I de senere år er forskere inden for det tværdisciplinære felt miljøhumaniora begyndt at tale på en ny måde.1Artiklen er en oversættelse af “New Materialism and the Eco-Marxist Challenge: Ontological Shadowboxing in the Environmental Humanities”, som oprindeligt blev udgivet i tidsskriftet Environmental Humanities årg. 15. nr. 2, 2023. Jeg vil gerne takke Therese Villemoes Marstal, Marie Louise Krogh, Martin Karlsson … Continue reading Efter et årti fyldt med diskussioner om materialiteten, dens “vitalitet”, “intra-aktion” og “ikke-menneskelige sammenfiltringer”, finder man i dag en stadig større interesse for kapitalismen, med alt hvad dertil hører af “økologiske revner”, “fossile økonomier” og allestedsnærværende “affaldslandskaber”.4Se John Bellamy Foster, Brett Clark og Richard York, The Ecological Rift: Capitalism’s War on the Earth (New York: Monthly Review Press, 2010); Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (New York: Verso, 2016); Mikkel Krause Frantzen og Jens Bjering, “Ecology, Capitalism, Waste: From Hyperobject to … Continue reading Skiftet drives frem af en genoplivet økomarxistisk tænkning, der – bedømt ud fra kvantitet alene – har opnået en stor popularitet over de sidste ti år.3Se Google Ngram, “Ecomarxism 2010–2019”. Men i samme bevægelse som denne tænkning har ændret det akademiske vokabular, har den også stillet os et sæt nye teoretiske udfordringer. I hvert fald ledsages det økomarxistiske boom af flere harske polemikker, der kritiserer feltets mangeårige optagethed af materialitet og konfronterer os med en række svære filosofiske dilemmaer:2Se Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (New York: Verso, 2016); Anne Pasek, “Carbon Vitalism: Life and the Body in Climate Denial”, Environmental Humanities 13, nr. 1 (2021): 1–20; John Bellamy Foster, “Marxism in the Anthropocene: Dialectical Rifts on the Left”, International … Continue reading Skal man som miljøhumanist abonnere på deleuziansk monisme eller hegeliansk dialektik? Hvad skal vi forstå ved kollektiv agens? Bør feltet forfølge en “gammel” eller “ny” materialisme?
For en umiddelbar betragtning ligner dette sammenstød mellem nymaterialisme og økomarxisme en gentagelse af velkendte ontologiske diskussioner. Da nymaterialismen som bevægelse fik momentum i slutningen af 00’erne, var det nemlig ikke kun socialkonstruktionismens tekstualisme, der stod for skud, men også den marxistiske materialisme og ikke mindst dens påståede determinisme. Med den ene hånd afviste nymaterialisterne socialkonstruktivismen for at udbrede en tænkning, der opfattede materialiteten som en blank tavle for sociale inskriptioner; med den anden afviste de den historiske materialisme for at hypostasere økonomien som en materiel base og nedvurdere ideologierne, diskurserne og semiotikken som rene epifænomener.5Se Donna Haraway. “Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective.” Feminist Studies 14, nr. 3 (1988): 591; Elizabeth Grosz, Volatile Bodies: Toward a Corporeal Feminism. (Bloomington: Indiana University Press, 1994), 190; og Jane Bennett, Vibrant Matter: A Political … Continue reading Nymaterialisterne selv, lød det, ledte efter en middelvej. Og fandt den i en poststrukturalistisk version af materialismen, som anerkendte den tilfældige og uforudsigelige sammenfiltring af alle former for materielle og kulturelle kræfter. Fremfor at udlægge disse kræfter som dikotomiske poler i et ontologisk hierarki genfortolkede nymaterialisterne materialitet og diskurs som gensidigt afhængige – eller “intra-aktive” – fænomener, der konstant sammenflettes i komplekse og mangefacetterede former og bevægelser. Materialitet var nu hverken motoren i en historisk teleologi eller et tomt lærred for kulturelle projektioner, men udfoldede sig i “bio-sociale assemblager”, “materielt-diskursive felter”, “socio-materielt kød”, “natur-kulturer” osv.6Jane Bennett, “System and Things: On Vital Materialism and Object-Oriented Philosophy”, i The Nonhuman Turn, red. Richard Grusin (Minneapolis: Minnesota University Press, 2015 85): 223–40; Donna Haraway, “Situated Knowledges”, 588; Mayra Rivera, Poetics of the Flesh (Durham, NC: Duke University Press, 2015), 149–152; … Continue reading
Denne kritiske udlægning af marxismen passer dog ikke særligt godt på nyere økomarxistisk tænkning. Her er base-versus-overbygningsmodellen blevet forladt til fordel for mere relationelle positioner, for så vidt mange af nutidens økomarxister er optagede af at forstå, hvilken slags dialektik, der bedst beskriver forholdet mellem natur og kultur. I dag argumenterer John Bellamy Foster for en dialektisk anerkendelse af “økologiske kløfter”; Jason W. More advokerer for en marxistisk “bundt-dialektik”; og Andreas Malm hævder, at kun såkaldt “egenskabs-dualisme” kan indfange “dialektikken mellem natur og kultur.”7Foster, Clark, and York, Ecological Rift, 32; Moore, Capitalism in the Web of Life: Ecology and the Accumulation of Capital (London: Verso, 2015), 5–8; Malm, Progress of this Storm, 59. I en stribe højlydte polemikker fra de senere år har disse figurer skiftevis anklaget hinanden for at være enten for dualistiske eller for monistiske, men alle tre abonnerer i sidste ende på dialektiske positioner og anerkender på den måde – uagtet deres uenigheder – både den gensidige afhængighed mellem kultur og natur og disse kategoriers respektive autonomi.8See for eksempel Foster, “Marxism in the Anthropocene”, 398–402; Moore, Capitalism in the Web of Life, 77; og Malm, The Progress of this Storm, 97–99. I deres ontologier bekræfter de, at naturen ikke er helt uberørt af kulturen, samtidig med at de udlægger naturen som et væld af processer og aktiviteter, der udfolder sig hinsides kulturen.
Formuleret på den måde virker disse teorier imidlertid ikke så anderledes end det nymaterialistiske projekt. Selv for folk som undertegnede – der har været ret involveret i at fremme dette projekt – kan det nu og da være svært at skille positionerne fra hinanden. Helt fra dens begyndelse begav nymaterialismen sig jo også ud på den svære øvelse at respektere naturens ontologiske status uden at udviske kulturens betydning. Og giver man afkald på den gamle marxistiske materialismes teleologiske determinisme, er der da heller ikke særligt langt fra økomarxisternes dialektik mellem natur og samfund til nymaterialisternes intra-aktion mellem materialitet og diskurs. Mens de to positioner ofte udlægges som et ontologisk dilemma, er det med andre ord ikke de store ontologiske forskelle, der adskiller dem.
Men hvad adskiller dem så? Hvorfor ledsages opblomstringen af økomarxistisk teori af en stribe filosofiske polemikker mod nymaterialismen, hvis vi kun har at gøre med en mindre ontologisk revision? Hvorfor gå så meget op i valget mellem dialektik og intra-aktion, hvis det ofte er svært at kende forskel? Hvad er egentlig på spil i de aktuelle debatter?
I dette essay argumenterer jeg for, at det igangværende sammenstød mellem nymaterialismen og økomarxismen handler mindre om ontologiske forskelle og mere om forskellige holdninger til kritikken som metode. Jeg hævder med andre ord, at mange bidrag til denne diskussion udøver en slags ontologisk skyggeboksning, der i sidste ende slører en mere grundlæggende uenighed om kritikkens rolle og status. For at demonstrere denne pointe vil jeg i det følgende først vise, hvordan en tilknytning til kritiske metoder får økomarxister til at polemisere imod ontologier, som ved nærmere eftersyn ligner deres egne. Jeg vil derefter vise, hvordan nymaterialister fremsætter sådanne ontologier i en bestræbelse på at supplere disse kritiske metoder med mere affektivt engagerede tilgange. Begge dele vil ske i en sammenligning mellem to nyere udgivelser af ledende skikkelse fra hver side, nemlig på den ene side Andreas Malms The Progress of this Storm (2018), en mere end to hundrede sider lang kritik af indflydelsesrige navne inden for og omkring nymaterialismen, og Jane Bennetts Influx and Efflux (2020), der – som opfølgeren til Vibrant Matter (2010) – implicit tager livtag med mellemliggende indvendinger mod nymaterialismen. Ved at fokusere på disse to skikkelser som poler i en større diskussion risikerer jeg selvfølgelig at reducere den mangfoldighed af positioner, som findes i både den nymaterialistiske og økomarxistiske lejr. Til gengæld håber jeg at kunne optegne de overordnede konfliktlinjer i denne konfrontation, samtidig med at mine læsere husker på, at Bennett og Malm kun udgør to eksempler i mere indviklede og tvetydige felter. Med disse kompleksiteter in mente er målet med essayet i sidste ende at modarbejde den metodologiske dogmatisme hos økomarxister, som opfatter kritik som den eneste legitime metode.
Hvordan man afviser (sin egen) monisme: Andreas Malm
Andreas Malm er nok mest kendt for at have foreslået “kapitalocæn” som et historisk begreb, der fremhæver kapitalismens planetære påvirkning som definerende for vores aktuelle ære.9Malm deler ofte denne ære med Jason Moore og Donna Haraway, som dog begge krediterer ham. Se Nicole Welk-Joerger, “Restoring Eden in the Amish Anthropocene,” Environmental Humanities 11, nr. 1 (2019): 90; Mandy Bloomfield, “Widening Gyre: A Poetics of Ocean Plastics”, Configurations 27, nr. 4 (2019): 508; Jason Moore, … Continue reading Men Malm er også forfatteren bag en af de mest omfattende kritikker af nymaterialismen til dato. I The Progress of this Storm opsummerer og udfolder han en række økomarxistiske indvendinger, der alle i sidste ende afviser de nymaterialistiske ontologier som politisk dubiøse. Ved nærmere eftersyn viser de afviste ontologier sig imidlertid at være ret så beslægtede med dem, økomarxisterne selv præsenterer.
Bogens hovedargument lyder, at nymaterialismens ontologier slører skellet mellem natur og samfund på måder, der er konceptuelt og filosofisk problematiske. Denne sløring, skriver Malm, frarøver nemlig mennesket dets eksklusive evne til at handle ved at distribuere agens til alle eksistenser, menneskelige såvel som ikke-menneskelige. I deres forsøg på at korrigere socialkonstruktivismens tekstualisme går nymaterialisterne simpelthen for langt, når de gør materialiteten frem for diskurserne til fundamentet for al handlen, og af den grund, hævder Malm, udvisker de væsentlige forskelle mellem menneskelige og ikke-menneskelige værensformer. “Alt udlægges som et virvar af hybrider,” lyder det i bagsideteksten, men i denne stadigt mere opvarmede verden, “er det vigtigere end nogensinde at skelne mellem det naturlige og det sociale”.10Dette og alle citater nedenfor, som stammer fra engelske kilder, er oversat af forfatteren. For hvordan skulle vi kunne identificere klimakrisens rødder, hvis vores teorier ikke kan skelne mellem anthropos og resten af naturen? Det er mennesker, der er problemet her – ikke myrer og træer.
Så langt så godt. Det hele bliver straks mere kompliceret, når Malm løfter sløret for sin egen ontologi. For nymaterialister begynder han i hvert fald at lyde mere som en fjern slægtning end en dødsfjende. Tag hans definition af “natur”, som virker til at henvise til de selv samme fænomener, som nymaterialister beskriver med deres begreb om ikke-menneskelig agens. Med en formulering fra Kate Soper opfatter Malm naturen som “de materielle strukturer og processer, der er uafhængige af menneskelig aktivitet (i den forstand at de ikke er et menneskeskabt produkt), og hvis kræfter og kausalitetskæder er den nødvendige betingelse for ethvert menneskes handlinger og determinerer de mulige former, det kan tage”.11Soper citeret i Malm, The Progress of this Storm, 28. I denne udlægning er naturen kendetegnet ved kræfter, der ikke kan kontrolleres af mennesket, men netop betinger menneskets gøren og laden. Naturen er hinsides vores rækkevidde, samtidig med at den påvirker os. Mens nymaterialister nok ville beskrive denne egenskab ved naturen med termer som autopoiesis, vitalitet eller, ja, agens, sigter de ikke desto mindre til en meget beslægtet dynamik. I sidste ende understreger begge positioner de ikke-menneskelige kræfters evne til at gøre en forskel uden hjælp fra mennesket og dets kultur, og at denne forskelsgøren gennemtrænger og regulerer ethvert menneske.
På den måde anerkender Malm et vist overlap mellem natur og kultur, selvom han i udgangspunktet argumenterer for at holde disse kategorier adskilte. Faktisk indplacerer han senere begge i den samme substans og bekender sig dermed eksplicit til en slags monisme. “Sammenfletningen af sociale og naturlige relationer,” skriver han, “er ikke alene mulig men uundgåelig, for så vidt de begge tager del i den samme materielle verden”.12Malm, The Progress of this Storm, 60. Ifølge Malm adskiller denne monisme sig imidlertid markant fra nymaterialisternes monisme. Sidstnævnte indebærer nemlig en flad ontologi, der tildeler de samme egenskaber til alle entiteter og væsner, mens Malms egen position anerkender de distinkte træk, der adskiller mennesker fra ikke-mennesker. Ved at udlægge disse træk som “emergente egenskaber”, der opstår tilfældigt op igennem evolutionshistorien, redegør Malm for de specifikke kvaliteter, der udmærker mennesket (intentionalitet er hans primære eksempel), uden at falde tilbage i metafysiske dikotomier. Navnet han anvender for denne position er “substans-monist-materialist-egenskabsdualisme”.13Malm, The Progress of this Storm, 59.
Læser man de nymaterialistiske tekster opmærksomt, vil man imidlertid opdage, at selvom de fleste nymaterialister holder sig fra begreber som “dialektik” og “dualisme”, anerkender de faktisk de forskelle, der adskiller det menneskelige fra det ikke-menneskelige. Tænkere som Rosi Braidotti, Karen Barad, Elizabeth Grosz, Stacy Alaimo og Bennett bruger selvfølgelig rigtig nok mest tid på at udpege lighederne – for eksempel ved at afsløre de mere-end-menneskelige kvaliteter ved menneskekroppen.14Se for eksempel Stacy Alaimo, Bodily Natures: Bodily Natures: Science, Environment, and the Material Self (Bloomington: Indiana University Press, 2010) og Astrida Neimanis, Bodies of Water: Posthuman Feminist Phenomenology (London: Bloomsbury Publishing, 2017). Men ingen af disse skikkelser udlægger mennesket og ikke-menneskelige arter som én og samme ting. Pointen her er ikke at udviske disse forskelle fuldstændigt, sådan som Diana Coole og Samantha Frost også understreger i deres ofte citerede introduktion til New Materialisms (2010), men at vise, at “forskellen mellem mennesker og dyr, ja, selv mellem sansende og ikke-sansende materialitet, mere er et spørgsmål om grader end om arter”.15Diana Coole og Samantha Frost, “Introducing the New Materialisms”, i New Materialisms: Ontology, Agency, Politics, red. Diana Coole og Samantha Frost (Durham, NC: Duke University Press, 2010), 21. Og overraskende nok forklarer flere nymaterialister disse forskelles opståen med de selv samme begreber som Malm, for eksempel når Bennett skriver om materialitetens “emergens” og Grosz om dens “evolution”.16Bennett, Vibrant Matter, 24; Grosz, Becoming Undone, 11–25.
Kritikken som dogme
Disse ligheder rejser selvfølgelig en masse spørgsmål. Hvis Malms ontologi på centrale punkter ligner nymaterialisternes, hvorfor så gå så meget op i at afvise sidstnævnte? Hvad er det egentlig, der driver polemikken, hvis ikke substantielle uenigheder om forholdet mellem natur og kultur?
Disse spørgsmål kan givetvis udforskes på mange forskellige måder, men nøglen til at besvare dem, tror jeg, gemmer sig i den specifikke retorik, man finder i The Progress of this Storm. Her viser der sig nemlig et særligt mønster. Malms retoriske yndlingsgreb går ud på at udvælge et provokerende begreb fra det nymaterialistiske vokabular og derefter forlænge dets implikationer ud i det absurde. Inden for retorikken kaldes dette greb reductio ad absurdum, og det tillader Malm at afvise nymaterialismen ved at fremstille dens konsekvenser som uacceptable. Manøvren går nogenlunde sådan her: Tror nymaterialister virkelig, at materialiteten er levende? “Ingen ville adspørge CO2-molekyler om at komme ned fra himlen eller kræve, at olieplatforme skrotter sig selv og råder bod på sine handlinger”.17Malm, Progress of this Storm, 117. Tror de virkelig, at agens er distribueret på tværs af menneskelige og ikke-menneskelige aktører? “Man kan lige forestille sig, hvordan denne tankegang ville tage sig ud i internationale klimaforhandlinger. Det var ikke os, der startede kuludvindingen eller udledte CO2’en; det var sværmen af aktører, der indfangede os i deres hvirvelvind”.18Malm, Progress of this Storm, 111. Hvis nymaterialismen, fortsætter Malm, “skal give nogen som helst mening i den her sammenhæng, opfordres vi faktisk til at tro, at depoter selv har agens i modsætning til dem, der udgraver dem, at kul og skyer har handlet som udefrakommende kræfter, at ikke-menneskelige arter hele tiden har været ivrige efter at forbruge fossile brændsler”.19Malm, Progress of this Storm, 110.
Som disse eksempler tydeliggør, bygger Malms argument i vid udstrækning på en latterliggørelsens retorik. Se alle disse fjollede nymaterialister! Deres kernebegreber er absurde! Og alligevel er det hele ikke så enkelt, som det lyder. For lige så meget som absurditetserfaringer kan virke selvindlysende, er det ikke nødvendigvis givet, hvad der tæller som absurd. Som Foucault minder os om, afhænger enhver afgrænsning mellem meningsfulde og absurde påstande af deres specifikke epistemiske kontekster.20Foucault, The Order of Things: An Archaeology of the Human Sciences. (New York: Vintage Books, 1970 [1966]), 183. Hvad der opfattes som meningsfuldt, kommer med andre ord an på kriterierne for meningsskabelse i det gældende diskursive regime. I det lys bliver spørgsmålet ikke, om Malm har ret eller ej, men hvilke epistemiske præmisser, der ligger bag hans latterliggørelse. Eller anderledes formuleret: Hvilke akademiske normer får i dette tilfælde nymaterialismens vokabular til at fremstå absurd?
Lad os starte med påstanden om, at nymaterialismen skulle lede os til at bede olieplatforme om at skrotte sig selv og betale sine synder. Hvorfor er det sjovt? Jo, det er vel sjovt, fordi det ville være absurd at holde olieplatforme ansvarlige. Nymaterialismen latterliggøres med andre ord for dens manglende evne til at placere et ansvar, og i andre passager bekræfter Malm eksplicit denne logik, for så vidt idéen om ansvar får en central rolle, når Malm fremlægger sit hovedargument. I forbindelse med global opvarmning, skriver han, hindrer nymaterialismens ikke-menneskelige agens os i at udpege menneskets forseelser.21Malm, Progress of this Storm, 111. Faktisk deltager nymaterialisterne ligefrem i en slags “hvidvaskning”.22Malm, Progress of this Storm, 111. For hvordan skulle vi kunne kritisere de skyldige, hvis menneskelig agens distribueres ud på både menneskelige og ikke-menneskelige aktører. “Det eneste fornuftige nu er at stoppe med at udvide agensbegrebet,” skriver Malm: “I denne opvarmede verden tilhører den ære kun de mennesker, der udvinder, køber, sælger og afbrænder fossile brændsler, og dem, der opretholder dette kredsløb, og dem, der har begået disse handlinger over de sidste to århundreder”.23Malm, Progress of this Storm, 112.
Der er meget at sige om denne passage, men hvad der først og fremmest interesser mig er den tilbagevendende antagelse, at nymaterialsmens mål skulle være at holde folk ansvarlige. I Malms udlægning forventes nymaterialisterne at lokalisere de sociale og historiske drivkræfter bag den globale opvarmning og fordømme dem, der støtter disse drivkræfter. Når alt kommer til alt, lyder det, “vil det hele være et spørgsmål om ansvar”, og af den grund skal “enhver teori om vores nuværende situation” ikke alene kæmpe for at stabilisere klimaet, men gøre det “ved at nedrive den fossile økonomi som det nødvendige første skridt”.24Malm, Progress of This Storm, 18.
Det er klart, at formuleringer som disse indskriver Malm i en større tendens i samtidig kulturteori, hvor man gerne positionerer kritiske metoder som de eneste legitime. I denne logik fremstår kritikken ikke blot som én af flere mulige tilgange, men som et “nødvendigt skridt” i “enhver teori”. Her går alt i sidste ende ud på at holde folk ansvarlige. Som Rita Felski og andre har noteret, har vi at gøre med en slags metodologisk dogmatisme, der validerer forskere, som denaturaliserer falske forestillinger eller udstiller problematiske sociale strukturer, mens man samtidig affejer dem, der arbejder på andre måder, som meningsløse eller ligefrem politisk dubiøse.25Rita Felski, The Limits of Critique (Chicago: Chicago University Press, 2015). Se også Sedgwick Touching Feeling: Affect, Pedagogy, Performativity. (Durham, NC: Duke University Press, 2002) og Nicholas Hom, “Critical Capital: Cultural Studies, the Critical Disposition, and Critical Reading as Elite Practice”, … Continue reading Denne tendens findes i en lang række felter og discipliner, men den er særligt tydelig, vil jeg mene, i økomarxistiske kritikker af nymaterialismen. Udover Malm kunne man nævne Carl Cassegård, der kritiserer Bennett for “en ukritisk” holdning, som angiveligt afholder hende fra at anvende makro-begreber til at kritisere kapitalismen.26Cassegård, Toward a Critical Theory of Nature, 170–173. Eller tag John B. Foster, der håner Bruno Latours “neutrale monisme” for ikke at udfordre “kapitalakkumulation og uendelig økonomisk vækst”.27Foster, “Marxism in the Anthropocene”, 398, 410. I disse udlægninger, forstår man, leder alle veje til kapitalismekritik, og kardinalsynden går slet og ret ud på ikke at tilslutte sig det økomarxistiske projekt. På den baggrund er det næppe overraskende, at det nymaterialistiske vokabular fremstår absurd. Bedømt ud fra kritikkens epistemiske præmisser alene giver det ganske rigtigt ingen mening at forlænge agensbegrebet ud over kulturens grænser. Hvad ville man få ud af at identificere myrernes og træernes handlinger, hvis det endelige mål er at kritisere og holde mennesker til ansvar? Naturen er da ligeglad med vores kritik af den.
Problemet med denne udlægning er bare, at de fleste nymaterialister ikke udvider agensbegrebet med det formål at kritisere myrernes og træernes handlinger. Faktisk har flere centrale figurer eksplicit taget afstand fra de traditionelle kritiske metodologier. Jane Bennett, Rosi Braidotti, Stacey Alaimo, Karen Barad og Elizabeth Grosz, for bare at nævne et par stykker, har alle i forskellige sammenhænge fremstillet nymaterialismen som en mulighed for netop at bevæge sig hinsides “den gængse kritiske gestus” og eksperimentere med andre ruter end “kritikkens udtrådte stier”.28Elizabeth Grosz, Time Travels: Feminism, Nature, Power (Durham, NC: Duke University Press, 2005), 2; Stacy Alaimo og Susan Hekman (red.), Material Feminisms (Bloomington: Indiana University Press, 2008), 4. Se også Jane Bennett, Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman (Durham, NC: Duke University Press, 2020), xix-xx; Malou … Continue reading Malms latterliggørelse bygger med andre ord på falske præmisser eller i hvert fald på et sæt af epistemiske antagelser, som ikke deles af dem, han udlægger. Han fremstiller kritikken som den ultimative horisont for det nymaterialiske projekt, selvom mange nymaterialister har bevæget sig væk fra kritikken i dens traditionelle former. Malm kan altså kun få nymaterialismen til at se absurd ud, fordi han udelader helt centrale antagelser hos hans modstandere. I retorikken har man også et ord for den type argumenter. Det hedder en stråmand.
Fra ansvarlighed til respons-habilitet: Jane Bennett
Indtil nu har jeg forsøgt at vise, at økomarxistiske polemikker ofte forklæder sig som filosofiske indlæg om ontologi, men i realiteten promoverer en metodologisk dogmatisme, der opfatter kritiske tilgange som de eneste legitime. Jeg har også prøvet at vise, at i Malms tilfælde manifesterer denne manøvre sig i en latterliggørelsens retorik, som udelader nymaterialisternes alternativer til kritikken og derved får dem til at fremstå absurde. Nu er det imidlertid blevet tid til at udforske, hvad disse alternativer går ud på. Hvad er pointen med at fremsætte materialistiske ontologier med udgangspunkt i begreber som agens og vitalitet?
Først og fremmest skal det understreges, at nymaterialisternes mål med disse ontologier ikke er at bytte én metodologisk dogmatisme ud med en anden. Til forskel fra Malm opfatter de generelt ikke deres egne positioner som en passende linse for alle teorier om global opvarmning uagtet specifikke forskningsspørgsmål, cases eller kontekster. Tværtimod argumenterer flere eksplicit for en metodologisk pluralisme, hvor flere tilgange kan arbejde side om side. Tag Bennetts seneste bog Influx and Efflux (2020), der lægger ud med at understrege kritikkens vigtighed i vores nuværende politiske situation. Denne understregning betyder imidlertid ikke, at alle andre tilgange skal forlades eller bekæmpes. Fremfor at lægge alle vores æg i samme kurv, skriver hun, har vi brug for en bred vifte af analytiske og intellektuelle værktøjer. Bennetts eget mål er følgelig ikke at “erstatte”, men at “supplere” kritikken.29Bennett, Influx and Efflux, xx.
De nymaterialistiske ontologier er en central del af denne bestræbelse. Ved at forlænge agensbegrebet ud over kulturens grænser forsøger Bennett ikke at gøre myrer og træer til genstande for kritik, sådan som Malm giver indtryk af, men derimod at hjælpe os med at forstå, affektivt og perceptuelt, vores egen diminutive rolle i et stort verdensalt med det håb at få os til at handle på mindre selvcentrerede og selvovervurderende måder. Ved at lære om det ikke-menneskeliges evne til at handle, lyder logikken, vil vi ganske enkelt være mere tilbøjelige til at udvikle et alternativt forhold til vores miljø. I den forstand er Bennetts projekt at gøre vores perception mindre antropocentrisk og derigennem forstærke vores evne til at respondere på de myriader af liv, der folder sig ud i og omkring os, menneskeligt såvel som ikke-menneskeligt. I stedet for at placere ansvar håber Bennett at kultivere det, Donna Haraway har kaldt “respons-habilitet”.30Haraway, When Species Meet (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2007), 88–93. Oversættelse af response-habilitet stammer fra den danske udgave af Staying with the Trouble (2016) med titlen At blive i besværet: Om at skabe slægt i chtulucæn, på dansk ved Ole Lindegård Henriksen (København: Forlaget Mindspace, … Continue reading Vi har brug for at blive i stand til at respondere på livsformer, ting og aktiviteter, der indtil nu blot er blevet opfattet som baggrunden for vores eksistens. Gør man det, er det ikke hvidvaskning, men en måde at opdyrke en større omsorg for miljøet.
For tilhængere af kritikken kan dette forsøg på at modulere affektive dispositioner og perceptionsvaner muligvis fremstå uambitiøst eller simpelthen bare ikke politisk nok. Uden at takle dette tema direkte er Malm for eksempel ret hurtig til at afvise teorier, der begår “den patetiske fejlslutning”.31Malm, Progress of this Storm, 100–101. Men for nymaterialisterne er affektiv mobilisering helt afgørende. For uden affekt er der intet til at drive den sociale forandring. Vi kan være dybt overbeviste om, hvilke slags samfund vi foretrækker, eller hvilke slags handlinger vi bifalder, men hvis disse overbevisninger ikke drives frem af kropslige impulser, sensibiliteter og vaner, er de lidt ligesom en bil uden motor (eller batteri, selvfølgelig). Politiske normer for rigtigt og forkert, etiske idéer om godt og ondt, alle har de brug for affekter for at virke. “Hvis [en etisk kode] skal omsættes til handling”, skriver Bennett, “må affekter engageres, orkestreres og bindes libidinøst til den – koder kan ikke selv fremdrive dens egen virkeliggørelse”.32Jane Bennett, The Enchantment of Modern Life: Attachments, Crossings, and Ethics (Princeton, NJ: Princeton University Press, 2001), 131. Det forklarer også, hvorfor så mange af os handler i modsætning til, hvad vi tror på. For nymaterialiser er hykleriet ikke et spørgsmål om falsk bevidsthed, men om inadækvate affektive responser.
Ved at opfordre os til at tale om ikke-menneskelige fænomener som “levende”, “handlende”, ligefrem “intentionelle”, foreslår nymaterialisterne en strategi for at ændre vores affektive responser, for så vidt de håber, at sådanne terminologiske antropomorfiseringer siver ned fra refleksionens til kroppens domæne og her indstifter et sæt nye respons-habiliteter. Det nymaterialistiske vokabular, lyder det, er særligt anvendeligt til dette formål, fordi det afviger fra etablerede antropocentriske sandhedsregimer, i hvilke mennesker opfattes som levende og aktive, og ikke-menneskelige fænomener som døde og passive. Af præcis den grund kan dette vokabular imidlertid også nu og da virke utilgængeligt, sådan som nogle kritikkere rigtigt har indvendt. For eksempel har Toril Moi sarkastisk omtalt Vicky Kirbys stil som “bevidst dunkel”,33Toril Moi, Revolution of the Ordinary: Literary Studies After Wittgenstein, Austin, and Cavell (Chicago: University of Chicago Press, 2017), 124. og Malm noterer tilsvarende, at nymaterialistiske tekster ofte minder om poesi, “en ædel beskæftigelse, men noget helt andet end kritisk forskning”.34Malm, Progress of this Storm, 100. Mens nogle nymaterialisters utilgængelige stil vitterligt er problematisk, mener jeg imidlertid ikke, at vi principielt skal afvise de poetiske kvaliteter. Som jeg har argumenteret for andetsteds, inkorporerer nymaterialister ofte sådanne stilistiske træk i forsøget på netop at gøre deres terminologiske innovationer mere tilgængelige.35Tobias Skiveren, “Fictionality in New Materialism: (Re)Inventing Matter”, Theory, Culture & Society 39, nr. 3 (2022): 187–202. Her opfattes fænomener som fabulering, spekulation, fiktionalitet og historiefortælling som attraktive epistemologiske greb, der kan hjælpe nymaterialister med at ændre affektive og perceptuelle dispositioner. Det er ikke et tilfælde, at Bennett i Influx and Efflux finder sin hovedinspiration i Walt Whitmans digtning.
Whitman er vigtig her, fordi han tillader Bennett at overskride de traditionelle akademiske genrer ved at blande filosofiske diskurser med affektive billeddannelser af post-antropocentriske ontologier. Uden at forvandle sig til decideret fiktion adapterer og transformerer Bennett Whitmans mange fiktionaliseringsgreb – besjælinger, visioner, metaforer osv. – som alle afviger fra antropocentriske sandhedsregimer, for på den måde at opfinde nye måder af føle og se verden på. Bennetts fascination af Whitman – og Franz Kafka og Henry D. Thoreau, for den sags skyld – starter og slutter med ønsket om at hjælpe os med at forstå hendes ontologier ikke kun intellektuelt, men også affektivt. Og bare for at understrege udbredelsen af dette greb i nymaterialistiske studier drives væsentlige dele af Stacy Alaimos Bodily Natures (2010), Donna Haraways Staying with the Trouble (2016), Rebekah Sheldons The Child to Come (2016) og Astrida Neimanis’ Bodies of Water (2017) af en beslægtet interesse for fiktion og dens affektive potentialer.
For at være helt klar i mælet: Det er jo ikke, fordi den kritiske tradition ikke også virker igennem affektive midler. Selv en skikkelse som Malm, der fremhæver reflektionen som et middel til at modarbejde emotionelle impulser, skriver på måder, der bearbejder læserens affektive dispositioner. At udstille sociale uretfærdigheder, at afsløre falske ideologier, at blotlægge den fossile økonomis påvirkning af miljøet, har utvivlsomt emotionelle konsekvenser, for så vidt de har mulighed for at udløse en fornemmelse af indignation, alvor og vrede, som forhåbentlig igen vil udløse en eller anden form for handling. I en vis forstand er det sådan, kulturteori generelt virker. I sine akademiske skriverier kan Malm jo placere alt det ansvar, han vil, men han har ingen juridiske beføjelser til at håndhæve sine domme. Alt han har, er muligheden for at bevæge folk ved at påvirke deres verdenssyn, sensibiliteter og reaktionsmønstre. I modsætning til Malm understreger nymaterialisterne vigtigheden af sådanne affektive påvirkninger og forfølger på den baggrund en række nye akademiske interventionsformer. For hvis de kritiske metoder først og fremmest virker ved at tilbyde argumenter og idéer, der kan indstifte en fornemmelse af indignation og vrede, så vil andre typer af teorier kunne intervenere ved at mobilisere andre affektive registre. Deraf nymaterialismens fascination for omsorg, bekymring, fortryllelse og glæde.36María Puig de la Bellacasa, Matters of Care: Speculative Ethics in More Than Human Worlds (Durham, NC: Duke University Press, 2017); Bruno Latour, “Why has Critique Run out of Steam”, Critical Inquiry 30, nr. 2 (2004): 225–48; Bennett, The Enchantment of Modern Life; Braidotti, “Ethics of Joy”, i: Posthuman Glossary, red. Rosi … Continue reading
Nogle vil sikkert associere sidstnævnte register med en happy-go-lucky og hippieagtig attitude, der kan virke harmløs. Men ved nærmere eftersyn er der utvivlsomt en kønnet bias i sådan en association. I hvert fald er det slående, at det affektive register, der her tilbydes af feministiske nymaterialister som Bennett, Barad, Alaimo og co., ignoreres fuldt og helt af Malm, der – ligesom så mange andre økomarxister – identificerer sig som mand. Og det er en skam. For selvom omsorg, bekymring, fortryllelse og glæde ofte kodes som mere feminine følelser, har dette register ikke nødvendigvis mindre gennemslagskraft end kritikkens. Begge registre giver næring til vores omgang med verden og kan af den grund, hvis de mobiliseres rigtigt, lede os til at forfølge mere bæredygtige økologier. “Hvis det politiske,” skriver Bennett, “inkluderer alle affekter og energier – affirmative og negative – som har potentialet til at udløse social forandring, så kan Influx and Efflux (bl.a.) kvalificere som en politisk bog”.37Bennett, Influx and Efflux, xx. I den forstand er nymaterialisternes interesse i ontologi også drevet af et metodologisk mål: at omdanne affektive reaktionsmønstre og tilskynde til en mere positiv omgang med også den ikke-menneskelige verden.
Hinsides dogmatismen
Hvad jeg har forsøgt at vise her, er, at økomarxister risikerer at ekskludere et potentielt betydeligt supplement til kritiske metoder, hvis de ikke anerkender sådanne affektive eksperimenter som legitime akademiske bestræbelser. Som vi har set hos Malm, er dét nogle gange tilfældet på grund af en dybt rodfæstet metodologisk dogmatisme, som leder økomarxister til at polemisere imod disse alternativers ontologiske fundament, selvom dette fundament ligner deres egen til forveksling.
Min pointe er ikke – vil jeg gerne understrege – at disse ligheder burde få alle økomarxister og nymaterialister til at slå pjalterne sammen. For selvom deres respektive positioner muligvis kunne tillade en sådan ontologisk forsoning, ville vi efter alt at dømme ende med en one-size-fits-all-metodologi, der risikerer at få os alle til lave det samme. Snarere end en metodologisk homogenitet tror jeg, at vi har brug for metodologisk pluralisme (ikke at forveksle med metodologisk relativisme). Derfor hilser jeg i princippet den økomarxistiske bølge velkommen og bifalder dens udvidelse af etablerede til- og tankegange. Samtidig håber jeg dog, at bølgens hovedfigurer vil droppe deres vane med at diskvalificere alternative tilgange, bare fordi disse tilgange opererer ud fra andre epistemiske præmisser. I miljøhumaniora – såvel som i de fleste andre akademiske kontekster – har vi ikke brug for én Teori til at regere over dem alle. Det, vi har brug for, er en bred vifte af værktøjer og perspektiver.
| 1. | Artiklen er en oversættelse af “New Materialism and the Eco-Marxist Challenge: Ontological Shadowboxing in the Environmental Humanities”, som oprindeligt blev udgivet i tidsskriftet Environmental Humanities årg. 15. nr. 2, 2023. Jeg vil gerne takke Therese Villemoes Marstal, Marie Louise Krogh, Martin Karlsson Pedersen, Karl Emil Rosenbæk, Martin Rohr Gregersen, Mati Klitgård, Mads Ejsing, Valdemar Nielsen Pold og Nicolai Skiveren for konstruktiv feedback på tidligere versioner af min artikel, såvel som Jacob Rosendahl, Søren Mau og Martin Hauberg-Lund Laugesen for at læse og diskutere Malms og Moores arbejder med mig. Jeg vil også gerne takke de skarpe og engagerede tilhørere ved Capital, Climate, Crisis, den 6. årlige Marx-konference arrangeret af Selskab for Marxistiske Studier, og Ecofiction in the Capitalocene, en årlig workshop arrangeret af the Aesthetics of Empire-forskningsklyngen ved Linnaeus Universitet, hvor jeg oprindeligt præsenterede min kritik af The Progress of this Storm. Og endelig tak til Danmarks Frie Forskningsfond, der har støttet tilblivelsen af artiklen økonomisk (2102–00187B). |
| 2. | Se Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (New York: Verso, 2016); Anne Pasek, “Carbon Vitalism: Life and the Body in Climate Denial”, Environmental Humanities 13, nr. 1 (2021): 1–20; John Bellamy Foster, “Marxism in the Anthropocene: Dialectical Rifts on the Left”, International Critical Thought 6, nr. 3 (2016): 398–402; Carl Cassegård, Toward a Critical Theory of Nature: Capital, Ecology, and Dialectics (New York: Bloomsbury Academic, 2021). For beslægtede marxistiske kritikker, se Austin Lillywhite: “Is Posthumanism Primitivism? Network, Fetishes, and Race”, Diacritics 46, nr. 3 (2018): 100–19; Andrew Cole, “The Nature of Dialectical Materialism in Hegel and Marx,” i Subject Lessons: Hegel, Lacan, and the Future of Materialism, red. Russell Sbriglia og Slavoj Žižek (Evanston, IL: Northwestern University Press, 2020): 82–101; og Terry Eagleton, Materialism (New Haven, CT: Yale University Press, 2016): 1–35. |
| 3. | Se Google Ngram, “Ecomarxism 2010–2019”. |
| 4. | Se John Bellamy Foster, Brett Clark og Richard York, The Ecological Rift: Capitalism’s War on the Earth (New York: Monthly Review Press, 2010); Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (New York: Verso, 2016); Mikkel Krause Frantzen og Jens Bjering, “Ecology, Capitalism, Waste: From Hyperobject to Hyperabject”, Theory, Culture, and Society 37, nr. 6 (2020): 87–109. |
| 5. | Se Donna Haraway. “Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective.” Feminist Studies 14, nr. 3 (1988): 591; Elizabeth Grosz, Volatile Bodies: Toward a Corporeal Feminism. (Bloomington: Indiana University Press, 1994), 190; og Jane Bennett, Vibrant Matter: A Political Ecology of Things (Durham, NC: Duke University Press, 2010), xvi. |
| 6. | Jane Bennett, “System and Things: On Vital Materialism and Object-Oriented Philosophy”, i The Nonhuman Turn, red. Richard Grusin (Minneapolis: Minnesota University Press, 2015 85): 223–40; Donna Haraway, “Situated Knowledges”, 588; Mayra Rivera, Poetics of the Flesh (Durham, NC: Duke University Press, 2015), 149–152; Donna Haraway The Companion Species Manifesto: Dogs, People, and Significant Others (Chicago: Prickly Paradigm, 2003). |
| 7. | Foster, Clark, and York, Ecological Rift, 32; Moore, Capitalism in the Web of Life: Ecology and the Accumulation of Capital (London: Verso, 2015), 5–8; Malm, Progress of this Storm, 59. |
| 8. | See for eksempel Foster, “Marxism in the Anthropocene”, 398–402; Moore, Capitalism in the Web of Life, 77; og Malm, The Progress of this Storm, 97–99. |
| 9. | Malm deler ofte denne ære med Jason Moore og Donna Haraway, som dog begge krediterer ham. Se Nicole Welk-Joerger, “Restoring Eden in the Amish Anthropocene,” Environmental Humanities 11, nr. 1 (2019): 90; Mandy Bloomfield, “Widening Gyre: A Poetics of Ocean Plastics”, Configurations 27, nr. 4 (2019): 508; Jason Moore, Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism. (Oakland: PM Press/Kairos, 2016), 5; og Donna Haraway, Staying with the Trouble: Making Kin in the Chthulucene. Durham (NC: Duke University Press, 2016), 184. |
| 10. | Dette og alle citater nedenfor, som stammer fra engelske kilder, er oversat af forfatteren. |
| 11. | Soper citeret i Malm, The Progress of this Storm, 28. |
| 12. | Malm, The Progress of this Storm, 60. |
| 13. | Malm, The Progress of this Storm, 59. |
| 14. | Se for eksempel Stacy Alaimo, Bodily Natures: Bodily Natures: Science, Environment, and the Material Self (Bloomington: Indiana University Press, 2010) og Astrida Neimanis, Bodies of Water: Posthuman Feminist Phenomenology (London: Bloomsbury Publishing, 2017). |
| 15. | Diana Coole og Samantha Frost, “Introducing the New Materialisms”, i New Materialisms: Ontology, Agency, Politics, red. Diana Coole og Samantha Frost (Durham, NC: Duke University Press, 2010), 21. |
| 16. | Bennett, Vibrant Matter, 24; Grosz, Becoming Undone, 11–25. |
| 17. | Malm, Progress of this Storm, 117. |
| 18. | Malm, Progress of this Storm, 111. |
| 19. | Malm, Progress of this Storm, 110. |
| 20. | Foucault, The Order of Things: An Archaeology of the Human Sciences. (New York: Vintage Books, 1970 [1966]), 183. |
| 21. | Malm, Progress of this Storm, 111. |
| 22. | Malm, Progress of this Storm, 111. |
| 23. | Malm, Progress of this Storm, 112. |
| 24. | Malm, Progress of This Storm, 18. |
| 25. | Rita Felski, The Limits of Critique (Chicago: Chicago University Press, 2015). Se også Sedgwick Touching Feeling: Affect, Pedagogy, Performativity. (Durham, NC: Duke University Press, 2002) og Nicholas Hom, “Critical Capital: Cultural Studies, the Critical Disposition, and Critical Reading as Elite Practice”, Cultural Studies 34, nr. 1 (2020): 143–66. I litteraturvidenskaben er denne tendens blevet diskutteret under overskriften “postkritik”. For en nyere oversigt, se Skiveren, “Postcritique and the Problem of the Lay Reader”, New Literary History 53, nr. 1 (2022): 161–80. |
| 26. | Cassegård, Toward a Critical Theory of Nature, 170–173. |
| 27. | Foster, “Marxism in the Anthropocene”, 398, 410. |
| 28. | Elizabeth Grosz, Time Travels: Feminism, Nature, Power (Durham, NC: Duke University Press, 2005), 2; Stacy Alaimo og Susan Hekman (red.), Material Feminisms (Bloomington: Indiana University Press, 2008), 4. Se også Jane Bennett, Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman (Durham, NC: Duke University Press, 2020), xix-xx; Malou Juelskjær og Nete Schwennesen, “Intra-active Entanglements: An Interview with Karen Barad”, Women, Gender, and Research, nr. 1–2 (2012): 14; Rosi Braidotti, Metamorphosis: Towards a Materialist Theory of Becoming (Cambridge: Polity Press, 2002), 57; Iris van der Tuin, “ ‘A Different Starting Point, a Different Metaphysics’: Reading Bergson and Barad Diffractively”, Hypatia 26, nr. 1 (2011): 22; Massumi, “On Critique”, Inflexions, nr. 4 (2010): 339. |
| 29. | Bennett, Influx and Efflux, xx. |
| 30. | Haraway, When Species Meet (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2007), 88–93. Oversættelse af response-habilitet stammer fra den danske udgave af Staying with the Trouble (2016) med titlen At blive i besværet: Om at skabe slægt i chtulucæn, på dansk ved Ole Lindegård Henriksen (København: Forlaget Mindspace, 2021), 21. |
| 31. | Malm, Progress of this Storm, 100–101. |
| 32. | Jane Bennett, The Enchantment of Modern Life: Attachments, Crossings, and Ethics (Princeton, NJ: Princeton University Press, 2001), 131. |
| 33. | Toril Moi, Revolution of the Ordinary: Literary Studies After Wittgenstein, Austin, and Cavell (Chicago: University of Chicago Press, 2017), 124. |
| 34. | Malm, Progress of this Storm, 100. |
| 35. | Tobias Skiveren, “Fictionality in New Materialism: (Re)Inventing Matter”, Theory, Culture & Society 39, nr. 3 (2022): 187–202. |
| 36. | María Puig de la Bellacasa, Matters of Care: Speculative Ethics in More Than Human Worlds (Durham, NC: Duke University Press, 2017); Bruno Latour, “Why has Critique Run out of Steam”, Critical Inquiry 30, nr. 2 (2004): 225–48; Bennett, The Enchantment of Modern Life; Braidotti, “Ethics of Joy”, i: Posthuman Glossary, red. Rosi Braidotti og Maria Hlavajova (New York: Bloomsbury Academic, 2018): 221–24. |
| 37. | Bennett, Influx and Efflux, xx. |