Mere af det samme, eller: Filosofi som mudderkastning af Søren Overgaard

I et indlæg i noget, redaktørerne af Paradoks nu kalder “Fænomenologifejden”, svarer min gode kollega Søren Gosvig Olesen¹Søren Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 15. februar 2023. på min kommentar fra d. 13.2.²Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023. Jeg skylder Gosvig tak for svaret, der gør det muligt for mig at uddybe og videreudvikle pointer, der måske ikke var helt udfoldet i min oprindelige kommentar.

Gosvigs indlæg kommer vidt omkring, men de i denne sammenhæng vigtigste punkter er: (1) Gosvig undrer sig over en del ting, jeg skriver i mit indlæg. (2) Han kvitterer på min kritik med en fiks lille tu quoque. (3) Han henviser til tre af sine bøger for de begrundelser, jeg efterlyser i mit eget indlæg. (4) Endelig kommer han med mere af det samme: Grove anklager om fup og svindel, mafiavirksomhed osv. Lad mig gennemgå punkterne fra en ende af.

Jeg starter med den undren, der undrer mig mest: Gosvig forstår ikke, hvorfor jeg ikke nævner, at han skriver, at Ingarden, Patočka og to andre er pålidelige sekundærlitterære kilder.³Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3. Men hvorfor i himlens navn skulle jeg? Jeg nævner to gange, at det ifølge Gosvig er 98% af sekundærlitteraturen, den er gal med. Så kan læseren nok regne ud, at der er to procent tilbage, som slipper gennem nåleøjet. Hvad de relevante forfattere hedder, er vel sagen uvedkommende. Mit indlæg handler ikke om dem. Det handler om de 98% – eller 99% – hvis arbejde, Gosvig stempler som værdiløst (eller det, der er værre).

Det undrer også Søren Gosvig, at jeg ikke nævner, at han faktisk citerer Husserl – endda på originalsproget.⁴Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3. Det kunne jeg skam også godt have nævnt, og måske burde jeg. Men det ville ikke have rokket ved billedet. At Husserl siger et eller andet viser ikke, at størstedelen af sekundærlitteraturen er fup og svindel. Vi skal have citatet forklaret og kontekstualiseret, der skal citater fra sekundære værker på bordet, og vi skal have dem udlagt. Derudover skal det vises, hvordan sidstnævnte citater fordrejer Husserl så grundlæggende, at de end ikke fortjener seriøs diskussion. Og endelig: Søren Gosvigs påstande gælder jo hele fænomenologien. Så samme øvelse burde gentages med Heidegger, Merleau-Ponty osv.

(Hvis der skulle være nogen tvivl om min pointe her, så betragt følgende “gendrivelse” af (lad os sige) 99% af al fransk fænomenologi: Husserl skriver: “Es gilt nicht, Objektivität zu sichern, sondern sie zu verstehen”.⁵Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193. (Frit oversat: “Det gælder ikke om at sikre objektiviteten, men om at forstå den”). Følgelig er den franske fænomenologi humbug! Naturligvis er det noget vrøvl. Og det er det, fordi uden alle de ting, jeg opremser ovenfor, så fortæller Husserl-citatet os intet om den franske fænomenologis kvaliteter eller mangel på samme.)

Gosvig forstår heller ikke, hvordan jeg kan “fejllæse” hans “debatindlæg”, som om det skulle være “en afhandling”.⁶Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶4 og ¶6. Nice one! Der er generelt alt for lidt humor i filosofien, så jeg sætter virkelig pris på denne her “undren”. Tillad mig at fortsætte i det humoristiske spor: At noget sådant ville give anledning til undren, kan man sagtens forstå. Det ville være en fejllæsning af monumentale dimensioner! Min “fejllæsning” var dog knap så kolossal. Jeg forvekslede ikke Gosvigs indlæg med en afhandling, men med en filosofisk artikel. Og den fejl er vel lidt nemmere at forstå, al den stund at Gosvigs indlæg var publiceret i et filosofisk tidsskrift.

Filosofiske artikler – i hvert fald dem, jeg læser – indeholder masser af argumentation og begrundelse. Jeg mindes ikke nogensinde at have læst en, der nøjedes med påstandene. Jeg medgiver gerne, at tidsskriftartikelformatet heller ikke rummer den fornødne plads til at levere det, jeg efterspørger i mit indlæg. Men så må man jo skære konklusionerne til, så de passer til de begrundelser, man har mulighed for at klemme ind – eller hur?

Videre til Gosvigs lille tu quoque: “Overgaard taler om begrundelser og argumenter, men kommer ikke selv med nogen af delene”.⁷Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶6. Men det gør jeg jo. Jeg skal gerne medgive, at argumentet ikke er helt ekspliciteret, opstillet i standardform og alt det der, men jeg gik faktisk også og troede, at Gosvig fint kunne læse filosofiske tekster, der ikke skar alting ud i pap.

Men OK, jeg finder gerne hobbykniven frem: Gosvigs tekst indeholder stort set intet af det, jeg nævner i ¶4 ovenfor (og i ¶3 i mit oprindelige indlæg).⁸Overgaard, “Fup og fænomenologi”. Derfor fremstår hans påstande om fup og svindel helt ubegrundede. Den opmærksomme læser vil bemærke, at der her er en skjult præmis om, at det netop er sådan noget som det i ¶4 nævnte, der skal til for at begrunde Gosvigs påstande. Men den præmis regnede jeg ikke med, at Gosvig ville anfægte. (Hvis nogen er fristet til at gøre det, så bedes de gå tilbage til “gendrivelsen” af fransk fænomenologi i ¶5 ovenfor.)

I stedet for at benytte lejligheden til at begrunde en påstand eller to vælger Gosvig nu at bruge fire afsnit på at berette om, at han skam har leveret alle begrundelserne i tre af sine bøger, hvoraf især én “omhyggeligt gennemgå[r] forvanskningen af fænomenologien”.⁹Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶8. Og hvad så? Er tanken, at når man allerede én gang har leveret begrundelser for sine påstande, så fritager det én for kravet om begrundelse fremover? Så har man tilladelse til at reproducere påstandene ad libitum, uden ledsagende forklaringer eller argumenter? Bevares, hvis det er Søren Gosvigs holdning, så fred være med det. (Måske finder vi her nøglen til at forstå min gode kollegas noget anstrengte forhold til peer review. Filosofiske fagfæller har det jo med slå ned på ubegrundede beskyldninger.)

Jeg må tilstå, at jeg nok ikke vil få læst de tre bøger. Tid er jo en knap ressource, og hvad nu hvis bøgerne – trods Gosvigs forsikringer om det modsatte – bare indeholder mere af det samme? Vores udveksling i Paradoks formår ikke helt at rydde den tvivl af vejen.

Afslutningsvis vil jeg knytte et par bemærkninger til min kollegas særlige måde at debattere på. Synspunkter og tilgange, der ikke harmonerer med Gosvigs egne, er ikke diskutable, kritisable eller forkerte, men simpelthen beyond the pale: fup og svindel, til dumpekarakter osv.

Mit eget indlæg er således bare “mere fup og svindel”.¹⁰Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11. Hvordan det at bede om, at en filosof, der kaster om sig med grove beskyldninger, leverer belæg for dem, skulle kunne være fup og svindel, begriber jeg ikke. Måske er det, fordi jeg gør mig skyldig i “at fejllæse, eller slet ikke at læse” Søren Gosvigs indlæg?¹¹Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11. I sig selv en grov anklage. Og hvad bygger den på? Jo, at der er en stribe ting i Gosvigs tekst, som jeg ikke nævner – fordi de er irrelevante, som vi har set. Og så bygger den på en (indrømmet: virkelig morsom) beskyldning om, at jeg forveksler Søren Gosvigs artikel med en afhandling. Jamen, er det skjult kamera eller hvad?

Søren Gosvigs måde at debattere (eller “debattere”) på er bestemt ikke uden fortilfælde. Et af de mere spektakulære af slagsen findes i en prisopgave, Schopenhauer indsendte til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1839. Schopenhauer karakteriser først den postkantianske filosofiske metode som bestående i at mystificere, snyde og sparke støv op. Dernæst taler han lidet flatterende om Fichte og Schelling, for endelig at omtale en filosof som “langt laverestående” end selv disse to, nemlig “den klodsede, åndløse charlatan Hegel”.¹²“Als Heroen dieser Periode glänzen Fichte und Schelling, zuletzt aber auch der selbst ihrer ganz unwürdige und sehr viel tiefer als diese Talent-Männer stehende plumpe, geistlose Scharlatan Hegel”. Arthur Schopenhauer, Kleinere Schriften, i Sämtliche Werke, Band III, red. Wolfgang Frhr. von Löhneysen (Frankfurt a. … Continue reading

I det 20. århundrede fortsatte nogle analytiske filosoffer i samme rille. A. J. Ayer beskyldte – på baggrund af en meget overfladisk læsning af “Was ist Metaphysik?” – Heidegger for “charlatanisme”.¹³A. J. Ayer, Philosophy in the Twentieth Century (London: Unwin Hyman, 1984), 228. J. J. C. Smart berettede om, at han havde “moments of despair about philosophy when I think about how so much phenomenological and existentialist philosophy seems such sheer bosh that I cannot even begin to read it”.¹⁴J. J. C. Smart, “My Semantic Ascents and Descents”, i The Owl of Minerva: Philosophers on Philosophy, red. Charles J. Bontempo & S. Jack Odell (New York: McGraw-Hill, 1975), 61. Som den amerikanske filosof Lee Braver bemærker: “It is an impressive repulsion, indeed, which needs no exposure to that which repels it”. Se Braver, … Continue reading Der findes vel ikke det skældsord, der ikke er blevet brugt om Derrida. Osv. osv.

Det besynderlige er, at Gosvig tilsyneladende opfatter alt dette som eksempler til efterfølgelse – vi skal bare udse os nogle andre mobbeofre. Jeg kunne ikke være mere uenig. Både mudderet – og kastningen med det – hører hjemme på filosofihistoriens mødding. Skældsordene forgifter og forplumrer den filosofiske samtale. Men det er selvfølgelig bare min – i øvrigt ubegrundede – holdning.

1.	Søren Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 15. februar 2023.
2.	Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023.
3.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3.
4.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3.
5.	Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193.
6.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶4 og ¶6.
7.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶6.
8.	Overgaard, “Fup og fænomenologi”.
9.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶8.
10.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11.
11.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11.
12.	“Als Heroen dieser Periode glänzen Fichte und Schelling, zuletzt aber auch der selbst ihrer ganz unwürdige und sehr viel tiefer als diese Talent-Männer stehende plumpe, geistlose Scharlatan Hegel”. Arthur Schopenhauer, Kleinere Schriften, i Sämtliche Werke, Band III, red. Wolfgang Frhr. von Löhneysen (Frankfurt a. M.: Suhrkamp, 1986), 674f. I øvrigt vurderede Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, at Schopenhauers afhandling ikke var værdig til prisen. Selskabet bemærkede i denne forbindelse, at afhandlingen omtalte flere fremtrædende filosoffer på en så upassende måde, at det ikke kunne undgå at vække berettiget anstød (ibid., s. 814f).
13.	A. J. Ayer, Philosophy in the Twentieth Century (London: Unwin Hyman, 1984), 228.
14.	J. J. C. Smart, “My Semantic Ascents and Descents”, i The Owl of Minerva: Philosophers on Philosophy, red. Charles J. Bontempo & S. Jack Odell (New York: McGraw-Hill, 1975), 61. Som den amerikanske filosof Lee Braver bemærker: “It is an impressive repulsion, indeed, which needs no exposure to that which repels it”. Se Braver, “Analyzing Heidegger: A history of Analytic Reactions to Heidegger”, i Interpreting Heidegger: Critical Essays, red. Daniel O. Dahlstrom (Cambridge: Cambridge University Press, 2011), 235.