Sociale identiteter har fået en prominent rolle i samtlige humanvidenskabers vokabular. Man taler nu om kønsidentiteter, etniske identiteter, nationale identiteter, jobidentiteter, religiøse identiteter, personlige identiteter, seksuelle identiteter osv. Problemet er imidlertid, at identitetsudtrykkene nu er så udbredte og benyttes i så vidt forskellige sammenhænge, at deres mening synes udvandet og deres betydning divergerende.1Se Rogers Brubaker and Frederick Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”, i Theory and Society 29 (2000): 1–47 og Kwame Anthony Appiah, The Lies That Bind: Rethinking Identity (Profile Books, 2018). Identitetsbegrebet har med andre ord fået en “identitetskrise”. Men på trods af denne uklarhed er det paradoksalt nok et begreb, hvis mening mange tager for givet, hvilket også kommer til udtryk i den aktuelle debat i medierne om identiteter, diskrimination og gruppehensyn.2Philip Phillip Gleason, “Identifying Identity: A Semantic History”, i The Journal of American History 69, nr. 4 (1983): 910–931. Spørgsmålet om definitionen og vægtningen af forskellige sociale identiteters rolle for individets selvforståelse har store implikationer for, hvordan vi bør afveje gruppehensyn over for individuelle rettigheder. Denne artikel søger at belyse, hvad sociale identiteter er som begreb og fænomen. Formålet er at levere en flerdimensionel bestemmelse af sociale identiteter, der tillader en mere nuanceret debat om anerkendelse samt grupperettigheder og ‑hensyn.
Det menings- og identitetsskabende fællesskab
Blandt teoretikere i den såkaldte identity politics-debat er der enighed om følgende funktions- og eksistenspostulat i forhold til sociale identiteter: Der eksisterer nogle typer af fællesskaber, som har en signifikant meningsgivende funktion for deres medlemmer som leverandører af sociale identiteter.
Men først: Hvad er et fællesskab? Fællesskaber er defineret ved, at deres medlemmer har noget til fælles – en fælles delmængde medlemmerne imellem. Fællesskaber er altså altid fælles om noget. Men fra et ontologisk perspektiv eksisterer der en uendelig mængde af både forskelle og ligheder – og således af fællesskaber. Det er imidlertid kun en begrænset andel af disse ligheder og forskelle, som vi tillægger værdi; som vi anser for relevante fællesskaber. De relevante fællesskaber lader til kun at være de fællesskaber, som udøver en form for indflydelse på menneskers forståelse af dem selv og deres omgivelser (bevidst eller ubevidst).3Parekh taler også om, at kun nogle forskelle og ligheder er “identity-determining features”. Se Bhikhu Parekh, A New Politics of Identity – Political Principles for an Interdependent World (New York: Palgrave Macmillan, 2008). Således vil nogle fællesskabers ligheder og forskelligheder knap nok ænses, andre kun blive bemærket, mens andre igen vil opfattes som essentielle. Homoseksualitet fremstår som et væsentligt karakteristikum, mens skostørrelser for de fleste fremstår ligegyldigt. Men i det gamle Kina havde kvinders skostørrelser en central rolle: Små fødder var en del af en social meningsstruktur som et prestige- og rigdomssymbol. Grænsen mellem det relevante og irrelevante fællesskab er altså en flydende grænse. Den er pragmatisk, historisk og foranderlig, som Amartya Sen har påpeget.4Amartya Sen, Identity and Violence (New York: Norton & Company, 2007). Alle fællesskaber kan således potentielt blive relevante fællesskaber.
Men hvad er det for en egenskab, der gør de relevante fællesskaber “relevante”? Terminologien varierer fra teoretiker til teoretiker, men der er enighed om, at relevante fællesskaber er leverandører af meningsstrukturer (meningsfulde livsmåder, perspektiver på verden og/eller værdisæt).5Kwame Appiah, The Ethics of Identity (New Jersey: Princeton University Press, 2005); Parekh, A New Politics of Identity; Avishai Margalit & Joseph Raz, “National Self-Determination”, i The Journal of Philosophy 87, nr. 9 (1990): 439–461; Will Kymlicka, Multicultural Citizenship: A Liberal Theory of Minority Rights … Continue reading Sådanne meningsstrukturer og iboende værdi-hierarkier har den yderligere effekt, som Bhikhu Parekh blandt andre har påpeget, ikke bare at fremstå som mulige struktureringer af verden, men som signifikante.6Parekh, A New Politics of Identity. Alle fællesskaber, der er relevante for sociale identiteter, er altså karakteriseret ved at have en meningsgivende funktion for deres medlemmer. Men fællesskabernes meningsstrukturer og meningshierarkier skal være internaliseret i individet som en individuel social identitet, for at de faktisk er meningsgivende for det enkelte individ. Et sådant internaliseringskrav fremhæves af de fleste teoretikere inden for området, lige fra Kwame Appiah, Amartya Sen og Margalit & Raz til Will Kymlicka.7Sen, Identity and Violence; Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship; Margalit & Raz,“National Self-Determination”. En individuel social identitet er således et internaliseringsprodukt af fællesskabets kollektive sociale identitet, hvor dette gruppetilhørsforhold leverer mening og værdi til individets liv og verdensforståelse.
Begrebet om social identitet minder på mange måder om Bourdieus habitus-begreb,8Annick Prieur and Carsten Sestoft, Pierre Bourdieu – En Introduktion (København: Hans Reitzels Forlag, 2006); Pierre Bourdieu, The Logic of Practice (Cambridge: Polity Press, 1990). hvor det underliggende fænomen har en dobbelteksistens – i fællesskabet og i individet.
Et andet væsentligt karakteristikum ved sociale identiteter er, at vi lader til at kunne besidde adskillige sociale identiteter. Både Bhikhu Parekh og Amartya Sen argumenterer for, at vi kan tilhøre adskillige meningsgivende fællesskaber, der alle indgår i selvet som flere komponenter i individets sociale identitet.9Sen, Identity and Violence; Parekh, A New Politics of Identity.
For at opsummere det fælles funktions- og eksistenspostulat blandt teoretikere indenfor identitetspolitik: (1) Der eksisterer nogle fællesskaber, som besidder en væsentlig meningsgivende funktion for deres medlemmer, og (2) denne funktion realiseres ved, at fællesskabet er leverandør af nogle væsentlige meningsstrukturer, som er internaliseret i dets medlemmer som individuelle sociale identiteter. Men dette eksistenspostulat er tomt på nuværende tidspunkt: Vi ved, hvilken funktion disse fællesskaber skal have, men ikke hvilke typer fællesskaber, der lever op til dette krav. Og her er der langt fra samme enighed blandt de forskellige teoretikere.
Ekstensionen af de “relevante” fælleskaber: Hvilke fællesskaber er faktisk leverandører af social identitet?
I det følgende vil jeg lave en kritisk gennemgang af to af de mest centrale (og oftest fremførte) kriterier for “relevante” fællesskaber: Offentlighedskriteriet og det såkaldte belonging-not-achievement-kriterium.
Et hyppigt krav til de “relevante” fællesskaber for sociale identiteter er, at de på en eller anden måde skal være repræsenteret i det offentlige rum. Dette synspunkt advokeres på forskellig vis af centrale teoretikere som Kwame Appiah og Will Kymlicka.10Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship. Appiah karakteriserer en social identitet som det at være a kind of person (en type af person), hvor der eksisterer en offentlig social forestilling om, hvad det vil sige at tilhøre denne gruppe af mennesker. Denne sociale forestilling inkluderer nogle scripts (kontekstspecifikke forventninger og adfærdsmæssige tilbøjeligheder), der udøves over for “ejerne” af disse labels såvel som af label-“ejerne”.11Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind. Men dette kriterium for sociale identiteter har sine svagheder. Jorge Gracia påpeger eksempelvis, at Kwame Appiah i sin brug af a kind of person er for vag i forhold til de relevante fællesskabers grænser: Det synes at inkludere for meget – lige fra “storfodede mennesker” til “bager-kun-til-jul”-typer.12Jorge J. E. Gracia, “Individuality, Life Plans, and Identity: Foundational Concepts in Appiah’s ‘The Ethics of Identity’ ”, i Journal of Social Philosophy 37, nr. 2 (2006): 283–291. Brubaker og Cooper påpeger dette som et generelt problem ved identitetsbegrebet, og at det således bliver uanvendeligt, fordi det spænder for vidt – lige fra de meget stærke til de meget svage tilhørsforhold.13Brubaker and Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”. En alternativ variant af offentlighedskriteriet fremføres af Will Kymlicka. Kymlicka begrænser de “relevante fællesskaber” til dem, som har en mulighedsgivende funktion og en institutionaliseret form i kraft af bureaukratisk organisering, uddannelse, bygninger osv. Med denne stærke formulering af offentlighedskriteriet er det næsten kun nationer og organiserede religiøse fællesskaber, der kan tælle som “relevante” for vores sociale identitet.14Kymlicka, Multicultural Citizenship. Offentlighedskriteriet kan således både blive for inkluderende og for ekskluderende.
Men er der relevante fællesskaber, der falder helt uden for ethvert offentlighedskriterium – både de snævre og brede varianter? Det lader eksempelvis til, at medlemmerne af en isoleret fanatisk sekt eller en isoleret stamme i Amazonas-skoven ikke skulle kunne være i besiddelse af en fælles social identitet, fordi den ikke er en del af en større offentligheds label-vokabular. En tydeligvist problematisk implikation. Isolerede fællesskaber har tværtimod ofte en særligt stærk meningsgivende funktion for deres medlemmer – på trods af ikke at være eller ønske at være en del af det offentlige rum og dets “label-vokabular”. Men på andre fronter indfanger offentlighedskriteriet alligevel et væsentligt aspekt ved meningsgivende fællesskaber: Hvis vi kigger på den aktuelle debat i medierne, så kan vi netop se, hvordan forskellige sociale grupper søger at redefinere sig selv i den offentlige bevidsthed og søger en form for anerkendende hensyn over for deres livsform og/eller rettigheder. Disse gruppers offentlige tilstedeværelse burde måske snarere fortolkes som en hyppig effekt frem for et kriterium. At fællesskaber nu engang ofte er repræsenteret i offentlighedens bevidsthed skyldes måske bare, at det er en afgørende måde at sikre sin livsform og værdier på. Kravet om, at de relevante fællesskaber alle er og skal være repræsenteret i det offentlige rum, lader altså til at være faktuelt forkert og således inadækvat som et universelt kriterium. Bhikhu Parekh og andre påpeger endvidere, hvordan netop “offentligheden” kan være noget af det, der pådutter os nogle limits of choice i vores valg af identiteter.15Parekh, A New Politics of Identity. Nogle fælleskaber har vi frivilligt indgået, men andre fællesskaber kan vi være født ind i på baggrund af vores sociale omgivelser og den dertilhørende habitus, eller født med i kraft af vores permanente biologiske kvaliteter. At være sort i 1940’ernes USA var således ikke en valgt identitet, da fravalget ikke var en mulighed. Men en sådan identitetsmæssig prædestination baseret på permanente medfødte kvaliteter (såsom hudfarve) bliver kun styrket, hvis det gennemsnitlige menneskes kategoriseringer og fordomme anerkendes som “de rigtige”. Derudover er det uklart, hvem der så tæller som “offentligheden”: Tæller den alle, majoriteten eller blot en marginal del af et samfunds indbyggere? Et offentlighedskriterium kan endvidere, som juridisk grundlag, have den uønskede effekt at fastholde samfundets status quo. Et sådant kriterium kan ikke anerkende eksistensen af udsatte eller marginale sociale gruppers behov og rettigheder, hvis de ikke allerede – absurd nok – er anerkendt af offentligheden. Men når forskellige grupper gør opmærksom på deres behov og situation igennem medierne og den aktuelle anerkendelsesdebat, er det jo netop for at påpege, hvad de opfatter som en manglende anerkendelse af deres eksistens, rettigheder og situation.
Belonging-not-achievement er et andet og hyppigt fremført kriterium for, hvilke fællesskaber der bør tælle som “relevante” for sociale identiteter. Dette kriterium findes hos både Kymlicka og forfatterduoen Margalit & Raz.16Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship. Her lægges stor vægt på opvækst og kultur. Men et sådant kriterium kan imidlertid gøre vores oprindelige fællesskaber og tilhørsforhold til en “livstidsdom”: Et tidligere medlem af Jehovas vidner ville således aldrig kunne undslippe sit label som “Jehovas vidne”, men ville blot være en dårlig en af slagsen (uanset om fællesskabet af Jehovas vidner eller vedkommende selv ville være enige i denne kategorisering).17Dette er en refortolkning af Marglit og Raz’ eksempel om en irer. Se Margalit & Raz, “National Self-Determination”, s. 446–447. Et sådant kriterium kan altså underminere individers personlige frihed ved at lade oprindelige tilhørsforhold trumfe alt andet. Vores hudfarve, fysiognomi eller kognitive evner er i forvejen ting, vi ikke vælger, men med dette kriterium bliver kultur, familie, religion og mange andre ting også omdannet til permanente og uundslippelige “identiteter”. Vores ophav og opvækst kan naturligvis præge os på måder, som det er svært at ændre – fra vores accent eller gangart til vores tankemønstre. Men individer kan trods alt vælge at vende fortiden ryggen; at forlade sine oprindelige fællesskaber og i stedet søge nye og andre identiteter.
Udover at dette belonging-kriterium binder folk til deres “oprindelige” tilhørsforhold, så overser dette kriterium også værdien af visse achievement-fælleskaber. Eksempelvis at livet som murer, elitegymnast, ny-religiøs, akademiker eller surfer-dude kan levere materiale til vores sociale identiteter. Disse “livsformer” – med deres omkostninger i form af tid og dedikation – kan alle levere adfærdsmæssige kodekser, offentlige labels såvel som væsentlige perspektiver på verden. At blive akademiker er defineret ved “achievement”: Du bliver det ikke uden mange timers arbejde og dedikation. Skulle en sådan indsats og dedikation være noget, der gør dette “label” mindre centralt for ens sociale identitet? Det lyder ikke overbevisende. Tværtimod er der solidt belæg for, at mange af de fælleskaber, som spiller roller i dannelsen af vore sociale identiteter, er opstået gennem achievement first, belonging last.
Ovenstående kriterier for “relevante” fællesskaber er altså problematiske, både i deres postulater og implikationer. Begge kriterier medfører en faktuelt problematisk grænse for de “relevante” fællesskaber, da åbenlyst meningsgivende sociale identiteter ekskluderes (lige fra isolerede fanatikermiljøer til elitesportsudøvere). Dernæst har begge kriterier, hvis de ophøjes som juridisk/politisk grundlag, nogle yderst uønskelige effekter på individniveau. “Offentlighedens” til tider unuancerede kategorier bør ikke opløftes til et universelt kriterium for gruppetilhørsforhold, og individers rolle i deres valg af identitet bør ikke overses eller negligeres. En fornyet undersøgelse af, hvad der faktisk karakteriserer meningsgivende fællesskaber og sociale identiteter, er således nødvendig.
Fænomenets konstitution
Hvorvidt et fællesskab besidder en meningsgivende funktion for individet er et empirisk spørgsmål, ikke definitorisk. Intentionen i det følgende er at lave en minimalistisk bestemmelse af social identitet (med udgangspunkt i eksistenspostulatet og meningsfunktionen fra tidligere), som tillader en nuanceret og flerdimensionel forståelse af, hvad sociale identiteter er. Meningsgivende fællesskaber refererer, i min brug, til alle fællesskaber med en meningsgivende funktion i individets sociale identitet og dermed selvforståelse.
De meningsgivende fællesskabers determinering af vores mulighedsrum
Et samfund leverer en lang række muligheder til os som individer, men vores meningsgivende fællesskaber er på afgørende vis med til at determinere mulighedernes tilgængelighed. Nogle gange kan medlemskabet i visse fællesskaber endda fungere som et decideret inklusions- eller eksklusionskriterium. Men vores meningsgivende fællesskaber er også med til at udforme vores mulighedsrum på anden vis. De er med til at prioritere imellem og farve vores valg i forskellige nuancer af det tiltalende, utiltalende eller ligefrem utænkelige. Vi har i princippet hver dag muligheden for at slå et andet menneske ihjel og andre lignende uhyrligheder, som vi (heldigvis) hele tiden fravælger. Vores meningsgivende fællesskaber leverer både meningsfyldte tilvalg og meningsfyldte fravalg, og dermed har deres meningsgivende funktion en mulighedsbegrænsende effekt: De begrænser udvalget af valgbare muligheder, fordi det er en af de måder, hvorpå vores fællesskaber og tilhørende identiteter giver mening og værdi til vores liv. Et paradoks som Spinoza også påpegede, da han kommenterede, hvorledes det at have en veludviklet karakter er ensbetydende med et meget lille mulighedsrum.18Parekh, A New Politics of Identity.
De enkelte meningsgivende fællesskaber lader til at variere betragteligt i deres indflydelse på vores valgmuligheders attraktivitet. Hvis vi kigger nærmere på disse variationer, så kan vi sondre mellem rækkevidden og detaljeringsgraden af et givent fællesskabs meningsområde:
Meningsgivende fællesskaber kan have en rækkevidde, der berør mange eller få af livets domæner igennem sine meningshierarkier og koder for adfærd. De kan ligeledes variere i detaljegraden – altså, hvor omsiggribende og “minutiøse” disse anvisninger er inden for et givent domæne. Et stort meningsområde (i både detaljeringsgrad og rækkevidde) medfører således en stor mulighedsbegrænsende effekt. En specifik individuel social identitet kan således være determinerende for en større eller mindre grad af individets tanke‑, handlings- og bevægelsesrum igennem en blød, stærk eller total determinering.19En pointe, der på nogle måder er beslægtet med overvejelser i John Stuart Mills On Liberty and Other Essays (Oxford University Press, USA, 1998).
Et ugentligt aktiveret tennismedlemskab har, på trods af en stor detaljeringsgrad i anvisninger og regler, et meget lille meningsområde, da det kun gælder på (og måske lige uden for) banen. Lukkede fanatiske miljøer, derimod, har et meningsområde med en stor rækkevidde og detaljeringsgrad: De leverer en minutiøs og tæt på fuldstændig model for det “rigtige liv” med anvisninger i forhold til alt fra beskæftigelsesformer, kærlighedsforhold, sexstillinger, madindtag, rengøringspraksis til retslige spørgsmål. Sådanne “totaliserende” fællesskaber er meget meningsgivende, men også ekstremt mulighedsbegrænsende. De udfylder næsten hele individets identitet og leverer en næsten total determinering af individets tanke‑, handlings- og bevægelsesrum. De koloniserer således alle aspekter af medlemmets livsverden og tillader ikke alternative identiteter eller værdisætninger. Der er kun én “rigtig” vej. Men hvis vi vender tilbage til tennisbanen, så findes der også professionelle tennisspillere, for hvem deres identitet som elitesportsudøver har et stort meningsområde med en bred rækkevidde på tværs af livets domæner. En sådan identitet har imidlertid ikke samme detaljeringsgrad som den religiøse-fanatiske i mængden af minutiøse anvisninger. Uden for tennisbanens domæne fungerer identiteten som professionel tennisspiller mere som et vejledende princip med en blød determinering på individets handle- og mulighedsrum. Det har indflydelse på ens valg af mad, parforhold, fritidsaktiviteter og bopæl – men det er ikke totalt determinerende for disse livsdomæner og levner plads til alternative meningsfulde fællesskaber, perspektiver og værdihierarkier i ens livsverden.
Et centralt spørgsmål i debatten om sociale identiteter er, hvor grænsen mellem det relevante og irrelevante fællesskab skal drages. Ofte stilles der et krav om, at de (virkeligt) relevante fællesskaber, i mine termer, skal være totale i deres meningsområdes rækkevidde og detaljeringsgrad. Et krav som mere eller mindre direkte fremføres af både Kymlicka og Margalit & Raz.20Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship. Men et fællesskab behøver ikke at være stort eller totaliserende i sit meningsområde for at være relevant for social identitet: At være “eventyrer”, “håndværker”, “forælder” eller “akademiker” er alle identiteter, der kan spille voldsomt ind på vores selvforståelse og livsvalg – selvom de ikke har samme rækkevidde og minutiøse detaljeringsgrad som religiøse fællesskaber. En social identitet som akademiker eller murer kan give os motivation og værdi på en lang række områder i vores liv og dertilhørende valg, selvom de så måske sjældent bliver tungen på vægtskålen i spørgsmål om kærlighedsforhold. Omvendt, hvis det pågældende fællesskabs meningsområde er meget smalt og udetaljeret, så bliver det næppe en central identitet. Et ugentligt tennisspil er sjældent synderligt afgørende for noget andet område af ens liv: Det forhindrer dig ikke i at være bogholder, tømrer, arbejdsløs, miljøforkæmper eller kristen fanatiker. Så detaljeringsgraden og rækkevidden af de meningsgivende fællesskabers “scripts” inden for livets forskellige områder sætter også grænser for, hvor centrale de potentielt kan blive for et individ. Men det er aldrig statiske og permanente grænser, da disse fællesskaber og meningsstrukturer kan ændre sig med tiden (ligesom det er sket med vigtigheden af små fødder).
Typologi for vægtning af identiteter
Mange teoretikere inden for identity politics-debatten har givet udtryk for, hvorledes individer (bevidst og ubevidst) kan tillægge de samme meningsgivende fællesskaber en ulig betydning for deres personlige liv og sociale identitet.21Parekh, A New Politics of Identity; Appiah, The Ethics of Identity. Imidlertid er denne erkendelse sjældent blevet systematisk indarbejdet i teorierne, med den konsekvens, at grænsesætningen for gyldige sociale identiteter bliver for rigid og faktuelt problematisk (som tidligere illustreret).
Meningsgivende fællesskaber er defineret ved at have en meningsgivende funktion for deres medlemmer. Men de samme kollektive sociale identiteter og gruppetilhørsforhold kan tillægges meget divergerende betydning for forskellige individers personlige sociale identiteter. Der er således utallige fællesskaber, der har en meningsgivende funktion for nogle, men sjældent for alle dets medlemmer. Vi kan sondre mellem, hvorvidt et meningsgivende fællesskab er vægtet som irrelevant, perifert, centralt eller essentielt på individniveau (bevidst eller ubevidst).
Der er en sammenhæng mellem størrelsen af et givent fællesskabs meningsområde (igennem dets rækkevidde og detaljeringsgrad) og medlemmernes identifikationsgrad. Fællesskaber med meget smalle meningsområder vil alt andet lige være perifere eller irrelevante for langt størstedelen af deres medlemmers sociale identitet. Deres yderst begrænsede meningsstrukturer gør dem til dårlige leverandører af selvforståelse og identitet. Det er muligt, at du tilhører det ret store fællesskab af danske hjemmebagere, men det udgør næppe en stor del af din selv- og verdensforståelse. Dette udelukker dog ikke, at selvsamme fælleskab for nogle enkelte individer kan spille en essentiel rolle for deres sociale identitet. I den anden yderlighed har vi de totaliserende fællesskaber, hvor 95–100% af medlemmerne opfatter denne social identitet som essentiel, hvor den udgør hele deres tanke- og handlingsrum. I alle typer af fællesskaber findes medlemmer med både en højere og lavere identifikationsgrad, hvorfor enhver form for gruppehensyn skal kunne rumme, at medlemmernes forskelligartede identifikationsgrader kan medføre modstridende behov medlemmerne imellem.
Konklusion og perspektivering
Blandt teoretikere inden for identity politics-debatten har grænsedragningen mellem de relevante og irrelevante fællesskaber ofte været for unuanceret, med faktuelt problematiske implikationer og uhensigtsmæssige politiske konsekvenser som resultat. I denne artikel har jeg introduceret en minimalistisk og flerdimensionel bestemmelse af, hvad der på fænomen-plan karakteriserer fællesskaber med en meningsgivende og identitetsskabende funktion for deres medlemmer, kontra de fællesskaber, som ikke har disse funktioner.
En vigtig konsekvens af mine typologier for meningsgivende fællesskaber er, at alle medlemmerne i et fællesskab ikke nødvendigvis kan indfanges af de samme prædikater. Et meningsgivende fællesskab er (jf. introduktionen) baseret på en hel serie af ligheder og forskelle, men der er nogle af disse, som medlemmerne vil besidde og prioritere i forskellige grader. Nogle ligheder i nogle fællesskaber kan vi være født med (ligesom etnicitet, skostørrelser eller handicaps), andre kan følge af vores opvækst og dens mangeartede effekter på os (fra krigstraumer til dialekter), og andre igen er nogle, som vi aktivt vælger at praktisere igennem hverdagens valg. Vi kan søge at gøre oprør, både internt og eksternt, mod de associationer, stereotyper og forventninger, der følger med vores fællesskaber.
Vi er nødt til at have en dynamisk definition af sociale identiteter, der kan rumme nye grupper, nye behov og ikke-adresserede uretfærdigheder. Vigtigheden og værdien af vores meningsgivende fællesskaber varierer fra tid til tid, fra samfund til samfund og ikke mindst fra individ til individ. Det er afgørende, at vi holder denne variation for øje – også i forhold til spørgsmålet om anerkendelse og hensyn overfor forskellige sociale grupper. En af farerne ved anerkendelsesdebatten er imidlertid, at den – utilsigtet – kan komme til at skabe splid netop igennem en centrering om og markering af bestemte forskelle. Meningsgivende fællesskaber fødes desværre ofte (og klart hurtigst) igennem en stærk sondring mellem et “os” og et “dem” – imellem de “rigtige” og de “forkerte”.22Sonia Roccas and Marilynn B. Brewer, “Social Identity Complexity,” i Personality and Social Psychology Review 6, nr. 2 (2002): 88–106; Ananthi Al Ramiah, Miles Hewstone, and Katharina Schmid, “Social Identity and Intergroup Conflict”, i Psychological Studies 56, nr. 1 (2011): 44–52; Muzafer Sherif, The Robbers … Continue reading Debatter om identiteter, grupperettigheder og gruppehensyn kommer således med en indbygget fare for hurtigt at blive polariserende. Dette kan endvidere have den uhensigtsmæssige effekt at skabe et pres hen imod intern homogenitet, hvor man i kampen om offentlig anerkendelse af sin sociale gruppe ikke tillader forskellighed medlemmerne imellem mht. identifikationsgrader og identifikationsdomæner.23Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind. Derfor er dem, der råber højest i et fællesskab, heller ikke nødvendigvis repræsentative for resten af fællesskabets medlemmer. Grupperettigheder og hensyn må således ikke være på bekostning af individers generelle frihed, velvære og fredelige sameksistens – og de skal også afvejes i forhold til behovene hos fællesskabets egne interne minoriteter (med deres “divergerende” identifikationsgrader) og resten af samfundets forskelligartede minoriteter og majoriteter.
| 1. | Se Rogers Brubaker and Frederick Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”, i Theory and Society 29 (2000): 1–47 og Kwame Anthony Appiah, The Lies That Bind: Rethinking Identity (Profile Books, 2018). |
| 2. | Philip Phillip Gleason, “Identifying Identity: A Semantic History”, i The Journal of American History 69, nr. 4 (1983): 910–931. |
| 3. | Parekh taler også om, at kun nogle forskelle og ligheder er “identity-determining features”. Se Bhikhu Parekh, A New Politics of Identity – Political Principles for an Interdependent World (New York: Palgrave Macmillan, 2008). |
| 4. | Amartya Sen, Identity and Violence (New York: Norton & Company, 2007). |
| 5. | Kwame Appiah, The Ethics of Identity (New Jersey: Princeton University Press, 2005); Parekh, A New Politics of Identity; Avishai Margalit & Joseph Raz, “National Self-Determination”, i The Journal of Philosophy 87, nr. 9 (1990): 439–461; Will Kymlicka, Multicultural Citizenship: A Liberal Theory of Minority Rights (Clarendon Press, 1995). |
| 6. | Parekh, A New Politics of Identity. |
| 7. | Sen, Identity and Violence; Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship; Margalit & Raz,“National Self-Determination”. |
| 8. | Annick Prieur and Carsten Sestoft, Pierre Bourdieu – En Introduktion (København: Hans Reitzels Forlag, 2006); Pierre Bourdieu, The Logic of Practice (Cambridge: Polity Press, 1990). |
| 9. | Sen, Identity and Violence; Parekh, A New Politics of Identity. |
| 10. | Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship. |
| 11. | Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind. |
| 12. | Jorge J. E. Gracia, “Individuality, Life Plans, and Identity: Foundational Concepts in Appiah’s ‘The Ethics of Identity’ ”, i Journal of Social Philosophy 37, nr. 2 (2006): 283–291. |
| 13. | Brubaker and Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”. |
| 14. | Kymlicka, Multicultural Citizenship. |
| 15. | Parekh, A New Politics of Identity. |
| 16. | Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship. |
| 17. | Dette er en refortolkning af Marglit og Raz’ eksempel om en irer. Se Margalit & Raz, “National Self-Determination”, s. 446–447. |
| 18. | Parekh, A New Politics of Identity. |
| 19. | En pointe, der på nogle måder er beslægtet med overvejelser i John Stuart Mills On Liberty and Other Essays (Oxford University Press, USA, 1998). |
| 20. | Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship. |
| 21. | Parekh, A New Politics of Identity; Appiah, The Ethics of Identity. |
| 22. | Sonia Roccas and Marilynn B. Brewer, “Social Identity Complexity,” i Personality and Social Psychology Review 6, nr. 2 (2002): 88–106; Ananthi Al Ramiah, Miles Hewstone, and Katharina Schmid, “Social Identity and Intergroup Conflict”, i Psychological Studies 56, nr. 1 (2011): 44–52; Muzafer Sherif, The Robbers Cave Experiment: Intergroup Conflict and Cooperation [Oprindeligt publiceret som Intergroup Conflict and Group Relations] (Wesleyan University Press, 1988). |
| 23. | Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind. |