I maj 2024 deltog jeg i belejringen af Københavns Universitet, der var organiseret af Studerende mod Besættelsen. Vores primære mål var at få universitetet til at trække investeringer fra virksomheder, der er indblandet i den israelske besættelse af Palæstina. På grund af aktionens synlighed og sensationelle karakter, flokkedes Danmarks mediehuse til den omdøbte Rafah Garden på Københavns Universitets City Campus. Med offentlighedens øjne rettet mod sig, tyede KU til et tweet, der skulle afklare og forsvare dets standpunkter og gøremål i relation til både studenteraktivisterne og Israel-Palæstina-konflikten in toto. Indledningsvist, og som svar på teltlejrens første krav om en fordømmelse af Israels folkedrab i Gaza, erklærede universitetet: “Københavns Universitet som institution har ingen, og får ingen, holdning til den verserende konflikt i Gaza”.1@koebenhavns_uni, X, 6. maj 2024 Dette udsagn om, at universitet ikke ville tage politisk stilling, fik stor betydning for resten af historien om Rafah Garden. Både i de diskussioner, der blev ført i medierne, og i aktivisternes forhandlinger med universitetet. Men den fik også mig til at gruble over behovet for at forholde sig “neutral” over for eksempelvis Israels krigsførelse. Et behov, som både Eurovision, sportsturneringer og talrige andre dele af civilsamfundet har udvist. For samtidig med, at det var en selvfølge, at man fordømte Hamas og deres handlinger, så syntes det helt på sin plads, at institutioner fastholdt deres tavshed og såkaldte apolitiskhed over for Israel.
Jeg mener, at denne reaktion fremstiller et interessant fænomen i den moderne vestlige statstænkning, som blev genkendt og fremført af Carl Schmitt tilbage i mellemkrigstiden, nemlig forsøget på en neutralisering og afpolitisering af stat, samfund og menneskelig eksistens i almindelighed. Jeg vil derfor forsøge at insistere på det politiskes virkelighed og bringe den frem i lyset. For hvor meget man end forsøger at skjule eller fortrænge det ubehagelige ved politikken, så spøger den ikke desto mindre i stort set alle afkroge af vores tilværelse. Og jeg mener, at det er langt farligere at lade den spøge i det skjulte, end at se den i øjnene og kæmpe for det, man har kært.
Det afpolitiserede universitet og staten
Vi aktivister blev ofte spurgt af journalister, om det ikke var rigtigt, at universitetet var en apolitisk institution. Vores oftest brugte modsvar var en henvisning til universitets øjeblikkelige fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine i 2022 og dets samtidige indstilling af alt akademisk samarbejde med russiske institutioner. Til dette hævdede uddannelsesministeren Christina Egelund blandt andet i P1 Debat,2P1 Debat, “Skal universiteter fordømme Israels krigsførelse?”, DR, 8. maj 2024. at universitetets handlinger mod Rusland ikke var af politisk karakter, da de var kommet fra regeringens anbefalinger. Udtalelser som disse er udtryk for et ønske om neutrale, strømlinede institutioner, der ikke er i stand til uafhængigt at bekende et politisk ståsted. Egelund påpegede muligheden for at holde regeringen til ansvar for sine beslutninger ved det næste folketingsvalg, og at en sådan manglede med universitetets ledelse. Men peger det ikke netop på det demokratiske underskud, som en offentlig institution som KU lider under? Bør det ikke kun være en anledning til at demokratisere universitetet, hvorefter det kunne få muligheden (og ansvaret) for at bedrive egen politik? Min mistanke er, at dette ikke ville være en velset udvikling. For jeg tror, at det, der egentlig var på spil, var en trussel imod regeringens suverænitet. Hvis suveræniteten, som det er blevet fastholdt i vestlig statstænkning, er udelelig (indivisibel), og aldrig må deles, da må et universitet selvfølgelig heller aldrig selv træffe en politisk afgørelse.
Men KU træffer da hele tiden interne politiske beslutninger og afholder endda valg til studenter- og medarbejderrepræsentationen. Så hvad er egentlig en politisk afgørelse? Hvad er en konkret politisk handling? Ifølge Schmitt er kriteriet for det politiske den berygtede sondring mellem ven og fjende. Staten får først sin politiske bestemmelse i kraft af denne, for eksempel udtrykt igennem begreberne folk og fremmede. Fjenden er én, der i sidste ende kan udgøre en eksistentiel trussel, og blandt fjenderne vil potentialet for krig altid lure, skønt denne ikke nødvendigvis kommer til udtryk.3Carl Schmitt, Det politiskes begreb (Hans Reitzels Forlag, 2019), 51. Men staten har ikke kun fjender uden for sig selv. Det er vigtigt at have in mente, at Schmitt eksplicit adskiller det politiskes begreb fra statsbegrebet, for ellers ville det føre til den “logisk umulige […] konklusion, at alt ikke-statsligt, altså alt “samfundsmæssigt”, dermed må[tte] være upolitisk”.4Schmitt, Det politiskes begreb, 54. Ifølge Schmitt sker det politiske alle steder, hvor sondringen mellem ven og fjende kan finde sted, på trods af, at den ofte netop ikke erklæres, også de steder, hvor den ikke desto mindre (implicit) er til stede. Universitetet er for eksempel altid en politisk institution, men en mere forklædt en af slagsen, idet den kun får sin bestemmelse fra den regering, som råder over den. Har den frihed til selv at skelne (for eksempel mellem god kontra dårlig forskningspraksis eller dialogsøgende kontra antidemokratisk studenterbevægelse), er det kun en status-quo-bevarende frihed skænket af staten, og altid en, som kan trækkes tilbage, hvad der også ofte trues med, for eksempel af borgerlige politikere, der vil forbyde undervisning i såkaldt “woke”-teori. Uden at sidestille Rancière og Schmitt, så kan man sammenligne førstnævntes bestræbelse på en politik, der formår at bære modsætninger i samfundet, og at skabe et rum for “dissensus” frem for konsensus, med Schmitts insisteren på det politiskes oppositionelle karakter. Rancière ville sige, at universitetet er blevet et politi-organ, en ekstension af statens tekniske forvaltningsfunktioner, og ikke en egentlig politisk instans.5Jacques Rancière, Ti teser om politik (Aleatorik, 2021), 51. Schmitt ville sige, at universitetet er blevet afpolitiseret, altså har fået frataget (men i virkeligheden kun tildækket) sin mulighed for at bedrive egen politik. Schmitt påpeger en overordnet tendens til afpolitisering i samfundet, en søgen efter et neutralt område, hvor politik ikke længere er et behov, hvor risikoen og ubehaget i at have en fjende er fortrængt. Og han advarer mod de ekstreme farer, der ligger i en sådan fejen under gulvtæppet af politikkens egentlige (og måske skrækkelige) væsen.
Har Københavns Universitet en fjende, der i sidste ende kan udgøre så reel en trussel, at kun krig vil kunne afgøre, hvem der får lov at eksistere? For at besvare det spørgsmål, må vi forstå den tilstand af afpolitisering, vores samfund længe har befundet sig i. Ifølge Schmitt har de europæiske eliter i løbet af de seneste århundreder bevæget sig mellem forskellige “centralområder”, hvori de har forsøgt at finde en neutral, stridsløs grund at handle ud fra uden at risikere det politiskes faretruende konflikter. I takt med, at de implicitte konflikter kom til udtryk inden for ét centralområde, bevægede man sig videre mod et nyt.6Schmitt, Det politiskes begreb, 137. Det 19. århundredes centralområde var det økonomiske, hvis tilsyneladende lovmæssigheder, videnskabelighed og kontrollerbarhed syntes at give mulighed for en rationel og målelig forvaltning af samfundet. Så længe der var enighed om de økonomiske principper (og her må man bemærke den implicitte tilstedeværelse af ven/fjende-sondringen), kunne samfundet operere uden alvorlige konflikter og uenigheder. Men med marxismens og bolsjevismens fremtog kunne den økonomiske neutralitet ikke længere opretholdes. Fælles for både Lenin, Wilhelm II og Roosevelt var dog deres tillid til teknikkens potentiale, og det 20. århundrede blev således til det tekniske centralområdes tid.
At vi stadig befinder os i teknikkens tidsalder synes plausibelt, og det vil derfor være nærliggende at undersøge det neutrale universitets spørgsmål ud fra det tekniske centralområdes forhold og karakteristika. Ser vi på universitetet og de utallige universitetsreformer, herunder de seneste kandidat- og administrationsreformer, synes de i hvert fald at være udformet og bestemt ud fra vores samfunds klassiske og velkendte effektiviseringslogik, der benytter sig af bestandigt nye smarte tekniske løsninger til at bruge færre penge for at tjene flere. Ligeledes hører vi i universitetslovens formålsbestemmelse §2, stk. 3, at: “[u]niversitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.”7Danske love, “Universitetsloven”, §2. Man bemærker det velkendte neutrale, afpolitiserede, ukontroversielle sprog: vækst, velfærd og udvikling. Begreber, der ikke falder ind i nogen ven/fjende-sondring. Hvem skulle være udviklingens uven? Men hvad hvis vækst, velfærd og udvikling pludselig skulle stå i konflikt med overholdelse af menneskerettigheder eller opretholdelsen af en beboelig planet? Eller måske endda god forskning? Ja, hvad så? Det står der intet om i universitetsloven.
At samarbejde med en stat, der begår systematisk racediskrimination,8International Court of Justice, “Advisory opinion”, 19. juli 2024, §223. er under plausibel anklage for folkemord,9International Court of Justice, “Order. South Africa v. Israel”, 26. januar 2024, §54. og hvis universiteter spiller en afgørende rolle i dets militærindustri,10Meron Rapoport, “ ‘It’ll turn campus into an army base’: Tel Aviv University to host soldiers’ program”, +972 magazine, 4. oktober 2024; “Why boycott Israeli universities?”, BDS movement, sidst tilgået 6. november 2024. er således i absolut overensstemmelse med afpolitiseringens logik. Universitetet ville ud fra denne logik først bedrive politik, hvis det stoppede dette samarbejde, fordi det da ville udføre sin egen sondring mellem ven og fjende.
Universitetet ar altså afpolitiseret, ikke i den forstand at det er apolitisk, men fordi det har fået frataget sin mulighed for at afgøre sin politiske bestemmelse. Det er neutralt, ikke i den forstand, at det ikke kan tage stilling, men i og med at det altid allerede har taget stilling i overensstemmelse med statens implicitte og ofte forklædte politiske bekendtgørelser. I tilfældet med Rusland havde den danske regering allerede erklæret Rusland som fjende, og derfor (og dermed må jeg i en eller anden forstand give Egelund ret i hendes førnævnte analyse) var det altså ikke en politisk beslutning fra universitetets side at afbryde samarbejde med landet. Israel er immervæk Danmarks ven, og derfor ville det være politisk at tage stilling til dets forbrydelser. Det ville være politisk, fordi det ville være universitetets egen politiske sondring, dets egen ven/fjende-erklæring, hvilket vi i et afpolitiseret samfund aldrig ville kunne tillade. For at besvare det før stillede spørgsmål, har universitetet altså allerede en eksistentiel fjende, eller rettere: havde det (ikke i en kronologisk, men i en strukturel forstand), nemlig i form af staten, inden det blev besejret og gjort til et neutralt, teknisk-økonomisk instrument for suverænitetens forklædte virke, hvis formål er udtrykt i vor tids kategoriske vækstimperativ.
Risikoen ved at isolere Palæstina-spørgsmålet til et juridisk eller etisk problem
Det synes umuligt at benægte, at Israel-Palæstina-konflikten er et paradigmatisk eksempel på en politisk konflikt. Dette forklarer vel også den enorme berøringsangst, der hersker omkring den, og som får universiteter, sportsbegivenheder, sangkonkurrencer og andre dele af “civilsamfundet” til at insistere på at være apolitiske. For så vidt konflikten omtales, forsøges det ofte at behandle den som noget andet end noget politisk – noget rent juridisk, etisk eller måske endda økonomisk. Dette er ikke i sig selv forbavsende eller uforståeligt, da jura, etik, økonomi og et hav af andre områder unægteligt spiller ind i konfliktens dybde. Jeg vil dog anbefale – ikke mindst de, som kæmper for palæstinensernes liv, værdighed og øvrige rettigheder – at fastholde blikket på den politiske dimension, da denne alligevel, som jeg vil forsøge at vise, lister rundt i både den juridiske og etiske sfære.
Juraen
Nogle vil hævde, at tilfælde af sådan en ekstrem karakter som krigsforbrydelser og folkemord bør holdes inden for den juridiske sfære. Der er trods alt tale om juridisk bestemte kategorier, fastlagt ved hjælp af dekreter og konventioner, som vurderes og håndhæves af internationale forbund og domstole.
Givetvis er det praktisk, at en distinktion mellem politik og jura er til stede. Den internationale jura skal ideelt set netop tjene til at modarbejde og lægge hæmsko for nationalstaternes værste handlinger. Men vi bør fastholde blikket på politikkens “bagdøre”, de steder hvor juraen alligevel påvirkes af og kræver politisk magt. Den internationale jura er formet ud fra nationalstaternes eksistens, og den kræver i sidste ende deres magtudøvelse for at blive håndhævet. Den mister derfor sin betydning, når spørgsmålet om suverænitet ikke indtænkes, for det er kun en suveræn, der kan håndhæve (og ophæve) juridiske bestemmelser. Dette ses i suverænitetens inderste råderum, undtagelsen, hvoraf våbeneksporten til Israel er et yderst tjenligt eksempel. For suverænen kan altid gøre undtagelser for loven og behøver ydermere ingen undskyldning. Suverænen beder ikke om lov for at give lov, “behøver ikke have ret for at skabe ret”, som Schmitt skriver.11Carl Schmitt, Politisk teologi (Informations Forlag, 2009), 32. Den siddende regering nægter fortsat at afbryde våbenleverancer til Israel til trods for Danmarks og EU’s lovgivning og den internationale domstols ordrer, og til dette har Lars Løkke Rasmussen sagt, at risikoen for krigsforbrydelser må vejes op mod øvrige danske interesser. “Jeg undskylder meget for det, men this is real life”, sagde han suverænt.12Sebastian Gjerding, “Løkke vejer risiko for israelske krigsforbrydelser…”, Information, 4. maj 2024. Så kynisk kunne Schmitt næsten ikke selv have sagt det. I real life vil loven altid falde tilbage på suverænitet, på spørgsmålene quis interpretabitur og quis judicabit? (hvem fortolker og hvem dømmer), hvis svar lyder: autoritas, non veritas, facit legem (autoritet, ikke sandhed, skaber lov).13Schmitt, Det politiskes begreb, 104. På den anden side kan en for stor lid til juraen komme i vejen for nødvendig politisk handling, hvis ikke lovteksterne giver en ordentlig hjemmel. I sagen med Rafah Garden lykkedes det at få Københavns Universitet til at trække investeringer fra israelske bosættelser, netop fordi universitetet allerede havde formuleret en “Etisk investeringspolitik”, som refererede til analyser udformet af FN, der frarådede investering i en række firmaer, der opererer på Vestbredden. Godt nok fulgte universitetet ikke sin egen politik (og havde endda indskrevet i dokumentet, at det ikke havde kapacitet til selvstændigt at sikre sig, at den blev overholdt), men presset fra aktivisterne var stærkere, når vi kunne referere til universitetets egne dekreter. Imidlertid er det i skrivende stund ikke lykkedes at indføre en akademisk boykot, og en del af forklaringen er, at der ikke på samme måder ligger klare juridiske bestemmelser for, hvornår et akademisk samarbejde skal indstilles (udover en vag anbefaling i Uddannelsesministeriets retningslinjer for internationalt samarbejde om “ekstrem forsigtighed” hvis institutionen kan have relation til militæret). Manglen på handling fra både Israel og det internationale samfund efter flere beordringer om våbenhvile fra den internationale domstol er yderligere bevis for, at juraen ikke kan stå for sig selv.
Etikken
I aktivistiske cirkler ser man på den anden side af og til et forsøg på at holde Palæstina-spørgsmålet på et rent etisk plan. Ofte ser man, når humanitære katastrofer når en særlig ekstrem skala, og manglen på nødhjælp er yderst presserende, et forsøg på at sætte et etisk sprog i spil, som abstraherer fra de historiske, politiske, økonomiske og sociale kontroverser, der indgår i den almene eller øvrige diskurs om problematikken, og som kan stå i vejen for, at bistand til de lidende når frem. Man siger for eksempel: “Tilsidesæt et øjeblik diskussionen om, hvad der egentlig udgør legitimt selvforsvar: det er under alle omstændigheder aldrig tilladt at slå børn ihjel.” På den måde ankommer man, eller vender tilbage til, det rent menneskelige element: lidelsen, sulten, sygdommen, døden. Her appelleres til medmenneskelighed, omsorg for den næste, næstekærlighed (med eller uden dens religiøse ballast), humanitær bistand, menneskerettigheder osv. Formålet med en sådan operation er at skære ind til benet, skære det irrelevante, overflødige fra, og derudover at nå til et ukontroversielt, ubestrideligt, universelt fællespunkt, hvor ingen kan stille sig selv uden for korrektheden af appellen uden at udstille sig selv som umoralske, følelsesløse eller endda umenneskelige.
Gaza er selvsagt et eksemplarisk tilfælde på dette. Det er nemlig fortsat “umuligt” at benægte den etiske skrækkelighed ved hændelser som børn, der dør af sult og polio, amputeres uden bedøvelse, folk der bliver skudt og efterlades til at udbløde på åben gade, eller bliver bombet i deres hjem og ligger begravet i murbrokker i dagevis inden de omkommer af deres kvæstelser, iltmangel, tørst og sult. Jeg siger “umuligt” i anførselstegn, fordi det selvfølgelig i praksis benægtes og negligeres ustandseligt. Således kan politikere med den ene hånd godkende våbenleverance til staten, der udfører sådanne handlinger, og med den anden sende en mere eller mindre beskeden pakke nødhjælp (uden videre tanke på, om den førnævnte stat lader denne hjælp ankomme til de civile), imens de udtaler, at det selvfølgelig er horrible billeder, der kommer ud af krigszonen, og at alt bør gøres for at beskytte civile. Danmark har for eksempel længe haft den officielle indstilling, at de ønsker en våbenhvile, men har intet gjort for at indstille dansk våbenleverance eller sanktionere Israel.
Schmitt anser det humanitært-moralske som et af de områder, hvori de europæiske eliter har forsøgt at nå frem til en neutral, stridløs grund, der undgår politikkens krigeriske natur. Denne var ifølge ham centralområdet for det 18. århundrede, hvor bl.a. Kant begyndte at udfordre den hårde, traditionelle metafysik, og hvor menneskets ånd og rationalitet blev sat i centrum. I denne tid drømte Rousseau og Kant om en suverænitet i absolut overensstemmelse med folkets vilje og om en evig verdensfred, hvor menneskets delte fornuft skulle gøre os alle lige og broderlige.14Schmitt, Det politiskes begreb, 131. Her ville politisk strid altså synes at nå sit endeligt. På trods af, at centralområdet har ændret sig siden, så mente Schmitt, at vores tid stadig i høj grad er formet af denne samfundsmodel. Det internationale samfund er baseret direkte på Kants drøm om et verdensforbund, ligesom menneskerettighedserklæringerne har deres rod i nogle af begge tænkeres formuleringer. Det væsentlige er dog, at Schmitt betragter denne humanitær-rationelle “ende på politikken” som en tildækning af politikkens fjendtlige natur, en natur, som aldrig for alvor kan elimineres, og som derfor stadig vil liste rundt i et afpolitiseret verdenssamfund. Efter min mening kan dette (blandt andre) især ses i tre centrale problematikker, utilstrækkeligheder om man vil, ved den humanitære-moralske appel:
Første problematik: Den etiske appel risikerer at miste blikket for den såkaldt universelle etiks politiske fundering. Eller, i en mildere formulering, de måder hvorpå det politiske formår at indvirke på og udøve sig gennem det, der kaldes det etiske.
Styrken ved den etiske appel er dens fremtrædelse som noget universelt, evigtgyldigt, ukritiserbart. Menneskerettighederne kender ingen undtagelser. Men ifølge Schmitt, har denne universaliserbarhed kun til formål at tjene en bestemt gruppe af menneskeheden, navnlig den, der kontrollerer og bestemmer denne universalitet. Derrida har formuleret Schmitts kritik yderst rammende: denne universelle appel ville være en måde “at få en partikulær interesse til at fremstå som en global eller universel, at få en nationalstats, eller en begrænset gruppe af nationalstaters interesser til at fremstå som hele verdens, som den almene menneskeheds universelle interesse”.15Jacques Derrida, La bête et le souverain (Éditions Galilée, 2008), 108 (min oversættelse). Er det ikke dette, der viser sig i FN i dag, hvor dette nationalstatsbaserede, europæisk skabte forbund (med tre permanent siddende europæiske nationer i sikkerhedsrådet) ser sig udfordret af sine egne “principper”, og vender og drejer sig for at give Israel en undskyldning for at fortsætte med straffrihed? Som Derrida også pointerer, er menneskerettighederne og de institutioner, der opretholder dem, også afhængige af “en særlig historisk kultur. Man kan ikke adskille dem fra bestemte europæiske filosofiske begreber, og navnlig fra et begreb om statslig eller national suverænitet”.16Jacques Derrida, Spectres de Marx (Éditions Galilée, 1993), 138 (min oversættelse). Derfor ville vi gøre klogt i ikke at glemme den “universelle etiks” udviklingshistorie, og de måder, den er blevet (mis)brugt og udnyttet på. Vi må ikke glemme, at det var slaveejere, der erklærede menneskenes universelle rettigheder. Vi må ikke glemme den plyndrende kolonialisering, der skulle til for at etablere det velstående rationelt-humanistiske Europa. Kort sagt må vi have øje for de partikulære grupper, som har haft gavn af den formodede universalitet, og hvilke grupper, der er blevet forfordelt. Som Arendt pointerede, blev flygtningespørgsmålet, som kulminerede i Shoahen og forflyttelsen af Europas jøder til Palæstina, skabt og formuleret af den europæiske idé om nationalstater – men i dag benytter vi os stadig af en appel til suverænitet og national selvbestemmelse hvad angår ofrene for dette problem. Når vi som aktivister læner os op ad disse etablerede og institutionaliserede begreber, risikerer vi ikke blot at videreføre problematiske principper, der har vist sig uegnede til at tage vare på befolkningsgrupper og samfundsstrukturer i deres mangfoldighed (altså de, der ikke lige passer ind under den europæiske norm), men også at forbigå chancen for en reel omvending af værdier, og for indførelsen af uforudsete og endnu ukendte alternativer. Marx krævede noget lignende af fremtidens revolutioner:
Det nittende århundredes sociale revolution kan ikke hente sin poesi fra fortiden, men kun fra fremtiden. Den kan ikke begynde med sig selv, før den har rystet al overtro på fortiden af sig. De tidligere revolutioner trængte til de verdenshistoriske minder om fortiden for at bedøve sig selv overfor deres eget indhold. Det nittende århundredes revolution må lade de døde begrave deres døde for at finde frem til sit eget indhold. Dengang gik ordene videre end indholdet, nu går indholdet videre end ordene.17Karl Marx, Louis Bonapartes Attende Brumaire (Forlaget Tiden, 1976). Jeg skylder mit kendskab til dette Marx-citat Derridas behandling af det i fjerde kapitel af ovenfor citerede Spectres de Marx.
Anden problematik: Den etiske appel har få veje at gå, hvis den slår fejl eller bliver ignoreret.
Den etiske appel skulle gerne nå ind til folks hjerter, vække en umiddelbar modreaktion, som allerhelst bør udmunde sig i handlinger. Men den etiske appel mangler bid, i sig selv fører den ikke til nogen håndhævelse, hvorfor det også er så nemt for Danmark blot at sige, at der ønskes en våbenhvile. Det er meget muligt at “anerkende” etiske grufuldheder uden at ty til nogen form for handling imod dem, og i værste tilfælde kan deres udøvere stolt fremvise deres handlinger, uden frygt for at nogen vil stoppe dem. I Gaza er det IDF-soldaterne selv, der har delt videoer, hvor de mishandler fanger, bruger menneskeskjolde og sprænger illegitime krigsmål i luften.18Richard Sanders, “What did Al Jazeera’s investigation into Israeli war crimes in Gaza reveal?”, Al Jazeera, 3. oktober 2024. Kan man stole på, at de vil stoppe, blot ved at vi beder dem om det? Det er i hvert fald ikke sket endnu.
Tredje problematik (og dette er den væsentligste og farligste): Den etiske appel kan i lige så høj grad gøres til redskab for udøveren af forbrydelsen.
Dette ses ikke kun hos statsledere, der imødekommer den etiske kritik, men samtidig bidrager materielt til katastrofen, men især i den retorik, som benyttes af netop forbryderen. Schmitt (af alle mennesker) advarede mod den ekstreme risiko ved at benytte sig af den humane appel til krigsformål. For krigens væsen er yderpunktet af den politiske sondring mellem ven og fjende – den reelle manifestering af dette fjendskabs iboende mulighed for gensidig ødelæggelse. Men “mennesket” som helhed har ingen politisk fjende her på jorden.19Schmitt, Det politiskes begreb, 95. Der kan således aldrig erklæres en krig, hvor “mennesket” står på den ene side, uden at fjenden gøres til noget umenneskeligt, undermenneskeligt, monstrøst. At erklære sin side af en konflikt som “menneskehedens” side kan “kun være et udtryk for den skrækkelige fordring, at fjenden frakendes sin kvalitet af menneske, at han erklæres hors-la-loi, hors l’humanité, hvorved krigen drives til den yderste grad af umenneskelighed.”20Schmitt, Det politiskes begreb, 96. Det er netop denne dehumanisering af fjenden der skal til, for at udøve forbrydelser af den højeste skala (herunder den Shoah, som Schmitt selv bærer et ansvar for). Og det er netop den retorik, som israelske ledere benytter sig af i deres appel og retfærdiggørelse af deres handlinger, med henvisning til både virkelige og opfundne hændelser fra angrebet den 7. oktober. “Vi kæmper mod menneskelige dyr”, sagde daværende forsvarsminister Yoav Gallant den 9. oktober 2023, i det han erklærede, at der ville blive slukket for mad, brændstof og elektricitet til Gazas befolkning og at hæren ville “eliminere alting”. Netanyahu kaldte det “en kamp mellem lysets børn og mørkets børn, mellem menneskeheden og jungleloven”.21International Court of Justice, “Application instituting proceedings”, 28. december 2023, 60 (min oversættelse). Når først en krig erklæres mellem “civilisation” og “barbarisme” er alle forbehold løftet for, hvad der kan gøres mod fjenden. Dyr bekæmpes som dyr – homini lupus homini.
Det synes i første omgang bemærkelsesværdigt og forbløffende, at den yderste katastrofes plads ikke åbnes af den politiske distinktion ven/fjende, hvis inderste implikation er krigen, men snarere igennem den etiske distinktion godt/ondt. Og det er bestemt heller ikke muligt at nå til dette yderpunkt uden den politiske erklæring, uden bestemmelsen af en fjende og krigserklæringen imod den. Men hvor det politiske i sin åbenhed tydeligt synliggør sin egen risiko, sin skrækkelighed som potentiale for en eksistentiel konflikt, så er det politiske i forklædning, i sit skjul, med sit alibi som noget apolitisk, med sin påberåbelse af noget rent etisk, det, der virkelig formår at opnå denne iboende konsekvens, tilintetgørelsen af den anden, snarere end fastholdelsen og afgrænsningen af vennen og fjenden. Det er kun det politiske med et etisk ansigt, der kan snige sig ind i umenneskelighedens felt.
Post(politisk)-scriptum
Schmitt må for alt i verden ikke blive enden på vores politiske tænkning – ej heller må hans mildest talt hykleriske fordømmelse af den inhumane krigsførelse tages ved ordet og anvendes som ypperste eksempel på en ordentlig og ærlig krigsførelse. Han er dog væsentlig som diagnostiker, da han med sin åbenhed om magtens skrækkelige potentiale viser os det paradigme, som europæisk statstænkning til stadighed befinder sig i, på trods af forsøgene på at tildække det. Den næste udfordring – som jeg ikke har plads til at tage op her – ville være at se mod nogle alternative veje for politisk udvikling, som ikke benægter og fortrænger politisk strid, men som alt imens de fastholder blikket for politikkens risici og for krigens potentiale, søger at forme en politisk sameksistens, der sætter mennesker i deres mangfoldighed (og ikke mennesket i dets universalitet) først. Jeg kan pege mod Derrida og Ranciére, som henholdsvis ser demokratiet som noget altid kommende (a‑venir), noget vi aldrig må stille os tilfredse med (se f.eks. L’autre cap eller Voyous for Derridas mindst indirekte formuleringer om en anderledes politik), og hos Rancière som en søgen mod dissensus, hvor modsætninger ikke ophæves, men hvor der skabes et rum, der lader “to verdener eksistere i én”.22Rancière, Ti teser om politik, 56. Måske er det også blevet tid til, at vi kigger udover vores stridsfyldte kontinent, hvor krig har været normen i årtusinder, og hvor denne såkaldte efterkrigstid i dag viser al sit hykleri og tildækning af dem, som har måttet lide og undertrykkes under Europas fejlslåede forsøg på at tage ansvar for sit jødehad og sin behandling af statsløse.
Vi er i al fald endnu ikke nået til enden af det politiske, hvis noget sådant overhovedet findes. Så længe mennesket stadig skaber venner og fjender her på jorden, så længe det endnu bekriger og besætter, så længe det endnu dræber, da bør man om noget kæmpe for, at dette ikke pakkes væk og får lov at blive gjort i skjul. Kun da kan øvrige sfærer, såsom juraen og etikken, have mulighed for at drive deres virke og lægge politikkens yderste konsekvenser i bånd, og kun da kan en oprigtig politisk modpart få lov at stille sig frem og modvirke det, den betragter som en eksistentiel fjende. Hvad end det er palæstinenserne, der får ligeværdig ret til at erklære deres ret til eksistens og selvbestemmelse mod en zionistisk fjende, der ønsker dem elimineret, eller det er et universitet, der af egen vurdering må bestemme, at det vil foretrække saglighed, fri forskning og opretholdelse af menneskerettigheder frem for økonomisk vækst og teknisk udvikling.