Folket – en apori?

“Fra Natu­rens Haand er Tran­gen til at leve i et […] Fæl­les­skab ned­lagt i alle Mennesker”.¹Aristoteles, Statslæ­re, I. 1253a 29–30 (Køben­havn: Gyl­den­dal­ske Bog­han­del, Nor­disk For­lag A/S, 1997). For Ari­sto­te­les gæl­der det med stør­ste selv­føl­ge­lig­hed, at det soci­a­le fæl­les­skab (koinô­nia) er givet som noget natur­ligt (phu­sis), eller er til iføl­ge “Natu­rens Orden”, hvor­for men­ne­sket “af Natu­ren er et Samfundsvæsen”.²Aristoteles, Statslæ­re, I. 1253a 2–3. Såle­des gives en sand­hed om men­ne­skets natur og det fæl­les­skab, vi er ind­skre­vet i: Vi er fra natu­rens hånd et soci­alt væsen, ind­skre­vet i en alle­re­de fore­lig­gen­de orden. En orden, der ord­ner os i fæl­les­skab ved bestem­te sam­funds­hie­rar­ki­er i bestem­te sty­re­for­mer under bestem­te for­fat­nin­ger. I den­ne natu­ra­li­sti­ske måde at legi­ti­me­re, og der­med også kon­sti­tu­e­re et sam­fund på, synes det lige til at afgræn­se og bestem­me, hvem der har (og ikke har) adkomst til at rege­re som bor­ger (politês): Af Ari­sto­te­les får vi, som det zoôn poli­ti­kon, vi er, alt­så en sik­ker for­vis­ning om, at der fak­tisk fin­des et fast svar på spørgs­må­let om fæl­les­ska­bet som bor­ge­re, eller som folk.

Men som filo­sof­fer­ne Kri­stof­fer Bay­er og Silas Mar­ker på for­trin­lig vis ind­le­der deres bog Fol­ket (2023) med at slå fast, er sva­ret på spørgs­må­let om det, der ord­ner os i fæl­les­ska­bet under beteg­nel­sen “fol­ket”, langt fra sik­kert, men sna­re­re “et af de spørgs­mål, der bli­ver ved at stil­le sig selv, og hvor ethvert svar viser sin egen umulighed”.³Kristoffer Bay­er & Silas Mar­ker, Fol­ket (Køben­havn: Próble­ma, 2023), 7. Det kan umid­del­bart vir­ke ned­slå­en­de for læse­ren at bli­ve stil­let et ikke-resul­tat i ven­te; sær­ligt bogens titel taget i betragt­ning. Hel­dig­vis lover de at give deres “svar på, hvad fol­ket er, og ikke mindst hvor­dan det kan være, at fol­ket på én og sam­me tid synes både nød­ven­digt og umuligt”.⁴Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 7. Det­te svar frem­stil­les gen­nem to grund­læg­gen­de spørgs­mål, der stil­les i det før­ste af bogens seks kapit­ler, der også rum­mer ind­le­den­de over­vej­el­ser om frem­gangs­må­de og under­sø­gel­sens gen­stands­felt.

I det føl­gen­de vil jeg fore­ta­ge en ræk­ke nedslag i Bay­er og Mar­kers under­sø­gel­se, der tema­ti­se­rer gen­nem­gå­en­de træk ved bogen for her­ved at opteg­ne kon­tu­rer­ne af deres måde at for­stå og tæn­ke fol­ket og demo­kra­ti­et på. Først vil jeg se på bogens før­ste kapi­tel, hvor man, som nævnt, får et godt greb om Bay­er og Mar­kers over­vej­el­ser om frem­gangs­må­de og under­sø­gel­sens gen­stands­felt. Der­næst vil jeg gå i dyb­den med spørgs­må­let om (demo­kra­tisk) repræ­sen­ta­tion, som er det før­ste gen­nem­gå­en­de træk ved bogen, for til slut at se nær­me­re på et andet gen­nem­gå­en­de træk: spørgs­må­let om den kon­sti­tu­e­ren­de magt eller idéen om fol­ket, som den skri­ves frem i bogen.

Fol­ket – en (fundamental)ontologi?

“Hvad er fol­ket? Og hvor går dets magt hen?”⁵Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 11. Det er spørgs­må­le­ne, der for­mer bogens fun­de­rings­ram­me, som under­sø­gel­sen af fol­ket for­lø­ber igen­nem. Med dis­se spørgs­mål skri­ver bogen sig ind i et hur­tigt vok­sen­de forsk­nings­felt om fol­kets beskaffenhed.⁶Se fx Sarah Song, “The Boun­dary Pro­blem in Demo­cra­tic The­ory – Why the Demos Should Be Boun­ded by the Sta­te”, Inter­na­tio­nal The­ory 4, nr. 1 (2012): 39–68; Marco Ver­s­choor, “The Demo­cra­tic Boun­dary Pro­blem and Soci­al Con­tra­ct The­ory”, Euro­pe­an Jour­nal of Poli­ti­cal The­ory 17, nr. 1 (2018): 3–22; Alain Badiou et. al, What Is a … Continue reading Og spørgs­må­le­ne i bogen er stil­let med bag­grund i Emma­nu­el Joseph Sieyès’ (som var meget inspi­re­ret af Jean-Jacques Rous­seau) son­dring mel­lem en kon­sti­tu­e­ret og kon­sti­tu­e­ren­de magt, hvor fol­ket opfat­tes som “kil­den og oprin­del­sen til love­ne, mag­ten og sam­fun­det legitimitet”.⁷Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 11. Den­ne sieyèsan­ske for­stå­el­se af fol­kes­u­veræ­ni­tet udstik­ker et sær­ligt struk­tur­prin­cip for Bay­er og Mar­kers under­sø­gel­se, der skal vise sig at have stor betyd­ning for bogens egne svar på oven­stå­en­de spørgs­mål. Mere her­om sene­re.

Hvor­for den­ne under­sø­gel­se af fol­ket og hvor dets magt går hen? Måden, det­te begrun­des på, kan sam­men­lig­nes med den for­skel, der iføl­ge Alenka Zupančič er mel­lem enhjør­nin­ger og sex: Alle ved, hvad en enhjør­ning er, men de fin­des ikke. Omvendt er der ikke tvivl om, at sex eksi­ste­rer, men det er de fær­re­ste af os, hvis over­ho­ve­det nogen, der kan sige, hvad det er.⁸Alenka Zupančič, What is sex? (Cam­brid­ge, MA: The MIT Press, 2017), 22. På sin vis kan “fol­ket” skif­tes ud med “sex” i ana­lo­gi­en: Og det er jo net­op et pro­blem, at der ikke kan udpe­ges en fol­kets essens, når dets magt er “fun­da­men­tet i vores sam­fund; det er den magt, der oprin­de­ligt har grund­lagt det”.⁹Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 11. Fol­ket eksi­ste­rer dog ikke blot umid­del­bart, og hvad fol­kets essens er, det er der ver­se­ren­de stri­dig­he­der om; stri­dig­he­der, som er for­bund­ne med, hvor mag­ten gå hen. Løben­de i bogen benyt­ter Bay­er og Mar­ker dog et lidt andet begrebs­ap­pa­rat for at ind­fan­ge det­te.

I et inter­es­sant afsnit med tit­len “At filo­so­fe­re om folket”,¹⁰Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 17–18. der også afslut­ter bogens før­ste kapi­tel, får man et godt greb om deres frem­gangs­må­de og under­sø­gel­sens gen­stands­felt. Her frem­går det, at bogens “hoved­spørgs­mål” er et “onto­lo­gisk spørgsmål”.¹¹Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 17. Alt­så spørgs­må­let: “Hvad er fol­ket?”, mens “Fol­kets onto­lo­gi defi­ne­rer, hvor dets magt går hen”.¹²Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 99. Men hvad bety­der onto­lo­gi her? Enhver, der spør­ger “hvad fin­des?”, har alle­re­de bevæ­get sig ind i onto­lo­gi­en – eller en bestemt onto­lo­gi. Her­til er Bay­er og Mar­kers poin­te, som nævnt, at fol­kets måde at fin­des på selv er usik­ker, hvor­for afkla­rin­gen af, hvad fol­ket er, kon­stant væk­ker strid. Iføl­ge Bay­er og Mar­ker er det dog ikke nær så strid­somt at fin­de et svar på det­te, hvis viden­ska­ben kon­sul­te­res. Viden­ska­ben har det nem­lig med, iføl­ge dem, at for­ud­sæt­te deres egen gen­stand for at kun­ne under­sø­ge den. Såle­des kan en viden­skab have et gen­standsområ­de og være viden­ska­ben om noget. Men kun­ne det­te så ikke gøres med fol­ket, så fol­ket fak­tisk blev til noget, var noget – og måske nogen? Kun­ne vi ikke lade sam­funds­vi­den­ska­ber­ne tage sig af spørgs­må­let om fol­ket og lade filo­so­fi­en tages sig af andre emner? Jo, for hvad fol­ket er, er “ikke i sig selv et pro­blem – i hvert fald ikke et viden­ska­be­ligt pro­blem”, som Bay­er og Mar­ker lader os vide.¹³Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 17.

Men giver soci­al­vi­den­ska­ben så en udtøm­men­de besva­rel­se af, hvad fol­ket er? Nej, for det er kun regio­na­le svar, der ale­ne kaster hver deres lys over “fol­ket” ud fra deres respek­ti­ve (be- og) afgræn­se­de viden­ska­be­li­ge felt. Alt­så er det kun fol­ket set i “regio­na­le onto­lo­gi­er”, som Bay­er og Mar­ker skri­ver. Der­i­mod er fol­ket “afgjort et filo­so­fisk problem”:¹⁴Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 17. Mod­sat viden­ska­ben kan filo­so­fi­en ikke blot for­ud­sæt­te sine under­sø­gel­ses­gen­stan­de uden at gå i ret­te med dét, der for­ud­sæt­tes som grund(lag). De grund­læg­gen­de onto­lo­gi­ske anta­gel­ser, der gøres i enhver under­sø­gel­se, præ­ger nem­lig ikke kun under­sø­gel­sen inter­nt, men over­skri­der den også med ekster­ne effek­ter. Noget, viden­ska­ben synes at glem­me. Hvad angår fol­ket og det poli­ti­ske, illu­stre­res den­ne poin­te ram­men­de i bogen, når Bay­er og Mar­ker skri­ver, at: “Det onto­lo­gisk for­ud-sat­te sæt­ter sig i det politiske”.¹⁵Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 18.

Som en gen­nem­gå­en­de inter­pre­ta­tions­ram­me i bogen er det tyde­ligt, at den ind­skri­ver sig i en bestemt tra­di­tion med hen­syn til dens måde at for­stå onto­lo­gi, viden­skab, filo­so­fi og navn­lig måden at bedri­ve filo­so­fi på (men ikke det poli­ti­ske, som sene­re skal vises): Langt hen ad vej­en er tan­ke­gan­gen i afsnit­tet “At filo­so­fe­re om fol­ket” den sam­me som i “§3: Vær­ens­spørgs­må­lets onto­lo­gi­ske for­rang” i Væren og tid. I §3 gen­nem­går Hei­deg­ger, hvad for­skel­len på viden­ska­ber­nes onto­lo­gi og hans ver­sion af fæno­meno­lo­gi­ens for­hold til onto­lo­gi er. Viden­ska­ber­ne er regio­na­le med hver deres for­ud­sat­te sags­om­rå­der, mens Hei­deg­gers pro­jekt og mod­styk­ke til den­ne “objek­ti­ve­ren­de” og “posi­ti­ve” omgang med fæno­me­ner­ne i høje­re grad for­sø­ger at udlæg­ge dem, dvs. er en art her­me­neu­tik.

Er det så en slags fol­kets fun­da­men­ta­lon­to­lo­gi, vi får hos Bay­er og Mar­ker? En fun­da­men­ta­lon­to­lo­gi for fol­ket? En Ana­ly­tik des Vol­kes? En slags her­me­neu­tik? Desvær­re står ingen af dele­ne helt klart i bogen. Langt kla­re­re er det, at Hei­deg­gers tek­ni­ske voka­bu­lar (fx ontologisk/ontisk), og måske også hans tan­ke­må­de, spil­ler en væsent­lig rol­le i under­sø­gel­sen. Lad os tage et eksem­pel:

Selv­om viden­ska­ber­ne kan for­ud­sæt­te sine gen­stan­de, bety­der det ikke, at den­ne for­ud­sæt­ning er uskyl­dig eller neut­ral […] For­ud­sæt­nin­gen er net­op for­ud-sat, den er etab­le­ret alle­re­de inden under­sø­gel­sen kan gå i gang. Og det gæl­der ikke kun de poli­ti­ske viden­ska­ber, men også den poli­ti­ske filo­so­fi […] der til sta­dig­hed for­ud­sæt­ter fol­ket som noget, der fore­lig­ger; en gen­stand, der bare er. Man glem­mer at stil­le spørgs­må­let: Hvis fol­ket kon­sti­tu­e­rer mag­ten, hvad kon­sti­tu­e­rer så folket?¹⁶Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 17 (min kursivering).

Det­te er Bay­er og Mar­kers udga­ve af Hei­deg­gers Seins­ver­ge­s­sen­heit omskre­vet og omar­bej­det til en fol­ke-forg­lem­mel­se i deres under­sø­gel­se. Hvor den onto­lo­gi­ske dif­fe­rens for­svin­der i meta­fy­sik­kens værens­glem­sel for Hei­deg­ger, for­svin­der den­ne dif­fe­rens i poli­to­lo­gi­en og den poli­ti­ske filo­so­fis fol­ke-glem­sel for Bay­er og Mar­ker. “Onto­lo­gi er kun mulig som fæno­meno­lo­gi” for Hei­deg­ger, dvs. en frem­dra­gel­se og udlæg­ning af det i (ikke bag­ved eller bag­om) fæno­me­ner­ne, som lig­ger skjult, og hvor der sti­les efter at opvi­se og klar­gø­re det uopdagede.¹⁷Martin Hei­deg­ger, Væren og tid, (Århus: KLIM, 2007), II. §7, 56–59. Ved endt læs­ning af bogen får man også på for­nem­mel­sen, at den deler den­ne hei­deg­ger­ske ambi­tion, især hvad gæl­der bogens hoved­spørgs­mål. Der­for kan Bay­er og Mar­kers under­sø­gel­se sam­let set bedst karak­te­ri­se­res som en kon­stant udlæg­ning af de for­ud­sat­te og inde­hold­te betyd­nin­ger af fol­ket (den onto­lo­gi­ske betyd­ning af fol­ket), der iføl­ge dem ofte frem­stil­les upro­ble­ma­tisk (den onti­ske betyd­ning af fol­ket), og som vi fin­der i en ræk­ke for­skel­li­ge tæn­ke­res idéer om demo­kra­ti og for­skel­li­ge sty­re­for­mer – men en udlæg­ning i en sær­lig radi­kal demo­kra­tisk vari­ant. Mere her­om sene­re.

Men hvad med spørgs­må­let om, hvor fol­kets magt går hen? Klogt og nuti­digt slås tonen for det­te grund­læg­gen­de spørgs­mål an gen­nem begre­ber­ne populis­me og det libe­ra­le demo­kra­ti, hvor populi­sters begreb om fol­ket bestem­mes som en demo­tei­s­me, mens det libe­ra­le demo­kra­tis begreb ses som en demo­fo­bi.¹⁸Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 11–13. Det libe­ra­le demo­kra­ti og populis­men er ikke eni­ge om, hvad fol­ket er, men de er eni­ge om, hvor fol­kets magt går hen: lige i fav­nen på den kon­sti­tu­e­re­de magt. Over­ord­net set viser den­ne og andre ana­ly­ser i bogen, at repræ­sen­ta­tio­nen for Bay­er og Mar­ker er syn­de­fal­det (dvs. fol­ke-glem­s­len) i måden, hvor­på fol­ket hidtil er ble­vet tænkt, hvor­for et af “for­må­le­ne med den­ne bog er at udfor­dre idéen om, at fol­kets magt kun kan kom­me til udtryk i det repræ­sen­ta­ti­ve demokrati”.¹⁹Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 14.

Afslut­nings­vist, hvad gæl­der bogen før­ste kapi­tel, bør det næv­nes, at selv­om for­hol­det mel­lem populis­me og det libe­ra­le demo­kra­ti også er et gen­nem­gå­en­de træk ved bogen, vil jeg ikke gøre noget yder­li­ge­re ved det­te af føl­gen­de grund: Det synes, som om Bay­er og Mar­ker har skre­vet to bøger: én om populis­me og det libe­ra­le demo­kra­ti. Og én om fol­ket som en kon­ti­nen­tal­fi­lo­so­fisk under­sø­gel­se af fol­kets onto­lo­gi. Selv­om bogen ved sel­ve sin under­sø­gel­se er tve­delt (jf. “Hvad er fol­ket? Og hvor går dets magt hen?”), vir­ker først­nævn­te bog om populis­me og det libe­ra­le demo­kra­ti, trods man­ge fine poin­ter og ind­sig­ter, ikke sær­ligt ind­ar­bej­det i sidst­nævn­te, da først­nævn­te vir­ker mere statskund­skabs­fo­ku­se­ret med en klar ori­en­te­ring mod poli­tisk teo­ri, mens sidst­nævn­te har et langt kla­re­re poli­tisk filo­so­fisk og filo­so­fi­hi­sto­risk fokus og frem­gangs­må­de. Og nu, hvor vi er i den lidt bit­re ende, skal det en pas­sant næv­nes, at bogen desvær­re er præ­get af en cau­se­ren­de stil og struk­tur, der vis­se ste­der er vel­fun­ge­ren­de, mens den andre ste­der skyg­ger for ind­hol­det. Et sigen­de eksem­pel på det­te er, hvor Der­ri­da, Mouf­fe, Anden Ver­denskrig, Oplys­ning­sti­den og Mar­le­ne Wind næv­nes – på en side.²⁰Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 26. Ofte sid­der læse­ren til­ba­ge med en undren over rele­van­sen og moti­va­tio­nen for ind­dra­gel­sen af ikke kun emner (in casu populis­me), men også et væld af poli­ti­ske per­son­lig­he­der og tæn­ke­re, dan­ske som inter­na­tio­na­le, der hives frem – ofte i flæng. I den for­bin­del­se kun­ne bogen nok have tålt en hår­de­re redak­tio­nel hånd. Med det­te sagt skal vi nu se på Bay­er og Mar­kers vel­fun­ge­ren­de behand­ling af repræ­sen­ta­tio­nen som begreb og fæno­men, og hvad den­ne kan sige os om fol­ket.

Fol­ket – en repræ­sen­ta­tion?

Efter at have gen­nem­lø­bet bogens to hoved­spørgs­mål i kapi­tel to, hvor Bay­er og Mar­ker optræv­ler for­skel­li­ge betyd­nin­ger af fol­ket og dets magt, erklæ­res det, at vi i dag næsten kun kan tæn­ke fol­ket qua repræ­sen­te­ret og dets magt qua repræ­sen­ta­tivt demo­kra­ti. Slemt står det til i den libe­ral-teo­re­ti­ske måde at for­stå det repræ­sen­ta­ti­ve demo­kra­ti på med dets demo­fo­bi. Her er fol­ket, for ikke at te sig ure­ger­ligt, opløst i fler­tals- eller kon­sti­tu­tio­nelt (libe­ralt) demo­kra­ti og omsat til pro­ce­du­rer, reg­ler, insti­tu­tio­ner – en anord­ning, omgø­rel­se og for­ma­li­se­ring af fol­ket og dets magt, der ikke har meget reel fol­kes­u­veræ­ni­tet og (fol­ket qua) kon­sti­tu­e­ren­de magt over sig. Her for­svin­der fol­ket i demo­kra­ti­et, dvs. i betyd­nin­gen fol­kets sty­re, ved at vise sig på ny i form af et para­doks (hvis vi tager fol­kes­u­veræ­ni­tet og demo­kra­tiets ulti­ma­ti­ve legi­ti­mi­tets­grund alvor­ligt iføl­ge Bay­er og Mar­ker): “[S]kabelsen af fol­ket for­ud­sæt­ter folket”.²¹Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 38. Hvis fol­ket bestem­mes som dem, der sty­rer, dvs. har sta­tus af at være beslut­ningsmyn­dig­hed(en) i demo­kra­ti­et, og hvis spørgs­må­let om, hvem der så hører til fol­ket (jf. “Hvad er fol­ket?”), skal beslut­tes demo-kra­tisk – ja, så har vi pro­ble­met. Fol­ket skal på en måde gå for­ud for sig selv for at beslut­te, hvem det selv er, eller hvem, der hører til fol­ket – hvis det skal fore­gå demo­kra­tisk alt­så. At det­te, som Bay­er og Mar­ker skri­ver, skul­le være et grund­læg­gen­de pro­blem, “som libe­ral­po­li­tisk teo­ri sta­dig ikke har løst”,²²Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 36. er en sand­hed med (vold­som­me) modifikationer.²³Se fx Kas­per Lip­pert-Ras­mus­sen & Andreas Bengtson, “The Problem(s) of Con­sti­tu­ting the Demos: A (Set of) Solution(s)”, Ethi­cal The­ory and Moral Prac­tice, vol. 24 (2021): 1021–1031.

Imid­ler­tid er det inter­es­san­te, at den egent­li­ge betyd­ning af bogens fun­de­rings­ram­me begyn­der at vise sig ved opstil­lin­gen af det­te “para­doks”. For det før­ste ses det ved, at “para­dok­set” kun får luft under vin­ger­ne, hvis man køber ind på Rous­seaus for­stå­el­se af fol­ket (mere her­om sene­re). For det andet ses det, når Bay­er og Mar­ker kon­sta­te­rer, med Carl Sch­mitt i ryg­gen, efter en læn­ge­re og spæn­den­de udred­ning af fol­kets demar­ka­tions­pro­blem, at der hver­ken fin­des et til­freds­stil­len­de meta­fy­sisk, objek­tivt, end­si­ge demo­kra­tisk grund­lag for kon­sti­tu­e­rin­gen af folket.²⁴Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 39, 99–100. Iføl­ge Sch­mitt er det­te grund­lag for kon­sti­tu­e­rin­gen af fol­ket nem­lig en umu­lig­hed, og dét af føl­gen­de grun­de: Fol­ket i en sch­mittsk kon­cep­tion er ækvi­va­lent med den kon­sti­tu­e­ren­de magt, hvis (udel­te) vil­je – her­til benyt­ter Sch­mitt Rous­seau – skal for­stås som en “form­løs for­ma­tiv kapa­ci­tet”, hvis beslut­nings­kraft skal være ume­di­e­ret, hvor­for det selvsagt ikke kan repræsenteres.²⁵Carl Sch­mitt, Con­sti­tu­tio­nal The­ory (Lon­don: Duke Uni­ver­si­ty Press Books, 2008), 125–129, 131–132, 260ff. Sam­men­hol­der vi det­te med Sieyès’ – hvis syn på den kon­sti­tu­e­ren­de magts form­lø­se, udel­te og suveræ­ne (folke)vilje²⁶Emmanuel Joseph Sieyè, “What Is the Third Esta­te?”, i The Essen­ti­al Poli­ti­cal Wri­tings, red. Oli­ver W. Lem­bcke & Flo­ri­an Weber (Lei­den: Brill, 2014), 89–91. eller blot fol­kes­u­veræ­ni­tet, Sch­mitt også aktivt for­hol­der sig til,²⁷Schmitt, Con­sti­tu­tio­nal The­ory, 126ff., 140ff. og radikaliserer²⁸Benjamin Popp-Mad­sen, Visions of Coun­cil Demo­cra­cy (Edin­burgh: Edin­burgh Uni­ver­si­ty Press, 2021), 174. – son­dring mel­lem den kon­sti­tu­e­ren­de og kon­sti­tu­e­re­de magt, der er bogens funderingsramme,²⁹Se bl.a. Bay­er & Mar­ker, Fol­ket, 115. så resul­te­rer det­te i en næsten uover­sti­ge­lig kløft (eller stærk anta­go­nis­me)³⁰Popp-Madsen, Visions, 180. mel­lem dis­se to magt­for­mer, såfremt mag­ten går andre ste­der hen end hos fol­ket selv. Det­te er på sæt og vis et klas­sisk træk ved den radi­kal­de­mo­kra­ti­ske måde at tæn­ke demo­kra­ti på.³¹Popp-Madsen, Visions, 181. I det kom­men­de skal det radi­kal­de­mo­kra­ti­ske sup­ple­ment til bogens for­stå­el­se af for­hol­det mel­lem den kon­sti­tu­e­ren­de og kon­sti­tu­e­re­de magt der­for vises gen­nem Bay­er og Mar­kers anven­del­se af Jacques Rancière.³²Bemærkelsesværdigt nok næv­nes han ikke i bogens eget afsnit om radi­kalt demo­kra­ti, eller også er han til­ste­de­væ­ren­de ved sit nød­ven­di­ge fra­vær? Fol­ket, 133–140.

Kapi­tel tre i bogen kan læses som en histo­risk gen­nem­gang af hadet til demo­kra­ti­et, og hvad det består i set gen­nem Ran­cière, hvor Bay­er og Mar­ker fx viser, at det­te had i den antik­ke tæk­ning af fol­ket (her: Pla­ton og Ari­sto­te­les) tog sig ud som en for­ka­stel­se af fol­ket som rege­rings­du­e­lig instans: demo­fo­bi­en i sin antik­ke vari­ant. I sig selv er det inter­es­san­te læs­nin­ger af antik tænk­ning, der pas­ser som fod i hose med bogens øvri­ge opgør med repræ­sen­ta­tio­nen af fol­ket. I for­læn­gel­se her­af er påstan­den, at bogen i væsent­lig grad træk­ker på Ran­cière i det­te opgør.³³Se blandt andet Fol­ket, 110, 132. Men hvor­dan, og hvor ses det? Uden at skul­le gen­gi­ve Bay­er og Mar­kers udmær­ke­de læs­ning af ham, er Ran­cières måde at for­stå repræ­sen­ta­tivt demo­kra­ti (som en oligar­kisk poli­tisk form),³⁴Jacques Ran­cière, “Demo­cra­cy, Repu­blic, Rep­re­sen­ta­tion”, Con­stel­la­tions 13, nr. 3 (2006): 298. fol­ket (som ikke kan være noget)³⁵Jacques Ran­cière, Ti teser om poli­tik (Ale­a­to­rik, 2021), 42–46, 48–49. og poli­tik (en onto­lo­gisk kamp om hvem, der er hvad)³⁶Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 57. ikke ulig det afslut­ten­de afsnit i bogen. Her træ­der Bay­er og Mar­ker nem­lig for før­ste gang selv rig­tig frem på sce­nen og giver – som lovet – deres bud på “Hvad er fol­ket? Og hvor går dets magt hen?”. Hvad angår først­nævn­te spørgs­mål, skri­ver Bay­er og Mar­ker (med et ekko af Ran­cière): “Hvis fol­ket var muligt, vil­le poli­tik være umuligt”,³⁷Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 150. Det kun­ne også skyl­des deres anven­del­se af Agam­ben (Fol­ket, 121). efter­som “det onto­lo­gi­ske spørgs­mål er kam­pen om fol­ket selv”.³⁸Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 17. Hvad angår det sidst­nævn­te spørgs­mål, gør Bay­er og Mar­ker afslut­nings­vist ikke meget for, at læse­ren skul­le fore­træk­ke repræ­sen­ta­tio­nen, da poli­tik­ken skal for­stås som det, hvor – igen med et ekko af Ran­cière – det “umu­li­ge kan ske. Poli­tik­ken er mulig­he­der­nes og fri­he­dens sfæ­re – fel­tet for for­an­dring, hvor vi kan omvæl­te og refor­me­re det bestående”.³⁹Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 151. Men man kan ikke både blæ­se og have mel i mun­den. At skri­ve omvæl­te og refor­me­re er ret ken­de­teg­nen­de for den høfli­ge afstand til sagen, som anlæg­ges bogen igen­nem. Trods den­ne høflig­hed for­nem­mer man dog klart en anti-insti­tu­tio­nel ner­ve i under­sø­gel­sen; alt­så en mod­stand ikke kun mod repræ­sen­ta­tion, men sagt med Ran­cière: poli­ti­et, dvs. den etab­le­re­de orden og tin­ge­nes (alt for faste og rigi­de) til­stand i nuti­dens indret­ning af sam­fun­det.

Men hvor begynd­te hele mise­ren med repræ­sen­ta­tio­nen? Sva­ret fin­des i bogens fjer­de kapi­tel. Her­fra vil jeg dis­ku­te­re behand­lin­gen af Hob­bes og Rous­seaus løs­ning på, hvor­dan et folk bli­ver et folk, med hen­blik på nog­le afslut­ten­de bemærk­nin­ger om bogen i sin hel­hed.

Fol­ket – den (suveræ­ne) kon­sti­tu­e­ren­de magt?

Læst gen­nem Gio­r­gio Agam­bens udlæg­ning af Hob­bes viser Bay­er og Mar­ker, at Hob­bes’ løs­ning på, hvor­dan et folk bli­ver et folk, begyn­der i en bevæ­gel­se fra den beryg­te­de naturstil­stand, hvor der ingen “omgang med andre” er, og hvor livet er “ensomt, fat­tigt, beskidt, dyrisk og kort”,⁴⁰Thomas Hob­bes, Levi­at­han (Køben­havn: Infor­ma­tions For­lag, 2008), xiii. 9, 140. til repræ­sen­ta­tio­nen (Suverænen).⁴¹Hobbes, Levi­at­han, xvii. 14–15, xvi­ii. 1–2, 176–177. Hob­bes’ manøv­re mht. naturstil­stan­den er kon­takt­te­o­re­tisk at legi­ti­me­re et sam­fund gen­nem en “kon­trakt ind­gå­et af men­ne­sker” uden en “trans­cen­dent oprin­del­se”, hvor­for “spørgs­må­let om fol­kets gene­se” iføl­ge Bay­er og Mar­ker opstår med Hobbes.⁴²Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 69. Hvad angår repræ­sen­ta­tio­nen, så slut­ter den­ne gene­se brat, da fol­ket oplø­ses ved ind­gå­el­sen af den­ne kon­trakt, da de er resul­ta­tet af den­ne. Hob­bes’ løs­ning på, hvor­dan et folk bli­ver et folk, der inde­bæ­rer en kon­trakt­lig afhæn­del­se af (den fol­ke­li­ge) suveræ­ni­tet, udgør med Bay­er og Mar­kers ord “i dag fun­da­men­tet for vores sty­re­form: repræ­sen­ta­tion”. Det vil sige: “Fol­ket bli­ver kun fol­ket ved at bli­ve repræsenteret”.⁴³Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 71, 79. Struk­tur­prin­cip­pet for udlæg­nin­gen af Hob­bes er ikke over­ra­sken­de dét, der har været gæl­den­de bogen igen­nem: den kon­sti­tu­e­ren­de (fol­ket) og kon­sti­tu­e­re­de magt (repræ­sen­ta­tio­nen).

Imid­ler­tid er det ærger­ligt, trods den erklæ­re­de filo­so­fi­ske under­sø­gel­se i bogen, at Bay­er og Mar­ker ikke går ind på, hvil­ken slags poli­tisk tænk­ning, der bli­ver mulig med Hob­bes set filo­so­fi­hi­sto­risk. Hvor der med det ari­sto­te­li­ske zoôn poli­ti­kon fand­tes en natur­lig orden i det poli­ti­ske, indstif­tes der med Homo Homi­ni Lupus⁴⁴Thomas Hob­bes, On the Citizen (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 1998), 3. ikke kun et brud med den natur­li­ge orden i det poli­ti­ske. Brud­det angår også måden at tæn­ke den men­ne­ske­li­ge natur på, og måden, vi orga­ni­se­rer os på poli­tisk – den er nem­lig ikke læn­ge­re gud­gi­vet (som Bay­er og Mar­ker dog næv­ner) eller en for­læn­gel­se af en alle­re­de etab­le­ret (natu­rens) orden: Det poli­ti­ske er men­ne­ske­skabt; det er vores frem­brin­gel­se – og med fjer­nel­sen af vores soci­a­le natur qua poli­tisk dyr, er bal­let åbnet for kam­pen om, hvor­dan vi ind­ret­ter os bedst muligt poli­tisk. Fra og med men­ne­skeul­ven bli­ver det såle­des muligt at give et bud på det­te. Hob­bes’ bud er det poli­ti­ske givet i to modi: abso­lut suveræ­ni­tet (= Socie­ty) eller abso­lut anar­ki (= No-socie­ty).⁴⁵Lig Sch­mits ven/fjen­de-distink­tion. Se Andreas Mebus, Populis­me, sla­ve­moral og demo­kra­ti (Aar­hus: For­la­get Phi­los­op­hia, 2019), 120; Popp-Mad­sen, Visions, 183.

Den­ne hob­be­si­an­ske måde at for­stå det poli­ti­ske på ind­ta­ger en ret betyd­nings­bæ­ren­de plads i bogens sam­le­de under­sø­gel­se. Dog skal Rous­seaus løs­ning på, hvor­dan et folk bli­ver et folk, kort berø­res. Rous­seau behand­les for­holds­vist kort taget hans betyd­ning for bogen i betragt­ning; det er, som om Rous­seaus fol­kes­u­veræ­ni­tet er ope­ra­tio­na­li­se­ret som grund­la­get for opgø­ret med repræ­sen­ta­tio­nen i under­sø­gel­sen. Eller, som om det er den dri­ven­de motor i bogens for­stå­el­se af den kon­sti­tu­e­ren­de magt (dvs. fol­ket), der jo som nævnt “oprin­de­ligt har grund­lagt” sam­fun­det, hvil­ket pas­ser fint med Sieyès som bogens fun­de­rings­ram­me, og anven­del­sen af Sch­mitt (jf. fol­kets form­lø­se karakter).⁴⁶Fx Bay­er & Mar­ker, Fol­ket, 89–91, sær­ligt 91. Gen­nem en læs­ning af Sam­fund­kon­trak­ten vises det (bl.a. med hjælp fra Alt­hus­ser), at Rous­seaus idé om fol­kes­u­veræ­ni­tet består i iden­ti­tets­sæt­nin­gen: “et folk er et folk”, der ikke kan repræsenteres.⁴⁷Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 81ff., 100. Og med lidt hjælp fra Rancière⁴⁸Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 97. kan Bay­er og Mar­ker kon­klu­de­re, at for så vidt fol­kets inter­ne for­skel­le ikke ekster­na­li­se­res i en repræ­sen­ta­tion, så er “[d]ét […] demo­kra­tiets grund­be­greb om folket”.⁴⁹Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 95. Dog er den­ne læs­ning af Rous­seau pro­ble­ma­tisk af fle­re grun­de. For det før­ste går Bay­er og Mar­ker i Rous­seaus “fælde”.⁵⁰Sofia Näs­ström, The Spi­rit of Demo­cra­cy: Cor­rup­tion, Dis­in­te­gra­tion, Renewal (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2021), 55–56. Rous­seau gør nem­lig pro­ble­met om, hvor­dan man kon­trakt­ligt kan fin­de et sæt af spil­le­reg­ler, der fun­de­rer et godt repu­bli­kansk selv­sty­re,⁵¹Denne tolk­ning byg­ger på Mebus, Populis­me, 34. til et logisk pro­blem, der skul­le gæl­de alle sam­funds- og sty­re­for­mer.⁵²Se for eksem­pel noten til Bog II, Kapi­tel 6 i Jean-Jacques Rous­seau, Sam­fund­s­kon­trak­ten (Fre­de­riks­berg: DET lil­le FORLAG 2007), 133–134 (note 33). Som så man­ge andre før dem, fal­der Bay­er og Mar­ker i Rous­seaus tve­ty­di­ge tænk­ning alt­så for det­te tri­ck, hvor­ved det lig­ger lige for, at Rous­seau som repu­bli­kansk tæn­ker omgø­res til en moder­ne demo­kra­ti­tæn­ker, der hol­der os fan­get i en repu­bli­kansk tan­ke­gang, hvis vi vil for­stå demo­kra­ti­et. Ad det­te og for det andet iden­ti­fi­ce­res demo­kra­ti med den kon­sti­tu­e­ren­de magt, da Bay­er og Mar­ker ender med at aktu­a­li­se­re Rous­seaus fol­kes­u­veræ­ni­tet gen­nem Ran­cières demo­kra­tiop­fat­tel­se, for i enhver repræ­sen­ta­tiv sty­re­form vil­le “sty­re­for­men ophø­re med at være demokratisk”.⁵³Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 97. Hvad vi, for mig at se, sam­let set får gen­nem Bay­er og Mar­kers læs­nin­ger af hhv. Hob­bes og Rous­seau ved de afslut­ten­de bemærk­nin­ger om demo­kra­ti i kapi­tel fire er en demo­kra­tiop­fat­tel­se, der ale­ne iden­ti­fi­ce­rer demo­kra­ti med den kon­sti­tu­e­ren­de magt, dvs. fol­ket (“et folk er et folk”). Det­te er et andet klas­sisk træk ved den radi­kal­de­mo­kra­ti­ske måde at tæn­ke demo­kra­ti på.⁵⁴Popp-Madsen, Visions, 181. Bogen ender der­for med at repro­du­ce­re Hob­bes’ for­stå­el­se af det poli­ti­ske, hvor det poli­ti­ske er givet i to modi, men i en radi­kal­de­mo­kra­tisk vari­ant, der ven­der det på hove­d­et: I bogen er repræ­sen­ta­tion og i vide­re for­stand “den kon­sti­tu­e­re­de magt”, som Bay­er og Mar­ker skri­ver, “på lan­ge stræk” oligar­ki eller aristokrati;⁵⁵Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 77. alt­så orden, form og fol­kets fra­vær. Fol­ket der­i­mod skri­ves frem som en “abso­lut” fol­kes­u­veræ­ni­tet, alt­så er den kon­sti­tu­e­ren­de magt (med afsæt i tri­a­den: Sieyès-Sch­mitt-Rous­seau) dén poli­ti­ske kamp og slet og ret demo­kra­ti; en ska­ben­de, sel­vover­skri­den­de og desta­bi­li­se­ren­de kraft, der ikke kan (eller må, sær­ligt af den kon­sti­tu­e­re­de magt) repræsenteres,⁵⁶Bayer & Mar­ker, Fol­ket, 128. tæm­mes eller undertvin­ges en bestemt form.

Ud fra oven­stå­en­de og det, den­ne anmel­del­se og kri­tik ikke fik med (fx en skar­psin­dig kri­tik af Jan-Wer­ner Mül­ler og viden­de læs­nin­ger af Laclau og Mouf­fe, Foucault og Agam­ben), er det svært at se, hvor­dan demo­kra­ti­et skal gøres end­si­ge begyn­de. Bogen ender på en måde i en apo­ri. Det­te kan skyl­des én af føl­gen­de to ting: Enten en loy­a­li­tet over for den hei­deg­ge­ri­an­ske inter­pre­ta­tions­ram­me, hvor det net­op ikke gæl­der om at leve­re noget posi­tivt resul­tat. Eller den radi­kal­de­mo­kra­ti­ske ner­ve i bogen, hvor den kon­sti­tu­e­ren­de magt slet og ret er demo­kra­ti og “abso­lut” fol­kes­u­veræ­ni­tet, hvori fol­ket er umu­ligt og nød­ven­digt på én og sam­me tid – og demo­kra­ti u‑regerligt. Eller det kan skyl­des noget helt tred­je. Det skal læse­ren af Bay­er og Mar­kers Fol­ket gøre op med sig selv, hvis de læser den­ne udmær­ke­de ind­fø­ring på dansk i det­te besyn­der­li­ge begreb og fæno­men, som fol­ket er.