Hvad er det, der gør Don Juan så nederdrægtig som mand og så uimodståelig som opera? Hvad kan Mozarts to-akters musikdrama fra 1787 fortælle os om forførelsens kunst? Ifølge filosoffen Søren Kierkegaard, der selv var selverklæret fan af Mozart, er Don Juan indbegrebet af det sanselige liv. Han er ikke en person så meget som en idé, og en idé, der kun kan udtrykkes ved musikken – den ypperste forførelse af dem alle!
En standardudlægning af den gamle historie om skørtejægeren Don Juan ville lyde, at han er en fandens karl, som vi både beundrer og frygter, og som i sin ustoppelige erobring af kvinder i bund og grund er udtryk for et forbrugerisk menneskesyn og en fattig moral. Et dumt svin af en mand, kort sagt, en forbandet fuckboi, der også nok skal få sin straf. Men er der andet og mere at hente i Mozarts fortolkning af denne lumske hr. Giovanni? Hvad er det, der får damerne til at dåne på stribe – ikke bare de tusinder af kvindfolk, Don Juan har forført i Italien, Tyrkiet, Tyskland og Frankrig, men alle os, der sukker efter kontrabassernes dybe favntag, og ikke kan stå imod cembaloets taktfulde tilnærmelser, kurtiserende klarinetkoreografier og oboer, der gør trutmund?
I sit berømte værk Enten – Eller fra 1843 skriver Kierkegaard, under dække af et af sine pseudonymer, en hel lille afhandling om “det Musikalsk-Erotiske” ud fra Mozarts operaer.1Søren Kierkegaard, Enten – Eller. Første Deel, i Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 2 [SKS 2] (Søren Kierkegaard Forskningscenteret, 1997), 53–136. Godt nok er alle klassiske værker udødelige, skriver han, men Don Juan er lige én tak mere udødelig end de andre – det er dét værk, der sikrer Mozart sin plads i kunstens skønne himmel og bekræfter hans uovertrufne genialitet.
Nu kan man jo godt gå helt bogstaveligt til værks og forestille sig Don Juan som en rigtig mand. Så bliver det bare hurtigt komisk (hvad der vel sådan set også er meningen): Se ham springe som en skægget svindlerloppe fra det ene bedrageri til det andet. Hvad er det egentlig taget for et skvat af en mandsperson? Hvorfor er det lige præcis 1003 kvinder i Spanien? Der er noget latterligt over de tilfældige og meget store tal, der må have krævet et møjsommeligt bogholderi.
Man kan også – og med rette – læse historien om Don Juan, Den Store Befamler, som et portræt af en traditionstung maskulin kultur, som giver mænd carte blanche til at gøre med kvinder som de vil, som om, deres kroppe var mandens retmæssige råderum; da vil man ikke grine, men væmmes.
Kierkegaard foreslår os dog at forstå “Don Juan” som idé snarere end som et konkret individ. Hvilken idé er Don Juan da navnet på? Selveste kødets og vellystens idé: Don Juan er sanselig attrå, den kristne åndeligheds modstykke, en attrå, der er “absolut sund, seierrig, triumpherende, uimodstaaelig og dæmonisk”, som Kierkegaard skriver.2SKS 2, 90. Han er med andre ord ikke nogen person, denne vores allesammens Don, han er ren drift, “kødets inkarnation”. Og det er netop denne ublu og ufortyndede lyst til livet, der drager os.
Det, som vi betages af i Don Juan, er ikke ham som person (hvem han end er), men det begær, han besidder; hans indifferente, umættelige libido. Seksuelt, ja, men langt mere end det, selve trangen til livet og den udadvendte kraft, der følger med. Kierkegaard bekender bedåret: “jeg er som en ung Pige forelsket i Mozart”.3SKS 2, 56. En måde at sige det på er, at Don Juan gør godtfolk til kvinder. Vi bliver kvinder af at blive forført, og “kvinde” forstået som den, der formår at nyde, der kan lade sig fængsle, forføre, nedlægge – af musikken.
Hvem falder for disse tricks? Kierkegaard gør, i al fald. Han skriver: “og skjøndt jeg ellers takker Guderne for at jeg er bleven en Mand og ikke en Qvinde, saa har Mozarts Musik lært mig, at det er skjønt og vederqvægende og rigt at elske som en Qvinde.”4SKS 2, 130.
I modsætning til grækernes Herkules eller Middelalderens riddere, der også er store forførelsesfigurer, fremhæver Kierkegaard, at Don Juan er “absolut troløs” og ligeglad med hvem han involverer sig med, han “elsker ikke Een, men Alle”.5SKS 2, 98.
Don Juan har ingen selvrefleksion, og derfor har han ingen samvittighed. Den ene kvinde kan være lige så god som den næste, han husker ikke deres navne; det gør alligevel ingen forskel, det handler slet ikke om dem. Det er tværtimod Don Juan, der er vores seksuelle objekt, som lysten overhovedet, viljen til livet.
Den tid, Don Juan lever i, er en ensformig serie af uforbundne nu’er, den æstetiske eksistens’ livsførelse buldrer fra det ene til det andet, frem og frem og atter videre uden nogen samling eller helhed. Det er derfor også præcist, når Kierkegaard beder os lægge mærke til, at det eneste, der kan overmande denne virile fremadskriden, er genfærd, en gentagelsens gestus, en fortid der spøger, og som kræver svar.
Don Juan forfører ikke med snilde eller flotte ord, men med selve sit begær. Åh, hvilken libido! skriger vi og river os i håret af længsel. Don Juan er den rene lidenskab, lidenskabelighed som sådan. Findes noget af dette i os alle, en ubestemt lyst til livet, til nydelse, til sanselighed? Det er måske det, der skræmmer os, mere end det er Don Juans troløshed, der om ikke andet er lige så søvndyssende trofast som amen i kirken.
Ifølge Kierkegaard er passionen forbundet til en substantiel angst: “Der er en Angst i ham, men denne Angst er hans Energi.”6SKS, 2, 131. Nogle gange viser det sig, at det, der gør os angste, ikke så meget er udefrakommende farer, som det er vores egne intime ønsker, vores begærs ængstelige banken i brystet. “Don Juan selv er denne Angst, men denne Angst er netop den dæmoniske Livslyst.”7SKS, 2, 131.
Det betyder underligt nok også, at Don Juan i en vis forstand faktisk ikke kan siges at være en rigtig forfører. En forfører udser sig sit bytte, lægger en plan, manipulerer og interesserer. Kierkegaard skriver: “En Forfører bør derfor være i Besiddelse af en Magt, som Don Juan ikke har, hvor vel udrustet han forøvrigt er – Ordets Magt.”8SKS, 2, 103. Don Juan kender slet ikke dette refleksive lag – ligesom han ikke får nogen arie, hvor han kan gøre tanker og synge om sig selv i Mozarts opera. “Don Juans Væsen er Musik”, han er ren, ureflekteret sanselighed.9SKS, 2, 136.
Denne idé om “den sandselige Genialitet”10SKS, 2, 64. kan netop kun formidles gennem musikken, som Kierkegaard skriver, for musikken er den mest abstrakte kunstform af dem alle. Og med Don Juan er musikken altså gjort til menneske. Når filosoffen Kierkegaard selv går i teatret, sidder han af samme grund helst bagerst i salen, hvor udsynet er begrænset, men lyden er god, eller han sparer helt pengene på billetten og stiller sig uden for med øret klinet op af døren til øverste balkon, når de spiller Don Juan: “thi han skal ikke sees, […] men høres”, som han skriver.11SKS, 2, 123 og 106.
Og musikken er alt nok til at falde for Don Juan. At forføre (seducere) vil sige at lede et andet sted hen; en vellykket forførelse er samtidig en bortførelse af verden, som man kender den, et på én gang besnærende og hovedløst afkald på kontrol.
Hvad Don Juan i virkeligheden lærer os, er måske ikke bare at mænds opfattede ret til kvinders kroppe ingenlunde er en ny ting, eller at dumme svin nok skal komme ned med nakken til sidst, men at forførelsens sande kunst er kunsten at lade sig forføre – af musikken og af livet!12Teksten er oprindeligt skrevet som programtekst til Den Jyske Operas opsætning af Don Juan i foråret 2026.
| 1. | Søren Kierkegaard, Enten – Eller. Første Deel, i Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 2 [SKS 2] (Søren Kierkegaard Forskningscenteret, 1997), 53–136. |
| 2. | SKS 2, 90. |
| 3. | SKS 2, 56. |
| 4. | SKS 2, 130. |
| 5. | SKS 2, 98. |
| 6. | SKS, 2, 131. |
| 7. | SKS, 2, 131. |
| 8. | SKS, 2, 103. |
| 9. | SKS, 2, 136. |
| 10. | SKS, 2, 64. |
| 11. | SKS, 2, 123 og 106. |
| 12. | Teksten er oprindeligt skrevet som programtekst til Den Jyske Operas opsætning af Don Juan i foråret 2026. |