Søren Gosvig Olesen kvitterer venligt for mit seneste indlæg med både en filosofisk artikel1Søren Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023. og et forord2Søren Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant, og til andre, som måske har bedre tid, hvilket kan tjene som forord”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023. til den. Så er det vel kun passende, at mit sidste bidrag til denne kontrovers bliver i form af et efterord.
Det har vist sig at være nemmere at presse vand ud af en sten end at få min gode kollega til at levere belæg for sine alvorlige og aldeles ubegrundede påstande. Han vil hellere beskylde mig for at lave fup og svindel, for ikke at læse og måske slet ikke at kunne læse. Og så selvfølgelig gestikulere i retning af en bog, der skulle indeholde alle de efterspurgte begrundelser.
Altså kan vi ikke diskutere substansen (hvis der måtte være en sådan) i Gosvigs anklager om fup og svindel. I stedet vil jeg stille skarpt på noget af det, Gosvig kommer med i stedet for de efterspurgte begrundelser.
Gosvig starter med at sige, at der “ingen grund [er] til at bruge megen tid på de forundringspunkter”,3Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2. han fremfører i sit forrige bidrag, da jeg giver ham ret i dem alle. En lidt overraskende påstand, eftersom jeg i mit indlæg viser, at i hvert fald et par af Gosvigs “forundringspunkter” angår ting, der er sagen uvedkommende – som fx hvorfor jeg ikke nævner, at han citerer Husserl på tysk, eller at han er glad for den og dens læsning af Husserl. Men derfor kan Gosvig jo godt have ret i, at han undrer sig over, at jeg ikke bruger plads på irrelevante ting. Det kan jeg så … øhm … undre mig lidt over, at han undrer sig over.
Men det er slet ikke de punkter, Gosvig har i tankerne i sit nye indlæg. Derimod har han opdaget, at jeg forbigår alt dette her med barmhjertighed (osv.) i tavshed. Det fortolker Gosvig som en stiltiende accept af, at sekundærlitteraturen er ringe. Altså: Jeg nævner det ikke, altså accepterer jeg Gosvigs konklusion. Jeg er sikker på, min gode kollega selv kan se, hvilken kolossal non sequitur dette er. Selvfølgelig accepterer jeg ikke Gosvigs konklusion. Hvordan kunne jeg overhovedet gøre det? Jeg aner jo ikke engang, hvilke sekundære værker, Gosvig har i tankerne, da han ikke refererer til et eneste.
Desuden bemærker Gosvig, at jeg bliver ved med at forlange begrundelser, “som om det var en mulighed i et debatindlæg”.4Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2. Vi skal forstå, at Gosvig her er underlagt et strengt format, der pinedød må bestå af ubegrundede påstande (og mange af dem). Men det er efterhånden ved at være tydeligt, at det kun er Søren Gosvig selv, der pålægger sig disse begrænsninger. Der ikke nogen, der har forhindret Gosvig i at skrive en filosofisk artikel i Paradoks. Tværtimod. Han har fået lov til at udgive det ene “debatindlæg” efter det andet, og nu også en fuldblods artikel – der heller ikke leverer varen.5Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”. Denne artikel, som jeg ikke vil underkaste en nærmere analyse og diskussion her, indeholder efter min mening en temmelig ensidig læsning af Husserl – en læsning der udelukkende betoner det eidetiske element i fænomenologien. Men det er, hvad det er. Mere interessant er … Continue reading Den kan ikke levere varen, eftersom den ikke refererer til et eneste sekundærlitterært værk.
Endelig beklager Gosvig sig over, at jeg ikke vil prioritere at få læst den bog, der tilsyneladende indeholder alle de manglende begrundelser. Men hvorfor ikke præsentere et par guldkorn for Paradoks’ læsere, hvoraf vel kun et fåtal vil være i stand til at læse Gosvigs franske udgivelser? Jeg tror da vist, jeg er kommet med en opfordring eller to. Men nej, der kommer ikke nogen begrundelse for noget, heller ikke selv om Gosvig som nævnt efterhånden har udgivet tre halvlange indlæg samt en lang filosofisk artikel på dette sted – og lur mig, om ikke der kommer mere fra hans hånd. Med andre ord: Der gives masser af plads til at levere det efterspurgte – særligt nu, hvor det er blevet klart, at “fænomenologien” for Søren Gosvig er begrænset til Husserls fænomenologi.6Jf. bemærkningerne om Heidegger og Merleau-Ponty i Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, ¶5. Så er tidsskriftsformatet slet ikke så skævt endda.
Herefter tager Gosvigs nye indlæg en interessant drejning. Gosvig er overrasket over, at jeg kalder hans beskyldninger om fup, svindel, dumpekarakter, ikke at læse osv. for “grove” og endda bruger ordet “mudderkastning” om dem. Lidt fortørnet bemærker han: “Men det er ikke for groft efter behag at læse hen over passager i den andens tekst, at fejllæse eller slet ikke at læse. Det er heller ikke for groft at beskylde den anden for mudderkastning og mobning”.7Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3. Dog har Gosvig vænnet sig til at blive behandlet på en så aldeles urimelig måde, kan man forstå.
Vi tager den lige i langsom gengivelse: Gosvig siger om utallige filosofiske kolleger, at deres arbejde er fup og svindel – så ringe, at det vil dumpe en eksamen på BA-niveau. Det gør han vel at mærke uden antydningen af belæg eller begrundelse. Når jeg så beder ham om at begrunde påstandene, bliver jeg selv beskyldt for at levere fup og svindel, for ikke at læse osv. Men ve den, der formaster sig til at være så ubehøvlet at kalde Gosvigs beskyldninger for “grove”. Hvad skal man sige? Undskyld? Undskyld for, at jeg kom til at kalde den ganske ubegrundede beskyldning om, at jeg er en bedrager, der ikke kan eller vil læse, “grov” (endda tre gange!). Det er den omvendte verden: War is peace, Gosvig er et uskyldigt offer…
Men i det mindste nærmer Gosvig sig her noget, der minder om en tu quoque, der har lidt bid, kunne man tro. Og så alligevel ikke. For hele Gosvigs bestræbelse går ud på at dømme folk ude af den filosofiske samtale. Andres læsninger af Husserl er ikke tvivlsomme, kritisable eller fejlagtige, men svindel, til dumpekarakter osv. (Undskyld gentagelserne både her og i det følgende. Men Gosvig er ikke den eneste, der føler sig dårligt læst.) Mit ærinde er et ganske andet: Jeg dømmer ikke nogen ude – hverken Gosvig, Ayer eller Smart – men indstiller til, at man holder igen med de ubegrundede skældsord.
Gosvig går videre til at bemærke, at mit indlæg er “affattet i den velkendte stilart følgelig-altså-derfor-tydeligvis-selvsagt. Konklusionsmarkørerne gør det ud for den seriøse argumentation. Og sandt er det, at sådan noget godt kan snyde den ubefarne læser. Dem finder man i filosofiske miljøer, hvor man bilder de studerende ind, at deres skoling går ud på at lære at argumentere og ikke på at lære at læse og skrive”.8Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3.
Bemærk først det falske dilemma: Som om vi er nødt til at vælge imellem at lære studerende principperne for lødig argumentation og at lære dem at læse og skrive. Som om det at tilvælge det ene betyder at fravælge det andet. Not so, my dear Gosvig. De skal lære det hele.
Nå, men min gode kollega har i hvert fald ret i, at der er noget her, der måske kan vildlede den uerfarne læser. Dog vil filosoffer næppe falde for tricket. For husk på, hvorfor argumentmarkørerne er kommet med i mit indlæg nummer to: Fordi Gosvig i første omgang anklager mig for ikke at komme med argumenter overhovedet. Jeg forsøger i mit andet indlæg at tydeliggøre argumentet for min kollega, da han jo havde læst hen over det til at begynde med. Og nu går anklagen så på, at jeg i stedet for argumentation blot fremfører konklusionsmarkører (i en “velkendt stilart”).
Men nej, sådan forholder det sig ikke. Vi tager den én gang til (og nu igen uden konklusionsmarkør): For at begrunde sine påstande skal Gosvig komme med citater fra både primær- og sekundærlitteratur, han skal udlægge dem og forklare, hvorfor sidstnævnte får så radikalt galt fat i førstnævnte, at det er rimeligt at kalde den fup og svindel. Det gør Gosvig ikke. Hans beskyldninger er ubegrundede. Argumentet er gyldigt – endda holdbart – men jeg skal gerne medgive, at det ikke er videre interessant, eftersom Søren Gosvig vel accepterer både præmisser og konklusion. Hvorfor bliver han ellers ved med at bedyre gang på gang, at han skam kun leverer “debatindlæg”? (Nu har han så tilføjet en artikel, der i allerbedste fald leverer en smule af det efterspurgte, og det kun hvis man accepterer Gosvigs meget ensidige læsning af Husserl. Vi har således stadig ikke den fjerneste grund til at tro, at der er hold i Gosvigs beskyldninger.)
I næste afsnit vender Gosvig sig mod mit lille citat fra Husserl. Det anvender jeg i “et bravurnummer”, hvor jeg “leger med argumentet […], at følgelig er den franske fænomenologi humbug”.9Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Bemærk først og fremmest sarkasmen og latterliggørelsen i Gosvigs snak om mit “bravurnummer” – smart nedgørelse af noget, en anden siger eller skriver, uden skyggen af argumentation. Men hvad siger Gosvig så om “bravurnummeret”? Her bliver det hele temmelig mystisk. Først bemærker han, at det “forbliver ubestemt”, hvad der menes med “fransk fænomenologi”.10Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Lige præcis! Og det “forbliver ubestemmeligt”, “[h]vordan man skulle kunne slutte som anført”.11Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Spot on! Endelig skal vi jo – her citerer Gosvig fra mit indlæg nummer to – “have citatet forklaret og kontekstualiseret”.12Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. Genau! Og? Har Gosvig slet ikke forstået pointen? Pointen er jo netop, at man ud fra citatet – der er tilfældigt valgt – intet kan sige om fransk fænomenologis kvaliteter eller mangel på samme. Man er nødt til at forklare, hvad der menes med fransk fænomenologi, hvad citatet siger, hvorledes dette modsiger fortolkningen hos franske fænomenologer osv. osv. Alt dette siger jeg eksplicit i mit indlæg nummer to, men Gosvig synes ikke at ænse noget af det.
Hvis pointen stadig ikke er klar, så gør følgende: Find et citat, hvor Husserl taler om (lad os sige) Wesenserschauung (“væsensskuen”) og konkludér på den baggrund, at fænomenologien (eller den “angelsaksiske fænomenologi”) er fup og svindel. Det er essensen af Gosvigs angreb på den nutidige fænomenologi. Mit lille “bravurnummer” – hvor jeg blot udskifter “nutidig” eller “angelsaksisk” med “fransk” – er et spejl, kære kollega.
I det følgende afsnit begynder Gosvig nu at udbrede sig om, hvad mit lille Husserl-citat handler om. Han synes i den forbindelse, at det er “komisk”, at jeg “ikke bemærker, hvordan Husserls sentens netop handler om læsning”.13Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5. Det er der to grunde til, at jeg ikke nævner. Den første er, at citatet ikke handler om læsning. Det optræder i en kontekst, hvor Husserl afviser, at man kan anklage fænomenologien for “cartesianisme”, som om fænomenologiens “cogito” var en præmis, hvorudfra man kunne deducere sig frem til – og på denne måde “sikre” – erkendelsen af verden. Den anklage er urimelig, da fænomenologien slet ikke søger at sikre noget som helst, men derimod søger at gøre forståeligt – “transcendentalt forståeligt” (“transzendental verständlich machen”).14Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193. Så vidt hvad Husserl faktisk taler om.
Men den anden og langt vigtigere grund til, at jeg ikke kommer ind på, hvad citatet handler om, er, at det er sagen helt uvedkommende. Jeg gentager: Citatet er tilfældigt valgt. Jeg kunne have taget et, hvor Husserl siger noget om en voksdukke eller slottet i Berlin eller væsensskuen – you name it. Genlæs de to foregående afsnit, hvis der er tvivl om, hvad citatet skulle bruges til.
Jeg kan ikke forlade ¶5 uden at nævne følgende gosvigske morsomhed. Søren Gosvig forklarer – “[f]or den, som måtte have forklaring behov”, dvs. sikkert mig – at der ved læsning “ikke forstås den empiriske aktivitet, hvorunder øjnene udfører bestemte bevægelser”.15Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5. Hyggelig lille stråmands-joke, i hvert fald indtil man kommer i tanker om, at alt det her med læsning egentlig ikke er nogen laughing matter, og da slet ikke for Gosvig. Læsning er nemlig helt centralt for den filosofiske disciplin, hvilket Gosvig sjældent forpasser en mulighed for at gøre opmærksom på. Så det, hans lille joke egentlig insinuerer, er, at dem, “forklaringen” er møntet på, aldrig burde have bestået en grunduddannelseseksamen i filosofi.16I ¶10 forsøger Gosvig sig med endnu en morsomhed, der kredser om samme tema: “Det er beklageligt, at Overgaard ikke har tid til at læse. Mon det også er denne travlhed med andre gøremål, som får ham til at overse […]” osv. Tøhø… Rigtig morsomt bliver det aldrig rigtig, i hvert fald ikke for denne læser. Måske er det dette … Continue reading Man fristes til at sige, at løjerne her i sidste ende egentlig er mere grove end sjove, også selv om så hårde ord gør Søren Gosvig fortørnet.
Videre til næste afsnit, hvor Gosvig bedyrer, at det for ham “ikke [handler] om via argumentation at få hvad som helst ud af fænomenologiens klassiske tekster, men derimod om at konfrontere dét hvadsomhelst, som nutidens selverklærede fænomenologer har fået ud af dem, med teksterne selv”.17Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶6. Her skydes de stadig unavngivne nutidige fænomenologer altså i skoene, at det for dem handler om at få hvad som helst ud af de klassiske tekster. Den opmærksomme læser vil bemærke, at dette er en stråmand af reneste aftapning. Tilsyneladende er det af en eller anden grund Gosvig magtpåliggende at få “sentensen” fra Krisis til at handle om læsning. Men der er i hvert fald ingen, for hvem det handler om at “få hvad som helst” ud af teksterne.
Af næste afsnit fremgår det, at “man i dag vil bortforklare, at Husserls fænomenologi også er ontologi”.18Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7. Hvem vil mon det, og hvorfor? Svaret på det første spørgsmål blæser i vinden, men svaret på det andet er noget med, at “fænomenologien skal vises forenelig med såkaldt analytisk filosofi, […] hvor ontologi ikke må betyde andet end antagelser af entiteter i verden og andet pjat”.19Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7. Bemærk for det første latterliggørelsen igen, nu af den såkaldt analytiske filosofi: Den reducerer ontologi til noget “pjat”. Ikke antydningen af forklaring eller belæg – bare den nøgne latterliggørelse. Og desuden: Gosvig skriver, som om analytisk metafysik kan reduceres til Quines “On What There Is”. Man skal ikke læse meget nutidig analytisk filosofi for at indse, at der foregår meget andet end “antagelser af entiteter i verden”. Men tiden er jo knap og alt det der. Det er næppe meget analytisk filosofi, min gode kollega får læst.
Vi får dernæst at vide, at der udfoldes “mange bestræbelser på at bortforklare Husserls væsenslære eller eidetik”,20Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8. tilsyneladende fordi “dette med at tale om væsen er […] noget tungt noget”.21Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8. Atter bygger Gosvig personer af strå. Der er næppe mange, der søger at bortforklare Husserls eidetik, og de få, der måtte gøre det, gør det helt sikkert ikke, fordi det at tale om væsener er “noget tungt noget”.
Videre hævdes det, at unavngivne personer vil gøre Husserl til bevidsthedsfilosof og fænomenologi til bevidsthedsfilosofi, og endda vil “naturalisere” fænomenologien.22Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶9. Hvad det sidste angår er der da endelig i det mindste nogle modstandere af kød og blod – primært franskmænd, sjovt nok – og de har endda udgivet en bog med den sigende titel Naturalizing Phenomenology.23Jean Petitot, Francisco J. Varela, Bernard Pachoud & Jean-Michel Roy (red.), Naturalizing Phenomenology: Issues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science (Stanford, CA: Stanford University Press, 1999). Men er deres perspektiv – hvad vi ellers måtte mene om det – dækkende for sekundærlitteraturen generelt? Keineswegs. Hvad det første angår, så er det igen tvivlsomt, om der overhovedet findes nogen, der vil identificere fænomenologien med bevidsthedsfilosofi. Det må i givet fald dreje sig om et lille mindretal.
Noget ganske andet er, om man seriøst kan hævde, at fænomenologien slet intet har at tilbyde bevidsthedsfilosofien. Hvis vi ved bevidsthedsfilosofi forstår den del af filosofien, der beskæftiger sig med bevidstheden – og det mentale generelt – så har Husserls fænomenologi masser at bidrage med: detaljerede analyser af perception, fantasiforestilling, erindring, tidsbevidsthed, kropserfaring, erfaringen af andre subjekter osv. osv. Analyserne fylder mange tykke bind af Husserliana. Fortæller de os slet intet om bevidsthed? Selvfølgelig gør de det.24Måske er det i denne sammenhæng værd at bemærke, at det lille skrift Die Idee der Phänomenologie, som Gosvig lægger så megen vægt på, er de indledende fem forelæsninger af en omfattende forelæsningsrække, der hovedsageligt handler om perception og kinæstese (oplevelsen af egen kropslig bevægelse). Se Edmund … Continue reading
Gosvigs indlæg indeholder flere afsnit, men der er ingen grund til at fortsætte analysen. Klart står det nu, at mine forsøg på at få min kollega til at begrunde sine grove beskyldninger ikke afføder andet end retoriske kneb og fejlslutninger – samt nye byger af beskyldninger. Denne “fænomenologifejde” har ikke været, og vil aldrig blive, en filosofisk debat. Der er derfor ingen grund til at spilde mere tid – eller blæk – på den.
Mit blæk bliver næppe det sidste i denne lille fejde, men jeg håber, at dette efterord i det mindste kan assistere Paradoks’ læsere med at analysere og evaluere det, der måtte komme. Når Gosvigs næste “debatindlæg” lander, så gælder det om at holde hovedet koldt og skride argumentationsteoretisk frem. For hvert enkelt afsnit bør man rejse spørgsmål som følgende: Er betragtningerne, afsnittet indeholder, overhovedet relevante? Indeholder afsnittet latterliggørelse og andre retoriske gimmicks? Er der nogen egentlige begrundelser for eventuelle beskyldninger og kritiske bemærkninger? Og hvis der er, hvor overbevisende er så de begrundelser, når de renses for retorisk staffage? Fremstiller Gosvig eventuelle modstanderes synspunkter og argumenter korrekt og fyldestgørende? Når Gosvig positionerer sig over for et andet synspunkt, hvor sandsynligt er det så, at dette andet synspunkt rent faktisk svarer til noget, nogen egentlig mener? Ud fra Gosvigs tre indlæg indtil videre at dømme vil en konsekvent fremgang som den foreslåede formodentlig vise, at substansen også i næste indlæg vil være til at overse.
Lad mig slutte af med en ubegrundet påstand (det skulle være så moderne): Selv hvis Søren Gosvig skulle have ret deri, at nutidens fænomenologer modsiger fænomenologiens bogstav – hvad jeg ikke et sekund tror på – så er det sikkert og vist, at Gosvig med sine latterliggørelser, stråmænd og alt det andet, jeg har dokumenteret i dette efterord, er umådelig langt fra ånden i den tidlige fænomenologi.
| 1. | Søren Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023. |
| 2. | Søren Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant, og til andre, som måske har bedre tid, hvilket kan tjene som forord”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023. |
| 3. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2. |
| 4. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶2. |
| 5. | Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”. Denne artikel, som jeg ikke vil underkaste en nærmere analyse og diskussion her, indeholder efter min mening en temmelig ensidig læsning af Husserl – en læsning der udelukkende betoner det eidetiske element i fænomenologien. Men det er, hvad det er. Mere interessant er det, at det af artiklen synes at fremgå, at Husserls forhold til “ontologien” hverken er entydigt eller ukompliceret, hvilket burde give god plads til divergerende tolkninger. Dette harmonerer dårligt med Gosvigs kategoriske udmeldinger i de forskellige “debatindlæg”. |
| 6. | Jf. bemærkningerne om Heidegger og Merleau-Ponty i Gosvig Olesen, “Fænomenologiens genstand”, ¶5. |
| 7. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3. |
| 8. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶3. |
| 9. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. |
| 10. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. |
| 11. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. |
| 12. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. |
| 13. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5. |
| 14. | Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193. |
| 15. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶5. |
| 16. | I ¶10 forsøger Gosvig sig med endnu en morsomhed, der kredser om samme tema: “Det er beklageligt, at Overgaard ikke har tid til at læse. Mon det også er denne travlhed med andre gøremål, som får ham til at overse […]” osv. Tøhø… Rigtig morsomt bliver det aldrig rigtig, i hvert fald ikke for denne læser. Måske er det dette gennemgående, underliggende tema om, at man ikke rigtig er en filosof, fordi man (som Gosvig mod bedre vidende konstant hævder) ikke læser og måske ikke engang ved, hvad læsning er – måske er det det, der lidt ødelægger vitserne for mig? (I øvrigt: Gosvig får også behændigt insinueret, at jeg ikke “tænker”. Jeg giver gerne en øl til den første, der kan udpege den relevante passage.) |
| 17. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶6. |
| 18. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7. |
| 19. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶7. |
| 20. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8. |
| 21. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶8. |
| 22. | Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶9. |
| 23. | Jean Petitot, Francisco J. Varela, Bernard Pachoud & Jean-Michel Roy (red.), Naturalizing Phenomenology: Issues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science (Stanford, CA: Stanford University Press, 1999). |
| 24. | Måske er det i denne sammenhæng værd at bemærke, at det lille skrift Die Idee der Phänomenologie, som Gosvig lægger så megen vægt på, er de indledende fem forelæsninger af en omfattende forelæsningsrække, der hovedsageligt handler om perception og kinæstese (oplevelsen af egen kropslig bevægelse). Se Edmund Husserl, Ding und Raum: Husserliana XVI, red. Ulrich Claeges (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1973). |