Silas Marker – Paradoks

Land i sigte? – Venstrepopulismens kartograf holder kursen

Silas Marker · 19. apr. 2023

“Folkets klimamarch” står der med store, hvide typer på en noget slidt plakat, som jeg går forbi hver dag på vej til mit arbejde tæt på Christiansborg. En lignende sammenkædning af “folket” og klimakampen er temaet for Chantal Mouffes nyeste bog Towards a Green Democratic Revolution.¹Chantal Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution: Left Populism and the Power of Affects (London/New York: Verso, 2022). Jeg skriver ganske vist “temaet”, men der er ikke tale om et rent deskriptivt foretagende, for en af Mouffes hovedpointer er, at der ikke er nogen naturlig eller på anden måde given sammenhæng mellem “folket” som subjekt og en politisk sag som klimaspørgsmålet. Tværtimod: Folket eksisterer ikke bare objektivt derude, klar til at blive aktiveret, men må skabes i en politisk kamp. Denne kamp foregår typisk imod en elite med modsatrettede interesser, og ganske sigende var destinationen for “Folkets klimamarch” da også Christiansborg – magtens centrum. Folket konstrueres altså i en bestemt politisk diskurs.²For en diskussion af, hvordan “folket” i øvrigt konstrueres i dansk politik, se fx Silas Marker, “Mette Frederiksen og Inger Støjbergs patent på ‘folket’ er kun til låns”, Altinget, 30. januar 2023; Silas Marker, “ ‘Danmark er danskernes land’: Højrepopulistisk diskurs i Danmark”, Politik 23, nr. 1 (2020): … Continue reading Her er Mouffes nyeste bog (ligesom sin forgænger For a Left Populism) ikke bare en analyse af denne diskurs, men en sproghandling i diskursen, som forsøger at konstruere en folkelig kamp, som samtidig er en klimakamp.

Chantal Mouffe er en tænker til tiden. Af tiden. Med Hegemony and Socialist Strategy fra 1985 formulerede hun og Ernesto Laclau en filosofi for en venstrefløj, der ikke længere kunne regne med den selvbevidste arbejderklasse, historiens immanente logik eller Partiet. Da Mouffe 33 år og adskillige bøger senere udgav For a Left Populism,³Chantal Mouffe, For a Left Populism (London: Verso, 2018). red den på ryggen af et venstrepopulistisk spøgelse, der gik gennem Europa i form a La France Insoumise i Frankrig, Podemos i Spanien, Bernie Sanders i USA og Jeremy Corbyn i Storbritannien. Den nu 79-årige belgiske filosof, som har tæt kontakt med flere af de venstrepopulistiske ledere,⁴Og skrev sammen med dem. Se fx Íñigo Errejón & Chantal Mouffe, Podemos: In the Name of the People (London: Lawrence & Wishart, 2016). fungerede dengang som den store kartograf, der optegnede det politiske landskab og udpegede vejen til sejr for det nye progressive projekt. Selvom den var et teoretisk værk, var den i lige så høj grad et politisk manifest. Med Louis Althussers udtryk kan man sige, at den var en teori, som også samtidig var en praksis. Towards a Green Democratic Revolution kan ses som endnu et forsøg på at skrive en bog med denne ambition.

Nye tider

Men måske kom For a Left Populism for sent. I 2019 tabte Corbyn det britiske parlamentsvalg med det dårligste valg for Labour siden 1935. Sanders er næppe emne for endnu et præsidentvalg i USA. Det ellers så systembrydende Podemos er på lange stræk blevet et halehæng til den siddende socialdemokratiske regering i Spanien. Og man kunne blive ved. Venstrepopulismen – der i Mouffes bøger præsenteres som noget nær den eneste vej frem for venstrefløjen – mistede tilsyneladende sin vind i sejlene.

Men Mouffe er som sagt en tænker af tiden og til tiden. I Towards a Green Democratic Revolution opdaterer hun For a Left Populism til det nye årti, og den er netop et svar på venstrepopulismens krise i starten af 2020’erne, præcis som Hegemony and Socialist Strategy var et svar på venstrefløjens krise i 1980’erne. Bogen er med sine blot 71 sider (ekskl. noter) den korteste hidtil fra hendes hånd, men det er som altid imponerende, hvor meget kartografen Mouffe formår at vise på ét kort. Dén opgave bliver måske nemmere af, at hun ikke udvikler en ny teori, men i stedet bruger sin eksisterende teori til at kommentere og analysere samtiden, hvorfor garvede Mouffe-læsere vil finde mange gentagelser fra tidligere bøger. Det er dog værd at pege på en række nye, væsentlige pointer.

For det første svarer hun på kritikken af venstrepopulismen. Det kommer jeg tilbage til om lidt. For det andet advarer hun mod at fokusere alle kræfter på at bekæmpe højrepopulismen, selvom den er en oplagt skydeskive. I stedet er det nu neoliberalismen, der er hovedmodstanderen.⁵Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 15. Det kan virke som et overraskende budskab i en tid præget af frygt for, hvad højrepopulister som Donald Trump kan finde på. Især taget i betragtning, at hun selv rettede skytset mod højrepopulistiske partier i On the Political og For a Left Populism. Men dette skyldes, at højrepopulismen generelt står relativt svækket sammenlignet med tidligere (selvom den langt fra er decideret svag). Derudover har neoliberale regeringer verden over med COVID19-pandemien som bagtæppe på ny legitimeret sig selv som garanter for nødvendighedens politik i en krisetid. Samtidig har regeringerne tilladt de store tech-giganter at få stadig større kontrol med vores liv og endda hjulpet dem med det gennem offentlig støtte.⁶Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 15–16. Modsat Giorgio Agamben mener hun dog ikke, at coronapandemien var konstrueret af verdens regeringer for at øge kontrollen med befolkningen – men den har uden tvivl været en fordel for det neoliberale hegemoni.⁷Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 15; For en diskussion af Agambens position vedr. coronakrisen, se fx Silas Marker, “Teoriens elendighed”, Eftertryk, 31. marts 2020. Her er højrepopulismen ifølge Mouffe mest af alt et symptom på neoliberalismens afpolitiserede teknokrati – et tegn på, at det politiske (forstået som konflikter, protester og folkelig mobilisering) altid vil hjemsøge de levende.

En tredje måde, hvorpå Mouffes seneste værk adskiller sig fra de tidligere, består i den centrale rolle, som hun tillægger klima- og miljøbevægelsen, der i hendes tidligere tekster næsten udelukkende bliver nævnt summarisk i opremsninger af de såkaldt nye sociale bevægelser. Søger man kilden til grundlæggende politisk forandring, gør man klogt i at kigge i retning af de aktivister, der besætter skove, blokerer havne og forhindrer opsætningen af rørledninger verden over. Modsat hvad man kunne tro, betyder det dog ikke, at de grønne bevægelser er “den nye arbejderklasse”. Mouffe er stadig imod at udpege et privilegeret historisk subjekt. Det handler i stedet om konfliktlinjer. Hun argumenterer for, at der i de økologiske kriser er så store interessemodsætningsforhold på spil, samtidig med at kriserne er så altomsiggribende, at klima- og miljøkampen udgør en oplagt akse at skabe et modsætningsforhold mellem “folket” og “eliten” omkring.

Venstrepopulismens fallit?

Så vidt kortet – tilbage til terrænet. Her har væsentlige venstrepopulistiske flagskibe som nævnt lidt tragiske skibbrud siden For a Left Populism, hvilket forudsigeligt har givet anledning til udbredt kritik af Mouffes projekt.⁸Se fx Matthias Dressler-Bredsdorf, “Noget kunne tyde på, at venstrepopulismen er nået til vejs ende”, Information, 16. december 2022. De bevægelser, Mouffe gennem tiden har brugt til at promovere sin teori, har ikke holdt, hvad de har lovet. Til det har Mouffe fire svar. For det første er det åbenlyst, at det gode skib M/S Venstrepopulismen har haft en ubarmhjertig medfart i coronakrisens orkan af autoritetstro, tryghedsbehov og rally around the flag-effekter.⁹Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 5; se også fx Silas Marker, “ ‘På grund af corona’: Corona er en mestersignifiant”, Kforum, 13. september 2021. Det etablerede system lykkedes under pandemien med at iscenesætte sig selv som løsningen på krisen, hvilket også højrepopulismen har mærket. For det andet er den venstrepopulistiske kamp – i Antonio Gramscis termer – ikke en bevægelseskrig men en stillingskrig:¹⁰Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 4; For begrebernes oprindelse, se fx Antonio Gramsci, Fængselsoptegnelser i udvalg, overs. Gert Sørensen (København: Museum Tusculanum, 1991), 49. Venstrepopulismen adskiller sig netop fra den traditionelle, revolutionære marxisme ved, at den store forandring ikke sker i ét stort, altomvæltende ryk, men gennem en lang og pågående transformation af kultur og konsensus i samfundet.

For det tredje kritiserer Mouffe flere af de venstrepopulistiske bevægelser for at forlade skuden før tid. Corbyns kampagne i 2019, skriver hun, “endte på grund af interne stridigheder med at fremlægge et veludbygget program med en lang liste af gode politikforslag, men den forsøgte ikke at vække affekter. Programmet fulgte devisen ‘stem på os, så vil vi give dig dét og dét og dét’, alt sammen progressiv politik men fremsat på en ‘klientilistisk’ måde”.¹¹Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution (egen oversættelse). Boris Johnsons konservative parti havde omvendt nogle letforståelige paroler som “Take back control” og “Get Brexit Done”, som appellerede til den brede befolknings følelser og identitet, præcis som venstrepopulisterne burde have gjort. Netop affekternes kraft er et af hovedtemaerne i den nye bog. Som sædvanlig er den liberale deliberative demokrati-teori i skudlinjen: Den giver med sit fokus på rationelle begrundelser og videnskab ikke plads til affekter, identiteter og konflikter i politik.¹²Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 20. Men hovedmålet for Mouffes kritik i Towards a Green Democratic Revolution er venstrefløjen, som ifølge hende begår den samme fejl som liberaldemokraterne ved at nedvurdere affekterne. Den “rationalistiske venstrefløj”, lyder hendes påstand, ser ned på de borgere, som tiltrækkes af højrepopulisternes appel til frygt, had og vrede. Ikke desto mindre har højrepopulismen bedre end venstrefløjen forstået en vigtig pointe fra Spinoza, som Mouffe flere gange vender tilbage til: Hvis du vil fordrive en affekt, skal du gøre det med en endnu stærkere affekt.¹³Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 46.

Endelig er der trods alt grund til optimisme, hvis man spørger Mouffe: Black Lives Matter, The Sunrise Movement, intersektionel feminisme, Greta Thunberg og Fridays for Future artikulerer alle et handlekraftigt fællesskab centreret om social retfærdighed og en antagonisme til en elitær-oligarkisk position.¹⁴Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 52–53. Selv hvis man kigger på den traditionelle venstrepopulisme (tænk at tiden går så stærkt, at man allerede kan kalde den det …), er der grund til håb. Sanders er blevet afløst af bevægelsen omkring politiske figurer som Alexandria Ocasio-Cortez, og La France Insoumise-lederen Jean-Luc Mélenchon formår at samle en stadig større bevægelse bag sig og var til præsidentvalget i 2022 tættere end nogensinde på at gå videre til anden valgrunde. Så måske der alligevel er land i sigte fra et Mouffe-perspektiv.

Socialisme forude?

Mouffe er ikke kun en tænker af tidens samfund, men også en nytænker af det venstreorienterede projekt. Hvis man søger en udogmatisk tilgang til socialismen, er hendes bøger – og særligt Towards a Green Democratic Revolution – et godt sted at kigge. Men det rejser også et spørgsmål: Kan det blive for meget af det gode? Flere steder i bogen synes hun at argumentere for, at socialister helt skal afsværge sig socialismen og antikapitalismen som parole og i stedet tale om social retfærdighed (social justice).¹⁵Se fx Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 32–33. Selv læsere af udogmatisk socialistisk observans vil her kunne mærke en vis angst for at skylle barnet ud med badevandet, hvilket ikke er uvant blandt rutinerede Mouffe-læsere. Er det “tilstrækkeligt” for at være socialist, at man bakker op om Greta Thunberg og AOC? Skal vi blive i den maritime metaforik, kunne man spørge, hvor mange dele af et skib, man kan skifte ud, og stadig kalde det det samme skib?

Decideret revolutionære marxistiske eller anarkistiske læsere vil måske endda give helt op, når de læser, at vi ikke skal bryde med det “pluralistiske liberale demokrati”,¹⁶Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 4. eller at kapitalismen ikke skal “smadres”, men derimod eroderes og fordrives gennem “ikke-reformistiske reformer”.¹⁷Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 66. Disse reformer blev allerede antydet i For a Left Populism, men vi får desværre heller ikke her i opfølgeren at vide, hvad de går ud på, og hvordan vi kommer hen til dem.

Den slags tvivl og ambivalenser har været et grundlæggende vilkår for enhver læser af Mouffe, der er skolet i marxismen, lige siden man i 1985 kunne læse, at venstrefløjen burde opgive at have et “privilegeret subjekt”;¹⁸Ernesto Laclau & Chantal Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics, Second edition (London: Verso, 2014), 77. at “folket” og “massen” er lige så vigtige begreber som “arbejderklassen”;¹⁹Laclau & Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy, 52. og at “den politiske praksis konstruerer de interesser, den repræsenterer”.²⁰Laclau & Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy, 107. Det hele kommer sig af Mouffes (og Laclaus) tilslutning til den såkaldte postmarxisme. Postmarxismen er en kritisk genlæsning af Marx i lyset af teorien efter Marx – Gramsci, Derrida, Lacan, poststrukturalismen et cetera – og bevægelserne i samme periode, for eksempel ungdomsoprøret, kvindebevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen, og anti-atomkraftbevægelsen, for ikke at nævne nutidens kampe for antiracisme, feminisme og klima. Men i stedet for at “forlade” Marx nærstuderer Mouffe og postmarxismen marginerne af Marx’ værker og leder efter de indre spændinger og modsætninger – den dialektik, kunne man måske sige – der er på spil i hans tekster for at kunne læse dem bedre og til gavn for nutidens progressive bevægelser.²¹For videre udboring af begrebet om postmarxisme, se Ernesto Laclau, New Reflections on the Revolution of Our Time (London ; New York: Verso, 1990), 97–135.

Uanset om man er til reform eller revolution, bliver man i For a Green Democratic Revolution som nævnt desværre ikke meget klogere på Mouffes “ikke-reformistiske” reformer. Det havde ellers været passende at bevæge sig ned på et mere konkret, politisk niveau i en bog, som har ambitioner om ikke blot at være et stykke teori men tillige en politisk intervention. Mouffe er ellers ikke i øvrigt bange for at blande sig i konkrete politiske anliggender og få jord under neglene, ligesom hun ikke abonnerer på den type revolutionære tankegang, at kun det bedste er godt nok (“revolutionen eller ingenting”). Derfor burde der ikke være noget i vejen for at blive mere konkret, hvad angår de reformer, hun ønsker, samt at diskutere politiske og strategiske fordele og ulemper ved dem. Den slags diskussioner får vi ingen af, og det betyder desværre, at mange af hendes politiske budskaber får et præg af at være ren parole. Der er som nævnt tale om en bog med et meget lavt antal sider, hvilket selvfølgelig alt andet lige er en styrke for en tekst, der gerne vil læses og bruges. Men det er også et tveægget sværd. For det medfører en række begrænsninger og faren for, at teksten bliver for overfladisk.

Forandring mod bagbord

Mouffe synes at have ret i, at der bruges mange ressourcer på venstrefløjen på at definere og formulere den korrekte politik. At opliste politiske krav, programpunkter og visioner for fremtidens samfund og at sikre sig, at de er udtryk for den rette lære. Præcis som i Corbyns program for 2019. Og ligesom i Labours kampagne, “stiller [venstrefløjen] sig sjældent spørgsmålet om, hvordan man kommer derhen, hvordan man får folk til at begære disse politikker” – i modsætning til højrepopulismen, som netop har forstået at tale til almindelige menneskers begær og frygt.²²Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 42–43.

Uanset politisk observans er det betragtninger som disse, der gør Mouffe så interessant og inspirerende at læse; hendes fokus på, hvordan forandringen kan ske i praksis, samt hendes insisteren på at tænke nutidens bevægelser ind i sit postmarxistiske skema. Som bekendt bør det for filosofien ikke bare handle om at fortolke verden, men om at forandre den.²³Karl Marx & Friedrich Engels, Udvalgte skrifter bind II (København: Tiden, 1976), 403. Gennem Mouffes efterhånden mange skrifter aner man, at hun ikke bare benytter de venstrepopulistiske bevægelser til at bekræfte sin teori, men at hun også skriver med den ambition, at de skal kunne bruge hendes kortoptegnelser i deres navigation og praksis. Towards a Green Democratic Revolution er ingen undtagelse – tværtimod.

1.	Chantal Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution: Left Populism and the Power of Affects (London/New York: Verso, 2022).
2.	For en diskussion af, hvordan “folket” i øvrigt konstrueres i dansk politik, se fx Silas Marker, “Mette Frederiksen og Inger Støjbergs patent på ‘folket’ er kun til låns”, Altinget, 30. januar 2023; Silas Marker, “ ‘Danmark er danskernes land’: Højrepopulistisk diskurs i Danmark”, Politik 23, nr. 1 (2020): 119–43.
3.	Chantal Mouffe, For a Left Populism (London: Verso, 2018).
4.	Og skrev sammen med dem. Se fx Íñigo Errejón & Chantal Mouffe, Podemos: In the Name of the People (London: Lawrence & Wishart, 2016).
5.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 15.
6.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 15–16.
7.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 15; For en diskussion af Agambens position vedr. coronakrisen, se fx Silas Marker, “Teoriens elendighed”, Eftertryk, 31. marts 2020.
8.	Se fx Matthias Dressler-Bredsdorf, “Noget kunne tyde på, at venstrepopulismen er nået til vejs ende”, Information, 16. december 2022.
9.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 5; se også fx Silas Marker, “ ‘På grund af corona’: Corona er en mestersignifiant”, Kforum, 13. september 2021.
10.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 4; For begrebernes oprindelse, se fx Antonio Gramsci, Fængselsoptegnelser i udvalg, overs. Gert Sørensen (København: Museum Tusculanum, 1991), 49.
11.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution (egen oversættelse).
12.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 20.
13.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 46.
14.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 52–53.
15.	Se fx Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 32–33.
16.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 4.
17.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 66.
18.	Ernesto Laclau & Chantal Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics, Second edition (London: Verso, 2014), 77.
19.	Laclau & Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy, 52.
20.	Laclau & Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy, 107.
21.	For videre udboring af begrebet om postmarxisme, se Ernesto Laclau, New Reflections on the Revolution of Our Time (London ; New York: Verso, 1990), 97–135.
22.	Mouffe, Towards a Green Democratic Revolution, 42–43.
23.	Karl Marx & Friedrich Engels, Udvalgte skrifter bind II (København: Tiden, 1976), 403.

Jacques Rancière og samfundspessimismen

Silas Marker · 14. apr. 2022

Jacques Rancières lille og velskrevne bog 10 teser om politik blev i det forgangne år oversat til dansk på forlaget Aleatorik,¹Jacques Rancière, Ti teser om politik (Aleatorik, 2021). og det er en kærkommen lejlighed til at genbesøge den franske tænkers indflydelsesrige politiske filosofi. I denne artikel udforsker jeg hans begrebspar politi/politik, der afgjort er en teoretisk kraftfuld distinktion, men som savner en afgørende dimension, nemlig den legitime magtudøvelse i et samfund. Det er en fin anledning til at spørge opfølgende til Rancières refleksioner over politikken, nemlig: Hvad er et samfund overhovedet?

Mellem politik og politi

Vi starter med begrebet om politi, som er Rancières begreb for samfundets ordnende, hegemoniske magt. Da Rancière ser et tæt forhold mellem det politiske og det æstetiske,²Se fx Jacques Rancière, Aisthesis (London: Verso Books, 2019). beskriver han politiets magt som en fordeling af det sanselige. Det er alt det, der skaber orden og giver ting deres ‘rette plads’ i bokse og kasser: “Politiets væsen er at være en deling af det sanselige kendetegnet ved fraværet af tomrum og supplement: Samfundet består da af grupper bestemt til specifikke gøremåder, af pladser hvor disse beskæftigelser udøves og af væremåder, der svarer til disse beskæftigelser og pladser.”³Rancière, Ti teser om politik, 51. Hvor Louis Althusser karakteriserede politiet som et ideologisk statsapparat gennem en kendt anekdote om en betjent, der råber “Hov, De der!”⁴Louis Althusser, Lenin and Philosophy and other essays (New York: Monthly Review Press, 2001), 118. og med det interpellerer den forbipasserende, er politiet hos Althussers elev “påmindelsen om det indlysende ved det, der er eller snarere ikke er: “Gå videre! Der er intet at se.”⁵Rancière, Ti teser om politik, 53. Vigtigst af alt gør al politi “uret mod ligheden.”⁶Rancière, Ti teser om politik, 82. Politiet forhindrer og modvirker med sin ordnende og delende magt skabelsen af en mere retfærdig og lige verden ved at sikre, at alt fortsætter i sine hidtidige rutiner og forbliver i deres kasser. Bliv på din plads. Gør din pligt. Pas din skole. Vent i køen, til det bliver din tur.

Modsat mange andre begreber om politik,⁷Se fx Michel Foucault, Society Must Be Defended (London: Penguin Books, 2004), 48; Max Weber, “Politik som levevej”, i Max Weber: Udvalgte tekster bind 1, red. Heine Andersen, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (København: Hans Reitzels Forlag, 2003), 215. er det i Rancières begrebsapparat ikke magtudøvelse.⁸Rancière, Ti teser om politik, 27. Politik er derimod det, der bryder med politiets lighedsnedbrydende orden – at “forstyrre denne ordning.”⁹Rancière, Ti teser om politik, 51. Politik består i at “rekonfigurere rummet, det vil sige det, der i rummet er at gøre, at se, at navngive.”¹⁰Rancière, Ti teser om politik, 54. Når politiet siger ‘tingene er enten A eller B,’ insisterer politikken på at bryde den slags binariteter. Politikkens princip er demokratiet¹¹Jacques Rancière, Hadet til demokratiet (Horsens: Møller Forlag, 2005), 75. - et skandaløst “anarkisk ‘styre’ ”, skriver Rancière, “hvis eneste grundlag er fraværet af enhver adkomst til at styre.”¹²Rancière, Hadet til demokratiet, 81. Demokratiet er der, hvor ingen har en naturlig, medfødt eller standsmæssig ret til at styre. Folkets magt i folkestyret er magten hos hvem som helst. Derfor er demokratiet heller ikke nogen styreform, men et princip om lighed i form af alles ret til at regere qua ingens adkomst til at regere.¹³Rancière, Hadet til demokratiet, 100. Demokratiske bevægelser kæmper for at nedbryde skellet mellem offentlig og privat – et skel, som ifølge Rancière “sikrer oligarkiets dobbelte dominans i staten og samfundet.”¹⁴Rancière, Hadet til demokratiet, 101. Her er det oplagt at tænke på andenbølgefeminismens slogan “det private er politisk” og, i forlængelse af det, mange nutidige race‑, seksualitets- og kønsbevægelser, der insisterer på at gøre normer, som traditionelt er blevet set som et privat anliggende, til genstand for offentlig politisk kamp.¹⁵Silas Marker & Vincent Hendricks, Os og dem. Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter (København: Gyldendal, 2019), særligt kapitel 1 og 2.

Lad os skære Rancières begrebspar helt ind til benet, med alle de farer for oversimplificeringer, som den slags nødvendigvis må indebære. Politik er ifølge Rancière i altovervejende grad demokratisk, progressiv og lighedsorienteret. Den er revolutionær, systembrydende og emancipatorisk, og den drives af sociale bevægelser og folkelige initiativer gennem for eksempel selvorganisering, protester og direkte aktioner. Politiet er det modsatte – det er magten, der vil opretholde sig selv, og som derfor altid agerer systembevarende og reaktionært.

På den ene side udvider Rancière den politiske sfære ved at vende blikket væk fra de parlamentariske trakasserier, som politik i det daglige ofte reduceres til. Hvis nogen spørger, om du følger med i dansk politik, vil de næsten altid hentyde til det, der foregår på Christiansborg. Rancières begreb om politik adskiller sig radikalt fra denne forståelse, da han insisterer på, at politik i allerhøjeste grad foregår alle andre steder end i det, man ofte kalder magtens centrum. Politiske subjekter og interesser skabes i politiske kampe og relationer mellem handlende mennesker: “Det er den politiske relation, der gør det muligt at tænke det politiske subjekt og ikke omvendt.”¹⁶Rancière, Ti teser om politik, 27. Politik er ikke en kamp mellem faste grupper med forud- og færdigdefinerede interesser, som kan repræsenteres af politikere i et parlament, men i høj grad selve konstruktionen af disse interesser gennem artikulationen af universelle projekter – skabelsen af det fælles. “Politiske subjekter,” skriver Rancière, “eksisterer i intervallet mellem forskellige navne for subjekter. Menneske og borger er sådanne navne, navne for det fælles, hvis udbredelse og forståelse er omstridte, og som netop derfor egner sig til at være et politisk supplement til en praksis, der bekræfter, hvilke subjekter disse navne passer til, og hvilken magt de besidder.”¹⁷Rancière, Hadet til demokratiet, 107.

Samtidig repræsenterer Rancières teori dog også en uheldig indskrænkning af politikken, for hans teori om politik mangler et begreb om legitim politisk magtudøvelse i et samfund. “Det ‘demokratiske samfund’,” skriver han, “er aldrig andet end et fantasibillede, udført med henblik på at understøtte dette eller hint princip om det gode styre. Samfundene er – nu som tidligere – organiseret af oligarkiernes spil. Der findes strengt taget ikke noget demokratisk styre.”¹⁸Rancière, Hadet til demokratiet, 96. Rancière forkaster således tilsyneladende samfundet helt og reducerer det til politi. Et styre – et samfund – er med nødvendighed lig politi, og når man beskriver et samfund som for eksempel det danske som et demokrati, er det i virkeligheden et ideologisk slør.

Men er det virkelig så simpelt? Kan verden med rette deles op i den legitime, revolutionære politik på den ene side og det illegitime, konserverende politi på den anden side? Et begreb om politik som alene værende udenomsparlamentariske og anti-systemiske bevægelser synes ikke at kunne indfange den magtudøvelse, der foregår i og gennem de sfærer, der i Rancières begrebsapparat kategoriseres som politi, men som ikke desto mindre er legitim og ønskværdig, styrker friheden og ligheden, og potentielt kan være emancipatorisk. Tænk for eksempel på de institutioner, der gør, at uddannelsessystemet, daginstitutionerne, trafiksystemet, psykiatrien eller hospitalsvæsenet fungerer hver dag. De gør det, vi gerne vil have dem til, og de får hverdagen til at fungere. Det gør dem dog ikke apolitiske og rent administrative, for forvaltning er også genstand for politik. Samfundets institutionerne er også kamppladser for uddannelsespolitik, socialpolitik, sundhedspolitik og så videre, hvor de potentielt kan bruges til at forbedre samfundet og skabe frihed og lige muligheder. Tænk for eksempel på de strategiske, samfundsmæssige valg, der de sidste to år har ledt det danske samfund relativt vellykket igennem en global pandemi. Denne sfære af institutioner og forvaltning kan ikke reduceres til en rent undertrykkende monolit, men må betragtes som arenaer, hvor stridende grupper, interesser og projekter kan komme til udtryk og trække politikken i den ene eller den anden retning. Meget af denne politik foregår gennem kompromiser, forvaltning og administration, og den er afgjort en form for magtudøvelse. Alligevel er det er en legitim magt, som de færreste af os vil være foruden, og vi måler i høj grad politikere på, hvor gode de er til at forvalte den. Men Rancières teori har ikke noget begreb for denne legitime magtudøvelse, der foregår hver dag – et begreb om samfundet.

Demokratiets to ansigter

I en ofte citeret artikel argumenterer den engelske politolog Margaret Canovan, inspireret af Michael Oakeshott, for, at politikken grundlæggende har to ansigter: Det forløsende ansigt og det pragmatiske ansigt. Et demokrati befinder sig altid i “et skæringspunkt mellem en forløsende og en pragmatisk politisk stil” – det har begge ansigter.¹⁹Margaret Canovan, “Trust the People! Populism and the Two Faces of Democracy”. Political Studies, nr. XLVII (1999), 9. Det pragmatiske ansigt betoner statslige institutioner, love og processer, og det fungerer gennem administration, forvaltning og kompromiser. Ansigtet er som udgangspunkt kritisk over for folkelig entusiasme, og det har meget lave forventninger til, hvor meget regeringer kan opnå. Her handler politik om at holde orden, sikre smidige processer og undgå store konflikter, og politik føres igennem de etablerede institutioner og altid med respekt for den gældende lov. Det forløsende ansigt lægger omvendt vægt på konflikter og antagonisme, og i stedet for at følge det etablerede systems veje, fungerer det gennem demonstrationer, opstande og til tider endda revolutioner. Dette ansigt har høje krav til politikken og lav tålmodighed over for juridiske restriktioner, der kan stå i vejen for skabelsen en bedre verden. De to ansigter er begge nødvendige for demokratiet, for uden det pragmatiske ansigt vil man mangle de institutioner, der får samfundet til at fungere, og uden det forløsende ansigt vil intet radikalt nyt nogensinde ske.

Her synes Canovan at fange flere nuancer i moderne politik end Rancière. Politik er både de folkelige, samfundsforandrende kræfter, som Rancière kalder politik, og kompromiser, administration og forvaltning. En anden af Althussers elever, nemlig den argentinske filosof Ernesto Laclau, skelner mellem to artikulationslogikker i det politiske. Hvis en politisk diskurs følger en differenslogik, kan den inkludere alle de forskellige interesser, grupper og identiteter på det samfundsmæssige felt. Her bliver ingen subjekter ekskluderet, og alle kan på trods af uenigheder leve i fredelig sameksistens. Ækvivalenslogikken er derimod kendetegnet ved at skabe et dem og et os, hvor enheden i sidstnævnte især etableres ved at ekskludere og afgrænse sig fra de første. Igen simplificeret kan man sige, at hvor differenslogikken er forhandlingsbordets logik, er ækvivalenslogikkens stridens logik. Men som Laclau også bemærker, er der ikke nogen politisk diskurs – eller samfund i det hele taget – der udelukkende er struktureret efter den ene eller den anden logik. Der er i stedet tale om et kontinuum, som en given politik kan bevæge sig frem og tilbage på. Populismen, for at tage et eksempel, er med sin skarpe og til tider manikæiske antagonisme mellem folk og elite en ækvivalenslogisk diskurs par excellence.²⁰Ernesto Laclau, On Populist Reason (London: Verso Books, 2005). Dets klassiske modsætning i det liberale demokrati er omvendt typisk en differenslogisk diskurs. Men billedet har visse nuancer: Når populister kommer i regering, har de ofte tendens til både at søge et bredere samarbejde og antage en mere systembevarende karakter. Og ser man på liberaldemokratiske politiske diskurser, ses det ofte – især når man oplever, at det liberale demokrati er i krise – at liberaldemokrater kraftigt antagoniserer deres udenfor, herunder navnlig populismen.²¹Den tidligere præsident for Europarådet Herman van Rompuy har for eksempel udtalt, at “populismen er den store fare. Som belgier ved jeg, hvad det vil sige.” Citeret i Jan-Werner Müller, Hvad er populisme? (København: Informations Forlag, 2016), 10. Dermed ikke sagt, at Laclau er ude efter at finde en form for balance mellem differenslogikken og ækvivalenslogikken. Hans og Chantal Mouffes eget venstrepopulistiske projekt har en klar overvægt til fordel for sidstnævnte. Pointen er derimod, at en diskurs med overvejende differenslogiske træk også kan være legitim, demokratisk – og politisk.

Alt i alt kan verden ikke inddeles simpelt i den legitime og revolutionære politik over for det illegitime, reaktionære politi. Der foregår masser af ikke-systembrydende, men alligevel legitim politik, og folkets vilje kommer til udtryk på mange måder, der øger ligheden og gør verden til et bedre sted, uden at der brydes radikalt med den herskende orden. Ved ikke at have blik for dette, følger Rancière (om end med et mindre dramatisk sprogbrug) en uheldig tendens i venstreorienteret politisk filosofi, som vi også finder hos eksempelvis Giorgio Agamben og Slavoj Žižek. Man karakteriserer samfundet som en entydig reaktionær og undertrykkende entitet uden at udvise bare det mindste blik for samfundets legitime og ønskværdige dele, og hvilke emancipatoriske potentialer, disse har. Det medfører, at læseren efterlades med en ikke bare ufuldstændig men også apatisk forståelse af samfundet, hvor legitimiteten af forandringer og forbedringer måles efter en ‘alt eller intet’-skala.²²For kritik af tendensen hos Agamben, se Silas Marker, “Teoriens elendighed”, Eftertryk, 31. marts 2020; Ernesto Laclau, The Rhetorical Foundations of Society (London: Verso Books, 2014), 207–220. For kritik af tendensen hos Žižek, se fx Laclau, The Rhetorical Foundations of Society, 139–180; Laclau, “Structure, History and … Continue reading Det er uden tvivl en bekvem målestok, fordi den er nem at bruge: Kun (forsøg på at skabe) en absolut og radikal omvæltning er legitime. Men på den måde bliver det gode til det bedstes værste fjende, som vi ser, når samfundets institutioner en bloc afvises som udtryk for det illegitime politi, selvom de kan bruges til at skabe konkrete forbedringer af folks liv. Og når revolutionen ikke synes at være lige rundt om hjørnet, henvises vi til rollerne som Vladimir og Estragon, der forgæves venter på Godot. Lad være med at gribe til handling for at forandre verden – tænk over og fortolk verden i stedet for, som Žižek siger.²³Big Think, Don’t Act. Just Think (YouTube, 2012). Det betyder som sagt på ingen måde, at Rancière ikke har noget at lære os. Men vi bør tænke videre og formulere flere teser om politikken – herunder om samfundet.

Samfundets umulighed

Samfundet har altså både et pragmatisk (systembevarende) og et forløsende (systembrydende) ansigt. Med hvad er et samfund egentlig? En typisk udlægning lyder, at det er et stort fællesskab, der har én fælles interesse, der står over den enkeltes interesse. Tænk for eksempel på vendinger som ‘at gøre noget for samfundets skyld’, ‘det er i samfundets interesse at …’ eller at have ‘samfundssind’ i betydningen at sætte samfundet over sig selv.²⁴Silas Marker, “Ordet ‘samfundssind’ betyder ikke noget konkret – derfor kan det alligevel betyde så meget”, Videnskab.dk, 29. marts 2020. Her er idéen typisk, at samfundet eksisterer i og for sig selv som et objektivt grundlag eller universale, som vi med vores individuelle identiteter, interesser og præferencer blot er partikulære til, og som en god borger derfor bør solidarisere sig med.

Rancière har ret i, at denne forestilling om samfundet er problematisk af mange årsager. Med Laclau kan man sågar sige, at samfundet er umuligt.²⁵Ernesto Laclau, New Reflections on the Revolution of Our Time (London: Verso Books, 1990), 89–92. Det, vi kalder samfundet, er ikke et fast grundlag eller en selvindeholdt entitet, men et uendeligt spil af forskelle og modsætninger. Det vil altid være præget af interne modsætninger (for eksempel mellem samfundsklasser), splittelser (for eksempel over politiske spørgsmål) og eksklusioner (for eksempel af flygtninge eller minoriteter). Ingen politik er lige gavnlig for alle, og der vil altid være stridende grupper af os og dem, der vil slås om at få deres respektive interesser anerkendt som hele samfundets universelle interesser. Samtidig er der grupper, der bor i landet, men ikke anerkendes som ligeværdige borgere, ligesom personer, der har stemmeret, kan få den frataget og dermed blive ekskluderet fra folket. Der er derfor ikke ét sammenhængende og harmonisk vi, der favner alle, og som man kan henvise til som et objektivt og selvindeholdt grundlag. Til enhver påstand om, at noget er i hele samfundets interesse, kan man stille spørgsmålet: Hvem har bestemt det? Og hvem har givet dem autoritet til det?²⁶Se også Ernesto Laclau, Emancipation(s) (London: Verso Books, 2007), 79.

Samfundets nødvendighed

Ikke desto mindre er ordet ‘samfundet’ umiddelbart meningsfuldt for de fleste af os. Tænk på udsagn som ‘det er samfundets skyld’ eller ‘samfundet har svigtet.’ Her implicerer man, at samfundet burde have gjort noget – at der er en rigtig måde for samfundet at handle på, som det ikke lever op til. Og sådan er det ofte. For et demokratisk samfund er et (forestillet) fællesskab,²⁷Om begrebet ‘forestillet fællesskab’, se Benedict Andersson, Forestillede fællesskaber (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2001). der lover den lighed og retfærdighed, Rancière gentagne gange skriver om, og som vi (ofte alt for optimistisk, men ikke desto mindre vedholdende) forventer lever op til disse løfter. Hvorfor? Fordi der er ikke andre til at gøre det.

Når demonstranterne foran retsbygningen kræver, at dommeren omstøder en frikendelse af en voldtægtsmand, kræver voldtægtsofrene den retfærdighed, de ikke har ret til – Rancières politisk-demokratiske subjekt i en nøddeskal. Men det er stadig samfundet, de kræver retfærdigheden af, og som de forventer kan realisere den. Eller for at tage et andet eksempel fra tidens aktuelle kampe: I Minneapolis kunne man i sommeren 2020 høre kampråbet “we got all four!” runge gennem gaderne med henvisning til, at alle de fire politibetjente, der var ansvarlige for mordet på George Floyd, nu var blevet anholdt. Samfundet havde handlet, men det var alligevel en sejr for den antiracistiske bevægelse, altså Rancières politik. Bevægelsens minimumskrav var en politireform, der skulle gøre en ende på politivolden, altså en reform af samfundet, der ikke ville kunne lade sig gøre af andre end netop samfundet. Maksimumskravet var at gøre en ende på den strukturelle racisme, herunder også uden for politikorpset. Men hvor? I samfundet. De krævede af samfundet, at det skulle holde de løfter om frihed og lighed, som det giver i sin forfatning, og de troede på, at det kunne lade sig gøre.

Det samme gør sig gældende, hver gang politiske bevægelser af enhver støbning demonstrerer, holder taler og råber taktfaste kampråb foran et parlament. Denne lokation er både velvalgt og symptomatisk, fordi den repræsenterer samfundet. Ganske vist udøves den samfundsmæssige magt i praksis for det mest ude i mere lokale kontekster af betjente, lærere og kommunale sagsbehandlere. Men når samfundet som helhed skal adresseres og forsøges ændret – så er det centraladministrationen, man stiller krav til. Det er sjældent samfundet, man vil af med. Man vil derimod have, at magthaverne, altså samfundets administratorer, ændrer politik, og ellers vil man have nogle andre magthavere ind – til at ændre samfundet. Men samfundet består uanset hvad som det terræn, hvor forandringen er mulig; den arena, hvor man kan kæmpe for den; og det medium, igennem hvilket den skal udmøntes i praksis.

Realiseringen af samfundets løfter

Samfundet indeholder netop et løfte om, at individet ikke er alene i en krig mod alle andre, hvor livet er ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort.²⁸Thomas Hobbes, Leviathan (København: Informations Forlag), 140. For alt for mange mennesker bliver dette løfte ikke overholdt, og der foregår en ustandselig kamp om, hvad løftet konkret består af, for eksempel: Hvad betyder lighed i praksis? Og lighed for hvem? Men der er ikke andre end samfundet til at overholde løftet og til at være den arena, på hvilken vi kæmper om den rigtige fortolkning af det. Sociale bevægelser og oprør kan stille krav om lighed, og enkelte bevægelser lykkes sågar på egen hånd med at realisere kravene lokalt (selvom erfaringen viser, at også bevægelser, der kæmper for lighed, kan have svært ved at opnå denne i egne organisationer). De kan kræve af samfundet, at det overholder sine løfter, og de kan ændre vores forståelse af løfterne. Men kun samfundet kan realisere dem i stor skala.

Selvom samfundet som sådan ikke findes, tror vi altså alligevel på det. Vi tildeler det intentioner og agens, og vi ser det som en handlende instans, der skal opfylde vores krav og holde sine løfter. Vi er imod mange af de ting, samfundet gør. Men abstrakte paroler og teorier som Rancières imod samfundet som sådan forbliver – ja, abstrakte. I vores konkrete, levede liv kræver og forventer vi, at det er igennem samfundet, at samfundet skal blive et bedre sted. Alternativet til Rancières samfundspessimisme er derfor ikke blot en hovedløs optimisme. Den nærværende artikel er ikke en glad opfordring til at tage ja-hatten på, og jeg tror ikke, at tingene bliver bedre af sig selv. Jeg plæderer i stedet for en politisk teori, der ikke betragter ‘systemet’ som et monolitisk sæt af undertrykkende institutioner, men har blik for de kamppladser og demokratiske, emancipatoriske potentialer, samfundet har.

1.	Jacques Rancière, Ti teser om politik (Aleatorik, 2021).
2.	Se fx Jacques Rancière, Aisthesis (London: Verso Books, 2019).
3.	Rancière, Ti teser om politik, 51.
4.	Louis Althusser, Lenin and Philosophy and other essays (New York: Monthly Review Press, 2001), 118.
5.	Rancière, Ti teser om politik, 53.
6.	Rancière, Ti teser om politik, 82.
7.	Se fx Michel Foucault, Society Must Be Defended (London: Penguin Books, 2004), 48; Max Weber, “Politik som levevej”, i Max Weber: Udvalgte tekster bind 1, red. Heine Andersen, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (København: Hans Reitzels Forlag, 2003), 215.
8.	Rancière, Ti teser om politik, 27.
9.	Rancière, Ti teser om politik, 51.
10.	Rancière, Ti teser om politik, 54.
11.	Jacques Rancière, Hadet til demokratiet (Horsens: Møller Forlag, 2005), 75.
12.	Rancière, Hadet til demokratiet, 81.
13.	Rancière, Hadet til demokratiet, 100.
14.	Rancière, Hadet til demokratiet, 101.
15.	Silas Marker & Vincent Hendricks, Os og dem. Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter (København: Gyldendal, 2019), særligt kapitel 1 og 2.
16.	Rancière, Ti teser om politik, 27.
17.	Rancière, Hadet til demokratiet, 107.
18.	Rancière, Hadet til demokratiet, 96.
19.	Margaret Canovan, “Trust the People! Populism and the Two Faces of Democracy”. Political Studies, nr. XLVII (1999), 9.
20.	Ernesto Laclau, On Populist Reason (London: Verso Books, 2005).
21.	Den tidligere præsident for Europarådet Herman van Rompuy har for eksempel udtalt, at “populismen er den store fare. Som belgier ved jeg, hvad det vil sige.” Citeret i Jan-Werner Müller, Hvad er populisme? (København: Informations Forlag, 2016), 10.
22.	For kritik af tendensen hos Agamben, se Silas Marker, “Teoriens elendighed”, Eftertryk, 31. marts 2020; Ernesto Laclau, The Rhetorical Foundations of Society (London: Verso Books, 2014), 207–220. For kritik af tendensen hos Žižek, se fx Laclau, The Rhetorical Foundations of Society, 139–180; Laclau, “Structure, History and the Political”, i Contingency, Hegemony, Universality, red. Judith Butler, Ernesto Laclau & Slavoj Žižek (London: Verso Books, 2000), 182–212.
23.	Big Think, Don’t Act. Just Think (YouTube, 2012).
24.	Silas Marker, “Ordet ‘samfundssind’ betyder ikke noget konkret – derfor kan det alligevel betyde så meget”, Videnskab.dk, 29. marts 2020.
25.	Ernesto Laclau, New Reflections on the Revolution of Our Time (London: Verso Books, 1990), 89–92.
26.	Se også Ernesto Laclau, Emancipation(s) (London: Verso Books, 2007), 79.
27.	Om begrebet ‘forestillet fællesskab’, se Benedict Andersson, Forestillede fællesskaber (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2001).
28.	Thomas Hobbes, Leviathan (København: Informations Forlag), 140.

Nye tider

Ven­strepo­pulis­mens fal­lit?

Soci­a­lis­me for­u­de?

For­an­dring mod bag­bord

Mel­lem poli­tik og poli­ti

Demo­kra­tiets to ansig­ter

Sam­fun­dets umu­lig­hed

Sam­fun­dets nød­ven­dig­hed

Rea­li­se­rin­gen af sam­fun­dets løf­ter