Hvad har en digterfilosof som Lukrets fra det første århundrede f.Kr., forfatter til De rerum natura, at gøre med Machiavelli, en politisk tænker fra den italienske Renæssance og kendt som forfatter til Il Principe fra 1513? Faktisk en hel del, viser en nærmere undersøgelse,1Nærværende tekst er et bearbejdet og forkortet uddrag fra et manuskript under færdiggørelse med titlen Den melankolske Demokrit. Betragtninger over humaniora og humanisme. der også kan afsløre tilstedeværelsen af en materialistisk understrøm, et filosofisk alternativ ikke bare til Platons metafysiske idélære, men også til kristendommens dominans. Forbindelsen blev åbenbar, da den lærde Poggio Bracciolini i 1417 fandt et manuskript med De rerum natura, som man ellers mente var gået tabt. Det sensationelle fund fik i de følgende årtier stor indflydelse i Firenzes intellektuelle miljø, som også Machiavelli færdedes i.
Om tingenes natur
Lukrets’ ufuldendte hovedværk er overleveret i seks bøger. I et storslået poetisk format, skrevet i heksameter, samler værket op på en filosofisk tradition, der via Epikur fører tilbage til førsokratikeren Demokrits antagelse om, “at der existerer en verden i bevægelse og forandring”,2Karsten Friis Johansen, Den europæiske filosofis historie. Bind 1. Antikken (København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1994), 97. som mennesket er en del af, og at denne verden er sammensat af atomer. Platon derimod flytter mennesket ud af denne flydende verden og mener at finde sandheden i de uforanderlige idéer, der reducerer den materielle verden til flygtige afledninger for, at mennesket ad den vej bedre kan erkende og beherske den. For Demokrit er det atomerne, der konstituerer den materielle verden af ting og levende væsener, herunder mennesket. Det er en verden, der forandres under stadige ombrydninger af gamle kombinationer af atomer til nye. Det er en gudløs verden, der henviser mennesket til at skabe sig sit eget formål.
Lukrets overtog denne materialistiske ontologi, der også måtte repræsentere en åben trussel mod den kristne selvforståelse, hvorfor han da også forsvandt ud af cirkulation efterhånden som kristendommen tog over. Overhovedet sænkede der sig en glemsel over store dele af den klassiske litteratur, der blev illustreret med lukningen af middelhavsverdenens største bibliotek i Alexandria ved Nilens udløb. Man havde ikke før haft biblioteker af den størrelse, der opsamlede en så vidtfavnende viden.3Johnny Cristensen, “Hellenismen som gennembrud til en moderne kulturforståelse”, i Christensen, Fra filologens værksted (København: Museum Tusculanums Forlag, 2020), 128. Den religiøse fanatisme tog over. Eksemplarisk for denne radikalisering var historien om Hypatia, hvis lærdom vidnede om den høje kvalitet af studiemiljøet i Alexandria. Den stedlige patriark, Cyril, var dog af den opfattelse, at hendes viden om astronomi, matematik og filosofi var sort magi, og slap derfor en rasende hob løs på hende. Det skete i marts 4154Stephen Greenblatt, The Swerve. How the World Became Modern (New York-London: W.W. Norton & Company, 2011). og blev et vendepunkt, der resulterede i et langsomt forfald i studiet af de antikke tekster.
Kirkefaderen Hieronymus gjorde sit til at give Lukrets et trist eftermæle, da han plantede en historie om digterfilosoffens hedonistiske livsførelse, der selvsagt måtte føre til sindssygdom og selvmord.5Ugo Dotti, “Nota introduttiva”, i Lucrezio, La natura delle cose (Milano: Feltrinelli, 2015), 7. Lukrets levede et liv i skærende kontrast til Kirkens asketiske mænd, der bevægede sig rundt i en verden af smerte, afsavn og selvbebrejdelser, som alene Gudsriget og sjælens frelse kunne udfri dem fra. Men det var disse sidste, der dømte Lukrets til flere århundreders tavshed.
Det var ved et tilfælde, at værket dukkede op igen i 1417 i et klosterbibliotek. Værket er blevet kaldt en toolbox,6Ada Palmer, Reading Lucretius in the Renaissance (Cambridge: Harvard University Press, 2014), xviii. i den forstand at det efter genopdagelsen imødekom mange forskellige interesser. Det fik eksempelvis mange beundrere blandt dem, der alene så mesterskabet i det latinske sprog for ikke at skulle tage stilling til det ukristelige indhold.7Palmer, Reading Lucretius, 234–35. Det stod dog hurtigt klart, at mange elementer i De rerum natura brød afgørende med Kirkens skabelsesberetning og sjælelære. Der var langt til de forestillinger, der i århundreder havde defineret Kirkens ubestridelige autoritet, når den i et frelseshistorisk øjemed forkyndte, at verden var dualistisk opdelt i sjælens og legemets sfærer, og at den var endelig og skabt af Gud. Denne “sandhed” stod ikke til diskussion, da den var åbenbaret i Det Gamle Testamente og i Jesu ord og gerninger, som de stod beskrevet i evangelierne og var blevet udlagt af kirkefærdrene. At Kirken frygtede for det voksende kendskab til Lukrets i Firenzes lærde kredse, fik man bevis på i 1517, da byens kirkemyndigheder forbød undervisning i den kætterske filosofs lære. Den utilslørede beskrivelse af seksualiteten i bog IV har givetvis fremskyndet dette forbud.8Palmer, Reading Lucretius, 36–37, 226.
Bag Lukrets’ atomlære lå der nogle filosofiske aksiomer,9Se også gennemgangen hos Greenblatt, The Swerve, 185–99. der vanskeligt kunne forenes med teologiens grundsætninger: Verden opfattes som uophørlige kombinationer af uendeligt mange atomare mindsteenheder; mennesket og dets samfund er blot én af disse sammenføjninger; væk er forestillingen om sjælens udødelighed og den lovede frigørelse til et bedre efterliv, som Kirken stillede i udsigt, hvis man ellers havde gjort sig fortjent til det igennem sin tro og sine gerninger; der er heller ikke nogen Gud-Skaber, hvorfor der heller ikke findes en langsigtet plan, der styrer det hele frem mod Dommens Dag; det, der bliver til, sker igennem det, som Lukrets benævner med det latinske ord clinamen eller inclinatio, den drejning, der indfinder sig, når tingene bryder med kontinuiteten og finder nye veje; tingenes forløb forlenes med en uforudsigelighed, når denne clinamen forhindrer, “at årsag for evigt skal følge på årsag”.10Lukrets, Om verdens natur (1. årh. f.Kr., bog II, v. 255), da.overs. fra latin af Ellen A og Erik H. Madsen (Frederiksberg: Det lille Forlag, 1998), 65. Det er blevet hævdet, at i atomlæren er afvigelsen i sig selv “årsagsløs […], da den netop indføres som mulighedsbetingelse for forekomsten af ‘årsager’ ”, jf. Johnny … Continue reading
Lukrets afleder menneskets frie vilje af tingenes indbyggede disposition for at dreje af fra det forventede, og han nedbryder menneskets exceptionelle status, som den metafysiske filosofi havde tildelt det. Det gør så også, at mennesket heller ikke kan fæste lid til den omsorg, som den kristne frelseshistorie tilbyder. Mennesket må affinde sig med at leve i en natur, der ikke er til for mennesket alene, eller som blot adlyder dets begreber og normer.11Lukrets, Om verdens natur (bog II, v. 180–82), 62: “[V]erdens natur er ikke skabt efter gudernes ordre, ikke af hensyn til os – den er jo så hensynsløst ordnet”). Tværtimod rummer den processer, mennesket ikke altid er herre over og derfor ofte ligger under for.
Det er derfor en risikofyldt verden, mennesket hensættes i. I bog VI, den sidste af De rerum natura, opregnes en lang liste af naturfænomener fra lyn og torden over skypumper til jordskælv, vulkanudbrud og oversvømmelser. Sygdomme og epidemier bliver heller ikke forbigået men forklaret ved at henvise til luftbårne partikler, der som “dødskim i mængde flyver omkring”.12Lukrets, Om verdens natur (bog VI, v. 1095–1101), 259. Afslutningsvis redegør forfatteren for pesten i Athen i 430 f.Kr. Det er apokalyptiske scenerier, der rulles ud, bedst som fortællingen bliver afbrudt. Der åbner sig en horisont af en uendelig historisk fremtid, der helt mangler den karakter af afgørelsens time, vi kender fra Johannes’ åbenbaring. Det ligner en tanke, at slutversene i den næstsidste bog V er en slags opsummering af menneskenes foretagsomme virke på jorden:
Mennesker levede nu deres liv beskyttet af borge,
jorden var uddelt, og skel var sat mellem dyrkede marker,
havet blomstrede broget med hurtigt farende skibe,
støtte fra forbundsfæller var sikret igennem traktater.
Så tog da skjaldene fat med de nyligt opfundne skrifttegn
for at forevige heltes bedrifter i kvad der gav genlyd.
Men hvad der hændte før den tid kan vor tid alene få blik for,
hvis vi ved målrettet forskning kan vise sporene af det.
Agerdyrkning og søfart, befæstningsværker og love,
redskaber, veje og klæder, og hvad der ellers er brug for,
dertil en hædersbevisning, og andet der øger vor livslyst,
som malerier og digte og fint forarbejdede bronzer,
alt det fik mængdens flid og eneres lysende indfald
lært dem lidt efter lidt, som de famlende slæbte sig fremad.
Således lægger da tiden Naturens skatte for dagen,
lidt efter lidt, og tænkningen hæver dem op imod lyset.13Lukrets, Om verdens natur (bog V, v. 1440–55), 222.
I forhold til dette optimistiske udsagn om menneskets stræben efter at opnå et liv, der er beskyttet af love og rigt på både materielle og åndelige goder, måtte den efterfølgende bog VI være en kraftig påmindelse om en verden, hvori medgang hurtigt kan vendes til modgang. Hvert øjeblik kan der indtræffe overraskelser, der ændrer historiens retning. Menneskets “lysende indfald” (la. mens impigra, det snilde sind, som Lukrets kalder det) har altid en uventet modpart i tilfældet, der kan være gunstigt men også antage form af ulykker, der gennemtvinger en ændring af planerne.14Massimo Cacciari, La mente inquieta. Saggio sull’Umanesimo (Torino: Einaudi, 2019), 60–61, der i en kommentar i relation til Lukrets skriver om mennesket, at det “forbliver utrætteligt og altid ude af stand til at finde ro”.
Det er en immanent verden, Lukrets ridser op. Mennesket er i naturen, i den materielle verden, på fuld tid og som en særlig foretagsom del af dens potentiale. Denne status definerer menneskets begrænsede råderum for at konstruere beskyttede og lovbundne samfund. Der findes derfor ikke en hinsides transcendent verden, der giver løfter om både at kunne komme fri af materialitetens byrde og at kunne beherske den. Der er kun det levede liv og den udødelige død, som Lukrets kalder døden, der aldrig dør,15Lukrets, Om verdens natur (bog III, v. 869), 124. der modsiger enhver prædiken om et højere liv efter døden. De rerum natura åbenbarede en ildevarslende materiel verden og midt i den et menneskedrevet livsopsving, der imidlertid ikke kunne unddrage sig denne verden og heller ikke forlade sig på, at denne verden blot indfriede menneskets forventninger og på forhånd var lydhør over for dets “lysende indfald”.
Machiavelli og “den virkningsfulde virkelighed”
Det er blevet sagt, at Machiavelli fuldbyrdede den lange række af civile humanister, der var knyttet til centraladministrationen i Renæssancens Firenze.16Roberto Esposito, Pensiero istituente. Tre paradigmi di ontologia politica (Torino: Einaudi, 2020), 209. Men Machiavelli udstillede også sin periode som en højrisikozone.
Eugenio Garin definerer en civil humanist som en “borger, der ikke opfatter arbejdet med kulturen som noget, der er adskilt fra de offentlige funktioner”.17Eugenio Garin, Intervista sull’intellettuale (Rom-Bari: Laterza, 1997), 4. I almindelighed tilskrives udtrykket civic humanism Hans Baron.18Hans Baron, The Crisis of the Early Italian Renaissance: Civic Humanism and Republican Liberty in an Age of Classicism and Tyranny (Princeton, NJ: Princeton University Press, 1955). Garin var dog ude i samme ærinde men accentuerede i en mere kompleks analyse den stærke opmærksomhed, der i Renæssancen var rettet mod den dybe splittelse mellem behovet for nybrud og en udbredt fornemmelse for tilbageslag.19Michele Ciliberto, Eugenio Garin. Un intellettuale nel Novencento (Bari-Rom, 2011), 63.
Machiavelli blev i 1498 udpeget til kansler i Firenze. Den franske konge Karl VIII havde i 1494 invaderet den italienske halvø, mens Firenzes hidtidige magthavere, Medici’erne, var blevet jaget ud af byen. Deres fåmandsvælde blev nu afløst af en republik, som Machiavelli tjente frem til dens fald i 1512, da Medici’erne vendte tilbage til Firenze, og han selv blev udrenset. Historikeren Francesco Guicciardinis Storia d’Italia beskrev den turbulente periode med ord som kalamitet, ustabilitet, omskiftelighed, skændighed og uvished.20Michele Ciliberto, Il nuovo Umanesimo (Rom-Bari: Laterza, 2017), 5. Det kaldte ikke bare på en ny politik, men også på en ny måde at tænke politikkens grundlag på.
Machiavelli oplevede dermed styreformernes hurtige udskiftning. Med republikkens endeligt måtte Machiavelli trække sig tilbage til sin landejendom i Sant’Andrea in Percussina ved San Casciano i Val di Pesa, på vejen til Siena. Langt fra magtens centrum begyndte han at nedskrive sine større værker, hvoraf de mest kendte værker er Il Principe og Discorsi, der ikke bare trækker på forfatterens erfaringer som topembedsmand og udsending for hjembyen Firenze, men som også vidner om hans belæsthed. I introduktionen til Il Principe noterer Machiavelli, at hans viden er opnået “gennem en lang erfaring i nutidens forhold [le cose moderne] og ved flittig læsning om Antikkens”.21Machiavelli, Fyrsten (1513, dedikation), da. overs. og komm. Ole Jorn (København: Gyldendal, 2016), 17. Det er også i dette værk, at han redegør for sin tilgang til stoffet ved at understrege, at det er hans hensigt “at skrive noget nyttigt for den, der forstår”, hvorfor “det er mere nødvendigt at gå efter tingenes faktiske sandhed end forestillingen om dem”.22Machiavelli, Fyrsten (kap. XV), 71. “Tingenes faktiske sandhed” hedder på italiensk med et lidt gådefuldt udtryk la verità effettuale della cosa. En kommentar til en fransk tekstudgivelse antyder, at der ligger mere i udtrykket end som så, når effettuale menes at betyde “ ‘l’effet, le résultat concret’ que produit la chose”23Machiavelli, Le Prince, fr. overs. og komm. Jean-Louis Fournel og Jean-Claude Zancani (Paris: Presses Universitaires de France, 2000), 406. Se også Gert Sørensen, Niccolò Machiavelli (København: Jurist- og Økonomiforbundets forlag, 2014), 22. med henvisning til det konkrete resultat, som tingen frembringer.
Hele tankegangen med “ting”, der indsættes i en kæde af rykvise ændringer, som mennesket griber ind i, peger på Lukrets. Vi ved, at Machiavelli har haft flere versioner af De rerum natura i hånden, som han har skrevet sammen til ét. Enkelte steder har han tilføjet kommentarer i margenen.24Monica Centanni, “Una scoperta di Sergio Bertelli: Machiavelli lettore di Lucrezio. Nota introduttiva alla riedizione dei due saggi sul Vat. Ross. 844″, Engramma. Tradizione classica nella memoria occidentale, nr. 134 (2016). Se også Greenblatt, The Swerve, 221. Dette arbejde blev formentlig udført i 1497, mens Machiavelli fulgte sin lærer Marcello Virgilio Adrianis undervisning ved Firenzes Studium.25Alison Brown, “Lucrezio Caro, Tito”, i Enciclopedia Machiavelliana (Treccani: Rom, 2014). Andre har udtrykt tvivl om affattelsestidspunktet, se Palmer, Reading Lucretius, 81. Der er ikke eksempler på, at han har afskrevet andre manuskripter. Det var særligt bog II af De rerum natura, der har ansporet Machiavelli til også at anføre noter.26Palmer, Reading Lucretius, 82–83.
Der findes imidlertid ikke hos Machiavelli direkte henvisninger, hvorfor det kan være svært at sige præcist, hvor stor påvirkningen har været. Men alligevel findes der indicier, der peger i retning af Lukrets. Gennaro Sasso fremhæver en passus fra andet kapitel af første bog i Discorsi, hvori der redegøres for samfundene og styreformernes opståen:
Disse varierende styreformer opstod tilfældigt blandt menneskene, thi ved verdens begyndelse, da der kun fandtes få beboere, levede de en tid spredte ligesom dyr. Da de så gennem forplantningen øgede deres antal, sluttede de sig sammen, og for bedre at kunne forsvare sig begyndte de at se sig om efter én blandt dem, der var stærkere og mere tapper end de øvrige, og ham gjorde de til overhoved og adlød ham. Heraf opstod kendskabet til, hvad der var hæderligt og godt til forskel fra, hvad der var skadeligt og ondt.27Machiavelli, Drøftelser af de første ti bøger af Titus Livius (1516–18, bog I, kap. 2), da. overs. og komm. Fritz Wolder (Hasselager: Helikon, 1516–18, 2004), 53. Se også Lukrets, Om verdens natur (bog V, v. 1105f) 211f., jf. Gennaro Sasso, “Lucrezio in Machiavelli”, i Enciclopedia Machiavelliana (Rom: Treccani, 2014).
Forestillingen om styreformernes cykliske bevægelse fra demokrati til aristokrati og monarki, som Machiavelli reducerer til en vekslen mellem republik og fyrstedømme, var almindeligt kendt i Antikken. Hos Lukrets indlejres den i et bredere filosofisk udsyn, der kan bidrage til at klarlægge nogle af de underliggende pejlemærker hos Machiavelli som historiker og politisk tænker. “Tilfældet” er et af disse, som det også fremgår af citatet ovenover.
I et værk om Firenzes historie er det, som om atomismens teori om tingenes bestandige bevægelse rykker ind historieskrivningen. Faktisk er der en passage, der umiddelbart knytter an til Lukrets’ brug af et poetisk billede for at illustrere teorien om atomerne, der farer rundt i det tomme rum.28Lukrets, Om verdens natur (bog II, v. 118–120), 60: “Se hvor de da, som i evig strid med livet som indsats,/skarevis udkæmper slag – et hvil kommer aldrig på tale,/øvede som de er i bestandig at mødes og skilles”. Se også Centanni, “Una scoperta di Sergio Bertelli”, der noterer, at Machiavelli i margen til denne passage skriver: … Continue reading Det kommer i Machiavellis regi til at handle om menneskene, der flytter rundt på hinanden, og om omgivelsernes, der flytter rundt på menneskene i en verden, hvori staterne og byerne møder deres op- og nedture:
For det meste forholder det sig sådan, at provinserne midt i de mange omskifteligheder går fra en tilstand af orden til en tilstand af uorden, og igen fra en tilstand af uorden til en tilstand af orden. I denne henseende er det fra naturens side ikke overladt til denne verdens forhold at stå stille. Når de frem til deres yderste fuldendelse og ikke længere kan blive mere perfekte, sker det nødvendigvis, at de går ned ad bakke. På samme måde når forholdene er gået så meget ned ad bakke, og man er nået så langt ned som følge af den udbredte uorden, at man ikke kan synke længere ned, begynder det af nødvendighed at gå opad. Og så fremdeles bevæger man sig fra det gode ned mod det onde og fra det onde op mod det gode. Fordi dueligheden afføder ro, roen lediggang, lediggangen uorden og uorden undergang. På samme måde ud af undergangen opstår orden, ud af orden duelighed, ud af denne hæder og en god lykke.29Machiavelli, Istorie fiorentine (1525, bog V, 1), i Machiavelli, Tutte le opere, red. Mario Martelli (Milano: Sansoni, 1971), 738.
Lukrets er utvivlsomt også med i kapitel 25 i Il Principe, der sammenfatter de centrale begreber om verdens styrende kræfter. Om “den frie vilje” (libero arbitrio), “dueligheden” eller “klogskaben” (virtù) og “heldet” med de gunstige eller ugunstige omstændigheder (fortuna) hedder det:
Jeg ved godt, at mange har ment og mener, at heldet og Gud styrer de jordiske forhold sådan, at mennesker med deres klogskab ikke kan rette på dem, at de faktisk ikke har noget modmiddel. Af det kunne man slutte, at man ikke skal pukle meget med tingene, men lade skæbnen råde. […]
Men for ikke helt at aflive vores frie vilje mener jeg, at det nok kan passe, at heldet afgør halvdelen af vore handlinger, men også at det lader os styre omtrent den anden halvdel. Jeg sammenligner heldet med en af de ødelæggende floder, som, når de bliver vrede, oversvømmer sletter, vælter træer og bygninger, fjerne jord her og kaster det der; alle flygter fra dem, alle viger for deres vildskab uden noget at stå imod med. Nok er de sådan, men mennesker kunne dog i rolige tider forebygge både med dæmninger og diger, så vandet, når det stiger, enter løber ad en kanal eller hindres i at udfolde sin kraft så ødelæggende og utæmmet.
På lignende måde griber heldet ind og viser sin magt der, hvor der ingen velordnet kraft er til at modstå det. Det retter sin kraft mod det sted, hvor det ved, der ikke er lavet diger og dæmninger til at holde igen på det. Betragter I Italien, hvor disse forandringer finder sted og er blevet igangsat, ser I et landskab uden diger og uden dæmninger. Var Italien værnet af en behørig duelighed – som Tyskland, Spanien og Frankrig er det – så ville dette højvande enten ikke have afstedkommet de store forandringer eller være udeblevet.30Machiavelli, Fyrsten (kap. 25), 107–08.
Også Lukrets ser menneskets frie vilje,31Lukrets, Om verdens natur, (bog II, v. 251–60), 65. Dette er et af de steder, hvor Machiavelli har tilføjet en note i margenen til sin egen kopi af Lukrets’ værk. dets utrættelige sind (mens impigra), som et korrigerende indgreb, der prøver at omgå, at det skiftende held bliver en uundgåelig skæbne. Også hos ham er det dog ikke altid, at modforanstaltningerne lykkes. Det fremgår af de naturkatastofer og pestepidemier, der gennemgås i hovedværkets bog VI. Machiavelli kan meget vel herfra have hentet sit stærke billede af “de ødelæggende floder”, en metafor for de trusler, der udsletter samfundene, hvis de ikke i tide når at bygge de nødvendige “institutionelle diger”.
Fra Machiavellis “måde at gå frem på” til Gramscis praxis
De to hovedværker, Il Principe og Discorsi, fremstår som to vidt forskellige svar på spørgsmålet om, hvordan en styreform skal se ud for at kunne håndtere den krise, som de italienske småstater befinder sig i med intern uro og truende stormagter (Frankrig og Spanien). Det første af de to værker er gerne blevet udlagt som en klassiker i machiavellisme, en opfattelse, der reducerer al politik til et kynisk spil om, hvordan magt erobres i en stat, og hvilke egenskaber en fyrste skal besidde for at erobre magten, men også for at fastholde den, koste hvad det vil. Det andet værk giver i forlængelse af den romerske historiker Titus Livius et bud på, hvorfor den tidlige romerske republik holdt i så mange århundreder, indtil kejserdømmet tog over fra Augustus og frem. Machiavelli nåede frem til, at holdbarheden af Roms republikanske orden skyldtes styreformens blanding af et monarkistisk træk (konsulerne), et aristokratisk træk (senatet) og et folkeligt træk (tribunen). Denne ordning var tilstrækkelig fleksibel til, at den kunne rumme de indre sociale konflikter og kanalisere disse over i et stærkt statsapparat ud fra devisen om “gode love og gode hære”.32Machiavelli, Fyrsten (kap. 12), 59.
Umiddelbart ser det ud som om, de to værker behandler hver deres styreform: fyrstedømme over for republik. Det er imidlertid ikke tilfældet, eftersom de slår ned på to forskellige overlappende aspekter af politik. Medtænker man, at Discorsi i empirisk og teoretisk omfang er mere vidtgående end Il Principe, kan man med rimelighed konkludere, at det sidste værk integrerer sig i det første, og at Machiavelli grundlæggende er tilhænger af det republikanske styre, der giver en højere grad af frihed, fordi “folket” har indflydelse på de love, det forventes at adlyde. Den turbulente tid, han selv levede i, fik ham dog også til at indse, at der var øjeblikke, hvor det midlertidigt kunne være nødvendigt at suspendere republikken og indsætte en stærk fyrste, hvis indre konflikter og krig tager overhånd.33Machiavelli, Drøftelser (bog I, kap. 17), 98.
Machiavelli lancerer en politikopfattelse af staten som en ramme om magtkampen og af styreformen som en konkret måde at organisere styrkeforholdene på i en stat. Denne opfattelse får imidlertid en særlig accentuering ved at være underbygget af en førsokratisk ontologi, som Lukrets har bragt ham ind på. For det første anskues verden ikke i religionens eller metafysikkens dualistiske termer, men som immanent og underkastet en uforudsigelig og konfliktfyldt bevægelse; for det andet opereres der med praxis, menneskets indgreb i verden, med henvisning til en handling og en tænkning, der erkender både sin begrænsning og sin nødvendighed i opbygningen af statens institutionelle foranstaltninger.
Det er Michele Ciliberto, der bruger ordet “praxis” til at indkredse det centrale anliggende i den italienske umanesimo.34Ciliberto, Il nuovo Umanesimo, 57. Det knytter umiddelbart an til Gramscis praxisfilosofi. Det er næppe tilfældigt, når man betænker Cilibertos interesse for Eugenio Garin, der selv var opmærksom på Gramscis efterladte skrifter fra det fascistiske fængsel. Garin tilsluttede sig Gramscis præcisering af praxisfilosofien som en tænkning i dens absolutte jordiskhed og tog afsæt heri i sin tilgang til Renæssancen.35Antonio Gramsci, Fængselsoptegnelser. I‑II (1929–35), da. overs. med indl. og komm. Gert Sørensen (København: Museum Tusculanums Forlag, 1991), 201. Se også Ciliberto, Eugenio Garin, 60. Machiavelli bruger ikke selv ordet “praxis”, men kommer tæt på med sin hyppige anvendelse af udtrykket modo di procedere, der med fordel kan oversættes ordret med “måde at gå frem på”. Det optrådte i et brev til vennen Piero Soderini:
Jeg tror, at således som naturen har givet mennesket forskellige ansigter, således har den givet det forskellige begavelser og fantasier. Af dette følger, at enhver alt efter begavelse og fantasi styrer sig selv. Og fordi på den anden side tiderne skifter og tingenes orden er forskellig […], er den lykkelig, som stemmer sin måde at gå frem på overens med tiden, og modsat er den ulykkelig, hvis handlinger divergerer fra tiden og tingenes orden.36Niccolò Machiavelli, Brev til Giovanni Battista Soderini (13.–21. sept. 1506), i Machiavelli, Tutte le opere, 1083. Hvad angår oversættelsen af udtrykket modo di procedere afviger den fra den danske oversættelse, der ellers citeres fra.
Machiavelli tog udtrykket op flere gange i begge hovedværker.37Giulio Ferroni, Machiavelli o dell’incertezza. La politica come arte del rimedio (Rom: Donzelli, 2003), 101–03, der peger på, at udtrykket også er blevet anvendt i de dokumenter, de såkaldte Consulte e pratiche, der lå til grund for det florentinske beslutningsapparats dispositioner. Samme Ferroni mener at kunne tælle … Continue reading Der er derfor gode argumenter for ud fra denne hyppighed at hævde, at dette ligefremme udtryk har status af et kernebegreb og finder anvendelse, når en fyrste eller en stat skal vise sin evne eller mangel på samme til at agere og forhindre, hvad der under ugunstige betingelser kan gå hen og blive et uafvendeligt tilbageslag.
Der kan, ifølge Machiavelli, være en tilbøjelighed til, at en fyrste eller en stat står fast på én og kun én bestemt måde at tackle en situation på. Det kan man så være heldig med, hvis tiderne ellers er gunstigt stemte. Det er imidlertid afgørende at kunne ændre fremgangsmåde, hvis tiderne kræver det. Fastholder fyrsten eller statens ledelse den samme “måde at gå frem på”, vil denne ende i en blindgyde og blive sat ud på historiens sidespor. Den republikanske orden, som Machiavelli tjente, led en krank skæbne. De europæiske stater overgav sig de næste århundreder til mere eller mindre enevældige monarkier. Alligevel var Machiavelli ikke i tvivl om, at republikken som styreform var en mere langsigtet løsning end fyrstedømmet,
fordi den med sine borgeres forskellige anlæg bedre kan tilpasse sig tidernes skiften, end en fyrste kan. Thi en mand, der er vant til at gå frem på én bestemt måde, ændrer sig aldrig, som det er blevet sagt, og derfor sker der nødvendigvis det, at han går til grunde, så snart tiderne ændrer sig og ikke længere er i overensstemmelse med hans måde at gå frem på.38Machiavelli, Drøftelser (bog III, kap. 9), 327. Se også Ferroni, Machiavelli o dell’incertezza, 107.
Epilog
Der ligger i dette førsokratiske spor, der her er fulgt, nogle overvejelser om menneskets væren i verden, der går forud for enhver social organisering og tænkning: Mennesket er i verden og besidder i kraft af sin mens impigra en særlig disposition for det at organisere og tænke den i eget øjemed, uden at det sikrer mod konsekvenserne af denne disposition for at være i verden. Det er en materialisme i dens absolutte jordiskhed, der her dukker op, og som måske også foresvævede den unge Marx, der disputerede om Demokrit og Epikur i afhandlingen Differenz der demokritischen und epikureischen Naturphilosophie fra 1841.39Peter, Fenves, “Marx’s Doctoral Thesis on Two Greek Atomists and the Post-Kantian Interpretations”, Journal of the History of Ideas, vol. 47, nr. 3 (1986): 433–452. Under alle omstændigheder ligger der i denne tilstedeværelse i et overset skrift af Marx et incitament til at komme bagom og gentænke den historiske materialisme, der på mange måder blev fanget af det industrisamfund, som den blev til i, men som også har undermineret selve livsgrundlaget. Det er dette behov, Wolfgang Fritz Haug giver udtryk for i sin gentænkning af den italienske praxisfilosofi fra Antonio Labriola til Gramsci, der samtidig er et forsøg fra hans side på at integrere denne tradition i en “verdensøkologisk” tilgang.40Wolfgang Fritz Haug, Det praksisfilosofiske blik fra neden. Bidrag 2007–2021, red. Klaus Schulte, Rolf Czeskleba-Dupont og Hartmut Haberland (København: Selskab i Arbejderbevægelsens historie, 2023) og Gert Sørensen, “Haug og praxisfilosofien”, oplæg ved en præsentation af Haugs bog på Københavns Universitet, 24. maj … Continue reading
| 1. | Nærværende tekst er et bearbejdet og forkortet uddrag fra et manuskript under færdiggørelse med titlen Den melankolske Demokrit. Betragtninger over humaniora og humanisme. |
| 2. | Karsten Friis Johansen, Den europæiske filosofis historie. Bind 1. Antikken (København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1994), 97. |
| 3. | Johnny Cristensen, “Hellenismen som gennembrud til en moderne kulturforståelse”, i Christensen, Fra filologens værksted (København: Museum Tusculanums Forlag, 2020), 128. |
| 4. | Stephen Greenblatt, The Swerve. How the World Became Modern (New York-London: W.W. Norton & Company, 2011). |
| 5. | Ugo Dotti, “Nota introduttiva”, i Lucrezio, La natura delle cose (Milano: Feltrinelli, 2015), 7. |
| 6. | Ada Palmer, Reading Lucretius in the Renaissance (Cambridge: Harvard University Press, 2014), xviii. |
| 7. | Palmer, Reading Lucretius, 234–35. |
| 8. | Palmer, Reading Lucretius, 36–37, 226. |
| 9. | Se også gennemgangen hos Greenblatt, The Swerve, 185–99. |
| 10. | Lukrets, Om verdens natur (1. årh. f.Kr., bog II, v. 255), da.overs. fra latin af Ellen A og Erik H. Madsen (Frederiksberg: Det lille Forlag, 1998), 65. Det er blevet hævdet, at i atomlæren er afvigelsen i sig selv “årsagsløs […], da den netop indføres som mulighedsbetingelse for forekomsten af ‘årsager’ ”, jf. Johnny Christensen, “Tolkning og omfortolkning af græsk filosofi”, i Christensen, Fra filologens værksted (København: Museum Tusculanums Forlag, 2020), 58. |
| 11. | Lukrets, Om verdens natur (bog II, v. 180–82), 62: “[V]erdens natur er ikke skabt efter gudernes ordre, ikke af hensyn til os – den er jo så hensynsløst ordnet”). |
| 12. | Lukrets, Om verdens natur (bog VI, v. 1095–1101), 259. |
| 13. | Lukrets, Om verdens natur (bog V, v. 1440–55), 222. |
| 14. | Massimo Cacciari, La mente inquieta. Saggio sull’Umanesimo (Torino: Einaudi, 2019), 60–61, der i en kommentar i relation til Lukrets skriver om mennesket, at det “forbliver utrætteligt og altid ude af stand til at finde ro”. |
| 15. | Lukrets, Om verdens natur (bog III, v. 869), 124. |
| 16. | Roberto Esposito, Pensiero istituente. Tre paradigmi di ontologia politica (Torino: Einaudi, 2020), 209. |
| 17. | Eugenio Garin, Intervista sull’intellettuale (Rom-Bari: Laterza, 1997), 4. |
| 18. | Hans Baron, The Crisis of the Early Italian Renaissance: Civic Humanism and Republican Liberty in an Age of Classicism and Tyranny (Princeton, NJ: Princeton University Press, 1955). |
| 19. | Michele Ciliberto, Eugenio Garin. Un intellettuale nel Novencento (Bari-Rom, 2011), 63. |
| 20. | Michele Ciliberto, Il nuovo Umanesimo (Rom-Bari: Laterza, 2017), 5. |
| 21. | Machiavelli, Fyrsten (1513, dedikation), da. overs. og komm. Ole Jorn (København: Gyldendal, 2016), 17. |
| 22. | Machiavelli, Fyrsten (kap. XV), 71. |
| 23. | Machiavelli, Le Prince, fr. overs. og komm. Jean-Louis Fournel og Jean-Claude Zancani (Paris: Presses Universitaires de France, 2000), 406. Se også Gert Sørensen, Niccolò Machiavelli (København: Jurist- og Økonomiforbundets forlag, 2014), 22. |
| 24. | Monica Centanni, “Una scoperta di Sergio Bertelli: Machiavelli lettore di Lucrezio. Nota introduttiva alla riedizione dei due saggi sul Vat. Ross. 844″, Engramma. Tradizione classica nella memoria occidentale, nr. 134 (2016). Se også Greenblatt, The Swerve, 221. |
| 25. | Alison Brown, “Lucrezio Caro, Tito”, i Enciclopedia Machiavelliana (Treccani: Rom, 2014). Andre har udtrykt tvivl om affattelsestidspunktet, se Palmer, Reading Lucretius, 81. |
| 26. | Palmer, Reading Lucretius, 82–83. |
| 27. | Machiavelli, Drøftelser af de første ti bøger af Titus Livius (1516–18, bog I, kap. 2), da. overs. og komm. Fritz Wolder (Hasselager: Helikon, 1516–18, 2004), 53. Se også Lukrets, Om verdens natur (bog V, v. 1105f) 211f., jf. Gennaro Sasso, “Lucrezio in Machiavelli”, i Enciclopedia Machiavelliana (Rom: Treccani, 2014). |
| 28. | Lukrets, Om verdens natur (bog II, v. 118–120), 60: “Se hvor de da, som i evig strid med livet som indsats,/skarevis udkæmper slag – et hvil kommer aldrig på tale,/øvede som de er i bestandig at mødes og skilles”. Se også Centanni, “Una scoperta di Sergio Bertelli”, der noterer, at Machiavelli i margen til denne passage skriver: “Simulacrum principiorum” (dvs. han ser her et “billede på de første principper”). |
| 29. | Machiavelli, Istorie fiorentine (1525, bog V, 1), i Machiavelli, Tutte le opere, red. Mario Martelli (Milano: Sansoni, 1971), 738. |
| 30. | Machiavelli, Fyrsten (kap. 25), 107–08. |
| 31. | Lukrets, Om verdens natur, (bog II, v. 251–60), 65. Dette er et af de steder, hvor Machiavelli har tilføjet en note i margenen til sin egen kopi af Lukrets’ værk. |
| 32. | Machiavelli, Fyrsten (kap. 12), 59. |
| 33. | Machiavelli, Drøftelser (bog I, kap. 17), 98. |
| 34. | Ciliberto, Il nuovo Umanesimo, 57. |
| 35. | Antonio Gramsci, Fængselsoptegnelser. I‑II (1929–35), da. overs. med indl. og komm. Gert Sørensen (København: Museum Tusculanums Forlag, 1991), 201. Se også Ciliberto, Eugenio Garin, 60. |
| 36. | Niccolò Machiavelli, Brev til Giovanni Battista Soderini (13.–21. sept. 1506), i Machiavelli, Tutte le opere, 1083. Hvad angår oversættelsen af udtrykket modo di procedere afviger den fra den danske oversættelse, der ellers citeres fra. |
| 37. | Giulio Ferroni, Machiavelli o dell’incertezza. La politica come arte del rimedio (Rom: Donzelli, 2003), 101–03, der peger på, at udtrykket også er blevet anvendt i de dokumenter, de såkaldte Consulte e pratiche, der lå til grund for det florentinske beslutningsapparats dispositioner. Samme Ferroni mener at kunne tælle fyrre gange, hvor Machiavelli bruger udtrykket modo di procedere. |
| 38. | Machiavelli, Drøftelser (bog III, kap. 9), 327. Se også Ferroni, Machiavelli o dell’incertezza, 107. |
| 39. | Peter, Fenves, “Marx’s Doctoral Thesis on Two Greek Atomists and the Post-Kantian Interpretations”, Journal of the History of Ideas, vol. 47, nr. 3 (1986): 433–452. |
| 40. | Wolfgang Fritz Haug, Det praksisfilosofiske blik fra neden. Bidrag 2007–2021, red. Klaus Schulte, Rolf Czeskleba-Dupont og Hartmut Haberland (København: Selskab i Arbejderbevægelsens historie, 2023) og Gert Sørensen, “Haug og praxisfilosofien”, oplæg ved en præsentation af Haugs bog på Københavns Universitet, 24. maj 2023, Kritisk Debat, 1. september, 2023. |