­chaft der Logik”, i Enzykl­opä­die, Wer­ke 8, Erster Teil: “Die Wis­sens­chaft der Logik”, 305–306 (§159). Den såkald­te “lil­le Logik”.

Den her udtryk­te sub­ti­le befri­el­se i den begri­ben­de tænk­ning, når den opda­ger, at den er ved sig selv, når den er i det andet, det vil sige tæn­ker sin gen­stand, er for Hegel det cen­trum, hvor­om alt dre­jer sig. I vide­re for­stand kom­mer prak­sis ind i bil­le­det, men på helt anden vis end i marxis­men. Hegels logik viser sig som dia­me­tral mod­sæt­ning til ven­stre-hege­li­a­nis­men, hvis ensi­digt onto­lo­gi­ske udlæg­ning af det logi­ske opfat­ter indi­vi­det som bun­det til soci­a­le og mate­ri­el­le vil­kår. Onto­lo­gi­en kan knapt nok ane fri­he­dens skjul­te vir­ke i indi­vi­der­nes kol­lek­ti­ve prak­sis, arbej­det. For fri­he­den kan ikke begri­bes inden for ram­mer­ne af onto­lo­gi­en, men kun ud fra tænk­ning, det vil sige sub­jekt­fi­lo­so­fisk. Set ud fra per­spek­ti­vet af Logik­kens 3. del, Begrebs­lo­gik­ken, vil det at bli­ve stå­en­de ved udlæg­nin­gen af Logik­ken som onto­lo­gi i sin kon­se­kvens være ens­be­ty­den­de med et ånds­hi­sto­risk til­ba­ge­skridt, som igno­re­rer moder­ni­tet­ser­fa­rin­gens cen­tra­le fæno­me­ner: reflek­sion, selv­be­vidst­hed, sub­jek­ti­vi­tet og fri­hed. Der­i­mod fører tænk­nin­gens uvæ­ger­li­ge selv­be­vidst­gø­rel­se igen­nem udvik­lin­gen af sta­di­ge fle­re kate­go­ri­er til ide­en om “den frie ånd”, der kan gestal­te sin ver­den i prak­sis. Beto­nin­gen af det logi­ske som en akti­vi­tet net­op med det­te fri­heds­fi­lo­so­fi­ske for­mål viser sig i, at Hegel også benæv­ner Logik­kens gen­stand “tænk­nin­gen eller mere bestemt den begri­ben­de tænk­ning”.22Hegel, Logik I, 35.

Afslut­nings­vis skal anfø­res en ind­ven­ding mod min kri­tik. Den adres­se­rer son­drin­gen mel­lem erken­del­ses­te­o­ri og onto­lo­gi. Fra marxi­stisk hold kun­ne hæv­des, at jeg kun har talt erken­del­ses­te­o­re­tisk om Hegels logik som en teo­ri om, hvor­dan vir­ke­lig­he­dens skal begri­bes. Mod­sat tager marxis­men udgangs­punkt i spørgs­må­let om, hvor­dan vir­ke­lig­he­den (den kol­lek­ti­ve men­ne­ske­heds mate­ri­el­le liv) er. Ind­ven­din­gen kun­ne bestå i, at onto­lo­gi­en må gå for­ud for erken­del­ses­te­o­ri­en, for­di erken­del­sen grund­læg­gen­de afspej­ler ver­dens, her­un­der sam­fun­dets, indret­ning. End­vi­de­re er Hegels dia­lek­ti­ske logik histo­risk betyd­nings­fuld, for­di den er det nær­me­ste en filo­so­fi før Marx er nået med at udvik­le kate­go­ri­er til at begri­be (udtryk­ke, afspej­le) den soci­a­le vir­ke­lig­heds mod­sæt­nin­ger og dyna­mik. Brug­bar­he­den af Hegels teo­ri hæn­ger sam­men med, at vir­ke­lig­he­den uaf­hæn­gigt af teo­ri­en, nem­lig af andre, mate­ri­el­le (socio-øko­no­mi­ske) årsa­ger, har de træk, som hans teo­ri til­nær­mel­ses­vis afspej­ler i ånden.

Mit svar er todelt: Frem­stil­lin­gen af Hegels logik som en teo­ri om tænk­ning væg­ter rig­tigt nok det erken­del­ses­te­o­re­ti­ske aspekt, og iføl­ge Hegel selv er Logik­ken rig­tigt nok både form og ind­hold, alt­så en onto-logi. Men argu­men­tet for Logik­ken som væsent­ligt en teo­ri om den auto­no­me, begri­ben­de tænk­ning ude­luk­ker en marxi­stisk afvis­ning af Logik­ken som ide­o­lo­gi, dvs. som ånds­li­vets (histo­ri­e­fi­lo­so­fi­ens, reli­gio­nens osv.) pas­si­ve reflek­sion af ekster­ne socio-øko­no­mi­ske struk­tu­rer og magt­for­hold. For­nuft og fri­hed er ide­er med høje­ste grad af sam­funds­mæs­sig rea­li­tet. Om end ikke fuldt ud vir­ke­lig­gjor­te, kan det moder­ne sam­fund og de ide­a­ler, som det er anlagt på, slet ikke for­stås uden dem. Hegels filo­so­fi er ide­a­lis­me, men også rea­lis­me i den betyd­ning, at ide­er er virk­som­me kræf­ter, der for­mer den histo­ri­ske ver­den, og at det er filo­so­fi­ens opga­ve at til­stræ­be en adæ­kvat erken­del­se af den. Ide­er­nes “sted”, hvor de frem­træ­der, er det vir­ke­li­ge indi­vid, som for­mår at tæn­ke og der­med kva­li­fi­ce­rer sig som et jeg i sin bevidst­hed om sig selv som tæn­ken­de. Og den auto­no­mi, som udmær­ker tænk­nin­gen, med­fø­rer, at det­te jeg, som fuld­byr­der tænk­ning, er frit iføl­ge sit begreb, og at det, bevidst om det­te, ikke kan und­gå at sæt­te sig for den opga­ve at rea­li­se­re sig som fri ånd. Det­te har i vide­re for­stand et soci­al-onto­lo­gisk udtryk. For histo­risk er den sam­funds­mæs­si­ge udvik­ling et aspekt af men­ne­ske­he­dens kol­lek­ti­ve grad­vi­se bevidst­gø­rel­se og rea­li­se­ring net­op af den frie ånd. De mate­ri­el­le kræf­ter og socio-øko­no­mi­ske struk­tu­rer skal for­stås som aspek­ter af åndens vir­ke, og uden begre­bet om ånd vil­le den histo­ri­ske rea­li­tet ikke være udvik­ling, men en ori­en­te­rings­løs bevæ­gel­se sty­ret af ube­vid­ste kræf­ter.

1. G.W.F. Hegel, Dia­lek­tik (Køben­havn: For­la­get Mind­s­pa­ce, 2022).
2. Oprindeligt over­sat af Oskar Borg­man Han­sen, redi­ge­ret her af Wil­li­am Mathorne.
3. Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Wis­sens­chaft der Logik I og II, i Wer­ke in 20 Bän­den 5 og 6 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1969).
4. Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Enzykl­opä­die der phi­los­op­hi­s­chen Wis­sens­chaf­ten, i Wer­ke 8–10 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1970).
5. Den “lil­le Logik”: “Nähe­rer Begriff und Ein­teil­ung der Logik § 79–83”, i Hegel, Enzykl­opä­die, i Wer­ke 8. Over­sat af Anna Cor­ne­lia Ploug.
6. Hegel, Dia­lek­tik, 67.
7. Jf. Hegel, Dia­lek­tik, 62–63.
8. Hegel, Dia­lek­tik, 41–42.
9. G.W.F. Hegel, Grund­li­ni­en der Phi­los­op­hie des Rechts, i Wer­ke 7 (1970), 29.
10. Oversat af Søren Rosendal.
11. Hegel, Dia­lek­tik, 23.
12. Hegel, Dia­lek­tik, 25.
13. Hegel, Dia­lek­tik, 67.
14. Hegel, Dia­lek­tik, 26.
15. Hegel, Dia­lek­tik, 41–42.
16. Hegel, Enzykl­opä­die, Wer­ke 8, 25.
17. Hegel, Enzykl­opä­die, Wer­ke 10, 300–301.
18. Hegel, Logik I, Wer­ke 5, 35.
19. “Womit muss der Anfang der Wis­sens­chaft gema­cht wer­den”, i Hegel, Logik I, Wer­ke 5, 65–79.
20. Hegel, Logik I, 113.
21. Hegel, “Die Wis­sens­chaft der Logik”, i Enzykl­opä­die, Wer­ke 8, Erster Teil: “Die Wis­sens­chaft der Logik”, 305–306 (§159). Den såkald­te “lil­le Logik”.
22. Hegel, Logik I, 35.

Tænkningens dannelse: Om at slå et slag for den “logiske ånd” i Hegels filosofi

I 250-året for Hegels fød­sel er jubila­rens filo­so­fi ble­vet gen­stand for en over­ra­sken­de inte­res­se her til lands. Den bre­de, dan­ne­de offent­lig­hed er i dags­pres­sen og bog­ud­gi­vel­ser ble­vet beri­get med en bro­get vif­te af mere eller min­dre lær­de stu­di­er og for­søg på aktu­a­li­se­ring af tema­er i Hegels omfat­ten­de filo­so­fi. Opmærk­som­he­den har bl.a. sam­let sig om tema­er i den histo­ri­ske ver­den, de soci­a­le rela­tio­ner og magt­for­hold samt i teo­lo­gi­en. Gen­nem­gå­en­de har Hegels sans for men­ne­ske­ver­de­nens dyna­mi­ske karak­ter, for det nega­ti­ves magt, dia­lek­tik­ken, adskil­lel­se og for­so­ning osv. i dis­se rela­tio­ner været gen­stand for under­sø­gel­ser. Bidra­ge­ne til for­stå­el­se af Hegels omfat­ten­de filo­so­fi har over­ve­jen­de hand­let om – med Hegel – at åbne for det stør­re per­spek­tiv, der afslø­rer det mod­si­gel­ses­ful­de som struk­tu­rel driv­kraft i al vir­ke­lig­hed.

Hav­de det ikke været for de man­ge bidrags popu­lær­fi­lo­so­fi­ske karak­ter, som ken­de­teg­ner for­mid­ling af viden­skab til bre­de­re kred­se, kun­ne de vel­o­p­lag­te præ­sen­ta­tio­ner og for­tolk­nin­ger næsten ind­g­y­de en opti­mi­stisk for­vent­ning om en fore­stå­en­de, ny aktu­a­li­se­ring af Hegels filo­so­fi i stil med den begi­ven­hed i Frank­rig i 1930’erne, da Kojève holdt et til­løbs­styk­ke af en ræk­ke fore­læs­nin­ger over Hegels Phä­no­meno­lo­gie des Gei­stes, 1807 (i det føl­gen­de Fæno­meno­lo­gi­en). Her vak­te hans behand­ling af det kun ti sider lan­ge kapi­tel om “Her­re og træl” i sam­ti­dens kon­tekst af marxis­me og hei­deg­gersk eksi­stens­a­na­ly­se opsigt. Kojéve aktu­a­li­se­re­de et tema, der skul­le vise sig at bli­ve en klas­si­ker i tysk-fransk soci­al­fi­lo­so­fi ind­til i dag, nem­lig aner­ken­del­sens dia­lek­tik.

Lidt for­stem­men­de er der­for, at det end­nu engang er i enkel­te tema­er, taget ud af deres syste­ma­ti­ske kon­tekst, at vær­di­en af Hegels filo­so­fi skal vise sig. Det afvær­gen­de svar, som Hegel angi­ve­ligt gav nys­ger­ri­ge spør­ge­lyst­ne, når han, tidens sto­re filo­sof, i sel­ska­be­ligt lag blev spurgt, hvad han men­te om det­te og hine filo­so­fi­ske emne, nem­lig at det skal for­stås i en stør­re sam­men­hæng, anty­der, hvad Hegel i sin filo­so­fi på for­skel­lig vis under­stre­ger igen og igen: Det enkel­te er umu­ligt at begri­be og begrun­de uaf­hæn­gigt af sin syste­ma­ti­ske sam­men­hæng. Stil­tien­de for­ud­sæt­ter vi vel i dag, at den filo­so­fi­ske betyd­ning af de enkel­te tema­er, fx aner­ken­del­sens dia­lek­tik, ikke står og fal­der med gyl­dig­he­den af Hegels filo­so­fi­ske system. Hegel selv var imid­ler­tid gan­ske eks­pli­cit om for­hol­det mel­lem det enkel­te og hel­he­den, da han ind­led­te “før­ste del” af sit system, Fæno­meno­lo­gi­en, med den berøm­te og beryg­te­de pro­gra­mer­klæ­ring, at hans mål er at arbej­de for “at filo­so­fi­en kom­mer tæt­te­re på viden­ska­bens form, på det mål at kun­ne aflæg­ge sit navn kær­lig­hed til viden og bli­ve vir­ke­lig viden”.1Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Phä­no­meno­lo­gie des Gei­stes (Ham­burg: Felix Mei­ner Ver­lag, 1952), 12. Alle over­sæt­tel­ser fra tyske tek­ster er fore­ta­get af mig. Det var hans pro­jekt at ful­den­de den stræ­ben efter viden, som hav­de dre­vet filo­so­fi­en siden dens opstå­en i old­ti­dens Græken­land. Selv­om næp­pe nogen tror på, at Hegels “viden­skab” – syste­met – skul­le være ful­den­del­sen, der brin­ger filo­so­fi­ens æra til ende, så er det en filo­so­fi­hi­sto­risk kends­ger­ning, at Hegel efter­lod filo­so­fi­en i en kri­se. Den umid­del­ba­re efter­tids meta-filo­so­fi­ske kri­tik­ker af filo­so­fi­en som sådan, fx hos Kier­ke­gaard, Marx og Nietz­sche, samt viden­skab­s­o­ri­en­te­re­de for­søg – posi­ti­vis­me og mate­ri­a­lis­me – vid­ner om en nyo­ri­en­te­ring. Der skul­le fin­des nye opga­ver til filo­so­fi­en. Hegel fik såle­des histo­risk betyd­ning som en mar­ke­ring af afslut­nin­gen på den klas­si­ske peri­o­de, og også som Prü­gelk­na­be i efter­ti­dens for­søg på at kom­me vide­re.

Er filo­so­fi som system i den tyske ide­a­lis­mes betyd­ning en umu­lig­hed, så giver et blik ind i Hegels for­fat­ter­skab alli­ge­vel anled­ning til genover­vej­el­se af de to hoved­vær­ker: Fæno­meno­lo­gi­en og det filo­so­fi­ske systems “logi­ske ånd”, Wis­sens­chaft der Logik, 1812–16 (i det føl­gen­de Logik­ken). De er den mod­ne Hegels ene­ste egent­li­ge vær­kud­gi­vel­ser. Bort­set fra en ræk­ke artik­ler og små­skrif­ter udkom sene­re Enzykl­opä­die der phi­los­op­hi­s­chen Wis­sens­chaf­ten, som rum­mer syste­met (logik, natur- og ånds­fi­lo­so­fi) i form af kom­pen­di­er til og nedskrif­ter af hans fore­læs­nin­ger. Fæno­meno­lo­gi­en og Logik­ken rum­mer Hegels ind­led­ning til syste­met, hhv. sel­ve syste­mets “logik”. Først­nævn­te præ­sen­te­rer vej­en til den abso­lut­te viden udar­bej­det syste­ma­tisk ud fra en sær­ligt filo­so­fisk erfa­rings­form. Sidst­nævn­te udfol­der det­te system i en teo­ri om den begri­ben­de tænk­ning som et selv­bæ­ren­de og i sig selv slut­tet hele. Logik­ken udgør grund­struk­tu­ren til hans natur- og ånds­fi­lo­so­fi. Det er en gan­ske sær­lig og i grun­den ret fan­ta­stisk ople­vel­se, som ven­ter den, der har mod på og tål­mo­dig­hed til at give sig i kast med et syste­ma­tisk stu­di­um af de to vær­ker: Befin­der vi os i Logik­ken på top­pen af det høje­ste bjerg, sku­en­de ud over altet, så del­ta­ger vi i Fæno­meno­lo­gi­en sam­men med Hegel i opstig­nin­gen, hvor vi grad­vist erfa­rer ver­den bre­de sig ud fra udsigts­punk­ter­ne under­vejs.

Det er påfal­den­de, at Logik­ken trods sin sta­tus som det cen­trum, hvor­om Hegels øvri­ge filo­so­fi dre­jer sig, aldrig er ble­vet rig­tigt behand­let ud fra sin præten­tion om at være syste­mets “logi­ske ånd”. Den rum­mer ellers den dia­lek­tik, som begrun­der teo­ri­er­ne om enkelt­te­ma­er­ne, f.eks. aner­ken­del­sen. Logik­ken er med andre ord en for­ud­sæt­ning for dis­se teo­ri­ers gyl­dig­hed! Til­sva­ren­de er Fæno­meno­lo­gi­ens syste­ma­ti­ske præten­tion næp­pe rig­tigt ble­vet “prø­vet” som en udvik­ling af den abso­lut­te videns­form base­ret på en sær­lig filo­so­fisk erfa­rings­di­a­lek­tik. Efter­ti­dens stil­tien­de afvis­ning af “syste­met” må der­for siges at være pro­ble­ma­tisk, for­di den fjer­ner grund­la­get for Hegels teo­ri­er om enkelt­te­ma­er­ne. Man kan ikke slå sig til tåls med Hegels egne udta­lel­ser fra Grund­li­ni­en der Phi­los­op­hie des Rechts om, at “filo­so­fi­en er sin tid sam­men­fat­tet i tan­ker”; at enhver er “barn af sin tid”, og der­for ikke kan “sprin­ge sin tid over” osv.2Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Grund­li­ni­en der Phi­los­op­hie des Rechts (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1970), 26. Hegels tid er ikke vores tid, men det fjer­ner ikke den uni­ver­sa­li­sti­ske præten­tion i Logik­ken. Hvad angår Fæno­meno­lo­gi­en som en dan­nel­ses­vej til viden, så skal den­ne for­e­ne et bestemt histo­risk udgangs­punkt for dan­nel­sen – Hegels eget – med en viden­ska­be­lig, dvs. meta­fy­sisk, præten­tion. En aktu­a­li­se­ring af det­te værks idé vil­le helt sik­kert kræ­ve til­pas­nin­ger til vor tid som føl­ge af det nuti­di­ge dan­nel­ses­pa­ra­te men­ne­skes mar­kant for­an­dre­de, histo­ri­ske vil­kår. Men de i vær­ket karak­te­ri­se­re­de bevidst­heds­skik­kel­ser (Gestal­ten des Bewus­st­se­ins), såsom san­se­lig vis­hed, iagt­ta­gel­se og for­stand, udgør vel den men­ne­ske­li­ge bevidst­heds uni­ver­sel­le grund­struk­tu­rer og er der­med næp­pe helt så histo­risk rela­ti­ve, at deres teo­re­ti­ske ram­me står og fal­der med tidsal­dre­nes skif­ten.

Fasci­na­tio­nen af Hegels teo­ri­er om enkel­te tema­er bur­de i det mind­ste give anled­ning til en genover­vej­el­se af for­men af hele den sam­men­hæng, som dis­se enkelt­te­ma­er er inte­gre­re­de dele af. Og for­men udar­bej­des og udfol­des syste­ma­tisk i net­op de to vær­ker: Fæno­meno­lo­gi­en og Logik­ken. Jeg vil her frem­hæ­ve et par grund­træk ved den­ne form, dvs. ved Hegels teo­ri om begrebs­lig tænk­ning, sådan som dis­se grund­træk udvik­les af Hegel igen­nem hans sær­li­ge filo­so­fi­ske form for erfa­rings­di­a­lek­tik i Fæno­meno­lo­gi­en. Ud over at anty­de aktu­a­li­te­ten af Hegels teo­ri om men­ne­ske-natur-for­hol­det, som lig­ger til grund for nuti­dens kli­ma­kri­se og øko­lo­gi­ske pro­ble­ma­tik, er det sig­tet at argu­men­te­re for Hegels idé, at men­ne­ske­lig tænk­ning rum­mer bety­de­li­ge udvik­lings­mu­lig­he­der. Det­te peger i ret­ning af Logik­ken, Hegels udar­bej­de­de teo­ri om tænk­nin­gen, hvis aktu­a­li­tet dog kun kan anty­des her.

Fæno­meno­lo­gi­en præ­sen­te­rer en filo­so­fisk erfa­rings­vej til (abso­lut) viden igen­nem for­skel­li­ge ratio­na­li­tets­for­mer, som kor­re­le­rer med hver deres frem­træ­del­ses­form af ver­den. I for­hold til Kant, så rela­ti­ve­rer Hegel det erken­den­de sub­jekt til bevidst­heds­skik­kel­ser, som er “hoved­kulds” invol­ve­ret i skif­te­vis epi­ste­mi­ske og prak­ti­ske liv­tag med ver­den og med sig selv samt i kri­ti­ske reflek­sio­ner over dis­se pro­ces­ser. Som bevidst­hed etab­le­rer indi­vi­det, hvis udvik­ling det gæl­der, sig kun grad­vist til et viden­de og frit sub­jekt. Målet – “abso­lut viden” – er den posi­tion, hvor begre­bet er så kom­plekst, at det og rea­li­te­ten dæk­ker hin­an­den. Med den abso­lut­te viden behø­ver bevidst­he­den ikke læn­ge­re at gå ud over sig selv for at inte­gre­re noget som helst af det empi­risk giv­ne. Begre­bet om det væren­de må imid­ler­tid ikke være over­greb, men der­i­mod så ind­holds­rigt, at det udtryk­ker vir­ke­lig­he­dens man­gear­tet­hed og kom­plek­si­tet. Vej­en til den abso­lut­te viden er for Hegel en erken­del­ses­sag, som også er dan­nel­se. Det hand­ler om at tur­de sæt­te sig og sin viden på spil i en åben­hed for en hvil­ken som helst erfa­ring, der kan udfor­dre de grund­læg­gen­de fore­stil­lin­ger, begre­ber, hold­nin­ger, som indi­vi­det møder ver­den med. Vir­ke­lig­he­den skal ikke ind­ret­te sig efter vore begre­ber, men tin­ge­ne er der­i­mod selv deres begreb, som vi skal til­eg­ne os. I vær­ket føl­ger vi det dan­nel­ses­pa­ra­te indi­vid, som er vil­lig til at udfor­dre sig selv radi­kalt for at kom­me fra “umid­del­bar bevidst­hed” til abso­lut viden eller Wis­sens­chaft.

Til spørgs­må­let om, hvad Bil­dung bety­der, vil sva­ret ud fra Fæno­meno­lo­gi­en være noget i ret­ning af, at den natur­li­ge bevidst­hed viser sig som noget, der mere end blot san­ser og for­gæ­ves gri­ber ud efter det giv­ne i dets flyg­tig­hed, idet den fun­de­ret i sig selv med sine begre­ber erfa­rer vir­ke­lig­he­den og sig selv som en orga­nisk del af den, ind­til den sku­er det hele, først igen­nem reli­gio­nens fore­stil­lin­ger og der­næst igen­nem den filo­so­fi­ske idé. Dan­nel­se er ikke ind­lært kor­rekt opfør­sel eller opho­bet lær­dom til kon­ver­sa­tion om det­te og hint. Den pro­ces at lære er sna­re­re en lut­ring gen­nem den erfa­ring, der rum­mer både et nega­tivt moment i form af et tab af en viden, som viser sig util­stræk­ke­lig, og et posi­tivt moment i form af den erfa­ring, som bevidst­he­den udar­bej­der til en ny og mere ind­sigts­fuld skik­kel­se. De gen­nem­løb­ne sta­di­er lades til­ba­ge, men essen­sen af hver deres erfa­ring beva­res i form af en ny og “frisk” måde at for­stå og gå til vir­ke­lig­he­den på. Det er et uigenkal­de­ligt tab, men også en vin­ding eller en ny fød­sel i ånde­lig for­stand, om man vil. Resul­ta­tet er per­son­lig mod­ning, der jo ikke består i at være tyn­get af væg­ten af livs­hi­sto­rie, men i besin­del­se på levet liv på en måde, som befri­er til et nyt for­hold til ver­den, som til­sva­ren­de frem­træ­der i en mere sand skik­kel­se. Lut­rin­gens erfa­ring resul­te­rer i det let­te bevid­ste nær­vær, hvor noget er ble­vet ophæ­vet (Auf­he­ben), dvs. til­ba­gelagt og alli­ge­vel opbe­va­ret i et nyt, dybe­re og mere kon­kret nær­vær i verden.3Se Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Wis­sens­chaft der Logik I, i Wer­ke in zwan­zig Bän­den 5 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1969), 113–114. Den filo­so­fi­ske erfa­rings moden­hed består i at se ver­den på ny i betyd­nin­gen at for­stå den sta­digt bed­re. Og den mere avan­ce­re­de bevidst­hed er for­met af tænk­nin­gen, som møj­som­me­ligt har arbej­det sig frem til nye og mere adæ­kva­te kategorier.4Se Hegel om Bil­dung, Phä­no­meno­lo­gie, 26ff.

Hegels dan­nel­ses­be­greb er aktu­elt, for­di det er base­ret på et dia­lek­tisk erfa­rings­be­greb, hvor nega­tivt veks­ler med posi­tivt, og hvor tænk­nin­gen leder for­lø­bet fremad. I erfa­rin­gen er det tænk­nin­gen, som gør immun over for de evin­de­li­ge gen­ta­gel­sers gang på ste­det. Det lyder kryp­tisk, men jeg mener, at Hegels erfa­rings­be­greb kan siges at være base­ret på den almin­de­li­ge men­ne­ske­li­ge liv­ser­fa­ring. Den­ne synes at have sam­me struk­tur som pro­ces­sen for til­eg­nel­sen af filo­so­fisk selv- og ver­den­ser­ken­del­se. Her fore­slår jeg en skel­nen mel­lem tre ana­ly­ti­ske momen­ter af den filo­so­fi­ske til­eg­nel­ses- og for­an­drings­pro­ces: Først er der dan­nel­se i umid­del­bar for­stand som ophob­ning af fak­tu­el viden i hukom­mel­sen. Her skel­nes ikke mel­lem væsent­ligt og uvæ­sent­ligt. Viden er “udven­dig” (jf. at Auswen­dig også bety­der ude­nad). Bevidst­he­den er recep­tiv. Den er ikke trå­dt i egent­ligt for­hold til sin viden, har ikke etab­le­ret sig og sit for­hold til ver­den igen­nem sin viden. Der­næst er der egent­lig erfa­ring, hvor Hegel, så vidt jeg kan se, tager begre­bet om dag­lig­li­vets erfa­ring i brug i en spe­ci­fik filo­so­fisk til­eg­nel­se, som det filo­so­fe­ren­de men­ne­ske gen­nem­lø­ber på sin vej til viden. Det at gøre en erfa­ring bety­der at være aktivt invol­ve­ret i at for­stå noget ved at udsæt­te sig for kor­rek­tion af sin grundop­fat­tel­se. Der veder­fa­res bevidst­he­den en for­an­dring.

Til sam­men­lig­ning kan eksem­pel­vis en kon­cert være en beha­ge­lig ople­vel­se, som intet for­an­drer for mig. Men mod for­vent­ning kan den også bli­ve anled­ning til en for­an­dring af mit grund­syn på musik, for­di den får mig til at opda­ge essen­ti­elt nye kva­li­te­ter, såle­des at jeg der­ef­ter hører musik på en ny måde. Erfa­rin­gens karak­ter får også gen­stan­den til at frem­træ­de ander­le­des. Det er en poin­te, at mod­sat den blot æste­ti­ske, udven­di­ge ople­vel­se, der ikke efter­la­der sig spor, så afsted­kom­mer sidst­nævn­te en dybe­re, mere gen­nem­gri­ben­de for­an­dring, for­di ople­vel­sen får almen betyd­ning, idet mit begreb om musik beri­ges. Poin­ten er, at det alme­ne brin­ges i spil, net­op for­di jeg er enga­ge­ret: Jeg for­an­dres, sam­ti­dig med at min viden bli­ver essen­ti­elt beri­get. Det bety­der, at til­eg­nel­se igen­nem erfa­ring er for­bun­det med en (per­son­lig) invol­ve­ring i erfa­rin­gens sag. “Til­eg­nel­se” bety­der jo også at gøre noget til sit eget. Og til­eg­nel­se af viden sker igen­nem tænk­nin­gen, hvis sag net­op er det alme­ne. Apro­pos musi­k­ek­semp­let er der vel også altid et vist intel­lek­tu­elt – kon­tem­p­la­tivt – ele­ment i erfa­ring­er af musik, som net­op i kraft af kon­tem­p­la­tio­nens fokus på det alme­ne kan afsted­kom­me en gen­nem­gri­ben­de for­an­dring af måden at lyt­te på og der­med få musik­ken til at frem­træ­de ander­le­des på. Om den­ne meto­de, som er sel­ve struk­tu­ren i erfa­rin­gens bevæ­gel­se, siger Hegel: “Den­ne dia­lek­ti­ske bevæ­gel­se, som bevidst­he­den udø­ver ved sig selv, såvel ved sin viden som ved sin gen­stand, for så vidt den nye san­de gen­stand opstår for den der­af, er egent­lig det, som kal­des erfaring”.5Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 73. Invol­ve­ret i erfa­rin­gen ople­ver indi­vi­det tæp­pet af for­mode­de, fast­lag­te sand­he­der truk­ket væk under sig. Men sand­hed viser sig hel­dig­vis også på den anden side af “den dio­ny­si­ske rus, hvor ingen del­ta­ger ikke er beruset”.6Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 39. Bevidst­he­den lan­der her i fore­lø­big sik­ker­hed i en ny videns­form, for hvil­ken ver­den frem­træ­der på ny og mere ind­holds­rig måde.

Det er erfa­rin­gens gen­nem­gri­ben­de for­an­dring af sel­vet og dets måde at for­stå ver­den på, via for­an­drin­gen på det alme­ne plan, som gør det muligt for Hegel at anven­de dag­lig­li­vets erfa­rings­form i en spe­ci­fikt filo­so­fisk vari­ant. Den­ne kob­ling inde­hol­der det tred­je ana­ly­ti­ske ele­ment, som består i, at den per­son­li­ge dan­nel­ses­pro­ces, dag­lig­dag­ser­fa­rin­gen, for­bin­des med en filo­so­fisk udvik­ling af kate­go­ri­er, videns­for­mer. Den­ne filo­so­fi­ske vari­ant af dan­nel­se, hvor indi­vi­det lige­som stil­ler sig i den alme­ne ånds tje­ne­ste, består i en til­ve­je­brin­gel­se af red­ska­ber til at for­stå vir­ke­lig­he­den med. Den sker i en erfa­rings­pro­ces, når indi­vi­det spil­ler bestem­te for­stå­el­ses­for­mer ud mod ver­dens­fæ­no­me­net, kor­ri­ge­res og der­ef­ter erfa­rer ver­den ander­le­des. Fra den san­se­li­ge vis­heds opfat­tel­se af det umid­del­bart giv­ne over iagt­ta­gel­sens erfa­ring af ting og egen­ska­ber til for­stan­dens abstrak­te og gene­rel­le gen­stan­de, møn­stre og love anta­ger ver­den sta­dig mere kom­pleks karak­ter, net­op som føl­ge af den erfa­rings­ba­se­re­de beri­gel­se af bevidst­he­den med nye begre­ber.

Den filo­so­fi­ske erfa­rings lig­hed med erfa­rings­vi­den­ska­ber­nes hypo­te­tisk-deduk­ti­ve meto­de er umid­del­bart slå­en­de, men mere inter­es­sant er for­skel­len. For hypo­te­ser­ne hos Hegel hand­ler ikke om fak­ta, og sig­tet er ikke empi­risk viden­ska­be­lig evi­dens og for­ø­gel­se af mæng­den af viden. Det gæl­der der­i­mod udar­bej­del­sen af en adæ­kvat onto­lo­gi på den fæno­meno­lo­gi­ske erfa­rings grund­lag. Meto­den er der­for et mod­træk til reduk­tio­nis­me, idet erfa­rin­gen sker som føl­ge af vir­ke­lig­he­dens oppo­si­tion mod udkast, der rum­mer util­stræk­ke­lig begrebs­lig­hed. Fæno­meno­lo­gi­en er en slags anti-reduk­tio­nis­me, hvor erfa­rin­gens ind­byg­ge­de ende­mål, den “abso­lut­te viden”, er en begrebs­lig­hed, der er lige så avan­ce­ret, som vir­ke­lig­he­den er kom­pleks. På sin filo­so­fi­ske dan­nel­ses­vej udfor­dres bevidst­he­den bestan­digt af nye, frem­me­de fæno­me­ner, der stil­ler krav til en udvik­ling af begrebs­lig­he­den, så den gør dis­se fæno­me­ner ret, dvs. inte­gre­rer og begri­ber dem i deres ege­nart. Tro­skab mod fæno­me­net vil sige at leve op til ethvert fæno­mens krav om at bli­ve taget begrebs­ligt alvor­ligt.

Ser man på de for­skel­li­ge “sta­tio­ner på sjæ­lens vej”,7Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 67. som Hegel præ­sen­te­rer, frem­træ­der der så at sige nye ver­de­ner på hvert et trin: Ud over de oven­for nævn­te “san­se­lig vis­hed”, “iagt­ta­gel­se” og “for­stand” er der bevidst­heds­for­mer for for­hol­det til den anden, det soci­a­le fæl­les­skab, epo­ken, samt for erken­del­sen af ver­dens oprin­del­se: det gud­dom­me­li­ge, der erfa­res igen­nem kun­sten, reli­gio­nen og filo­so­fi­en. Dis­se “bevidst­heds­skik­kel­ser” er alle sam­men videns­for­mer, som repræ­sen­te­rer ver­den rige­re eller bed­re, alt efter hvor rig­hol­di­ge deres erhver­ve­de begre­ber er. Sat på spid­sen, afhæn­ger “ver­den”, dvs. dens frem­træ­del­se, fæno­me­net, af øjet, der ser. Og åndens øje kan træ­nes, så der åbner sig sta­dig nye sider af den ver­den, som ses. Kon­flik­ter – inter­sub­jek­tivt, soci­alt, kul­tu­relt eller mel­lem begreb og rea­li­tet – er driv­kraf­ten i udvik­lin­gen frem til nye begrebs­lig­he­der, der bli­ver til indi­vi­dets vari­ge ejen­dom og res­sour­ce til brug i nye filo­so­fi­ske erfa­rings­si­tu­a­tio­ner.

Et eksem­pel, der kan bely­se den Hegel­ske fæno­meno­lo­gis begrebs­li­ge åben­hed på en for vor tid inter­es­sant måde, er spørgs­må­let om natu­rer­ken­del­sen. I bevidst­heds­skik­kel­ser­ne for­stand og for­nuft bry­des den klas­si­ske fysiks meka­ni­ske mate­ri­a­lis­me med det orga­ni­ske ver­dens­bil­le­de i Hegels egen sam­tid på en måde, som hen­le­der tan­ken på nuti­dens kli­ma- og mil­jøkri­se. Vi kan erken­de natu­ren med for­stand og med for­nuft. Først­nævn­te bevæ­ger sig fra iagt­ta­gel­sen af det par­ti­ku­læ­re til det gene­rel­le i form af natur­love og ‑typer. For­stan­den distan­ce­rer os fra det par­ti­ku­læ­re. For for­nuf­ten er loven der­i­mod det par­ti­ku­læ­re ibo­en­de som det­tes form­kraft. Hvor for­stan­den favo­ri­se­rer det abstrak­te alme­ne (lov­mæs­sig­hed) og den uor­ga­ni­ske, træ­ge, mate­ri­el­le natur, begri­ber for­nuf­ten den orga­ni­ske ver­den, men­ne­ske­li­vet og den histo­ri­ske vir­ke­lig­hed. For­nuf­tens “ver­den” inte­gre­rer det uor­ga­ni­ske aspekt i den leven­de ver­den og dens udvik­lings­lo­ve i natur, sam­fund og histo­rie. Der­for udtryk­ker den iføl­ge Hegel en mere adæ­kvat natu­ro­p­fat­tel­se end for­stan­dens reduk­ti­ve meka­nisk-mate­ri­a­li­sti­ske begrebs­ap­pa­rat.

Aktu­elt kun­ne Hegels teo­ri om niveau­er af erken­de­for­mer (for­stand og for­nuft) brin­ges ind i nuti­dens mil­jø­e­ti­ske dis­kus­sion. Men i ste­det for, som det er den udbred­te opfat­tel­se i nuti­dig mil­jø­e­tik, at ten­den­sen er en nor­ma­ti­vi­stisk til­gang, der plæ­de­rer for natu­ren som et sub­jekt for ret­tig­he­der og moralsk hen­syn­ta­gen, kun­ne man med Hegel afprø­ve den idé, at vores prak­ti­ske natur­for­hold afhæn­ger af vores natur­for­stå­el­se. Natu­ren kan erken­des med for­stand og med for­nuft, dvs. som mate­ri­elt lege­me – res­sour­ce – til vil­kår­lig brug, eller som med men­ne­sket selv beslæg­te­de, sig selv gestal­ten­de livs­sam­men­hæn­ge, i hvil­ke også men­ne­sket må for­stå sig selv og kan opnå en (del­vis) sel­ver­ken­del­se. Erken­del­sen af slægtska­bet mel­lem natur og men­ne­ske vil­le måske af sig selv affø­de agtel­se for natu­ren, som ikke er så frem­med end­da. Og for­nuf­tens iagt­ta­gel­se (Beo­ba­ch­tung), som har blik for den leven­de form­kraft, for over­flo­den af natur­for­mer og sans for den sin­dri­ge måde, hvor­på det enkel­te leven­de føjer sig ind i hel­he­den, er udtryk for en erfaring8Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 175–76. af al-natu­rens auto­no­mi – pla­ne­tens system af øko­sy­ste­mer –, som giver den en vær­dig­hed til inspira­tion for et bekræf­ten­de liv med, i ste­det for en uhæm­met udnyt­tel­se af, den. For­nuf­ten er en for­e­nen­de kraft, for­stan­den en adskil­len­de.

Her påkal­der Hegels for­bin­del­se af erken­de­for­mer med dan­nel­sens per­son­li­ge til­eg­nel­se sig inte­res­se. For­stan­den, som med sin ori­en­te­ring i ret­ning af det abstrakt alme­ne, natur­love, viser sig i prak­sis i form af en ego­cen­trisk ori­en­te­ring. For­stan­den for­be­re­der selv­be­vidst­he­den som næste skik­kel­se. Væren­de det abstrakt alme­nes sag oplø­ser (ana­ly­se­rer) og til­in­tet­gør for­stan­den den par­ti­ku­læ­re gen­stand. Med andre ord: Som tæn­ke­form for­læn­ger for­stan­den sig som et vir­ke ud i den prak­ti­ske sfæ­re i form af begæ­rets ego­cen­tri­ske udnyt­tel­se af natu­ren. For­stan­den peger i ret­ning af selv­be­vidst­he­den, der som begær og drift stræ­ber efter til­freds­stil­lel­se af selv­fø­lel­sen. Det er tek­nik­kens bear­bej­del­se og til­in­tet­gø­rel­se af natu­ren. I for­nuf­ten, som er et høje­re niveau af dan­nel­se, “slår det hidtil nega­ti­ve for­hold til det andet om i et posi­tivt”. “Idet den [for­nuf­ti­ge bevidst­hed] for­står sig selv såle­des, er det, som om ver­den først nu rig­tigt blev til for den”.9Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 176. Natu­ren er ikke læn­ge­re det frem­me­de og tru­en­de. Som alt­om­fat­ten­de livs­sam­men­hæng kom­mer den der­i­mod bevidst­he­den i møde som det sted, hvor indi­vi­det kan fin­de sig hjem­me; hvor det kan fin­de (spor af) sin ånd og erken­de bil­le­det på, hvad et leven­de fæl­les­skab er. Over­gan­gen fra for­stand til for­nuft (via mel­lem­sta­di­er) udtryk­ker en radi­kal erfa­ring, igen­nem hvil­ken natu­ren begri­bes ander­le­des. Med Hegels ord, så “opda­ger den [for­nuf­ti­ge bevidst­hed] ver­den som dens egen nye vir­ke­li­ge ver­den, som er inter­es­sant for den i dens for­bli­ven lige som før­hen kun i dens for­svin­den; thi ver­dens bestå­en bli­ver for bevidst­he­den den­nes egen sand­hed og til­ste­de­væ­rel­se [Gegenwart]: den har vis­he­den om kun at erfa­re sig selv i verden”.10Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 176. Og man kan til­fø­je: Den “ver­den”, som bevidst­he­den ale­ne kan fin­de sin sand­hed og sit nær­vær i, er i vide­re for­stand den soci­a­le ver­den, i hvis begreb den orga­ni­ske natur er inde­holdt, da beg­ge er karak­te­ri­se­ret ved leven­de sam­men­hæng.

Vor tid er på man­ge måder en anden end Hegels. Men adskil­li­ge sam­tids­kri­ti­ske eller ‑diag­no­sti­ske teo­ri­er i nuti­dens filo­so­fi (fx tid­lig kri­tisk teo­ri, sær­ligt Ador­no) er inspi­re­ret af den unge Hegels moder­ni­tet­stænk­ning, jf. Haber­mas om Hegel som det moder­nes filo­sof par excellence.11Jürgen Haber­mas, Der phi­los­op­hi­s­che Dis­kurs der Moder­ne (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1988), 26; 34ff. Spe­ci­fikt mener jeg, at den unge Hegels tale om “under­tryk­kel­sen af natu­ren” i syste­mer­ne hos hans sam­tids for­stands­fi­lo­so­fi­er – jf. Dif­fe­renz des Fich­tes­chen und Schel­lings­chen Systems der Phi­los­op­hie, hvor den unge Hegel gør sit ind­t­og på sam­ti­dens filo­so­fi­ske sce­ne ved at til­slut­te sig Schel­lings natur­fi­lo­so­fi i en oppo­si­tion mod Fich­tes “forstandsfilosofi”12Dif­fe­renz des Fich­tes­chen und Schel­lings­chen Systems er Phi­los­op­hie, i Wer­ke in zwan­zig Bän­den 2 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1970), 13. – og den prak­ti­ske udmønt­ning i men­ne­skets under­tryk­kel­se af sin egen indre natur, den­ne tale fore­gri­ber vor tids under­tryk­kel­se af den ydre natur i form af den beher­skel­se, uhæm­me­de omform­ning og konsump­tion, der er årsag til vor tids mil­jø- og kli­ma­kri­se. Hegels “alter­na­ti­ve” natur­fi­lo­so­fi, som er base­ret på sin tids viden­skab, på Goet­he og Schel­ling o.a., er et kor­rek­tiv til den viden­skab, som ikke lader natu­ren kom­me til sin ret som selv­stæn­digt liv, og som hel­ler ikke er i stand til at gøre men­ne­skets plads i ver­den begri­be­lig.

Meget tyder på, at vor tid ople­ver et behov for et sup­ple­ment til natur­for­stå­el­sen i form af natu­rer­fa­rin­ger fra det liv med natu­ren, som man­ge i dag ønsker at rea­li­se­re. Se bare på øko­lo­gisk land­brug, sko­vbør­ne­ha­ver m.m. I man­ges stræ­ben efter sun­de­re livs­for­mer for den opvok­sen­de gene­ra­tion og sig selv gøres også erfa­ring­er af nær­hed, hvor natu­ren kom­mer “ind under huden” og igen­nem alle san­ser og bevæ­gel­ser ople­ves både som barsk rea­li­tet, øde­læg­gen­de over­magt, men også i sin overdå­dig­hed, forun­der­lig­hed, skøn­hed. Frem for alt mel­der den sig i alt det­te med sin karak­te­ri­sti­ske oprin­de­li­ge livs­ryt­me, som det civi­li­se­re­de men­ne­ske aldrig kan gøre sig helt fri af, for­di dets sund­hed afhæn­ger af den. Hegels og hans sam­ti­di­ges natur­be­greb (Goet­he og de øvri­ge natur­for­ske­re, roman­ti­ker­ne) samt dets basis i en tæn­ke­form og led i et dan­nel­ses­pro­jekt, kun­ne være bud på et svar på spørgs­må­let: Hvor­dan må vi tæn­ke om natu­ren, hvis vores for­mål ikke er et liv mod, men i og med, natu­ren, såvel den ydre som den indre?

I Fæno­meno­lo­gi­en udfol­des en kaska­de af erfa­rings­for­mer syste­ma­tisk som per­ler på en snor, så den nuti­di­ge læser næp­pe kan und­gå at tæn­ke: Rum­mer vi vir­ke­lig sådan­ne erfa­rings­po­ten­ti­a­ler! Hvil­ke mulig­he­der for at byde den ens­ret­ning og indsnævring af sin­dets ople­vel­ses- og fat­te­ev­ner trods, som mate­ri­a­li­sti­ske for­dom­me og dog­mer, mas­se­kul­tu­rens over­fla­di­ske, kom­mer­ciel­le vær­di­er og digi­ta­li­se­rin­gens svæk­kel­se af vores vir­ke­lig­heds­sans fører med sig.

De to hoved­vær­ker i Hegels filo­so­fi, Fæno­meno­lo­gi­en og Logik­ken, skul­le gan­ske vist tje­ne det for­mål at ful­den­de filo­so­fi­ens 2.500 års histo­rie, nem­lig at brin­ge filo­so­fi­en i mål, så den kun­ne afklæ­de sig sit navn: kær­lig­hed til viden og kal­de sig “viden­skab”. Skal vi afvi­se det­te fore­ha­ven­de som præten­tiøst, mega­lo­mant, og så bare red­de, hvad der red­des kan af inter­es­san­te og inspi­re­ren­de enkelt­he­der? Vi kun­ne også tema­ti­se­re “det hele” som sådan. Ikke over­ta­ge Hegels system, hans meta­fy­sik, som på man­ge måder er tids­bun­det og del­vist for­æl­det lige som de viden­ska­ber, som Hegel eks­pli­cit base­re­de sit system på. Men syste­mets form, dets logi­ske ånd, bur­de være et tema som det cen­trum, hvor­om hans filo­so­fi dre­jer. Nær­væ­ren­de essay skal slå et slag for Hegels teo­ri om den begri­ben­de tænk­ning, som så at sige lig­ger bag syste­met. I Fæno­meno­lo­gi­en er den begri­ben­de tænk­ning under udvik­ling i vær­kets filo­so­fi­ske meto­de: erfa­rings­di­a­lek­tik­ken, som gene­re­rer niveau­er af begrebs­lig­hed. Sig­tet med vær­ket er at gøre ver­den begrebs­ligt ret med hele dens kom­plek­si­tet, hvor­for den høje­ste videns­form skal være lige så kate­go­ri­alt kom­pleks og pla­stisk bevæ­ge­lig som den vir­ke­lig­hed, som den skal begri­be, er man­gear­tet. Eksemp­let med at for­stå natu­ren med for­stand og med for­nuft skal ikke blot illu­stre­re to bevidst­heds­skik­kel­ser, videns­for­mer, og deres ind­byg­ge­de natur­be­gre­ber i vær­ket. Det skal fore­slå, at den men­ne­ske­skab­te kli­ma- og øko­lo­gik­ri­se, som har man­ge for­kla­rings­fak­to­rer, også kan diag­no­sti­ce­res filo­so­fisk som en kon­flikt i men­ne­ske-natur-for­hol­det, base­ret på en util­stræk­ke­lig begrebs­lig­hed. Den er også en ånde­lig kri­se og som sådan en sag for tænkningen.13In memo­ri­am Oskar Borg­man Han­sen.

1. Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Phä­no­meno­lo­gie des Gei­stes (Ham­burg: Felix Mei­ner Ver­lag, 1952), 12. Alle over­sæt­tel­ser fra tyske tek­ster er fore­ta­get af mig.
2. Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Grund­li­ni­en der Phi­los­op­hie des Rechts (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1970), 26.
3. Se Georg Wil­helm Fri­edrich Hegel, Wis­sens­chaft der Logik I, i Wer­ke in zwan­zig Bän­den 5 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1969), 113–114.
4. Se Hegel om Bil­dung, Phä­no­meno­lo­gie, 26ff.
5. Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 73.
6. Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 39.
7. Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 67.
8. Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 175–76.
9. Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 176.
10. Hegel, Phä­no­meno­lo­gie, 176.
11. Jürgen Haber­mas, Der phi­los­op­hi­s­che Dis­kurs der Moder­ne (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1988), 26; 34ff.
12. Dif­fe­renz des Fich­tes­chen und Schel­lings­chen Systems er Phi­los­op­hie, i Wer­ke in zwan­zig Bän­den 2 (Frank­furt am Main: Suhr­kamp Ver­lag, 1970), 13.
13. In memo­ri­am Oskar Borg­man Han­sen.