Indtil for blot et år siden syntes en situation med en global pandemi som en mulig verden med en jævnt hen spinkel tilgængelighedsrelation i et modalt univers. Så blev det lige pludselig den aktuelle verden. Det startede som en lægevidenskabelig krise, blev inden længe en økonomisk krise, en politisk krise, en (mis)informationskrise og nu en social og psykologisk krise for internettets brugere også kendt som samfundets borgere.
Pandemikrisen er en interdisciplinær mosaik: Fra smitte- og kontakttal; epidemiologi-matematiske modeller; de psykologiske konsekvenser af isolation; statsfinansernes vilkår i forbindelse med nedlukning af erhvervsliv og hertil hørende iværksatte suppleringspakker; samarbejdsrelationer i Europa om coronabekæmpelse; legalitetsproblemer med de af regeringen udstukne direktiver; smitte i mink og et udbrud af fugleinfluenza; “infodemier”, misinformation og konspirationsteorier, når det hidrører COVID-19; pandemier i historisk og/eller religiøst og/eller sociologisk perspektiv.
Med alle de bevægelige dele, der angår en pandemi, træder lægevidenskab således sammen med naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora, jura og teologi i en fælles bestræbelse på såvel kvalificeret at forstå, præcist formulere og pålideligt forudsige, hvordan staten såvel som dens borgere skal forholde sig for at komme pandemien til livs. Og præcis denne interdisciplinære videnskabelige ambition angår også filosofien: Hvordan kan vaccineudrulningen foregå moralsk forsvarligt? Hvad er det epistemologisk signifikante ved (mis)-information, konspirationsteorier, fingerede nyheder, postfaktualitet, og hvordan opbygges epistemisk resiliens og tillid? Hvad er strukturen og dynamikken af informationsmarkedet og hertil hørende opmærksomhedsøkonomi? Hvordan skal der kommunikeres korrekt, ansvarligt og effektivt – og hvad ved vi om alt fra talehandlinger til rigid designation, der kan være behjælpelige her? Hvad har filosofien at sige om afmagt, ensomhed, polarisering, social påvirkning, eksistens, håb og mobilisering, der kan ruste os til at stå såvel dette pandemiforløb igennem og være beredt til det næstes komme? Listen fortsætter med centrale filosofiske problemer og løsningsforslag, oplysende modeller og indsigter.
Filosofien som videnskabelig disciplin er for denne betragtning en civilsamfundsaktør med en samfundsforpligtelse og et fast, livslangt abonnement på, hvad der for nyligt er blevet kendt under betegnelsen Scientific Social Responsibility (SSR) – eller videnskabens sociale ansvar. I al væsentlighed angår SSR videns- og forskningsfællesskabets samfundsmæssige ansvar for at bidrage til løsning af de udfordringer, vi står over for globalt – og der er rigeligt at tage fat på videnskabeligt fra klimakrise, coronakrise, misinformation på nettet og voksende økonomisk ulighed til indfrielsens af FN’s 17 verdensmål, World Economic Forums 10 udfordringer til verden og OECD’s ambitiøse globale dagsorden.
I artiklen “Scientific Social Responsibility”1Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific social responsibility: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740. slår tre danske forskere, Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup og Flemming Besenbacher, til lyd for, at forskningssamfundet har et ansvar for at adressere presserende problemer, som det bør tage på sig. De tre forskere definerer SSR som værende:
[D]et ansvar, der påhviler forskere fra alle videnskabelige discipliner, til at positionere og definere deres forskning inden for en kontekst, som gør det muligt for dem at bidrage positivt til samfundet og til at møde tidens store udfordringer.
SSR indskriver sig således i en oplysningsfilosofisk tradition, hvor videnskabens mål og rolle ikke alene består i at levere viden og forståelse af verden og det omkringliggende samfund, men ligeledes skal bidrage aktivt til at forandre disse til det bedre.
Filosoffen Francis Bacon formulerede tidligt et ideal for videnskaberne, som består i at være “til fordel og nytte for livet”. For Bacon er det væsentligt, at den viden og kunnen, som videnskaberne giver anledning til, kommer hele menneskeheden til gavn, og ikke kun dem, som gør opdagelserne. På Bacons tid var alkymi og forsøget på at udvinde guld udbredt, og Bacon var selv (som Sir Isaac Newton senere) optaget af alkymien. Hans store kritikpunkt over for alkymister, som forsøgte at udvinde guld med hemmelige (uvirksomme) opskrifter, er, at de holder deres viden og metoder for sig selv og ikke gør dem offentligt tilgængelige for hele forskningsfællesskabet og i sidste ende menneskeheden.
Videnskab skal ikke (alene) bedrives for egen vindings skyld, om den gevinst så består i rigdom på grund af en opskrift på guld, indbringende patenter eller citationer og publikationslister, men for hele menneskehedens, inklusive fremtidige generationers, skyld. Dét ideal er ikke blevet forældet, selv om det har en del år på bagen. Til enhver, der har tegnet et filosofiabonnement, er det værd at ihukomme sig, at videnskabens sociale ansvar egentlig er noget, der oprindeligt er født i den filosofiske have.
Hvis filosofi – herunder formel erkendelsesteori, hvor jeg selv oprindeligt stammer fra – opfattes som et interdisciplinært anliggende, der ligeligt praktiseres af dataloger, matematikere, logikere, samfundsvidenskabsfolk, kognitive psykologer og teoretiske økonomer, så er der en stor buket af væsentlige problemer, der skal adresseres og kan adresseres samtidigt, fra coronakrise til demokratiudfordringer, social påvirkning, opmærksomhedsbobler, ulighed …
Omvendt, hvis den filosofiske selvopfattelse forbliver en opblæst udlægning af modervidenskaben, Théoria, og dens hertil hørende selvbestaltede eksklusive særegenhed, megalomane lænestolsmetode, en sygelig forkærlighed for global underbestemthed og en ligefrem pinagtig trang til legetøjstankeeksempler, hvor æsler har påmalede striber, så de ligner zebraer, hjerner bades i nærende væsker, mosemænd træder op fra sumpen eller lader bygges af papmaché, har filosofien svære kår fremover.
To citater (som er blevet tilskrevet hhv. Charles Taylor og Alma Templeton-Teager) kan afslutningsvist gøre det bedre end jeg:
- “I think that philosophy in most aspects is pretty well useless and hopeless unless it’s done with other disciplines. And that is the way I like to do it.”
- “There is going to be absolutely no viable offspring in philosophy unless it gets knocked up by the sciences.”
1. | Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific social responsibility: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740. |