Descartes’ Om at søge sandheden med det naturlige lys er en bemærkelsesværdig tekst af flere årsager. For det første er det den eneste tekst, i hvilken han sort på hvidt skriver de ord, der mere end nogle andre står som hans filosofiske eftermæle: cogito, ergo sum, “jeg tænker, altså er jeg”. For det andet er teksten så vidt vides hans eneste forsøg på at formulere sine tanker og idéer i dialogens form. Selvom Descartes i sin indledning til teksten insisterer på, at ingen af de fremlagte idéer er lånt fra filosofiens tradition, præsenterer han altså disse originale idéer i en form og genre, der lægger denne tradition meget nær, og som også var ganske populær blandt filosoffer og videnskabsfolk i hans samtid. Endelig er det en tekst, der fortsat er omhyllet af uklarheder: Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår teksten blev skrevet, og på trods af at Descartes i sit eget forord til teksten kort nævner en ambition om at dialogen skal strække sig over “to bøger”, ved vi heller ikke, hvordan den skulle være afsluttet, for han nåede aldrig at skrive den færdig, og som man ved selvsyn kan konstatere nedenfor, slutter den bogstaveligt talt in medias res, midt i tingene, og nærmere bestemt midt i definitionen af den “tænkende ting”, res cogitans, som mennesket er.
Tekstens egen historie er ligeledes kendetegnet ved en vis ufuldstændighed. Den omtales for første gang ved opgørelsen af boet efter Descartes’ pludselige død i Stockholm i 1650,1Descartes ankom til Stockholm for at undervise ved Dronning Kristinas hof i oktober 1649, og døde blot få måneder efter, i februar 1650. I et brev til den franske ambassadør i Polen, skrevet en måned før hans død, bemærker Descartes, at det i Sverige er så koldt, at det ikke kun er vandet, der fryser til is, men også evnen til at tænke. hvor det angives, at hans efterladte papirer blandt andet indeholdt en tretten sider lang og ufærdig dialog på fransk med titlen La recherche de la vérité par la lumière naturelle, her oversat til Om at søge sandheden med det naturlige lys. Sammen med resten af Descartes’ papirer blev den fragtet til Paris, og det næste vi ved er, at den godt 25 år senere blev fundet af Gottfried-Wilhelm Leibniz og Ehrenfried von Tschirnhaus, der var taget til Frankrig for undersøge, hvad der måtte gemme sig af uudgivne genistreger i Descartes’ efterladte bibliotek. Tschirnhaus tog en kopi af dialogen og sendte den angiveligt senere i et brev til Leibniz, men derefter forsvinder den fransksprogede udgave af dialogen fuldstændig fra historien. Teksten blev ganske vist udgivet mod slutningen af det 17. århundrede, men det skete i Amsterdam, i henholdsvis en hollandsk og to latinske oversættelser. I de næste to hundrede år var det den sidste af de latinske oversættelser, udgivet i 1701, der fungerede som den gældende udgave af teksten, mens Descartes’ oprindelige franske manuskript tilsyneladende var gået tabt. Først i 1908 lykkedes det en studerende ved Leibniz-arkivet i Hannover at finde det brev, som Tschirnhaus i sin tid sendte til Leibniz efter deres besøg i Paris, og som indeholdt en afskrift af den originale franske tekst. Men som for at fuldende rækken af uklarheder har Leibniz af den ene eller anden grund valgt at skille manuskriptet ad i flere dele, som han tilsyneladende har opbevaret forskellige steder, for midtvejs i dialogen stopper den franske tekst, afbrudt af en note fra Leibniz selv: “Jeg har resten et andet sted”. Denne rest har vi endnu til gode at finde, og vi står derfor tilbage med en tekst, der er halvt fransk og halvt latin og i sin helhed i øvrigt ufærdig. Et fragment indlejret i et fragment.
Det betyder dog på ingen måde, at teksten i sig selv er uklar, tværtimod! Selvom vi ikke ved, hvor Descartes til sidst ville have ført sin læser hen, er den tekst, han nåede at skrive, en ganske tydelig udlægning af hans idé om tvivlen som et metodisk greb til at etablere sikre og klare konklusioner, på baggrund af hvilke mennesket kan gøre sig håb om en ligeledes sikker og klar erkendelse af sig selv, verden og sandheden. Dialogen har tre deltagere. Først har vi Eudoxos, dialogens vært, Descartes’ talerør og manden med den rette overbevisning, sådan som hans navn også antyder: en fritænker, der har afsværget sig traditionens indskoling, og i stedet har gjort sig til fortaler for menneskets medfødte evne til at tvivle og tænke, og dermed til sand erkendelse alene med disse midler – kort sagt med det naturlige lys eller lumen naturale, som Descartes mente at ethvert menneske er i besiddelse af, uanset hvilke erfaringer det måtte have gjort sig. Dernæst har vi de to andre “enestående og nysgerrige ånder”, der er blevet indbudt som gæster på Eudoxos’ landsted: Poliander, en nysgerrig, “hæderlig mand” af “jævn forstand”, der i dialogen repræsenterer menigmand,2“Menigmand” vil her sige en mand, en friherre, der trods alt har gået en smule i skole (i alt fald nok til at kende de klassikere, han ikke har læst, og de filosofiske spørgsmål, han ikke kender svaret på). som med den rette vejledning vil være i stand til at nå frem til sandheden, og Epistemon, en skriftklog og lærd, der står for alt det, som tidens fineste læreanstalter og traditionen foreskriver.
Begge oversættelsens dele er foretaget med udgangspunkt i Pléaide-udgaven af Descartes’ samlede værk, redigeret af André Bridoux, der indeholder dialogens franske del samt en genoversættelse af den latinske del til fransk.3Œuvres et lettres, red. André Bridoux (Pléiade, 1952), 879–901. I oversættelsen af den latinske anden del er Charles Adam og Paul Tannerys tekstkritiske udgave af dialogen4Œuvres de Descartes, red. Charles Adam & Paul Tannery (Éditions du Cerf, 1908), 495–527. samt den engelske oversættelse5The Philosophical Writings of Descartes, vol. II (Cambridge University Press, 1984), 400–420. også blevet konsulteret undervejs, da begge giver flere væsentlige kommentarer til det latinske manuskript og dets mulige faldgruber.
Frederik-Emil Friis Jakobsen
Stockholm
En hæderlig mand er ikke forpligtet til at have læst i alle bøger eller omhyggeligt at have lært alt, der i skolerne undervises i. Det ville endda være en slags brist i hans uddannelse, hvis han havde brugt for meget af sin tid på bogstavlærdom. Han har mange andre ting at gøre i løbet af sit liv, hvis forløb bør planlægges omhyggeligt, sådan at han har størstedelen af det til at gøre gode gerninger, som han er nødt til at lære om ved hjælp af sin egen fornuft, i det tilfælde at den er hans eneste underviser. Men han kom uvidende til verden, og da hans viden i de tidlige år udelukkende er baseret på sansernes fejlbarlighed og hans læremestres autoritet, er det nærmest umuligt, at hans indbildningskraft ikke fyldes med en uendelighed af fejlagtige tanker, inden fornuften kan påtage sig at vejlede den – sådan at han derefter behøver en særdeles stærk natur eller grundige instruktioner fra en lærd såvel for at slippe af med de fejlagtige doktriner, der har optaget ham, som for at lægge det første fundament for en solid kundskab, og for at opdage alle de veje, ad hvilke han kan hæve sin viden til det højest mulige niveau.
Jeg har med dette værk i sinde at instruere i disse ting, samt at klarlægge vores sjæls sande rigdom, og dermed give enhver adgang til de midler, hvormed han i sig selv, og uden at låne noget fra andre, kan finde al den viden, der er nødvendig til livsførelsen, og med hvilke han derefter gennem sine studier kan tilegne sig al den mest forunderlige kundskab, som menneskets fornuft er i stand til at besidde.
Men af frygt for at omfanget af mit forehavende allerede fra begyndelsen skal fylde jeres sind med så megen forbløffelse, at der ingen plads er tilbage til at blive overbevist, vil jeg forvisse jer om, at det, jeg foretager mig, ikke er nær så vanskeligt, som man kunne forestille sig. For de erkendelser, der ligger inden for det menneskelige sinds rækkevidde, er alle forbundet af så forunderligt et bånd, og kan udledes af hinanden med så nødvendig en konsekvens, at det ikke kræver megen dygtighed eller store evner at nå dem, forudsat at man, efter at være begyndt med de simpleste af dem, ved, hvordan man gradvist bevæger sig frem til de højeste. Det er det, jeg her vil forsøge at vise, med en række grunde, der er så indlysende og så almene, at enhver, der ikke har lagt mærke til dem, vil indse, at det kun skyldes, at han endnu ikke selv har kastet blikket i den rigtige retning og ladet sine tanker hvile ved de samme overvejelser som jeg, og at jeg ikke fortjener mere ære for at have fundet dem, end en forbipasserende gør for tilfældigvis at være faldet over en skat, som mange andre flittigt og forgæves har søgt længe før ham.
Jeg er ganske forbløffet over, at der blandt så mange udsøgte ånder, der langt bedre ville have været i stand til det end jeg, ikke var nogen, der havde tålmodigheden til at udrede disse grunde, og at de næsten alle sammen har opført sig som de rejsende, der efter at have forladt hovedvejen for at skyde genvej, farer vild mellem torn og skrænt.
Men jeg agter ikke at undersøge, hvad andre har vidst eller ikke har vidst. Jeg vil nøjes med at bemærke, at selv hvis al den viden, man kunne ønske sig, var samlet i bøgerne, så er det, de indeholder af gode ting, blandet sammen med så mange ubrugelige ting, og forvirrende spredt i bunker af så store bind, at det ville kræve mere tid at læse dem, end vi har i dette liv, og mere forstand at udvælge de gavnlige ting, end selv at finde frem til dem.
Derfor håber jeg, at det vil glæde jer her at finde en lettere vej, og at de sandheder, jeg nu vil lægge frem, vil blive godt modtaget, selv om jeg ikke låner dem fra Platon eller Aristoteles, men at de vil have samme gangbarhed i verden som penge, der jo ikke er mindre værd, når de kommer fra en bondes lomme, end fra banken. Jeg har da også bestræbt mig på at gøre dem lige anvendelige for alle mennesker, og til det formål har jeg ikke fundet nogen mere passende stil end den redelige samtale, hvor venner fortroligt afslører det bedste i deres sind for hinanden. Med navnene Eudoxos, Poliander og Epistemon forestiller jeg mig, at en mand med en jævn forstand, hvis dømmekraft ikke er fordrejet af nogen falske overbevisninger, og som er i besiddelse af hele sin fornuft i dens naturlige renhed, får besøg på sit landsted af to af århundredets mest enestående og nysgerrige ånder, hvoraf den ene aldrig har studeret, og den anden omvendt ved lige nøjagtigt alt, hvad man kan lære i skolerne. Blandt øvrige samtaler, som jeg sammen med stedets indretning og dets særheder vil overlade til jeres forestillingsevne, selvom jeg løbende vil låne eksempler herfra for at gøre deres opfattelser mere gennemskuelige, fremfører de således her hovedtrækkene af det, de vil diskutere frem til slutningen af disse to bøger.
Poliander, Epistemon og Eudoxos
Poliander: Jeg anser dig for at være så heldig at have fundet alle disse skønne ting i bøger på græsk og latin, at hvis jeg selv havde studeret lige så meget som dig, ville jeg formentlig være lige så forskellig fra det, jeg er i dag, som englene er fra dig. Jeg kan ikke tilgive mine forældre den fejl, at de, i deres overbevisning om at læring ville føre til en fej karakter, sendte mig til hoffet og i hæren i så ung en alder, og fortrydelsen over min uvidenhed vil følge mig hele mit liv, hvis ikke jeg lærer noget af dit bekendtskab.
Epistemon: Det bedste, du kan få at vide om dette, er, at videbegæret, som er fælles for alle mennesker, er en sygdom, der ikke kan helbredes, for nysgerrighed stiger i takt med lærdom; og eftersom de mangler, der er i sjælen, kun plager os, for så vidt som vi har kendskab til dem, har du en vis fordel sammenlignet med os, idet du ikke bemærker alle dine mangler, sådan som vi gør.
Eudoxos: Er det muligt, Epistemon, at du, der er så lærd, som du er, kan overbevise dig selv om, at der findes en sådan universel sygdom i naturen, uden at der også findes et middel til at helbrede den? For mit eget vedkommende forekommer det, at ligesom at der i ethvert land er frugter og vandløb nok til at stille alles sult og tørst, så er der også i ethvert emne nok sandhed at erkende til at tilfredsstille de velafstemte sjæles nysgerrighed, og at den krop, der er ramt af ødem, ikke er længere fra sit rette temperament end sindet hos den, der konstant plages af umættelig nysgerrighed.
Epistemon: Jeg har ganske rigtigt engang lært, at vores begær naturligvis ikke kan strække sig til ting, der forekommer os at være umulige, og at det ikke må strække sig til ting, der er onde eller nyttesløse. Men der er så mange ting at vide, som synes os at være mulige, og som ikke kun er ærværdige og behagelige, men også ganske nødvendige for måden vi handler på, at jeg ikke kan tro, at nogen nogensinde ved så meget, at de ikke altid vil have gode grunde til begære mere viden.
Eudoxos: Hvad vil du da sige om mig, hvis jeg forsikrer dig om, at jeg ikke længere føler nogen lidenskab for at lære noget som helst, og at jeg er lige så glad for den smule viden, jeg har, som Diogenes nogensinde var for sin tønde, uden at jeg har brug for hans filosofi. For mine naboers viden begrænser ikke min, sådan som deres land omgiver den smule, jeg ejer, og mit sind, der frit disponerer over alle de sandheder, det støder på, forestiller sig ikke, at der skulle være andre at opdage. I stedet nyder det den samme ro, som kongen af et afsidesliggende land, der er så afsondret fra alle andre, at han ikke ville kunne forestille sig andet uden for sit rige end golde ørkener og ubeboelige bjerge.
Epistemon: Var det enhver anden end dig, der talte sådan til mig, ville jeg anse dem for at være meget forfængelige eller meget lidt nysgerrige. Men det tilbagetrukne liv, som du har valgt på så afsides et sted, og den beskedne interesse du udviser i at blive kendt, beskytter dig mod at blive kaldt forfængelig; og den tid, du tidligere har brugt på at rejse, omgås lærde folk og undersøge de mest komplekse opdagelser i enhver disciplin, forsikrer os om, at du ikke mangler nysgerrighed. Så jeg kan ikke sige andet, end at jeg anser dig for at være glad og tilfreds, og at jeg er overbevist om, at du må have en viden, der er langt mere fuldkommen end andres.
Eudoxos: Jeg er taknemmelig for den gode opfattelse, du har af mig. Men jeg vil ikke misbruge din høflighed sådan, at du skal være forpligtet til at tage mit ord for det, jeg har sagt. Man bør aldrig fremsætte teser, der ligger så langt fra den almene overbevisning, hvis ikke man samtidig kan vise nogle af deres konsekvenser. I er derfor begge indbudt til at blive her sommeren over, så jeg kan få tid til at dele noget af min viden med jer. For jeg tør godt love, at I ikke kun vil indse, at jeg har god grund til at være glad for det, jeg ved, men at I også selv vil blive aldeles tilfredse med de ting, I har lært.
Epistemon: Jeg har ingen betænkeligheder ved at tage imod en venlighed, som jeg allerede havde tænkt mig at bede dig om.
Poliander: Og jeg vil være overordentlig glad for at tage del i diskussionen, selvom jeg ikke føler mig i stand til selv at få noget ud af den.
Eudoxos: Tænk snarere sådan, Poliander, at det vil være dig, der har fordelen her, da du ikke er forudindtaget, og at det er meget lettere for mig at lede en neutral person på rette vej end Epistemon, der ofte vil føle sig forpligtet til at være uenig med mig. Men for at I mere tydeligt skal kunne forstå, hvad det er for en slags lærdom, jeg har lovet jer, vil jeg bede jer om at bemærke den forskel, der er på videnskaberne og de simple erkendelser, som man tilegner sig uden fornuftig argumentation, såsom sprog, historie, geografi og i det hele taget alt, der alene beror på erfaring. For jeg medgiver, at et menneskeliv ikke er langt nok til at erfare alle ting i verden, men jeg er også overbevist om, at det ville være et tåbeligt ønske. En hæderlig mand er ikke mere forpligtet til at kunne græsk eller latin end schweizisk eller bretonsk, eller mere forpligtet til at kunne imperiets historie end den mindste europæiske stats. Han skal blot sørge for at bruge den tid, han råder over, på hæderlige og nyttige ting og kun lade sin hukommelse være optaget af det mest nødvendige. Hvad angår videnskaberne, der ikke er andet end sikre domme baseret på viden, vi allerede har, er nogle afledt af velkendte ting, som alle har hørt om, og andre af sjældne og lærde erfaringer. Jeg medgiver også, at det ville være umuligt at diskutere alle de sidstnævnte i detaljer, for da ville det først være nødvendigt at have undersøgt hver en urte og sten, der kommer fra Indien, dernæst at have set Fugl Føniks, og kort sagt at være bekendt med alt det mest mærkværdige i naturen. Men jeg vil mene, at jeg har opfyldt mit løfte tilstrækkeligt, hvis jeg ved at forklare jer de sandheder, der kan udledes af sædvanlige og almindeligt kendte ting, gør jer i stand til selv at finde frem til alle de andre, hvis I gør jer den ulejlighed selv at søge efter dem.
Poliander: Jeg tror også, at det er alt, man kan håbe på. Og jeg ville være lykkelig, hvis du blot beviste et vist antal sætninger for mig, som er så velkendte, at ingen er uvidende om dem, såsom dem om det guddommelige, den fornuftige sjæl, dyderne og deres løn – sætninger, jeg sammenligner med de gamle slægter, som alle anser for at være meget fornemme, selvom deres fine titler alle ligger begravet i fortidens ruiner. For jeg er ikke i tvivl om, at de, der først pålagde menneskeheden at tro på alle disse ting, må have haft meget stærke bevisgrunde for dem. Men de er siden da blevet gentaget så sjældent, at ingen længere kender dem; og alligevel er disse sandheder så vigtige, at klogskaben tvinger os til hellere at tro dem blindt og med risiko for at blive bedraget, end at vente på at blive oplyst om dem, når vi er i den næste verden.
Epistemon: Jeg, derimod, er lidt mere nysgerrig, og vil gerne have, at du desuden forklarer mig nogle af de ting, som jeg finder særligt vanskelige for enhver videnskab, frem for alt angående alle menneskets påfund: genfærdene, illusionerne, kort sagt alle de forunderlige effekter, som vi henregner til magien. For jeg mener, at det er nyttigt at kende til dem, ikke for at gøre brug af dem, men for at vores dømmekraft ikke skal kunne påvirkes af beundring for noget, den ikke ved noget om.
Eudoxos: Jeg skal forsøge at imødekomme jer begge. For at etablere en rækkefølge, som vi kan holde os til undervejs, ønsker jeg først, at du og jeg, Poliander, diskuterer alle ting, der er til i verden, idet vi betragter dem i sig selv, uden at Epistemon afbryder os, eller i alt fald kun afbryder os så lidt som muligt, da hans indvendinger ofte vil tvinge os til at forlade vores emne. Bagefter vil vi alle tre igen drøfte alle verdens ting, men denne gang i en anden henseende, nemlig for så vidt som de relaterer sig til os og kan kaldes sande eller falske og gode eller dårlige – og her vil Epistemon få lejlighed til at fremlægge alle de vanskeligheder, han fortsat måtte have efter de forudgående samtaler.
Poliander: Fortæl os da i hvilken rækkefølge, du vil forklare hvert emne.
Eudoxos: Vi må begynde med den fornuftige sjæl, for i den findes al vor viden; og efter at have overvejet dens natur og dens virkninger, kommer vi til dens ophavsmand. Efter at have erkendt, hvad han er, og hvordan han skabte alt i verden, kan vi konstatere, hvad der med størst sikkerhed gælder angående verdens øvrige skabninger, og undersøge måden, hvorpå vores sanser modtager genstandene, og hvordan vores tanker bliver sande eller falske. Derefter vil jeg redegøre for menneskenes frembringelser, når det kommer til legemlige ting; og efter at have henrevet jer med de mest kraftfulde maskiner, de sjældneste automater, de mest overbevisende syner og de mest subtile bedrag, som kunstfærdigheden kan finde på, vil jeg afsløre deres hemmeligheder for jer, som vil være så enkle og uskyldige, at I ikke længere vil have nogen grund til at undre jer over noget som helst, der er gjort ved vores hånd. Jeg kommer så til naturens frembringelser, og efter at have skildret årsagen til alle dens forandringer, mangfoldigheden af dens kvaliteter, og hvordan planternes og dyrenes sjæle adskiller sig fra vores, vil jeg lede jeres tanker hen på de sanselige tings samlede arkitektur; og efter at have berettet, hvad der kan observeres på himlen, og hvad der med sikkerhed kan siges derom, vil jeg gå videre til vores bedste formodninger om det, der ikke kan bestemmes af mennesker, for at forklare forholdet mellem de ting, vi observerer med sanserne, og de ting, vi observerer med intellektet, og begge tings forhold til Skaberen, skabningernes udødelighed og hvilken tilstand, de vil være i efter de sidste tider. Vi vil derefter gå videre til anden del af vores diskussion, hvor vi vil behandle hver enkelt videnskab for sig, udvælge de mest solide dele af hver enkelt og foreslå en metode til at drive dem langt videre, end de er blevet, og til at man med blot jævne åndsevner på egen hånd kan nå frem til alt, hvad de mest spidsfindige er i stand til at opdage. Når vi således har gjort vores forstand klar til at dømme fuldkomment om sandheden, må vi også lære at beherske vores vilje ved at skelne gode ting fra dårlige, og være opmærksomme på den sande forskel på dyder og laster. Når det er gjort, håber jeg, at jeres lidenskab for viden ikke længere vil være så voldsom, og at alt, jeg har sagt, vil forekomme jer så godt bevist, at I vil indse, at en mand af god forstand, selv hvis han var vokset op i en ørken og aldrig havde kendt til andet lys end naturens, ikke vil kunne have en anden holdning end vores, hvis han overvejede alle de samme argumenter. For nu at begynde denne diskussion må vi undersøge, hvad menneskets primære erkendelse er, i hvilken del af sjælden den befinder sig, og hvorfor den fra begyndelsen er så ufuldkommen.
Epistemon: Det forekommer mig, at alt dette kan forklares ganske tydeligt, hvis vi sammenligner børns fantasi med en ubeskreven tavle, på hvilken vi skal have indsat vores idéer, der er som portrætter hver ting, som de er naturligt. Sanserne, tilbøjelighederne, læremestrene og forstanden er de forskellige malere, der kan arbejde på dette værk, blandt hvilke det er de mindst dygtige, der først blander sig, nemlig ufuldkomne sanser, et blindt instinkt og uforskammede barnepiger. Den bedste kommer sidst til, nemlig forstanden, og den skal endda stå i lære i adskillige år og følge sine mestres eksempel i lang tid, før den tør påtage sig at rette op på nogle af deres fejl. Dette er, efter min mening, en af hovedårsagerne til, at vi har så svært ved at opnå viden. For vores sanser ser ikke andet end de groveste og mest almindelige ting, vores naturlige tilbøjelighed er helt igennem korrumperet, og hvad angår læremestre, selvom man sikkert kan finde nogle meget fuldkomne blandt dem, kan de ikke tvinge os til at godtage deres argumenter, før vores forstand har undersøgt dem – et arbejde, som det alene tilkommer den at udføre. Men det er med forstanden som med en fremragende maler, der er blevet ansat til at lægge de sidste farver på et dårligt maleri, som unge lærlinge har skitseret. Den kan kun forgæves følge alle kunstens regler, lidt efter lidt rette den ene og den anden linje, og selv tilføje alt det, der mangler, for den vil aldrig kunne gøre det så godt, at den ikke efterlader store fejl, eftersom tegningen fra begyndelsen var dårligt komponeret, figurerne dårligt anbragt og proportionerne dårligt overholdt.
Eudoxos: Din sammenligning viser ganske fint den første hindring, vi står over for, men du nævner ikke de midler, der skal bruges for at undgå den. Og det er, som jeg ser det, at det ville være meget bedre for din maler at begynde forfra på dette maleri, efter først at have tørret det over med en svamp for at slette alle dets linjer, end at spilde tiden på at rette det. Det vil ligeledes være nødvendigt for ethvert menneske, så snart det har nået et vist punkt, som vi kalder “skelsår og alder” [l’âge de connaissance], én gang for alle at beslutte sig for at fjerne alle de ufuldkomne idéer fra sin fantasi, som indtil da er blevet optegnet der, og begynde at danne sig nye idéer ved at bruge hele sin forstand så godt, at selv hvis han ikke kan bringe dem til fuldkommenhed, så kan han i det mindste ikke give sansernes svaghed eller naturens uorden skylden.
Epistemon: Det ville være et fremragende middel, hvis det var let at anvende, men du ved jo, at de første overbevisninger, der bliver optaget i vores fantasi, forbliver så indprentet i den, at vores vilje alene ikke er nok til at slette dem ud, medmindre den henter hjælp i nogle stærke grunde.
Eudoxos: Jamen så vil jeg forsøge at lære dig nogle af dem – og hvis du vil have udbytte af denne samtale, må du nu give mig din opmærksomhed og lade mig tale lidt med Poliander, sådan at jeg kan begynde med at vælte al hidtil erhvervet viden til jorden. For da den ikke rækker til at tilfredsstille ham, må den være forkert, og jeg anser den for at være et dårligt bygget hus, hvis fundament ikke er sikkert. Jeg kender ingen bedre måde at afhjælpe dette på end at rive det hele ned og bygge et nyt, for jeg vil ikke være en af disse småhåndværkere, der kun lapper på gamle bygningsværker, fordi de ikke føler sig i stand til at udføre nye. Men, Poliander, imens vi arbejder på denne nedrivning, vil vi på samme måde være i stand til at grave render ud til de fundamenter, der vil være til gavn for vores forehavende, og forberede de bedste og mest solide materialer, der er nødvendige for at fylde dem. Jeg beder dig nu overveje sammen med mig, hvilke af de sandheder, som et menneske kan besidde, der er de sikreste og letteste at erkende.
Poliander: Er der nogen, der kan være i tvivl om, at de sanselige ting, altså de ting, der kan ses og røres, er langt mere sikre end alle de andre? Jeg ville selv blive meget forbløffet, hvis du kunne få mig til at se noget af det, der siges om Gud eller vores sjæl, lige så klart.
Eudoxos: Og alligevel er det netop, hvad jeg håber at gøre. Jeg finder det mærkværdigt, at mennesker skulle være så godtroende, at de baserer deres videnskab på sansernes sikkerhed, da ingen kan være uvidende om, at de undertiden bedrager, og at vi har god grund til altid at mistro dem, der en gang har bedraget os.
Poliander: Jeg er klar over, at sanserne undertiden bedrager, hvis de er dårligt disponeret, som når al mad virker bittert for en, der er syg; eller alt for fjernt, som når vi ser på stjernerne, der aldrig forekommer os at være så store, som de er; eller når de i det hele taget ikke virker frit i overensstemmelse med deres naturlige indretning. Men alle deres fejl er meget lette at erkende, og de forhindrer mig ikke i lige nu at være ganske sikker på, at jeg ser dig, at vi går i denne have, at solen skinner på os, og kort sagt, at alt det, der almindeligvis fremtræder for mine sanser, er sandt.
Eudoxos: At du i visset tilfælde har bemærket, at sanserne bedrager os, er altså ikke nok til, at du frygter, at de også bedrager dig i andre tilfælde, uden at du er i stand til at erkende det. Jeg vil derfor gå videre endnu og spørge, om du nogensinde har set de melankolikere,6På Descartes’ tid betegnede melankoli ikke som idag specifikt nedtrykte sindstilstande, men også mere generelt sindsforstyrrelser og virkelighedsforvrængninger, der dog oftest blev antaget at medføre tristhed og nedtrykthed hos den ramte (se eksempelvis Robert Burtons The Anatomy of Melancholy fra 1621, det første … Continue reading der tror, at de er kander, eller at de har en kropsdel af enorm størrelse. De vil mene, at det, de ser og rører ved, er sådan, som de forestiller sig det. Det er sandt nok, at det ville fornærme en hæderlig mand at høre, at han ikke kan have mere grund end dem til at sikre sine overbevisninger, når han, ligesom dem, stoler på, hvad hans sanser og indbildningskraft viser ham. Men du kan ikke mene, at det er galt af mig at spørge, om du ikke, ligesom alle mennesker, er underlagt søvnen, og om du ikke i din søvn kan tænke, at du ser mig, at du går i denne have, at solen skinner på dig, og kort sagt alle de ting, du nu tror dig helt overbevist om. Har du aldrig hørt komediernes forunderlige udtryk: “Er jeg vågen, eller drømmer jeg?” Hvordan kan du vide dig sikker på, at dit liv ikke er en vedvarende drøm, og at alt det, du tror, dine sanser lærer dig, ikke er falsk, både nu og når du sover? Særligt i betragtning af, at du har lært, at du blev skabt af et højere væsen, der i kraft af sin almægtighed ikke ville have haft større besvær med at skabe os sådan, som jeg beskriver det, end sådan som du tror, at du er.
Poliander: Jo, det er bestemt grund nok til at vælte hele Epistemons lære, hvis han er eftertænksom nok til at dvæle ved det. Hvad mig angår, frygter jeg dog, at jeg her vil fortabe mig i dagdrømmeri, hvis jeg begav mig ind i disse overvejelser, som jeg finder lidt for ophøjede, da jeg aldrig har studeret, og ikke er vant til at vende sindet bort fra de sanselige ting.7Her fremstår teksten i den franske kopi ulæselig og tydeligvis redigeret. Den franske tekst, som oversættelsen her følger, er derfor blevet korrigeret ganske let i overensstemmelse med den latinske oversættelse (se Œuvres et Lettres, 889; se desuden Charles Adam og Paul Tannerys tekstkritiske udgave i Œuvres de … Continue reading
Epistemon: Jeg mener også, at det er ganske farligt at begive sig for langt i den retning. En sådan generel tvivl ville føre os lige ind i Sokrates’ uvidenhed eller den pyrrhoniske uvished, og der er man på dybt vand, hvor jeg ikke tror, at vi kan finde fodfæste.
Eudoxos: Jeg medgiver, at det ville være farligt for dem, som ikke kender vadestedet, at vove sig derud uden vejledning, og at mange er forlist der. I har dog intet at frygte, hvis I følger mig igennem det. En lignende frygtsomhed har forhindret de fleste lærde mænd i at tilegne sig en lære, der var solid og sikker nok til at bære navnet videnskab, da de har forestillet sig, at der ikke findes noget fastere grundlag for deres overbevisninger end de sanselige ting, og har bygget på dette sand i stedet for at gravere dybere for at finde sten eller ler. Så vi må ikke lade det ligge her; og selv hvis du ikke længere ønsker at overveje de grunde, jeg har givet, har de allerede i hovedtræk gjort, hvad jeg ville have dem til at gøre, hvis de har påvirket din indbildningskraft nok til, at du frygter dem. For dette er et tegn på, at din viden ikke er så ufejlbarlig, at du ikke er bange for, at mine grunde kunne underminere hele dens fundament ved at få dig til at tvivle på alt, og følgelig at du allerede tvivler på den, og at mit forehavende er lykkedes, nemlig at vælte al din lærdom til jorden ved at vise dig dens usikkerhed. Men for at du ikke skal nægte at gå videre herfra med større mod, vil jeg formane dig om, at den tvivl, der skræmte dig i begyndelsen, er som fantomer og tomme skikkelser, der viser sig om natten i svagt og usikkert lys. Flygter du fra dem, vil din frygt følge dig, men hvis du nærmer dig dem som for at røre dem, vil du opdage, at de ikke er andet end luft og skygger, og du vil for fremtiden vide dig mere sikker i lignende møder.
Poliander: I så fald er jeg villig til, som du foreslår, at forestille mig disse vanskeligheder så grundigt, som jeg kan, og vie min opmærksomhed til at tvivle om, hvorvidt jeg har drømt hele mit liv, og om alle de ideer, jeg troede kun kunne træde ind i mit sind gennem sansernes port, ikke skulle have dannet sig selv der, sådan som de gør, hver gang jeg sover, og er klar over, at mine øjne er lukkede, mine ører stoppede, og kort sagt, at ingen af mine sanser bidrager hertil. Jeg vil derfor ikke kun være usikker på, om du er til i verden, om der er en jord, om der er en sol, men også om jeg har øjne, om jeg har ører, om jeg har en krop, og endda om jeg taler til dig, om du taler til mig, kort sagt om alting.
Her slutter fragmentet af den originale fransksprogede udgave af teksten. En note fra Leibniz’ papirer angiver: “Jeg har resten et andet sted”. Da hverken denne rest eller dette andet sted er blevet fundet, vil indeværende oversættelse herfra tage udgangspunkt i den latinske oversættelse af dialogen fra 1701 og dennes genoversættelse til fransk fra André Bridoux’ udgave fra 1953 af Descartes’ samlede værker.
Eudoxos: Nu har du den rette indstilling, og det var netop, hvad jeg ville hjælpe dig frem til. Nu er tiden kommet til at henlede opmærksomheden på de konsekvenser, jeg vil drage heraf. Du ser jo rigtignok, at du med rette kan tvivle på alle de ting, som du kun har erkendt gennem dine sansers brug, men kan du tvivle på din tvivl og forblive usikker på, om du tvivler eller ej?
Poliander: Jeg indrømmer, at dette kommer helt bag på mig. Den smule indsigt, jeg har fra min svage sunde fornuft, gør, at jeg ikke uden vis forbløffelse ser mig nødsaget til at indrømme, at jeg ikke ved noget med sikkerhed, men at jeg tvivler på alt og ikke er sikker på noget. Men hvad vil du konkludere af det? Jeg kan ikke se, hvad en så vidtgående forbløffelse skal gøre godt for, eller hvordan en lige så vidtgående tvivl kan være et princip, der fører os særlig langt. Tværtimod har du jo sat det som mål for denne samtale at befri os fra vores tvivl og gøre os bekendt med sandheder som selv Epistemon, så lærd som han er, måske ikke kender til.
Eudoxos: Hvis I blot vil give mig jeres opmærksomhed, så vil jeg føre jer længere, end I tror. For ud fra denne universelle tvivl, som fra et fast og ubevægeligt punkt, er det min påstand, at vi kan aflede erkendelsen af Gud, af dig selv og af alle de ting, der eksisterer i verden.
Poliander: Det er vel nok store løfter, men hvis det virkelig er sådan fat, er det værd at imødekomme din anmodning. Hold derfor dine løfter, så vil vi være tro mod vores.
Eudoxos: Altså kan du nu ikke benægte, at du tvivler. Derimod er det sikkert, at du tvivler, og endda så sikkert, at du ikke kan betvivle det. Følgelig er det også sandt, at du, som tvivler, selv er, og dette er så sandt, at du ikke længere kan betvivle det.
Poliander: Det giver jeg dig ret i, for hvis jeg ikke var, ville jeg ikke kunne tvivle.
Eudoxos: Altså er du, og du ved, at du er, og dette ved du, fordi du tvivler.
Poliander: Ja, det er alt sammen sandt.
Eudoxos: Men lad os gå frem skridt for skridt, så du ikke bliver ledt på vildspor. Da vil du se, at denne vej fører længere end du tror, som jeg har sagt. Lad os gentage argumentet: Du er, og du ved, at du er, og dette ved du, fordi du ved, at du tvivler, men du, der tvivler på alt og ikke kan betvivle dig selv, hvad er du?
Poliander: Det er ikke svært at svare på, og jeg forstår nu bedre, hvorfor du valgte mig frem for Epistemon til at besvare dine spørgsmål. Du har besluttet ikke at stille et eneste spørgsmål, der ikke let lader sig besvare. Jeg siger altså, at jeg er et menneske.
Eudoxos: Du er ikke opmærksom på det, jeg spørger om, og hvor enkelt det svar, du giver, end forekommer dig at være, ville det føre til flere meget vanskelige og pinagtige spørgsmål, hvis jeg pressede dig blot en smule. For hvis jeg spurgte Epistemon, hvad mennesket er, og han svarede mig, som man gerne gør i skolerne, at mennesket er et fornuftigt dyr, og hvis han, for at forklare disse to termer, der er lige så uklare som det første, førte os igennem hvert et trin i det, man kalder metafysikken, så ville vi unægtelig være fanget i en labyrint, som vi aldrig ville slippe ud af. For ud af dette spørgsmål opstår der to andre: For det første, hvad er et dyr? For det andet, hvad er fornuft? Og hvis han for at forklare, hvad et dyr er, svarede, at det er et levende væsen med sanser, og at et levende væsen er en animeret krop, og at en krop er en legemlig substans – da ser du straks, at spørgsmålene vokser og formerer sig som grenene på et stamtræ; og endelig at det er ganske indlysende, at alle disse smukke spørgsmål til sidst ville ende i rent ordkløveri og efterlade os i vores oprindelige uvidenhed.
Epistemon: Jeg er ked af, at du sådan foragter Porfyrs berømte træ,8“Porfyrs træ” er navnet på den hierarkiske kategorisering af verdens substanser og prædikater, som den græske nyplatonist Porfyr foreslog i sin tekst Isagoge, hvilket bogstaveligt talt betyder Indføring. Denne tekst blev skrevet omkring år 270 som en indføring til Aristoteles’ skrift om kategorierne, men … Continue reading som altid har været genstand for alle lærdes beundring. Desuden foruroliger det mig, at du forsøger at lære Poliander, hvad han er, ved en anden metode end den, der i så lang tid har været almindeligt gældende i alle skoler. Indtil nu har man ikke fundet en bedre eller mere passende metode til at lære os, hvad vi er, end ét ad gangen at vise os alle trin, der udgør vores væren i sin helhed, så vi ved at bevæge os op og ned ad disse trin kan forstå, hvad vi har til fælles med de andre ting, der er i naturen, og hvad der adskiller os fra dem. Og det er det højeste punkt, vores erkendelse kan nå.
Eudoxos: Jeg har ikke og kunne aldrig have i sinde at beskylde den almindeligt gældende undervisningsmetode i skolerne for noget, for det er den, jeg skylder den smule, jeg ved, og det er ved dens hjælp, at jeg har erkendt usikkerheden af alt, hvad den har lært mig. Selvom mine lærere intet sikkert har lært mig, skylder jeg dem ikke desto mindre tak for, at de lærte mig at erkende dette, og i dag er jeg dem større tak skyldig for, at alt det, de lærte mig, var ganske tvivlsomt, end hvis det havde været i overensstemmelse med fornuften. For i så fald havde jeg måske stillet mig tilfreds med den smule fornuft, jeg ville have fundet, og det ville have gjort mig mere forsømmelig i min omhyggelige søgen efter sandheden. Den formaning, jeg gav Poliander, tjener altså ikke så meget til at gøre ham bekendt med den uklarhed og usikkerhed, hans svar fører til, som til fremover at gøre ham mere opmærksom på mine spørgsmål. Jeg vender hermed tilbage til mit emne, og for ikke at komme yderligere på afveje, spørger jeg ham igen, hvad han, der kan tvivle på alting og ikke kan betvivle sig selv, er.
Poliander: Jeg troede, at jeg havde gjort dig tilfreds ved at svare, at jeg er et menneske, men jeg kan se, at jeg har forregnet mig. Jeg indser nu, at mit svar ikke stiller dig tilfreds, og ærligt talt forekommer det mig nu også at være utilstrækkeligt, især med tanke på hvordan du har påpeget de forlegenheder og den usikkerhed, som det kan lede os ud i, hvis vi ønsker at afklare og forstå det. For uanset hvad Epistemon siger, finder jeg bestemt megen uklarhed i disse metafysiske trin. Hvis nogen eksempelvis siger, at kroppen er en legemlig substans, uden samtidig at gøre det klart, hvad en legemlig substans er, gør disse to ord, “legemlig substans”, os ikke spor klogere end ordet “krop”. Og det samme gælder, hvis nogen hævder, at det levende væsen er en animeret krop, uden først at have forklaret, hvad en krop er, og hvad det vil sige at være animeret, og hvis vedkommende ikke gør det samme for hvert af de øvrige metafysiske trin. I det tilfælde udtaler han ganske vist disse ord, og han udtaler dem endda tilsyneladende ifølge en orden, men han siger intet. For ordene betegner ikke noget, der kan fattes og danne en klar og distinkt idé i vores sind. Hvad mere er, da jeg før besvarede dit spørgsmål ved at sige, at jeg var et menneske, tænkte jeg slet ikke på alle disse skolastiske størrelser, som jeg intet vidste om, aldrig havde hørt tale om og tror kun eksisterer i fantasien hos dem, der har opfundet dem. Det, jeg ville, var at sige noget om de ting, vi ser, rører, sanser, i os selv har erfaringer af – med andre ord de ting, som det mest enfoldige menneske kender lige så godt som klodens største filosof: at jeg er en bestemt helhed, sammensat af to arme, to ben, et hoved og alle de andre bestanddele, der udgør det, man kalder menneskekroppen, som desuden også spiser, sanser, går og tænker.
Eudoxos: Jeg konkluderede allerede fra dit svar, at du ikke rigtigt havde forstået mit spørgsmål, og at du svarede på mere, end jeg havde spurgt om. Du har jo allerede nævnt dette at have arme, ben, hoved og alle menneskekroppens andre dele, som en af de ting, du tvivlede på, så det var ikke min hensigt at forhøre dig om disse ting, hvis eksistens du ikke er sikker på. Sig mig altså, hvad du egentlig er, for så vidt som du tvivler. Det er det eneste, jeg ville spørge dig om, for derudover er der intet, du kan vide med sikkerhed.
Poliander: Godt, nu forstår jeg, at jeg gik fejl i mit svar og gik længere, end jeg burde, fordi jeg ikke havde forstået din hensigt godt nok. Jeg vil være mere omhyggelig fremover. Samtidig beundrer jeg nøjagtigheden af den metode, hvormed du ad en enkelt og let vej fører os til kundskab om de ting, du vil lære os. Vi har samtidig al mulig grund til at kalde min fejl et held, da det er takket være den, at jeg ganske klart kan se, at det, jeg er, for så vidt som jeg tvivler, bestemt ikke er det, jeg kalder min krop. Ydermere ved jeg ikke engang, om jeg har en krop, da du har vist, at det kan drages i tvivl. Jeg vil tilføje, at jeg heller ikke fuldstændigt kan afvise, at jeg har en krop. Men selv om vi lader alle disse antagelser stå, forhindrer det mig ikke i at kunne være sikker på, at jeg eksisterer; tværtimod bekræfter de mig yderligere i min overbevisning om, at jeg eksisterer, og at jeg ikke er en krop. Ellers ville jeg også tvivle på mig selv, når jeg tvivler på min krop, hvilket jeg umuligt kan. For jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg eksisterer, så overbevist, at jeg ingenlunde kan tvivle på det.
Eudoxos: Du siger tingene så beundringsværdigt og gebærder dig så godt, at jeg ikke kunne have sagt det bedre selv. Jeg kan se, at det eneste, der er tilbage at gøre, er at overlade dig helt til din egen vurdering, og at min eneste opgave vil være at lede dig på vej. For at finde frem til sandhederne er det min vurdering, at det selv i de sværeste tilfælde, forudsat at man er godt vejledt, er tilstrækkeligt med det, man kalder almindelig forstand. Da du lader til at være så godt udrustet i denne henseende, som man kunne ønske, vil jeg blot vise dig den vej, som du fremover skal følge. Forsæt nu med at drage de slutninger, der følger af dette første princip, med din egen formåen.
Poliander: Princippet forekommer mig så frugtbart, og så mange ting trænger sig på for mig på én gang, at jeg tror, jeg får svært ved at sætte dem i orden. Tag bare det råd, du gav mig, om nøje at overveje hvad jeg er, og ikke at forveksle det med det, jeg tidligere troede, jeg var. Det råd har oplyst mit sind, og på stedet opklaret så mange dunkelheder, at jeg i lyset fra denne fakkel bedre ser dét i mig selv, der ikke er synligt, og jeg er nu mere overbevist om, at jeg besidder noget uhåndgribeligt, end jeg nogensinde var om at besidde en krop.
Eudoxos: Det glæder mig meget, at din sjæl er sådan bevæget, selvom det uden tvivl har mishaget Epistemon. For så længe du ikke har hevet ham ud af hans vildfarelse, og ikke har fremvist ham nogle af de ting, du siger er indeholdt i dette princip, da vil han fortsat være tilbøjelig til at tro, at dette lys og alt hvad det viser dig, er som lygtemænd, hvis lys slukkes og forsvinder, så snart man nærmer sig dem, og at du vil falde tilbage i det uvidenhedens mørke, du før befandt dig i. Det ville desuden være et under, hvis du, som aldrig har studeret og ikke har gennemgået filosoffernes værker, så hurtigt og uden besvær blev lærd. Det bør derfor ikke komme bag på os, at Epistemon mener, som han gør.
Epistemon: Jeg indrømmer blankt, at jeg opfattede dette som en sjælsbevægelse, og at jeg troede, at Poliander, der aldrig har reflekteret over de store sandheder, som filosofien lærer os, blot blev så lykkelig af at undersøge den mindste af disse, at han ikke kunne lade være med at udtrykke denne lykke til dig med så stor begejstring. Men de, der som jeg9Adam og Tannerys kritiske udgave af teksten angiver, at den latinske oversættelses brug af “du” (tui) her er en fejl, og at man i stedet skal læse “mig” (mei). Det hænger også umiddelbart bedre sammen med Eudoxos’ forudgående kommentar om, at det er Epistemon, der formentlig vil være misfornøjet over Polianders … Continue reading længe har betrådt denne sti, og brændt meget lampeolie og lagt meget arbejde i at læse og genlæse antikkens skrifter, i at udrede og forklare det mest indviklede hos filosofferne, bevæges ikke længere af den slags begejstring, og anser den ikke for at være spor anderledes end de overdrevne forhåbninger hos visse af dem, der netop er begyndt at lære matematik. Så snart man har givet dem en linje og en cirkel og lært dem forskellen på en ret linje og en kurve, da overbeviser de sig selv om, at de vil finde cirklens kvadratur og terningens fordobling.10Beregningen af cirklens kvadratur og terningens fordobling er begge matematiske problemer, der siden den tidligste græske matematik, og ligeledes i Descartes’ samtid, ansås for uløselige. Vi har desuden tilbagevist pyrrhoniernes lære så ofte, og deres filosofiske metode har givet så få indsigter, at det er tydeligt, at de har været på vildspor hele deres liv. De har ikke kunnet frigøre sig fra den tvivl, som de har indført i filosofien, således at de synes at have viet sig udelukkende til det at tvivle. Så med al respekt for Poliander vil jeg selv fortsat tvivle på, at han kan udlede noget bedre heraf.
Eudoxos: Jeg kan godt se, at du ønsker at skåne mig ved at rette din tale til Poliander, men det er tydeligt, at din hån er rettet mod mig. Men lad Poliander fortsætte med at tale, og så får vi at se, hvem der ler sidst.
Poliander: Det gør jeg gerne. Ikke mindst fordi jeg frygter, at denne debat vil blive for ophedet mellem jer to, og at jeg ikke længere vil kunne følge med, hvis I forfølger sagen på for højt et niveau. Det ville betyde, at jeg mistede al den indsigt, jeg håber at opnå ved at gå tilbage til mine første skridt. Jeg beder derfor Epistemon om at lade mig nære dette håb, så længe Eudoxos vil tage mig ved hånden af den vej, han har selv har sat mig på.
Eudoxos: Udmærket. Du har altså allerede erkendt, ganske enkelt ved at betragte dig selv i det omfang, du tvivler, at du ikke er en krop, og at du dermed ikke finder nogle af de dele, der udgør den menneskelige krops maskineri, i dig selv, altså hverken arme, ben eller hoved, og heller ikke hverken øjne, ører eller noget andet organ, der kunne tjene nogen som helst sans. Men se, om du ikke på samme måde kan afvise alle de andre ting, som du indtil for et øjeblik siden forstod som indeholdt i definitionen af et menneske, sådan som du hidtil har forstået det. For som du rigtigt nok har påpeget, begik du en heldig fejl ved at lade dit svar brede sig ud over mit spørgsmåls grænser. Takket være den kan du nemlig let nå frem til erkendelsen af, hvad du er, ved at se bort fra og afvise alt det, som du klart kan se ikke hører med til dig, og ved ikke at medtage andet end det, der må regnes som en del af dig selv med en sådan nødvendighed, at du er lige så sikker på det som på din eksistens og din tvivl.
Poliander: Jeg er taknemmelig for, at du bringer mig tilbage på rette spor, for jeg vidste ikke længere, hvor jeg var. Tidligere sagde jeg, at jeg var et helt menneske, bestående af arme, ben, et hoved og alle de andre bestanddele, der udgør det, vi kalder menneskekroppen, samt at jeg gik, spiste, sansede og tænkte. For at kunne betragte mig selv som det, jeg er, måtte jeg også afvise alle disse dele og lemmer, der udgør menneskekroppens maskineri. Altså må jeg betragte mig selv som værende uden arme, uden ben, uden hoved, kort sagt uden krop. Og det er sandt, at det i mig, der tvivler, ikke er det, jeg kalder min krop. Derfor er det også sandt, at jeg, for så vidt som jeg tvivler, hverken spiser eller går, for ingen af disse to handlinger kan udføres uden kroppen. Jeg kan desuden ikke engang hævde, at jeg, for så vidt som jeg tvivler, kan sanse noget. For ganske som man behøver fødder for at gå, behøver man øjne for at se og ører for at høre. Men da jeg ikke besidder nogen af disse organer, eftersom jeg ikke har nogen krop, kan jeg ikke i sandhed sige, at jeg sanser. Derudover har jeg før troet, at jeg i mine drømme har sanset mange ting, som jeg ikke har sanset i virkeligheden. Og eftersom jeg har besluttet ikke at tage noget med her, hvis ikke det er så sandt, at jeg ikke kan tvivle på det, kan jeg ikke længere sige, at jeg er en sansende ting, hvilket vil sige en, der ser med øjnene og hører med ørerne, for det kunne være, at jeg at jeg mener at sanse noget på denne måde, selvom det slet ikke er tilfældet.
Eudoxos: Jeg bliver nødt til at stoppe dig her, ikke for at afspore dig, men for at opmuntre dig, og for at få dig til at betragte, hvad den gode forstand kan udrette, når den er velstyret. For er der noget i alt det, du har sagt, som ikke er en legitim konklusion og korrekt udledt af det forudgående? Alt dette siges og gennemføres til og med uden logik, uden regler, uden argumentationsformer, men alene i lyset fra fornuften og fra den gode forstand, som er mindre tilbøjelig til at medføre fejl, når den går frem på egen hånd, end når den ængsteligt forsøger at overholde tusind forskellige regler, som menneskene har opfundet i deres al deres snarrådighed og dovenskab for at forvanske den snarere end for at hjælpe den til fuldkommenhed. Desuden forekommer det mig, at Epistemon mener det samme som os, for når han intet siger, betyder det, at han er enig i det, du har sagt. Så fortsæt endelig, Poliander, og vis ham, hvor langt den gode forstand rækker, og ligeledes hvilke slutninger, der kan udledes fra vores princip.
Poliander: Af alle de egenskaber, jeg tilskrev mig selv, er der kun en enkelt tilbage at undersøge, nemlig tænkningen. Jeg indser nu, at den alene er sådan, at jeg ikke kan adskille den fra mig selv. For hvis det er sandt, at jeg tvivler, hvilket jeg ikke kan betvivle, så er det lige så sandt, at jeg tænker. For er tvivlen andet end en bestemt måde at tænke på? Hvis ikke jeg tænkte, kunne jeg under alle omstændigheder umuligt vide, hvorvidt jeg tvivler eller eksisterer. Men jeg er, og jeg ved, at jeg er, og jeg ved det, fordi jeg tvivler, hvilket dermed vil sige: fordi jeg tænker. Det kunne endda ske, at jeg, hvis jeg et øjeblik holdt op med at tænke, samtidig ville ophøre med at være. Det eneste, som jeg ikke kan adskille fra mig selv, som jeg med sikkerhed ved er mig, og som jeg nu kan fastslå uden frygt for at tage fejl, er derfor, at jeg er en tænkende ting.
Eudoxos: Hvad mener du mon, Epistemon, om hvad Poliander netop har sagt? Findes der noget haltende eller inkonsekvent i hans ræsonnement? Ville du have troet, at en ubelæst og uuddannet mand kunne ræsonnere så nøjagtigt og være helt i overensstemmelse med sig selv? Hvis ikke jeg tager meget fejl, må du begynde at indse, at hvis man ved, hvordan man skal gøre brug af sin tvivl, så kan man drage meget sikre slutninger, og endda mere sikre og nyttige end dem, som almindeligvis drages af det mægtige princip, der betragtes som alle slutningers grundlag, og som det centrum, hvor de alle mødes og ender: Det er umuligt, at én og samme ting på samme tid både er og ikke er. Jeg er sikker på, at jeg vil få lejlighed til at vise dig, hvor nyttigt dette er. Men lad os ikke afspore Polianders tale og forlade argumentet her. Se, om du har noget at sige eller indvende.
Epistemon: Eftersom du udfordrer mig, og endda stikker til mig, vil jeg vise, hvad logikken kan udrette, når den anspores til det, og jeg vil samtidig opstille en række vanskeligheder og forhindringer, som ikke blot Poliander, men også du selv vil få meget svært ved at undslå jer. Så lad os ikke gå videre, men hellere blive her og nøje undersøge dine grundlag, principper og slutninger, for ved hjælp af sand logik og med udgangspunkt i dine egne principper vil jeg vise dig, at alt, hvad Poliander har sagt, hviler på et grundlag, der ikke er legitimt, og at det ikke leder os nogle vegne. Du siger, at du er, at du ved, at du er, og at du ved det, fordi du tvivler og fordi du tænker. Men har du nogensinde vidst, hvad det vil sige at tvivle og at tænke? Og eftersom du ikke vil godtage noget, som du ikke er sikker på og kender til fulde, hvordan kan du da vide dig sikker på at eksistere på så uklart og usikkert et grundlag? Poliander skulle have begyndt med at lære, hvad tvivl og tænkning er, for at hans ræsonnement ville kunne have en bevisførelses styrke, og for at han kunne forstå sig selv, inden han ville gøre sig forståelig for andre.
Poliander: Dette går langt over min forstand, så jeg opgiver ævred og lader det op til dig og Epistemon at løse denne knude.
Eudoxos: Denne gang tager jeg det gerne på mig, men kun på den betingelse, at du vil være dommer i vores debat. Jeg tør nemlig ikke love, at Epistemon vil give mig ret. En som han, der er fuld af holdninger og tynget af hundredvis af fordomme, har svært ved at stole rent på det naturlige lys, da han allerede har vænnet sig til at adlyde autoriteterne frem for at lytte til fornuftens stemme. Han forhører sig hos andre, og vender og drejer de antikke skrifter, i stedet for selv at overveje, hvilken dom han skal fælde. Siden barndommen har han kun har regnet det, der hvilede på hans læremestres autoritet, for at være fornuft, og på samme måde fremfører han sin egen autoritet som fornuft, og forsøger at få andre til at vise ham samme ærbødighed, som han selv tidligere har udvist. Men jeg vil have grund til at være tilfreds og føle mig overbevist om, at jeg i allerhøjeste grad har besvaret de indvendinger, som Epistemon har fremsat for dig, hvis du vil give mig ret i det, jeg siger, og hvis din fornuft bekræfter dig i at gøre det.
Epistemon: Jeg er hverken så forstokket, så svær at overtale eller så modvillig mod at blive overbevist, som du tror. Og selvom jeg har mine grunde til ikke helt at stole på Poliander, er jeg villig til at overlade vores debat til hans afgørelse. Jeg lover dig endda at erklære mig besejret, så snart Poliander selv overgiver sig. Men han skal være påpasselig med ikke at lade sig bedrage, og ikke begå den fejl, som du11I Dugald Murdoch og Robert Stoothoffs engelske oversættelse af teksten bemærkes det, at der her givetvis er sket en trykfejl i oversættelsen til latin, sådan at det latinske exprobas, altså “du bebrejder”, fejlagtigt er blevet erstattet af exprobat, altså “han bebrejder”. Det er umuligt at sige med sikkerhed, men det … Continue reading selv bebrejder andre, nemlig at lade sin beundring for dig være tilstrækkelig grund til at lade sig overbevise.
Eudoxos: Hvis han lod sig overbevise på så svagt et grundlag, ville det være ganske ulykkeligt for ham selv, og jeg står inde for, at han vil tage sig i agt for dette. Men lad os stoppe med digressionerne, og komme tilbage på sporet. Epistemon, jeg er enig med dig i, at man må vide, hvad tvivl, tænkning og eksistens er, før man kan være helt overbevist om sandheden af ræsonnementet jeg tvivler, altså er jeg, eller, hvilket er det samme, jeg tænker, altså er jeg.12Dette er det eneste sted i Descartes forfatterskab, hvor formuleringen cogito, ergo sum optræder som sådan – og det altså i en senere latinsk oversættelse af hans oprindeligt fransksprogede tekst. Men tro ikke, at det for at vide dette er nødvendigt at pine og plage vores sind i forsøget på at finde frem til disses nærmeste slægt eller særlige kendemærker, for til sidst at kunne udarbejde en sand definition. Sådan gør kun de, der vil være skolemestre eller diskutere sagen på skolerne. Men ingen, der ønsker at undersøge tingene selv og bedømme dem ud fra sin egen opfattelse, kan være så svagt begavede, at de ikke besidder lys nok til at forstå, hvad tvivl, tænkning og eksistens er, når først de har vendt deres opmærksomhed mod det, uden først at være blevet undervist i deres forskelle. Der er desuden mange ting, som vi kun gør mere uklare i vores forsøg på at definere dem, da de er så enkle og klare, at vi ikke kan opfatte eller betragte dem på nogen bedre måde end ved at opfatte og betragte dem i sig selv. Man må endda regne det for at være den mest grundlæggende fejl, der kan begås inden for videnskaben, når nogle forsøger at definere det, der blot skal opfattes, og ikke kan skelne mellem klare og uklare ting, eller skelne mellem det, der kræver og fortjener en definition for at blive erkendt, og det, der bedst erkendes ved sig selv. Og tvivl, tænkning og eksistens må regnes blandt de ting, der besidder denne klarhed og kan erkendes ved sig selv.
Jeg tror ikke, at der nogensinde har været nogen så ubegavet, at de var nødt til at lære, hvad eksistens er, før de kunne konkludere og bekræfte, at de eksisterede. Det samme gælder tvivl og tænkning. Dertil vil jeg endda sige, at det er umuligt at lære det på anden måde end ved egen hjælp, og umuligt at blive overbevist om det på anden måde end gennem egen erfaring, gennem den bevidsthed eller det indre vidnesbyrd, som hver enkelt finder i sig selv, når de giver sig i kast med sådanne undersøgelser. Det ville være nyttesløst at definere for en blind, hvad det vil sige, at noget er hvidt, for det, der kræves hertil, er alene at åbne sine øjne og se hvidt. På samme måde er det tilstrækkeligt at tvivle og tænke for at vide, hvad tvivl og tænkning er. Det lærer os alt, hvad vi kan vide herom, og fortæller os endda mere end de mest nøjagtige definitioner. Det er altså rigtigt nok, at Poliander burde have haft kendskab til disse ting, før han kunne drage de slutninger, han formulerede. Så lad os spørge ham, da vi nu har valgt ham som dommer, om han nogensinde har været uvidende om dem.
Poliander: Jeg må indrømme, at det har fornøjet mig meget at høre jer diskutere noget, som I kun kan lære fra mig. Og det glæder mig da også, at man, i det mindste i dette tilfælde, må betragte mig som værende jeres underviser, og jer selv som mine disciple. Lad mig altså nu hjælpe jer begge ud af denne forlegenhed ved at løse jeres udfordring med ét (man siger jo, at noget sker med ét, når det sker hurtigt, og uden at vi hverken kunne forvente eller håbe det). Jeg kan forsikre jer om, at jeg aldrig har tvivlet på, hvad tvivl er, selvom jeg først begyndte at forstå det eller rettere sagt lægge mærke til det, da Epistemon selv forsøgte at tvivle om det. Så snart du viste mig, vi kun har svag vished om eksistensen af de ting, vi kun kender gennem sanserne, begyndte jeg at tvivle på disse ting. Det var nok til, at jeg både blev så klar over min tvivl og dens sikkerhed, at jeg kan bekræfte, at jeg erkendte mig selv med sikkerhed fra det øjeblik, jeg begyndte at tvivle. Men min tvivl og min vished vedrørte ikke de samme ting. For min tvivl gjaldt kun ting udenfor mig selv, mens min vished vedrørte min tvivl og mig selv. Det er altså sandt, hvad Eudoxos siger, at der er ting, som vi kun kan lære ved at se dem. For at lære hvad tvivl og tænkning er, skal man derfor blot tvivle og tænke selv. Det samme gælder for eksistensen – man skal blot vide, hvad vi forstår ved dette ord. Så snart man ved det, kender man nemlig tingen, for så vidt den kan kendes. Her er der ikke behov for en definition, der ville forplumre sagen frem for at opklare den.
Epistemon: Da Poliander lader til at være tilfreds, vil jeg lade det være ved det, og undlade at forfølge vores uenighed yderligere. Jeg kan dog ikke få øje på, at han skulle have gjort nogle synderlige fremskridt i de to timer, vi har brugt på at diskutere. Alt, hvad han har lært takket være den fine metode, som du priser så højt, er, at han tvivler, at han tænker og at han er et tænkende væsen. Det er sandelig beundringsværdigt! Så mange ord for så lidt. Det kunne have været sagt med fire ord, og vi havde alle været enige. For mit eget vedkommende ville jeg have haft svært ved at affinde mig med at bruge så mange ord og så meget tid på at lære noget så ubetydeligt. Vores læremestre fortæller os langt mere, og med langt større selvsikkerhed. Intet holder dem tilbage, de påtager sig alting og træffer afgørelser om alting, intet afleder dem fra deres mål og intet kommer bag på dem. Uanset hvad der måtte sætte dem under pres, kan en tvetydighed eller en distinktion redde dem ud af enhver vanskelighed. Du kan vide dig sikker på, at deres metode altid vil blive foretrukket frem for din, som tvivler på alt og er så bange for at træde forkert, at den i sin konstante tøven aldrig kommer videre.
Eudoxos: Det var aldrig min hensigt at foreskrive nogen, hvilken metode de skal følge i deres søgen efter sandheden, men kun at fremlægge den metode, jeg selv har benyttet. Hvis den synes at være dårlig, kan man afvise den, og hvis den omvendt synes at være god og nyttig, kan andre også benytte sig af den – hver enkelt er jo helt fri til at anvende den eller forkaste den. Hvis man nu siger til mig, at jeg kun har gjort ringe fremskridt med den, tilfalder det erfaringen at bedømme dette. Og hvis I fortsat vil lytte til mig, er jeg sikker på, at I vil være enige med mig i, at vi aldrig kan være forsigtige nok, når det gælder om at fastlægge vores principper, og at vi, når disse først ligger fast, kan drage vores slutninger lettere og længere, end vi havde turdet håbe på. Efter min mening er det sådan, at alle de fejl, der begås i videnskaben, udelukkende skyldes vores forhastede beslutninger ved begyndelsen, når vi lader uklare ting, som vi ikke har nogen klare og distinkte forestillinger om, gælde som principper. Sandheden i det, jeg netop har sagt, bevises af de små fremskridt, vi har gjort inden for de videnskaber, hvis principper er sikre og kendt af enhver, mens dem, der vil være ærlige over for sig selv, derimod må indrømme, at man i de videnskaber, hvis principper er uklare og usikre, har brugt meget tid og læst mange bøger, blot for at erkende, at man ikke ved noget og ikke har lært noget. Det kan derfor ikke komme bag på dig, min kære Epistemon, at jeg ønsker at føre Poliander ad en mere sikker vej, end den jeg selv blev undervist i, og at jeg gør det så præcist og nøjagtigt, at jeg ikke anser noget for at være sandt, hvis ikke jeg er lige så sikker på det som på at være, at tænke og at være et tænkende væsen.
Epistemon: Du minder mig om en af de dansere, der altid lander på fødderne, sådan som du altid ender tilbage ved dit princip. Men hvis du fortsætter på denne måde, ville dine fremskridt hverken være hurtige eller store. For hvordan skal vi altid kunne finde sandheder, som vi kan være lige så sikre på som på vores egen eksistens?
Eudoxos: Det er ikke så vanskeligt, som du tror, for alle sandheder følger af hinanden og er indbyrdes forbundne. Hemmeligheden ligger blot i at begynde med de første og mest enkle, og derefter fortsætte gradvist og skridt for skridt mod de fjerneste og mest komplicerede. Og hvem vil dog betvivle, at det, jeg har fastlagt som første princip, er det første, som en hvilken som helst metode lader os erkende? Det er jo indlysende, at dette ikke kan betvivles, selv hvis vi betvivler sandheden af alt, der er til i verden. Når vi så er kommet godt fra land, må vi fortsat være påpasselige med ikke at begå fejl, og undlade at tage noget for sandt, der kan gøres til genstand for den mindste tvivl, sådan som vi har gjort hidtil. Til dette formål må man efter min mening lade Poliander tale for sig selv. For han følger ikke andre læremestre end den almindelige forstand, og da hans fornuft ikke er fordærvet af falske fordomme, er det næsten umuligt, at han vil gå fejl, og skulle det ske, vil han i det mindste hurtigt blive klar over sin fejl, og uden besvær kunne bringes tilbage på rette spor. Lad os høre, hvad han har at sige, og lad ham fremlægge det, der ifølge ham selv er indeholdt i vores13Murdoch og Stoothoff bemærker her helt korrekt, at der må være tale om en fejl i den latinske oversættelse af Descartes’ manuskript. Hvis sætningen her skal give mening, må det enten være tilfældet, at det latinske vestro (“jeres” eller “Deres”) skulle have været nostro (“vores”), da Eudoxos jo tiltaler Poliander, som deler hans … Continue reading princip.
Poliander: Der er så meget indeholdt i idéen om en tænkende ting, at det ville tage flere dage at forklare dem. Her og nu vil jeg nøjes med at nævne det vigtigste og det, der gør idéen mere distinkt og hjælper os til ikke at forveksle den med alt det, der ikke har noget med den at gøre. Ved en tænkende ting forstår jeg …
Her slutter Descartes’ dialog om erkendelsen i det naturlige lys. Det latinske 1701-manuskript fra Amsterdam angiver, at “resten mangler”. Teksten er oversat af Frederik-Emil Friis Jakobsen efter La recherche de la vérité par la lumière naturelle, i Œuvres et lettres (Pléiade, 1952), 879–901, og Inquisitio Veritatis per Lumen Naturale, i Œuvres de Descartes (Éditions du Cerf, 1908), 514–527.
| 1. | Descartes ankom til Stockholm for at undervise ved Dronning Kristinas hof i oktober 1649, og døde blot få måneder efter, i februar 1650. I et brev til den franske ambassadør i Polen, skrevet en måned før hans død, bemærker Descartes, at det i Sverige er så koldt, at det ikke kun er vandet, der fryser til is, men også evnen til at tænke. |
| 2. | “Menigmand” vil her sige en mand, en friherre, der trods alt har gået en smule i skole (i alt fald nok til at kende de klassikere, han ikke har læst, og de filosofiske spørgsmål, han ikke kender svaret på). |
| 3. | Œuvres et lettres, red. André Bridoux (Pléiade, 1952), 879–901. |
| 4. | Œuvres de Descartes, red. Charles Adam & Paul Tannery (Éditions du Cerf, 1908), 495–527. |
| 5. | The Philosophical Writings of Descartes, vol. II (Cambridge University Press, 1984), 400–420. |
| 6. | På Descartes’ tid betegnede melankoli ikke som idag specifikt nedtrykte sindstilstande, men også mere generelt sindsforstyrrelser og virkelighedsforvrængninger, der dog oftest blev antaget at medføre tristhed og nedtrykthed hos den ramte (se eksempelvis Robert Burtons The Anatomy of Melancholy fra 1621, det første større encyklopædiske værk om emnet i Europa, og det godt 100 år yngre opslag “Mélancolie” i Diderot og d’Alemberts Encyclopédie fra 1765). Dermed skal vi ikke først og fremmest forestille os de her omtalte mennesker, der tror, at de er kander, som dybt ulykkelige. Selvom det utvivlsomt er en ulykkelig situation, er det fremfor alt det, at de tror, at de er kander, der er væsentligt her. |
| 7. | Her fremstår teksten i den franske kopi ulæselig og tydeligvis redigeret. Den franske tekst, som oversættelsen her følger, er derfor blevet korrigeret ganske let i overensstemmelse med den latinske oversættelse (se Œuvres et Lettres, 889; se desuden Charles Adam og Paul Tannerys tekstkritiske udgave i Œuvres de Descartes, 512). |
| 8. | “Porfyrs træ” er navnet på den hierarkiske kategorisering af verdens substanser og prædikater, som den græske nyplatonist Porfyr foreslog i sin tekst Isagoge, hvilket bogstaveligt talt betyder Indføring. Denne tekst blev skrevet omkring år 270 som en indføring til Aristoteles’ skrift om kategorierne, men fungerede efter sin oversættelse til latin i begyndelsen af det sjette århundrede (ved Boethius’ hånd) og langt ind i middelalderen som en slags grundbog i aristotelisk logik i den skolastiske uddannelse. |
| 9. | Adam og Tannerys kritiske udgave af teksten angiver, at den latinske oversættelses brug af “du” (tui) her er en fejl, og at man i stedet skal læse “mig” (mei). Det hænger også umiddelbart bedre sammen med Eudoxos’ forudgående kommentar om, at det er Epistemon, der formentlig vil være misfornøjet over Polianders store begejstring, og at Epistemon senere i indeværende replik siger, at det er “vi”, der har tilbagevist den pyrrhoniske lære. |
| 10. | Beregningen af cirklens kvadratur og terningens fordobling er begge matematiske problemer, der siden den tidligste græske matematik, og ligeledes i Descartes’ samtid, ansås for uløselige. |
| 11. | I Dugald Murdoch og Robert Stoothoffs engelske oversættelse af teksten bemærkes det, at der her givetvis er sket en trykfejl i oversættelsen til latin, sådan at det latinske exprobas, altså “du bebrejder”, fejlagtigt er blevet erstattet af exprobat, altså “han bebrejder”. Det er umuligt at sige med sikkerhed, men det ville unægteligt give bedre mening, eftersom det jo er den her tiltalte Eudoxos, der har bebrejdet andre (navnlig Epistemon) for at lade folks autoritet være mål for fornuften af det, de siger. En sådan bebrejdelse udtaler Poliander ingen steder i teksten. Se The Philosophical Writings of Descartes, 417. |
| 12. | Dette er det eneste sted i Descartes forfatterskab, hvor formuleringen cogito, ergo sum optræder som sådan – og det altså i en senere latinsk oversættelse af hans oprindeligt fransksprogede tekst. |
| 13. | Murdoch og Stoothoff bemærker her helt korrekt, at der må være tale om en fejl i den latinske oversættelse af Descartes’ manuskript. Hvis sætningen her skal give mening, må det enten være tilfældet, at det latinske vestro (“jeres” eller “Deres”) skulle have været nostro (“vores”), da Eudoxos jo tiltaler Poliander, som deler hans overbevisning om tvivlen som metodisk princip; eller også har den ukendte latinske oversætter ved en fejl undladt at angive, at denne sætning skal læses som en replik fra Epistemon, og ikke fra Eudoxos (se The Philosophical Writings of Descartes, 420). |