Paradoks udgiver originale artikler af høj kvalitet inden for alle filosofiske grene og traditioner.
Vi modtager alt fra det filosofiske essay, som fremsætter en original, men ikke nødvendigvis fuldt udfoldet idé, til den akademiske artikel, som følger gængse standarder for struktur, argumentation og referencer til den nyeste forskning.
Artikelbidrag vurderes uafhængigt af forfatterens institutionelle tilknytning og uddannelsesbaggrund. Det afgørende er, at artiklen er indholdsmæssigt velafgrænset, at der argumenteres klart for de centrale påstande, og – ikke mindst – at den formidler en selvstændig tanke.
Sådan foregår det
Da vi har oplevet tekniske problemer med vores indsendingsformular, modtages bidrag i øjeblikket direkte på e‑mail: bidrag@paradoks.nu. I mailen bedes du notere følgende: “Jeg giver samtykke til, at min artikel må publiceres af Paradoks under en Creative Commons Kreditering-Ikkekommerciel 4.0 International-licens (CC BY-NC 4.0)”.
Hvis du har indsendt bidrag via formularen i løbet af sommeren, men ikke modtaget en kvittering ved indsendelse, er der en risiko for, at vi ikke har modtaget dit bidrag. Hvis du er i tvivl, så gensend bidraget, eller kontakt os.
Det indsendte bidrag skal have karakter af færdig artikel, når du sender det afsted, ligesom du bedes sørge for, at artiklen følger vores skrivevejledning.
Vi forbeholder os retten til i mindre omfang at tilpasse artiklen retskrivnings- og formaliamæssigt, hvis vi vurderer, at det vil lette udgivelsesprocessen – ved substantielle ændringsforslag sender vi selvfølgelig artiklen retur med kommentarer.
Når redaktionen har vurderet din artikel, får du at vide, om din artikel er godtaget, afvist eller godtaget med ændringsforslag. I sidste tilfælde sender vi dig feedback, som du kan bruge til en ny udgave.
Har du opklarende spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på kontakt@paradoks.nu.
Vi ser frem til at modtage dit bidrag!