I løbet af denne stafet er spørgsmålet om filosofiens død blevet vendt og drejet på mange forskellige måder. Ét spørgsmål, der endnu ikke er blevet stillet, er dog: Har filosofien nogensinde været død? Indledningsvist kan vi sige et par ting om dette nye spørgsmål: For det første er det et historisk spørgsmål, idet det omhandler eksistensen af filosofiens død i historien. For det andet er det to spørgsmål i ét, idet “filosofiens død” kan forstås på i hvert fald to forskellige måder, enten som en begivenhed eller som en tilstand.
Forstås “filosofiens død” som en begivenhed, så spørges der til, om det i filosofiens historie nogensinde er hændt, at den har været død, og i givet fald ville det give anledning til – med tanke på den nutidige tilsyneladende eksistens af filosofien – at spørge ind til, hvad betingelserne er for filosofiens genkomst. Forstås “filosofiens død” derimod som en tilstand, så retter spørgsmålet sig imod muligheden for, eller eksistensen af, en tid efter filosofien. Hvis man tillige tillægger “døden” den endelighed, som vi sædvanligvis tillægger den, så bliver spørgsmålet om en post-filosofisk tid endnu mere presserende. Der er altså tale om to forskellige dødsfald, et lille og et stort.
Til det historiske spørgsmål vil jeg give et historisk svar og begive mig ud i en fortælling om to filosoffers livsforløb og de omstændigheder, der ledte hen deres teoretiske nybrud. I filosofiens historie findes der nemlig et mærkeligt sammentræf, som forhåbentlig kan fortælle os noget om de historiske betingelser for filosofiens fremkomst, overlevelse og død. Her tænker jeg på opgøret med kirkelig skolastik og hævdelsen af fornuften som uafhængig og tilstrækkelig grund for erkendelsen af universel sandhed, som skete samtidigt på to forskellige kontinenter, uden der var nogen direkte indflydelse imellem dem. Ophavsmanden til det første tilfælde er et velkendt ansigt i enhver lærebog om filosofi, nemlig den moderne europæiske filosofis fader, René Descartes. Ophavsmanden til det andet tilfælde er Zera Yacob, en afrikansk filosof, der aldrig fik noget nær den samme historiske indflydelse som Descartes, og som nu kun omtales i de særkredse, der specifikt giver sig i kast med afrikansk filosofi.
To filosofiske tilfælde
Zera Yacob
I 1599 nær Aksum i det nordlige Etiopien blev Zera Yacob født ind i en bondefamilie.1Claude Sumner, The treatise of Zär’a Yaʻe̳quo and of Wäldä Ḥe̳ywåt. Ethiopian Philosophy II (Addis Ababa: Addis Ababa University, 1976). Efter at have overlevet en ulykke som ung viede han sit liv til kristendommen, hvilket var den etiopiske ortodokse tro. Yacob brugte ti år på sine studier, hvilket inkluderede traditionel etiopisk religiøs praksis samt både etiopisk ortodoks og europæisk katolsk teologi, og fandt sidenhen arbejde som lærer.
I 1626 bekendte den etiopiske konge Susenyos sig imidlertid til den katolske tro, hvilket satte gang i en periode med religiøse forfølgelser i landet. Yacob ville ikke tilskrive sig hverken den katolske eller ortodokse fortolkning af bibelen, hvilket gjorde ham upopulær blandt hans fagfæller og ledte til, at han blev anklaget for at opildne til oprør mod kongen. Med sin opsparing og sin salmebog gik Yacob i eksil og bosatte sig i en grotte nær Tekeze-floden, hvor han over de næste to år mediterede over de samfundsmæssige uroligheder og de forskellige teoretiske standpunkter, han havde oplevet.
Resultatet var udformningen af en rationalistisk kritik af den religiøse dogmatisme, som havde domineret det intellektuelle miljø i både Afrika og Europa. Startpunktet var en dyb skepticisme over for Guds intelligens, godhed og sidenhen også eksistens, som han imidlertid modsvarede gennem et kosmologisk gudsbevis a la Thomas Aquinas’ argument for Gud som første-bevæger. Med baggrund i den fundamentale idé om, at menneskets rationalitet kan fatte guddommelige sandheder, anfægtede Yacob ikke blot den skolastiske lære og andre religioner, men også dele af Bibelen, såsom Moses’ fordømmelse af sex og Bibelens og Koranens fasteregler.
Den universelle besiddelse af fornuft i hele menneskeheden betød for Yacob også, at alle mennesker bør anses for at være lige, hvilket gør sig gældende uanset køn, race eller religion. Slutteligt præsenterer Yacob en praktisk etik, som kan ses som en common sense-udvidelse af de bibelske forskrifter i linje med hans syn på menneskets evne til at erkende naturens orden. Da Susenyos døde, begav Yacob sig tilbage til civilisationen, hvor han fik arbejde for en rigmand og giftede sig. På opfordring fra rigmandens yngste søn Walda Heywat nedskrev Yacob sine erindringer og sine meditationer i 1667. Han levede et langt liv med sin egen og sin herres familie og døde 91 år gammel.
René Descartes
I 1596, kun få år før Yacob kom til verden, blev René Descartes blev født i La Haye i en velhavende familie af jurister.2Gary Hatfield, “René Descartes”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2018 Edition), red. Edward N. Zalta. Hans moder døde i barselssengen, en måned efter hans første fødselsdag, og René blev derfor opfostret af sin bedstemor sammen med sine to søskende. Som tiårig startede Descartes sin klassiske uddannelse ved en jesuitskole, hvor han, ud over latin, græsk og klassisk poesi, studerede oldgræsk filosofi med udgangspunkt i Aristoteles.
På trods af familiens ønske om, at han skulle være jurist, valgte den unge Descartes at blive soldat. Samtidig med sin militærkarriere fandt Descartes tid til at revolutionere matematikken ved at opfinde den analytiske geometri. I 1619 berettede Descartes, at han havde haft tre drømme, som havde åbenbaret en ny metode til at erhverve sig sikker viden ved kun at acceptere det, som kan udledes fra viden, man allerede er sikker på. Han havde tidligere udtrykt sin frustration over den inkonsistens, som, han mente, eksisterede i det herskende verdenssyn, som var gennemsyret af antik, særligt aristotelisk, filosofi samt af den kirkelige skolastik, som havde hersket siden middelalderen. Dette ledte til en skepticisme, som blev stadigt større i hans udgivelser.
Descartes mente, at den aristoteliske erkendelsesteori slog fejl i dens totale overgivelse til sanserne. I tråd hermed starter hans metafysiske meditationer med en radikal skepticisme, som sår tvivl ved alt, der ikke er begrundet i sikker viden. Tankens eksistens er imidlertid et sikkert faktum, og ud fra dette udledte Descartes sin egen og Guds eksistens samt sin sjæl-legeme-dualisme, ifølge hvilken det mentale er en selvtilstrækkelig substans. Efter at have udfoldet sin metafysiske teori, gik Descartes over til fysik og fysiologi, som gik ud fra idéen om, at udstrækningen er essensen af det fysiske, og at dette er adskilt fra det mentale forstået som bevidst tanke. I 1649 flyttede Descartes til Sverige, hvor han døde kort efter.
Her har vi to personer, som uafhængigt af hinanden sår radikal tvivl om den herskende skolastik og i modsætning til den hævder, at guddommelige sandheder kan indses alene ved fornuftens kraft. Yacobs konklusioner skubber ved grænserne for, hvad der i hans tid (mentes at) kunne vides, og han når dertil gennem en umiskendeligt filosofisk metode, og vi må altså tildele hans tænkning samme status som Descartes. Det, som gør begge værker filosofiske, er netop dette, at de åbner et nyt begrebsrum, og at de udfolder det på en måde, der fordrer læseren til at tage stilling til dem på en tilsvarende måde. Vi har altså set, hvordan den samme tanke om fornuftens selvtilstrækkelighed kunne gribes uafhængigt på to forskellige kontinenter. Det var dog ikke af ren og skær tilfældighed, at dette skete, men som resultat af konkrete materielle omstændigheder i deres liv, som var tilstrækkeligt ens, til at de nåede til den samme tanke.
Der er en mytisk forestilling om filosoffen som talerør for umiddelbar guddommelig inspiration, som de ovenstående historier giver anledning til at anfægte. Når vi filosoferer, så åbner vi for nye forståelsesrammer for vores liv og omverden. Der er dog ingen metode som man på forhånd kan være sikker på vil levere sådanne indsigter. Oftest bliver de kun tilgængelige, når tidens forhold fordrer nye former for forståelse, og de kommer kun til udtryk i filosofien, når omstændighederne i et menneskes liv tillader dem at gribe tidens tanke og give dem den form, der kræves, for at de kan stå på egne ben.
Filosofiens materielle betingelser
Denne materielle filosofiforståelse står i modsætning til Esther Oluffa Pedersen, som hævder, at filosofien er en essentiel del af et oplyst samfund, og at filosofien aldrig kan dø, så længe der er mennesker:
Filosofien kan altid spørge til begrundelsens grund og dermed åbne op for den metafysiske spekulation igen. Og det er her, at fagfilosofien og filosofien som tænkning møder hinanden. Idet vi hæger om tænkningens tradition og stiller kritiske spørgsmål til dens begrundelser, kultiverer vi menneskets metafysiske naturanlæg.3Esther Oluffa Pedersen, ”Filosofiens institutionelle krise og evige overlevelse”, Tidsskriftet Paradoks, 5. august 2021, ¶11.
Ifølge Pedersen er det filosoffernes rolle at stille disse spørgsmål på en måde, der tøjler den metafysiske spekulation og vender den mod konstruktive formål. Jeg kan godt gå med på Pedersens kantianske forståelse af, at mennesket har et naturanlæg for metafysisk spekulation, men jeg mener ikke, at dette er tilstrækkeligt for at sikre filosofiens faktiske eksistens. Der er god grund til at være kritisk over for en så hurtig affejning af de problematikker der udfordrer den faktiske udøvning af filosofisk praksis. Det er netop i den anden del af Pedersens filosofiforståelse, i arbejdet med at tøjle den metafysiske spekulation, at filosoffens materielle forhold spiller ind. Menneskets naturlige tilbøjelighed til spekulation er ikke i sig selv tilstrækkelig til at udforme de radikalt nye forståelsesrammer, som det er filosofiens rolle at nå frem til. Fokuserer man kun på denne transcendentale betingelse, glemmer man de materielle betingelser, hvoraf to står klart frem:
For det første kræver filosofi tid, og en bestemt slags tid. De oldgræske filosoffer var slaveejere og behøvede derfor ikke at bruge deres tid på at arbejde for deres egen overlevelse. Ligeledes kunne Yacob bruge sine dage i fred i sin grotte på at betænke årsagerne til, at han var havnet der. Descartes’ status gav ham rigeligt med fritid – det er alment kendt, at han først stod op sent på formiddagen, og at han ofte arbejdede i sengen. Ingen af disse kunne have udtænkt og gennemtænkt deres filosofiske standpunkter, hvis ikke de havde haft lange perioder, som de kunne udfylde med aktiviteter, som de kunne gøre for deres egen skyld. Jacques Rancière kalder en sådan form for tid, hvor man ikke forventer noget, og hvor tiden passerer ensformigt, for “otium”.4Jacques Rancière, Aisthesis: scenes from the aesthetic regime of art, oversat af Zakir Paul (London: Verso, 2019), 46. En sådan tid er per definition forbeholdt dem, der ikke behøver at arbejde (eller kun behøver at gøre det i et begrænset omfang), hvilket historisk har været gældende for overklassen.
For det andet kan filosofien ikke bevæge sig fremad, hvis ideer ikke kan deles og spredes, så de efterhånden kan kritiseres og danne grobund for nye filosofiske gennembrud. Descartes og Yacob var begge højtuddannede mænd med kendskab til en bred vifte af standpunkter og discipliner. Her finder vi også svaret på et andet spørgsmål, nemlig hvorfor én filosof fik så stor indflydelse, og den anden gik i glemmebogen. Yacob skrev sin traktat på geʽez, et liturgisk sprog som på det tidspunkt var dødt, hvorfor det var de færreste lægfolk, som kunne læse det. Etiopien led aldrig den samme grusomme skæbne, som det meste af Afrika, idet landet beholdt sin suverænitet gennem koloniseringen af kontinentet, men det led stadig under det europæiske syn på afrikansk kultur som noget, der i bedste fald havde værdi som kuriosum og i værste fald var i en tilstand af forfald, som skulle korrigeres. Indflydelsen af Yacobs tænkning sluttede derfor med hans elev Walda Heywat, og hans værk nåede ikke i kontakt med resten af verden før starten af det 20. århundrede.
Lad os afslutningsvist forsøge at besvare spørgsmålet fra indledningen til denne artikel: Har filosofien nogensinde været død? Når det kommer til filosofiens lille død, mener jeg, at svaret er ja. Filosofien dør, når dens mulighedsbetingelser tørrer ud, enten ved at folk nægtes den tid, som det kræver at praktisere filosofi, eller ved at adgangen til skrifter og viden forhindres. Der er utallige eksempler i historien på sådanne begivenheder. Selvom filosofien kan forsvinde, er det dog også muligt for den at vende tilbage, hvilket de to filosoffer, som jeg har diskuteret i denne artikel, er eksempler på. Kunne man forestille sig filosofiens store død, et samfund efter filosofien? Med bevidstheden om, at filosofien har materielle betingelser, kan det ikke udelukkes, om end det mere end noget andet ville ligne en science fiction-dystopi.
| 1. | Claude Sumner, The treatise of Zär’a Yaʻe̳quo and of Wäldä Ḥe̳ywåt. Ethiopian Philosophy II (Addis Ababa: Addis Ababa University, 1976). |
| 2. | Gary Hatfield, “René Descartes”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2018 Edition), red. Edward N. Zalta. |
| 3. | Esther Oluffa Pedersen, ”Filosofiens institutionelle krise og evige overlevelse”, Tidsskriftet Paradoks, 5. august 2021, ¶11. |
| 4. | Jacques Rancière, Aisthesis: scenes from the aesthetic regime of art, oversat af Zakir Paul (London: Verso, 2019), 46. |