Hvorfor bør vi være naturalister – og ikke (ny)materialister?

Spørgs­må­let, der stil­les i tit­len, synes i vir­ke­lig­he­den let­te­re mis­vi­sen­de og ikke lige til at sva­re på. Det er let­te­re mis­vi­sen­de ikke mindst, for­di den fysi­ske ver­den ikke er mate­ri­el i sam­me for­stand, som man men­te for et par hund­re­de år siden. Den­gang for­stod man mate­ri­a­lis­me som en filo­so­fisk posi­tion, iføl­ge hvil­ken alt i ver­den kun består af fysisk stof, der er karak­te­ri­se­ret ved at have mas­se, tyng­de, soli­di­tet og rum­lig og tids­lig udstræk­ning. Siden har fysi­ker­ne opda­get, at ver­den ud over mate­ri­el­le gen­stan­de består af elek­tro­mag­ne­ti­ske fel­ter, lige­som Ein­ste­in i begyn­del­sen af for­ri­ge århund­re­de fandt frem til, at mas­se og ener­gi er for­bun­det, så de kan omska­bes til hin­an­den. Des­u­den kon­sta­te­re­de han, at uni­ver­sets geo­me­tri­ske struk­tur var bestemt af for­de­lin­gen af den sam­le­de mas­se og strå­ling i uni­ver­set. Klas­sisk mate­ri­a­lis­me fik sig et yder­li­ge­re skud for boven, da fysi­ker­ne opda­ge­de, at fysi­ske ting er opbyg­get af ato­mer, som er bun­det sam­men af og er ind­byr­des for­bund­ne af for­skel­li­ge kraft­fel­ter. Yder­li­ge­re opda­ge­de man, at ato­ma­re enti­te­ter nog­le gan­ge synes at optræ­de som par­tik­ler, andre gan­ge som bøl­ger. Det for­hold har man så udnyt­tet i udvik­lin­gen af kvan­te­me­ka­nik­ken og siden­hen til den teo­ri, man kal­der for kvan­te­felt­te­o­ri­en. Iføl­ge sidst­nævn­te teo­ri er antal­let af ato­ma­re stør­rel­ser end ikke kon­stant. I teo­ri­en ind­går vir­tu­el­le par­tik­ler, som hop­per ud og ind af den obser­ver­ba­re vir­ke­lig­hed.

Det er med andre ord mis­vi­sen­de, hvis man iden­ti­fi­ce­rer moder­ne mate­ri­a­lis­me med klas­sisk mate­ri­a­lis­me. Filo­sof­fer har der­for også taget et nyt ord i brug, som ikke på sam­me måde er bun­det op på fore­stil­lin­gen om, at ver­den ude­luk­ken­de er mate­ri­el i klas­sisk for­stand. Der­i­mod er den sta­dig ale­ne fysisk. Fysi­ka­lis­me er da den nye måde at omta­le den filo­so­fi­ske posi­tion, som tager hen­syn til den udvik­ling, man kun­ne iagt­ta­ge inden for fysik­ken. En anden grund til den­ne ændring var, at hvis man anta­ger, at men­ne­skers bevidst­hed og handling­er skal kun­ne ind­pas­ses i et fysisk ver­dens­bil­le­de, så synes det nem­me­re at for­stå, at bevidst­hed kan redu­ce­res til noget fysisk, når bevidst­he­den ikke ale­ne skal karak­te­ri­se­res som et meka­nisk system, som ellers var syns­punk­tet bag den klas­si­ske mate­ri­a­lis­me.

Om man så skal være fysi­ka­list, er selv­føl­ge­lig en gan­ske anden sag. Det er det, der gør oven­stå­en­de spørgs­mål svært at sva­re på. Det kom­mer gan­ske an på, om man over­be­vi­sen­de kan bekri­ve og for­kla­re ind­hol­det af vore men­tale til­stan­de, og måden de frem­træ­der på, ale­ne ud fra til­ste­de­væ­rel­sen af det, vi i dag for­står som haven­de fysi­ske egen­ska­ber. Her er det så, at natu­ra­li­sten kom­mer ind i bil­le­det. I lig­hed med fysi­ka­li­sten anta­ger natu­ra­li­sten, at intet er frem­kom­met igen­nem over­na­tur­li­ge eller gud­dom­me­li­ge kræf­ter. Alt har natur­li­ge årsa­ger. Men natu­ra­li­sten vil i mod­sæt­ning til fysi­ka­li­sten typisk hæv­de, at men­tale til­stan­de ikke er iden­tisk med adfærd eller hjer­ne­til­stand. Med andre ord er natu­ra­li­sten i det mind­ste til­hæn­ger af en form for ikke-reduk­tiv fysi­ka­lis­me eller en form for neu­ral monis­me. Nor­mer og vær­di­er, sprog og kul­tur samt de men­tale til­stan­de, som betin­ger sprog­lig mening og sådan­ne vær­di­er, besid­der helt andre typer af egen­ska­ber end basa­le fysi­ske gen­stan­de.

I huma­ni­o­ra har man­ge for­ske­re og intel­lek­tu­el­le i de sene­ste år kastet deres kær­lig­hed på en bevæ­gel­se kal­det “nyma­te­ri­a­lis­me”. Det sker i høj grad som en reak­tion på den sub­jek­ti­ve og kon­struk­ti­vi­sti­ske til­gang til soci­a­le og huma­ne fæno­me­ner, som var så udbredt i slut­nin­gen af for­ri­ge århund­re­de. Nu for­sø­ger man inden for huma­ni­o­ra og soci­al­vi­den­ska­ber­ne at ret­te opmærk­som­he­den mod natur­vi­den­ska­ben og på den måde lade sig inspi­re­re af en natur­vi­den­ska­be­lig for­stå­el­se. En nær­me­re dis­kus­sion af dele af nyma­te­ri­a­lis­men vil bli­ve fore­ta­get sidst i artik­len for at under­sø­ge, om vi har at gøre med en onto­lo­gisk eller epi­ste­misk posi­tion eller en blan­ding. I før­ste afsnit vil jeg se på, hvil­ke onto­lo­gi­ske argu­men­ter vi har for at være fysi­ka­list. Her vil jeg dis­ku­te­re Put­nam og Oppen­heims gam­le argu­ment for fysi­ka­li­stisk enheds­vi­den­skab. Der­næst vil jeg i afsnit 2 se på Wil­frid Sel­lars’ skel­nen mel­lem det mani­fe­ste og viden­ska­be­li­ge bil­le­de. Afsnit 3 vil dis­ku­te­re reduk­tio­nis­me over for non-reduk­tio­nis­me, her­un­der begre­ber­ne super­ve­ni­ens og emer­gens, før jeg i afsnit 4 argu­men­te­re for, hvad jeg kal­der for det natu­ra­li­sti­ske bil­le­de som alter­na­tiv til fysi­ka­lis­men, og ende­lig i afsnit 5 skal jeg ven­de mig mod inspira­tio­nen og begrun­del­sen for nyma­te­ri­a­lis­men. Som filo­sof­fer ved vi, at en sådan inspira­tion kan tager man­ge for­mer, så spørgs­må­let er, hvil­ke af de oven­stå­en­de for­hold ind­går som det over­ord­ne­de grund­lag for nyma­te­ri­a­lis­men, og om nyma­te­ri­a­lis­men er for­e­ne­ligt med det natu­ra­li­sti­ske bil­le­de, jeg har opteg­net i det fore­gå­en­de.

Argu­men­ta­tions­ræk­ken i nær­væ­ren­de arti­kel ser der­for såle­des ud: Ind­led­nings­vist har jeg afvist begre­bet mate­ri­a­lis­me i dets klas­si­ske udga­ve. Der­næst vil jeg i de føl­gen­de afsnit dis­ku­te­re fysi­ka­lis­me som et natur­ligt alter­na­tiv til dua­lis­men. Men efter en kri­tisk gen­nem­gang afvi­ser jeg også den­ne posi­tion til for­del for natu­ra­lis­me. Ende­lig i det sid­ste afsnit rede­gør jeg for den genop­stå­e­de mate­ri­a­lis­me og kon­klu­de­rer, at natu­ra­lis­men er nyma­te­ri­a­lis­men over­le­gen, for­di sidst­nævn­te ikke giver os et tro­vær­digt for­kla­ring på men­ta­li­tet, mening og vær­di­er.

Oppen­heim og Put­nams kos­mo­lo­gi­ske argu­ment

Ikke så langt til­ba­ge i histo­ri­en fin­des et argu­ment for at være fysi­ka­list, som ikke hvi­ler på tvivls­om­me a pri­o­ri for­ud­sæt­nin­ger. For som svoren natu­ra­list mener jeg selv, at vi ikke kan hæf­te for megen lid til den slags argu­men­ter. Alt hvad vi ved om ver­den og os selv, skyl­des vore kog­ni­ti­ve evner, og hvis vi skal tro bio­lo­gi­en, så er vi bio­lo­gi­ske orga­nis­mer, der er kog­ni­tivt og fysi­o­lo­gisk til­pas­set til vores omgi­vel­ser igen­nem evo­lu­tio­nen og natur­lig selek­tion. Vore kog­ni­ti­ve evner har givet os mulig­hed for at opnå en for­stå­el­se af ver­den, som nok hvi­ler på vores san­ser, men som sam­ti­dig trans­cen­de­rer dem ved at fore­slå bag­ved­lig­gen­de årsa­ger til det, vi direk­te kan erfa­re.

I 1958 frem­sat­te Hilary Put­nam og Paul Oppen­heim et for­holds­vis over­be­vi­sen­de argu­ment mod onto­lo­gisk dua­lis­me og for fysi­ka­li­stisk enhedsvidenskab.1P. Oppen­heim & H. Put­nam, “Uni­ty of Sci­en­ce as a Wor­king Hypo­t­he­sis”, i Min­neso­ta Stu­di­es in the Phi­los­op­hy of Sci­en­ce, Vol. II, red. H. Feigl, M. Scri­ven & G. Maxwell (Uni­ver­si­ty of Min­neso­ta Press, 1958). Det kos­mo­lo­gi­ske argu­ment, som vi kan kal­de det, byg­ger på to prin­cip­per, som synes at bli­ve bekræf­tet af, hvad vi ved om uni­ver­set i dag. For­sker­ne anta­ger, at det syn­li­ge uni­vers i sin nuvæ­ren­de form begynd­te for 13,7 mil­li­ar­der år siden med et Big Bang. Hvad der for­år­sa­ge­de Big Bang, ved selv sagt ingen. Men for­sker­ne mener ud fra de fysi­ske viden­ska­ber, at det syn­li­ge uni­vers begynd­te som et meget lil­le­bit­te og et meget varmt sted og har udvi­det sig lige siden. De fysi­ske viden­ska­ber for­tæl­ler os også, at der ikke var noget almin­de­ligt stof i begyn­del­sen på grund af uni­ver­sets høje tem­pe­ra­tur, men udvi­del­sen fik tem­pe­ra­tu­ren til at fal­de, og nog­le vig­ti­ge sym­me­tri­brud fandt sted. Dis­se sym­me­tri­brud skab­te de kend­te kræf­ter, der var nød­ven­di­ge for ska­bel­sen af ele­men­tar­par­tik­ler og deres inter­ak­tion. Som tiden gik, opstod en lang kæde af nye enti­te­ter: Som de før­ste – inden for et par nano­se­kun­der efter Big Bang – ska­bes kvar­ker, gluo­ner, lep­to­ner, neut­ri­no­er, vek­tor­bo­so­ner, osv. Efter­hån­den kom­mer de tun­ge­re par­tik­ler til. Der­ef­ter dan­ner dis­se ele­men­tar­par­tik­ler et nyt niveau bestå­en­de af ato­mer, og sene­re dan­ner ato­mer niveau­et af mole­ky­ler. De før­ste stjer­ner og galak­ser opstår. Efter mil­li­ar­der af år opstår først encel­le­de orga­nis­mer og der­ef­ter fler­cel­le­de orga­nis­mer her på Jor­den – og sand­syn­lig­vis man­ge andre ste­der i uni­ver­set. Put­nam og Oppen­heim vid­ste ikke alt det­te. Fak­tisk vid­ste de meget lidt om det, for­di Big Bang-model­len i 1958 ikke var et vel­e­tab­le­ret syn på uni­ver­sets oprin­del­se. Omkring det­te tids­punkt var Ste­a­dy Sta­te-model­len lige så leve­dyg­tig som Big Bang-sce­na­ri­et.

De to meta­fy­si­ske prin­cip­per, som Put­nam og Oppen­heim opstil­le­de, blev kaldt evo­lu­tions­prin­cip­pet og onto­ge­ne­se­prin­cip­pet. Den før­ste siger, at for hvert orga­ni­sa­tions­ni­veau eksi­ste­rer der på et bestemt tids­punkt af udvik­lin­gen kun niveau­er op til det­te sær­li­ge orga­ni­sa­tions­ni­veau og ingen høje­re niveau­er. Den anden siger, at for hvert orga­ni­sa­tions­ni­veau er der en udvik­lings­tid, hvor det­te niveau ikke eksi­ste­re­de, men hvor alle dets kom­po­nen­ter eksi­ste­re­de. Ud fra dis­se to prin­cip­per kon­klu­de­rer de, at alt på et bestemt niveau er onto­lo­gisk afhæn­gigt af niveau­et nede­nun­der. Der­for består ethvert fysisk objekt og enhver egen­skab ved det­te objekt ud af objek­tets dele og egen­ska­ber­ne af dis­se dele, her­un­der for­hol­det mel­lem dis­se dele. Den­ne påstand kan kal­des onto­lo­gisk fysi­ka­lis­me. Selv om de to prin­cip­per ikke direk­te er udledt af erfa­ring, er de hel­ler ikke a pri­o­ri san­de. For hav­de Gud skabt ver­den, vil­le ingen af prin­cip­per­ne gæl­de.

Beg­ge prin­cip­per er efter min mening upro­ble­ma­ti­ske. Der er kun én ver­den, og den har udvik­let sig i hoved­træk som beskre­vet af dis­se prin­cip­per iføl­ge moder­ne kos­mo­lo­gi. I det­te meta­fy­si­ske sce­na­ri­um er der også plads til at se den men­ne­ske­li­ge kul­tur som en del af natu­ren, som Hans Fink her­hjem­me også har været stærk for­ta­ler for. Kul­tur er blot en af ​​natu­rens man­ge for­mer for mani­fe­sta­tio­ner. Men­ne­sker er pro­duk­ter af den bio­lo­gi­ske evo­lu­tion, og det psy­ki­ske for­hold har udvik­let sig som en reak­tion og en til­pas­ning til kli­ma­ti­ske ændrin­ger i vores for­fædres mil­jø. Frem­kom­sten af ​​den men­ne­ske­li­ge hjer­ne med kog­ni­ti­ve ele­men­ter som over­be­vis­nin­ger, følel­ser, opfat­tel­ser og inten­tio­ner åbne­de op for at repræ­sen­te­re, plan­læg­ge og hand­le mod et mål. Spro­gets frem­komst var et skridt i ret­ning af dan­nel­sen af ​​insti­tu­tio­nel­le inten­tio­ner, som er en betin­gel­se for dan­nel­sen af ​​kom­plek­se sam­fund og civi­li­se­re­de kul­tu­rer. Der­for er men­ne­ske­li­ge sam­fund og kul­tu­rer onto­lo­gisk afhæn­gi­ge af men­ne­skets men­tale evner.

Men onto­lo­gisk afhæn­gig­hed giver os ikke umid­del­bart grund­lag for onto­lo­gisk reduk­tion. De to prin­cip­per til­sam­men inde­bæ­rer hver­ken onto­lo­gisk reduk­tion eller ikke-reduk­tion. Argu­men­tet, sådan som Put­nam og Oppen­heim udfol­der det, er et argu­ment for monis­me, der ikke ude­luk­ker neut­ral monis­me eller natu­ra­lis­me som alter­na­tiv til fysi­ka­lis­me. For at fun­ge­re som et argu­ment for ren fysi­ka­lis­me kræ­ves det, at Put­nam og Oppen­heim ope­re­re­de med et stil­tien­de tred­je og fjer­de prin­cip, som de aldrig eks­pli­cit for­mu­le­re­de eller argu­men­te­re­de for. Det tred­je meta­fy­si­ske prin­cip kan kal­des for reduk­tions­prin­cip­pet: Hvert orga­ni­sa­tions­ni­veau er fuld­stæn­dig redu­cer­bart til orga­ni­se­rin­gen af ​​niveau­et under det, med­min­dre det er det lave­ste orga­ni­sa­tions­ni­veau. Prin­cip­pet kan for­mu­le­res i to vari­an­ter: (1) Hvert orga­ni­sa­tions­ni­veau er iden­tisk med en sim­pel sam­men­sæt­ning eller aggre­ge­ring af dets dele (iden­ti­tets­re­duk­tion); eller (2) hvert orga­ni­sa­tions­ni­veau er fuld­stæn­dig for­år­sa­get af/korreleret med dets kom­po­nen­ter og rela­tio­ner­ne mel­lem dis­se kom­po­nen­ter (bro­lovs­re­duk­tion). Det er kun ved at til­fø­je reduk­tions­prin­cip­pet til de to andre prin­cip­per, at man kan udle­de en kon­klu­sion til støt­te for fysi­ka­lis­me. Men argu­men­tet går kun fuld­stæn­digt igen­nem, hvis vi for eksem­pel kan ude­luk­ke pan­p­sy­kis­me. Det kan ske ved, at man postu­le­rer end­nu et prin­cip, egen­skabsprin­cip­pet, som siger, at det lave­ste orga­ni­sa­tions­ni­veau kan fuld­stæn­digt karak­te­ri­se­res ud fra dets fysi­ske egen­ska­ber.

Det mani­fe­ste bil­le­de over for det viden­ska­be­li­ge bil­le­de

I lit­te­ra­tu­ren fin­des en filo­so­fisk betragt­ning, som umid­del­bart ska­ber en stor udfor­dring til oven­stå­en­de kos­mo­lo­gi­ske argu­ment for fysi­ka­lis­me, og for fysi­ka­lis­men i det hele taget. Jeg tæn­ker her på Wil­frid Sel­lars’ opde­ling af vort syn på ver­den i det, han kald­te for det mani­fe­ste bil­le­de (MB) og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de (VB).2W. Sel­lars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, i Fron­ti­ers of Sci­en­ce and Phi­los­op­hy, red. R. Colod­ny (Uni­ver­si­ty of Pitts­burgh Press, 1962), 35–78. Cita­ter­ne her­fra er hen­tet fra Wil­frid Sel­lars, Sci­en­ce, Per­cep­tion and Rea­li­ty (Rout­led­ge & Kegan Paul Ltd, 1963). I sin søgen efter en sam­let for­stå­el­se af viden­ska­ber­ne og men­ne­skets pla­ce­ring heri, vil filo­sof­fen opda­ge, siger Sel­lars, at han er kon­fron­te­ret med for­skel­li­ge bil­le­der af vir­ke­lig­he­den, der kun kan sam­les i et ste­reosko­pisk syn. Det­te syn giver de to per­spek­ti­ver på ver­den, som filo­sof­fen må tage stil­ling til. De to per­spek­ti­ver giver hvert deres kom­plek­se bil­le­de på “man-in-the-world”, og det er dis­se to bil­le­der, som Sel­lars kal­der for hen­holds­vis det mani­fe­ste og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de af men­ne­sket-i-ver­den.

I før­ste omgang kan vi sige, at udfor­drin­gen for fysi­ka­li­sten består i, at vor for­stå­el­se af vor livs­ver­den er for­skel­lig fra den for­stå­el­se, som viden­ska­ben leve­rer. Sel­lars taler om, hvor­dan men­ne­sket er i ver­den set i for­hold til det mani­fe­ste bil­le­de og i for­hold til det viden­ska­be­li­ge bil­le­de. Såle­des kom­mer det mani­fe­ste bil­le­de til udtryk i hver­dags­li­vets erfa­ring­er og hver­dags­spro­get, og filo­so­fisk er det­te bil­le­de cen­trum for dag­ligs­progs­fi­lo­so­fi­en og den kon­ti­nen­tale filo­so­fi. Omvendt er det viden­ska­be­li­ge bil­le­de skabt igen­nem nye måder at under­sø­ge ver­den på, som opstod med den moder­ne viden­ska­be­li­ge revo­lu­tion, og som den ana­ly­ti­ske filo­so­fi i høje­re grad har haft fokus på.

Sel­lars med­gi­ver, at ordet “image”/“billede” er bevidst valgt tve­ty­digt. For det før­ste frem­hæ­ver han, at de to bil­le­der har karak­ter af “vir­ke­lig­hed”, to måder som vi erfa­rer ver­den på, som så kan gøres til gen­stand for filo­so­fisk reflek­sion. For det andet hen­vi­ser han til, at man med brug af ordet “ima­ge” anty­der, at det, man fore­stil­ler sig, ikke nød­ven­dig­vis repræ­sen­te­rer noget vir­ke­ligt – selv­om fore­stil­lin­gen natur­lig­vis er vir­ke­lig. Det er såle­des vig­tigt for Sel­lars at under­stre­ge, at dis­se bil­le­der som erfa­rings­mæs­si­ge fore­stil­lin­ger er en del af ver­den på sam­me måde, som en bil eller USA’s for­fat­ning er det.Det er også vig­tigt at gøre sig klart, at bil­le­der­ne angi­ver ide­a­li­se­rin­gen, for­di bil­le­der­ne frem­kom­mer ved, at filo­so­fi­en har udtænkt for­skel­li­ge ide­er til at bely­se de for­skel­li­ge erfa­ring­er, som men­ne­sker gør sig. Hvert bil­le­de har sin histo­rie. Det mani­fe­ste bil­le­de har sine rød­der helt til­ba­ge i for­hi­sto­ri­en, mens det viden­ska­be­li­ge bil­le­de er af meget nye­re dato. Hver især giver de anled­ning til for­skel­li­ge filo­so­fi­ske teo­ri­er om men­ne­sket i ver­den.

Gen­nem en nær­me­re rede­gø­rel­se for det mani­fe­ste bil­le­de fin­der Sel­lars, at det har en epi­ste­misk og en onto­lo­gisk side: På et tids­punkt blev men­ne­sket opmærk­som på sig selv som men­ne­ske ved at være ander­le­des end andre dyr. Det er det oprin­de­li­ge bil­le­de. Den­ne ople­vel­se får ind­fly­del­se på det at være men­ne­ske. Det­te bil­le­de har men­ne­sket siden udbyg­get hen­holds­vis empi­risk og kate­go­ri­alt, for det mani­fe­ste bil­le­de er lige­som det viden­ska­be­li­ge bil­le­de syste­ma­tisk og kri­tisk (i sig selv et “viden­ska­be­ligt”) bil­le­de. Filo­so­fisk kom­mer den­ne kri­ti­ske for­stå­el­se til udtryk i de fle­ste filo­so­fi­ske ret­nin­ger og tra­di­tio­ner. Men det mani­fe­ste bil­le­de har en anden side af det, som Sel­lars kal­der “the peren­ni­al phi­los­op­hy”, og som Pla­ton og lige­sin­de­de står for. “[I]n a sui­tably bro­ad sen­se, the Pla­to­nic tra­di­tion clu­ster, is sim­ply the mani­fest ima­ge endor­sed as real”.3Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 8.

Beg­ge bil­le­der byg­ger på en klas­si­fi­ka­tion af de grund­læg­gen­de gen­stan­de, som bil­le­det inde­hol­der. Når det dre­jer sig om det mani­fe­ste bil­le­de er kate­go­ri­en per­son den mest grund­læg­gen­de kate­go­ri. Der­til kom­mer alle dyr, plan­ter, ting, osv., som vi ser og omgi­ver os med. I det oprin­de­li­ge bil­le­de blev alt per­so­ni­fi­ce­ret (beskre­vet i hand­lings­ter­mer), og først lidt efter lidt blev dis­se ting deper­so­ni­fi­ce­ret. Det mani­fe­ste bil­le­de er der­for gen­nem­gå­en­de dua­lis­tisk, uden at det­te skal for­stås, som at per­so­ner er sam­men­sat­te objek­ter bestå­en­de af en krop og en ånd. Alli­ge­vel kan vi tale om en egent­lig krop og så en per­son, der er mere end blot sin krop i kraft af sine evner, sprog og tænk­ning.

Så inden for det mani­fe­ste bil­le­de giver det mening at skel­ne mel­lem adfærd og handling­er: Handling­er kan være udtryk for en per­sons karak­ter eller være i mod­strid her­med. Per­so­ner kan hand­le ratio­nelt, for­di de kan over­ve­je, hvad de bør gøre, eller hvad der er pas­sen­de at gøre. Handling­er kan også bli­ve til vaner, “habits” (det som er i ens karak­ter), og skal skel­nes fra den vane­mæs­si­ge adfærd, vi fin­der hos dyr. For­skel­len mel­lem handling­er og adfærd er for­skel­len mel­lem at kun­ne for­ud­si­ge en per­sons adfærd ud fra tid­li­ge­re handling­er og så at for­ud­si­ge det uden und­ta­gel­se. Handling­er udsprin­ger af grun­de, som kan bru­ges til at for­ud­si­ge hand­lin­ger­ne, hvor­i­mod adfærd udsprin­ger af årsa­ger, som kan bru­ges til at for­ud­si­ge adfær­den.

Sel­lars spør­ger sig selv, hvor­dan en per­son lærer bru­gen af et begrebs­sy­stem, som mulig­gør ratio­nel tænk­ning og age­ren. Som for andre ana­ly­ti­ske og kon­ti­nen­tale filo­sof­fer består hans svar i hen­vis­ning til spro­get. Den sted­s­e­va­ren­de eller uop­s­li­de­li­ge (peren­ni­al) filo­so­fi er altid gået ud fra, at ver­den er årsag til vore fore­stil­lin­ger og tænk­ning. Man kun­ne så have for­ven­tet, at Sel­lars men­te, at det viden­ska­be­li­ge bil­le­de kun­ne kom­me med en udtøm­men­de for­kla­ring på, hvor­for vi er ratio­nel­le dyr, som Ari­sto­te­les jo hæv­de­de. Men viden­skab kan måske for­kla­re vores indi­vi­du­el­le fore­stil­lin­ger, men den kan ikke for­kla­re, hvad ratio­nel tænk­ning er. En sådan tænk­ning kan kun for­kla­res igen­nem spro­get som et fæl­les medi­um for tænk­ning og age­ren. Der­med mener Sel­lars øjen­syn­ligt, at viden­ska­be­lig ratio­na­li­tet ikke kan for­kla­re sig selv, men har som for­ud­sæt­ning den form for ratio­na­li­tet, som frem­kal­des af bru­gen af dag­ligs­pro­get.

Nor­mer for ratio­nel tænk­ning er soci­a­le, dvs. fast­lagt inden for en grup­pe af per­so­ner. Her­om siger Sel­lars: “Yet the essen­ti­al­ly soci­al cha­ra­cter of con­cep­tu­al thin­king comes clear­ly to mind when we recog­nize that the­re is no thin­king apart from com­mon stan­dards of cor­rect­ness and rele­van­ce, which rela­te what I do think to what any­o­ne ought to think. The con­trast betwe­en ‘I’ and ‘any­o­ne’ is essen­ti­al to ratio­nal thought”.4Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 16–17. Så det mani­fest bil­le­de kan for­kla­re, at ratio­na­li­tet for den enkel­te frem­kom­mer ved, at den enkel­te føl­ger den sprog­li­ge prak­sis, som en grup­pe af men­ne­sker har skabt. Hvad det mani­fe­ste bil­le­de (og de filo­so­fi­ske teo­ri­er, som for­sø­ger at tyde­lig­gø­re det mani­fe­ste bil­le­de) ikke kan, er iføl­ge Sel­lars at for­kla­re, hvor­dan den­ne udvik­ling fra indi­vi­du­el­le fore­stil­lin­ger til soci­al ratio­nel tænk­ning er fore­gå­et. Med andre ord har filo­so­fi­en siden Pla­ton ikke kun­net for­kla­re, hvor­for filo­so­fi er mulig som ratio­nel tænk­ning.

Den­ne udvik­ling er for­be­holdt viden­ska­ben at for­kla­re, og i dag har vi med evo­lu­tions­te­o­ri­en en mulig­hed for at for­stå, hvor­for men­ne­sket efter­hån­den ople­ve­de sig selv som et ratio­nelt dyr. Viden­ska­ben kan såle­des rede­gø­re for, hvor­dan men­ne­sket udvik­le­de sig fra lave­re­stå­en­de dyr til, at det i kraft af hjer­nens udvik­ling blev til et kre­a­tivt og selv­be­vidst dyr, der efter­hån­den udvik­le­de et sprog, kul­tur og et sam­fund grund­lagt på love og moral. Det viden­ska­be­li­ge bil­le­de er iføl­ge Sel­lars ikkesom det mani­fe­ste bil­le­de – karak­te­ri­se­ret ved at for­bin­de ting syste­ma­tisk og ved brug af induk­tion på syn­li­ge ting, som er kor­re­le­re­de eller årsags­for­bund­ne. Det viden­ska­be­li­ge bil­le­de er karak­te­ri­se­ret ved at for­kla­re syn­li­ge ting ved at postu­le­re usyn­li­ge ting. For som Sel­lars beto­ner: “Our con­trast then, is betwe­en two ide­al con­structs: (a) the cor­re­la­tio­nal and cate­go­ri­cal refi­ne­ment of the ‘ori­gi­nal ima­ge’, which refi­ne­ment I am cal­ling the mani­fest ima­ge; (b) the ima­ge der­i­ved from the fru­its of postu­la­tio­nal the­ory con­struction which I am cal­ling the sci­en­ti­fic image”.5Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 19.

Det viden­ska­be­li­ge bil­le­de er i vir­ke­lig­hed en ide­a­li­se­ring, der består af en mang­fol­dig­hed af bil­le­der, som hver især har en vis form for auto­no­mi, og som hvert er under­støt­tet af den mani­fe­ste ver­den. “ ‘[T]he’ sci­en­ti­fic ima­ge is a con­struct from a num­ber of ima­ges, each of which is sup­por­ted by the mani­fest world”.6Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 19. Den­ne obser­va­tion er nok så vig­tig at frem­hæ­ve, for det må bety­de, at Sel­lars ser de enkel­te viden­ska­ber som uaf­hæn­gi­ge af hin­an­den. Med andre ord anta­ger Sel­lars – kor­rekt, efter min mening – at vore san­se­er­fa­rin­ger og viden­ska­be­li­ge iagt­ta­gel­ser giver os gode grun­de til at anta­ge, at de for­skel­li­ge viden­ska­ber har som for­ud­sæt­ning, at det system af gen­stan­de, som den enkel­te viden­skab arbej­der med, kan til­skri­ves for­skel­li­ge irre­du­cer­ba­re egen­ska­ber og lov­mæs­sig­he­der, man ikke nød­ven­dig­vis gen­fin­der i andre viden­ska­ber.

Men selv om det mani­fe­ste bil­le­de såle­des under­støt­ter de for­skel­li­ge viden­ska­bers ind­byr­des selv­stæn­dig­hed, så er det bil­le­de sta­dig i kon­kur­ren­ce til det viden­ska­be­li­ge bil­le­de. “Thus alt­hough met­ho­do­lo­gi­cal­ly a deve­l­op­ment wit­hin the mani­fest ima­ge, the sci­en­ti­fic ima­ge pre­sents itself as a rival image”.7Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 20. Set fra det viden­ska­be­li­ge stand­punkt, er det mani­fe­ste bil­le­de ufuld­stæn­digt men prag­ma­tisk nyt­tigt i dets “like­ness of a rea­li­ty”, mens det viden­ska­be­li­ge bil­le­de sta­dig er under udvik­ling i dets afdæk­ning af en i prin­cip­pet fuld­stæn­dig “like­ness of a rea­li­ty”. Set fra det mani­fe­ste stand­punkt er situ­a­tio­nen gan­ske mod­sat. “To all of which, of cour­se, the mani­fest ima­ge or, more accu­ra­te­ly, the peren­ni­al phi­los­op­hy which endor­ses its claims, replies that the sci­en­ti­fic ima­ge can­not repla­ce the mani­fest wit­hout rejecting its own foundation”.8Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 20–21.

Hvor skal vi læg­ge vores lod­der i den vægtskål? Vi står såle­des med tre prin­cipel­le mulig­he­der: (1) Man kan hæv­de, at MB og VB ikke kan redu­ce­res til hin­an­den, men for­sø­ge at sam­ord­ne dem til en hel­hed; (2) man kan hæv­de, at MB er grund­læg­gen­de, og søge at ind­ar­bej­de VB i MB eller lige­frem redu­ce­re VB til MB; eller (3) man kan hæv­de, at VB er grund­læg­gen­de og søge at ind­ar­bej­de MB i VB eller lige­frem redu­ce­re MB til VB. Dis­se tre tan­ke­fi­gu­rer for­mu­le­rer Sel­lars på den måde, at den før­ste består i, at “[m]anifest objects are iden­ti­cal with systems of imper­cep­tib­le par­ti­c­les in that simp­le sen­se in which a forest is iden­ti­cal with a num­ber of tre­es.” Den anden figur består i, at “[m]anifest objects are what real­ly exist; systems of imper­cep­tib­le par­ti­c­les being ‘abstra­ct’ or ‘sym­bo­lic’ ways of rep­re­sen­ting them.” Og den tred­je figur består i, at “[m]anifest objects are ‘appea­ran­ces’ to human minds of a rea­li­ty which is con­sti­tu­ted by systems of imper­cep­tib­le particles”.9Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 26. Ingen af dis­se tre muli­ge svar hjæl­per os til at mæg­le mel­lem det mani­fe­ste og viden­ska­be­li­ge bil­le­de. Den før­ste tan­ke­fi­gur afvi­ses med hen­vis­ning til Sel­lars’ kend­te lyse­rø­de ister­ning. En lyse­rød ister­ning er set fra et mani­fest per­spek­tiv lyse­rød, uan­set om man deler den i min­dre styk­ker. Set fra et viden­ska­be­ligt per­spek­tiv kan usyn­li­ge ting aldrig have kva­li­ta­ti­ve egen­ska­ber, der får dem til at være lyse­rø­de, når de sæt­tes sam­men og sam­let set bli­ver til en ister­ning. Med andre ord kan de to syns­vink­ler ikke mødes og ska­be enig­hed om, hvor­dan syn­li­ge egen­ska­ber som at være en ister­ning og at være lyse­rød kan opstå fra egen­ska­ber, der hver­ken er lyse­rø­de eller har ister­nings­kva­li­te­ter.

Den anden tan­ke­fi­gur afvi­ses også, for­di, som Sel­lars siger: Vi ved, at der fin­des sto­le og lyse­rø­de ister­nin­ger, der er far­ve­de, hvil­ket bety­der, at der fin­des syn­li­ge ting med syn­li­ge egen­ska­ber. Men det er en viden, vi har, for­di dis­se ting er til­gæn­ge­li­ge for vore san­ser. Men den­ne viden kan vi ikke under­støt­te med en for­kla­ring af, hvor­for det er sådan; en for­kla­ring som lig­ger uden for det mani­fe­ste bil­le­de. Vi kan der­for ikke vide, om tin­ge­ne er sådan uaf­hæn­gigt af vores sans­ning.

Ende­lig betrag­ter Sel­lars mulig­he­den for at redu­ce­re det mani­fe­ste bil­le­de. Efter­som usyn­li­ge enti­te­ter ikke kan have andet end usyn­li­ge egen­ska­ber, så kan usyn­li­ge enti­te­ter ikke ska­be syn­li­ge egen­ska­ber, som dem de mani­fe­ste gen­stan­de har. Men vi ved, at der fin­des mani­fe­ste gen­stan­de med syn­li­ge egen­ska­ber. Ergo kan mani­fe­ste gen­stan­de ikke blot være “til­sy­ne­kom­ster” (appea­ran­ces). Sel­lars afvi­ser dog argu­men­tet som non sequi­tur, for han mener ikke, at det, vi har med at gøre, er en benæg­tel­se af anta­gel­sen, at der fin­des objek­ter og far­ver inden for det mani­fe­ste bil­le­de, men at vi taler om en benæg­tel­se, der udfor­drer sel­ve det mani­fe­ste bil­le­de. Så hvad vi ved inden for det mani­fe­ste bil­le­de, kan ikke bru­ges til at afvi­se, hvad det viden­ska­be­li­ge bil­le­de hæv­der er til­fæl­det.

Pro­ble­met med for­skel­le­ne mel­lem det mani­fe­ste og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de synes at kun­ne føres til­ba­ge til for­hol­det mel­lem det men­tale og det fysi­ske. Vi ople­ver ver­den ved, at den fysi­ske ver­den for­år­sa­ger en bevidst men­tal præ­sen­ta­tion af den fysi­ske ver­den. Det er der­for natur­ligt, at Sel­lars under­sø­ger det psy­ko­fy­si­ske for­hold ud fra en viden­ska­be­lig til­gang. Med hen­syn til tan­ker, mener han ikke, at viden­ska­ben er uden res­sour­cer til at for­kla­re dem, da tan­ker kan ses i ana­lo­gi med “indre tale” og kan for­stås funk­tio­nelt. Der­i­mod er situ­a­tio­nen en gan­ske anden, når vi foku­se­rer på vores bevid­ste san­se­op­le­vel­se: “Sen­sa­tions and ima­ges do, we shall see, pre­sent them­sel­ves to us in a qua­li­ta­ti­ve cha­ra­cter, a fact which acco­unts for the fact that they are stum­bling blo­cks in the attempt to accept the sci­en­ti­fic ima­ge as real”.10Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 32. Så når det gæl­der tænk­ning, er der intet pro­blem med at få MB og VB til at sam­stem­me: “[T]he respect in which both ima­ges are con­cer­ned with con­cep­tu­al thin­king (which is the distin­cti­ve trait of man), the mani­fest and sci­en­ti­fic ima­ges could mer­ge wit­hout clash in the synop­tic view”.11Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 34. Når det der­i­mod gæl­der “kva­lia” som far­ver, har vi et pro­blem, som er ana­logt til den lyse­rø­de ister­ning: “[T]he pro­blem in both cases is essen­ti­al­ly the same: how to recon­ci­le the ulti­ma­te homo­ge­nei­ty of the mani­fest ima­ge with the ulti­ma­te non-homo­ge­nei­ty of the system of sci­en­ti­fic objects”.12Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 36.

Sel­lars når til den løs­ning, at det mani­fe­ste bil­le­de ikke kan redu­ce­res til det viden­ska­be­li­ge bil­le­de. Det afgø­ren­de i for­stå­el­sen af for­hol­det mel­lem det mani­fe­ste og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de er vort dag­lig­dags­be­greb om per­so­ner, der er karak­te­ri­se­ret ved at have inten­tio­ner, og som igen­nem kom­mu­ni­ka­tion og anden soci­al inter­ak­tion fast­læg­ger nor­mer­ne for, hvad vi for­står ved ratio­nel og kor­rekt tænk­ning. Vi kan kun begri­be viden­skab som et ratio­nelt fore­ta­gen­de, hvis vi ind­dra­ger per­so­ner, som noget vi ikke kan give en viden­ska­be­lig for­kla­ring på. Vores måde at for­stå per­so­ner på skal ikke for­so­nes med det viden­ska­be­li­ge bil­le­de, men skal til­fø­jes det uden for­be­hold. Eller som Sel­lars for­mu­le­rer det:

Thus, to com­ple­te the sci­en­ti­fic ima­ge we need to enrich it not with more ways of saying what is the case, but with the langu­a­ge of com­mu­ni­ty and indi­vi­du­al inten­tions, so that by con­stru­ing the actions we intend to do and the circum­stan­ces in which we intend to do them in sci­en­ti­fic terms, we direct­ly rela­te the world as con­cei­ved by sci­en­ti­fic the­ory to our pur­po­ses, and make it our world and no lon­ger an ali­en appen­da­ge to the world in which we do our living.13Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 40.

Sel­lars’ ana­ly­se er inter­es­sant men også man­gel­fuld. Den tager sig ud som om onto­lo­gisk ana­ly­se, men ender til­sy­ne­la­den­de med at kon­klu­de­re, at vi af epi­ste­mo­lo­gi­ske grun­de må ope­re­re med en dua­lis­tisk for­stå­el­se af ver­den. Selv om den viden­ska­be­li­ge beskri­vel­se af ver­den søger at ude­la­de en rent kva­li­ta­tiv for­stå­el­se, så kan vi ikke for­stå viden­ska­be­lig tænk­ning som en ratio­nelt akti­vi­tet i dens afdæk­ning af vir­ke­lig­he­den, med min­dre vi ind­dra­ger men­ne­sket, som det­te ansku­es og defi­ne­res ud fra det mani­fe­ste bil­le­de. Men­ne­skets men­tale evner står som den epi­ste­mi­ske for­ud­sæt­ning for viden­skab som en soci­al form for erken­del­se. Hvad jeg per­son­lig mang­ler i hans filo­so­fi­ske ana­ly­se er at for­stå, hvor­dan natu­ren er ind­ret­tet, såle­des at det også giver onto­lo­gisk mening, at vi både kan for­stå ver­den, som fysik­ken beskri­ver den, og som com­mon­sen­se beskri­ver den.

Klas­sisk fysik og kvan­te­me­ka­nik

Sel­lars’ dilem­ma mani­feste­rer sig også inden for sel­ve det viden­ska­be­li­ge bil­le­de, der, som Sel­lars net­op gjor­de opmærk­som, er sam­men­sat af man­ge bil­le­der. Mel­lem hvert af dis­se man­ge bil­le­der består en lig­nen­de pro­ble­ma­tik. Kan socio­lo­gi redu­ce­res til psy­ko­lo­gi, som even­tu­elt kan redu­ce­res til bio­lo­gi? Og kan bio­lo­gi redu­ce­res til kemi, som måske kan redu­ce­res til fysik? Sam­men­lig­ner vi dis­se for­skel­li­ge viden­ska­ber, så frem­står de i ker­nen ret auto­no­me, da de hver især har udvik­let deres eget begrebs­sy­stem og på grund­lag af det været i stand til at beskri­ve de emner, som dis­se viden­ska­ber hver især arbej­der med, og for­kla­re for­lø­bet af de pro­ces­ser, hvori de viden­ska­be­li­ge gen­stan­de ind­går.

Kemi­en arbej­der med stof­fer, der kal­des for iso­me­rer. Dis­se stof­fer er sam­men­sat af de sam­me ato­mer, men deres kemi­ske og fysi­ske egen­ska­ber er meget for­skel­li­ge. Det er såle­des umu­ligt at for­kla­re de enkel­te iso­me­rers kemi­ske egen­ska­ber ale­ne ud fra kend­ska­bet til ato­mer­nes fysi­ske beskaf­fen­hed. I bio­lo­gi­en har man været i stand til at for­kla­re udvik­lin­gen af nuvæ­ren­de orga­nis­mer ud fra tid­li­ge­re orga­nis­mer igen­nem gene­risk vari­a­tion, natur­lig selek­tion og til­pas­ning til omgi­vel­ser­ne. Ingen har end­nu været i stand til at vise, hvor­dan de sam­me pro­ces­ser skul­le kun­ne beskri­ves ale­ne ved hjælp af rent fysi­ske begre­ber som kraft, mas­se, hastig­hed og lad­ning. Lige­le­des har ingen en kemisk for­kla­ring på, hvor­dan livs­pro­ces­ser­ne fun­ge­rer som livs­pro­ces­ser.

En til­sva­ren­de mang­len­de reduk­tiv for­kla­ring er til ste­de i for­hold til men­tale fæno­me­ner. Hvor­dan skal vi kun­ne for­kla­re kva­li­ta­ti­ve ople­vel­ser ud fra kend­ska­bet til hjer­nens neu­ra­le, kvan­ti­ta­ti­ve pro­ces­ser? I man­ge til­fæl­de kan hjer­ne­for­ske­ren pege på kor­re­la­tio­ner mel­lem bestem­te hjer­ne­til­stan­de og men­tale til­stan­de, men kor­re­la­tio­ner kan som bekendt ikke bru­ges som for­kla­rin­ger. Hvil­ke for­hold får bevid­ste til­stan­de til at frem­stå helt ander­le­des end fysi­ske til­stan­de, som de er kor­re­le­re­de med? Sub­stans­du­a­lis­men har næp­pe man­ge for­ta­le­re i dag blandt filo­sof­fer­ne, men egen­skabs­du­a­lis­men er bestemt en mulig­hed, selv om de fle­ste filo­sof­fer nok sta­dig betrag­ter sig selv om fysi­ka­li­ster eller mate­ri­a­li­ster.

Man nar­rer sig selv, hvis man mener, at eksemp­ler­ne fra kemi, bio­lo­gi og psy­ko­lo­gi skyl­des mang­len­de viden. Når det kan siges med stor sik­ker­hed, beror det på, at van­ske­lig­he­der­ne ved at etab­le­re en for­kla­ren­de over­gang mel­lem de enkel­te viden­ska­ber afspej­ler en van­ske­lig­hed, som alle­re­de fin­des i fysik­ken. Et af de sto­re pro­ble­mer i fysik­ken er, hvor­dan vi kom­mer fra den kvan­te­me­ka­ni­ske beskri­vel­se til den klas­si­ske beskri­vel­se af ver­den. For at for­stå dilem­ma­et vil jeg kort rede­gø­re for for­skel­len mel­lem de to beskri­vel­ser.

Den klas­si­ske fysi­ske beskri­vel­se hvi­ler på vor umid­del­ba­re erfa­ring, som for­sik­rer os, at en gen­stand ikke kan befin­der sig to ste­der på sam­me tid, at to gen­stan­de af sam­me slags er rum­ligt adskilt og der­for ikke kan være på sam­me sted til sam­me tids­punkt, at intet kan bevæ­ge sig med fle­re hastig­he­der til sam­me tids­punkt, at enhver ting, som gen­nem­lø­ber en pro­ces, kon­ti­nu­er­ligt vil gen­nem­lø­be enhver mulig til­stand i pro­ces­sen, samt at enhver for­an­dring af en ting kræ­ver, at der er en årsag, som frem­kal­der for­an­drin­gen. Enhver fysik, som læg­ger dis­se prin­cip­per til grund for en beskri­vel­se, kræ­ver blot, at vi kan beskri­ve et fysisk system ved hjælp af kvan­ti­ta­ti­ve præ­di­ka­ter som sted, bevæ­gel­se, mas­se, lad­ning og kraft. Den­ne ind­sigt før­te til for­mu­le­rin­gen af den klas­si­ske fysiks love, hvis anven­de­lig­hed siden er ble­vet bekræf­tet et utal af gan­ge af obser­va­tio­ner og eks­pe­ri­men­ter.

Kvan­te­me­ka­nik­ken bry­der med det meste af det, som den klas­si­ske fysik og com­mon­sen­se tager for givet. Det beror på, at ener­giover­fø­rel­sen fra et system til et andet ikke er kon­ti­nu­er­lig. Den kvan­ti­fi­ce­re­de ener­giover­før­sel er karak­te­ri­se­ret ved Plan­cks kon­stant. Des­u­den kan et kvan­te­sy­stem beskri­ves som en bøl­ge eller som en par­ti­kel, alt efter den type eks­pe­ri­ment man udfø­rer. Det er svært at begri­be, da en bøl­ge jo er udbredt i rum­met, mens en par­ti­kel er iso­le­ret til et gan­ske lil­le områ­de. Kvan­te­me­ka­nik­ken fin­des i to for­skel­li­ge udga­ver, som er ækvi­va­len­te i den for­stand, at de giver de sam­me resul­ta­ter, men som byg­ger på meget for­skel­li­ge mate­ma­ti­ske prin­cip­per: Hei­sen­bergs matrix­me­ka­nik og Schrö­din­gers bøl­ge­me­ka­nik. Iføl­ge sidst­nævn­te kan enhver kvan­te­til­stand beskri­ves ved hjælp af en bøl­ge­funk­tion. Den­ne funk­tion blev af Max Born ret hur­tigt tol­ket som udryk for en sand­syn­lig­hed­s­am­pli­tu­de, hvis nume­ri­ske kva­drat giver os sand­syn­lig­he­den for, at pågæl­den­de kvan­te­til­stand vil kun­ne obser­ve­res. Hvis vi blot betrag­ter bøl­ge­me­ka­nik­ken, er den ken­de­teg­net ved, at bøl­ger kan over­lej­res hin­an­den og igen­nem inter­fe­rens ska­be nye bøl­ger. Så sand­syn­lig­he­den for at obser­ve­re en af to poten­ti­el­le vær­di­er for eksem­pel­vis syste­mets posi­tion eller hastig­hed kan beskri­ves ved en ny bøl­ge­funk­tion, og samt­li­ge muli­ge vær­di­er kan også beskri­ves af en bøl­ge­funk­tion. Det­te træk ved for­ma­lis­men kal­des også for en super­po­si­tion af de enkel­te poten­ti­el­le kvan­te­til­stan­de. Det ska­ber så det fæno­men, som man­ge fysi­ke­re omta­ler som måle­pro­ble­met: Hvad bestem­mer den aktu­el­le til­stan­de, vi måler, når nu alle muli­ge til­stan­de er repræ­sen­te­ret af syste­mets sam­le­de bøl­ge­funk­tion?

Kvan­te­me­ka­nik­ken er des­u­den under­lagt en ræk­ke ube­stemt­he­der – også kal­det Hei­sen­bergs ube­stemt­heds­re­la­tio­ner. Det er såle­des ikke muligt, som det ellers er i den klas­si­ske ver­den, på én gang at fast­læg­ge et kvan­te­sy­stems impuls (mas­se × hastig­hed) og posi­tion med præ­cis nøj­ag­tig­hed. Såfremt vi med rime­lig­hed anta­ger, at ube­stemt­heds­re­la­tio­ner ikke angi­ver vores uvi­den­hed, så er kon­se­kven­sen, at hvis vi fast­læg­ger eksem­pel­vis syste­mets præ­ci­se impuls, så kan syste­met ikke læn­ge­re siges at befin­de sig et bestemt sted. Det omvend­te gæl­der natur­lig­vis også.

Ende­lig skal kvan­te­sy­ste­mers sam­men­fil­tret­hed (entang­le­ment) omta­les. Inden for den klas­si­ske meka­nik gæl­der, at to rum­ligt adskil­te syste­mer har adskil­te egen­ska­ber, såle­des at en måling på et system nor­malt er uaf­hæn­gig af de egen­ska­ber, man måler på et andet system. Men det gæl­der ikke i kvan­te­me­ka­nik­ken. For­søg har vist, at hvis kvan­te­sy­ste­mer brin­ges sam­men og efter­føl­gen­de adskil­les fra hin­an­den, så vil målin­ger på det ene system være afhæn­gi­ge af målin­ger på det andet system og omvendt. Med andre ord er de to syste­mers egen­ska­ber sam­men­flet­te­de, uan­set om syste­mer­ne er adskil­te med lysår. I vir­ke­lig­he­den fun­ge­rer de to syste­mer som et system, der først opnå selv­stæn­dig sta­tus som to syste­mer uaf­hæn­gi­ge af hin­an­den i det øje­blik, hvor man måler deres egen­ska­ber.

Oven­stå­en­de er såle­des en tyde­lig illu­stra­tion af, at kvan­te­ver­de­nen er meget for­skel­lig fra den klas­si­ske ver­den. Niels Bohr hæv­de­de godt nok, at vi altid må beskri­ve den ato­ma­re ver­den ved hjælp af de klas­si­ske begre­ber, og at til­skriv­nin­ger af klas­si­ske egen­ska­ber til kvan­te­sy­ste­mer bero­e­de på adskil­te eks­pe­ri­men­tel­le opstil­lin­ger, som ude­luk­ker hin­an­den, og at sådan­ne til­skriv­nin­ger der­for var kom­ple­men­tæ­re. Bohr anfør­te adskil­li­ge gan­ge, at de klas­si­ske begre­ber er uund­vær­li­ge, for­di det kun er ved at bru­ge dem, at vi kan kom­mu­ni­ke­re med andre om det, vi har gjort og obser­ve­ret:

It is deci­si­ve to recog­nize that, how­ever far the pheno­me­na trans­cend the scope of clas­si­cal phy­si­cal expla­na­tion, the acco­unt of all evi­den­ce must be expres­sed in clas­si­cal terms. The argu­ment is sim­ply that by the word “expe­ri­ment” we refer to a situ­a­tion where we can tell others what we have done and what we have lear­ned and that, there­fo­re, the acco­unt of the expe­ri­men­tal arran­ge­ment and of the results of the obser­va­tions must be expres­sed in unam­bi­guous langu­a­ge with sui­tab­le appli­ca­tion of the ter­mi­no­lo­gy of clas­si­cal physics.14N. Bohr, “Discus­sions with Ein­ste­in on Epi­ste­mo­lo­gi­cal Pro­blems in Ato­mic Phy­si­cs”, i Albert Ein­ste­in, Philosopher–scientist: The Library of Living Phi­los­op­hers, Vol. 7, red. P.A. Schilpp (Evan­ston: Open Court, 1949), 209.

Selv­om man giver Bohr ret i den argu­men­ta­tion, så har den jo ikke umid­del­bart onto­lo­gi­ske kon­se­kven­ser. Den beror på, at vi som men­ne­sker har vis­se kog­ni­ti­ve kate­go­ri­er, som vi bru­ger til at beskri­ve vores erfa­ring­er, hvad enten de som hos Kant er a pri­o­ri giv­ne, eller de er et resul­tat af natur­lig selek­tion. Det siger blot noget om, at den klas­si­ske ver­den har epi­ste­misk pri­o­ri­tet, ikke noget om, at den har onto­lo­gisk pri­o­ri­tet. Fak­tisk vil­le Bohr nok med­gi­ve, at den klas­si­ske makrosko­pi­ske ver­den er opbyg­get af kvan­te­me­ka­ni­ske syste­mer. Blot und­lod Bohr helt at besva­re det onto­lo­gi­ske pro­blem. Sna­re­re efter­lod han os der, hvor Sel­lars år sene­re også efter­lod os: Kvan­te­me­ka­nik og klas­sisk meka­nik er to riva­li­se­ren­de bil­le­der. Men skal vi for­stå kvan­te­me­ka­nik­ken, vil Bohr med Sel­lars’ kon­klu­de­ren­de ord kun­ne sige, så behø­ver vi

to enrich it not with more ways of saying what is the case, but with the langu­a­ge of com­mu­ni­ty and indi­vi­du­al inten­tions, so that by con­stru­ing the actions we intend to do and the circum­stan­ces in which we intend to do them in sci­en­ti­fic [clas­si­cal] terms, we direct­ly rela­te the world as con­cei­ved by sci­en­ti­fic [quan­tum] the­ory to our pur­po­ses, and make it our world and no lon­ger an ali­en appen­da­ge to the world in which we do our living.15Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 40.

Klas­sisk meka­nik har epi­ste­mo­lo­gisk pri­o­ri­tet i for­hold til kvan­te­me­ka­nik­ken, men næp­pe onto­lo­gisk.

I nye­re fysik prø­ver man så at for­kla­re, hvor­dan det klas­si­ske niveau kan opstå fra det kvan­te­me­ka­ni­ske niveau. Når vi måler på et kvan­te­sy­stem, boner appa­ra­tu­ret altid ud med en bestemt vær­di, uan­set at kvan­te­sy­ste­met befin­der sig i en super­po­si­tio­ne­ret til­stand af man­ge vær­di­er. Hvor­for sker det? Den moder­ne for­kla­ring hen­vi­ser til et begreb, som først blev intro­du­ce­ret i fysik­ken af Die­ter Zeh i 1970: Det sker igen­nem deko­hæ­rens. Alle kvan­te­sy­ste­mer, også dem man ikke måler på, befin­der sig i en sam­men­flet­tet til­stand med omgi­vel­ser­ne (entang­le­ment), og for­di omgi­vel­ser­ne (eksem­pel­vis luft­mo­le­ky­ler­ne) besid­der “uen­de­lig” man­ge fri­heds­gra­der, vil dis­se udva­ske de fle­ste, hvis ikke alle, super­po­si­tio­ne­re­de vær­di­er med und­ta­gel­se af en enkelt. Med andre ord befin­der Schrö­din­gers kat sig ikke i en super­po­si­tio­ne­ret til­stand mel­lem død og leven­de, men i en defi­nit til­stand som enten død eller leven­de – teo­ri­en kan blot ikke sige hvil­ken, så deko­hæ­rens løser ikke det såkald­te måle­pro­blem.

Natur­lig­vis er det ikke ste­det her at gå ind i de tek­ni­ske detal­jer. Men deko­hæ­rens har fået adskil­li­ge fysi­ke­re og filo­sof­fer til at tale om, at den klas­si­ske ver­den er en illu­sion eller et simulacrum,16Se for eksem­pel D. Howard, “Com­ple­men­ta­ri­ty and Deco­he­ren­ce”, i Quan­tum Arran­ge­ments (Fun­da­men­tal The­o­ri­es of Phy­si­cs 203), red. G. Jae­ger et al. (Sprin­ger Natu­re, 2021). men det er efter min mening at gå alt for langt. At kvan­te­me­ka­ni­ske syste­mer er sam­men­fil­tre­de med omgi­vel­ser­ne, er der man­ge eks­pe­ri­men­tale resul­ta­ter, som bekræf­ter, hvil­ket i høj grad besvær­lig­gør kon­struk­tio­nen af kvan­tecom­pu­te­re. Man kan der­i­mod tale om, at det klas­si­ske niveau super­ve­ni­e­rer på det kvan­te­me­ka­ni­ske niveau. Det inde­bæ­rer blot, at man hæv­der, at kvan­te­ver­de­nen er kon­sti­tu­e­ren­de for den klas­si­ske ver­den, men at kvan­te­sy­ste­mets super­po­si­tio­ne­re­de bøl­ge­funk­tion blot er til­stræk­ke­lig for en bestemt mikrosko­pisk vær­di. Ingen vil nor­malt hæv­de, at den makrosko­pi­ske ver­den er en illu­sion, såfremt den klas­si­ske ver­den kan siges at super­ve­ni­e­re på den mikrosko­pi­ske ver­den, lige­som hel­ler ingen vil hæv­de, at det med­fø­rer, at bevidst­he­den er en illu­sion, hvis men­tale til­stan­de super­ve­ni­e­rer på hjer­ne­til­stan­de. Super­ve­ni­ensprin­cip­pet er jo net­op tænkt på som en måde at red­de bevidst­he­den ud af klø­er­ne på eli­mi­na­ti­vi­ster og reduk­tio­ni­ster.

Det natur­li­ge bil­le­de

Helt cen­tralt i det mani­fe­ste bil­le­des for­stå­el­se af men­ne­sket i ver­den er til­skriv­nin­gen af bevidst­hed, ratio­na­li­tet, fri vil­je, mening, nor­mer og vær­di­er. Som evo­lu­tio­nær natu­ra­list har jeg, mod­sat Sel­lars, argu­men­te­ret for, at høje­re­stå­en­de dyr også besid­der både bevidst­hed og begre­ber om det, der er vig­tigt for deres over­le­vel­se, om end ikke noget avan­ce­ret sprog.17J. Faye, How Mat­ter Becomes Conscious. A Natu­ra­li­stic The­ory of the Mind (Lon­don: Pal­gra­ve Mac­mil­lan, 2019); J. Faye, The Bio­lo­gi­cal and Soci­al Dimen­sions of Human Know­led­ge (Lon­don: Pal­gra­ve Mac­mil­lan, 2023). Siden for­ta­ler­ne for iden­ti­tet­ste­o­ri­en for­søg­te at redu­ce­re men­tale til­stan­de til hjer­ne­til­stan­de, men efter at Put­nams man­ge­re­a­li­sa­tions­ar­gu­ment frem­kom, har i det mind­ste filo­sof­fer af mate­ri­a­li­stisk eller fysi­ka­li­stisk obser­vans intro­du­ce­ret begre­bet super­ve­ni­ens: at men­tale til­stan­de super­ve­ni­e­rer på hjer­ne­til­stan­de. Der fin­des for­skel­li­ge styr­ker af super­ve­ni­ens, men det grund­læg­ge træk ved dem alle er, at hvis bevidst­he­den super­ve­ni­e­rer på hjer­nens til­stan­de, så er en given hjer­ne­til­stand kun til­stræk­ke­lig men ikke nød­ven­dig for en bestemt men­tal til­stand, alt­så at en bestemt men­tal til­stand kan være rea­li­se­ret af man­ge for­skel­li­ge (slags) hjer­ne­til­stan­de.

Super­ve­ni­ens angi­ver blot en logisk rela­tion mel­lem sind og hjer­ne. Begre­bet siger ikke noget om, hvil­ke neu­ra­le meka­nis­mer der er i stand til at rea­li­se­re bevidst­hed og der­med alt det, som føl­ger af at have bevidst­hed. Vi ople­ver ver­den kva­li­ta­tivt og menings­fuldt. Ingen teo­ri om for­hol­det mel­lem hjer­ne og bevidst­hed har end­nu over­be­vi­sen­de kun­net for­kla­re, hvor­dan super­ve­ni­ens mel­lem dem opstår. En anden mulig­hed, som man­ge filo­sof­fer har sat deres lid til, er begre­bet emer­gens. Desvær­re fin­des der ingen enig­hed om, hvor­dan begre­bet skal for­stås, men bag det lig­ger den onto­lo­gi­ske betragt­ning, at ver­den består af for­skel­li­ge niveau­er, som har selv­stæn­di­ge egen­ska­ber og er under­ka­stet egne lov­mæs­sig­he­der, der ikke fuldt og helt kan for­kla­res ud fra de egen­ska­ber, som det under­lig­gen­de niveau har i rela­tion til de lov­mæs­sig­he­der, der her­sker på det­te under­lig­gen­de niveau. Med andre ord står emer­gen­tis­me som mod­pol til reduk­tio­nis­me, for­di der bli­ver til­fø­jet noget nyt til ver­den, hver gang et over­ord­net niveau dan­nes. Og hvis vi skal karak­te­ri­se­re den­ne posi­tion som andet end super­ve­ni­ens, kan vi sige, at emer­gens bety­der, at det under­lig­gen­de niveau er nød­ven­digt men ikke til­stræk­ke­ligt for det over­lig­gen­de niveau. En sådan ana­ly­se red­der det mani­fe­ste bil­le­de fra at bli­ve opslugt af det viden­ska­be­li­ge bil­le­de, for­di bevidst­hed ikke udtøm­men­de kan for­kla­res ud fra kend­ska­bet til hjer­nens intrin­si­ske pro­ces­ser. De to bil­le­der for­bli­ver til­sy­ne­la­den­de intak­te. Men efter­som hjer­nens fysi­ske pro­ces­ser blot er nød­ven­di­ge for enhver men­tal akti­vi­tet, kan man ikke ude­luk­ke, at der ud over dis­se mate­ri­el­le pro­ces­ser kræ­ves, at de nye men­ta­li­sti­ske egen­ska­ber, der opstår, er af ikke-mate­ri­el eller ikke-fysisk karak­ter. I så fald man hæv­der det, gør man sig til til­hæn­ger af egen­skabs­du­a­lis­me. Hvad der kræ­ves er blot, at hjer­ne­pro­ces­ser­ne har både fysi­ske og ikke-fysi­ske egen­ska­ber, der logisk set er nød­ven­di­ge og til­træk­ke­li­ge for fore­kom­sten af bevidst­hed.

Selv har jeg tid­li­ge­re vendt mig imod ide­en om, at ver­den består af for­skel­li­ge onto­lo­gi­ske niveau­er, og at der her­sker emer­gens mel­lem dis­se niveauer.18Faye, How Mat­ter Becomes Conscious; J. Faye, “Caus­al Mecha­nism, Com­ple­xi­ty, and the Environ­ment”, i Mecha­ni­stic Expla­na­tions in Phy­si­cs and Bey­ond (Euro­pe­an Stu­di­es in Phi­los­op­hy of Sci­en­ce 1), red. B. Fal­ken­burg & G. Schie­mann (Dor­dre­cht: Sprin­ger, 2019). Mere kom­plek­se syste­mer er ikke på et høje­re vir­ke­lig­heds­ni­veau end min­dre kom­plek­se syste­mer. Jeg er sam­ti­dig evo­lu­tio­nær natu­ra­list, der mener, at vor bevidst­hed ikke ale­ne beror på hjer­nens intrin­si­ske egen­ska­ber. Den påstand kan under­byg­ges af to argu­men­ter: Det er umu­ligt at se, hvor­dan viden­ska­bens brug af kvan­ti­ta­ti­ve begre­ber nogen sin­de skal kun­ne for­kla­re det kva­li­ta­ti­ve ind­hold af vore men­tale til­stan­de. Og i lyset af neodarwi­ni­stisk evo­lu­tions­te­o­ri må vi anta­ge, at men­ne­skets bevidst­hed er et resul­tat af natur­lig selek­tion og den der­af føl­gen­de til­pas­ning til omgi­vel­ser­ne. Eller sagt op en anden måde: Det er en orga­nis­mes omgi­vel­ser, der mesten­dels har for­met og til sta­dig­hed for­mer dens bevidst­hed.

Så i ste­det for at for­stå ver­dens indret­ning i det sæd­vand­li­ge ver­ti­ka­le per­spek­tiv, hvor den er opdelt i for­skel­li­ge onto­lo­gi­ske niveau­er, fore­træk­ker jeg at betrag­te den i et hori­son­talt perspektiv.19Faye, “Caus­al Mecha­nism, Com­ple­xi­ty, and the Environment”. Ud fra det per­spek­tiv er bevidst­hed en ekstrin­sisk egen­skab ved hjer­nen, som opstår ved, at en orga­nis­mes omgi­vel­ser påvir­ker pro­ces­ser­ne i dens hjer­ne. Kort for­talt: Ethvert system, uan­set om det er kvan­te­me­ka­nisk, neu­ralt eller en hel orga­nis­me, er ind­lej­ret i sine omgi­vel­ser, og bevidst­hed som en ekstrin­sisk egen­skab ved hjer­nen opstår ved, at orga­nis­men er ind­lej­ret i et mil­jø, hvor­ved hjer­nen igen­nem san­se­or­ga­ner­ne vek­sel­vir­ker med orga­nis­mens fysi­ske og soci­a­le omgi­vel­ser. Hjer­ne­pro­ces­ser­nes ekstrin­si­ske egen­ska­ber opstår ved, at hver ind­lej­ret neu­ron vek­sel­vir­ker med sine omgi­vel­ser, hvil­ket først og frem­mest er alle andre neu­ro­ner i hjer­nen, lige­som ethvert ind­lej­ret kvan­te­sy­stem er omgi­vet af andre kvan­te­sy­ste­mer, der ind­byr­des vek­sel­vir­ker med alle andre kvan­te­sy­ste­mer. Den sid­ste form for vek­sel­virk­ning sker igen­nem entang­le­ment, som ikke kan for­stås som en kaus­al vek­sel­virk­ning.

Ethvert system er ind­lej­ret i et stør­re system, som det altid vek­sel­vir­ker med, og alle syste­mer har der­for både intrin­si­ske og ekstrin­si­ske egenskaber.20Det stør­ste system er natur­lig­vis uni­ver­set, for­di det ind­lej­rer alle andre syste­mer, og med min­dre det vek­sel­vir­ker med andre uni­ver­ser, har uni­ver­set ingen ekstrin­si­ske egenskaber. Den­ne vek­sel­virk­ning sker ikke ale­ne mel­lem syste­mets og omgi­vel­ser­nes intrin­si­ske egen­ska­ber, men også mel­lem syste­mets ekstrin­si­ske egen­ska­ber og omgi­vel­ser­nes ekstrin­si­ske egen­ska­ber. Samt­li­ge ind­lej­rin­ger ska­ber nye for­mer for vek­sel­virk­nin­ger og der­med nye ekstrin­si­ske egen­ska­ber hos de syste­mer, som vek­sel­vir­ker med hin­an­den. Eller sagt på en anden måde: Ethvert ind­lej­ret system kan karak­te­ri­se­res ved en ræk­ke intrin­si­ske egen­ska­ber, som dis­po­ne­rer syste­met til at frem­vi­se bestem­te ekstrin­si­ske egen­ska­ber under den ret­te inter­ak­tion med omgi­vel­ser­ne, og sådan­ne ekstrin­si­ske egen­ska­ber kan så igen vek­sel­vir­ke med andre ekstrin­si­ske egen­ska­ber i omgi­vel­ser­ne. Såle­des er bevidst­hed en ekstrin­sisk egen­skab ved hjer­nen, som opstår ved, at den bear­bej­der og lag­rer ind­tryk fra per­so­nens omver­den opnå­et igen­nem sans­ning og brug af spro­get.

Om man vil kal­de en sådan posi­tion for fysi­ka­li­stisk eller mate­ri­a­li­stisk er for så vidt lige meget. For at kun­ne hæv­de noget sådant kræ­ves dog en end­nu mere radi­kal omde­fi­ne­ring af mate­ri­a­lis­me end den, der er sket med udvik­lin­gen af fysik­ken. Efter­som ekstrin­si­ske egen­ska­ber ikke kan redu­ce­res til intrin­si­ske egen­ska­ber, er der ikke grund­lag for at sige, at ver­den er mate­ri­el eller fysisk, da dis­se karak­te­ri­stik­ker net­op hvi­ler på en viden­ska­be­lig for­stå­el­se af den fysi­ske ver­dens beskaf­fen­hed i form af dens intrin­si­ske egen­ska­ber. Så stand­punk­tet, jeg har søgt at gøre gæl­den­de, kan med rime­lig­hed kal­des for det natu­ra­li­sti­ske bil­le­de. Både det mani­fe­ste og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de er en mani­fe­sta­tion af men­ne­skets måder at erken­de ver­den på, hvis mulig­hed er givet os igen­nem vor bio­lo­gi­ske evo­lu­tion. Det natu­ra­li­sti­ske bil­le­de accep­te­rer men­ne­skets for­stå­el­se af ver­den og det selv, som den­ne for­stå­el­se kom­mer til udtryk i et viden­ska­be­ligt bil­le­de, der ikke ale­ne ret­ter sig imod eller byg­ger på fysik, sam­ti­dig med at det søger at give en onto­lo­gisk for­kla­ring på, hvor­for det mani­fe­ste bil­le­de af bevidst­hed og dens måde at præ­sen­te­re ver­den på unds­lip­per viden­ska­be­lig reduk­tio­nis­me. Et natu­ra­li­stisk bil­le­de accep­te­rer også, at vi aldrig vil kun­ne for­ud­si­ge alt i den­ne ver­den, for­di kend­ska­bet til et systems intrin­si­ske egen­ska­ber er util­stræk­ke­ligt til at for­ud­si­ge, hvor­dan dets ekstrin­si­ske egen­ska­ber vil mani­feste­re sig under et systems vek­sel­virk­ning med sine omgi­vel­ser. Ekstrin­si­ske egen­ska­ber kan vi kun have viden om post fak­tum. Der­i­mod vil viden­ska­ber­ne kun­ne for­ud­si­ge ændrin­ger i syste­mets intrin­si­ske egen­ska­ber for­år­sa­get af den­ne vek­sel­virk­ning. På den bag­grund giver det ikke mening at håbe på, at neu­rovi­den­ska­ben skal kun­ne for­kla­re bevidst­he­dens kva­li­ta­ti­ve natur, selv om den måske i frem­ti­den vil kun­ne etab­le­re en robust kor­re­la­tion mel­lem enhver hjer­ne­til­stand og enhver men­tal til­stand.

For­skel­len mel­lem intrin­si­ske og ekstrin­si­ske egen­ska­ber for­kla­rer der­for også, hvor­for det viden­ska­be­li­ge bil­le­de ofte er karak­te­ri­se­ret som mate­ri­a­li­stisk eller fysi­ka­li­stisk. Mate­ri­a­li­sti­ske betragt­nin­ger var dem, der star­te­de den moder­ne viden­skab og tek­no­lo­gi, da filo­sof­fer­ne og fysi­ker­ne spar­ke­de tings sekun­dæ­re egen­ska­ber ind i bevidst­he­den, som hav­de en helt anden slags natur end den udstrak­te ver­den, sam­ti­dig med at de for­stod de pri­mæ­re egen­ska­ber som mate­ri­el­le egen­ska­ber, der kun­ne behand­les mate­ma­tisk. Men opgi­vel­sen af den dua­li­sti­ske ver­dens­op­fat­tel­se giver det ikke læn­ge­re mening at betrag­te ver­den som mate­ri­el eller fysisk, for­di det mate­ri­el­le ikke læn­ge­re står i mod­sæt­ning til det men­tale. Det natur­li­ge bil­le­de hvi­ler på den anta­gel­se, at ver­den onto­lo­gisk set er et sam­let hele, som hver­ken er mate­ri­elt eller men­talt, og at vort kend­skab til men­ne­skets pla­ce­ring i ver­den ud fra hen­holds­vis det mani­fe­ste og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de af sam­me grund bør sam­les til en natu­ra­li­stisk hel­hed.

Den nye mate­ri­a­lis­me

I de sid­ste par årti­er har en mod­be­væ­gel­se til de antro­po­cen­tri­ske og kon­struk­ti­vi­sti­ske ide­er, der har her­sket i huma­ni­o­ra og soci­al­vi­den­ska­ber­ne i man­ge år, set dagens lys. Bevæ­gel­sen kal­des “New mate­ri­a­lism” som tegn på, at målet nu er at ind­dra­ge mate­ri­en i for­ske­rens for­stå­el­se ved ikke læn­ge­re at betrag­te mate­rie og betyd­ning som mod­sæt­nin­ger. Der­i­mod bør man opfat­te mate­ri­en som dyna­misk, aktiv, virk­som, effek­tiv, liv­ag­tig, hand­le­kraf­tig og haven­de mening. Imid­ler­tid fin­des der for­skel­li­ge opfat­tel­ser af, hvad vi skal for­stå ved nyma­te­ri­a­lis­men, som afspej­ler til­hæn­ger­nes for­skel­li­ge ind­gan­ge til bevæ­gel­sen.

I en over­sigts­ar­ti­kel skre­vet af Gam­b­le, Hanan og Nail21C.N. Gam­b­le, J.S. Hanan & T. Nail, “What is New Mate­ri­a­lism?”, ANGELAKI. Jour­nal of the the­o­re­ti­cal huma­ni­ties 24, nr. 6 (2019): 111–134. påpe­ger for­fat­ter­ne, at de mener at kun­ne spo­re tre for­skel­li­ge for­løb, som dan­ner ram­men om det, de kal­der for hen­holds­vis “nega­ti­ve new mate­ri­a­lism”, “vital new mate­ri­a­lism” og “per­for­ma­ti­ve or pede­tic new mate­ri­a­lism”. (Pede­sis er i dag syno­nym inden for fysik­ken med de brown­ske bevæ­gel­ser, som vi ken­der fra støvfnug­ge­nes dans i det skar­pt sol­lys, frem­kaldt af luft­mo­le­ky­ler­nes til­fæl­di­ge stød.) Men for­di den­ne arti­kel ikke skal bli­ve for lang, for­di for­fat­ter­ne selv beken­der sig til sidst­nævn­te posi­tion, samt for­di den per­for­ma­ti­ve eller pede­ti­ske nyma­te­ri­a­lis­me uden sam­men­lig­ning synes at være den mest udbred­te ver­sion, vil mit fokus lig­ge her. Lige­le­des vil jeg ale­ne kon­cen­tre­re mig om den tvivls­om­me brug af kvan­te­me­ka­nik­ken, som lig­ger til grund for den­ne posi­tion.

Den per­for­ma­ti­ve eller pede­ti­ske form for nyma­te­ri­a­lis­me tager i høj grad sit udgangs­punkt i Karen Barads agen­ti­el rea­lism, som har fun­det en stor til­hæn­ger­ska­re blandt huma­ni­ster og sam­fundste­o­re­ti­ke­re, blandt andre de omtal­te forfattere.22K. Barad, Mee­ting the Uni­ver­se Hal­fway. Quan­tum Phy­si­cs and the Entang­le­ment of Mat­ter and Mea­ning (Duke Uni­ver­si­ty Press, 2007). Barads eget udgangs­punkt er hen­des læs­ning af Bohrs tolk­ning af kvan­te­me­ka­nik­ken, som hun der­ef­ter giver en langt mere onto­lo­gisk udlæg­ning end den, som Bohr selv vil­le have accep­te­ret. Men derom lidt sene­re. Barads udgangs­punkt er sam­men­flet­nin­gen af kvan­te­me­ka­ni­ske syste­mer, også kal­det entang­le­ment. I vir­ke­lig­he­den går den­ne erken­del­se af entang­le­ment helt til­ba­ge til den tid­lig­ste for­stå­el­se af kvan­te­me­ka­nik­ken, selv­om Schrö­din­ger først fandt på udtryk­ket ti år sene­re. Og siden Zehs for­mu­le­ring af kvan­te­me­ka­nisk deko­hæ­rens i 1970 fore­lig­ger der hel­ler ikke på det punkt noget nyt. Det, der er radi­kalt ander­le­des, er Bards for­tolk­ning af dis­se træk, og de kon­se­kven­ser, hun dra­ger af dis­se to træk ved beskri­vel­sen af den kvan­te­me­ka­ni­ske vir­ke­lig­hed.

For eksem­pel siger hun i en arti­kel: “[A]ny mea­su­re­ment of ‘posi­tion’ using this appa­ra­tus can­not be attri­bu­ted to some abstra­ct inde­pen­dent­ly exi­sting ‘object’ but rat­her is a pro­per­ty of the pheno­menon—the inse­pa­ra­bi­li­ty of ‘obser­ved object’ and ‘agen­cies of obser­va­tion’ ”.23K. Barad, “Post­hu­ma­nist per­for­ma­ti­vi­ty: Toward an under­stan­ding of how mat­ter comes to mat­ter”, Signs: Jour­nal of Women in Cul­tu­re and Socie­ty 28, nr. 3 (2003); 801–831. Den­ne udta­lel­se for­tæl­ler os to ting. For det før­ste for­står hun sam­men­flet­nin­gen (the entag­le­ment) mel­lem objekt og måle­ap­pa­ra­tur som et fæno­men, og for det andet er det­te et fæno­men, som vi til­skri­ver en bestemt posi­tion. Sam­ti­dig er det det sam­me syns­punkt, hun til­skri­ver Bohr, når han taler om fæno­me­ner. Her skal jeg ikke gå i detal­jer med, hvor­for det er en totalt mis­for­tolk­ning af Bohr, men blot hen­vi­se til Ras­mus Jakslands og min arti­kel om Barads fejl­læs­ning af Bohr.24J. Faye & R. Jaksland, “Barad, Bohr, and Quan­tum Mecha­ni­cs”, Synt­he­se 199 (2021): 8231–8255. Men uan­set en sådan fejl­læs­ning kan hen­des eget syns­punkt om, at fæno­me­net, som hun for­står det, er den mest grund­læg­gen­de onto­lo­gi­ske enhed i kvan­te­me­ka­nik­ken, jo godt være frugt­bart. Kogt ned til essen­sen er hen­des tan­ke­gang, at fæno­me­net fun­da­men­talt set er en rela­tion og ikke et rela­tum. Hver­ken det iagt­ta­ge­de objekt eller det instru­ment, med hvil­ket man iagt­ta­ger objek­tet, har selv­stæn­dig eksi­stens. Med andre ord er adskil­le­sen af sub­jekt og objekt et kunst­pro­dukt skabt af men­ne­skets erken­del­ses­be­hov, men i vir­ke­lig­he­dens ver­den hæn­ger alt sam­men, og der­for er rela­tio­nen den fun­da­men­tale onto­lo­gi­ske bestand­del. Det bety­der også, at adskil­lel­sen af gen­stand og betyd­ning, stof og bevidst­hed, beror på en men­ne­ske­lig prak­sis og ikke en onto­lo­gisk opde­ling af vir­ke­lig­he­den i dens natur­li­ge led.

Gam­b­le, Hanan og Nail er karak­te­ri­sti­ske eksemp­ler på, at man­ge huma­ni­sti­ske for­ske­re ikke stil­ler sig kri­ti­ske over for Barads onto­lo­gi­ske udlæg­ning af Bohr, eller over for om det over­ho­ve­det giver mening at bru­ge kvan­te­me­ka­nik­ken som belæg for en total rela­tio­nel for­stå­el­se af ver­den, hvor rela­tio­ner­ne er de ene­ste vir­ke­li­ge enti­te­ter, mens rela­ta for dis­se rela­tio­ner blot er prak­ti­ske kon­struk­tio­ner, som er bestemt af vores erken­del­ses­in­ter­es­ser. Kon­se­kven­sen for dem bli­ver, at det ikke er menings­fuldt at tale om bevist­heds­u­af­hæn­gi­ge “kinds”, da det ikke giver mening at tale om objek­ti­ve kate­go­ri­er som muli­ge rela­ta. Såle­des accep­te­rer for­fat­ter­ne uden vide­re, at Bohrs tolk­ning er onto­lo­gisk og ikke epi­ste­mo­lo­gisk med onto­lo­gi­ske impli­ka­tio­ner. Her­om siger de:

Whi­le deba­te con­ti­nu­es to rage even today over how best to inter­pret these con­fli­cting fin­dings, its basic con­tours were lar­ge­ly defi­ned by the ear­ly inter­pre­ta­tions of Erwin Schrö­din­ger, Wer­ner Hei­sen­berg, and Niels Bohr. Barad’s inter­ven­tion into this deba­te begins from her novel rea­ding of Bohr as having advan­ced an “ontic” inter­pre­ta­tion against the “epi­ste­mic” inter­pre­ta­tions of the for­mer two. What Barad seizes on as Bohr’s ontic bre­ak­t­hrough insight, which had not pre­vious­ly been appre­ci­a­ted, is that enti­ties sim­ply do not deter­mi­na­te­ly exist apart from the par­ti­cu­lar, phy­si­cal mea­suring appa­ra­tu­ses that con­sti­tu­te them one way to the exclu­sion of others.25Gamble, Hanan & Nail, “What is New Mate­ri­a­lism?”, 122.

Lidt efter fort­sæt­ter for­fat­ter­ne:

Through a care­ful ela­bo­ra­tion and radi­cal exten­sion of this insight, Barad pro­po­ses an onto­epi­ste­mo­lo­gi­cal acco­unt of rea­li­ty in which obser­va­tions never sim­ply “disclo­se pre­e­xi­sting valu­es or pro­per­ties but, in fact, also always play a role in con­sti­tu­ting them. More­over, whe­reas Bohr’s huma­nism limi­ted his con­si­de­ra­tion of the con­sti­tu­ti­ve role of obser­va­tion to the con­fi­nes of sci­en­ti­fic labo­ra­to­ri­es in which pre-exi­sting humans wield deter­mi­na­te tools and tech­no­lo­gies, Barad pur­su­es the impli­ca­tions much furt­her. Cruci­al­ly, Barad argu­es that sin­ce the­re is in fact no stri­ct or fixed boun­dary line divi­ding even a sci­en­ti­fic labo­ra­tory from the rest of the world, humans can there­fo­re never obser­ve the uni­ver­se as though from out­si­de of it. Thus, she argu­es, “[t]o the extent that humans par­ti­ci­pa­te in sci­en­ti­fic or other prac­tices of knowing, they do so as part of the lar­ger mate­ri­al con­fi­gu­ra­tion of the world and its ongo­ing open-ended arti­cu­la­tion.” As such, humans (like eve­ryt­hing else) always part­ly con­sti­tu­te and are part­ly con­sti­tu­ted by that which they observe.26Gamble, Hanan & Nail, “What is New Mate­ri­a­lism?”, 122–123.

Så i vir­ke­lig­he­den hæn­ger alting sam­men på en måde, så enhver opde­ling, vi laver på bag­grund af vores iagt­ta­gel­se, aldrig kan være mere end en opde­ling, som beror på os selv. Bud­ska­bet er, at benæg­tel­sen af, at der fin­des natur­li­ge klas­ser i hum­an­vi­den­ska­ben, ikke er noget pro­blem, for­di kvan­te­me­ka­nik­ken for­tæl­ler os, at det ikke giver mening, at der fin­des natur­li­ge ind­de­lin­ger af den fysi­ske ver­den.

Meget af det, som Barad selv beto­ner omkring altings sam­men­hæng, kan en natu­ra­list som jeg selv udmær­ket skri­ve under på uden at tæn­ke for meget over detal­jer­ne. Dog er der andre bemærk­nin­ger, der viser, at agen­ti­el rea­lis­me med sit udgangs­punkt i kvan­te­me­ka­nik­ken ikke giver en kor­rekt natu­ra­li­stisk beskri­vel­se af evo­lu­tio­nen og der­med af den makrosko­pi­ske ver­den. Men­ne­sker behø­ver ikke at obser­ve­re ver­den, før den mikrosko­pi­ske ver­den bli­ver til en makrosko­pisk ver­den. Schrö­din­gers kat er enten død eller leven­de, før nogen åbner kas­sen og ser efter. Og det er kat­ten, der er død eller leven­de. Det er ikke rela­tio­nen mel­lem kat­ten og bok­sen, hvori den er indespær­ret, som fun­da­men­talt set er død eller leven­de. Kat­ten kun­ne være død af et hjer­teslag, før den even­tu­elt var ble­vet for­gif­tet.

Overalt i uni­ver­set er kvan­te­me­ka­ni­ske syste­mer inde­ter­mi­ni­sti­ske, mens makrosko­pi­ske syste­mer er deter­mi­ni­sti­ske, for hvis deko­hæ­rens er sva­ret, så er deko­hæ­rens sva­ret overalt, selv­om for­svin­den­de få syste­mer obser­ve­res af men­ne­sker. Dog er det rig­tigt, at Bohr men­te, at når vi obser­ve­rer en “klas­sisk” egen­skab hos et ato­mart system, så er det en egen­skab, som syste­met kun har i for­bin­del­sen med målin­gen, for­di sådan­ne egen­ska­ber ikke læn­ge­re er intrin­si­ske i kvan­te­me­ka­nik­ken, men er defi­ni­to­risk fast­lagt i for­hold til den eks­pe­ri­men­tel­le kon­tekst. Men deko­hæ­rens løser som sagt ikke måle­pro­ble­met, eller i bre­de­re for­stand inter­ak­tions­pro­ble­met, for­di teo­ri­en om deko­hæ­rens ikke kan for­tæl­le os, hvor­for en bestemt vær­di blandt alle poten­ti­el­le vær­di­er mani­feste­res som den aktu­el­le vær­di. Lige­som teo­ri­en hel­ler ikke kan for­tæl­le os, hvor­for en til­sy­ne­la­den­de til­fæl­digt frem­kom­met, inde­ter­mi­ni­stisk vær­di pas­ser sam­men med et utæl­leligt antal andre til­sva­ren­de mani­fe­ste vær­di­er, så uni­ver­set frem­står deter­mi­ni­stisk, lov­mæs­sigt og årsags­for­bun­det. Entang­le­ment mel­lem et system og dets omgi­vel­ser for­sy­ner rela­tio­nen (Barads fæno­men) mel­lem system og omgi­vel­ser med mere end en mulig vær­di, mens deko­hæ­rens efter­la­der syste­met (den ene rela­ta) med en mani­fest makrosko­pisk vær­di. Så en onto­lo­gisk beskri­vel­se af den fore­lig­gen­de kvan­te­me­ka­ni­ske pro­ces kan ikke blot ope­re­re med fæno­me­net entang­le­ment; den må også ind­fø­re de enti­te­ter, der er sam­men­flet­te­de, for at beskri­vel­sen over­ho­ve­det giver mening.

Fylo­ge­ne­tisk er men­ne­sket for­met af sine omgi­vel­ser. Og onto­ge­ne­tisk er indi­vi­dets udvik­ling for­met dels af sine arve­de ibo­en­de egen­ska­ber, men også påvir­ket af de men­ne­sker, der omgi­ver det, og den kul­tur det lever under. Så ingen natu­ra­list vil umid­del­bart bli­ve pro­vo­ke­ret af for­fat­ter­nes påstand, at “humans (like eve­ryt­hing else) always part­ly con­sti­tu­te and are part­ly con­sti­tu­ted by that which they obser­ve.” Men for­di agen­ti­el rea­lis­me byg­ger på en ana­lo­gi til kvan­te­me­ka­nik­ken, giver Barads syns­punkt ikke basis for at sige noget om, hvor­for vi ser ver­den som haven­de kva­li­ta­ti­ve egen­ska­ber, eller hvor­for vi over­ho­ve­det opfat­ter ver­den ind­delt i objek­ter og der­til høren­de egen­ska­ber. Ej hel­ler kan det sige noget om, hvor­for vi opfat­ter vis­se objek­ter som leven­de men­ne­sker, som til­skri­ves fri vil­je og inten­tio­ner. En nyma­te­ri­a­li­stisk onto­lo­gi, der net­op ikke giver svar på sådan­ne spørgs­mål, efter­la­der os fort­sat med en dua­lis­tisk ver­dens­op­fat­tel­se, hvor vi skal væl­ge mel­lem det mani­fe­ste og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de.

I sig selv er det para­doksalt, at kvan­te­me­ka­nik­ken som den mindst mate­ri­el­le og mest abstrak­te af alle fysi­ske teo­ri­er står som for­bil­le­de for en nyma­te­ri­a­li­stisk posi­tion.

Kon­klu­sion

I man­ge år har jeg arbej­det med natur­vi­den­ska­ber­nes og hum­an­vi­den­ska­ber­nes filo­so­fi, og det er der­for glæ­de­ligt at se den frem­vok­sen­de inte­res­se for natur­vi­den­skab, som sto­re dele af nyma­te­ri­a­li­ster­ne læg­ger for dagen. Desvær­re gæl­der det for man­ge af dis­se huma­ni­ster, at de har et noget roman­ti­se­ret for­hold til mate­ri­en, efter­som deres natur­vi­den­ska­be­li­ge og filo­so­fi­ske viden ikke stræk­ker sig sær­ligt langt. Ved at kal­de sig selv for mate­ri­a­li­ster sig­na­le­rer man, at vir­ke­lig­he­den er grund­læg­gen­de mate­ri­el – dog uden en tyde­lig angi­vel­se af, hvad man mener med mate­ri­a­lis­me, og hvor­for man er mate­ri­a­list og ikke neut­ral monist eller natu­ra­list. Karen Barad står et andet sted, for­di hun som fysi­kud­dan­net bed­re end nogen anden nyma­te­ri­a­list ken­der sit emne. Blot er hen­des for­tolk­ning ikke gen­ken­de­ligt “bohrsk”, og den udlæg­ning hun så alli­ge­vel frem­kom­mer med, må vur­de­res på egne præ­mis­ser og kan ikke låne auto­ri­tet fra Bohr.

Alli­ge­vel fin­der jeg, at hen­des onto­lo­gi­ske pro­jekt er fejl­ag­tigt, for­di det til syven­de og sidst ikke tager det mani­fe­ste bil­le­de alvor­ligt nok, selv­om det mod­sat­te på over­fal­den synes at være til­fæl­det. Natu­ra­li­sten, især den evo­lu­tio­næ­re slags, hæv­der lige­som Barad, at alt i ver­den hæn­ger sam­men, og at vi ikke kan for­stå men­ne­skets opstå­en og pla­ce­ring i ver­den uaf­hæn­gigt af dets natur­li­ge omgi­vel­ser. Pro­ble­met er bare, at det ikke er sær­ligt hjælp­somt at for­stå vort dag­li­ge møde med ver­den i ana­lo­gi med kvan­te­me­ka­nik­ken, hvis man ønsker at over­vin­de Sel­lars’ diko­to­mi mel­lem det mani­fe­ste og det viden­ska­be­li­ge bil­le­de. For som vi har kon­sta­te­ret, så kan deko­hæ­rens for­kla­re, at vi aldrig møder en kat, som er både død og leven­de, men deko­hæ­rens kan ikke for­kla­re, at kat­ten er død, når den aktu­elt er død, eller at den er leven­de, når den aktu­elt er leven­de (bort­set fra at hver­ken død eller leven­de er kvan­te­me­ka­ni­ske begre­ber). Og hvad er en kat i det hele taget? Sådan­ne svar kom­mer først med vor for­stå­el­se af kat­ten som en mani­fest makrosko­pisk iden­ti­fi­cer­bar stør­rel­se, som eksi­ste­rer som kat uaf­hæn­gigt af vor erken­del­se, om end kat­tens kva­li­ta­ti­ve egen­ska­ber skyl­des sam­spil­let med os men­ne­sker udtrykt i den evo­lu­tio­nært erhver­ve­de måde, som vort kog­ni­ti­ve appa­rat præ­sen­te­rer ver­den på.

1. P. Oppen­heim & H. Put­nam, “Uni­ty of Sci­en­ce as a Wor­king Hypo­t­he­sis”, i Min­neso­ta Stu­di­es in the Phi­los­op­hy of Sci­en­ce, Vol. II, red. H. Feigl, M. Scri­ven & G. Maxwell (Uni­ver­si­ty of Min­neso­ta Press, 1958).
2. W. Sel­lars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, i Fron­ti­ers of Sci­en­ce and Phi­los­op­hy, red. R. Colod­ny (Uni­ver­si­ty of Pitts­burgh Press, 1962), 35–78. Cita­ter­ne her­fra er hen­tet fra Wil­frid Sel­lars, Sci­en­ce, Per­cep­tion and Rea­li­ty (Rout­led­ge & Kegan Paul Ltd, 1963).
3. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 8.
4. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 16–17.
5. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 19.
6. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 19.
7. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 20.
8. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 20–21.
9. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 26.
10. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 32.
11. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 34.
12. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 36.
13. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 40.
14. N. Bohr, “Discus­sions with Ein­ste­in on Epi­ste­mo­lo­gi­cal Pro­blems in Ato­mic Phy­si­cs”, i Albert Ein­ste­in, Philosopher–scientist: The Library of Living Phi­los­op­hers, Vol. 7, red. P.A. Schilpp (Evan­ston: Open Court, 1949), 209.
15. Sellars, “Phi­los­op­hy and the Sci­en­ti­fic Ima­ge of Man”, 40.
16. Se for eksem­pel D. Howard, “Com­ple­men­ta­ri­ty and Deco­he­ren­ce”, i Quan­tum Arran­ge­ments (Fun­da­men­tal The­o­ri­es of Phy­si­cs 203), red. G. Jae­ger et al. (Sprin­ger Natu­re, 2021).
17. J. Faye, How Mat­ter Becomes Conscious. A Natu­ra­li­stic The­ory of the Mind (Lon­don: Pal­gra­ve Mac­mil­lan, 2019); J. Faye, The Bio­lo­gi­cal and Soci­al Dimen­sions of Human Know­led­ge (Lon­don: Pal­gra­ve Mac­mil­lan, 2023).
18. Faye, How Mat­ter Becomes Conscious; J. Faye, “Caus­al Mecha­nism, Com­ple­xi­ty, and the Environ­ment”, i Mecha­ni­stic Expla­na­tions in Phy­si­cs and Bey­ond (Euro­pe­an Stu­di­es in Phi­los­op­hy of Sci­en­ce 1), red. B. Fal­ken­burg & G. Schie­mann (Dor­dre­cht: Sprin­ger, 2019).
19. Faye, “Caus­al Mecha­nism, Com­ple­xi­ty, and the Environment”.
20. Det stør­ste system er natur­lig­vis uni­ver­set, for­di det ind­lej­rer alle andre syste­mer, og med min­dre det vek­sel­vir­ker med andre uni­ver­ser, har uni­ver­set ingen ekstrin­si­ske egenskaber.
21. C.N. Gam­b­le, J.S. Hanan & T. Nail, “What is New Mate­ri­a­lism?”, ANGELAKI. Jour­nal of the the­o­re­ti­cal huma­ni­ties 24, nr. 6 (2019): 111–134.
22. K. Barad, Mee­ting the Uni­ver­se Hal­fway. Quan­tum Phy­si­cs and the Entang­le­ment of Mat­ter and Mea­ning (Duke Uni­ver­si­ty Press, 2007).
23. K. Barad, “Post­hu­ma­nist per­for­ma­ti­vi­ty: Toward an under­stan­ding of how mat­ter comes to mat­ter”, Signs: Jour­nal of Women in Cul­tu­re and Socie­ty 28, nr. 3 (2003); 801–831.
24. J. Faye & R. Jaksland, “Barad, Bohr, and Quan­tum Mecha­ni­cs”, Synt­he­se 199 (2021): 8231–8255.
25. Gamble, Hanan & Nail, “What is New Mate­ri­a­lism?”, 122.
26. Gamble, Hanan & Nail, “What is New Mate­ri­a­lism?”, 122–123.

Findes filosofien om 50 år?

“Fin­des filo­so­fi­en om 50 år?” Spørgs­må­let synes nok lidt ude i ham­pen for os, der arbej­der med filo­so­fi til hver­dag. Men det var det spørgs­mål, min afdø­de kol­le­ga Poul Lübcke stil­le­de sig selv en dag, vi slud­re­de sam­men. Og han besva­re­de det med at sige, at det tro­e­de han ikke. Lübcke var lidt af en pro­vo­ka­tør, og man var aldrig helt sik­ker på, om han inderst inde men­te, hvad han sag­de. Måske hav­de han alli­ge­vel en poin­te.

Natur­lig­vis men­te han ikke, at der om 50 år ikke vil­le være lære­re og stu­de­ren­de, der beskæf­ti­ger sig med filo­so­fi­hi­sto­rie. Dem vil der fort­sat være man­ge af, uan­set om det så er Pla­ton, Ari­sto­te­les, Hus­serl eller Hei­deg­ger, man til den tid vil beskæf­ti­ge sig med. En sådan beskæf­ti­gel­se gør blot ikke udø­ve­ren til filo­sof. For som en af vor fæl­les lære­re i filo­so­fi, Carl Hen­rik Koch, engang under­stre­ge­de, da han blev omtalt som filo­sof: “Jeg er ikke filo­sof; jeg er der­i­mod lærer i filo­so­fi.” Carl Hen­rik Koch gav der­med udtryk for lidt af den sam­me tan­ke­gang, som lå bag Lübck­es poin­te. Kir­sten Hyld­gaard udtryk­ker det sam­me syns­punkt, når hun skri­ver her i Para­doks: “Som man ikke bli­ver dig­ter af at læse lit­te­ra­tur­vi­den­skab, bli­ver man ikke filo­sof af at stu­de­re filosofi.”1Kir­sten Hyld­gaard, “Filo­so­fi og fag­fi­lo­so­fi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 15. juli 2021, ¶1. Gan­ske rig­tigt. At være lærer eller at have en uddan­nel­se i filo­so­fi, gør ikke en per­son til filo­sof. Som­me­ti­der kun­ne jeg der­for ønske, at unge med en uddan­nel­se i filo­so­fi ikke var helt så over­modi­ge, når de under­skri­ver sig som “filo­sof” i avi­sind­læg. Hvad med “cand.mag. i filo­so­fi”?

Lad mig så alli­ge­vel beken­de kulør, før jeg ven­der til­ba­ge til det under­lig­gen­de syns­punkt hos Lübcke, Koch og Hyld­gaard. Jeg vover at betrag­te mig selv som filo­sof. Ikke for­di jeg er uddan­net i filo­so­fi. Ej hel­ler for­di jeg i man­ge år har været lærer i filo­so­fi på uni­ver­si­te­tet. Men for­di jeg ved­va­ren­de har udgi­vet bøger og artik­ler, hvor jeg har advo­ke­ret for mit eget syns­punkt ved­rø­ren­de man­ge af de teo­re­ti­ske pro­ble­mer, som har opta­get filo­so­fi­en i 2.500 år. Så hvis det er rig­tigt, at filo­so­fi, som vi ken­der den, ikke fin­des om 50 år, vil sådan nog­le som mig ikke læn­ge­re fin­des.

I øvrigt kun­ne det se ud til, hvis Lübcke hav­de ret, at jeg selv hører til blandt dem, der har gjort deres for at læg­ge filo­so­fi­en i gra­ven, da jeg i man­ge år har været for­ta­ler for filo­so­fisk natu­ra­lis­me. For hvis man som jeg ønsker at natu­ra­li­se­re filo­so­fi­en, må man til­sy­ne­la­den­de mene, at filo­so­fi­ske spørgs­mål ale­ne kan og skal besva­res med hen­vis­ning til natur­vi­den­ska­be­li­ge teo­ri­er, eller at filo­so­fi­ens meto­der i det mind­ste er de sam­me som dem, der anven­des i natur­vi­den­ska­ber­ne til at besva­re viden­ska­be­li­ge spørgs­mål. Men sådan er det nu ingen­lun­de.

Den debat, jeg her har ind­ladt mig på, kan synes ret futil uden en egent­lig afkla­ring af, hvad vi skal for­stå ved filo­so­fi. Fore­stil­lin­gen om filo­so­fi som kær­lig­hed til vis­dom hjæl­per os ikke meget. Des­u­den er det i dag umu­ligt at opret­hol­de for­vent­nin­gen om, at filo­so­fi består af begrebs­a­na­ly­se eller en fæno­meno­lo­gisk ana­ly­se. Ingen vil i dag påstå, at vi eksem­pel­vis kan angi­ve de nød­ven­di­ge og til­stræk­ke­li­ge betin­gel­ser for, hvad filo­so­fi er. De fin­des ikke. I det hele taget fin­des der ikke én bestemt meto­de, der kan hjæl­pe os til at besva­re spørgs­mål, vi intu­i­tivt betrag­ter som filo­so­fi­ske. Er det den­ne meto­di­ske prin­cip­løs­hed, der kun­ne tæn­kes at tage livet af filo­so­fi­en? Næp­pe! Og slet ikke ude­luk­ken­de.

Den bed­ste måde at fin­de ud af, hvad filo­so­fi er, er efter min mening at se på, hvil­ke grund­læg­gen­de pro­ble­mer filo­sof­fer har foku­se­ret på igen­nem filo­so­fi­ens histo­rie. Det være sig spørgs­mål angå­en­de rum og tid eller lig­nen­de spørgs­mål om liv, men­ne­sket, bevidst­hed, sprog, viden, sand­hed, sam­fun­det, det moralsk rig­ti­ge osv. Alle den slags “hvad er?”-spørgsmål er til­sy­ne­la­den­de filo­so­fi­ske. Men, og her kom­mer så udfor­drin­gen: Er det ikke sådan, at viden­ska­ber­ne helt har besva­ret eller er i færd med at besva­re alle dis­se “hvad er?”-spørgsmål? Har fysik­ken med rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er­ne og kvan­te­me­ka­nik­ken ikke for længst for­talt os, hvad rum og tid er? Lige­som mole­kylær­bi­o­lo­gi­en og udvik­lings­læ­ren har for­talt os, hvad liv er, og forsk­nin­gen i kog­ni­tiv neu­rovi­den­skab nær­mer sig det punkt, hvor viden­ska­ben for­kla­rer os, hvad bevidst­hed er? Når viden­ska­ben er nået så langt, skyl­des det, at for­sker­ne ikke ale­ne har spe­ku­le­ret, ind­til de blev helt øre i hove­d­et. I mod­sæt­ning til filo­sof­fer­ne har de kun­ne anven­de viden­ska­be­li­ge meto­der til at tæm­me deres mest vil­de fan­ta­si­er. Empi­ri­ske obser­va­tio­ner og eks­pe­ri­men­ter har givet dem svar på man­ge spørgs­mål, som ingen filo­sof kun­ne vide, var rig­ti­ge svar.

Der er ingen tvivl om, at de empi­ri­ske viden­ska­ber har ædt sig ind på det, der før i tiden var filo­so­fi­ens gebet. De emner, som filo­so­fi­en igen­nem histo­ri­en har under­søgt, er lidt efter lidt ble­vet over­ta­get af natur- og sam­funds­vi­den­ska­ber­ne. Og hvis det fort­sæt­ter, hvil­ket uden tvivl vil ske, kun­ne man nemt nå til en kon­klu­sion, som den Lübcke drog i løbet af vor sam­ta­le: Filo­so­fi som aka­de­misk disci­plin vil ophø­re med at eksi­ste­re. Filo­so­fi kan ikke læn­ge­re bidra­ge til at give os en for­stå­el­se af os selv og vort for­hold til ver­den omkring os. Tæn­ke­re vil altid eksi­ste­re, men de vil ikke beteg­ne sig selv som filo­sof­fer; de vil betrag­te sig selv som fysi­ke­re, bio­lo­ger, socio­lo­ger, øko­no­mer eller kog­ni­tions­for­ske­re.

Anled­nin­gen til Lübck­es og min sam­ta­le var, at jeg på det tids­punkt lige hav­de skre­vet en arti­kel til et tids­skrift, hvor jeg og en ræk­ke andre euro­pæ­i­ske filo­sof­fer var ble­vet bedt om at kom­men­te­re et tid­li­ge­re ind­læg af Micha­el Dum­mett. I det­te ind­læg argu­men­te­re­de han for, at sto­re dele af filo­so­fi­en efter­hån­den hav­de mistet sin kul­tu­rel­le betyd­ning, og at det, filo­sof­fer hav­de at sige om viden­skab og ver­den omkring os, ikke inter­es­se­re­de viden­skabs­fol­ket. Mit bidrag påpe­ge­de, at meget såkaldt filo­so­fi er ble­vet så tek­nisk og ind­for­stå­et, at pro­ble­mer­ne og de fore­slå­e­de løs­nin­ger højst inter­es­se­rer en hånd­fuld. Eller for at sige det bram­frit: Meget aka­de­misk filo­so­fi har udvik­let sig til det rene flu­ek­nep­pe­ri. Det var i vir­ke­lig­he­den også grun­den til Lübck­es spå­dom om filo­so­fi­ens snar­li­ge død – en grund, som jeg ved, at Carl Hen­rik Koch deler. Der er sket en såkaldt “viden­ska­be­lig­gø­rel­se” af filo­so­fi­en, hvor­ved filo­so­fi­ens adels­mær­ke er for­s­vun­det – tabet af evnen til at se de grund­læg­gen­de filo­so­fi­ske pro­ble­mer i sam­men­hæng og i sin hel­hed. Med en sådan begræn­set til­gang til filo­so­fi­ske pro­ble­mer bli­ver filo­so­fi uin­ter­es­sant for andre end dens mest indæd­te udø­ve­re.

Det er der­for for­stå­e­ligt, at en fysi­ker som Step­hen Hawking helt afvi­ste filo­so­fi som rele­vant, for­di den ikke som tid­li­ge­re kan bidra­ge til men­ne­skers for­stå­el­se af uni­ver­set. Den rol­le har fysik­ken over­ta­get. Det er fysik­ken, kan man for­stå, der ikke blot har de viden­ska­be­li­ge, men også de meta­fy­si­ske buk­ser på. Betyd­nings­ful­de fysi­ke­re kan skri­ve popu­lær­vi­den­ska­be­li­ge bøger om uni­ver­set, som læg­folk river ned fra hyl­der­ne, for­di bøger­ne sæt­ter tin­ge­ne i sam­men­hæng. Det sam­me gæl­der for bio­lo­ger og kog­ni­tions­for­ske­re. Men ikke for fag­fi­lo­sof­fer. En psy­ko­log som Ste­ven Pin­kers bøger er garan­te­ret mere læst end nogen moder­ne filo­sofs.

Hvor brin­ger dis­se bemærk­nin­ger os hen, og hvor står jeg selv? Her kan et par bio­gra­fi­ske bemærk­nin­ger være på sin plads. Som helt ung kan­di­dat blev jeg inter­es­se­ret i at for­stå kvan­te­me­ka­nik­ken, og min før­ste arti­kel var om Niels Bohrs filo­so­fi. Og da jeg var omkring tre­di­ve, skrev jeg dis­putats om bag­lænsk­aus­a­li­tet. Ingen af dele­ne blev taget nådigt op på par­nas­set. En nu afdød pro­fes­sor i filo­so­fi skrev en anmel­del­se i Poli­ti­ken af den dan­ske udga­ve af dis­putat­sen under over­skrif­ten “Viden­skab eller sci­en­ce fiction?” Min efter­føl­gen­de bog var om Niels Bohr og kvan­te­me­ka­nik­ken. Siden kaste­de jeg mig over det gene­rel­le for­hold mel­lem rea­lis­me og anti­re­a­lis­me i viden­ska­ben. I den peri­o­de arbej­de­de jeg i USA. I sam­me peri­o­de blev jeg mere og mere tviv­len­de over for filo­so­fi­ens rol­le og dens mulig­he­der for at kun­ne kom­me med defi­ni­ti­ve svar. Jeg kun­ne jo se, at der inden for de enkel­te viden­ska­ber efter­hån­den kun­ne opnås kon­sensus om vig­ti­ge teo­re­ti­ske og empi­ri­ske resul­ta­ter, men når jeg arbej­de­de med rea­lis­me-anti­re­a­lis­me-pro­ble­met, så var der stær­ke argu­men­ter for viden­ska­be­lig rea­lis­me og stær­ke argu­men­ter for viden­ska­be­lig anti­re­a­lis­me. Det gjaldt især med hen­syn til for­tolk­nin­gen af kvan­te­me­ka­nik­ken. På den bag­grund var der intet tegn på, at filo­sof­fer­ne nogen­sin­de kun­ne bli­ve eni­ge. Hver især kun­ne de pro­du­ce­re en ny arti­kel, hvor de kri­ti­se­re­de hin­an­dens eksemp­ler eller for­tolk­nin­ger.

Sam­ti­dig ople­ve­de jeg også de mang­fol­di­ge sko­ler inden for hum­an­vi­den­ska­ber­ne. Her kun­ne enhver obser­ve­re, hvor­dan bio­gra­fi­ske, her­me­neu­ti­ske, struk­tu­rel­le, psy­ko­a­na­ly­ti­ske, marxi­sti­ske og dekon­struk­ti­ve teo­ri­er efter­fulg­te hin­an­den i løbet af hvert tiår. Også inden for huma­ni­o­ra var der intet tjek på, om dis­se teo­ri­er nu kun­ne for­kla­re det, som de for­skel­li­ge til­hæn­ge­re hæv­de­de. Hvor kom den ind­sigt fra, som de for­skel­li­ge menig­he­der bekend­te sig til? Hav­de huma­ni­ster­ne blot udskrif­tet tro­en på Gud med tro­en på Marx, Freud, Saus­su­re, Gada­mer eller Der­ri­da? Med andre ord var det filo­so­fi­ske rea­lis­me-anti­re­a­lis­me-pro­blem også uløst inden for huma­ni­o­ra.

I den peri­o­de mang­le­de jeg gan­ske enkelt et klart stå­sted, hvor­fra jeg kun­ne begri­be pro­ble­mer­ne. Her kom så min barn­doms inte­res­ser for bio­lo­gi mig til hjælp. For bio­lo­gi­en for­tæl­ler os, at men­ne­sket er et bio­lo­gisk væsen, før det er et soci­alt væsen. Men bio­lo­gi­en for­tæl­ler os også, at men­ne­sket er beg­ge dele, efter­som dets stam­for­mer har udvik­let sig fra lave­re­stå­en­de orga­nis­mer til højt­ud­vik­le­de dyr. Alle højt­ud­vik­le­de dyr, der lever i flok, er i stand til at sam­ar­bej­de og koor­di­ne­re deres handling­er. Men­ne­sket er et resul­tat af natur­lig selek­tion, der igen­nem til­pas­ning til omgi­vel­ser­ne har for­met vor fysi­o­lo­gi ud fra det, som alle­re­de stam­for­mer­ne hav­de til rådig­hed – og så byg­get oven på. Det gæl­der også for bevidst­he­den og vor men­tale evner. Evner­ne sæt­ter, efter min mening, alvor­li­ge begræns­nin­ger for, hvad men­ne­sket kan have viden om. Vi kan kun have viden om de ting, som evo­lu­tio­nen har mulig­gjort. Begræns­nin­ger­ne består ikke, som Kant antog, mel­lem det, vi kan erken­de empi­risk, og det, vi kan erken­de trans­cen­den­talt, men i, hvad vi med rime­lig­hed kan tæl­le som viden. Resten er blot en for­bløf­fen­de opvis­ning af men­ne­skets uku­e­li­ge fan­ta­si.

Evo­lu­tio­nær natu­ra­lis­me er en filo­so­fisk teo­ri, der byg­ger på en for­stå­el­se af, at men­ne­sket er for­met af den bio­lo­gi­ske udvik­ling, og at evner­ne for men­ne­ske­lig erken­del­se er bestemt af de omgi­vel­ser, som vi oprin­de­ligt er til­pas­set. Det affø­der en over­vej­el­se over filo­so­fi­ens mulig­heds­be­tin­gel­ser, hvis det er sådan, at filo­so­fi­en net­op er foku­se­ret på spørgs­mål, som ikke kan besva­res med viden. Det lig­ger i evo­lu­tio­nær natu­ra­lis­me, at det, men­ne­sket kan have viden om, kun er det, som kan gøres til­gæn­ge­ligt for vor sans­ning. Den natur­li­ge selek­tion har givet os san­se­er­fa­ring, der giver os viden om omgi­vel­ser­ne, og har givet os et sprog til at tale om dis­se san­se­er­fa­rin­ger, som der­ved har hjul­pet os til at sam­ar­bej­de, over­le­ve og for­me­re os. Mod­sat bio­lo­gen består filo­sof­fens opga­ve i at tæn­ke over, hvor langt vore kog­ni­ti­ve evner ræk­ker, og hvor­dan dis­se even­tu­elt ude­luk­ker os fra at have viden om ting, som vore evner ikke er til­pas­set til.

I den tid­li­ge­re omtal­te arti­kel, hvor jeg respon­de­re­de på Micha­el Dum­metts betragt­nin­ger over filo­so­fi­en, karak­te­ri­se­re­de jeg filo­so­fi som en reflek­sion over de sider af viden­ska­ben, der er empi­risk under­be­stem­te. Jeg er over­be­vist om, at genu­i­ne filo­so­fi­ske spørgs­mål ikke kan besva­res med hen­vis­ning til viden­ska­ber­ne. Men sam­ti­dig mener jeg, at filo­so­fi skal lade sig infor­me­re af viden­ska­ber­ne, for­di viden­ska­ber­ne på et oplyst empi­risk grund­lag for­tæl­ler os, hvem vi er, og hvor­dan ver­den er ind­ret­tet. Den del af syns­punk­tet sva­rer meget godt til det, der står i Vin­cent Hen­dri­cks ind­le­den­de arti­kel i inde­væ­ren­de sta­fet-serie: “The­re is going to be abso­lu­te­ly no viab­le off­spring in phi­los­op­hy unless it gets kno­ck­ed up by the sciences.”2Vin­cent F. Hen­dri­cks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, Tids­skrif­tet Para­doks, 1. juli 2021, ¶12. Omvendt mener jeg også, at filo­so­fi­en består i at reflek­te­re over spørgs­mål i de enkel­te viden­ska­ber, som viden­ska­ber­ne ikke selv kan besva­re. En sådan filo­so­fisk besva­rel­se for­står jeg som en, der ind­dra­ger viden­ska­be­lig viden uden selv at give os ny viden. Filo­so­fi­ske over­vej­el­ser giver os ind­sigt og for­stå­el­se, men ikke viden. Efter min mening fin­des der ikke filo­so­fisk viden, da vi kun kan have viden om det, vi kan erfa­re. For­stå­el­se er der­i­mod mere en blot viden.

For­stå­el­se fin­der vi inden for alle områ­der af vort for­hold til livet. På sam­me måde som der fin­des reli­gi­øs, moralsk, æste­tisk for­stå­el­se og livs­for­stå­el­se, fin­des der også filo­so­fisk for­stå­el­se. Mod­sat vore menin­ger, over­be­vis­nin­ger eller for­mod­nin­ger kan vor for­stå­el­se hver­ken være sand eller falsk. Det er klart, at den per­son, der for eksem­pel har en reli­gi­øs for­stå­el­se af ver­den, selv vil mene, at den­ne for­stå­el­se siger noget sandt om ver­dens oprin­del­se og opret­hol­del­se. Andre kan godt med­gi­ve, at per­so­nen har den­ne for­stå­el­se, uden at måt­te med­gi­ve, at han eller hun ved, at Gud eksi­ste­rer. Der­i­mod kan vi ikke med­gi­ve hin­an­den, at en per­son har viden, uden også at være para­te til at sige om den per­son, at det, ved­kom­men­de mener, er sandt. Vi har alle menin­ger og for­mod­nin­ger, som vi umu­ligt kan vise, er udtryk for viden, selv om for­mod­nin­ger­ne måt­te være stærkt for­bund­ne.

For­stå­el­se frem­kom­mer ved, at en per­son er i stand til at for­bin­de sine menin­ger og for­mod­nin­ger, uan­set set om de så er san­de eller fal­ske, eller hver­ken-eller. Evo­lu­tio­nært har det haft stor betyd­ning, at vi har erhver­vet evnen til at give for­kla­rin­ger og til at lave slut­nin­ger, der ska­ber en sam­men­hæng og der­med for­stå­el­se af det, vi blot for­moder; det, vi tror, vi ved, eller det, vi ved, vi ved. Enkelt­stå­en­de for­mod­nin­ger, der ikke på en eller anden måde kan for­bin­des og der­ved under­støt­te hin­an­den, har ingen eller kun rin­ge kog­ni­tiv funk­tion. Sådan­ne for­mod­nin­ger hjæl­per os hver­ken til at ori­en­te­re os eller til at hand­le. Det er de sam­me evner, vi over­fø­rer på vore for­mod­nin­ger, som ikke har rod i erfa­rin­gen. Net­op for­di vi helt natur­ligt søger sam­men­hæng i det, vi kan erfa­re, bru­ger vi de sam­me meka­nis­mer til at reflek­te­re over det, erfa­rin­gen giver os viden om. Vi har i vir­ke­lig­he­den intet andet valg. For vore kog­ni­ti­ve meka­nis­mer er resul­ta­tet af sel­ve den natur­li­ge til­pas­ning af vore kog­ni­ti­ve evner.

Så selv­om filo­sof­fen ikke pro­du­ce­rer viden, og filo­so­fi­ske over­vej­el­ser i ste­det byg­ger på alle­re­de erhver­vet viden, bety­der det ikke, at filo­so­fi­en er død eller det, der lig­ner. Den påstand gæl­der, hvis filo­so­fi­en vel at mær­ke fin­der til­ba­ge til sine rød­der. Det er natu­ra­li­sten, der kan for­tæl­le os, at viden af bio­lo­gi­ske grun­de skyl­des vor san­se­er­fa­ring, og at viden­ska­ber­nes rol­le er at skaf­fe os viden om ting, vi ikke umid­del­bart kan se, på bag­grund af teo­re­ti­ske anta­gel­ser om det, for­sker­ne kan iagt­ta­ge igen­nem san­ser­ne. Men sam­ti­dig er det para­doksalt nok også natu­ra­li­sten, der kan for­tæl­le os, at det ikke med­fø­rer, at filo­so­fi er irre­le­vant. Hos men­ne­sket er der en psy­ko­lo­gisk trang til at fin­de sam­men­hæng og kon­si­stens imel­lem det, man ved, eller det, man tror, at man ved. Den­ne trang har men­ne­sker, for­di den har for­bed­ret vor mulig­hed for over­le­vel­se. Den har mulig­gjort, at vi kun­ne læg­ge stra­te­gi­er, og har for­bed­ret vor mulig­hed for at for­ud­se frem­ti­den. Så den­ne trang til for­stå­el­se over­fø­rer vi så på alle de områ­der, hvor san­ser­ne eller viden­ska­ber­ne ikke kan leve­re et enty­digt svar på, hvor­dan tin­ge­ne hæn­ger sam­men. Den filo­so­fi­ske reflek­sion giver os et bud på, hvor­dan en sådan sam­men­hæng kun­ne se ud. Med andre ord søger filo­so­fi­en at for­bin­de det, vi ved, sam­men på en måde, så den for­stå­el­se, ana­ly­sen afsted­kom­mer, fore­kom­mer sand­syn­lig.

Natu­ra­li­sten hæv­der med andre ord ikke, at viden­ska­ben kan for­kla­re, hvad rum og tid er, hvad en natur­lov er, hvad emer­gens er (om sådant fin­des), hvad bevidst­hed er, eller for den sags skyld hvad kunst er, eller hvil­ke handling­er der er rig­ti­ge eller for­ker­te. Sådan­ne spørgs­mål kan ikke besva­res med hen­vis­ning til erfa­ring. Men viden­ska­ber­nes mang­len­de res­sour­cer til at besva­re dis­se spørgs­mål ude­luk­ker ikke, at filo­so­fi­ske over­vej­el­ser med direk­te til­knyt­ning til de for­skel­li­ge viden­ska­ber også kan udfø­res af fag­folk. På sam­me måde som en filo­so­fisk uddan­nel­se ikke gør en per­son til filo­sof, afskæ­rer en mang­len­de uddan­nel­se i filo­so­fi ikke en per­son fra at tæn­ke filo­so­fisk. Især når en viden­skab er i kri­se, fin­des der ofte for­ske­re, som vil begyn­de at tæn­ke på nye sam­men­hæn­ge.

Efter­hån­den som vor viden om ver­den og os selv for­ø­ges, vil de filo­so­fi­ske spørgs­mål del­vist ændre ind­hold, og som vi har set igen­nem tænk­nin­gens histo­rie, vil filo­so­fi­ske anta­gel­ser i løbet af viden­ska­bens udvik­ling ophø­re med at være filo­so­fi­ske, for­di det efter­hån­den bli­ver muligt at udsæt­te dem for empi­risk efter­prøv­ning. Det mest berøm­te eksem­pel er de græ­ske ato­mi­sters anta­gel­se om, at alt stof bestod af ude­le­li­ge dele, som de kald­te ato­mer. Kemi­en intro­du­ce­re­de igen anta­gel­sen i begyn­del­sen af 1800-tal­let for at kun­ne for­kla­re sam­men­hæn­gen i de kemi­ske reak­tio­ner, og hund­re­de år efter hav­de man sam­let så meget empi­risk evi­dens for deres eksi­stens, at meget af den fysi­ske viden, man har i dag, angår ato­mer­nes egen­ska­ber, struk­tu­rer, sam­men­sæt­ning osv.

En sådan udvik­ling berø­rer natur­lig­vis ikke al filo­so­fisk for­stå­el­se. Der vil fort­sat være filo­so­fi­ske spørgs­mål, som er prin­ci­pi­elt empi­risk under­be­stem­te, og hvor det der­for til dels er op til filo­sof­fens smag at bestem­me, hvor­dan spørgs­må­le­ne kan besva­res. Enhver tolk­ning af vir­ke­lig­he­dens grund­læg­gen­de beskaf­fen­hed har den karak­ter. Filo­so­fi vil der­for også eksi­ste­re om 50 år.