Den tyske tænker Hans Blumenbergs (1920–1996) beskæftigelse med klassiske, metafysiske grundspørgsmål i en tid, der angiveligt er eftermetafysisk, er bemærkelsesværdig. Således skriver vennen Odo Marquard: “Faktisk kender jeg ingen nutidig filosofi, der med nøje kendskab til metafysikkritikkens historie bedriver så uhildet og frugtbar metafysik som Blumenbergs filosofi”.1Odo Marquard, “Aflastning fra det absolutte – In Memoriam”, Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie, 47 (2006): 37–46. Men Blumenbergs tænkning er ikke en samvittighedsløs genoptagelse af prækritisk metafysik. Tværtimod. Som meget andet filosofi fra det 20. århundrede beskæftiger også Blumenberg sig med filosofiens betingelser efter metafysikkens tidsalder. Dette ikke mindst i hans metaforologiske arbejde, som første gang for alvor blev præsenteret i det tidlige hovedværk Paradigmen zu einer Metaphorologie fra 1960.2Hans Blumenberg, Paradigmen zu einer Metaphorologie (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1960). I brødteksten fremover bare “Paradigmen”. Som afsluttende sætning i værket slås temaet mellem metaforikkens forhold til metafysik programmatisk an: “[M]etafysikkens svind kalder metaforikken tilbage på sin plads”.3Blumenberg, Paradigmen, 193 (“der Schwund der Metaphysik ruft die Metaphorik wieder an ihren Platz”). Selvom temaet således tydeligt er til stede i værket, giver Blumenberg det dog ingen eksplicitte systematiske bemærkninger. De få steder, temaet behandles, er det opsigtsvækkende, at det ligesom i ovenstående citat sker metaforisk. Denne artikels sigte er at fortolke denne baggrundsmetaforik i værket med henblik på en mere systematisk undersøgelse af metaforikkens forhold til metafysik i Blumenbergs metaforologi. Min tese er, at Blumenbergs metaforologi “ombesætter” metafysik.
En del af undersøgelsen består i at vise sammenhængen i metaforikken de centrale steder, Blumenberg tematiserer metaforens forhold til metafysik. Men mens det er muligt ved en isoleret læsning af værket at fremfortolke en sådan sammenhæng, er det min påstand, at denne metaforik først fuldt lader sig forstå ved at læse den senere Blumenbergs begreb “ombesættelse” (Umbesetzung) som en slags fortolkningsnøgle. Jeg læser “ombesættelse” som en metafor i sig selv, der skal anskueliggøre, hvordan tænkningens historie ifølge Blumenberg udvikler sig. Jeg vil vise, at ombesættelsesmetaforikken allerede er til stede i Paradigmen zu einer Metaphorologie præcis dér, hvor Blumenberg tematiserer metaforikkens forhold til metafysik i et historisk perspektiv. Dermed vil jeg forklare, hvordan metaforologien genfortolker den metafysiske tradition på en måde, hvor den metafysiske tænknings metaforicitet kommer til syne. Denne remetaforisering af klassiske, metafysiske grundtanker afslører den metafysiske tradition som noget, vi endnu mangler at forstå.
Metaforen i filosofien og metaforologi
Diskussionen om metaforens rolle i filosofien har en lang historie, der går tilbage til den antikke strid om filosofiens forhold til retorikken. En af de tidligste og historisk mest autoritative definitioner af metaforen gav Aristoteles i Poetikken: “En metafor [metaphora] er en henføren af et fremmed ord, enten fra genus til art, fra art til genus, fra art til art eller ved analogi”.4Aristoteles, Poetikken, (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2004), 1457b. Som eksempel på en metaforisk henførelse fra art til genus skriver Aristoteles: “ ‘titusinde ædle bedrifter har Odysseus udført’: titusinde er nemlig meget og bruges her i stedet for ‘meget’ ”.5Aristoteles, Poetikken, 1457b. Det er sigende, at det er i Poetikken og desuden i Retorikken, at Aristoteles behandler metaforen. På grund af de disciplinære afgrænsninger, der i antikken blev trukket mellem filosofi, retorik og poesi, er det nemlig stadig en almindelig opfattelse, at metaforens beføjelser findes i retorikken eller poesien, ikke i filosofien. Det er ofte med den begrundelse, at metaforen ikke egner sig til at angive sandheden – den er rent ornament. Derfor er titlen “metaforologi” som filosofisk beskæftigelse måske fra begyndelsen behæftet med en aura af illegitimitet.
Metaforen tænkes typisk, og også i metaforologien, i kontrast til begrebet, hvis centrale plads i filosofihistorien og især i den rationalistiske tradition ikke kan underkendes. Grænsen mellem metafor og begreb vil være et konstant underliggende tema i nærværende tekst, og mens Blumenberg tydeligt opererer med denne grænse, er metaforologien vedvarende i gang med at problematisere den. Vanskelighederne ved at bruge for rigide definitioner lader sig tentativt demonstrere ved den observation, at ordet “begreb” selv oprindeligt er en metafor, mens ordet “metafor” umiddelbart er et begreb. Mens begrebsbegrebet såvel som metaforbegrebet er under udvikling i løbet af Blumenbergs forfatterskab, kan vi finde en for nærværende tilstrækkelig begrebsdefinition i Blumenbergs posthumt udgivne værk Theorie der Unbegrifflichkeit: “Et begreb må i princippet være definérbart, også i det tilfælde, hvor ingen i en given situation er i stand til at leve op til kravet om faktisk at give en sådan definition”.6Hans Blumenberg, Theorie der Unbegrifflichkeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag. 2007), 34 (“Ein Begriff muß im Prinzip definierbar sein, auch dann, wenn in einer gegebenen Situation niemand imstande ist, die Forderung nach der Definition zu erfüllen”). Begrebet er altså det, der principielt kan defineres.
I modsætning til metaforen, der typisk tilskrives en fordunklende flertydighed, tænkes begrebet ofte som noget klart, tydeligt og derfor sandhedsegnet. En af de mest markante repræsentanter for denne opfattelse er René Descartes, som i Discours de la Méthode fra 1637 formulerer sin tanke om en begrebslig teleologi.7René Descartes, Afhandling om metoden + Filosofiens principper (1. del), overs. Mogens Chrom Jacobsen (Helsingør: DET lille FORLAG, 2009). I indledningen til Paradigmen placerer Blumenberg eksplicit sin metaforologi i forhold til denne tanke: Descartes angiver som første regel for fyldestgørende filosofiske begreber de to kriterier, at de bør være klare og distinkte.8Descartes, Afhandling, 30. Han knytter dertil en forestilling om, at al menneskelig aktivitet udvikler sig mod en højere grad af rationalitet, og han forudser dermed en fuldendelse af det filosofiske sprog, hvor alt er strengt begrebsligt. Grundtanken i metaforologien er imidlertid, at nogle metaforer er en essentiel del af det filosofiske sprog som metaforer, dvs. at de af princip ikke lader sig transformere til et begreb, sådan som begrebsteleologien forudser. Disse metaforer kalder Blumenberg det filosofiske sprogs metaforiske “grundbestande”.9Blumenberg, Paradigmen, 10 (“Grundbestände”). Derimod er de metaforer, som blot er “restbestande”,10Blumenberg, Paradigmen, 10 (“Restbestände”). accidentelle sproglige figurer i overgangen fra metafor til begreb. Blumenberg afviser altså en begrebsteleologi. Denne erkendelse af metaforens uomgængelighed gør Blumenberg gældende for sin egen tekst: Metaforologien er en tydning af metaforer ved brug af metaforer.
Men metaforologien er ikke en metaforteori; den forklarer ikke primært, hvad en metafor er eller gør. Metaforen er for metaforologien interessant, fordi den er en måde for mennesket oprindeligt – dvs. før-begrebsligt, ‑videnskabeligt og ‑teoretisk – at forholde sig til (metafysiske) totaliteter (f.eks. verden, væren og sandhed). Det er en metaforologisk grundantagelse, at vi ikke kan forholde os begrebsligt til disse totaliteter, som bestemmer den horisont, indenfor hvilket noget konstitueres som en teoretisk genstand. Når vi spørger videnskabeligt til et fænomen i verden, har vi f.eks. på forhånd en implicit antagelse om, hvad sandhed vil sige. Forestiller man sig sandhed som lyset, dvs. som noget, der aktivt åbenbarer sig eller giver sig til kende for den passive modtager (som ifølge Blumenberg var den paradigmatiske opfattelse fra antikken frem til moderniteten), former det den videnskabelige praksis anderledes, end hvis man forestiller sig sandheden som et (ud)bytte, der gennem minutiøst arbejde skal aftvinges verden (som ifølge Blumenberg er den moderne forståelse).11Blumenberg, Paradigmen, 14–35.
Sådanne historiske vendinger i forskellige epokers grundlæggende horisonter lader sig ifølge metaforologien kun forstå, hvis man sporer og tolker forandringer i metaforikker; metaforerne hævdes som et historisk dokument, der dokumenterer et mere oprindeligt stade for tænkningen. Når man metaforologisk læser metaforernes historie, læser man derfor egentligt “historiske meningshorisonter og synsmåders metakinetik, indenfor hvilke begrebernes modifikationer foregår”,12Blumenberg, Paradigmen, 13 (“die Metakinetik geschichtlicher Sinnhorizonte und Sichtweisen […] innerhalb deren Begriffe ihre Modifikationen erfahren”). dvs. bruddene og bevægelserne i epokale “meningshorisonter og synsmåder”. Metaforologien er for så vidt en art hermeneutik, en fortolkningspraksis. Den ligner derfor på overfladen en metode. Men i resten af denne artikel vil jeg tematisere den systematisk. I stedet for at fokusere på dens fortolkninger af historien, vil jeg forsøge at konstruere de antagelser, metaforologien som teori indebærer om metaforen, mennesket, metafysik og historie. Fundamentet i denne konstruktion er Blumenbergs begreb om den absolutte metafor, som første gang præsenteres i Paradigmen.
Absolutte metaforer
De absolutte metaforer udgør den førnævnte grundbestand i filosofihistorien. Epitetet “absolut” tilkommer denne type metaforer af den grund, at de ikke lader sig transformere til begreb – de er absolut metafor. Dette gør de ifølge Blumenberg ikke, fordi de står som svar på den type spørgsmål, der af princip ikke adækvat kan besvares begrebsligt, men som vi ikke desto mindre ikke kan undlade at beskæftige os med – hvad er sandhed, verden eller væren? Når en sætning begynder “væren er…”, efterfølges den ifølge Blumenberg således altid af en absolut metafor.13Blumenberg, Unbegrifflichkeit, 61–62. Det er Kant, som Blumenberg tydeligt (og eksplicit) knytter an til: Mennesket er behæftet med en fornuft, der stiller metafysiske spørgsmål, den af natur ikke kan undlade at stille, men som den tillige ikke endegyldigt kan besvare, da det overskrider dens evner. I det følgende vil jeg særligt behandle denne arv fra Kant i Blumenbergs metaforologi. Den forudsatte tanke, Blumenberg overtager fra Kant, er altså, at “begrebet formår ikke alt, hvad fornuften forlanger”, når han skriver:
Absolutte metaforer “besvarer” disse formentligt naive, principielt ubesvarlige spørgsmål, hvis relevans simpelthen ligger i, at de ikke kan elimineres, af den grund at vi ikke stiller dem, men ligesom finder dem stillet i grunden af vores tilstedeværen.14Blumenberg, Paradigmen, 23 (“Absolute Metaphern ‘beantworten’ jene vermeintlich naiven, prinzipiell unbeantwortbaren Fragen, deren Relevanz ganz einfach darin liegt, daß sie nicht eliminierbar sind, weil wir sie nicht stellen, sondern als im Daseinsgrund gestellte vorfinden”).
At vi finder spørgsmålene stillet i “grunden af vores tilstedeværen” indebærer, at de absolutte metaforer ikke kun findes dér, hvor sådanne spørgsmål eksplicit stilles; de er på spil som strukturerende baggrundsmetaforik i al tænkning, hvor en bestemt metafysisk opfattelse af f.eks. sandhed eller verden er operativ – altså: altid. Af princip bærer enhver teoretisk tekst en absolut metafor i sig, som bærer et af mennesket konstitutivt stillet metafysisk spørgsmål i sig.
Ifølge Blumenberg har vi altså brug for absolutte metaforer. De giver os orientering og bestemmer måden, vi først senere spørger videnskabeligt på: At kalde verden en bog (Galileo Galilei) giver anledning til forventninger om verden og måden, den lader sig erkende på, som er vidt forskellige fra dem, der opstår, hvis man kalder verden for et skib, der for stedse har forladt sin havn og sejler mod et mål, besætningen ikke kender, hvor historiens entropi betones (Melville).
Arven fra Kant
I begyndelsen af Kritik af den rene fornuft, skriver Kant berømt, at menneskets fornuft har den særlige skæbne, at den “belemres med spørgsmål, som den ikke kan afvise, eftersom de udspringer af dens egen natur – men som den heller ikke kan besvare, eftersom de overstiger alt, hvad den formår.”15Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, overs. Claus Bratt Østergaard, 2. udg. (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2002), A VII. Den “slagmark”, fornuften opererer i, når den geråder ud i spørgsmål hinsides erkendelsens formåen, “kaldes metafysik”.16Kant, Kritik af den rene fornuft, A VIII.
I indledningen til Paradigmen knytter Blumenberg eksplicit sin metaforologi til Kants filosofi; nærmere bestemt henviser han til §59 af Kritik af dømmekraften (1790), hvor tanken om fornuftens situation videreføres.17Blumenberg, Paradigmen, 11–12. Her skriver Kant, at “[h]vis vi vil godtgøre vore begrebers realitet, kræver det uvægerligt anskuelser”.18Immanuel Kant, Kritik af dømmekraften, overs. Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2005), B254. Begreber kræver anskuelser, en bestemt sanselig form, for at kunne generere erkendelse. Men i modsætning til de empiriske begreber og forstandsbegreberne, hører der til fornuftsbegreberne (f.eks. verden, gud, sjælen) ingen adækvat anskuelse. Derfor griber fornuften i stedet til en med Kants ordlyd symbolsk anskueliggørelse: Den låner en tilgængelig anskuelse fra en anden genstand, der således, ifølge Kant, fungerer som symbol.19Immanuel Kant, Kritik der Urteilskraft (Hamburg: Felix Meiner Verlag, 2006), B255.
Men det, Kant kalder symbol, er ifølge Blumenberg “temmeligt præcist den brug af ‘metafor’, som her fremover vil benyttes”.20Blumenberg, Paradigmen, 11–12 (“ziemlich genau den hier weiterhin geübten Gebrauch von ‘Metapher‘”). Hvor første skridt i Blumenbergs tilegnelse af Kant er at omskrive symbolet til metaforen, er andet skridt at indse, at for så vidt der til et fornuftsbegreb principielt ikke hører en adækvat anskuelse, må den som anskuelse tjenende metafor være absolut. Fornuftsbegreber kan således ret beset ikke gives i begrebslig, men kun metaforisk form. Den tyske teolog og filosof Philipp Stoellger foreslår derfor i stedet termen “Unbegriffe”, som jeg her vil følge med oversættelsen “u‑begreber”.21Philipp Stoellger, Metapher und Lebenswelt – Hans Blumenbergs Metaphorologie als Lebenswelthermeneutik und ihr religionsphänomenologischer Horizont (Tübingen: Mohr Siebeck, 2000), 84. Med denne lidt flamboyante term sigter Stoellger efter at korrigere den terminologiske uklarhed, som i denne kontekst ligger i Kants begreb “fornuftsbegreber”. Fra et metaforologisk perspektiv er det nemlig netop det aspekt, at fornuftsbegreberne ikke kan gives i adækvat begrebslig form, der gør dem interessante, snarere end at de tilhører fornuften, som havde med Kants ærinde at gøre – og derfor er u-begreber her den mest passende term.
Det er uklart, præcis hvor meget af Kants tankegods Blumenberg overtager, da han, på trods af den grundlæggende rolle, han giver §59 for metaforologien, aldrig i Paradigmen giver en eksplicit Kant-fortolkning. Hvad denne artikels sigte angår, er anknytningen til Kant imidlertid gavnlig i en anden henseende. Blumenberg fortæller nemlig ikke selv, hvad han forstår ved “metafysik”, men på baggrund af ovenstående lader det sig for nærværende tilstrækkeligt definere: Metafysik er feltet af spørgsmål vedrørende u‑begreber forstået som principielt uanskuelige totaliteter.22Ulrik Houlind, The Memory of God – Hans Blumenberg’s Philosophy of Religion (Ph.D University of Copenhagen, 2009), 33–34. Metafysiske spørgsmål bærer for så vidt det karakteristikum, at de ikke endegyldigt lader sig besvare, idet svaret ikke kan antage adækvat begrebslig form – men på samme tid ikke lader sig afskaffe, fordi de hører til fornuftens natur.23Houlind, The Memory, 33–34. Der tilkommer altså også disse spørgsmål en absoluthed, som, ligesom hos metaforen, består i umuligheden i at kunne overgå til begrebsform. Denne absolutte “hiatus” mellem u‑begreb og begreb danner således den knude, mennesket befinder sig i, når det beskæftiger sig med metafysiske spørgsmål.24Ordet “hiatus” er Blumenbergs eget, se f.eks. Blumenberg, Paradigmen, 178 og Blumenberg, Unbegrifflichkeit, 11.
Metafor og metafysik – horror vacui!
En forbindelse er allerede tydelig: Når metafysik er feltet af spørgsmål vedrørende u‑begreber, må den absolutte metafor stå som svaret på sådanne spørgsmål. Denne forbindelse vil jeg i det følgende først undersøge i et systematisk perspektiv for derefter at kigge nærmere på metaforologiens forhold til metafysiktraditionen i et historisk perspektiv.
I en passage, hvor Blumenberg diskuterer Plotins teori om himmellegemers bevægelser, ser Blumenberg en sammenhæng mellem denne metafysiske teori og metaforens struktur. Som han skriver, er “metaforens struktur selv metafysisk hypostaseret”.25Blumenberg, Paradigmen, 176 (“… (ist) die Struktur der Metapher selbst metaphysisch hypostasiert”). Hvad eksemplet indebærer er uvæsentligt; det er indsigten om metaforen, der er interessant:
.[D]ens mimesis kan kun træffe ved at ramme ved siden af, kun være sand i afvigelsen […] dette er da vel den præcise skildring af den “absolutte metafors” funktion, som springer ind i det begribende-begrebslige, ikke-udfyldelige hul og tomrum for på sin egen måde at udtrykke sig.26Blumenberg, Paradigmen, 176–177 (“ihre Mimesis kann nur im Verfehlen treffen, nur im Anderssein wahr sein […] dies ist doch die genaue Darstellung der Funktion der ‘absoluten Metapher’, die in die begreifend-begrifflich nicht erfüllbare Lücke und Leerstelle einspringt, um auf ihre Art auszusagen”).
Citatets første sætning gælder metaforens mulighed for at anskueliggøre metafysiske totaliteter: Metaforens anskueliggørelse kan kun ramme ved at misse. Den paradoksale formulering forklarer, at metaforen på den ene side på sin vis lykkes med at bringe det uanskuelige til anskuelse. Det er i den forstand, at den kun i afvigelsen kan være sand: Den sandhed, metaforen på trods nyder, er denne pragmatiske, hvor sandheden er en funktion af dens praktiske implikationer. Men på den anden side “misser” den absolutte metafor og er aldrig teoretisk tilstrækkelig, idet dens anskueliggørelse aldrig kan være sand forstået som adækvat korresponderende sin “genstand”. Det er imidlertid kun ved at forsøge at ramme denne korresponderende sandhed og dog misse, at den pragmatisk set kan “ramme”, dvs. være funktionel.
Senere i citatet erstattes skyde-metaforikken med en hul-metaforik: Den absolutte metafor har den funktion, at den “springer ind i det begrebsligt-begribende, ikke-opfyldelige hul for på sin egen måde at udtrykke sig”. Blumenberg fortsætter denne metaforik, når han nogle sider senere skriver, at metaforen “ligesom synes at udspringe fra en åndelig horror vacui”,27Blumenberg, Paradigmen, 182 (“gleichsam einem geistigen horror vacui zu entspringen scheint”). hvilketprægnant gentages på værkets sidste side. Her betones metaforens kompensatoriske funktion og dennes antropologiske fundering: U‑begreber efterlader huller og udgør derfor et problem for mennesket, der er behæftet med et begrebsbehov og en åndelig horror vacui. Metafysikkens plads må fyldes ud.
Vi kan opsummere således: Indenfor metaforologien er metaforens forhold til metafysik i et systematisk perspektiv væsentligt præget af ambivalens: De absolutte metaforer er kun svar på metafysiske spørgsmål for så vidt, de er “svar” i anførselstegn – en samtidig opfyldelse og skuffelse. Denne ambivalens motiverer spørgsmålet: Er metafysik da mulig eller umulig? Hvortil man, stadig ambivalent, kan svare, at metaforen muliggør at bedrive metafysik, at lade spørgsmålene og “svarene” udspille sig historisk og blive tradition. Men i begrebet om de metafysiske u‑begreber ligger allerede, at mennesket aldrig endegyldigt kan besvare blot et eneste metafysisk spørgsmål, hvorfor metafysik i streng forstand som fuldbyrdet teoretisk disciplin er umulig. Er metafysikkens historie så historien om, hvordan absolutte metaforer springer ind i de huller, der efterlades, hvor begrebet ikke er muligt? Med slagkraft skriver Blumenberg som sidste sætning i værket: “Metafysik viste sig ofte for os som metaforik taget på ordet; metafysikkens svind kalder metaforikken tilbage på sin plads”.28Blumenberg, Paradigmen, 193 (“Metaphysik erwies sich uns oft als beim Wort genommene Metaphorik; der Schwund der Metaphysik ruft die Metaphorik wieder an ihren Platz.”). Citatet udtrykker igen en ambivalens: Før semikolonet indikeres en identitet, idet “metafysik viste sig at være metaforik”; efter udtrykkes et komplementært forhold og dermed en forskel, hvor metafysikkens svind betyder metaforens tiltrædelse. Altså: metaforik som metafysik; metaforik i stedet for metafysik. Lad os kigge nærmere på, hvad Blumenberg siger.
Vendingen “at tage på ordet” bruger Blumenberg ét andet sted i værket, hvor han efter et eksempel konkluderer, at “[h]er er metaforen ophørt med at være metafor; den er “taget ved ordet”, naturaliseret, er blevet uskelnelig fra et fysikalistisk udsagn”.29Blumenberg, Paradigmen, 22 (“(h)ier hat die Metapher aufgehört, Metapher zu sein; sie ist ‘beim Wort genommen’, naturalisiert, ununterscheidbar von einer physikalischen Aussage geworden”). Når metaforen tages på ordet, bliver den uskelnelig fra et “fysikalistisk udsagn”, dvs. et udsagn om, at noget “findes” i naiv forstand – den bliver naiv realisme.30Stoellger, Metapher, 165. Det, der egentligt er en metafor, tages for at være et begreb, og metaforen glemmes. Metafysik er i dette lys kendetegnet ved glemslen af noget, der er mere oprindeligt – et kendetegn, også Heidegger væsentligt tilskriver metafysikken. Ligesom metafysikkens historie for Heidegger er historien om, hvordan man har henvist det værende til et andet værende som dettes grund og dermed glemt væren, er den i et metaforologisk perspektiv historien om, hvordan forskellige absolutte metaforer tages for at være metafysiske begreber og dermed glemmes i deres metaforicitet.
Blumenbergs citat har derfor en performativ effekt: Det er ikke så meget “metafysikkens svind” som selve Blumenbergs udsigelse, der kalder metaforen tilbage. På samme måde som Heidegger i begyndelsen af Sein und Zeit hiver den ontologiske differens ud af glemslens flod, således nu Blumenberg den absolutte metafor. Det, der sker i metaforologien, er derfor, at metaforens metaforicitet igen kommer til syne. Bevægelsen fra metafor til begreb omvendes; her remetaforiseres begrebet – og metafysikken.31Stoellger, Metapher, 177.
Det lægger op til spørgsmålet om, hvilken plads metaforologien tager i forhold til den metafysiske tradition. “[M]etaforologien”, skriver Stoellger, “implicerer en ‘efter-metafysisk’ […] mulighed for filosofien”.32Stoellger, Metapher, 225 (“(D)ie Metaphorologie impliziert eine ‘nach-metaphysische’ […] Möglichkeit der Philosophie”). Vi kan til denne artikels formål skærpe Stoellgers udsagn og paradoksalt spørge: Hvordan indebærer metaforologien en efter-metafysisk mulighed for metafysikken?
Ombesættelse af metafysik
For at forstå, hvad denne remetaforisering indebærer, er det nødvendigt først at introducere begrebet “ombesættelse”. Ombesættelse introducerer Blumenberg i værket Die Legitimität der Neuzeit fra 1966, hvor han diskuterer begrebet sekularisering. Et væsentligt aspekt ved sekulariseringsbegrebet er ifølge Blumenberg den tanke, at moderne idéer er ikke-religiøse fortsættelser af tidligere religiøse idéer.33Hans Blumenberg, Die Legitimität der Neuzeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1966), 19. Denne insisteren på historisk kontinuitet underkender imidlertid, lyder Blumenbergs kritik, epokernes selvstændighed: I de epokale brud opstår noget genuint nyt, som må forstås på egne betingelser.34Blumenberg, Legitimität, 19. Altså må et nyt begreb til:
.[D]et, der faktisk er sket i den proces, der fortolkes som sekularisering, er ikke en omsætning af autentisk teologisk indhold til dets sekulære selvfremstilling, men en ombesættelse af svar, hvis pladser er blevet vakante, og som i forhold til deres korresponderende spørgsmål ikke lader sig eliminere.35Blumenberg, Legitimität, 42 (“(W)as in dem als Säkularisierung gedeuteten Vorgang tatsächlich geschehen ist, ist nicht Umsetzung authentisch theologischer Gehalte in ihre säkulare Selbstentfremdung, sondern Umbesetzung vakant gewordener Positionen von Antworten, die sich hinsichtlich der ihnen … Continue reading
I modsætning til sekulariseringsteoriens påstand om en omsætning af idéer, sker der ifølge Blumenberg en ombesættelse af “pladser fra svar, der er vakante i forhold til deres spørgsmål”. Mens ordet på den ene side, idet det minder om “omsætning”, stadigt antyder en historisk kontinuitet, er bruddet på den anden side fremhævet af den forskydning, der ligger i tilføjelsen “-be-”. Noget forbliver det samme på tværs af epoker, nemlig de grundspørgsmål, vi ikke kan undlade at stille, men i svarene såvel som i fortolkningen af spørgsmålene findes veritable brud. Typisk (men ikke altid) angiver Blumenberg “ombesættelse” i gåseøjne; her er tale om en metafor, ikke et begreb.36Houlind, “Memory”, 78.
Hvad går denne metaforik ud på? Den er allerede at tyde i det tidligere citat: “en ombesættelse af svar, hvis pladser er blevet vakante, hvilke i forhold til deres korresponderende spørgsmål ikke lader sig eliminere”.37Blumenberg, Legitimität, 42. Historien forestilles som et rum, hvor spørgsmålene udgør pladser, der kan udfyldes af forskellige svar til forskellige tider; som et (metafysisk) viktualierum, hvor tomme hyldepladser må genopfyldes. Denne metaforik kan vi nu føje til den tidligere horror-vacui-metaforik: Den horror vacui, mennesket er udstyret med i forhold til ubesvarede spørgsmål, har den historiske konsekvens, at når en religion, en filosofi eller metafysik som sådan “forsvinder”, må de tomme pladser for de svar, de tilbød, nu besættes af nye – netop ombesættes. Det hul, Guds død efterlader efter Nietzsches “mord”, forbliver ifølge Blumenberg ikke tomt: “Hullet findes ikke; dertil er den historiske horror vacui for overmægtig”.38Hans Blumenberg, Matthäuspassion (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2020), 307 (“Es gibt die Vakanz nicht; der geschichtliche horror vacui ist zu übermächtig”). I dette citat fra det sene værk Matthäuspassion (1988), knytter Blumenberg eksplicit horror vacui til historien. Nietzsches forkyndelse af Guds død kan, i denne artikels henseende, lige så vel være en forkyndelse af metafysikkens svind; og svaret på, hvad pladsen ombesættes med, har Blumenberg allerede givet: “der Schwund der Metaphysik ruft die Metaphorik wieder an ihren Platz”.39Blumenberg, Paradigmen, 193.
Remetaforisering af metafysikken
Metaforologiens ombesættelse af metafysikken er remetaforiseringen af den metafysiske tradition. Remetaforiseringen betyder, at traditionen kan læses på ny; nu ikke bogstaveligt, men metaforisk. Ombesættelsen handler derfor ikke om at producere nye svar på samme metafysiske spørgsmål – den er ikke en samvittighedsløs fortsættelse af prækritisk filosofi. En sådan reduktion af metaforologi til metafysik ville være en “sekularistisk” “omsætning”. Nærmere ligesom Kant, der kritiserede den traditionelle metafysik og viste den tilbage til antropologisk funderede grundspørgsmål, således vil også Blumenberg bevare spørgsmålenes aktualitet – men ikke besvare dem. Han vil nærmere forstå dem.
Remetaforiseringen genoptager den ambivalens fra metaforens forhold til metafysiske spørgsmål, at den på én gang er et brud med og en videreførelse af den metafysiske tradition. Den bryder med traditionen, idet metaforen hives ud af glemsel og metafysikken “afsløres” som metaforik taget på ordet; men den viderefører den også ved at insistere på de metafysiske spørgsmåls moderne aktualitet. Remetaforiseringens effekt er altså en af-selvfølgeliggørelse, en slags labilisering af den stabiliserede, størknede tradition; en frigivelse af potentiale. Dette er metafysikkens mulighed i metaforologien: Metaforologien ser metafysiktraditionen som noget, vi stadig mangler at forstå – og rykker dermed de metafysiske spørgsmål tilbage ind i Schleiermachers “uendelige forståelsesopgave”.40Stoellger, Metapher, 166 (“unendliche Aufgabe des Verstehens”).
| 1. | Odo Marquard, “Aflastning fra det absolutte – In Memoriam”, Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie, 47 (2006): 37–46. |
| 2. | Hans Blumenberg, Paradigmen zu einer Metaphorologie (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1960). I brødteksten fremover bare “Paradigmen”. |
| 3. | Blumenberg, Paradigmen, 193 (“der Schwund der Metaphysik ruft die Metaphorik wieder an ihren Platz”). |
| 4. | Aristoteles, Poetikken, (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2004), 1457b. |
| 5. | Aristoteles, Poetikken, 1457b. |
| 6. | Hans Blumenberg, Theorie der Unbegrifflichkeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag. 2007), 34 (“Ein Begriff muß im Prinzip definierbar sein, auch dann, wenn in einer gegebenen Situation niemand imstande ist, die Forderung nach der Definition zu erfüllen”). |
| 7. | René Descartes, Afhandling om metoden + Filosofiens principper (1. del), overs. Mogens Chrom Jacobsen (Helsingør: DET lille FORLAG, 2009). |
| 8. | Descartes, Afhandling, 30. |
| 9. | Blumenberg, Paradigmen, 10 (“Grundbestände”). |
| 10. | Blumenberg, Paradigmen, 10 (“Restbestände”). |
| 11. | Blumenberg, Paradigmen, 14–35. |
| 12. | Blumenberg, Paradigmen, 13 (“die Metakinetik geschichtlicher Sinnhorizonte und Sichtweisen […] innerhalb deren Begriffe ihre Modifikationen erfahren”). |
| 13. | Blumenberg, Unbegrifflichkeit, 61–62. |
| 14. | Blumenberg, Paradigmen, 23 (“Absolute Metaphern ‘beantworten’ jene vermeintlich naiven, prinzipiell unbeantwortbaren Fragen, deren Relevanz ganz einfach darin liegt, daß sie nicht eliminierbar sind, weil wir sie nicht stellen, sondern als im Daseinsgrund gestellte vorfinden”). |
| 15. | Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, overs. Claus Bratt Østergaard, 2. udg. (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2002), A VII. |
| 16. | Kant, Kritik af den rene fornuft, A VIII. |
| 17. | Blumenberg, Paradigmen, 11–12. |
| 18. | Immanuel Kant, Kritik af dømmekraften, overs. Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2005), B254. |
| 19. | Immanuel Kant, Kritik der Urteilskraft (Hamburg: Felix Meiner Verlag, 2006), B255. |
| 20. | Blumenberg, Paradigmen, 11–12 (“ziemlich genau den hier weiterhin geübten Gebrauch von ‘Metapher‘”). |
| 21. | Philipp Stoellger, Metapher und Lebenswelt – Hans Blumenbergs Metaphorologie als Lebenswelthermeneutik und ihr religionsphänomenologischer Horizont (Tübingen: Mohr Siebeck, 2000), 84. |
| 22. | Ulrik Houlind, The Memory of God – Hans Blumenberg’s Philosophy of Religion (Ph.D University of Copenhagen, 2009), 33–34. |
| 23. | Houlind, The Memory, 33–34. |
| 24. | Ordet “hiatus” er Blumenbergs eget, se f.eks. Blumenberg, Paradigmen, 178 og Blumenberg, Unbegrifflichkeit, 11. |
| 25. | Blumenberg, Paradigmen, 176 (“… (ist) die Struktur der Metapher selbst metaphysisch hypostasiert”). |
| 26. | Blumenberg, Paradigmen, 176–177 (“ihre Mimesis kann nur im Verfehlen treffen, nur im Anderssein wahr sein […] dies ist doch die genaue Darstellung der Funktion der ‘absoluten Metapher’, die in die begreifend-begrifflich nicht erfüllbare Lücke und Leerstelle einspringt, um auf ihre Art auszusagen”). |
| 27. | Blumenberg, Paradigmen, 182 (“gleichsam einem geistigen horror vacui zu entspringen scheint”). |
| 28. | Blumenberg, Paradigmen, 193 (“Metaphysik erwies sich uns oft als beim Wort genommene Metaphorik; der Schwund der Metaphysik ruft die Metaphorik wieder an ihren Platz.”). |
| 29. | Blumenberg, Paradigmen, 22 (“(h)ier hat die Metapher aufgehört, Metapher zu sein; sie ist ‘beim Wort genommen’, naturalisiert, ununterscheidbar von einer physikalischen Aussage geworden”). |
| 30. | Stoellger, Metapher, 165. |
| 31. | Stoellger, Metapher, 177. |
| 32. | Stoellger, Metapher, 225 (“(D)ie Metaphorologie impliziert eine ‘nach-metaphysische’ […] Möglichkeit der Philosophie”). |
| 33. | Hans Blumenberg, Die Legitimität der Neuzeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1966), 19. |
| 34. | Blumenberg, Legitimität, 19. |
| 35. | Blumenberg, Legitimität, 42 (“(W)as in dem als Säkularisierung gedeuteten Vorgang tatsächlich geschehen ist, ist nicht Umsetzung authentisch theologischer Gehalte in ihre säkulare Selbstentfremdung, sondern Umbesetzung vakant gewordener Positionen von Antworten, die sich hinsichtlich der ihnen korrespondierenden Fragen nicht eliminieren ließen.”). |
| 36. | Houlind, “Memory”, 78. |
| 37. | Blumenberg, Legitimität, 42. |
| 38. | Hans Blumenberg, Matthäuspassion (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2020), 307 (“Es gibt die Vakanz nicht; der geschichtliche horror vacui ist zu übermächtig”). |
| 39. | Blumenberg, Paradigmen, 193. |
| 40. | Stoellger, Metapher, 166 (“unendliche Aufgabe des Verstehens”). |