Emne: Teknologifilosofi

Jeg™ og Jeg-Det. Om identitet og relationer på sociale medier

Johan J. R. Espersen · 13. jul. 2023

Der er mange, som har skrevet om, hvordan sociale medier har ændret vores liv, men kun få har formået i litterær form at gengive, hvordan sociale medier faktisk påvirker os. Det lykkes dog i Patricia Lockwoods debutroman Ingen taler om det.¹Patricia Lockwood, Ingen taler om det (Odense: Forlaget Falco, 2022). Fortællingen præsenteres for læseren i løsrevne fragmenter, som indlæg på sociale medier, men det, der for alvor føles nyskabende, er Lockwoods skildring af, hvordan den underlige indbyrdes forbundethed, som sociale medier medfører, forandrer vores relationer og interaktioner. Som Lockwood skriver om den navnløse hovedperson, der er blevet en stjerne på sociale medier for sine virale indlæg:

Hver morgen lå hun under en lavine af detaljer, lyksalige billeder af morgenmad i Patagonien, en pige, der lagde foundation med et hårdkogt æg, en shiba inu i Japan, der ivrigt trippede fra pote til pote for at byde sin ejer velkommen, ligblege kvinder, der lagde billeder af deres blå mærker op – verden trængte sig mere og mere på, de menneskelige relationers spindelvæv var blevet så tæt, at det næsten var som glitrende silke.²Lockwood, Ingen taler om det, 16.

Hovedpersonen er på én gang totalt indviklet i og komplet fremmedgjort fra de andre beboere i portalen, Lockwoods navn for internettet. Portalen er således både fællesskab og isolation. Læseren oplever denne desorientering på egen hånd og svælger i det ene øjeblik i relaterbare tekststykker og skimter i det andet øjeblik deliriske vrangforestillinger og nådesløse personforfølgelser. Kun flygtigt og ofte ubelejligt bliver den virtuelle bevidsthedsstrøm afbrudt af fortællerens mand. Der er ingen navngivne, tredimensionelle karakterer, intet tydeligt plot i romanen, og der er ikke rigtig en fornemmelse af mening i fortællerens liv. Der mangler åbenlyst noget.

Dette er en af vores tids største paradokser. Vi er rigere, sundere og lever mere trygt end de foregående generationer, men alligevel er mistrivsel og ensomhed udbredt. Særligt børn og unge ser ud til at blive ramt af ensomhed, nærmest upåagtet nationalitet og velstandsniveau. Tidligere i år viste en amerikansk undersøgelse, at et lille flertal af alle teenagepiger siger, at de oplever vedvarende tristhed eller håbløshed, og en tredjedel af dem, at de seriøst har overvejet selvmord.³Centers for Disease Control and Prevention, “Youth Risk Behavior Survey Data Summary & Trends Report: 2011–2021”, 13. februar 2023.

Sociale medier er i sin grundtanke endnu en forbedring af vores tilværelse. Sociale medier tillader os at komme i kontakt med hvem, vi vil, og skabe lige præcis de fællesskaber, vi ønsker. De konventionelle begrænsninger af rum og tid er væk, og vi er mere forbundne end nogensinde før. Men paradoksalt nok har undersøgelser vist, at unge med markant brug af sociale medier har øget risiko for at opleve ensomhed og depression. Socialpsykologerne Jonathan Haidt og Jean Twenge har således i en gennemgang af 66 undersøgelser fundet, at der i 55 af dem findes en signifikant sammenhæng mellem sindslidelser og internetbrug.⁴Jonathan Haidt & Jean Twenge, “Social media and mental health: A collaborative review”, uudgivet manuskript, New York University. Korrelationen er mest markant for piger og specifikt sociale medier. I et britisk datasæt var sindslidelser for piger tættere forbundet med brug af sociale medier end med seksuelle overgreb, hash og druk.⁵Jean Twenge, Jonathan Haidt, Jimmy Lozano & Kevin M. Cummins, “Specification curve analysis shows that social media use is linked to poor mental health, especially among girls,” Acta Psychologica, 224, (2022): 103512. Det betyder selvsagt ikke, at sociale medier er værre end seksuelle overgreb og alkohol- og stofmisbrug, men det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt.

Man kan selvfølgelig med god ret hævde, at korrelation ikke er det samme som kausalitet. Forholdet er kompliceret, som det ville hedde på Facebook. Sociale medier er ganske sikkert heller ikke den eneste årsag til ensomhed og sindslidelser. Men som Lockwood meget effektfuldt viser, er det svært at benægte, at der er en eller anden sammenhæng mellem sociale medier og den verden af forvrængede relationer, som vi føler, vi lever i.

Skuespilsamfundet

Hvad er det egentlig der sker på sociale medier? Her kan det være nyttigt at se lidt bredere på almindelig kommunikation og relationsdannelse. Vi tænker ofte på kommunikation og opbygning af relationer som en tovejsinteraktion. Forholdet opbygges, når vi skiftes til at tale, griner af hinandens historier og gensidigt åbner os for hinanden. Men hvad sker der, når dette foregår på en scene foran venner, bekendte, rivaler og fremmede, som alle fælder dom og kommenterer?

Den franske filosof Guy Debord har funderet over netop dette spørgsmål. I bogen Det spektakulære samfund hævder han, at moderne mennesker har byttet autentiske forhold ud med medierede forhold.⁶Guy Debord, Det spektakulære samfund (Aarhus/København: Aleatorik & Antipyrine, 2020). Tidligere prioriterede vi autenticitet i vores sociale liv. Vi plejede at forstå verden omkring os ved at have ægte følelsesmæssige reaktioner på situationer og mennesker. Det plejede at ske gennem levede, levende oplevelser. Men disse interaktioner bliver ændret af medier. Annoncer skaber nye ønsker og forhåbninger. Nyheder fortolker og reducerer verden for os ved brug af simple fortællinger. Fotografi og film får tid og geografisk afstand til at kollapse. Fælles for dem alle er, at vi og vores relationer er repræsenteret i letforståelige overskrifter, billeder og sprogbrug. Sociale interaktioner, når de leves direkte, er rodede og fulde af gætværk, men de bliver i dag druknet i klichéer og symboler, der er designet til at gøre gættelegen lettere. Ansigt-til-ansigt-interaktioner er ikke engang den dominerende kommunikationsform længere. Bogstaver, tal og symboler dominerer – nu til dags ofte i form af digitale data. “Alt hvad der før var direkte oplevet, fortoner sig i repræsentation,” skriver Debord.⁷Debord, Det spektakulære samfund, 20.

Disse repræsentationer af, hvordan sociale interaktioner burde være, har kvalt vores direkte levede oplevelser. I stedet for at bekymre os om at være til stede i vores sociale liv, begynder vi at bekymre os mere om at fremstå. Det samfund, der bekymrer sig mere om at fremstå end at være, kalder Debord for det spektakulære samfund eller skuespilsamfundet. I dette samfund udtrykkes og medieres menneskelige relationer gennem objekter og billeder, og alle har en persona – eller en profil eller et brand – som består af et omhyggeligt udformet billede af os selv som vi præsenterer for andre. Et slags Jeg™ som vi konstant kuraterer og kultiverer. Ultimativt ender vi med at være mere optaget af vores selvbillede end af virkeligheden, og vi bekymrer os mere om stil end substans. Vi tænker konstant på hvad, det er, vi skal føle, i stedet for bare at føle det. Vi bliver til billeder, tal, tekst i en profil, reduceret til medierede dele, samlet i ensomme menneskemængder, som ikke er i stand til at indgå i autentiske relationer og interaktioner.

Sociale medier kan ses som denne udvikling i sin yderste potens. Meget af det, der sker på sociale medier, handler ikke rigtigt om relationer. Det handler om fremstå på en bestemt måde. Sociale medier kan på overfladen ligne et værktøj, der hjælper os med at komme i kontakt med familie og venner, men oftere forbinder sociale medier os med et publikum. Det har flyttet samtaler, relationer og interaktioner ind i midtercirklen på et fyldt fodboldstadion, hvor vi bliver mødt med jubel eller buhråb. Når vi på sociale medier helt konkret bliver konfronteret med visninger af likes, retweets og views, er det fristende at lade disse diktere, om vi bør føle os værdsatte. Men det er ren repræsentation, digital data, og ikke reelle mellemmenneskelige oplevelser. Jean Baudrillard ville formodentlig kalde det tredje fase af simulakra – en kopi af en ikke-eksisterende virkelighed. Tallene og symbolerne på sociale medier er nemlig ikke indikatorer for såkaldt relationel værdi. Likes på sociale medier eliminerer tværtimod forskelle mellem vores relationer. De mange, der normalt betyder lidt – tidligere klassekammerater, vi ikke engang talte med i skoletiden, venners venner, og fremmede, vi aldrig har mødt, men som vil sælge os ting – smelter sammen med de få, der normalt betyder meget. Alle bliver fremstillet som en enkelt, virkelig gruppe, ofte selvcentreret beskrevet som følgere, hvor hver reaktion udtrykkes som et tal eller symbol. Det udrydder alle subtile nuancer og gør det sværere at skelne mellem, hvem de rigtige venner er, eller hvad en rigtig ven overhovedet er. I stedet fikserer vi på, hvor mange der har interageret med et opslag eller billede, uden en forståelse for, at likes, retweets og views kan betyde meget forskelligt, men sjældent betyder meget fra giverens perspektiv. Kun Facebook tillader os at vise omsorg, grine, blive overraskede, triste eller vrede – en udvidelse af de følelsesmæssige reaktioner til det, vi forventer at finde i en Pixi-bog.

De let observerbare og kvantificerbare likes og følgere giver os også mulighed for at sammenligne os på en meget direkte facon. Vi har generelt en tendens til at måle os selv med andre, uanset om det er venner og kolleger, berømtheder, vi ser i medierne, eller bare fremmede som passerer os på gaden. Sociale medier er særligt velegnede til at udføre den slags sammenligninger. Selvom sammenligningerne i teorien kan motivere os til at blive bedre, forårsager de oftere utilfredshed og sænker vores selvværd. Når vi føler, at andre udkonkurrerer os – eksempelvis i likes, venner og onlinerygklapperi, men også i udseende, spændende oplevelser og dyre køb – er der en risiko for, at vi oplever et statusfald, som ubevidst skaber frygt for udstødelse. Ikke overraskende ender vi derfor med at præsentere os selv urealistisk positivt på sociale medier. Vi bruger flittigt filtre og udvælger omhyggeligt de dele af vores liv, som vi ønsker at dele. Nogle gange nøjes vi ikke blot med at pynte, men opfinder ligefrem et mere spændende liv. Det betyder, at de fleste profiler på sociale medier viser, at andre har det godt og lever lykkelige liv. Det gør selvfølgelig kun sammenligningerne endnu mere problematiske.

Derfor forekommer det også uretfærdigt at karakterisere de yngre generationer som selvoptagede og overfladiske. De lever i en onlineverden, der fortæller dem, at de skal være sig selv bevidste i hvert øjeblik, og at de nøje skal udvælge og præsentere sig selv for verden på en bestemt måde. En verden som kræver et idealiseret Jeg™ bestående af flatterende billeder, eftertragtede ejendele og personlige succeser. Således kunne Instagram lancere sin brandplatform i 2021 under sloganet “Yours To Make,” hvor de uden blusel fortalte brugerne, at de skal definere sig selv og vise sig frem for alle andre. Naturligvis magter mange ikke en sådan opgave. Det har skabt en slags elendighedsindustri, hvor de, der omhyggeligt har kurateret et bestemt billede, kan tjene penge på andres usikkerhed. Det er ikke overraskende, at en britisk undersøgelse har vist, at en majoritet af adspurgte børn og unge ikke ville have noget imod, hvis sociale medier aldrig var blevet opfundet.⁸Olivia Rudgard & Camilla Turner, “Backlash against social media as children would be ‘happy’ if it did not exist”, The Telegraph, 5. oktober 2017.

Jeg-Du og Jeg-Det

Måske er sociale medier designet på en måde, der fremmer selvoptagethed og sammenligninger, og måske giver det et slags fingerpeg om, hvordan sociale medier bidrager til tidens mismod. Men måske viser sociale medier os også noget andet om den verden, vi lever i. Sociale medier afspejler nemlig, hvordan vi har svært ved at forholde os til hinanden, ikke bare fordi dataficering og selvbillede fylder mere end tidligere, men fordi vores kommunikation og relationsdannelse nu grundlæggende baserer sig på en slags tingsliggørelse i stedet for menneskelige møder.

Filosoffen Martin Buber sondrer i bogen Jeg og Du fra 1923, længe før den digitale støjs indtog, mellem to grundlæggende relationstyper som vi er i stand til: Jeg-Du og Jeg-Det.⁹Martin Buber, Jeg og Du (København: Hans Reitzels Forlag, 1997).

Jeg-Du er relationen mellem subjekt og subjekt. Det er en relation, der involverer et møde, og er karakteriseret ved gensidighed og intensitet. Vi kender det måske, fra når vi mødes med en god ven, og vi forsvinder i et øjeblik af dybt nærvær. Buber kalder dette møde for en dialog, selvom mødet for så vidt godt kan foregå i stilhed. Når vi indgår i en dialog, er det som et helt væsen, ikke blot som summen af vores konkrete egenskaber, og når vi står over for et andet menneske i en dialog, er han eller hun ikke et objekt, der skal beskrives eller bruges, men ligeledes et helt, unikt væsen.

I Jeg-Det-relationen forholder det sig omvendt. Det er en relation mellem subjekt og objekt. Det er relationen som opstår, når vi taler med en ekspedient i et supermarked. Vi ser kun ekspedienten som et middel til at nå vores mål og ikke som et unikt væsen med egne tanker, følelser og oplevelser. I modsætning til nærværet i Jeg-Du-relationen er Jeg-Det-relationen præget af en følelse af afstand og adskillelse. Den anden opfattes heller ikke som en hel person, men som en samling af egenskaber eller som en rolle som vedkommende spiller i forhold til os. Jeg-Det-relationen involverer også en form for udnyttelse eller kontrol, sjældent decideret ondsindet, men som en uundgåelig konsekvens af at se andre i forhold til ens egne behov.

Det, der bestemmer, hvilken relation, der er i spil, er således ikke den anden, som vi står over for, men måden hvorpå vi forholder os til den anden. Jeg’et i Jeg-Du og jeg’et i Jeg-Det er med andre ord forskellige.

Jeg-Du-relationen er essensen af det menneskelige liv. Det er i dette møde, at vi virkeliggør vores potentiale – i aristotelisk forstand er det vores enteleki. Kærlighed er på mange måder den paradigmatiske Jeg-Du-relation. Når vi elsker andre, elsker vi hele deres væsen, ikke enkelte egenskaber eller facetter, og den separation, der er iboende i Jeg-Det-relationen, forsvinder i kærligheden. På den baggrund kan vi måske foranlediges til at tro, at Jeg-Du handler om de varme følelser som ledsager kærlighed, men det er ikke tilfældet. “Følelser bor i mennesket; men mennesket bor i sin kærlighed,” som Buber skriver.¹⁰Buber, Jeg og Du, 32. Ikke desto mindre kan vi ikke forblive permanent i Jeg-Du-relationen. For at overleve skal vi kende, kontrollere og bruge ting og nogle gange også andre mennesker. Nogle gange er vi sultne, men vi kan ikke finde brødet i supermarkedet, og så har vi brug for ekspedienten. Men Jeg-Det-relationen må ikke overvinde Jeg-Du-relationen – det er ikke eksistensen af Jeg-Det, der er bekymrende, men overvægten af Jeg-Det. “Uden Det kan mennesket ikke leve,” skriver Buber, “men hvem der kun lever med Det, er ikke menneske”.¹¹Buber, Jeg og Du, 49.

Til tider kan Bubers beskrivelse af Jeg-Du-relationen forekomme en smule mysticistisk og obskur, men skåret ind til benet er Bubers simple indsigt blot, at det at være et menneske betyder at være en, der forholder sig til andre mennesker. Filosofien har ofte fremhævet jeg’et i Jeg-Det-relationen som det, vi egentlig er – et distinkt, selvstændigt og analytisk individ, der lever i en verden fyldt med objekter. Men ifølge Buber er vi helt grundlæggende relationelle væsener, som i vores natur er involveret i vores omgivelser – vi er kastet ind i verden, viklet ind i tilknytninger og forpligtelser. Det er således mødet med andre mennesker, som gør os til menneske. Det er vores hengivenhed til vores familier, vores langvarige venskaber og institutionelle tilhørsforhold, og den rige kulturelle arv, vi får overleveret fra vores forgængere, som gør os til dem, vi er. Forestillingen om mennesket som en isoleret observatør er en vildledende vrangforestilling. Vi er deltagere i en delt virkelighed, og vi er sammen med andre, før vi er alene. Det er reelt kun, når vi udvikler og nærer disse relationer med andre, at vi kan blive os selv. Her har Buber indfanget noget væsentligt.

Børnene på rumstationen

Problemet er ifølge Buber, at det moderne samfund har givet forrang til Det, hvor det, der kan kvantificeres og kontrolleres, indtager centrum. Det er kun blevet værre i vores digitale tidsalder. Det er, som om vi er blevet fanget i en konstant Jeg-Det-relation, hvor vores evne til at engagere os ægte og nærværende med hinanden er blevet erstattet af mere sterile og distancerede interaktioner. Det er helt konkret sket ved, at Jeg-Du-relationen er blevet skubbet til side til fordel for, hvad Buber kalder teknisk dialog og monolog.

Teknisk dialog er informationsdreven kommunikation, der er foranlediget af behovet for objektiv forståelse og problemløsning, og indeholder ikke nogen reel bekymring eller interesse i andre. Det er informationsudveksling, hvor det menneskelige møde aldrig får mulighed for at finde sted. Det er samtalen med ekspedienten i supermarkedet. Her er formålet klart at løse et problem. Her vil kommunikationen være fokuseret på at identificere problemet, stille diagnostiske spørgsmål og give instruktioner til løsningen. Inden længe vil kunstig intelligens kunne tage sig af dette, og så vil selv antydningen af et menneskeligt møde være væk.

Ligeledes har vi i monologer ikke rigtig hinanden i tankerne, eller vi har kun hinanden i tankerne som generelle og abstrakte entiteter og ikke som egentlige, hele væsener. Der er ingen reel henvendelse til eller interaktion med den anden, intet reelt ønske om at etablere gensidighed. Hovedordet i monologen er således Jeg – eller Jeg™. Det vigtige er, hvad jeg føler, og hvad jeg søger. Der kan måske skabes et indtryk af en dialog, men dialogen er mest af alt en forestilling på en scene. Der findes næppe et bedre eksempel på denne monolog end sociale medier. Selvom andre muligvis kan kommentere på et opslag på sociale medier, er hovedformålet oftest at formidle afsenderens tanker, følelser og perspektiv, og alle andre reduceres til at være et publikum, som vi forholder os til på en distanceret facon.

Nogle vil måske hævde, at vi kan modvirke kravet om et Jeg™ og monologens overherredømme ved at bekymre os mindre om vores selvbillede og være mere autentiske på sociale medier. De vil hævde, at det er vores måde at bruge sociale medier på, der virkelig betyder noget. Men det er en fejl at bedømme sociale medier udelukkende på indholdet. På sigt er det den kommunikationsform og den type relationer, som følger i kølvandet af sociale mediers struktur, der er afgørende. Problemet er med andre ord ikke, at vi forvansker os selv på sociale medier. Dramatisering, facader og rollespil vil formentlig altid være en del af livet. Det vil ikke hjælpe, hvis vi justerer monologen om os selv, så den er mere ærlig. Det vil kort sagt ikke hjælpe at vise vores strækmærker og topmaver. Problemet er nemlig, at monologen i sig selv nærer forestillingen om, at alle andre er en samling lyttende objekter. Denne tingsliggørelse er en barriere for menneskelige møder. Det er dette, der skal modvirkes, og det sker kun ved at rette blikket helt væk fra os selv og tilgå hinanden på en anden måde, end hvad der oftest foregår online. Sociale medier kan muligvis tilbyde en masse kontakt med andre mennesker, oftest fra en scene i et teater, men det, vi faktisk har brug for, er at binde os til andre på følelsesmæssigt meningsfulde måder. Hvis Bubers simple indsigt er, at det at være et menneske betyder at være en, der forholder sig til andre mennesker, er vores tids banale problem således, at vi ikke rigtig forholder os til hinanden.

Måske er det her, at den største omvæltning findes. Sociale medier, og internettet og smartphones helt generelt, har ændret den måde, vi interagerer med andre på. Det er i virkeligheden meget lavpraktisk. Ved kommunikation, der foregår ansigt-til-ansigt, sker størstedelen af kommunikationen nonverbalt. De fleste møder giver os mulighed for at kommunikere gennem ansigtsudtryk, gestikulation, kropssprog, kropskemi, berøring og paralingvistik. Vi relaterer simpelthen anderledes, når det foregår ansigt-til-ansigt. Vi kopierer andres talemønstre og positurer. Vores latter og gaben smitter. Vi efterligner sågar fremmedes manerer, selv når det er usandsynligt, at der vil være et fremtidigt møde. Ikke overraskende føler vi os mere forbundne efter ansigt-til-ansigt-interaktioner og mindre efter tekstbaserede beskeder. Vi er kort sagt udviklet til at håndtere denne slags ansigt-til-ansigt-møder.

Alt dette forsvinder med chatbeskeder, likes og retweets – symboler på en skærm, der er fri for enhver kontekst og måske endda fri for enhver virkelighed. Teknologien ændrer således vores forhold til omverdenen og andre. Vi vænner os til at kontrollere og styre kommunikationsprocessen på en helt anden måde, og vi retter fokus mod os selv og holder afstand til andre. Socialpsykologen Jonathan Haidt har givet en rammende metafor for, hvor stor omvæltningen egentlig er. Han sammenligner det med, at vi lader børn vokse op på en rumstation. Resultatet vil være, at deres kroppe bliver deforme og ødelagte, da menneskekroppe jo er egnet til at leve på en planet med en vis tyngdekraft, ikke i det ydre rum. Det er det, som sker lige nu. Vi sendte ifølge Haidt børn ud i det ydre rum omkring år 2012 – året hvor Instagram og Snapchat blev allemandseje blandt unge, og iPhone fik frontvendte HD-kameraer til selfies. Det er et vildt eksperiment med mange ubekendte: Hvordan undslipper vi Jeg™? Hvordan etablerer vi Jeg-Du-relationer i en verden af sociale medier, smartphones og selfies? Hvordan kan mennesker af kød og blod overhovedet leve i en verden, som i stigende grad eksisterer virtuelt? Der er ingen åbenlyse, beroligende svar på disse spørgsmål.

Ingen taler om det

Engang håbede vi, at internettet ville bygge bro mellem os, og at vi lettere kunne finde meningsfæller og samhørighed. I begyndelsen føltes internettet lidt som en stor legeplads. Det var et sted at tage hen for at have det sjovt og møde nye mennesker. At ringe op til internettet var at træde ud af vores umiddelbare omgivelser og ind i et sted fuld af interessante, fjollede eksperimenter. Modemmets lyde signalerede spænding og forventning. Vi troede måske, at internettet kunne afhjælpe ensomhed og mismod. Dette håb synes nu svindende. Sociale medier prætenderer at give os fællesskab og noget meningsfuldt, men for mange giver det os det præcis modsatte. Sociale mediers overflod af overfladiske kontakter er – som Lockwood viser og Debord og Buber forklarer – paradoksalt nok fremmedgørende.

Sociale medier og internettet er i dag med os, uanset hvor vi er, og dets indvirkning på vores dagligdag vokser ustandseligt. For bare femten år siden eksisterede sociale medier ikke for alvor – i de næste femten år vil noget andet sikkert dukke op. Problemerne løser sig dog ikke af den grund. Kunstig intelligens indeholder åbenlyst et stort potentiale for at forvrænge og fortrænge menneskelig intimitet. ChatGPT har med rette fået meget omtale for sin uforståelige efterligning af intelligens, men hvis man ønsker et mere foruroligende indblik i fremtiden, er apps som Replika og Chai, der giver brugeren en AI-ledsager, bedre steder at starte. Hvis man er villig til at betale, kan AI-ledsageren sågar besvare telefonopkald og sende nøgenbilleder. I mere end et tilfælde har den også foreslået en bruger at begå selvmord. Virtual Reality og den komplette digitalisering af det menneskelige møde indeholder også åbenlyse faremomenter. Det er svært ikke at se det som symbolsk, at hele underkroppen ikke vises i Mark Zuckerbergs Metaverse: Derinde er vi kun halve mennesker.

Vi har brug for at overveje vores næste skridt meget nøje. Vi må ikke bare ukritisk kaste os i armene på SoMe, AI, VR, og hvad der ellers venter os bag skærmene. Det er lidt groft sagt ligegyldigt, at vi bliver rigere, sundere og tryggere, hvis ikke de nye, bedre vilkår bruges til at dyrke de relationer, som gør os til mennesker. For det er det, vi mangler. Nok så mange gadgets og likes kan ikke forhindre, at vi falder dybere ned i ensomhed og ennui, sultende og hysterisk online.

Lockwoods roman om en kronisk online kvinde forfalder heldigvis ikke til denne dysterhed. Romanen er nemlig ikke kun en historie om en person, der bruger nyhedsfeeds i stedet for sin hukommelse og udtrykker sig i emojier og svært forståelige oneliners. I sidste halvdel af Lockwoods roman skifter historien brat karakter, da fortælleren – spoiler alert – får to ildevarslende beskeder fra sin mor: “Der er noget galt,” står der, og “hvornår kan du være her?”¹²Lockwood, Ingen taler om det, 137. Fortællerens søster er gravid, men barnet er alvorligt syg, og hele familien samles for at håndtere den hjerteskærende situation. Den anden halvdel af romanen er således en smertelig præcis skildring af en lille families hårde liv, med øjeblikke af overraskende skønhed og andre øjeblikke så mørke, at de er svære at læse. Lockwood tager aldrig afstand til fortælleren, der indtager den første halvdel af romanen, men hun formår tydeligt at vise, hvordan det føles, når den virkelige verden trænger sig på, og mennesker og mening træder frem. Den højt elskede babys liv fungerer som et tiltrængt modstykke til fortællerens fortabelse i portalen, og den meningstomme ironi, som dominerer i første halvdel af bogen, afløses af oprigtighed. “Det var et under, hvor klart og fuldstændigt dette løftede hende ud af hverdagslivets strøm,” skriver Lockwood om fortællerens oplevelse af kærlighed og sorg. “Hun ville stoppe folk på gaden og sige: ‘Ved du noget om det her? Det burde du. Ingen taler om det!’ ”¹³Lockwood, Ingen taler om det, 165–166. I sidste ende handler romanen således ikke bare om sociale medier. Den handler om tab, herunder tabet af det, vi måske engang havde og nu mangler – et sprog, en kommunikationsform og en relationstype, der giver os mulighed for at knytte bånd til andre mennesker. Men romanen handler også om muligheden for at genopdage dette, om hvordan intimitet stadig kan findes i mødet med andre. Få beskriver det i mine øjne bedre end Lockwood:

Intet medie, der nogensinde var blevet opfundet til overførsel af information – hverken portalen, radioen, ikke engang selve det skrevne ord – var lige så hurtig, fuldendt eller knitrende som den Koosh-bold, som babyen havde skubbet ind under sin hage, når hun sov, mens hendes lille mund stod åben som for at sige åh, mine svar. Den anden hånd havde hun viklet ind i den postkasserøde pompon i den tro, at det var hendes mors hår.¹⁴Lockwood, Ingen taler om det, 203.

1.	Patricia Lockwood, Ingen taler om det (Odense: Forlaget Falco, 2022).
2.	Lockwood, Ingen taler om det, 16.
3.	Centers for Disease Control and Prevention, “Youth Risk Behavior Survey Data Summary & Trends Report: 2011–2021”, 13. februar 2023.
4.	Jonathan Haidt & Jean Twenge, “Social media and mental health: A collaborative review”, uudgivet manuskript, New York University.
5.	Jean Twenge, Jonathan Haidt, Jimmy Lozano & Kevin M. Cummins, “Specification curve analysis shows that social media use is linked to poor mental health, especially among girls,” Acta Psychologica, 224, (2022): 103512.
6.	Guy Debord, Det spektakulære samfund (Aarhus/København: Aleatorik & Antipyrine, 2020).
7.	Debord, Det spektakulære samfund, 20.
8.	Olivia Rudgard & Camilla Turner, “Backlash against social media as children would be ‘happy’ if it did not exist”, The Telegraph, 5. oktober 2017.
9.	Martin Buber, Jeg og Du (København: Hans Reitzels Forlag, 1997).
10.	Buber, Jeg og Du, 32.
11.	Buber, Jeg og Du, 49.
12.	Lockwood, Ingen taler om det, 137.
13.	Lockwood, Ingen taler om det, 165–166.
14.	Lockwood, Ingen taler om det, 203.

Techbros og Ironocænen

Frederik Appel Olsen · 2. feb. 2023

Start-up-virksomheden Make Sunsets er efter eget udsagn begyndt at sende partikler op i stratosfæren, dvs. ca. 20 km oppe.¹James Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, MIT Technology Review, 24. december 2022. Disse skal reflektere Solens stråler tilbage ud i rummet og på den måde modvirke global opvarmning. Make Sunsets har ikke spurgt nogen om lov til at gøre det, og forskere advarer imod det: Dybest set ved vi ikke, hvad det gør ved Jordens øko- og klimasystemer, hvis vi begynder at skyde partikler op i himlen eller ned i havene, og i værste fald kan det føje uoprettelig skade til de allerede uoprettelige skader, klimaet er blevet påført siden industrialiseringen. Derudover findes der ikke i dag overnationale politiske instanser, der vil kunne samarbejde i enighed om denne form for intervention i stratosfæren, der i sagens natur ikke er politisk lokal.²Fran Biermann et al., “Open Letter: We Call for an International Non-Use Agreement on Solar Geoengineering”, Solar Geoenginerring Non-Use Agreement, 2022; Fran Biermann et al., “Solar geoengineering: The case for an international non-use agreement”, WIREs Climate Change 13, nr. 3 (2022). Klimavidenskabsfolk har længe advaret mod de mulige katastrofale konsekvenser af sådanne geoengineering-teknologier samt problemerne med at forlade os på disse og dermed se bort fra behovet for drastisk reduktion af drivhusgasudledninger og et stop for fortsat udvinding af fossile brændsler.

Men Make Sunsets’ stifter Luke Iseman er ligeglad. Eller er han? Det er svært at vide, for den amerikanske iværksætters udmeldinger er tykke af ustabil ironi, og man kan derfor ikke med sikkerhed fastslå, hvor man har ham. “Vi joker skråstreg ikke-joker om, at det her er dels et firma og dels en kult,” udtaler han.³Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, min oversættelse. På Make Sunsets’ sparsomme hjemmeside ligger nogle få blogindlæg forfattet af et udeklareret jeg, som vi må antage er Isemans. Dette jeg lovpriser fortræffelighederne ved firmaets specifikke geoengineering-teknologi. De første to er skrevet i en sær spøgefuld tone; eksempelvis slutter det første med denne foruroligende vending afsluttet med blinkesmiley: “We are as gods, and earth can no longer afford for us to be bad at it;)”⁴Make Sunsets, “The Plan”, 23. november 2022. Nyere indlæg er anderledes sobre, om end enhver med lidt viden om klima og en nogenlunde velfungerende bullshit-detektor hurtigt aner usammenhængene. Dette indtryk af soberhed krakelerer dog visse steder – for eksempel i et indlæg om videnskaben og fordelene ved sol-geoengineering, hvor en “Author’s note” deklarerer, at 99 procent af teksten er skrevet af AI-programmet ChatGPT.⁵Make Sunsets, “The Secret Weapon to Fight Global Warming: Stratospheric Aerosol Injection”, 2. december 2022.

Uanset om der er tale om kult eller firma, joke eller ikke-joke, hiver Iseman og Make Sunsets millionerne hjem: Projektet er fundet af venturekapital-fondene Boost VC og Pioneer Fund. På firmaets website kan man købe “cooling credits” og dermed være med til at sende bionedbrydelige balloner med aerosoler op i stratosfæren og redde menneskeheden og naturen. Måske. De første balloner er allerede deroppe for at udrette klimateknologiske mirakler. Måske.

Dette essay peger på den type iværksætter, som Iseman inkarnerer, som en særligt problematisk figur skabt – og samtidig skabende – af en særligt problematisk epoke i menneskehedens og Jordens historie. Forretningsfolk, der som Isemann promoverer fantastiske teknologier, som skal løse verdens problemer, er ofte en særlig type mand, som undertiden kaldes techbros. En techbro er ikke bare forretningsmand, men også en drengerøv, der promoverer sig selv gennem en ironisk og “edgy” persona, både på sociale og i traditionelle medier. Verdens rigeste menneske (i hvert fald indtil for nyligt), Tesla-CEO Elon Musk, er det paradigmatiske eksempel på denne figur. Også Musks virke er tæt knyttet til klima- og energiproblematikker: Med sin elbil-virksomhed og investeringer i offentlig infrastruktur har han aktivt modarbejdet kollektive trafikformer, og han vil hellere bruge milliarder på at sende en lille elite til en Mars-koloni på et udefineret tidspunkt i fremtiden end bruge sin magt til at udvirke reel klimahandling her og nu. I skrivende stund er Tesla-aktien i frit fald, blandt andet som følge af Musks ironiske “edgyness” på sit nyerhvervede sociale medie Twitter, der logisk nok giver investorer second thoughts. Den højrelibertarianske tech-investor Peter Thiel (der sammen med Musk grundlagde PayPal) kan også komme i techbro-kategorien. Thiel har blandt andet investeret i et Atmospheric Vortex Engine-projekt – altså forsøget på at danne menneskeskabte tornadoer, der skal generere energi. Samtidig har Thiel kaldt netop sådanne cleantech-investeringer for “katastrofale,”⁶Matthew Lynley, “Peter Thiel: Clean technology is a ‘disaster’ ”, Venture Beat, 12. september 2011. og han har vejledt og støttet tidligere præsident Donald Trump, der trak USA ud af Paris-aftalen og som hovedregel nægter eksistensen af global opvarmning. Hvordan skal vi forstå disse pengepumpede drenge i voksentøj, som både tror, men ikke tror på deres egne investeringer, og som hævder at bidrage til løsninger på klimakrisen, samtidig med at de bidrager til at forårsage og accelerere den?

I dette essay argumenterer jeg for, at disse techbros, der leger med cleantech og geoengineering, og som måske, måske ikke, mener det alvorligt, langt fra er harmløse, men derimod decideret farlige på planetarisk niveau. Jeg hævder, at den antropocæne epoke, vi lever i, også er en ironocæn epoke, som følge af de absurde mekanismer, der putter disse techbros i magtfulde positioner, som ingen har valgt dem til. I Ironocænen halser demokratiske processer og udviklinger i videnskab og teknologi konsekvent efter kapitalens innovationsprivilegium, og de million- og milliardrige techbros’ ironiske distance er et udtryk for den større ironi, det er at forsøge at løse klima- og miljøproblemer med det system, som har skabt dem.

Hvad skal vi med en ny “-cæn”?

Det er ikke, fordi vi står i en akut teoretisk mangel på “-cæner”. Siden Paul Crutzen og Eugene Stoermers popularisering i 2000 af begrebet Antropocænen som den geologiske epoke, hvor det er menneskeheden, der er hovedkraften, som definerer de planetære udviklinger,⁷Paul Crutzen & Eugene F. Stoermer, “The ‘Anthropocene’ ”, IGBP Newsletter 4, nr. 1 (2000): 17–18. er dette begreb blevet suppleret og kritiseret med et væld af søsterbegreber: Kapitalocænen,⁸Jason W. Moore (red.), Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism (PM Press, 2016). Pyrocænen,⁹Stephen J. Pyne, The Pyrocene: How We Created an Age of Fire, and What Happens Next (University of California Press, 2022). Cthulucænen¹⁰Donna J. Haraway, Staying with the Trouble Making Kin in the Chthulucene (Durham: Duke University Press, 2016). osv. Det er blevet påpeget, at Antropocæn-begrebet er kritisk tømt for politisk indhold og giver et indtryk af, at det er menneskeheden som helhed, der bærer skyld for udviklingen; man bør derfor rettere tale om for eksempel Kapitalocænen, hvor klimanedbruddet er drevet af global kapitalisme og dennes på verdensplan ganske få bannerførere. Andre “-cæner” stiller sig ikke nødvendigvis i kontrast til deres nabobegreber, men står i et supplerende forhold. Marco Armieros begreb om the Wasteocene tilslutter sig for eksempel kritikken af Antropocænen som en universel menneskelig tilstand, fordi hvad og hvem, der bliver spild, affald og til overs i Antropocænen, er ekstremt socialt ulige fordelt.¹¹Marco Armiero, Wasteocene (Cambridge University Press, 2021). Det betyder ikke, at det eneste karaktertræk ved den periode, hvor menneskeaktiviteter former Jordens klima og økosystemer, er en radikalt ulige fordeling af affaldsrelationer, men blot at det er et vigtigt træk, som vi bør henlede vores opmærksomhed på for at forstå – og ideelt set handle på – globalpolitiske problemstillinger.

Når jeg i det følgende bruger begrebet Ironocænen, skal det på lignende vis ses som et supplement til og en videreudvikling af allerede eksisterende teoretiseringer af vores nuværende geologisk-politiske epoke. Fordelen ved den mangfoldige diskussion af geologiske begreber i human- og samfundsvidenskaberne er ikke, at vi kan “hjælpe” naturvidenskabsfolk med at forstå, hvordan den nuværende epoke bør karakteriseres, eller at vi som følge af denne diskussion bliver i stand til én gang for alle at fastslå, hvordan vi skal forstå den planetære tid, vi lever i og altså nu for første gang definerer som art. Det, som diskussionen giver os, er et begrebsapparat, der gør os i stand til at se og forstå forskellige aspekter af det ellers uoverskuelige hyperobjekt, som global opvarmning af Jorden udgør.¹²Timothy Morton, Hyperobjects: Philosophy and Ecology after the End of the World (University of Minnesota Press, 2013). Nedenfor beskriver jeg, hvad jeg forstår ved Ironocænen, og hvad den specifikt gør os i stand til at se og forstå.

Hvad er Ironocænen?

Karakterer som Iseman og Musk er på en gang ekstreme særtilfælde og samtidig fuldstændig definerende for, hvor den globalpolitiske og ‑teknologiske udvikling er på vej hen. Det er i sidste ende de få, der udleder hovedparten af drivhusgasser, og endnu færre, der anvender deres økonomiske og politiske magt til at bremse enhver seriøs grøn omstilling, og igen færre, der tjener styrtende på dette. Og så er der de helt få “særlige” individer, som står på tærsklen til at redefinere, og destruere, livets fysiske betingelser gennem teknologisk innovation. Og for dette mindretal af mindretallet er det hele tilsyneladende en joke.

Den ironiske performance fra sådanne techbros er i sidste ende et konkret udslag af en større ideologisk betinget ironi: at vi forsøger at afværge miljø- og klimaødelæggelser på planetarisk skala gennem selv samme system, som har skabt grundlaget for ødelæggelserne i første omgang. Som klimaforskerne Niclas Hällström, Jennie C. Stephens og Isak Stoddard skriver: “Alle former for geoengineering involverer forsøg på at manipulere planeten og udspringer således af den selvsamme forestilling om menneskets dominans, der har skabt klimakrisen til at begynde med.”¹³Niclas Hällström, Jennie C. Stephens & Isak Stoddard, “Hvad med geoengineering?”, i Klimabogen, red. Greta Thunberg (Politikens Forlag, 2022), 246. Med andre ord: Vi forsøger at slukke ild med mere brændsel. Ironocænen er min betegnelse for radikaliseringen af denne absurde tilstand og denne radikaliserings indvirkning på geoplanetære og biosfæriske forhold.

Techbros som Iseman og Musk er som sagt et symptom på Ironocænen, men samtidig driver de den også fremad mod ødelæggelse af livsgrundlaget. Lewis Mumford har brugt begrebet “Megamaskinen” om det globale militære og teknologiske magtapparat, der er blevet dannet og vedligeholdt de sidste par årtusinder, og som har været i stand til både at bygge pyramider og atombomber.¹⁴Lewis Mumford, “The First Megamachine”, Diogenes 14, nr. 55 (1966): 1–15. Megamaskinen har i udgangspunktet både et negativt og tvangsbaseret aspekt og et positivt og konstruktivt aspekt. Det vil sige, at den kan slavegøre den enkelte for at reproducere civilisationen, samtidig med at denne reproduktion skaber en udvikling mod stadig mere forfinede systemer. Det er i sagens natur det første aspekt, der muliggør det sidste, og sådan kører civilisationens tandhjul. Set således er klima-cleantech kun en nystøbt møtrik i en langt længere udvikling, og techbros er vor tids megaforvirrede og megaironiserende faraoer. Historikeren Fabian Scheidler bringer Mumfords begreb ind i nutiden, og til dets afslutning, i sin The End of the Megamachine: A Brief History of a Failing Civilization fra 2020.¹⁵Fabian Scheidler, The End of the Megamachine: A Brief History of a Failing Civilization (John Hunt Publishing Lmt, 2020). En af Scheidlers centrale teser er, at den megamaskine, der har fungeret for de få i de sidste ca. 500 år, nu er ved at krakelere, og at folk er ved at få øje på det. Techbros står ikke uden for denne bredere bevidstgørelse, og deres ustabile ironi udspringer af den begyndende destabilisering af Megamaskinen. Denne destabilisering er definerende for Ironocænen og tillader, at magtfulde aktører kan guide videnskabelig og teknologisk udvikling gennem deres uklare, jokende og undertiden totalt kontradiktoriske idéer.

Gravdans

Ironocænens techbros ved formentlig ikke selv helt, hvad de gør og hvorfor, og er med stor sandsynlighed ligeglade. Deres agenda er en anden og mere personlig og ynkelig. Da de ikke er i stand til at være deres position og privilegier voksne, er de i stedet degenereret til en barnlig tilstand af de mest forfladigede versioner af postmoderne relativisme og lolleri. For disse techbros er naturen ikke bare død i den forstand, som Carolyn Merchant beskriver i sin økofeministiske klassiker The Death of Nature, hvor den videnskabelige revolution, der udløste moderniteten, udskiftede idéen om naturen som en levende organisme med den patriarkalske forestilling om maskinel materie.¹⁶Carolyn Merchant, The Death of Nature: Women, Ecology and the Scientific Revolution (Harper & Row, 1980). Disse techbros danser de nyeste TikTok-danse på naturens grav i håb om at tiltrække kapital – men formentlig på et dybere plan i håb om omverdenens anerkendelse for at skabe illusionen om en opbygning af deres pulveriserede selvværd. Ironisk nok får de lov til at fortsætte, selvom vi ved, at det er et livsfarligt planetært og politisk eksperiment. Den autonome natur er selvfølgelig komplet ligeglad med kendte rigmænds lemfældige leg med kapital, geopolitik og partikler i stratosfæren. Med klimaforskeren Wallace Broeckers ord vil den slå hårdt tilbage: “Jordens klima har vist sig at være et vredt vilddyr. Når man skubber til det, kan det komme med et voldeligt modsvar.”¹⁷Wallace Broecker, “Does the Trigger for Abrupt Climate Change Reside in the Ocean or in the Atmosphere?” Science 300 (2003): 1522, min oversættelse. Se også Andreas Malm, The Progress of This Storm: Nature and Society in a Warming World (Verso, 2018), 204–206. Den Ironocæn, som vi alle er tvunget til at være en del af, har absolut intet værn mod dette dødsensalvorlige slag, som i værste fald består af fremrykning af de tipping points for klimaforandring, som allerede anes i horisonten. Til gengæld kan nogle få mennesker tjene historisk massive summer på at fjolle med partikler og offentlighedens tillid.

Resultatet af adskillelsen af demokrati og teknologi/videnskab er en fetichering af maskinens overmenneskelige kræfter, som historisk set kun er overgået af fascismen.¹⁸Se Andreas Malm & The Zetkin Collective, White Skin, Black Fuel: On the Danger of Fossil Fascism (Verso Books, 2021), 399–477. Hvor historikeren Jeffrey Herf har betegnet Hitlers Nazityskland, og til dels Mussolinis fascistiske Italien, som et udtryk for “reaktionær modernisme”,¹⁹Jeffrey Herf, Reactionary modernism: Technology, culture and politics in Weimar and the Third Reich (Cambridge University Press, 1984). kan vi måske tale om en nutidig reaktionær postmodernisme, hvor selvtilfredse men dybest set usikre techbros ler hele vejen til banken, op i vores ansigter og ad deres egne geoengineering-maskiner; hvor techbros kaster terningerne, ikke fordi de drømmer om en autoritær totalitarisme, men fordi de synes, at det er sjovt at tjene penge. Indtil videre må vi sætte vores lid til lokale myndigheder, aktivister og oprindelige befolkningers modstand mod udemokratiske geoengineering-eksperimenter, sådan som det skete i Sverige i marts 2021, hvor den lokale samerbefolkning og miljøaktivister stoppede et forsøg med netop aerosolopsendelse.²⁰Laurie Goering, “Sweden rejects pioneering test of solar geoengineering tech”, Reuters, 31. marts 2021. Hvis Isemans “kultfirma” Make Sunsets taler sandt, når det hævder at have gennemført sådan et eksperiment allerede, er der brug for en radikalisering af denne modstand samt nye modstandsformer.

1.	James Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, MIT Technology Review, 24. december 2022.
2.	Fran Biermann et al., “Open Letter: We Call for an International Non-Use Agreement on Solar Geoengineering”, Solar Geoenginerring Non-Use Agreement, 2022; Fran Biermann et al., “Solar geoengineering: The case for an international non-use agreement”, WIREs Climate Change 13, nr. 3 (2022).
3.	Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, min oversættelse.
4.	Make Sunsets, “The Plan”, 23. november 2022.
5.	Make Sunsets, “The Secret Weapon to Fight Global Warming: Stratospheric Aerosol Injection”, 2. december 2022.
6.	Matthew Lynley, “Peter Thiel: Clean technology is a ‘disaster’ ”, Venture Beat, 12. september 2011.
7.	Paul Crutzen & Eugene F. Stoermer, “The ‘Anthropocene’ ”, IGBP Newsletter 4, nr. 1 (2000): 17–18.
8.	Jason W. Moore (red.), Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism (PM Press, 2016).
9.	Stephen J. Pyne, The Pyrocene: How We Created an Age of Fire, and What Happens Next (University of California Press, 2022).
10.	Donna J. Haraway, Staying with the Trouble Making Kin in the Chthulucene (Durham: Duke University Press, 2016).
11.	Marco Armiero, Wasteocene (Cambridge University Press, 2021).
12.	Timothy Morton, Hyperobjects: Philosophy and Ecology after the End of the World (University of Minnesota Press, 2013).
13.	Niclas Hällström, Jennie C. Stephens & Isak Stoddard, “Hvad med geoengineering?”, i Klimabogen, red. Greta Thunberg (Politikens Forlag, 2022), 246.
14.	Lewis Mumford, “The First Megamachine”, Diogenes 14, nr. 55 (1966): 1–15.
15.	Fabian Scheidler, The End of the Megamachine: A Brief History of a Failing Civilization (John Hunt Publishing Lmt, 2020).
16.	Carolyn Merchant, The Death of Nature: Women, Ecology and the Scientific Revolution (Harper & Row, 1980).
17.	Wallace Broecker, “Does the Trigger for Abrupt Climate Change Reside in the Ocean or in the Atmosphere?” Science 300 (2003): 1522, min oversættelse. Se også Andreas Malm, The Progress of This Storm: Nature and Society in a Warming World (Verso, 2018), 204–206.
18.	Se Andreas Malm & The Zetkin Collective, White Skin, Black Fuel: On the Danger of Fossil Fascism (Verso Books, 2021), 399–477.
19.	Jeffrey Herf, Reactionary modernism: Technology, culture and politics in Weimar and the Third Reich (Cambridge University Press, 1984).
20.	Laurie Goering, “Sweden rejects pioneering test of solar geoengineering tech”, Reuters, 31. marts 2021.

Sku­e­spil­sam­fun­det