Emanuele Coccia, født i Italien i 1976, er lektor i filosofi på École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris. I 2016 udkom hans bog La vie des plantes – Une métaphysique du mélange, der i 2021 blev oversat til dansk med titlen Planternes liv. Blandingens metafysik og udgivet på Hans Reitzels Forlag. De små 140 sider byder på 15 kapitler fordelt under fem overskrifter: I. Prolog; II. Bladteori: verdens atmosfære; III. Rodteori: stjernernes liv; IV. Blomsterteori: fornuftens former; V. Epilog.
Som mange andre af samtidens objekt-orienterede ontologer, spekulative realister og antropocentrismekritiske nymaterialister er han ude i et gevaldigt og altomkalfatrende opgør med menneskets exceptionalistiske status og førstefilosofiske selvforståelse – hvad enten denne måtte være af ontologisk, epistemologisk og/eller eksistentiel “beskaffenhed”.
I det følgende agter jeg at foretage en kritisk læsning af Coccias opgør. Under en række problemopsporende mellemoverskrifter vil der blive foretaget en langsom nærlæsning og fortolkning af 39 nøje udvalgte, fortløbende skriftsteder i bogen med henblik på at karakterisere Coccias radikale og dybt originale kosmologiske og naturfilosofiske projekt og at spørge kritisk til det fra “sidelinjen”.
Coccias anslag
Det er Coccias credo, at solen på det kosmiske plan og planterne på det jordiske plan har skabt verden, og at mennesket derfor er en afhængig og kontingent art, der skylder planternes atmosfæreskabende egenskaber sin eksistens. Således er mennesket ikke altings målestok, mening eller førsteårsag. Mennesket er ikke – og står ikke på – en sikkerhedsgivende grund.
Mennesket er heldigt, at det overhovedet har fået lov til at spille tredjeviolin sammen med milliarder af andre dyriske og organisk-levende eksistenser i et verdensorkester, hvori helios (solen) spiller førsteviolin, og bladenes grønkorn, der kan opfange og lagre kuldioxid og producere livgivende ilt, spiller en multipluralt besat andenviolin – og det vel at mærke, som det vil fremgå nedenfor, helt uden hænder.
Den poetisk skrivende universitetsansatte filosof på jordkloden pointerer, at det gælder om at sætte menneskets jordlige betingelser i centrum med henblik på at konstituere en ny form for sam-eksistentialisme, en blandingsbegejstret sam-værensfilosofi, der intet har at gøre med en klassisk menneskecentristisk, eksistentialistisk position. Mange i bund og grund menneskeindifferente betingelser for menneskelivets tilblivelse skal til, inden mennesket kan vælge at træde i eksistens eller “nøjes med” vegetativt at se til.
Sam-eksistensens mulighedsbetingelser må derfor be- og gentænkes, og det sker ved at rykke perspektivet væk fra klassisk-epistemologiske subjekt-objekt-betragtninger, der placerer og kontrasterer det selvbevidste, suveræne og vidensophobende menneske over for en omverden af tavse og mere eller mindre manipulerbare genstande.
Coccia abonnerer på et stærkt og eksplicit institutionskritisk filosofibegreb. Filosofien skal ikke nøjes med at kooperere i øjenhøjde med enkeltvidenskaberne, såsom biologien, botanikken eller mineralogien. For ham drejer filosofi sig ikke om at skabe viden om specifikke objekter. Filosofi er heller ikke et fag, en disciplin eller en metodelære. Filosofi er snarere en måde at lytte og ånde på blandt kosmiske, atmosfæriske og livsmuliggørende kræfter.
Uden planter – intet liv
Med et Heidegger-kongenialt vokabular skildrer Coccia få sider inde i bogens prolog planternes verdenssammenfiltrede måde at være til på. Med et snuptag rykkes de fundamental- og eksistentialontologiske begreber væk fra Daseins sfære og ind i planteriget:
Man kan ikke adskille en plante – hverken fysisk eller metafysisk – fra den verden, der tager imod den. Det er dens mest intense, radikale og paradigmatiske form for væren-i-verden, der findes. At undersøge planter er ensbetydende med at skaffe sig viden om, hvad det vil sige at være i verden.1Emanuele Coccia, Planternes liv. Blandingens metafysik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 29.
Det er også her, at filosoffen som en anden iagttagelsestænker – som var han informeret af sociologen Luhmann, hvad han ikke selv angiver at være – skriver: “En plante er det reneste udgangspunkt for en iagttagelse af verden i dens totalitet.”2Coccia, Planternes liv, 29. Og det er uhyre interessant, idet den privilegerede perspektiviske tilgang bliver plantens iagttagelse, der bliver til filosoffens alter ego. Coccia stræber efter at skrive en filosofi, som en plante ville kunne tænke og skrive, hvis den tænkte og skrev. Med Luhmann kan man måske endda sige, at planten – vel at mærke godt hjulpet på vej af Coccia – iagttager og konstruerer mennesket som en omverden.
Tankevækkende er det, at Coccia på denne måde får etableret sit naturfilosofiske manifest som en form for tredjeordensiagttagelse, der “iagttager” (eller mere præcist: fremskriver og fremdigter), hvordan planter angiveligvis “iagttager” det, de “iagttager”. Desværre er det dog ikke en epistemologisk problematik, han åbenlyst vedkender sig – endsige skriver højlydt om – måske fordi han ikke er bevidst om den.
Men sol, skyer, vand og mineraler skal der til, skriver han samtidig på samme side, for planterne kan ikke gøre det hele helt alene, om end de samtidig er med til at “gøre” den verden, de altid allerede er i, qua deres væren-i-verden in the first place. Så her i den jordiske verden er planterne faktisk second to none. Uden dem, intet liv i verden:
Vi vil aldrig kunne forstå en plante uden at have forstået, hvad verden er.3Coccia, Planternes liv, 29.
Hvis vi må gå til planterne for at finde ud af, hvad verden er, er det, fordi det er dem, der “gør” verden.4Coccia, Planternes liv, 32.
Derfor må “hvis’et” i citatet siges at være ganske retorisk og til pynt, for det er jo netop det, Coccia gør og har besluttet sig for at gøre, uden den ringeste tvivl om sit eget anliggende. Det er tankevækkende, at Coccia også benytter sig af det tidsåndstypiske verbum: doing. Judith Butler skrev som bekendt om doing gender (“at gøre køn”) i bogen Gender Trouble (1990), og andre har talt om at “gøre” søskendeskab, venskab, politik osv. Men for plantemetafysikeren drejer det sig ikke blot om gender performativity m.v., men om at gøre intet mindre end “verden”.
Antropomorficeringer – på trods
De har ingen hænder til at manipulere verden med, og dog skal man lede længe efter aktører, der er dygtigere til at skabe former. Planterne er ikke blot de mest udsøgte håndværkere i vores kosmos, men er også de arter, der har givet liv til formernes verden – en form for liv, der har gjort verden til rammen om uendelig figurdannelse.5Coccia, Planternes liv, 35.
Sandelig er det ikke let at tale planterne frem uden at komme til at tildele dem menneskelige egenskaber, dvs. i bund og grund at antropomorficere dem. Først bestemmes de ellers negativt: via fraværet af hænder – for derefter på et splitsekund og i samme linje at blive besunget som skabende håndværkere og livgivende aktører. Det er lige før, klassiske guds-kreativitetsmetafysiske og kvindeligt-livgivende fødselsmetaforikker får semantisk mæle i en tekst, der velsagtens ikke har andet at gribe til, da den er tvunget til at arte sig i et sprog, der i hvert fald ikke tales af eller forstås af planter.
Planterne tilskrives både form- og indholdsdialektiske kræfter. De er immanentisk-værensgivende eksistenser uden hvilke, der intet liv var på jorden – og i hvert fald ingen mennesker:
Planterne falder sammen med de former, de opfinder, og for dem er alle former variationer over væren, ikke over gøren og handlen. At skabe en form er ensbetydende med at gennemtrænge den med hele sin væren […].6Coccia, Planternes liv, 35.
Opløftet til erkendelsesinteresse og kosmologi-programmatisk raison d’etre for bogen skriver Coccia ufortrødent:
Verden er frem for alt det, planterne kunne få ud af den. Det er dem, der har “skabt” vores verden, selvom “skabelse” er af en helt anden karakter end den, man kan støde på i nogen levende væseners aktiviteter. Det er altså planterne, som denne bog vil udspørge om verdens natur, dens udstrækning og beskaffenhed. Forsøget på at grundlægge en ny kosmologi – den eneste form for filosofi, der kan betragtes som legitim – bør også begynde med en udforskning af plantelivet.7Coccia, Planternes liv, 42–43.
Menneskehedens store spørgsmål til alnaturen og de kosmologiske konstituenter må således rettes til verdens skaber: planterne. Men ganske typisk for Coccia er det også at gribe til og præsentere faktuel viden om botanikkens skelsættende rolle på kloden. De store filosofiske omkalfatringer følges til dørs af en skolet plantebiologs konkrete og smittende fagkendskab.
Livet på jorden – planteverdenens autonome liv såvel som dyreverdenens parasitære ditto – muliggøres dermed af forekomsten af klorofylkorn (i bladene) og deres funktionsevne. Bladene har påtvunget langt hovedparten af alle levende væsener et fuldstændigt unikt miljø: atmosfæren.8Coccia, Planternes liv, 48.
Retorisk kraftfuldt og øjenåbnende er det at lade de skabende og livgivende blade være udstyret med tvingende kræfter. De tynde, ydmyge og årstidsudskiftelige bladeksistenser er principielt stærkere og mere betydningsfulde end geparder, hajer og mennesker.
Procesontologiske tilblivelser
Coccias decentrering og fundamentale “krænkelse” af det menneskelige subjekt som verdensårsag, erkendelsescentrum og betydningsfortætningscentral går hånd i hånd med en bekendelse til en procesontologisk og cirkulært gentagelig tilblivelseslogik, der aldrig vil ophøre, så længe der er blade og solstråler til på jordkloden og i universet:
Vores verdens oprindelse skyldes ikke en begivenhed, der fandt sted uendeligt langt væk i tid og rum, millioner af lysår fra os – og den skal heller ikke søges på et sted, der ikke længere findes noget spor af. Den finder sted her og nu. Verdens oprindelse er årstidsbestemt, rytmisk og svingende som alt levende. Den er hverken substans eller fundament, er ikke i jorden i højere grad end på himlen, men befinder sig et sted midtimellem. Vores oprindelse er ikke i os – in interiore homine – men uden for, i det fri. […] Vores verdens oprindelse er bladene, der er skrøbelige og sårbare, men alligevel formår at vende tilbage til livet oven på en barsk årstid.9Coccia, Planternes liv, 49–50.
Hvor nogle af samtidens antændte, sporsøgende og seismografisk opmærksomme filosoffer og samfundsteoretikere begynder at “gifte sig” med begrebet connectedness (forbundethed, konnektivitet), så er Coccia yndlingsbegreb “gennemtrængelighed”, der formodentlig er en oversættelse af “permeabilitet”. Fisken i vandet, vandet i fisken – bladet under solens livgivende stråler, bladet som livgivende atmosfærekreatør – mennesket i verden, verden (sol, vand, ilt, mineraler, bakterier, mad …) i mennesket; alt gennemtrænger og udveksler med hinanden. Sådan tænkes og sætningskreeres der i bogen. Alting forandrer sig, og intet står ud eller frem som et førsteprincip. Heraklit kunne næppe have skrevet det bedre:
Gennemtrængelighed er nøgleordet, for i denne verden er alting i alting. Det vand, havet består af, er ikke blot foran fiskesubjektet, men i det, i gang med at trænge gennem det og forlade det igen. Verden og subjektet gennemtrænger altså hinanden, hvilket forlener dette domæne med en kompleks geometri, der selv forandrer sig konstant.10Coccia, Planternes liv, 54.
Menneskeheden har alle mulige gode grunde til at takke planterne for deres åndedrætsmuliggørende kræfter – uden hvilke intet menneskeliv havde set dagens lys:
Takket være planterne blev Jorden en gang for alle til åndedrættets metafysiske rum. De første, der koloniserede Jorden og gjorde den beboelig, var organismer, der kunne lave fotosyntese, og de første i bund og grund jordiske levevæsner var de største omformere af atmosfæren.11Coccia, Planternes liv, 58.
Pudsigt er det at bivåne, at planterne endnu engang antropomorficeres, som var de at ligne med imperialistiske, indtrængende styrker. Jorden bliver også levendegjort, som var den blå planet en organisme med lunger:
Fotosyntesen er dermed intet andet end en kosmisk proces, der gør universet flydende, en af de bevægelser, der medfører skabelsen af det flydende på Jorden, får Jorden til at trække vejret og fastholder den i en dynamisk spændingstilstand.12Coccia, Planternes liv, 58.
Men samtidig er planterne “lyttende” og hengivne væsner – ganske blottet for ustyrlige indre modsigelser. De er fuldgyldige eksistenser uden spaltninger og ubærlige indre dramaer. Det lyder på mange måder ideelt at være plante: “[P]lanter [åbner] sig for verden og smelter sammen med den med hele deres krop og væren”.13Coccia, Planternes liv, 62. Fotosyntesen og kosmos, planternes arbejde og det organiske livs mulighedsbetingelser går op i en højere enhed. Coccia er en dygtig historiefortæller, der kender sine virkemidler.
Uden vejrtrækning – intet liv
Billedsproget er hårdt pumpet. At trække vejret er at fortære andre eksistenser:
Åndedrættet er allerede en første form for kannibalisme, for hver eneste dag suger vi næring af gasser udledt af planter. Vi kan ganske enkelt kun leve af andres liv.14Coccia, Planternes liv, 67.
Men samtidig skildrer Coccia, hvorledes livets levende fletværk skal forstås som et indlejret fletværk af cirklende bevægelser:
Her kommer indlejringen ind i billedet, den kendsgerning, at livet altid er sine egne omgivelser og derfor cirkulerer fra krop til krop, fra subjekt til subjekt og fra sted til sted.15Coccia, Planternes liv, 67.
Der tegner sig en kiasme, en dialektisk og samvirkende logik for det levende:
At trække vejret er at være indlejret i et miljø, der gennemtrænger os på samme måde og lige så intenst som vi gennemtrænger det.16Coccia, Planternes liv, 72.
Uden vejrtrækning – intet liv. Den på én gang ontologiske og atmosfæriske betingelse for liv er vejrtrækningen, og dens mulighed kan hverken mennesket eller de øvrige pattedyr selv skabe: “At leve er at trække vejret og omslutte al materie i verden i sit åndedrag”.17Coccia, Planternes liv, 73.
Som læser kommer man ind i en art meditativ tilstand under læsningen. At leve, at være, at tilblive … Sådan skriver mange fænomenologer og procesontologer; men for Coccia er det ikke tilstrækkeligt at være mandelsmuttet ud i eksistensen af en frugtsommelig og fødedygtig livmoder for at komme til at eksistere. Kastetheden, som Heidegger skriver om i Sein und Zeit, bliver kun til andet end dødfødthed, hvis de atmosfæriske betingelser for liv er til stede: “Vejrtrækningen er ganske enkelt den første betegnelse for væren-i-verden”.18Coccia, Planternes liv, 73.
Initialbetingelsen besynges. Luften pustes ind i eksistensen, der selv lærer at udnytte den; men Coccia tager efter min mening munden lidt for fuld, når han skriver “kun” i denne sætning lidt over halvvejs i bogen: “Alt det levende væsen er kun artikulation af åndedraget: fra perceptionen til fordøjelsen, fra tanken til nydelsen, fra ordet til bevægelsen”.19Coccia, Planternes liv, 74.
For det levende menneskeliv er mere end det, der er på spil i citatet. Menneskelivet er også åndens fortætning i love, historiske fortællinger og biblioteker, og forestillingskraftens manifestation i digte, eksperimenter og opdagelser af stor skønhed. Reduktionen af menneskelivet til åndedragsnåde-eksistens er ikke usand; uden lungekraft og ilt, intet menneskeliv – men menneskelivet er nu engang meget andet end det.
Det er Coccias kongstanke at bære ved til et opgør med dumme dualismer inden for filosofien, videnskaberne og teologien. Det er al ære værd:
Åndedragets metafysiske rum går forud for enhver modsætning, idet vejrtrækningen kommer før enhver sondring mellem sjæl og legeme, mellem ånd og genstand, mellem ideal og virkelighed […] Verden er åndedrag, og alt, hvad der findes i den, eksisterer i denne form. Verdens eksistens er ikke en logisk kendsgerning, men et pneumatologisk anliggende. Kun åndedraget kan røre og fornemme verden, give den liv. Man kan kun ånde verden.20Coccia, Planternes liv, 75.
Men spørgsmålet er, om det er korrekt, at man kun kan ånde verden. Mennesket kan i hvert fald også ændre den, fortolke den, fortælle om den, bosætte sig i den og rejse verden rundt.
Det kan hævdes, at det at kunne ånde er en nødvendig betingelse for menneskelivet, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at forstå dets formrigdom, hittepåsomhed og principielle uberegnelighed. På samme måde som hjernen er en nødvendig betingelse for eksistensen af bevidsthed, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at forstå bevidsthedens genese, form og indhold.
Alting blander sig med alting
Det er bestemt ikke uden grund, at bogens undertitel er Blandingens metafysik. Blandingen skal forstås ontologisk-realistisk og ikke epistemologisk-konstruktivistisk. Coccia rykker blikket og filosofiens centralperspektiv væk fra de menneskelige perceptioners verden og ind i atmosfærens grundværen.
.[Reduktionen] af atmosfæren synes at overse, at atmosfæren dybest set er en ontologisk kendsgerning om tingenes status og værensform og ikke om den måde, de perciperes på.21Coccia, Planternes liv, 82.
Som en kæmpestor, altid æltende røremaskine tegner verden sig. De dynamiske udvekslinger får mange ord med på vejen. Mennesket og alt andet i verden er altid i absolut cirkulation:
Verden er den universelle blandings rum, hvor enhver ting rummer en hvilken som helst anden ting og er indeholdt i enhver anden ting.22Coccia, Planternes liv, 84.
Alt i verden frembringer en blanding og frembringes i blandingen. Alting trænger ind og ud overalt: Verden er åbning, frihed og absolut cirkulation, ikke side om side, men gennem kroppene og de andre. At leve, opleve eller være i verden betyder altså at lade sig gennemtrænge af alting.23Coccia, Planternes liv, 85.
Blandingsmetafysikken har også øje for, at mennesket bidrager med kuldioxid, så planterne har noget at “arbejde med”. Pudsigt nok skriver han ikke om biernes bestøvningsegenskaber og om vandets væren-i-verden. For uden biernes flyvende aktivitet og støvdragerberøringer, ingen plantefertilitet og uden vand, ingen plantevækst. Men det er der på den anden side ingen grund til, at han skulle have gjort, for bierne, planterne, polleniseringen, vandet, solen, honningen, ilten og kuldioxiden blander sig med hinanden og alt andet i det vibrerende og foranderlige kosmos:
Kosmos – dvs. naturen – er ikke tingenes grundlag, men deres blanding, deres åndedræt, den bevægelse, der befordrer deres gensidige gennemtrængning.24Coccia, Planternes liv, 86.
Den universelle blanding er et udtryk for den kendsgerning, at verden konstant er udsat for at blive transformeret af sine elementer.25Coccia, Planternes liv, 87.
Coccia jubler ikke højlydt over, at (selv)kritiske mennesker i samtiden er begyndt at fremhæve mennesket som dén afgørende kraft til at sætte dybe, irreversible aftryk i naturen. Det forekommer ham at være en alt for stor magt at tilskrive menneskeheden:
Begrebet antropocæn omformer det, der definerer selve verdens eksistens, til en isoleret, historisk og negativ handling, gør naturen til en kulturel undtagelse og mennesket til en “udenomsnaturlig” årsag, og frem for alt overser det den kendsgerning, at verden altid er levende væseners åndedrag.26Coccia, Planternes liv, 88.
Igen og igen gentager han sit plante-credo, der former sig som en lovsang til planterne som åndedragets kreatør par excellence. Hvor mennesket tidligere har besunget den omnipotente Gud på denne vis og tilskrevet “ham” alle attributter som natura naturans (latin for den skabende natur) og forstået alt andet i verden herunder mennesket og planterne som natura naturata (latin for den skabte natur) – foretager Coccia en omvending og besynger planterne som natura naturans. Planterne puster så at sige liv ind i verden:
I åndedragets immanens åbenbarer verden sig som noget, der på en gang er tættere på og ekstremt anderledes end det, vi har forestillet os. Det er dette hidtil usete ansigt, planterne lader os betragte.27Coccia, Planternes liv, 89.
Allerede i plantens krop er alting i alting: Himlen er i jorden, jorden skubbes op mod himlen, luften gør sig selv til en krop og en forlængelse, der på sin side blot er et atmosfærisk laboratorium.28Coccia, Planternes liv, 97.
Heliocentrismens uombaggåelighed og visionen om en ny astrologi
Jo længere man kommer frem i bogen, jo tydeligere tegner der sig en skabelsestandem; for uden sollys, intet liv på jorden. Planterne kan med andre ord ikke klare at skabe det hele på egen hånd. Solens kraft og planternes metafysik trækker på samme hammel. De træder synkront i pedalerne og uden dette makkerpar, intet liv på jorden, intet menneskeliv, ingen ord på papir, intet at tale om:
Takket være planterne bliver Solen til Jordens hud, til dens mest overfladiske lag, og Jorden bliver en stjerne, der suger næring af Solen og skaber sig selv af lys. De omformer lyset til organisk substans og gør livet til en kendsgerning, der først og fremmest er bestemt af Solen.29Coccia, Planternes liv, 102.
Det er bestemt ikke tilfældigt, at Coccia skriver Solen med stort S, som man i mange år har skrevet Gud med stort G. For ham er heliocentrismen ikke blot et astronomisk erhvervet erkendelsesfremskridt i menneskeheden historie endsige identisk med den kopernikanske vending, der gjorde solen til centrum og likviderede geocentrismen. Nej, heliocentrismen er ikke en teori eller et epistemologisk konstrukt, men et ontologisk-realt førsteprincip:
Takket være planterne er livet – og kan kun være – heliocentrismen par excellence. Det er hævet over enhver tvivl, at alt levende kun er virkningen af heliocentrismen; af den kendsgerning, at alt på Jorden kun eksisterer på grund af Solen.30Coccia, Planternes liv, 103.
Meget overraskende ser Coccia sit projekt som et forsøg på at udfolde og filosofisk befæste en astrologi. Astrologien er ellers meget udskældt og latterliggjort både i videnskabskredse og i store dele af offentligheden. Men det er ham magtpåliggende at levere et stærkt filosofisk alternativ til såvel Heideggers urgroede faible for det enkle jordbundne og autentiske menneskeliv som samtidens flagellantiske, bæredygtighedsbekymrede og begrænsede kritikker af mennesket som en destruktiv kraft i naturen:
I kontrast til den moderne og postmoderne filosofis mørke og natlige realisme bør man opstille en ny heliocentrisme eller rettere en ekstrem, variant af astrologien. […] for Jorden er selv blot en stjerne blandt alle de andre stjerner, og alt hvad der lever på den (og i den), er astralt.31Coccia, Planternes liv, 106.
At anerkende Jordens astrale natur er at gøre astrologien – videnskaben om stjernerne – til noget andet og mere end en lokal videnskab, nemlig til den globale og universelle videnskab for bedre at vende op og ned på det hele.32Coccia, Planternes liv, 108.
I Coccias filosofi er der ekkoer og mindelser at finde af en berømt sangtekst af Joni Mitchell: “We are stardust …”,33Joni Mitchell, Woodstock (1970). for ret beset er vi alle sammen stjernestøv – kul med milliarder af år på bagen. På sæt og vis tegner det gigantiske astrale univers, “vores” sol og alle planterne sig som bogens bærende triade, der også kendes i en anden og langt mere kendt version fra teologiens historie, hvor Gud både er én og tre: Gudfader, Sønnen og Helligånden. Den kildesøgende Coccia er da også frisk med en hymne til den ikke blot metaforisk-konciperede himmel, den profanerede stand-in for den traditionelle Gud: “Vores eksistens’ endegyldige kilde er himlen”.34Coccia, Planternes liv, 108.
Men Coccia er også rede til at servere en bandbulle imod den alt for indskrænkede opfattelse af, at økologi udelukkende måtte dreje sig om overfladiske balance- og ubalanceforhold på jordkloden. I stedet er det en uranologi, der skal der til. Der skal med andre ord tænkes stort og ikke kun astralprovinsielt og jordbundent. Det himmelske perspektiv er der langt mere gehalt i end det jordiske:
At gøre Jorden til et himmellegeme er at gøre den kendsgerning, at den repræsenterer vores habitat, kontingent på ny. Ligesom størstedelen af stjernerne er den ikke beboelig pr. definition. Kosmos er ikke det beboelige an sich – det er ikke et oikos – men en uranos, en himmel, og økologien er intet andet end forkastelsen af uranologien.35Coccia, Planternes liv, 109.
Men det er nu alligevel overraskende, at den astrofysisk velorienterede Coccia ikke filosoferer over, at solen holder op med at skinne om ca. fem milliarder år, da levetiden for den slags lysende og livgivende stjerner er ca. ti milliarder år. I modsætning til den klassisk-metafysiske Gudsforestilling, der anser Gud for at være en transcendent og universel kraft hinsides tid og rum og samtidig den immanent-hovedansvarlige for alt det, der er til, er solen her kun på lånt tid. Og det betyder i sidste ende, at Coccias heliocentristiske ontologi er et noget usikkert forehavende at hænge sin altforklarende hat og sit metafysiske trumfkort på sub specie aeternitatis.
Coccias filosofi er en blandingsontologi
Sidst i bogen serverer Coccia en benhård og på mange måder højrelevant videnspolitisk kritik af den institutionaliserede filosofi og de arbejdsdelte, højspecialiserede og domænerethaveriske enkeltvidenskaber. Igen sker det ved hjælp af blandingsmetafysiske argumenter:
Tingene og ideerne er langt mindre disciplinerede end menneskene. De blander sig med hinanden uden at bekymre sig om forbud eller etikette, cirkulerer frit uden at afvente grønt lys fra “peers” og strukturerer sig selv på grundlag af former og kræfter, der aldrig svarer til dem, samfundslegemet frembringer. Det vil være meningsløst at forvente det modsatte.36Coccia, Planternes liv, 129.
Denne epistemologiske reminder følges til dørs af en kausalitetskritisk fundamentalontologi, der ikke er bleg for at definere sig selv:
Verden er ikke et rum defineret ved sammenhængen mellem årsager og virkninger, men snarere et rum defineret ved påvirkningers klima, atmosfærers meteorologi. Liv og verden er blot betingelser for den universelle blanding, for klimaet og den enhed, der ikke indbefatter en sammensmeltning af substans og form.37Coccia, Planternes liv, 130.
Her får Coccia sandelig også de epistemologiske menneskelige idé- og vidensformer til at flyde sammen med ontologien. Tanke- og verdensformer glider ind og ud af hinanden:
I verden er alting blandet med alt andet, intet er ontologisk set adskilt fra resten. Det samme gælder for ideer og forskellige former for viden. I tankens hav kommunikerer alting med alt andet, og enhver viden gennemtrænger og gennemtrænges af alle de andre former for viden. Enhver genstand kan erkendes af en hvilken som helst fagdisciplin, og enhver form for viden kan give adgang til ethvert objekt.38Coccia, Planternes liv, 131.
Men i dette på én gang vilde og ambitiøse citat er det meget vanskeligt at forstå, om Coccia taler til fordel for en ideel normativ og endnu ikke eksisterende verden (dvs. som en kontrafaktisk tænker), eller om han rent faktisk mener, at det er det, der sker i dagens videnskabelige verdenssamfund. Er han en bør- og/eller en er-tænker?
Umiddelbart er det eksempelvis ikke til at få øje på, at “enhver viden gennemtrænges og gennemtrænges af alle de andre former for viden” i samtidens videnslandskab, der meget ofte udgrænser – og afgrænser – sig fra de typer af tænkning, der truer enkeltvidenskabens sandheds- og diskurspolitiske magt, ret og agt til at have tiltaget sig monopol på at sige bestemte ting om bestemte genstande.
Det er næppe heller muligt uden yderligere belæg – og i al postulerende abstrakthed og aldeles kontekstløst – at hævde, at “enhver form for viden kan give adgang til ethvert objekt”. Har den økonomiske fagvidenskab f.eks. noget relevant at sige om fotosyntesens biokemi? Kan epigenetikken kvalificere en tekstanalyse? Kan biodiversitetsforskningen bidrage til assyriologien?
Efter at Coccia har svunget fanen meget højt, lander han på bogens sidste to sider med at skrive:
Det drejer sig først og fremmest om epistemologisk evidens: Filosofien er atmosfærisk, for sandheden eksisterer altid i atmosfærisk form.39Coccia, Planternes liv, 134.
De filosofiske tanker er ingen steder, men overalt. Som en atmosfære.40Coccia, Planternes liv, 135.
Der er noget i luften: ilt og tanker – og de kan hverken lokaliseres, fastholdes eller undgå at have med hinanden at gøre, hævder den italiensk-franske filosof.
En kritisk epilog
Er man til transcendentalpragmatikeren Karl-Otto Apel eller til den kommunikative handlenstænker Jürgen Habermas, vil man kunne indvende, at Coccia er viklet ind i en gevaldig performativ selvmodsigelse, for hele hans værk og alle hans finurlige filosofiske forsøg på at vriste sig fri af menneskets exceptionalistiske status modsiges af, at han altid allerede og først og fremmest er indfældet i en sproglig ontologi, og at det er ham, der skriver en bog ladet til randen med argumenter, der lever op til at honorere en række gyldighedsfordringer til ræsonnabelt sprogbrug, herunder en grundlæggende respekt for pragmatiske, semantiske, syntaktiske, grammatiske sprogregler.
Dertil kommer, at det heller ikke er planterne eller solen, der skriver denne bog, men en veltrænet filosof med en erkendelsesinteresse og et dybt og rigt kendskab til filosofi- og videnskabsvirkningshistorien. Så vidt vi ved, filosoferer ilten ikke, ej heller kuldioxiden. De køber, låner og læser heller ikke bøger.
Påfaldende er det også, at Coccia stort set udelukkende holder sig inden for den teoretiske filosofis område. Hvor andre mere aktivistisk orienterede og politisk forandringsinciterende tænkere ønsker at få os (in casu: menneskeheden i det 21. århundrede) til at ændre syn på de politiske beslutningsprocesser, sociale livsformer og dramatiske økologiske ubalancer, så synes Coccia hverken at være politologisk, sociologisk eller praktisk-filosofisk skolet eller interesseret. Vi er milevidt fra FN’s klimamål, kritikker af et uansvarligt og ulighedsskabende overforbrug og mere eller mindre hjemløse og/eller pragmatisk-realistiske greenwashende bæredygtighedsappeller. Således drager han ikke de etisk-politiske konsekvenser af sine metafysiske, ontologiske og epistemologiske “budskaber” i denne bog.
Det undrer mig også, at han ikke kommer kropsfænomenologien i møde, for mennesket er altid allerede inkarneret og situeret. Det menneskelige subjekt er en kropslig-væren-i-verden, og det er et eksistentialontologisk vilkår, der handler om andet og mere end at kunne trække vejret. Som soldyrker og plantemetafysiker kunne han måske have talt det korporlige menneske frem på en anden og rigere måde end notorisk at degradere det til at spille tredjeviolin i den antropocentrismekritiske og nymaterialistiske verdensorden, han taler smagfuldt og stilbevidst frem og ikke mindst argumenterer for. Her var den igen – den performative selvmodsigelse; for Coccia er i første og sidste instans et menneske, en filosof, der vil noget, og det, han vil, er at overbevise os mennesker om, at vi må leve og tænke anderledes. At der er og findes alternativer til at hypostasere, tilbede og udelukkende have øje for mennesket.
Men disse indvendinger til trods, og med mine på én gang rekonstruktive og dekonstruktive læsninger af Coccias bog in mente, er jeg bestemt af den opfattelse, at det vil lønne sig for alle, der er interesserede i grundlæggende ontologiske og epistemologiske spørgsmål, at læse og tage livtag med hans på én gang originale og ambitiøse naturfilosofiske projekt.
| 1. | Emanuele Coccia, Planternes liv. Blandingens metafysik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 29. |
| 2. | Coccia, Planternes liv, 29. |
| 3. | Coccia, Planternes liv, 29. |
| 4. | Coccia, Planternes liv, 32. |
| 5. | Coccia, Planternes liv, 35. |
| 6. | Coccia, Planternes liv, 35. |
| 7. | Coccia, Planternes liv, 42–43. |
| 8. | Coccia, Planternes liv, 48. |
| 9. | Coccia, Planternes liv, 49–50. |
| 10. | Coccia, Planternes liv, 54. |
| 11. | Coccia, Planternes liv, 58. |
| 12. | Coccia, Planternes liv, 58. |
| 13. | Coccia, Planternes liv, 62. |
| 14. | Coccia, Planternes liv, 67. |
| 15. | Coccia, Planternes liv, 67. |
| 16. | Coccia, Planternes liv, 72. |
| 17. | Coccia, Planternes liv, 73. |
| 18. | Coccia, Planternes liv, 73. |
| 19. | Coccia, Planternes liv, 74. |
| 20. | Coccia, Planternes liv, 75. |
| 21. | Coccia, Planternes liv, 82. |
| 22. | Coccia, Planternes liv, 84. |
| 23. | Coccia, Planternes liv, 85. |
| 24. | Coccia, Planternes liv, 86. |
| 25. | Coccia, Planternes liv, 87. |
| 26. | Coccia, Planternes liv, 88. |
| 27. | Coccia, Planternes liv, 89. |
| 28. | Coccia, Planternes liv, 97. |
| 29. | Coccia, Planternes liv, 102. |
| 30. | Coccia, Planternes liv, 103. |
| 31. | Coccia, Planternes liv, 106. |
| 32. | Coccia, Planternes liv, 108. |
| 33. | Joni Mitchell, Woodstock (1970). |
| 34. | Coccia, Planternes liv, 108. |
| 35. | Coccia, Planternes liv, 109. |
| 36. | Coccia, Planternes liv, 129. |
| 37. | Coccia, Planternes liv, 130. |
| 38. | Coccia, Planternes liv, 131. |
| 39. | Coccia, Planternes liv, 134. |
| 40. | Coccia, Planternes liv, 135. |