Søren Kierkegaard skriver om hjælpekunsten: “For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke”.1Søren Kierkegaard, Om min forfatter-virksomhed: Synspynktet for min forfatter-virksomhed (København: Lindhardt og Ringhof, 2019), 23.
I denne artikel argumenterer vi2Lise Isabella Meistrup har fungeret som førsteforfatter til denne artikel. for, at de, som forsøger at fremme andres klimahandling, ofte netop misforstår disse Andre, når de tolker deres tøven som modstand mod at løse klimakrisen. Vi argumenterer i stedet for, at tøven, når det kommer til klimahandling, kan forstås som et udtryk for den psykologiske krise, som klimakrisen har udløst – en krise over en til stadighed tabt kamp for stabilitet.
Vil man hjælpe folk med at klimahandle, må man hjælpe dem med at håndtere denne usikkerhed, ikke udslukke den, for modsat klimakrisen er den grundlæggende, “ontologiske” usikkerhed ikke et problem, der skal løses, men en præmis vi skal lære at leve med. Løsningsmodellerne for de to kriser – klimaets og den psykologiske – er således fundamentalt forskellige og, så længe vi ikke forstår disse forskelle, potentielt uforenelige.
Enten er du med os, eller også er du klimaskeptiker
Ulrick Beck spurgte retorisk: “Why is there no storming of the Bastille because of the environmental destruction threatening mankind, why no Red October of ecology?”,3Ulrich Beck, “Climate for change, or how to create a green modernity?”, Theory, Culture & Society 27, nr. 2–3 (2010): 254. og herved gengiver han meget præcist den stemning af vantro, der ofte følger med, når emnet er klimahandling: Folk gør tilsyneladende uforståeligt lidt for at løse klimakrisen. Af denne vantro kan vi uddrage et normativt ideal om, at mennesker burde handle resolut (hurtigt, beslutsomt og uden tøven) for at mindske klimaforandringerne, og med dette ideal er døren åbnet for ikke bare at beskrive de ikke-så-klimavenliges handlinger, men at dømme dem som utilstrækkelige,4Lise Isabella Meistrup & Jacob Klitmøller, “Stop chasing unicorns of climate inaction. Annulling the value-action gap, introducing ‘persons’”, Theory & Psychology (2023). skamfulde5Bruno Latour, Facing Gaia: Eight Lectures on the New Climatic Regime (Oxford: Wiley, 2017), 9. og uforståelige. Eksempelvis skriver Per Esben Stoknes:
What bewilders me is why the intelligent minds of so many turn against climate – and not just among the most outspoken and die-hard deniers. How is that [sic!] so many citizens have heard the facts, yet still resist or ignore them by choosing to lend an ear to outspoken and angry denialists?6Per Espen Stoknes, What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming: Toward a New Psychology of Climate Action (Vermont: Chelsea Green Publishing, 2015), 24.
Kognitive barrierer får ofte skylden for den utilstrækkelige handlekraft.7F.eks. Stoknes, What We Think About; Robert Gifford, “The Dragons of Inaction: Psychological Barriers That Limit Climate Change Mitigation and Adaptation”, American Psychologist 66, nr. 4 (2011). Set i det lys er de tøvende i princippet uden ansvar, men der er noget, som ikke stemmer, for kognitive barrierer er universelle og kan tilsyneladende ikke trænes væk,8Daniel Kahneman, At tænke – hurtigt og langtsomt, 2. udg. (København: Lindhardt og Ringhof, 2013), 496. så hvordan kan det være, at nogle så alligevel er mere klimaaktive end andre?
En anden populær forklaring på dette skisma er klimaskepsis, som det også fremgår af citatet ovenfor, altså en sidestilling imellem tøven angående klimahandling og mere eller mindre aktiv fornægtelse af klimakrisens konsekvenser og menneskers rolle heri.9F.eks. Stoknes, What We Think About; Latour, Facing Gaia; Michael E. Mann, The New Climate War: The Fight to Take Back Our Planet (Melbourne: Scribe Publications, 2022). Eksempelvis skriver Bruno Latour også, lidet imponeret, om de tøvende og de, som stiller spørgsmål:
.[U]ltimately, if someone tells you your house is on fire, whatever your indolence, your psychology, or your ancestry, you are going to rush outdoors, and the last thing you’ll be inclined to do as you dash down the stairs is to stop on the landing to quibble about whether the firefigthers who are setting up their big ladder are really firefighters and if they are 90 percent or 95 percent likely to get you out safely.10Latour, Facing Gaia, 191.
Hermed er grunden lagt for et opdelt os og dem: os, der har forstået problemet, og hvad det kræver, og dem, som ikke har. De sidste, må vi forstå, skal vi ikke lytte til, for der er, siges det med henvisning til klimaforskningen, absolut intet grundlag for tøven. F.eks. sidestiller Stoknes klimaskepsis med at tolerere slaveri og konkluderer: “Some issues don’t lend themselves to indifference and free choice. It is not ethical to say: ‘Some like slavery, some don’t. Everyone can have their own opinion’”.11Stoknes, What We Think About, 24. Og Latour skriver, hvordan kun de, som følger Latours tolkning af krisen, er værd at lytte til:
You are interesting to me only if you situate yourselves during the time [of apocalypse demanding resolute action], for then you know that you will not escape from the time that is passing. Remaining in the end time: this is all that matters.12Latour, Facing Gaia, 217.
Der er således en fortælling på spil om den dumme, tøvende klimaskeptiker, som man ikke behøver lytte til, fordi de selv har meldt sig ud af den eneste samtale, der betyder noget. Men igen er der noget, som ikke stemmer, for i Europa er kun meget få procent faktisk skeptiske, når det kommer til klimakrisens alvor og menneskenes ansvar heri – langt størstedelen mener, at klimakrisen er et spørgsmål af afgørende vigtighed. Omvendt er det meget få procent, der tager så drastiske og personlige midler i brug, som feltets normative ideal byder.13Wouter Poortinga et al., European Attitudes to Climate Change and Energy: Topline Results from Round 8 of the European Social Survey (2018). Altså er sidestillingen af skeptikere og manglende resolut klimahandling i mange tilfælde urimelig – og den tilsvarende resolutte udelukkelse af alle disse menneskers stemme er problematisk, både af demokratiske grunde14Lise Isabella Meistrup, “Fostering democratic deficiency with climate action research. A tale of epistocracy, despotic truth tellers and useless laypeople in a time of climate change”, Annual Review of Critical Psychology (under udgivelse). og fordi man herved udelukker muligheden for faktisk at forstå, hvad der er på spil for de, som tøver.15Meistrup & Klitmøller, “Stop chasing unicorns of climate inaction”. Derudover er denne fejlagtige sidestilling alvorlig, fordi de interventioner, der er rettet mod at få folk til at handle, risikerer at forblive frugtesløse.
I det næste afsnit vil vi argumentere for en anden tolkning af flertallets tøven – en tøven, der kun indirekte handler om klimakrise, og som i langt højere grad kan forstås som resultatet af en psykologisk krise. Ved at forstå denne psykologiske krise kan vi også bedre forstå, hvordan vi skal håndtere den. Spoiler: Det er ikke via resolut klimahandling.
Den psykologiske krise: Usikkerhed og fortvivlelse som ontologisk præmis
Med oplysningstiden og senere den industrielle revolution har vi som samfund i århundreder haft en fortælling om fremskridt.16Jean-Francois Lyotard, The Postmodern Condition: A Report on Knowledge. Theory and History of Literature, Volume 10 (Minneapolis: University of Minnesota, 1984). En fortælling om, at den viden, vi producerer, kan bruges til at skabe en stadig bedre tilværelse for alle. En fortælling, der ikke mindst med klimakrisen er blevet udfordret. Fremtiden fremstår således for os i Vesten mere usikker, end den længe har gjort, og at snakke om en kollektiv usikkerhedskrise (og frygt udløst deraf) som uadskilleligt produkt af tiden, sådan som eksempelvis Zygmunt Bauman og Leonidas Donskis gør det, ligger ligefor:
It seems rather that fear and modernity are twin brothers, or indeed Siamese twins, and of a kind which no surgeon, however dexterous and well equipped with the latest surgical technology, could separate without putting the very survival of both brothers at risk.17Zygmunt Bauman & Leonidas Donskis, Moral Blindness: The Loss of Sensitivity in Liquid Modernity (Chichester: Polity Press, 2013), 96.
Usikkerhed er således det moderne samfunds præmis generelt og klimakrisens præmis specifikt,18Lise Isabella Meistrup & Jacob Klitmøller, “Klimakrisen som et wicked problem – en kritik af klimainterventioner”, Psyke & Logos 41, nr. 2 (2020). men snarere end at være udløst af verdens nutidige tilstand er usikkerheden, ifølge John Dewey, en ontologisk præmis, som vi blot bliver mere bevidste om i tider, hvor vores forsøg på at kontrollere vores tilværelse, vores quest for certainty, udfordres (og moderniteten er altså ifølge Bauman og Donskis’ analyse netop sådan en tid). En quest for certainty er en stræben efter ontologisk forudsigelighed – en stræben, der ifølge Dewey får os til at opdage verden og eksperimentere med den, så vi ud fra disse observationer kan udvikle en grad af kontrol med verdens usikkerhed:
The quest for certainty is a quest for peace which is assured, an object which is unqualified by risk and the shadow of fear which action casts. For it is not uncertainty per se which men dislike, but the fact that uncertainty involves us in peril of evils.19John Dewey, “The Quest for Certainty. A study of the Relation of Knowledge and Action”, i John Dewey. The Later Works, 1925–1953, red. Jo Ann Boydston (Southern Illinois University Press, 2008), 7.
Vores quest for certainty er således et tveægget sværd, der på den ene side beskytter os mod den usikkerhed, som gør os ondt, ved at vi i tiltagende grad formår at kontrollere vores omstændigheder uden om sådanne elementer, men dermed også skaber en illusion om, at verden – i andet end tanken – kan kontrolleres endeligt. Bliver vi for optagede af at søge sikkerhed, hvor vi burde erkende forandring, er der altså tale om en uhensigtsmæssig håndtering af usikkerhedens præmis.
Klimakrisens paradoks er, at vi skal lave alt om for at bevare det, vi kender: Umuligheden er til at tage at føle på, og konsekvensen er, at handlinger rettet mod at løse klimakrisen (vi skal lave alt om) er diametralt modsatte af handlinger rettet mod at dæmpe den psykologiske usikkerhedskrise (at bevare det, vi kender). I dette lys kan tøven forstås som udtryk for en splittelse, en reaktion på paradokset frem for skepsis. En splittelse imellem håndteringen af den psykologiske krise (at den enkeltes tilværelse er blevet mindre stabil og forudsigelig) og ønsket om at deltage i håndteringen af naturens krise (som reelt nok kræver resolut handlen).
Når folk tøver, er det således måske netop, fordi de forstår klimakrisen, og fordi de forsøger at dæmpe den psykologiske krise, dette udløser. Altså søger de en psykologisk følelse af sikkerhed fra verdens omskiftelighed, en præmis, som nu er sat på spidsen af den lurende klimakatastrofe, og derved udebliver den resolutte handlen, som klimakrisen kræver set fra et rent klimaorienteret perspektiv. Hvad der på overfladen kan ligne, at folk blot er modvillige til at gøre nok for klimaet, kan altså være en ganske fejlagtig gengivelse af det, der reelt er på spil. I den næste sektion vil vi udfolde en psykologisk teori om håndteringen og kategoriseringen af forskellige typer af kritiske situationer for på den måde at udfolde pointen om, hvornår der er brug for hvad.
Perezhivanie som håndteringen af forskellige typer af kritiske situationer
Fyodor Vasilyuks psykologiske teori kaldes på engelsk for en psychology of experiencing, men “experiencing” er en temmelig fattig oversættelse af det russiske “perezhivanie”, hvis betydning i langt højere grad indebærer et element af udvikling og opretholdelse og en gennemlevelse af en voldsom, ofte følelsesmæssigt ladet situation. Derfor bruger vi, som man også oftest gør i den engelsksprogede litteratur, perezhivanie i vores udlægning af Vasilyuks begreb. Vasilyuk forklarer perezhivanie som “any process which brings about resolution of a critical life-situation, irrespective of how that process is directly felt by the individual”.20Fyodor Vasilyuk, The Psychology of Experiencing (New York University Press, 1992), 11.
For Vasilyuk er perezhivanie altså det arbejde, den enkelte gør for at løse den kritiske situation, som vedkommende står i: “If one had to use one word only to define the nature of such situations one would have to say that they are situations of impossibility”.21Vasilyuk, The Psychology of Experiencing, 27. Per definition kan den type af problemstilling, som Vasilyuk beskæftiger sig med, ikke løses ved hverken handling (at personen gør noget konkret) eller gennem tænkning (der er ikke tale om en intellektuel problemstilling, hvor den enkelte kan finde en rationel løsning). Derimod er det arbejde, som perezhivanie indebærer, et spørgsmål om at bevare eller revurdere den mening, som noget har for personen. Hermed er det givet, at krisehåndteringen er rettet mod at løse den kritiske situation, men hvad det betyder at “løse” den, afgøres af en række omstændigheder, og det er netop disse kategoriseringsomstændigheder, vi vil udfolde her.
Vasiliyuks teori handler som sagt om kritiske situationer, og han beskriver fire idealtyper af sådanne situationer, som afhænger af kompleksiteten af henholdsvis den indre og ydre levede verden: stress, frustration, konflikt og krise. Det “indre” forstås her som den kompleksitet af henholdsvis indre (værdier, motiver) og ydre verden, som den enkelte inddrager i arbejdet med at løse eller afklare den kritiske situation, vedkommende står i. Stress er en situation, hvor både den indre og ydre verden er simple, og her går personen til den kritiske situation udelukkende med reference til et enkeltstående ønske, behov eller motiv (simpelt indre) i relation til et enkelt aspekt af vedkommendes verden (simpelt ydre). Vasilyuk eksemplificerer dette med, hvad han kalder “hedonistisk perezhivanie” – hvor personen gør det, der undgår ubehag og fører til behag, uden at overveje yderligere konsekvenser. Frustration er, når den ydre verden er kompliceret, men den indre er simpel. Her skal man vælge imellem to positioner, men der er ingen indre konflikt – begge dele kan være lige godt, man føler ingen skyld eller pligt til nogle af delene. Buridans æsel og dets frustrerende situation er et godt eksempel herpå. Æslet ønsker at spise, men hvilken bunke hø skal det vælge? Konflikt henviser til en situation, hvor den indre verden er kompleks, mens den ydre er simpel, f.eks. når vores personlige værdier er i uoverensstemmelse. For den ydre verden er det et simpelt spørgsmål om at vælge det ene eller det andet, mens det for den indre verden opleves smertefuldt. Work-life balance kan være et eksempel på den kritiske situation: Både arbejde og fritid er noget, personen vil og mener at have brug for, men valget mellem dem kan være vanskeligt. Det, Vasilyuk betegner som reel krise (kompleks indre og ydre verden), er sjældent, og modsat de andre typer perezhivanie drejer håndteringen af krisen sig ikke om at genvinde status quo: “[T]he result is restoration of life, but this does not mean life returning to its previous state”22Vasilyuk, The Psychology of Experiencing, 140. – alt efter hvad krisen oprandt fra, kan der i stedet være tale om en total omstrukturering baseret på få tilbageblivende meningsgivende værdier eller en total gentænkning. Altså skal livet tage en mærkbar drejning, når man håndterer en ægte krise, hvorimod en konflikt eller mindre kan løses konkret og baseret på eksisterende meningsprincipper.
I forhold til klimakrisen ligger det ligefor at tænke, at der skal ske en “mærkbar drejning”. Ikke desto mindre er de konkrete skridt, som folk oplever, at de skal tage for at håndtere klimakrisen, ikke kriser set på individplan. Dette viste sig, da vi analyserede data fra Lises ph.d.-projekt om klimahandling,23Jacob Klitmøller & Lise Isabella Meistrup, “Climate action as perezhivanie” (manuskript under udarbejdelse) (2023). hvor personer er blevet interviewet om deres oplevelse med klimakrisen, og hvad de gør ved denne oplevelse. Her talte de alle om trivielle ting, såsom affaldssortering, kostvaner, renoveringer og indkøb, som de enten gjorde eller ikke gjorde. Trods dette kan det at fravælge fisk opleves som en konflikt, hvor værdier som “jeg skal jo også leve” og “jeg bør gøre hvad jeg kan for klimaet” reelt kan opleves som uforenelige. Ikke desto mindre er der ikke tale om en krise i Vasiliyuks forstand, da den ydre verden opleves som havende en simpel binær logik, der handler om at prioritere imellem de to værdier.
Kommer klimahandlingsfacilitatorerne til at forveksle den oplevede simple ydre verden (handler du klimaresolut eller ej) med den indre verden, som om denne var tilsvarende simpel, så bliver løsningsmodellen: “Så løb dog ud af det brændende hus!” – altså reduceres den kritiske situation i tolkningen af de, som ser på det udefra, til simpel stress, mens der reelt er mere på spil for de, som oplever det.
Omvendt sker det også, at den indre verden opleves som tilsvarende simpel, og at der derfor ingen konflikt opstår – som når studerende køber genbrugstøj, fordi det er klimavenligt og billigt, eller når familiefaren køber en elbil, fordi det er klimavenligt og sparer penge til benzin. Det giver allerede mening, kunne man sige med henvisning til, at der ingen diskrepans opleves imellem den indre og ydre verden.
Hvad vi stod tilbage med efter at have analyseret interviewene med Vasiliyuks teori, var, at hverken folks handlinger eller deres tøven derfor kan sættes lig, hvor meget de har forstået krisens alvor. Snarere skal det ses som et udtryk for, hvor umulig situationen opleves for dem. Når det kom til stykket, var der dog ingen af de konkrete eksempler på klimahandlinger, der blev oplevet som reelle kriser – altså så længe vi snakker om de hverdagslige eksempler på klimahandling.
For hvad der derimod faktisk blev oplevet som en krise, var, når de interviewede i stedet for konkrete handlinger talte om krisens konsekvenser for deres fremtid. Igen var det ikke vandstande eller biodiversitet, der skabte bekymring hos folk, men det at de forstår og forestiller sig, at verden for altid vil være ændret – og usikkerheden om, hvor det efterlader dem. I forhold til disse spørgsmål bliver den ydre verden hurtigt så kompliceret, at man må vende sig væk fra den: “Jeg har jo ikke rigtig energi til at være i panik”, fortæller “Gorm” eksempelvis og fortsætter: “Hvis man tænker for meget over det [klimakrisens konsekvenser for fremtiden], så bliver det jo umuligt at leve i det”. Dette var en afregning, som deltagerne generelt var enige om. At se bort og at tøve opleves således som nødvendigt for at bevare det øvrige liv. Vasiliyuk beskriver dog denne reaktion som et psykologisk forsvar i stedet for faktisk håndtering af krisen. Og her kommer så endnu en pointe til teorien, nemlig at håndteringsmulighederne afhænger af den, som oplever krisen. Jo bedre vi er til at håndtere kompleksitet, jo bedre er vi altså også til at løse de kritiske situationer, som opstår.
Når folk tøver selv i simple (ydre) dilemmaer, kan det altså dels være udtryk for, at deres indre verden er kompliceret (som når der er konflikter imellem motiver), og i det tilfælde kan man dermed komme et stykke vej som klimahandlingsfacilitator ved faktisk at sætte sig ind i, hvad disse indre konflikter drejer sig om. Tøven kan dog også, sådan som denne artikel har fokuseret på, være et udtryk for, at folk ikke er i stand til at håndtere den psykologiske krise, som perspektiverne for klimakrisen har tydeliggjort, en krise, som handler om verdens usikkerhed, hvor også den ydre verden er kompliceret og problemerne ikke kan løses gennem enkeltstående og simple valg som for eksempel at spise mindre kød. En krise, som faktisk kræver, at livet tager en drejning.
I stedet for at tvinge folk til at se konsekvenserne af klimakrisen i øjnene (for dem forstår mange faktisk tilstrækkeligt godt) kunne de, som ønsker at få andre til at handle, med fordel hjælpe disse mennesker med at styrke deres kompetence til at være i usikkerheden.
Fuglen er ikke bange for, at grenen, den sidder på, knækker, fordi den ved, at den kan flyve
I skolepsykologisk regi siger man, at børn vil det, de kan, og at reduktionen af et barns manglende succes til en forklaring om, at de ikke vil det nok, derfor er udtryk for en urimelig fordrejning af diskrepansen imellem barnets evner og omverdenens krav. På samme måde har vi i det ovenstående argumenteret for, at de, som tøver med at klimahandle, måske ikke gør det, fordi de ikke vil eller ikke forstår behovet for handling, men fordi de simultant forsøger at håndtere to forskellige kriser. Tolkningen af deres tøven som modvilje er således ligeledes urimelig, både fordi det, som ser simpelt ud i den ydre verden, kan opleves kompliceret i den indre verden, og fordi det, som opleves som kompliceret på det indre plan, afslører kompleksiteten af et yderligere problem i den ydre verden, et problem, som på ingen måde kan kaldes simpelt, men som til gengæld sjældent bliver anerkendt: den psykologiske krise udløst af vores quest for certainty i en tiltagende usikker tid. De, som ønsker at facilitere andres klimahandling, vil derfor gøre klogt i dels at forstå kompleksiteten af den situation, folk oplever, og dels at fokusere deres indsats på at hjælpe folk til at håndtere deres psykologiske krise, så denne ikke kommer til at modarbejde håndteringen af klimaets krise.
At stræbe efter certainty skal dog ikke forstås som en rent individuel skavank, men snarere en samfundsværdi. Paul Shepard beskriver samfundets kollektive henfald til søgen efter forudsigelighed som en forfejlet modningsproces:
The culmination of individual ontogenesis, characterized by graciousness, tolerance, and forbearance, tradition-bound to accommodate a mostly nonhuman world, and given to long, indulgent training of the young, may be inconsistent in some ways with the needs of society. In such societies—and I include ours—certain infantile qualities might work better: fear of separation, fantasies of omnipotence, oral preoccupation, tremors of helplessness, and bodily incompetence and dependence.24Paul Shepard, Nature and Madness (Athens: University of Georgia Press, 1998), 4.
Ifølge Shepard mangler vi altså øvelse i at udholde usikkerhed. Ikke desto mindre har tiderne ændret sig, og i dag står vi tilbage med et samfund, hvor det er nødvendigt, at vi genfinder disse evner, fordi, som Shepard skriver: “[T]he only society more frightful than one run by children, as in Golding’s Lord of the Flies, might be one run by childish adults”.25Shepard, Nature and Madness, 17.
Men et problem skabt af manglende øvelse kan således også trænes væk med tilsvarende øvelse; øvelse i at udholde usikkerheden, staying with the trouble, som Donna Haraway beskriver det.26Donna J. Haraway, Staying with the trouble: Making kin in the Chthulucene (North Carolina: Duke University Press, 2016). At modarbejde sin quest for certainty er nemlig det modsatte af apati, men som Dewey formulerer det, er der ingen endelige sandheder – eller løsninger – der er kun ideer, og hvorvidt der er tale om gode ideer, ja, det afgøres af, om de virker for os, når vi afprøver dem i praksis.27John Dewey, How We Think (Digireads.com Publishing, 2007). Frem for at vente på en sikker løsning på klimakrisen må vi altså begynde at kaste os ud i at afprøve vores ideer.
Det skal dog heller ikke forstås sådan, at tøven er absolut slet. Hvor resolut handlen ikke indebærer, at man tager sig tid til at stoppe op, overveje alternativer og mærke efter (f.eks. når andre motiver kommer i klemme), så er tvivlen og genovervejelsen netop en del af processen i denne forståelse af problemløsning.28Dewey, How We Think.
Når vi åbner os for usikkerhed, tøven og kompleksitet, kan det dog udløse repressalier fra dem omkring os. Vores integritet risikerer at blive skadet, når vi kaster os ud i det, vi tror på, den ene dag og skifter mening den næste dag efter at have afprøvet ideen. Denne forståelse af integritet følger dog kun i et samfund, der har certainty som et ideal. Også idealet om integritet må vi altså arbejde med og tillade os at strække i. Hvad der var vigtigt i dag, er måske ikke vigtigt i morgen: I går var det klimavenligt at spise avokado, nu ved vi bedre – og så længe vi gør det, som er meningsfuldt i øjeblikket, burde vores integritet ikke tage skade af disse skift. Judith Butler beskriver dette således:
Perhaps most importantly, we must recognize that ethics requires us to risk ourselves precisely at moments of unknowingness, when what forms us diverges from what lies before us, when our willingness to become undone in relation to others constitutes our chance of becoming humans. To be undone by another is a primary necessity, an anguish, to be sure, but also a change – to be addressed, claimed, bound to what is not me, but also to be moved, to be prompted to act, to address myself elsewhere, and so to vacate the self-sufficient “I” as a kind of possession. If we speak and try to give an account from this place, we will not be irresponsible, or, if we are, we will surely be forgiven.29Judith Butler, Giving an Account of Oneself (New York: Fordham University Press, 2005), 136.
Hvis vi skal turde risikere at åbne os for usikkerheden, skal vi altså også kunne bære at tage fejl, at spilde tid og ressourcer på dårlige ideer, og det kan vi kun, hvis vi kan tilgive hinanden herfor. Også derfor er den hårde retorik imod de, som tøver, så utroligt skadende for klimahandlingsfaciliteringen. Stoknes beskriver, at empatien kan tage overhånd, når vi forsøger at sætte os ind i andres tøven, fordi det ikke kan diskuteres, hvorvidt det er uetisk at gøre skade på andre,30Stoknes, What We Think About, 24. men hermed overser han, at vi lige såvel kan gøre skade på andre ved at reducere deres indre liv til et simpelt foretagende og derved simultant afskære dem muligheden for at afprøve ideer på usikkert terræn. Hermed afskæres de fra deres mulighed for at træne sig i at udholde usikkerheden. Han, og alle de som bruger lignende retorik, saver de andres gren over, hvor de i stedet burde hjælpe dem med at håndtere deres ontologiske usikkerhed mere hensigtsmæssigt. Eller for at slutte hvor vi startede ved Kierkegaard om hjælpekunsten:
Hjælperen maa første ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, idet det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaa hvad den Anden forstaar.31Kierkegaard, Om min forfatter-virksomhed, 24.
| 1. | Søren Kierkegaard, Om min forfatter-virksomhed: Synspynktet for min forfatter-virksomhed (København: Lindhardt og Ringhof, 2019), 23. |
| 2. | Lise Isabella Meistrup har fungeret som førsteforfatter til denne artikel. |
| 3. | Ulrich Beck, “Climate for change, or how to create a green modernity?”, Theory, Culture & Society 27, nr. 2–3 (2010): 254. |
| 4. | Lise Isabella Meistrup & Jacob Klitmøller, “Stop chasing unicorns of climate inaction. Annulling the value-action gap, introducing ‘persons’”, Theory & Psychology (2023). |
| 5. | Bruno Latour, Facing Gaia: Eight Lectures on the New Climatic Regime (Oxford: Wiley, 2017), 9. |
| 6. | Per Espen Stoknes, What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming: Toward a New Psychology of Climate Action (Vermont: Chelsea Green Publishing, 2015), 24. |
| 7. | F.eks. Stoknes, What We Think About; Robert Gifford, “The Dragons of Inaction: Psychological Barriers That Limit Climate Change Mitigation and Adaptation”, American Psychologist 66, nr. 4 (2011). |
| 8. | Daniel Kahneman, At tænke – hurtigt og langtsomt, 2. udg. (København: Lindhardt og Ringhof, 2013), 496. |
| 9. | F.eks. Stoknes, What We Think About; Latour, Facing Gaia; Michael E. Mann, The New Climate War: The Fight to Take Back Our Planet (Melbourne: Scribe Publications, 2022). |
| 10. | Latour, Facing Gaia, 191. |
| 11. | Stoknes, What We Think About, 24. |
| 12. | Latour, Facing Gaia, 217. |
| 13. | Wouter Poortinga et al., European Attitudes to Climate Change and Energy: Topline Results from Round 8 of the European Social Survey (2018). |
| 14. | Lise Isabella Meistrup, “Fostering democratic deficiency with climate action research. A tale of epistocracy, despotic truth tellers and useless laypeople in a time of climate change”, Annual Review of Critical Psychology (under udgivelse). |
| 15. | Meistrup & Klitmøller, “Stop chasing unicorns of climate inaction”. |
| 16. | Jean-Francois Lyotard, The Postmodern Condition: A Report on Knowledge. Theory and History of Literature, Volume 10 (Minneapolis: University of Minnesota, 1984). |
| 17. | Zygmunt Bauman & Leonidas Donskis, Moral Blindness: The Loss of Sensitivity in Liquid Modernity (Chichester: Polity Press, 2013), 96. |
| 18. | Lise Isabella Meistrup & Jacob Klitmøller, “Klimakrisen som et wicked problem – en kritik af klimainterventioner”, Psyke & Logos 41, nr. 2 (2020). |
| 19. | John Dewey, “The Quest for Certainty. A study of the Relation of Knowledge and Action”, i John Dewey. The Later Works, 1925–1953, red. Jo Ann Boydston (Southern Illinois University Press, 2008), 7. |
| 20. | Fyodor Vasilyuk, The Psychology of Experiencing (New York University Press, 1992), 11. |
| 21. | Vasilyuk, The Psychology of Experiencing, 27. |
| 22. | Vasilyuk, The Psychology of Experiencing, 140. |
| 23. | Jacob Klitmøller & Lise Isabella Meistrup, “Climate action as perezhivanie” (manuskript under udarbejdelse) (2023). |
| 24. | Paul Shepard, Nature and Madness (Athens: University of Georgia Press, 1998), 4. |
| 25. | Shepard, Nature and Madness, 17. |
| 26. | Donna J. Haraway, Staying with the trouble: Making kin in the Chthulucene (North Carolina: Duke University Press, 2016). |
| 27. | John Dewey, How We Think (Digireads.com Publishing, 2007). |
| 28. | Dewey, How We Think. |
| 29. | Judith Butler, Giving an Account of Oneself (New York: Fordham University Press, 2005), 136. |
| 30. | Stoknes, What We Think About, 24. |
| 31. | Kierkegaard, Om min forfatter-virksomhed, 24. |
