Så har det igen været eksamenstid. Jeg sidder med 57 skriftlige opgaver foran mig. I alt knap 700 sider. Når jeg om en uge er færdig med hele bunken, dagen efter, at jeg er færdig (som man siger: som i: færdig), vil der komme mails indeholdende spørgsmålet: Hvornår kan man få feedback?
Nun Geduld! Det er søde og rare unge mennesker. De fleste skal have gode karakterer:
De har været flittige. De har hørt efter. De har lært noget.
Enkelte steder er det gået galt. Det er især, hvor de studerende har været alene med sekundærlitteraturen. Jeg prøver ellers at advare. Hvert år. 98% af sekundærlitteraturen er i bedste fald spild af tid, i værste fald skadelig. Læs hellere teksten igen.
Jeg underviser i disciplinen “Fænomenologi, hermeneutik, dekonstruktion” på Afdeling for filosofi ved Københavns Universitet Amager. Disciplinen blev oprettet til erstatning for “Kontinental filosofi”, som man kørte med en del år. Det var mig, der protesterede imod den benævnelse, som ikke er andet end den angelsaksiske verdens betegnelse for de 12 eller måske 20 nutidige filosofiske retninger, som falder uden for deres egen såkaldt analytiske. Indrømmet, så kom der kun tre retninger med. I det mindste er det nogle af de vigtigste.
Sådan må man være beskeden under det nugældende hegemoni. Sådan er det – ikke at være herskende ideologi. Det er OK. Ville man måske ønske at være det?
Men er det overhovedet muligt at undervise i de retninger, i de tekster, uden at blive fanget ind af det angelsaksiske hegemoni?
Her er nogle opgaver om Husserls opgør med Brentano. Forlægget, altså teksten, er Husserls appendiks til Logische Untersuchungen. Det er en vanskelig tekst, det skal guderne vide. Men den er dog ikke umulig at læse. Hvis det altså ikke var, fordi den dominerende sekundærlitteratur gjorde det umuligt. Nuvel, de studerende skal anvende sekundærlitteratur, det står højt og tydeligt i studieordningen. De anvender sekundærlitteraturen, og så skal de have en god karakter. Det er ikke deres fejl. Det er sekundærlitteraturen, der er til dumpekarakter.
Altså, barmhjertighed, overbærenhed, siger jeg til mig selv. Jeg har trods alt skrevet disputats om Husserls udvikling fra først til sidst, og det er ikke rimeligt at forvente opgaver på niveau med doktorgraden. De studerende, som læser sekundærlitteratur, læser heller ikke disputatser. De læser, hvad der har fået en vis udbredelse på markedet. Især det engelsksprogede.
De studerendes opgaver kan som følge af sekundærlitteraturen berette, at Husserls opgør med Brentano som formuleret i appendikset ikke siger noget om Husserls ontologiske position. For det melder intet om, hvad Husserl mener eller erklærer i så henseende. Det, som Husserl kalder den rene væsenslære, handler om det rene fænomen uden at tilskrive dette fænomen nogen bestemt realitet. Husserl er metafysisk neutral og alene ude på at karakterisere vores mulighed for erkendelse. Hans tekst handler ikke om, hvad der faktisk eller i virkeligheden er tilfældet. Endelig må man forstå, at Husserl undergår en transcendental vending, og denne tekst ligger før denne vending og kan derfor heller ikke tages til indtægt for noget fænomenologisk bidrag til ontologien. Det ville være ahistorisk. Sådan. Det var dét.
Jeg trækker vejret dybt igen og tænker på Alains udtalelse om sine kolleger på Sorbonne: Jeg har fulgt deres diskussioner og forgæves ledt efter fejlen.
For ærlig talt, det er svært at se, hvor man skal ende og begynde, hvis man vil rette op på en forvanskning, der ikke gælder noget bestemt, men derimod det hele.
Som om filosofi handlede om filosoffernes position. Som om filosofferne skulle læses efter, hvad de erklærer eller mener. Som om ontologi handlede om, hvad der er faktisk eller virkeligt. Som om man kunne være metafysisk eller ontologisk neutral.
Det er sandt, at der sker en vending i Husserls forfatterskab. Nogle kalder den transcendental. Andre kalder den bevidsthedsfilosofisk. En smule mere præcist kan man sige, at Husserl går fra at være græsk (aristotelisk) orienteret til at være moderne (cartesiansk) orienteret. For så vidt tager han den bevidsthedsfilosofiske tradition op på et tidspunkt. Men alle filosofiske retninger på det europæiske kontinent efter Kant og Hegel er transcendental- og spekulativt filosofisk orienterede, for så vidt som de alle har gjort udviklingen til Kant og Hegel med og kommer senere ikke bare i kronologisk forstand. Husserl gør udviklingen om for egen regning.
På den måde forekommer der ikke bare én vending i forfatterskabet. Husserl er ikke den samme i 1900–1901 (Logische Untersuchungen) som i 1888 (Über den Begriff der Zahl), ikke den samme i 1907 (Die Idee der Phänomenologie) som i 1913 (Ideen zu einer reinen Phänomenologie) eller 1929 (Cartesianische Meditationen og Formale und transzendentale Logik) eller omkring 1935 (Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie). Udviklingen går fra Aristoteles til Descartes og Kant og derfra videre til Hegel. Og så ligger kronologien endda ikke helt fast. Billedet må nuanceres yderligere.
De forskellige påvirkninger, aristoteliske, cartesianske, kantianske osv., er til stede over hele strækket, de forskyder sig ind over og under hinanden med det ene eller det andet som toneangivende. Man kunne i det mindste følge denne udvikling ved at læse teksterne i stedet for at tale om en vending, som om man på dato og klokkeslæt vidste, hvornår denne fandt sted, og så bruge det som påskud for ikke at læse noget før denne. Og gider man ikke læse alt det, så kan man i det mindste lade være med at udtale sig skråsikkert om det.
Men det hjælper ikke at tage til Paris og London, hvis man ikke har øjne at se med, som det hedder hos Kierkegaard. Det hjælper ikke at gå til teksterne, hvis man ikke har lært at læse.
En forfatter kan ikke forstås ud fra, hvad han erklærer. Forfatteren sidder ikke inde med fortolkningsnøglen til sit eget værk. Hans erklæringer skal selv fortolkes. Og når forfatteren som Husserl har adskillige erklæringer, henvisende frem og især tilbage i værket, må de sammenholdes og vægtes indbyrdes. Intet værk skal bare læses, som forfatteren siger, det skal læses.
Hvis en kommentator vil stive sin kommentar af med en erklæring fra forfatterens side, så fratager det ham ikke ansvaret for at have valgt netop den tekstbid. Heller ikke hvis han yderligere vil stive sin kommentar af med, at en række andre kommentatorer, som han kender, vælger som han. Det siger kun noget om hans bekendtskabskreds. Og om sekundærlitteraturens vilkår.
Påstanden om neutralitet i metafysisk eller ontologisk henseende er tilsvarende vilkårlig. Hvordan man skulle kunne bestemme det rene fænomen som rent – til forskel fra empirisk eller psykologisk eller faktisk – uden dermed at foretage en bestemmelse af måden, på hvilken det er, står hen i det uvisse. Eller rettere, det står hen som en fantastisk påstand. Hvad skulle det være, som er på en sådan måde, at det på ingen måde er?
Når fremstillingen af fænomenologien bliver så desorienteret som her beskrevet, skyldes det opfattelsen af ontologi som et spørgsmål om, hvad der findes i virkeligheden eller faktisk er tilfældet. Husserl bekæmper igennem hele sit forfatterskab en sådan residuel opfattelse af ontologiens spørgsmål. Men den trives i bedste velgående i den filosofi, der kalder sig analytisk, bedst kendt med Willard Van Orman Quines essay “On What There Is”, hvori det hedder, at det at være er at blive antaget som en entitet. Uden for den analytiske filosofi har dét essay været berygtet som parodi på en opfattelse af ontologien. Anvendt inden for fænomenologien gør denne opfattelse af ontologien også fænomenologien til en parodi.
Når sekundærlitteraturen vil fremstille Husserl på den baggrund, går det galt: Husserls bestemmelse af, hvad tallet er, i Über den Begriff der Zahl, skulle ikke være en ontologisk bestemmelse? Og temaet for drøftelsen i Logische Untersuchungen af Sein im Sinne der Wahrheit skulle ikke være ontologisk? Alt efter, hvor man vil lægge snittet for den berømte “vending”, skal måske heller ikke paragrafferne i Ideen I om material hhv. formal ontologi handle om ontologi?
Et vittigt hoved har sagt, at nutidens fænomenologer bare er nogle analytiske filosoffer, der har læst nogle andre bøger end de andre analytiske filosoffer. Meget kunne tyde på, at han har ret. Men i så fald går det ud over andet og mere end fænomenologien.
For hvordan skal man undervise i de efterfænomenologiske retninger, når fænomenologien i den anvendte sekundærlitteratur er blevet identificeret med alt det, som den netop bekæmper? Med den type sekundærlitteratur bliver det lige så umuligt at undervise i det efterfølgende, ikke bare hermeneutik eller dekonstruktion, men for den sags skyld også i eksistentialisme eller strukturalisme og alt det andet, som at undervise i fænomenologien.
Spørgsmålet er så, hvordan en læsning kan blive mainstream, selv om den er fuldstændig imod bogstaven. Hvordan gør man fænomenologien til alt det, den ikke er? Og hvorfor? Svaret er: Netop fordi det gælder om at være mainstream. Hvis man ikke er det, går man under i nutidens institutionelle system. Der, hvor jeg kommer fra, og hvor autoriteterne var Granel eller Desanti, og længere tilbage Patocka og Ingarden og de andre, kom det an på, om en læsning havde styrke, nærmere bestemt formåede at respektere de vanskeligheder og den dybde, en filosofisk tekst har, i stedet for at gå hen over dem og glatte ud. Det gør det ikke mere. I dag kommer det an på ikke at være controversial. Filosofi er blevet forskning, og forskning er blevet networking og fundraising. Det handler om at være venner med de rigtige – og kun uvenner med dem, som alle de andre også er uvenner med. Andet er der ikke råd til.
I et lidt videre perspektiv er det vigtigt at se, hvordan denne svindel med varerne ikke skyldes onde hensigter hos nogen. Sekundærlitteraturens forfattere har måske nok et valg; de træffer det bare ikke. De følger trop. På den baggrund bliver undervisningen i filosofi ikke den skoling i at tænke, som den skulle være. Den bliver det modsatte. Undervisning i medløberi.
Det er på samme måde, diskussioner i alle mulige andre sammenhænge kommer til at bestå i at gentage slogans og fraser og dermed de meninger, der er de rigtige i bestemte segmenter. Hvis man vil være medlem af et bestemt segment, er det sådan, man gør. Sådan kan man også betragte filosofistudiet som oplæring i at begå sig i det universitetssegment, som beskæftiger sig med filosofi. Og sekundærlitteraturen som et bidrag dertil.
Det er derfor, der er grund til at advare mod det meste af sekundærlitteraturen: Fordi næsten alle er medløbere, som Arendt sagde. Sekundærlitteraturen ser det i dag som sin fornemste opgave at bremse ethvert tilløb til selvstændig tænkning. Men tænkning, som ikke er selvstændig tænkning, er slet ikke tænkning.