Hvordan løser vi økologiens kriser? I den offentlige debat virker teknologi, cost-benefit-analyser og social retfærdighed til at være nøgleordene, når vi skal redde klimaet og naturen. Løsningerne skal kunne betale sig, de skal ikke øge uligheden, og teknologien skal i sidste ende redde os. Og det er uden tvivl vigtigt, at pengene passer, at løsningerne ikke rammer alt for økonomisk skævt – tænk bare på de gule veste! – og at teknologien er til det. Det er vigtige indsigter, vi har gjort os de sidste 20 år, men det er også, som om vi stadig mangler svaret på, hvordan vi løser bæredygtighedskriserne. Den gode nyhed er, at vi kan søge hjælp i en tradition, der i manges øjne ikke bare er antik, men decideret antikveret: dydsetikken. Dydsetikken kan nemlig lære os noget om, hvor vigtig menneskers adfærd og subjektive motivationer er for fremtidens grønne løsninger, og hvordan vi ved at oparbejde de rette (dydige) karaktertræk bliver både lykkeligere og handler forsvarligt over for den fælles jord.
Men hvorfor lige dydsetik? Den dydsetiske tradition kigger på menneskets karakter og dets dannelse, og det er helt essentielt at arbejde med disse aspekter af menneskelivet for at forstå og løse de økologiske kriser. Når vi boarder vores fly på vej på sommerferie, ved vi godt, at det belaster klimaet, men vi gør det alligevel. Hvorfor? Dydsetikkens svar er: fordi vi har lyst og ikke har oparbejdet de “rigtige” dyder. Det handler om den personlige motivation. Hvis vi gerne vil ændre på vores handlen, må vi derfor tilvænne os nye motivationer, altså få oparbejdet og trænet andre karaktertræk. Vi er kun så gode og dydige, som vores karakter tillader. Det er dydsetikken i sin essens.
I dette skriv argumenterer jeg ikke for, at alle andre etiske teorier end dydsetikken skal forkastes. Jeg er ikke ude i en “argumentationsboksning”, hvor teorier forsøger at knockoute hinanden, og hvor der kun er én vinder. Jeg håber i stedet på at kunne vise, hvad dydsetikken kan bidrage til i vores forståelse af menneskets rolle i bæredygtighedskrisen.
Gennem hele artiklen skelner jeg mellem mennesket og naturen. Dette distancerende skel er en del af mange menneskers perception af deres verden. Jeg er dog af den klare opfattelse, at mennesket, ligesom alt andet levende, er en del af det overordnede domæne, vi kalder natur. Vi er sammenflettet i den. I en rammende passage skriver den italienske tænker Emanuele Coccia (som tidligere er blevet udlagt i Paradoks’ serie):1Steen Nepper Larsen, “Solen og planternes metafysik – en kritisk læsning af Emanuele Coccias filosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 20. april 2022. “Den luft, vi indånder, er ikke en rent geologisk eller mineralsk substans – den er ikke bare derude, er ikke en simpel virkning af jorden – men er derimod andre levevæsners åndedræt.”2Emanuele Coccia, Planternes liv: Blandingens metafysik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 67. Vi er en del af naturen. Så når jeg skelner mellem mennesker og natur, er der tale om et rent analytisk skel. Måske man tør håbe på, at mennesket en dag kan vende tilbage til et mere nært og symbiotisk forhold til den natur, det er en del af.
Naturen gør os dydige og lykkelige
Dydsetikken har fået en genopblomstring de seneste 30–40 år, og det er især arven fra Aristoteles og hans begreb om lykke (εὐδαιμονία), den kredser om.3Rosalind Hursthouse & Glen Pettigrove, “Virtue Ethics”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy, red. Edward N. Zalta (vinter 2018). I Etikken skrev Aristoteles, at de mennesker, der lever i overensstemmelse med dyden (ἀρετή), er lykkelige.4Aristoteles, Etikken, overs. Søren Porsborg (Frederiksberg: Det lille Forlag, 2009), 102a. I “The Naturalist’s Virtues” skriver den amerikanske filosof Philip Cafaro, at “dydsetik handler om at leve det gode liv […] menneskelig fortræffelighed og menneskelig blomstring er komplementære begreber”.5Philip Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, Philosophy in the Contemporary World 8, nr. 2 (2001): 95. Både Cafaro og Aristoteles sætter lighedstegn mellem det at være et dydigt menneske og det at være et lykkeligere, gladere og mere blomstrende menneske. Det er ud fra denne grundidé, at Cafaro udfolder sin bæredygtige dydsetik (environmental virtue ethics).
Cafaro ser naturen som den målestok, vi skal måle vores dydighed efter, og lykken måles ligeså. Bæredygtighedsdyderne accentuerer lykken, og ved at erkende, at vi har en “oplyst egeninteresse [enlightened self-interest]” i at agere dydigt i forhold til naturen, fremmes miljøbeskyttelse og respekt for naturen.6Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85; Philip Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, i The Routledge Companion to Virtue Ethics, red. Michael Slote & Lorraine L. Besser (Abingdon: Routledge, 2015), 3. Det skal ikke forstås således, at menneskets eneste grund til at passe på naturen beror på selviskhed. Cafaro argumenterer tværtimod for, at naturens værdi og blomstring går hånd i hånd med den menneskelige. De er hinandens forudsætninger. Naturen er oplagt forudsætningen for menneskets trivsel (og i sidste ende overlevelse), men med det givne vilkår, at mennesket eksisterer i naturen, bliver naturen også styrket af, at mennesket forstår dens intrinsiske værdi og dermed passer bedre på den. Gennem en antropocentrisk7Her menes ikke de filosofiske og videnskabelige antagelser om jordens geologiske tidalder, men som kulturelt fænomen og et udtryk for en subjektiv disposition, hvor mennesket sætter sig selv og sine behov i centrum. mentalitet ser vi, ifølge Cafaro, omvendt naturen blot som et middel til at opnå lykke, vi mister vores naturlige forbindelse til vores historie og gør os selv dummere.8Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95. Vi modsætter os dyden og dermed lykken.
Cafaro beskriver to måder, hvorpå vi får en dydig omgang med naturen. Den ene er at anerkende naturens intrinsiske værdi, og den anden er som nævnt at forstå den menneskelige blomstring i forlængelse af et bæredygtigt dydigt liv. Førstnævnte ser han vigtigheden i, men han mener ikke, at det argument overtaler nogen, der ikke i forvejen har den rette tilgang til naturen.9Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97. I stedet appellerer han til, at vi går ud og oplever naturen og herigennem forbedrer vores moralske karakter, såvel som vores æstetiske, fysiske og intellektuelle evner.10Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.
Mennesker drives af deres karakter, som er under evig opbygning. Fordi dydsetikken handler om karaktertræk, moralske dispositioner og motivationer,11Aristoteles har ikke noget begreb om motivation. I den moderne dydsetik optræder begrebet dog, se Rosalind Hursthouse, On Virtue Ethics (New York: Oxford University Press, 1999), kap. 8. som alle er subjektive størrelser, er der en begrænsning i appellen til idealer om det gode, det rigtige eller i den såkaldt analytiske filosofis propositionsgymnastik, der låser argumenter inde i et kognitivt fængsel. Udtrykt med Cafaros ord: “[V]i må huske på, at argumenter kun vil tage os noget af vejen. Meget af arbejdet med at udbrede en stærk bæredygtighedsetik består af følelser og at udvise opmærksomhed og omsorg over for ikke-mennesker”.12Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. Vi bliver ikke dydige af lufttætte argumenter, der måske logisk set holder vand, men samtidig ikke kan leve og ånde, og som man ikke kan mærke i maven. Min pointe er, at det, der derimod kan gøre en forskel, er oplevelser, følelser og fortællinger – alt sammen dele af menneskelivet, der modsætter sig at blive sat på formel. Formålet er derfor ikke at overbevise med argumenter, men at inspirere til at lære af naturen. For i mødet med den vilde natur lærer vi ikke kun naturen at kende, men også os selv. Derfor er et centralt spørgsmål nemlig: Skal vi ikke alle være naturalister?13Termerne “naturalisme” og “naturalist” bliver brugt i mange forskellige sammenhænge og er både en videnskabsteoretisk retning, en kunstnerisk strømning og et andet ord for nudisme. Jeg bruger det ikke på nogen af disse tre måder, men som en karakteristik af en arketype med særskilte værdier og dyder.
Ideen om den grønne idealborger
Ifølge Cafaro er naturalisten et pragteksempel på et dydigt menneske, det vil sige en slags grøn idealborger. Naturalisten er en, der søger indsigt i og skaber et tilhørsforhold til naturen og elsker og værdsætter den.14Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85. Igennem et naturrigt liv med et vedvarende engagement i naturen bliver naturalisten lykkelig, fordi hun opøver en række særskilte dyder.15Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. Her kan man indvende, at der næppe er meget lykkebringende over naturens mere dødbringende sider, for eksempel dødbringende vira og dyr, der spiser mennesker. Man kunne nok med nogen ret sige, at det er noget nemmere at nyde naturen, hvis man er på sikker afstand af dens farlige aspekter. Men den forståelse af naturen, der kommer med engagementet i den, kan give et helstøbt frem for et idylliseret billede. Det er ikke kun den smukke, men også den farlige og destruktive side af naturen, naturalisten vil passe på. For naturalisten ved, at alt i naturen spiller en rolle og indgår i et livsbetingende kredsløb.
Cafaros forståelse af naturalisten bygger på en kapitalisme- og forbrugerismekritisk indstilling, hvor naturens rigdomme er langt vigtigere end økonomisk rigdom.16Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. At forbløffes over naturen, engagere sig i den og påskønne den er noget af det vigtigste, vi kan gøre – ikke at generere og maksimere (økonomisk) vækst. Voldsomt overforbrug og tankeløs skade på klima, miljø og dyreliv stammer fra en ideologi, der giver os en falsk og tom lykkefølelse.17Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95–96. Vi skal derfor være værdsættere frem for forbrugere.18Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. At blive dette kræver en karakterændring: en ændring af vores tilgang, holdninger og motivationer. Denne karakterændring sker kun, hvis vi bliver naturalister.19Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”. Dét, Cafaro giver os – og grunden til, at jeg fremhæver ham – er en redskabskasse til, hvordan vi gennem vanens magt og gentagende træning bliver både dydige og lykkeligere20Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. samt får et godt bånd til naturen:
Jeg hævder, at den aktive udforskning af den vilde natur forbedrer vores liv gennem at opbygge vores karakter, berige vores erfaring, øge vores viden, udvikle vores intellektuelle evner og opfostre fordelagtige, vedvarende forhold med vilde ting og vilde steder. Jeg hævder også, at et liv med mangel på sådanne aktiviteter og forbindelser med naturen, er væsentlig mangelfuldt.21Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.
Et kerneaspekt ved naturalisten er, at hun aktivt udforsker og erfarer den vilde natur, for som person er hun iagttagende, nysgerrig og drager omsorg over for den.22Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–86. Cafaro tager udgangspunkt i amatørnaturalisten frem for den rutinerede videnskabskvinde, og det gør han af forskellige årsager. For det første, så flere kan spejle sig i naturalisten og stræbe efter de samme træk. For det andet, fordi det er vigtigt, at forholdet til naturen bliver subjektivt. Og for det tredje, fordi naturalisten oplever naturen i sin egen ret og ikke af karrieremæssige årsager, eller fordi hun er optaget af jagten på universaliseret viden.23Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–87. I modsætning til vores forestilling om videnskabskvinden er naturalisten sjusket og usystematisk. Men samtidig er hun personligt engageret og drevet af lyst til at udforske og vide mere om naturen.24Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 86. Naturalisten nedskribler sine erfaringer i en lille notesbog, og denne simple handling er vigtig for hendes måde at tilgå naturen på. Når jeg skriver noget ned, som jeg gør i denne artikel, engagerer jeg mig i teksten, udvælger de væsentligste pointer og inddrager mig selv i processen. Jeg giver noget af mig selv til noget uden for mig selv, som jeg således bliver en del af. Det er præcis dét, naturalisten gør – bare med nydelse af at være i naturen i stedet. Denne opmærksomhed på naturen forvandles både til en anerkendelse af naturens intrinsiske værdi og til en oplevelse af selv at blomstre som menneske.25Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93.
Kravet om notesbogen virker umiddelbart som et excessivt detaljeret etisk krav til naturalisten fra Cafaros side. Jeg mener dog, at man kan forstå kravet i en bredere forstand, nemlig at det er en forudsætning for at få opbygget den naturalistisk-moralske karakter, at man vedvarende forholder sig til den ved at sprogliggøre den. Her er nedskrivningen en oplagt vej til denne sprogliggørelse, fordi den kræver et niveau af aktiv refleksion, som man ikke på samme måde vil opnå ved for eksempel blot at sige, hvad der falder én ind. Men denne aktive refleksion kan i princippet foregå på mange måder – for eksempel gennem kunst.
Denne beskrivelse af naturalisten går videre end at sige, at en oplevelse af naturen er lig med erkendelse af en specifik viden. Det er en direkte konfrontation med non-naturalismen, som mener, at menneskelige værdier udgør en autonom sfære, som er afskåret fra naturen. I stedet reflekteres der over naturens værdier og argumenteres for, at de ikke adskiller sig fra det menneskelige værdifællesskab. Det at være i naturen er en nødvendig forudsætning for at blive moralske mennesker i en økologisk sammenhæng, altså at oparbejde bæredygtige dyder. Dermed ikke sagt, at et engagement i naturen er det eneste, der kan oparbejde vores dyder generelt. Der er også andre aspekter (for eksempel sociale og kulturelle) af livet, der opbygger vores moralske karakter. I dette skriv har jeg dog taget de bæredygtige briller på og fokuserer på, hvad vi kan lære af én specifik gren af dydsetikken, hvor naturen er den centrale spiller og spillebane.
Dydens fire ansigter
Man kan med god grund næppe komme uden om begrebet dyd, når man snakker om dydsetik. Dyd er imidlertid noget, mange umiddelbart associerer med puritanisme eller måske en snæver, borgerlig seksualmoral, og det kan være svært for den uindviede at se, hvordan den slags kan løse klimaproblemerne.
Ifølge store dydsetikere som Rosalind Hursthouse og Glen Pettigrove er dyd dog et fortræffeligt karaktertræk og en disposition, der er forankret i sin besidder.26Hursthouse & Pettigrove, “Virtue Ethics”. Cafaros dydsbegreb minder meget om dét: Det er de karaktertræk, der fremmer individuel og kollektiv trivsel og blomstring.27Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. Dyderne er dispositioner til at kunne tackle livets mange facetter; et udgangspunkt, hvorfra ethvert valg bliver truffet. Her ser vi dydsetikkens relevans for økologiens kriser: Deres alvorlighed kalder nemlig på store omvæltninger, og det kan kun lykkes, hvis alle gør deres og lever bæredydigt.
Naturalistens dyder findes i fire kategorier: intellektuelle, æstetiske, fysiske og moralske. Disse dyder forklares bedst gennem et eksempel, da det netop er i den levede erfaring af naturen, vi bliver dydige, snarere end gennem appel til højere principper. Mit eksempel er en svampejagt. Når jeg bevæger mig ud i naturen for at samle svampe, må jeg ofte have god tålmodighed, og det er ikke altid, det lykkes, når jeg bevæger mig rundt blandt træer og fuglekvidder. Det er ikke svært at se, hvordan jeg udvikler mig i løbet af denne jagt. Jeg træner mit tålmod, og jeg ser naturen med et ydmygt sind, fordi jeg bliver klar over, at jeg ikke har et medfødt krav på skovbundens svampe. Men jeg håber ikke desto mindre, at naturen er gavmild denne formiddag. Efter gentagende ture i skoven bliver jeg klogere på, hvor jeg skal lede, og hvordan jeg skelner mellem de forskellige sorter. Gennem tid i naturen udvikler jeg altså både min tålmodighed, tankefuldhed, opmærksomhed og udholdenhed. Men det vigtigste er at tilgå naturen med forundring og ikke at teoretisere naturen for meget, men derimod lade mig forbløffe: En gang i mellem sker det jo, at svampene blomstrer op fra undergrunden og titter frem de mest uventede steder. Naturen har altid noget nyt, man kan undersøge og prøve at forstå.28Cafaros intellektuelle dyder er langt mere kropslige end Aristoteles’, som bliver defineret som visdom, forståelse og kløgt, og som ikke trænes gennem vanen, men gennem belæring. Aristoteles, Etikken, 1102a‑b, 1103a‑b.
Jeg nævnte ovenfor, at tålmodighed er en naturalistisk dyd. Dette er dog aldeles kontekstbestemt. Man kan for eksempel argumentere for, at vi har været alt for tålmodige, hvad angår nødvendige vaneændringer og de politiske beslutninger, der skal træffes i forhold til klimakrisen. Naturalistens tålmodighed angår for mig at se derimod en tålmodighed over for naturen. Biodiversitet tager for eksempel tid. Det tager også lang tid at forstå naturen – det kan ikke klares på en dag. Generelt opfører naturen sig uforudsigeligt og har skyggesider, hvilket også kræver en vis tid og tålmodighed.
Hvor de ovenstående intellektuelle dyder hjælper mig til at forstå verden, giver de æstetiske dyder mig muligheden for at værdsætte den, forstå dens skønhed og skabe nye former for værdi.29Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 90. Jeg lærer at forstå mig selv bedre, når jeg gentagne gange tager på svampejagt. Når jeg går ud, oplever og sætter ord på naturen, går jeg fra et objektivt, observerende blik til et subjektivt. Naturen giver mig redskaber til at udtrykke mig i et nyt sprog: naturens sprog. Naturen skaber både nye oplevelser, men hjælper mig også til at sætte ord på mine allerede eksisterende følelser og erfaringer. Vi finder vores stemme, når vi studerer naturen. At arbejde med naturen åbner på én og samme tid for en værdsættelse af naturen og en kreativ proces med den: “Ligesom det at beskrive naturen som den er,” skriver Cafaro, “er det uendeligt fascinerende at forsøge at indfange vores egne oplevelser, fortolke hvad vi ser videnskabeligt, klargøre vores værdidomme eller skabe nye opfindsomme ord”.30Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91. Det er nærliggende at se for sig, hvordan Krøyer-parret, Holger Drachmann, Anna Ancher og de andre skagensmalere bevægede sig ud til de nordjyske kyster og lod sig inspirere af naturen (og ikke mindst lyset) dér, hvor de opdagede nye måder, farverne på lærredet kunne spille sammen på.
Ligesom naturen både fordrer og udvikler et sundt sind, kræver den en sund fysik. For at opleve og udholde den vilde natur har jeg brug for styrke, udholdenhed og hårdførhed. Hvis jeg på min svampejagt bliver så optaget og fascineret af naturens vidunder, at jeg ikke når hjem til aftensmad, må jeg kunne klare mig derude. Men lige som naturen kræver kræfter af mig, giver den mig også styrke, og den intensiverer mine oplevelser gennem en øget sanselighed og opstemthed.31Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91–92.
I mit ydmyge møde med naturen opnår jeg karaktertræk og oplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået. Gik jeg i stedet til naturen for at drive rovdrift på den eller udelukkende for at bruge den som et middel til et formål, ville jeg ikke opnå den samme betænksomhed og respekt for naturen. Ved ikke at dedikere min fulde opmærksomhed og udholdenhed til naturen på min svampejagt vil jeg aldrig opleve, når den ændrer sig, eller forstå, at den har værdi i sig selv – og jeg vil aldrig forstå, hvor meget værdi den giver mig. Når jeg har oplevet naturen så dybt og inderligt, forstår jeg naturen på dens egne præmisser. Denne forståelse er fuldkommen essentiel for at redde naturen og klimaet, og den kommer af, at vi har dannet et bånd til naturen – et bånd, der er afgørende for, at jeg vil passe på den. For hvis jeg forstår naturen som havende eksistentiel værdi, som naturalisten gør, vil jeg alt andet lige være bedre og mere tilbøjelig til at passe på den.32Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97; Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, 3. Det er derimod sværere at passe på noget, man ikke har et bånd til og ikke kender. Ifølge Cafaro giver naturalistens tilgang til naturen mig en forståelse for vigtigheden af at lade naturen være, som den er. Her vil jeg pointere, at der både kan og skal stilles spørgsmålstegn ved, om det er nok at lade naturen være og nøjes med bare at passe på den. Denne vigtige anke vil jeg komme ind på senere.
Narrativernes potentiale
Cafaro ser et springende potentiale i at opleve naturen gennem det narrative. Som nævnt tager naturalisten noter til sine observationer, og over tid bliver notaterne mere detaljerede og afbilder naturen mere dybdegående. Ved at nedskrive sine oplevelser lægger naturalisten automatisk mærke til flere aspekter ved naturen, hun lærer at skelne mellem dem, og hendes sanser intensiveres. I stedet for at læne sig tilbage i en romantisk svælgen og passiv beundring af naturens skønhed går naturalisten naturen i møde gennem fordybelse og koncentration. Det er denne aktivitet, der oparbejder dyderne og forbedrer vores karakter.
Ved at nedfælde vores oplevelser nærmer vi os de bæredygtige dyder som opmærksomhed, påskønnelse og tålmodighed. Dette er ikke et quick fix, hvor vi efter en eftermiddag i skoven bliver dydige. Vi bliver derimod bedre gennem længere tids træning – både til at sætte ord på naturen og til at lade naturen berige vores ordforråd. Det er først, når vi tilvænner os naturalistens dyder, at vi ændrer vores motivationer, dropper flyrejserne og lever bæredygtigt. Det er kun, hvis dyderne vinder indpas i den brede befolkning, at vi kan skabe den forandring, som de økologiske kriser kalder på.
Kan dydsetikken redde klimaet?
Og her – i kravet om løsningernes brede, folkelige appel – støder vi på den første store svaghed i Cafaros dydsetik. For det er langt fra alle, der kan være med. Som følge af de forholdsvis skrappe fysiske krav og det tidsmæssige aspekt af fordybelsen i naturen må mange se sig overladt til det ikke-dydige liv. Mennesker med et fysisk handicap eller folk, der ikke har råd til at tage fri for at tage i naturen, har ikke mulighed for at få de oplevelser, det kræver for at opbygge naturalistens karakter. Det er ikke hensigtsmæssigt, når vi står over for en global krise, som kræver markante forandringer her og nu. Hvis det kun er en relativt lille del af befolkningen, der kan få et respektfuld forhold til og værdimæssigt fællesskab med naturen, er det svært at se de ønskede konsekvenser. Hvis Cafaro har ret i, at klimaforandringer kræver en karakterændring i mennesker, og denne karakterændring har brug for en gentagende eksponering for naturen, som ikke alle har mulighed for, bliver det svært.
En anden udfordring er den bæredygtige. Det er bæredygtighedsmæssigt uholdbart, at alle skal ud i naturen og blive “vækket” som naturalister. Naturen – især den vilde af slagsen – er en knap ressource, og det er tvivlsomt, at der er nok til alle. Den risikerer derfor at blive udpint af den massive aktivitet. Cafaro beskriver godt nok naturalisten som en, der begrænser sin egen indvirkning på naturen og fraholder sig at gøre naturen fortræd.33Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. Men det er alligevel lettere, når naturalisterne er i fåtal. Han indrømmer selv, at et “overdrevent energiforbrug” af naturen tager hårdt på den.34Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92. Det bliver dog svært at undgå, hvis en tilpas stor mængde skal ud i samme mængde natur. En løsning kunne være at løsne for de skrappe krav: at vi ikke alle behøver at være naturalister, men at vi har brug for agitatorer, der kan inspirere til samme ydmyghed, værdsættelse og respekt for naturens liv. Det kan godt være, vi ikke alle kan komme ud og opleve naturens vidundere, men med hjælp fra de “ægte” naturalister kan vi komme lidt tættere på, og det kan forhåbentlig træne de dyder, som er nødvendige for at være bæredygtige.
Afholdenhed og agens i Antropocæn
Ifølge den Internationale Geologiske Kongres er jorden trådt ind i en ny epoke, nemlig den antropocæne tidsalder.35Rens Van Munster & Maja Felicia Falkentoft, “Politiske udfordringer i den antropocæne tidsalder”, Dansk Institut for Internationale Studier, 12. juni 2017. Navnet kommer fra det græske ord for menneske, ἄνθρωπος, og refererer til, at mennesket har sat dybe fodspor på kloden og gennem sin destruktive aktivitet er blevet en determinerende faktor i Jordens videre udvikling. Mennesket bærer ansvaret for klimakrisen. Med det for øje virker Cafaros løsning utilfredsstillende. Cafaro mener, at vores bæredygtige dyder blot holder os fra at forstyrre, ødelægge, ændre eller begrænse naturen.36Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92–93. Altså udmønter naturalistens respekt og værdsættelse af naturen sig i ren passivitet over for den. Min anke ved dette er, at mennesket har haft så stor en negativ effekt på naturen allerede, at det ikke længere er nok passivt at lade den være. Der skal også gøres noget aktivt. I stedet for at lade den vilde natur være i fred bør vi tage ejerskab over vores destruktion og magt og bruge den til at udbedre vores skade: Vi skal styrke naturen og biodiversiteten.
Den franske filosof Bruno Latour ville kalde den tilbagetrukne tilgang, som Cafaro agiterer for, for environmentalisme og argumenterer i stedet for, at vi skal udarbejde en post-environmentalistisk mentalitet.37Bruno Latour, “Love Your Monsters: Why We Must Care for Our Technologies As We Do Our Children”, red. Michael Shellenberger & Ted Nordhaus, Breakthrough Journal 2, (efterår 2011): 24–25. I stedet for at lade naturen være som den er, skal vi udvide naturens rammer og tage del i enhver handling, der muliggør det. Han skriver: “Fra nu af skal vi stoppe med at piske os selv og eksplicit og seriøst begynde at tale om, hvad vi har gjort hele tiden i en evigt-stigende skala, nemlig at intervenere, agere, ønske og vise omsorg”.38Latour, “Love Your Monsters”, 24. Menneskeheden skal tage ansvar for sine destruktive kræfter og forstå, at der er fare for et sammenbrud uden menneskelig indblanding. Og Latour har ret i, at vi er så langt ude af en tangent, at vi bliver nødt til at tage stærke metoder i brug, og at det er for sent til bare at værdsætte og bibeholde den natur, der er nu. Karaktertræk, der fremmer og udvider den vilde natur, burde derfor være blandt de bæredygtige dyder.
Normalt vil man ikke se Latour som dydsetiker, men man kan læse hans begreb om post-environmentalisme som en mentalitet, vi skal oparbejde. For ham handler det ikke om store idealer eller imperativer, men om hvordan vi skal tilgå verden. Centralt for Latours “etik” er altså vores motivationer. Ved at tilvænne sig den post-environmentalistiske intervenerende og handlende mentalitet tilvænner vi os nogle karaktertræk og et perspektiv, som kan være afgørende for at foretage de nødvendige forandringer, naturen kræver. På den måde kan man med visse forbehold forene Latours post-environmentalisme med Cafaros dydsetik.
Min sidste anke over for det dydsetiske perspektik er selve præmissen om at fokusere på individet. Det individuelle og motivationerne bag individets handlinger er selvfølgelig vigtige, men det nytter næppe meget i det store billede, så længe der stadig pumpes olie op af undergrunden, og multinationale virksomheder driver rovdrift på naturens ressourcer. Det individuelle ansvar kan ikke stå alene, hvis klimakrisen for alvor skal tackles. Her er dydsetikken underudviklet, men det betyder ikke, at den ikke også kan lykkes med det. Det er ikke urealistisk, at dydsetikken kan formulere en fuldbyrdet politisk filosofi, der agiterer for, at samfund og dets ledere oparbejder bæredygtige dyder. I mine øjne er der et latent potentiale i dydsetikken, som ville være oplagt at videreudvikle.
Vejen frem for dydsetikken – og klimakampen
Hvordan løser vi klimakrisen? Der findes ikke noget quick fix, men ikke desto mindre giver Cafaro og dydsetikken os redskaber til at komme tættere på. Ved at gøre som naturalisten og udforske, forstå, værdsætte og sprogliggøre den vilde natur tager vi et skridt tættere på de bæredygtige dyder. Disse bliver en del af vores karakter og kommer dermed til at agere udgangspunkt for fremtidig handlen. Hvis vi opbygger en forståelse for naturen, bliver det alt andet lige sværere at skade eller belaste den. Dydsetikkens styrke i klimakrisen er, at denne tradition forklarer, hvorfor vi handler. Den spørger ind til vores motivationer mere end til, hvilke abstrakte objektive og universalistiske idealer vi skal måle vores handlen ud fra. Som mennesker følger vi nemlig ikke altid vores og etikkens idealer. Det gør dydsetikken i stand til at finde en løsning på, hvordan vi rent faktisk oparbejder bæredygtige handlemønstre: nemlig gennem opbyggelse af den rette karakter med bæredygtige dyder.
Når vi møder naturen på samme måde som naturalisten, bliver vi ikke bare bedre mennesker, men også lykkeligere: Ved at dedikere vores tid til naturens rige handler vi i forlængelse af vores oplyste egeninteresse. Det er derfor en win-win-situation at gå ud i naturen. De økologiske kriser giver os dog en kort frist, og det er altafgørende, at vi sætter massivt ind. Her formår Cafaros dyder ikke at slå til, og de udelukker endda en stor mængde mennesker fra at være dydige. I stedet for at lade naturen være i fred bør vi aktivt kæmpe for at udbrede den og på den måde gøre den tilgængelig for flere. Hvis vi opsøger den på den rigtige måde, har naturen en fantastisk evne til at give os højdepunktsoplevelser – oplevelser, der ændrer noget eksistentielt i os ved at give os et nyt perspektiv på naturen fremadrettet. Måske er det det, der også skal til for at løse vores tids største krise? Her kan dydsetikken fungere som et kompas, der kan pege os i den rigtige retning. Men over tid lærer vi naturen at kende, så vi kan lægge kompasset fra os og gå vores egne veje.
| 1. | Steen Nepper Larsen, “Solen og planternes metafysik – en kritisk læsning af Emanuele Coccias filosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 20. april 2022. |
| 2. | Emanuele Coccia, Planternes liv: Blandingens metafysik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 67. |
| 3. | Rosalind Hursthouse & Glen Pettigrove, “Virtue Ethics”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy, red. Edward N. Zalta (vinter 2018). |
| 4. | Aristoteles, Etikken, overs. Søren Porsborg (Frederiksberg: Det lille Forlag, 2009), 102a. |
| 5. | Philip Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, Philosophy in the Contemporary World 8, nr. 2 (2001): 95. |
| 6. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85; Philip Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, i The Routledge Companion to Virtue Ethics, red. Michael Slote & Lorraine L. Besser (Abingdon: Routledge, 2015), 3. |
| 7. | Her menes ikke de filosofiske og videnskabelige antagelser om jordens geologiske tidalder, men som kulturelt fænomen og et udtryk for en subjektiv disposition, hvor mennesket sætter sig selv og sine behov i centrum. |
| 8. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95. |
| 9. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97. |
| 10. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85. |
| 11. | Aristoteles har ikke noget begreb om motivation. I den moderne dydsetik optræder begrebet dog, se Rosalind Hursthouse, On Virtue Ethics (New York: Oxford University Press, 1999), kap. 8. |
| 12. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. |
| 13. | Termerne “naturalisme” og “naturalist” bliver brugt i mange forskellige sammenhænge og er både en videnskabsteoretisk retning, en kunstnerisk strømning og et andet ord for nudisme. Jeg bruger det ikke på nogen af disse tre måder, men som en karakteristik af en arketype med særskilte værdier og dyder. |
| 14. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85. |
| 15. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. |
| 16. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. |
| 17. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95–96. |
| 18. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. |
| 19. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”. |
| 20. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. |
| 21. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85. |
| 22. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–86. |
| 23. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–87. |
| 24. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 86. |
| 25. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. |
| 26. | Hursthouse & Pettigrove, “Virtue Ethics”. |
| 27. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. |
| 28. | Cafaros intellektuelle dyder er langt mere kropslige end Aristoteles’, som bliver defineret som visdom, forståelse og kløgt, og som ikke trænes gennem vanen, men gennem belæring. Aristoteles, Etikken, 1102a‑b, 1103a‑b. |
| 29. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 90. |
| 30. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91. |
| 31. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91–92. |
| 32. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97; Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, 3. |
| 33. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. |
| 34. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92. |
| 35. | Rens Van Munster & Maja Felicia Falkentoft, “Politiske udfordringer i den antropocæne tidsalder”, Dansk Institut for Internationale Studier, 12. juni 2017. |
| 36. | Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92–93. |
| 37. | Bruno Latour, “Love Your Monsters: Why We Must Care for Our Technologies As We Do Our Children”, red. Michael Shellenberger & Ted Nordhaus, Breakthrough Journal 2, (efterår 2011): 24–25. |
| 38. | Latour, “Love Your Monsters”, 24. |