Tam magnus est feminarum quae scripsere numerus, ut de earum solis nominibus ingens volumen conscribi posset. Så stort er antallet af kvindelige forfattere, at alene en optegnelse over deres navne ville udgøre et digert værk.
Således åbner den mandlige, franske filolog Gilles Ménage sit studie af de antikke kvindelige filosoffer, Historia mulierum philosopharum, udgivet første gang i 1690.1Ménages værk er blevet oversat flere gange i nyere tid: til engelsk i 1984, til fransk i 2003 og 2006, italiensk i 2005 og spansk i 2009. Interessen for værket er dog ikke kun moderne. I 1702 udkom en engelsk oversættelse som en del af en samlet udgave med Diogenes Laertios’ De eminente filosoffers liv. Dermed havde man en samlet … Continue reading Der er imidlertid ikke tale om et digert værk. Ménage fokuserer udelukkende på de antikke kvinder, som har beskæftiget sig med “de seriøse discipliner”, dvs. filosofi. Og her er det mere magert, om end ikke helt kønsløst, hvad vi har at gøre med.
Oplysningens kvinder
Når det giver mening at beskæftige sig med dette relativt obskure værk – en tysk oversættelse2Gilles Ménage, Geschichte der Philosophinnen, Meiner Verlag, 2019. af en kort filologisk tekst skrevet på latin i 1690 – er det fordi det er en del af og henviser til noget større: Debatten om kvindernes bortretoucherede rolle i tænkningens og videnskabens historie.
Som Ménages bog er et levende bevis på, er denne debat ikke ny. Da Gilles Ménage udgav sin Historia mulierum philosopharum første gang i 1690 og i en revideret udgave i 1692, var den ikke blot et filologisk bidrag til filosofihistorien. Den var også et eksplicit bidrag til en bredere debat om kvindernes historiske og nutidige evne til at bidrage til videnskaberne.
1600-tallet havde set en stigende fremvækst af originale kvindelige filosoffer. Mest berømte er Margaret Cavendish og Anne Conway, som bidrog til den filosofiske debat i England. Men også i Frankrig blev kvinderne stadig sværere at ignorere. Omkring år 1600 blev Montaignes berømte Essais redigeret og udgivet af Marie de Gournay, der også udgav egne kritiske essays om blandt andet kvinders status, ret til uddannelse og det problematiske i deres afhængighed af mænd. Og mod slutningen af 1600-tallet blev Gabrielle Suchons feministiske skrifter læst og diskuteret i et af Frankrigs førende tidsskrifter, Le journal des savants.
Det var dog særligt i den fremvoksende salonkultur, at kvindelige tænkere fandt en vej ind i det intellektuelle miljø. En af disse saloner blev afholdt i Det Blå Værelse hos Madame de Rambouillet. Foruden Rambouillet forsamledes kvinder som Madeleine de Scudéry, der gik under navnet Sappho efter den antikke græske filosof og digter, Madame de Sévigné og Madame de Lafayette – alle berømte forfattere og intellektuelle.
Denne gruppe af distingverede precieux – latterliggjort i samtiden i Molières Les precieuses ridicules – bestod ikke kun af kvinder. Mange af datidens intellektuelle mænd slog også deres folder i Det Blå Værelse.
Iblandt disse var også Gilles Ménage. Han var oprindeligt uddannet til en politisk karriere som jurist, men opgav tidligt sit virke for at hellige sig studier og en intellektuel karriere. Fra omkring 1650 og frem til sin død i 1693 udgav han en række værker om de franske og italienske sprog og deres historie, heriblandt en fransk etymologisk ordbog. Han producerede desuden en række litterære værker og bon mots, ligesom han også redigerede og genudgav enkelte antikke tekster. Han afholdt desuden sin egen salon, hvor blandt andre Madame de Lafayette og Madame de Sévigné deltog. Her diskuterede man filosofi og litteratur, såvel som sprog og oversættelse og – angiveligt – kvindespørgsmålet.
La querelle des femmes
Debatten om kvinders evne til at bidrage til udviklingen af filosofi og videnskab havde stået på siden 1400-tallet og blev siden kendt som la querelle des femmes eller ‘kvindespørgsmålet’. Mest kendt er nok Christine de Pizan, som i sin Livre de la cité des dames bygger et samfund af ærværdige kvinder, der har bidraget til verdenshistorien, og som inkarnerer de dyder – fornuft, retmæssighed og retfærdighed – på hvilke ethvert retfærdigt samfund bør hvile.
I 1600-tallets Frankrig var debatten båret af forskellige forsøg på enten at påvise, at der også blandt kvinder var nogle, som havde ydet særlige bidrag til menneskeslægten og åndsvidenskaberne. Eller som i François Poullain de La Barres De l’égalité des deux sexes fra 1673 at påvise, at kønnene var lige, når det kom til mentale færdigheder. Ménages bog faldt i den første kategori, idet han med historisk-filologisk grundighed påviste, at kvinder altid har spillet en rolle i filosofiens udvikling.
Ménage så selv så sin filologiske udgivelse som en del af denne debat. Dette viser sig mest konkret i hans diskussion andetsteds af kvindernes ret til at blive optaget i Académie Française, institutionen der værner om det franske sprog. Ménage var ikke selv medlem af akademiet og havde eksplicit ikke noget ønske derom. Men dette forhindrede ham ikke i tale for kvinders ret til medlemskab.
I en samling tanker og taler, udgivet året efter hans død, argumenterede Ménage for navngivne kvinders ret, såvel som kvinders principielle ret, til pladser i akademiet med den begrundelse, at de havde beriget det franske sprog. Hvis nogen skulle være i tvivl om muligheden af dette, henviser Ménage i denne tekst til “sin afhandling, Mulierum philosopharum, som fremviser en række ældre eksempler på de udmærkelser, man førhen har erkendt kvinder.” Akademiet fik sit første kvindelige medlem i 1980, knap 300 år senere.
På et mere personligt plan er Ménages værk dedikeret til Anne Dacier. At han overhovedet skrev dette værk skyldtes ifølge Ménage selv Dacier, “den mest lærde kvinde, der er og har været.” Dacier var selv klassicist og stod blandt andet bag oversættelser af Iliaden og Odyséen, såvel som udgivelser indenfor oversætter- og kulturteori.
Det var dog hendes oversættelser af Markus Aurelius’ Meditationer, der hidkaldte Ménages opmærksomhed. Disse var officielt udfærdiget i samarbejde med hendes mand André og også udgivet som sådan. Men ifølge Ménage vidste alle, at oversættelsen udelukkende var Annes. Dedikationen til hende er således en dedikation til alle de kvinder, hvis bidrag og originalitet er blevet gemt og glemt bag de mandlige intellektuelle, som befolker historien.
De kvindelige filosoffers historie
Ménages studie behandler 65 kvindelige filosoffer fra den tidligste antik og frem til højmiddelalderen. Forlægget er Diogenes Laertios, der i det tredje århundrede e.v.t. havde skrevet om De eminente filosoffers liv og meninger (Ménage stod bag en genudgivelse af værket i 1664). En moderne udgave løber op på over 500 sider. Heri havde Diogenes behandlet filosofferne bio-doxografisk, dvs. beskrevet alt hvad man vidste om deres liv, heriblandt fantasifulde anekdoter og rygter, samt hvad man vidste om deres holdninger. De to afspejler hinanden ved at den filosofiske doktrin eksemplificeres og i visse tilfælde kun udtrykkes gennem konkrete handlinger. Det er Diogenes Laertios, vi skylder historierne om, at Thales faldt i en brønd, fordi han havde travlt med at betragte himmelen, og at han påviste naturfilosofiens anvendelighed ved at forudse en særlig god høst og der opkøbte samtlige olivenpresser. Det er også fra Diogenes Laertios, vi har beretninger om kynikeren Diogenes, der bad Alexander den Store flytte sig, fordi han skyggede for solen, og om andre kynikere, som kopulerede i fuld offentlighed, fordi meningen med livet var at søge nydelse og ikke at underlægge sig andre menneskers fordomme. For Diogenes Laertios og hans samtid var filosofi en levet praksis.
Ménage følger formen fra Diogenes Laertios’ studie af De eminente filosoffers liv og meninger om end i en mere redelig filologisk stil med masser af kildehenvisninger. Tilgangen er dog stadig bio-doxografisk og Ménage skræller sine imponerende mange kilder for alt, hvad de har. Særligt Sudaen, det byzantinske leksikon fra det tiende århundrede, benyttes hyppigt. Ofte er der dog ikke meget at komme efter, hvorfor opslagene tit er mere faktuelt biografiske end egentlig doxografiske. Eksempelvis lærer vi om Gemina, at det er navnet på både en mor og en datter, der begge var elever af Plotin, således som Porphyr beskriver i Plotins liv. That’s it.
Ménage følger også Diogenes, om end i mere systematisk og ordnet form, ved at inddele filosofferne i skoler. Vi har således ti skoler: platonikere, kynikere, stoikere, pythagoræer osv., samt et kapitel, der samler “resten”.
Under kapitlet for peripatetikere, dvs. aristotelikere, finder vi kun to opslag, “Olympiodoros’ datter” og “Theodora”, mens platonikerne er mere talrige og går tilbage til Platons egen tid i Akademiet, hvor både Lastheneia og Axiothea var elever.
Det suverænt mest omfattende kapitel omhandler dog pythagoræerne. Dette skyldes, at kvinder, om end ikke ligestillede med mænd, havde en aktiv rolle at spille i pythagoræiske sociale relationer og diskussioner. Således har vi ikke blot biografiske detaljer, men også breve og mindre traktater forfattet af pythagoræiske kvinder.
Kvinder på pensum
Ménage beretter om Pamphile fra Epidauros, Ægypten, at Photios og Sudaen fortæller, at der blandt hendes 33 udgivne værker var nogle, som behandlede filosofiske spørgsmål. Om Leontion fortæller Ménage, at Cicero fortæller, at hun udgav en kritik af den aristoteliske filosof Theophrastos. Og i det lange opslag om Hypatia, kan vi læse om adskillige værker, som behandlede astronomiske og videnskabelige spørgsmål.
Fælles for disse værker er, at de er tabt. Vi har nogle af Pamphiles “Observationer” citeret i den romerske forfatter Aulus Gellius’ Attiske nætter. Vi har også et kort skrift, Tractatus de mulieribus, der omhandler kvinder i krig, og som muligvis er af Pamphiles hånd. Men vi har ikke adgang til de antikke kvindelige filosoffers skrifter, tanker og argumenter i noget, der bare minder om sammenhængende form.
Undtagelsen er som nævnt de pythagoræiske kvinder. Her har vi overleveret en samling kortere breve, der behandler dagligdags udfordringer, men også spørgsmål om dyd, besindighed og menneskets natur. Særlig interessant er den sene Theano, som også er dedikeret det længste opslag i Ménages tekst, og fra hvem vi har de længste fragmenter. Disse behandler pythagoræiske doktriner i relation til spørgsmål om livsførelse, opdragelse og mellemmenneskelige relationer. I 2013 udgav den amerikanske historiker Sarah Pomeroy en samlet introduktion til Pythagorean Women, som foruden et samlet studie indeholder introduktion, oversættelse og kommentar til disse breve. Der er således en smule primærlitteratur fra de kvindelige filosoffer, man kan at sætte på pensum i filosofi- og videnskabshistoriens antikke og senantikke del.
Men vores udfordring er, at antikkens og middelalderens minutiøse kopister ikke har formået eller ikke har ønsket at bevare de kvindelige filosoffers skrifter. Dette bekræftes i A History of Women Philosophers, et 4‑binds værk over kvinder i filosofihistorie udgivet i 1987, hvis første bind om Antikken foruden de pythagoræiske kvinders egne tekster må reproducere beskrivelser af kvindelige filosoffers doktriner i andre antikke kilder, og som endda medtager kvindelige figurer (muligvis virkelige) og deres doktriner, som de optræder i eksempelvis Platons værker.
Kvinder optræder således yderst sjældent som forfattere i det bevarede materiale. Hos Ménage, som gengiver, hvad vi ved fra kilderne, optræder kvinderne dog ofte som undervisere og diskussionspartnere, som mødre og døtre, der lærer fra sig eller lærer videre, som pennevenner (vi kender særligt Epikurs filosofi gennem hans breve, der ofte er adresseret til kvinder), og som lærde og læsere.
Her har vi altså ikke at gøre med filosofi og videnskab som tekstlig produktion, som er den form for filosofi, der kommer på pensum og dyrkes i dag. I stedet er det filosofi som et levende og kollektivt projekt af kontinuerlig diskussion og udveksling. Dette er givetvis mere tro mod tænkningen og mod tænkning forstået som en del af vores kollektive livsform. Men det nedarves som kollektiv bevidsthed og er svært at omsætte i normalsider på en pensumliste.
Hvad Ménages værk påviser er imidlertid, at der er kvinder i alle de filosofiske skoler, og at de har spillet en rolle, om end det er svært præcis at sige hvilken. Hvis vi stort set ikke kan undervise i de antikke kvindelige filosoffers skrifter, kan vi dog stadig undervise om de kvindelige filosoffer. Og som det var tilfældet med Anne Dacier, er der god grund til at overveje, hvor meget der er skrevet, tænkt og udviklet af kvinder, og hvor meget mænd uretmæssigt har taget æren for.
| 1. | Ménages værk er blevet oversat flere gange i nyere tid: til engelsk i 1984, til fransk i 2003 og 2006, italiensk i 2005 og spansk i 2009. Interessen for værket er dog ikke kun moderne. I 1702 udkom en engelsk oversættelse som en del af en samlet udgave med Diogenes Laertios’ De eminente filosoffers liv. Dermed havde man en samlet bio-doxografisk fremstilling af de antikke filosoffer, kvindelige såvel som mandlige. En lignende udgave med Ménage og Diogenes Laertios’ værker samlet kom i fransk oversættelse i 1758 med nye oplag i 1761 og 1796. Herefter synes interessen dog at være dalet, og på nær en latinsk udgave fra 1833 genudgives værket ikke før den engelske oversættelse af 1984. Værket kan således siges at have to receptionsfaser: I oplysningstidens querelle des femmes med sin store interesse for antikken (også som en model for det moderne samfund) og en moderne querelle des femmes, hvor spørgsmålet om den manglende ligestilling, herunder hvad man har fundet værdigt til at indgå i filosofihistorien, siden 1970’erne og særligt efter årtusindskiftet har været en drivkraft bag nye forskningsområder og en genskrivning af filosofihistorien. Ménages værk spiller en dobbeltrolle i denne querelle: Det giver et indblik i antikkens kvindelige filosoffer samtidig med, at det i kraft af sin eksistens er et levende bevis på kvindespørgsmålets rolle i oplysningens tænkning og filosofihistorie. Nærværende artikel tager udgangspunkt i Geschichte der Philosophinnen, udgivet på Meiner Verlag i 2019, og som er værkets første tyske oversættelse. Det er desuden den første tosprogede udgave og den første genudgivelse af originalteksten i moderne tid, hvilket gør det muligt at følge den oprindelige latinske tekst side om side med den tyske oversættelse. Derudover er bogen forsynet med en god indledning, der giver et fint overblik over bogens kontekst; et fyldigt noteapparat; en kort filologisk artikel, der diskuterer det brugte manuskript; samt en fyldig bibliografi, der vil være guld værd for alle, som ønsker at arbejde videre med teksten. |
| 2. | Gilles Ménage, Geschichte der Philosophinnen, Meiner Verlag, 2019. |