I nyere tid er de sociale medier i et tiltagende omfang blevet platforme for diverse aktivistiske bevægelsers mobilisering. Aktivismen på de sociale medier foregår især ved hjælp af hashtags, der kan samle sociale og politiske budskaber under enkelte ord, fraser eller faner. Af den grund er bevægelserne blevet døbt “hashtagaktivisme” af populærkulturen, litteraturen og de sociale mediers brugere.
Overordnet kan hashtagaktivismen opsummeres som “the act of fighting for or supporting a cause with the use of hashtags as primary channel to raise awareness of an issue and encourage debate via social media”.1Bridget Tombleson & Katharina Wolf, “Rethinking the Circuit of Culture: How Participatory Culture has Transformed Cross-Cultural Communication”, Public Relations Review 2017, 43 (2016): 15. Disse kan være alt fra #blacklivesmatter og #metoo til #challengeaccepted og #deldinskam, og fælles for dem er, at de forsøger at skabe en diskurs omkring bestemte sociopolitiske emner gennem hashtaggets evne til at sammenfatte individuelle opslag til en samlet helhed. Hashtagaktivismen handler primært om at støtte op om en bestemt sag ved at bringe de samfundsmæssige uretfærdigheder frem i lyset, hvor de kan blive behandlet. Gennemgående har hashtagaktivismen haft succes med at skabe opmærksomhed omkring sager relateret til racisme, sexisme, miljøkamp og LGBTQ+-rettigheder. Dens gennemslagskraft er global, og adskillige offentlige personer er som følge af den blevet bragt til ansvar for diverse ugerninger. Eksempelvis har #blacklivesmatter skabt diskurs omkring diskrimination, politivold og ‑mord mod afroamerikanere, og #metoo har skabt offentlig debat omkring overgreb og krænkelse begået mod kvinder. Nogle af de største sager på verdensplan har været mordet på George Floyd og Harvey Weinsteins sexforbrydelser, hvor hashtagaktivismen i begge tilfælde unægteligt spillede en stor rolle i fængslingerne af de ansvarlige.
I denne artikel vil jeg fremstille hashtagaktivismen som et eksempel på kierkegaardsk nivellering. At der skulle være en forbindelse mellem hashtagaktivismen på de sociale medier og Søren Kierkegaards eksistentialistiske filosofi kan umiddelbart fremstå en smule arbitrært. Sociale medier, som er et senmoderne fænomen, kunne Kierkegaard jo umuligt beskæftige sig med i 1800-tallet. Anser man alligevel hashtagaktivismen som udtryk for individets forsøg på selvformation og offentlig tilsynekomst, så bliver dens sammenhænge med Kierkegaards fokus på selvrealisering, valg og frihed mere åbenlyse. I En Literair Anmeldelse beskriver Kierkegaard videre, hvordan fremkomsten af trykpressen reducerede mennesket til et handlingsløst, anonymt og personlighedsløst publikum.2Søren Kierkegaard, En Literair Anmeldelse (København: Gyldendal, 2017), 86. Kierkegaards analyse af pressen synes i dag meget nærliggende i forbindelse med de sociale medier og hashtagaktivismen, som på en lignende måde kan anskues som mediatorer af de menneskelige relationer, der tilpasser brugerne en distanceret massekultur, hvor det subjektive indhold nivelleres og undertrykkes.3I stedet for at betragte de sociale medier via Heideggers “Das Gestell”, hvor teknologiens essens består i at indramme og reducere mennesket og det værendes totalitet (Martin Heidegger, “The Question Concerning Technology”, Martin Heidegger: Basic Writings (San Francisco: Harper Collins, 1993), 308–309), vil jeg … Continue reading Til trods for at hashtagaktivismen lader til at have succes med at bringe sine budskaber ud til en mangfoldig skare af mennesker, så er spørgsmålet, om den er lige så succesfuld, når det kommer til at frembringe en politisk tilsynekomst og selvrealisering.4Min forståelse af hashtagaktivisme som et forsøg på politisk subjektivering, der sammenfletter aktivismen med en mere eksistentialistisk selvrealisering, trækker på post-marxistiske teorier som Chantal Mouffes demokratiske og diskursive protest mod hegemonisk undertrykkelse (Chantal Mouffe, … Continue reading Hvor konkrete bevægelser lader individet træde frem som et engageret og aktivistisk subjekt, synes mennesket gennem de sociale medier nemmere at kunne forfalde til en slags passiv og distanceret sofa-aktivisme. Med det sagt er det naturligvis ikke al hashtagaktivisme, der falder ind under nivelleringens passivitet. Mange sociopolitiske bevægelser, som blandt andet #blacklivesmatter, har med stor succes benyttet sig af de sociale mediers massekommunikation til at mobilisere stor tilslutning til deres sag, hvilket også har manifesteret sig videre på gadeplan i form af reelle demonstrationer og politiske protester. Da en væsentlig del af aktivismen er handlekraftig og engageret, skal min kritik ikke forstås som at omfatte hele hashtagaktivismens spektrum, men derimod det segment, som enten i højere grad eller udelukkende er præget af passive bekendtgørelser og kvantitative valoriseringer på de sociale medieplatforme.
Det er først vigtigt at nævne, hvordan Kierkegaard anskuer sammenhængen mellem selvrealisering og valg. I Sygdommen til Døden beskriver han, at denne består i “uendeligt at komme bort fra sig selv i Uendeliggjørelsen af Selvet, og i uendeligt at komme tilbage til sig selv i Endeliggjørelsen”,5Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden (København: Lindhardt og Ringhof Forlag, 2017), 35. det vil sige, at selvet realiserer sig ved at udvælge en enkelt afgørelse ud af uendelige potentielle muligheder. Når et valg foretages, konkretiseres det ved, at det går fra at være en mulighed til en singulært aktualiseret nødvendighed. I forbindelse med foretagelsen af valg er det for Kierkegaard vigtigt, at de er i overensstemmelse med det enkelte menneskes autentiske selvforhold. Det vil sige, at når individet foretager valg, der korresponderer med den person, som de i virkeligheden er, så realiserer det kontinuerligt sig selv autentisk som en balanceret syntese af endelighed og uendelighed, og nødvendighed og mulighed. Kierkegaards beskrivelse af selvet skal ikke forstås som en kerneforestilling, hvor selvet ligger som et frø i jorden, der kan udvikle sig, ved at det frisættes fra ydre omstændigheder og rammer, men derimod som en relation; en enhed af flerhed; et selvforhold, der forholder sig til sig selv som noget andet. Selvet bliver ifølge Kierkegaard først til, når det forholder sig til de modsætninger og dilemmaer, det konfronteres med, og aktivt foretager sig endegyldige valg.6Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 15–17. Den kierkegaardske forståelse af selvet som en syntese af modsætninger tager udgangspunkt i Hegels dialektik, men skiller sig ud fra den hegelianske tanke om selvbevidsthedsprocessen som et socialt fænomen, hvor to forskellige bevidstheder anerkender sig selv ved først gensidigt at fortabe sig selv i den anden, for derefter at genvinde sig selv gennem den andens anerkendelse.7Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Åndens fænomenologi (Gyldendal, 2006), 127–128. I stedet for at selvet opstår i den gensidige anerkendelse mellem to personer, er det for Kierkegaard noget langt mere individuelt og indvendigt. Selvrealisering for Kierkegaard handler derfor om, at mennesket indvendigt forholder sig autentisk til sig selv for derefter at manifestere dette selv konkret og individuelt i den ydre verden ved at foretage valg og udføre handlinger.
Noget, der kan underminere individets selvrealisering, er ifølge Kierkegaard medierne. Det kommer til udtryk i En Literair Anmeldelse, hvor han dialektisk analyserer modsætningerne mellem revolutionstidens passion og handlekraft og hans samtids lidenskabsløshed og passivitet. Som en del af sin samtidskritik nævner Kierkegaard især pressen som årsag til den tiltagende lidenskabsløshed, da han anser den for at reducere og underminere alle de individuelle anskuelser og standpunkter til en ensartet værdineutralitet. Han kalder denne reduktion for “nivellering”, med hvilket han mener, at alt subjektivt indhold værdi- og betydningsmæssigt formindskes til den samme værdi, således at det mest betydningsfulde ligestilles med det mest trivielle.8Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88–89. Nivellering er ifølge Kierkegaard “en stille mathematisk abstrakt Beskjæftigelse, der undgaaer al Ophævelse”. Det skal forstås sådan, at hvor en lidenskabelig tid som revolutionstiden “fremskynder, hæver og styrter, ophøier og nedtrykker”, så gør en lidenskabsløs tid det modsatte. Via pressens abstrakte publikumstilværelse “qvæler og forhindrer” den i stedet, “den nivellerer”.9Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 80. Med nivelleringen beskriver Kierkegaard, hvordan menneskets individuelle holdninger, praksisser og subjektivitet via pressens mediering normativt og værdimæssigt udjævnes til en ensartet konformitet. Konsekvensen af dette er, at intet kan hæves over andet, hvilket ifølge Kierkegaard fører til en tilstand, hvor individerne, i stedet for aktivt at engagere sig i omverdenen, forholder sig passivt via distancerede og udenadslærte recitativer.10Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88.
Kierkegaards beskrivelse af mediernes nivellering af de individuelle positioner gælder efter min mening også nutidens hashtagaktivisme. Det ses eksempelvis i måden, hvorpå de sociale medier giver individet mulighed for øjeblikkeligt at få global indsigt. Med hashtagaktivismen bliver de fjerne forhold gjort nære, og de normalt nære menneskelige relationer og selvforholdet bliver gjort fjerntliggende. Dette udgør en stor forskel i forhold til de konkrete politiske bevægelser, som borgerrettighedsbevægelserne, kvindefrigørelsen, Stonewall-optøjerne og Black Panther Party, der ved at være relativt lokale indebærer, at individerne via deres fælles overbevisninger er kollektivt forenet i gruppens helhed, samtidig med at de indgår som individuelle enkeltpersoner. Kierkegaard beskriver dette som, at de deltagende forenes med, hvad han kalder en “væsentligen Indadvendthed” og “ideel Fjernhed”, som bevirker, at der i de konkrete bevægelser er rum for uenighed og diskussion, men under nogle respektfulde rammer på grund af det fælles grundlag.11Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.
I hashtagaktivismen er dette ikke nødvendigvis tilfældet, da nærheds- og fjernhedskarakteren er medieret på en måde, der gør, at de deltagende forholder sig distanceret til hinanden og gruppens kollektive grundlag. Eftersom selvforholdet i den politiske bevægelse er afhængigt af forholdet til gruppen, så gør den forrykkede nærheds- og fjernhedskarakter også, at de deltagende heller ikke autentisk kan relatere sig til sig selv i forholdets helhed. Dette bevirker, at i stedet for en balanceret lokal deltagelse, hvori alle både forholder sig til hinanden og sig selv, så participerer man på en distanceret og polemisk facon, hvor man vender sig mod hinanden med en antagonistisk råhed. Kierkegaard beskriver dette på følgende måde:
da bliver Bysnak og Rygte og chimarisk Betydningsfuldhed og apathisk Misundelse et Surrogat baade for det Ene og det Andet. Individerne vende sig ikke ind ad i Inderlighed fra hinanden, ikke ud ad i Samdrægtighed for en Idee, men indbyrdes mod hinanden i sinkende og mistrøstig nærgaaende nivellerende Gjensidighed.12Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62.
Denne fjendtlighed, vil jeg tro, de fleste kan genkende fra kommentarsporene til eksempelvis #metoo og #blacklivesmatter, hvor de deltagendes mundhuggeri og nedgørelse reducerer opslagenes budskaber til personlige angreb. Fjendtligheden opstår især, da bevægelsernes opposition ligeligt kan deltage i opslagene og derved underminere dem enten med invasioner af kommentarsporene eller ved at oprette antibevægelser som #notallmen og #allivesmatter. Hvor idéerne i den lokale politiske bevægelser er medieret i kraft af gruppen og individernes tilknytning, så er de kollektive idéer i hashtagaktivismen medieret globalt gennem et massemedie til en skare af mennesker, der måske aldrig mødes, muligvis ikke har nogen personlig tilknytning til konflikten og derfor heller ikke nødvendigvis har noget på spil i forhold til protestens udfald. Kierkegaards pointe med pressens forrykkede nærheds- og fjernhedskarakter er, at den polemiske dialog opstår, fordi de deltagende i en langt mindre grad motiveres til at skulle fuldt engagere sig, samarbejde og vedligeholde relationer.13Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62. Denne tendens vil jeg også mene, at man ser på de sociale medier, hvor den hashtagaktivistiske gruppes distance og abstrakthed forårsager, at et vedvarende engagement ikke nødvendigvis opretholdes, hvis aktivismen udelukkende forekommer online via hashtags.
Afstanden mellem menneskene og de sociopolitiske områder betyder også, at individerne ikke nødvendigvis har noget på spil og derfor kan hoppe fra det ene emne til det andet uden at forpligte sig. Denne konsekvensløse deltagelse fra en sikker afstand gør, at opslagene forbliver handlingsløse bekendtgørelser, hvor reelle aktive handlinger og definitive valg kan udsættes. Ved konstant at forholde sig passivt, distanceret og udsvævende til omverdenen på en måde, der hverken forpligter sig helt til det ene eller det andet standpunkt, så kan hashtagaktivismens deltagere risikere at befinde sig i en tvetydig tilstand, som lader alting bestå på samme måde, som Kierkegaard mente, at pressen gjorde i hans samtid.14Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 74–75.
Hvis hashtagaktivismen er ledsaget af aktive valg og deltagelse med vægt på organiseringen af demonstrationer og synlig reel aktivisme, vil jeg mene, at den potentielt kan være med til at frembringe en diskursiv politisk tilsynekomst, hvor individets selvrealisering og bevægelsernes sociopolitiske mål er sammenhængende, men er den i stedet passiv, kan det også medføre, at der ikke manifesteres nogen meningsfuld selvrealisering. I hashtagaktivismen er passiviteten tydeligst fremstillet ved, at man distanceret kan bekendtgøre sine meninger, men at dette ikke er ensbetydende med, at man forpligter sig til at melde sig ind i en organisation eller på anden måde realiserer en subjektiverende tilsynekomst gennem aktive handlinger. I modsætning til det påkrævede engagement og medansvar i en politisk organisation, så behøver den enkelte i hashtagaktivismen ikke at forpligte sig på at færdiggøre noget, men kan i stedet udsvævende flakke rundt imellem forskelligt indhold. Problemet ved ikke at tage endegyldige valg og beslutninger er med Kierkegaards egne ord, at “naar man ikke vælger absolut, da vælger man kun for Momentet, og kan desaarsag i næste Øieblik vælge noget Andet”.15Søren Kierkegaard, Enten-Eller, anden del (København: Gyldendal, 2013), 163. Et eksempel på dette kunne man se med 2020-kampagnen #deldinskam, hvor minoritetskvinder i Danmark beskrev deres oplevelser med skam og den sociale stigmatisering, som medfølger. Problemet er naturligvis ikke budskabet, men derimod, at kampagnens opslag forbliver passive recitativer, hvorigennem problematikkerne opretholdes, ved at konkrete handlinger kontinuerligt udsættes. De deltagende reduceres derved til indsunket at være hinandens tilskuere for en kort stund, da deres fokus konstant bliver bombarderet med nye opslag, der skal tages stilling til. Vi kender det sikkert alle, når vi læser et opslag på de sociale medier og måske endda belønner det med et like eller en kommentar, for derefter at se det forsvinde og blive glemt i den evindelige sværm af nye opslag, som alle ligeligt kæmper om vores opmærksomhed.
Et andet problem er, at hvem som helst på de sociale medier ligeligt kan udtrykke sig om hvad som helst uanset deres reelle intentioner. Et eksempel på det så vi ved #blackouttuesday, som var en slags symbolsk support til #blacklivesmatter, hvor diverse brugere udskiftede deres profilbillede med såkaldte “black squares”. Ved at sænke de kvalitative deltagelseskrav til at blot kortvarigt at udskifte sit profilbillede med en sort firkant håbede #blackouttuesday-bevægelsen på at mobilisere en kvantitativ stor opbakning til deres sag. Hashtagaktivisme udelukker naturligvis ikke, at man engagerer sig i sociopolitiske kampe og protester uden for de sociale medier, men hvis ens idé om aktivisme udelukkende består af konsekvensløse udspil, fremstår det mere som performative og tomme bekendtgørelser end autentiske solidaritetsproklamationer. Denne form for ensidig repræsentativ opbakning demoraliserer mennesket, da det muliggør en evindelig udsættelse af beslutningstagen og handling. Hvad, der dog er endnu værre, er, at personer og virksomheder uden nogen oprigtig tilknytning til bevægelsernes indhold kan bruge de slækkede krav til at promovere sig selv, hvilket man kunne se med L’Oreals #blackouttuesday-opslag, hvor sloganet “Speaking out is worth it”, fremstod mere som markedskampagne end aktivisme.16L’Oréal Paris USA (@LOrealParisUSA), Twitter, 1. juni 2020.
Hvis alle ligeligt kan deltage uafhængig af deres intentioner, bevirker det, at alle bekendtgørelser nivelleres til at være lige lidt værd. Derved reduceres alle opslag og kommentarer til en ensartet kvantitativ værdi. Resultatet af dette er, hvad Kierkegaard kalder “publikumstilværelsen”: en fantomagtig tilstand, hvori alt subjektivt indhold er nivelleret til en samlet abstrakt helhed, som konkret ikke udgør nogen subjektive enkeltpersoner, men derimod en kvantitativ, objektiv og konform masse.17Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86–87. I En Literair Anmeldelse beskriver Kierkegaard tilstanden som “den negative Eenhed af Individernes negative Gjensidighed”, hvilket i forhold til hashtagaktivismen vil sige, at til trods for at fremstå som en samlet helhed af individer, så fortæres både gruppens kollektive enhed og enkeltpersonens subjektive individualitet i den abstrakte fremmedgørelse.18Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 81. Han beskriver videre publikummet som “den egentlige Nivellerings-Mester, thi naar der nivelleres tilnærmelsesviis, nivelleres der ved Noget, men Publikum er et uhyre Intet”.19Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86. Dette betyder, at i modsætning til de politiske bevægelsers helhed bestående af konkrete subjekter, så forholder mennesket sig via medierne til en abstrakt og repræsentativ helhed med et konkret intet, der ligeligt nivellerer og anonymiserer de deltagende. Kierkegaard anså medierne for at fremdyrke denne tilstand, hvori de enkelte mennesker, i stedet for at tage stilling til omverdenen ud fra sig selv som konkrete individer, danner deres meninger og overbevisninger i overensstemmelse med publikummets massekultur. Publikummet kommer på denne måde til at opføre sig som et socialt politi, som sørger for, at ingen træder uden for helhedens retningslinjer. Derved kvæles individets subjektive stillingtagen og konkrete beslutninger, som ifølge Kierkegaard ligger til grund for det enkelte menneskes autentiske selvrealisering.
Noget lignende kan ses på de sociale medier, hvor hashtagaktivismen i højere grad sætter sin lid til en kvantitativt stor mobilisering via det nummererede antal delinger og likes end en deltagelse, hvor et mere kvalitativt indhold kan komme til udtryk. Deltagelsen i hashtagaktivismen bliver på denne måde både anonymiseret og objektiveret, da alle de individuelle, subjektive og konkrete enkeltpersoner udjævnes og indordner sig opretholdelsen af publikummets flertalsmentalitet. Kierkegaard skriver, at “[s]om aandløs bestemmet er Mennesket blevet en Talemaskine, og der er intet til Hinder for at han kan lære ligesaa godt en philosophisk Ramse som en Troesbekjendelse og et politisk Recitativ udenad”.20Søren Kierkegaard, Begrebet Angest (Frederiksberg: SK Books, 2014), 153. På samme måde indebærer hashtagaktivismen en ensartet og uhåndgribelig deltagelse, hvor kampen imod social ulighed reduceres til udenadslærte principper. Derved drager man ikke sine egne personlige konklusioner, men henter dem fra publikummets kollektivt præfabrikerede indhold. Denne indordnede enighed med publikummet gør, at de deltagendes subjektive indhold udebliver fra de hashtagaktivistiske opslag, således at de står tilbage med akkumulerede og udenadslærte annoncer så blottet for personlighed, at de ikke kan genkende sig selv i dem.21Mange af Kierkegaards argumenter fra En Literair Anmeldelse minder om sociologen Georg Simmels begreb om “objectified spirit”, der beskriver hvordan den subjektive menneskelige dannelse kan blive bremset og erstattet af de anonyme objektive bevægelsers hastighed og udstrækning (Georg Simmel, The Philosophy of … Continue reading Hashtagaktivismen kan derved bevirke en objektiverende fremmedgørelse, fordi individernes personlige indhold udlignes til det samme i publikummets ensartethed. Både de politiske bevægelser og hashtagaktivismen er kollektivt forenet i kraft af massebevægelsernes fælles idéer. Hvis hashtagaktivismen har tilstrækkelig gennemslagskraft ved for eksempel at mobilisere og iscenesætte lokal gadeplansaktivisme, er jeg også overbevist om, at den kan være vellykket, da idéerne både kan styrke gruppens helhed og enkeltpersonernes individualitet. Forskellen er dog, at hvor mennesket i den politiske bevægelser indgår med en ideel fjernhed, der bevirker en autonomi, således at den enkeltes individualitet ikke opsluges af gruppen, så er faren med en aktivisme, der hovedsagelig foregår online gennem opslag og hashtags, at deltagelsen kan blive så abstrakt, passiv og udenadslært, at gruppens kollektive idégrundlag og indhold som helhed løsrives fra alle enkeltpersonerne. Dermed ender onlinebevægelsens helhed med at operere uafhængigt af alle de deltagende individer som et detacheret nivellerende fantom.
Alle nivelleringens momenter gør, at de menneskelige gensidige forhold i hashtagaktivismen medieres på en måde, som gør, at de deltagende forholder sig til publikummets massekultur i stedet for deres eget individuelle selvforhold. Ud over at gøre dem distancerede og passive, så bevirker hashtagaktivismens nivellering også, at deltagelsen bliver så repræsentativ og anonym, at selvet ikke kan manifestere sig selv konkret og subjektivt. Naturligvis lever mennesker ikke udelukkende gennem de sociale medier, men vil i stedet veksle mellem en online og offline tilstedeværelse. Kierkegaard skriver også, at mennesket fremtræder som et bestemt individ og derved ophører som en del af det anonyme publikum, så snart det fratræder mediernes indflydelse.22Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88. Individets autentiske selvrealisering som et konkret individ eksisterer altid som en mulighed uden for publikummets sfære. På samme måde skal de sociale mediers nivellering af den subjektive tilsynekomst heller ikke forstås som en permanent tilstand for hashtagaktivismens deltagere. Derimod er publikummets nivellering mere en faktor, der kan begrænse og delvist underminere deres kontinuerlige selvrealisering, hvis de gentagende vælger den over det autentiske selvforhold. Jeg er overbevist om, at Kierkegaard ville give mig ret i, at hvis mennesket skal manifestere sig selv autentisk, så skal det væk fra tastaturet og skærmens glød og ud i den konkrete verden og mere endegyldigt foretage valg. Kierkegaard var ikke en politisk tænker, men om den politiske forening skrev han alligevel følgende:
Naar Individerne (hver især) væsentligen i Lidenskab forholde sig til en Idee, og derpaa i Forening væsentligen forholde sig til den samme Idee: saa er Forholdet det fuldendte og normale. Forholdet er individuelt udsondrende (hver har sig selv for sig selv) og ideelt forenende.23Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.
Med den lidenskabelige politiske organisation er det med Kierkegaards egne ord muligt for den enkelte at forholde sig til fællesskabet, samtidig med at man forholder sig til sig selv. I forbindelse med selvrealiseringen og politisk aktivisme mener jeg, at hashtagaktivisme, til trods for at kunne mobilisere tilslutning og diskurs, i sig selv ikke er nok. Fordi en subjektiverende tilsynekomst og selvrealisering er forbundet med konkret stillingtagen og beslutninger både som gruppe og som enkeltperson, vil jeg mene, at man som aktivist lidenskabeligt bør engagere sig i lokale sociopolitiske organisationer, debatter og demonstrationer. På denne måde er individets selvrealiseringen og kampen for lighed og retfærdighed to sider af samme sag, og man kan forholde sig både til organisationen helhed og sig selv som individ.
1. | Bridget Tombleson & Katharina Wolf, “Rethinking the Circuit of Culture: How Participatory Culture has Transformed Cross-Cultural Communication”, Public Relations Review 2017, 43 (2016): 15. |
2. | Søren Kierkegaard, En Literair Anmeldelse (København: Gyldendal, 2017), 86. |
3. | I stedet for at betragte de sociale medier via Heideggers “Das Gestell”, hvor teknologiens essens består i at indramme og reducere mennesket og det værendes totalitet (Martin Heidegger, “The Question Concerning Technology”, Martin Heidegger: Basic Writings (San Francisco: Harper Collins, 1993), 308–309), vil jeg foreslå Peter-Paul Verbeeks teknologiske mediering, hvilket er en post-fænomenologisk tilgang, der redegør for, hvordan de teknologiske praksisser gensidigt konstituerer relationerne mellem mennesket og omverdenen (Peter-Paul Verbeek, Moralizing Technology: Understanding and Designing the Morality of Things (Chicago: The University of Chicago Press, 2011), 3–4). |
4. | Min forståelse af hashtagaktivisme som et forsøg på politisk subjektivering, der sammenfletter aktivismen med en mere eksistentialistisk selvrealisering, trækker på post-marxistiske teorier som Chantal Mouffes demokratiske og diskursive protest mod hegemonisk undertrykkelse (Chantal Mouffe, The Return of the Political (London: Verso, 2005), 20–21) og Jacques Rancières mere antagonistiske suspendering af samfundets oligarkiske orden via folkets tilsynekomst som politiske aktører (Jacques Rancière, “Introducing Disagreement”, Angelaki: Journal of the Theoretical Humanities vol. 9, 3 (2004), 5–6). |
5. | Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden (København: Lindhardt og Ringhof Forlag, 2017), 35. |
6. | Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 15–17. |
7. | Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Åndens fænomenologi (Gyldendal, 2006), 127–128. |
8. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88–89. |
9. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 80. |
10. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88. |
11. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61. |
12. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62. |
13. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62. |
14. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 74–75. |
15. | Søren Kierkegaard, Enten-Eller, anden del (København: Gyldendal, 2013), 163. |
16. | L’Oréal Paris USA (@LOrealParisUSA), Twitter, 1. juni 2020. |
17. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86–87. |
18. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 81. |
19. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86. |
20. | Søren Kierkegaard, Begrebet Angest (Frederiksberg: SK Books, 2014), 153. |
21. | Mange af Kierkegaards argumenter fra En Literair Anmeldelse minder om sociologen Georg Simmels begreb om “objectified spirit”, der beskriver hvordan den subjektive menneskelige dannelse kan blive bremset og erstattet af de anonyme objektive bevægelsers hastighed og udstrækning (Georg Simmel, The Philosophy of Money (Abingdon: Routledge, 2011), 487). |
22. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88. |
23. | Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61. |