Land i sigte? – Venstre­popu­lismens kartograf holder kursen

“Fol­kets kli­ma­march” står der med sto­re, hvi­de typer på en noget slidt pla­kat, som jeg går for­bi hver dag på vej til mit arbej­de tæt på Chri­sti­ans­borg. En lig­nen­de sam­men­kæd­ning af “fol­ket” og kli­ma­kam­pen er tema­et for Chan­tal Mouf­fes nye­ste bog Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion.¹Chantal Mouf­fe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion: Left Populism and the Power of Affects (London/New York: Ver­so, 2022). Jeg skri­ver gan­ske vist “tema­et”, men der er ikke tale om et rent deskrip­tivt fore­ta­gen­de, for en af Mouf­fes hoved­po­in­ter er, at der ikke er nogen natur­lig eller på anden måde given sam­men­hæng mel­lem “fol­ket” som sub­jekt og en poli­tisk sag som kli­m­a­spørgs­må­let. Tvær­ti­mod: Fol­ket eksi­ste­rer ikke bare objek­tivt der­u­de, klar til at bli­ve akti­ve­ret, men må ska­bes i en poli­tisk kamp. Den­ne kamp fore­går typisk imod en eli­te med mod­sa­t­ret­te­de inte­res­ser, og gan­ske sigen­de var desti­na­tio­nen for “Fol­kets kli­ma­march” da også Chri­sti­ans­borg – mag­tens cen­trum. Fol­ket kon­stru­e­res alt­så i en bestemt poli­tisk diskurs.²For en dis­kus­sion af, hvor­dan “fol­ket” i øvrigt kon­stru­e­res i dansk poli­tik, se fx Silas Mar­ker, “Met­te Fre­de­rik­sen og Inger Støj­bergs patent på ‘fol­ket’ er kun til låns”, Altin­get, 30. janu­ar 2023; Silas Mar­ker, “ ‘Dan­mark er dan­sker­nes land’: Høj­re­po­puli­stisk dis­kurs i Dan­mark”, Poli­tik 23, nr. 1 (2020): … Continue reading Her er Mouf­fes nye­ste bog (lige­som sin for­gæn­ger For a Left Populism) ikke bare en ana­ly­se af den­ne dis­kurs, men en sprog­hand­ling i dis­kur­sen, som for­sø­ger at kon­stru­e­re en fol­ke­lig kamp, som sam­ti­dig er en kli­ma­kamp.

Chan­tal Mouf­fe er en tæn­ker til tiden. Af tiden. Med Hege­mo­ny and Soci­a­list Stra­te­gy fra 1985 for­mu­le­re­de hun og Erne­sto Laclau en filo­so­fi for en ven­stre­fløj, der ikke læn­ge­re kun­ne reg­ne med den selv­be­vid­ste arbej­der­klas­se, histo­ri­ens imma­nen­te logik eller Par­ti­et. Da Mouf­fe 33 år og adskil­li­ge bøger sene­re udgav For a Left Populism,³Chantal Mouf­fe, For a Left Populism (Lon­don: Ver­so, 2018). red den på ryg­gen af et ven­strepo­puli­stisk spø­gel­se, der gik gen­nem Euro­pa i form a La Fran­ce Insou­mi­se i Frank­rig, Pode­mos i Spa­ni­en, Ber­nie San­ders i USA og Jere­my Cor­byn i Stor­bri­tan­ni­en. Den nu 79-åri­ge bel­gi­ske filo­sof, som har tæt kon­takt med fle­re af de ven­strepo­puli­sti­ske ledere,⁴Og skrev sam­men med dem. Se fx Íñi­go Errejón & Chan­tal Mouf­fe, Pode­mos: In the Name of the Peo­ple (Lon­don: Lawren­ce & Wis­hart, 2016). fun­ge­re­de den­gang som den sto­re kar­to­graf, der opteg­ne­de det poli­ti­ske land­skab og udpe­ge­de vej­en til sejr for det nye pro­g­res­si­ve pro­jekt. Selv­om den var et teo­re­tisk værk, var den i lige så høj grad et poli­tisk mani­fest. Med Lou­is Alt­hus­sers udtryk kan man sige, at den var en teo­ri, som også sam­ti­dig var en prak­sis. Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion kan ses som end­nu et for­søg på at skri­ve en bog med den­ne ambi­tion.

Nye tider

Men måske kom For a Left Populism for sent. I 2019 tab­te Cor­byn det bri­ti­ske par­la­mentsvalg med det dår­lig­ste valg for Labour siden 1935. San­ders er næp­pe emne for end­nu et præ­si­dentvalg i USA. Det ellers så system­bry­den­de Pode­mos er på lan­ge stræk ble­vet et hale­hæng til den sid­den­de soci­al­de­mo­kra­ti­ske rege­ring i Spa­ni­en. Og man kun­ne bli­ve ved. Ven­strepo­pulis­men – der i Mouf­fes bøger præ­sen­te­res som noget nær den ene­ste vej frem for ven­stre­fløj­en – miste­de til­sy­ne­la­den­de sin vind i sej­le­ne.

Men Mouf­fe er som sagt en tæn­ker af tiden og til tiden. I Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion opda­te­rer hun For a Left Populism til det nye årti, og den er net­op et svar på ven­strepo­pulis­mens kri­se i star­ten af 2020’erne, præ­cis som Hege­mo­ny and Soci­a­list Stra­te­gy var et svar på ven­stre­flø­jens kri­se i 1980’erne. Bogen er med sine blot 71 sider (eks­kl. noter) den kor­te­ste hidtil fra hen­des hånd, men det er som altid impo­ne­ren­de, hvor meget kar­to­gra­fen Mouf­fe for­mår at vise på ét kort. Dén opga­ve bli­ver måske nem­me­re af, at hun ikke udvik­ler en ny teo­ri, men i ste­det bru­ger sin eksi­ste­ren­de teo­ri til at kom­men­te­re og ana­ly­se­re sam­ti­den, hvor­for gar­ve­de Mouf­fe-læse­re vil fin­de man­ge gen­ta­gel­ser fra tid­li­ge­re bøger. Det er dog værd at pege på en ræk­ke nye, væsent­li­ge poin­ter.

For det før­ste sva­rer hun på kri­tik­ken af ven­strepo­pulis­men. Det kom­mer jeg til­ba­ge til om lidt. For det andet adva­rer hun mod at foku­se­re alle kræf­ter på at bekæm­pe høj­re­po­pulis­men, selv­om den er en oplagt sky­de­ski­ve. I ste­det er det nu neoli­be­ra­lis­men, der er hovedmodstanderen.⁵Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 15. Det kan vir­ke som et over­ra­sken­de bud­skab i en tid præ­get af frygt for, hvad høj­re­po­puli­ster som Donald Trump kan fin­de på. Især taget i betragt­ning, at hun selv ret­te­de skyt­set mod høj­re­po­puli­sti­ske par­ti­er i On the Poli­ti­cal og For a Left Populism. Men det­te skyl­des, at høj­re­po­pulis­men gene­relt står rela­tivt svæk­ket sam­men­lig­net med tid­li­ge­re (selv­om den langt fra er deci­de­ret svag). Der­u­d­over har neoli­be­ra­le rege­rin­ger ver­den over med COVID19-pan­de­mi­en som bagtæp­pe på ny legi­ti­me­ret sig selv som garan­ter for nød­ven­dig­he­dens poli­tik i en kri­se­tid. Sam­ti­dig har rege­rin­ger­ne til­ladt de sto­re tech-gigan­ter at få sta­dig stør­re kon­trol med vores liv og end­da hjul­pet dem med det gen­nem offent­lig støtte.⁶Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 15–16. Mod­sat Gio­r­gio Agam­ben mener hun dog ikke, at cor­o­na­pan­de­mi­en var kon­stru­e­ret af ver­dens rege­rin­ger for at øge kon­trol­len med befolk­nin­gen – men den har uden tvivl været en for­del for det neoli­be­ra­le hegemoni.⁷Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 15; For en dis­kus­sion af Agam­bens posi­tion vedr. cor­ona­kri­sen, se fx Silas Mar­ker, “Teo­ri­ens elen­dig­hed”, Efter­tryk, 31. marts 2020. Her er høj­re­po­pulis­men iføl­ge Mouf­fe mest af alt et symp­tom på neoli­be­ra­lis­mens afpo­li­ti­se­re­de tek­no­kra­ti – et tegn på, at det poli­ti­ske (for­stå­et som kon­flik­ter, pro­te­ster og fol­ke­lig mobi­li­se­ring) altid vil hjem­sø­ge de leven­de.

En tred­je måde, hvor­på Mouf­fes sene­ste værk adskil­ler sig fra de tid­li­ge­re, består i den cen­tra­le rol­le, som hun til­læg­ger kli­ma- og mil­jø­be­væ­gel­sen, der i hen­des tid­li­ge­re tek­ster næsten ude­luk­ken­de bli­ver nævnt sum­ma­risk i oprems­nin­ger af de såkaldt nye soci­a­le bevæ­gel­ser. Søger man kil­den til grund­læg­gen­de poli­tisk for­an­dring, gør man klogt i at kig­ge i ret­ning af de akti­vi­ster, der besæt­ter sko­ve, blo­ke­rer hav­ne og for­hin­drer opsæt­nin­gen af rør­led­nin­ger ver­den over. Mod­sat hvad man kun­ne tro, bety­der det dog ikke, at de grøn­ne bevæ­gel­ser er “den nye arbej­der­klas­se”. Mouf­fe er sta­dig imod at udpe­ge et pri­vil­e­ge­ret histo­risk sub­jekt. Det hand­ler i ste­det om kon­flikt­linjer. Hun argu­men­te­rer for, at der i de øko­lo­gi­ske kri­ser er så sto­re inter­es­se­mod­sæt­nings­for­hold på spil, sam­ti­dig med at kri­ser­ne er så alt­om­sig­gri­ben­de, at kli­ma- og mil­jøkam­pen udgør en oplagt akse at ska­be et mod­sæt­nings­for­hold mel­lem “fol­ket” og “eli­ten” omkring.

Ven­strepo­pulis­mens fal­lit?

Så vidt kor­tet – til­ba­ge til ter­ræ­net. Her har væsent­li­ge ven­strepo­puli­sti­ske flagski­be som nævnt lidt tragi­ske ski­b­brud siden For a Left Populism, hvil­ket for­ud­si­ge­ligt har givet anled­ning til udbredt kri­tik af Mouf­fes projekt.⁸Se fx Mat­t­hi­as Dres­sler-Breds­dorf, “Noget kun­ne tyde på, at ven­strepo­pulis­men er nået til vejs ende”, Infor­ma­tion, 16. decem­ber 2022. De bevæ­gel­ser, Mouf­fe gen­nem tiden har brugt til at prom­ove­re sin teo­ri, har ikke holdt, hvad de har lovet. Til det har Mouf­fe fire svar. For det før­ste er det åben­lyst, at det gode skib M/S Ven­strepo­pulis­men har haft en ubarm­hjer­tig med­fart i cor­ona­kri­sens orkan af auto­ri­tet­stro, tryg­heds­be­hov og ral­ly aro­und the flag-effekter.⁹Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 5; se også fx Silas Mar­ker, “ ‘På grund af cor­o­na’: Cor­o­na er en mester­sig­ni­fi­ant”, Kforum, 13. sep­tem­ber 2021. Det etab­le­re­de system lyk­ke­des under pan­de­mi­en med at isce­ne­sæt­te sig selv som løs­nin­gen på kri­sen, hvil­ket også høj­re­po­pulis­men har mær­ket. For det andet er den ven­strepo­puli­sti­ske kamp – i Anto­nio Gramscis ter­mer – ikke en bevæ­gel­ses­krig men en stillingskrig:¹⁰Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 4; For begre­ber­nes oprin­del­se, se fx Anto­nio Gramsci, Fængsels­op­teg­nel­ser i udvalg, overs. Gert Søren­sen (Køben­havn: Muse­um Tuscu­la­num, 1991), 49. Ven­strepo­pulis­men adskil­ler sig net­op fra den tra­di­tio­nel­le, revo­lu­tio­næ­re marxis­me ved, at den sto­re for­an­dring ikke sker i ét stort, alt­omvæl­ten­de ryk, men gen­nem en lang og pågå­en­de trans­for­ma­tion af kul­tur og kon­sensus i sam­fun­det.

For det tred­je kri­ti­se­rer Mouf­fe fle­re af de ven­strepo­puli­sti­ske bevæ­gel­ser for at for­la­de sku­den før tid. Cor­byns kampag­ne i 2019, skri­ver hun, “end­te på grund af inter­ne stri­dig­he­der med at frem­læg­ge et velud­byg­get pro­gram med en lang liste af gode poli­tik­for­slag, men den for­søg­te ikke at væk­ke affek­ter. Pro­gram­met fulg­te devi­sen ‘stem på os, så vil vi give dig dét og dét og dét’, alt sam­men pro­gres­siv poli­tik men frem­sat på en ‘kli­en­ti­li­stisk’ måde”.¹¹Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion (egen oversættelse). Boris John­sons kon­ser­va­ti­ve par­ti hav­de omvendt nog­le let­for­stå­e­li­ge paro­ler som “Take back con­trol” og “Get Bre­xit Done”, som appel­le­re­de til den bre­de befolk­nings følel­ser og iden­ti­tet, præ­cis som ven­strepo­puli­ster­ne bur­de have gjort. Net­op affek­ter­nes kraft er et af hoved­te­ma­er­ne i den nye bog. Som sæd­van­lig er den libe­ra­le deli­be­ra­ti­ve demo­kra­ti-teo­ri i skud­linj­en: Den giver med sit fokus på ratio­nel­le begrun­del­ser og viden­skab ikke plads til affek­ter, iden­ti­te­ter og kon­flik­ter i politik.¹²Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 20. Men hoved­må­let for Mouf­fes kri­tik i Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion er ven­stre­fløj­en, som iføl­ge hen­de begår den sam­me fejl som libe­ral­de­mo­kra­ter­ne ved at ned­vur­de­re affek­ter­ne. Den “ratio­na­li­sti­ske ven­stre­fløj”, lyder hen­des påstand, ser ned på de bor­ge­re, som til­træk­kes af høj­re­po­puli­ster­nes appel til frygt, had og vre­de. Ikke desto min­dre har høj­re­po­pulis­men bed­re end ven­stre­fløj­en for­stå­et en vig­tig poin­te fra Spi­noza, som Mouf­fe fle­re gan­ge ven­der til­ba­ge til: Hvis du vil for­dri­ve en affekt, skal du gøre det med en end­nu stær­ke­re affekt.¹³Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 46.

Ende­lig er der trods alt grund til opti­mis­me, hvis man spør­ger Mouf­fe: Bla­ck Lives Mat­ter, The Sun­ri­se Move­ment, inter­sek­tio­nel femi­nis­me, Gre­ta Thunberg og Fri­days for Futu­re arti­ku­le­rer alle et hand­le­kraf­tigt fæl­les­skab cen­tre­ret om soci­al ret­fær­dig­hed og en anta­go­nis­me til en eli­tær-oligar­kisk position.¹⁴Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 52–53. Selv hvis man kig­ger på den tra­di­tio­nel­le ven­strepo­pulis­me (tænk at tiden går så stærkt, at man alle­re­de kan kal­de den det …), er der grund til håb. San­ders er ble­vet afløst af bevæ­gel­sen omkring poli­ti­ske figu­rer som Ale­xan­dria Oca­sio-Cor­tez, og La Fran­ce Insou­mi­se-lede­ren Jean-Luc Mélen­chon for­mår at sam­le en sta­dig stør­re bevæ­gel­se bag sig og var til præ­si­dentval­get i 2022 tæt­te­re end nogen­sin­de på at gå vide­re til anden val­grun­de. Så måske der alli­ge­vel er land i sig­te fra et Mouf­fe-per­spek­tiv.

Soci­a­lis­me for­u­de?

Mouf­fe er ikke kun en tæn­ker af tidens sam­fund, men også en nytæn­ker af det ven­stre­o­ri­en­te­re­de pro­jekt. Hvis man søger en udog­ma­tisk til­gang til soci­a­lis­men, er hen­des bøger – og sær­ligt Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion – et godt sted at kig­ge. Men det rej­ser også et spørgs­mål: Kan det bli­ve for meget af det gode? Fle­re ste­der i bogen synes hun at argu­men­te­re for, at soci­a­li­ster helt skal afsvær­ge sig soci­a­lis­men og anti­ka­pi­ta­lis­men som paro­le og i ste­det tale om soci­al ret­fær­dig­hed (soci­al justi­ce).¹⁵Se fx Mouf­fe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 32–33. Selv læse­re af udog­ma­tisk soci­a­li­stisk obser­vans vil her kun­ne mær­ke en vis angst for at skyl­le bar­net ud med bade­van­det, hvil­ket ikke er uvant blandt ruti­ne­re­de Mouf­fe-læse­re. Er det “til­stræk­ke­ligt” for at være soci­a­list, at man bak­ker op om Gre­ta Thunberg og AOC? Skal vi bli­ve i den mari­ti­me meta­forik, kun­ne man spør­ge, hvor man­ge dele af et skib, man kan skif­te ud, og sta­dig kal­de det det sam­me skib?

Deci­de­ret revo­lu­tio­næ­re marxi­sti­ske eller anar­ki­sti­ske læse­re vil måske end­da give helt op, når de læser, at vi ikke skal bry­de med det “plu­ra­li­sti­ske libe­ra­le demokrati”,¹⁶Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 4. eller at kapi­ta­lis­men ikke skal “smadres”, men der­i­mod ero­de­res og for­dri­ves gen­nem “ikke-refor­mi­sti­ske reformer”.¹⁷Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 66. Dis­se refor­mer blev alle­re­de anty­det i For a Left Populism, men vi får desvær­re hel­ler ikke her i opføl­ge­ren at vide, hvad de går ud på, og hvor­dan vi kom­mer hen til dem.

Den slags tvivl og ambi­va­len­ser har været et grund­læg­gen­de vil­kår for enhver læser af Mouf­fe, der er sko­let i marxis­men, lige siden man i 1985 kun­ne læse, at ven­stre­fløj­en bur­de opgi­ve at have et “pri­vil­e­ge­ret subjekt”;¹⁸Ernesto Laclau & Chan­tal Mouf­fe, Hege­mo­ny and Soci­a­list Stra­te­gy: Towards a Radi­cal Demo­cra­tic Poli­ti­cs, Second edi­tion (Lon­don: Ver­so, 2014), 77. at “fol­ket” og “mas­sen” er lige så vig­ti­ge begre­ber som “arbejderklassen”;¹⁹Laclau & Mouf­fe, Hege­mo­ny and Soci­a­list Stra­te­gy, 52. og at “den poli­ti­ske prak­sis kon­stru­e­rer de inte­res­ser, den repræsenterer”.²⁰Laclau & Mouf­fe, Hege­mo­ny and Soci­a­list Stra­te­gy, 107. Det hele kom­mer sig af Mouf­fes (og Laclaus) til­slut­ning til den såkald­te post­marxis­me. Post­marxis­men er en kri­tisk gen­læs­ning af Marx i lyset af teo­ri­en efter Marx – Gramsci, Der­ri­da, Lacan, post­struk­tu­ra­lis­men et cete­ra – og bevæ­gel­ser­ne i sam­me peri­o­de, for eksem­pel ung­doms­op­rø­ret, kvin­de­be­væ­gel­sen, bor­ger­ret­tig­heds­be­væ­gel­sen, og anti-atom­kraft­be­væ­gel­sen, for ikke at næv­ne nuti­dens kam­pe for antira­cis­me, femi­nis­me og kli­ma. Men i ste­det for at “for­la­de” Marx nær­stu­de­rer Mouf­fe og post­marxis­men mar­gi­ner­ne af Marx’ vær­ker og leder efter de indre spæn­din­ger og mod­sæt­nin­ger – den dia­lek­tik, kun­ne man måske sige – der er på spil i hans tek­ster for at kun­ne læse dem bed­re og til gavn for nuti­dens pro­g­res­si­ve bevægelser.²¹For vide­re udbor­ing af begre­bet om post­marxis­me, se Erne­sto Laclau, New Reflections on the Revo­lu­tion of Our Time (Lon­don ; New York: Ver­so, 1990), 97–135.

Uan­set om man er til reform eller revo­lu­tion, bli­ver man i For a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion som nævnt desvær­re ikke meget klo­ge­re på Mouf­fes “ikke-refor­mi­sti­ske” refor­mer. Det hav­de ellers været pas­sen­de at bevæ­ge sig ned på et mere kon­kret, poli­tisk niveau i en bog, som har ambi­tio­ner om ikke blot at være et styk­ke teo­ri men til­li­ge en poli­tisk inter­ven­tion. Mouf­fe er ellers ikke i øvrigt ban­ge for at blan­de sig i kon­kre­te poli­ti­ske anlig­gen­der og få jord under neg­le­ne, lige­som hun ikke abon­ne­rer på den type revo­lu­tio­næ­re tan­ke­gang, at kun det bed­ste er godt nok (“revo­lu­tio­nen eller ingen­ting”). Der­for bur­de der ikke være noget i vej­en for at bli­ve mere kon­kret, hvad angår de refor­mer, hun ønsker, samt at dis­ku­te­re poli­ti­ske og stra­te­gi­ske for­de­le og ulem­per ved dem. Den slags dis­kus­sio­ner får vi ingen af, og det bety­der desvær­re, at man­ge af hen­des poli­ti­ske bud­ska­ber får et præg af at være ren paro­le. Der er som nævnt tale om en bog med et meget lavt antal sider, hvil­ket selv­føl­ge­lig alt andet lige er en styr­ke for en tekst, der ger­ne vil læses og bru­ges. Men det er også et tve­æg­get sværd. For det med­fø­rer en ræk­ke begræns­nin­ger og faren for, at tek­sten bli­ver for over­fla­disk.

For­an­dring mod bag­bord

Mouf­fe synes at have ret i, at der bru­ges man­ge res­sour­cer på ven­stre­fløj­en på at defi­ne­re og for­mu­le­re den kor­rek­te poli­tik. At opli­ste poli­ti­ske krav, pro­gram­punk­ter og visio­ner for frem­ti­dens sam­fund og at sik­re sig, at de er udtryk for den ret­te lære. Præ­cis som i Cor­byns pro­gram for 2019. Og lige­som i Labours kampag­ne, “stil­ler [ven­stre­fløj­en] sig sjæl­dent spørgs­må­let om, hvor­dan man kom­mer der­hen, hvor­dan man får folk til at begæ­re dis­se poli­tik­ker” – i mod­sæt­ning til høj­re­po­pulis­men, som net­op har for­stå­et at tale til almin­de­li­ge men­ne­skers begær og frygt.²²Mouffe, Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion, 42–43.

Uan­set poli­tisk obser­vans er det betragt­nin­ger som dis­se, der gør Mouf­fe så inter­es­sant og inspi­re­ren­de at læse; hen­des fokus på, hvor­dan for­an­drin­gen kan ske i prak­sis, samt hen­des insi­ste­ren på at tæn­ke nuti­dens bevæ­gel­ser ind i sit post­marxi­sti­ske ske­ma. Som bekendt bør det for filo­so­fi­en ikke bare hand­le om at for­tol­ke ver­den, men om at for­an­dre den.²³Karl Marx & Fri­edrich Engels, Udvalg­te skrif­ter bind II (Køben­havn: Tiden, 1976), 403. Gen­nem Mouf­fes efter­hån­den man­ge skrif­ter aner man, at hun ikke bare benyt­ter de ven­strepo­puli­sti­ske bevæ­gel­ser til at bekræf­te sin teo­ri, men at hun også skri­ver med den ambi­tion, at de skal kun­ne bru­ge hen­des kor­top­teg­nel­ser i deres navi­ga­tion og prak­sis. Towards a Gre­en Demo­cra­tic Revo­lu­tion er ingen und­ta­gel­se – tvær­ti­mod.