Jeg vil i denne artikel argumentere for, at fem fremtrædende etiske teorier alle peger på, at vi bør handle aktivt for at nedbringe udledningen af klimagasser og på andre måder afbøde de forventelige negative konsekvenser af den globale opvarmning. En sådan etisk konsensus er vigtig, fordi den giver os grund til optimisme i forhold til klimaspørgsmålet. Optimisme er vigtig, fordi både alarmisme og katastrofetænkning såvel som resignerende defaitisme hiver os i forkerte retninger: Vi skal handle, men vi skal også handle klogt og effektivt. Artiklen vil derfor mod slutningen også kort pege på nogle andre grunde til en sådan optimisme. Konklusionen vil altså være, at der er belæg for klimaoptimisme.
Ifølge rapporten “Hvad ved danskerne egentlig om klimaet?”1“Nation Green: Hvad ved danskerne egentlig om klimaet?” (DJØF, marts 2021). er 78% af danskerne helt eller delvist enige i udsagnet: “Klimaforandringerne er menneskeskabte”. Kun 1,8% er helt uenige. Hvad angår faktuel enighed om menneskeskabte klimaforandringer, er der grund til at mene, at danskerne i høj grad er enige – i hvert fald hvad angår det helt fundamentale. Det afspejler sig også i Folketinget, hvor partierne på tværs af de politiske fronter bakker op om målsætningen om en væsentlig reduktion af udledningen af klimagasser frem mod 2030 og yderligere i 2050.
Der er dog en meget lang række af mulige (og faktiske) uenigheder. Hvad er den eller de mest effektive måder at formindske udledning af drivhusgasser? Hvilke teknologier kan hjælpe os mest? Hvilke implikationer har politiske tiltag for, hvorledes andre lande agerer? Denne korte artikel vil imidlertid fokusere på de normative uenigheder, eller mere præcist en bestemt konceptualisering af normativ uenighed, der består i at besøge nogle af de mest fremtrædende normative etikker eller moralske grundlagsteorier. Men inden da, nogle ord om hvad der menes med konsensus, og hvorfor en sådan konsensus er relevant.
Ordet “konsensus” har på dansk “enighed” som konnotation. I delvis kontrast står ordet “kompromis”, der indikerer, at en eller flere parter har måttet give køb på noget. Den forståelse af konsensus, der tales om her, ligger, metaforisk i hvert fald, mellem konsensus og kompromis forstået således. Med “konsensus” mener jeg enighed om et sæt af politikker (eller mål for politikker) og ikke nødvendigvis (fuld) enighed om grundene for disse politikker (eller mål). To personer kan have vidt forskellige, måske inkompatible, grunde til at tilslutte sig den samme politik. F.eks. kan en fundamentalistisk kristen tilslutte sig en politik, der ulovliggør mord ud fra en forståelse af de ti bud, mens en sekulær egalitarist kan tilslutte sig samme politik ud fra betragtninger om menneskers fundamentale lighed. I den politiske filosofi taler man om en konvergensmodel som en form for konsensus, der ikke hviler på, at personer har de samme overbevisninger, men at de kan mødes om bestemte politikker, men konvergens klinger ikke helt på den samme måde som konsensus, hvorfor jeg har valgt sidstnævnte, selvom den mere præcist spejler en konvergensmodel.2Om konsensus og konvergens, se Kevin Vallier, “Convergence and Consensus in Public Reason”, i Public Affairs Quarterly 25 (2011): 261–280.
En etisk konsensus (i min forståelse) relevant for håndteringen af klimaudfordringerne hviler da heller ikke nødvendigvis på fuld etisk enighed, men må implicere, at tilstrækkeligt mange kan tilslutte sig et sæt af politikker/mål.
Hvorfor er en etisk konsensus relevant? Og hvorfor besøge en række etiske grundlagsteorier for at se om en sådan er mulig? Min tanke er her som følger: Hvis man seriøst vil overveje spørgsmålet “hvordan bør jeg/vi handle?”3“Jeg/vi”, fordi der er vigtige forskelle på at stille spørgsmål henvendt individualetisk vs. kollektivt eller på et politisk niveau. I dette tilfælde fokuserer jeg i første omgang på det individualetiske, men jeg mener, at der i dette tilfælde er stærke grunde til at mene, at de individualetiske … Continue reading i forhold til klimaforandringerne, stiller man sig også et etisk spørgsmål. Der er naturligvis masser af teknisk-faktuelle underliggende spørgsmål, men centralt står det etiske “bør”. Klimaforandringerne er en etisk udfordring, ikke mindst fordi vores handlinger nu (1) påvirker fremtidige generationers velfærd, og (2) fordi vores handlinger nu ikke kan begrundes instrumentelt ved, at de er til fordel for os; dem, der kommer til at lide mest (hvis vi ikke handler) eller kommer til at begunstiges mest, er mennesker, der slet ikke eksisterer. Det er selvfølgelig også centralt i den udfordring, som motivation udgør: Vi kan ikke motivere, eller kun i begrænset omfang motivere, eksisterende personer til at handle i forhold til klimaproblemet ved at appellere til deres egne interesser – vi beder personer om at yde et moralsk motiveret offer. (Dette skal vise sig ikke at være helt sandt, men den tager vi nedenfor i afsnittet om etisk egoisme).
Min påstand er så, at hvis man seriøst engagerer sig med en række etiske grundlagsteorier – konsekventialisme, deontologi, kontraktualisme, dydsetik og, måske lidt overraskende, etisk egoisme – så falder svaret nogenlunde enslydende ud: Vi har stærke etiske grunde til at handle for at bremse den globale opvarmning (og relaterede afledte effekter, f.eks. forsuring af havene), uanset om man som individ er mest tiltrukket af den ene eller den anden etiske grundlagsteori. I fraværet af et overbevisende eller blot minimalt plausibelt etisk grundlagsalternativ må man konkludere: Vi har stærke etiske grunde til at handle for at prøve at forhindre og afbøde i hvert fald de værste effekter af klimaforandringerne for fremtidige generationer.
Det skal her understreges, at en etisk konsensus ikke er den eneste komponent i en tilstrækkeligt motiverende konsensus – der kræves mange andre ting, f.eks. tilstrækkelige kompensationsplaner for dem, der rammes hårdest af klimapolitikker, der er effektive, en vis form for konsensus om et sæt af effektive teknologiske og økonomiske værktøjer, og mange andre ting. Her vil der være betydelige sammenstød, f.eks. mellem teknologioptimister på den ene side og dem, der mener, at teknologi (ofte) er en del af problemet. Men den etiske konsensus er, mener jeg, vigtig: Foruden en sådan etisk konsensus kan vi ikke have politikker, der udviser “stability for the right reasons”, som frasen hedder i rawlsianske termer.4Se John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1996), xxxix. Politisk stabilitet af de rette grunde udtrykker kort sagt det forhold, at tilstrækkeligt mange borgere bakker tilstrækkeligt op om en stat og dens politikker af de rette grunde, og forkerte grunde er f.eks. diktatur, frygt, manglende viden eller manipulation. Et regime, der er stabilt af de rette grunde, kan med rimelighed antages at være funktionsdygtigt over tid, og det er evident, at vi har brug for klimapolitikker, der er stabile og har opbakning over tid.
Jeg vil i det følgende – kort – gennemgå fem fremtrædende bud på etiske grundlagsteorier og argumentere for, at de alle implicerer, at vi har stærke etiske grunde til at handle for at afværge i hvert fald de værste konsekvenser af klimaforandringerne.5De følgende tre afsnit bygger meget løst på mit bidrag “Klimaet og de etiske teorier”, i Klimaet under forandring – og hvad så?, red. Jan Faye (Frydenlund, 2019). Ideen i denne øvelse er som sagt at pege på en form for etisk klimakonsensus: Uanset hvilken etisk grundlagsteori en reflekteret person måtte abonnere på, så bør denne person være motiveret til at bringe ofre for at afværge de værste konsekvenser af klimaforandringerne. Gennemgangen forbliver af pladsgrunde på overfladen, men jeg mener, at det må være den, der mener, at en eller flere af disse grundlagsteorier ikke bør lede til konklusionen om, at vi bør ofre noget for kommende generationer i forbindelse med klimaforandringerne, der har bevisbyrden.
Konsekventialisme: Den kanoniske læsning af konsekventialismen siger, at vi altid bør handle således, at vi maksimerer det samlede udfald (f.eks. i form af velfærd) for alle berørte parter. Det er ikke vanskeligt at se, at vi ved fortsat udledning af klimagasser på nuværende niveau risikerer at påvirke kommende generationer negativt – vi pålægger dem en negativ eksternalitet. (Eksternaliteter er omkostninger eller gevinster, der ikke er indeholdt i en vare eller aktivitets pris. Forurening er et klassisk eksempel på negative eksternaliteter: I fraværet af afgifter betaler forureneren ikke prisen for sin forurening, men “sender regningen videre” til personer, der ikke selv har valgt at betale prisen, f.eks. kommende generationer). Heri skal indregnes, at vi ved fortsat udvikling af økonomien også efterlader en rigere verden til kommende generationer, men jeg har endnu til gode at se en seriøs klimaøkonom sige, at fordelene ved udledning på nuværende niveau overstiger de realistiske ulemper. Mange klimaøkonomer påpeger, at de samlede udgifter, hvis vi går effektivt til værks og undgår for mange freeriders osv., er relativt overkommelige, i omegnen af 1% af verdensøkonomien.6Se Nicholas Stern, “The Economics of Climate Change”, i Climate Ethics: Essential Readings, red. Stephen M. Gardiner et al. (Oxford University Press, 2010), 48. Andre, f.eks. klimaøkonomen William Nordhaus, opererer med et spænd på 2–6% afhængigt af, hvor effektivt koordineret og hvor tidlig indsatsen er. Da vi realistisk set forbedrer, muligvis maksimerer, udfaldet for kommende generationer ved at påtage os visse byrder nu – de byrder, som en omstilling til lavere udledning af klimagasser udgør – tilsiger konsekventialismen os, at vi bør bringe dette offer i forbindelse med klimaudfordringerne.
Deontologien er vanskeligere at opsummere i en enkelt grundsætning, men karakteristisk for alle genkendelige former for deontologi er, at der er visse former for skade, vi ikke kan tillade os at påføre andre – det er uretfærdigt eller bryder med en pligt til ikke at påføre andre unødvendig skade, når vi pålægger kommende generationer byrder i form af stærkt øgede temperaturer, forsuring af verdenshavene osv. Der er former for skade, f.eks. i forbindelse med selvforsvar, som deontologer generelt accepterer, og de accepterer også, at der er risici for uforsætlig skade – tænk på trafikken og dens risici – der er etisk acceptable. Men det forekommer intuitivt plausibelt at sige, at deontologer generelt vil sige, at vi ikke handler i selvforsvar, og at vi udsætter kommende generationer for for store risici ved udledning på nuværende niveau. I hvert fald i de mere velstående lande kan vi omlægge produktion og forbrug på måder, hvor vi mindsker konsekvenserne for kommende generationer, uden at vores velfærd påvirkes radikalt. Dermed undlader vi unødvendig skade og/eller indfrier en pligt til ikke at udsætte andre for unødvendig høj risiko for skade. Deontologien tilsiger os, at vi bør handle for at nedbringe udledningen af klimagasser.
Kontraktualister (jeg tænker her på “moraliserede” kontraktualister som Scanlon og Habermas, ikke på etiske egoister som Gauthier) mener, at vi konstruerer eller afdækker moralen gennem de “kontrakter”, vi kan indgå, som ingen moralsk motiverede personer med rimelighed ville kunne afvise. Kontraktualisme betoner den interpersonelle moral – “det, vi skylder hinanden” – og er generelt tavs om mere specifikke idealer, der gælder os selv og ikke vedrører det interpersonelle. Det er vanskeligt at forestille sig, at principper foreslået som regulerende for vores interpersonelle relationer – også på tværs af eksisterende og endnu ikke eksisterende generationer – ville implicere, at kommende generationer skulle acceptere høje og potentielt meget skadelige risici, blot for at nuværende generationer skulle fortsætte med udledning af klimagasser på nuværende niveau. Kommende generationer kan med rimelighed afvise principper, der ikke inkluderer et vist niveau af beskyttelse af deres interesser. Kontraktualismen implicerer derfor, at vi ikke har tilladelse til blot at fortsætte udledningen af klimagasser. Også kontraktualismen implicerer, at vi har pligt til at påtage os byrder i forbindelse med klimaforandringerne.
Dydsetikkens grundformulering kan gengives således, at det etisk handlingsbestemmende kan udledes fra forestillinger om, hvad den (maksimalt eller perfekt) dydige agent ville gøre i en given situation – hvilke vaner, tanker, dispositioner, dyder, som denne agent har. Da forestillinger om, hvilke dyder der er eller bør være dominerende i en given situation, er varierende, er det lidt vanskeligere at sige, hvad dydsetikken (i ental) implicerer i forhold til klimaforandringer, men det turde være en plausibel udlægning, at den perfekt dydige agent ikke ville udvise den form for egoisme, som fortsat udledning af klimagasser på nuværende niveau kan siges at være. Som de andre teorier skal dydsetikken selvfølgelig lave en afvejning af, hvilke ofre vi bør foretage af hensyn til kommende generationers velfærd, men rentonet vægt på eksisterende generationer uden hensyn til kommende klinger ikke som et dydsetisk budskab. Også dydsetikeren vil sige, at vi bør bringe ofre af hensyn til kommende generationer.
Måske mest overraskende er det, at etisk egoisme kan konciperes på en måde, hvor der i hvert fald er visse grunde for visse agenter til at bringe ofre af hensyn til kommende generationer i forhold til klimaspørgsmålet. Etisk egoisme (jeg bruger her Gauthier som udgangspunkt) siger, at moral er en konstruktion bygget på de regler, som vi alle kan drage fordel af. En regel, der ikke er en fordel for en given agent, kan ikke være en moralsk regel – kun den gensidige fordel sikrer, at en regel får status som værende moralsk. Etisk egoisme i denne klædedragt er altså rent instrumentel. Udfordringen her – hvis man vil argumentere for, at etisk egoisme også kan motivere til klimahandling – er naturligvis, at de ofre, vi bringer, først og fremmest er for andre (kommende generationer). “What have future generations ever done for me?”
For at forstå hvorfor etisk egoisme kan implicere motivation til klimahandling, skal man forstå “egeninteresse” i en bred forstand. En etisk egoist kan rationelt være interesseret i andres interesse, som f.eks. en mor kan have egeninteresse i, at hendes børn trives. Dette kunne være en motivation, der er kompatibel med etisk egoisme. En anden drejer sig om hensynet til vores eget renomme (for eksempel, men ikke kun, som virksomhed). I takt med at flere og flere ønsker klimahandling, kan det være i vores egeninteresse at “være med på vognen”. En tredje mulighed for overensstemmelse mellem etisk egoisme og klimahandling er følgende: Det kan være til alles fordel (f.eks. alle i en bestemt branche), at der er lige vilkår for konkurrence. I stedet for et ureguleret eller dårligt reguleret marked kan det være i alles interesse, at der er lige vilkår, f.eks. i form af uniforme klimaskatter. Selvom etisk egoisme appellerer til vores egeninteresse, kan der altså være instrumentelle grunde for etiske egoister til at underlægge sig “moralske” regler, der pålægger os visse ofre for kommende generationers skyld. Men det er ikke et implicit problem for etisk egoisme, at disse grunde er instrumentelle, da den etiske egoisme til at begynde med kun anerkender instrumentelle grunde.
For at opsummere: Fire fremtrædende etiske teorier peger alle entydigt på, at vi bør påtage os ofre i forbindelse med klimaudfordringen. Selv etisk egoisme (i parentes bemærket ikke en teori med nær så mange tilhængere som de andre fire) kan konciperes på en måde, hvor mange agenter har grunde til at påtage sig disse byrder.
En praktisk indvending her er, at det muligvis er fint, at veludviklede etiske teorier peger i samme konstruktive retning, men at dette jo ikke adresserer det grundlæggende problem, at folk højst i begrænset omfang er moralsk motiverede! Dette er nok rigtigt, men jeg mener under alle omstændigheder, at det er vigtigt at pege på, at personer med meget forskellige etiske overbevisninger – uanset om de altid er moralsk motiverede eller ej – kan konvergere mod den samme konklusion, nemlig at vi bør nedbringe de kommende byrder for kommende generationer ved at påtage os visse byrder nu, nemlig byrder i form af klimaskatter osv. Dette bør give os anledning til i hvert fald intellektuel optimisme: På trods af underliggende uenigheder behandler vi ingen med manglende respekt ved at indføre klimaskatter og på andre måder nedbringe udledningen af drivhusgasser, f.eks. ved massive investeringer i teknologi og udviklingen af teknologier, der er mere klimavenlige. Andre store fremskridt for menneskeheden har også hvilet på en udbredt konsensus – men en konsensus, der er opstået over tid, i takt med at tænksomme mennesker har konvergeret henimod den. Tænk her f.eks. på den moralske konsensus, der er nu vedrørende irrelevansen af personers race eller køn, når det drejer sig om personers intrinsiske moralske status. Før opgøret med slaveriet i den vestlige verden har der været “moralsk usikkerhed” om, hvorvidt spørgsmålet om race har intrinsisk moralsk betydning, men i takt med at personer seriøst overvejer, om racisme eller kønsdiskrimination kan forsvares moralsk, forsvinder denne usikkerhed, og vi kan med sindsro konstatere, at det ikke er at behandle personer med manglende respekt, når vi insisterer på, at race og køn ikke har intrinsisk moralsk relevans.
I den forbindelse er det værd at fremhæve nogle andre mere praktiske forhold, der kan give anledning til optimisme på klimahandlingens vegne, der ikke blot hidrører den intellektuelle baggrund for vores etiske overbevisninger.
For det første står vi i (muligvis ved enden af) en anden global krisesituation, nemlig COVID-19-pandemien. Vi har i denne situation vist betydelig handlekraft på tre felter: Teknologisk har vi været meget hurtige i udviklingen af vacciner og muligvis også på afhjælpende former for medicin. Økonomisk har de fleste samfund været parate til at påtage sig de byrder, som lockdowns påfører forskellige parter og nationer som helhed. Adfærdsmæssigt har alle ansvarlige mennesker indstillet sig på at bære mundbind, lade sig vaccinere og overholde rimelig afstand hvor muligt. Pandemien har med andre ord afsløret et betydeligt handlingspotentiale hos befolkningerne, ganske vist i varierende grad. Når vi har vist handlingspotentiale i forhold til ét globalt problem, kan vi overføre dette til et andet (klimaudfordringen).
For det andet står vi mere lokalt – nationen Danmark – med en unik mulighed for at demonstrere for andre velstillede lande, at det er muligt med endog meget omfattende klimahandling, uden at økonomien lider meget. Jeg sigter her selvfølgelig til den klimaplan, der skal føre til en 70% reduktion af klimagasser i 2030. Det er her vigtigt at understrege, at vores konkrete bidrag i forhold til klimaudfordringen ikke består så meget i at reducere vores mikroskopiske bidrag til klimagasudledningen, men i at vise andre lande, at det kan lade sig gøre med en omfattende klimaomstilling uden massiv social uro og torpedering af økonomien. Kommer vi op på eller blot i nærheden af de 70%, står Danmark med en unik mulighed for at punch above our weight. Man må derfor håbe, at klimadagsordenen herhjemme ikke kidnappes af fantaster, der vil bringe os til tiggerstaven.
Jeg har i denne korte artikel argumenteret for, at vi har gode grunde til (måske blot spirende) optimisme, når det drejer sig om at håndtere klimaforandringerne. Fremtrædende – de mest fremtrædende, vil jeg hævde – etiske teorier peger alle i samme retning: Vi har pligt til at påtage os byrder for at mindske skadevirkningerne af klimagasserne. Selvom moralsk motivation ikke altid er afgørende for den enkelte, vil jeg hævde, at moralsk motivation (og konsensus i den forstand, jeg har skitseret her) er en vigtig komponent for vores motivation generelt. COVID-19-pandemien har vist os, at vi kan handle hurtigt og (forhåbentlig) effektivt, og at vi er parate til at påtage os forskellige byrder – også for andres skyld. Lokalt i Danmark står vi med noget, der ligner en politisk konsensus og en ambitiøs plan for nedbringning af klimagasser, der, hvis den lykkes samtidig med, at økonomien ikke belastes for meget, kan tjene som et eksempel for den øvrige velstillede verden. Der er grund til en forsigtig, men robust optimisme, når det drejer sig om kampen mod klimaforandringernes værste konsekvenser.
| 1. | “Nation Green: Hvad ved danskerne egentlig om klimaet?” (DJØF, marts 2021). |
| 2. | Om konsensus og konvergens, se Kevin Vallier, “Convergence and Consensus in Public Reason”, i Public Affairs Quarterly 25 (2011): 261–280. |
| 3. | “Jeg/vi”, fordi der er vigtige forskelle på at stille spørgsmål henvendt individualetisk vs. kollektivt eller på et politisk niveau. I dette tilfælde fokuserer jeg i første omgang på det individualetiske, men jeg mener, at der i dette tilfælde er stærke grunde til at mene, at de individualetiske overvejelser overføres til de politiske. |
| 4. | Se John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1996), xxxix. |
| 5. | De følgende tre afsnit bygger meget løst på mit bidrag “Klimaet og de etiske teorier”, i Klimaet under forandring – og hvad så?, red. Jan Faye (Frydenlund, 2019). |
| 6. | Se Nicholas Stern, “The Economics of Climate Change”, i Climate Ethics: Essential Readings, red. Stephen M. Gardiner et al. (Oxford University Press, 2010), 48. Andre, f.eks. klimaøkonomen William Nordhaus, opererer med et spænd på 2–6% afhængigt af, hvor effektivt koordineret og hvor tidlig indsatsen er. |
