Kan psilocybin forbedre vores moral? af Sidsel Marie, Victor Lange

Psilocybin – det primære psykoaktive stof i psykedeliske svampe og trøfler – er i dag et udbredt forskningsfokus. I særdeleshed fordi stoffet har vist lovende effekter på en række psykiske lidelser såsom depression og angst. Mindre undersøgt er psilocybins effekter på individers moralpsykologi og moralkarakter – altså stoffets effekter på de kognitive og affektive dynamikker involveret i menneskers udformning af moralske overbevisninger, beslutninger, perception og relaterede handlinger.

Trods manglen på forskningsmæssigt fokus, så synes psilocybins (og i det hele taget psykedeliske substansers) effekt på moralpsykologi og ‑karakter at have vakt stor interesse hos forskellige samfundsgrupper. Kigger man på miljøet af psykedelika-brugere, synes det at være et udbredt synspunkt, at psykedeliske substanser som psilocybin påvirker individers moralpsykologi positivt. I kvalitative undersøgelser antyder brugere ofte, at brug af psykedelika har ført til erkendelse og forandringer i etisk relevante dimensioner af deres personlighed såsom altruistiske impulser og stærke følelse af forbundenhed til andre individer.¹R. L. Carhart-Harris, D. Erritzoe, E. Haijen, M. Kaelen & R. Watts, “Psychedelics and connectedness”, Psychopharmacology 235, nr. 2 (2018): 547–550.

Et modsat synspunkt var, og er nok stadigvæk, at finde hos de politiske positioner, der drev etableringen af den hårde lovgivning af psykedelika fra slutningen af 60’erne til i dag. En central begrundelse for Richard Nixons war on drugs var, at stoffer som psilocybin korrumperede ungdommen politisk og moralsk. Psykedeliske stoffer forhindrede (især unge) i at varetage deres eget liv og indfri de moralske forpligtelser, de havde som samfundsborgere.²D. Giffort, Acid Revival: The Psychedelic Renaissance and the Quest for Medical Legitimacy (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2020).

I nærværende tekst vil vi forsøge at angribe spørgsmålet om psilocybins indvirkning på menneskers moralpsykologi og moralske karakter ved at belyse emnet igennem den filosofiske ide om “moralsk bioforbedring”. Moralsk bioforbedring henviser til en proces, hvori et individs moralpsykologi og moralske karakter forbedres ved brug af en bioteknologi. Vi skal på ingen måde forsøge at komme med et endegyldigt svar, men blot overordnet strukturere diskussionen og potentielt inspirere til videre undersøgelse. Vi vover dog alligevel den påstand, at anvendelse af psilocybin (under de korrekte omstændigheder) faktisk udgør et seriøst bud på en procedure for moralsk bioforbedring. Det skyldes mere præcist psilocybins evne til at frembringe bestemte prosociale effekter.

Moralsk bioforbedring – udfordringer

Lad os begynde med at kigge på den filosofiske idé om moralsk bioforbedring. Denne idé er i det seneste årti blevet seriøst diskuteret inden for bioetik, og vi skal her bruge den som ramme for vores undersøgelse af psilocybin. Overordnet er idéen således: Moralsk bioforbedring består i en enhver forandring i en agent, A, tilvejebragt på afgørende måde af en bioteknologi, der resulterer i (eller med høj sandsynlighed resulterer i), at A bliver en moralsk bedre agent.³B. D. Earp, T. Douglas & J. Savulescu, “Moral Neuroenhancement”, i The Routledge Handbook of Neuroethics, red. L. Johnson & K. Rommelfanger (Oxfordshire: Routledge, 2017).

Denne idé er åbenlyst forbundet med mange kontroversielle aspekter. Helt overordnet har mange filosoffer erklæret ideen omkring moralsk bioforbedring håbløs af to grunde:⁴B. Beck, “Conceptual and practical problems of moral enhancement”, Bioethics 29, nr. 4 (2015): 233–240.

For det første er det blevet påpeget, at eftersom der er så stor moralsk uenighed mellem enkeltindivider og samfund om, hvad der tæller som rigtige og forkerte moralske handlinger, så findes der ikke nogen ukontroversiel og alment accepteret idé om, hvad en god eller forbedret moralsk karakter består i. Det synes at være en rimelig bekymring. Moralsk karakter har været et filosofisk kontroversielt emne siden den antikke filosofi.⁵M. Homiak, “Moral Character”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2019 Edition), red. E. N. Zalta. Der er heller ingen tvivl om, at religiøse og filosofiske moralsystemer er dybt uenige om, hvad der tæller positivt for en moralsk karakter.⁶J. Hare, “Religion and Morality”. i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2019 Edition), red. E. N. Zalta. Mange filosoffer mener altså, at moralsk bioforbedring er et håbløst projekt – for hvordan skal vi kunne forbedre individer moralsk, når der ikke er konsensus om, hvad det betyder? Fortalere for moralsk bioforbedring har ofte forsøgt at imødegå denne udfordring ved at identificere en psykologisk kapacitet, som moralske systemer er enige om eller konvergerer i forhold til som moralsk attraktiv. Eksempelvis har filosoffer foreslået formindskelse eller afskaffelse af racistiske tendenser, forøgelse af kognitive kapaciteter eller bestyrkelse af viljestyrke med den begrundelse, at sådanne kapaciteter ville tælle som moralsk attraktive ifølge de fleste plausible moralteorier.

For det andet har filosoffer påpeget, at moralpsykologiske processer er så komplekse og trækker på så mentale “komponenter” (emotioner, perception, begreber, baggrundsviden etc.), at vi aldrig kommer til at have en praktisk mulig bioteknologi, der præcist kan intervenere i individers psykologi for at optimere deres moralkarakter. Menneskers moralpsykologi, eller moralske karakter, er simpelthen for komplekst et system til at optimere ved teknologiske indgreb. Udfordringen her er altså at finde en bioteknologi, der kan arbejde med individers moralpsykologi og ‑karakter på en tilstrækkelig præcis og kompleks facon.

Prosocialitet

Som løsning på disse to udfordringer har andre filosoffer foreslået, at et lovende mål for moralsk bioforbedring kunne være individers tendens til “prosocialitet “. De understreger, at et sådant fokus på prosocialitet kan imødegå både udfordringen omkring moralsk uenighed og præcis brug af bioteknologi.⁷I. Persson & J. Savulescu, Unfit for the future: The need for moral enhancement (Oxford: Oxford University Press, 2012).

Men hvad menes der her med prosocialitet? Prosocialitet er en hyppigt brugt term i en lang række forskellige videnskabelige litteraturer, heriblandt evolutionær biologi og psykologi, og henviser til en egenskab ved individers attituder og adfærd.⁸K. Jensen, “Prosociality”. Current biology 26, nr. 16 (2016): R748-R752. I kondenseret form kan det forstås således:

Prosocial attitude: En agent, A, har en prosocial attitude over for et individ eller en gruppe, G, i den udstrækning, at A er motiveret for at gavne G.
Prosocial adfærd: En agent, A, handler prosocialt over for et individ eller en gruppe, G, hvis A’s handling er drevet af en prosocial attitude over for G.⁹I begge definitioner antages det, at A og G er ikke-identiske, selvom A (hvis G er en gruppe) kan være medlem af G.

Generelt anses forholdet mellem disse to som forholdsvist tæt, således at man ved at forøge prosociale attituder (alt andet lige) ofte vil forøge prosocial adfærd. Paradigmatiske eksempler på prosociale attituder er empati, sympati, tillid eller en følelse af forbundenhed til andre – mens paradigmatiske eksempler på prosocial adfærd ville være altruisme eller hjælp.¹⁰F. B. de Waal & A. van Roosmalen. “Reconciliation and consolation among chimpanzees”, Behavioral Ecology and Sociobiology 5, nr. 1 (1979): 55–66; F. de Waal, “Morally Evolved: Primate Social Instincts, Human Morality, and the Rise and Fall of ‘Veneer Theory’ ”, i Primates and Philosophers, red. S. Macedo & J. Ober, (Princeton: Princeton University Press, … Continue reading I kontrast til den form for prosocialitet står såkaldte antisociale attituder og adfærd såsom aggression og udnyttelse.¹¹X. Basurto, E. Blanco, M. Nenadovic & B. Vollan, “Integrating simultaneous prosocial and antisocial behavior into theories of collective action”, Science Advances 2, nr. 3 (2016): e1501220.

Som allerede nævnt har nogle filosoffer foreslået, at hvis vi forøger prosociale attituder (og i sammenhæng hermed prosocial adfærd) i et individ, så vil det ofte tælle som en forbedring af individets moralske karakter.¹²Persson & Savulescu, Unfit for the future. Er det et lovende forslag? I så fald må forslaget møde de to overstående udfordringer omhandlende moralsk uenighed og praktisk mulig brug af bioteknologi.

Med hensyn til udfordringen omkring moralsk uenighed har flere forfattere betonet, at prosocialitet faktisk anses som moralsk attraktivt af mange moralteorier. Biologiske og antropologiske forklaringer på udviklingen af menneskets moralpsykologi understreger ofte, at et afgørende aspekt ved menneskers evne til moral kognition og moralske handlinger beror på vores basale evne til at ville gavne andre (i en eller anden udstrækning).¹³C. Boehm, Moral Origins: The Evolution of Virtue, Altruism, and Shame (New York: Basic Books, 2012); P. Kitcher, The Ethical Project (Cambridge, MA: Harvard University Press, 2011); R. Joyce, The Evolution of Morality (Cambridge, MA: The MIT Press, 2007); K. Jensen, A. Vais & M. F. H. Schmidt, “The emergence of human prosociality: aligning with others through … Continue reading Ydermere synes mange religiøse moralske systemer at pege på prosocialitet som moralsk attraktivt, for eksempel kristen eller buddhistisk etik.¹⁴R. Gill (red.), The Cambridge companion to Christian ethics (Cambridge: Cambridge University Press, 2012); Y. D. Mosig, “Wisdom and compassion: What the Buddha taught a psycho-poetical analysis”, Theoretical & Philosophical Psychology 9, nr. 2 (1989). Ligeledes synes mange filosofiske moralteorier at betragte prosocialitet som moralsk positivt – både diverse udgaver af konsekventialisme og dydsetik.¹⁵D. Cummiskey, “Consequentialism, egoism, and the moral law”, Philosophical studies 57, nr 2 (1989): 111–134; R. L. Walker & P. J. Ivanhoe (red.), Working virtue: Virtue ethics and contemporary moral problems (Oxford: Oxford University Press, 2007). Psykologiske studier viser også, at spørger du “almindelige mennesker”, så mener de, at prosocialitet er en afgørende egenskab for moralsk karakter.¹⁶N. Strohminger & S. Nichols, “The essential moral self”, Cognition 131, nr. 1 (2014): 159–171; O. S. Curry, D. A. Mullins & H. Whitehouse, “Is it good to cooperate? Testing the theory of Morality-as-Cooperation in 60 societies”, Current Anthropology 60, nr. 1 (2019): 47–69. Hvis disse overvejelser virkelig holder – og der virkelig er udbredt enighed om prosocialitet som moralsk attraktivt – så er den tilbageværende udfordring at finde en bioteknologi, der på præcis og tilstrækkelig velfungerende måde kan intervenere i forhold til individers tendens til prosocialitet.

Men her ville en del læsere nok opponere, at forholdet mellem moralsk karakter og prosocialitet på ingen måde er så ligefremt som antydet ovenfor. Det er i hvert fald den reaktion, man kan finde i den filosofiske litteratur. Helt overordnet kunne opponenter mod ideen om moralsk bioforbedring igennem prosocialitet fordele sig i tre grupper.

(1) Man kunne opponere, at prosocialitet og moralsk karakter faktisk ikke er forbundet på noget substantielt plan. For eksempel kunne man betone, at moralsk rigtige handlinger ikke er kendetegnet ved prosocialitet, men helt andre egenskaber. Den præmis ville måske falde etiske egoister naturligt, eftersom de mener, at moralsk rigtige handlinger er karakteriseret ved egennytte.¹⁷E. Regis, Jr., “What is ethical egoism?”, Ethics, 91, nr. 1 (1980): 50–62. Måske ville nogle kantianere endda påpege, at moralsk rigtige handlinger ikke er drevet af prosocialitet, men af pligt over for moralloven.¹⁸R. Johnson & A. Cureton, “Kant’s Moral Philosophy”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2019 Edition), red. E. N. Zalta. Forøgelse af prosocialitet ville hermed ikke tælle som moralsk forbedring.

Vi skal ikke behandle denne indvending i nærværende tekst. Argumentationen i teksten her antager simpelthen, at der er en positiv forbindelse mellem prosocialitet og moralsk karakter på et substantielt plan. Er det en stærk antagelse? Måske ikke. Det er værd at overveje, om en moralteori, der ikke mener, at der er nogen substantiel forbindelse mellem prosocialitet og moralsk karakter, virkelig er plausibel. Med andre ord: Kan vi forestille os en adækvat moralteori, der ikke anser motivationen for at gavne andre individer som grundlæggende for mennesket som moralsk væsen?

(2) En anden type af indvending ville betone, at selvom det ligner, at mange moralske teorier og systemer konvergerer på prosocialitet som moralsk attraktivt, så angår denne konvergens kun enighed på et meget overfladisk plan. Kigger vi nærmere, bliver det tydeligt, at moralske teorier og systemer er uenige om, hvilke prosociale attituder og adfærd der er moralsk attraktive. For eksempel ville moralske teorier og systemer såsom utilitarisme og katolsk etik formentligt være dybt uenige om, hvilke prosociale attituder der er moralsk korrekte i forbindelse med abort.

Vi skal heller ikke diskutere denne indvending i dybden her. Vi vil dog påpege to ting. For det første er det værd at nævne, at flere etikere (uafhængigt af denne diskussion) har foreslået, at store moralteorier ofte konvergerer omkring forskellige spørgsmål.¹⁹D. Parfit, On what matters, vol. 1 (Oxford: Oxford University Press, 2011). Måske kan det give håb for, at enighed mellem forskellige moralske teorier omkring prosocialitet som moralsk attraktivt faktisk har en vis dybde.

For det andet: Når vi her påpeger, at mange moralske teorier konvergerer mod prosocialitet som moralsk attraktivt, så hævder vi ikke, at disse teorier er enige om, hvorfor prosocialitet er attraktivt, eller at de altid er enige om, hvilke prosociale attituder der er moralsk korrekte. Derimod hævder vi, at disse teorier meget ofte vil være enige om, hvilke prosociale attituder og adfærd der tæller som moralsk attraktive i en given situation.²⁰Det betyder, at vores forslag har visse ligheder til Beauchamp & Childress’ ide om konvergens mod “mid-level”-principper. Se: T. Beauchamp & J. Childress, Principles of biomedical ethics (New York: Oxford University Press, USA, 2001).

(3) Endelig kunne man opponere, at selvom der ganske vist er en positiv forbindelse mellem moralsk karakter og prosocialitet, så er den alt andet end simpel. Mange filosoffer har fremført en sådan indvending. Sådanne filosoffer har mere eller mindre erklæret sig enige i, at prosocialitet er moralsk attraktivt under mange moralteorier og systemer, men at sagens natur er mere kompleks end som så. Overordnet set har disse filosoffer peget på tre ting:

(3′) Nogle filosoffer har foreslået, at en forøgelse i prosocialitet i et individ kun kan tælle som en forbedring af det individs moralsk karakter, hvis det relevante individ udøver en form for moralsk refleksion i forbindelse med denne prosocialitet.²¹S. Chan & J. Harris, “Moral enhancement and pro-social behaviour”, Journal of Medical Ethics 37, nr. 3 (2011): 130–1; C. Korsgaard, “Morality and the distinctiveness of human action”, i Primates and philosophers: How morality evolved, red. F. de Waal (Princeton: Princeton University Press, 2006): 98–119. Det nytter ikke noget, at vi bare gør individer mere prosociale, punktum. Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt for at forbedre deres moralske karakter. Karaktertræk og handlinger er kun moralsk prisværdige, hvis individet har udøvet en eller anden refleksion i forbindelse med dem. Altså må individer også reflektere over og overveje, hvorfor sådanne prosociale attituder og adfærd er moralsk rigtige.

(3″) I forbindelse med dette har filosoffer også påpeget, at prosocialitet ofte tæller negativt for individers moralsk karakter. Forestil dig, at en gruppe terrorister kaprer et fly, eller at du er dommer og skal afgøre en strafudmåling. I sådanne situationer synes det moralsk rigtige ikke at bestå i prosocialitet, men snarere modsatte tendenser til aggression (til terroristerne) eller en vis følelsesmæssig afstand til de involverede (til de anklagede).²²R. Sparrow, “Egalitarianism and Moral Bioenhancement”, The American Journal of Bioethics 14, nr. 3 (2014): 20–8.

(3‴) Nogle filosoffer har også påpeget, at forøget prosocialitet ofte vil medføre mere uintelligente handlinger. Prosociale attituder som empati, altruisme og tillid er bestemt ikke altid oplagte. Det er åbenlyst rationelt for individer i mange sammenhænge ikke at besidde sådanne prosociale attituder. Hvis vi forøger individers prosociale attituder, ender vi måske med at gøre dem mindre kompetente til at navigere i komplekse sammenhænge i sociale situationer.

Fokus for resten af artiklen er indvending (3) og dens underinddelinger, (3′)-(3‴). Vi vil her foreslå, at man kan strukturere (3′)-(3‴) ved at opstille dem som et sæt af nødvendige betingelser, som bestemmer hvilke typer af prosociale effekter, der kan tælle som forbedring af individers moralske karakter.

Betingelser og psilocybin-faciliterede prosociale effekter

Mere præcist foreslår vi at strukturere (3′)-(3‴) på følgende måde: Forøget prosocialitet i et individ, A, tæller kun som en forbedring af A’s moralske karakter, hvis

A ikke har en social rolle, hvor prosocialitet generelt forhindrer A i at udføre den rolle,
A’s forøgede prosocialitet er (i det mindste delvist) baseret på et genuint ønske om at tilgodese andre individer,
A må på et eller andet tidspunkt have udøvet en moralsk refleksion i sammenhæng med denne forøgede prosocialitet,
A’s forøgede prosocialitet forvolder ingen skade på A’s overordnede intelligens og evne til at navigere i komplekse sammenhænge,
A’s forøgede prosocialitet formindsker ikke et andet moralsk positivt træk ved A på en uacceptabel måde.

Hver betingelse er åbenlyst pakket med disputable antagelser, som vi ikke vil udfolde her. Lad os i stedet kigge på den empiriske forskningslitteratur omkring psilocybin og se, om der helt overordnet er grund til at tro, at psilocybin forårsager prosociale effekter, der tilfredsstiller (i)-(v). Vi vil her hævde, at dette faktisk synes at være tilfældet.

Indledningsvist er det dog vigtigt at betone, at de psykologiske effekter af psilocybin (som andre psykedeliske substanser) ikke kun er bestemt af stoffet i sig selv, men også de omstændigheder hvorunder det tages. I forskningslitteraturen, og blandt psykedelika-brugere, benævnes dette aspekt med termerne “dose”, “set” og “setting”.²³R. L. Carhart-Harris, L. Roseman, E. Haijen, D. Erritzoe, R. Watts, I. Branchi & M. Kaelen, “Psychedelics and the essential importance of context”, Journal of psychopharmacology 32, nr. 7 (2018): 725–731. Termen “set” henviser til det “mindset”, som en bruger af en psykedelisk substans er i før, under og efter brug (er hun stresset, afslappet etc.). Termen “setting” henviser til de sociale, kulturelle og materielle omgivelser som en person er i før, under og efter brug. Endelig henviser “dose” selvfølgelig til den præcise dosering af stoffet, individet indtager. Psilocybins psykologiske effekter afgøres ved et sammenspil mellem dosen af stoffet og så “set” og “setting”. Vi vil her referere til disse variabler som DSS-betingelser. Når vi i det følgende taler om prosociale effekter af psilocybin, så er det underforstået, at disse kun fremkommer ved passende DSS-betingelser.

Genererer psilocybin under de rigtige DSS-betingelser prosociale effekter, der tilfredsstiller (i)-(v)? Og hvis psilocybin genererer sådanne prosociale effekter, er de så længerevarende?

Helt overordnet har psilocybin vist sig at frembringe prosociale effekter. I studier af Roland Griffiths et al. på John Hopkins University blev forsøgspersoner givet 30 mg/70 kg psilocybin. Forsøgspersonerne rapporterede generelle positive psykologiske effekter, heriblandt generelt positive effekter i sociale relationer. Dette indebar, at forsøgspersonerne relaterede mere altruistisk og empatisk til deres omgivelser. Personer tæt på forsøgspersonerne (såsom venner og familiemedlemmer) bekræftede, at der var sket en positiv forandring i forsøgspersonernes sociale adfærd. Imponerende nok var disse positive effekter til stede hele 14 måneder efter forsøget.²⁴R. Griffiths, W. A. Richards, U. McCann & R. Jesse, “Psilocybin can occasion mystical-type experiences having substantial and sustained personal meaning and spiritual significance”, Psychopharmacology 187, nr. 3 (2006): 268–83; R. Griffiths, W. Richards, M. Johnson, U. McCann & R. Jesse, “Mystical-type experiences occasioned by … Continue reading

Andre studier har tegnet et lignende billede. For eksempel synes psykedelisk assisteret terapi at have positive effekter på sociale relationer selv 4,5 år efter brug. Store webbaserede spørgeskemaundersøgelser tyder også på, at psykedelika er forbundet med interpersonel tolerance. Ydermere viser korrelationsstudier, at brug af psykedelika er forbundet med nedsat antisocialitet (såsom nedsat tendenser til vold) og bedre emotionsregulering.²⁵G. I. Agin-Liebes, T. Malone, M. Yalch, S. Mennenga, K. Ponté, J. Guss, A. Bossis, J. Grigsby, S. Fischer & S. Ross, “Long-term follow-up of psilocybin assisted psychotherapy for psychiatric and existential distress in patients with life threatening cancer”, Journal of psychopharmacology 34, nr. 2 (2020): 155–166; H. Kettner, F. … Continue reading

Spørgsmålet er, om disse vedvarende prosociale effekter tilfredsstiller betingelse (i)-(v). Vi vil konkludere, at der er meget, der tyder på det.

Betingelse (i) kræver, at individet for moralsk bioforbedring ikke må udføre en social rolle, hvor forøget prosocialitet generelt er en hindring. Sådanne roller kunne være positioner i domstole, politi eller militær. Det er ikke et problem, der konkret hæfter sig op på psilocybin som moralsk bioforbedring. Betingelse (i) kan tilfredsstilles ved at indsnævre populationen for moralsk bioforbedring til individer, der har en forudgående passende profil.

Betingelse (ii) kræver, at et individs forøgede prosocialitet delvist er baseret på et genuint ønske om at tilgodese det andet eller de andre individer. Den betingelse peger på en vigtig dimension af prosocialitet. Det er almenkendt i evolutionær biologi og socialpsykologi, at individer kan have en prosocial attitude eller adfærd over for et andet individ, men basere denne attitude eller adfærd på en dybereliggende selvisk motivation. For eksempel kan individer hjælpe andre med det formål at sætte dem i et skyldsforhold eller med det formål, at de selv opnår et prestigiøst rygte i deres gruppe. Betingelse (ii) kræver, at hvis en forøget prosocialitet i et individ skal kunne gøre det individ moralsk bedre, så skal denne prosocialitet i det mindste delvist være baseret på et genuint ønske om uselvisk at gavne andre individer.

Frembringer psilocybin prosociale effekter, der synes at have en sådan delvis uselvisk karakter? Det tyder meget på. Majoriteten af forsøgspersoner i de berømte psilocybin-studier af Griffiths et al. rangerede deres psilocybin-oplevelse blandt de fem mest meningsfulde og spirituelle oplevelser i deres liv. Mange rapporterede at opleve en dyb og livsforandrende forbindelse til omverdenen.²⁶Griffiths et al., “Psilocybin can occasion mystical-type experiences”, 268–83; Griffiths et al., “Mystical-type experiences occasioned by psilocybin mediate”, 621–632; Griffiths et al. “Psilocybin occasioned mystical-type experiences: immediate”, 649–665; Griffiths et al., “Psilocybin-occasioned mystical-type … Continue reading Med disse rapporter in mente synes det rimeligt at foreslå, at psilocybin-oplevelser virkelig skaber prosociale attituder i individer, der har en (i det mindste delvis) uselvisk baggrund. Andre forskere har foreslået det samme.²⁷A. S. Gabay, R. L. Carhart-Harris, N. Mazibuko, M. J. Kempton, P. D. Morrison, D. J. Nutt & M. A. Mehta, “Psilocybin and MDMA reduce costly punishment in the Ultimatum Game”, Scientific reports 8, nr. 1 (2018): 8236.

Hvad med betingelse (iii)? Denne kræver, at der skal være en eller anden form for moralsk refleksion forbundet med den øgede prosocialitet, hvis denne skal tælle som en forandring af en persons moralske karakter til det bedre. Genererer psilocybin prosociale effekter, der er koblet til sådan refleksion?

Det er der igen noget, der tyder på. Individer rapporterer meget ofte, at de under psilocybin-oplevelser gennemgår komplekse refleksioner, der indeholder etiske eller moralske tematikker vedrørende deres egen plads i verden og deres relationer til andre mennesker. Sådanne refleksioner omhandler ofte individers egne værdier, også etiske værdier.²⁸A. B. Belser, G. Agin-Liebes, T. Swift, S. Terrana, N. Devenot, H. Friedman, J. Guss, A. Bossis & S. Ross, “Patient experiences of psilocybin-assisted psychotherapy: an interpretative phenomenological analysis”, Journal of Humanistic Psychology 57, nr. 4 (2017): 354–388; T. Noorani, A. Garcia-Romeu, T. Swift, R. Griffiths & M. Johnson, … Continue reading Det synes altså rimeligt at hævde, at de prosociale effekter af psilocybin (under de korrekte DSS-betingelser) indeholder en moralsk refleksiv dimension.

Således når vi til betingelse (iv). Den kræver, at de forøgede prosociale effekter i et individ ikke må skade individets overordnede intelligens og evne til at navigere i komplekse sociale situationer.

Her kan påpeges to ting. For det første berettede individer i de berømte studier af Griffiths et al., at psilocybin-oplevelsen havde skabt en generel positiv forandring i deres liv. Oplevelsen havde med andre ord helt overordnet bidraget positivt til deres liv. Sådanne udsagn kunne med rimelighed fortolkes sådan, at psilocybin ikke påvirkede forsøgspersonernes generelle intelligens negativt (måske endda tværtimod). For det andet tyder nuværende forskning på, at psilocybin bidrager positivt til individers “psykologiske fleksibilitet”. Sådan fleksibilitet angår individers evne til at relatere kognitivt og emotionelt på en måde, der er sensitiv over for de varierende omstændigheder – i stedet for blot at udføre fuldt ud automatiske og habiturede reaktionsmønstre.²⁹A. Davis, F. Barrett & R. Griffiths, “Psychological flexibility mediates the relations between acute psychedelic effects and subjective decreases in depression and anxiety”, Journal of Contextual Behavioral Science 15 (2020): 39–45. Betingelse (iv) synes altså at kunne tilfredsstilles. Psilocybin synes ikke at have nogle negative effekter på intelligens – tværtimod har stoffet, under de korrekte DSS-betingelser, måske endda positive effekter på denne.

Til slut kan vi kaste et hurtigt blik på betingelse (v). Den kræver, at en forøgelse af prosocialitet i et individ ikke må formindske et andet moralsk positivt træk ved det individ på en uacceptabel måde. Her er det værd at nævne, at et nyt studie har peget på, at psilocybin gør folk mere tilbøjelige til at acceptere, at de ikke selv får retmæssig andel i goder.³⁰Gabay et al., “Psilocybin and MDMA reduce costly punishment”, 8236. Mere præcist var forsøgspersoner på psilocybin mere tilbøjelige til at acceptere uretfærdige fordelinger af pengesumme i det såkaldte “ultimatum game” (sammenlignet med individer, der ikke var påvirket af psilocybin). Nogle læsere ville måske pege på dette som en moralsk uheldig tendens og henvise til ideen om “altruistisk straf”. Den slags straf angår en bestemt dynamik i grupper, hvor gruppemedlemmer straffer andre medlemmers uretfærdige brug og fordeling af goder med det formål at vedligeholde moralske normer om fair fordeling af ressourcer. Måske er psilocybin nedsættende for sådanne tendenser til altruistisk straf.

Ideen om “altruistisk straf” og dens forbindelse til psilocybin er en længere diskussion. Vi skal blot pege på to ting her. For det første har intet studie vist, at psilocybin har en vedvarende effekt i forhold til at formindske tendenser til altruistisk straf. I det pågældende studie målte man akutte effekter af psilocybin, altså de psykologiske effekter, psilocybin havde, mens stoffet var direkte aktivt i forsøgspersonen (inden for 24 timer af indtagelse af stoffet). Det kunne altså være, at psilocybin kun nedsatte individers tendens til altruistisk straf, når stoffet var akut aktivt i dem.

For det andet foreslog forfatterne bag studiet selv, at psilocybin nedsatte altruistisk straf, fordi stoffet forstærkede empatiske og sympatiske tendenser i forsøgspersonerne. Med andre ord: Forsøgspersoner på psilocybin var mindre tilbøjelige til at afslå uretfærdige fordelinger af goder, fordi de var mere opsatte på at tilgodese andre. Der er altså måske et trade-off på spil her. Vi kunne stå i en situation, hvor vi måtte prioritere enten altruistisk straf over empati og sympati eller omvendt. Det er ikke entydigt, hvad der ville være mest moralsk attraktivt i en sådan situation. Meget ville afhænge af den enkeltes bagvedliggende moralske synspunkt og tilslutning.

Yderligere spørgsmål

Lad os konkludere: Under de korrekte DSS-betingelser synes psilocybin at frembringe prosociale effekter, der sandsynligvis tilfredsstiller betingelse (i)-(v). Det er her værd at bemærke, at ingen af de nuværende forsøg har arbejdet med DSS-betingelser, der er direkte designet til at facilitere moralsk bioforbedring. DSS-betingelserne har typisk været sat op med henblik på at generere terapeutiske effekter. Sådanne betingelser ville være helt afgørende, hvis psilocybin skulle bruges til moralsk bioforbedring. Det bliver i særdelshed tydeligt, når vi betragter den kendsgerning, at psilocybins moralpsykologiske effekter varierer utrolig stærkt med de DSS-betingelser, hvorunder stoffet tages. For eksempel har antropologiske studier vist, at højreradikale grupper i Tyskland anvender psilocybin for at styrke indbyrdes bånd og aggression mod minoriteter.³¹N. Langlitz, Neuropsychedelia. The Revival of Hallucinogen Research since the Decade of the Brain (Berkeley:University of California Press, 2012); N. Langlitz, “Rightist Psychedelia”, Fieldsights, 21. juli 2020. Dette er naturligvis en moralsk uattraktiv effekt.

Så hvordan burde DSS-betingelser for moralsk bioforbedring ved psilocybin se ud? Vi har selvfølgelig ikke noget svar på det. Dog mener vi, at det spørgsmål, og selve ideen om brugen af psilocybin til moralsk bioforbedring, kræver en forskningsindsats, der belyser og besvarer følgende spørgsmål:

Hvor sikre er vi på, at psilocybin rent faktisk genererer objektivt målbare prosociale effekter – og ikke blot giver individer en følelse af forøget prosocialitet?
Hvis psilocybin genererer objektivt målbare prosociale effekter, hvor langtidsholdbare er de så, og kræver de “boosting” ved mindre doseringer undervejs?
Skal individer under moralsk bioforbedring og den akutte effekt af psilocybin engagere sig i bestemte moralske praksisser (såsom semi-struktureret refleksion og samtale)?
Hvis psilocybin skal bruges til moralsk bioforbedring, skal der så være en “moralsk samtalepartner” eller guide tilstede under psilocybin-oplevelsen for at facilitere moralpsykologiske forandringer?
Positive psykologiske effekter af psilocybin er ofte afhængige af, om individet er i stand til at integrere sin oplevelse (altså er i stand til at implementere den psykedeliske oplevelse på en konstruktiv måde i sin hverdag).³²B. Eisner, “Set, Setting, and Matrix”, Journal of Psychoactive Drugs 29, nr. 2 (1997): 213–216. Sidsel Marie har udført et antropologisk feltarbejde om integration af psykedeliske oplevelser hos psykedelika-brugere i Danmark. Man er meget velkommen til at skrive til hende, hvis man er interesseret i materialet. Hvordan skal denne integration foregå under moralsk bioforbedring?

Konklusion

Vi har undersøgt, om psilocybin under passende DSS-betingelser kan siges at gøre individer moralsk bedre. Vi indledte med at foreslå visse typer af prosocialitet som et plausibelt mål for moralsk bioforbedring. Mere præcist foreslog vi, at sådanne prosociale effekter er et konvergenspunkt mellem et bredt udvalg af plausible moralteorier og ‑systemer. Det er en filosofisk kontroversiel ide og vil kræve yderligere undersøgelser end det, der er tilbudt her. Forbindelsen mellem prosocialitet og moralsk karakter er bestemt kompleks. Ikke desto mindre synes den værd at undersøge.

Vi foreslog herefter at strukturere de typiske filosofiske bekymringer mod ideen om moralsk bioforbedring gennem prosocialitet i form af fem nødvendige betingelser. Vi argumenterede for, at psilocybin, under de korrekte DSS-betingelser, sandsynligvis producerer prosociale effekter, der tilfredsstiller de betingelser. Det er en empirisk kontroversiel påstand og kræver helt klart opbakning fra yderligere forsøgsresultater.

For at binde en sløjfe tilbage til denne teksts begyndelse, så lad os genkalde os de to primære udfordringer for ethvert forslag for moralsk bioforbedring, nemlig den udfordring, at der er for stor moralsk uenighed til, at der findes en ukontroversiel ide om moralsk forbedring, samt den udfordring, at der ikke er nogen bioteknologi, der kan intervenere på et komplekst nok plan til at ændre individers moralpsykologi tilstrækkeligt. Brugen af psilocybin til moralsk bioforbedring kunne møde den første udfordring ved at sigte efter prosociale effekter, der tilfredsstillede betingelse (i)-(v). Derudover ville den møde udfordring to ved at pege på psilocybins holistiske psykologiske effekter og den nuværende evidens for, at stoffet under de korrekte DSS-betingelser virkelig producerer prosociale effekter, der tilfredsstiller (i)-(v).

Men meget ligger hen i det uvisse. Vores ambition i denne tekst har blot været at belyse feltet på et overordnet plan. Herved har vi forsøgt at vise, at psilocybin faktisk ligner et seriøst forslag på et stof anvendeligt til moralsk bioforbedring.

1.	R. L. Carhart-Harris, D. Erritzoe, E. Haijen, M. Kaelen & R. Watts, “Psychedelics and connectedness”, Psychopharmacology 235, nr. 2 (2018): 547–550.
2.	D. Giffort, Acid Revival: The Psychedelic Renaissance and the Quest for Medical Legitimacy (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2020).
3.	B. D. Earp, T. Douglas & J. Savulescu, “Moral Neuroenhancement”, i The Routledge Handbook of Neuroethics, red. L. Johnson & K. Rommelfanger (Oxfordshire: Routledge, 2017).
4.	B. Beck, “Conceptual and practical problems of moral enhancement”, Bioethics 29, nr. 4 (2015): 233–240.
5.	M. Homiak, “Moral Character”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2019 Edition), red. E. N. Zalta.
6.	J. Hare, “Religion and Morality”. i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2019 Edition), red. E. N. Zalta.
7.	I. Persson & J. Savulescu, Unfit for the future: The need for moral enhancement (Oxford: Oxford University Press, 2012).
8.	K. Jensen, “Prosociality”. Current biology 26, nr. 16 (2016): R748-R752.
9.	I begge definitioner antages det, at A og G er ikke-identiske, selvom A (hvis G er en gruppe) kan være medlem af G.
10.	F. B. de Waal & A. van Roosmalen. “Reconciliation and consolation among chimpanzees”, Behavioral Ecology and Sociobiology 5, nr. 1 (1979): 55–66; F. de Waal, “Morally Evolved: Primate Social Instincts, Human Morality, and the Rise and Fall of ‘Veneer Theory’ ”, i Primates and Philosophers, red. S. Macedo & J. Ober, (Princeton: Princeton University Press, 2006), 1–75; F. de Waal, “Putting the altruism back into altruism: the evolution of empathy”. Annual review of psychology 59 (2008): 279–300; F. Trautwein, J. R., Naranjo & S. Schmidt, “Meditation Effects in the Social Domain: Self-Other Connectedness as a General Mechanism, i Meditation – Neuroscientific Approaches and Philosophical Implications, red. S. Schmidt & H. Walach (Cham: Springer, 2014), 175–99.
11.	X. Basurto, E. Blanco, M. Nenadovic & B. Vollan, “Integrating simultaneous prosocial and antisocial behavior into theories of collective action”, Science Advances 2, nr. 3 (2016): e1501220.
12.	Persson & Savulescu, Unfit for the future.
13.	C. Boehm, Moral Origins: The Evolution of Virtue, Altruism, and Shame (New York: Basic Books, 2012); P. Kitcher, The Ethical Project (Cambridge, MA: Harvard University Press, 2011); R. Joyce, The Evolution of Morality (Cambridge, MA: The MIT Press, 2007); K. Jensen, A. Vais & M. F. H. Schmidt, “The emergence of human prosociality: aligning with others through feelings, concerns, and norms”, Frontier in Psychology 5, nr 822 (2014).
14.	R. Gill (red.), The Cambridge companion to Christian ethics (Cambridge: Cambridge University Press, 2012); Y. D. Mosig, “Wisdom and compassion: What the Buddha taught a psycho-poetical analysis”, Theoretical & Philosophical Psychology 9, nr. 2 (1989).
15.	D. Cummiskey, “Consequentialism, egoism, and the moral law”, Philosophical studies 57, nr 2 (1989): 111–134; R. L. Walker & P. J. Ivanhoe (red.), Working virtue: Virtue ethics and contemporary moral problems (Oxford: Oxford University Press, 2007).
16.	N. Strohminger & S. Nichols, “The essential moral self”, Cognition 131, nr. 1 (2014): 159–171; O. S. Curry, D. A. Mullins & H. Whitehouse, “Is it good to cooperate? Testing the theory of Morality-as-Cooperation in 60 societies”, Current Anthropology 60, nr. 1 (2019): 47–69.
17.	E. Regis, Jr., “What is ethical egoism?”, Ethics, 91, nr. 1 (1980): 50–62.
18.	R. Johnson & A. Cureton, “Kant’s Moral Philosophy”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2019 Edition), red. E. N. Zalta.
19.	D. Parfit, On what matters, vol. 1 (Oxford: Oxford University Press, 2011).
20.	Det betyder, at vores forslag har visse ligheder til Beauchamp & Childress’ ide om konvergens mod “mid-level”-principper. Se: T. Beauchamp & J. Childress, Principles of biomedical ethics (New York: Oxford University Press, USA, 2001).
21.	S. Chan & J. Harris, “Moral enhancement and pro-social behaviour”, Journal of Medical Ethics 37, nr. 3 (2011): 130–1; C. Korsgaard, “Morality and the distinctiveness of human action”, i Primates and philosophers: How morality evolved, red. F. de Waal (Princeton: Princeton University Press, 2006): 98–119.
22.	R. Sparrow, “Egalitarianism and Moral Bioenhancement”, The American Journal of Bioethics 14, nr. 3 (2014): 20–8.
23.	R. L. Carhart-Harris, L. Roseman, E. Haijen, D. Erritzoe, R. Watts, I. Branchi & M. Kaelen, “Psychedelics and the essential importance of context”, Journal of psychopharmacology 32, nr. 7 (2018): 725–731.
24.	R. Griffiths, W. A. Richards, U. McCann & R. Jesse, “Psilocybin can occasion mystical-type experiences having substantial and sustained personal meaning and spiritual significance”, Psychopharmacology 187, nr. 3 (2006): 268–83; R. Griffiths, W. Richards, M. Johnson, U. McCann & R. Jesse, “Mystical-type experiences occasioned by psilocybin mediate the attribution of personal meaning and spiritual significance 14 months later”. Journal of psychopharmacology 22, nr. 6 (2008): 621–632; R. Griffiths, M. Johnson, W. Richards, B. D. Richards, U. McCann & R. Jesse, “Psilocybin occasioned mystical-type experiences: immediate and persisting dose-related effects”. Psychopharmacology 218, nr. 4 (2011): 649–665; R. Griffiths, M. Johnson, W. Richards, B. Richards, R. Jesse, K. MacLean, F. Barrett, M. Cosimano & M Klinedinst, “Psilocybin-occasioned mystical-type experience in combination with meditation and other spiritual practices produces enduring positive changes in psychological functioning and in trait measures of prosocial attitudes and behaviors”, Journal of psychopharmacology 32, nr. 1 (2018): 49–69.
25.	G. I. Agin-Liebes, T. Malone, M. Yalch, S. Mennenga, K. Ponté, J. Guss, A. Bossis, J. Grigsby, S. Fischer & S. Ross, “Long-term follow-up of psilocybin assisted psychotherapy for psychiatric and existential distress in patients with life threatening cancer”, Journal of psychopharmacology 34, nr. 2 (2020): 155–166; H. Kettner, F. Rosas, C. Timmermann, L. Kärtner, R. Carhart-Harris & L. Roseman, “Psychedelic Communitas: Intersubjective Experience During Psychedelic Group Sessions Predicts Enduring Changes in Psychological Wellbeing and Social Connectedness”, Frontiers in Pharmacology 12 (2021).
26.	Griffiths et al., “Psilocybin can occasion mystical-type experiences”, 268–83; Griffiths et al., “Mystical-type experiences occasioned by psilocybin mediate”, 621–632; Griffiths et al. “Psilocybin occasioned mystical-type experiences: immediate”, 649–665; Griffiths et al., “Psilocybin-occasioned mystical-type experience in combination with meditation”, 49–69.
27.	A. S. Gabay, R. L. Carhart-Harris, N. Mazibuko, M. J. Kempton, P. D. Morrison, D. J. Nutt & M. A. Mehta, “Psilocybin and MDMA reduce costly punishment in the Ultimatum Game”, Scientific reports 8, nr. 1 (2018): 8236.
28.	A. B. Belser, G. Agin-Liebes, T. Swift, S. Terrana, N. Devenot, H. Friedman, J. Guss, A. Bossis & S. Ross, “Patient experiences of psilocybin-assisted psychotherapy: an interpretative phenomenological analysis”, Journal of Humanistic Psychology 57, nr. 4 (2017): 354–388; T. Noorani, A. Garcia-Romeu, T. Swift, R. Griffiths & M. Johnson, “Psychedelic therapy for smoking cessation: qualitative analysis of participant accounts”, Journal of Psychopharmacology 32, nr. 7 (2018): 756–769; R. Watts, C. Day, J. Krzanowski, D. Nutt & R. Carhart-Harris, “Patients’ accounts of increased ‘connectedness’ and ‘acceptance’ after psilocybin for treatment-resistant depression”, Journal of humanistic psychology 57, nr. 5 (2017): 520–564.
29.	A. Davis, F. Barrett & R. Griffiths, “Psychological flexibility mediates the relations between acute psychedelic effects and subjective decreases in depression and anxiety”, Journal of Contextual Behavioral Science 15 (2020): 39–45.
30.	Gabay et al., “Psilocybin and MDMA reduce costly punishment”, 8236.
31.	N. Langlitz, Neuropsychedelia. The Revival of Hallucinogen Research since the Decade of the Brain (Berkeley:University of California Press, 2012); N. Langlitz, “Rightist Psychedelia”, Fieldsights, 21. juli 2020.
32.	B. Eisner, “Set, Setting, and Matrix”, Journal of Psychoactive Drugs 29, nr. 2 (1997): 213–216. Sidsel Marie har udført et antropologisk feltarbejde om integration af psykedeliske oplevelser hos psykedelika-brugere i Danmark. Man er meget velkommen til at skrive til hende, hvis man er interesseret i materialet.

Moralsk bio­for­bed­ring – udfor­drin­ger

Prosocialitet

Betingelser og psi­lo­cy­bin-faci­li­te­re­de pro­so­ci­a­le effek­ter

Yderligere spørgs­mål

Konklusion

Moralsk bioforbedring – udfordringer

Betingelser og psilocybin-faciliterede prosociale effekter

Yderligere spørgsmål